En solstrålehistorie

Karsten Hermansen

En solstrĂĽlehistorie

Marstal Fjernvarme 1962-2012

Karsten Hermansen

En solstrĂĽlehistorie Marstal Fjernvarme 1962-2012

Š Marstal Fjernvarme og Karsten Hermansen 2012

Marstal Fjernvarme A.m.b.a.

Jagtvej 2, 5960 Marstal 62 53 15 64 www.solarmarstal.dk

ISBN-nr. 978-87-995589-0-2

Tryk: Mark & Storm Grafisk A/S 5960 Marstal

Forsidebillede: Marstal Fjernvarmes solvarmeanlĂŚg 2012.

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Fællesskabets fordele . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Hvor kom ideen fra? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Tanken fødes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Marstal Fjernvarme stiftes og etableres . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Der åbnes for varmen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Udbygnings- og tilslutningsproblemer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Økonomiske byrder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Hvad med tredie udbygning? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Dagligdagen nærmer sig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Oliekrisens oplysningstid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Mellemøstens dagsorden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Nytænkning i en krisetid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Kommunale forbrændingsdrømme . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Mere demokrati og teknologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Oliealternativer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Vedvarende værdier . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

En naturlig løsning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Solvarmeanlægget realiseres . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ærø som vedvarende energi-ø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Nye ideer og muligheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Den globale sol-ø . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Sunstore 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Vokseværk i Marstal Landsogn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Sunstore 4 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Fra traditionalist til trendsætter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Bestyrelsesmedlemmer, -formænd og varmemestre 1962-2012 . . . .

Kilder og litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Noter og henvisninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

5 7 7 11 14 28 32 37 39 41 46 46 49 52 57 59 66 66 68 75 77 83 88 92 96 106 109 111 113

Forord

I 1961 fik en lille gruppe beslutsomme mennesker den ide, at de ville ændre på den besværlige opvarmning af husene i Marstal by.

Fjernvarmen har jo én indlysende fordel: man behøver ikke at tænke over den. Den er der bare, når man har brug for den. I Danmark var fjernvarme allerede etableret i visse områder af de større byer i sidste halvdel af 1920’erne, men den større udbredelse tog først fart i starten af 1960’erne.

I Marstal var man således med på første bølge af nye centraler, idet der i 1961-1962 blev bygget 20 nye centraler. De følgende tre år kom 140 nye centraler til i Danmark. Få år senere blev stort set alle centralers kapacitet udvidet betydeligt, hvilket også skete i Marstal.

En årsag til at fjernvarme blev mere udbredt i Danmark end i vore nabolande, var vores tradition for andelsbevægelser. Antallet af andelshavere i Marstal by er steget støt over årene, og ledningsnettet dækker nu også Græsvænge og senest Ommel.

Indtil slutningen af 1980’erne var olien det naturlige brændstof, men de hastigt stigende priser havde allerede bevirket, at der var udarbejdet projekter med for eksempel kul og affaldsforbrænding. Disse projekter kunne dog ikke realiseres. I stedet blev der lavet forsøg med fiskeolie og spildolie. Med et nyt røgrensningsanlæg blev spildolie det foretrukne brændstof, og besparelserne i brændstofomkostningerne blev anvendt til at renovere byens ledningsnet. Prisen og stigende miljøkrav resulterede i, at værket overgik til bioolie. Parallelt hermed blev overgangen til vedvarende og fornybare energiformer indledt.

Solvarmeanlæg og lagertanke er vokset støt siden 1996, og i jubilæumsåret tages en ny central på Skolevej i brug. Foruden styringen af det store solvarmeanlæg indeholder centralen også en ny biomassekedel, Skandinaviens første Organic Rankine Cycle generator til strømproduktion samt en stor varmepumpe.

5

De sidste halvtreds år har været præget af stor stabilitet og kontinuitet blandt bestyrelse og medarbejdere. Dette forhold, kombineret med en stor opbakning fra andelshaverne, har her i jubilæumsåret gjort Marstal Fjernvarme klar til en fremtid uden de værdifulde fossile og flydende brændsler, som fremover må reserveres til transportområdet, indtil også denne sektor skifter til andre energiformer.

Marstal Fjernvarmes bestyrelse har bedt historikeren Karsten Hermansen om at udarbejde denne jubilæumsbog. Vi ønsker god fornøjelse med læsningen.

Marstal, den 16. september 2012 Niels Aage Jensen Bestyrelsesformand

Fællesskabets fordele

Hvor kom ideen fra?

I 1950’erne og 1960’erne voksede fjernvarmetanken frem i Danmark. Det ene værk efter det andet skød op i større og mindre byer. Over alt var udgangspunktet det samme: det skulle være slut med at slæbe kul og koks.

Fjernvarme svinede ikke og krævede ingen indsats fra den enkelte husstands side. Det var et skridt i den rigtige retning, ja simpelthen fremtidens løsning, mente initiativtagerne rundt om i landet.

Datidens økonomiske og industrielle udvikling med efterfølgende stigende urbanisering var det nødvendige udgangspunkt for fjernvarmens danske sejrsgang, og det forklarer samtidig, hvorfor fjernvarmen ikke var dukket op længe inden. Ideen var ellers meget gammel. De romerske legionærer i England havde i sin tid udnyttet geotermisk varmt vand til at op-

Da fjernvarmecentralen blev opført, lå den i Marstals periferi og alligevel tæt på centrum. På billedet fra etableringsåret 1962 ses opgravningerne fra centralen og et stykke ned ad Kongensgade.

7

Jagtvej var temmelig ufarbar, medens hovedledningen kom i jorden i eftersommeren 1962.

8

varme bygninger og bade ved hjælp af render, hvori vandet kunne cirkulere.

Også dele af Pompeji blev opvarmet af tilsvarende rørsystemer, og franskmændene har indtil i dag en århundredlang tradition for at lade vand cirkulere i trærør i visse byer. Men manden bag det, vi i dag betragter som fjernvarme, var amerikaneren Birdsill Holly, som i Lockport, USA, i 1877 etablerede en 230 meter lang fjernvarmeledning fra et dampkedelanlæg over til sit eget hus. Senere forlængede han ledningen med 160 meter, så også naboen kunne holde varmen. Holly kunne selv se potentialet i sin idé, men det kneb lidt mere for folk med kapital, indtil Wallace C. Andrews dukkede op. Han så mulighederne og var senere med til at etablere fjernvarme i New York.

I løbet af de næste ti år blev der bygget 20 fjernvarmeværker i USA, hvor der i takt med industrialiseringen og indvandringen opstod en meget kraftig byudvikling. Det var dog slet ikke fjernvarme i nutidig forstand, vi taler om. Det var måske et eller nogle få højhuse, som blev opvarmet på én gang, og fjernvarme i dansk forstand har amerikanerne aldrig fået.

Efter nogle mindre forsøg, blandt andet i Dresden som det første sted, blev der i årene efter Første Verdenskrig opført fjernvarmeværker i store tyske byer som Hamburg, Berlin og Leipzig. Det udslagsgivende var den tids meget høje brændselspriser, som gjorde det nødvendigt at foretage en vis rationalisering. Tyskerne fik ikke følgeskab af de øvrige vesteuropæiske lande, men i Sovjetunionen blev ideen straks taget i brug, da Moskva og Leningrad etablerede verdens største kraftvarmeværker. I løbet af mellemkrigsårene blev der bygget omkring 100 kraftvarmeværker i Sovjetunionen, og efter Anden Verdenskrigs slutning skød værkerne op overalt i Østeuropa.

Island har ikke sin lige – heller ikke på fjernvarmeområdet. Reykjaviks fjernvarmeanlæg i 1943 var nemlig baseret på de varme kilder og brugte derfor slet intet brændsel!1 Selv om en række bygninger omkring Zoologisk Museum i København fik en – for sin tid – meget avanceret opvarmning ved hjælp af damp i 1860’erne, regnes Frederiksberg Forbrændingsanstalt fra 1903 for Danmarks første fjernvarmeværk. I slutningen af 1800-tallet bugnede Frederiksberg Kommunes lossepladser af affald, så noget måtte gøres. Et forbrændingsanlæg kunne holdes inden for kommunen, men det kunne flere lossepladser ikke.

Frederiksberg Kommune ville strække sig langt for at undgå at blive afhængig af nabokommunerne. Den indstilling skyldtes ikke mindst erfaringer fra Hamburg i 1892, hvor byen blev ramt af kolera og derfor ikke kunne komme af med sit affald, eftersom de omkringliggende byer ville beskytte sig

9

mod epidemien ved at forbyde dagrenovation fra Hamburg. Resultatet var blevet, at affaldet måtte brændes af i gaderne. Det skulle nødigt ske på Frederiksberg, og derfor blev der taget hånd om tingene i rette tid. I slutningen af 1920’erne begyndte fjernvarmen at brede sig lidt mere over det ganske land. Dels i København og dels i landets store byer stod der elværker, som trængte til renovering. Det førte i flere tilfælde til kombinerede el- og varmeværker. Esbjerg Elværk skulle i 1927 udvides med en dieselmotor og bestyrelsen bestemte sig i den forbindelse for at bygge et fjernvarmeanlæg. Det samme skete i Aarhus, hvor elværket i forbindelse med en udvidelse i 1928 fik mulighed for at udtage damp fra to nye dampturbiner, så der kunne leveres fjernvarme på denne måde. På Fyn kom Faaborg først.

Det var i 1925, da elværket skulle have ny dieselmotor. I 1929 var varmen nået til Odense, men selv om kundepotentialet var stort, måtte alle indrette sig efter den kapacitet, elværket havde. Den nødvendige følge af disse erfaringer var naturligvis, at fremtidens fjernvarmeværker ikke var kombinerede el- og varmeværker, men koncentrerede sig om at producere varme.

Denne udvikling kom i gang i begyndelsen af 1950’erne. De mange gamle jævnstrømsværker blev nedlagt og erstattet af store kraftværker.

Skærbækværket ved Kolding Fjord blev indviet i 1951, og Fynsværket blev indviet i 1953. Begge disse værker var kraftvarmeværker, eftersom de var både el- og varmeproducerende.

Det var velfærdssamfundet, der foldede sig ud. Skoler, plejehjem, sportshaller og nye boligkvarterer skød op. Fællesskabet var i fokus, og det gjaldt naturligvis også, når det kom til opvarmningen. I de mindre provinsbyer skød fjernvarmeværker op som paddehatte og genoplivede gamle dages andelstanke, hvor byens fremsynede mænd tog hånd om fællesskabets behov.2 Ikke mindst i 1950’ernes anden halvdel gik det stærkt: Aabenraa fik sit fjernvarmeværk i 1956, Kjellerup i 1957, Skanderborg og Hurup i 1958. Haarby i 1959, Padborg i 1960, Skive 1961 for bare at nævne nogle få. Gamle andelstanker forklarer selvfølgelig ikke, at hele landet gik over til fjernvarme næsten på én gang. Hovedårsagen var først og fremmest, at teknologien gjorde fjernvarme økonomisk muligt – på andelsbasis forstås. Hvis det kneb med initiativtagere i de mindre byer, var ingeniørfirmaerne i flere tilfælde gode til selv at markedsføre ideen og efterfølgende føre den ud i livet. Fra slutningen af 1950’erne til midten af 1960’erne blev antallet af fjernvarmeværker mere end tredoblet.3 At bygge et fjernvarmeværk i Marstal var altså ikke nogen revolutionerende idé, men den krævede ikke desto mindre initiativtagere, som kunne

10

organisere fjernvarmeplanerne fra en uforpligtende tanke til et færdigt varmeværk. Hvem skal have æren for det i Marstal?

Tanken fødes Bogholder Johannes Rasmussen havde købt et hus i Toldbodgade4 og gik og arbejdede på det, da politibetjent Albert Hansen kom forbi en dag. De to mænd faldt i snak, og da Albert Hansen i nogen tid havde fundet det helt vanvittigt, at alle mennesker skulle have besvær med at fyre, kom de i samtalen også ind på et af tidens aktuelle emner, nemlig fjernvarme. Der måtte simpelthen kunne etableres fjernvarme i Marstal, ligesom man havde gjort så mange andre steder, mente Albert Hansen, og Johannes Rasmussen var ikke uenig.5 Selv om ideen kom fra de mange fjernvarmeværker i det øvrige land, var der muligvis også en lokal inspirationskilde, som måske spillede ind. I 1959 havde Marstal Andelsboligforening nemlig etableret en fælles varmecentral for de tre boligafdelinger i Tordenskjoldsgade, Niels Juelsgade og Hvidtfeldtsgade. Varmecentralen stod i det høje hus – nr. 16 – på nordsiden af Niels Juelsgade, hvorfra der var etableret et ledningsnet til Tordenskjoldsgade samt hen over Niels Juelsgade til rækkehusene på sydsiden af gaden

Fjernvarmearbejde i Vestergade.

11

Fordelingsrør fra centralen med fremledning og returledning for den nordlige og sydlige del af byen.

12

og videre til de bagvedliggende rækkehuse, som vendte ud mod Hvidtfeldtsgade. Desuden var to parcelhuse med i varmeordningen. Det drejede sig om Niels Juelsgade 29 og Hvidtfeldtsgade 32, som begge blev opført kort efter etableringen af den fælles opvarmning. Tanken om fjernvarme var altså ikke helt ny i Marstal.6 Det var imidlertid helt umuligt at realisere planerne om et fjernvarmeværk for hele byen uden at engagere en bredere kreds. Lejligheden viste sig en sommeraften i juni 1961 på Hotel Danmark. Navigationsskolen holdt eksamensafslutning, og på et tidspunkt samlede Rasmussen nogle mænd omkring et bord og begyndte at fortælle om sine ideer. Ordene faldt ikke på stengrund. Tværtimod. Der blev sået et frø, som i løbet af efteråret satte spire. Tanken spredte sig, og en selvbestaltet arbejdsgruppe voksede frem.

Gruppen bestod – ikke overraskende – af Johannes Rasmussen og Albert Hansen, men de to initiativtagere fik følgeskab af navigationslærer John Kørner, sparekassedirektør K. Knudsen, mejerist Peter Herskind, murermester Ejner Eriksen og redaktør Poul Martin. Læge Eigil Hatting var også meget interesseret, men han udtrådte hurtigt, da det viste sig, at hans hus ikke egnede sig til fjernvarme.

Jagtvej set mod nord. Rørene er kraftigt dimensionerede, da de er tæt på centralen. I baggrunden ses gavlen på Møbelmagasinet.

13

Arbejdsgruppens medlemmer var ikke helt tilfældigt valgte. Fjernvarmeideens egentlige ophavsmand, Albert Hansen, kom som betjent meget rundt og talte med mange folk. Han kunne sprede ideen på gaden. Poul Martin havde som redaktør af Ærø Avis store muligheder for at agitere for sagen til sine læsere, medens sparekassedirektør Knudsens pengemæssige forstand var gavnlig for finansieringen af foretagendet. Johannes Rasmussen arbejdede ganske vist som bogholder på elværket, men var maskinmester af uddannelse, så han regnede på de tekniske detaljer.7 Vigtigst af alt var det at få en klar fornemmelse af opbakningen til ideen.

Albert Hansen og en enkelt anden gik fra hus til hus, hvorefter der tegnede sig en ganske god opbakning. Små detaljer skulle ikke være en hindring, og da snedkermester Chr. Rosenbeck på Torvet altid havde haft en ovn til høvlspåner i sit værksted, skulle han naturligvis have lov til at fortsætte med det.8 I løbet af efteråret 1961 lykkedes det at indsamle en hel del underskrifter fra interesserede borgere i Marstal. Som udgangspunkt var underskrifterne ikke bindende, for der var mange små og store detaljer, som skulle afklares, inden et egentligt forpligtende tilsagn kunne afgives. Overordnet gjaldt det om at få kontakt til et firma, der kunne etablere et fjernvarmeværk og -net i Marstal. Det fandt Johannes Rasmussen i firmaet Dansk Elektrisk Compagni i Odense, i daglig tale D.E.C.9 Ingeniør Rohr Sørensen fra D.E.C. var ikke længe om at lave et kontraktudkast til marstallerne, og heraf fremgik, at de mange kedler i ejendommene kunne overtages af D.E.C., som også tilbød at betale tilslutningsbidraget. Det var en meget favorabel ordning, der betød, at D.E.C. fik et stort lager af kedler, men det var jo sådan set ikke den lokale arbejdsgruppes problem. For arbejdsgruppen betød det bare, at det nu var muligt at tage det afgørende skridt og stifte Marstal Fjernvarme.10 Marstal Fjernvarme stiftes og etableres Det var Poul Martin, der bød de fremmødte velkommen, da planerne om fjernvarme i Marstal skulle bringes til realisering ved en stiftende generalforsamling på Hotel Danmark den 21. maj 1962. Redaktør Martin kunne til almindelig tilfredshed meddele, at der var 148 husstande, der havde udtrykt interesse for fjernvarme, og heraf var de 130 repræsenterede ved generalforsamlingen.

Som udgangspunkt for arbejdet måtte forsamlingen naturligvis høre om de indhøstede erfaringer fra andre steder. Ingeniør Pischardt fra D.E.C. var derfor indkaldt og gav en teknisk redegørelse for fjernvarme.

14

De lokale drenge holder et vågent øje under afsætningen af centralen.

Efter den tekniske gennemgang vendte forsamlingen sig til den juridiske side af sagen og vedtog såvel vedtægter som indholdet af forbrugerkontrakten i enighed. Da forsamlingen skulle vælge en bestyrelse, slog advokat Mogens Kristensen, som var aftenens dirigent, til lyd for at vælge den hidtidige arbejdsgruppe. Men arbejdsgruppen bestod af syv personer, hvorimod bestyrelsen kun havde fem pladser, så Peter Herskind og Ejner Eriksen blev i stedet valgt som suppleanter.

Herefter var der åbent for spørgsmål, og de var tilsyneladende talrige, for den stiftende generalforsamling var først forbi ved halvellevetiden den aften. For bestyrelsens vedkommende blev aftenen endog en smule længere, idet det konstituerende møde lige så godt kunne afholdes med det samme. Formand blev redaktør Martin, medens navigationslærer Kørner blev næstformand.11 Der var ikke tid til at sætte sig hen i et hjørne og vente på, at tingene skete af sig selv, så kun en god uges tid efter den stiftende generalforsamling mødtes den nyvalgte bestyrelse på Hotel Ærø for at tage fat på arbejdet. Også denne gang var der en repræsentant fra D.E.C. i Odense, nemlig ingeniør Rohr Sørensen. Ligeledes var advokat Mogens Kristensen til stede.

Projektet var godt forberedt. Jordkøbet til fjernvarmecentralen havde været aftalt i nogen tid, og byggetegningerne lå klar, så Rohr Sørensen an-

15

Fjernvarmecentralens fundament på vej. befalede, at ansøgningen om lånegaranti hos Marstal Kommune blev sendt af sted med det samme, så den kunne komme med på kommunalbestyrelsesmødet den 12. juni. Rohr Sørensen havde forberedt sig godt og kom med forslag om tilbud til erhvervsejendomme. Alle erhvervslokaler på over 20 kvadratmeter kunne få 50 procents reduktion. Hoteller med varierende belægning blev tilbudt 35 procents rabat på værelserne og 50 procent på erhvervslokalerne i øvrigt.

Tre af boligforeningens ejendomme, som ikke var med i fjernvarmeforeningen, ville også kunne modtage varme, men ingen reduktion. Varmen ville gå igennem én måler, og så skulle det være boligforeningens problem at fordele forbruget.12 Ved det næste bestyrelsesmøde den 27. juni 1962 kunne foreningens formand, redaktør Martin, meddele, at den ansøgte kommunegaranti var bevilget. Men det skete på visse vilkår. Kommunen ville nemlig have to pladser i fjernvarmens bestyrelse, og det ville kræve en ændring af de ellers netop vedtagne vedtægter. Det var dog ikke noget større problem, for kommunen kunne selv foretage ændringerne uden at skulle indkalde til ekstraordinær generalforsamling.

Kommunen var både garant og potentiel kunde. Kommunens bygninger skulle jo også varmes op, så der var allerede fremsendt et tilbud – i øvrigt

16

sammen med en invitation til at besøge et par jyske varmeanlæg i midten af juli måned.

Rohr Sørensen var også denne gang med til mødet, og han fortalte om sine forhandlinger med Dansk Esso. Et vigtigt punkt i forhandlingerne var omfanget af det lager, som der nødvendigvis måtte være på øen. Der skulle være lager til at imødegå en isvinter på ca. 40 dage. Ønsket blev vist stor imødekommenhed fra Dansk Esso, som var parat til at udvide sit tankanlæg på Marstal Havn, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Overingeniør Haakan Petersen oplyste, at hvis bestyrelsen kunne få foretræde for Indenrigsministeriets konsulent, kunne sagen antagelig gå hurtigere igennem, så bestyrelsen var ikke længe om at beslutte, at fjernvarmeformand Poul Martin skulle tage med til mødet i København. Parallelt med de juridiske opgaver, var der også nogle praktisk-økonomiske, som skulle løses. Den nye omsætningsafgift i engrosleddet – kaldet omsen – ville snart træde i kraft, men hvis materialerne kunne blive leveret i juli måned, var der gode muligheder for at slippe for denne ekstra udgift, vurderede Rohr Sørensen.

Bestyrelsens egne kompetencer blev udnyttet fornuftigt, da sparekassedirektør K. Knudsen blev valgt til at gennemgå og vælge blandt de forskellige lånetilbud sammen med Mogens Kristensen.

Mogens Kristensen blev desuden valgt til – sammen med politibetjent Albert Hansen – at forhandle med et håndværkerkonsortium med murermester Eriksen i spidsen samt snedkermester N. O. Petersen. Disse havde nemlig afgivet tilbud på jord til fjernvarmebyggeriet. N. O. Petersen skulle imidlertid kun have fem kroner pr. kvadratmeter, medens håndværkerkonsortiet forlangte det dobbelte.

D.E.C. ville sørge for byggetilladelser hos kommunen, gade- og vejudvalget og hos Svendborg Amts Vejvæsen. Bestyrelsesmedlem, bogholder Rasmussen, blev valgt til at følge denne del af arbejdet.13 Den 9. juli 1962 mødtes bestyrelsen, Mogens Kristensen og Haakan Petersen igen. Petersen anbefalede, at Marstal Fjernvarme skulle tilbyde Dansk Esso at sørge for plads i en varmekanal fra tanken ved havnen, medens Esso lagde selve ledningerne. Arbejdet burde dog udføres af en anerkendt fagmand, så der var nogenlunde sikkerhed for kvaliteten. D.E.C. ville overvære trykprøver, og den del af arbejdet, som Esso skulle udføre, skulle laves med samme garanti som D.E.C.s arbejde, nemlig to år.

D.E.C. var villig til at lægge ud for Marstal Fjernvarme, når grunden skulle erhverves. Mogens Kristensen havde forhandlet med såvel håndværkerkonsortiet som N. O. Petersen, og begges tilbud var blevet accep-

17

teret. Dermed var grunden sikret. Nu gjaldt det imidlertid om at komme i gang med at bygge fjernvarmecentralen i en vis fart. Bestyrelsen ønskede byggeriet sat i gang omgående, og håndværkerne skulle i kontrakten acceptere, at der blev taget andre håndværkere ind, hvis kontrakten ikke blev overholdt. D.E.C. meddelte, at murermester Ejner Eriksen ville få opgaven i entreprise, men oplyste samtidig, at der var en fynsk entreprenør, som var kvalificeret til at udføre arbejdet. Fjernvarmebestyrelsen pointerede imidlertid, at der burde anvendes lokal arbejdskraft til opgaven.

Arbejdet med at skaffe fjernvarmeforbrugere var også i fuld gang, for uden kunder var der jo ingen at anlægge varmeværket for. Den opgave blev primært lagt i hænderne på Johannes Rasmussen, som skulle stå for den personlige kontakt til forbrugerne.14 Det første kontor blev indrettet ved et brugt skrivebord i P. K. Andersens hus på det nordvestlige hjørne af Kirkestræde og Hvidtfeldtsgade, og så gjaldt det bare om at komme i sving.15 Det var jo ikke lutter velvilje, der strømmede fjernvarmeentusiasterne i møde.

