2 minute read

Mig-tid: Hack dit brusebad

Hack dit brusebad

Ofte er det de små ting, der gør den største forskel, og med ganske få greb kan du transformere dit brusebad til en fem i én-løsning, der både øger blodcirkulationen, virker afspændende, udrensende og giver fornyet glød og babyblød hud fra top til tå. Og det behøver ikke tage mere end 15 minutter.

Advertisement

Tekst ROSE MARIA BOELSMAND

DERFOR BØR HUDEN EKSFOLIERES

Tørbørstning er en effektiv måde at befri huden for døde hudceller, der kan lægge sig som et lag på hudoverfladen og få den til at se mat og trist ud. Ved jævnlig eksfoliering med en tørbørste øger du blodcirkulationen i hudoverfladen, hvilket sender mere ilt og derved næring til hudens celler. Det bidrager til, at huden regenerer hyppigere, og resultatet er et mere friskt og sundt udseende. Som en ekstra fordel kan tørbørstning også have en udrensende og drænende effekt, da de cirkulære og masserende bevægelser fra børsten fjerner væskeophobninger og affaldsstoffer. Desuden er tørbørstning den mest effektive vej til at komme appelsinhud til livs.

Tip! Æteriske olier er 100 % rene og naturlige olier fra planteriget. De forskellige aromaterapeutiske olier har forskellige virkninger. Lavendel virker fx beroligende og afstressende, mens pebermynte virker opkvikkende.

GAVEN FRA DET KOLDE GYS

Selvom et varmt bad er en luksus, er der mange fordele ved at skrue op for den kolde hane, mens du står under bruseren. Det kolde gys frigiver en masse signalstoffer i hjernen, blandt andet noadrenalin, serotin, kortisol og dopamin, der kan lindre stress, depression og negative følelser. Det kolde chok vækker desuden kroppen og giver mere energi, samtidig med at det kan få dig til at sove bedre. Samtidig får det kolde vand hudens blodkar og kroppens blodårer til at trække sig sammen, hvilket har en antiinflammatorisk virkning og booster immunforsvaret. Så hold ud, mens det kolde vand strømmer over dig. Din krop, hud og hjerne vil takke dig. Psst! Stå ikke for længe under en varm bruser. Det er hverken godt for miljøet eller for din hud, som har tendens til at tørre ud af meget varmt vand.

Guide FÅ MEST UD AF DIT BAD

- Tørbørst hele kroppen for at fjerne døde hudceller og øge hudens blodgennemstrømning. - Dryp et par dråber af din foretrukne æteriske olie på gulvet og væggene i dit bad for at skabe aromaterapeutiske dampe, mens du bader. Vælg en olie, der passer til dit behov. - Tag din ansigtsrens, og scrub med ind i badet, og rens dit ansigt under det varme vand. Du kan med fordel bruge en eksfolierende ansigtsscrub efter rens i badet, så ansigtet også bliver renset for døde hudceller og får fornyet glød. - Skru helt ned for vandtemperaturen som det sidste, inden du går ud af badet, og stå 30 sekunder under det kolde vand. Træk vejret dybt og roligt, helt ned i maven, mens du langsomt tæller til 30. - Smør hele kroppen ind i en blødgørende kropsolie efter dit bad, og du vil få den mest babybløde hud.

2-3

Så få kolde bade om ugen er ifølge amerikanske studier alt, der skal til for at få en kontinuerligt bedre forbrænding.

This article is from: