1 minute read

Et godt grin – og noget at tage med hjem

Det bliver morsomt, men der bliver også noget at tænke over. Det lover humoristen Rune Green, der holder foredrag på generalforsamlingen 12. maj.

Når humoristen Rune Green tropper op på Finansforbundet Assurandørerkredsens generalforsamlingen på Munkebjerg Hotel ved Vejle, har han muligvis taget sig en lille lur på en rasteplads forinden. Det er vigtigt for ham at være udhvilet og frisk i hovedet før et foredrag.

”Heldigvis har jeg altid været i stand til nærmest at sove på kommando, når lejligheden byder sig. Så selv om jeg har to foredrag i hver sin ende af landet samme dag, kan jeg møde udhvilet og frisk op”, siger Rune Green – og lyder veloplagt.

Grundig forberedelse

Det er dog sjældent, han er så ophængt, at det er nødvendigt at tage en skraber i bilen. Til gengæld er det grundlæggende for den arbejdsglæde, han blandt andet taler om i sine foredrag, at han har forberedt sig grundigt.

”Jeg forsøger på forhånd at danne mig et billede af, hvilket publikum, jeg skal møde. Hvordan er deres hverdag, og hvordan kan jeg tale ind i den på en god og vedkommende måde?”

Et godt publikum

Han har ikke nogen fast forestilling om, hvordan assurandører er, men han er sikker på, at de er et godt publikum at optræde for. Og han har optrådt for mange forskellige typer af publikum gennem de 17 år, han har turneret med sine foredrag.

”Det vigtigste er, at det er et publikum, der er åbent og har lyst til at lytte”.

Mennesker, der arbejder professionelt med tal, som fx revisorer, opfattes ofte som tørre, men de udgør faktisk et rigtig godt publikum, siger han:

”Jeg tror, det handler om den præcision, der er i deres arbejde. Den afspejles i den ti- ming, der er indbygget i vittigheder – de reagerer som regel rigtig godt på dem”, fortæller han og tilføjer, at hans egne regnelærere også har været morsomme bekendtskaber.

Værktøj med hjem

Han trækker på stor erfaring som humorist og foredragsholder, men holder sig også opdateret med eksakt viden om arbejdsglæde og er medlem af International Society for Humor Studies.

”Meningen med mine foredrag er, at publikum skal more sig og kunne spejle sig i det, jeg fortæller. Men mit mål er også at give dem værktøjer med hjem, så de kan få mere humor og glæde i arbejdslivet”.

Mød Rune Green på generalforsamlingen 12. maj.