Der blev sået tvivl om, hvorvidt husene kunne tåle fjernvarme, og John Kør-

Et gammelt skrivebord i P. K. Andersens hus på det nordvestlige hjørne af Hvidtfeldtsgade og Kirkestræde udgjorde Marstal Fjernvarmes første kontor. Det var først og fremmest den senere varmemester Johannes Rasmussen, som stod for den personlige kontakt til forbrugerne.

18

ner oplevede at blive overfuset på åben gade af en kulhandler, som naturligvis godt kunne se, at det nye initiativ var begyndelsen til enden for hans virksomhed. Af samme grund var en del medlemmer af kommunalbestyrelsen temmelig forbeholdne over for ideen, og borgmester Harald Madsen var direkte imod. Da kommunalbestyrelsen var med fjernvarmebestyrelsen på besøg i de to jyske fjernvarmeselskaber i Kjellerup og Skanderborg den 19. juli 1962, ændrede stemningen sig imidlertid radikalt. Nu blæste der langt mildere vinde, om end borgmesteren stod fast på sit en tid endnu.16 Det, som marstallerne havde oplevet, var to eksempler på D.E.C.s arbejde. I Kjellerup var der etableret fjernvarme i september 1957 med 121 forbrugere, medens der i Skanderborg var 120 forbrugere et halvt års tid efter, at der var åbnet for fjernvarmen i oktober 1958.17 Allerede inden den stiftende generalforsamling i Marstal havde 148 husstande vist positiv interesse i at blive tilsluttet Marstal Fjernvarme, så Kjellerup og Skanderborg var sammenlignelige byer i en fjernvarmesammenhæng.

Rejsetøjet var knapt hængt på plads, inden bestyrelsen næste dag mødtes på Hotel Ærø for at fortsætte det påbegyndte arbejde. Ved dette møde kunne formanden byde velkommen til de to kommunale repræsentanter, driftsleder Knud Grønne og maskinsætter M. C. Marcussen. Marcussen var ellers valgt som fjernvarmebestyrelsens revisor, men den post måtte han nu afstå til bankbestyrer Bøttiger, så der var orden i formaliteterne. Betjent Hansen, Kørner og Grønne kom i byggeudvalget og valgte Grønne som formand. Det gik langsomt med at få overtalt virksomhederne til at gå med på fjernvarmeideen, så der måtte også nedsættes et agitationsudvalg, som skulle fokusere på virksomhederne. Albert Hansen blev valgt til dette udvalg og fik her følgeskab af Marcussen og bogholder Rasmussen. Sparekassedirektør Knudsen og advokat Mogens Kristensen fik bemyndigelse til at forhandle med kommunen om optagelse af et banklån på 1,5 millioner kroner. Opgaverne var fordelt.

Da lånene skulle underskrives, følte bestyrelsen for alvor ansvaret tynge på skuldrene, så Knud Grønne lod lige så diskret lånedokumenterne glide hen foran sparekassedirektør Knudsen. Kunne han skrive under, kunne alle gøre det.18 Endelig blev det besluttet, at der skulle opslås en ledig stilling som varmemester, men den måtte lige afvente ministeriets tilladelse til fjernvarmeplanerne.19 Den kom imidlertid hurtigt, for bestyrelsen havde ikke tid til at holde nogen form for sommerferie, og allerede den 26. juli trådte bestyrelsen atter sammen og fik den gode nyhed om, at Indenrigsministeriet sna-

19

Kongensgade ud for kirken under opgravning.

20

Olien til fjernvarmecentralen løb fra havnen op gennem Kongensgade, som derfor havde brug for et ekstra rør udover frem- og returledningen til forbrugerne.

21

rest ville fremsende en tilladelse til at påbegynde arbejdet. Overingeniør Haakan Petersen meddelte, at D.E.C. ville påbegynde arbejdet i samme øjeblik, ministeriets tilladelse forelå.20 Den 1. august blev byggeriet af fjernvarmecentralen besluttet. Den skulle opføres i røde sten med jernvinduer og grønt eternittag. Murermester Elholm og snedkermester Grube skulle stå for byggeriet. Desuden skulle der som nævnt ansættes en varmemester med tiltræden den 1. oktober. Indtil da skulle bogholder Rasmussen lønnes for at føre tilsyn med byggeriet.21 I eftersommeren 1962 føltes det nærmest som om, alle Marstals gader var under opgravning, men visse gader var trods alt vigtigere end andre. Kongensgade og Kirkestræde var de to afgørende gader. En forretningsdrivende på hjørnet af Kirkestræde og Markgade var ikke fjernvarmen positivt stemt og stod og så temmelig vred ud, da gravearbejdet passerede forbi hans dør.

Ikke desto mindre foreslog han håndværkerne, at han fik et fjernvarmestik ind til sin ejendom af hensyn til de næste beboere. Så skulle der ikke graves op igen, og det var vel fornuftigt nok?22 Historien fortæller i virkeligheden noget meget væsentligt om fjernvarme-

Fjernvarmeledningen gennem Kirkestræde og Kongensgade var afgørende for fordelingen af varmen til de tilstødende gader. Som det ses på billedet, kunne passage af Kirkestræde i eftersommeren 1962 være en udfordring i sig selv.

22

modstanderne. På den ene side set var de imod dette nymodens påfund. På den anden side set vidste de udmærket, at slaget allerede var tabt.

For at mindske modviljen blandt byens erhvervsdrivende skulle olien efter kommunalt pålæg sejles til byen. Ved ankomsten til Marstal kunne olien pumpes direkte over i Holger Hansens Esso-tank på havnen. Holger Hansen var i sagens natur ærgerlig over at miste sine oliekunder, men med denne ordning fik han et plaster på såret. Han modtog en afgift pr. tons olie, der løb gennem hans tank, inden olien løb videre op gennem Kongensgade til Fjernvarmecentralen.23 For at fremme interessen for at blive tilsluttet det nye fjernvarmenet besluttede bestyrelsen, at husejere, som ønskede tilslutning senere, kunne få fjernvarmestikket inden for husmuren mod at betale halv tilslutningsafgift, hvis de samtidig forpligtede sig til at gå over til fjernvarme inden for en periode på to år. Studieturen til Kjellerup havde i øvrigt inspireret bestyrelsen til at lave ti årlige rater, når varmen skulle betales.

Så snart arbejdet var sat i gang, opstod der mange små og større spørgsmål, som krævede et svar. Bogholder Rasmussen havde fået en henvendelse fra Ærø Elforsyning, som spurgte, om der var mulighed for at opføre en transformatorstation på Marstal Fjernvarmes grund. En sådan transformatorstation ville nemlig sikre, at en strømafbrydelse i byen ikke ville få indflydelse på varmen i byens huse. Det var jo et godt og positivt forslag, så det blev naturligvis bevilget.24 Den 16. august kunne bestyrelsen sætte navn på den nye varmemester. Bogholder Rasmussen havde søgt og opfyldte kravet om en maskinmesteruddannelse, så med hans store engagement i fjernvarmearbejdet var han den oplagte kandidat til stillingen og Murermester Christen Elholm stod for tiltrådte 1. oktober 1962. Ingen murerarbejdet. Her er han fotograferet i var i tvivl om, at Rasmussen var 1968, da værkstedsbygningen blev tildet rette valg, men eftersom han føjet.

23

Fjernvarmecentral og skorsten på vej. selv havde været med til at udforme kravene til den nye stilling, havde ingen i bestyrelsen tænkt på, at Rasmussen selv kunne være interesseret i stillingen.25 Med den nye stilling kunne Rasmussen imidlertid ikke fortsætte i bestyrelsen, så her blev han ved sin tiltræden erstattet af sin suppleant, førstemejerist Herskind.26 Umiddelbart inden bestyrelsesmødet den 13. september var formanden, redaktør Martin, til møde med borgmesteren, som ønskede større reduktion i prisen for kommunale bygninger. Formanden kunne oplyse, at erhvervslokaler fik 50 procents afslag i de faste årlige udgifter og i tilslutningsafgifter. Borgmesteren foreslog, at kommunen blev betragtet som én erhvervskunde, men formanden tilbød i stedet kommunen at opsætte kaloriemålere for fjernvarmens regning. Umiddelbart kom parterne ikke til nogen overensstemmelse, men det optog ikke sindene ved bestyrelsesmødet, da der var meget andet at tænke på. Andelsboligforeningens fjernvarmeforhold var endnu lidt uklare, så der måtte forhandles videre, og de huse, hvor der uden hjemmel var givet reduktion på grund af stor højde i stuerne, skulle gennemgås, så forholdene kunne blive afdækket. Den gode nyhed var dog, at der ville kunne holdes rejsegilde på den nye fjernvarmecentral inden for et

24

Rejsegilde ved Marstal Fjernvarmecentral i det tidlige efterår 1962. Fra venstre ses de to initiativtagere til Marstal Fjernvarme, varmemester Johannes Rasmussen og politibetjent Albert Hansen, som betragter byggeriet. Dernæst redaktør og bestyrelsesformand Poul Martin, blikkenslager Peter Eschen og redaktør Harald Kristensen.

Rejsegilde. Fra venstre Poul Martin, Albert Christensen, Johannes Rasmussen, Albert Hansen, M. C. Marcussen, Erling Rosenbeck og Peter Eschen. Snedker mester Rosenbeck blev siden formand for fjernvarmen fra 1986 til 1987.

25

Navigationslærer John Kørner og maskinsætter M. C. Marcussen nyder en cigar ved rejsegildet. Kørner afløste Poul Martin som formand i 1966 og blev på posten til 1986. par ugers tid, og bestyrelsen besluttede, at der skulle serveres øl, pølser og tobak til håndværkerne.27 I løbet af september måned forsvandt der nogle kunder. En dame bad om at blive løst fra sin kontrakt, da hendes mand i mellemtiden var død, og økonomisk var hun ikke i stand til at klare de nødvendige udgifter. Bestyrelsen bevilgede ansøgningen, men krævede samtidig, at ejendommen skulle aftage fjernvarme efter et salg. En anden bad om udsættelse i nogle måneder, og det ønske kunne også imødekommes. Men der dukkede heldigvis stadig nye potentielle kunder op. Desuden blev forhandlingerne med Andelsboligforeningen afsluttet, da D.E.C. påtog sig at rive boligforeningens skorsten ned til tagets niveau og dække hullet af med et dæksel uden udgift for Marstal Fjernvarme.28 Selv om første udbygning af fjernvarmenettet endnu ikke var tilendebragt, var det ikke uvæsentligt at få den næste udbygning planlagt i så god tid, at arbejdet kunne fortsætte uden ophold, når første udbygning var på plads. D.E.C. lovede derfor at tage sig af sagen og lave en plan for de kommende år.29 Det var ikke så enkelt at afgøre, hvad der skulle prioriteres højest i den næste udbygning. Kongensgade skulle naturligvis føres igennem af hensyn til Essos levering af olie, men om det var boligforeningen eller Møllevejen

26

helt op til Nørremark Skole, der derefter skulle med på varmenettet, ja det stod til diskussion.

De første forbrugere kunne forvente at modtage fjernvarme fra den 15. november, men spørgsmålet var, hvor mange, der kunne komme med i den allerførste runde. Det afhang i høj grad af installatørernes syn på sagen, og om aftenen den 2. november mødtes bestyrelsen med installatørerne Eschen, Godtfredsen og Petersen. Installatør Jensen var også indbudt, men kunne ikke komme.

Det lå helt klart, hvilke gader, der skulle have fjernvarme fra den 15. november, men antallet af husstande var uklart. Installatørerne, der selvsagt ikke havde erfaring med denne type opgave, var ikke meget for at sige noget bindende, men enden på det blev, at man skønsmæssigt kunne forvente, at 20-30 forbrugere kunne komme med på fjernvarmenettet fra den 15. november eller lige derefter. Overmontør Møller fra D.E.C. foreslog at tage udenøs arbejdskraft ind – med tarifmæssig løn og stationeringstillæg til følge – men det ville skabe et misforhold til de lavere ærøske lønninger, så bestyrelsen besluttede at gøre tilslutningstidspunktet til et spørgsmål mellem installatørerne og forbrugerne.

Når de første forbrugere begyndte at modtage fjernvarme, var det også

Montering af en 50 kubikmeters fuelolietank i 1962.

27

vigtigt at sikre, at det hele fungerede, så Rohr Sørensen anbefalede derfor, at den første aflæsning af målere blev foretaget ti dage efter varmeleveringens påbegyndelse.

Der åbnes for varmen Det var ved at være tiden at kontakte borgmesteren, der skulle åbne for varmen den 15. november 1962.30 Da dagen oprandt, var der to kedler på centralen, men kun den ene var installeret. Der skulle dog snart komme flere til.31 Alle andelshaverne var blevet inviteret til det højtidelige øjeblik, hvor borgmester Harald Madsen skulle trykke på en knap, som satte fjernvarmen i gang. Pressefotografen stod klar til at forevige øjeblikket, og ude bagved stod varmemester Johannes Rasmussen klar til at trykke på den virkelige knap, som satte det hele i gang.32 Efter åbningen fortsatte overvejelserne om rækkefølgen af udbygningen af fjernvarmenettet. En forbruger i Kirkestræde mellem Skovgyden og Kongensgade var lovet fjernvarme inden jul, men alligevel blev andelsboligerne prioriteret højest. Desuden blev det besluttet at opkræve 3,50 kr. à conto i fast varmeafgift.33 Ved årsskiftet var der tilsluttet omkring 400 forbrugere, og installatørerne havde susende travlt.34 I midten af januar måned 1963 manglede der stadig lidt af den første del af første udbygning, altså Marstals vestligste gamle bydel med de nærmeste nye kvarterer og en del af Møllevejen. Peder Skramsgade, Willemoesgade, Gasværksvej ud til De gamles Hjem og Kongensgade til oliepladsen var dog endnu ikke klar, men ellers var første etape af udbygningen ved at være færdig.

Og så kom turen til sidste del af første udbygning. Den skulle omfatte Ny Møllergade, Brøndstræde, Tordenskjoldsgade, Kirkestræde, Hvidtfeldtsgade, Danmarksgade og Bredgade.

Anden udbygning skulle omfatte følgende gader og strækninger: Resten af Møllevejen op til kapellanboligen, Møllergade, Korsgade, Vinkelstræde, Færgestræde, Lærkegade, Markgade og Strandstræde, Skippergade, Sølvgade, Teglgade, Nørregade, Enighedsstræde, Grønnegade, Mellemgade og Vestergades forlængelse.

Tredie udbygning skulle omfatte Strandstræde (anden del), Ommelsvejen, Sygehusvejen, Østergade, Strandvejen og Rosenvejen, Toftevejen og Buegade.35 Hele denne etableringsfase var en dyr affære, så D.E.C. måtte leve med, at pengene kom lidt hen ad vejen, indtil Marstal Fjernvarme havde opnået

28

Opbygning af kedelcentral i efterĂĽret 1962.

29

et tillægslån. Dødsfald var ind imellem også med til at gøre indtægterne lidt usikre, for kunne boet forpligtes på en fjernvarmeaftale?36 De manglende betalinger til D.E.C. gjorde livet lidt besværligt for fjernvarmebestyrelsen, som snart mødtes igen for at drøfte den økonomiske situation. Mødet endte med en beslutning om, at D.E.C. i første omgang ville få 300.000 kr. til dækning af første byggerate.37 Beløbet var imidlertid ikke det eneste, der skulle betales, for der var jo en udbygning af fjernvarmenettet på vej, så der måtte ind imellem gribes dybt i lommerne.38 Fjernvarmenettets udbygning var en vigtig forudsætning for at øge kundeunderlaget og dermed indtægterne. I februar 1963 stod det imidlertid klart, at det kunne komme til at knibe alvorligt med at få færdiggjort første udbygning til rette tid. Overingeniør Haakan Petersen fra D.E.C. påtog sig at gennemregne sagerne endnu en gang, så bestyrelsen kunne få et realistisk svar på mulighederne for, hvornår anden og tredie udbygning kunne påbegyndes.

Men det var jo ikke kun udbygningerne, som endnu ikke var tilendebragte. Også fjernvarmecentralen skulle færdiggøres, og der var allerede lagt et mildt pres på tømrerne, så malerne kunne komme til. Der var generelt en vis iver for at se, om budgettet holdt, men ingeniørerne Haakan Pe-

Kedel på vej ind.

30

Skorstensbyggere på højt niveau!

31

tersen og Rohr Sørensen mente nok, at økonomien så forsvarlig ud. Dog kunne en række budgetoverskridelser – 273.000 kr. på første udbygning – ikke undgå at skræmme bestyrelsen, som også blev præsenteret for et nyt problem i form af termostatventiler, der skulle skiftes. Problemet hørte i princippet under D.E.C.s garanti, men varmemester Rasmussen mente nok, at ombytningen kunne klares af fjernvarmen selv, hvis blot D.E.C. leverede materialerne.

Endelig skulle bestyrelsen tage stilling til de klager, som fra tid til anden indkom vedrørende for høje aconto-beløb. I et tilfælde som Aggershøj på Møllevejen blev løsningen simpelthen at betale efter regning, da parterne ikke kunne enes om et passende acontobeløb.39 Toget var sat i gang og var ikke sådan at standse igen, så selv om bestyrelsesmedlemmerne ind imellem spærrede øjnene op, når de så kalkulationerne over de forestående udbygningsopgaver, var der egentlig ikke noget at stille op. Arbejdet måtte gøres færdigt, og det blev derfor kun til mindre bemærkninger, som ikke rokkede ved projektets gennemførelse.40 Interessen for fjernvarme blev ikke ringere af, at vinteren 1962-1963 var ganske kold, og de billigste varmeregninger blev sendt til fjernvarmens forbrugere. I foråret 1963 begyndte der derfor at dukke adskillige nye kunder op helt af sig selv. Store forbrugere som skolen, rådhuset og kirken skulle også snart komme med i kundekartoteket, så foretagendet havde medvind.41 Etableringen af fjernvarmeværket skabte selvfølgelig også interesse for at sælge forskellige produkter, og fra producenten af Clorius-ventiler kom der en henvendelse, som ikke var så lige til at svare på. Problemet med at benytte forskellige ventiler var nemlig, at det kunne give lidt forskel i forbrug og dermed skabe grobund for utilfredse kunder. Albert Hansen foreslog at afprøve Clorius-ventilerne på et par udvalgte forbrugere i Marstal, og derved blev det.42 Udbygnings- og tilslutningsproblemer Fjernvarmeudbygningen på Møllevejen var genstand for en løbende diskussion, som bestyrelsen tog visse konsekvenser af på mødet i april 1963.

At føre ledningsnettet længere end til Nørremark Skole ville nemlig være en underskudsforretning, men der var på den anden side set allerede planlagt to etaper, som i første omgang skulle gå til Møllevejen 81 og i næste omgang til kapellanboligen i nr. 93. At afbryde midt i forløbet, ville give kritik, mente Grønne, men det tog flertallet sig ikke af, da det blev besluttet at standse ved Nørremark Skole og lade resten vente til en senere udbygning

32

Den færdigbyggede fjernvarmecentral set fra øst i foråret 1963. af nettet. Samtidig blev det enstemmigt besluttet, at fra dags dato kl. 18 skulle nytilmeldte forbrugere til både første, anden og tredie udbygning – i modsætning til tidligere tilmeldte – betale en meterafgift fra bagkanten af fortovet og ind til stikket. Den nøjagtige beregning var desværre bare ikke så enkel at fastsætte som forventet, så afgiften blev meget snart sat i bero igen og skulle derefter kun gælde, hvor der var tyve meter eller mere fra for tovet til ejendommens ydermur.43 I det hele taget var der mange detaljer, som skulle falde på plads. At de sidste forbrugere på fjernvarmeledningen på Møllevejen kun fik lunkent vand, var måske ikke noget stort problem i det samlede foretagende, men for Møllevejens beboere var de kolde stuer naturligvis et mærkbart problem, som krævede en hurtig løsning. Sagen løstes ved at etablere et rundløb i enden af ledningen, og så var der atter ro på den front.44 De hidtidige bestyrelsesmøder havde været holdt på henholdsvis Hotel Ærø og Hotel Danmark. I maj, juni og juli 1963 blev bestyrelsesmøderne holdt på fjernvarmecentralen. Den 7. maj var en god dag, for Marstal Sparekasse havde fremsendt et lånetilbud på 600.000 kr., og det gav en tiltrængt lettelse af økonomien. Der skulle ganske vist lånes endnu flere penge, men det var en god begyndelse. En anden god ting var, at nogle påviste regne-

33

fejl i D.E.C.s projekt for anden udbygning var blevet accepteret af D.E.C., som ville rette fejlene og dermed lette fjernvarmeforbrugerne for en udgift på 151.000 kr.

Forrige mødes enighed om at indstille udbygningen af Møllevejen ved Nørremark Skole var imidlertid allerede begyndt at slå revner. Derfor måtte der ved maj-mødet trækkes en ny grænse for anden udbygning, nemlig ved cykelhandler Theodor Hansen. Resten af vejen op til kapellanboligen måtte til gengæld vente, for bestyrelsen var enig om, at det gjaldt om at få de rentable områder klar først. For anden udbygnings vedkommende betød det, at der kunne leveres varme fra 1. oktober 1963. Varmeprisen blev samtidig fastsat til 3,50 kr. pr. kubikmeter varmeforbrug.45 Forskønnelsen af varmecentralens omgivelser var et andet punkt, som der også skulle tages stilling til. Ved mødet i juli 1963 besluttede bestyrelsen derfor på Grønnes forslag, at der skulle indkøbes en motorplæneklipper og afsættes 10.000 kr. til anlæg af centralens omgivelser.46 Rentabilitetsproblemerne var ikke sådan at overvinde. Lånefinansiering var jo kun en foreløbig løsning, og i august 1963 stod Marstal Fjernvarme i den svære situation, at der var indkommet 655.000 kr. i tilslutningsafgifter, men der var projekteret med 1.021.000 kr. Spørgsmålet var derfor: Skulle man stoppe udbygningen nu og prøve at opnå rentabilitet, eller skulle man gå linen ud og håbe, at det hele ville løse sig med tiden?

Haakan Petersen var ikke så bekymret over de manglende tilslutninger.

De ville komme, mente han. Problemet var jo blandt andet, at mange ikke kunne modtage varme, da de lokale mestre ikke kunne nå at lave de nødvendige installationer. Haakan Petersen ville derfor gerne tage spørgsmålet op med D.E.C.s direktion, som måske kunne rette henvendelse til kommunen og opnå en løsning ad den vej. Man kunne også afvente, at de lokale håndværkere fik indhentet det forsømte og så fortsætte derefter. Endelig kunne man også se lyst på det og følge Kørners indstilling, som gik på, at der var lidt uvilje mod at tilslutte sig uden for fyringssæsonen. Der skulle nok komme tilmeldinger, når kulden begyndte at mærkes. Advokat Mogens Kristensen gjorde opmærksom på, at de tilmeldte ifølge fjernvarmens vedtægter var forpligtede på at betale som minimum de faste udgifter, så snart selskabet kunne levere varme og ikke fra den dag, husstanden kunne modtage den. Endelig hørte det med til vurderingen af den øjeblikkelige situation, at anden udbygning snart var færdig. Der manglede 80 stik, som forventedes færdiggjort i løbet af to måneder. Det ville også øge chancerne for flere forbrugere. Møller fra D.E.C. foreslog, at man kunne henvende

34

sig til udenøs håndværkere, som kunne lave tilslutninger i de enkelte husstande, men det kunne Albert Hansen ikke tolerere, da det først og fremmest gjaldt om at støtte de lokale håndværkere. Den holdning skulle der ikke rokkes ved.

Tredie udbygning var også delvis i gang, hvad angik de steder, hvor der var tale om en forlængelse af vejen. Reberbanen til eksempel.

Efter diskussionen blev bestyrelsen helt enig om at afvente D.E.C.s afgørelse i sagen.

