297110 TENEN NR. 2-2026 - WEB by Mark & Storm Grafisk

TENEN 36. ÅRGANG NR. 2 · NOVEMBER 2026

Indhold Kære medlem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Evas kisteklæde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Palmer og aber. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Find din sofapude på museets gulv . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Märta Stinnas strik. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Redskaber til hver en tid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Märtha Måås-Fjetterström . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Anmeldelse. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Udstillinger. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Mindeord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Arrangementer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

TENENS bestyrelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Invitation til Juletur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bagsiden

Ellen Warring Lis Slottved Mark & Storm Grafisk A/S 0906-9526 150 stk. TENEN og bidragydere tenen.dk

Tidsskriftet TENEN Medlemsblad for Dansk Tekstilhistorisk Forening. Danish Society for Textile History Verein für Dänische Textilgeschichte Besøg TENENs hjemmeside www.tenen.dk TENEN udkommer i juni og november. Artikler sendes til redaktion@tenen.dk, NB tekst og billeder adskilt, husk billedtekster og ophavsret til foto. Næste deadline for indlevering af artikler er 1. april 2027.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

TIL MEDLEMMERNE

Kære medlem Lyø er kendt for sine smukke broderier, og broderierne fulgte tidligere beboerne helt ind i døden i de såkaldte kistestykker, der blev syet mange år før man døde. Eva Aaberg Westh har syet sit smukke kiste klæde og skrevet om det her i bladet. Håndarbejdslærer Laura Halkjær (19051993) blev kendt i det ganske land for sine smukke puder og løbere, hvor inspiration fra gulve i slotte og museer blev omsat til symmetriske korsstingsbroderier, flest fra Thorvaldsens Museum. Vi har fundet de gamle mønstre og billeder frem, og de viser stor mangfoldighed og kvalitet. Måske værd at tage op igen i disse år, hvor håndarbejde igen er in? For medlemmer af TENEN bliver der en enestående chance for at besøge Thorvaldsens Museum og se tekstilsamlingen, der ellers ikke er udstillet. Se side 20. Smukt strik er altid spændende og MärtaStina Abrahamsdottor fra Ångermanland i Sverige skabte de smukkeste strikkede trøjer og tæpper. Hun havde fortjent at blive berømmet for sine arbejder, men det blev hun desværre først lang tid efter sin død. Årets udstillinger har stået i gobelinernes tegn både på Koldinghus og Frederiksborg. Udstillingen på Koldinghus er omtalt i dette nummer. Et fint tæppe i silkebroderi af brodøse Augusta Vallentin, bliver præsenteret af Esther Grølsted. Hvor tæppet tolkes ud fra kunstnerens liv. I sensommeren har TENEN haft et spændende arrangement i Den Kongelige Samling, som vi besøgte i Brede, og hvor Anna og Annemette fortalte og

viste et udpluk af de fantastiske kongelige tekstiler, bl.a. Dronning Margrethes sorte kjole til det første officielle foto i 1972. Desværre måtte vi ikke tage billeder, men det var utroligt spændende at se og høre om arbejdet med at bevare skiftende generationers tøj fra kroningskåber til Royal Run T-shirts. Se referat side 37. Lørdag den 3. april 2027 bliver der afholdt generalforsamling i Horsens, sæt allerede nu kryds i kalenderen. Udførlig indkaldelse kommer som nyhedsbrev i det nye år. Med masser af læsestof vil vi ønske alle medlemmer Glædelig jul og godt nytår fra redaktionen Lis og Ellen

Kontingent 2027 Almindeligt kontingent: 300 kr. Familie kontingent: 350 kr. Institutioner el. lign.: 350 kr. Det koster 50 kr. at få det fysiske blad sendt til adresser i Danmark, og 100 kr. i Europa. Betales sammen med kontingent. Husk at oplyse navn og om bladene skal sendes, de kan også hentes ved generalforsamling og arrangementer. Bankkonto: reg.1551 kt 1430130 IBAN: DK23 3000 0001 4301 30

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Mit kisteklæde Af Eva Aaberg Westh I 2018 stiftede jeg bekendtskab med de gamle tekstiler, som blev syet på Lyø, syd for Faaborg, i 1800-tallet. Det var især de blå og røde korsstingsmotiver, der optog mig. Blandt de mange tekstiler var der flere kisteklæder, der blev brugt ved begravelser. De lange kisteklæder er 2½-3½ meter lange, og de korte er 1½ meter lange. De blev lagt på kisten som et kors, med det korte øverst. Denne måde at pynte kisten på blev brugt frem til slutningen af 1800-tallet, og især på Sjælland og på Lyø er mange af disse kisteklæder bevaret. Formålet var dels at pynte og dels at beskytte den afdødes sjæl mod onde ånder. Dertil brugte man sym boler som stjerner, engle, kongekroner, fugle, kranse og zigzag-borter. Motiverne var anbragt symmetrisk, og i begge ender var

Bagerste krans.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

der en trendfletning. Farverne var næsten udelukkende blå, men der er også set rødt og gult. Syteknikkerne var især korssting, tællesyning og hulsøm. Ofte var det længste klæde påsyet monogram og årstal. Inden kisten blev sænket i jorden, lagde 2 kvinder klæderne sammen til senere brug. På Lyø blev Niels Østens kiste pyntet med kisteklæder, der blev lagt over et mørkt klæde efter gammel skik, så sent som i 1959. Jeg fik lyst til at sy et kisteklæde med motiver fra Lyø, og efter at have fået grønt lys fra nogle af kvinderne på Lyø gik jeg i gang. Min broderilærer Lis Ahrenkiel fra ”Den klassiske broderiskole” donerede et gammelt hørlagen til formålet. Hos en bedemand fik jeg lov til at opmåle en kiste. Det gamle lagen blev delt i 4 lange stykker på 31 cm x 200 cm og vasket i Lis’ store gryde i soda og sæbespåner. 2 af delene blev syet sammen og afkortet til ca. 3½ meter, således at sømmen kunne dækkes af det korte klæde, når det blev lagt på kisten som et kors. De lange sider blev kantet med et sildebens vævet bånd. Jeg besluttede, at der på mit kisteklæde kun skulle sys korssting og være en slags fletning i enderne. Trådtætheden på lagnet var 15 tråde/cm. Jeg ville sy med hørtråd, som man også gjorde i gamle dage, og valget stod mellem at sy korssting over 2 x 2 tråde med Bockens Hør 35/2 eller over 3 x 3 tråde med Bockens 16/2. Der blev syet mange prøver, og begge dele blev pæne. De små korssting vandt, da de kom tættest på de traditionelle broderier. Den gule tråd

Hjerte Korssting i rødt og blåt, klassisk Lyømotiv.

Forreste krans, udfyldt korsstingsmotiv.

Niels Østens Kiste. Gammel Lyøbegravelse. Kistestykker blev brugt til både mænd og kvinder. De to broderede stykker lægges i korsform over kisten. Foto: Nationalmuseet 1959.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Der flettes.

blev Dansk Blomstergarn fra Håndarbejdets Fremme, da Bockens 35/2 ikke fandtes i den rette nuance. Motiverne valgte jeg ud fra, hvilke jeg holder mest af, og hvilke der oprindeligt ses på kisteklæderne. Og der kom masser af rødt og også noget gult på. Mit kisteklæde skal bruges i vore dage, hvor vi holder af at pynte vore afdødes kister med farverige blomster. Nu kunne jeg langt om længe begynde at brodere. Jeg syede på ramme og af og til med en luplampe, når det var ekstra svært at tælle trådene. Jeg havde forsøgt at måle, således at de store kranse ville komme til at ligge på de skrå sider på kistelåget, så de kunne ses fra kirkerummet. Dem gik jeg nu i gang med at sy. Derefter syede jeg remserne med de små motiver op langs med

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

klædet, så de ligger på samme måde som hulsømmene på de gamle kisteklæder. Så kom turen til mit monogram, som blev syet under den største krans med et alfabet, der også blev brugt på Lyø. Og i den modsatte ende årstallet 2026. Under de mindre kranse kom et par små Lyø fugle. Midt på det korte stykke syede jeg et hjerte. Jeg var nu nået til de trendfletninger, der skulle sidde som afslutning i hver ende - datidens frynser, som oprindeligt blev flettet af de længdegående tråde, der havde siddet bundet fast på væven, dvs. trenden. Senere gik man af og til over til at flette i et andet stykke stof, som så blev syet fast på selve klædet, men betegnelsen trendfletning holdt ved. Man flettede trenden i kunstfærdige mønstre, som til dels var egnsbestemte. Teknikken

Ørneflår.

Edderkoppen.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Det færdige resultat med de to korslagte syninger monteret på kiste.

minder på mange måder om knipling, blot bruges der ikke kniplebræt og kniplepinde. Man flettede over 3 eller 4 tråde eller i lærredsslag. Jeg ønskede at bruge mønstre, som i særlig grad blev brugt på Lyø. Fra hæfte 3 i serien Nyt Haandarbejde efter Gamle Forbilleder af Erna Lorenzen (1935) kendte jeg til nogle af mønstrene, og ud over at studere de Lyø-tekstiler, som vi kender, var jeg på Øhavsmuseet i Faaborg, hvor museums inspektør Tissel Lund-Jacobsen viste mig flere smukke kisteklæder.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

De 2 hyppigst brugte på Lyø er Ørneflår og Edderkoppen. I Erna Lorenzens bog er begge mønstre tegnet op i diagrammer. Ørne flår er navngivet i bogen. En anden, som jeg kalder Ørneflår 2, minder meget om Ørneflår i fletteteknik. Begge variationer ses på Niels Østens kiste fra 1959. Edderkoppen får et meget forskelligt udtryk, afhængigt af hvilken tråd der bruges, og hvor bred ”kroppen” laves. Navnet Ørneflår kender jeg ikke oprindelsen af, hvorimod Edderkoppen godt kan genkendes i dette mønster.

