Tidsskriftet TENEN Medlemsblad for Dansk Tekstilhistorisk Forening
Danish Society for Textile History
Verein für Dänische Textilgeschichte
Besøg TENENs hjemmeside www .tenen .dk
TENEN udkommer i juni og november .
Artikler sendes til redaktion@tenen.dk, NB tekst og billeder adskilt, husk billedtekster og ophavsret til foto .
Næste deadline for indlevering af artikler er 15 . september 2026 .
Kære medlem
Måske har du kikket længselsfuldt i postkassen efter det første nummer af TENEN i 2026 . Som vedtaget i bestyrelsen og på generalforsamlingen kommer TENEN nu to gange årligt, juni og november, men med samme sidetal som tidligere Bladet er blevet en lille tyksak!
Det hele skyldes de usikre forhold omkring forsendelse . Vi har været nødsaget til at give medlemmerne mulighed for enten at modtage bladet digitalt, det har ca . 20 valgt, eller at betale forsendelsesomkostninger på 50 kr . årligt . Hvis du modtager bladet digitalt, selvom du gerne vil have det fysisk, er det fordi du mangler at betale 50 kr . for denne ydelse . Vi er kede af disse stramninger, men de er nødvendige af hensyn til foreningens fremtid . Vi er ikke ene om problemerne, de rammer alle små foreninger i disse år . Som medlem kan du altid få det nyeste blad ved medlemsarrangementerne .
Der er masser af læsestof i det nye blad . Dansk tekstilhistories grand old lady Kirsten Rykind Eriksen har skrevet en flot artikel om mønsterark og deres historie, en uddybning af emnet i bogen ”Kampen om Broderierne” , der også er anmeldt i dette nummer TENENs kursus i nålebinding bliver fulgt op af Eva Engelhardts artikel om emnet En ældgammel teknik, der får form og farve i moderne udtryk . I vores serie om vægtæpper er vi nået til Ladby tæppet, der fortæller om vikingehøvdingen, der både får hunde, heste og skibet med sig i graven . Endnu en flot præstation af en gruppe ihærdige brodøser . Herudover er der anmeldelser af både udstillinger og nye bøger, der kan give inspiration til sommeraktiviteter .
Vi i redaktionen ønsker alle en dejlig sommer
Lis og Ellen
På hjemmesiden www.tenen.dk kan du se referat fra generalforsamlingen og bestyrelsens beretning.
Trykte mønsterbøger og -blade 1500–1850 og danske 1850–1950
Af etnolog mag.art. og forfatter Kirsten Rykind-Eriksen
Der er flere hundreder års tradition for at brodere bestemte motiver, som først blev brudt fra omkring 2000, da det frie broderi kom frem, hvor den broderende ikke nødvendigvis er afhængig af at tælle tråde eller et på forhånd påtegnet motiv . Måske tegner man et eller flere motiver/figurer på sit stof, men stingtyper vælger man frit . Denne form for broderi kræver umiddelbart, at man kender til stingtyper, men jeg har også været ude for, at unge mennesker bare går i gang, dog med lidt hurtig vejledning om enkle stingtyper .
Sådanne var det ikke tidligere . Det betød rigtig meget, at man broderede efter
et mønster og så det som en hjælp, at stof og garner var bestemt på forhånd og ligeså, hvad der skulle broderes på den valgte type genstand . Det lå ikke i ens tanker, at dette kunne være anderledes . Man havde selv valgt, hvad man ville brodere, dog ud fra givne forslag, enten hentet i en mønsterbog, en modelkasse eller fra et dame- og modeblad . Der var rigeligt at vælge imellem, og man indordnede sig under de på forhånd valgte materialer .
I disse broderitraditioner lå et skjult ønske om fra toneangivende institutioner som Håndarbejdets Fremme (H .F.) og Højskolernes Håndarbejde (H H ), at de ville
Stiliserede ornamenter som kantbort på en lille løber. Parstillede fugle med en blomstervase imellem og et hjerte, en opstilling kendt fra de ældste mønsterbøger. Gobelin- og fladsyning på hørlærred. 28x49 cm. H.H. model, privateje. Foto: Mogens Bach.
Tavle fra Henrik August Grosch: ”Haandbog til Brodering og Tegning, Förste Deel, Kjöbenhavn 1794”. 10,5x18,5 cm, Foto Pernille Klemp.
bestemme, hvad der blev broderet og hvilket æstetisk udtryk, der prægede hjemmene . De fremhævede, at det var karakterdannende at brodere, og derfor var det ikke ligegyldigt, hvilke motiver, mønstre og materialer, der broderedes . Gennem armen, håndens og fingrenes broderiarbejde lærer bevidstheden om størrelsesforhold, hvad der passer sammen af motiver og borter foruden om farvernes fordeling i kulørt broderi .
De ældste mønsterbøger
Ornamenters udseende er gang på gang hentet i den europæiske oldtid og omformet efter tidens stil . Slyngninger af blade, navnlig af de fligede akantusblade, blomster, indsatte dyr, mennesker og andre figurer som kendes fra Grækenland og den arabiske verden, dannede forbilleder Navnlig grækerne havde forstået at omsætte Guds natur til kunst, forenklet og stiliseret den Grækernes demokratiske samfund blev fra 1500-tallet under renæssancen forbillede i Europa for eliten med fokus på det individuelle .
På samme tid opfandtes bogtrykkerkunsten, der fik enorm betydning for spredning af antikkens ornamentik . Den ældst kendte mønsterbog er fra 1524 og i 1529 udgav Peter Quentel i Leipzig ”Musterbuch für Ornamente und Stickmuster”, der viser et udvalg af trådbundne syningsarter med antikkens motiver og borter . Disse blev i 1700- og 1800-tallet brugt og omformet i europæisk folkekunst, således også i vor egen, især kendt i hedeboegnens og Nordsjællands broderier og på navneklude . F.eks . parstillede fugle på hver side af
livets træ, eller blomstervaser, dyr i Paradiset, springende hjorte, løver og griffe m .fl . Peter Quentel viser også påtegnede motiver med slynget løvværk, rankemønstre og grotesker til kunstbroderi i silke . De trykte mønsterbøger bragte desuden blomster- eller løvkranse, rækker af alfabeter og tal, beregnet til navne- og talmærkning på sengeog bordlinned samt skjorter og særke .
Der opstod centre i Tyskland, som bestod i århundreder, med grafiske værksteder, trykkeri og forlag, der udgav ornament- og motivbøger i Leipzig, Dresden, Stuttgart, Nürnberg, Berlin og Chemnitz . Fra disse centre spredtes mønstre og motiver ud over Europa, der ikke alene blev brugt til tekstile materialer, men også til andre som træskæringer, intarsia, sølvarbejder, keramik m .fl . Bøgerne er til inspiration for folk, der kan deres håndværk i forvejen .
Fra slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet skiftede mønsterbøgerne karakter, da der kom en fornyet interesse for det enkelte menneske . Nu viste de fine tegninger af symboler til erindring om menneskets forgængelighed, om årstiderne, fine blomsterbuketter, musikinstrumenter m .fl . tænkt til at udføres som silkebroderi . Flere af bøgernes motiver var farvelagte, og i forordet blev skrevet om at opnå ”den gode smag”, hvilket kunne ske, hvis man forstod at sammensætte farver harmonisk .
I en af bøgerne, trykt i København, er vist en halv farvecirkel som hjælp til at forstå, hvilke farver, der passer sammen . Den gode smag blev opøvet ved at aftegne motiverne, og i det hele taget er det en forudsætning for at brodere, at man er god til at tegne Den gode smag er et æstetisk greb, der indebærer, at man opfatter og handler efter bestemte normer – fastlagte regler om en bestemt æstetik, der fokuserer på harmoniske proportioner og farver, enkelhed, regelrethed, nøjsomhed og pertentlighed . Det
var normer, som man mente, var gode for kvinderne at lære allerede som unge piger
Den broderende kunne vælge imellem hvilke motiver og borter, de satte sammen . Det gav en frihed til at vise sin personlighed I første halvdel af 1800-tallet udkom også bøger med borter og motiver, beregnet til de fine hvide broderier i empiretiden med fladsyning, engelsk broderi med prenhuller, grunde, kniplingssyning og lancetkantning . Ligesom i de ældste mønsterbøger gives der ikke anvisninger på, hvordan broderiteknikkerne syes, det forudsættes at være kendt .
Trykte løsblade
Trykteknikken udvikledes hurtigt fra slutningen af 1700-tallet . I 1798 kom litografi, der i mønsterbøgerne udkonkurrerede træsnit og kobberstik, og i 1822 kom chromolitografien, hvor hver farve blev trykt for sig, hvilket gav flere trykgange . I 1804 begyndte A Philipson i Berlin at trykke ternet papir, som gjorde det lettere at udføre komplekse arbejder Hver tern udgør et sting, og A . Philipson udgav de såkaldte Berlinermønstre, der blev umådelig populære, bl a fordi de solgtes enkeltvis som løsblade, eller de kunne lejes for et lille beløb, og derved fik mange kvinder råd til at købe dem . Motiverne var fyldige blomster- og bladranker, huse, kirker, slotte, dyr og mennesker, gerne i en svungen kartouche . Disse tyske farvetrykte løse mønsterblade blev solgt til forlag i Danmark eller købt direkte af broderifirmaer, f .eks . J.C. Levysohn Broderi Magasin i København . Deres arkiv, som er tilgået Håndarbejdets Fremmes arkiv,
Del af foldeud album med små tavler på ternet papir. På den ene side motiver med mennesker, dyr, blomster og huse, på den anden side forskellige alfabeter og talrækker. Udfoldet med fem tavler i alt 9x40 cm. Museet Sønderskov.
rummer mønsterark fra ti tyske forlag eller trykanstalter Levysohn satte sit stempel på hver enkelt mønsterblad, forlagets navn og adresse er trykt på tegningen F eks var Heinrich Kuehn, Vereinigte Stickmuster Verlage Berlin C, Spittel Markt 7, et af de store tyske forlag . Motiverne var indimellem tegnet af akademikunstnere, som der står på nogle af tegningerne . Berlinermønstre kaldes på engelsk ”Berliner Wool Work”, hvilket hentyder til, at broderierne udførtes på kanvas med korssting i uldgarn .
På grund af bedre hygiejne fra omkring 1800 steg befolkningstallene og den urbane middelklasse og derved kundegrundlaget med interesse for at brodere . Berlinermønstrenes motiver og fyldige blomster, som kvinderne kendte fra deres hverdag, tiltalte dem mere end antikke intellektuelle motiver . Udover mønsterløsblade udkom også små foldeud album med en række motiver og alfabeter, et format der lige passede til at ligge i sybordets skuffe .
