296649 'Det går jo nok!' - indhold k4

Det går jo nok!

Bogen fortæller om Karens slægt af hedeopdyrkere, og om Jenses, der oplevede en rutchetur fra sognets øver-

ISBN: ??????????????????

ste sociale hylde til beskedne kår og truende tvangsauktion. Fra det udgangspunkt følger vi parrets kamp for økonomisk sikkerhed og social anseelse. Og vi følger børnene, der tidligt fik indpodet forældrenes værdier og tog dem med sig videre i deres liv – og i deres opdragelse af den næste generation, altså os. Bogen er en fortælling om fundamentale værdier, uomgængelige leveregler og om et usædvanlig stærkt familiesammenhold.

Om Karen og Jens Olesens slægt

På gården Bukdal i Borbjerg boede en eksemplarisk bondemand og hans kone, Jens Olesen og Karen, med deres 6 børn. De har givet deres efterkommere og måske også andre et klart eksempel på, hvordan man lever et jævnt, muntert og ikke mindst virksomt liv på jord, og derfor har vi – Jens og Karens børnebørn – ment, at det var værd at fastholde mindet om dem.

Det går jo nok! Om Karen og Jens Olesens slægt

Det går jo nok! Om Karen og Jens Olesens slægt

Esben Hedegaard med hjælp fra familien

Kolofon

Indhold Olesen-klanen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Kort over Borbjerg ca. 1930 . . . . . . . . . . . Her er vi så – Olesen-klanen . . . . . . . . . .

4 6 8

Bedstemors slægt . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12

Bedstemors barndom og ungdom . . . . . . 17

Bedstefars slægt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

Børnene hjælpes hjemmefra . . . . . . . 69

Hilda . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Edith . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Elna . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ragna . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Rita . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Svend . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

73 76 79 82 85 89

Bedstefars barndom . . . . . . . . . . . . . . . . . 24 Markedshandel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28 Hjemmet på Øster Hvamgård . . . . . . . . . 31

Der høstes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95

Fra Øster Hvamgård til Bukdal . . . . . 34

Erindringer om bedstemor og bedstefar . . . . . . . . . . . . 109

Ungkarl i Bukdal 1922-1928 . . . . . . . . . . . 36

Kærestetid og bryllup . . . . . . . . . . . . . 39 Der såes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Landbrug og børn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Skoletid, konfirmation og ungdomsskole . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Fra Bukdal til Bukdalgård . . . . . . . . . . . . . København kommer til Borbjerg . . . . . . . Med pigerne ud at tjene . . . . . . . . . . . . . .

43 43 54 62 64 66

Tilfreds alderdom . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95 Livet evalueres . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103

Malenes erindringer . . . . . . . . . . . . . . . . . 119

At sætte sig spor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 124

Olesen-klanen Det er ikke alle forundt at have en stor familie. Det har vi – børnebørnene efter Karen og Jens Olesen: Vi er i alt 21 fætre og kusiner, 8 drenge og 13 piger. Vi børnebørn har kendt hinanden, hinandens forældre og hjem fra vi var små, for vi besøgte ret tit hinanden, holdt ferie og gjorde andre ting sammen, deltog i hinandens familiefester. Midt i det hele og med i det meste var vore bedsteforældre. De førte sig ikke frem, men udøvede deres indflydelse på os alle sammen på en diskret, men måske netop derfor på en ret virkningsfuld måde. Vi bestræbte os – i hvert fald offentligt - på at leve efter Olesen-klanens leveregler. Det betød noget at have deres velsignelse, og omvendt krævede det både mod og kræfter at gå egne veje. Som voksne er vi blevet spredt over hele landet. Vi har holdt fast i hinanden ved årlige fætter-og-kusine-fester, den første i 1980. Ikke alle kommer hvert år, men vi er typisk en 2530 stykker inklusiv partnere, hvis de altså gider deltage; snakken i Olesen-klanen kan godt blive lidt indforstået. 4

Ved fætter-og-kusine-festen i Skave i 2025 medbragte jeg en stor og tyk slægtsbog over slægten Kjelsmark, vores bedstefars mellemnavn. Søster Lisbet havde lånt den af en nabo i landsbyen Skaarup på Sydfyn. Han var kommet forbi med slægtsbogen en dag og havde påstået, at Lisbet og han var i familie: Hans farmor var faktisk vores bedstefars storesøster. Jeg lånte bogen af Lisbet og blev hurtigt klar over, hvor lidt jeg egentlig vidste om mine to bedsteforældre og deres respektive slægter. Måske burde man studere fænomenet, mens tid var? Her tænker jeg især på, at Morbror Svend på 85 er den sidste af vores forældres generation? Vi andre lever heller ikke evigt. I et anfald af overmod fik jeg i januar 2026 den idé at spørge mine søskende, fætre og kusiner, om ikke jeg med bidrag fra dem skulle skrive en lille bog om vores bedsteforældre. Det var der opbakning over hele linjen til og så fangede bordet. Jeg har flere gange brugt begrebet ”klan” om vores familie. Ordet kommer af det gæliske ”clann”, der betyder ”afkom” eller ”familie”. Vi

kender bl.a. begrebet fra de skotske klaner, der kan defineres som en fasttømret gruppe af familier, der fører deres afstamning tilbage til en fælles forfader, og som grundlæggende deler interesser og mål. Det er nok at stramme den, hvis jeg siger, at det er det, vi Olesen-efterkommere er og gør, men nogle gange fremmer overdrivelse forståelsen. I øvrigt er overdrivelse og andre vidtløftigheder ikke egenskaber, jeg har med mig fra Olesen-familien; det må komme et andet sted fra. Og sådan er vi jo alle sammen præget af mennesker og miljøer. Tanken med denne bog er at gøre os skarpere på ”arven efter Olesen”. Hvad var det, der skete? Hvad fik vi med?

Bogen er først og fremmest skrevet til os fætre og kusiner og i anden række til vores efterkommere. Morbror Svend har været en uundværlig kilde, men mange af jer har også bidraget med vigtige erindringer, indspark, billeder mm.: Malene med et skønt afsnit om hendes og Strandby-børnenes oplevelse af bedstefar og bedstemor. Lene og Else med vigtige rettelser og kommentarer til manuskriptet. Her på falderebet vil jeg sige tak til alle for snak, mails, bidrag, kaffe og knus. Fætter Esben, juni 2026

5

Kort over Borbjerg ca. 1930 1. Bedstemor Karen Mikkelsens fødehjem på Risum Mark 2. Saugstrup skole, hvor bedstemor startede sin skolegang 3. Søndergård, hvor bedstemor tjente først 4. Nr. Risum, hvor bedstemor tjente sidst 5. Bedstefar Jens Kjelsmark Olesens fødehjem, Øster Hvamgård 6. Hvam skole, hvor bedstefar gik i skole 7. Bukdal 8. Borbjerg skole, hvor bedstemor og alle børnene gik i skole 9. Store Hedegaard, hvor Elnas mand, Valde(mar), kom fra 10. Johanneshåb, hvor Ritas mand, Knud, kom fra 11. Lille Hedegaard, hvor Ragnas mand, Knud Erik, kom fra

6

5 6 7 3

8

9

11

10 4

1

2 7

Her er vi så – Olesen-klanen

1. og 2. generation af Olesen-klanen med Møllesøen og Bukdal i baggrunden omkring 1980. Fra venstre: Hilda, Edith, Karen, Ragna, Jens, Svend, Rita og Elna.

8

Hilda som konfirmand.

Hildas børn: Inge, Kirsten og Hanne.

Edith som konfirmand.

Ediths børn: Steen, Lise og Frode.

9

Elna som konfirmand.

Elnas børn: Lisbet, Karen, Jens, Esben, Jette.

Rita som konfirmand.

Ritas børn: Lene, Karsten og Else.

10

Ragna som konfirmand.

Ragnas børn: Jørgen, Jens Christian, Anette.

Svend som konfirmand.

Svends børn: Louise, Torben, Kirstine, Malene.

11

Bedstemors slægt Vores bedstemor, Karen Mikkelsen, blev født d. 27. juni 1908 som den 6. af Peder Jesper Mikkelsen og Kirstine Andersens i alt 8 børn. Hun voksede op på forældrenes gård på Risum mark, lige nord for Viborg landevej, i dag Hedegårdvej 21. Den var i min barndom drevet af Kristian Mikkelsen – 4. generation på ejendommen.

Holstebroposten lavede i 1988 et portræt af bedstemor i anledning af hendes 80-års fødselsdag, og her beskriver hun sig selv, som ”en Borbjerg-pige fra heden”. Det er da rigtigt, at bedstemor var en Borbjerg-pige, hun var født og opvokset i Borbjerg, men slægten var ikke gamle Borbjerg-folk; de var faktisk nyligt tilflyttet langvejs fra. Vidste I det? Jeg erindrer ingen historier om det fra min barndom, og i det hele taget synes jeg, vi har fået bemærkelsesværdig lidt at vide om bedstemors baggrund. Til gengæld vidste vi en hel del om bedstefar. Jeg vil nu prøve at skabe lidt balance. Hos Karen Mikkelsen (gift med Peder Mikkelsen i Saugstrup og lillesøster til bl.a. købmand Tage Olesen fra Skave), fik jeg fat i en slægtsbog over Mikkelsen-slægten. Den kunne fortælle en masse interessant om familien. ”Di kom jo sønder fræ”, som Karen Mikkelsen formulerede det: Bedstemor Karens farfar, Truels Mikkelsen, var født i Ribe i 1829. Han og konen Maren drev først en gård i Grimstrup ved Esbjerg nogle år. Derefter havde de fra 1868-1876 Eg Mølle og en gård med tilhø-

Vores bedstemor, Karen Mikkelsen, som ung. Fra Mikkelsen-familien album.

12

rende kro vest for Grindsted. På gården startede de også købmandshandel og havde sammenlagt 12 tjenestefolk til medhjælp. Truels beskrives af efterkommerne som en mand med ”vaks natur” – altid på farten. Ved siden af gård, kro og købmandshandel drev han kreaturhandel og trak selv dyrene til Tyskland for at afsætte dem. Truels brugte ikke pengene unødigt, og selv om han var kromand, rørte han aldrig spiritus. Ja, han gav knap nok krogæsterne lov til det! Efter Eg Mølle havde Truels og Maren forpagtningen af Bryndum Præstegård nord for Esbjerg, inden de i 1885 købte ejendommen på Risum mark med 42 tdr. land. Truels havde egentlig besluttet sig for at købe noget på Skjern-egnen, men så fortalte en kone i toget ham om en hedegård i Borbjerg, der kunne købes billigt. Ja tænk: Havde det ikke været for den kone i toget, havde bedstefar og bedstemor aldrig mødt hinanden, og vi var aldrig blevet født. En forsinket tak herfra til den meddelsomme kone!

mennesker døde af, og når dødsårsagen ikke nævnes, spidser jeg altid ører. Tuberkulose tog i de år mange i alle aldre, men en del tog sig også selv af dage – ca. 3 gange så mange som i dag. Kampen om en plads i tilværelsen var benhård; konsekvensen ved at fejle, fx ved at blive gravid i utide, kunne være skæbnesvanger. Hedegården i Borbjerg hed den gang ”Risumsminde” og kun få af de 42 tdr. land var opdyrket. Truels, der i folketællingen 1890 betegnes som ”husmand”, satte gang i hedeopdyrkningen og fortsatte med kreaturhandel i større stil. Han gik, ifølge slægtsbogen, fra Risum til

Lige inden Truels og Maren flyttede til Borbjerg døde sønnen Christen, 19 år gammel, og få år efter flytningen til Risum døde deres datter Karen, 25 år gammel. Det må være hende, bedstemor blev kaldt op efter, da hun blev født 20 år senere. Jeg ved ikke, hvad de unge 13

Maren og Truels Mikkelsen, bedstemors farmor og farfar, kom til Borbjerg i 1885. Billedet er kopieret fra www.herkomst.dk

Vinderup, hvorfra han tog toget til Skive eller Viborg marked. Her købte han kreaturer, der blev trukket hjem til Risum og siden solgt fra gården eller på Holstebro marked. Der var størst fortjeneste på køerne købt på Viborg marked. Sønnen Hans trak en gang et kobbel på 14 køer de ca. 45 km fra Viborg til Risum. Ellers havde Truels gamle Kren Toft som fast ”trækker” til 2 kr. pr. tur.

Nøjsomhed prægede Risum-hjemmet i Truels og Marens tid. Når børnene var sultne om morgenen, kunne de få en tyk skive rugbrød uden smør at gumle på. Kom der gæster, var sødsuppe og pandekager en fin ret, fortæller slægtsbogen. Med til nøjsomheden fulgte også stor gavmildhed, og angivelig gik ingen fattig forgæves til Truels og Maren. Sønnen Peder Jesper, altså bedstemors far som vi herefter blot kalder ”Peder”, genoptog sin fars møllererhverv. Ved folketællingen 1890 står han 22 år gammel opført som møller­ svend på Saugstrup Mølle. Året efter var han på Naur Mølle, og her mødte han Kirstine, bedstemors mor. Hun kom fra Hallundbæk i Hodsager, hvor faren, Anders Andersen, var gårdmand og sognefoged. Moren hed Lovise Jensen og var Anders Andersen 2. kone. Da vores oldemor, Kirstine, blev født i 1869 var Lovise blot 23, han var 49. Peder og Kirstine blev allerede gift efter et års tid; det var i 1892; hun ventede sig. Parret blev vel af deres fædre hjulpet til en lille gård tæt på Kirstines fødehjem, men på den anden side Storåen, ved Skærbæk Mølle i Aulum sogn. Det fremgår ikke direkte af slægtsbogen, men mon ikke Peder har hjulpet til på møllen ved siden af at passe sit landbrug, ja og køre mælk til Aulum mejeri 2-3 dage om ugen. På ejen-

Bedstemors forældre, Kirstine og Peder, med børnene Laura (født 1899) og Thorvald (født 1896), formodentlig fotograferet 1900 eller 1901, mens de stadig boede ved Skærbæk Mølle. Kopieret fra www.herkomst.dk

14

dommen ved Skærbæk Mølle fødte Kirstine de første 5 børn. De 2 ældste, Anders og Maren, døde af difteritis med 14 dages mellemrum på Herning Epidemisygehus i marts 1899, 6 og 4 år gamle. Peder var også indlagt, og hverken han eller Kirstine, der lige havde barslet derhjemme, kom med til deres børns begravelse. Min søster Karen fik som stor pige fortalt historien om bedstemor Karens to døde søskende: ”Det var da forfærdelig”, sagde min søster. ”Sørn war æ jo den gång”, sagde bedstemor. Ja, det var det, siger jeg, men det var stadig forfærdeligt: Lærer Niels P. Larsen i Tvis skrev til begravelsen et hjerteskærende mindedigt, der er gengivet i slægtsbogen. Så moralen i bedstemorens fortælling til barnebarnet var vel, at man må være klar til at bære, hvad tilværelsen end byder én. I 1897 flyttede gamle Truels og Maren til en lille, nybygget ejendom på Holstebro østre bymark sammen med den ældste søn, Hans Brorsen, og den yngste af pigerne, der udover Bodil Marie også hed Dusine, fordi hun var forældrenes nr. 12. Den næstældste søn, Niels Michael, overtog gården i Risum og blev samtidig gift. Efter bare 4 års ægteskab døde konen imidlertid, og den tragiske begivenhed var nok årsagen til, at han ønskede at afstå gården. Uden kone og med to småbørn kun-

ne han ikke drive den. Så svigerindens død var årsagen til, at Peder og Kirstine i 1902 flyttede fra Skærbæk Mølle til Borbjerg og overtog gården på Risum mark; en tredje bror overtog så deres ejendom i Aulum. Med til Risum havde Peder og Kirstine børnene Thorvald, Laura og Anders, født i henholdsvis 1896, 1899 og 1901. Peder fortsatte med opdyrkningen af heden, og forøgelsen af agerjorden betød, at han efterhånden skiftede social status fra husmand til gårdmand. Kirstine hjalp til og fortsatte med at føde børn: Magnus Christian i 1903, Alfred Ludvig i 1905, Karen i 1908, Jensine Margrethe i 1911 og Astrid Marie i 1914 som den sidste. Da var Kirstine, eller ”Bette Bedste”, som hun siden blev kaldt, blevet 44 år. Da bedstemor Karen blev født i 1908, var gårdens jorder omtrent opdyrket. Morbror Svend fortæller, at Peder en forårsdag hentede Kirstine uden for. Hun havde ligget syg, men hun skulle dog se, at alt omkring gården var grønt af spirende afgrøder. Et guddommeligt syn for hedeopdyrkere. Heden var dog ikke langt borte – se evt. kortet foran. Da bedstemor begyndte i skole som 7-årig, gik hun i starten sammen med en bror gennem heden syd for Viborg-vejen til 15

Kirstine og Peder med deres børn foran det gamle stuehus. Forrest (med hunden) Thorvald, så Anders, Magnus Christian, bagved holder Alfred Ludvig faren i hånden, lille Karen (vores bedstemor) sidder på morens arm og længst tv Laura. Man aner, at Kirstine er gravid, hvilket kan datere billedet til efteråret 1910. Bedstemor er dermed knap 2½ år på billedet. Fra Mikkelsen-familiens album.

Saugstrup skole (det senere ”Saugstrup Drengehjem”). Rester af heden ligger der endnu; i den del som ejedes af vores nabo, da jeg var barn, Fredlev Ascanius i Nr. Damgård, hentede vi hvert år i december små fyrretræer til at pynte på gårdspladsen. Også bedstemors ældste bror, Thorvald Mikkelsen, gjorde et indhug i heden, da han i 16

1920’erne anlagde gården ”Saudal” på lutter hedejord, opkøbt af faren i 1916. Thorvald opdyrkede heden, hvad der gav ham en plads blandt hundredvis af andre hedeopdyrkere på stenene i Kongenshus Mindepark. Thorvald, der tog efternavnet Saudal efter gården, komponerede også musik, bl.a. til Hedeselskabets 100-års jubilæumsfilm ”Landet vi vandt” (1966).

Bedstemors barndom og ungdom ”Vi voksede op i små, men trygge kår, og havde en god barndom”, fortæller bedstemor til Holstebroposten. Der var langt til naboer, men mange søskende at lege med, for så vidt der var tid til leg. Ordet ”leg” indgår hverken i erindringerne om bedstemor eller bedstefars barndom. Derimod føler jeg mig overbevist om, at Peder og Kirstine var gode til at give børnene noget at bestille, både ude og inde. Bedstemors ældste bror, Thorvald, fortæller i slægtsbogen om forældrene:

I Risum ”faldt det meste af Fars og Mors Livsgerning og her opdrog de otte Børn til gode Samfundsborgere. Far var af natur uhyre flittig og arbejdsglad, rap paa fingrene som han var, kunde han overkomme en Masse, men altid med den største Omhu og Akkuratesse. Der skulde være Orden i Sagerne, ikke mindst de økonomiske. Uden at stifte nævneværdig Gæld men efterhaanden, som han fik Raad, byggede han en ny Gaard op og forbedrede den med Besætning, Redskaber og Maskiner, saa den kom til at staa som et smukt Vidnesbyrd om hvad der ved Flid kunde bringes ud af en karrig Jord.

17

Bedstemors fødehjem på Risum Mark med nye bygninger - formodentlig fotograferet omkring 1920. Stokmøllen på taget af laden er bemærkelsesværdig; normalt fandt man kun sådanne møller på langt større gårde, hvor den trak tærskeværk, kværn, hakkelsesmaskine mm. Forklaringen må være, at Peder Mikkelsen som tidligere møller var vant til at arbejde med tandhjul og aksler. Måske havde han endda bygget meget af møllen selv? Møllen fungerede ved at ”sætte sejl”, dvs. trække lærredsdug ud over vingernes træskelet. Billedet er kopieret fra www.herkomst.dk

Ligesom Hjemmet var præget af Nøjsomhed, var det det ogsaa af Gudsfrygt. Denne var stedse det bærende i Medgang og Modgang, og Kirkevejen blev flittig brugt. I mange Aar til Fods, en stiv Mil frem og tilbage, men det regnedes ikke for noget særligt den Gang. Senere, da Far fik lært at køre paa Cykel, brugte han denne, naar Mor ikke kunde komme med, ellers kørte de. Mor fik aldrig lært at cykle! Far blev kun knap 58 Aar gammel. En Operation for en Mavelidelse medførte hans alt for tidligere Død. Kunde disse linier blot bidrage lidt til at holde Mindet om ham levende blandt hans Efterkommere.” Om moren, Kirstine, gengiver Thorvald, nogle af de smukke ting, som folk (og nekrologen) sagde om hende i forbindelse med hendes begravelse i 1944: Hjemmet i Risum var gæstfrit og hyggeligt, præget af nøjsomhed, flid og gudsfrygt. ”Stinne” var travlt optaget af arbejdet ude og inde, men aldrig forjaget. Hun ”var rede til at ofre alt for Hjem, Mand og Børn”. Selv mindedes Thorvald fra barndomstiden moderens sang og fortælling fra bibelhistorien. ”Trods Travlhed havde hun altid Tid til at ofre sig for sine Børn”. For Thorvald var forældrene forbilleder: Den arbejdsomme, dygtige mand, der sørger godt materielt set for familien, og kvinden der ofrer sig for hjem, mand og børn. Jeg ved ikke, hvor18

dan bedstemor så sine forældre, men hun var næppe meget uenig med storebror Thorvald. Ingen af dem har fortalt om faderens mørke side, hans indesluttethed, der i høj grad påvirkede hjemmet. Jeg tror, de fleste af os fætre og kusiner har tænkt, at de begreber om arbejdsomhed, nøjsomhed mv., som vore mødre og Svend bragte med hjemmefra, primært stammede fra bedstefar. Efter at have stiftet bekendtskab med Mikkelsen-slægten kan de værdier vist mindst lige så godt stamme fra bedstemor. Vi skal tilbage til bedstemors barndom – og skoletid. Hun var efter alt at dømme en dygtig elev, der havde nemt ved at tilegne sig viden. Hun kunne sin bibelhistorie og sine salmevers på fingrene, fortæller Svend, og siden i livet duperede hun mange gange resten af familien med sin viden om både det ene og det andet. ”Vi ku ha tjent manne pæng o hin, hvis hun høj stel op i Kvit eller Dobbelt eller nogn å di anner quisprogrammer”. ”Di va nøj indåvænt, men begawe folk, di Mikkelsen’er”, siger også Karen Mikkelsen, der jo var giftet ind i familien. De interesserede sig meget for højskolebevægelsen og abonnerede på Højskolebladet, fortæller hun videre. Børnene blev støttet i at gå til gymnastik og dilettant.

3. og 4. klasse (de største) i Borbjerg skole vist i 1922 med førstelærer C.F.E. Møller (til venstre) og andenlærer I.W. Isachsen. Bedstemor Karen sidder midt i 4. række fra oven som nr. 6 fra venstre. Hendes lillesøster Jensine sidder lige neden for i 5. række som nr. 7. Billedet er kopieret fra bogen Beretninger fra Borbjerg-Hvam (2016).

19

Bedstemor gik til gymnastik i Borbjerg, både som ung og som kone. Her er hendes hold fotograferet på Kirkebakken midt i 1920’erne. Bedstemor står i bagerste række lige til venstre for lederen og fanen. Koreografien er streng, men Karen har dog dristet sig til at lægge hånden op på skulderen af kvinden ved siden af. Billedet er kopieret fra bogen Beretninger fra Borbjerg-Hvam (2016).

Forældrenes ambitioner om at lede deres børn på den rette vej var nok også grunden til, at Karen først kom ud at tjene som 16-årig. Hendes første plads var i Søndergård i Trabjerg. Derefter tjente hun ved Johan Clemmesen i Trabjerg, inden hun afsluttede sit ungpigeliv med en plads i Nr. Risum. Det var vist ikke et kedeligt sted med 4 sønner og en datter. Morbror Svend husker moderen fortælle, at dagen startede med, at gamle Bertel Risum stod neden for loftstrappen og råbte navnene på de 4 sønner. Derefter kunne man høre, hvordan de løb henover loftet og ned ad trappen for at melde sig klar til morgenarbejdet. 20

Til Holstebroposten fortalte bedstemor om jobbet som ung pige den gang: ”Hun skulle være med inde og ude i marken ved roerne og høsten. Derudover skulle hun malke to gange om dagen ved håndkraft, og mælkespandene skulle også rengøres, men trods den lange arbejdsdag skulle der være tid til at dyrke gymnastik. Så måtte man tage opvasken og mælkespandene, når man kom hjem”. Fælles for de pladser, hun havde, var, at hun lærte meget af nogle dygtige husmødre. ”Var det ikke hårdt?”, spurgte journalisten. ”Det var jo lige for alle, så det tænkte man ikke over. Det var en god tid!”, var bedstemors svar.

Bedstemor med sin mor, søstre, svigerinder og niecer fotograferet på Saudals gårdsplads i 1935 ifølge Karen Mikkelsen. Årstallet sandsynliggør, at børnene foran Bette Bedste er Hilda og Edith. De voksne er fra venstre Johanne (Thorvalds kone), Laura Kirstine, Karen, ”Bette Bedste” (vores oldemor Kirstine) , Astrid Marie, Jensine Margrethe, Kristine (Magnus Christians kone). Familiealbummet.

21

Bedstefars slægt Bedstefars mors forældre, dvs. vores tipoldeforældre, Birte Kirstine og Jens Kjelsmark Laursen, Over Kjelsmark, fotograferet vel til deres sølvbryllup i 1876. Da var de henholdsvis 45 og 54 år gamle. Beretninger om Borbjerg-Hvam (2016).

Bedstefar blev født d. 20. februar 1901 og døbt blot 10 dage senere i Borbjerg Kirke som Jens Kjelsmark Olesen. Hans morbrødre, Christen Heselaa Jensen fra Vestergård i Hoager og Jens Kjelsmark Jensen fra Over Kjelsmark, stod sammen med deres koner fadder. Bedstefar var nummer 8 af i alt 11 børn født mellem 1886 og 1908. Hans mor, Kirsten ”Kjelsmark” Jensen, var født 1864. Hun kom

fra gården Over Kjelsmark, som er den nærmeste af gårdene, når man står på Bukdals gårdsplads og kigge mod nordøst over på bakkerne over Møllesøen. Nogle af os har som små leget med hinanden og vore unge mødre i Kjelsmark Buske, en græsmark skrånende ned mod Præstegårdssøen. Den hørte til Neder Kjelsmark, men den gård har bedstefars slægt såmænd også forbindelse til, som den har det til utallige gårde over hele sognet og til familier, jeg ikke anede, vi var i familie med, før jeg fik ”Slægtsbog over Kjelsmark-slægten” i hånden. Kontrasten til min fars slægt, Hedegaard-familien, er slående. Her giftede man sig gennem generationer af religiøse grunde inden for familien, fætter-kusine, fætter-kusine, hvad der i dag gør slægten noget lettere at overskue. Over Kjelsmark havde i generationer været i familiens eje, og de sad godt i det: Den anseelige store gård blev drevet, og drevet godt, af Kirsten far, Jens ”Kjelsmark” Laursen (18221909), og Kirstens mor, Birthe Kirstine (18311899), var datter af den velhavende købmand og gårdmand, Jens Christensen Bak. Han drev

22

en indbringende, men måske knap lovlig, høkerforretning fra gården i Borbjerg By med varer, som han selv hentede i Skive, og datteren fik angivelig en god medgift med til Over Kjelsmark. Det er altså bedstefars mor, vores oldemor, Kirsten ”Kjelsmark” Jensen, der bringer Kjels­ mark-navnet ind i vores familie, og bedstefar er af en eller anden grund den eneste af hendes 11 børn, der får Kjelsmark-navnet som mellemnavn. Bedstefars far, Anders Martinus Olesen – kaldet ”Martinus” eller bare ”Tinus” – var født i 1858. Han bliver gift med Kirsten ”Kjelsmark” i 1885, og omtrent samtidig overtog de gården ”Øster Hvamgård”. Martinus’ far, Ole (”Wolle”) Christian Christensen, havde nabogården, ”Nørre Hvamgård”. Det er fra ham ”Olesen-navnet” kommer, og det er nok takket være hans penge, at den 27-årige søn kunne få en så stor gård. Jeg ved fra bogserien ”Danske Gaarde”, (1909), at den tredje af Nørre Hvamgårdene, Vester Hvamgård, hvis bygninger lignede, var på 60 tdr. land, så mon ikke Øster Hvamgård havde et lignende jordtilliggende. Vester Hvamgård havde 15-16 køer + opdræt, 5 heste, nogle får, fedesvin osv., men med hensyn til husdyrholdet lignede de to gårde ikke hinanden, for Martinus var handelsmand, så

besætningsstørrelsen på Øster Hvamgård svingede efter, hvad der pt. var købt eller solgt. Jeg gør generelt lidt ud af det med gårdstørrelsen, for det havde i datiden stor betydning. Man målte folk efter, hvor mange tdr. land, hvor mange skorstene, hvor mange heste, køer osv. deres gård havde, og både bedstefars mor og far kom fra store gårde med 3 skorstene, tjenestefolk, et stort dyrehold osv. De tilhørte det øverste sociale lag i sognet. Efter brylluppet i 1885 kom børnene på Øster Hvamgård i en lind strøm. Takket være et par af bedstefars brødre kender vi lidt til livet på gården. Den næstældste, Ole Christian, skriver sine erindringer som 88-årig på Sevel Alderdomshjem og begynder således: 23

Over Kjelsmark, som Kjelsmark-navnet i vores familie stammer fra, fotograferet omkring 1920. Da ejedes den af oldemor Kirsten Kjelsmarks bror, Jens Kjelsmark. Her gengivet fra Hardsyssels Årbog 1929.

”Chokolade”, ”børnefremmede” og ”ungdom­ men til dans” hørte med til livet i Øster Hvamgårds storhedstid.

Bedstefars barndom Storebror, Ole Christian, var 13 år ældre end bedstefar, så hans erindringer fra barndommen gælder en lidt ældre tid. Mange ting var dog sikkert uforandrede; og når de ældre børn fik arbejde uden for gården, måtte de yngre træde til:

Øster Hvamgård i 1903 her set fra vejen, der førte op til Skivevej. Alle længer var grundmurede og havde stråtag. Martinus viser Kirsten nogle strå fra marken. Billedet er en kopi fra bogen "Over Kjelsmark-slægten".

Jeg skulle så være født 23/12 1888, og de første år kan jeg ikke huske. Jeg kan huske, da min bedstefar døde, Wolle Christian kaldte de ham. Min søster Sine [egentlig Jensine, født 1893] blev 1 år 8. marts, og jeg har så været 5 år dengang, og i den anledning skulde vi så have chokolade, og vores bedsteforældre, som boede i nabogården til vort hjem, skulle så være med, men bedstefar gik snart hjem igen. Han var ikke helt rask, og bedstefar sagde, at han snakkede om, da han var ved at give svinene om middagen, at han ikke havde det så godt. Og det blev så værre, og han døde om natten. Det var det, vi dengang kaldte en rørelse, og dagen efter skulle vi børn så om og se ham. Han lå oppe i storstuen, som vi kaldte det dengang, den blev også brugt, når vi havde børnefremmede og også ungdommen til dans. 24

Ja vi børn skulle tidlig lære at gøre gavn. Jeg var vist ikke mere end 6 år og min søster 8 år, da vi overtog pasningen af køer og ungkvæg om sommeren. De var alle tøjrede, køerne med et reb om hornene og så et slag om venstre øre, og den blev efterhånden sølle, og så blev de koblet sammen med tøjret under hornrebet og så op på den ene horn, og vi brugte tre tøjrepæle, og vi havde en kølle med til at banke dem i jorden med. Køerne skulle flyttes 3 gange og så hjem at malkes til middag, og så ud til kl. 2 igen. Men når det var varmt besede køerne hjem, for der var så mange bremser, som de ikke kunne være for, så de måtte i hus. Køerne var, inden de kom ud, udhungrede, så to dage efter de kom ud på græs gav de meget mere i spanden, men hen på sommeren, når det blev tørt, var der ikke meget græs, og gødning fik marken ikke meget af.

Kirsten og Martinus med deres børneflok hos fotografen ca. 1906. Nogle af børnene kender vi særlig godt. Bagest th Else Laurine (født 1886), i midten Ole Christian (1888), tv Kirstine (1891, senere gift med Peder Lundager), bag moren Jensine (1893), tv for moren Laura (1897), yderst th Jens Christian (1899 ”æ gammel slaute”), foran ham vores bedstefar, Jens (1901), forrest i midten Elias (1903) og på skødet Tida Augusta (1905, mor til Anny Løvig og Jørgen Møller). Det sidste barn, Bernhard (1908), var endnu ikke født. En søn, Jens (1895), døde som lille dreng (han faldt ind under hjulet på en fyldt møgvogn), og ham overtog bedstefar navnet efter. Fotografiet viser i mine øjne en stovt familie, der selvfølgelig er stadset op og stillet op til lejligheden. Oldemor er tilsyneladende kommet godt igennem sine mange graviditeter, og oldefar er med sit kraftige hår og korte fuldskæg en decideret flot mand, der mere ligner en levemand end en hårdt arbejdende bonde. Skægget er lidt interessant. Fuldskæg var egentlig gået af mode i 1906 til fordel for et glatbarberet ansigt, evt. med et velplejet overskæg. Kun ældre mænd og mænd med en vis position holdt fast i fuldskægget. Martinus havde vel knapt alderen eller social position til fuldskæg, så det udtrykker nok hans ambitioner om at blive opfattet som en betydningsfuld person. Billedet er en kopi fra bogen "Over Kjelsmark-slægten".

25

Han fortæller om sin konfirmation og vender så tilbage til arbejdet:

Hvam Biskole set fra syd omkring 1910. Den oprindelige skole med lærerbolig fra 1874 ses til venstre, dernæst den nye skolebygning med store vinduer fra 1905, som bedstefar gik i. Længst til højre står en gruppe børn foran gymnastikhuset, der vist også var fra 1905 og i hvert fald det første af sin slags i sognet. Her gengivet efter ”Beretninger fra Borbjerg-Hvam”.

Jeg kom tidlig til at gøre nytte, først ved at passe kreaturer, og da far var handelsmand skulle jeg trække med kreaturer, særlig til marked, engang hver måned, fra jeg var 10. Vi havde 10 km til Holstebro, husker når jeg kom på Brusen Bakke, kunne jeg se sygehuset, som ragede op over andre bygninger, og når jeg kom til byen, skulle jeg ned ad Nørregade til rådhuset og så op ad Skolegade ud til en stor åben plads, hvor vi holdt, og så gik handelsmændene rundt og bød på dyrene. Når det var kalvekøer, var det også mange landmænd, der købte. Handelen begyndte ved ellevetiden .... Der gik en kagekone rundt med 2 og 5 øres kager, de var store og smagte godt. Vi kunne også gå ind til en bager og købe en kop kaffe til 10 øre og så købe 5 øres vienerbrød til. Men vi fik næsten aldrig udsolgt og skulle trække hjem igen ved 4-5-tiden, og så gik det rask, de ville gerne hjem igen.

26

Bedstefars bror, Jens Christian, der blev slagter og handelsmand i Hvam Mejeriby, var kun to år ældre, så hans fortælling til slægtsbogen må også gælde for bedstefars barndom: Der var 11 børn i hjemmet, men opvartningen var ikke så flot, for man spiste af samme fad. Føden var sund og billig. Den bestod mest af byggrød og kartofler. Kun de ældste børn fik nyt tøj, som så senere gik i arv til de yngre. Selv blev han lidt forfordelt, syntes han, for han havde 2 søstre i rækken foran sig, og han var lidt ked af at skulle arve deres særker med blonder i ærmerne og gå i deres snørestøvler, når han skulle være fin. Allerede som 11-årig kom han ud at tjene et godt stykke fra hjemmet. I ungdomsårene havde han flere pladser og arbejdede i mosen under første verdenskrig…. At bedstefar og hans søskende fik lært at bestille noget, er vi vel ikke i tvivl om. Nogle børn havde 3-4 km at gå til skolen, men fra

Førstelærer Simon Nielsen (øverst) og andenlærer H.C. Hansen sammen med børnene ved Hvam Skole i 1913. Bedstefar står i midten af 2. række i hvid skjorte under vinduet. Hans lillebror Elias står på knæene i 5. række, nr. 6 fra venstre i en skjorte magen til storebror Jenses.

27

Øster Hvamgård var der kun nogle få hundrede meter. Hvam skole var anlagt i 1874 på et stykke af tipoldefar Wolle Christians jord op til Hvamvej. Bygningerne ligger der endnu, om end meget ombyggede. Skolen havde to klasser og en første- og andenlærer i bedstefars tid. Førstelærer Simon Nielsen får det skudsmål, at han var kammerat med børnene, men at der var fuldstændig ro, når der skulle arbejdes i timerne. Sjov var der også noget af, fortæller morbror Svend. Særlig storebroren Jens Christian kunne finde på narrestreger. En dag opdagede drengene, at daglejeren, der pløjede for dem, holdt lange pauser ved diget i den fjerneste ende af marken og løftede armen, som drak han noget. De listede bagom diget og opdagede, at daglejeren havde en flaske snaps liggende, som han altså drak af. ”Det ska’ vi nok få sat en stopper for!”, sagde Jens Christian, hvorefter de tømte flasken for snaps, tissede i den og lagde den tilbage på diget.

Markedshandel Det var ikke bare Ole Christian, der kom med til marked i Holstebro. Det gjorde formodentlig alle drengene. Jeg tror, at alle vi børnebørn har oplevet at blive taget op på bedstefars knæ og få historien om én af de første gange, han 28

var med sin far til marked. Martinus skulle jo handle, så lille Jens og storebror Jens Christian har nok fået lov til at gå alene rundt og kigge. I hvert fald kommer bedstefar alt for tæt på en hingst, der slår tænderne om hans underarm og rejser sig på bagbenene med bedstefar dinglende i den ene arm. Som jeg husker historien, lod hingsten bedstefar dumpe til jorden, mens den stadig stod på bagbenene, og den ville nok have trådt ham ihjel med forbenene, hvis ikke nogle mænd havde hevet ham væk fra dyret. På det tidspunkt i historien smøgede bedstefar sit ærme op og viste det gysende barnebarn to dybe furer hen over underarmen efter hingstens kæber. Vestjyske bønder har altid elsket at handle, og det lå tilsyneladende særligt i blodet hos vores slægt. En heste- eller kreaturhandel var i de tider et helt skuespil, hvor de særligt dygtige handelsmænd fik arabiske markedshandlende til at ligne amatører. Handelsmanden kendte de aktuelle priser på forskellige typer af dyr på alle tænkelige stader af værdiskalaen, ikke bare på Holstebro marked, men også i Skive, Ringkøbing, Kjellerup og Randers. Han kunne spotte kvaliteten på et spand heste eller et kobbel kvier blot ved et hastigt blik, og da gjaldt det om ikke på nogen måde at afsløre sin eventuelle interesse i dyrene. ”Hva ka sørn en bette kwie kost?” kunne han spørge bon-

den, og samtidig begyndte der at samle sig en kreds af tilskuere. De havde også dannet sig en idé om, hvad dyrene kunne koste, og hvis ikke handelsmanden og den sælgende kunne komme til rette, ville de måske selv træde til. Under alle omstændigheder var der mulighed for god og gratis underholdning. Blev handlen sluttet, skete det med et håndtryk. Handlede handelsmændene indbyrdes skete det med højlydte håndslag, hver gang der blev nævnt en pris eller givet et bud. Det sagdes om mange af handelsmændene, at de altid havde kontanter nok i tegnebogen til at købe en hel besætning. Når der var afregnet, og handelsmandens initialer var klippet ind i dyrets pels, drak man lidkøb, der igen var en symbolsk besegling af en fair handel. Det kunne være kaffe, men som regel var det ”en be’e swøt”, altså kaffe med brændevin i. Opskriften på en be’e swøt er vel kendt af de fleste, men gives alligevel her: En 10-øre lægges i koppen, og så hælder man kaffe i, til man ikke kan se mønten. Bagefter hælder man så brændevin i, til man kan se den igen. Tydeligt. Husdyrhandel var for vestjyder meget mere end økonomi. Det var en reguleret og derfor tryg form for socialt samvær, og før andels­ virksomhedernes mange møder var markedet den regionale scene, man blev kendt på. Der-

udover gav svinemarkedet på Store Torv eller ”Mandagsmarkedet” for kvæg og heste et afbræk i en slidsom og ensformig hverdag, og de store markedsdage, som fx Sankt Hans-Markedet, hørte til årets højdepunkter for mange. Andre var kritiske over for en særlig side af markedet. Efter september-markedet 1895 hed det i Herning Folkeblad: ”Vi gjorde i Skumringen en Runde i Markeds­ teltene. Næsten over Alt mødte man et sørgeligt Syn og Vidnesbyrd paa Vidnesbyrd om Spiritusdrikkeriets Ødelæggelse. Værst var det i de Telte, der var kommet hertil fra andre Byer. Her flokkedes usædelige, drukne, mest yngre Mandfolk og utugtige Fruentimmere. Her var en Drikken, Banden og Raahed, som var afskyelig, saa dette spørgsmål maatte trænge sig frem: Hvor længe skal dette Folk ødelægges af Spiritus ...” (gengivet fra Esben Graugaard, ”Nordvestjyske Bønder som Kreaturhandlere i Nordsørummet”). Spørgsmålet var relevant nok – også når det gælder vores familie; Martinus handlede og drak lidkøb bagefter, og han drak som regel mere end godt var, hvad bedstefar heller ikke lagde skjul på. Sønnen Ole Christian fortæller: ”Da jeg blev ældre, blev det mere heste, jeg trak med. Engang havde min far købt to sorte 29

hopper af to forskellige mænd, og jeg skulle så trække dem til marked i Skive, og da jeg trak op ad bakken, de kaldte den Skives linie, mødte jeg handelsfolkene, som ville købe dem, og de blev også solgt til en god pris, og jeg skulle så køre med far hjem. Det var mig, der kørte, for de havde altid fået for meget at drikke, og da vi kom til Sevel Kro, måtte vi derind og bede lidt, og da vi kørte derfra, tog jeg fejl af vejen og måtte spørge om vejen hjem, og vi kom først hjem langt ud på natten.”

Markedsdag omkring 1900. Her kvæget, hestene stod længere nede ad Skolegade, hvis yderste huse man ser i baggrunden. Levekvægsmarkedet i Holstebro var et af landets største. Her kopieret fra Esben Graugaard ”Nordvestjyske bønder som kreaturhandlere i Nordsørummet” (2006).

30

Stakkels knægt, der skulle køre for sin far, der må have været så fuld, at han ikke kunne angive vejen. Jeg erindrer en anden historie om min oldefar, men ikke længere hvem der fortalte den, nemlig at det skete, at Martinus blev så fuld på markedet i Holstebro, at han lagde sig bag i vognen og lod hesten om selv at finde hjem. Bedstefars oplevelse med hingsten, og markedslivets dårlige indflydelse på faderen, fik

ham ikke til at holde sig fra markedshandel. Det trak i ham hele livet, og jeg mener, at det bl.a. gav sig udslag i, at bedstefar i sit husdyrbrug var mere handelsmand end avler. Dvs. hvor de fleste landmænd, jeg har kendt, gik op i at forbedre dyrenes kvaliteter og udbyttet af dem gennem avl, så så bedstefar større muligheder i at handle sig til bedre dyr. Og han beviste, at man kunne tjene gode penge ad den vej.

Hjemmet på Øster Hvamgård Perioden 1900-1914, hvor bedstefar var barn, var en gylden tid for dansk landbrug, men det mærkedes vist ikke meget på Øster Hvamgård. Under 1. verdenskrig 1914-1918 kom der opskruede priser på landbrugsejendomme og på landbrugsprodukter, men også rationering og mangel på foderstoffer, kunstgødning, petroleum mm. Martinus må have tjent mange penge ved sine handler, men han har sikkert været i stand til at bruge endnu flere. Og han forsømte sit eget landbrug. Martinus ville hellere handle og holde hof end passe sin gård. Det var sjovere at sælge gode køer og heste end at lade dem indgå i gårdens drift. Det siger nok noget om Øster Hvamgårds økonomi, at landbruget måtte suppleres med vognmandskørsel af grus for kommune og amt, korn og foderstoffer til møllen og kul og is til mejeriet. Det var ældste søn, Ole Christi-

an, og siden en svigersøn, der stod for kørslen, og eftersom Martinus havde solgt de gode, pålidelige heste, måtte de køre med ”gale”, ”slingre” eller ”hvinske” heste, dvs. heste med så alvorlige ”handelsfejl”, at de reelt var usælgelige, fordi de var uegnede som trækdyr eller livsfarlige at omgås – formodentlig ofte begge dele. At børn tidligt blev inddraget i landbrugsarbejdet var almindeligt, men som regel blev de jo overvåget og støttet af faren. Det var næppe tilfældet på Øster Hvamgård, og derfor stod de alt for ofte alene med arbejdet og problemerne. Men Gud ske lov og tak for moren. Ole Christian fortæller: ”Far var ikke meget hjemme hos os, men vi havde vor gode mor hjemme ved os, det var ikke let for hende, men hun kunne tage det uden der blev spektakel, når far kom hjem. Det er hende, vi kan takke for, at vi er kommet igennem verden, som vi er. … Jeg har nogle minder, som jeg ikke bryder mig om at skrive om, men jeg har også gode minder, særlig om min moder, som var alt for os børn. Hun lærte os at tro på gud, og selv om vi ikke syntes, at mor havde det let, så kunne hun altid samle os hver aften til at bede til gud og sige tak ….” Jeg mindes ikke, at bedstefar har fortalt noget om sit barndomshjem. Der har sikkert også 31

hos ham været mange minder, han ikke brød sig om at fortælle om. Faderen havde sikkert gode sider, men hans alkoholmisbrug, og hvad det førte med sig af svigt, savn og afsavn, har nok fyldt mest. ”Jeg blev så hjemme i 1½ år, fik ingen løn, men skulle så have et føl, som blev født [altså fik gratis foder], men en skønne dag tog min far plagen og solgte den på marked. Så bestemte jeg, at nu ville jeg ikke være hjemme længere, forholdet til min far var ikke godt, jeg kunne ikke tage det liv, han førte.” skriver Ole Christian om faren. Det omhandler tiden 1912-1913, hvor bedstefar var 11-12 år. Hvilke oplevelser med faren havde han? Uanset hvad, har faren præget sønnen. Vi kan nok især takke Martinus for mange af de værdier, bedstefar valgte at basere sit liv på. Jens satte sig tilsyneladende for at være helt modsat sin far.