Jeg valgte at flette Ørneflår 2, som skal syes på det lange klæde, og Edderkoppen, som skal sys på det korte. Min første trendfletning blev skabt efter adskillige prøveforsøg med forskellige stoffer. Jeg ville gerne have brugt kisteklædets stof, men trådene var for løst spundet eller for slidte til, at jeg kunne trække tråde ud uden, at de knækkede. Da jeg alligevel skulle bruge et andet stykke hør, valgte jeg et grovere stof med 10 tråde pr. cm i stedet for 15 tråde, som på det gamle lagen. Det gjorde fletningen nemmere for mine gamle fingre. De oprindelige trendfletninger er sikkert flettet af unge piger med slanke fingre. Stoffet hedder Zweigart og har næsten den hvide nuance, som kisteklædet har, og desuden nogle faste tråde, som lægger sig pænt. Jeg klippede et stykke stof på 40 x 40 cm. Efter at have fjernet islættrådene (de tværgående tråde) satte jeg stoffet fast på min systen med nåle og kunne derefter flette mønstret efter diagrammet. På Ørneflår ændrede jeg lidt i antallet af fletninger for at gøre det mindre åbent. Jeg flettede med 2 tråde ad gangen og over 3 par tråde. Ved at følge diagrammet flettes der på skrå, og efterhånden som jeg nåede bunden af mønstret, satte jeg små tøjklemmer i for at holde på trådene. Til sidst blev den nederste kant flettet færdig, og trådene blev afsluttet med nogle små stoppede ender, der mundede ud i frynser, som senere blev afkortet til ca. 3 cm. For at få mønstret til at passe med bredden på kisteklædet satte jeg nogle ekstra tråde ind foroven ude i siderne og måtte desuden opfinde nogle nye kanter i begge sider af trendfletningen. Disse blev syet ind med et par tråde i de andre fletninger og derefter flettet færdigt sammen med dem. Endnu en trendfletning i Ørneflår 2, blev flettet, og derefter 2 stk. i mønstret Edderkoppen.

Trendfletninger, som måler ca. 15 cm, blev syet på i de 4 ender af stoffet ved at bukke stoffet 1 cm om på bagsiden, lægge trendfletningen på plads og derefter et bændel. Med små sting syede jeg gennem stof og bændel, på hver side af fletningerne. For at undgå en grim søm, som ville kunne ses på forsiden af stoffet, syede jeg en smal korsstingsbort, så den gik gennem båndet på bagsiden. Det er en blå zigzagbort, hvilket også ses i enderne på mange af de gamle kisteklæder, bare lidt større. I alt måler mit kisteklæde 295 cm x 30 cm og 150 cm x 30 cm. Tekstilerne med de oprindelige broderier tilhører Sabina Stoltz-Andersen, Anne Hansen og Birte Gamborg. Tak for lån. Og tak for lån af kiste til opmåling hos Begravelsesforretningen v/Per Østen i Haslev. Eva Aaberg Westh, juni 2026 Fotos alle af forfatteren

Litteratur:

Berlingske Haandarbejdsleksikon 1950 bind 3, side 255 – 258 Erna Lorenzen: Nyt Haandarbejde efter Gamle Forbilleder Hæfte 3 side 9-15, 1935, Bernhard E. Kleins Forlag Minna Kragelund: Artikel i medlemsblad fra Haandarbejdets Fremme nr. 2-3 1987-88 Eva Aaberg Westh: Traditionelle Lyøbroderier, eget forlag 2020 Erik Aalbæk Jensen: Livet på øerne, vestpå i Det Sydfynske Øhav, side 377-380, Gyldendal 1982

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Kunstværk af et vægstykke: ”Palmelunden med aber” Af Esther Grølsted Esthers Filosofiske tanker om Augusta Vallentins Vægstykke af Aber i en lund af palmer. Tæppet, som måler 2 m x 175 cm, viser et broderi i tæt schatteringsbroderi i uldgarn på silkestof med forskellige nuancer, som nu er stærkt falmet, øverste del, er silkestoffet synligt. Måske lyseblåt fra starten, dette er en kendt broderiteknik fra omkring 1880erne til 1930. Tæppets fascinerende broderimotiv kan være en fortælle-historie i et livsforløb, det kan være kunstneren Augusta Vallentins eget liv, med store og små sorger hun har mødt på livets vej, men også de fredfyldte glæder som det formede sig for Augusta i sidste halvdel af 1800 årene helt til hendes bortgang i København i 1915. Augusta Vallentin, født i 1843 er en af tidens mest anerkendte kunstnere og udstillere af broderier, som var med til de store Verdensudstillinger dels i København i 1888, i Paris 1889 fik hun sølvmedalje og i Chicago i 1893 fik hun højeste ærespris. Det kan tænkes, at vægstykket er påbegyndt måske i starten af 1880erne? Det har ikke været muligt at få det bekræftet. På vægstykket er der 12 aber og 3 (måske 2?) abeansigter, der hver især har et fortællende udtryk. Hvis vi slår op i et leksikon, ser vi, at aber symboliserer forfængelighed, gerrighed og synd. Aber er også et symbol på hedensk og kulturelt reducerende mennesker, hvilket gør dem til en vigtig figur i mange kulturer. Måske er det netop derfor, kunstneren har valgt et abeliv i dets

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

naturlige omgivelse af en palmelund, hvori der også skimtes orkideer, og som har gjort tæppet til et enestående kunstnerisk udført broderi. Motivet ses ved første blik som et mylder af aber, men det er der ikke. Der er kun 12 aber plus 3 abehoveder. Nederst på tæppet er der en tæt bevokset jordbund af græs, strå og blomster, lidt højere oppe er baggrunden et mere åbent område af palmeblade og grene, hvor der midtvejs dannes en form for horisontlinje, der er afgrænset med det glatte silkestof, der illuderer himmel, og hvor der tillige er længere afstand mellem de broderede palmeblade. I midten af vægstykket skimtes lyset forude. De i antal 12 aber, hvortil kommer de 3 abehoveder, viser hver især deres fortællende udtryk på en måde, der kan fortælles ud fra det liv, Augusta har levet. Det viser til tider tryghed og kærlig omsorg, men også et uroligt liv. På den måde kan designet ses som et enestående kunstværk i et broderi med schattersyning, der billedligt forstås som en ”palmelund” med aber. Som indgang til forståelse af kunstneren Augusta Vallentins liv føres vi til hendes forældre og især hendes fars dagbogs beretning. Begge hendes forældre voksede op i det sydvestlige Sjælland i den stærk troende pietistiske egn omkring Slagelse-Sorø, der dog henimod midten af 1850erne, hælder mere til den Grundtvigske tankegang. Forældrene er af håndværker- og handelsslægt. Forældrene blev gift i 1840, hvor de straks

Palmetæppet, syet af Augusta Vallentin, giver inspiration til fortællinger om hendes liv.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

efter flytter og danner hjem på Samsø. Da Augusta blev 5 år gammel dør hendes mor i barselsseng efter en femtegangs barnefødsel. Hun dør sammen med det nyfødte barn. At miste sin mor som 5-årig i en tid, som er den vanskeligste periode for et barn til at forstå liv og død. Så savnet af moren må have været et hårdt slag for den lille 5-årige pige. Det peger scenemotivet på i vægtæppets nederste del, hvor der i midten er en scene af en abemor med sine udtryksfulde godmodige øjne, siddende med sin lille abeunge tæt ind til kroppen. Abemoren holder i den ene ende med sin højre hånd en afbarket palmestamme i den anden ende af stammen, føres vi hen til en rar betænksom abefar, som holder om stammen med sin venstre hånd og samtidig sidder han på stammen. Med højre hånd tager han et bær i munden, et symbol på, at han er den, der sørger for familiens indtægter. Bag ham tæt op mod hans ryg står en lidt større abeunge, som formodentlig er Augusta selv, der føler sig tryg her ved faderens side. Augustas sværeste tid er, hvor faderen efter 5 års enkemands stand gifter sig igen. Via sin stærke tilknytning og omgang hos forskellige præstefamilier, finder han en husjomfru og en stedmoder til sine 4 børn, og sammen får de 9 halvsøskende til Augusta, hvoraf kun de 6 når voksenalderen. Augusta kommer i pleje, først hos en familie på Samsø og senere hos noget familie i Slagelse. Og som 12-årig kommer hun på ”opdragelsesanstalt” hos Herrnhuterne i Christiansfeld. Derefter bliver hun konfirmeret på Samsø i 1859. Her får hun gode karakterer, som det ses fra kirkebogen. Stedmorens søster i Fåborg er en dygtig brodøse. Derfor aftales der læretid med Augusta, der nu skal lære at brodere. På