Det var ikke blot mønstrene, der blev billigere og mulige at erhverve eller låne, men materialerne blev ligeledes industrialiseret med fremkomsten af maskinvævede stoffer og maskinspundne garner . Nu var det ikke blot eliten, der havde råd til at brodere, men i løbet af 1800-tallet blev det sådan, at enhver kvinde med respekt for sig selv skulle brodere .
Udvalgte Dame- og modeblade
Udgivelsen af dame- og modeblade, i Danmark fra midten af 1800-tallet, gjorde det endnu billigere at få adgang til mønstre og motiver samt forslag til, hvilke genstande, der kunne broderes eller pyntes med broderi . Inden for denne genre var de tyske trykkerier og forlag også toneangivende . De kunne trykke bladene i store oplag, hvorved de var forholdsvis billige og blev
solgt i forskellige europæiske lande, også i Norden Det tyske Berliner Muster-und Moden-Zeitung udkom fra omkring 1850 og fra 1860 med broderimønstre Die Modenwelt begyndte i 1865 og blev et af de største, og fra 1866 udkom bladet i mange lande på hvert deres sprog og under forskellige navne for i hvert land at imødekomme det i antal voksende kundegrundlag . I Danmark var navnet Dagmar, Skandinavisk Modeblade for Toilette og kvindelige Haandarbejder, forhandlet af Carl Ottos’s Eftf . i København . I Sverige kom det til at hedde Freja . Klicheer til tegninger og mønstre var de samme, men teksterne forenkledes, oversattes til de forskellige sprog, og alle blade trykt i Tyskland, hvor prisen kunne holdes nede på grund af de store oplag .
I Danmark udgav Charlotte Lembcke allerede i 1852 et dame- og modeblad: Dame-Tidende for Huusvæsen med undertitlen Qvindelige Arbeider og Moder med Mønstre og Kobbere, der viser en blanding af damemoder i beklædning og broderimønstre En sammensætning, der ses i alle dameog modeblade I 1860 begyndte Charlotte Lembcke at udgive Tidende for Broderiog Lingerisager, der indeholder Mønstre til alle Sorter hvidt Broderi, til Lidsesyning, til kulørt Paalægningssyning [applikation], Fantasisyning og alle Lingerisager efter de nyeste Moder . Charlottes dame- og modeblade spændte således vidt og viser de broderitekniske muligheder . I 1865 udvidedes sortimentet med hver 14 . dag at udgive Illustreret Modetidende for Toilette og Kvindelige Haandarbeider, der viser klædedragter, snitmønstre og tegninger af kjoler til børn og voksne, hvor der på tøjet foreslås forskelligt broderi .
I 1872 begyndte brodøsen Julie Petersen, født Wagner at udgive sit Dame-Tidende på dansk, svensk og tysk i et format, som et
”Stor hyggelig Pude”, broderet på brunt boj med uldgarn i fladsyning, konturting og kunstbroderi. 52x52 cm. Den springende hjort er en udløber af motiv i de gamle mønsterbøger, Nordisk Mønster-Tidende 1936 nr. 23.
stort dobbeltark 85x62 cm, foldet to gange, hvor der på den udfoldede bagside er trykt mønstre i 1:1 indimellem hinanden . Langt de fleste dame- og modblade var udformet på denne måde .
Gentagne gange gik Julie på broderikurser i Tyskland og Østrig, og fik derved tyske forbindelser . Dem udnyttede hun til i Tyskland gennem sit blad at markedsføre broderiteknikken udklipshedebo som en særlig dansk stil . Desuden udstillede hun på de store verdensudstillinger i 1888, 1889 og 1893 . Sammen med sin mand drev hun en broderiforretning i København med skiftende adresser, og hun afholdt broderikurser Et erhvervsområde, som det tidligt var muligt for kvinder at drive efter loven af 1857 om fri næring .
Det mest dominerende dame- og modeblad i Danmark blev dog Laura og Carl Allers Nordisk Mønster-Tidende, der begyndte at udkomme 1 .januar 1874 hver 14 . dag og fortsatte til 1953 . Laura var redaktør indtil sin død i 1917 og bestemte, hvad bladet bragte, Carl var den tryktekniske, idet han opfandt fotolitografi . Begge havde forstand på markedsføring, og Nordisk Mønster-Tidende blev fra begyndelsen reklameret med, at det kunne købes i abonnement over hele Danmark, Sydsverige og Sydnorge . Laura hentede ideerne til mode og broderier i de tyske blade – nogle gange købte Carl klicheer i Tyskland . Laura var meget opmærksom over for læserinderne, idet hun i hvert
blad i de første åringer havde en klumme med Notitser, senere kaldt Korrespondance, hvor hun svarede på spørgsmål og henviste til, at i kommende numre ville der komme den og den broderiteknik . Laura viste gerne modeller med tidens mange forskellige broderiteknikker, men hun fandt hurtigt ud af, at læserinderne/abonnenterne ikke nødvendigvis kendte alle broderiteknikker, hvilket førte til, at Laura allerede i slutningen af 1874 udgav Lærebog i Kvindeligt Haandarbejde, hvor teknikker nøje gennemgås ved hjælp af tegninger, som Laura hentede i D.M.C.’s Bibliothek, der udgav hefter med gode arbejdstegninger til de forskellige broderiteknikker . Nordisk Mønster-Tidende udkom ligesom de andre blade i store foldeud formater . Senere som hæftede sider med indlagt Tillæg, der er et foldudblad med broderimønste og tøjsnit i 1:1 .
Sidst i 1800-tallet tilkom gode husholdningsråd, damefrisurer, og opbyggelige historier . Fra 1900 blev teksterne meget stemningsfulde og følelsesladede, når der opfordres til at det er tid til at gå i gang med sæsonbroderier . I det hele taget er der i Laura og Carl Allers blade megen frihed til
selv at vælge materialer, og hvorledes motiver og mønstre sættes sammen, de kommer kun med anbefalinger . Denne frihed har tiltalt deres kunder
En gennemgang af udvalgte årgange fra Nordisk Mønster-Tidende indtil 1950 viser, at mange af broderiforslagene stammer fra motiver, borter og fladedækkende mønstre i de ældste mønsterbøger, ligesom i de tyske blade . Motiverne kan være lidt omformet, f .eks . kan dyrene få lidt mere svej på ben og vinger, akantusblade større og mere fligede, og der er uendelig mange udgaver af store og mindre blomster i forskellige broderiteknikker
Kulturarvstilhængernes oprør
Den akademiske elite, navnlig personer fra Kunstakademiet, kunne ikke acceptere dame- og modebladenes mange tyske forlæg . De påstod, de var industri, dårlig smag, dårlige materialer, som ikke gav nogen æstetisk opdragelse . Det var en national sag at gøre oprør med al denne dårligdom, udtalte forfatter og iværksætter Emma Gad .
Kunstnereliten fremhævede, at broderiforlæg skulle tegnes af en kunstner og med antikke elementer, der ansporede til
demokratisk tankegang og gav den foretrukne æstetiske dannelse Samme virkning havde brugen af danske dyr og planter . Det sidste gav de broderende et blik for, hvad der var dansk i forhold til den tyske indflydelse
Kultureliten med bl .a . Emma Gad, Tivolis direktør og senere leder af Dansk Folkemuseum Bernhard Olsen, tekstilekspert Elna Mygdal, og formand for Dansk Husflids Selskab N .C . Rom hævdede derimod, at den danske folkekultur, udtrykt gennem hedebobroderierne skulle danne forbillede for nye og gerne hvide broderier . For at give den ønskede nationale dannelse skulle motiver og broderiteknikker være vokset op af den danske muld .
Bernhard Olsen fremførte, at selvom hedebobroderiernes motiver stammede fra de ældste tyske mønsterbøger, var de blevet danske, fordi bønderkvinderne havde forstået at tilrette dem, når de broderede motiverne på deres egne hjemmefremstillede materialer og hjemmefremstillede garner som hør og uld De fik materialer og teknik til at passe naturligt sammen . Denne opfattelse er stadig gældende Det var karakterdannende at skulle rette sig efter
To tavler fra Collection Nora, udgivet 1894-1895, 16,5x22 cm. Motiverne er kendt fra de ældste mønsterbøger og blev jævnligt repeteret bl.a. i D.M.C.’s Bibliotheker. Foto: Pernille Klemp.
stoffets tråde i de talte syninger, og derfor kunne udklipshedebo ikke accepteres, da de udklippede faconer var løsagtige, som Elna Mygdal udtalte, og spredt rundt på købelærredet .
Et udvalg af danske mønsterbøger med kulturarvsmotiver
Knipleekspert og broderilærerinde, Sara Rasmussen, udgav 1894-1895 Collection Nora, der er en mappe, 16,5x22 cm med albumblade, hvor der er aftegnet figurer og borter i farver fra de ældste mønsterbøger . Herefter gik der godt 30 år førend, kulturarvstilhængerne begyndte at udgive
Side fra Else Kochs mønsterhefte ”Gamle danske Hvidemønstre”, udgivet 1931, 34x24 cm, hvor hun foreslår at brodere tællesyningsborter med farvede garner for at give de gamle broderiteknikker en fornyelse.
mønsterbøger eller –hefter, men i 1930’erne udkom en række mønsterhefter med aftegnede motiver fra almuebroderierne . De meste kendte er Ernestine Nyrops to hefter fra 1930 og fra 1930-1931 fem hefter af Else Koch . Alle med korsstingsmotiver aftegnet efter navnlig stolpeklæder fra Nordsjælland og hedeboegnen, men også fra andre tekstiler fra Kalundborg og Omegns Museum, Holbæk Museum, Dansk Folkemuseum, Kunstindustrimuseet og museerne i Roskilde og Køge samt hos private . Det samme gælder hendes hefte med hvide syninger . Det var op til brugerne, navnlig lærerinder, at sætte motiver og borter sammen på modeller til puder, thevarmere, duge osv Flere motiver blev brugt til datidens prøveklude, som elever udførte på henholdsvis Dansk Husflidsselskabs skole i Kalundborg, på højskolerne og i Haandarbejdets Fremmes skole .
Selskabet til Haandarbejdets Fremme etableredes i 1928, og Selskabet Hedebosyningens Fremme, stiftet 1907, indgik med det samme i H .F. Det ser ud til, at de ikke udgav nogen mønsterbog, men måske løse blade . I 1934 udgav H .F. Fynske Korstingsmønstre, der svarer til de førnævnte mønsterhefter fra 1930, blot med aftegninger af motiver fra fynske almuetekstiler, som for en stor del ligner de sjællandske .