32

Efter at have skrevet det ovenstående afsnit om bedstefars forældre fik jeg fat i en kilde, der nuancerer billedet af bedstefars mor som historiens heltinde og faren som skurken, eller i hvert fald rejser spørgsmålet: Hvorfor drak Martinus? Kilden er bedstefars storesøster, Kirstine (senere gift med Peder Lundager), hvis datter Signe (gift Have) skriver i sine erindringer (”Skriverier om et langt og godt liv” (2000)), at bedstemoren Kirsten fra Over Kjelsmark udover at komme fra en rig familie også var køn som ung: ”Jeg kunne have fået 10 for 1”, sagde hun selv. Hun havde fundet sin hjertenskær, men hendes far, Jens Kjelsmark, bestemte, at hun skulle giftes med Martinus Olesen; han kunne som nævnt byde ind med en stor, firlænget gård. Historien er fuld af eksempler på, at det er et skidt udgangspunkt for et ægteskab, hvis den ene af parterne elsker en anden. Hvor stor rolle det kom til at spille i Kirsten og Martinus’ ægteskab, får vi nok aldrig opklaret.

Peder Lundgaard var i bedstefars barndom Vestjyllands store kreaturhandler. I 1915 åbnede han de nyopførte eksportstalde på Stationsvej i Holstebro, hvortil bedstefar senere blev en fast leverandør og gæst. Billede fra 1916, Holstebro Museum.

33

Fra Øster Hvamgård til Bukdal Efter 1. verdenskrig blev det svære tider for dansk landbrug. Priserne raslede ned, og de lande, vi eksporterede til indførte told og andre restriktioner for at beskytte deres eget landbrugserhverv. Handlen gik mere eller mindre i stå. I kraft af de stigende ejendomspriser under verdenskrigen havde Martinus kunne holde på gården trods sit udsvævende liv, men det blev langt sværere nu. Efter pladser i Bur og Sønderjylland, soldatertjeneste og et landbrugsskoleophold blev storebror Ole Christian gift i 1919 og overtog samtidig en gård i Jattrup, nabo til Hjerl Hede, som Martinus havde købt til parret for 34.500 kr. Ole Christian skriver i sine erindringer, at det var alt for meget for den forsømte gård, men handlen var indgået en dag, ”de havde fået for meget at drikke”. Heldigvis ville hans svogre kautionere for ham, så han kunne låne, men de ville ikke kautionere for Martinus. Det var vigtigt for en stor gårdmand at kunne hjælpe børnene ”i vej” med en gård. Den rolle havde Martinus gerne villet spille, lige som fa34

ren i sin tid havde spillet den for ham. Det er nok ikke rimeligt at kritisere Martinus for at have købt gården til Ole Christian for dyrt. I 1919 kunne ingen vide, at krisen ville blive så langvarig og alvorlig. I 1920 kom turen til Martinus selv. Han var i restance med renter og afdrag på Øster Hvamgård. Gården var på vej på tvangsauktion, men inden det kom så vidt, lykkedes det ham at overdrage gården til den ældste datter, Else Laurine, og hendes mand, Peter Bang Jensen. Han var tømrer og altså ikke landmand, og efter et par år solgte de gården videre. Familiens tid i Nørre Hvam var slut. Lidt penge havde Kirsten og Martinus fået ud af handlen, og for dem købte de et bolsted i Borbjerg ved navn ”Bukdal” (på jysk ”Bovdel”, med tryk på første stavelse), hvor de flyttede ned sammen med Elias, Augusta og Bernhard, kan jeg se af folketællingen 1921. Derouten fra Øster Hvamgårds fire længer og fede agre til Bukdals små huse og sandmuldede, til dels uopdyrkede, jorder var til at føle på, men alligevel svært at fatte i dag, hvor begreber som

hartkorn, antal skorstene og slægtsgårde ikke har videre betydning. En bolsmand havde status mellem gårdmænd og husmænd, men tættest på de sidste. Hvis hus- og bolsmænd overhovedet blev inviteret med til runde fødselsdage og andre gilder i sognet, forventedes det, at de kendte deres plads og fx lod bønderne om at føre sig frem med højrøstet tale, når de gjorde sig kloge på landbrugsforhold, handel mv. Det var alt for let at affærdige Martinus. Han havde haft alle betingelser, men hvordan havde han forvaltet dem? Den næste del af historien kender de fleste af os fætre og kusiner hovedtrækkene af: Martinus fortsatte tilsyneladende sin livsførelse, da han og Kirsten var flyttet til Borbjerg, og i efteråret 1922 var det Bukdal, der var på vej mod tvangsauktion. Bedstefar var på det tidspunkt lige fæstet som forkarl for et år på den store gård, Kvistgård, mellem Vejrum og Struer. En dag, mens han arbejdede i marken, blev der ringet fra Borbjerg, at han var nødt til at komme hjem og overtage Bukdal, hvis ejendommen ikke skulle gå på tvangsauktion. Når buddet gik til bedstefar, barn nr. 8 i søskendeflokken, så skyldtes det, at han reelt den eneste af de myndige børn, der som mand og landmand kunne; de andre var allerede engagerede eller havde det – i denne sammenhæng – forkerte køn.

Bedstefar som ung. Familiens album.

Bedstefar havde ikke forestillet sig, at han som 21-årig skulle overtage en gård nu, så beslutningen om at gøre det skyldtes nok mest omsorgen for forældrene og hans små søskende: ”Hvor skulle de ellers bo?” Det var imidlertid ikke så let for ham at få lov til at overtage Bukdal. Bedstefar har til min far fortalt, hvordan han ad flere omgange måtte gå tiggergang rundt i sognet for at få folk til at kautionere for ham. Lidt uventet var købmanden i Hoager 35

blandt dem, der troede på ham. På trods af en række kautionister ville bestyrelsen i Borbjerg Sparekasse alligevel ikke bevilge lånet til den unge mand. Sporene efter faderen skræmte. Til sidst slog formanden næven i bordet og sagde, at ”No ska æ dræng ha æ peng!”

økonomien. Angivelig tog Martinus det pænt – ”han indså jo nok, at det var nødvendigt”, fortæller bedstefar til Holstebroposten 2/4 1986. Morbror Svend fortæller, at Martinus stadig gerne ville på marked, men nu fik han afmålte penge med hjemmefra.

Ungkarl i Bukdal 1922-1928

Martinus havde taget lidt af sin vognmandsvirksomhed med sig til Borbjerg, og den overtog bedstefar, da han kom hjem til november 1923. Morbror Svend fortæller, at bedstefar bl.a. kørte smørdritler fra Hvam Mejeri til Holstebro Banegård, hvorfra de vel skulle transporteres til England via Esbjerg. Og han kørte grus fra grusgravene på heden og ud langs sognets veje, hvor gruset blev læsset af i 3 alen lange og 1 alen høje bunker. Siden spredte en vejmand gruset på de steder, der trængte, inden Jens Jepsen til sidst kom med sit monstrum af en vejtromle.

Bedstefar blev således ejer af Bukdal i december 1922. Det var ikke lige planen. Han valgte at blive i pladsen på Kvistgård, som han lige havde tiltrådt 1. november. I den ovennævnte artikel i Holstebroposten fortæller bedstefar, at han lavede en aftale med sin husbond på Kvistgård om at få noget kunstgødning i stedet for en del af sin løn, der for hele året var 1100 kr. Lige den detalje med kunstgødningen er interessant, for med bedstefars overtagelse og pertentlige pasning af Bukdal tror jeg, at jorderne der fik sig en brat opvågning og gav et hidtil uset afkast. Et par hektar blev drænet, og de 14 hektar i Præstegårdsmarken kom i løbet af 1920’erne også under kultur. Bedstefar plantede en række læhegn der for at stoppe sandflugten på den lette jord. Martinus og Kirsten blev foreløbig boende i Bukdal og modtog ifølge bedstefar 17 kr. om måneden i aldersrente. Samtidig tog bedstefar, fortæller han, pungen fra sin far og fortalte ham, at fra nu af bestyrede han, altså Jens, 36

Bedstefar havde kontrakt med sognerådet om at levere 1.000 læs grus om året, fortæller morbror Svend. For at holde en ordentlig dagløn skulle bedstefar gerne hente 8 læs grus om dagen, og for at nå det kørte han med 2 stivvogne efter hestene. Min ældste farbror, Jens Peder Hedegaard, der var født i 1924, har fortalt, hvordan han fra Borbjerg skoles legeplads betragtede bedstefar komme kørende op ad den stejle Kirkebakke med et læs grus.

Vel oppe, satte han en klods bag to af hjulene, spændte hestene fra, og gik så bag hestene ned ad Kirkebakken for at hente den anden vogn op. Det var lange, slidsomme dage; gruset skulle både læsses og læsses af med håndskovl. Martinus, der efterhånden var blevet 65 år, passede de 4 køer, nogle får og svin, mens bedstefar drev vognmandskørsel. Markarbejdet på Bukdal måtte besørges lørdag og søndag. I Holstebropostens artikel udtrykker

bedstefar taknemmelighed over for faren, der på den måde hjalp ham i de første år i Bukdal. Jeg kan dårlig tro, at samlivet og samarbejdet mellem Jens og Martinus altid var gnidningsfrit, men på mere end 60 års afstand mildnes uenigheder, og bedstefar har i mine øjne altid søgt harmoni frem for konflikt. I 1923 kom der elektricitet til Borbjerg, og der blev også lagt strøm ind i Bukdal. Det var stort, og alligevel fyldte det nok mere i

Der skulle også være tid til at lave gymnastik. Her har Borbjergs karlehold taget opstilling på Kirkebakken en gang i 1920’erne. Bedstefar står i midterste række, nr. 2 fra venstre. Hans hals og ansigt er stærkt solbrændt, så den hvide pande viser, at han normalt gik med hat. Familiens album.

37

efteråret 1923, at søster Laura, der var 26 år og ugift, kom hjem til forældrene og fødte en datter. Hun blev døbt Agnes Olesen i Borbjerg Kirke; storesøster Kirstine Lundager bar hende. Slægtsbogen afslører ikke, hvem faren var, men morbror Svend kan fortælle, at det var en karl på en gård i nærheden – Nr. Fleng. Han havde angivelig omtrent samtidig gjort ikke bare Laura, men også 2 andre kvinder i sognet gravide. Han blev vist aldrig afkrævet børnepenge af Laura, men en søndag formiddag troppede Lauras brødre, slagteren Jens Christian og bedstefar op i Nr. Fleng, og "æ slaute" gav karlen en læsterlig omgang tæsk. Så havde de trods alt forsvaret familiens ære.

Udsnit af foto med Martinus i sit daglige tøj og Jens i stadstøjet, vel omkring 1925. Vi kender ikke anledningen. Familiens fotoalbum.

Slægtsbogen beretter, at Laura og Agnes var en del hjemme hos forældrene i Bukdal i de kommende år. Laura var også nogle år ”i huset” forskellige steder, inden hun i 1930’erne blev husbestyrerinde hos gårdejer Kristen ­Jacobsen i Nr. Nissum. Med ham blev hun gift i 1936, og med ham fik hun yderligere to børn.

38

Kærestetid og bryllup Han kom engang til kroen, hvor der var dans og spil, og snuppede behændigt ballets dronning. Hun var så ung og yndig. Han syntes, hun var snild og næsten li’ så sød som kløverhonning. På vejen hjem fra Skave blev drøftet vejr og avl, de kys, han ville have, han fik ved husets gavl …

Bedstemor var kun 14-15 år, da bedstefar flyttede til Borbjerg som 22-årig. De gik begge til gymnastik, men jo ikke samtidig, så det var snarere til ”ungdomsmøde” i Gymnastikhuset, de har lært hinanden at kende. Min far har i bogen ”En duft af muld” (1991) gengivet sin

Sådan lyder nogle linjer af den sang, vore mødre og Svend skrev til deres forældre til guldbrylluppet i 1978. Der er altså en historie om, hvordan bedstefar og bedstemor mødtes. Jeg har bare lidt svært ved at tro på den. Er den sand, er det første og eneste gang i hele livet, at bedstefar har handlet så impulsivt med noget vigtigt. Kender jeg ham ret, har han planlagt sit snuptag efter et grundigt forarbejde. Han har roligt og ubemærket scannet alle potentielle partnere i Borbjerg og omegn, indtil han vidste, hvem han ville gå efter. Derefter var det kun at vente på den rette lejlighed. Den m ­ ulighed opstod måske den aften på Skave kro, men der må være gået en masse forud. Tror jeg. Her noget af det, der kan være gået forud:

Bedstefar og bedstemor er på tur uden børn sammen med en tredje person, vist én af bedstefars søstre. ”Klokke-hattene”, som de hed, daterer billedet til slutningen af 1920’erne. Familiealbummet.

39

sang om Gymnastikhuset i Borbjerg, hvis første to vers lyder: Æ gammel gymnastikhus var ramm om manne ting. Om brøllup og begrawelser – å godt mæ vinkelswing. Å her gik vi te ungdomsmøe – te folkedans å bal, Å her war di piger, der war søe, konstant i øwertal. De såt sæ ve æ kwindesie – selvfølgelig, jow jow, For da war vi ung jo knap så frie, (men høj æ liså sjow). Der var stu’er anstændighi-er i Kristens walmajtsdaw, En pie fræ Hvam ku et plasir sæ ve en kå-el fra Skaw. ”Kristen” var formanden, Kristen Krog. Far kom i Gymnastikhuset i 1940’erne, men Kristen var også formand i 1920’erne, da bedstefar kom der, så mange ting foregik nok på samme vis. Far ledsager sangen med lidt forklaring: ”I mange år havde vi her i sognet en livskraftig ungdomsforening, hvor der var møde hver fjortende dag i vinterhalvåret. Der var altid god tilslutning … det var i stor udstrækning højskolefolk, der kom og holdt foredrag. Vi unge kom 40

vel mest for at træffe andre unge – især de fra det andet køn, som vi ellers kun var sammen med, når der enkelte gange var bal i Gymnastikhuset. Efter foredraget ved et sådant ungdomsmøde var der altid fælles kaffebord til medbragt brød og sukker …. Der blev sunget en hel del sange og smidt enkelte papirkugler af afrevne stumper af dugen efter den eller dem, der skulle gøres opmærksom på, at man var der. Man forventede også, at foredragsholderen efter kaffebordet læste en historie – og helst en sjov. Der sluttedes med en aftensang, hvorefter man gik eller cyklede hver til sit. Ja, det vil sige, at enkelte af os engang imellem var så heldige, at der var en køn pige, der skulle følges hjem. Det gav en længere cykeltur, men kunne man så tilrane sig et par kys pr. km, så var det jo så rigelig umagen værd. Vi sværmede en del omkring disse ungdomsmøder, men samvær mellem unge dengang på vor egn var altid uden spiritus ..” Udover foreningsmøderne kunne de unge også samles nogle stykker om aftenen, når de havde fri. ”Årh Jens. Spæl nøj for wos!”, sagde de unge til bedstefar, hvis de havde lyst til at danse. Bedstefar havde altid mundharmonikaen

i inderlommen, fortæller morbror Svend, og han spillede gerne. Han kunne faktisk spille og danse samtidigt. Bedstemor må også have deltaget i både ungdomsmøder og dansegilder. En gang, da hun dansede med en 30-årig ung mand, faldt han død om i armene på hende. Det var ikke en rar oplevelse for hende, men trods alt værst for manden selv. Måske er det heromkring, at der var bal på kroen, hvor bedstefar slog til og fik lov til at følge bedstemor hjem. Nok ikke så længe efter blev de forlovet. Svend fortæller, at bedstemor

og bedstefar i forlovelsestiden cyklede afsted fra henholdsvis bedstemors plads og Bukdal for at møde hinanden, kysse ved gavlen og vel også drøfte fremtiden. Selv om Kirsten og Martinus mente, at der nok kunne blive plads til alle i Bukdal ved at bygge et par meter til stuehuset, så var de unge enige om, at de ikke ville bo sammen med bedstefars forældre. Så nogen tid før brylluppet købte bedstefar et lille hus til dem i ”Kirkebyen” (Bukdalvej 22) for 5.000 kr. Bedstefar fortæller til Holstebro­ posten, at Kirsten græd af lykke, da hun så huset: Hun havde dog ikke troet, hun skulle

Bedstefar og bedstemor (nr. 2 og 5 fra venstre) på tur med venner i automobil. Anledningen kendes ikke. Familiealbummet.

41

komme til at bo så pænt. Lige den historie er interessant og et eksempel på bedstefars format: Det burde have været Martinus, der havde hjulpet Jens til et hjem. Her er rollerne byttet om: Sønnen køber et hjem til faderen. Tænk lige over hvor mange eksempler I kender på det?

Bedstemor og bedstefars bryllupsbillede. Jeg kendte det ikke, for det var som regel et andet billede af parret familien havde hængende, nemlig det på bogens forside med deres respektive ungdomsportrætter sat sammen, som om de var fotograferet sådan. Man forstår ombytningen: Dette bryllupsbillede er ikke nær så godt. Bedstefar står lidt akavet, og bedstemors smukke hår er helt skjult under hendes moderne, men i mine øjne uklædelige, hovedbeklædning. Mikkelsen-familiens album.

Efter omtrent to års forlovelse blev bedstemor og bedstefar gift den 8. november 1928 i Borbjerg kirke og kunne flytte sammen i Bukdals gamle stuehus med de mange rum – se billedteksten på modsatte side. Selve brylluppet ved jeg ikke noget om, men mon ikke brudeparrets store familier udgjorde hovedparten af gæsterne?

42

Der såes Landbrug og børn I tiden efter brylluppet holdt bedstemor og bedstefar vel fri en søndag eftermiddag en gang imellem, men ellers må de nygiftes første år have været fyldt af arbejde. Bedstefar fortsatte med sin vognmandskørsel, samtidig med at han forbedrede jordbruget og udvidede besætningen. I 1930 blev der bygget en ny og meget større staldlade hen over den gamle

stald. Bedstemor passede dyrene, når bedstefar var vognmand, og satte i det hele taget sit præg på Bukdal med pyntelighed inde, bærbuske i haven og en stor køkkenhave på den anden side af gårdspladsen. Da krisen var størst i begyndelsen af 1930’erne, og der dårligt kunne tjenes penge på de traditionelle landbrugsprodukter, byggede de

43

Efter brylluppet i 1928 kunne bedstemor og bedstefar flytte sammen i Bukdal. Her er ejendommen fotograferet med æresport ved hoveddøren, hvad der med lidt usikkerhed daterer billedet til maj 1941, hvor de kunne fejre kobberbryllup. Jeg synes dog, bilen ser nyere ud. Svend husker stuehusets indretning fra 1940’erne. Gik man ind ad døren i hjørnet ved stalden kom man ind til bryggerset. De første to vindue fra venstre var dagligstue, de to næste pæn stue. Til højre for hoveddøren lå soveværelset. Bag disse rum lå (igen fra venstre) først karlekammer, så køkken, pigekammer og rullestue, der også var værelse for børnene. Loftet fungerede som kornmagasin. På billedet ser man den nye staldlade fra 1930. Der findes vist ingen billeder af den gamle staldlade. Familiealbummet.

holdning andre kunne tage ved lære af. Det var godt gået, måske særligt når hverken Jens eller Karen havde teoretisk uddannelse udover de 7 år i landsbyskolen, men de forstod at høste af egne og andres erfaringer og havde kræfterne og viljen til at omsætte erfaringerne til praksis. I samme periode, som de hædredes for avl i stald og mark, fik de deres seks børn: Hilda i 1930, Edith i 1932, Elna i 1933, Rita i 1934, Ragna i 1938 og Svend som rosinen i pølseenden i 1941.

Bedstefar og bedstemor med en baby, formodentlig Hilda. I givet fald er billedet fra 1931. Børnene bagved er ukendte, måske søskendebørn. Familiealbummet.

et stort hønsehus og blev ægproducenter, og bedstefar begyndte i højere grad at satse på kartoffelavl; det egnede de sandede Præstegårdsjorder sig godt til. Så selv om børnene i deres erindringer betoner de små kår før krigen, så mærkedes krisen nok mindre i Bukdal end så mange andre steder. Parret drev deres landbrug bemærkelsesværdigt godt, og det blev faktisk bemærket. I 1936 fik de den første anerkendelse af De samvirkende jydske husmandsforeninger for ”Veldrevet Landbrug”. I 1942 fik de nok én for at drive et ”Mønsterbrug”, altså et landbrug med tilhørende hus44

Alle seks beskriver opvæksten i Bukdal som en tryg tilværelse under beskedne kår. Hvad det materielle angår, adskilte den sig næppe meget fra andre landbobørn i de tider: Maden var simpel, men rimelig sund, tøjet gik i arv og blev repareret igen og igen, og børnene blev tidligt sat til at bestille noget. Til jul fik de blot en lille ting – et år en lille vase hver, et andet år en appelsin. Ragna gemte sin så længe, at den rådnede, fortæller hendes børn. Der er dog ting, der særligt kendetegnede børnelivet på Bukdal. Børnene blev passet og opdraget med samme grundighed, konsekvens og alvor som landbruget. De blev – tror jeg, mange i Borbjerg ville sige – ”mønsterbørn”; flittige hjemme og i skolen og absolut velop-

dragne. De skændtes selvfølgelig indbyrdes, men nok kun når de var alene. ”Du viser røøv!”, klagede Edith, hvis den af hendes søskende, hun delte seng med, skød enden for langt bagud. Bare for at give et eksempel. Rita fortæller mere senere. ”Velopdraget” betyder vel bl.a., at barnet ikke er i tvivl om rigtig og forkert – og i øvrigt handler derefter. I Elnas erindringer er der et par illustrative eksempler: Én af Elnas værste barndomsminder var, at hun en gang dristede sig til at købe slik for to eller fem ører ud af de 25 øre, hun havde fået i løn for hver morgen at møde i skolen en time før alle andre for at tænde op i kakkelovnen. Ved hjemkomsten skulle pengene i sparegrisen, og nu manglede der nogle; dem måtte hun at have tabt, sagde hun. Forbrydelsen kom dog frem, og endnu 30 år senere, da mor fortalte os historien, gyste hun ved tanken om at have brudt forældrene regler og ikke mindst deres tillid. Mor havde åbnet en pandoras æske af problemer for sig selv ved ikke at stå imod fristelsen og derved ødet sine hårdt tjente penge hen – jævnfør bedstefars mantra: ”Hu ær dær endda møj, en ka undvær”.

bagefter, selv om den var fuld. Alle børnene hadede den opgave, og det nagede mor lige siden, at hun den dag skød ”lorte-opgaven” over på én af de andre. For de havde tidligt lært aldrig at skyde store, ubehagelige arbejdsopgaver foran sig og da slet ikke at undslå sig på andres bekostning – jævnfør en anden leveregel, som vi vist alle kender: ”Jo hor’ær piin, des snår’e fo æ ææn!” Børnene syntes – pigerne i hvert fald – at deres forældre var strenge, og det var de i den forstand, at der blev udlagt en relativt smal sti for børnene at følge, en sti brolagt med ar-

Og så var der den gang, hun var på das og lod være med at bære spanden om på møddingen 45

Hele børneflokken foran hoveddøren i 1942; de er mellem 1 og 12 år. Fra venstre Rita, Ragna, Elna, Svend, Hilda og Edith. Familiealbummet.

Bedstefar samler kartofler op sammen med fra venstre Elna, lærer Søgaards datter, Gwenn, Rita og Edith. Billedet er formodentlig taget af lærer Søgaard. Han kom fra Canada til Borbjerg, deraf datterens navn. I Borbjerg var han andenlærer fra 1940 til 1942, hvorefter han var førstelærer i Hoager, til skolen der lukkede i 1972. Familiealbummet.

bejdsomhed, sparsommelighed og ordentlighed. De lærte at lade sig styre af fornuften og ikke lade følelserne råde. De blev derfor hverken kysset eller slået. På trods af strengheden var børnene ikke forknytte. De vidste præcist, hvor grænserne gik, og inden for dem slog de sig løs. Så barnelivet i Bukdal var ikke kedeligt. Der blev leget (når arbejdet var gjort), der blev sunget, lavet sjov, og der var plads til legekammera46

ter. Bedstefar var stolt af sine kønne, dygtige døtre, men drog nok alligevel et lettelsens suk, da han omsider fik en søn. Så var det slut. Hvordan bedstemor og bedstefar og andre af tidens ægtepar – uden beskyttelse – bar sig ad med ikke at få flere børn, ved jeg ikke, men har selvfølgelig nogle gæt. I 1941 var bedstemor trods alt kun 33 år. Jeg tænker, at det til tider må have været næsten lige så svært som at gå forbi en slikbutik, når man er sliksulten og har penge på lommen.