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Abescenen nederst i venstre side viser væg stykket en sovende abe, der er ved at blive puslet af en glad vågen abe. Måske er det her, broderikunsten for alvor vågner hos en glad Augusta. Livsbanen er lagt an for Augusta. Men hun skal også lære husholdning. Blandt andre blev anbefalet præstefamilien Vallentin i Spentrup v. Randers, som faderen kendte i forvejen. Skæbnen blev sønnen, der ikke ønskede præstegerningen som hans far, men ville ud at sejle. Skibet, en ”bark” af ”Randers” blev finansieret af præstefaderen og nogle støtter. Herefter opstår den helt store dybe kærlighed mellem Augusta og præstesønnen Seier Malling. Skipper Seier Vallentin kommer i handelslære hos svigerfaren på Samsø før giftermålet, og det ender med bryllup i 1866. Skibet, et handelsskib blev sejlklart i 1867, herefter tager ægteparret til søs. Efter 6 år på havet går der tyv i skibet dvs. en slags ”husbuk”/biller. Skibet kommer til ophug i Hamburg med store tab til følge, og ægteskabet begynder at vakle. Ægteparret går i land og bosætter sig i Skudshale, hvor Augusta kommer til den gård i Skudshale nær Aalborg, hvor halvsøster Marie bor sammen med sin familie. Faderens dagbog fortæller, at det blev 6 grufulde år for Augusta på de store verdenshave. Med søsyge og en voldelig styrmand til ægtemand og med dårlig økonomi blev dette til onde dage, som et ægteskab ikke kan holde til. Det viser abescenen i midten af vægtæppet, at en abe med en rød åbentstående mund udtrykker vrede og angst. Kan det være Augusta? Lidt højere oppe ses en tynd og forpjusket abe, (måske Augusta) hvor dennes venstre fod træder på et noget forpjusket abeansigt? Straks ved siden overfor ses et abeansigt i en ængstelig

og betænksom og talende mine, et andet abeansigt dukker op fra en busk, som ses mellem bladene. Modsat denne vises lidt håbløshed, men også et næsten barmhjertighedsudtryk. Er det mon ikke dels far og dels plejemor, der på skift kommer til Skudshale for at redde et ægteskab fra at gå itu. Men der var intet, der hjalp, men trods alt bliver det ikke til skilsmisse. På vægtæppet ses i en af palmens fine hårtråde, at en spinkel abe prøver at hejse sig op, som et tegn på løsrivelse! Mon ikke det er Augusta? Da det ikke blev til skilsmisse, rejser Augusta i stedet til København i 1875, hvor hendes 2 svogre låner hende penge til huslejens første tid i København. Længst til højre på tæppet, (det kan være Østergade i København?) er der på vægtæppet 2 aber i fredfyldte omgivelser, der er i aktivitet ved puslerier, som er en hyggevane abefamilier har, en arbejdssituation i en rolig atmosfære. Øverst oppe med udsigt til den åbne blå himmel sidder en fornøjet glad abe i sine egne fredfyldte tanker. Formodentlig er det en abe, som sidder midt i et broderiarbejde, der måske næsten er færdigt. Den silkeblå himmel fylder det øverste af tæppet med passende palmeblade som danner skygge. Som tidligere nævnt var denne type broderier populærere i 1880erne, men ingen er blevet så store som dette Abetæppe. Da tæppet blev færdigt, kom det med på Kunst- og Industriudstillingen i 1888 i

København og fik en hæderlig omtale. Året efter er det med på verdensudstillingen i 1889 i Paris og får sølvmedalje, ydermere kom tæppet med på verdensudstillingen i 1893 i Chicago, USA og her får det den højeste pris. Kriteriet må dengang have været den enorme flid, der ligger bag, samt kunsten i at formgive et abeliv i en palmelund og samspillet i farverne, der dengang sikkert har været af stor kunstnerisk betydning. Farverne må havde set anderledes ud for over 100 år siden. Mange mennesker kan sikkert også have set andre broderier af Augusta Vallentins arbejder uden at vide, hvem brodøsen er, eller bare uden at vide, hvor arbejdet kom fra. Hun solgte sine broderier for at overleve, og har sikkert ikke tænkt over, at hun også var en kunstnerisk begavelse. Tæppet har vandret flere steder frem og tilbage, men har nok mest været på Købmandsgården i Ballen på Samsø, indtil det blev overtaget af Håndarbejdets Fremme 2018. Augusta Vallentin dør af en hjerteinfarkt (blodprop i hjertet) i sit hjem i København i 1915. I notatet fra kirkebogen står hun som enke. Således kan et kunstnerisk tapisserie blive til en levende livsfortælling. Andre kan måske se noget andet.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Find din sofapude på museets gulv Af Minna Kragelund og Ellen Warring Den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen blev berømt i hele Europa. Skønt født og uddannet i Danmark, boede og arbejde han i Rom størstedelen af sit liv. Først i 1838 kom han tilbage til København, hvor mange af hans værker og private samling

Rum 13 i museet med figur af en hyrdedreng og gulv i tern.

Monteret pude med inspiration fra det ternede gulv, der også genkendes på side 17, nederst th. Foto: Sven Thoby.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

blev skænket til det museum, der kom til at bære hans navn. Museet blev påbegyndt i 1839 og stod færdigt i 1848, 4 år efter kunstnerens død. Thorvaldsen blev begravet i museets indre gård ved museets åbning. Det var arkitekt og kunstner M.G. Bindesbøll, der havde tegnet museet med inspiration fra udgravningerne i Pompei og Herculanum. Væggene blev malet med motiver og farver inspireret af den romerske kunst. Gulvene blev lavet i mosaikmønstre helt efter romersk forbillede, i symmetriske mønstre, og ligesom vægge og lofter i farver, der var kendt fra de store udgravninger. Mange kunstnere henter inspiration i naturen, men inspirationen kan også hentes i bygningsværker. Kristiane ConstantinHansen, datter af guldaldermaleren, havde arvet faderens talent for at tegne, og hun omsatte studier af antikke bygningsdetaljer i ind og udland og mange fra Thorvaldsens Museum til broderimønstre. Hun åbnede sammen med Johanne Bindesbøll forretningen Boden i 1873, hvor både færdige broderier og mønstre blev forhandlet. Johanne havde adgang til faderens originale tegninger, og både Bindesbøll og Thorvaldsen blev i næste generation mindet i broderi. De originale puder er nu sjældne, men kan bl.a. ses på Vejen Kunstmuseum. I 1920-erne tegnede Professor Mogens Koch mønstre fra gulvene i Thorvaldsens Museum til Håndarbejdets Fremme. Da Højskolernes Håndarbejde startede i 1932, var det kunstneren Margrete Drejer, der tegnede mønstrene af fra Thorvaldsens Museum.

Originalt mønster tegnet af Laura Halkjær til pude i rødt og sort fra værelse 1 i Thorvaldsens Museum. Puden der er på forsiden af ”Landet” er her gengivet, nederst tv. fra bogen ”Mosaikgulve i museer og slotte.” Den har de originale farver. Alle farvefotos i denne artikel er løse papirbilleder fra Laura Halkjærs eget materiale. Hverken på disse billeder eller i hendes bøger er der angivet en fotograf.

Håndarbejdslærer Laura Halkjær (19051993) hentede inspiration, både i ældre tekstiler, i naturen og i bygningskunsten. Laura Halkjær havde en grundig uddannelse, dels fra Odense Fagskole, dels fra Askov og Snoghøj højskoler. Selv underviste hun på Frederiksborg Højskole gennem mange år og på kurser. Hun var en flittig artikel-skriver og foredragsholder i det ganske land. Inspiration fra ældre tekstiler fik hun, når hun ledsagede sin mand museumskonsulent Poul Halkjær på hans inspektionsrejser til danske museer. Laura Halkjær fik også kik på de fascinerende gulve i Thorvaldsens Museum, som hun omsatte til korsstingsmønstre på løbere, puder og nålepuder m.m. i et nyt og lysere

Forside af bladet ”Landet” november 1956. Bladet henvendte sig til de talrige landbokvinder med råd og opskrifter både til håndarbejde og madlavning. Laura Halkjær var fast skribent.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Stjernepuden (øverste højre hjørne), er ligesom nålepuden også inspiration fra rum 7. De øvrige puder er frie variationer over stjernetemaet.

udtryk. Hun lå på knæ i udstillingerne og tegnede egenhændigt de mange mønstre af. Mønstrene blev dels distribueret gennem hendes faste rubrik i ”Bladet”, der blev udgivet i årene 1940-58, senere i ”Landet”, ”Landsbladet” og ”Husmandshjemmet”. I disse blade, der henvendte sig til tusinder af landbofamilier, havde kvinderne nogle egne sider, der bragte opskrifter, husholdningsråd og håndarbejdsopskrifter. Laura Halkjær har skrevet mere end 1000 artikler om håndarbejde og tekstiler!