I 1934 udgave Højskolernes Haandarbejde i samarbejde med FDB’s Manufakturafdeling Haandarbejdsbogen og året efter et Tillæg . Hertil tegnede malerinde Margrete Drejer, der var veninde med Ernestine Nyrop, nye
modeller og motiver med inspiration i folkekunsten og med brug af traditionelle broderiteknikker Fornyelse kom ved, at man ”plukkede” enkelte motiver og borter ud af deres oprindelige sammenhæng og satte dem sammen på en ny måde, se billede side 4 . En Prøvebog blev udgivet samtidigt med eksempler på de stoffer og garner, som H .H . fik fremskaffet til deres modeller . Det var en hjertesag for H .H . at bruge lødige materialer .
Johanne Arnbech-Jensen og Margrete Drejer udgav i 1936 Sting og Mønstre for Skole og Hjem, hvor de samme motiver og mønstre er gengivet som i de førnævnte hefter . Flere af de fladedækkende ligner til forveksling dem, som Nordisk Mønster-Tidende bragte . Denne bogs prøveklude og modeller blev direkte brugt som prøveklude på de nævnte skoler, f .eks . blomst og bort i hvidsøm side 63, hulsømmene side 47, broderede monogrammer side 77 og sammentrækssyning side 69, side 34 er der forslag til to små navneklude, ligeledes brugt på prøveklude .
Malerinden Elise Konstantin Hansen udgav i 1938 i samarbejde med broderihandler Agnes Fink i Kolding to mønsterhefter med tegninger inspireret af græske vasemalerier .
Billedhugger og kunstmaler Holger Kapel ønskede at forny korsstingstraditionen, navnlig med henblik på børn, for at de kunne brodere motiver fra deres dagligdag . Det blev til tre hefter med bl .a . en landsby med gadekær, købstadshuse, biler, cykler, fiskeri og en hel fodboldkamp, rost af en anmelder i Politiken . Hefterne inspirerede til, at visse lærerinder lod børnene selv vælge eller tegne, hvilke motiver de ville brodere .
Clara Wæver, en anerkendt broderiforretning i København, udgav i 1946 hefter med
planter i korssting, der minder om tekstilkunstner Gerda Bengtssons grøftekantblomster for H F, og senere udgav Clara Wæver hefter med fladsyning eller tællesyning og hardangerbroderi .
Efter 2 . verdenskrig, der pga . materialemangel satte en stopper for broderier, udkom et væld af mønsterbøger og –hefter, bl .a . Haandarbejdets Fremmes Haandbøger . I 1954 to med vilde planter i korssting, udarbejdet af Gerda Bengtsson og samme år bøger om de hvide syninger af Esther Fangel . H .H . udgav fra 1953 sine ringhefter, hvoraf der kom 19 de næste 30 år .
Udover de i denne artikel nævnte mønsterbøger og –blade har de to store danske broderifirmaer Chr . Permin og O . Oehlenschlægers Eftf udgivet mønsterhefter
Litteratur
Bäckström, Hanna: Förmedling av mönsterförlager för stickning och virkning. Medierna, marknaden och målgruppen i Sverige vid 1800-talets mitt Gidlunds Förlag 2021 Grølsted, Esther: ”Laura Aller og Nordisk Mønster-Tidende”, Dragtjournalen nr. 13, 2025, s . 17-24 . Houkjær, Ulla: Grotesken. Det levende ornament. Det Danske Kunstindustrimuseum 1997 .
Nielsen, Teresa: ”Aspekter af et dekorativt talent”, Susette Holten, født Skovgaard. Den glemte søster, Skovgaard Museet og Vejen Kunstmuseum, 2013, side 95-120 . Paludan, Charlotte & Lone de Hemmer Egeberg: 98 Mønsterbøger til broderi, knipling og strikning, Det danske Kunstindustrimuseum 1991 .
Rykind-Eriksen, Kirsten og Esther Grølsted: Kampen om broderierne i Danmark 1850-1950, Museum Tusculanums Forlag 2024 .
Ladbytapetets historie
Af Inge Svensmark, Jarnsaxa, Tapetmor
”Hvor længe har I siddet her?” spurgte en dreng ved tapetet . ”Seks år” var svaret . ”Det er godt nok spild af tid” . Hvad er det så, vi har spildt tiden på i de seks år?Jo, vi broderede Ladbyskibets historie på Ladbytapetet .
Men hvordan begyndte det? En idé opstod på parkeringspladsen ved Vikingemuseet Ladby . Der regerede Inge i skikkelse af Jarnxasa, Ladbykongens enke, ved knitren fra bål og øksehug fra byggepladsen . På en kold forårsdag kom ideen til tapetet .”Skal vi lave et Ladbytapet?” . I samme øjeblik som ordene kom ud af Jarnsaxas mund, var der en plan . Der skulle broderes to tapeter i Bayeux-stil Det ene skulle handle om det gamle skib, Ladbyskibet, og det andet skulle handle om det nye skib, senere kaldet Ladbydragen . Det blev begyndelsen til tapetets lange rejse fra en parkeringsplads i Danmark, over Bayeux i Frankrig, tilbage til Vikingemuseet Ladby, i Kerteminde på Johannes Larsen Museet, til rejsen sluttede hjemme i Ladby . Det første møde var i juli 2011, i efteråret broderede 25 brodøser prøveklude, i december tog vi de første sting, og nu, hvor vi for alvor skulle i gang og arbejde i åbningstiden på Vikingemuseet Ladby, var vi 16 broderende kvinder . I efteråret tog tegningen form, vi begyndte med de første prøveklude, de første sting på tapetet og de første gæster .
Hvem er vi? Idémager Inge Svensmark, kunstner Gudrun Heltoft, plantefarverske Anette Nørgaard Bogulski og brodøserne
Anne Marie, Bente Jensen, Bente Køster, Birgit, Birthe, Didde, Elsebeth, Jette, Kamma, Karin Holm, Karin Rasmussen, Lene, Lissi, Merete, Monica og jeg selv, Inge . Alle brodøser arbejdede frivilligt og villigt . Det særlige ved den gruppe var, at alle, som begyndte, også holdt ud seks år, til tapetet var færdigt i 2017 .
Materialerne. Bayeuxtapetet er broderet på hør med uldgarn i syv forskellige farver . Hørren til Ladbytapetet blev købt i Bayeux, og uldgarnet var både fra Bayeux og Danmark . I begyndelsen broderede vi med de syv farver fra Bayeuxtapetet, senere også med Anettes plantefarvede uld fra Danmark, mest lokalt . I begyndelse bestilte vi kun nogle få grønne nuancer . Det endte med, at hun plantefarvede 75 forskellige . Vi holdt meget af Anettes garn fra tryllegryden for dets skønhed .
Broderiet. Hvilke sting skulle vi bruge? Vi prøvede os frem og endte med at vælge Bayeuxsting . De giver et levende udtryk . Trin for trin, med kontur og udfyldning . Den særlige broderiteknik er, at der spares på garnet, mest garn på forsiden, mindst på bagsiden .
Prøvekludene. At vi overhovedet kom i gang med prøvekludene, var ikke af lyst, men nød, for tegningerne var ufærdige, men det blev senere til selve omdrejningspunktet for tapetbroderierne .
Tegningerne. Gudrun blev tapetets kunstner . Hun tilførte tapetet sin særlige streg med finurlige indfald . Og hun blev idékvinden til den endelige udformning af friserne . Først forsøgene, som ikke blev brugt, så originaltegningen, rentegningen og sidst tegningerne på prøveklude og tapet . Det særlige her var, at der var et tæt samarbejde mellem os, der broderede, og Gudrun . Motiverne blev tegnet undervejs . Det sidste streger blev sat, kort før de sidste sting .
Ladbytapeterne blev til Ladbytapetet. Det var hensigten, at Gudrun skulle følge Ladbydragens tilblivelse med blyant og tegneblok, og vi skulle brodere, men vi fandt hurtigt ud af, at det ene tapet tog al vor tid . Det er også meget nemmere at fortælle om fortiden end om nutiden! Derfor blev det til ét tapet, Ladbytapetet
Midterfeltet med den store historie handler om Ladbyskibet, Ladbykongen og religionsmødet . I kronologisk rækkefølge følger vi Ladbyskibet fra sejlende skib, som kiste og som museumsgenstand . Ladbykongen følger vi på langfart, i dødskamp og i døden . Religionsmødet mellem kristendom og hedenskab er den røde tråd, der løber gennem hele fortællingen . Hovedpersonen er Ladbykongen .
Midterfeltets historier, afsnit for afsnit . ”Skæbnens veje” . Ask Yggdrasil, Verdenstræet, favner verden med mennesker, jætter, vætter, dyr og guder .
Skæbnegudinderne, Urd, Verdande og Skuld spinder menneskets livstråd Nornerne sætter historien i gang . På nornens bud drager skibet ud I fremmed land møder mændene den nye tro, kristendommen, symboliseret ved en lille kirke og munken .
”Den sidste kamp” . På nornens bud må kongen dø . Han blev dræbt i fremmed land . Skønt brynjeklædt med mønstersmedet sværd får kongen sit banesår . Han dør ærefuldt i kamp og hentes til Valhal af valkyrien, Odins sendebud .
”Sorgens landskab” Hjemvendt modtages kongen af de sørgende heste og den frugtsommelige enke . Træl som fri sørger og
Valkyrien og kongen. “Den sidste kamp”. Valkyrien henter kongen til Valhal. Foto Inge Svensmark.
frygter fremtiden . Børn bliver faderløse, trælle uden herre, frillen uden sin konge og folk uden hersker
”Gravgaver” Det var vigtigt at have transportmidler til den sidste rejse mod Valhal . I Ladby fik kongen heste, hunde og et skib med . Den stejlende hest skal slås for panden snart, og kongens venner kommer med rige gravgaver, pilebundt, taksspand med vælske nødder og stigbøjler med guldindlagt mønster . Mørket, der om lidt omslutter kongen, hans skib og gravgaver, breder sig ildevarslende .