Historien bag dette herlige billede er – så vidt jeg husker – at der græssede en ged for enden af kartoffelmarken. Pigerne ville gerne snakke med den – i saftevandspausen selvfølgelig – men geden ville stange, så Edith måtte pacificere den. Fra venstre Rita, Gwenn, Edith og Elna. Familiealbummet.

47

Det er velkendt, at seks søskende kan have oplevet vidt forskellige barndomme. Desværre kan jeg ikke længere spørge de fem piger om, hvordan de hver især havde det som barn. Som i de fleste børneflokke har forældrene nok gjort sig særligt umage med opdragelsen af de første. Jeg tror i hvert fald, bedstemor og bedstefar var godt tilfredse med resultatet, hvad angår Hilda og Edith. De blev ”de to store”, dygtige piger, som de efterfølgende ”små” efterlignede og så op til. De to store har imid-

Bedstemor og bedstefar med de fire ældste ca. 1936. Fra venstre Rita, Hilda, Elna og Edith. Familiealbummet. Der findes så godt som ingen billeder i familiealbummet med blot et enkelt barn på - udover konfirmationsbillederne. Familiealbummet.

48

lertid ikke været så dygtige til at fortælle deres egne børn om barndommen. Den smule, de har fortalt, handler mest om arbejdet hjemme. I erindringen forekom det Hilda, at hun blev misbrugt arbejdsmæssigt, og Hildas – i mine øjne – til tider ”storesøsteragtige” måde at være på er vel også kommet af tidligt at være blevet pålagt et stort ansvar som den ældste. Da jeg spurgte morbror Svend om Ediths barndom, siger han anerkendende: ”Hun gik

ikke af vejen for arbejde”. Hun lavede dog også sjov og kunne være drillesyg. Svend fortæller, at hun gentagne gange kunne lokke ”Kesse Tømrer”, der var et år yngre og tjente hos bedstefar, til at hente en kartoffel, som hun havde kylet langt væk. Elna virker på mange billeder meget yngre, fordi hun fysisk var så lille. Jeg tror, hun i mange sammenhænge lagde sig i læ bag Edith, på trods af at storesøsteren kun var 14 måneder ældre. Og Rita, der igen var 15 måneder yngre end Elna, overhalede denne sin nærmeste storesøster i størrelse allerede i 4-5-års-alderen. Tilsyneladende generede det ikke Elna, men det generede Rita: Hun måtte arve Elnas fodtøj, selv om hun havde større fødder. Sparehensyn ved indkøb af fodtøj betød, at alle børn (vist på nær Hilda og Svend) kom til at døje med slemme knyster senere i livet. I Elnas historier om barndommen fremhævede hun nogle gange de trange kår i 1930’erne, måske for at få hendes egne børn til at føle sig heldige. Hun påstod bl.a., at de nogle gange gik sultne i seng. Det har jeg lidt svært ved at tro i dag. Måske handlede det om, at maden, de blev tilbudt, ikke lige var det, de havde lyst til. En af hendes yndlingshistorier handler om barnets, og måske særligt midterbarnets, behov for at blive taget alvorligt, eller må-

Bedstemor og bedstefar med de fire yngste og en ukendt pige fotograferet op ad lademuren ca. 1942. Stående fra venstre Elna, Ragna, Rita, ukendt pige. Lille Svend sidder på mors arm. Familiealbummet.

ske bare blive set: En aften klagede hun flere gange til bedstemor over, at hun ikke kunne sove; hendes dyne lugtede dårligt. Bedstemor bad hver gang barnet om at lægge sig ned og sove. Elna begyndte at græde, og omsider kom bedstemor ind – nok mest med tanke på at få det klagende barn bragt til ro. Bedstemor konstaterede imidlertid hurtigt, at dynen faktisk lugtede. Inde i hjørnet af dynebetrækket lå en død, halvrådden mus. Det havde været forkert ikke at tro på barnet. 49

De store løber på skøjter – formodentlig på Møllesøen omkring 1945. Pigerne er lidt svære for mig at identificere, men pigen længst til højre må være Hilda. Billedet er i Ediths fotoalbum, så hun må være én af de andre.

Bedstefar svinger ind på på Bukdals gårdsplads med Ragna på stangen. Hun har armbåndsur på, så mon ikke hun har været mindst 7 år. I givet fald er billedet fra 1945. Familiealbummet.

Rita har som den eneste af børnene skrevet nogle sider om sin barndom, nemlig i 2014 til barnebarnet Lajka i bogen ”Bedstemor fortæl nu” med fortrykte spørgsmål om barndommen. Til spørgsmålet ”Hvordan vil du beskrive dig selv om barn” skriver hun: ”Det er ikke så let at beskrive sig selv, men jeg tror, jeg var ganske almindelig, vist lidt nysgerrig og videbegærlig, og måske ikke altid så rar, for mine 3 ældre søstre var tit efter mig. Min dejlige far sagde, at det var fordi, jeg var klogere end dem”. 50

Hun fortsætter ”Jeg husker kun mine forældre som gode forsørgere og opdragere – vi blev i hvert fald ikke forkælet. Jeg var vist mest fars pige og hjalp meget i stald og mark. Far var nok den, der legede mest med os; mor var altid i gang ved symaskinen ..Jeg tror egentlig ikke, vi var så gode venner som børn – vi skændtes vist en del, og mine tre store søstre drillede mig meget med mine fregner og store ører. Jeg var også større og tykkere end dem. ..

Der var en masse dejlige ting i min barndom. Vi boede tæt på Borbjerg Møllesø, og her har vi badet om sommeren og gledet på is og løbet på skøjter om vinteren. Som helt små var vi i bad hver lørdag aften i en stor balje på køkkengulvet – alle i samme vand .. Far trak os i rent under- og nattøj og redte hår og klippede negle og tit dansede far med os til musik fra radioen. Det var altid mor, der puttede os, og hun sang ”Nu lukker sig mit øje” og bad Fadervor med os – stor tryghed og kærlighed. Som lidt større spillede far spil og kort med os om vinteren, og om sommeren spillede vi pind, bold og ”antonius” og mange andre lege.”

ønsket, at hun havde været en dreng. Og da så Svend blev født 3 år senere, var det let at føle sig overset mellem ønskebarnet og de dygtige storesøstre. Heldigvis havde Ragna et fristed omme hos købmand Harrestrup, hvor hun tidligt kom til at passe datteren Anette. Nogle gange gik hun hjemmefra, og altid om til Harrestrups. Her blev hun set, syntes hun, fortæller børnene.

I interviewet med Ritas børn forud for denne bog bekræfter de, at moren også til dem fortalte, at hun ikke havde det ubetinget let med sine ældre søskende som barn. De drillede hende med hendes udseende, og Ritas børn tænker i dag, at det satte sig i hende som en følelse af, at søstrene var mere værd, mere attraktive, end hende. Også Ragna havde det indimellem svært med sin plads som den femte af pigerne – fortæller hendes børn. Hun var tilmed hele fire år yngre end Rita, så ikke nok med at hun på mange områder var hægtet af den ældre søskendeflok og måtte arve deres slidte, hjemmelavede tøj. Ragna følte også, at særligt hendes far havde 51

De fire yngste af pigerne – Elna, Edith, Ragna og Rita – vel omkring 1942. I vinduet aner man bedstemor og Svend. Familiealbummet.

Ragna med Anette Harrestrup og en veninde vel med et yngre barn foran købmand Harrestrups forretning en gang først i 1950’erne. Harrestrup forhandlede bl.a. nymoderne giftsprøjter, kan man se. Familiealbummet.

52

Jeg fornemmer, at Ragna fik en lidt anden opdragelse end de fire ældre søstre. Tiden var en anden, der var blevet bedre råd, der var måske lidt mindre arbejde, og så var forældrenes krudt til børneopdragelse nok ved at være brugt. Der var så meget, der også skulle bruges tid og kræfter på. Ragna fortalte sine børn, hvordan bedstemor kunne falde i søvn over symaskinen.

Svend sidder på en bunke sten foran den store hønseflok af hvide italienere. Han er vel 4 år, og i givet fald er billedet fra 1945. Elnas album.

Svend har jeg kunnet spørge om sin barndom, og om hvordan det var at vokse op som ”klat i bååg” og eneste dreng. Han erindrer ingen af delene som et problem. ”Jeg var jo kun 3 år yngre end Ragna”. Svend arvede deres undertøj, men slap for at arve kjoler, strømpebukser og fodtøj.

Borbjerg var et rigtigt ”gymnastiksogn”. Da gymnastikforeningen fejrede 50-års jubilæum i 1943, mødte omkring 1000 mennesker op på sportspladsen (hvor skolen ligger i dag), og heraf var de 230 gymnaster. Pigeholdet optrådte ifølge Holstebro Dagblad i hvide dragter, og jeg gætter på, at de fire piger med kulørte bånd og kække, nedfaldne skulderstropper på dette fotografi i Elnas fotoalbum stammer fra den store begivenhed. Elna er nr. 2 fra venstre. Jeg tager måske fejl med hensyn til billedmotivet; mor ser lidt ældre ud end 10 år.

Som lille legede han bl.a. sammen med præstegårdsforpagterens datter eller med lærer Isachsens Jørgen. Senere var drengene fra skolen en gang i mellem med hjemme at lege. De kravlede bl.a. rundt på hanebåndene i laden, husker han. Ragna og Rita havde også tit legekammerater med hjemme. Lige som forældrene havde gjort det, gik alle børnene i Bukdal til gymnastik i fritiden. Alle holdt af det, blev gode til det og fik kammerater der. Jeg vender jævnligt tilbage til gymnastikken. 53

Hildas skolebillede med lærere og elever ved Borbjerg skole omkring 1940. Hilda står ved siden af lærer Søgaard til højre. Til venstre lærer Isachsen, der var førstelærer i Borbjerg 1926-1948. Elnas album.

Skoletid, konfirmation og ungdomsskole Jeg har nok i mine interviews spurgt alt for lidt ind til skoletiden for de seks børn i Bukdal. I hvert fald har jeg næsten ingenting at fortælle. Jeg er ret sikker på, at de også i skolen var ”mønsterbørn”; måske ikke de allerdygtigste, men bestemt dygtige. Mor skrev smukt, sta-

54

vede godt, regnede OK, og det tror jeg også gjaldt for hendes søskende. De var ihærdige og ærgerrige, de lavede deres hjemmearbejde, og deres begavede mor kunne hjælpe dem med det, der var svært. Og så havde de alle sammen et særligt forhold til både førstelærer Isachsen og til lærer

Søgaard, så længe han var i Borbjerg. Allerede 10 år gammel begyndte Hilda at arbejde hos lærer Isachsen som ”pige i huset”. ”Mor elskede Isachsen”, fortæller Hanne. De yngre søstre arvede jobbet hos Isachsen. Elna tændte som nævnt op i skolestuen om morgenen, men arbejdede vist også ”i huset”, lige som jeg også tror, nogle af hendes søskende har haft tjansen med morgenoptænding. Og som nævnt var Søgaards datter, Gwenn, tit i

Bukdal, lige som Svend som lille legede med Isachsens Jørgen. Af og til fik de to smådrenge lov til at komme ind i skoleklassen, fortæller Svend. Så sad de bagest og fulgte med i, hvad der foregik. Lærer Isachsen døde allerede som 50-årig i 1948, og enken flyttede til Silkeborg. Jeg tror, det har været en god ballast for ­børnene i Bukdal at opleve andre hjem med andre værdier, et andet sprog (rigsdansk), udensogns­erfaringer mm. 55

Ragnas konfirmationshold foran Borbjerg kirke i 1952. I midten, Poul Bernhard Kristiansen, der var præst i Borbjerg 1936-1964 og derfor konfirmerede alle børnene fra Bukdal. Ragna sidder i første række, nr. 4 fra højre. Ragnas album.

Elnas skolebillede fra Salling Ungdomsskole. Selv står hun i øverste række nr. 5 fra højre. Til venstre forstander Vagn Råhede. Forstanderens egen familie fungerede som et forbillede for pigerne, så det sæt af fotografier, pigerne købte efter skoleopholdet, indeholdt mange billeder af forstanderparret i privaten, deres børn, moderen med den yngste på armen, faderen ved sit skrivebord mv. Elnas album.

56

Skoletiden afsluttedes med konfirmationen, som fyldte mere den gang, end den gjorde for os kusiner og fætre. Den markerede overgangen til ungdomslivet, og for fattigfolks børn betød den som regel også et farvel til barndomshjemmet, fordi de som nykonfirmerede måtte ud at tjene.

Ungdomsskolen skulle også gøre pigerne bedre forberedte til at blive husmødre, så håndarbejde og skolekøkken var vigtige skolefag. Her er eleverne i skolekøkkenet, i forgrunden til venstre Edith. Læreren med hvid kittel inspicerer. Ediths album.

De ældste af børnene fra Bukdal gik til konfirmationsforberedelse i den gamle præstegård i Borbjerg Holmgaard. Ragna og Svend gik i den nye præstegårds konfirmationsstue i Bor-

Håndarbejdsholdet har sat stolene op til fotografering. Til højre Elna.

57

Udflugter var en fast del af ungdomsskoleopholdet. Her er Rita (th) og 3 andre piger fotograferet et sted ved den tilsyneladende kolde Limfjord. Ritas album.

bjerg. Efter overhøringen i kirken var der fest for familien i hjemmet med gaver til den unge, der skulle tages et officielt konfirmationsbillede, og i det hele taget oplevede barnet nok for første gang at være centrum for hele familien. I Bukdal fik børnene lov til at arbejde derhjemme et års tid, og først efter et ungdomsskoleophold kom de ud at tjene. Det virker til, at pigernes få måneders lange ophold på en ungdomsskole som 15-17-årige var en fantastisk oplevelse for dem alle. De dannede ven58

skaber, som varede hele livet. Edith var på Vesterlund, de øvrige på Salling Ungdomsskole. Ja, Rita nåede endda også at komme på Uldum højskole. Tænk at kunne bruge hele dagen på at høre foredrag, synge danske og nordiske sange, blive dygtigere i de almindelige skolefag, dyrke gymnastikken og ikke mindst bo og lave sjov sammen med jævnaldrende piger. Lillebror Svend kom på Staby Efterskole, og efterskoler og særligt deres gymnastikundervisning kom til at præge meget af hans liv.

Gymnastik indgik i undervisningen både på Salling og (her) Vesterlund Ungdomsskole. ”Gymnastikken var mors et og alt”, fortæller Ritas børn. Her en side fra Ediths album med blot en del af hendes gymnastikbilleder. Edith genkendes med den hvide dragt på de to billeder længst til højre.

59

Edith og Elna opnåede i 1950 eller 1951 at komme med på et udtaget gymnastikhold til Sydslesvig. De sidder i første række som hhv. nr. 2 og 5 fra højre.Tænk at rejse til udlandet; det havde ingen i familien gjort. Kontrasten i Ediths album mellem billeder af yndefulde gymnastikpigers opvisning og sønderbombede tyske byer er slående.

60

Edith, Elna og de øvrige piger på Sydslesvig-holdet giver opvisning. Ediths album.

61

Fra Bukdal til Bukdalgård Mens børnene voksede til, forandrede barndomshjemmet sig. Læhegn, kunstgødning og en stadig voksende mødding på grund af de flere dyr i stalden gav et stigende og mere sikkert udbytte af markerne. Og alt blev gjort på det optimale tidspunkt og på bedste måde. I slutningen af Besættelsen opstod muligheden for at købe Kviesgaard og altså flytte. Bedstefar var lun på idéen – Kviesgaard var en betydelig gård – men bedstemor nedlag-

Luftfoto af Bukdal med børn fra sidste halvdel af 1940’erne. Bemærk hønsehuset i baggrunden og køkkenhaven i forgrunden. Familiealbummet.

62

te veto, fortæller Svend. Det skete nok ikke så tit, men det gjorde hun ved den lejlighed. Børnene skulle ikke så langt væk fra alting! Gårdhandlen blev altså ikke til noget, men lige efter krigen blev der for 18.000 kr. tilkøbt 9 tdr. land af Kviesgaard – stykket nord for Bukdal op til diget (ved den senere minkfarm). Købet gjorde det bl.a. muligt at lave et sædskifte med tilstrækkeligt græs til køerne hjemme ved gården, så man slap for at koble alle køerne sammen og trække dem mere end en kilometer ned til Præstegårdsmarken.

Nu var Bukdal på 22 hektar eller godt 40 tdr. land, og bedstefar begyndte at holde fast tjenestekarl. Frem for at flytte til noget større, blev overskuddet fra driften i stedet lagt derhjemme: I 1950 blev det nye, anseelige stuehus bygget til en pris på 41.000 kr., og det gamle stuehus blev ombygget til fedesvinestald og bilgarage. I 1952 blev der installeret malkemaskine. I 1953 købte bedstefar bil – en Opel Olympia, og i 1958 købte han en Massey-Ferguson 35-traktor. Samme år udvidedes staldladen mod syd med en ny kostald med plads

”4 unger og 4 junger” står der i familiealbummet ved dette billede. Fra venstre: Svend, Ragna og et par legekammerater ved Bukdals mælkejunger. Vi er i 1951 eller deromkring, for stuehuset er blevet ombygget til fedesvinestald. I 1951 var Svend 10 og Ragna 13 år.

Bedstefar (th) og en karl kører roer hjem. Gummivognen viser, at vi er efter krigen. Hestene at vi er før 1958, hvor bedstefar fik traktor. Familiealbummet.

63

10-årige Hilda ser begejstret ud: Hovedstaden er kommet til Borbjerg i form af københavnerdrengen John. Jeg gad nok vide, hvor meget John forstod af det jyske sprog den sommer; børn er heldigvis lærenemme. Familiealbummet.

til 12-13 køer + opdræt. Endelig byggedes der i 1959 et stort, muret maskinhus. Der skulle passes på traktoren og det stadigt voksende antal maskiner. Alle investeringer blev foretaget uden optagelse af lån. Det er imponerende, særligt når der 1950-1955 var 5 døtre, som hver fik en klækkelig medgift med, da de blev gift. Med alle ændringerne havde ejendommen efterhånden forandret sig fra et bolsted til en rigtig gård, og det blev markeret med et navneskift, fra ”Bukdal” til ”Bukdalgård”. Det var en ren symbolsk forandring, men for bedstefar tror jeg, den var vigtig. ”Gård”-navnet var et tegn på, at parrets stræben havde bå-

ret frugt og på, at han havde genoprettet den sociale status, faderen havde sat over styr. For andre slog navneskiftet ikke rigtig igennem, og resten af bogen bruges snart Bukdal, snart Bukdalgård.

København kommer til Borbjerg I mere end 100 år var det almindeligt hver sommer at sende tusindvis af københavnerbørn ud på landet til lys og luft, mens forældrene arbejdede. Der kom også børn til Vestjylland, og i 1940 endte københavnerdrengen John efter en hel dags rejse hos Jens og Karen i Borbjerg. Man skulle vel egentlig synes, at de med landbrug og 5 piger havde nok at se til, men aftalen var en måde at vise samfundssind på. Det var jo synd for de børn, der måtte vokse op i København. Johns sommeranbringelse i Bukdal blev starten på et langt og skønt venskab mellem vestjyske Karen & Jens og københavnske Ella & Poul med sønnen John. Opholdet i 1940 må have været vellykket, for John ville gerne til Bukdal året efter. Det kunne dog ikke lade sig gøre, for i sommeren 1941 var Svend lige blevet født. Problemet blev klaret ved, at John den sommer boede hos Viggo og Katrine Jensen i den anden ende af Borbjerg by. Sommeren 1942 var John tilbage i Bukdal, og senere meldte forældrene sig også; de kom cyklende

64

Poul og Ella fra København er på vej tværs over landet for at besøge sønnen, John, i Borbjerg. Det blev den første af mange ture, og vestjyderne tog også turen den anden vej. Familiealbummet.

65

på tandem hele vejen. Derefter blev de næsten en del af familien; Ella og Poul var et par herlige, lattermilde mennesker, og venskabet mellem københavnerne og de jævnaldrende vestjyder, Karen og Jens, kom til at vare resten af livet.

Med pigerne ud at tjene Børnene fra Bukdal var ved at blive store, og efter ungdomsskoleopholdet kom de ud at tjene. Elna havde endnu ikke fået menstruation, da hun skulle starte i sin første plads – hvilket i øvrigt får mig til at tænke på, at det næsten må have været før, hun kom på ungdomsskole. I hvert fald kom bedstemor og gav hende en bunke tykke klude at tage med: ”Dem får du nok snart brug for”, var det eneste, hun sagde, har min mor fortalt til min søster, Karen. Heldigvis var Elnas storesøstre mere erfarne og meddelsomme på dette område, så hun vidste godt, hvad kludene var til. Man kan se, at bedstemor og bedstefar bestræbte sig på at finde pladser til pigerne hos folk, de kendte eller havde en relation til. Tre af døtrene kom således i huset hos deres kommende svigerforældre: Hilda i Mariehøj på Stevns, Elna i St. Hedegaard og Ragna i Ll. Hedegaard på den anden side landsbyen. I Ragnas tilfælde vidste hun nok ikke ved ansættelsens start, at Jens Kristian og Marie Hedegaard skulle blive hendes svigerforældre.

Ella og Poul er på besøg i sommeren 1950, hvor det nye stuehus er under opførelse. Billedet er et godt eksempel på det, parret bidrog med: Lidt løssluppenhed, som bedstemor og bedstefar lod sig rive med af, når parrene var sammen. Familiealbummet.

Jeg har tænkt lidt over konstruktionen med at skulle tjene hos sine kommende svigerforældre: Det har næppe været de unges idé. At gå op og ned af hinanden, 24/7 i månedsvis, og for de unges vedkommende være konstant 66

bange for ikke at slå til, ikke at være god nok til sønnen. Konstruktionen må have været forældregenerationens idé, og tanken var vel, at opholdet kunne tilvænne den vordende hustru til vaner og særheder i mandens familie, og derved gøre bruden mere klar til ægteskabet. Derudover var det jo en mulighed for svigerforældrene at se deres kommende svigerdatter an. Alle 5 døtre fra Bukdal stilede efter sønner fra større gårde end den, de selv kom fra, så de kunne jo ikke ”sælges” på antallet af tdr. land eller skorstene på fødehjemmet.

Der skulle bydes ind med andre dyder – hvad jeg, og tilsyneladende også svigerfamilien, bestemt syntes, de havde. At størrelse betød noget, ser jeg bl.a. i bedstemor og bedstefars familiealbum. Her finder man luftfotografiet af to anseelige, udensogns gårde. Det ene er Ottos fødehjem, Mariehøj, det andet af Holgers, Kirkegård i Maabjerg. Der er ingen billeder af de anseelige gårde, St. Hedegaard, Johanneshåb og Ll. Hedegaard, som de lokale svigersønner kom fra; de går-

Ottos fødehjem, Mariehøj, på Stevn ca. 1940. Det var en stor gård med 500 tdr.land og 25 til daglig spisning: 12 karle, 3 husmænd, kokkepige, barnepige, pige til rengøring plus konehjælp, fortæller Lis Ahrenkiel til bladet ”Tenen” (efteråret 2000). Lis var ansat på Mariehøj i 1955, altså 5-6 år efter Hilda. Familiealbummet.

67

Rita sammen med karlene på én af sine pladser. Ritas album.

de vidste man jo hvordan så ud. Jeg ser bedstemor og bedstefars sociale stræben på baggrund af deres egne og slægtens erfaringer: Det gode liv blev opnået gennem daglig flid, men derudover fik menneskene nogle få valgmuligheder i livet, hvor de ved rettidig omhu kunne påvirke skæbnen og forbedre deres sociale status. Giftermål var en sådan mulighed. Før pladserne hos svigerforældrene havde Hilda tjent forskellige steder i Borbjergs omegn,

68

bl.a. hos familien Storgaard. Det samme havde Edith og sluttede af med et ophold i Damgaard i Måbjerg hos Anders og Signe Have. Signe var en datter af bedstefars storesøster, Kirstine Lundager. Elna tjente bl.a. i Borbjerggaard hos Kristoffer og Else Have. Kristoffer var en bror til ovennævnte Anders Have, og efter Edith fik Elna pladsen hos Anders og Signe og tjente også et år på nabogården. Rita var 12 år, da hun startede i huset hos Isachsen i 1946 og var der stadig som nykonfirmeret, da han døde to år senere. Senere var hun også hos Storgaards, hvor manden døde, mens hun var der. Og hun var i Munksgaard i Hvam, hvor Rita for 3. gang oplevede, at manden døde. Konen var gravid, og Rita måtte blive i pladsen for at hjælpe, indtil hun havde født. Senere tjente Rita sammen med Knud hos Grue-Sørensen i Hjerm, hvor hun og Knud blev kærester. Ragna tjente hos Johs. Kobborg og kone i Borbjerg Mølle, før hun som nævnt kom til Ll. Hedegaard. Med Svend var det en lidt anden og betydelig længere historie, eftersom han fik 10 år længere ungdomsliv end søstrene; den beretning tager vi for sig selv senere.

Børnene hjælpes hjemmefra Hvad kunne man som forældre i begyndelsen af 1950’erne gøre for at øge sine døtres værdi som hustruer? Ja, man kunne fx hive alle deres tænder ud og erstatte dem med et kunstigt gebis. Det forekom i hvert fald bedstefar at være et smart træk – ”så sku’ en æ kost mier o det”, som han sagde. Min mor havde nogle små ”musetænder” mellem for- og hjørnetænderne, men ellers fejlede hendes og hendes søstres tænder tilsyneladende ikke noget, og ud kom de. Jeg har to kommentarer til denne med nutidens øjne vanvittige historie, som mange af har rystet på hovedet af. Ja, det var jo en forhastet beslutning, men hvor er det let at være bagklog: For det første blev det at erstatte egne tænder med proteser anset for både fornuftigt og økonomisk omkring 1950. Det var en meget almindelig konfirmationsgave, og sådan én fik Ragna fx; de andre fik det i tiden omkring brylluppet. Og så var deres tænder måske ikke så gode? Pigerne i Bukdal havde ikke børstet tænder som børn – i hvert fald ikke i 1930’erne – og de havde aldrig været

ved tandlæge. Det var ikke almindelig på landet den gang. Den forsømmelse kunne betyde både huller, tandkødsbetændelse og tandpine, og det ville kun blive værre med alderen. Man mente desuden, at rådne tænder kunne skade hele kroppen. Ved én gang for alle at investere i en protese forebyggede man både smerterne i munden og i pengepungen. For det andet kunne pigernes ægtemænd eller tilkomne da have sagt nej. Mor havde sine egne tænder, da hun blev gift, så hvorfor protesterede far ikke? Sandheden er nok, at både døtre og ægtemænd bakkede op om bedstefars initiativ – ja, de var sikkert ligefrem taknemmelige. Det var først i 1960’erne og ’70’erne, hvor det var blevet ufedt og usexet at slutte dagen af med at lægge tænderne i et vandglas, at bebrejdelserne over bedstefars overdrevne ”fornuft” kom frem. De forfængelige døtre ville da gerne have et smil lige som de amerikanske filmstjerner, lige så vel som de gerne gik med både bh og stiletter. Og så var eller er tænderne måske ikke det vigtigste for partneren, hverken den gang eller 69

nu? Bedstefar kunne sagtens have solgt dem uden gebis – i hvert fald til far: ”I Borbjerg Kirkebys nordre ende boede en eksemplarisk bondemand og hans kone – Jens Olesen og Karen, hvis pigeflok ikke var til at få øjnene fra. Veldrejede var de, skabte til gymnastik og dans, godt kørende med rytmer, musiske evner, praktisk dygtige, og udstyret med en velfungerende pære. Jeg prøvede dem forsigtigt

Gymnastikpiger foran Borbjerg skole omkring 1948. Hilda og Elna sidder ved siden af hinanden i forreste række som nr. 2 og 3 fra højre. Lederen Ane Hedegaard, min faster, står længst til venstre. Det var hende, der mente, at min far skulle vente på Olesen-datter nr. 3, når nu nr. 1 og 2 ikke ville have ham. Elnas album.

70

fra en ende af, men de to ældste ville ikke rigtig bide på. ”Det skal du ikke græde over”, sagde min kloge søster, ”prøv nummer tre. Hun er den yngste og mindste på mit gymnastikhold, men det største talent. Hun er ikke sprunget helt ud endnu, men vent og se”, skriver far i sin erindringsbog ”Bare tæer og versefødder” (2006) Det var jo en fantastisk rigdom at have 5 attraktive døtre, men også en udfordring. At få

dem fragtet helskindet gennem perioden fra konfirmation til bryllup var et projekt, som sognets unge mænd forsøgte at sabotere. Ja, mændene ønskede selvfølgelig ikke at blive far i utide, men var nok indstillet på at tage større chancer end kvinderne. Selv om forældre, og givetvis også bedstefar og bedstemor, prækede total seksuel afholdenhed før ægteskabet, så gik de fleste unge kærester jo i seng med hinanden, som de i øvrigt altid har gjort. Ritas børn fortæller, at der ifølge deres mor gjaldt den interessante, uskrevne regel i Bukdal, at de unge godt måtte ligge sammen om natten; den unge mand skulle bare være væk, når bedstefar stod op! Der kan siges meget fornuftigt om den regel, men samtidig var det selvfølgelig en leg med skæbnen. Hvis pigen blev gravid, og manden fik kolde fødder, endte pigen ”i ulykke”, som man sagde. Olesen-pigerne var lige som de fleste piger på landet i den tid ikke uddannet til at kunne klare sig selv økonomisk. Og ikke alle var så heldige som faster Laura, der fandt en mand, der var indstillet på at tage en kone med barn. Mange unge piger i 1940’erne og 50’erne oplevede at måtte bortadoptere deres barn umiddelbart efterfødslen. Det gav dem en mulighed for at starte på en frisk, men jeg har på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg mødt ældre kvinder, der opsøgte vores

udstillinger i et forsøg på at forsone sig med, at de en gang havde bortgivet deres barn. Hvad vidste datidens unge om prævention og sex? Det var ikke noget, man talte om. Ja, historikere taler lige frem om, at man havde en ”tillært uvidenhed”, fordi uskyld og naivitet på det seksuelle område signalerede høj moral. Selv om kondomet for længst var opfundet, var det og andre præventionsmidler ikke meget udbredt blandt de unge i tiden 1945-1955 – i hvert fald ikke i Borbjerg. Min farbror Gunnar (”Gudde”), født 1930 blev i begyndelsen af 1950’erne kæreste med Agnes (fra ”Skølle” = gården Skylvad ved Præstegårdssøen), hans senere kone, og han for71

De fire ældste piger fra Bukdal omkring 1950. Fra venstre Rita, Edith, Hilda og Elna. ”Der var jo en kamp mellem dem å æ skræje-piwe” - fortæller Steen, der har været partner med én af ”skrædder-pigernes” døtre – altså en kamp om at være de mest attraktive piger i Borbjerg. Ragna talte selvfølgelig med i regnskabet, men hun var kun 12 år i 1950 og skulle åbenbart ikke med i dette billede af de giftefærdige Bukdal-piger. Familiealbummet.

De tre ældste – dydige – døtre, Hilda, Elna og Edith, holder fælles barnedåb i juni 1955 for børnene Knud, Karen og Frode. Fejringen står i skærende kontrast til håndteringen af de to yngste og tilsyneladende knap så dydige døtre, Rita og Ragna, da deres børn, Lene og Jørgen, blev født lidt senere på året. Da blev der absolut ikke tilkaldt nogen fotograf. Dette billede findes vist i alle familiealbummer.

72

tæller i sine erindringer om intensiteten i et forhold med sex uden prævention. Man var i den 7. himmel og samtidig rædselsslagen for de mulige konsekvenser. Et kæresteforhold den gang, siger Gunnar, var så uendelig mere spændende – på både den gode og den dårlige måde – end 20-25 år senere, mente han, hvor der var langt bedre prævention, fri abort og større viden om sex og graviditet. For de første 3 døtre i Bukdal lykkedes projektet – altså at bringe dem helskindede fra konfirmation til ægteskab – men det skyldtes nok mere held end forsigtighed. Hilda blev 19 år gammel gift med Otto i 1950, og Hanne blev født anstændige 16 måneder efter brylluppet. Edith blev gift som 20-årig med Holger i 1952, og der gik hele 2½ år, før Frode kom. Elna var også 20 år, da hun blev gift med Valdemar i 1953, og Karen kom 1½ år senere. Men så slap heldet op. Både Rita og Ragna blev gravide før ægteskabet. Succesraten for bedstefar og bedstemors projekt med døtrene lå ganske tæt på landsgennemsnittet: I 1955 var 45% af alle førstefødte børn født inden for de første 8 måneder af ægteskabet, kan man læse i rapporten ”Familiens udvikling i det 20. århundrede” (VIVE 2004). For bedstemor og bedstefar var det imidlertid ikke godt nok at være gennemsnitlige. De

stræbte efter at fremstå mønsterværdige på alle områder, og de yngste døtres uplanlagte graviditeter bragte skår i anseelsen. Storhed stod for fald, og det har jo altid været en god historie. Karen Mikkelsen, der havde gået til præst sammen med Ragna, husker, hvordan bedstemors søster, Astrid, var kommet ilende over Viborgvej i Skave til hende med ordene: ”Pass’ær at Anna [en niece] er kommen o Viborg, og at Ragna ska ha en bår?” I det følgende fortæller jeg i den rækkefølge, de blev gift, om Bukdal-børnenes sidste ungdomsår, deres partner og overgang til ægteskabet:

Hilda Det var vist gymnastikken, der førte Hilda og Otto Karlshøj sammen. I forbindelse med gymnastikken mødte Otto én af Krog-sønnerne fra Borbjerg. De to aftalte at bytte landsdel, så vestjyden kom til Stevns at tjene, og Otto kom til Sdr. Bøgild. Mens han tjente der, lavede han formodentlig gymnastik i både Hvam og Borbjerg – og fik øje for Hilda. Siden blev han soldat i Viborg, og mindst én gang løb han til Borbjerg fra Viborg for at træffe Hilda. De unge ville selvfølgelig gerne sove sammen. Det måtte de ikke, fortæller Hanne, men Otto kastede sten på ruden, hvorefter Hilda lukkede ham ind. 73

Otto kom fra proprietærgården, Mariehøj, på Stevns og havde 8 søskende. Hans forældre var lidt aristokratiske, men dejlige mennesker, fortæller Hanne, meget optaget af foreningsliv og var med til at få opbygget en lokal valgmenighed. Otto, der havde været på Ollerup Gymnastikhøjskole, var en dygtig gymnast og kunne vist være kommet på rejse med et

Flensted-Jensen hold. Han skulle dog hjem at være fodermester og passe Mariehøjs køer – og måske Hilda – i stedet for. Hun var nemlig kommet til Stevns for at tjene hos svigerforældrene. Svend fortæller om en episode, hvor Ottos far, Rasmus, en morgen konstaterer, at morgenmalkningen ikke var kommet i gang endnu. Rasmus går ind på Ottos værelse for at vække sønnen og finder både ham og den nye tjenestepige, altså Hilda, i sengen. Det var sikkert ikke sjovt for Hilda at møde op og servere morgenmaden den dag. Før brylluppet kom Hilda på nogle ugers håndarbejdskursus på en privat syskole i Ulfborg for at lære tilskæring, syning mv., så hun selv kunne sy kjoler og børnenes tøj, når de en gang kom. Bedstefar og bedstemor ville give en elektrisk symaskine, hvis Hilda lod være med at ryge. Otto kiggede på forskellige gårde og rådførte sig givetvis med både far og svigerfar. Valget faldt på Hauris i Tvis. Den var på 120 tdr. land, hvoraf en del var relativt let jord, og den var ikke så let ”at holde hjemme” under en forårskuling. Bedstefar og bedstemor bidrog med en bryllupsgave på 10.000 kr. Det var mange penge i 1950. Hanne i Hauris blev som nævnt født i september 1951; ”hende arbejdede vi på hele julen”, var Ottos forklaring på tidspunktet. Hanne

Hilda og Otto besøger Ella og Poul i et tåget København. Familiealbummet.

74

var det første barnebarn i familien og det eneste i 4 år. Derfor – og sikkert fordi hun var gevaldig sød – blev hun alles øjesten og gik fra arm til arm ved familiesammenkomsterne, har Hilda fortalt Hanne. Siden kom der yderligere 3 børn i Hauris: I 1955 Knud, i 1959 Inge og i 1968 Kirsten. Fætter Knud døde i 1965 af leukemi, 10 år gammel. Det var ikke til at forstå. Var den tid ikke forbi, hvor børn, børnebørn, nevøer og fætre kunne dø? Det ligger uden for denne bogs rammer at gå nærmere ind på Knud Hilda og Otto flankeret af deres respektive forældre fotograferet i Mariehøjs have omkring 1950.

Luftfotografi af Hauris 1960. I de 10 år, siden Hilda og Otto havde overtaget gården, var der sket store forandringer. Haven var smagfuldt omlagt, og de ældre udhuse ombygget og udvidet til svineproduktion. I dag er gården helt forsvundet; Holstebromotorvejen løber lige hen over. Familiealbummet.

75

Den unge mand hed Holger Kirkegaard. Han var 20 år og kom fra Kirkegaard i Måbjerg. Var det derfor, hun absolut skulle tjene i Måbjerg, slår det mig? Holgers forældrene var progressive mennesker og medlem af Holstebro valgmenighed. Moren døde imidlertid, da Holger var 10 år – faderen da han var 16. En ældre bror havde overtaget gården, hvor der også boede et par mostre eller fastre. Det var en god gård, der udover de almindelige landbrugsprodukter leverede flaskemælk til holstebroerne.

Familiebesøg i Hauris sommeren 1965. Fra venstre ser man på traktoren Knud, lige bag ved Edith og Holger, på vognen Steen, Hanne og Frode. Foran vognen bedstefar og bedstemor, siddende på hug, Otto, og yderst til højre to ukendte personer. Familiealbummet.

sygdomsforløb, og hvad hans død kom til at betyde for de nærmeste. Blot vil jeg her skrive, at det var noget, hele familien forholdt sig til. Hildas søstre kom på skift til Hauris i den sidste tid for at hjælpe til og støtte. Efterfølgende gav Hilda og Otto dem hver et smukt halssmykke som tak; et dejligt minde om et usædvanligt stærkt søskendesammenhold.

Edith Edith gik som nævnt på Vesterlund Ungdomsskole, og ved elevmødet i 1949, da hun var 17, kom hun til at sidde ved siden af en høj, flot mand, der også havde været elev – og så blev de kærester. 76

Holger ville ikke være landmand – ”han gad ikke gå og kigge et par plovheste i røven en hel uge”, sagde han til børnene – så han blev udlært mekaniker ved et autoværksted i Holstebro. Da Edith mødte ham, gik han drømte om selv at få sig sådan et. Efter par år, hvor parret var blevet forlovede, viste muligheden sig. Ediths farbror, ”æ slauter”, sad i sognerådet og havde et godt overblik over den lokale udvikling. Han foreslog at bygge en servicestation på den gamle losseplads midt i Skave, mellem kroen og mejeriet. Det var godt set, for placeringen var langt bedre end fx i Borbjerg eller Hvam. Bilerne kørte jo forbi lige ude på hovedvejen. Mens Holger lagde byggeplaner, kom Edith på håndgerningskursus i Ulfborg lige som Hilda

– og fik en symaskine bagefter af forældrene, fordi hun ikke røg. Både hun og Hilda begyndte at ryge umiddelbart efter – hvad mor, som kom ”ærligt” til sin symaskine, havde lidt ondt af. Efter at have været kærester i 3 år blev Holger og Edith gift i Borbjerg kirke den 28. november 1952. Ved brylluppet var byggeplaner og finansiering omtrent på plads – bedstefar og bedstemor bidrog igen med 10.000 kr. Morbror Svend husker stadig en sang fra brylluppet, skrevet af præstegårdsforpagteren

Møller-Knudsen, der handlede om parrets fremtid. Her bare 1. vers af sangen, der går på melodien fra den svenske ørehænger ”Hej hallå” (1949): Autoservice ny i Skave kommer, den færdig bliver nok til næste sommer. Og Holger reparerer den gamle HGF, thi ham det ej generer, den ej vil gi’ et bjæf. Hej hallo, luft, benzin og smøre, uden det ingen bil kan køre. Hej, hallo.

Da Edith og Holger var blevet forlovede, kom han tit kørende på sin Nimbus til Bukdal om aftenen, hvis Edith var hjemme. Svend kunne høre motorcyklen omtrent oppe fra Skivevej af og løb op ad Hvamvej for at få lov til at køre med det sidste stykke. Ediths album.

Holgers fødehjem, Kirkegaard i Måbjerg, i 1951. I nederste højre hjørne anes Struer landevej. Familiealbummet.

77

Mens byggeriet stod på, drev Holger autoværksted fra et træskur ved ”Vestes” hus nede bag ved. De nygifte boede den første tid på 1. salen af det hus på den anden side Viborgvej, hvor ”Villy Barberer” senere fik salon i stueetagen. Den nye servicestation stod færdig i 1953 med tilhørende beboelse. Siden fulgte en mellembygning med butik og kontor, hvorfra Edith ordnede stationens regnskab – ofte i en tåge af cigarrøg. I de første år havde hun svende og lærlinge på kost; det blev efterhånden reduceret til eftermiddagskaffe.

Edith med Frode (th) og Steen vel omkring juletid 1958. Ediths album.

”Shell” har luftfotofirmaet benævnt Edith og Holgers nye servicestation i Skave ved fotograferingen i 1958. Bemærk benzinstandernes placering tæt op ad værkstedsbygningen. Skave udviklede sig i de år. Bækken var blevet opgravet og rørlagt over et langt stræk på begge sider af Viborgvej. Til højre Ditte og Tage Olesens købmandsforretning med tilhørende foderstofbygninger. Der er stadigvæk servicestation på stedet. Danmark set fra luften.

78

Edith og Holger fik 3 børn: Frode 3. maj i 1955 (samme dag som Elna fødte Karen), Steen i 1958 og Lise i 1962. Jeg har opfattelsen af, at Edith – sammen med sine forældre – i høj grad bidrog til at holde sammen på storfamilien Olesen. Hun var i mange år den klippe, som lillesøster Ragna kunne holde fast i.

Elna Far og mor, Valde og Elna, blev kærester omkring mors 16-års fødselsdag; han var 21. Far fortalte selv, hvordan han dristede sig til at besøge min mor, mens hun boede hjemme på Bukdal i det gamle stuehus, dvs. indtil 1950 og at mor højst kunne have været 17 år. Tidlig om morgenen ville han snige sig ud, men løb lige i armene på bedstemor, der stod ved gruekedlen og kogte kartofler til grisene. Hun gav ham en alvorlig røffel, men sluttede af med: ”Når du alyvvel er hær, ka du så æ lie løvt æ gry’e å æ gruekiel?” Skaden var jo sket, og Valde var måske et godt bud på en ægtemand? Min far, Valdemar Hedegaard, kom fra St. Hedegaard som nævnt og var det 4. barn i en søskendeflok på 5 drenge og 1 pige. Forældrene var ikke voldsomt optaget af det materielle, men interesserede sig som gode grundtvigianere for det folkelige liv og for lokalsamfundets vel. Efter konfirmationen tjente far først hjemme og siden på forskellige gårde. Han var

på Ollerup Folkehøjskole, soldat på Sjælland i 1½ år og på Lægård Landbrugsskole. Han var også en ivrig gymnast, og da jeg var lille, lavede han stadigvæk tempoflikflak så hurtigt, at man næsten ikke kunne se, hvad der var op og ned på ham. Alle sønner kunne ikke arve fødegården, så far aftalte med min farfar, at far kunne købe de sydligste 38 tdr. land af St. Hedegaards jord – ”Søndermark” – og formodentlig til en favorabel pris. Og så var der jo udsigt til 10.000 kr. 79

”Vi mangler trappen” har far på sine gamle dage skrevet under dette foto fra sommeren 1953. Mor og far var kærester i 4 år, før de blev gift, og alligevel er ingen gode billeder af dem fra den tid. Elnas album.

fra svigerfar Jens Olesen. Siden mener jeg, at bedstefar bidrog til bedriften med et par kvier. De – måske især far – omtalte deres forlovelsestid som vældig romantisk. De sidste to år tjente mor som nævnt i Måbjerg, mens far ar-

Elna og Valde blev gift i Borbjerg kirke den 8. november 1953 – samme dag som bedstemor og bedstefar kunne fejre sølvbryllup. Festerne blev, mon ikke på bedstefars idé, slået sammen, lige som parrenes sølvbryllup/guldbryllup siden blev det; en stor del af gæsterne var jo de samme. Fra venstre Svend, Holger, Edith, Rita, Knud, Karen, Hanne, Elna, Jens, Valde, Ragna, Holger og Hilda. Familiealbummet

80

bejdede dels i Nr. Felding, dels hjemme på opbygningen af Søndermark. Han påstod at have cyklet 15000 km i de år for at besøge mor. ”Wa det æ nøj lidt å kyr så lønt a’er?”, spurgte hans bror Gunnar. Han var kæreste med Agnes og havde lidt mere at køre efter.

Elna og Valde fik 5 børn: Karen i 1955, Esben i 1957, Jette i 1959, Lisbet i 1962 og Jens i 1963. De valgte altså at opkalde den ældste og den yngste efter Elnas forældre. Jens overtog Søndermark i 1988 og skiftede de 28 malkekøer ud med mink, der siden blev suppleret med en større produktion af artikler til minkavl. Gård og fabrik er siden afhændet, men de oprindelige bygninger ligger stadig integreret i et større industrianlæg.

Elna i haven med den ældste, Karen, vel i sommeren 1958. Elnas album.

”Søndermark” blev bygget i 1953 på jord fra St. Hedegaard, der ses i baggrunden. På gårdspladsen ses den uundværlige ”Grå Ferguson”, som far købte allerede i 1952 for at lette materialekørslen til byggeriet. Han kørte også lidt ”maskinstation” med den i de første år. Elnas familiealbum.

81

Ragna Det var klart meningen, at Rita skulle være den næste i rækken, der skulle giftes, men Ragna overhalede hende. Svend, der var 14 år i 1955, fortæller: ”A kom jo hjem fræ forårsopvisning i Hols’bro, å kom ind i æ stow, å så so di alle sammen, far og mor og Ragna og Knud Erik, å græer.” Svend, der var nykonfirmeret, fik ikke at vide, hvorfor de græd, men det var, fordi de unge lige havde fortalt bedstemor og bedstefar, at Ragna var gravid. Hun var først lige blevet 17 år; Knud Erik var 26.