Rum 7 i Thorvaldsens Museum med Håbets Gudinde og stjernemosaik i gulvet.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Materialerne, mønster, stof og garn, blev distribueret gennem Højskolernes Håndarbejde. Garnet af uld og stof af hør eller

jute var i god kvalitet, så puderne er stadig bevaret i mange landbohjem. I forbindelse med De Samvirkende Danske Husmandsforeningers 40-års jubilæum i 1961 udgav Halkjær mønster til en pude, der blev solgt i mange eksemplarer. På dette tidspunkt havde hun aftegnet alle gulvene på Thorvaldsens Museum. Laura Halkjær fik et brev fra direktør Sigurd Schultz, der takkede for det store arbejde, hun havde udført, og derved været med til at udbrede kendskabet til museet i vide kredse. Nu skulle man tro at der ikke kunne hentes mere inspiration fra Thorvaldsen, men Lauras datter Karen-Johanne fandt et smukt gulv i en sidegang, omsatte det til broderi og forærede en pude til sin mor som en overraskelse! Laura Halkjær udvidede inspirationskilderne til både Rosenborg, Frederiksborg, Fredensborg og Københavns Rådhus. Hun omsatte mønstrene til tasker, bælter og bordløbere, og gav det hele et moderne

Puden med sort broderi er puden Karen Johanne aftegnede og gav til sin mor.

præg i 1960-er stil og farver. Vil du læse mere om Laura Halkjær og mosaikgulvene: Laura Halkjær, Inger Marie Jørgensen. Korssting fra mosaikgulve i museer og slotte, 1968, Berlingske Bøgerne Laura Halkjær: Korsstingsmotiver fra danske slotte og museer, 1976, Hamlet Kvinde biografisk leksikon, nu LEX, artikel om Laura Halkjær af Minna Kragelund TENEN 1991, efterår. Laura Halkjær - en pioner som håndarbejdslærer, Hanne Frøsig Dalgaard, efter båndoptagelse med Laura Halkjær. Margrethe Floryan, Thorvaldsens Museum - Bindesbølls mesterværk, 2025

Laura Halkjær formåede at overføre de gamle mønstre til noget moderne, her i rigtig 1960-er stil og farver.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Märta-Stina Abrahamsdotter, en tekstilkunstner der først blev anerkendt mange år efter sin død Af Maj Ringgaard Smukke strikkede tæpper med store kraftfulde mønstre i klare farver, fremstillet af håndspundet og hjemmefarvet garn, det var hvad Märta-Stina Abrahamsdotter efterlod sig, da hun døde i 1903. Garnet i dem var lidt tykkere og mønstrene var større og helt anderledes end det var sædvanligt for egnen på den tid. De var desuden strikket med en særlig teknik, så der på trods af de store mønstre, ikke blev nogen lange flotterende tråde på bagsiden. Da Märta-Stina døde blev der ved begravelsen sagt, at hun

ikke efterlod sig noget af værdi; men det mener eftertiden ikke, for i dag, mere end 200 år efter hun blev født, så findes hendes farverige tæpper udstillet på svenske museer. Man kan sige hun var forud for sin tid, nu ville man have betegnet hende som tekstilkunstner. Det meste hun fremstillede gennem årene er gået tabt, så der er kun bevaret seks sengetæpper, to vuggetæpper, to vægtæpper og en trøje af hendes tekstile arbejder.

Om Märta-Stina

Märta-Stina blev født i 1825 i den lille landsby Kubbe i Anundsjö sogn, Ångermanland, Sverige. Hendes mor Ingeborg var tjenestepige og hendes far Abraham Persson bondesøn. Märta-Stina, som var den ældste af deres fire børn, blev boende hos sine forældre så længe de levede. Gården blev senere overtaget af en søster og hendes mand. Märta-Stina og forældrene flyttede over i aftægten, et eget lille hus ved gården. Her blev Märta-Stina boende efter forældrene døde og hun boede der resten af livet.

Et af Märta-Stinas små vuggetæpper. Her er de enkelte mønsterborter smallere end på de store tæpper, så mønstrene passer til tæppets størrelse. Foto Johanne Ländin.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Märta-Stina var efter sigende lidt af en ener og måske lidt sær. Hun var stor og mandhaftig, hun var kortklippet, noget der var usædvanligt for kvinder dengang. Hun gik meget gammeldags klædt altid i skørt og trøje. Hun blev aldrig gift eller fik børn og hun klarede sig selv hele livet. Hun levede et beskedent liv, havde ikke egen jord eller mange penge, nogen mener at hun ligefrem var fattig. Det er usikkert om hun led af

psykiske problemer og depressioner. MärtaStina hjalp til på andre gårde i området hvor hun boede, blandt andet med at klippe får. Som betaling modtog hun uld, som hun kartede, spandt og farvede. Af garnet strikkede hun mønstrede strikvarer som hun solgte. Ting som blev solgt som arbejdstøj til karlene på egnen. Det var især mindre genstande som strømper, sokker, vanter og huer, som men det kunne også være trøjer. Intet er tilbage af det hverdagstøj, MärtaStina strikkede og solgte, bortset fra historier om, at de havde dyremotiver.

Et af de større tæpper med store motiver, strikket i tre dele der er syet sammen. Hver hjertebort er ca. 20 cm høj, bemærk at der er variation i mønstre inde i hjerterne, det er ikke bare en gentagelse i hver sektion. M 4813 Foto Västernorrlands Museum.

Selvom Märta-Stina Abrahamsdotter var sær, var hun også en afholdt person blandt de unge i landsbyen. Lørdag aftenen kunne de mødes hos hende, nogle gange om salmevers - andre gange var hun spåkone og spåede de unge om deres fremtid. Hun blev også beæret med opgaven at blive gudmor for to drenge. Det fortælles, at om sommeren samlede hun græs, blomster, blade og lyng, planter som hun kogte og farvede ulden i og så spandt hun det til garn om vinteren. I hendes tæpper er der ud over uldgarn også anvendt bomuld, hør, kæruld og fæhår, materialer hun må have fået, eller samlet, på egnen. Märta-Stina fremstillede også selv sine strikkepinde af rønnetræ.

De strikkede tæpper

Bagsiden af et tæppe. Det ses hvor omhyggeligt alle tråde er snoet så der opstår et vævet indtryk. Yderst til højre ses det stykke uldstof, der dækker den strikkede kantstrimmel og sømmen mellem den og kanten hvor rundstrikningen er opklippet. NMA.0024927. Foto Nordiska museet.

Når man ser på hendes tæpper, kan man se, at der også er brugt andet til farverne, end de planter hun kunne finde i området. Byen Kubbe, som hun boede i, lå på et knudepunkt, et sted i Sverige hvor varer, der skulle sælges på markeder, blev lastet om, når de skulle transporteres mellem de forskellige egne af landet, eller til og fra Norge. Her kunne man derfor få fat i nye spændende varer. Måske var det årsag til, at Märta-Stina kunne blive inspireret til nye anderledes

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Den bevarede herretrøje. Bemærk hvor fint de store mønstre passer ind i hinanden. Foto Johanne Ländin.

mønstre og kunne få fat i købefarver, som indigo, krap og kochenille - og med tiden også de nye syntetiske anilinfarver, de lilla og violette farvestoffer, mauvein og fuchsin. Disse farver er desværre ikke særlig lysægte og nogle af tæpperne er da med tiden også bleget, så de oprindeligt meget stærke farver er blevet triste grålige. De strikkede tæpper er strikket med grovere garn og pinde end det var normen på 1800-tallet, hvor man oftest strikkede med pinde med tykkelsen 1- 2 mm. Strikkefastheden er cirka 30 masker og 32 pinde på 10 cm - altså omtrent som man kunne strikke i dag. Men hun brugte jo også hjemmesnittede pinde. Nogle år efter Märta-Stinas død blev hendes tæpper udstillet på hemslöjds-udstillingen i Sollefteå i 1910. I en samtidig beskrivelse fra udstillingen står der, at Anundsjö har en samling meget ejendommelig strik. Herefter blev nogle tæpper, samt en trøje,

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

købt af Tekstilarkivet i Sollefteå (de findes nu på Västernorrlands Museum) og to tæpper blev købt af Nordiska Museet i Stockholm. Derefter blev de stort set glemt og først 80 år senere blev hendes strik genopdaget af en hemslöjdskonsulent, Ulrika Bos Kerttu. Dette var i en tid med stort og spraglet strik, som f.eks. Kaffe Fasset, og man fik derfor øjnene op for den særegenhed og kvalitet, der var ved Märta-Stina Abrahamsdotters mønstrede tæpper. Den gang i 1800-tallet var det i Sverige ikke ualmindeligt med mønstervævede sengetæpper, men ikke med strikkede, disse mønsterstrikkede tæpper er unikke. De strikkede mønstre er store og geometriske, man kunne sige at de på en måde er inspireret af de vævede mønstre, men alligevel er de helt anderledes. Tæpperne måler ca. 135 x 175 cm. De er rundstrikket på 5 eller flere pinde med mellem 250 – 300 masker på en omgang. De

store mønstre har højst to farver per omgang, oftest skiftes ikke farver inde i motivet men efter et motiv af f.eks. store hjerter, skiftes til et nyt motiv og farver, men andre gange skifter farverne inde i et motiv, der på den måde bliver opdelt i sektioner. MärtaStina mindskede og øgede antallet af masker på pindene, når det var nødvendigt, for at give plads til mønstrene. Maskeantallet er justeret så bredden holdes på trods af forskelle i store og små mønstre. Der er ingen flotterende tråde på bagsiden, men garnerne er snoet om hinanden. Ikke med samme snoning som ved tvebinding, hvor man altid snor samme vej. Märta-Stina snoede garnet i forskellige retninger, hvilket betyder, at trådene ikke filtrer sig sammen mens man strikker, som de gør ved tvebinding. Her skifter retningen hele tiden og tæppernes bagside har et vævet udtryk i stedet for de skrå streger, der fremkommer ved tvebinding. Herved får man en mindre elastisk og mere fast stykke tekstil hvilket er bedre til sengetæpper. Denne type strikning kaldes nu Märta-Stina strikning i Sverige. Märta-Stina havde en særlig måde at strikke tæpperne på så strikketøjet ikke blev for stort og tungt at arbejde med. Tæpperne er som nævnt rundstrikket, ikke i et stykke men i sektioner, der er syet sammen. Efter at have strikket 30 – 50 cm er der lukket af. Nye masker blev slået op og der blev strikket endnu en sektion osv. Sluttelig blev sektionerne syet sammen, det rundstrikkede blev klippet op og kantet med en særskilt strikket bort. En skoning i form af en strimmel vævet uldstof blev omhyggeligt syet bagpå, så man ikke kan se den opklippede kant og sømmene. Denne

skoning kan være af forskellige typer stof, med og uden striber. Hvor hun havde mønstrene fra vides ikke. Der er ikke fundet nogle tegninger. Den eneste trøje der er bevaret, en flot mønstret mandstrøje, vidner også om en enestående evne til at tilpasse de enkelte mønstre, så de passer ind i hinanden. Man kan se ved skulderne, at der er taget ud så ærmegabet skråner, men uden at det forstyrrer mønsteret. Trøjen er rundstrikket helt rundstrikket og klippet op foran. Her er kantet med en skoning af sort uldklæde, og knaphullerne er klippet op og syet om. Det er fortalt at det hverdagstøj, Märta-Stina strikkede og solgte, havde dyremotiver. Men der er ingen dyremotiver på noget af det der er bevaret. De store mønstrede tæpper hold hun for sig selv. Det fortælles at hun gemte dem, når hun fik besøg, for hun ville ikke have at nogen efterlignede dem. Man kan se trøjen og nogle af tæpperne på den permanente Märta-Stina-udstilling på Västernorrland Museum i Härnösand, Sverige. Og man kan se flere billeder og læse om Märta-Stina og nyere Märta-Stina strikning i Svenska Garnbladet 1-2026.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Redskaber til hver en tid – historiske strikkeredskaber i en moderne kontekst Af Ditte Kröner efter interview med Margit Ambeck Der er vist ingen tvivl om at Margit Ambeck er en samler af tekstilredskaber. Og heldigvis for det! Den mængde af genstande, som hun har indsamlet og reddet fra den uvisse død på forbrændingen, er enorm. Derfor vil denne artikel ikke være et udtømmende overblik over Margits samling. Se det som en start, hvortil der løbende kommer flere artikler fra vores fælles hånd. Denne artikel omhandler forskellige redskaber, der har forbindelse til strikning. Vi starter fra starten, for først skal man bruge garn. Margit placerede som det første genstanden på foto neden for, foran mig, med spørgsmålet, om jeg vidste, hvad det var. Nu er jeg jo uddannet indenfor tekstilarkæologi og -historie, så jeg var helt med. En nøstepind eller en vindepind er et redskab man bruger til at vinde garn op på. I vore dage er vi vant til at købe meget strikkegarn allerede opvundet som nøgler, men hvis man nu skulle kaste sig ud i, at købe garnet i fed, så

Nøstepind eller vindepind. Foto: Ditte Kröner.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Garnholder, den eksotiske variant. Foto: Ditte Kröner.

kan en vindepind være en god investering. Fordelen ved at vinde garnet om pinden, er at der fremkommer et hul i midten, som man kan hive garnet ud fra, når man strikker. Første myte, som vi skal have afblæst, er at de små løse ringe, man kan se på håndtaget er nogle, der skal sladre om, at man rent faktisk arbejder, og vinder garnet op, fortæller Margit. Det er ellers en udbredt historie i litteraturen. Ifølge Margit holder man jo netop fast om pinden der, hvor ringene er, så man ville ikke kunne høre noget, og det er derfor udelukkende pynt og pral. Det hænger sammen med, at de ofte er kærestegaver eller forlovelsesgaver,

så gaven skal naturligvis gerne være pæn og vise, at man har gjort sig umage. Hvis man nu er et menneske, der kunne finde på, at tage sit strikketøj med op af sofaen og gå rundt med det, er der lidt forskellige metoder, at have styr på sit garnnøgle på. Den ene er en gillikrog, en lille s-formet metalsag, der sættes fast oppe ved skulderen, og som man kan have garnet siddende fast i uden at det hopper af. Her er det hul i garnnøglet, som vindepinden giver, uundværligt. En anden metode, som kan ses på et maleri af en ung kvinde fra Norge, som strikker med garnet liggende i en spand, hun bærer over armen. På foto 3 kan man se en tredje variant, hvor man har holderen til garnet om håndleddet og selve garnnøglet hænger nedenfor. Disse garnholdere, stammer fra det mellemøstlige område.

ikke forsvinder? En strikkepindeholder er løsningen. Her er, som det kan ses på billedet, en del forskellige modeller. Fælles for dem alle er, at pindene hviler i noget, og har et bånd eller en kæde, der holder sammen på det hele. De overlevende eksempler er i ben eller i sølv. Spørgsmålet er så, om de fandtes i træ for fattigere folk og dermed ikke har overlevet, fordi den slags ikke var ”værd” at gemme på, eller om man ikke har brugt dem i de laveste stænder? Hermed en lille indføring i gamle strikkeredskaber, og måske også et ønske om at omgive sig med smukke genstande. Mon læseren har fået mere lyst til at fatte strikke pindene?

En pindemåler er en relativt velkendt sag i dagens Danmark. Men det har nu ikke altid været sådan. Strikke pinde kan laves af en mængde forskellige materialer. Når vi ser på 17- og 1800-tallet, er strikkepinde ofte lavet af ståltråd, der spidses til i den ene ende, eller lavet i ben, hvis det skal være lidt finere. Den brede variation af pindestørrelser ser ud til at være en nyere opfindelse, for når man ser på historiske strikkede genstande, er de oftest strikket på tynde pinde og i tyndt fint garn. Og hvad så, når strikketøjet skal lægges væk? Hvordan Strikkepindeholdere, bemærk de mange udformninger og materialer. sørger vi for at maskerne Foto: Ditte Kröner.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Märta Måås-Fjetterström Af Ellen Bangsbo En tekstilkunstner, hvis livsværk markerer overgangen fra almuetekstiler til moderne tekstilkunst.

Om MMF

I august besøgte jeg MMF AB væveværk stedet i Båstad. Allerede i den smukke forhal overrumples man af nogle rungende brag. Når væverne slår slagbordet på de enorme 5-6 meter brede væve, er det som om, at hele huset ryster.

Märta Måås-Fjetterström (MMF) blev født 1873 i Östergötland. Med opvækst i en præstefamilie var hun privilegeret til at få en uddannelse. Som ung ønskede hun at blive illustrator, og hun uddannede sig som tegner i 1890-95 på Högre Konstindustriskola (HKS) i Stockholm. Hun arbejdede først som tegnelærer, men i 1902 blev hun forstander for tekstilværkstedet ved Kulturen i Lund. Her åbnede tekstilverdenen sig for hende. I 1905 blev hun forstander for det traditionelle Malmöhus läns hemslöjd, men da hun begyndte at tegne egne forlæg, blev hun afskediget. Det blev dog startskuddet til et selvstændigt kunstnerisk virke, og hun fik sit gennembrud på Stockholms udstillingen i 1909 med den frit komponerede billedvævning ’Staffan Stalledräng’. I 1913-19 var hun leder af Svensk Hemslöjd væveskole i Vittsjö. Her fik hun kunstnerisk frihed. MMF kendte Ludvig Nobel, som havde et stort hotel i Båstad, og på hans initiativ flyttede hun i 1919 dertil, hvor han hjalp hende med at etablere et væveværksted. Gennem hans eksklusive kundekreds modtog hun mange bestillinger på tæpper. Der blev med tiden ansat ca. 20 lokale kvindelige vævere, og Båstad værkstedet var aktivt til Märtas død i 1941.

En kunstner

Båstad værkstedets indgang er udsmykket med reliefportræt af MMF i stentøj. Udført af kunstneren Tyra Lundgren i 1945. Foto: Ellen Bangsbo.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Hendes tidlige tekstiler afspejler studier i almuetekstiler. Hun brugte flittigt stjerner og ottekanter, natur og sagndyr, som man finder i gamle svenske röllakan (fladvævning), rya og flossa vævninger. Tilbage i 1897 havde MMF set en stor udstilling i Stockholm med orientalske tæpper. Indtryk fra disse tæpper kombineret med den skånske

’Juniblommor’. Mål 85 x 150 cm og signeret ABMMF. Det oprindelige tæppe er vævet 1928 i gobelinteknik efter akvarel forlæg og blev udstillet i den svenske pavillon på verdensudstillingen i Paris i 1937. Foto: Ellen Bangsbo.

tekstilsløjd og indtryk fra naturen udgør den grundlæggende inspiration for MMF. MMF lærte at væve som ung. Hun havde sat sig grundigt ind i væveteknikken og havde en klar forståelse for vævens muligheder. Hun udvalgte garner og farver sammen med væverne, som også kom med forslag til vævningen. Hendes tidlige tæpper er ofte udført i haute-lisse, opretstående trend og de senere tæpper i basse-lisse, som skåner væverens arme. Hun vævede ikke selv i værkstedet i Båstad, men vævede senere i 1939 nogle gobelintæpper til sig selv. Hun komponerede farveskitser og mønstertegninger, oftest i akvarel. Samlet har hun efterladt sig over 700 mønstertegninger. Ambitionen var at skabe tæpper til svenske hjem baseret på skånske væveteknikker. Som selvstændig kunstner udviklede hun sin egen stil. Hun havde fantasi og øje for

detaljen og formåede at give liv til simple figurer eller tegninger. Fra hendes rejser var det de italienske byer, huse, træer og mennesker, som nu kunne aflæses i tæpperne. MMF deltog i mange udstillinger, både i Sverige og i udlandet, og mange museer indkøbte hendes tæpper til deres samlinger. I begyndelsen af 1900-tallet blev hendes tæpper en del af indretningen i velstående svenske hjem. At hendes tæpper også blev indkøbt af det svenske kongehus var selvsagt til stor gavn. I kirkerne var antependier og anden tekstilkunst efterspurgt og også her samt i offentlige udsmykninger, så man hendes kunst.

MMF AB

Efter Märta Måås-Fjetterström død i 1941 lykkedes det hendes venner og kolleger at videreføre værkstedet som aktieselskabet Märta Måås-Fjetterström AB – The Studio for Swedish Rugs and Tapestries AB.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Værkstedets første leder var tekstilkunstneren Barbro Nilsson. I dag ledes værkstedet af Angelica Persson. MMFs tæpper viser en udvikling fra traditionel röllakan og flamsk stil til en moderne og forenklet form i billedvæv, der nu anerkendes som tekstilkunst. Specielt i 1930’erne tegnede hun tæpper med moderne enkle motiver. Hun var fortaler for selvstændigt kunstnerisk virke. Siden 1942 har værkstedets ejere og skiftende ledelse taget initiativ til, at nutidige kunstnere skaber nye tekstile værker ved ’Årets tekstile kunstværk’. Værkstedet har i dag ca. 20 vævere, som genvæver tæpper i de klassiske mønstre fra MMF, Barbro Nilsson og andre. Efter 100 års produktion er Märta MååsFjetterströms tæpper stadig aktuelle i

Vævene i MMF AB Studio. Foto: Ellen Bangsbo.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Skandinavien og internationalt. På initiativ af Kong Carl 16. Gustaf blev MMFs livsværk markeret i 2019 ved en stor 100 års udstilling i Rigssalen på Kongeslottet i Stockholm. Værkstedet i Båstad er åbent for besøg efter aftale, og det kan varmt anbefales. Se MMF AB på www.mmf.se

Litteratur

Mama Andersson, Anette Granlund, Kerstin Hagsgård, Angelica Persson, Eric Philippe (red.). (2019). Märta Måås-Fjetterström. ’Se på mattorna – det är jag’. 100 år av textil konst – sedan 1919. ISBN 978-91519-2356-7. Lundgren, Tyra (1968). Märta Måås-Fjetterström och väv-verkstaden i Båstad. Albert Bonniers Förlag. Stockholm. Samtale med Angelica Persson i Båstad d. 20-8-2026.

BOGANMELDELSE

Af Ditte Kröner, cand.mag. kulturhistorie

Fra Væverlaug til Tekstillaug – 80 års dansk tekstilhistorie af Lisbeth Tolstrup og Gina Hedegaard Nielsen 224 sider, rigt illustreret, 25×20 cm, 1. oplag, 1. udgave, ISBN: 978-87-89232-55-3 Pris: kr. 320,- + forsendelse Den over 200 sider store bog, giver en god indføring i Laugets udvikling fra vævning som primært fag til at være en sammenslutning for både vævning, tryk og broderi. Bogen er smukt udført med mange gode billeder, et lækkert layout og store bogstaver, der giver lyst til at fordybe sig i både tekst og billeder. Den lilla farve går igen, bogen igennem, et enkelt lækkert og modigt designvalg. Bogen arbejder i en fin kronologisk rækkefølge, og starter med væverlaugets

stiftelse i 1946. Den bevæger sig ind på, hvordan de gode materialer var svære at komme til lige efter krigen og at man søgte opbakning hos sine kolleger for sammen at arbejde for håndvævningen i design og udbrede arbejdet til befolkningen. Det er især manglen på gode materialer, der kendetegner de første år. I 1990’erne kommer garnindkøbsforeningen til, artiklen beskriver smukt, hvilket stort arbejde medlemmerne havde med at udbrede de nye garner og den kreativitet, som de kunne medføre.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

BOGANMELDELSE Bogen beskæftiger sig med den kontinuerlige proces med at finde lærepladser og løn til væveeleverne, opstarten af Laugets vævekurser og det fortsatte arbejde med at sikre tekstilhåndværkets plads i den moderne verden. Det beskrives, hvordan der arbejdes på kurser i tryk og broderi på linje med vævekurserne. Det er en opløftende nyhed for de tekstile fag, nedskæringerne på designskolerne taget i betragtning.

Det giver et rigtig fint overblik for et yngre menneske (som anmelderen), der ikke selv har arbejdet meget i den periode, der beskrives.

Bogen har indtil flere portrætter af tekstilkunstnere både fra den ældre og den yngre generation. Det brede blik på både det gamle og det nye er en af bogens store styrker. Derfor er det også et særligt dejligt afsnit med tidslinjer. De giver mulighed for at følge med i Laugets udvikling på en illustrativ måde.

Bogen kan læses i sig selv, men har også mange henvisninger til artikler i andre bøger om tekstillauget, hvilket giver læseren lyst til at vide mere og finde mere litteratur.

For tekstilkunstens vedkommende har de forskellige udstillinger, som lauget har skabt og som medlemmerne har deltaget i, haft en særlig rolle. Bogen giver en god indgangsvinkel til nybrud og kontinuitet i den tekstile kunstverden.

Alt i alt er det en fryd at sætte sig med den.

Husk at betale kontingent. Helst i januar 2027.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

UDSTILLINGER

Nældefibertekstilkunst har momentum på danske museer og gallerier i øjeblikket Af Susanne Lervad Et godt eksempel er Ellen Bangsbo, som i foråret 2026 har udstillet to nældevævninger i København på Charlottenborgs Forårsudstilling og på Minitex udstillingen på Galleri Valdal i Valby. Udstillingen på Charlottenborg i kunsthallens historiske sale er et ’årligt barometer for nordeuropæisk billedkunst, arkitektur og design for både debutanter og etablerede kunstnere, som tester nye ideer, materialer og formater”, som udstillingsteksten siger.

blive til gode tekstiler. Fibre fra planter kan siges at være en usynlig tråd gennem historien, og de er vævet sammen i en tvundet trend, lukket og alligevel åben. Alt ændrer sig efterhånden i en cyklus af tid og denne vævning vil ændre sig og på sigt opløses.

Der var i år rekordmange ansøgere med 1133 kunstnere og kun 27 blev antaget af den professionelle jury - fra vævning, skulptur og maleri til eksperimenterende arkitektur m.m.

Ellen Bangsbo dyrker hør og samler nælder langs de danske grøfter. Efter afgang fra Designskolen i 1978, har hun studeret spindplanter. Hun har opholdt sig flere år i Asien og blev senere antropolog. Siden hun begyndte at væve igen med plantefibre, udbyder hun også workshops/kurser i nældefibre og skriver undervisningsmateriale og artikler bøger om emnet.

Ellen Bangsbo var sammen med Karin Carlander og Anna Bruun Kristiansen kunstnere, der udstillede vævninger. De to sidstnævnte mest af hør, mens Ellen Bangsbo også arbejder med (brænde) nælder. Her lidt om hendes valg af materiale og udførelse: Hør(strå) og nælde(bast). De ligner almindelige planter, men deres udtryk/udseende kan virke skuffende. Hør og nælde har i århundreder været vigtige skandinaviske planter, som indeholder stærke fibre, der kan

Foto fra Charlottenborg/SL.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

UDSTILLINGER

500 års vævede mesterværker på Koldinghus Af Ellen Warring På Koldinghus har man i sommer kunnet opleve udstillingen ”Vævede mesterværker”. Udstillingen viste de nye gobeliner fra Den Kongelige Samling fra 1400-tallet og til i dag, men også indlån fra andre museer. Koldinghus venter på sine egne nyvævede gobeliner, der forventes at være færdige i 2029. De er designet af 4 danske kunstnere Alexander Thovborg, Tal R, Bjørn Nørgaard og Kirstine Roepsdorff. Hver kunstner skaber én stor gobelin og tre mindre mellemstykker. De bliver, som det sig hør og bør, vævet på La Manufacture des Gobelins i Paris. Udstillingen rummer et bredt udsnit af billedvævninger. Af hensyn til gobelinernes bevarelse er de blevet præsenteret i mørke med en svag belysning. Mere end 500 års gobeliner bliver vist fra Dommertæppet fra 1460 til motiver af, Skovgaard, Matisse og Jorn. Det er meget fine arbejder, hver for sig, men de kommer lidt hulter til bulter i udstillingen. Vi kan glæde os til, at Koldinghus´ egne farvestrålende gobeliner kommer i 2029.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Udkast til Tal R´s gobelin.