”I mulm og mørke”, Mørket har bredt sig og dækker nu hele afsnittet . Ransmændene fjerner kongen og visse gravgaver . I graven er både en torshammer og et kristent kors . Underligt . Kristuskorset og Tors hammer Mjølner er kun med som symboler på de to religioner, der på denne tid kæmper om tilhængere . Hvorfor skete gravrøveriet? Vi ved det ikke, men det kunne være et bestillingsarbejde fra den nye hersker,
en magtdemonstration eller ran . Facitlisten mangler, og det er netop det gode ved fortiden
”Tidens gang” Afsnittet starter omkring år 925 og slutter 1934 . Jorden pløjes i respekt for tidens bønder, først med ard, senere hjulplov og svingplov . Til sidst er okse- eller hestekræfter afløst af en maskine, traktoren . Planterækken viser vikingetidens planter, og i traktormandens taleboble ses tre brodøser i deres ungdoms vår .
”Nye tider” . Ladbyskibet blev fundet i 1935 og blev en museumsgenstand . I afsnittet er der gæster ved graven, kvinder ved tapetet, færingen ved bygningen af Ladbydragen, plantefarversken ved farvegryden . Hugin og Munin og den enøjede sky minder os om det, vi er runden af . Kvinderne er os, brodøser, i forskellige aldre .
Friserne. De to friser på tapetet kom til at handle om, hvordan man bygger skib, hvad der hører til et skib og hvordan
Ladbytapetet blev til . Min oprindelige idé med hverdagsliv i Danmark og verden, blev for sært og svært, så den kom i skrotbunken . Først midtvejs fandt vi frem til, hvad friserne skulle handle om . Det var Gudrun, der med stor detaljerigdom og finurlige figurer fandt frem til det, det endte med . Øverst handler frisen om skibseg, skibstømmer og smedekunst . Nederst uld til sejl, anker og hundespandssamlestykke, lind til tovværk, Gudrun og Anette, broderiteknikken og endelig, det måske vigtigt motiv på tapetet, Jarnsaxa fortæller omkring bålet . Det var der, det hele begyndte . Som i midterfeltet er friserne fyldt med mytologiske skikkelser og fund fra nærområdet, fx Revningefiguren med ankeret .
Tapetets træer. På Bayeuxtapetet, som er forbilledet og skabelonen til Ladbytapetet,
bliver træer brugt som afsnitsadskillere . Der er det fantasitræer De træer, Gudrun har tegnet, passer til historierne på tapetet . Ask Yggdrasil er Verdenstræet Eg var et helligt træ, og Ladbyskibet er bygget af eg . Hvidtjørn plantes, hvor en sømand drukner og driver i land . Ormetræerne er symboler på kristendom og hedenskab . Rønnen beskytter mod trolddom og storm på havet . Poppel brugtes til flet og var kongens knivskaft . Æbletræt kom med, fordi menneskeknogler blev gemt i en æblekasse . Iduns æbler gav evigt liv . Af lindens bast laves tove til skibe og linden er Vikingemuseets indgangstræ .
Signaturer. Alle fik deres eget aftryk på tapetet - med broderiet, med tegningerne og garnet, men også med en hemmelig underskrift, de små blå signaturer i friserne .
Øverst: Frisemotiv Guden Heimdal hører ulden vokse på fårene. Foto: Vikingemuseet Ladby. Nederst: Frisemotiv. Jarnsaxa fortæller omkring bålet. Ladbytapetet i baggrunden. Foto: Inge Svenmark.
Formidlingen. Før tapetet blev en museumsgenstand, var det med som arbejdende genstand på en kunstudstilling . På vegne af tapetet var der gennem årene mange syskoler, kurser & foredrag . Mens tapetet blev til, kom mange gæster på besøg for at følge broderiet . Det endte med, at jeg stod i døren tog imod gæsterne og fortalte . Mens tapetet var udstillet på Johannes Larsen Museet, kom virkelig mange gæster . Så mange, at udstillingen blev forlænget to måneder . I de måneder fortalte jeg to gange hver søndag om tapetet for fulde huse . Tapetet kom hjem til Ladby i påsken 2018 . Der hører det også til, og der er stadig en gruppe brodøser, der fortæller om tapetet på museet .
Undervejs var tapetet to gange i fjernsynet . Også to radioudsendelser blev det til . De ene var ”Alle Tiders Historie”, den anden var i ”DR1-eftermiddag” i forbindelsen med Bayeuxtapetets udlån til England . Og ikke at forglemme som satiretegning i Ole
Vedbys bog . Da tapetet var færdigt, kom det med i finalen til ”Den fynske kulturpris” Det blev en fin oplevelse, og vi blev et banner med tapetet i dobbeltstørrelse rigere Min tid på Vikingemuseet med tapetet sluttede her Der var stadig stor interesse for at høre om tapetet, så jeg har i alle årene siden holdt mange foredrag og afholdt broderikurser, senest i januar 2026 Himmerland for en gruppe kvinder, der skulle gang med deres eget tapet .
Ringen sluttes. En dag var børnehavebørn først på tidsrejse med Jarnsaxa ved bålet og bagefter på besøg ved tapetet . I det rollespil er jeg Kongens enke, Jarnsaxa . I Gravgavescenen står den sørgende enke ved skibet . Jeg peger og siger: “Jeg er så ked af, at min mand døde” En pige rækker hånden op og siger ”Hvor var du pæn, da du var ung . ” Og sådan er håbet for tapetet, at nogen forvilder sig ind i historien og forglemmer, hvor de er
Fortælling: Tapetet handler om en konges begravelse i Ladbyskibet
Gæster ved tapetet: Gæster kom fra nær og fjern – høj som lav, børn, unge og gamle . Mange gengangere fulgte både tapetet og skibsbyggeriet . Særlige gæster var Dronning Margrethe og USA-ambassadør Rufus Gifford
Idé: Inge Svensmark
Inspiration: Bayeuxtapetet i Frankrig
Udstillingsåbning: Tapetet blev udstillet på Johannes Larsen Museet i fem måneder . Ved åbningen d . 8 . sep . 2017 blev der delt 22 Facebook-afsnit med fortællinger fra midterfeltet, og ca . 750 gæster deltog . Kerteminde Netavis kaldte åbningen “mageløs” . Udstillingen blev forlænget, og Fyens Stiftstidende skrev: “Legendarisk tapet forlænges” . I januar 2018 sluttede udstillingen i Kerteminde, og i påsken samme år vendte tapetet tilbage til Ladby
Medierne: Stor medieinteresse med omtale i aviser, TV, radio samt bl .a . ÆldreSagen, RAPPORTER, Kludemagasinet, Familie Journalen, Alt for Damerne og TENEN
Materialer: Hør og plantefarvet uldgarn
Plantefarvning: Anette Nørgaard Bogulski
Start og slut: 2011–2018
Sidste sting: De sidste sting blev taget d . 8 juli 2017 og dækket af TV2
Tapetets tal: Tapetet er 7 meter langt og 60 cm højt (samme højde som Bayeuxtapetet) . 16 brodøser brugte 6 år og 5 .016 timer . Prøveklude er ikke medregnet . Monteringen tog 11 dage (234 timer)
Tegning: Gudrun Karine Heltoft
Økonomi: Vikingemuseet Ladby samt støtte fra Albanifonden (97 .000 kr .), Fynbofonden (30 .000 kr .), Kerteminde Museumsforening (25 .000 kr .) og familien Gildersleeve (10 .000 kr .)
Nålbinding – det glemte håndværk
af Eva Engelhardt
Nålbinding, eller nålebinding, er en af vores ældste primære tekstilteknikker . Med en enkelt nål og garn, sirlige løkketeknikker og en struktureret hjerne har kvinderne bygget tekstile genstande op! Mange tænker det som forløberen til strik og hækling . Men selv om resultatet kan minde om det, så er nålbinding en teknik helt i sin egen kategori!
Nålbinding er fundet mange steder rundt om i verden! Det ældste stykke, der er fundet, er fra Nehal Hamar grotten i Israel, dateret til omkring 6500 f .v .t . Fra Danmark finder vi et fragment i Tybrind vig - en stenalderboplads på Fyn, som i dag ligger under vand . Fragmentet er dateret til omkring 4200 f .v .t . Egyptens tørre klima har også forsynet os med et rigtigt fint eksemplar af en sok dateret til ca . 256 e .v .t . I den tidlige middelalder, altså vikingetiden, finder vi flere ting, bl .a . en sok fra York, vanter fra Oslo og et fragment i guldtråd fra Mammen-graven i Danmark .
De ældste fragmenter er af bast – altså plantemateriale . Teknikken er her blevet brugt til kurve, måtter, mælkesier osv . Det er først oppe i bronzealderen, at vi finder nålbinding i uld! Tidsmæssigt passer det med, at man holder får med ulden pels, og at man begynder at væve stoffer på større væve . Når stoffet tages af væven, står man tilbage med en masse afklippede væveender, som er perfekte at nålbinde med!
I modsætning til strik og hækling så arbejder man nemlig med brudte længder garn . Stingene syes eller bindes, så man skal kunne trække nålen igennem løkkesystemet . Når man løber tør for tråd, så splejses garnet
sammen med en ny længde I de fleste lande er nålbindingen blevet glemt, da den er erstattet af mere effektive og praktiske teknikker . Men i lande som Finland og Norge lever den stadig i bedste velgående!
Teknikken
Teknikken er opbygget af løkker, som man binder, enten kun i det underliggende lag eller ved hjælp af tommelfingeren . Et godt begyndersting, der er meget repræsentativt for teknikken, er Oslo-stinget . Her arbejder man med en løkke om tommelfingeren og en bagved . Når man har bundet en strimmel i ønsket længde, så samles den til en cirkel, og så begynder man at binde rundt ved at stikke gennem et sting i strimlen OG tage stinget med de to løkker
Så vidt jeg ved, så findes der over 200 forskellige sting! Alt efter hvordan man tager stinget i strimlen, hvor mange løkker man har, og hvilken retning man går igennem dem, så bliver fladen meget
Pose med flad bund, nålebundet med Brodén-stinget og tynd tretrådet uld. Træksnoren er lavet på en nullestok, også med uldgarn.
Min private samling af nålbindingsnåle. De er håndlavede af ben, horn, træ og kobber.
forskellig i udtrykket! Hvis du vil prøve det af, så vil jeg anbefale at starte med York- eller Oslo-stinget og så øve dig, til du har fanget teknikken! Efter det kan du begynde at gå på opdagelse i sting-banken! Her kan jeg varmt anbefale www neulakintaat .fi . Det er en finsk nålbinder, der har lavet en oversigt over de forskellige sting-”familier” inkl . vejledninger . Der er videoer til de fleste, og det kan varmt anbefales at lære nye teknikker ud fra videoer frem for bøger/ stillbilleder!!
