Screen to screen - Tinder

Skærm mod skærm Et sted derude er der nogen, der kan se mig lige nu. Det skal jeg lige minde mig selv om, når jeg logger på. Lige nu er der nogen, der sidder og tager stilling til, hvor de skal kaste mig hen. Om de er interesserede eller ej. Den nye d ­ ating-app Tinder er kommet for at hjælpe os med at møde mennesker på nettet, som vi møder dem i ­virkeligheden.

Af Thomas Aagaard (tekst) og Melissa Kühn Hjerrild (illustrationer)

01

JEG FÅR ØJE PÅ HAM allerede på Gammel Munkegade og stirrer med det samme stift frem foran mig. Havde hele tiden forestillet mig, vi først skulle møde hinanden, når vi stod inde på caféen. Han ser mig heldigvis ikke, da han skrår over vejen og ind foran mig, så jeg sakker bagud og kigger ned i jorden, i­nd­ til han er rundt om hjørnet. Lidt efter træder jeg ind på caféen. Han får øje på mig, lige som jeg bliver pinligt bevidst om, at min mund stadig smager af pikantost, og vi giver hinanden hånden. ”Mads,” siger han og nikker. To dage tidligere lå jeg i min seng og stirrede på billedet af mig selv, omkranset af en cirkel midt på min telefonskærm. Et radarlignende signal stod ud fra det i runde, ­oran­ge­bølger. ”Ingen nye i nærheden”, sagde den. Det havde ellers virket, som om der var rigeligt med folk i nærheden, da min veninde havde downloadet den nye dating-app Tinder til sin iPhone tidligere på dagen. Vi sad alle omkring bordet og fulgte med, imens det ene venlige ansigt efter det andet tonede frem på hendes skærm. En fyr - LIKED, den næste - NOPE. Ordene stempledes i grønt og rødt på panderne af de fremmede mennesker, når hun med pegefingeren sendte dem hver ­deres vej. Til højre: interesseret. Til venstre: duer ikke, væk. Og så et nyt ansigt.

Første skridt på vejen til at bruge Tinder er at logge ind med din Facebook-profil. H ­ erfra henter appen dine profilbilleder, din alder og dit navn og forsyner i øvrigt sig selv med oplysninger om dine interesser, din seksuelle orientering, hvem du er venner med og din geografiske placering. Så snart du er logget

ind, finder appen frem til de personer, der er tættest på dig; dem, der bor tæt på dig, og dem, du deler venner og interesser med på Facebook. Det eneste, du nu skal gøre, er at bestemme dig for, om du vil sende dem til højre eller venstre. Og der er nok at vælge imellem – i Danmark er der allerede 100.000 brugere.

IT’S A MATCH Mads Løvgren er lige fyldt 23 år. Ifølge ham selv har han været single for længe. Han havde ellers ikke tænkt, at netdating var for ham. At han var sådan én, siger han. ”Sådan en” er 42 år gammel, forklarer han mig. ”Sådan en” har opgivet at møde nogen ude i virkeligheden. Alligevel fik han Tinder, ugen inden vi mødtes. To af hans veninder havde siddet i kantinen med deres iPhones og tjekket fyre ud, kørt pegefingeren som en taktstok frem og tilbage hen over telefonen, og derfra bredte det sig på studiet. Netdating: nu socialt accep­tabelt.

Vi matchede hinanden dagen før. Svang ­hinandens billeder højre om og fik så hver en besked: ”It’s a match”. Mit p ­ rofilbillede ved siden af hans, og så de ord med k­ ursi­verede hvide bogstaver over os. På ­Tinder kan man kun kontakte hinanden, hvis begge liker den anden. Det betyder, at ingen kan kontakte mig, hvis jeg ikke først har liket dem, og omvendt at jeg ikke kan kontakte ­nogen, ­medmindre de gerne vil kontaktes af mig. ”Hej Mads. Nå, hvad skriver man. Godt at matche dig,” forsøgte jeg mig frem. Han svarede­prompte, at man kunne starte med at spørge den anden, hvad han var god >

til. Mads var god til at trylle. Og lyve. Jeg gik i panik og sagde, jeg var god til kaffe. To timer efter havde vi aftalt at mødes over netop sådan en kop næste dag. Halvt i­nterview, ­ halvt date. ”Vi lærer hinanden at kende, jeg foreviger vores første møde,” skrev jeg. Han var på.

04

LIKE REAL LIFE, BUT BETTER Han fortæller mig, at han først havde syntes, det var overfladisk kun at bedømme h ­ inanden ud fra udseendet. Folkene bag Tinder mener ellers, at det ikke er meget anderledes at møde hinanden på telefonen end ude i virkeligheden. På Tinder etableres kontakten, ligesom når man er på bar. Man ser en ovre i hjørnet, tager bestik af v­edkommende: ”Er han noget for mig?” eller: ”Ser hun sød ud?”

Den eneste forskel er, at det hele foregår på telefonen. ”Like real life, but better,” ­konklu­derer de på deres hjemmeside. ”Det er så akavet ude i det virkelige liv. Så er man spontan og siger et eller andet freaky, og så skal man sidde ved siden af hinanden et par timer, eller man kan selvfølgelig også gå, men det er bare meget nemmere at slukke telefonen. Så er de væk,” siger han.

Men nu sidder vi altså over for hinanden, ansigt til ansigt. Jeg kan ikke lægge ham ned i min lomme, indtil jeg ved, hvad jeg nu skal spørge ham om, kan ikke løbe fra den der akavede stilhed, der indimellem lægger sig over bordet.

Vi skiftevis rømmer os og slubrer af vores kaffekopper, tjekker vores iPhones. Ved de andre borde sidder folk lige sådan; små blå

skærme lyser dem op i deres ansigt­er, som de sidder over for hinanden to og to. Ifølge Mads er kaffekopperne og telefonerne bare nogle af de ting, vi gemmer os bag, når vi er ansigt til ansigt. ”Ja, i det virkelige liv, hold kæft mand, man gemmer sig jo bag alt muligt. Man gemmer sig bag 23 års sociale traumer. Og man ­gemmer sig bag alt muligt, man har set i en film, fordi man tror, det foregår sådan,” siger han. Det er noget andet at kontakte folk på telefonen. ”Jeg havde tænkt, at det overhovedet ikke var mig, man fik, men det var totalt ­impulsivt; jeg skrev det første, der kom til mig. Så i princippet får man vel en mere ærlig eller ­ rigtig version af mig i den app der, end man gør ude i det virkelige liv.”

Måske handler det også om, at vi er så vant til at kommunikere på internettet, at det er blevet en virkelighed for sig selv; vi er blevet vant til, at samtalen glider uhæmmet imellem to skærme. ”Jeg tror også, man har øvet sig med facebook,” siger Mads. ”Det sprog, man snakker der, er ikke ander­ ledes end det, vi sidder og snakker med hinanden nu. Vi er vokset op med at skulle overføre det til chatfora.”

Lidt senere går vi ned ad Gammel Munke­ gade, denne gang på samme side af fortovet. ”Jeg går på sådan en skole, hvor lærerne godt kan finde på at ringe mine kilder op for at tjekke, om de eksisterer, så jeg bliver nok nødt til også at få dit nummer,” siger jeg. Han griner. ”Smooth.” •