En anden sag var, hvilke ventiler, der kunne accepteres af D.E.C. Haakan Petersen oplyste, at både tryk- og temperaturregulerende ventiler kunne godkendes, men vedligeholdelsen skulle ikke påhvile fjernvarmenettet, men den enkelte forbruger, som højst kunne få fem returventiler leveret fra fjernvarmeværket. De øvrige udgifter måtte forbrugerne afholde selv.47 Den 4. september 1963 blev der holdt bestyrelsesmøde på Hotel Danmark i selskab med tre lokale smede. Enhver kunne regne ud, at det handlede om problemet med, at de tilmeldte brugere ikke blev tilsluttede, fordi håndværkerne var kommet bagud med arbejdet. Formand Martin redegjorde for problemstillingen og lagde derefter op til, at håndværkerne måtte fremkomme med nogle forslag til at løse problemet. Kunne man forestille sig, at der blev indhentet udenøs arbejdskraft?

Smedemester Laurits Jensen vurderede, at arbejdet ville tage endnu et års tid med den nuværende bemanding. Poul Martin havde imidlertid hørt, at der var nogle af Marstals installatører, som havde taget kunder ind fra Ærøskøbing, hvor der i 1963 også var ved at blive etableret fjernvarme,48 og fortsatte den tendens, ville det i sidste ende blive helt umuligt at få noget færdigt i Marstal. Smedemester Jensen indrømmede, at han havde taget to i Ærøskøbing, men forsvarede sig med, at det var gamle kunder, og han ville ikke tage flere. De to andre tilstedeværende smede havde ikke taget kunder ind fra Ærøskøbing, så problemet var tilsyneladende ikke så stort, som rygterne havde ladet ane.

Da Poul Martin foreslog, at D.E.C. sendte et arbejdshold til øen for at løse problemet, begyndte den forventelige ventetid at svinde ind. Peter Eschen mente, han kunne være færdig med sine 40 nye anlæg og 10-12 tilslutninger i begyndelsen af det nye år. Smed Petersens ti nye anlæg kunne næppe vare længere end til november, og Laurits Jensen, som ellers ikke havde noget imod udenøs arbejdskraft til opgaven, mente nu ikke længere, at der var et års arbejde tilbage, men kun frem til 1. februar. Han havde omkring 60 nye anlæg at lave.

35

Møde på fjernvarmecentralen i vinteren 1962-1963. Fra venstre varmemester Johannes Rasmussen, herefter to bestyrelsesmedlemmer: mejerist Peter Herskind og sparekassedirektør K. Knudsen. Dernæst de to kommunale repræsentanter i bestyrelsen: driftsleder Knud Grønne og maskinsætter M. C. Marcussen.Yderst til højre sidder blikkenslagermester Peter Eschen.

Trods de nedsatte ventetider var der stadig brug for en del tålmodighed, og bedre blev det ikke, da Albert Hansen bemærkede, at det ville være hensigtsmæssigt at sikre alderdomshjemmet en hurtig tilslutning. Laurits Jensen, som havde denne opgave, mente imidlertid ikke, at han kunne lave det før i sommeren 1964.

Med disse ord i baghovedet kunne Møller fra D.E.C. tage hjem til Odense og fortælle sine overordnede om situationen. De lokale håndværkere var hørt, og hvad D.E.C. så besluttede, var D.E.C.s sag og ingen andres.49 Den 20. september 1963 mødtes fjernvarmebestyrelsen igen. Formand Poul Martin og advokat Mogens Kristensen havde samme dag været i Odense for at forhandle med D.E.C. om det fortsatte arbejde. Resultatet af mødet var blevet, at videre udbygning skulle stilles i bero bortset fra, at de fire øverste huse i Teglgade, mellemste Strandstræde, Vestergades forlængelse samt Barkvej blev medtaget. Den vedtagne begrænsning gjorde projektet 100.000 kr. billigere, og dermed forsvandt et tilsvarende underskud.

36

Bestyrelsen lyttede til formandens referat, men der var uenighed om det rimelige i at gøre forlængelsen af Vestergade færdig, da den ikke var rentabel. Efter længere tids diskussion og en afstemning med fem stemmer for og to imod blev det besluttet at færdiggøre Vestergades forlængelse under forudsætning af, at afgifterne blev betalt straks.50 Fjernvarmebestyrelsen var omhyggelig med sit arbejde, så ved generalforsamlingen på Hotel Danmark var der ikke kritiske bemærkninger af betydning fra de godt 60 fremmødte, som genvalgte det afgående bestyrelsesmedlem P. J. Herskind.51 Økonomiske byrder At fjernvarmebestyrelsen havde orden i sine ting, betyder imidlertid ikke, at der ikke var problemer. Tværtimod. I slutningen af september 1963 standsede entreprenør Skafte Hansen, Hjørring, nemlig betalingerne. D.E.C. lovede dog, at den beklagelige situation ikke ville få betydning for Marstal, så arbejdet kunne fortsætte.52 Også D.E.C. var interesseret i at se nogle penge, så den 30. januar 1964 mødtes fjernvarmebestyrelsen og to ingeniører fra D.E.C. til et møde, hvor spørgsmålet var, hvorvidt fjernevarmebestyrelsen ville og kunne betale af på sin regning. Bestyrelsen lagde dog vægt på, at der som sådan ikke var tale om forfalden gæld, men derimod om et stykke arbejde, som endnu ikke var færdiggjort. D.E.C.s udsendte ingeniører, Kjeldsen og Gregersen, oplyste til gengæld, at D.E.C. skulle gøre status inden 1. februar og derfor var interesseret i en indbetaling. Det korte varsel betød, at en udbetaling var umulig, da det ville kræve salg af obligationer, men en veksel kunne godt udstedes i en snæver vending. Ved samme møde tog bestyrelsen og de to ingeniører også fat på det næste aktuelle spørgsmål, nemlig hvornår den tredie udbygning af Marstal Fjernvarme skulle iværksættes.53 Trods god økonomisk kontrol havde fjernvarmen visse økonomiske problemer, som var knyttet til misforholdet mellem de betalte tilslutninger og fjernvarmens kapitalbehov. Enkelte tilsluttede forbrugere nægtede ligefrem at betale tilslutningsafgift og fast afgift, og en enkelt kunde havde tilmed sagt, at han var parat til at risikere en retssag om rimeligheden i disse betalinger. Fjernvarmebestyrelsen var på sin side også klar til at udtage stævninger mod de dårlige betalere, så sagen kunne afsluttes og pengene falde.

Desuden skulle en person gå rundt med forbrugerkontrakter, og varmemester Rasmussen meldte sig frivilligt til denne vederlagsfrie opgave. Det var blevet forår i 1964, og D.E.C. havde fremlagt et nyt projekt over mu-

37

Fjernvarmenettet nĂĽr til 4. Maj StrĂŚde.

38

lige nye tilslutninger til fjernvarmenettet. Det nye projekt skulle koste 660.000 kr., så der var forståeligt nok krav om en kommunegaranti, inden det hele iværksattes. Men var der i det hele taget nogen idé i at fortsætte udbygningen af fjernvarmenettet?

Hvad med tredie udbygning?

Der var 262 potentielle tilslutninger, men der blev kun regnet med 182 tilslutninger. Med denne forsigtige politik måtte der også større tilslutningsafgifter til. Det skulle jo balancere, mente ingeniør Kjeldsen, og formand Poul Martin tilsluttede sig indirekte synspunktet ved at oplyse, at der på dette tidspunkt af året – maj måned – allerede var et underskud på 40.000 kr. Alligevel var det ikke nogen let opgave at pålægge forbrugerne stigninger på 25 procent, sådan som formanden foreslog. Den bløde landing kunne være, at spørgsmålet blev udsendt til alle kunderne for at høre, om de kunne acceptere stigningen. I sidste ende blev resultatet dog et helt andet. Bestyrelsen besluttede nemlig at holde et møde for de mulige nye forbrugere.

Ved den lejlighed kunne den forhøjede tilslutningsafgift forklares, og så kunne bestyrelsen samtidig fornemme, om tredie udbygning overhovedet skulle realiseres.54 Mødet blev afholdt den 25. maj kl. 19.30 på Hotel Danmark.

Indledningsvis holdt bestyrelsen et møde. Økonomien var og blev stram.

Skulle den nye tredie udbygning blive til virkelighed, måtte tilslutningsafgiften forhøjes til omkring 900 kr., hvilket var en stigning på 50 procent. Det er klart, at en så voldsom stigning umuligt kunne gennemføres uden kritik.

Ingeniør Kjeldsen, som var med til bestyrelsesmødet, foreslog som alternativ, at de årlige afgifter kunne forhøjes, eventuelt i forening med forhøjede tilslutningsafgifter. Formanden understregede, at en differentieret forbrugerpris kun ville fremprovokere utilfredshed. Enden på sagen blev ikke desto mindre, at de potentielle kunder måtte høres og afgive tilmelding inden 15. juni, hvorefter bestyrelsen kunne tage stilling til udbygningen.

Da denne del af mødet var forbi, fortsatte aftenen med det offentlige møde, hvortil beboerne i tredie udbygning – området omkring Bondebyen og Strandvejen – var inviterede. Af 170 mulige var 65 mødt op. Der blev stillet en del spørgsmål, som blev besvaret bedst muligt. Det afgørende var, at de tidligere tilmeldte ikke længere var bundne, da vilkårene var blevet ændret, så der var opstået en ny situation. Den folkelige skuffelse over de høje tilslutningsafgifter var ikke svær at få øje på. Med fjernvarmebestyrelsens yderligere krav om 70 procents tilslutning på hver gade og vej var der lige-

39

frem nogle i forsamlingen, der begyndte at ymte noget om at oprette et nyt fjernvarmeselskab til denne del af byen. Men idéen blev ved tanken.55 Selv om fristen for tilmelding var den 15. juni, blev der ikke holdt møde om udvidelsessagen før den sidste dag i juli. I det antageligt varme sommervejr sad fjernvarmebestyrelsen og drøftede opvarmning af tredie udbygning. På trods af den store stigning i tilslutningsafgiften havde 21 tilmeldt sig på Ommelsvejen, og kommunen håbede, at Rolighedsvej kunne komme med i udbygningen, så også Klinten kunne blive opvarmet.

Spørgsmålet var så, hvad den endelige pris på arbejdet ville blive? Det måtte D.E.C. lave beregninger over.56 En lille måneds tid senere besluttede bestyrelsen at gå i gang med tredie udbygning. Der skulle opnås sparekasselån og kommunegaranti, inden arbejdet kunne gå i gang, og forbrugerne skulle forpligte sig til at betale stikledninger, der var over otte meter fra fortovets bagkant.57 Der var dog en enkelt undtagelse: udbygningen ville kun omfatte Rolighedsvej og Ommelsvejen, hvorimod Toftevejen, som tidligere havde været en del af tredie udbygning, blev forbigået.

Møllevejens forlængelse var en kilde til konstant diskussion i fjernvarmens første år. Den spredte bebyggelse på den sidste del af vejen gjorde antallet af forbrugertilmeldinger meget afgørende.

40

Denne disposition udløste meget snart en klage fra beboerne på Toftevejen. Klagen over Marstal Fjernvarme blev sendt til Marstal Kommunalbestyrelse, som indkaldte fjernvarmebestyrelsen til et fællesmøde for at se på sagen. Efter en del snak frem og tilbage blev konklusionen, at fjernvarmeselskabet naturligvis ville fortsætte sine udbygningsbestræbelser, og så ville også Toftevejen blive tilgodeset. Borgmesteren nævnte, at der var en række nyudstykkede grunde, som også helst skulle have fjernvarme; men i netop det tilfælde måtte fjernvarmebestyrelsen altså påpege, at det ikke lod sig gøre at installere fjernvarme i et ikke-eksisterende kvarter.58 Møllevejen var et tilbagevendende diskussionspunkt, og da Carl Løkkegaard Jensen i efteråret 1964 stadig ønskede fjernvarme, men ikke kunne få sin genbo, Hans Simon Hansen, med på ideen, var installationen i fare for at blive opgivet.59 Efter lidt overtalelse gik Hans Simon Hansen imidlertid med til at få fjernvarme, så i foråret 1965 nåede Møllevejs-tilslutningerne et lille stykke længere mod vest.60 Dagligdagen nærmer sig Prisudviklingen havde ikke alene været ugunstig for fjernvarmeselskabet.

Den havde ligefrem været uretfærdig i forhold til Ærøskøbing, som betalte knap otte kroner mindre pr. tons olie. Det gik jo ikke, og Esso lovede at se på sagen. I oktober 1964 faldt tonsprisen med otte kroner.61 Balancen var genoprettet.

Arbejdet på fjernvarmecentralen greb om sig, og i januar 1965 forelagde formanden spørgsmålet om ansættelse af en ekstra medarbejder. Alle kunne nok se det rigtige i at forøge bemandingen med en enkelt ekstra person, men lønniveauet var ikke tilsvarende enkelt at enes om. I sidste ende blev der dog fundet en løsning, og ud af de indkomne ansøgninger blev Kristen Bager valgt som fjernvarmeassistent.62 Virkelige kriser i Marstal Fjernvarmes første vanskelige år var der ingen af. Havde det været tilfældet, ville forbrugerne have ladet kritikken fremkomme ved de årlige generalforsamlinger, men sådan gik det ikke. Der var jævn tilbagegang i antallet af fremmødte forbrugere ved de årlige generalforsamlinger. I 1963 kom der ca. 60, i 1964 ca. 40 og i 1965 omkring 30.

Der var ro omkring arbejdet og tillid til bestyrelsen. Af samme grund var der ingen, der stemte imod forslaget om en forhøjelse af tilslutningsafgiften ved generalforsamlingen i efteråret 1965.63 En forhøjet tilslutningsafgift lød ellers som en potentiel trussel for kundetilgangen, men det blev ikke tilfældet. Tværtimod. Kunderne strømmede

41

til, for huse med fjernvarme begyndte at stige i handelsværdi, og ved årsskiftet 1965-1966 var der godt og vel 700 forbrugere, og den femte kedel var nu taget i brug.64 Ved det konstituerende møde efter generalforsamlingen i september 1966 blev John Kørner valgt som ny formand. Redaktør Poul Martin havde allerede i februar samme år trukket sig i forbindelse med sin fraflytning fra byen, da han solgte Ærø Avis til Svendborg Avis.65 Etableringen og de store investeringer var ganske vist overstået, men der var stadig brug for penge til mange nye anlægsarbejder, så bestyrelsens gennemgående tema var kapitalbehovet. Efter ansøgning fik fjernvarmen en kommunal tilladelse til at bruge reservefonden til anlægsarbejder samtidig med, at den faste henlæggelse på 10 procent af de faste afgifter blev suspenderet for 1966-1967 og ligeledes benyttet til anlægsarbejder. Kommunen var villig til at betale tilslutningsafgift for de grunde omkring Bymøllevej, som endnu ikke var solgt. Kvarterets hurtige bebyggelse i disse år gav en solid kundeforøgelse, og derfor kunne udbygningsprojektet for Bymøllevej, Pilevænget og Ommelsvejen sagtens godkendes, og det blev det så.66 Willemoesgade kom forholdsvis sent med på fjernvarmenettet, da ga-

I 1968 blev centralen udvidet med et værksted mod nord. Her ses de to murerarbejdsmænd Hans Clausen, Stokkeby, og Lars Hansen, Ørbækken.

42

dens mange skibsredere havde let adgang til billig olie fra skibene, så her var interessen moderat.67 Selv om fjernvarmens kundekreds voksede, var der fra tid til anden også et ønske om at udtræde. I december 1967 kom en anmodning om at udtræde som andelshaver. Anmodningen skyldtes et ønske om at afprøve elvarme i et nybygget hus i Marstal.

Bestyrelsen var naturligvis ikke særligt imødekommende over for netop denne type sager, men det endte alligevel med, at kunden udtrådte som andelshaver og fik elvarme.68 I foråret 1968 fik både Ærøs-

Værkstedstilbygningen i fuld gang. Forrest Jens Karlo Hansen, Møllevejen.

Håndværkerne får en fyraftensøl. Fra venstre Poul Bager, Hans Christian Lauritsen, Knud Larsen, John Elholm, Viggo Eriksen, Egon Hansen, Flemming Storm, Niels Løwe Nielsen og Lars Hansen.

43

Kristen Bager, Marstal Fjernvarmes første assistent, ordner forhaven. købing og Marstal Fjernvarme lov til at aflæse målere omkring 1. maj og afregne varme for hele året omkring 1. juni – inklusive 10,5 procent moms.69 Den svære etableringstid var tydeligvis ved at rinde ud, og en stabil periode trådte i stedet. De hyppige og lange møder blev afløst af få og korte, og historien begynder at få et vist præg af rutine.

Kristen Bager døde af kræft allerede i 1968, kun 46 år gammel. Han blev afløst af Harry Henningsen, der fik fast ansættelse som assistent pr. 1. september 1968 efter at have været løst ansat i en forudgående periode under Bagers sygdom.70 Det var i øvrigt afgørende, at fjernvarmens medarbejdere havde fjernvarme, for hjemmealarmerne kørte på trykket fra radiatorerne.71 I foråret 1969 besluttede bestyrelsen at anskaffe en ny kedel af navnet VRB med en ydelse på 5 millioner kcal/time. Den kunne leveres i august, medens en ny 100 m3 olietank kunne leveres i første halvdel af juni.72 Den 19. maj 1970 tiltrådte Peter Nielsen, Reberbanen, som assistent ved Marstal Fjernvarme.73 Marstal Fjernvarme var inde i rolige tider. I efteråret 1970 var der 891 tilsluttede ejendomme i Marstal,74 så nu gjaldt det nærmest bare om at holde butikken kørende. Den stabile situation blev også meget tydelig ved de år-

44

Losning af olie til fjernvarmen i vinteren 1967. Den sidste skibsladning olie ankom den 4. juli 1991. lige generalforsamlinger, hvor et fremmøde på fem eller ti personer ikke var ualmindeligt.

Med flere kunder måtte der også flere til at klare opgaverne. I april 1973 blev maskinarbejder Mogens Christensen ansat på timebasis som afløser for Peter Nielsen.75 Den 9. november 1976 begyndte Kristian Friis som afløser for Mogens Christensen.

Alt åndede fred og ro. Der var varme i Marstals huse, og forbrugerne var tilfredse. Men ude i verden voksede problemer frem, som skulle sætte et endog meget mærkbart præg på Danmarks økonomi. Vanskelighederne nåede ud i alle kroge – også til Ærø.

45

Oliekrisens oplysningstid

Mellemøstens dagsorden Den 6. oktober 1973 opstod der endnu en gang krig i det urolige Mellemøsten. Egypterne og syrerne stod over for israelerne, som traditionelt blev støttet af den vestlige verden. Men denne gang måtte Israel nøjes med støtte fra shahen i Iran og amerikanerne, som sørgede for en militær forsyningsluftbro. Uheldigvis sikrede luftbroen, at de arabiske trusler om at nedskære olieproduktionen og lade priserne stige, blev en realitet. OPEC-landene besluttede allerede den 17. oktober at gøre alvor af truslen, og selv om nedskæringen måske ikke var så markant, fik det ikke desto mindre en dramatisk effekt på prisudviklingen på olie. På kun to måneder steg prisen på en tønde råolie fra tre til 11,65 dollars, og gevinsten gik ifølge sagens natur til de olieeksporterende lande. Saudi-Arabien blev forgyldt og oplevede således en indtægtsstigning fra 2,7 milliarder dollars i 1972 til 22,6 milliarder i 1974!

Araberne spillede voldsomt med musklerne. Amerikanerne, som var næsten selvforsynende med olie, blev ikke særligt berørt. Det blev til gengæld Europa, som oplevede en panikstemning, hvor befolkningen frygtede for en knaphedssituation, som ikke havde været set siden Anden Verdenskrig. Danmark hørte til blandt de mest sårbare lande, eftersom landet endnu ikke havde sin egen olieproduktion. Temperaturen i offentlige bygninger blev sænket, begrebet bilfri søndage opstod, og der bredte sig en voksende bevidsthed om at spare på energiforbruget, eksempelvis ved at lukke for varmen om natten.

Forsyningskrisen drev forholdsvis hurtigt over, men prisniveauet viste sig langtidsholdbart. Trods de mange anstrengelser var det uundgåeligt at de europæiske lande fik et større og større betalingsbalanceunderskud. De glade tressere med gang i hjulene måtte pludselig foretage en hård opbremsning. Væksten gik i stå, efterspørgselen faldt, der blev indledt fyringsrunder, og den gamle visdom om, at træerne ikke gror ind i himlen, beviste endnu en gang sin rigtighed.76 Oliekrisen satte Danmarks olieafhængighed øverst på dagsordenen. Kom landet i en politisk krisesituation, kunne enhver se, at den livsvigtige olieforsyning hurtigt kunne udvikle sig til en yderst ubehagelig klemme på den danske velfærdsstat. Det måtte undgås, og den indlysende løsning var na-

46

turligvis at finde andre og gerne billigere former for energi. Kunne råstofferne opdrives indenlands, var det selvsagt bedst, men kunne man nu også det? Umiddelbart gik ideerne i en lidt anden retning, for i både Tyskland og Sverige var der i længere tid gjort brug af atomkraft, og beregninger viste, at atomkraftværker var dyre at etablere, men kunne drives billigere end de oliefyrede værker. Atomkraft var også mindre forurenende end olie, så i regeringens energiplan fra 1976 stod der at læse, at Danmark skulle have fem atomkraftværker inden 1995. Sikkerheden omkring disse værker skulle dog undersøges først, for alle anerkendte, at der var et problem med at skaffe det radioaktive affald af vejen. En meget kritisk røst kom fra Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA), som opstod i 1974 og hentede mange sympatisører blandt 1960’ernes atomvåbenmodstandere. Miljøbevægelsen NOAH var bestemt heller ikke atomkraften venligt stemt, og NOAH repræsenterede ligeledes et bredt udsnit af befolkningen, om end med en vis overvægt til venstre for den politiske midte.

Vendepunktet kom i 1979, da atomkraftværket på Tremileøen i Pennsylvania blev ramt af en ulykke. Nu fik atomkraftsmodstanderne for alvor vind i sejlene, og et års tid senere indstillede den socialdemokratiske regering yderligere forsøg på at indføre atomkraft indtil videre. Tilhængerne af atomkraft kunne råbe og skrige, lige meget hjalp det.

Rederiet A. P. Møller havde allerede i 1962 indgået en aftale med staten om efterforskning og udvinding af olie i Nordsøen. Ingen vidste, om det var rentabelt at udvinde olien, så A. P. Møller løb en betydelig risiko, som dog sidenhen viste sig at være særdeles værdifuld. Forsyningen af den danske naturgas blev distribueret af DONG – Dansk Olie og Naturgas – og i løbet af 1970’erne blev Danmark forvandlet til energiproducent.77 Som nævnt drev forsyningskrisen ret hurtigt over, hvorimod prisen holdt sit nye høje niveau. Det var en problemstilling, man var nødt til at forholde sig til i ethvert dansk fjernvarmeværk, og det gav selvsagt også anledning til en del diskussion i de to ærøske fjernvarmeværker.

I april 1974 kunne Ærøskøbing Fjernvarme oplyse i avisen, at fjernvarmeprisen indtil nu var steget med 95 procent,78 og ved begge de ærøske fjernvarmeselskabers generalforsamlinger i september 1974 var temaet givet på forhånd. Naturligvis måtte det handle om oliekrisen, som siden sit udbrud i efteråret 1973 havde forandret mange husejeres varmeøkonomi fra et fornuftigt leje til en tikkende bombe under husstandens økonomi. Oliepriserne var mere end tredoblet, så mange havde næret en betydelig nervøsitet for, at vinteren skulle blive hård. Det blev den trods alt ikke, men godt

47

var det alligevel ikke for fjernvarmeforbrugerne. Til gengæld kunne Marstal Fjernvarme som selskab glæde sig over, at forholdet til Semco – det tidligere D.E.C. – var afviklet. Marstal Fjernvarme var nu herre i eget hus, og det økonomiske fundament var så solidt, at der skulle mere end arabere til at skabe uro.79 Ærøskøbing Fjernvarme, som havde generalforsamling ugen inden, kunne tilsvarende glæde sig over en fornuftig økonomi, selv om årets olieforbrug var forøget med 216.000 kr. på trods af et fald i forbruget på 173 tons olie.80 De olieproducerende arabere havde et helt åbenlyst magtgreb om Vesten, kan man roligt sige.