Redskaber og materialer
Det eneste redskab, du skal bruge, er en nål . Man har fundet mange forskellige typer i meget varierende udformning i ben, horn, træ og metal . Nålene måler alt fra 8-15 cm i længden og 5-15 mm i bredden . Øjerne kan være lange eller runde . Ofte er der kun et hul, men der er også nåle med 2-3 huller, så man kan ”stable” garnet, hvis man arbejder med meget lange længder! Vil du gerne prøve det af uden at investere i en nål (eller snitte en selv), så kan en stor stoppenål sagtens bruges .
I dag nålbinder man primært med uld, da det er nemt at splejse ved at filte enderne sammen . Af samme grund klipper vi aldrig garnet, men bryder det! Det giver en god og luftig ende, der er nem at splejse! Men du kan også binde knude eller sy enderne sammen . Hvis du vil kigge nærmere på splejsninger, så kan jeg anbefale Sally Pointers nye bog Nalbinding .
Ligesom med så meget andet så går tykkelserne hånd i hånd . Tynd nål til tyndt garn og omvendt . Ift . stingene så er min erfaring, at jo færre løkker, et sting har, jo tykkere garn kan du arbejde med . Og jo flere løkker i stinget jo tyndere skal garn og nål være!
Er du nybegynder, så vil jeg kraftigt anbefale at bruge meget kraftigt 1-trådet uldgarn, som Naturuld fra Hjertegarn Vent med de tvundne garner, til du har godt styr på løkkerne!!
Struktur
Alle stingene har forskellige egenskaber . Nogle af dem ligner næsten hækling eller strik . Nogle af dem er utroligt massive og skaber et meget tykt lag . Nogle af dem er virkelig smukke i deres snoede mønstre, andre er mere net-lignende . Alt efter, hvor meget du strammer stingene, og hvilket garn du bruger, så vil udtrykket ændre sig enormt meget!
Generelt kan nålbinding ikke strække sig på samme måde som strik . Hvis det kan strække sig i bredden, så er det ofte kun ganske lidt! Mange af stingene kan til gengæld strække sig i længden, hvilket man skal tage højde for, hvis man bruger teknikken til f .eks . tasker .
Sokkerne inden valkning. Sokkerne er bundet med uldgarnsrester og Korgen-stinget.
Pga . teknikkens ”utilregnelighed” så kan man ikke lave opskrifter på samme måde som f .eks . strik . Binder du en hue med sammen nål, garn, sting-type og sting-antal som mig, så får du ikke nødvendigvis den samme hue . Du strammer måske stingene mere, eller din tommeltot er smallere end min! Man er derfor nødt til løbende at prøve sit produkt på for at se, om det bliver, som det skal
Oven i det kommer, at nålbinding trækker sig meget sammen . Det betyder, at din startstrimmel skal være X-antal sting længere end f .eks . dit hovedmål, da den skrumper, efterhånden som du binder opad Hvor mange sting for meget?! Ja, det er det op til dig at eksperimentere dig frem til! Binder man sokker og vanter, så binder man højre og venstre sideløbende, så man er sikker på, at de bliver ens!
Der findes opskrifter, du kan læne dig op ad, så du ikke er helt på bar bund! Mervi Pasanens With one needle og Nålbinding skrevet af Märta Brodén har gode grundopskrifter! Du kan også kigge på Maria Lind Heels side www .historisk-haandvaerk .dk, hvis du vil have PDF-vejledninger . Opbygningen af genstande med ind og udtagninger minder meget om strik, så du kan også bare eksperimentere dig frem!
Det færdige arbejde
I mange år har man valket det færdige produkt . Det har særligt været sokker og vanter, så de blev slidstærke samt vind og vandafvisende! Det har fiskere og andre hårdtarbejdende folk været lykkelige for!! Fordi stingene er bundet sammen, så skabes der en knude-effekt . Det betyder, at arbejdet ikke trevler, ligesom strik gør, hvis der går en tråd . Min erfaring siger mig, at nålbinding i stedet bliver tyndslidt - typisk ved hæl og sål på sokkerne . Så syer man bare nogle uld-løkker ned igennem det slidte område, og så kan de klare et par år mere!
I Norge har man en lang tradition med at brodere uldbroderi på de nålebundne vanter . Særligt de valkede er rigtig lækre at brodere på . Det typiske udtryk er hvide vanter med farverigt almuebroderi . Her kan Ingebjørg Gravjords bog Votter i norsk tradition eller Heidi Fossnes Håndplagg varmt anbefales at låne på biblioteket!!
Rigtig god fornøjelse!!
(Alle fotos: Eva Engelhardt)
Kursus i nålebinding
af Anna Suell Kastfelt, medlem af TENEN siden 2025, konservatorstuderende og væver
Søndag den 22 . februar afholdt TENEN et kursus i den oldgamle teknik nålebinding .
Kurset blev holdt på Medborgercentret ved Nordens Plads på Frederiksberg Her trodsede 12 kvinder regn og isglatte veje for at bruge fire timer på at lære nålebindingen at kende under kyndig vejledning af tekstilkunstner og -formidler Eva mm Engelhardt
Nålebinding er en af de ældste teknikker til tekstilfremstilling, og i Danmark har teknikken været anvendt siden stenalderen . Nålebinding adskiller sig fra de mere moderne teknikker, strik og hækling ved at man syr i løkkerne, og hele tråden trækkes igennem hver gang . Arbejdet udføres derfor med separate længder af tråde, der splejses sammen undervejs .
Kurset begyndte med en fin fremvisning af Eva mm Engelhardts nålebundne værker . Man skal ikke lade sig narre af teknikkens alder, man kan binde helt moderne sager såsom vanter, sokker, huer og halsedisser, men også kurve og skåle
Herefter skulle vi selv prøve kræfter med teknikken, hvor der i starten var mange løkker at holde styr på Der var også et par forsøg, der endte på gulvet, da nålebinding næsten er umuligt at pille op, når det først er blevet knudret . Men vi kom efter det, vores prøver voksede og snart begyndte vi at binde rundt . Vi lærte teknikkerne luftmasker, Oslo-stinget, ind- og udtagninger samt rund opstart .
Jeg havde ikke prøvet nålebinding før, og i starten føltes bevægelsen da også lidt kejtet . Nålen skal den rigtige retning gennem løkken og derefter snoes den rigtige vej ud af en anden løkke . En for mig helt ny bevægelse, men som nu føles mere naturlig i hænderne . Jeg tog meget inspireret hjem fra kurset, og jeg har nu startet på et par pulsvarmere . Tak til foreningen for at arrangere en dejlig og lærerig dag .
Eva Engelhardts prøver, der viser mangfoldigheden både i farver og teknikker. Fotos: Anna Suell Kastfeldt
Særudstilling – ”I tråd med tiden”
På Frederiksborg Slot, 26. marts til 6. september 2026, og bogen – ”Tråde af Tid”.
Tråde af Tid . Frederiksborg Slots gobeliner (2026) . Redigeret og skrevet af Lone Kølle Martinsen, Tina Langholm Larsen, Lene Bøgh Rønberg, Tore Leifer, Hans Fabricius-Rahbek, Emma Gyldenlev Flø Pedersen, alle fra Frederiksborg, samt Tom Hermansen . Aarhus Universitetsforlag . 235 sider . ISBN 978 87 7597 955 4 .
Anmeldt af Ellen Bangsbo
Frederiksborg Slots gobeliner gik tabt ved en brand i 1859, og gobelinerne blev genvævet fra 1898 til 1928 . De oprindelige gobeliner blev bestilt i 1600-tallet af Christian IV hos den nederlandske kunstner Karel van Mander d . 2 . Som krigs- og kulturhistorie om Danmark ønskede kongen at hylde sin sejr i Kalmarkrigen i 1613 . Gobelinerne blev vævet til at udsmykke Frederiksborg Slots riddersal, men gik tabt ved en brand på slottet i 1859 . Heldigvis var kartonerne bevaret, og det var muligt at genskabe de oprindelige gobeliner . Det blev et omfattende 30-årigt projekt . Udstillingen og bogen viser den lange proces bag projektet og en detaljeret beskrivelse af gobelinvævningens renæssance i Danmark .
Udstilling og bog
Forside ”Tråde af Tid”. Pressefoto Aarhus Universitetsforlag.
stor viden skabt denne meget flotte udstilling og tilhørende bog . De genskabte gobeliner hænger på vægge, mens væveprøver og store forlæg er ophængt på stativer af replika gobelinvæve, og det fungerer rigtigt godt . Man fornemmer hvor store vævene er Projektets forskellige arbejdsgange er demonstreret gennem tegninger af de oprindelige gobeliner, skitser, kalker, kartoner og garnprøver mm Her introduceres hele arbejdsprocessen og de problemer, der har været i forbindelse med projektet . Det omfattende arkivmateriale i form af dokumenter og breve er fra slottets private arkiv . Med projektets regnskaber og lønningslister, budgetter, korrespondance, sygekasseregnskaber, foto, avisudklip og vævestuedagbøger er det blevet muligt at fortælle hidtil ufortalte historier .
Bog og udstilling supplerer hinanden, hvor bogens kapitler præsenterer helt ny forskning med et historisk og kunsthistorisk perspektiv og er uddybende UDSTILLINGER
Medarbejdere og forskere ved Frederiksborg Slot har med dygtighed og
UDSTILLINGER
med mange detaljer . Bogens syv artikler omhandler: gobelinernes genskabelse og betydning; dagligdagen i vævestuerne og det kvindelige fællesskab; projektets uofficielle leder Kristiane Konstantin-Hansen; en kunsthistorisk nylæsning af Frederiksborgs gobeliner; samarbejdet med den franske gobelinfabrik Manufacture des Gobelins; de historiske motiver og produktionen af de oprindelige gobeliner af kunstneren
Karel van Mander d . 2; og hvad der efter gobelinernes færdiggørelse sidenhen
er sket i dansk gobelinvævning . Til sidst præsenteres en omfattende research i biografier af de kvinder, som vævede og ledede projektet .
Kvindekamp og vævestuer
Genvævningen at gobelinerne illustrerer ikke blot krigs- og kulturhistorie, men også et Danmark i forandring . Det er ikke tilfældigt, at en smuk gobelinvævet mælkebøtte pryder både bogens forside og udstillingens plakat . Symbolet for kvindekampen knytter sig til historien omkring de mere end 50 kvindelige vævere i dette store projekt . Igennem 30 år formede de et søsterskab på deres arbejdsplads Her fremhæves en ny fortælling om kvindehistorie og kvindekamp, feministisk entreprenørskab og sammenhold . Deraf titlerne ’i tråd med tiden’ og ’tråde af tid’ .
