Citat _44

C I TAT

NO 44

Kære læser Nogle har allerede fundet lykken i vandets brussen i baghaven, i dans på rækker eller med kys og kram i Thailand. Andre søger stadig. Drømmer stadig. Det kan være drømmen om ikke at skulle hviske sin utilfredshed, at vinde kolde kontanter eller gøre sig fri fra stoffernes altstyrende væsen.

EMILIE JENSEN

CHRISTIAN NORDHOLT FOTO

ANSVARSHAVENDE

EMILIE FOG

CHARLOTTE KOWAL

TEKST

TEKST

Fælles for drømme, både de indfriet og uindfriet, er at de giver os spænding. De giver håb for en bedre, mere euforisk og måske lykkelig tilværelse.

Vi drømmer også på Magasinet Citat. Og det gør du nok også. Det kan være, du drømmer om overskud i økonomien, en undskyldning for en gammel ven eller om kys fra en, du godt kan lide.

Drøm løs og god læselyst Redaktionen, december 2018

DITTE LINDBLAD

SIGNE FOSGRAU

TEKST

MADS FROST FOTO

TEKST

SØREN VENDELBO FOTO

FOTO

Foto: AnneMette Elmelund

EMILIE LÆRKE HENRIKSEN FOTO

MARIUS R. CHRISTENSEN

KASPER H. ANDERSEN FOTO

SKRIBENTER Iben Gad, Sebastian Dall Mayoni, Jens Hartmann Schmidt og Ditte Skrumsager FOTOGRAFER Iben Gad, Anders Rye Skjoldjensen, Sebastian Dall Mayoni, Jens Hartmann Schmidt og Tobias Nicolai ILLUSTRATIONER Siri Nanthana Westergaard FORSIDE OPLAG 2000 WEB www.magasinetcitat.dk FINANSIERING Magasinet CITAT er kun finansieret af annoncer TRYK Hørdum & Engelbrecht DISTRIBUTION Freecard PRODUCERET af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk SKAL DIN ANNONCE I CITAT? Skriv til annonce@magasinetcitat.dk

C I TAT

NO 44

DOKUMENTARFOTOGRAFI - KUNSTFOTOGRAFI - 21 UGER - START 14/01/19 TREKRONERGADE 126F 2500 VALBY +45 3325 0595 INFO@KBHFILMOGFOTOSKOLE.DK WWW.KBHFILMOGFOTOSKOLE.DK

02 • CITAT N°44

CITAT N°44 • 03

Kærlighed i Pattaya

De danske mænd, der tilbringer halve til hele år i Pattaya, gør det blandt andet for ­vejret og fællesskabet. Men nogle af dem gør det også i ­håbet om at finde kram og ­kærlighed, som de ikke kan finde derhjemme.

Af Iben Gad FOR ENDEN AF Walking Street er der endelig stille. Næsten. Der er udsigt over havet, og lysene fra ­d iskotekerne drukner i vandet, mens lyden af samtlige sange på TOP-100-PARTY-HITS-listen spiller på samme tid. Sangene blander sig sammen til en masse af noget, der næsten er roligt. Vender man sig om, står ’Pattaya City’ med kæmpestore, neonlysende bogstaver, som var det Hollywood.Vi ­befinder os to timer syd for ­­Bangkok.

Hjemme hos 67-årige ­ Henning er der hverken neonlys eller p ­ artymusik.

Sengen er dækket af et lilla ­ senge tæppe, hvor der ligger en åben bog med ryggen opad og et par h ­øretelefoner. ­Lejligheden er lille, og var det i Danmark, kunne den ­sammenlignes med en pæn ­studiebolig. Ved siden af sengen er spisebordet dækket med kryds- og tværs og scorekort fra tidligere golfspil. Her bor han ­sammen med sin kæreste, P ­ ornsawan.

Ude på altanen er Henning ved at hænge sit håndklæde op. Hver morgen tager han en s­ vømmetur

i lejlighedskompleksets fælles swimmingpool. Her mødes han og snakker med naboerne, der både er fra Thailand, England, Tyskland og andre steder i Europa.

Henning har arbejdet som ­pædagog i et fritidshjem, indtil han gik på efterløn i 2012. Han plejede at tage til Phuket med sine venner for at spille golf, indtil nogle af hans venner introducerede ham til Pattaya. Her var golf og alt andet billigere. I dag har han fundet en gruppe danske venner, han ses og spiller golf med. ”Og så mødte jeg Pornsawan i den butik, hun stadig arbejder i.

Hun så sød ud, så jeg inviterede hende ud. Men hun dukkede ikke op. Så fandt jeg ud af, at det var fordi, hun holdt øje med, om jeg så andre piger,” siger Henning.”

Men det gjorde jeg jo ikke. Og så dukkede hun op en dag.” I dag er parret sammen på syvende år.