Ved generalforsamlingen i efteråret 1975 var konklusionen vel nærmest den, at den ekstraordinære pris året inden var blevet ordinær. »Vi har måttet lære at acceptere de høje priser på olie, som noget, vi skal leve med i fremtiden,« sagde fjernvarmeformand John Kørner,81 og så var i grunden alt sagt.

Mon ikke de høje priser også var årsagen til den gennemfotografering, der blev foretaget samme efterår af Marstals og Ærøskøbings fjernvarmeledninger. Ærøskøbings 6,7 kilometer hovedledning var ganske vist ikke under mistanke for utætheder, men blandt Marstals 25 kilometer havde der

Infrarød thermografi afslører rørenes tilstand, så eventuelle fejl kan afhjælpes.

Her er thermografibilen i midten af 1980’erne på vej ned ad Kongensgade med thermografør Bjarne Thastesen og fjernvarmeassistent Harry Henningsen bag rattet.

48

allerede været lækageproblemer på Møllevejen. Undersøgelsen skulle foregå ved, at en lille elektrisk drevet bil i løbet af tre dage kørte gade op og gade ned og undersøgte ledningerne ved hjælp af infrarød thermografi. Udgiften ville ligge på et sted mellem fire og fem tusind kroner, og som varmemester Johs. Rasmussen bemærkede, så fik man jo ikke gravet meget op for de penge.82 Undersøgelsen var i øvrigt ikke forgæves. Der blev fundet flere sårbare steder, og ved generalforsamlingen i 1976 benyttede formand John Kørner lejligheden til at sige til andre håndværkere i Marstals undergrund, at de endelig skulle sige til, hvis de ramte et fjernvarmerør frem for bare at forsøge at reparere skaden selv.83 Tiden før oktober 1973 vendte aldrig tilbage, men som tiden gik, blev det tydeligt at se, at de mellemøstlige olieproducenter ikke bare havde inspireret deres olieproducerende kolleger, men også givet den danske stat ideer, hvis værdi afhang af øjnene, der så. Folketinget opfandt nemlig en energiafgift på 80 kr. pr. ton samt 25 kr. pr. ton som afgift til et beredskabslager og endelig en momsforhøjelse på tre procent.84 Nej, araberne var ikke ene om oliegrådigheden…

Nytænkning i en krisetid Selv om nye fjernvarmekunder var velkomne, var nogle dog mere velkomne end andre. I 1975 besluttede bestyrelsen, at det ville blive for dyrt at etablere fjernvarme hos Arne Herup på Gasværksvej. Det ville blive for dyrt for alle parter, da ejendommen lå for langt uden for forsyningsområdet.85 Dette synspunkt var måske ikke særligt opsigtsvækkende i 1970’erne, men i lyset af de allerseneste års udvidelser af fjernvarmenettet, sætter denne afgørelse udviklingen i et markant perspektiv.

Uanset at alle ikke kunne komme med, blev forbruger nummer 1000 passeret i 1976!86 Året efter blev det besluttet, at varmeregningen skulle betales ved seks a conto-indbetalinger pr. år.87 Udover den daglige drift skete der ikke meget, bortset fra at bestyrelsen i efteråret 1977 besluttede at anskaffe en traktor, en Ford 5000 til 40.000 kr.88 Selv om dagligdagen var rolig, lagde den internationale udvikling et vedvarende pres på enhver olieforbruger. Der var brug for at tænke alternativt.

Olien skulle om ikke afskaffes, så i hvert fald begrænses i forbrug.

Halmfyring kunne være en mulighed, men det skulle først undersøges.

Det var bestyrelsen og forbrugerne enige om, men det tog tid, så en alternativ løsning med fjernvarme fra halmfyr lå ikke lige om hjørnet.89

49

Vinterkulden har fra tid til anden fået svanerne til at trække op på land. Her er de i godt selskab med en lille dreng ved færgelejet i februar 1979.

Vinteren 1979-1980 blev usædvanlig hård. Danmark blev pakket ind i sne fra øverst til nederst. Vandet frøs til is, og i Marstal fandt svanerne vej helt op til Kirkestræde for at skærme sig mod kulden. Radiatorerne måtte skrues ekstra op, og da den kolde vinter var forbi, præsenterede Marstal Fjernvarme sine nye priser, der var forøget med 80 procent som følge af statens råenergiafgift og olieprisernes fordobling i kølvandet på krigen mellem Iran og Irak.90 Noget måtte gøres, og den 16. oktober 1980 fik bestyrelsen derfor besøg af to ingeniører, som orienterede om kulfyringsanlæg. Til at begynde med lignede det en sikker succes, for hvem kunne ikke tænke sig billigere opvarmning og mindre sod?91 Men sagen gik nærmest i stå, og alt tydede på, at det hele ville blive ved tanken. Det var dog ikke tilfældet, for i juni 1981 mødtes bestyrelsen igen, og denne gang var Palle Westergaard fra A/S Bruun & Sørensen mødt sammen med kommunens bygningsinspektør Knud Nielsen. Bestyrelsen enedes om, at der skulle udarbejdes et forprojekt til myndighedsbehandling med henblik på at få opført et affalds-, halm- og kulvarmeværk for Marstal Fjernvarme. I løbet af september måned samme år mødtes bestyrelsen et par gange for at gennemgå forprojektet og se et andet

50

eksempel, og ved generalforsamlingen i september 1981 kunne formand John Kørner gennemgå bestyrelsens og ingeniørfirmaets foreløbige beregninger, som den interesserede forsamling bakkede op om.

Ideen var at placere et nyt anlæg i industrikvarteret, eftersom en udvidelse i direkte forlængelse af den eksisterende fjernvarmecentral utvivlsomt ville give for mange problemer med naboer, miljøkrav og godkendelser. Anlægget ville kræve en investering på helt op til 20 millioner kroner, så de første år ville økonomien være alt andet end god; men fortsatte olieprisernes himmelflugt, ville anlægget muligvis kunne løbe rundt efter tre til fire års drift, vurderede bestyrelsen. At varmeværket både kunne køre på kul, halm og affald var særdeles attraktivt for kommunen, som på denne måde kunne skaffe sig af med alt sit – og muligvis også Ærøskøbing Kommunes – affald.92 Det kunne altså se ud til, at der skulle foretages store nyinvesteringer, og jorden var gødet fra flere sider. I Ærøskøbing havde højskoleforstander Lars Davidsen taget fat på miljøproblematikken ved det første af fire energimøder på højskolen få dage inden Marstal Fjernvarmes generalforsamling i efteråret 1981.93 Marstal Fjernvarme stod altså ikke alene med energiovervejelserne. Ærøskøbing Fjernvarme, som var etableret blot et år efter Marstal Fjernvarme, gjorde sig også mange tanker om fyringsøkonomien. I modsætning til marstallerne mente købingsboerne imidlertid, at olieprisen var for nedadgående, medens kulpriserne steg i takt med den stigende efterspørgsel.

Her havde et kulvarmeværk derfor ingen interesse.94 De mange nyskabende tanker havde vakt såvel bestyrelsens som generalforsamlingens begejstring i efteråret 1981, men da eftertænksomheden meldte sig, blev indtrykket et andet. Det kombinerede affalds-, halm- og kulvarmeværks rentabilitet afhang for det første af vedvarende olieprisstigninger.

Men oliepriserne havde stabiliseret sig. Til gengæld var kul – akkurat som Ærøskøbing Fjernvarme havde forudset – blevet dyrere, blandt andet takket være en afgift på 125 kr. pr. ton. Ingen halmanlæg havde endnu vist sig i stand til at køre rentabelt med et anlæg i Marstals størrelse, hvor der var 1065 forbrugere, så da alt kom til alt, sendte Marstal Fjernvarme afbud til ingeniørfirmaet og begrundede over for kommunen sit afslag med frygten for at blive forsøgskaniner. Projektet med en ny og ukendt kedeltype var ikke betryggende i fjernvarmens selskabsform, som krævede, at større forandringer kunne give formindskede varmeregninger fra første færd. Det kunne man ikke regne med her. Fjernvarmen fortsatte dog sine egne sonderinger inden for kulfyring,95 så enhver tanke om forandring var trods alt ikke skrinlagt.

51

Forretningsudvalget måtte mødes i januar 1982 for at tage stilling til en ny olieledning fra Havnegade til Vestergade. Prisen på 300.000 kr. var betragtelig, så der skulle være sikkerhed for behovet.

Derfor besluttede forretningsudvalget få dage senere at få strækningen gennemkørt med thermografivognen, så der derefter kunne træffes afgørelse om, hvorvidt der skulle lægges ny ledning eller ej.96 Marstal Fjernvarme kunne snart fejre 20 års jubilæum, så tiden var selvsagt moden til udskiftninger af materiellet. Da selskabets restlån Bjarne Nielsen, varmemester ved Marpå 119.300 kr. blev indfriet i nostal Fjernvarme 1982-1991. vember 1982, udløb kommunegarantien.97 At Marstal Fjernvarme dermed kunne fejre 20 års jubilæum uden gæld, siger noget om selskabets solide økonomi.

Men det var ikke kun tingene, der skulle udskiftes. Varmemester Johannes Rasmussen havde også nået en alder, hvor han kunne gå på pension, og det valgte han at gøre netop i 1982. Varmemesterstillingen var attraktiv, for der kom ikke mindre end ti ansøgere, hvoraf maskinmester Jens Peter Bjarne Nielsen blev foretrukket.

I langt de fleste år havde Rasmussen selv klaret hele administrationen, om end døtrene Winnie og en enkelt gang også Inge Lise havde hjulpet med at skrive årsopgørelserne. Først i 1981 var Alice Petersen blevet ansat som kontorhjælp. I aflæsningsperioden havde hun 30 ugentlige arbejdstimer, medens den resterende del af året kun omfattede 20 timer i ugen. Alting foregik i hånden, så det var et omfattende arbejde at styre de mange forbrugerregnskaber, rater, flytninger, rykkere, og hvad der ellers forekom på fjernvarmekontoret.98 Kommunale forbrændingsdrømme Selv om det store projekt med et affalds-, halm- og kulvarmeværk var blevet skrinlagt, havde Marstal Kommune stadig stor interesse i et forbræn-

52

dingsanlæg, og der blev i foråret 1982 udfoldet store kommunale anstrengelser for at finde en løsning. Kommunens gentagne frierier gjorde imidlertid ikke større indtryk på fjernvarmens bestyrelse, som jo ikke havde kommunens, men forbrugernes tarv at varetage. Hvis forbrændingsanlægget gav dyrere fjernvarme, var Marstal Fjernvarme ikke interesseret. Så enkelt var det. I september 1982 løftede byrådsmedlem Kalle Matthiasen sløret for en ny plan, som i løbet af en tyveårig periode skulle sikre en kolossal sænkning af varmeprisen. Ideen var kort fortalt at etablere et forbrændingsanlæg i forbindelse med en halmbriketfabrik. Ærøskøbings dagrenovation skulle leveres til forbrændingsanlægget, som dermed kunne give den længe savnede løsning på de ærøske kommuners trange losseplads, der på daværende tidspunkt levede på en amtslig dispensation. Ærøskøbing Fjernvarme havde ikke tilsvarende henvendelser fra Ærøskøbing Kommune, så der var ingen konkurrencesituation på dette punkt.99 Det blev flere gange antydet, at ville Marstal Fjernvarme ikke gå ind i sagen, ville kommunen gøre det. Men der skete ingenting. Da Erik Falsing afleverede sit eget projekt vedrørende affalds- og halmbrikettering, blev bestyrelsen hurtigt enig om, at den model ikke var tilstrækkeligt gennemprøvet til, at selskabet ville gå ind i et sådant projekt. Og det var uden tvivl klogt, for inspirationen til Falsings forslag var hentet i Norderstedt ved Hamborg, hvor man lavede nogle briketter, der var holdt sammen af træets egen harpiks. Briketterne brændte imidlertid ikke godt. Måske var de for tykke i forhold til nutidens briketter, som brænder fint.100 Mulighederne for et såkaldt fastbrændselsværk blev ikke uden videre afvist, og den 22. januar 1983 besøgte bestyrelsen Tarm Varmeværk for at se, hvordan et kulfyret fjernvarmeanlæg fungerede dér. Alle var begejstrede, og inden længe var folkene bag projekteringen i Tarm inviteret til Marstal for at se på mulighederne. John Kørner lagde imidlertid ikke skjul på, at hvis oliepriserne holdt sig i ro en tid endnu, var interessen for kul ikke så påtrængende endda. Desuden lod han Fyns Amts Avis vide, at fjernvarmebestyrelsens klare indstilling var en varmeforsyning, der gik helt uden om kommunens drømme om halmfyring og affaldsforbrænding, som bestyrelsen fandt helt urentabelt.101 Nok tænkte Marstal Fjernvarme i nye løsninger, men forsigtigheden gik frem for alt. Det var jo forbrugerne, der skulle betale en eventuel fejltagelse.

Selv om udgangspunkterne var lidt forskellige, fortsatte både kommunens og fjernvarmens fælles overvejelser om alternative opvarmningsmuligheder. Fjernvarmen så hele tiden på forbrugernes pris og fokuserede på

53

Vejsalt og rystelser fra trafikken var medvirkende til, at der ret hurtigt opstod tæring på Møllevejens hovedledning, som derfor måtte udskiftes efter 20 års brug.

I august-september 1983 blev de første 200 meter hovedledning udskiftet. mulighederne ved et kulværk, medens kommunen havde fokus på affaldsforbrændingen. I vinteren 1984 fremsendte kommunens tekniske forvaltning en orientering om et såkaldt skraldvarmeværk, og bestyrelsen besluttede, at Bent Grube fra bestyrelsen sammen med varmemester Bjarne Nielsen skulle deltage i et møde, som Teknisk Forvaltning indbød til på Hotel Danmark.102 Ideen om et skraldforbrændingsanlæg i kombination med kulfyr var ikke fuldstændigt skrinlagt, men der skete på den anden side set heller ikke så meget. I eftersommeren 1984 aflagde Marstal Kommunes bygningsinspektør Knud Nielsen et besøg på forbrændingsanlægget i Ærøs svenske venskabsby Eksjö. Han var begejstret og vurderede, at et sådant anlæg ganske enkelt ikke fandtes i Danmark. Kort tid senere afleverede han en rapport, som beregnede Marstals behov efter rådgivning fra Eksjö. Men så skete der egentlig ikke så meget mere. Når alt kom til alt, skyldtes det, at Ærø slet ikke producerede tilstrækkelige mængder affald til at gøre et sådant anlæg rentabelt.103 Nu var både kommunen og fjernvarmens bestyrelse optaget af alternative varmekilder, og ved generalforsamlingen i september 1984 kunne be-

54

styrelsen forvisse sig om, at interessen blev delt af mange af forbrugerne, som håbede på et alternativ til den dyre olie. Interessen for fjernvarmen var i det hele taget stigende, og til forskel fra tidligere tiders generalforsamlinger, hvor kun godt og vel bestyrelsen mødte frem og klarede hele generalforsamlingen på en god halv time, ja så var der nu tale om et stort fremmøde på 107 personer, en langstrakt generalforsamling til kl. 22.30 samt skriftlige og mundtlige forespørgsler, som alle havde det naturlige formål at få mest mulig varme for færrest mulige penge. Den billigste varme var bare ikke noget entydigt begreb. For nogle kunne det være en brændeovn, for andre kul, briketter, elopvarmning eller noget femte. Men der måtte styring til, så på nationalt plan blev der stillet krav om en varmeplan for hver kommune. Det åbnede for spørgsmålet om tilslutningspligt for Marstal Fjernvarmes forbrugere. Bestyrelsen ønskede en skånsom løsning, som tillod enhver form for alternativ opvarmning helt eller delvist, så længe tilslutningspligten blev overholdt. Den model var der bare ikke enighed om, og formand John Kørner måtte medgive, at der var tale om tvang, om end i lovens blideste form.104 Men blidt eller ej, så var der selvfølgelig kritik, og ved kommunalbestyrelsens behandling af sagen i november samme år blev der kastet indtil flere alternativer ind i debatten, blandt andet spørgsmålet om naturgas. Kunne man få det på Langeland, kunne man vel også få det på Ærø, ræsonnerede borgerlistens Poul Harris Groth.105 Fjernvarme, forbrænding, forurening og ikke mindst fyringsprisen havde bred interesse, så i foråret 1985 blev der afholdt et borgermøde, hvor en række alternativer blev præsenteret. Konflikten mellem kommune og varmeværk stod tydeligt at læse i Fyns Amts Avis’ forhåndsomtale af mødet.

Det blev nemlig fremhævet, at et rent kulværk gav den største besparelse, men også den største forurening,106 og hvem skulle man så holde med? Var det pengene eller et renere samfund, det gjaldt? Det emne blev man ikke uden videre færdig med, og det var derfor stadig så varmt, at det kunne fyre godt op under debatten ved Marstal Fjernvarmes generalforsamling i september 1985.107 Fjernvarmebestyrelsen følte sig åbenlyst klemt af kommunens drømme om et forbrændingsanlæg, da det stod i vejen for fjernvarmeværkets selvstændige stillingtagen. Det hørte samtidig med til situationen, at et forbrændingsanlæg ville koste 30 millioner kroner, medens et kulfyret varmeværk kunne erhverves for godt og vel en trediedel.108 Forbrænding eller ej, så var kollektiv varme fremtidens løsning.109 Det gav sig blandt andet udslag i en varmeforsyningsplan for Ærøskøbing Kom-

55

Hatten på skorstenen kom til i begyndelsen af 1980’erne for at løfte røgfanen højere til vejrs og dermed væk fra byen.

56

mune, hvor der var forhåbninger om etablering af fjernvarme i Søby. Men da det i efteråret 1985 kom til stykket, og dørene til borgermødet i Søby var blevet lukket i, sad der kun ni interesserede borgere og lyttede til kommunens visioner! Tiden var ikke inde.110 Til gengæld var Ærøskøbing Fjernvarme lige pludselig kommet ind på et nyt spor, som handlede om halmfyring. Ideen blev lanceret af formanden for Ærøskøbing Kommunes tekniske udvalg, Juul Sørensen. Hvis Ærøskøbing kom først med halmfyring, måtte andre finde på noget andet at fyre med. I Marstal gik tankerne som bekendt i en anden retning, men halm som alternativ havde også været inde i billedet på et tidligere tidspunkt, så der lå en vis konkurrence i forslaget fra Ærøskøbing.111 Også i Tranderup og Vindeballe blev der talt om kollektiv varme og el fra en alternativ energikilde.112 Fælles for det hele var ønsket om at redefinere opvarmning og energiforsyning i en renere og dermed mindre miljøskadelig retning. Biogas, halmfyring og vindmøller var vejen frem i fremtidens samfund, hvis det med et af tidens nye udtryk skulle være bæredygtigt.113 Overvejelser var der nok af, ikke mindst i efteråret 1985, men da oliepriserne kort efter begyndte at falde, var antallet af tilhængere af alternativ energi også snart i frit fald. Olien kendte man, og begyndte man først at vakle i troen på den alternative energi, skulle der ikke meget til, før man faldt helt fra. Anledningen kunne eksempelvis være Søby Børnehaves ustabile jordvarmeanlæg, som var blevet installeret i 1983, men efter et års brug viste ustabile tilbøjeligheder.114 I 1981 havde Ærø Folkehøjskole indledt en foredragsrække om fremtidens energiformer. Møderækken udviklede sig til en energistudiekreds, som i 1986 ændrede navn til Ærø Andels Energi, hvis erklærede mål var at skabe et kombineret vedvarende energianlæg for Ærøskøbing. Ærøskøbing Fjernvarme skulle dermed ændre rolle til distributør af varmen, og ambitionen var, at anlægget skulle stå færdigt i 1988.115 Mere demokrati og teknologi I Marstal Fjernvarmes første 22 år var der kun et enkelt bestyrelsesmedlem på valg hvert år. Det gav naturligvis en lang periode for hvert medlem uden at få sit mandat prøvet. Ved generalforsamlingen i efteråret 1985 foreslog Marstal Andelsboligforenings formand, Allan Vestergaard, at fjernvarmebestyrelsen skulle have henholdsvis to og tre medlemmer på valg hvert år.

Det ville gøre bestyrelsen mere demokratisk, mente han, og det kunne forsamlingen hurtigt blive enig med ham i.116

57

Medierne har altid haft stor magt, og det var Fyns Amts Avis helt på det rene med i slutningen af 1980’erne. På dette billede fra avisens billedarkiv er der noteret: »Må kun bruges ved forbrugerklager … p.g.a. den sorte røg.«

58

I december 1985 besluttede bestyrelsen at følge med tiden også på det administrative område. Der skulle med andre ord anskaffes edb-udstyr.117 I januar 1986 fik Marstal Kommune et tilsagn fra EF-kommissionen om et tilskud på otte millioner kroner til en varmecentral med et forbrændingsfyr. At fyret stort set kunne brænde alt og samtidig nedbrød miljøgifte som dioxin, gav det påtænkte anlæg en demonstrationsværdi, som i virkeligheden var EF’s egentlige interesse i den sag.118 Men der blev aldrig noget ud af sagen, og inden længe blæste der helt nye vinde.

Ved generalforsamlingen den 22. september 1986 sagde den mangeårige fjernvarmeformand John Kørner farvel. Han havde været med fra begyndelsen, men nu var tiden inde til et generationsskifte. Formandsposten gik i stedet til Erling Rosenbeck, som havde været med omtrent lige så længe som Kørner, så et egentligt generationsskifte var der ikke tale om. At Rosenbeck skulle blive en overgangsfigur på formandsposten, stod klart ved det følgende års generalforsamling, hvor Niels Aage Jensen som nyvalgt bestyrelsesmedlem blev formand.119 Med Niels Aage Jensen havde Marstal Fjernvarme ikke bare fået en ny formand, men også en mand med mange ideer til den fremtidige drift. Det indebar selvsagt lyst og mod til at gå nye veje, men det var bestyrelsen også med på. Markeringen af 25 års jubilæet gik dog nærmest af sig selv. Der blev holdt åbent hus søndag den 15. november 1987, hvor interesserede og spørgelystne gratulanter myldrede ind. Men mere blev der ikke gjort ud af den sag, med mindre hvervekampagnen, som fandt sted i årets to sidste måneder, skal betragtes som en del af fejringen. Tilbuddet om gratis tilslutning til fjernvarme blev imidlertid ikke just opfattet som nogen attraktion, for kun syv nye forbrugere meldte sig.120 Oliealternativer De langvarige kommunale overvejelser om et affaldsforbrændingsanlæg nåede i marts 1987 til ende. Der var ganske enkelt ikke affald nok til at gøre anlægget rentabelt. Der skulle bruges to tons affald i timen, og så meget kunne ærøboerne ikke producere. Ideen duede altså ikke, da det kom til stykket. Men da varmeudgifterne fulgte oliepriserne, som var støt stigende, måtte der gøres noget, og derfor blev der åbnet for alternative løsninger.121 Men hvad kunne man egentlig gøre?

Det første eksperiment fandt sted i 1988 og handlede om at udskifte fuelolien med sildeolie. Det var Bjarne Nielsens idé, som kunne give en besparelse, selv om Svend Aage Secher fra Energi Olieprodukter krævede

59

en afgift på 100 kr. pr. 1.000 liter sildeolie, som gik gennem hans tankvogn.