Detalje af gobelin ’Drabanter med hummer’ (kongens livvagter) 1881/1907. Forlæg af C. N. Overgaard. Foto: Ellen Bangsbo.
De kunstneriske forlæg blev udført af C .N . Overgaard . Der var fire ledere i vævestuerne: vævestue A med Kristiane Konstantin-Hansen og Johanne Bindesbøll og vævestue B ledet af Louise Dahlerup og svenske Betty Månsson . Det er interessant, at projektet præsenterer de ellers ’usynlige’ vævere . Mange var selv kunstnere
og kunstuddannede, og dette er vigtigt, da en god væver bliver en del af processen . Måske derfor, at mælkebøtten kom med i genvævningen! Det var også væverne, der påpegede, at selvom garnet blev leveret af Manufacture des Gobelins, så var farveægtheden ringe . De falmede farver ses tydeligt i ’Drabanter med hummer’, hvor der til sammenligning er velbevarede farver i det
Detalje af billedtæppe ’Semper Vadentes’ af Frida Hansen, vævet i 1905. (288 x 360 cm). Tilhører Stavanger Kunstmuseum. Foto: Ellen Bangsbo.
anderledes og mesterlige billedtæppe ’Semper Vadentes’ af norske Frida Hansen i 1905 . Også eksisterende kartoner påviser stærkere farver .
Det er storslået at opleve gobelinerne i slottets overdådige riddersal . Bogen bidrager med mange ekstra detaljer, og den kan med fordel læses inden besøg på udstillingen .
UDSTILLINGER
Tugthus og tekstiler
af Ditte Kröner
Tekstiler har, indtil hyperindustrialiseringen tog over i vore dage, været en dyr affære at anskaffe sig . Derfor har det været nødvendigt at indskrive alle de folk, der havde bare nogenlunde fingerfærdighed, til at berede materialerne . I vore dage, hvor indsatte i fængsler har et arbejde, der kan give dem en smule lommepenge ved forskellige manuelle arbejder, så har man både i fængsler og forbedringshuse i 16-, 17-, og 1800-tallet haft arbejde at udføre . Her ikke som en mulighed for at få lommepenge til søde sager eller cigaretter, men som en regulær arbejdskraft, der skulle betale for opholdet i tugthuset . Jo bedre og jo mere arbejde man udførte, jo mindre kom man til at skylde staten for sit ophold
Museum Helsingør har indtil slutningen af august 2026 en særudstilling om ret og straf i den periode, man kalder ”tidligmoderne tid”, 1600-1800-tallet . Udstillingens titel er ”Straffet” . Gennem udstillingen følger vi Christiane Amalie Fincher eller Arnoldi, der var en virkelig person i 1800-tallets Helsingør . Hun blev født i 1809 . Vi ved noget om hende, ikke fordi hun var rig og så litterær, at hun skrev sine egne erindringer, men fordi hun kom i problemer med datidens retssamfund . Christiane
kom som nyligt konfirmeret ud at tjene, som så mange andre unge i en tid før uddannelser var noget kvinder i almindelighed kunne drømme om . Fordi vi ikke har hendes eget udsagn bevaret i retsprotokoller, kan vi kun gisne om, hvorfor det gik så galt for Christiane, som det gjorde . Hun blev taget i at stjæle første gang i 1828 . Her stjal hun blandt andet en strikket trøje . Beskrivelserne af tekstilerne findes i retsprotokollerne, og viser hvor dyre og vigtige, de er i samfundet . Christiane
Udstillingen ”Straffet” på Museum Helsingør. Foto: Ditte Kröner.
UDSTILLINGER
bliver idømt straffen 30 dage i fængsel på vand og brød
Tekstiler i skriftlige kilder
En anden måde at opdage tekstiler, der sjældent er bevaret, er ved at se i de skriftlige kilder . Her er det inventarlisten fra Helsingør Arrest . Tekstiler som undermadrasser og lagner af blårlærred er sjældent det, der bliver bevaret og videregivet til museerne . Her kan vi kun forestille os, hvilket kvalitet de har haft . Vi skal nok ikke spekulere for meget over renligheden .
Inventar i Helsingør arrest året 1828, samme år som Christiane blev arresteret første gang:
9 sengestæder i fyrretræ
12 undermadrasser stoppet med halm
21 lagner af blårlærred
22 uldne tæpper
6 tinskåle
9 natskrin med træbøtter
9 store låse til arrestdørene
6 mindre ditto over dørene
6 mindre ditto til forskelligt brug
3 feltkæder med låse
2 springerjern og 2 benjern med låse
4 Håndjern med nøgler
6 salmebøger
6 Nye Testamente
“Her vokser hoveder ikke på kålstokkene.”
Citatet her er tilskrevet Christian IV. Det vidner snarere om en forståelse for, at menneskeliv skulle udnyttes som arbejdskraft end, at liv er ukrænkeligt . Christian den 4 .s Tugt- og børnehus på
Christianshavn blev grundlagt i 1605 . Det var for løsgængere og tiggere samt forældreløse børn . Fra 1621 bliver institutionen opdelt i et tugthus og et egentlig børnehus . Her får børnene lidt boglig uddannelse og bliver, fra de fylder 12 år, sat i lære i bl .a . tekstile håndværk .
Anden gang, Christiane bliver dømt, er det for at stjæle et par sko og videresælge en kaffekedel, en kjole og et forklæde, hun havde lånt . Christiane fik en straf på tre år i forbedringshuset på Christianshavn . Her skulle hun blandt andet spinde garn . Vi kan se i kilderne, at hun både spinder blår og hør . Blår er restproduktet, som er den billige variant af hør . Men Christiane må have haft
Udstillingen ”Straffet” på Museum Helsingør. Foto: Ditte Kröner.
Martinus Rørbye(1803-1848) Studie af fanger fra tugt- og forbedringshuset, tilhører Statens Museum for Kunst.
gode fingre til det, for hun har spundet en del hør i fin kvalitet
I sit liv slipper Christiane næsten ikke ud af retssystemets greb . Hun bliver dømt til livstid og benådet hele to gange . Hun arbejder på fattighuset en overgang . Til sidst får hun plads hos en vævemester i Dragør . Her kommer tekstilerne også frem i kilderne på sin egen underspillede måde .
Dødsnotits
I avisen ”Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Contoirs efterretninger” blev i 1849 indrykket en dødsnotits med ordene: “Et Mandfolk og et Fruentimmer druknede i FrederiksbergSlotshauges Canal .” Avisen beskriver
yderligere, at kvinden var klædt i sort kjole og havde en guldring uden navn Manden var klædt i matrostøj . Begge var de tatoveret med krudt På en af de døde fandt man en bønnebog fra straffeanstalten . Samtiden mener, at det er Christiane, der er druknet, men umiddelbart virker det ikke særlig sandsynligt . Så hvor er hun blevet af i kilderne?
Jeres bud er lige så godt som mit . Men det kan i hvert fald anbefales at se udstillingen og gå på jagt efter de tekstile kilder .
Udstillingen ”Straffet” befinder sig på Kulturværftet, Allegade 2, 3000 Helsingør . Der er gratis adgang og den lukker med udgangen af august . Åbningstider som biblioteket .
Pressemeddelelse
”Broderi - hvor svært kan det være !?” Udstilling på Sorø museum
Kom og få inspiration til sting og leg med nål og tråd .
Udstilling fra ”Den klassiske broderiskole” ved Lis Ahrenkiel af alle de mange indlærte broderiteknikker .
I år er det Rie Haagen og Charlotte Braes, der efter at have færdiggjort den 15 semester lange uddannelse, viser et væld af broderiteknikker og egne værker .
Ligeledes viser ”Den klas siske broderiskole”s kursister et eksempel på en typisk opgaveløsning
Udstillingen vises i perioden fra d . 20 . juni til den 8 . august 2026 på Sorø museum, Storgade 17, 4180 Sorø .
Alene bogens størrelse og vægt signalerer, at her er tale om et stort emne . Det er ikke en godnat læsningsbog, dertil er både bogens størrelse og indhold for tungt .
Bogens hovedidé er at skildre, hvordan broderierne blev en slagmark for forskellige meningsdannere igennem de 100 år: Hvad var dårlig smag, dekadent broderi, og hvad var det dannende og smukke?
Elna Mygdahl (1868-1940, tekstiluddannet inspektør på Nationalmuseet) satte indtil fremkomsten af denne bog et skarpt skel mellem det ægte og det smagløse broderi fra mønsterark og ugeblade . Mygdahls udgangspunkt var, at de gamle almuebroderier og hendes inddelinger i syteknikker har været god latin indtil nu .
Perioden 1850-1950 er valgt, da det er på dette tidspunkt, at broderede
tekstiler vinder stærkt frem, både i beklædninger og ikke mindst i boligindretningen . Den voksende middelklasses kvinder, hvortil også bondekonerne efterhånden hørte, fik tid og overskud til at brodere i timevis, og med broderierne viste de dette overskud .
Undersøgelsen, der danner grundlag for bogen, har haft følgende hovedtemaer:
Broderiernes udformning, mønstre m .m . Broderiernes spredning . Brodøser, broderiforretninger og firmaer . Broderiernes betydning og ideologi Kulturkampen .
Ideen med at sprede broderimønstre kom fra Tyskland . I 1865 kom det første danske mønsterblad ”lllustreret Modetidende”, der også indeholdt broderimønstre . Julie Petersens Dametidende
BOGANMELDELSE
Det var denne type af broderier de toneangivende så ned på. Foto Mogens Bach. Side 111 i Kampen om Broderierne.
præsenterer de mange hvide broderier, der i 1870 blev meget udbredt, bl .a . udklipshedebo, ligesom mange nationale motiver med Dannebrog o .sv . Laura og Carl Aller startede deres eget trykkeri og udgav Nordisk Mønstertidende, hvor hensigten var, som det billigste blad, at komme bredt ud . Broderierne var både hvidt broderi og korssting i farver .
Motiverne var ofte simple motiver som hjorte ved skovsø o .lign . . Både teknik og motiver blev af håndarbejdseliten
anset for dårlig smag . Senere i 1900-tallet overtager damebladene udbredelsen af sådanne mønstre . På den modsatte side stod broderieliten med den gode smag, og hvem var så de?
Den gode smags broderier var repræsenteret ved forskellige interessegrupper . Der var kunstnergruppen, der havde tætte kontakter og familiemæssige relationer til kunstnere som P.C . Skovgaard og Konstantin Hansen .