UDSTILLINGER

Blå, blå, blå. Det var virkelig Anna Thommesens farve Af Ditte Kröner Når man træder ind i forhallen på Statens Museum for Kunst møder man det fineste syn af tæpper i blå nuancer. Går man mod venstre findes særudstillingslokalet, her falder man nærmest hovedkulds ind i et tæppe, når man åbner døren. Og hvilket tæppe! De douce

nuancer, der er perfekt afstemt vidner om en kunstner, der har sit specielle nøje sammensatte farve- og formsprog. Måske onde tunger vil sige, at der ikke er plads mange udskejelser og eksperimenter. Når man ser på forskellen mellem de tæpper Thommesen vævede i

Et hav af tæpper. Foto: Ditte Kröner.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

UDSTILLINGER

Havet betragtes. Foto: Nikolaj Granild Hansen.

hendes tidlige karriere med skæve former og stærke farver, der leder tankerne hen på Navaho indianernes tekstile tradition, synes man alligevel at spore eksperimenterne. Et stykke inde i udstillingen får publikum lov til at gå igennem et hav af ophængte tæpper, en hver konservators mareridt, hvormange fedtede fingre mon vi kan nå at sætte på tæpperne inden udstillingen lukker? Men som oplevelse, er det intet mindre end fantastisk at kunne komme så tæt på de vævede tekstiler, at man kan spore, hvornår hun

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

har skiftet skel, hvornår hun har valgt at vende islættet, samt at følge farvernes perfekte afstemthed. Når talen falder på farver, har museet dedikeret et helt rum til at gå på opdagelse i farverne. I Thommesens tidlige karriere farver hun alting selv med plantefarver. Senere da karrieren tager fart, vælger hun kemiske farver ud, der passer i paletten. Der er noget dejligt taktilt, over nærmest at kunne tage fat på planterne og forstå sammenhængen i farvene. Samme rum giver plads til at børn og voksne fordyber sig med at

UDSTILLINGER tegne tæpper på millimeterpapir og farvelægger med farveblyanter. I den del af udstillingen, der indeholder tekstilerne har de sat skitserne op, så man kan se det minutiøse arbejde, der går forud for vævningerne. Det er dejligt at museet rummer, den kropslige læring, som det giver, at man kan omsætte sine indtryk til farver på papir. Trejde udstillingsrum giver publikum mulighed for at fordybe sig i kunstnerens liv. Det sker ved hjælp af en tidslinje for Anna Thommesen, hvornår var hun aktiv som kunstner, hvad skete der i hendes private liv og hvordan formede det hende og hendes kunst. Midt i rummet er der samlet en række genstande, der samler det liv hun har levet.

Overraskende for denne skribent var, at hun var en del af modstandsbevægelsen, og at grunden til at hun flyttede til Bornholm med en vis sandsynlighed kan spores til det arbejde. Dog skal der også lyde et enkelt hjerte suk fra denne anmelder, der klart savnede redskabet som Anna Thommesen arbejdede med. VÆVEN, hvor var den? I et hjørne af udstillingen, nærmest gemt, var en skærm, fældet ned i et bord, hvori, der var en video, der viste, hvordan man arbejder med væven og den her slags tæpper. Det tager klart plads, at dedikere et rum til en væv, men for forståelsen af håndværket finder jeg det vigtigt. Netop fordi så mange ikke forstår, hvordan en væv virker. Udstillingen bærer præg af, at man skal finde sin egen vej rundt, og gå efter det, der falder en i øjnene. Det er som sådan fint nok, men vi fandt nogle opklarende tekster, da vi var på vej ud, det havde nok været rart, hvis de kom fortløbende, men det er en smagssag.

Cochinillelus til farvning af garn og det færdige garn. Foto: Ditte Kröner.

Det er klart en kunstudstilling, som historiker (som skribenten er) skal man pakke nogle forestillinger væk for ”bare” at opleve, det er sundt. Til gengæld blev vi glædeligt overraskede over rummet med Thommesens personlige historie og arkivskabe med hendes skitser og arbejdstegninger. Det var en virkelig fint greb, at det føltes som om, man gik på opdagelse i hendes personlige skabe, selvom det nok ikke var hendes skabe.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Lis Ahrenkiel 1939-2026 ”Broderi er den langsomme lykke” Inden for det kreative tekstile håndværk findes der personer, som hele livet har været drevet af nysgerrighed og trang til at udvikle og formidle deres fag. En sådan markant formidler og kunsthåndværker er nu ikke mere. Lis Ahrenkiel blev 86 år og måtte d.31.5.2026 efter mange års sygdom give slip på livet, et liv som lige til det sidste var viet til især broderi og patchwork. Så sent som i april i år måtte Lis Ahrenkiel nødtvungent stoppe undervisningen af heldagsholdene i Den klassiske broderiskole i Teestrup v Haslev, hvor hun startede selvstændig skole i 1995. Tusindvis af kvinder landet over har nydt godt af Lis Ahrenkiels undervisning lige siden 1959, hvor Lis fik sit første lærerjob på

Foto: Fotograf Gurli Petersen, Næstved.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Klank Efterskole og desuden blev ansat af De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger som rejsekonsulent i broderi. Siden blev det til utallige aftenskolehold og ugekurser i alle egne af Danmark. Lis Ahrenkiel har fejret både 50 og 60-års jubilæer i aftenskoleregi, på højskoler og håndarbejdsseminarer. Især Kerteminde Husflidshøjskole, hvor Højskolernes Håndarbejde holdt til, og Haslev Udvidede Højskole (nu Emmaus i Haslev), Skals Håndarbejdskole og Skolen for Kirkelig kunst har gennem de mange år haft Lis Ahrenkiels kurser i patchwork og hvide broderier på programmet. Som konsulent for undervisningsministeriet udviklede Lis Ahrenkiel i mange år fagplaner for broderi til lærerseminarierne. At undervise hjemme, så kursisterne kom til hende, var dog en stor drøm, som Lis realiserede midt i 1990’rne. Lis Ahrenkiel voksede op på Krogården i Ugerløse syd for Holbæk og fik hurtigt gennem sin mor og arbejdet i gårdmandshjemmet interesse for håndarbejde og syning af eget tøj. Som andre gårdmandsdøtre kom den unge Lis på aftenskole, senere på husholdningsskole og ud på andre gårde for at lære husholdning. I 1960’erne var det især stoftryk og patchwork som optog Lis. Det blev dog de helt særlige evner for at tilrettelægge opgaver og undervise, der blev starten på den livsbane inden for både det traditionelle broderi og det kreative og eksperimenterende patchwork, som Lis Ahrenkiel forfulgte hele livet. I Sønderjylland mødte unge Lis sin mand Steffen Ahrenkiel og de bosatte sig med landbrug på en ejendom i Teestrup v Haslev på Sjælland.

Foto: Fotograf Gurli Petersen, Næstved.

Den klassiske broderiskole blev etableret som en skolestue bygget til gården i Teestrup, og skolen har nu eksisteret i godt 30 år og er det eneste sted i Danmark, hvor kursister gennem 6-7 års

deltidsundervisning har lært mere end 20 forskellige broderiteknikker på højt fagligt niveau. Den første kursist tog afgang i 2001 og de senere år har der været en årlig afgangsudstilling fra de forskellige

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

broderihold. Skolens elevforening tæller mere end 100 kursister, som alle kan bidrage til at holde de gamle broderiteknikker i live i tider, hvor broderi igen er værdsat for skaberglæde, skønhed og mental værdi for udøveren. For Lis var balancen mellem det klassiske broderi og det mere eksperimenterende patchwork og broderi vigtig og ligeledes vekselvirkningen mellem at undervise hjemme i lange forløb og ugekurser på skoler ude i landet vigtig for at holde gang i nysgerrighed og kreativitet. I alle årene har Lis selv arbejdet med både eksperimenterende broderier og store patchworktæpper – næsten 20 store kunsttæpper blev det til gennem årene og utallige er de broderiudstillinger, som Lis Ahrenkiel selv har deltaget i foruden de mange, mange afgangsudstillinger, som blev opsat af kursisterne efter kyndig vejledning. I forbindelse med Lis Ahrenkiels 50-års jubilæum i 2011 udkom bogen ”Lis Ahrenkiel – et liv med håndarbejde” på forlaget Fiberfeber. Flere års overtalelse resulterede i, at Lis Ahrenkiel godkendte en bog om skolen og hendes utrættelige arbejde for at fastholde kvalitet og udvikling af broderifaget, men kun ”hvis det er broderierne og broderiskolen som er omdrejningspunktet”, som hun pointerede mange gange, hvorfor hovedparten af bogen da også viser de mange broderiteknikker der undervises i. Vi er som nævnt mange, som har lært utrolig meget af Lis Ahrenkiel, ikke blot om broderiog patchworkteknikker, om tekstil historie og tekstilkunst, men også om værdien af det grundige forarbejde, af at tilrettelægge en sikker komposition for sin opgave, sætte sig et mål og lave en plan. At lære kvalitet i både materialer og proces er grundlaget for det kunstneriske og håndværksfaglige virke og at stole på at ”ens originalitet viser sig ved, at man fuldt og helt er sig selv” er det, der fuldender det gode værk.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Lis Ahrenkiel var en helt enestående underviser. Hun var sig selv: nysgerrig, passioneret på egen beskedne facon, fast med store krav til både egen og andres forberedelse og grundighed, og med en interesse og forståelse for den enkelte kursist, som var helt unik. Lis efterlevede som pædagog den differentierede undervisningspædagogik, endnu før begrebet blev fast pensum på lærerhøjskolen. Hun stillede opgaven, og man fandt med stor støtte selv løsningerne og udviklede sit eget udtryk, og lærte både med hænderne og med mindsettet. Måske netop derfor var Lis højt elsket af sine kursister, der kom igen år efter år – eller blev i det 7-årige broderiteknikerforløb, som Den klassiske broderiskole kunne tilbyde. Kombinationen af høje forventninger til kvalitet og frihed under ansvar til at vælge egne løsninger har givet de fleste kursister mod til at eksperimentere og afsøge egne kunstneriske udtryk. Lis Ahrenkiel efterlader sig 2 døtre, 5 børnebørn og 2 oldebørn. Endvidere er der efter Lis Ahrenkiel en omfattende kulturarvssamling af tekstiler og kunsthåndværk, som en kreds af broderientusiaster vil forsøge at bevare samlet med udstilling og videreudvikling for øje. Med stor taknemmelighed siger vi Far Vel til et dedikeret, elsket menneske, som har betydet meget for hver enkelt på det personlige plan, og som har medvirket til, at broderi som fag og kunstnerisk udtryksform står stærkt i de tekstile kunsthåndværk i dag.