Den nye, energiske bestyrelse havde travlt, så beslutningen blev taget på et forretningsudvalgsmøde, medens bestyrelsen først blev underrettet og spurgt senere. Ved den lejlighed blev det påpeget af Poul Harris Groth, at bestyrelsen ikke havde haft sagen forelagt til afgørelse, og derfor stemte han imod. Resten af bestyrelsen stemte for, men kunne godt se, at der var en procedurefejl.122 Den økonomiske gevinst ved fiskeolien var så markant, at varmeprisen kunne sænkes med ti procent.123 Allerede i november 1988 skulle næste idé prøves af. Denne gang handlede det om spildolie, som Kommune Kemi tog penge for at brænde af.

Marstal Fjernvarme ville betale for at få lov til det. Det lød jo forjættende, og kommunen godkendte forsøget.124 I mellemtiden var kubikmetermålerne blevet udskiftet til kaloriemålere.

Det havde krævet en ekstraordinær generalforsamling, som blev afholdt den 15. juni 1988. Generalforsamlingen var ikke fri for kritiske kommentarer, men flertallet var ganske tydeligt stemt for omlægningen til kilowattafregning.125 Knapt havde røgen efter denne diskussion lagt sig, før en ny og farligere ild tændtes. Den opstod i værkstedet natten til tirsdag den 21. juni og bredte

Kedelcentralens tag efter branden den 21. juni 1988.

60

Kig mod øst fra kedelrummet ind til værkstedet, hvor branden opstod i selvantændte klude. sig til lageret over værkstedet og fik fat i tagkonstruktionen over kedlerne nummer et til fire, inden det lykkedes brandvæsenet at slukke branden ved halvtretiden om natten. Allerede klokken fire om morgenen var centralen atter i drift igen, selv om skaderne havde været alvorlige. Der var sket skader for omkring en million kroner, men takket være en god forsikring fik branden ingen økonomiske konsekvenser for forbrugerne.126 Brand eller ej, så skulle de nye kaloriemålere op, og da der halvanden måned senere var indløbet tilbud på arbejdet, kunne bestyrelsen sammen med rådgivende ingeniør Bent Hansen træffe en afgørelse. Der blev truffet beslutning om at benytte Ærø VVS’ Marstalafdeling til arbejdet.127 Selv om fjernvarmen kørte godt, var der jo ingen grund til at snyde sig selv for de ekspansionsmuligheder, der lå lige for. Det gjaldt for eksempel nye husstande, som kunne få gratis tilslutning, hvis de lå inden for det eksisterende forsyningsnet.128 Overvejelserne om billigere opvarmning end olie gik stadig i retning af et kulfyret anlæg, vurderede fjernvarmebestyrelsen i foråret 1988, men fra tanke til handling var der en lang vej, som var oversået med ansøgninger, godkendelser og blå stempler.129

61

Fjernvarmens mangeårige medarbejder, Harry Henningsen, valgte at gå på efterløn ved udgangen af 1988, og i hans sted ansattes Laurits Nielsen.

På kontoret kom Bente Nielsen op på fuld tid fra sommeren 1989. Hendes ansættelse blev dog ikke af lang varighed, og allerede i februar 1991 måtte bestyrelsen se sig om efter hendes afløser på kontoret. Valget faldt på Gitte Brygger.130 Selv om der i et par år havde været indført edb på kontoret i Marstal og rigtig mange andre steder, var det ikke så helt lige til at finde et computerprogram, der dækkede fjernvarmeselskabets behov. Efterhånden som alle blev klar over, at edb var kommet for at blive, blev der udviklet gode programmer i Dansk Fjernvarmeforenings regi, og så løste det problem sig også.131 Samarbejdet med Svend Aage Secher, Energi Olieprodukter, gik ikke helt gnidningsløst. Secher beregnede sig en såkaldt gennemstrømningsafgift pr. ton sildeolie, som løb gennem hans tank. Problemet var bare, at lejen for tanken var meget høj i forhold til de udgifter til reparationer og miljøansvar, som Secher mente, fjernvarmen skulle dække. For at få en løsning på problemet foreslog Marstal Fjernvarme at købe Sechers tank, som i givet fald skulle placeres på Marstal Havn, men gennemstrømningsafgiften blev fastholdt frem til Eigil Clausens overtagelse af Sechers firma, hvorefter der blev aftalt en fast leje.132 Den 7. januar 1989 stod Ærøskøbings nye alternative kraftvarmeværk med vedvarende energi – halm, sol og vind – klar til indvielse. Opgaven var ikke løst uden mange trængsler, men højskoleforstander Lars Davidsen havde som leder af energistudiekredsen holdt fanen og ambitionerne højt og fik på denne måde sat Ærø på den grønne dagsorden, hvor øen har været siden.133 Ærøskøbing gik forrest, men selv om det nye kraftvarmeværk skulle levere 90 procent af varmen til Ærøskøbings fjernvarmeforbrugere, så var indtjeningen ikke stor nok til at betale renterne af de store lån, der var optaget. Værkets ejer, Energifonden, måtte gå til Ærøskøbing Kommune for at få økonomisk hjælp i en dyb krisetid, men selv om alle i byrådet var parat til at hjælpe, blev Energifondens fremlagte budgetforslag underkendt. Et enkelt byrådsmedlem undlod ikke at nævne, at han havde været skeptisk over for kraftvarmeværkets økonomi lige fra begyndelsen, men det ændrede jo ikke ved, at der var brug for hjælp her og nu, og den nærliggende løsning var en gældssanering. Desuden var kraftvarmeværkets forhold til Ærøskøbing Fjernvarme ikke helt godt, da parterne ikke kunne enes om en fælles vagtordning værkerne imellem.134 En vis skepsis over for alternativ energi kunne ikke skjules, men generelt

62

var forståelsen for naturhensyn stigende. Det samme var miljøkravene, og derfor var det nærliggende at gøre noget ved det marstalske varmeværks forurening. Et første skridt på vejen kunne være et røggasvaskeanlæg, som bestyrelsen for Marstal Fjernvarme i sommeren 1989 besluttede at indhente tilbud på. Allerede i oktober måned samme år kunne kontrakten med Vagn Hansen A/S og Vølund Energisystemer underskrives, og i juni 1990 stod anlægget færdigt sammen med den eneste synlige forandring udadtil: en mindre skorsten ved siden af den høje murede fjernvarmeskorsten.

Anlægget kostede 4,3 millioner kroner, men takket være dets oliebesparende fortrin blev de penge hurtigt hentet hjem igen – tilmed sammen med et renere miljø! Kombinationen af spildolien og den efterfølgende rensning af røggassen gjorde desuden Marstal Fjernvarme til et unikt værk i Danmark.135 Marstal Fjernvarme var et aktivt foretagende, for det var jo ikke bare gjort med nyanskaffelserne.

De gamle ledninger skulle løbende renoveres og butikken holdes kørende.

Den store sten foran varmecentralen fik i foråret 1990 en inskription: »Fjernvarme en renere fremtid 1990«.136 Den 1. juni 1990 skulle det nye røggasvaskeanlæg indvies, men anlægget måtte nødvendigvis få nogle børnesygdomme, som viste sig samme efterår, hvor der opstod problemer med en sugetræksblæser.137

63

I en tid med et voksende fokus på miljøet indviede Marstal Fjernvarme den 5. maj 1990 et røggasvaskeanlæg, hvis eneste ydre spor var en ekstra bygning og en mindre skorsten ved siden af den murede skorsten. At bruge spildolie og samtidig rense røggassen gjorde ved etableringen varmeværket enestående i Danmark.

Bjarne Nielsen og Helge Raahauge flytter kransen fra røgvaskeranlægget ind på loftet af den gamle central, hvor der var mere plads.

Takket være nogle vedtægtsændringer i efteråret 1989 kunne fjernvarmens årsopgørelse udsendes i december i stedet for juni. Kombinationen af det nye regnskabsår og en meget mild sommer blev den direkte årsag til, at Marstal Fjernvarme kunne tilbagebetale 3,8 millioner kroner lige op til jul.

De praktiske årsager til, at regnskabsåret og kalenderåret skulle følges ad, hang dog ikke sammen med ønsket om at sikre forbrugerne ekstra penge til julen, men skyldtes derimod den omstændighed, at sommeraflæsningen ofte havde givet problemer i forhold til ferieafvikling, medens november var en rolig tid på fjernvarmeværket. En sidste følgevirkning af det ændrede regnskabsår blev en flytning af generalforsamlingen, som siden etableringen var blevet afholdt i september, men nu flyttede frem til marts måned.138 Samarbejdet mellem varmemester Bjarne Nielsen og bestyrelsesformand Niels Aage Jensen havde været eksemplarisk, og Marstal Fjernvarme havde været aktiv på alle områder, der havde med varmeforsyning og -forurening at gøre. I april 1991 blev dette samarbejde brat afbrudt, da Bjarne Nielsen

64

uden forudgående sygdom døde. Bestyrelsen måtte handle hurtigt, så den daglige drift kunne opretholdes. Det lykkedes ved hjælp af det faste personel og Niels Aage Jensen, der indtrådte som arbejdende bestyrelsesformand.139 Den 1. juli 1991 kunne den nye varmemester, Leo Holm Petersen, tiltræde. Han kom fra en stilling som driftsleder ved Ærøskøbings alternative kraftvarmeværk, som på det tidspunkt var ude i økonomisk svær sø, som endte med en tvangsauktion senere på året. Det var dog ikke derfor, men på grund af behovet for en ny udfordring, at han valgte at skifte arbejdsplads, bedyrede den nye varmemester.140 Den hidtidige fyring med spildolie skulle fortsættes, men jævnlige afgiftstrusler141 fik bestyrelsen til at tænke i alternative løsninger. Der meldte sig ideer om at opbygge et kraftvarmeværk med biobrændsel, men et egentligt halmfyr var ikke muligt, da der ikke var halm nok til to værker på øen.

At naturgassen skulle nå til Ærø, var heller ikke sandsynligt,142 så der skulle tænkes kreativt og nyt.

I foråret 1992 fik 112 danske byer en statslig henstilling om at ændre deres varmeproduktion til en mere miljøvenlig produktion af energi. Den konservative energiminister Anne Birgitte Lundholt var af den opfattelse, at biomassen skulle styrkes i forhold til naturgas på decentrale kraftværker.

Ligeledes skulle olieanvendelsen nedbringes, og her var Marstal en af de byer, der fik et brev fra Energistyrelsen.143 Noget måtte gøres, men hvad? Det var ikke til at sige, før der gik et lys op for bestyrelsen i Marstal Fjernvarme!

65

Vedvarende værdier

En naturlig løsning Solenergi måtte være det helt rigtige! Solens stråler forurenede ikke, kostede ingenting, skulle ikke transporteres og var ikke afgiftsbelagt. Kunne det være bedre?

Det var i grunden ingen ny tanke, for allerede i kølvandet på 1970’ernes oliekrise var der opstået en bevidsthed om alternativ energi. Kul og olie var da godt nok, men det skulle ikke være enerådende. Solen, jorden, havet og vinden havde altid været en kilde til liv på jorden. Det måtte kunne udnyttes – også i en energisammenhæng. Jordvarme, solvarme og vindenergi begyndte at vinde frem. Husene blev bedre isolerede. Karbadet blev afløst af brusebadet, og i 1979 fik Danmark ligefrem sit eget energiministerium.144 Men energiproblemerne var tæt forbundne med miljøproblemerne. Siden 1972 havde Danmark haft et ministerium for forureningsbekæmpelse. Det blev i 1974 omdøbt til Miljøministeriet, og i samme år kunne den første miljøbeskyttelseslov tages i anvendelse. I løbet af 1980’erne blev investeringerne i miljøet voldsomt forøget. Miljømæssige og økonomiske interesser skulle betragtes som ligeværdige og gensidigt afhængige, lød parolen, og dermed var de folkelige miljøorganisationers pres omdannet til centrale fokuspunkter i dansk politik.

Et renere miljø kunne kun opnås ved at stille krav til forurenerne i det danske samfund. Landbrugets ulovlige kvælstofudledninger blev i en lang årrække offer for denne taktik, men også andre brancher måtte holde for.

Et udslip fra et atomkraftværk i Tjernobyl i april 1986 blev den ulykkelige anledning til at diskutere atomkraftværkernes sikkerhed og anvendelse i det hele taget. Spørgsmålet var ikke kun nationalt, for udslippet kunne måles i mange lande. I Danmark medførte sagen, at kritikken af det svenske atomkraftværk Barsebäck blev forstærket – ikke mindst på grund af sin beliggenhed tæt ved København – og interessen begyndte at kredse om en bæredygtig udvikling for miljøet.145 Understregningen af miljøets og energiforholdenes indbyrdes afhængighed blev politisk tydelig, da Svend Auken blev miljø- og energiminister i Poul Nyrup Rasmussens anden regering fra 1994. Ministeriet fik en uhørt stor indflydelse, som nogle tilskrev Aukens og Nyrup Rasmussens tidligere

66

kamp om formandskabet i Socialdemokratiet. Andre så det som et udtryk for en massiv opbakning til at gøre noget godt for de miljøforhold, som flere og flere blev bevidste om. I fjernvarmeverdenen voksede interessen for at benytte brændselskilder, der forurenede så lidt som muligt. Den gode vilje blev ansporet af en skatte- og afgiftspolitik, der havde til formål at beskytte miljøet og begrænse brugen af dyre og forurenende energiressourcer. Afgifterne var dog ikke altid lige indlysende. Grønne afgifter i 1995 på biomasse og vedvarende energi var nærmest i modstrid med de gode hensigter, men generelt var målet klart: energiforsyningen skulle være bæredygtig.146 I Marstal havde man som nævnt allerede i 1992 fået et brev fra Energiministeriet, som krævede en mere miljøvenlig energiproduktion. Tanken om solenergi blev født, og onsdag den 6. oktober 1993 blev begyndelsen på det, der har præget Marstal Fjernvarme frem til nu.

Den dag havde bestyrelsen nemlig besøg af Flemming Ulbjerg, som skulle orientere om solvarmeanlæg. Projektet havde allerede opnået tilsagn om støtte fra Energistyrelsen til projekteringen, som ifølge foreløbige beregninger ville koste 3,8 millioner kroner efter et statsligt fradrag på 30 procent.

Det lød jo besnærende, men da Leo Holm Petersen en måneds tid senere besøgte et solvarmeanlæg i Ry, var fristelsen mere overkommelig. Økono-

Etablering af transmissionsledning fra den nye solfanger og ned til centralen i 1996.

67

mien var nemlig ikke særligt overbevisende. Alligevel kunne der ved bestyrelsesmødet i marts 1994 uddeles et skitseprojekt for installation af solvarme, så død var ideen bestemt ikke.147 Et første skridt på solvarmevejen var etablering af solfangere på svømmehallens tag. Selv om solfangerne lå på taget af svømmehallen, som var ejet af Østersøens Idrætsefterskole, skulle anlægget tilhøre Marstal Fjernvarme, og da der var gået to sommermåneder, kunne bestyrelsen konkludere, at forsøget var en succes. Der var nemlig produceret 20 procent mere varme end på andre sammenlignelige anlæg.148 Det siger sig selv, at solfangere på svømmehallens tag ikke kunne indfri bestyrelsens ambitioner om virkelig nytænkning. Den egentlige plan var derfor langt mere vidtgående og handlede om et solvarmeanlæg til en anlægspris på omkring 10-12 millioner kroner, men til de bekymrede kunne formanden beroligende oplyse, at der var gode muligheder for tilskud fra fonde og ministerier. Energistyrelsen var et nærliggende sted at henvende sig efter tilskud. Når anlægget var færdigudbygget, skulle det kunne dække 12 procent af det årlige varmebehov. Gårdejer Henry Bo Knudsen tilbød at sælge sin jord til solvarmeformålet for en pris af 250.000 kr.149 Planerne var i fuld gang med at blive realiseret, men hvad sagde omverdenen til ideerne?

Egentlig ikke så meget. Generalforsamlingen i marts 1995 var det rette øjeblik at stille spørgsmål, men kun få benyttede sig af muligheden,150 da der var generel tilfredshed – eller måske ligegyldighed? – med planerne.

Hverdagen fortsatte. En ny kompressor måtte indkøbes til centralen, og ledningsnettet måtte vedvarende vedligeholdes og fornyes, men det afgørende punkt ved alle møder var solvarmen.

Der blev gjort visse erfaringer, som gav anledning til ændringer. En pumpe måtte eksempelvis udskiftes, da galvaniseringen blev opløst af glykol. Heldigvis kunne regningen sendes til ingeniørfirmaet Rambøll & Hannemann…151 Solvarmeanlægget realiseres Solvarmeanlægget var kun et forsøg på taget af svømmehallen, medens det endelige anlæg endnu var under projektering. Byggeriet skulle være præsentabelt og i overensstemmelse med andet byggeri i området, så solvarmeanlægget kunne blive en pæn løsning, men først da formand og varmemester i begyndelsen af oktober 1995 fik foretræde for Workshop on Large Scale Solar Heating Programme i Wien, blev planerne for alvor nærværende på en helt anden måde end hidtil.152

68

Rejsegilde ved den første central på Skolevej i forsommeren 1996.

Turen til Wien varede tre dage, men begejstringen holdt meget længere.

I Wien blev Marstal Fjernvarme nemlig lige pludselig indrulleret i de bedste solfangerkredse. En af deltagerne, Per Alex Sørensen fra PlanEnergi, undersøgte straks Marstals chancer for tilskud gennem EU’s termie program. Verden lå åben, og nu gik det pludselig rigtig stærkt. Nu taltes der ikke længere om Danmarks største solfangeranlæg, men verdens største anlæg tilknyttet fjernvarme!153 Mødeaktiviteten var stor, og allerede den 9. november 1995 kunne den første licitation afholdes, og en uge senere fulgte endnu en licitation, hvorefter bestyrelsen kunne tage stilling til tilbuddene. Den samlede pris blev 19.911.291,85 kr., dog uden elinstallation. Tilbage stod at få afholdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor driftsleder Anders Hansen fra Ry Fjernvarme skulle komme og orientere om solvarmeerfaringerne derfra, ligesom Per Alex Sørensen fra PlanEnergi og Flemming Ulbjerg fra Rambøll skulle deltage.154 Den ekstraordinære generalforsamling blev holdt på Hotel Ærø Strand den 30. november 1995, hvor 100 andelshavere mødte frem. Formand Niels Aage Jensen havde et par dage inden åbent erkendt i avisen, at solvarmen kunne blive en anelse dyrere end spildolien; men da oliens pris var afhængig af en statslig afgiftsdispensation, skulle man nok ikke skabe en unødig afhængighed af spildolien, mente han. Det projekterede solvarmeanlæg

69

Fjernvarmeassistent Kristian Friis betragter transmissionsledningen fra solfangeranlægget til centralen på Jagtvej i 1996.

Fjernvarmeassistent Laurits Nielsen og Svend Aage Rasmussen fra rørfirmaet I. C. Møller monterer bakker på rørledningen i forbindelse med etableringen af solfangerfeltet i sommeren 1996.

70

skulle koste 20 millioner kroner og omfatte 8.000 kvadratmeter solfangere i Nørremark. Anlægget skulle kunne dække 13 procent af andelshavernes varmeforbrug. Til sammenligning var anlægget i Ry, som generalforsamlingen hørte om, på 3.000 kvadratmeter. Det var et stort projekt, som bestyrelsen var spændt på at høre forbrugernes dom over. Men da bestyrelsen gik hjem fra generalforsamlingen, havde sommerfuglene i maven lagt sig.

Der var nemlig fuld opbakning. De 100 andelshavere, som repræsenterede 143 stemmer, stemte alle ja til at realisere solvarmeplanerne, så bestyrelsen fik et stærkt mandat.155 Der var mange, som havde interesse i foretagendet. En række lokale håndværkere fik en opgave, men den rigtig store ordre gik til Skørpingfirmaet AR-CON, som fik ordren på 8.000 kvadratmeter solfangere til en pris på omkring ti millioner kroner.156 Det var spændende dage, og ved bestyrelsesmødet i januar 1996 kunne Per Alex Sørensen fortælle, at Marstal Fjernvarme ville få dansk førsteprioritet ved EU-ansøgingen, hvilket i hvert fald ikke kunne skade ansøgningen.

Til gengæld var der brugt en del penge, og da den planlagte hensættelse på

Niels Aage Jensen blev ved sin indtræden i Marstal Fjernvarmes bestyrelse i 1987 valgt som formand og har været det lige siden. Her ses han i eftersommeren 1996 foran solvarmeanlægget med varmemester siden 1991, Leo Holm Petersen, ved sin venstre side.

71

60.000 kr. ville udløse et årsunderskud på 3.600 kr., besluttede bestyrelsen at nedsætte henlæggelsen, så regnskabet i stedet kunne udvise et mindre overskud.157 Marstal Kommune gav sin betingelsesløse opbakning til hele projektet, og i løbet af foråret 1996 tog det nye anlæg form. Men selv om tidsplanen holdt, kunne budgettet ikke overholdes fuldstændigt. Forskellige ekstraudgifter dukkede op, men optimismen var stor. Også selv om EU-ansøgningen blev sat i venteposition til 1997, for forventningen var stadig, at tilskuddet ville kunne opnås.158 Sommeren gik, og i det tidlige efterår stod det klart, at der var lidt forsinkelser hos murer og tømrer, men ellers kørte byggeriet planmæssigt. Budgettet skulle reguleres lidt op på grund af forskellige småændringer, men dog kun nogle få hundrede tusind kroner, så det samlede projekt ville koste 20,5 millioner kroner. Omverdenens opmærksomhed udeblev ikke. Da den Europæiske Forening for Solenergi skulle indstille en prisvinder, blev Marstal Fjernvarme den lykkelige udvalgte, og driftsleder Leo Holm Petersen

Niels Aage Jensen modtager den europæiske solpris i Bonn i december 1996. Fra venstre ses Preben Maegaard, Nordvestjysk Folkecenter, tidligere Rise på Ærø. Dernæst en tysk politiker, Bonns kvindelige overborgmester Bärbel Dieckmann, der nu er præsident for Welthungerhilfe og som overrakte Niels Aage Jensen prisen.Yderst på fløjen politiker og formand for organisationen Eurosolar, Hermann Scheer.

72

kunne glad fortælle, at Marstals solvarmeanlægs dækningsgrad på 13-15 procent af varmeforbruget var det største i Danmark og nok også i Europa. Der var en grund til den internationale hæder, som skulle uddeles i Bonn den 7. december 1996, lige efter solvarmeanlæggets indvielse. Kort efter skrev lederskribent Hans Jensen i Fyns Amts Avis, at Marstal Fjernvarme var et eksempel på naturgiven fornuft i verdensklasse.159 Jo, det var lidt af en solstrålehistorie, som ikke blev ødelagt af fjernvarmeselskabets åbenlyse udvidelsesplaner, der handlede om en tredobling af solfangerne, så arealet kunne omfatte i alt 24.000 kvadratmeter og dække halvdelen af forbrugernes varmeforbrug.160 Solenergien var vigtig, men det var også vigtigt at øge forretningsomfanget og kundekredsen. Bestyrelsen besluttede derfor i vinteren 1996 at udsende spørgeskemaer i Ommel, Græsvænge og Kragnæs for at fornemme en eventuel interesse for at blive koblet på fjernvarmenettet.161 Af de 400 udsendte spørgeskemaer blev knap halvdelen returneret, og af disse var omkring halvdelen positive. Med andre ord: en fjerdedel af landsognets po-

Den 22. november 1996 blev solfangeranlægget indviet af formand for Energi og Miljø Rådet, Anne Grethe Holmsgaard, som her er flankeret af Leo Holm Petersen og Niels Aage Jensen. Så godt som alle vejrtyper var repræsenteret denne dag.

Der var regn, sol og så kraftig blæst, at teltet blæste væk. Måske var det bedre at satse på vind- og vandmøller?

73

tentielle forbrugere var interesserede i fjernvarme. Det var ikke tilstrækkeligt, men man kunne jo altid spørge en anden gang igen, og Græsvænge kunne ret hurtigt blive en realitet, vurderede Leo Holm Petersen.162 Indvielsen af det nye anlæg fandt sted fredag den 22. november 1996.