Motiverne var hentet fra den klassiske kunst, Elise Konstantin Hansen og Johanne Bindesbøll åbnede i 1873 Boden i København med udsalg af mønstre og garner og færdige produkter . Den lukkede i 1903, og Clara Wæver overtog en del mønstre .
En anden stærk aktør blev højskolerne, hvor de kvindelige elever blev undervist i syteknikker, der mest havde udgangspunkt i de gamle enkle almuebroderier, men også med indflydelse fra Norge og Sverige .
Husflidsbevægelsen blev ligeledes talerør for de gamle teknikker, og broderierne bredte sig o . 1900 også til beklædningsdele . Broderierne bliver anerkendt som husflid og godt håndværk og repræsenteret på store udstillinger . Fortalere for den gode smags broderier bliver Håndarbejdets Fremme stiftet i 1928 og Dansk Husflidsselskab fra 1873 .
I de første årtier af 1900-tallet opstår interessen for folkedans, og de gamle
BOGANMELDELSE
dragters teknikker og broderier skulle læres Udstillinger af ældre tekstiler bliver populære, og museerne samler ind til deres samlinger, der vokser kraftigt i disse år .
Helt frem til 1950 er der stadig to skoler inden for broderi, den mere kommercielle repræsenteret ved O .O .E ., Permin mfl ., og på den anden side den af højskolerne dannede skole og Håndarbejdets Fremme . Korsstingsbroderierne havde sejret .
Bogen er rigt illustreret med billeder i høj kvalitet, hvor de flotte broderier
kommer helt til deres ret, og kan studeres i detaljen I et lille appendix vises de fleste af de i bogen omtalte sting til os, der nu skulle have glemt dem .
Når to grand old ladies i den danske tekstilhistoriske verden øser ud af deres erfaring og viden, kan det kun blive et overflødighedshorn, og bogen vil fremover stå som et hovedværk i dansk tekstilhistorisk forskning og formidling .
PS . Efter at være genoptrykt kan bogen igen erhverves i boghandlerne .
Det var denne type af broderier de toneangivendeså ned på . Foto: Mogens Bach. Side 111 ”Kampen om broderierne”.
RSN stingsamling
De 200 vigtigste broderisting
Royal School of Needlework .
På dansk ved Trine Andresen
og Tine Wessel .
Bogoo Books . Format 225 x 290 mm .
Vægt 1072 gr .
336 sider . Pris 349,95
ISBN: 978-87-76192-12-9
Anmeldt af Susanne
Rundqvist
Indholdet af bogen er lige så vægtigt som bogen .
RSN Stich Bank samler og beskriver sting fra gamle broderier og sammenligner forskellige metoder til at sy det samme sting forskellige steder i verden . Banken indeholder nu 500 forskellige sting
Bidrag fra fonde og private betyder, at der stadig kan samles og beskrives nye sting i RSN STICH BANK .
Der er fri afbenyttelse af: www .rnsstichbank .org
Bogen indledes med en beskrivelse af Royal School of Needlework . Dens uddannelser, arbejdet med at samle og bevare gamle broderier og broderimetoder . RSN laver bestillingsopgaver, konserverings- og restaureringsarbejder .
Til bogen er der valgt 200 sting ud af de 500 sting, der er i stingbanken . Bogen
er et godt opslagsværk, billedteksterne er små artikler om broderiets brug, hvor det stammer fra . Stingene er inddelt i 7 grupper alt efter, hvad de bruges til
Stingbeskrivelserne er meget tydelige Selve starten på stinget er vist i tegning og forklarende tekst Hvor nålen stikkes op og ned i stoffet .
De mange billeder af gamle broderier fra RSH`s samlinger illustrerer, hvordan det enkelte sting har været brugt . Der er gode beskrivelser af broderierne på billederne .
Bogen er et leksikon med sting, et opslagsværk, men også en bog, der er god at blade i, nyde broderierne og læse artiklerne ved billederne . Den opfordrer til at finde stof, tråd og nål frem for at brodere nogle af stingene .
En bog der fortjener sin plads hos broderientusiaster
BOGANMELDELSE
VÆV – design, materialer, håndværk
af Lotte Dalsgaard og Paulette Adamsen .
Forlaget Mellemværk 2025 .
Anmeldt af Susanne Lervad
En fin omfattende og grundig bog om vævning og alle dens sider – fra redskab til væveopskrifter .
Jeg har valgt at fokusere på væv som redskab .
Dalsgaard skriver om sin egen væv:
”Min væv – min første væv, købte jeg for 300 kr ., mens jeg var i lære . Tror det var i 1964 . Jette Thyssen havde annonceret i Jyllands Posten efter en god væv til sine geometriske billedvævninger . Hun fik fire tilbud og købte dem alle fire Efter at have afprøvet dem grundigt, beholdt hun den, der var mest i vinkel – bedst De andre solgte hun . Den næstbedste … fik jeg lov at købe Den har fulgt mig lige siden, og den og jeg har vævet så mange meter, at min regnemaskine ikke kan finde ud af det . Den passer min krop, det er en Lervad 120 cm bred, kontramarch væv med 8 skafter og 8 tramper . Den er nok lavet omkring år 1940 . Den er blevet en forlængelse af mine arme og ben . Jeg sidder på den faste bænk i en højde, så mine øjne rammer lige der, hvor der er brug for at se islættætheden, og samtidig kan jeg se hele bredden . Lyden og rytmen af sideskamlernes raslen, trampernes og skafternes bevægelser er musik i mine ører . En mislyd registreres straks, når man er så fortrolig med sit værktøj, som jeg er med
netop den væv . Jeg bliver ikke træt af at væve mange timer på den . Får ikke ondt i ryg, arme eller ben . Har indstillet bænkens højde, så jeg ikke skal hæve skuldrene, og tramperne, så mine ben arbejder frit og giver balance i kroppen . Jeg ved at jeg er heldig . Trods de mange mange år og tusindvis af meter, jeg har vævet, er jeg stadig lykkelig, når jeg sidder der . Jeg er den væv dybt taknemlig” . Indholdet af bogen er ellers design, skitse, farver og binding, og udover de to hovedforfattere er bl .a . Anne Louise Bang kaldt ind for at skrive om farver, vævede tekstiler, og om garn og materialer . Gina Hedegård Nielsen bidrager med en tekst om at bruge sine rester på en fri og legende måde Der er megen tekst om bindinger og opbindinger – og en del opskrifter, men også håndværket som efterbehandling og finish er godt behandlet . Opskrifterne er især i afsnittet krop og klæder, men også i kapitlet boligtekstiler med fx linned, gardiner og gulvtæpper, men især er det materialet papirgarn og brugen og indfarvning af det, der er spændende her med indspark og interviews både fra væverne Berthe Forchhammer og Merete Erbou Laurent .
For mere information Lervad væve se arkivet på: www .traditionaltextilecraft .dk /save-the-loom
Inge Bjørn, Askov – 1925–2025
Inge Bjørn, væver og lærer på Askov Højskole i årene 1953–1993, døde i efteråret . Gennem sit lange liv fik hun stor betydning for mange i en tid, hvor håndvævningen vandt frem på ny – ikke alene som et nyttigt håndarbejde, men også som et poetisk fag, der appellerede til elevers kreativitet . Hendes egne fabulerende gobeliner i flamskvævningsteknik er blevet beundret af mange på adskillige udstillinger – og omsider repræsenteret på Statens Museum for Kunst .
Inge Bjørn blev født i Durup i Himmerland, hvor hendes far var kreaturhandler og moren sørgede for hjemmet og at de fem piger kom godt i vej . Inge kom på ungdomsskole i Haubro . Der var intet egentligt uddannelsesforløb for unge kvinder i tiden, men Inge deltog i husflidsskolens plantefarvningskursus i Jebjerg hos den navnkundige plantefarver Ejnar Hansen og efter et tre treårigt forløb med lærepladser på gårde hos dygtige landhusmødre tegnede der sig et karakteristisk sammenstykket uddannelsesforløb, som ledte hen mod undervisning i håndarbejde . Hos Anna Gejlund på Sy- og Tilskærerskole i Hammel lærte hun således håndvævning og snitmønstertegning, og derfra gik det i 1946 videre til Steneby Yrkes- og Konstskola i Sverige, hvor hun fik kendskab til hemslöjd, vævning og bloktryk – og mere plantefarning på et kursus i Mora samme år . Dernæst blev det til forskellige småkurser arrangeret af Højskolernes Håndarbejde samtidig med at hun om vinteren rejste rundt på Silkeborgegnen som husholdningskonsulent . Hun broderede på kursus hos Gudrun Andresen på Engelsholm og hos Solveig Bording på Snoghøj . I sommeren 1951 kom hun på Jebjerg Væveskole for bl .a . at væve folkedragtstoffer .
Til Askov Højskole søgte hun først som elev i 1952–53 og underviste om sommeren på Skibelund Efterskole Men da Askov Højskole manglede en lærer i håndarbejde og vævning, efter at Charlotte og Bo Rud var blevet forstanderpar på den nyoprettede Husflidshøjskole i Kerteminde, så blev det overladt Inge at overtage undervisningen .
Selvom håndarbejde og vævning generelt blev betragtet som bifag til de egentlige historisk-poetiske højskolefag, havde vævning siden 1880’ernes slutning haft gode kår i Askov-miljøet . Først med Jenny la Cour og Marie Ravns kurser i Veum, støttet af Dansk Husflidsselskab . Siden i årene 1928–1934 kom Paula Trock til med Væveskolen Askovhus og væveskoleinitiativet fortsatte i Sønderborg til 1943 og senere igen i Askov i skikkelse Spindegården
Inge Bjørn startede med at undervise i kjolesyning, men det var vævningen, der slog igennem – på en ny måde Højskolens bagland var i 1960’rne under forandring og samfundet blev efterhånden stadig mere teknisk og fremmedgjort for almindelige mennesker . Inge Bjørn fik hurtigt blik for at tidens elever ikke nødvendigvis som tidligere havde landbosamfundets livsmønster og erfaringsgrundlag, og ikke heller stillede de samme forventninger til faget . De havde snarere selv et behov for at arbejde med hænderne og skabe .
Hun skriver selv: Mens man tidligere fremstillede egne klæder og andre brugsgenstande af mangel på andre udveje, er det i dag mere, fordi markedet oversvømmes alt for meget, at en stigende interesse for materialer og for individuelt arbejde med disse gør sig gældende. At holde forbindelsen mellem tanke og hånd ved lige, bliver
mere og mere nødvendigt, jo større påvirkning fra omverdenen man udsættes for. Om man vil det eller ej, er man med i billedet, er en del af den daglige tilværelse. Med den er der sket det mærkelige, at det hårde slid, som alle har kendt til – er sammentrængt til døgnlige perioder, der stort set er ens uanset årstiden, medens man tidligere fulgte mørkets og lysets rytme.