Gården Ll. Hedegaard var Knud Eriks barndomshjem. Her tjente Ragna i 1954-1955 og mødte Knud Erik. I baggrunden Søndermark. Danmark set fra luften.

82

Knud Erik var den ældste af 3 sønner i Ll. ­Hedegaard og havde vel ikke været ret meget hjemme, mens Ragna tjente på gården. Han var det meste af 1954 i Aarhus for at tage installatør-eksamen, men var selvfølgelig kommet hjem til jul. På trods af aldersforskellen kendte de selvfølgelig hinanden, større var Borbjerg ikke. Knud Erik havde bl.a. lavet el-installationen i Elna og Valdes nye gård i efteråret 1953 – et byggeri hele familien fulgte med i.

De nåede at have en kort kærestetid med stævnemøder og brevskriveri, inden de sad til det beskrevne familiemøde med Ragnas forældre. Selv om Knud Erik ikke på nogen måde forsøgte at løbe fra sit ansvar, så var der jo en del at græde over. Ragna var så ung og fik ikke den ungdoms- eller kærestetid, som alle drømte om, før den alvorligere tid som kone og mor meldte sig. Som den voksne og erfarne burde han have passet bedre på. ”Du skulle skamme dig!”, blev der angivelig sagt til Knud Erik. Bedstemor og bedstefar kunne have ønsket en bedre start på voksenlivet for deres yngste datter for hendes skyld, og hvad dem selv angik, var ”hele historien” jo et skår i anseelsen. Så Ragna fik ikke lov til at stå hvid brud med myrter og slør i Borbjerg kirke foran familie, naboer og venner. Bedstemor og bedstefar besluttede, at Ragna og Knud Erik snarest skulle giftes i Holstebro, og – i samråd med Hilda og Otto – at Ragna skulle gemme graviditeten af vejen i Hauris indtil barnets fødsel. Samtidig kunne hun hjælpe storesøsteren, der i april 1955 havde født barn nr. 2. Ragna skulle bare ikke vise sig i stuen, men blive ude i køkkenet, når Hilda og Otto havde gæster, fortæller Hanne.

Ragna og Knud Eriks bryllupsfoto. Elnas album.

Det er jo en barsk historie, som vel altid i hovedtrækkene har været kendt i hele familien. Snakken med Hanne og Mads fik mig nok til at se lidt mere nuanceret på sagen: Måske var anbringelsen i Hauris trods alt det bedste for alle parter, når nu bedstemor og bedstefar ikke mente, at de kunne have Ragna hjemme, lige som Martinus og Kirsten i sin tid havde haft den gravide Laura. I Hauris var der nemlig ikke gravkammer-stemning; Hilda, der lige havde fået Knud, nød formodentlig at have lillesøsteren i huset, og Otto og karlene satte humør på dagene. Tiden i Hauris betød, at der opstod noget særligt mellem den ældste søsters familie og den yngstes. Som lidt ældre kom Hanne på ferie 83

hos moster Ragna, hvor man kunne være så heldig at få lakeret negle af hende! Og da Knud blev alvorligt syg, kom Knud Erik pludselig en dag og stillede et fjernsyn i stuen; det var hans måde at vise omsorg og taknemmelighed på. Også Knud Eriks familie kom tættere på. Egon, den midterste af de 3 sønner i Ll. Hedegaard, var i mange år karl i Hauris. ”Havde han ikke været der, da Knud døde, ved jeg ikke, hvordan det var gået”, fortæller Hanne.

Jørgen hjælper Ragna med at bage. Han ser meget artig ud, men det er da Jørgen? Ragnas album.

Villaen med elforretning en gang i 1960’erne. Ragna kigger ud. Ragnas album.

84

Ragna og Knud Erik blev gift i Holstebro sognekirke den 24. juni 1955, og midt i september blev Jørgen født i Hauris. ”Jeg blev ikke døbt i Borbjerg kirke, det var far for stolt til”, fortæller Jørgen. I øvrigt havde Jørgen kolik, så Ragnas start på voksenlivet skulle åbenbart ikke være let. Hun fik selvfølgelig også 10.000 kr. med hjemmefra lige som sine storesøstre, men lige hvordan pengene blev anvendt, ved jeg ikke. Knud Erik, der endnu ikke var færdig som installatør, arbejdede i Bækmarksbro. Her flyttede Ragna også hen, inden de i 1957 flyttede til Skave, hvor Knud Erik havde købt en elinstallatørforretning. Indtil 1960 boede de halvdelen af stueetagen i villaen, hvor Villy havde barbersalon i den anden halvdel, og i garagen bagved var der installationsforretning.

Vi mangler lige det 3. barn, Jens Christian. Han kom til verden i 1968.

Rita Knud var 5 år ældre end Rita, men de to havde kendt hinanden siden skolen. De var begge ivrige gymnaster og fulgtes ad til gymnastik, da Rita tjente hos familien Storgaard, og Knud kom fra fødehjemmet længere oppe ad Hajslundvej. De var som nævnt blevet kærester, da de tjente samtidig på Grue-Sørensens gård i Hjerm. Rita havde et godt forhold til husbond og kone her, og børnene fortæller, at Grue-Sørensens en aften, hvor de havde gæster, fik den idé at liste ind til den sovende Rita og kilde hende under tæerne. Da fruen løftede

I 1960 stod en ny villa færdig skråt over for Edith og Holgers servicestation, og samme år blev lillesøster Anette født. Selv med to børn nåede Ragna at opleve lidt af det, hun var gået glip af som ung: I hendes fotoalbum kan man se, at både hun og Edith var på Holstebros repræsentationshold under den navnkundige Anna Nørgaards ledelse i både 1963 og 1964. Det anede jeg ikke, eller også har jeg bare glemt det. Men jeg har set søstrene lave gymnastik senere, og det kunne de bare – alle sammen! 85

Knuds fødehjem, Johanneshåb, fotograferet i 1950. Danmark set fra luften.

dynen, var der imidlertid 4 fødder og ikke to, og hun listede lige så stille ud igen. De ekstra fødder tilhørte Knud. Knud, der havde 3 søskende, kom fra gården ”Johanneshåb”, helt sydvest i Borbjerg sogn – en gård på 80 tdr. land. Hans forældre havde mødt hinanden på faderens fødehjem, Strandby i Handbjerg – den gård morbror Svend senere købte. Moderen, der kom fra Sjælland, var lærerinde på Handbjerg skole, men havde logi på Strandby. De havde drevet Johannes-

håb siden 1920’erne, og nu var det meningen, at Knud skulle overtage gården efter dem. Endnu var forældrene dog ikke klar til at afstå den. Rita og Knud måtte altså vente, men kunne så spare lidt mere op og samtidig nyde forlovelsestiden. Knud havde gået på både Salling Ungdomsskole og Uldum Højskole. Efter at have tjent på forskellige gårde kom han på Lægaard Landbrugsskole, hvorefter han skulle arbejde ulønnet i fødehjemmet, indtil han kunne overtage den. I sommeren 1955 var Rita hjemme hos forældrene sammen med sin 14-årige lillebror, Svend: ”Vi gik jo å hakke katofle nie i æ Præjstgomark, mens di var til Ragna og Knud Eriks brøllup. Det sku vi jo æ mæj te. Å så fortælle Rita mæ, at hun osse er mæ bår. Ja, di høj wål fåt en almindlig brøllup, hvis æ lie dær høj wåt det mæ Ragna”, fortæller Svend. Så selv om Rita og Knud havde været forlovede i flere år, besluttede bedstemor og bedstefar, at der ikke kunne være tale om at holde stort bryllup i Borbjerg kirke. Så det foregik i Holstebro blot 3 uger efter Ragna og Knud Eriks bryllup, og med blot en håndfuld af de allernærmeste til sammenkomsten bag efter. Rita kunne sikkert havde ønsket sig det ander-

Rita og Knud blev gift i Holstebro sognekirke den 17. juli 1955 – Rita i en lilla brudekjole. Ritas album.

86

Grydegård i Vind i 1950’erne. Ritas album.

ledes, men her som i andre ting rettede hun sig efter faren: ”Hun betragtede næsten bedstefar som en gud”, siger hendes børn. Det var vist ikke meget anderledes med hendes søskende, siger jeg. Da det stod klart for parret, at Rita var gravid, hastede det jo med at finde en landbrugsejendom, der kunne forsørge dem og barnet. Det blev Grydegård på 26 tdr. land let jord i Vind. En undseelig gård med kakkelovn og das i

stalden. Første gang Rita så stedet, lå gårdens ”Gammelmor” i åben kiste i gangen! Men bedstemor og bedstefar bakkede som sædvanlig op om købet med 10.000 kr. Ritas barsel var sat til december; forhåbentlig ville mælkepengene komme først, hvis nu jordemoderen skulle have sin betaling i kontanter! Else kom blot 11 måneder senere og Karsten 15 måneder efter hende. Den almindelige regel, at amning gjorde det vanskeligt at blive gravid, gjaldt åbenbart ikke for Rita. 87

Svend fortæller, at Knud i starten af 1960’erne stadig regnede med at sælge Grydegård og overtage Johanneshåb, når Knuds forældre ville afstå den – der var sat en fast pris. Så det var mildest talt overraskende, at gården pludselig var averteret til salg i avisen til en noget højere pris. Med bedstefars og vist også svog­ rene Otto og Valdes bistand forsøgte Knud at forhandle sig til et køb, men Knuds far endte med at sælge gården til en mand fra Thy. Faren forsøgte at gøre sit brud på aftalen til et forsøg

Gården i Vind havde traktor, men til visse ting brugte man stadig heste­ kraft. Her i sommeren 1958 har Knud taget Lene og Else op på høvenderen til fotografering. Ritas album.

88

på at beskytte sønnen: ”Knud ville ikke kunne klare det”, skulle han angivelig have sagt. Det handlede nok mere om, at forældrene kunne få 60.000 kr. mere ved at sælge gården til anden side; de skulle bruge pengene til køb af et hus i Holstebro. Sagen førte til, at Rita og Knud begyndte at se sig om efter en anden større gård, og i 1963 flyttede familien til ”Søndergaard” i Nr. Kollund ved Herning – en gård på 56 tdr. land.

Rita og Knuds gård, ”Søndergaard” i Nr. Kollund, 1964. Knud ombyggede gården, så der kunne malkes 40 køer. Danmark set fra luften.

Bedstefar støttede op om gårdhandlen ved at forære Rita og Knud en JF-grønthøster; han skulle alligevel selv have én. Også Rita fortsatte med gymnastikken som voksen. Børnene fortæller, at et af højdepunkterne i hendes liv var at være med på et gymnastikhold, der lavede opvisning i Royal Albert Hall i London.

Svend Yngste barn i Bukdal, vores morbror Svend, fik en meget anderledes ungdom end sine­ søstre: Han var en dreng, tiden var en anden, og hvor søstrene havde en ungdomstid på 2-7 år, så gik der 18 år mellem Svends konfirmation og bryllup. Heldigvis har Svend selv kunnet fortælle om, hvad han lavede i de mange år, for det var nok gået helt galt, hvis jeg skulle 89

Svend var i mange år familiens ungkarl mellem søstre, der blev gift, stiftede hjem og fik børn. Her står han vel som 16-årig i 1957 bag fra venstre Hilda, Edith og Rita, og forrest Ragna og Elna. Deres bedsteforældre Kirsten, Martinus, Peder og Kirstine kigger på fra væggen bag ved; de forekommer os helt velkendte nu. Familiealbummet.

stykke forløbet sammen på grundlag af andre kilder: Først arbejdede han hjemme et år, inden han kom på Staby Efterskole i 9. klasse. Som 16årig kom han ud at tjene på gården ”Trug” i Ølgryde; derfra var der ikke langt til Rita og Knud gård i Vind, så dem besøgte han tit. Som 17-årig kom Svend hjem igen i et år, inden han 90

lod sig fæste på en gård i Hjerm som ”markmand”. Her blev han i 20 måneder, inden han i august 1960 blev soldat. Efter 3 måneder ved flyvevåbnet i Karup var han 13 måneder ved militærpolitiet i Vedbæk. Det var en herlig tid, fortæller Svend, der var god forplejning, alle ”Lotter” kom der også, og der var en masse fritid i kraft af nattevagterne.

Svend forhørte sig på et lokalt tomatgartneri, om ikke de kunne bruge noget arbejdskraft, og snart var ikke bare Svend, men 8 soldater i gang på gartneriet. I december 1961 kom Svend tilbage på gården i Hjerm, nu som fodermester. Gymnastik havde altid fyldt meget i fritiden – som barn havde han faktisk Knud Eriks yngste bror, der også hed Svend, som leder. Han var

vores nabo som barn, jeg arbejdede en del for ham, men at han faktisk kunne lave og lede gymnastik, det var godt nok en ny og morsom oplysning for mig. Morbror Svend havde i de år en kæreste, der ville på Ollerup Gymnastikhøjskole fra november 1962 til april 1963, og hun trak Svend med. Nogle år senere tog han alle os gymnastikunger fra Borbjerg med til stævne på Gymnastikhøjskolen hvert år i februar og gav nogle af os lyst til selv at gå der en

Svends springhold i Borbjerg 1971. Vi var dæl’me gode, syntes vi selv. Familien fyldte godt op i rækkerne. I bageste række står jeg bag Svend og som nr. 4 søster Jette. I midterste række står Karen som nr. 3 fra venstre. På bænken sidder kusinerne Anette, Lisbet og Lise som nr. 3, 4 og 5 fra venstre.

91

gang. ”Hår do wåt o Oll’orp?” var den gang et ret almindeligt spørgsmål i Ringkøbing amt. Et ”Ja” gav en masse prestige i gymnastikkredse. Efter højskoleopholdet var det tilbage til landbruget. Først var Svend bestyrer på en gård ved Ølgod i 7 måneder, så var han hjemme igen en tid, før han kom op til Mads Løvig i Trabjerg 1

Strandby i Handbjerg i 1965. I baggrunden Limfjorden. Svend moderniserede bygninger og havde fedesvin i vestlængen (tv) og køer i østlængen. I 1977 byggede de helt nyt stuehus. Danmark set fra luften.

92

år. Fra den tid husker mange af os fætre og kusiner Svends værelse ved siden af badeværelse på Bukdal og hans flotte blå scooter. Svend var efterhånden blev 24 år og mente nu, at det var tiden at komme på skolebænken igen. Det blev et halvt år på Lægaard Landbrugsskole, mens han samtidig ledede karlegymnastik i Måbjerg. Fra skolebænken kom

Svend hen til Sir Østergård for at passe grise. Det var vel også det sidste, han manglede for at være fuldbefaren landmand. Derefter startede et nyt kapitel for ham: I 6 år, fra 19651971 var han efterskolelærer i Bramming om vinteren; om sommeren kørte han maskinstation for Loftager i Hjerm. Svend var nu 30 og havde været single i flere år. En dag på efterskolen kom Margit, der arbejdede i køkkenet, og spurgte, om Svend ikke ville duplikere nogle dokumenter for hende; hun ville nu som 21-årig gerne søge ind på Tarm sygehus og uddanne sig til sygehjælper. Svend læste de fine anbefalinger og eksamenspapirer, samtidig med at han duplikerede, og spurgte efterfølgende Margit, hvorfor hun ikke søgte ind på et større sygehus som fx Holstebro. Han ville da gerne ringe for hende og spørge, om ikke de lige manglede en sygehjælper. Det blev starten på Margits lange ansættelse på Holstebro Sygehus, og det blev nok også starten på Svend og Margits forhold, selv om jeg i snakken med Svend ikke blev helt sikker på, præcist hvornår Margit bed på. I hvert fald begyndte Svend – den omkringflyttende ungkarl – pludselig at kigge efter en gård. De mange år på Loftager Maskinstation havde givet Svend et godt overblik over gårdene i et større område af Vestjylland. Valget faldt

Margit og Svend blev gift den 19. august 1972; hun var 22 år, han var 31. Familiealbummet.

på gården ”Strandby” i Handbjerg med 70 tdr. land dels muldet dels sandet jord. Da Svend havde gården på hånden, sagde han til Margit, at hun kunne da også bo i det store stuehus, og hun kunne i øvrigt sagtens låne den gamle bil, der fulgte med gården, til at køre til Holstebro sygehus i. De flyttede ind på gården i august 1971 og præcis et år efter blev de gift i Sneum kirke, Margit hjemsogn, der ligger mellem Esbjerg og Bramming. 93

Margit fortæller, at hun blev født i 1949 og voksede op på en gård på 25 hektar som den ældste af 3 søskende. Moderen var psykisk syg med mange indlæggelser, hvad der nok var medvirkende til, at Margit knyttede sig meget til faderen. ”Jeg har nok mit stille og rolige væsen efter ham”, siger hun. Så Margit hjalp til i stald og mark, som var hun en dreng, og samtidig måtte hun som ældste datter stå for meget af det huslige arbejde. 8. og 9. klasse tog hun på Ølgod Ungdomsskole, hvor pigerne udover de almindelige skolefag blev undervist i småbørns ernæring og indretning af et hjem. Siden kom hun på husholdningsskole på Langeland. I sommerhalvåret arbejdede hun på en feriekoloni på Fanø. Siden var hun au pair i England, og som jeg hører Margit fortælle om sit liv, var det nok i den periode af hendes liv, at hun fik tanken om at uddanne sig til et job uden for hjemmet, og det skulle nok enten være noget med ernæ-

94

ring eller sygepleje. Hjemme igen tog hun et job på Bramming Efterskole som kokkepige, men hun gik ikke videre ad den vej; hun fik derimod 44½ år på Holstebro Sygehus. Svend og Margit fik 4 børn: Torben i 1974, Malene i 1976, Louise i 1980 og Kirstine i 1982. De var jo meget yngre end alle kusiner og fætre på Svends side, men var gode til som unge og voksne at hægte sig på os ældre fx til fætter- og kusinefesterne. Svend og Margit bor stadig på gården, men i modsætning til bedstefar har Svend på sine gamle dage sat fedesvinene ud og nøjes med lidt fedekvæg. Fætter Torben og hans kone, Helle, købte i 2007 Bukdal og sørgede på den måde for, at vores bedsteforældres hjem stadig er i familiens eje, og at vi stadig kan komme der. Tak for det!

Der høstes Tilfreds alderdom Da døtrene var vel anbragte og Svend på rette vej, må bedstemor og bedstefar have draget et lettelsens suk. Alt var ikke gået lige efter planen, men det var dog gået godt. Nu havde de ikke længere hovedansvaret. Der blev dog holdt en tæt kontakt med alle. Bedstemor klarede meget over telefonen; bedstefar kom som regel kørende på besøg i sin flotte og altid nyvaskede Opel Record, der i 1960’erne havde erstattet den gamle Olympia. Recorden havde 2 flag på bagskærmen i samme farve som de papirindpakkede flødekarameller, bedstefar altid havde i lommen. Der var i mit lille hoved en logisk sammenhæng; bilen annoncerede simpelthen, at nu kom flødekaramellerne.

eneste menneske, jeg kender”, sagde far, ”der efter 5 minutters snak kender personens inderste tanker og ved, hvor mange penge, han har i banken”. Far sagde det med beundring; det krævede livskundskab at kunne spørge ind på

Bedstemor og bedstefar viste en stor interesse for alt det, børn og svigerbørn havde gang i, hvad enten det var byggeri, nye maskiner eller flere børn. Det var selvfølgelig lettest for bedstefar at drøfte landbrug med Otto, Valde og Knud, men jeg er næsten sikker på, at også Holger og Knud Erik følte, at deres svigerfar var nysgerrig på deres verden. Og det gjaldt ikke bare familien: ”Bedstefar er det

Fra 1955 til 1963 kom der 15 nye medlemmer i Olesen-klanen, og de blev taget vel imod. Her står bedstefar i 1955 med Karen i sit velkendte underarmsgreb. Familiealbummet.

95

De 7 ældste børnebørn er samlede vist i 1958, måske til en fødselsdag. Fra venstre og uret rundt: Knud, Lene, Frode, Karen, Hanne med lille Else, og sidst Jørgen. Familiealbummet.

den måde, elegance og et rent hjerte; bedstefar brugte ikke sin viden om folk imod dem. I Bukdal blev landbruget stadigvæk passet til punktlighed – nu med traktor, men ellers omtrent på samme facon. Der blev stadig kogt kartofler til svinene, men nu i større mængder på Kartoffelkogeriet ved Viborgvej og bagefter ensileret i en kule bag stalden. Og der blev

stadig muget med skovl og møgbør; en serie møgfjæl op over møddingen sørgede for, at man kunne køre møget lige derhen, hvor det skulle – vel at mærke når man havde en vis pondus og erfaring. Hjemme havde vi udmugningsanlæg, så en gang, jeg passede bedriften for bedstefar, lærte jeg på den trælse måde, at man ikke skal køre op ad fedtede møddingsfjæl med for stort et læs. Jeg havde kolort langt op i næsen. Apropos møg skal vi også huske historien om tjenestekarlen, det var vist Kjeld ”Dyrlæge”, der en morgen i 1950’erne slæbte sig ud i stalden og med en klagen sagde til bedstefar: ”I hår så ondt i mi røk!” Bedstefar svarede: ”A gor egentlig osse å døwe med nøj derom. A troer vi vel kyer mog i daw”. På det tidspunkt skulle møget både læsses på og af med håndgreb, men ifølge historien var både karl og bedstefar kureret for enhver rygsmerte inden middag – jf endnu et motto fra Bukdal: ”Det ska vær skidt, hvis æ det ka arbes væk”. Bedstefar var øm over den nye Massey-Ferguson 135 med ”Multipower”, som var et fantastisk lille greb under rattet, der uden kobling eller gearskift kunne få traktoren til at køre 1/3 hurtigere. Fætter Jørgen besøgte bedstefar flere gange for at prøve nyanskaffelsen, fortæller han, men han måtte ikke give den mere end

96

De 16 ældste børnebørn stillet op efter familie i haven på Bukdal i 1964, måske til bedstemors fødselsdag den 27. juni. Fra venstre Ragnas, Elnas, Hildas, Ritas og sidst Ediths børn. Familiealbummet.

97

1500 omdrejninger. Det kunne være svært at styre med gaspedalen, så Jørgen måtte kun bruge gashåndtaget under rattet. Bedstefars karl skulle åbenbart også undersøge, hvad vidunderet kunne, og jeg husker, bedstefar fortælle med en blanding af vrede og forundring, at han efter sin middagssøvn en dag var kommet om bag laden og der set, at karlen havde kørt forenden hen til ensilagebeholderen og så ladet baghjulene grave store huller. Med den indstilling til værdier var vist svært for bedstefar at forestille sig, at den karl nogen sinde ville blive til noget.

Disse 2 små søfolk fra 1968, Jens Christian og Kirsten, kom af gode grunde ikke med på billedet ovenover, så de får deres eget. Vi er vel i 1972. Familiealbummet.

Der køres neg ind 3. september 1964. Bedstemor kører traktoren, og bedstefar står i baggrunden. Jeg ved ikke, hvem karlen er, men mon ikke børnene er Jan og Anette Sejbjerg fra den anden side af vejen. Familiealbummet.

98

”Jens med sine kæle­ dægger” har bedstemor skrevet i familiealbummet. Rumpen på sådanne 1½-2 år gamle tyre tårnede sig op foran én, når man som barn åbnede døren ind til stalden på Bukdal. Fattig mands stude og rig mands døtre bliver sjældent gamle i gårde, lyder et ordsprog. Bedstefar havde i modsætning til sin far råd til at lade sine fedekreaturer blive gamle i gårde. Det var et stærkt signal at møde op i eksportstaldene med sådan et par, når priserne var til det.