Der var åbent hus for alle interesserede fra kl. 13.30 til 16.30. Den officielle indvielse blev foretaget kl. 14 af Anne Grethe Holmsgaard i sin egenskab af formand for Energi og Miljø Rådet. For at gøre dagen lidt festlig og folkelig blev den seriøse del af arrangementet suppleret af Marstal Småborgerlige Sangforening og bigband musik. Folk strømmede til, og om aftenen mødtes en række særligt indbudte – nærmere betegnet de 120 direkte involverede – til en aftenfest med middag, musik og dans til klokken et.163 Energistyrelsen bidrog med fem millioner kroner, men det resterende beløb havde fjernvarmeselskabet selv lånt i et lokalt pengeinstitut. Det gav dog ikke hverken formand eller driftsleder urolig søvn, for det var jo en engangsinvestering, som ville spare 350.000 liter olie årligt, så de penge skulle nok tjene sig hjem igen, mente de.164

Ved Ærø Energi- og Miljøkontors ti års jubilæum den 1. december 1996 fik varmemester Leo Holm Petersen overrakt Ærø Energipris for sin optimistiske og miljørigtige indsats på Ærø. Prisen bestod af en skulptur med titlen »Spade med blade« af Ole Hartvig.

74

Formanden for Ærø Energi- og Miljøkontor, Lars Davidsen, var enig.

Det var en meget flot præstation, Marstal Fjernvarme havde leveret, og varmemester Leo Holm Petersen blev derfor hædret med Ærø Energipris, som Lars Davidsen overrakte ved en lille ceremoni i forbindelse med Energikontorets ti års fødselsdag. Davidsen fremhævede Leo Holm Petersens optimisme som nærmest umulig at udrydde, så der var al mulig grund til at hædre ham med en Energipris.165 Ærø som vedvarende energi-ø Også i Ærøskøbing og Marstal Kommuner var de ærøske græsrødders indsats blevet positivt bemærket. Med det nye solfangeranlæg, vindmølleparken og det allerede eksisterende alternative kraftvarmeværk i Ærøskøbing stod Ærø stærkt i kampen om at blive vedvarende energi-ø, vurderede de to borgmestre, Jens Groth-Lauritsen i Ærøskøbing og Grethe Hansen i Marstal. Men ingenting kommer af sig selv, så i december 1996 vedtog kommunerne med Grethe Hansen som formand at etablere en Vedvarende Energi-organisation (VE-organisationen Ærø), som kunne sikre god kontakt med ministeriet, Energistyrelsen og andre, som var interesserede i at høre om øens brug af vedvarende energi. Et års tid senere stod det klart, at Samsø havde fået værdigheden som vedvarende energi-ø, hvilket antagelig kunne tilskrives den omstændighed, at miljøminister Svend Auken var valgt i Aarhus, som Samsø var en del af. At Ærø ikke havde vundet den eftertragtede position, var imidlertid ikke ensbetydende med, at indsatsen på området skulle nedprioriteres. Måske snarere tværtimod.166 Marstal Fjernvarme var med i forreste række, når det gjaldt miljørigtige løsninger, men der var et særligt problem, som ikke uden videre lod sig løse: hvordan kunne varmen lagres? Problemet var indlysende, for solvarmeanlægget producerede mest varme i sommertiden, men behovet var størst i vintertiden. Leo Holm Petersen var blevet medlem af en jordlager projektgruppe, og lokalt var det planen på forsøgsbasis at oprette et jordlager på omkring 4.000 kubikmeter. Energistyrelsen ville yde fuld støtte til forsøget, så økonomisk set blev fjernvarmens eget regnskab ikke påvirket af arrangementet; men inden det første spadestik kunne tages, var det blevet forår i 1998.167 I Ærøskøbing havde man på et vist tidspunkt holdt lav profil. Efter det alternative kraftvarmeværks tvangsauktion havde først kreditforeningen og senere Ærøskøbing Fjernvarme købt værket, som i 1994 producerede omkring 80 procent af varmeforbruget. Der blev fyret med halm, og vindmøl-

75

Plejehjemsbeboere på besøg på centralen på Skolevej 1998. Her er Leo Holm Petersen i samtale med Marie Rasmussen, som sidder ved siden af Rasmus Cornelius Christensen.

Leo Holm Petersen viser interesserede ærøboer rundt ved solfangerne i 1998.

76

lerne i Bregninge kørte nogenlunde stabilt. Til gengæld var solfangerne gået helt af brug, da de var for dyre i drift. Der var derfor ikke umiddelbart grundlag for flere forsøg. Andre måtte vise vejen, som formanden for Ærøskøbing Fjernvarme udtalte til avisen i sommeren 1994,168 og han behøvede som bekendt ikke at se langt efter ny inspiration.

Marstal Fjernvarme havde nemlig udviklet sig til en rollemodel, og da Ærøskøbing Fjernvarme i løbet af 1996 begyndte at kunne se visse perspektiver i at følge Marstals eksempel, blev der afholdt et indledende møde i januar 1997. I juni 1997 var arealet til 2.000 kvadratmeter solfangere i Lerbækken sikret, så Ærøskøbing Fjernvarme arbejdede hurtigt på realiseringen af sine solvarmeplaner. En sendrægtig myndighedsbehandling fra amtets side satte dog sagen temmelig meget i stå i en længere periode, og først omkring julen 1998 stod Ærøskøbings solfangeranlæg færdigt. Til gengæld nåede systemet knapt nok at blive afprøvet, før Ærøskøbing Fjernvarme var klar til en udvidelse med yderligere1.000 kvadratmeter solfangere. Det ville betyde, at 100 parcelhuse kunne opvarmes ved hjælp af solvarme. I mellemtiden var inspirationen fra Marstal nået længere rundt i verden, og tre måneder efter indvielsen havde omkring 1100 gæster besøgt Marstals nye solvarmeanlæg.169 Interessen holdt ved i lang tid frem, og i maj var Marstal Fjernvarme vært ved et todages seminar for EU’s eksperter i solenergi. I september 1997 blev det danske fjernvarmetræf afholdt i Marstal, hvor bestyrelsen og driftslederen igen blev holdt travlt beskæftiget med at vise de mange interesserede rundt.170 I begyndelsen af 1998 fik Marstal Fjernvarme en miljøforbedringspris for renere teknologi af ingeniørforeningen.171 I juni måned samme år dukkede en canadisk filmproducent op. Han var i gang med en dokumentarfilm om vedvarende energi i hele verden, så naturligvis måtte Ærø også aflægges et besøg.172 Nye ideer og muligheder Selv om solvarmen havde stor bevågenhed, var opmærksomheden også rettet mod mulige udvidelsesområder. Ommel var undersøgt, men det var Græsvænge, der først blev klar til en udbygning af ledningsnettet. I vinteren 1998 blev der indhentet tilbud på en udbygning af fjernvarmenettet til Græsvænge. Også dette projekt skulle der arbejdes videre med.173 Det var naturligvis afgørende at få informeret de potentielle forbrugere, så den 8. juni 1998 blev der afholdt et borgermøde på Hotel Ærø Strand.

Det var tydeligt at fornemme, at der var en positiv indstilling over for for-

77

slaget, så der var noget at bygge videre på. I løbet af efteråret blev der rettet direkte kontakt til eksisterende brugere af elopvarmning i Græsvænge, da netop denne gruppe kunne få glæde af Elsparefondens tilskudsordning ved en omlægning til fjernvarme. I samme periode kom der også nye kunder fra det gamle dækningsområde takket være Elsparefondens tilskud.174 Den 15. juni 1998 blev det første spadestik til jordlageret taget. Der skulle tages endnu mange spadestik, da der skulle nedgraves 3.500 kubikmeter sand.175 Solvarmen kunne som bekendt ikke klare det fulde opvarmningsbehov.

Der skulle være alternativer. Efter en længere periode, hvor halm blev overvejet, gik interessen efterhånden over mod flisfyring. Leo Holm Petersen så på mulighederne, blandt andet i Harboøre i det tidlige forår 1999.176 Overvejelserne vedrørende alternative opvarmningsmuligheder var også forårsaget af den stadig dyrere spildolie, som i sommeren 1999 gav Marstal Fjernvarme en mindre attråværdig placering i den dyre ende i en prismåling blandt de danske fjernvarmeværker. Bestyrelsen betragtede den dårlige placering som en direkte følge af den manglende spildolieafgiftsrefu-

Der er tænkt meget over, hvordan man bedst muligt kan lagre varmen fra solfangerne, som i sagens natur producerer mest varme, når der er mindst brug for den.

I 1998 blev der gjort et forsøg med et nedgravet sandlager.

78

Et sandlager kræver meget sand. I 1998 leverede Det søndre Løb bunkevis af sand, som fik en ny fremtid som varmebeholder. sion, men problemet ville blive taget op over for politikerne af folketingsmand Ebbe Kalnæs.177 Det var ikke så længe siden, solvarmeanlægget var taget i brug, men det var ingen undskyldning for ikke at fortsætte med både udbygning og ambitioner. Græsvængeudbygningen var i fuld gang og blev taget i brug i begyndelsen af oktober 1999 med 28 nye kunder, og EU fik en ansøgning om 30 procents dækning af ny udvidelse af solfangeranlægget til en samlet pris på 8,3 millioner euro.178 Problemerne med de høje afgifter stimulerede hele tiden varmemester og bestyrelse til at tænke i alternative løsninger, når der skulle skaffes olie.

En af mulighederne var at benytte såkaldt »teknisk olie«, nærmere betegnet fiskeolie, som ikke var afgiftsbelagt. Den afgiftsfrie olie måtte naturligvis prøves, så i december 1999 besluttede bestyrelsen, at der på et tidspunkt skulle gennemføres et fyringsforsøg, men der blev ikke sat nogen frist på forsøget.179 Resultatet blev, at fjernvarmen fortsatte med spildolien. Prisen gjorde udslaget.

Solfangerne var til stadighed genstand for særlig interesse både uden- og indenøs. Fra Köln blev Marstal Fjernvarme kontaktet for at deltage i et projekt, hvor der skulle opsættes nogle amerikansk-producerede solfangere.

79

Buffertanken til sandlageret blev i første omgang placeret lige foran vinduet.

Det gik jo ikke, så den måtte flyttes længere ud mod Skolevej. Buffertanken blev senere brugt midlertidigt som vandtank ved Sunstore 4’s vandlager, men nu er den skrottet. Intet holder evigt.

80

Forsøget krævede imidlertid støttemidler, som skulle søges hos EU i foråret 2000. Både i Søby og Store Rise blev der stillet forslag om at etablere fjernvarme med brug af vedvarende energikilder som træpiller og solfangere.180 I efteråret 1998 var Søby nået så langt i de indledende øvelser, at Energistyrelsen havde bevilget 171.000 kr. til et forprojekt, medens planerne i Store Rise var nået til nedsættelse af en arbejdsgruppe, som kunne gå videre med tankerne. Et år senere var fjernvarmegruppen i Store Rise og Dunkær klar til at holde stiftende generalforsamling for de 90 tilmeldte forbrugere, hvorimod planerne i Søby var sat i bero efter en ind imellem rigeligt ophedet avispolemik.181 Netop på samme tidspunkt kunne 28 husejere i Græsvænge for første gang varme deres stuer op med fjernvarme fra Marstal. Den første udbygning til landsbyerne uden for Marstal var på vej.182 Næste skridt var Ommel, men tiden var ikke moden endnu.

Solvarmeanlæg var en ærøsk succeshistorie, men som i alle andre eventyr, bliver det først rigtig spændende, når der kommer lidt malurt i bægeret. I dette tilfælde var kilowattprisen problemet, for trods alle gode hensigter kunne det ikke skjules, at priserne steg. Årsagen var regeringens Pinsepakke

I 1998 blev en konference for mindre østater afholdt på Marstal Navigationsskole. Til venstre ses Marstals borgmester Karsten Landro, og på talerstolen står miljø- og energiminister Svend Auken.

81

Leo Holm Petersen magtfuldt placeret blandt Stillehavets toppolitikere! og stigende oliepriser. Selv om Marstals lokale folketingsmand, Ebbe Kalnæs, tog sagen op med miljøminister Svend Auken, stod kendsgerningerne ikke til at ændre: staten havde ikke penge til at refundere spildolieafgiften som hidtil. Det udløste naturligvis en kraftig belastning af fjernvarmeselskabets økonomi, og formanden nævnte muligheden af at gå over til mere forurenende energikilder for at undgå at ruinere forbrugerne. Der var brug for nye ideer til at lette økonomien, og i dette tilfælde blev et af midlerne at omlægge et lokalt banklån til Kommunekredit. Det krævede Marstal Kommunalbestyrelses godkendelse, men blev den opnået, var der samtidig sparet 300.000 kr. og det var jo nok værd at tage med. Det syntes kommunalbestyrelsen heldigvis også, så den side af problemet løste sig, om end kilowattprisen holdt niveauet.183 Selv om der ikke skulle pålægges forbrugerne unødvendige udgifter, måtte der trods alt være plads til eksperimenter, vurderede bestyrelsen og vedtog at deltage i et forsøgsprojekt med parabolsolfangere, som fulgte solens bevægelser i løbet af dagen og derved kunne opfange endnu mere varme end de ordinære solfangere. Godt og vel 200 kvadratmeter parabolfangere skulle opsættes, hvis EU ville støtte den fremsendte ansøgning.184 Ved generalforsamlingen i foråret 2000 stillede en forbruger spørgsmålstegn ved rimeligheden af, at fjernvarmens forbrugere skulle betale for værkets deltagelse i Expo 2000 i Hannover. Ved generalforsamlingen blev der

82

svaret, at det var et kæmpe skulderklap, at Marstal Fjernvarme overhovedet var inviteret til at deltage. Desuden ville udgifterne ikke komme til at belaste forbrugerne. At det svar måske ikke var helt i overensstemmelse med sandheden, anes af en oplysning ved et efterfølgende bestyrelsesmøde, hvor det blev besluttet at sende ansøgning til Energistyrelsen om støtte til at deltage i konferencen og oprette en stand på stedet.185 Den globale sol-ø Mandag den 3. juli 2000 blev der kastet kongelig glans over Marstal Fjernvarme. Regentparret kom til Ærø i anledning af Marstal Havns 175 års fødselsdag og Ærøskøbings 750 års byjubilæum. Men i løbet af dagen skulle også solfangeranlægget have besøg af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, som Niels Aage Jensen og Leo Holm Petersen viste rundt. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Det kunne ikke være bedre.

Ved det kongelige besøg på Ærø den 3. juli 2000 lagde Prinsgemalen vejen forbi solfangeranlægget. Til venstre står Marstals borgmester Karsten Landro og venter på, at Prinsgemalen får hilst på fjernvarmens bestyrelse. Fra venstre formand Niels Aage Jensen, Kai William Jensen, Helge Raahauge, Roy Sathnarain, Poul Laursen, kommunal repræsentant i bestyrelsen Henning Rasmussen og endelig varmemester Leo Holm Petersen.

83

Her hilser Prins Henrik på assistent Laurits Nielsen, medens Gitte Brygger, Kristian Friis og Kaare S. Jørgensen venter på, at det bliver deres tur til at få et royalt håndtryk.

Her får Prinsgemalen forevist en parabolsolfanger, der koger vand. Marstal Fjernvarme har den til demonstrationsformål, men i Afrika bliver den brugt til sit egentlige formål.

84

På trods af problemer med at lagre varmen blev der udfoldet store bestræbelser på at udvide solfangeranlægget. EU fik mange ansøgninger om støtte, både om etablering af sæsonlager og om flere solfangere med henblik på forskning i forskellige typer.186 I sommeren 2000 ophørte afgiftsrefusionsordningen for spildolie. Marstal Fjernvarme reagerede ved at afprøve rapsolie fra Emmelev Mølle, men selv om det fungerede fint, var det for dyrt. Efterfølgende blev spildolieafgiften refunderet af Oliebranchens Fællesråd, og så var det oplagt at fortsætte som hidtil. Ordningen kørte frem til 2007, men da spildolien en dag skulle betragtes som et affaldsprodukt og gennemgå en rensning, der svarede til et affaldsforbrændingsanlæg, var tiden inde til at finde en ny løsning.

Denne gang blev rapsolien og tilsvarende løsninger foretrukket, så herefter er der kun anvendt bioolie.187 Ved et møde i marts 2000 havde Hans Grydehøj fra Marstal VVS sammen med Jens Heinemann præsenteret planer om et affaldsforbrændingsanlæg. En god måneds tid senere var der kommet et brev fra Grydehøj, der fik som svar, at projektet ville indgå i en evalueringsproces i forbindelse med udarbejdelse af en EU-ansøgning.188 Overvejelser om et kraftvarmeanlæg var ikke kun noget, som optog marstallerne. Det havde bred, national interesse, så varmemesteren deltog, da der blev holdt et møde i Køge om emnet. Anbefalingen var, at man skulle undgå at producere el. Hjemkommet fra mødet blev der afsendt brev med uddybende spørgsmål til Marstal VVS’ kraftvarmeværk-forslag, som dog ikke havde nogen umiddelbar interesse på grund af prisudviklingen på elsalg.189 Solvarmen var hele tiden omdrejningspunktet for fjernvarmeaktiviteterne, som var ramt af de stærkt stigende oliepriser. Men netop oliepriserne fik æren for, at Marstal Fjernvarme i løbet af kun tre måneder fik et EUtilsagn om seks millioner kroner til udbygning af solfangeranlægget med 10.000 kvadratmeter. Seks millioner kroner var dog slet ikke nok til at betale udvidelsen, men det var en god begyndelse, og bestyrelsen tøvede ikke med at fortsætte ad det lagte spor.190 Intet under, at Ærø i 2000 blev udnævnt til Sol-Ø!

Men der var ikke tid til at hvile på laurbærrene. Der skulle ske noget mere, og det gjorde der faktisk også. Den 28. februar 2001 vandt Ærø førsteprisen i den globale energisparekonkurrence i Linz, Østrig. Kategorien omfattede private og offentlige energispareinitiativer, og sejren blev hentet hjem trods tusind konkurrenter. Konkurrencens verdensomspændende omfang var tydeligt at se af den omstændighed, at anden- og tredieprisen gik til pro-

85

Solfangeranlægget, som det tog sig ud i 1996 med kundekredsen i baggrunden. jekter i Peru og Australien. Formand Niels Aage Jensen måtte på scenen for at modtage det 18 kilo tunge bronzetrofæ og en check på 10.000 euro.

Intet under, at de fem ærøske repræsentanter for vedvarende energi på Ærø kom stolte hjem. Initiativet kom fra Marstal Fjernvarme, men det var hele Ærø, der deltog i konkurrencen, og øen vandt blandt andet på planen om det forestående Sunstore 2-projekt, som endnu ikke var vedtaget, og de øvrige solvarmeanlæg på øen.191 Troen på endnu mere solenergi var styrket.

Planerne om Sunstore 2 indebar en fordobling af solfangeranlægget, og da planerne blev præsenteret ved generalforsamlingen få dage senere, gav det ikke anledning til diskussion. Solvarmen havde vist sig at være en god vej at gå.

På et tidligere tidspunkt havde kommunens medlem af bestyrelsen, Henning Rasmussen, givet udtryk for sin bekymring ved at udbygge solfangerne helt ud til Reberbanen, da han mente, at det kunne rumme et fremtidigt problem for byudvidelse. Rasmussens bekymring var imidlertid helt hans egen, og forslaget gik glat igennem på generalforsamlingen. Købsaftaler med de berørte jordejere blev udarbejdet af advokat Jørgen Jørgensen, så alt var klar, når der en skønne dag kom svar på EU-ansøgningen. Anlæg-

86

get skulle gøre Marstal Fjernvarme endnu mere uafhængig af at fyre med olie. Solvarmen skulle fremtidigt kunne dække en trediedel af varmeforbruget.

Midt i det hele indledte Hans Grydehøj en lokal solfangerproduktion, som Marstal Fjernvarme selvsagt gerne ville benytte. Problemet var bare, at EU-ansøgningen krævede, at kontraktpartnerne var de godkendte. En »forsøgsdel« kunne dog godt komme på tale, vurderede bestyrelsen.192 Solvarmen var for længst blevet omdrejningspunktet for det lokale fjernvarmearbejde, men da der skulle findes rådgivere om solvarme i østlandene, meldte Marstal Fjernvarme sig straks i håbet om at blive godkendt. Der var jo lokal erfaring og viden nok at dele ud af. På Ærø havde Marstal allerede fungeret som rådgiver for Rise Fjernvarme, der fra begyndelsen af blev udstyret med solfangeranlæg.193 En EU-ansøgning havde udløst en rejse til Bruxelles, hvor formand og varmemester præsenterede Marstals projekt. Det satte Ærø på Europas solvarmelandkort. Det samme gjorde Leo Holm Petersens jævnlige ture rundt

De såkaldte juletræsfår har fået deres navn, fordi de ikke æder toppene af træerne. Fårene var bare ikke blevet orienteret om deres særlige fortrin, så formandens far solgte i 1996 sine får videre til Marstal Fjernvarme, der kunne bruge dem som naturlige havemænd omkring solfangeranlægget.

87

i landet, ja sågar i Sverige, for at fortælle om de marstalske erfaringer med solenergi. Netop svenskerne udgjorde et konkurrencemæssigt problem, for så vidt som de havde ødelagt Marstals tidligere rekord med verdens største solvarmeanlæg. Men problemet stod heldigvis foran sin løsning, for når Marstals nye anlæg, Sunstore 2, stod klar, ville det næsten være dobbelt så stort som sin svenske kollega! Blandt de besøgende ved selve solvarmeanlægget vakte en sydkoreansk delegation med en professor i vedvarende energi og landets økonomiminister lidt mere opsigt end sædvanligt.194 Marstal var på verdenskortet!

Sunstore 2 Driftsleder Leo Holm Petersens mange opgaver gav behov for en ekstra varmemester. I december 2001 kunne Marstal Fjernvarme ansætte Danmarks første kvindelige varmemester, nemlig Annemette Jørgensen, som gik i land efter 11 år til søs. Hendes ansættelse varede fra 2002 til 2005, da Sunstore 2 var færdiggjort.

Selv om det var prøvet før, var det en lang proces at udvide solvarmeanlægget. I februar 2002 var udvidelsesplanerne så langt fremme, at Peter Hansens og Henry Bo Knudsens salg af jord var på plads. Det samme var en samlet finansiering fra EU og den danske stat på 13,5 millioner kroner.

De 3,5 millioner kroner kom fra den danske stat, som først i allersidste øjeblik gav tilsagn om pengene. Ellers var det hele faldet til jorden. Nu lysnede det, og det gamle solvarme-forsøgsanlæg på taget af svømmehallen var derfor ikke længere interessant for Marstal Fjernvarme, som overdrog anlægget til Østersøens Idrætsefterskole.195 Da det blev sommer, var tiden inde til at gå i gang med den planlagte solvarmeudvidelse. Låneaftalerne var i orden, kassekreditten var nedskrevet til syv millioner kroner, jordarbejdet var i fuld gang, og solfangerne skulle leveres i et samarbejde mellem firmaet Arcon og Marstal VVS ved Hans Grydehøj, som tilbød egenproduktion af solfangere.196 Kommunen var interesseret i at involvere Marstal Fjernvarme i et affaldsforbrændingsanlæg, og fjernvarmens bestyrelse var ikke uinteresseret, hvis det videre arbejde kunne holdes udgiftsneutralt for Marstal Fjernvarme.197 Samtidig med de stort anlagte solvarmeplaner var der en sideløbende udvidelsesplan. Den drejede sig ikke om solvarme, men om nye kunder.

Ommel skulle ind under fjernvarmens vinger, og der var potentielt 200 nye kunder i landsbyen, men det sagde jo intet om det faktiske antal. I efteråret

88

Hvem skulle have troet, at ydersiden af en skorsten ville blive et attraktivt lejemål og dermed en god indtægtskilde? Men sådan er det altså gået i takt med mobiltelefoniens udbredelse.

89

2001 blev der indhentet priser fra forskellige leverandører, som kunne realisere en fjernvarmeudvidelse til Ommel. Prisen for dette foretagende blev anslået til ti millioner kroner, så der skulle en betragtelig ommelsk fjernvarmeinteresse til, hvis planerne skulle realiseres.198 I november 2002 kom der et ajourført Ommelprojekt fra PlanEnergi.