Inge skaffede efterhånden rammevæve og husflidsvæve og i træsløjd blev der fremstillet helt enkle oldtidsvæve . Naturligvis købte hun også væve hos Lervads vævefabrik overfor højskolen . Men et egentligt fast vævelokale hvor der også var plads til plantefarvning fik hun først, da Spindegården blev ledig i 1970 . Om selve undervisningen
Inge Bjørn ved oldtidsvæven i sin karakteristiske blå kjole i Egtvedpige snit. Revitaliseringen af oldtidsvævningen i Inge Bjørns tid gav fornemmelse for dyb kulturhistorisk rod og skabte for mange elever mulighed for at identificere sig med noget autentisk og oprindeligt i forhold til materialer, form og funktion. Foto: Museet Sønderskov.
i vævning var det betydningsfuldt for hende at eleverne selv drog sig egne erfaringer med redskaberne, de enkle former, plantefarverne og de naturgroede materialer . Hun øvede enkle grundteknikker med eleverne på en trend omviklet på et papstykke . Lysten til at begive sig ud i egne værker var vigtigere end den systematiske vævetekniske undervisning .
Undervisningen fik dermed en friere pædagogisk profil og som elev begav man sig ud i ”livsværker” af forskellig slags med gode råd og rimelig tillid til de forskellige projekter . Det gjaldt ikke blot om at væve løs, men også om at forstå betydningen af håndens arbejde ikke mindst i relation til
”Marskhimmel”, vævet i 1972. Den nordiske inspiration i traditionel bondevævning, som længe havde præget højskolevævningen, fik et friere og mere poetisk udtryk med Inge Bjørns undervisning. Gengivet efter ”Højskolevævning og Kvindeliv i Askov”, side 135.
hvad der i øvrigt blev formidlet i undervisning og foredrag . Som elev var det ikke mindst samværet og samtalerne om almenmenneskelige forhold og livets storhed ved langbordet i Rolighed, der fik betydning på sigt .
Der blev kartet og spundet, plantefarvet og dyrket hør . Inge kendte arbejdet hjemme fra Himmerland, men det var langtfra almenviden mere i efterkrigstiden . Hun satte får på græs ved sin erhvervede gård i marsken og på Askov Forsøgsstation blev der dyrket hør til videre forarbejdning og hun tog sine elever med til sin vævemor, Paula Trock, for at opleve håndteringen af ulden, spindingen og vævningen .
Af stor betydning for Inge Bjørns egen vævning var, at hun i slutningen af 1950 blev opfordret på maleren Asger Jorns foranledning, til at være det nordiske islæt i et omfattende væveprojekt, gobelinen Den lange rejse efter skitser af Pierre Wemaëre og Asger Jorn . Inge Bjørn fortæller selv, at det absolut ikke var et levebrød at væve dag ud og dag ind på en stor basse-lisse gobelinvæv, men i arbejdet fik hun indblik i både traditionen og billedkunstens fornyende kraft . Den lange gobelin ses på Museum Jorn og i kopi på Århus Statsskole . Inge Bjørn skulle senere blive introduceret til fotografen Gérard Franceschi, som Asger Jorn bragte med til Askov Højskole . Sammen arbejdede de på et omfattende kulturhistorisk værk om 10 .000
års nordisk folkekunst – og Inge Bjørn og efterhånden også deres to drenge fulgte med på franske og nordiske rejser, der siden skulle blive betydningsfulde inspirationskilder
Udgivelsen af det kulturhistoriske bogværk Oldtidsdragt-Nutidstøj. Spinde farve se og sy. Vævemønstre gennem tiden (1974) med Gerard Francheschis sort-hvide fotografier blev en rigtig ”trendsætter” i tiden . I bogen trækker Inge Bjørn lange linjer fra bronzealderfund i hjemegnens Nørager og museumsinspektør Margrethe Halds forskning i olddanske tekstiler til andre tider og steder . I bogværket er 1970’ernes Askov-elever med i visionen om at skabe tidløst og naturligt tøj med kulturhistorisk inspiration, hvad enten det så er i klædedragter på franske middelalderlige gobeliner, i Egtvedpigens ærmetrøje og snoreskørt med brikvævet bånd, franske hyrdetrøjer, inuitiske anorakker – eller inspirationer i broderier og vævninger fra den førmoderne bondekultur, som formidlet især af Højskolernes Håndarbejde (1932) . Rigsantikvar P V Glob karakteriserede bogen som – en fornem bog, hvor håndværk og kunst forenes på en sjælden måde.
Inge Bjørns undervisning især i 1970’erne kom til at betegne et både pædagogisk og kunstnerisk nybrud . Eleverne blev selv medskabere på deres håndarbejder. Sansen for naturlige materialer og enkel livsstil var stærk i tiden og der var grobund for at gøre tingene selv . Tøj på kroppen skulle være funktionelt og smukt og kom klart til at signalere en bevidst holdning til selve den skabende proces . Grundmønstrene i bogværket var tænkt som tidløst tøj, men blev i høj grad også tøj i tiden .
Snart skulle Inge Bjørns vævundervisning få stor betydning for tilgangen af elever til Askov højskole – i begge køn Vævning var ikke længere blot et ”bifag” til de
traditionelle fag som litteratur og historie . Men sammen med et fag som boliglære var det med til at sætte fokus på tidens betydningsfulde forandringer i både hjemkultur og samfundsliv .
Inge Bjørn underviste indtil 1993, og skabte samtidig vidunderlige gobeliner, i grunden inspireret af traditionel svensk flamskvævning . Allerede i 1956 udstillede hun på Dansk Kunsthåndværks årsudstilling og efterhånden på adskillige separatudstillinger som på Vejen Kunstmuseum, Museet Sønderskov, Silkeborg Kunstmuseum, Kvindemuseet, Johannes Larsen Museet og Vesthimmerlands Museum . Offentlig tilgængelige er billedtæpperne Strand (1974) Højmarksskolen i Holsted, Vilje til Liv (1975) nu på Askov Højskole, Labyrinth (1986) på Vejen Gymnasium, et billedtæppe i 1996 på Sortebakkeskolen i hjemegnens Nørager og Marskhimmel (1971) nu på Kunstindustrimuseet Så sent som i 2022 erhvervede Statens Museum for Kunst 3 af Inge Bjørns markante billedtæpper .
Inge Bjørn var selv meget opmærksom på fortællingerne om de kvinder, der stod bag revitaliseringen af den folkelige vævning netop i miljøet omkring Askov Højskole lige siden slutningen af 1800-tallet . Og hun var selv en af de foregangskvinder i højskoleverdenen, som med en sej vilje fandt en meningsfuld måde at udfolde sig på og samtidig tjene sine egne penge . Underligt alligevel at hun skulle blive 99 år inden hun opnåede Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse . Den fik hun glæde af et år . Mette E. Havsteen-Mikkelsen, etnolog mag.art.
Artiklen bygger på samtaler med Inge Bjørn siden 1979 og på min bog Højskolevævning og kvindeliv i Askov. Rhodos 2025 . Heri kildehenvisninger .
Søndag den 16. august kl. 14.00
kommer Margit Ambeck og fortæller om:
GAMLE HÅNDARBEJDSREDSKABER
Sted: Medborgercentret på Nordens Plads 16 A , 2000 Frederiksberg
Har du set en stoppegøj?
Det er ikke snedkeren, som bruger filerpinde .
Og du vil lede forgæves blandt adelen efter en sybaron .
Vindepinden vil ikke hjælpe med at få 7 rigtige i LOTTO
Se, hvad der gemmer sig bag disse mærkelige ord og se andre redskaber, som alle kendte brugen af for 100 år siden .
Foredraget er arrangeret af TENEN Dansk Tekstilhistorisk Forening
Tilmelding senest den 12. august til kasserer@tenen.dk
Adresseændringer og ændring i e-mailadresser meddeles til kassereren .
LIDT OM FORSIDEN PÅ BAGSIDEN
Af Ellen Warring
Som forside på dette nummer af TENEN har vi valgt et udsnit af det vævede tæppe ”Semper Vadentes’, der er udstillet lige nu på Frederiksborg. Se anmeldelse af udstillingen
”I tråd med tiden” side 22 .
Værket er fra 1905, og regnes som et højdepunkt i Frida Hansens produktion . Tæppet viser fire kvinder som vandrer gennem et langstrakt landskab med forskellige attributter i hænderne Motivet har været tolket som en beskrivelse af kunstnerens egen livsvej og er relateret til et landskab Hansen kendte godt . I 1930 udtalte hun til Stavanger Aftenblad: ”De fire kvinder som vandrer gennem livet på mit ”Semper Vadentes” har jeg lavet med Jæren som baggrund, langt ude ser man søen som de går imod .»
I tæppets nedre kant kan vi læse: ”Semper Vadentes . Semper Agenter . Semper e natu in vitam ad aeternum Domine» En norsk version af teksten findes tegnet på karton til vævningen: ”Altid ilende . Aldrig hvilende . Bort fra vuggen, ud i livet, ind i evigheden . O Herre . ”
Tidligere tilhørte tæppet familien Carnot i Frankrig . Købt af oberst Sadi Carnot, som genopbyggede middelalderslottet La Rochepot i Burgund med artnouveau dekorationer . Tæppet hang over oberstens seng i slottets hovedsoverum Senere gået i arv
i familien indtil Stavanger Kunstmuseum købte det i 2015
Værket ”Sydover” blev for nyligt fundet i en container i USA , men ved hjælp af fondsmidler nu udstillet på Kunstmuseet i Stavanger.
Frida Hansen 1855–1931
Født i Stavanger i en velhavende familie . Gift som 18 årig, men efter ægtemandens fallit og bortrejse, måtte hun klare sig selv .
Hun startede en broderiforretning . Da en kunde en dag kom med et vævet vægtæppe, der skulle repareres, begyndte hendes store interesse for vævede billeder, og hun tog undervisning i vævning I 1890 tog hun til Kristiania (Oslo) og åbnede et atelier . Hun udstillede på verdensudstillingen i Chicago i 1892 .
1897 åbnede Norsk ”Åklede - og billedveveri” i Oslo, som F H blev direktør for . Siden udstilledes hendes værker på flere store udstillinger, bl .a . i Paris i 1900 .
Læs mere Linder, Mats: Frida Hansen i Store norske leksikon