Ellers virkede det til, at bedstefar og bedstemor havde et godt forhold til deres karle, der blandt andre talte, Kjeld ”Dyrlæge”, Jørgen Kviesgaard og Ole Keller. Flere blev der mere end 1 år, og flere holdt kontakt til Bukdal længe efter. Ole Keller har til Steen givet et eksempel på, hvad bedstefar og ham snakkede om, når de fx stod og sorterede kartofler: ”Jow sier du, Ole, hvis du hår tjent en kron, å kun browe 75 ører, så gor æ aldrig hiel gal”. I øv-

rigt var det bedstefar, der anbefalede Holger at lade Ole starte hos ham som mekanikerlærling, efter at han havde været ude for en alvorlig ulykke, der kunne gøre det svært at blive ved landbruget. I 1974 blev bedstemor og bedstefar endnu en gang hædret for deres faglige dygtighed og modtog i den forbindelse De samvirkende Landøkonomiske foreninger i Ringkøbing 99

amts sølvbæger. I motiveringen, som er gengivet i avisen, måske Landsbladet, hedder det bl.a.: ”Gennem 50 års fremragende landmandsgerning, gennem flittigt arbejde, sparsommelighed og fornuftige økonomiske dispositioner har Karen og Jens Olesen som deres livsværk skabt en god og meget veldrevet gård, en god og solid økonomi og et smukt hjem, med orden overalt, både i mark, have og bygninger.” Bemærk at anerkendelserne fra husmandsog landboforeningerne både gik på det ude og

Kornet høstes stadig med selvbinder omkring 1970, men nu med den nye Massey-Ferguson 135 foran. Bedstefar er på selvbinderen, karlen (måske Jørgen Kviesgård) kører traktoren. Fra 1971 blev der høstet med mejetærsker, bl.a. af mig i somrene 1973-1975 med fars 5½ fods bugserede Dronningborg-mejetærsker, der var kendt for ”at tærske rent”, Det passede bedstefar. Han slog selv det yderste skår med le, så traktoren ikke skulle køre i kornet. Familiealbummet.

100

det inde. Én af årsagerne til den gode økonomi på Bukdal var, at bedstemor som landhusmor var usædvanlig dygtig til at føre en husholdning, så udgifterne til ting, tøj og mad, der skulle købes, blev minimeret. Hun stod for salg af æg, og efterhånden var der også mange fra byen, der købte mælk i Bukdal. Bedstemor og bedstefar pralede aldrig med deres formåen, men det var selvfølgelig rart at blive anerkendt af sine fagfæller for at være blandt de bedste.

Bedstemor og bedstefar begyndte efterhånden at unde sig selv lidt oplevelser udover de mange familiebesøg og familiefester. De var på Skagen og flere gange i København for at besøge Ella og Poul. De var på busrejse til Paris, til Rhinlandet og vist også til Alperne. De begyndte også at unde sig et glas vin til familiefesterne; ellers havde bedstefar og flere af hans søskende været afholdsmænd; sporene skræmte, tror jeg. Og bedstefar begyndte at ryge en cigar i ny og næ. Han inhalerede aldrig, men cigaren hørte sig lige som til i den rolle, han nu havde. Blandt bedstefar og bedstemors fornøjelser var at køre ”søndagstur”, enten alene eller sammen med familiemedlemmer. Søndag d. 11. august 1975 var de på tur med bedstefars bror Jens Christian, dennes kone, Janne, lillesøster Augusta og hendes anden mand, Jørgen. Turen skulle ende på Bukdal, hvor bedstemor ville give kaffen. Jens Christian kørte med alle 6 i sin store bil, og skæbnen ville, at han i tusmørket med ret stor fart kørte op bagi en halmvogn uden baglys. Alle i bilen endte på sygehuset, hvor Augusta, der havde siddet i midten på bagsædet uden sele på, døde to dage senere. Bedstefar var også rigtig dårlig, fortæller Svend, der besøgte ham en aften på sygehuset, men allerede næste morgen var han anderledes frisk og mente, han kunne

komme hjem. Han havde fået medicin, der havde fjernet noget vand i lungerne. Svend og min far skiftedes til at passe dyrene, indtil bedstefar og bedstemor var klar til at tage fat igen. Alle vi fætre og kusiner mødtes til bedstemor og bedstefars runde fødselsdage, der blev holdt på 1. salen i Bukdal eller i sognegården. Vi drak sodavand og sang ”Jeg elsker den brogede verden”, ”De nære ting” og ”På det jævne, på det jævne” – sange der udtrykte vigtige erfaringer og værdier for vores bedsteforældre. Her et vers fra den første: 101

Janne og Jens Christian ”Slauter” (parret til højre) er kommet med Jens og Karen til hovedstaden, vel omkring 1950 eller lidt før. Familiealbummet.

I familiealbummet er der først og fremmest billeder af … familien. Der var utallige barnedåb, konfirmationer, bryllupper og runde fødselsdage – og med næste generation startede det hele forfra. Man kunne være sikker på, at bedstemor og bedstefar var med hver gang. ”I Søndermark til fødselsdagsfest”, har bedstemor skrevet ved dette billede. Jeg ved ikke, hvem der fejres, men der er dansk frugtvin på bordet og pinseliljer i buketterne, så det kan være mors 40års fødselsdag i maj 1973. Fra venstre og uret rundt Holger, Knud, Rita, Edith, Knud Erik, Ragna og sidst mine bedstemødre Marie og Karen.

”Var livet en dans på roser, mon alt da var bedre end nu? Hvis ej der var noget at kæmpe for, hvad var da vel jeg og du?” og fra den anden: ”Den lykke, du søger bag blånende fjeld, den har du måske altid ejet selv. Hold op med at jage i hvileløs ring og lær blot at elske de nære ting.” Og fra den sidste: 102

1. På det jævne, på det jævne! - ikke i det himmelblå! Dér har livet sat dig stævne, dér skal du din prøve stå! Alt, hvad herligt du kan nævne, alt, hvad højt din sjæl kan nå, skal hernede på det jævne fast sin rod i livet slå. …. 3. I det høje! I det høje! lyder det dig mere smukt? Funkler sværmerisk dit øje? Finder verden stolt din flugt?

Vil du ej dit hoved bøje under livets strenge tugt? Vil du ikke marken pløje, før du høster markens frugt? … 6. På det jævne! På det jævne! Altid i min sjæl det klang, når med fantasiens evne kækt jeg mig fra jorden svang. Alt, det andet vil sig hævne, er kun splid og undergang. - På det jævne! På det jævne! Det er livets sejerssang! De fleste kulturer på jorden bruger sangen til at fortælle hinanden, hvem man er, og hvad man tror på. Vore bedsteforældre troede på, at det var fint med idealer, men det vigtigste var dog at få dem omsat til noget praktisk, noget brugbart. Så gjorde man nytte.

Livet evalueres ”Vi er nok de pensionister, der har det bedst”, siger bedstefar til Holstebro Posten i en portrætartikel fra 2. april 1986 – og bedstemor nikker. Her er et større udpluk fra artiklen: Bedstefar fortæller, at han sidste efterår spurgte Karen, om hun ikke syntes, de skulle skære ned på besætningen, så hun kunne blive fri for staldarbejdet og tage den med ro. Men Karen svarede: ”Vi har godt af lidt motion, jeg

synes, vi skal fortsætte, som vi plejer”. Hun fortsætter: ”Ja, for vi går jo og har det så godt. Ja, selvfølgelig har vi også haft lidt modgang, der er jo lidt til alle, men vi har været forskånet for meget. Et par brækkede arme og ribben, et knust knæ og et par ture på sygehuset har vi haft. Men den største sorg, vi har haft, var, da vi for 20 år siden mistede et barnebarn. Det var slemt. Men ellers har vi altid haft det så godt og ingenting manglet.” Det ungdommelige par følger godt med i, hvad der rører sig i tiden, skriver journalisten. ”Vi var de første, der fik besøg af kommunen, da den nye miljølov trådte i kraft”, fortæller bedstefar. ”Vi rettede det, vi skulle, for vi hol103

Søskendekontakten blev også holdt vedlige – særligt i bedstefars familie. Her er 9 af de oprindeligt 10 søskende samlede, vel sidst i 1960’erne. I bedstemors familie var slægtsgården i Risum stadig i familiens eje; den havde bedstemors fætter, Anders. Han og konen tog sig af en åndssvag søn derhjemme, og det var nok en medvirkende årsag til, at der ikke var så meget familiekomsammen i Mikkelsen-familien. Familiealbummet.

der begge meget af naturen og vil nødigt ødelægge søen, som vi i øvrigt har en smuk udsigt til”. Han er i øvrigt sikker på, at landmændene vil få løst problemet omkring opbevaring og udkørsel af gylle, men det kommer ikke på en gang, siger han. Det sidste fik han ret i, tænker jeg. Bedstemor går ikke ind for små familier, fortæller hun, da søskende også som voksne har

Bedstemor og bedstefar blev fotograferet i stalden i forbindelse med diamantbrylluppet i 1988. Familiealbummet.

104

meget glæde af hinanden. Hun og Jens kender ikke til ægteskabelige kriser. De har altid været enige om intet at købe, før de havde pengene. Og de har altid været fælles om arbejdet; bedstemor husker, da børnene var små, hvordan hun under middagsmalkningen løb ind og hældte vand fra kartoflerne, ja og vendte frikadellerne. De har stadig 18 kreaturer og 40 grise. Karen er stadig medhjælpende hustru, siger bedstefar: Hun fodrer kreaturerne,

Julefrokosten i Bukdal sidst i 1980’erne med 1. og 2. generation og børnene fra Strandby. Siddende fra venstre bedstefar, Margit, Ragna, bedstemor, Elna, Hilda, Rita, Torben, Valde, Knud Erik, Knud, Otto og Edith. Stående fra venstre Kirstine, Louise og Malene (Svend og Holger mangler). Familiealbummet.

mens han giver svinene og muger ud. ”Ja, men så godt som vi dog har det nu”, siger bedstemor. Vi holder jo fri fra 9 til 17, og kan gøre lige hvad vi vil. Og om aftenen er Karen ikke med i stalden. Bedstefar betaler med glæde sin folkepension i skat, for de har jo Karens, og landbruget giver også lidt, så vi mangler ikke penge.

Der er ikke så mange dyr at se på mere, men så mødes Jens med en flok ”kammersjukker”, og så går de i Kvickly og drikker kaffe og diskuterer tidens problemer. Det har de gjort i over 10 år nu. Bedstemor må som regel udsætte middagen en halv time om torsdagen, og når bedstefar så kommer, siger han: ”Jeg var den første, der rejste mig!”

Hver torsdag holder bedstefar fri, fortæller de. Da tager han på kreaturmarkedet i Holstebro.

Familien har vokset sig stor: 6 børn, 21 børnebørn og 16 oldebørn. Guldbrylluppet, der 105

Hatten af for Holstebro Postens journalist. Han eller hun formår at tegne et detaljeret billede af vores bedsteforældre, af deres måde at være sammen på, af deres værdier, familiens betydning, arbejdets nødvendighed og velsignelse, parrets ydmyghed over for skæbnen og deres taknemmelighed over for det det, livet bragte dem.

”En forårsaften på Trabjerg-høje” står der i familiealbummet. Vi er sidst i 1960’erne. Fra venstre er det stående Svend og Knud, hvis trøjer må være strikket af den samme, og siddende Rita, Elna, bedstemor, Lisbet, Jens og bedstefar. Familiealbummet.

blev holdt sammen med en datters sølvbryllup, var én af deres største oplevelser. I øvrigt er der mange traditioner i hjemmet. Hvert år, når bedstemor har pyntet til jul, kommer alle børnene hjem til julefrokost, hver medbringende en ret. Det er et af årets højdepunkter på Bukdalgaard, fortæller de. ”I det hele taget viser børn og børnebørn os altid megen hensyn”, siger bedstemor, ”alle kommer tit hjem”. Meget er forandret, siden ægteparret begyndte, slutter artiklen. ”Ikke altid til det gode”, siger bedstemor, og bedstefar fortsætter: ”Nej – det er en anden tid, men det skal nok gå”. 106

Man kan synes, at parret går let hen over de problemer, der trods alt var i familien, men dels var det karakteristisk for bedstemor og bedstefar, at de ikke troede på, at problemer blev mindre ved at ”fodre” dem, altså bestandig tænke på dem eller tale om dem; dels kom det hele jo i avisen, hvad Klods Hans var ligeglad med, men det var bedstemor og bedstefar ikke. Der var et renommé at passe på. Bedstemors bemærkning om, at hun går ind for store familier, er interessant. Dels har både hun og bedstefar oplevet det i deres eget barndomshjem, men de må virkelig have frydet sig over at se, hvordan deres børn som voksne søgte hinanden – og hvordan det førtes videre til børnebørnene. I 1950’erne og 60’erne tog søstrene på tur sammen til Kjelsmark Buske med småbørnene, eller de besøgte hinanden. Siden holdt de ferie sammen på kryds og tværs i ind- og udland og ofte med lånebørn fra de søstre, der ikke selv havde tid til at kom-

me med. Jeg var selv et sådant ”lånebarn”, og Edith og Holger har næppe holdt en ferie ude at skulle skaffe plads i både bil, båd og sommerhus til mig. Jeg gjorde selvfølgelig også nytte på turene: På Langeland i sommeren 1972 skulle jeg og Steen sove i annexet sammen med 17-årige Frode og 16-årige Hanne og være anstandsherrer. Jeg har siden hørt, at det klarede vi ikke så godt!

Fællesfester var en naturlig (og fornuftig i økonomisk henseende) ting i familien. Her er vi samlet til konfirmationen af (fra venstre) Frode, Karen og Jørgen i 1969. Familiealbummet.

Familien har altid hængt sammen som ærtehalm. Her er alle søstre samlede hos Hilda og Otto i Hauris sommeren 1952. Bagest de to forlovede par (fra venstre) Valde og Elna og Edith og Holger, i midten ukendt kvinde, Rita og Ragna, forrest Otto, Hilda med Hanne og ukendt barn. Familiealbummet.

107

Storfamilie-dyrkelsen nåede vist et højdepunkt i 1968, hvor Hilda og Otto og Edith og Holger med børn lå i sommerhus i Spodsbjerg på Langeland. De fik besøg af yderligere 17 familiemedlemmer: 5 fra Kollund, 7 fra Søndermark og 5 fra St. Hedegaard, som jo ikke direkte var familie, men det tog man åbenbart ikke så nøje. Fra venstre Rita, Ruth, Viktor, Svend, Karen, Esben, Lisbet, Jette, Else, Karsten, Per, Jens, Elna og Lene. Elnas album.

108

Erindringer om bedstemor og bedstefar Jeg har i foråret 2026 snakket med de fleste af mine fætre og kusiner om deres erindringer om vores bedsteforældre. Jeg beklager, at jeg ikke fik snakket med jer alle. Jeres fortællinger har mange fællestræk, og kun få ting stikker ud i en eller anden retning. Jeg vil i det følgende prøve at indfange begge dele: ”Jeg elskede at komme til Bukdal”, siger Anette, og Jette: ”Bedstemor var rar og glad. Hun ville gerne snakke med os”. Mange har sagt noget lignende. Den rare følelse af at blive placeret på den lange bænk i køkkenet, mens bedstemor nynnende fandt saftevand og kiks i en kagedåse, ja den husker de fleste af os. Melodierne, hun nynnede, kunne være alt fra gamle skillingsviser til den sidste dansktop-melodi. Hun holdt som regel inde, hvis hun skulle ind i stuen, men begyndte igen så snart hun trådte over dørtrinet til køkkenet.

i årene. Det var stort og næsten grænseoverskridende i forhold til, hvor tæt man rent fysisk burde komme bedstemor. Vi kom som regel kun i køkken og dagligstue. Der var altid lukket af ind til den pæne stue, hvor der i øvrigt var en særlig lugt, har flere bemærket, når der en sjælden gang blev luk-

Bedstemor med Hanne, det første barnebarn. Vi er i 1952, men ellers taler billedet vist for sig selv. Hildas album.

Nogle gange kunne man, og ”man” vil sige pige-børnebørnene, få lov til at rede bedstemors lange hår, der holdt sin mørke farve langt op 109

sjov. Jeg gætter på, at de fleste af os stadig kan nynne melodien. ”Bedstemor var livsklog og vis, stilfærdig og uden behov for at være i centrum eller fremhæve egne evner og bedrifter, men med egen holdning og mening. Hun gik om sommeren i bluser eller kjoler uden ærmer; det gjorde andre ikke i den aldersgruppe. Hun beklagede sig aldrig over at have født og gennemført mange graviditeter og fødsler”, skriver Lene om bedstemor.

Bedstefar var stolt over alle sine børnebørn. Her har han fået Steen på skødet omkring 1960. Ediths album.

ket op derind. Sammenlignet med i dag var bedsteforældrenes anstalter forud for børnebørnsbesøg begrænsede. Man kunne kigge i køkkenbænken eller skyde lågerne til side i jalousiskabet og finde det gamle legetøj, som boede der. Jeg tror faktisk, Hanne fandt omtrent det samme i skabet i 1950’erne, som Kirstine gjorde i 1980’erne. Flasken med spilledåsen og det dansende par indeni var altid 110

På Bukdal blev der i vores tid ikke ændret meget i udsmykning og møblering. Lene nævner det fine chatol i soveværelset, den særlige skuffe i spisebordet, madelevatoren og det garvede hundeskind. Som præteenager var det dejligt at komme til Bukdal og måske få en ”mostersnak”, nævner hun. Og som teenager at få lov til at ”arve” bedstefars urkæde for at gå med den om anklen. Hun og hendes søskende har anderledes oplevelser med bedstemor og bedstefar end vi andre, fordi Kollund-børnene boede længst væk og vel derfor kom på sommerferie i Borbjerg, når de var færdige med at hakke roerne hjemme i Kollund. Karsten fortæller, at de så havde årets pengehøst fra fødselsdage og børnearbejde med til Bukdal. Så spurgte vi bedstefar,

om han ikke ved lejlighed ville gå om i Sparekassen med dem og sætte dem ind på bogen, fortæller Karsten. Der var ingenting, bedstefar hellere ville. Så var han langt mere kritisk, da Karsten som ung kom kørende til Bukdal for at vise særligt bedstefar sin nyerhvervede bil. Var det dog nødvendigt med så dyr en bil i så ung en alder?

”Kælderen og loftet i Bukdal var et slaraffenland for børn”, siger Lene. Jeg, der boede tættest på, havde dårligt nok været der. Oplevelsen af at overnatte som 5-årig på divanen, fordi mor skulle føde Lisbet derhjemme, sad i mig. Jeg lå vågen det meste af natten og lyttede til stueuret.

Bedstefar tiltrak småbørn – her i et mandehjørne ved én af festerne i Bukdal, måske bedstefars 70-års fødselsdag i 1971. Fra venstre ser man næsen af Jørgen, tror jeg; derefter Mads, Valde, skjult person, Otto, Poul, Holger vist og sidst bedstefar med Jens Christian. Familiealbummet.

111

Når pigerne fra Kollund kom, passede det tit med, at det var tiden at plukke bær. Stikkelsbær, jordbær, ribs, solbær. Der var en Guds velsignelse i bedstemors store køkkenhave. Uden for Kollundpigernes sommerferie, måtte de lokale pige-børnebørn som Jette og Anette holde for. ”Vi plukkede tit bær – mere end der var sjovt”, husker Jette. Ved siden af bærplukningen hjalp Else bedstefar i stalden, husker hun. Karsten slap vist næsten helt for bærplukningen og fik i stedet lov til at fiske sammen med Steen og/eller mig. Ormene blev hurtigt gravet op i den gamle, nu tomme, hønsegård, og så afsted til Møllesøen, Præstegårdssøen eller bækken. Vi fætre husker stadig det år, hvor Karsten kom med en lille, sylespids krog og hev den ene skalle efter den anden op af bækken bag møllen, mens Steen og jeg mest satte nye orme på vores grove kroge. Steen og jeg arbejdede af og til for bedstefar og havde måske derfor lidt på kreditkontoen hos bedstemor: I hvert fald lykkedes det for os at få hende til at stege et par nyfangede skaller til os. De smagte faktisk godt, men vi spurgte aldrig siden, for antallet af ben gjorde i praksis fiskene uspiselige. Der er mange børnebørn, der husker bedstefar for hans fortællinger, fx om den gang, hingsten nær havde slået ham ihjel på Holstebro 112

marked. Jeg var selv af og til med bedstefar på ”Eksportmarkedet” i Holstebro, før jeg kom i skole i 1964, og jeg var vild med det. At gå op og ned ad de smattede gange bag lange rækker af kreaturer og opleve larmen, lugten af kolort og cigarrøg og den på samme tid hyggelige og intense stemning. Bønder kom med blød hat og træsko; velnærede handelsmænd gik selvbevidste omkring i kittel og langskaftede støvle, mens adrætte, beskidte ”trækkere” havde den utaknemmelige opgave at bringe de stressede dyr fra kreaturvognene og ind i hallerne. ”Pas o!” brølede de, når de kom småløbende bagfra med en halvvild kvie på vej hen til vægten. Så var det godt at have bedstefar i hånden, så man kunne blive hjulpet i sikkerhed. Jeg følte mig som noget særligt, fordi jeg gik der sammen med bedstefar, der åbenlyst var på hjemmebane. Alle kendte ham, og mange ville snakke og høre hans vurdering af markedet. ”Høj æ wåt kloger å sæn’em te Skyv?” Oplevelserne med bedstefar havde en anden karakter end dem med bedstemor, bl.a. kunne man nogle gange tjene penge ved det. Hanne fortæller, at bedstemor stak hende lidt penge som 14-årig – ”du behøver ikke sige det til bedstefar”, men her taler jeg om aflønning for et reelt stykke arbejde. Det var i hvert fald ikke noget, os fra Søndermark kendte hjemmefra; vi skulle hjælpe til uden direkte afløn-

Bedstemor og bedstefar med oldebørnene Jesper og Niels og barnebarnet Torben. Billedet er vist fra bedstefars 80-års fødselsdag i Sognegården i 1981. Familiealbummet.

ning. Bedstefar fik en til at føle sig stor ved at aflønne i forhold til det udførte arbejde og ikke i forhold til, om man var barn eller voksen. Det, de fleste af os kan snakke med om, er den årlige kartoffeloptagning i efterårsferien. Hvorfor F… er der ingen billeder af det? Det stod på i mange år, og vi var der flere børnebørn ad gangen. Jette husker Steen, Jørgen, Anette, Lisbet, Esben, Karen og selvfølgelig hende selv, mens Jørgen Kviesgaard var karl,

men der kan have været flere. Fætter Jørgen var ikke med så længe; han hadede at få fingrene i en rådden kartoffel, fortæller han. I karlen Ole Kellers tid kom Jens og Jan Sejbjerg til. Vi kravlede to og to i hver vores kartoffelrække med en flettet ”katoffelkåår” imellem os, som karlen kom og udskiftede, når den var fuld. Vi havde det sjovt sammen, frøs aldrig og så frem til ”kaffetid”, hvor vi sad i solen og nød bedstemors saftevand, smurte boller og kiks. Og når dagen var slut, trak bedstefar sin lille pung frem og aftegnede. 113

Havde alle andre end jeg selv skrevet den erindring, ville jeg have krydstjekket den. Alle ved, det regner og blæser i efterårsferien, og hvor sjovt kan det så være at kravle i dagevis op og ned af kartoffelrækkerne, og hver gang man har fyldt en kurv med 25 kg kartofler, bliver der bare sat en ny foran én. Men jeg husker det som sjovt, og bedstefar bidrog til det. Hvis en fætter eller kusine slog en fis, sagde han: ”Luft og wænd ska kom å go frit – det lær man som samarit!”, eller han gik med Steen og mig hen til diget for at tisse og sagde: ”Ska vi

Bedstemor i haven med næsten jævnaldrende børne- og oldebørn. Foto fra 1987-88 i familiealbummet.