Æret være Lis Ahrenkiels minde. Inger Maaløe, kursist «Den klassiske broderi skole» 2005-2012

ARRANGEMENT

TENENs besøg hos tekstilkonserveringen – Den Kongelige Samling d. 30. september 2026 Af Lone Falkenberg Det var en sluttet kreds af TENENs medlemmer, der en varm solskins-efterårsdag, mødtes i Brede ved den gamle tekstilfabrik, der i dag bl.a. huser Den kongelige Samlings magasiner. Her blev vi budt indenfor hos tekstilkonservatorerne, hvor Anna Sparr og Merete Keldgaard fortalte om deres arbejde. De har et tæt samarbejde med bl.a. Slots- og Ejendomsstyrelsen, der har ansvar for ca. 2.000 tekstiler indsamlet fra Rosenborg, Amalienborg, Koldinghus, Kronborg og Fredensborg Slotte. Tekstilkonservatorerne holder til i lejede lokaler hos Nationalmuseet i Brede, og inden vi blev opdelt i 2 hold, fortalte Anna Sparr om konservatorernes arbejde med ansvar for dragtsamlingen, dens opbevaring, konservering, dokumentation og formidling. Endvidere består arbejdet i at bistå med opsætning til udstillinger på museer og slotte, og lige nu var man i færd med at flytte de kostbare tekstiler fra kasser til bedre og mere robuste opbevaringskasser med syrefrit papir. Det fik vi at se, ved at første hold gik over i de hermetisk lukkede gamle fabriksbygninger, der var sat i stand, og nu var forsvarligt kodelåste, brandsikre og med kølig temperatur. Magasinet, vi fik forevist, var nyindrettet med nye hylder og borde,

Guldbroderi på Christian den 5´s karrussel dragt, Den kongelige Samling. Foto: Annet Lauersen Skjelsager.

der havde hollandsk udtræk, og som gjorde det nemmere at flytte de kostbare tekstiler fra de gamle opbevaringskasser, til nye bedre kasser. Her blev ud af opbevaringskassen forsigtigt lirket Kong Frederik IIIs grå skindhandsker fra ca. 1650–1660, med sølvbroderi på håndryggen og guldbroderet og guldpailletter påsyet kraven på handsken, der havde påsyet smalle frynser omkring kanterne. Handskerne er på side 136 i ”Ti kongers tøj” beskrevet og afbilledet med flotte fotos af konservator Katia Johansen, der i 1980 – 2016 var ansat på Rosenborg med ansvar for dragtsamlingen. Hun mente, at handskerne

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

ARRANGEMENT var gemt, både fordi de havde så massive guldbroderier, men også nok fordi de har været anvendt til en ganske særlig dragt eller en særlig lejlighed – måske arvehyldningen. I den anden kasse fra magasinet, blev vi præsenteret for Kong Christian Vs todelte karrusseldragt fra 1685. Dragten bestod af en under- og overkjortel, syet på silkeatlask med guldbroderi. Underkjortlen var i lyseblåt silkeatlask, også den med overdådigt guldbroderi. Denne dragt er ligeledes omtalt på side 186 med flotte fotos i ”Ti kongers tøj”. Dragten blev brugt til kongens fødselsdag i 1685. Underkjortlens rundskårne skørter er formgivet sådan, at dragten tager sig bedst ud, når kongen var til hest. Men inden Kong Christian V sad til hest, bar han dragten med den overdådigt udsmykkede overkjortel til fods. Dragten er omtalt i et håndskrift med tegningerne fra kongens fest i anledning af fødselsdagen, som viser rytterne i fuld karrusseludstyr og med Kongen i spidsen. Dragten er også beskrevet i 1718. I forbindelse med indlevering og dokumentationer er en del af konservatorernes opgaver at registrere dragterne, som med Dronning Margrethe IIs sorte sørgedragt, som hun bar på det første officielle foto som dronning i 1972. Denne dragt fik vi også at se liggende på arbejdsbordet, nu igen omsyet til sit oprindelige udseende. I forbindelse med en nylig forberedt udstilling på Koldinghus ønskede Dronningen kjolen tilbageført til sit oprindelige udseende, og det havde konservatorerne ansvaret for.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

Vi så mapper fyldt med små håndskrevne lapper papir, som bl.a. Dronning Ingrid havde indleveret til samlingen sammen med bl.a. sit brudeslør, som også hendes mor havde båret. Foruden at føre tilsyn med magasinerne ved at sørge for, der ikke kom utøj i tekstilerne, udføres der skadesdyrsbekæmpelse og montering på egne fremstillede giner, som vi så, hvorledes blev tilvirket. Konservatorerne er i øjeblikket fuldt optaget med at forberede kommende udstillinger af dragterne, og de har ca. 300 ansatte, herunder 2 tekstilkonservatorer, 2 malerikonservatorer, og 1 papirkonservator. Særligt stort fokus er der på at forberede det nye skatkammer på Rosenborg Slot. Jeg skal ikke glemme, at vi også i magasinerne så broderede portrætter, bl.a. et af Karl I af England, i en broderet ramme, der på afstand lignede træ, men ved nærmere øjesyn var et overflødighedshorn af nedlagt syning og fladsting, hvor det blev ”ophøjet” syning, nærmest det, vi i dag kalder ”3D” syning. Vi så også Dronning Marys brudesko, der var indleveret med tilbehør i form af en beskrivelse af processen med at formgive og designe hendes brudekjole. Det var en stor oplevelse at komme bag kulisserne og få de fantastisk smukke og kostbare dragter at se, så der skal lyde en stor tak til Ellen Warring for at arrangere denne tur og til Anna Sparr og Merethe Keldgaard for at tage imod os.

TENENs bestyrelse Navn

Adresse

Mail

Hverv

Hanne Boelslund

Ribe

hanneboelslund@gmail.com Formand, hjemmeside, nyhedsbrev

Maj Ringgaard

Bagsværd

majringgaard@gmail.com

Næstformand

Kathrine Brandstrup Skælskør

kathrine textilarkeolog.dk

Redaktør for ”forklædebogen”

Susanne Rundqvist

Frederiksberg susanne.rundqvist@mail.dk

Kasserer, medlemsliste

Ellen Warring

Tommerup

ellenwarring53@gmail.com ellenwarring53 @gmail.com

Ansv.havende redaktør

Lis Slottved

København

lisslottved@gmail.com lisslottved @gmail.com

Redaktør, korrektur, arkivar

Vakant Ditte Kröner

Bestyrelsesmedlem København

ditte.kroener@gmail.com ditte.kroener @gmail.com

Vakant Lone Falkenberg

Suppleant Suppleant

Frederiksværk lf@lonefalkenberg.dk

Flemming Lundholm Ribe

samitum@gmail.com

Revisor Revisorsuppleant

TENEN

Dansk Tekstilhistorisk Forening CVR 3086 5995 Bank nr. 1551 Konto nr. 1 43 01 30 Swift-bic DABADKKK Iban DK23 3000 0001 4301 30

Medlemmer får tilsendt tidsskriftet TENEN. Adresseændringer og ændring i e-mail adresser meddeles til kassereren.

TENEN · 36. ÅRGANG NR. 2. NOVEMBER 2026

I N V I TAT I O N T I L J U L E T U R

Vi er inviteret en tur til Thorvaldsens Museum Onsdag den 9. december kl. 13.00 Bertel Thorvaldsens Plads 2, 1213 København K. Mange vil nok spørge: Thorvaldsens Museum er da mest støvede, gamle gipsfigurer uden tøj på. Det har ikke meget med tekstiler at gøre, så hvad skal vi så der? Thorvaldsens Museum er ikke kun en udstilling af billedhuggerens mange værker, men det er også et dokumentations- og forskningscenter for Bertel Thorvaldsens værk, liv og kontekst. Derfor ejer museet rigtig mange personlige efterladenskaber, herunder tekstile ting som arbejdstøj, hatte, sofapuder m.m. Museumsinspektør Kira Kofoed har venligst tilbudt at vise og fortælle om et udvalg fra magasinet.

Efter fremvisningen drikker vi kaffe i museets Café, mod egenbetaling. Museet har gratis adgang om onsdagen. Da der er begrænset plads, er deltagerantallet max. 15 personer, og der ønskes tilmelding til arrangementet senest 30. november til lisslottved@gmail.com. Vi håber, I har lyst til en usædvanlig og enestående mulighed for at se ukendte ting fra museets samling. I øvrigt har museet for øjeblikket en udstilling Liv, Længsel & Landskab, der viser udsnit af Thorvaldsens private samling med værker fortrinsvis af danske guldaldermalere.

Sofapude, tegnet og broderet af Johanne Bindesbøll.