Forslaget indebar imidlertid en del ændringer af ledningsføringer på Skolevej199 foruden en helt nødvendig interesse for sagen fra ommelsk side. Men svaret på det sidste spørgsmål kunne jo ikke fås uden at spørge ommelsboerne, som derfor blev opfordret til at svare på et spørgeskema. Udfaldet af spørgeskemaundersøgelsen ville få indflydelse på fjernvarmens fremtidige brændselspolitik, som i mellemtiden forblev uændret.200 Det skulle imidlertid vise sig lidt besværligt at få svar fra de potentielle fjernvarmekunder i Ommel. Af 229 udsendte skemaer var der i maj måned 2003 kun kommet svar fra 71, og af disse var de 48 positive, medens de øvrige 23 var negative. Alle i bestyrelsen var enige om, at der skulle gives yderligere ti dages frist til at svare, og så måtte det vise sig, om der var en interesse eller ej.201

Under stor mediebevågenhed modtager Niels Aage Jensen Energy Globe i Linz, Østrig, i 2001 på hele Ærøs vegne.

90

En ekstra frist var bare ikke nok til at vække ommelsboernes interesse for fjernvarme, så der måtte tages andre midler i brug, såsom direkte henvendelse til de husstande, som havde svaret positivt.202 I mellemtiden var Sunstore 2 ved at være færdigbygget. Det gav naturligvis en større varmeproduktion, men i slutningen af maj var der dog opstået et helt uventet problem. Solfangeranlægget fik problemer med trykket.

Næsten kogende vand begyndte at fosse ud af anlæggets sikkerhedsventil, så der var brug for en god og effektiv idé. Løsningen, som hurtigt blev fundet, bestod i at dække de gamle solfangere med såkaldt skyggemaling, som det kendes fra gartneriernes drivhuse. Effekten udeblev ikke. Det kunne straks konstateres, at solfangernes ydelse faldt med 25 procent,203 men på længere sigt skulle udbygningen i sagens natur ikke begrænses af skyggemaling. I så fald kunne udbygningen jo lige så godt spares. Løsningen var derfor en større akkumuleringstank, hvori varmen kunne opbevares, indtil der blev brug for den. Tanken med plads til 10.000 kubikmeter vand blev klar i september, og i oktober måned blev skyggemalingen fjernet igen. Da vandet ikke skulle drikkes, blev der benyttet sprøjtegiftforurenet vand, som på denne paradoksale måde kunne gøre gavn i miljøforbedringens tjeneste.204 Den 22. november 2003 blev det nye anlæg vist frem med officiel indvielse kl. 11-13 og åbent-hus-arrangement frem til kl. 16. Med virkeliggørelsen af Sunstore 2 var titlen som verdens største solvarmeanlæg tilbageerobret!205 EU-midlerne kom først i hus efter indvielsen. Det indebar samtidig, at visse krav måtte opfyldes. Eksempelvis i form af temperaturfølere i varmelageret.206 Opvarmningen af varmelageret tog sin tid, men efterhånden var 60 procent af vandet opvarmet til en temperatur på 40 grader,207 så udviklingen gik i den rigtige retning.

Det store solvarmeanlæg skulle selvfølgelig helst camoufleres lidt. Det handlede primært om at skabe lidt bevoksning, men samtidig fik bestyrelsen den groteske idé at lave et gravkammer i stil med de mange ærøske gravhøje, som var forsvundet gennem århundrederne, så i foråret 2004 stod der en splinterny gravhøj langs Reberbanen!208 Måske skulle den opfattes som et symbol på en tilbagevenden til naturens ressourcer. Hvem ved?

Den opbyggede erfaring i solenergi var så åbenbar, at Marstal Fjernvarme kunne bruges som rådgiver andre steder i Europa. I forsommeren 2004 blev fjernvarmen kontaktet med henblik på en rådgivningsfunktion i forbindelse med opførelsen af et fjernvarmeværk i Barcelona. Marstal Fjern-

91

varme skulle levere 1200 timers arbejde i form af udveksling af know-how om fjernvarmesystemer.

På bestyrelsesmødet den 9. juni 2004 blev spørgsmålet om endnu en udvidelse af solfangeranlægget drøftet kort. Der var dog hurtigt enighed om, at der ikke skulle foretages udbygninger, eftersom det ville skabe problemer med at lagre den producerede energi.209 Der var jo ingen, der kendte fremtiden. Desuden blev de sidste tilskudsbeløb fra EU og Energistyrelsen først udbetalt i forsommeren 2005, så man kan vel sige, at Marstal Fjernvarme som enhver anden måtte tage én ting ad gangen.210 Solfangeranlægget gav vedvarende interesse fra verden uden om Ærø, og i september 2004 blev der ligefrem afholdt en workshop, arrangeret af Marstal Fjernvarme for og med deltagelse af flere af Europas førende eksperter inden for netop solenergi. Formålet var ikke alene at vække omverdenens interesse for Marstals store solvarmeanlæg, men det handlede i høj grad også om at få internationale kontakter, som kunne gavne øen på flere måder. Eksempelvis fandt nogle hollændere ud af, at det måske var en idé at få deres solvarmeanlæg lavet af danske leverandører, som var nogle af Europas billigste.211 Marstal Fjernvarme var kommet til at disponere over nogle såkaldte Energy Globe-penge efter sejren i energisparekonkurrencen i Linz i 2001.

Efter en længere diskussion i bestyrelsen enedes et flertal om at give 25.000 kr. til et pynteligt haveanlæg i det nyopførte byggeri i Søndertoften mod at få opsat en bænk med givers navn. Samtidig skulle det fremgå af avisomtaler, at der var mulighed for at søge penge til tilsvarende formål i Søby og Ærøskøbing.212 Chancen for at gøre alvor af dette tilbud dukkede op, da Ærø Naturpark søgte om tilskud til transport af polske vildheste, og et flertal af fjernvarmebestyrelsen bakkede ansøgningen op og bevilgede 25.000 kr. til formålet.213 Den globale hædersbevisning kom dermed øen til gode på flere måder.

Vokseværk i Marstal Landsogn I vinteren 2007 var Marstal Fjernvarme godt på vej gennem Græsvænge med nye kunder.214 Det var en måde at sikre fremtiden på. Folk i Græsvænge fik det nemmere, og Marstal Fjernvarme fik et større kundeunderlag, og det var der brug for, når der skulle foretages store investeringer. En anden indtægtsmulighed, som ingen havde kunnet forestille sig, da fjernvarmeværket blev etableret i 1962, var opsætningen af mobilantenner på skorstenen. I december 2007 kom der en henvendelse fra Sonofon, som ønskede

92

Der lægges fjernvarmerør på Tjørnevej i Ommel i august 2010. at opsætte flere antenner til mobilnettet. Etableringen krævede en forstærkning af fjernvarmeskorstenen, men udgiften ville blive dækket af Sonofon,215 så det gik an. Sonofon blev i øvrigt ikke det eneste mobilselskab, som lejede sig ind på skorstenen. Telefonselskaberne meldte sig i en lind strøm, så der kunne blive ordentlig mobildækning i Marstal.216 Ved slutningen af 2007 kunne det konstateres, at solvarmeproduktionen havde været højere end i 2006, selv om der var vedvarende problemer med låget på damvarmelageret.217 Ved indgangen til 2008 tog Marstal Fjernvarme fat på at fyre med bioolie. Vejen til denne beslutning havde været lang, og da bioolien blev taget i brug, begyndte der at vise sig problemer med filtre og ledninger, som blev blokeret af størknet olie. Løsningen var at holde en konstant temperatur, så olien ikke størknede. Problemerne var dog ikke større, end at varmemester Leo Holm Petersen foreslog at indkøbe olie for hele det kommende år og opføre en olietank på egen grund, da den gamle på havnen var fra 1925 og derfor måtte forventes at være risikabel i brug, når store mængder olie skulle opvarmes.218 I marts 2008 kunne Leo Holm Petersen fortælle, at han var gået i gang med at beregne mulighederne for etablering af en varmepumpe og mulig-

93

vis også en udvidelse af solfangeranlægget. Han havde flere forslag under udarbejdelse, da det naturligvis gjaldt om at få den bedst mulige kilowattpris.219 Det eksisterende solvarmeanlæg kørte fint i første halvdel af 2008, og fra midten af april til juni stammede al leveret varme fra solfangerne. Den alternative energi var teknologisk set en succes, og derfor blev Leo Holm Petersen jævnligt inviteret ud som foredragsholder ved møder om klima, opvarmning og alternativ energi.220 I efteråret 2008 kom den første lejlighed til at afprøve det modul, som var blevet monteret i 250 målere, og som skulle muliggøre fjernaflæsning. Nu var det slut med, at fjernvarmefolkene gik rundt fra dør til dør for at aflæse målere.221 Det var en stor forenkling og endnu et udtryk for fjernvarmeselskabets store opmærksomhed på effektivitet og udnyttelse af moderne muligheder.

Men ingen roser uden torne. Et meget stort – og dyrt – problem var damvarmelagerets utætte låg, som ifølge et tilbud ville koste knapt fire millioner kroner at reparere. Spørgsmålet var bare, hvordan leverandøren stillede sig til sagen? Kørte det hele fuldstændigt af sporet, havde fjernvarmen et alternativ i form af et nyt og helt anderledes låg til 1,8 millioner kroner.222 Som allerede nævnt havde et tidligere forsøg på at få Ommel indlemmet under fjernvarmens vinger ikke affødt større ommelsk opbakning, og så gik ideerne i sig selv. Men i sommeren 2008 blev planerne atter fundet frem, støvet af og lagt frem til bestyrelsens overvejelse. Samtidig blev der fortsat arbejdet på en udvidelse af solfangerfeltet.223 I september 2008 afholdt fjernvarmen informationsmøde i Ommel Beboerhus for at høre om landsbyens interesse i sagen nok en gang.224 I begyndelsen af december samme år var der indløbet svar fra 73 positivt interesserede, men 73 husstande i Ommel var ikke tilstrækkeligt til en etablering af ommelsk fjernvarme. Anlægsudgifterne ville blive for store, så tilmeldingsfristen blev forlænget til den forestående generalforsamling i marts i håbet om, at der snart ville komme flere til.Yderligere annoncering flyttede antallet op til 77, men det ønskede minimum på 100 husstande var stadig et stykke væk. I februar 2009 blev bestyrelsen derfor endnu en gang enig med sig selv om, at der var brug for en ny pressemeddelelse. Opgive ville man i hvert fald ikke…225 I juni 2009 var der opnået 83 ommelske fjernvarmetilmeldinger. Det fastsatte minimum på 100 husstande var altså ikke nået, men alligevel besluttede bestyrelsen enstemmigt at sætte arbejdet i gang. De 83 kommende for-

94

Nedgravning af transmissionsledningen fra Skolevej til Ommel den 12. juni 2012. brugere bestod af 76 oliekunder og syv med elektrisk opvarmning. Arbejdet kunne begynde i efteråret 2009 under forudsætning af, at de indkomne tilbud på arbejdet overholdt de budgetmæssige rammer.226 Den 5. oktober 2009 blev der holdt licitation på gravearbejdet i forbindelse med fjernevarmeudvidelsen til Ommel. I begyndelsen af 2010 gik arbejdet ind i sin næste fase, selv om nogle jordprøver undervejs havde vist, at en mindre del af jorden var forurenet og derfor havde forsinket arbejdet en anelse.227 Den vedvarende frost i vinteren 2010 skabte også nogle forsinkelser, men ellers gik det støt og roligt fremad.228 I sommeren 2010 fortsattes arbejdet, og medens ommelsboerne ventede på forsyninger fra en fremtidig central på Skolevej, blev varmeforsyningen sikret ved hjælp af et oliefyr i en container hos Roald Rasmussen på Marstalsvejen. Den løsning var teoretisk set brugbar, men helt god var den ikke. Oliefyret gik ud et par gange, men ved hjælp af en alarm blev også denne forhindring overvundet.

Efter igangsættelsen af udvidelsen til Ommel var der kommet nogle flere tilmeldinger, så i august 2010 var det oprindelige minimumskrav indfriet med 105 tilmeldte ejendomme. Hen på efteråret var Kirkevejen afsluttet, medens gravearbejdet var i fuld gang på Marstalsvejen. Etape to, omfat-

95

tende Strandbyvejen, Hovedgaden og Kærvej, var også sat i gang, og i begyndelsen af oktober var i alt 39 forbrugere blevet tilsluttet fjernvarmen. I forbindelse med en hushandel var der dukket en ny kunde op, men det opretholdt kun status quo, da en tidligere tilmeldt overvejede at springe fra. I slutningen af november 2010 var 48 forbrugere tilsluttet, og der manglede kun 107 meter i at fuldende etape to. I juni 2011 var der tilkoblet i alt 70 forbrugere.229 I august måned var arbejdet nået så vidt, at de voldsomt hullede veje kunne asfalteres efter endt nedgravning af fjernvarmerør. Desuden var der uventet dukket en interesseret kunde op på Tjørnevej, men på dette tidspunkt måtte kunden acceptere at vente, indtil der dukkede andre kunder op på vejen. I oktober 2011 var der tilsluttet 85 målere i Ommel.230 Etape tre, som bestod af resten af Hovedgaden og Ommel indre by, blev først gennemført i 2012.231 Sunstore 4 At få Ommel med på fjernvarmenettet var en stor opgave, men dog ikke større end at bestyrelsen i efteråret 2009 nok kunne tænke på at igangsætte endnu et solfangerprojekt, som denne gang fik navnet Sunstore 4. Egenbetalingen skulle være på knapt 64 millioner kroner, og i projektet indgik 15.000 kvadratmeter solfangerareal, 4,0 megawatt flis-/pil-kedel, 75.000 kubikmeter jordlager, 1,5 megawatt varmepumpe, 750 KW ORC (generatoren, der laver strømmen – Organic Rankine Cycle) samt bygning af en helt ny central på Skolevej.

Den store udvidelse skulle primært finansieres af forbrugerne, og derfor skulle der optages lån for omkring 60 millioner kroner. Det var et betydeligt beløb, som i princippet gældsatte hver forbruger med 40.000 kr.232 Derfor var der behov for en stor kundekreds og stabile økonomiske forhold, så læsset ikke væltede.

Solens stråler koster ikke penge, men den nødvendige omdannelse til varme er ganske kostbar. Kilowattprisen var stadig for høj, og beregninger fra Plan Energi viste, at det optimale ville være at etablere en halmkedel i kombination med en mindre forøgelse af solfangerarealet.233 Ideen var god nok, men i en ærøsk sammenhæng var den umulig, eftersom der stadig ikke fandtes halm nok på øen – end ikke til Ærøskøbing Fjernvarmes halmfyr.

Men det kriblede i fingrene på bestyrelsen og varmemesteren, som ved enhver given lejlighed fortsatte overvejelserne om en udvidelse af solfangeranlægget og undersøgte priser på det nødvendige jordkøb hos poten-

96

Niels Aage Jensen tager det første spadestik til Sunstore 4 den 12. april 2011.

97

tielle sælgere. Samtidig blev der ført lidt forhandlinger med Ærøskøbing Fjernvarme om at danne en halmindkøbsforening, og der blev i efteråret 2008 holdt nogle møder med mulige ærøske halmleverandører, men alene den omstændighed at kun fem mødte op, sagde noget ret bekymrende om forsyningssituationen.234 I begyndelsen af 2009 blev der købt jord omkring Skolevej og Nørremarksvej, så planerne om Sunstore 4 – en udvidelse med 15.000 kvadratmeter solfangere – ikke skulle mangle jord, når planerne kunne føres ud i livet.

I forbindelse med den stort anlagte udvidelse af solvarmeanlægget var der også søgt om tilskud hos EU. Seks millioner euro! Projektet var etableret i samarbejde med det lokale firma Sunmark ved Hans Grydehøj, og hele udvidelsen fik Hans Bjerregaard tilknyttet som konsulent. EU ønskede ti store solvarmeanlæg i Europa, og i rollen som pioner stod Marstal stærkt, eftersom der allerede eksisterede et større solvarmeanlæg og var opnået betydelige erfaringer på området. Blandt andet viste statistikken, at solvarme-

I slutningen af april 2011 var der fuld gang i udgravningen til Skolevejsbygningens fundament.

98

Bestyrelsen inspicerer damvarmelageret under bygning i juni 2011. produktionen var støt stigende, og i april 2009 blev 68 procent af varmebehovet dækket af solvarme, medens det i maj samme år drejede sig om 85 procent. For at få EU-midler skulle det nye anlæg være på 10 megawatt og dække 50% af selskabets varmeforbrug. Erfaringerne herfra skulle bruges til at kopiere anlæggene ti steder i Europa, primært i England, Syd- og Østeuropa.235 Et energispare-projekt, som skulle sikre et lavere energiforbrug, var svært at leve op til, men der blev alligevel fundet en lidt alternativ løsning på problemet, idet Marstal Fjernvarme lavede en aftale med Stenstrup Fjernvarme, der ikke kunne udnytte alle sine besparelser, som derfor overgik til Marstal Fjernvarme. Tilsvarende skulle det undersøges, om et lignende samarbejde kunne etableres mellem Marstal Fjernvarme og Ærø Elforsyning.

Begge dele gjaldt kun for 2009.236 Den markante udvidelse af solfangeranlægget var så interessant, at Danmarks Radio dukkede op i sommeren 2010 for at filme anlægget.237 Fjernvarmens ledende folk havde travlt med at rejse rundt og lade sig inspirere til den fremtidige udvidelse. I december 2009 blev der aflagt et besøg

99

i Østrig. I august 2010 besøgte bestyrelsen sammen med lokale håndværkere Hurup Flisværk. Marstal havde imidlertid på forhånd valgt at tage budgetmæssigt model efter Skørping, om end bygningen blev planlagt større end i Skørping for at være sikker på at få en høj elvirkningsgrad. Kun en måned senere gik turen til Hamburg for at se på en ORC sammen med lokale håndværkere. Forberedelserne til det forestående arbejde blev kort og godt gjort grundigt, så alle vidste, hvad de gik ind til. Eller gjorde man?

Det viste sig snart, at der var mange uforudsete forhold, som forøgede omkostningerne markant. En våd sommer bar sin del af ansvaret – men ikke alene.238 I oktober 2010 blev der indgået kontrakt med Sunmark om levering af solfangere og opførelse af bygning og rørinstallationer til den planlagte kedelcentral på Skolevej. Da området omkring Nørremarksvej var opkøbt af fjernvarmen til brug for solfangere, gav kommunen lov til at lukke den vestlige del af vejen mod at overtage vedligeholdelse og snerydning på den tilbageværende del af vejen.239 Byggeriet af den nye central i det store Sunstore 4-projekt sprængte de budgetmæssige rammer ret betragteligt, men selv 5,5 millioner kroners overskridelse fik ikke bestyrelsen til at ryste på hånden. Der skulle arbejdes videre, og så måtte man eventuelt se, om det var muligt at opnå tilskud fra forskellig side til dækning af den nye centrals uventet høje pris.240 De mange aktiviteter omkring Sunstore 4 bevirkede, at Marstal Fjernvarme blev skattepligtig. I forbindelse med opkøb af jord til solfangerne var fjernvarmen også blevet ejer af nogle huse, som blev brugt som udlejningsejendomme, og den slags bliver som bekendt beskattet. Desuden ville Sunstore 4 i sin fulde udbygning betyde, at Marstal Fjernvarme også blev strømproducent. Også dét udløste skattepligt.241 Endelig hørte det med til historien, at leveringen af ORC blev 50.000 euro dyrere end budgetteret. Den samlede pris blev 1.145.000 euro, og ORC blev leveret af det østrigske firma Turboden i Graz.242 I juni 2011 stod det klart, at det store Sunstore 4-projekt ville blive forsinket, blandt andet fordi det store damvarmelager havde været ramt af problemer med voldsomme regnskyl. Budgettet var nu grundigt overskredet med ca. syv millioner kroner, så der blev forståeligt nok udsendt budgetopfølgning hver måned til bestyrelsens medlemmer.243 Det var en spændende tid – næsten for spændende.

Ud på efteråret 2011 var arbejdet med Sunstore 4 nået så langt, at bestyrelsen forventede, at såvel kedel som ORC kunne tages i brug midt i januar

100

Danmarks næststørste mobilkran løfter indløbsarrangementet ind til damvarmelageret den 12. juli 2011.

101

2012. Hvornår solfangerne kunne benyttes, var mere uklart, idet sommerens og efterårets intense regnvejr havde forsinket opstillingen.244 Damvarmelageret gav hele tiden anledning til bekymring, men det hjalp lidt, at skaden på låget var blevet anerkendt som en dækningsberettiget skade. Efter den afgørelse kunne reparationen sættes i gang.245 Ingen kunne være i tvivl om, at Sunstore 4 var et stort projekt, men med optagelsen af et lån på 53 millioner kroner blev omfanget næsten for tydeligt.246 I slutningen af november 2011 var tiden inde til at gøre status. På grund af det utætte låg var damvarmelageret et halvt år forsinket. Byggeriet af centralen på Skolevej var forsinket med omkring to måneder, og selve solfangeranlægget var forsinket med mere end et halvt år, primært på grund af regn.247 Det dårlige vejr havde foruden udgifter til forbedringer på anlægget medført en budgetoverskridelse på ca. ti millioner kroner på Sunstore 4, vurderede driftsleder og bestyrelse i december 2011. Men kun en måned senere så situationen helt anderledes og meget værre ud. Revisoren havde gennemgået tallene og var nået frem til, at behovet var 20 millioner kroner, hvis

Et voldsomt regnvejr den 14. august 2011 forårsagede store skader på damvarmelageret.

102

Rejsegilde pĂĽ Skolevejsbygningen den 1. november 2011.

103

likviditetsbudgettet skulle kunne hænge sammen. Nu begyndte det at blive rigtig alvorligt, så bestyrelsen besluttede at kontakte Ærø Kommune for at bede om en kommunegaranti.248 For at få kommunen til at yde garantien opstod der behov for at forpligte de ejendomme, som ikke allerede var bundet til fjernvarme via tilslutningspligten fra 1984. Det gjaldt først og fremmest Græsvænge og Ommel. Alle forbrugere kunne godt se, at situationen ikke var helt god. Marstal Fjernvarme blev et samtaleemne i byen, og interessen for den omfattende udvidelse og især budgetoverskridelserne fik forbrugerne til at strømme til generalforsamlingen den 22. marts 2012, hvor bestyrelsen med formand Niels Aage Jensen i spidsen måtte forklare, hvordan budgettet kunne skride så voldsomt. Det viste sig ret hurtigt, at det ikke kun var vejrets skyld, men også havde tæt sammenhæng med bestyrelsens beslutning om at udvide visse dele af Sunstore 4 ud over det oprindeligt planlagte. Kommunen havde heldigvis garanteret for et lån, så anlægget ikke skulle tynges af unødigt høje renter, men generalforsamlingen gav på den anden side set tydeligt udtryk for, at udviklingen var bekymrende.249 Bekymringen blev ikke mindre, da en helt ny kedel allerede ved sin før-

Damvarmelageret var inden tildækningen stort nok til at sejle i. Her er et par optimistsejlere på tur den 4. marts 2012.

104

Første ladning lettisk rundtømmer til flis losses i Søby Havn den 14. februar 2012.

Flishugning i fuld gang på pladsen foran Skolevejsbygningen i marts 2012.

105

ste opvarmning den 11. april 2012 eksploderede. Skaden var så alvorlig, at en afprøvning i den ordinære fyringssæson var udelukket.

Det var ikke til at komme udenom, at fjernvarmen i Marstal var ramt af truende skyer i horisonten. Men solen brød frem i juni 2012, da Marstal Fjernvarme på et møde i Rio de Janeiro blev optaget på en liste over 100 energirigtige løsninger på verdensplan. Listen med navnet Sustainia 100 blev dermed endnu en blåstempling af fjernvarmeløsningen i Marstal.250 Regeringens energiforlig i marts 2012 lagde belastende afgifter på de såkaldte NOx-partikler. Samtidig blev der lagt op til en afvikling af de fossile brændstoffer, som for 50 procents vedkommende skal erstattes af vedvarende energi i 2020.251 Men den slags bekymrer ikke Marstal Fjernvarme, for her er der allerede taget højde for situationen med et solfangeranlæg, der dækker over halvdelen af varmeforbruget, medens et biomassefyr dækker resten!