114

sier, hwem der ka tis hywest”, og han morede sig over vores anstrengelser for at vinde. Han havde et afslappet forhold til de dele af kroppen, noget vist hverken Steen eller jeg kendte hjemmefra. Det var også bedstefar, der havde forklaringen på, at Jens og Mona absolut skulle bo sammen, selv om de kun var 17 år: ”Årh”, sagde bedstefar, ”de hår nok prøwe nøj, der er svær å undvær”. Steen og jeg hjalp også bedstefar med fx at skære roer. Af hensyn til mekaniker- og elek-

trikerbørn må jeg forklare, at arbejdet består i at stå i roehuset og spidde roer med en fork for derefter at fylde dem i roeskæreren. Steen lagde kræfter i opgaven, og en dag stak han forken ned gennem roe og videre ind i gummistøvlen, gennem en tå og ud gennem sålen. Bedstemor hældte jod på tåen, og så var vi klar til at fortsætte. Det var næsten værst med den nye gummistøvle. Jens og Jan Sejbjerg ”arvede” nogle af opgaverne og hjalp bl.a. med at læsse roer ind i roehuset; også Jens husker, at der blev afregnet rundhåndet. I det hele taget kom det os til gode, at vores bedsteforældre havde en god økonomi. I flere år havde vi børnebørn fået en kuvert hver til jul med 500 kr. i. Og i en årrække fik vores bedsteforældres 6 børn 8.000 kr. hver i julegave. Jeg fatter stadig ikke, hvis bedstemor og bedstefar kunne skabe et så stort overskud på deres landbrug fra 1950-1990. Mon dog ikke nogle af julegavepengene kom som lån i ejendommen, der vel ellers havde været omtrent gældfri? Jeg tror, at alle vi fætre og kusiner fra tid til anden oplevede, at vore forældre kunne være uenige, men ikke bedstemor og bedstefar; de optrådte næsten som 2 enskodede robotter. ”Der er en ting, der er vanskelig, når man besøger Karen og Jens, og det er at skille de to

fra hinanden. De er blevet en helhed i de snart tresindstyve år, de har været gift”, skriver også journalisten, der lavede portrættet til bedstemors 80-års fødselsdag. Nu kan der være forskellige holdninger til, om man i et parforhold bør gå i et med den anden eller ej, men i mine øjne var deres ægteskab stærkt og godt. ”Jens hår wåt en hoor arbejdsgiver”, har Margit dog hørt bedstemor sige. Han skånede aldrig sig selv og forventede det samme af sin kone. Vel 115

Bedstefar og bedstemor sidder i den pæne stue omkring 1970. I vinduet står flasken med spilledåsen ved siden af ”Sædemanden” i kongeligt porcelæn. Familiealbummet.

var det udadtil bedstefar, der bestemte, som når han rejste sig fra en familiesammenkomst med ordene: ”Nå Karen! No ska vi hjæm!”, og hun fluks gjorde sig klar til at tage med, men i det daglige havde bedstemor også noget at skulle have sagt, er jeg sikker på. Deres samliv var præget af gensidig respekt, af en masse fællesopgaver og fælles glæde over det liv, der blev deres. I deres øjne var ægteskabet en grundbetingelse for at leve et rigt liv. ”Skilsmisse er værre end døden”, sagde bedstemor en gang til Karen, hvor de på barnebarnets initiativ var kommet ind på det emne; Karen var nemlig selv kommet til den konklusion, at hun umuligt kunne leve længere sammen med sin mand. Da skilsmissen blev en realitet, og Karen flyttet fra mand og hjem i sommeren 1988, mødte hun bedstemor og bedstefar til skuespil på Kirkebakken i Borbjerg; Karen var stykkets pianist, de så på. Bagefter ville hun løbe op og hilse på sine bedsteforældre, men de ville ikke snakke med hende, fortæller Karen. De kom gående med hinanden i hænderne uden at gengælde hendes hilsen, og da de kom hen til Karen, slap de kort hinandens hænder, gik udenom hende uden at sige et ord og tog igen hinanden i hånden bag hende. Karen følte, at de havde slået hånden af hende. Hun tænkte, at de opfattede hende som en forkælet tøs, der 116

havde gjort noget utilgiveligt, nemlig at vrage en dygtig landmand og flytte fra faren til hendes 4 børn og fra 240 tdr. land. Omvendt havde bedstemor og bedstefar i Karens øjne gjort noget utilgiveligt ved ikke at ville snakke med hende på et tidspunkt, hvor hun virkelig havde brug for familiens støtte. Hvis jeg skulle tolke begivenheden, og det vælger jeg at gøre her, fordi det er en vigtig historie, så tror jeg på den ene side, at bedstemor og bedstefars afvisning var reel. Karens skilsmisse var den første i familien, og det skulle nødig blive skik; her måtte individet vige til fordel for familiens vel, om det individ så aldrig så meget var opkaldt efter én. Når man havde valgt en partner, var det for livet, næsten uanset hvad. Den holdning havde meget lidt med religion at gøre; den bundede i deres livserfaring. Alle ægteskaber stødte på udfordringer. Man måtte fokusere på de gode ting, ignorere de mindre gode, tænke på børnene og undertrykke sine egne behov, bøje hovedet, bide tænderne sammen og finde en vej. At løbe efter sine følelser som en anden Marie Grubbe ville kun blive begyndelsen til enden. Så jeg ser bedstemor og bedstefars reaktion som helt i tråd med deres reaktion på Ragna og Ritas graviditeter før ægteskabet, og på de problemer Ragna tumlede med i sit liv. I stedet for at drikke alkohol og lade sig psyki-

atrisk behandle skulle Ragna tage sig sammen og være glad for at have en mand, der kunne forsørge hende og børnene. Karen og Ragna skulle skamme sig. På den anden side er der en række undskyldende elementer. Bedstemor og bedstefars leveregler havde været gældende landet over indtil for relativt nyligt, og parret havde endnu ikke omstillet sig til nye tider, hvor kvinder ville og kunne selv. I 1988 var bedstemor

og bedstefar 80 og 87 år gamle. De havde lige siddet 2½ time og kigget på skuespil, de var trætte, og så kommer barnebarnet løbende og passer dem op, da de er på vej hjem. Skulle de stå midt mellem folk og snakke om hendes dispositioner. Hun kendte deres opfattelse af skilsmisse. Karen fortæller videre, at mor gik i rette med sine forældre dagen efter. Der kom dog ingen henvendelse fra bedsteforældrene til Karen

Bedstemor gik meget op i sin have, der var fuld af stauder. Her er det dog mændene, fra højre bedstefar, Laust Løvig og Valde, der gør sig kloge på en blomst. I midten står Ragna og bag hende min Jakob, og hans størrelse daterer billedet til 1987-1988. Bag Ragna står Elna, Anny Løvig, bedstemor, Grethe og Jørgen Møller. Anny Løvig og Jørgen Møller var som nævnt børn af bedstefars søster, Augusta. Familiealbummet.

117

hele efteråret. I december 1988 kørte Karen til Bukdal med en juledekoration, som hun plejede. Bedstemor virkede glad og bød på kaffe. Bedstefar kom ind og prøvede på at vise venlighed, men Karen følte ikke, han var oprigtig. I foråret 1989 deltog bedstemor og bedstefar i Karens næstældstes konfirmation i hendes nye domicil i Holstebro. For Karen var det tydeligt, at de ikke befandt sig godt. Omvendt var deres deltagelse vel et udtryk for, at selv om de ikke billigede hendes handling, så kom de; de havde ikke slået hånden af hende. Nogen forsoning kom det dog ikke til, og da bedstefar døde i foråret 1990, kunne Karen ikke dele sine fætre og kusiners sorg. Bedstemor kom hun dog til en form for forståelse med, da bedstemor besøgte Karen senere i 1990 eller 1991 og havde en længere snak med Karens nye mand, Jan: ”Hwem veer, om det alywel æ wa det klogest”, sagde hun til Karen efterfølgende. Med hensyn til Ragna har jeg ikke grundlag for at sige ret meget om den sag, men i snakken med Ragnas børn giver de udtryk for, at bedstemor og bedstefar nok kunne have håndteret deres mors problemer bedre. Nogen egentlig hjælp var de ikke. Alt for meget lå på Ediths og de næres skuldre. Måske har Edith over for forældrene givet udtryk for, at de kunne gøre det bedre? I hver fald oplevede 118

Anette, at bedstemor og bedstefar kom til Viborg én af de gange, Ragna var indlagt, og da gik bedstefar hen til Anette, gav hende et knus og sagde ”Undskyld”. Jeg ville gerne have hørt ham begrunde den undskyldning. Bedstemor og bedstefar havde generelt et langt og godt seniorliv sammen, og jeg er langt hen ad vejen enig med bedstefar i, at de ”var de pensionister, der havde det bedst”. Men der kom også noget til dem – og det var ikke alt, de tacklede til UG. Vores bedsteforældre var ikke fejlfri, hverken som forældre eller bedsteforældre. Heldigvis, tænker jeg; de kan være svære nok endda at leve op til. De havde fx ingen erfaringer med skilsmisse, og de kunne ikke sætte sig ind i de problemer, tusinder af middelklassekvinder i den vestlige verden oplevede fra 1950’erne og et par årtier frem, som har fået betegnelsen ”husmodersyndromet”. Det var kvinder, der i kraft af deres mænd havde alt i materiel henseende, men følte sig isolerede og betydningsløse i en rolle, hvor de var afskåret fra et egentligt arbejdsliv. Jeg synes generelt, man skal være overbærende med meget gamle mennesker. Nogle af os er der snart selv. Det er svært at leve i et samfund, hvor ting ændrer sig så hurtigt og radikalt, som de gjorde det de sidste 25 år af vores bedsteforældres liv.

Malenes erindringer [Malene har bidraget med et længere afsnit om vore bedsteforældre. Det kommer her omtrent i sin helhed – for det første fordi jeg synes, det er godt og rammende, og for det andet fordi hun tættere end de fleste af os har oplevet bedstefar og bedstemors sidste år og død.] Min bedstefar var en meget rolig mand, af få ord. Meget nøjsom og arbejdsom. Han klagede aldrig over en øm muskel, ondt i kroppen eller i sindet. Han havde ”benene plantet godt i den jyske muld” og befandt sig godt dermed. Positiv af sind – ”det går jo nok”. Han kom kørende fra Borbjerg til mine forældres gård ”Strandby” ved Handbjerg. Parkerede sin orangebrune Audi 80 ved døren ind til stalden. Gik direkte ud i stalden og hjalp med at feje halm ind til kørerne, hjalp til med dyrene, eller han gik om bag laden og dækkede roekulen til med halm. Det var sjældent, at han kom ind i stuehuset først – typisk gik han i gang med et stykke arbejde, for det var det, som han trivedes bedst med. Vi børnebørn løb typisk hen til ham og hilste på. Vi vidste også altid, at han havde bolsjer i lommen, som vi blev budt på. Det var altid hyggeligt. Han var glad for sin familie – kærlig og stolt af os alle, men var ellers en mand af få ord.

Jeg husker, når jeg gik med ham i hånden, og vi samlede ”spild-roer”, så var han god til at lære mig, at vi skulle have alle spild-roer med. Jeg fik også mange bolsjer og kan huske, at han sagde: ”Husk nu at sutte på bolsjerne, ikke tygge, for så varer de meget længere”. Han lærte mig både at være nøjsom og spare. Vi forstod hinanden – uden ret mange ord. Man var elsket – ved blot at være. Man skulle ikke bevise det først. Jeg kan huske fredag aftener, hvor min storebror Torben og jeg blev passet hos dem. Vi spillede kort – jeg husker mest, at det var ”500”. Bedstefar spillede også lidt på mundharmonika. Måske hørte vi et eventyr. De havde en eventyrbog i et lille ”jalousiskab” ved bedstefars briks (eftermiddagslur-briksen). Vi hørte oftest ”Store Claus og Lille Claus” eller ”Hyrdinden og skorstensfejeren”. Det var hyggeligt. Jeg husker, at min bror og jeg skulle sove i værelset, når man lige kom op af trappen. Det var et rigtigt koldt værelse (der blev sparet). Jeg husker, at vores dyner var kæmpestore og meget tunge. Når man var lagt i seng – ja, så var man lagt i seng – og blev der. Vi fik varmedunke i fodenden. Det var lidt uhyggeligt. Jeg var glad for, at min storebror sov ved siden af mig. Jeg kan huske, at bedstefar fortalte en historie om en dreng, der var faldet ned i en brønd, 119

Der høstes i Strandby omkring 1984, og bedstefar var selvfølgelig på pletten. Ole Keller (på vognen tv) og Torben smider baller på transportøren, og Malene og bedstefar passer Louise (th i barnevognen) og Kirstine. Svends album.

120

men han blev reddet op igen, så historien endte heldigvis godt. Bedstemor Karen havde altid saltstænger til at stå i en klar plastikkrukke med rødt låg oven på køleskabet. Hver gang man kom på besøg, fik man en saltstang (kun én), og man måtte også godt få én, når man tog afsted igen. Bedstemor lavede kaffe på komfuret med sin klassiske ”Madam Blå”. Jeg husker det lange køkkenbord, hvor der kunne sidde mange folk til middag. Op langs væggen var der en bænk, hvor selve sædet kunne løftes (slagbænk). Nede i slagbænken var der blandt andet et puslespil med hele jorden og i ydercirklen var der børn med forskellig hudfarve, som symboliserede, at vi er mange forskellige mennesker på kloden. Jeg samlede puslespillet mange gange.

hakket ukrudt op og revet det, så haven blev flot. Jeg kan huske, at jeg fik en vabel på min tommelfinger, men turde ikke indrømme ugen efter, at det var grundet havearbejdet. Hun skulle tro, at jeg var sej. Jeg ville ikke pive. Mine bedsteforældre holdt altid juleaften hos mine forældre på gården. De var oftest i kirke i Borbjerg først og kørte derefter hjem til os. Vi fik and eller rådyr og den klassiske risalamande med mandel og kirsebærsovs. Der-

Der var også breve i slagbænken – fra ”Ella” i København eller fra børnebørnene, som skrev, hvad de lavede, at de snart kom forbi eller, at de ventede sig. Der var også andet legetøj i slagbænken. Jeg sad tit på bænken og tegnede eller snakkede med bedstemor, mens min far og bedstefar arbejdede uden for.

Det har været svært at vælge mellem alle de gode billeder af vores bedsteforældre med børne- eller oldebørn. Dette af bedstefar og Louise fra omkring 1984 skulle selvfølgelig med. Svends album.

Jeg kan huske, at jeg en dag var med min bedstemor i haven. Vi var rigtig flittige med at få 121

næst dansede vi om juletræet og fik gaver. Jeg kan huske, at bedstemor begyndte at give mig bestik, allerede da jeg var 8-9 år. Jeg kunne få en kniv, ske eller gaffel fra ”Jessica-bestikket”, som hun syntes var pænt, og som jeg stadig har endnu. Det var brugbart og noget, som hun vurderede, at jeg ville få brug for i fremtiden – og ja, hun fik ret. Det var altid en rigtig hyggelig juleaften, når bedstemor og bedstefar var på besøg. Dagen efter, 1. juledag, mødtes vi altid hos faster Rita og onkel Knud i Kollund, sammen med bedstemor og bedstefar. Det var en rigtig hyggelig dag med suppe, tarteletter, småkage og konfekt. Min bedstefar fik pludselig en dag ondt i det ene ben. Han havde svært ved at passe de 9 grise, der var tilbage i stalden. Bedstemor ringede til min far, at han skulle komme op for at passe grisene. Om aftenen var børn og svigerbørn samlet (jeg var træt af, at jeg ikke måtte få lov til at komme med mine forældre derop). De kom hjem og sagde, at de havde fået nogle gode snakke. Bedstefar havde sagt tak for et dejligt liv, han havde fået – havde sagt tak til dem alle, og alle havde sagt farvel til ham. Næste morgen kom jeg op til bedstefar og bedstemor, da så jeg bedstefar ligge på siden med hovedet ud mod sengekanten. Tungen var li122

gesom lidt for stor i munden. Han trak vejret underligt, og man kunne ikke komme i kontakt med ham. Kort tid efter døde han. Jeg kan huske, at vi var med til at synge ham ud fra soveværelset. Det blev en fin begravelse nogle dage efter. Men jeg savnede ham og var træt af, at han ikke kunne være med til min konfirmation en måned efter. Men mor og far lærte os, at sådan er livet. Vi skal alle dø en gang. Og man skal komme videre igen. Min bedstemor fik 8-9 år alene. Jeg arbejdede tit på Borbjerg Mølle. Ofte en tidlig morgenvagt søndag kl 6 til 14/15. Jeg var cyklet på arbejde og bagefter cyklede jeg op forbi bedstemor. Hun var ofte i haven eller sad i sin gode lænestol og løste kryds og tværs. Det var hun rigtig god til. Hun lærte mig det, og til sidst kunne vi hjælpe hinanden lidt. Min bedstemor skrev dagbog. Hun nød at følge med. Hun havde også styr på både børn, svigerbørn og børnebørn – og senere også oldebørn. Hun fulgte med, var nysgerrig og ville gerne tilegne sig ny viden. Hun strikkede hjemmesko – til os i forskellige farver og med ”stjerne” på ude foran. Hun strikkede sokker. Hun fulgte med I, hvad vi lavede, hvordan det gik i skolen og fulgte med i nyhederne i avis og fjernsyn.

Kom man forbi Bukdalgård til eftermiddagskaffe var der altid 6 slags brød – aldrig mindre. Jeg husker især hendes roulade med hindbærsyltetøj og flødeskum, æblekagen og tvebakkerne. Hun var god til det hele – både mad og at bage. Hun var god til at holde sig selv i gang. Klagede aldrig. Jeg kan huske, at hun godt kunne være noget bestemt – også i ansigtsmimikken. Det kunne godt være lidt svært at læse, om hun var glad eller bare lidt mere neutral i humøret. Bedstefar var lidt nemmere at tyde. Han var altid i godt humør – i hvert fald, når vi børn var sammen med ham. I slutningen af bedstemors liv vurderer jeg, at hun blev lidt mere ensom og trist. Måske gjorde kroppen også ondt. Men det er jo meget naturligt. Efter min studentereksamen tog jeg til Schweiz og arbejdede på restaurant. Jeg kom hjem til august til mine forældres sølvbryllup.

Her sad jeg ved siden af min bedstemor. Jeg kunne godt se, at hun var blevet tyndere, mere bleg, lidt langsommere i bevægelserne og lidt mindre snaksaglig. Jeg tog retur til Schweiz. Kom hjem i starten af november. Jeg tog ud på det plejehjem, hvor hun var kommet ud. Sad med hende i hånden, snakkede til hende, og hun klemte min hånd, men hun talte ikke til mig. Jeg er sikker på, at hun vidste, at jeg var der. Få dage senere døde hun – efter et godt langt liv. Hun blev 89 år – lige som bedstefar. Jeg og mine søskende har gode minder om mine bedsteforældre. De var positive, glade, milde af væsen, rolige, mere lyttende end talende, arbejdsomme, nøjsomme, ihærdige, havde troen på, at har du en vilje, så kan det også lykkes for dig. De var stolte af deres familie og det, de fik bygget op – og dette med god grund.

123

At sætte sig spor Der er to vigtige dage i et menneskes liv, sagde forfatteren Mark Twain: Den dag du blev født, og den dag du forstår hvorfor. De fleste af os spekulerer stadig på dette ”hvorfor” en gang imellem, og nogle gange kan det hjælpe at bruge historien. Karen Mikkelsen og Jens Kjelsmark Olesen har ikke bare givet os en genetisk arv; jeg har bl.a. fået en lille fold øverst på øret og ”pergamenthud” på oversiden af hænderne af bedstefar. Vigtigere er det, at de har givet os et grundlag at leve på. De havde fundet deres "hvorfor". Det gode ved vores bedsteforældre, og langt hen ad vejen også med deres børn, er, at de står så skarpt skårne for os. Vi har altid vidst, hvad de stod for og har selv kunnet vælge, hvad vi ville lade ligge, og hvad vi ville tage med os. Bedstemor og bedstefar har sat sig spor i os. Vi husker ting om dem og tænker på dem en gang imellem. Lene viderefører det at lade børnebørn indgå i hverdagen, når man har 124

dem på besøg. Lise tænker på bedstemor, når debatten kører om plastforbruget; allerede i 1970’erne vaskede bedstemor plastikposer, hængte dem til tørre på snoren i haven for at genbruge dem. Tilsvarende tror jeg, Jørgens Karin tænker på bedstemor en gang imellem, når varmtvandshanen løber. Karin fortæller, at hun en gang vaskede hænder på badeværelset i Bukdal, da bedstemor kom ind, satte proppen i, lod vandet løbe et øjeblik og lukkede så for hanen. Sådan skulle man vaske hænder. Her som i andre situationer tror jeg slet ikke, bedstemor sagde noget; nej, gode gerninger taber i værdi ved at gøre opmærksom på dem. Jeg selv tænkte bl.a. på bedstefar i begyndelsen af 1990’erne, da alle begyndte at gå til fitness. Kunne al den energi ikke have været brugt på noget fornuftigt, tror jeg, han ville have tænkt. Og igen da EU’s første braklægningsordning blev gennemført i 1993, og tusindvis af hektar lagt øde, så jeg bedstefar for mig: Jeg høstede for ham, og han gik foran mejetærskeren

med leen og høstede kornet omkring telefon­ pælene langs Hvamvej, så ikke et eneste strå gik til spilde.

Vores bedsteforældre på Københavner-tur.

Der er mange eksempler, og de udspringer alle af et helt værdisystem, som både er meget dansk og meget typisk for den tid, vores bedsteforældre levede i, men som man sjældent finder så konsekvent udlevet som gjorde det. Deres slags laves ikke mere. Så vi har været heldige. At kunne tage bestik af verden og af tidens luner fra et solidt Olesen-fundament har ikke været så ringe endda. Vi fætre og kusiner har derfor ment, at det var en god idé, at vores bedsteforældres spor blev sikret lidt længere. Det er hermed gjort med denne lille bog.

125

Det går jo nok!

Bogen fortæller om Karens slægt af hedeopdyrkere, og om Jenses, der oplevede en rutchetur fra sognets øver-

ISBN: ??????????????????

ste sociale hylde til beskedne kår og truende tvangsauktion. Fra det udgangspunkt følger vi parrets kamp for økonomisk sikkerhed og social anseelse. Og vi følger børnene, der tidligt fik indpodet forældrenes værdier og tog dem med sig videre i deres liv – og i deres opdragelse af den næste generation, altså os. Bogen er en fortælling om fundamentale værdier, uomgængelige leveregler og om et usædvanlig stærkt familiesammenhold.

Om Karen og Jens Olesens slægt

På gården Bukdal i Borbjerg boede en eksemplarisk bondemand og hans kone, Jens Olesen og Karen, med deres 6 børn. De har givet deres efterkommere og måske også andre et klart eksempel på, hvordan man lever et jævnt, muntert og ikke mindst virksomt liv på jord, og derfor har vi – Jens og Karens børnebørn – ment, at det var værd at fastholde mindet om dem.

Det går jo nok! Om Karen og Jens Olesens slægt