Fra traditionalist til trendsætter Da Marstal Fjernvarme blev etableret i 1962, skete det midt i den fjernvarmebølge, der skyllede ind over landet og lettede store dele af befolkningen for arbejdet med at varme husene op. På den tid handlede det om at etablere et fjernvarmenet, som kunne levere den nødvendige varme til alle forbrugere til en fornuftig pris. Effektiviseringen og den nemme løsning for den enkelte beboer var udslagsgivende for projektets fremgang. Ingen talte om miljøhensyn.

Det var et stort arbejde at etablere fjernvarme i de mange hjem, og udviklingen foregik næsten på samme tid i hele landet, så der var travlhed over alt, og historien var stort set den samme hver gang. Nogle tog initiativet, og mange bakkede op, fordi det var til alles fordel.

Med oliekrisen i 1973 blev tanken om fornuftige oliepriser skrinlagt. Hele verden måtte acceptere nye og langt højere priser på olien, som forekom helt uundværlig. Spørgsmålet var imidlertid, om olien nu også var helt uundværlig. I årene efter oliekrisen begyndte mange i hvert fald at overveje andre og mere miljørigtige løsninger. Ordet forurening blev flittigt benyttet, og hvis nogle forestillede sig atomkraftværker i Danmark, så blev tanken hurtigt kasseret, da hele verden fulgte med i det alvorlige atomkraftudslip på Syvmileøen i USA i 1979. Nej, der skulle noget andet til. Naturens ressourcer skulle i brug – jord, vand, vind og sol – og den ene regering efter den anden tog spørgsmålene meget alvorligt og bakkede godt op om blandt andet vindenergi.

Sådan var det også på Ærø. I Ærøskøbing blev der etableret et kraftvar-

106

Marstal Fjernvarme har trofaste medarbejdere. Af de nuværende ansatte har de tre været ansat i over tyve år og to i over ti år. Her er hele staben fanget i en ledig stund i kaffestuen i september 2012. Fra venstre Gitte Brygger, Per Mortensen, Laurits Nielsen, Ejvind Petersen, Leo Holm Petersen og Finn Jensen.

Sunstore 4’s enorme damvarmelager fotograferet fra luften juleaftensdag 2011.

Yderst til højre anes den nye bygning på Skolevej. Solfangerne syd og vest for damvarmelageret er endnu ikke sat op.

107

meværk, og Ærø fik en vindmøllepark i 1980’erne. Energispørgsmålene optog sindene, og de skiftende regeringers afgiftspolitik fremmede interessen for alternative løsninger. En solrig dag nåede en idé til Marstal.

Marstal Fjernvarme var ikke det første sted, der etablerede et solvarmeanlæg. Men Marstal var måske den første danske by, der forfulgte sit mål så konsekvent, at det ikke bare blev bemærket lokalt og nationalt, men også internationalt. Solvarmen var og er en miljørigtig energikilde, og i takt med den teknologiske udvikling er mulighederne blevet mere og mere interessante. Store tilskud og endnu større ambitioner har udviklet Marstal Fjernvarme fra at være et traditionelt fjernvarmeværk til at blive en solvarmepioner, som er med til at sætte dagsordenen for morgendagens varmeproduktion.

Præcis som ved fjernvarmeværkets stiftelse er det afgørende, at fjernvarmen er til gavn for alle, men det skal ske på en måde, der sikrer, at der også er tilstrækkelige ressourcer til de kommende generationer. Det mål er nået i 50-året for Marstal Fjernvarmes stiftelse, og der er ingen tvivl om, at regeringens energiforlig snart vil få andre til at lade sig inspirere af resultatet.

Se, det kan man da kalde en rigtig solstrålehistorie!

108

Bestyrelsesmedlemmer, -formænd og varmemestre 1962-2012 Bestyrelsesmedlemmer 1962-1966 Poul Martin 1962-1986 John Kørner 1962-1962 Johannes Rasmussen 1962-1965 Albert Hansen 1962-1964 K. Knudsen 1962-1983 Peter J. Herskind 1964-1987 Erling Rosenbeck 1965-1976 N. Chr. Hansen 1966-1975 M. C. Marcussen 1975-1985 Bent Grube 1976-1986 Svend Kondrup 1983-1986 Ebbe Skærning

1985-1987 Allan Vestergaard 1986-1996 Erik Jørgensen 1986-1988 Poul Harris Groth 1986-1988 Peder Hansen 1988-1994 Arne Pedersen 1987Niels Aage Jensen 1987Kai William Jensen 1988Roy Sathnarain 1994-1995/ 1996-2005 Poul Laursen 1995Helge Raahauge 2005Martin Bro Mikkelsen

Marstal Fjernvarmes bestyrelse i jubilæumsåret. Fra venstre Curt Skov, Niels Aage Jensen, Helge Raahauge, Kai William Jensen og Martin Bro Mikkelsen.

Roy Sathnarain er ikke med på billedet.

109

Kommunale repræsentanter i bestyrelsen 1962-1966 Knud Grønne 1962-1966 M. C. Marcussen 1966-1970 Andreas Boye Kromann 1966-1970, 1974 Poul Laursen 1970-1974 Erland Hansen 1970-1971 Kristian Groth 1971-1974 Marie Hansen 1974-1977 Lilian Kristensen 1975-1978 Ingvard Andersen 1978-1982 Ebbe Skærning 1982-1985 Finn Vesterlund 1982-1985 K. G. Matthiasen 1986-1986 Graeme Thomson 1986-1987 Armand Groth Hansen 1986-1989 Peter Jensen 1988-1989 Solveig Pedersen 1989-1994 Helge Raahauge 1994-1998 Ole Pihl 1998-2002 Henning Rasmussen 2002-2010 Poul Elman Hansen 2010Curt Skov Fra oktober 1989 blev de to kommunale repræsentanter reduceret til en.

Fjernvarmebestyrelsesformænd 1962-1966 Poul Martin 1966-1986 John Kørner 1986-1987 Erling Rosenbeck 1987Niels Aage Jensen

Varmemestre 1962-1982 Johannes Rasmussen 1982-1991 Bjarne Nielsen 1991Leo Holm Petersen

110

Kilder og litteratur

Utrykte kilder Marstal Fjernvarmes arkiv 1962-2009 Beslutningsprotokol.

2009Beslutningsprotokol.

Det ærøske Boligselskabs arkiv Deklaration af 6. august 1959.

Trykte kilder Fyns Amts Avis, relevante årgange. (Marstal Søfartsmuseums avisudklipssamling er benyttet: 0334A35-1. 1974-2000. Fjernvarme).

Ingeniøren, nr. 10, 6. marts 1992.

Jyllandsposten, 18. august 2003. Ærø Venstreblad, 26. maj 1964.

Internet www.da.wikipedia.org (1. januar 2012)

Samtaler Eva Grønne, 4. august 2012.

Birthe Hansen, 22. februar 2007.

Niels Aage Jensen, 9. maj 2012.

Mogens Kristensen, 26. februar 2007.

John Kørner, 22. februar 2007 og 2. januar 2008.

Knud Nielsen, 12. januar 2012.

Leo Holm Petersen, 15. juni 2011, 9. maj 2012 og 13. august 2012.

Alice Petersen, 21. februar 2007.

Grethe Rasmussen, 26. januar 2007.

111

Litteratur Kjellerup Fjernvarme A.m.b.a. 50 års jubilæum 1. september 1957-1. september 2007 (2007), Kjellerup.

Pedersen, Ole Karup (1991): Danmark og verden. 1970-1990. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bind 15, København.

Rasmussen, Hanne og Rüdiger, Mogens (1990): Danmarks historie bind 8.

Tiden efter 1945, København.

Kjærsgaard, Torkild (red.) (2008): Skanderborg Fjernvarme 1958-2008. 50 års jubilæum, Skanderborg.

Skov, Andreas og Petersen, Jens Åge S. (2007): Dansk Fjernvarme i 50 år.

1957-2007, Kolding.

Tambo, Arne (2001): Ærøskøbing Fjernvarme.Videnbasen – hæfte 20, Ærøskøbing.

112

Noter og henvisninger

1) 2) 3) 4) 5) 6) 7) 8) 9) 10) 11) 12) 13) 14) 15) 16) 17) 18) 19) 20) 21) 22) 23) 24) 25) 26) 27) 28) 29) 30) 31) 32) 33) 34) 35) 36)

Skov og Petersen, 2007, s. 9-15.

Skov og Petersen, 2007, s. 16-21.

Skov og Petersen, 2007, s. 27-30.

Oplyst af Grethe Rasmussen den 26. februar 2007.

Oplyst af Birthe Hansen den 22. februar 2007 og Leo Holm Petersen den 15. juni 2011.

Jf. Det ærøske Boligselskabs arkiv. Deklaration af 6. august 1959. Oplyst af Eva Grønne den 4. august 2012.

Oplyst af John Kørner den 22. februar 2007.

Oplyst af Birthe Hansen den 22. februar 2007.

D.E.C. ændrede pr. 9. maj 1972 navn til SEMCO. Den 7. marts 2003 blev navnet ændret til BRAVIDA i forbindelse med et salg af virksomheden.

Oplyst af John Kørner den 22. februar 2007.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 21. maj 1962.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 29. maj 1962.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 27. juni 1962.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 9. juli 1962.

Oplyst af Birthe Hansen den 22. februar 2007.

Oplyst af John Kørner den 22. februar 2007.

Kjellerup Fjernvarme A.m.b.a. 50 års jubilæum 1. september 1957-1. september 2007, 2007, s. 9 og Kjærsgaard (red.), 2008, s. 16f.

Oplyst af John Kørner den 22. februar 2007.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 20. juli 1962.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 26. juli 1962.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 1. august 1962.

Oplyst af Mogens Kristensen den 26. februar 2007.

Oplyst af John Kørner den 22. februar 2007.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 6. august 1962.

Oplyst af John Kørner den 22. februar 2007.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 16. august 1962.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 13. september 1962.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 26. september 1962.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 26. september 1962.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 2. november 1962.

Fyns Amts Avis, 14. november 1987. Oplyst af John Kørner den 22. februar 2007.

Oplyst af John Kørner den 22. februar 2007.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 28. november 1962.

Fyns Amts Avis, 14. november 1987.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 16. januar 1963.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 16. januar 1963.

113

37) 38) 39) 40) 41) 42)

43) 44) 45) 46) 47) 48) 49) 50) 51) 52) 53) 54) 55) 56) 57) 58) 59) 60) 61) 62) 63) 64) 65) 66) 67) 68) 69) 70) 71) 72) 73)

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 25. januar 1963.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 18. februar 1963.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 20. februar 1963.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 29. marts 1963.

Oplyst af John Kørner den 22. februar 2007.

John Kørner oplyste den 22. februar 2007, at brugen af Clorius-målere primært blev brugt af boligselskaber, hvor afregningstallet ikke behøver at være så præcist. Alle andre steder blev der efterhånden skiftet over til kubikmetermålere.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 24. april 1963 og 7. maj 1963.

Oplyst af John Kørner den 22. februar 2007.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 7. maj 1963.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 31. juli 1963.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 23. august 1963.

Tambo, 2001, s. 4-7.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 4. september 1963.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 20. september 1963.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 24. september 1963.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 1. oktober 1963.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 30. januar 1964.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 1. maj 1964.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 25. maj 1964. Ærø Venstreblad, 26. maj 1964.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 31. juli 1964.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 20. august 1964.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 7. september 1964.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 30. november 1964.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 13. januar 1965.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 13. januar 1965.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 5. marts 1965.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 28. september 1965.

Fyns Amts Avis, 14. november 1987. Ejendomsprisernes stigning er oplyst af John Kørner den 22. februar 2007.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 22. februar og 26. september 1966.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 1. maj 1967. Oplyst af John Kørner den 22. februar 2007.

Oplyst af John Kørner den 22. februar 2007.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 4. og 18. december 1967 og 15. januar 1968.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 8. april 1968.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 19. august 1968.

Oplyst af John Kørner den 2. januar 2008.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 9. maj 1968.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 6. maj 1970.

114

74) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 9. september 1970.

75) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 25. april 1973.

76) www.da.wikipedia.org 1. januar 2012. Rasmussen og Rüdiger, 1990, s. 265f. Pedersen, 1991, s. 66-69.

77) Pedersen, 1991, s. 69-74.

78) Fyns Amts Avis, 29. april 1974.

79) Fyns Amts Avis, 18. september 1974.

80) Fyns Amts Avis, 11. september 1974.

81) Fyns Amts Avis, 1. oktober 1975.

82) Fyns Amts Avis, 15. november 1975.

83) Fyns Amts Avis, 28. september 1976.

84) Fyns Amts Avis, 27. september 1977.

85) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 11. oktober 1975.

86) Fyns Amts Avis, 14. november 1987.

87) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 22. april 1977.

88) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 13. oktober 1977.

89) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 24. september 1979.

90) Fyns Amts Avis, 1. maj 1980.

91) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 16. oktober 1980. Fyns Amts Avis, 18. oktober 1980.

92) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 24. juni, 14., 21. og 24. september 1981. Fyns Amts Avis, 26. juni, 20. august, 16., 25. og 26. september 1981.

93) Fyns Amts Avis, 15. og 18. september 1981.

94) Fyns Amts Avis, 22. september 1981.

95) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 23. februar 1982. Fyns Amts Avis, 1. oktober 1982.

96) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 28. januar og 9. februar 1982.

97) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 1. november 1982.

98) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 12. august, 22. og 27. september 1982. Oplysninger fra John Kørner den 22. februar 2007 samt oplysninger fra Alice Petersen den 21. februar 2007.

99) Fyns Amts Avis, 29. januar, 11. og 25. februar, 21. april, 16. og 29. september 1982.

100) Oplyst af Knud Nielsen, 12. januar 2012.

101) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 16. december 1982. Fyns Amts Avis, 7. januar og 25. februar 1983.

102) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 7. februar 1984. Tidligere varmemester Johs. Rasmussen gav også sit besyv med i et stort læserbrev, som anbefalede etablering af et kulværk, som kunne fastholde fjernvarmens attraktivitet i mange år fremover; jf. Fyns Amts Avis, 22. februar 1984.

103) Se Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 4. juni 1985. Fyns Amts Avis, 4., 29. august og 6. september 1984. Desuden oplysninger af Knud Nielsen, 12. januar 2012.

104) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 26. september 1984. Fyns Amts Avis, 5., 7. og 27. september 1984.

105) Fyns Amts Avis, 21. november 1984.

115

106) Fyns Amts Avis, 24. maj 1985.

107) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 30. september 1985 og 11. marts 1986.

108) Fyns Amts Avis, 1. maj, 24. juni og 1. oktober 1985.

109) Fyns Amts Avis, 5. september 1985.

110) Fyns Amts Avis, 15. november 1984 og 14. september 1985.

111) Fyns Amts Avis, 14. september 1985.

112) Fyns Amts Avis, 16. september 1985.

113) Fyns Amts Avis, 25. september 1985.

114) Fyns Amts Avis, 21. maj og 16. november 1985.

115) Fyns Amts Avis, 14. maj 1986 (annonce). Tambo, 2001, s. 18f.

116) Fyns Amts Avis, 1., 24. og 29. oktober 1985.

117) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 19. december 1985.

118) Fyns Amts Avis, 23. januar 1986.

119) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 22. september 1986 og 28. september og 12. oktober 1987. Fyns Amts Avis, 24. september 1986. Niels Aage Jensen havde været suppleant i bestyrelsen siden 1983.

120) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 5. maj 1987. Fyns Amts Avis, den 23. oktober, 16. november og 31. december 1987.

121) Fyns Amts Avis, 20. marts og 29. september 1987. Oplysninger fra Knud Nielsen, 12. januar 2012. Beretningen fra Marstal Fjernvarmes generalforsamling, 28. september 1987; i: Marstal Søfartsmuseum. Fyns Amts Avis’ arkiv. 0334A35-1. 1974-2000. Fjernvarme.

122) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 8. og 29. februar og 4. marts 1988. Fyns Amts Avis, 28. september 1988.

123) Fyns Amts Avis, 21. november 1988.

124) Fyns Amts Avis, 22. november 1988.

125) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 14. og 21. april, 19. maj og 15. juni 1988.

126) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 21. juni 1988. Fyns Amts Avis, 1. juli 1988.

127) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 18. august 1988.

128) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 3. oktober 1988.

129) Fyns Amts Avis, 17. marts 1988.

130) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 22. december 1988, 28. juni 1989 og 6. februar 1991.

131) Oplyst af John Kørner den 22. februar 2007.

132) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 30. november og 22. december 1988, 28. marts 1989. Oplyst af Leo Holm Petersen den 13. august 2012.

133) Fyns Amts Avis, 6. januar 1989.

134) Fyns Amts Avis, 9. juni, 15. juni og 15. december 1990.

135) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 28., 30. juni og 12. oktober 1989. Fyns Amts Avis, 30. september og 11. november 1989, 2. juni og 7. november 1990.

136) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 3. april 1990.

137) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 14. november 1990.

116

138) Fyns Amts Avis, 28. september 1989, 14. december 1990 og 13. marts 1991.

139) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 27. april 1991.

140) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 27. maj 1991. Fyns Amts Avis, 30. maj og 22. november 1991.

141) Fyns Amts Avis, 4. september og 12. november 1992, 20. januar 1993.

142) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 15. juni 1992. Fyns Amts Avis, 8. september 1992.

143) Ingeniøren nr. 10, 6. marts 1992.

144) Pedersen, 1991, s. 75f.

145) Pedersen, 1991, s. 234-243. Rasmussen og RĂźdiger, 1990, s. 323f.

146) Skov og Petersen, 2007, s. 154-158.

147) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 6. oktober og 18. november 1993 og 3. marts 1994. Fyns Amts Avis, 19. oktober 1993 og 9. marts 1994.

148) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 16. juni, 9. august og 26. oktober 1994. Fyns Amts Avis, 5. juli 1994.

149) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 26. oktober og 14. december 1994 samt 13. februar 1995. Fyns Amts Avis, 14. januar 1995.

150) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 23. marts 1995.

151) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 7. juni 1995.

152) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 2. oktober 1995.

153) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 10. oktober 1995. Fyns Amts Avis, 10. oktober 1995.

154) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 9. november, 16. november og 27. november 1995.

155) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 30. november 1995. Fyns Amts Avis, 22. august, 28., 29. november og 1. december 1995.

156) Fyns Amts Avis, 4. december 1995.

157) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 25. januar 1996.

158) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 6. juni 1996. Fyns Amts Avis, 26. februar 1996.

159) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 24. oktober 1996. Fyns Amts Avis, 11. oktober 1996.

160) Fyns Amts Avis, 4. oktober 1996.

161) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 14. marts 1996. Fyns Amts Avis, 28. februar 1995.

162) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 26. september 1996. Fyns Amts Avis, 2. april og 29. oktober 1996.

163) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 20. november 1996. Fyns Amts Avis, 11., 23. og 25. november 1996.

164) Fyns Amts Avis, 20. november 1996.

165) Fyns Amts Avis, 2. december 1996.

166) Fyns Amts Avis, 11. december 1996, 13. februar og 29. november 1997.

167) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 23. januar og 4. december 1997. Fyns Amts Avis, 5. juli, 30. oktober og 18. december 1997.

168) Fyns Amts Avis, 22. juli 1994.

117

169) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 23. januar og 27. februar 1997. Fyns Amts Avis, 27. september 1996, 30. august og 12. juni 1997, 17. oktober 1998 og 8. januar 1999.

170) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 28. august 1997. Fyns Amts Avis, 16. maj 1997.

171) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 19. februar 1998. Fyns Amts Avis, 15. januar 1998.

172) Fyns Amts Avis, 19. maj 1998.

173) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 19. februar 1998.

174) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 15. juni og 1. oktober 1998.

175) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 15. juni 1998. Fyns Amts Avis, 9. juni 1998.

176) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 11. marts 1999.

177) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 26. juli 1999.

178) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 26. juli og 29. september 1999.

179) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 2. december 1999.

180) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 2. december 1999. Fyns Amts Avis, 3. september og 21. november 1998.

181) Fyns Amts Avis, 27. november 1998, 29. april, 1., 4., 7. og 8. maj, 29. september og 3. og 25. november 1999.

182) Fyns Amts Avis, 27. august 1999.

183) Fyns Amts Avis, 30. marts, 17. april, 8. juli, 11., 20. og 23. december 1999.

184) Fyns Amts Avis, 6. januar 2000.

185) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 23. marts og 27. april 2000.

186) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 1. juli 2000.

187) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 31. august 2000. Oplyst af Leo Holm Petersen den 13. august 2012.

188) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 2. marts og 27. april 2000.

189) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 31. august 2000.

190) Fyns Amts Avis, 26. september 2000.

191) Fyns Amts Avis, 1. og 2. marts 2001.

192) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 19. februar, 8. marts og 19. april 2001. Fyns Amts Avis, 9. marts og 17. august 2001.

193) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 19. april 2001.

194) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 4. oktober 2001. Fyns Amts Avis, 18. august 2001 og 28. april 2003.

195) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 21. februar 2002. Fyns Amts Avis, 7. og 12. januar 2002.

196) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 20. juni 2002. Fyns Amts Avis, 21. august 2002.

197) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 20. juni 2002.

198) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 4. oktober 2001.

199) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 22. november 2002.

200) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 27. februar 2003.

118

201) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 8. maj 2003. Fyns Amts Avis, 13. maj 2003.

202) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 26. juni 2003.

203) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 26. juni 2003. Jyllandsposten, 18. august 2003.

204) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 8. maj og 9. oktober 2003.

Fyns Amts Avis, 28. juni og 6. september 2003.

205) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 9. oktober 2003. Fyns Amts Avis, 24. november 2003.

206) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 4. december 2003.

207) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 9. juni 2004.

208) Fyns Amts Avis, 17. april 2004.

209) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 9. juni 2004.

210) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 6. juni 2005.

211) Fyns Amts Avis, 28. september 2004.

212) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 19. september 2005.

213) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 6. marts 2006.

214) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 26. februar 2007.

215) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 6. december 2007.

216) Blandt andet selskabet Âť3ÂŤ, jf. Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 20. juni 2011.

217) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 6. december 2007.

218) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 6. marts 2008.

219) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 6. marts 2008.

220) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 2. juni 2008.

221) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 2. december 2008.

222) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 15. september 2008.

223) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 2. juni 2008.

224) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 15. september 2008.

225) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 2. december 2008 og 26. februar 2009.

226) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 3. juni 2009.

227) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 15. december 2009.

228) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 25. februar 2010.

229) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 20. juni 2011.

230) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 25. august og 12. oktober 2011.

231) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 24. august, 6. oktober og 30. november 2010.

232) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 5. oktober 2009. Fyns Amts Avis, 2. november 2009.

233) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 15. september 2008.

234) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 15. september og 2. december 2008.

235) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 1962-2009, dat. 3. juni 2009.

236) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 15. december 2009.

119

237) 238) 239) 240) 241) 242) 243) 244) 245) 246) 247) 248)

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 24. august 2010.

Oplyst af Leo Holm Petersen og Niels Aage Jensen, den 9. maj 2012.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 6. oktober og 30. november 2010.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 26. februar 2011.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 10. marts 2011.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 10. marts 2011.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 20. juni og 25. august 2011.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 12. oktober 2011.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 12. oktober 2011.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 12. oktober 2011.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 30. november 2011.

Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 20. december 2011 og 28. januar 2012.

249) Marstal Fjernvarme. Beslutningsprotokol 2009-, dat. 22. marts 2012.

250) Fyns Amts Avis, 22. juni 2012.

251) Fyns Amts Avis, 23. marts 2012.

120

ISBN-nr. 978-87-995589-0-2