Da Henning startede med at komme til Thailand, var det ikke hans intention at finde en kæreste >

CITAT N°44 • 05

her. Han kom for det sociale og golfen og for at nyde det gode vejr, lyset og varmen. I Pattaya kan han dyrke motion året rundt og holde sig i gang i stedet for at sidde indenfor og være gammel derhjemme i Danmark. ”Men til foråret tager jeg hjem for et halvt års tid. For der findes ikke meget, der er bedre end forår og sommer i Danmark. Det kan jeg ikke undvære,” siger Henning.

Ifølge en artikel fra Jyllands-Posten, 2009, er den lokale ­danskerkolonis størrelse firedoblet siden 1999. Men det er uvist at få helt klare tal på, hvor mange danskere, der opholder sig i byen.

Folk har forskellige grunde til at tage til Pattaya. Den mest kendte er at tage hertil i få uger, fordi man kan købe billig sex. I Pattaya kan man købe en kvinde

06 • CITAT N°44

for en nat, for hvad der svarer til 100-150 danske kroner. ”Det bedste jeg har haft i mange, mange år” Ved middagstid er byen ved at få øjne. I gaderne er der thailandske kvinder i alle aldre og størrelser. De inviterer mænd indenfor på deres barer, restauranter eller massageklinikker.

Pattaya var oprindeligt en lille fiskerlandsby, men blev op ­gennem 1960’erne opdaget af amerikanske soldater, som kom dertil for ’Rest and Recreation’. Det blev starten for Pattaya som et sted, hvor mænd kunne feste og møde kvinder.

Søren er endnu en af de danskere, som har bosat sig i Pattaya. Han er 67 år og har tilbragt vintermånederne her siden 2001. Om sommeren bor han i Holbæk. På hans arm er store sømandstatoveringer blendet >

CITAT N°44 • 07

sammen i huden. De blev lavet hos

Tattoo-John i Aalborg, dengang en tatovering kun kostede 100 kroner.

I hans hjem står døren altid åben.

Der er ingen aircondition, men i hvert rum står en blæser – først og fremmest for at give en smule luft, så det ikke bliver for varmt, men også for at holde fluerne væk.

Før Søren begyndte at komme til Pattaya, var han førtidspensionist og brugte de tidlige morgentimer på at fiske. ”Bagefter fik jeg gerne min formiddagskaffe i Kvickly. En morgen sad der nogle thailændere, som jeg faldt i snak med. Og så spurgte de, om jeg havde en kone,” fortæller han. ”Nej, sagde jeg, for jeg var alene på det tidspunkt.” Så udvekslede de telefonnumre, og lige som Søren havde glemt alt om det, fik han et opkald fra Thailand to uger senere. Og så mødtes de. I 2002 blev de gift.

De boede skiftevis et halvt år i Thailand og et halvt år i Danmark, men efter otte år gik forholdet i stykker. ”Hun ville ikke være med til

08 • CITAT N°44

at betale noget. På et tidspunkt

var der forsvundet 12.000 kr. Og til sidst var hun aldrig hjemme.

Så kunne jeg lige så godt være alene,” siger Søren.

Siden har han haft flere korte forhold. Nu har Søren fundet en ny kæreste, og de har været sammen i en måned. ”Det er svært at sige, om jeg er forelsket. Men det er i hvert fald det bedste, jeg har haft i mange, mange år,” siger Søren.

På bordet ligger der en dansk/thai ordbog, som parret bruger, når der opstår misforståelser. Hans kæreste har planer om at lære dansk, men indtil da bruger de ordbogen og deres engelske ordforråd. For Søren er det især dét at have én at stå op med om morgenen. En der giver kram og en at dele livet med. ”I Danmark er der ikke nogen, der tager sig af hinanden. Det er det, jeg godt kan lide ved Thailand.

Folk her har en anden mentalitet.

Her hjælper man hinanden, hvor man kan,” siger Søren. •

CITAT N°44 • 09

Drengene fra vestkysten Af Anders Rye Skoldjensen

Overalt i den danske provins er tendensen ­t ydelig: de unge kvinder flytter mod de større byer, mens mændene bliver tilbage i de m ­ indre byer på landet. Der hvor der er m ­ anuelt ­a rbejde og ­h åndværksuddannelser. Der hvor l i v e t e r s­ i m p e l t o g s a m m e n h o l d e t s t o r t .

‘Drengene fra vestkysten’ er en fortælling om de drenge på den jyske vestkyst, der ­a ktivt h ar tag et en b e s lu tn in g om a t bliv e .

12 • CITAT N°44

CITAT N°44 • 13

14 • CITAT N°44

CITAT N°44 • 15

16 • CITAT N°44

CITAT N°44 • 17

18 • CITAT N°44

CITAT N°44 • 19

20 • CITAT N°44

CITAT N°44 • 21

I aften skal Coco være rig Nogle hundrede mexicanere mødes hver fredag til hanekamp i ingenmandslandet mellem staterne Coahuila og Nuevo León. Her vover de enorme summer, mens de skråler, drikker og bøvser, til de overlevende haner galer solen op.

Af Sebastian Dall Mayoni I AFTEN SKAL Coco være rig.

Ikke Eurojackpot-rig. Bare rig, som man nu kan være det, når man er mexicansk havearbejder på deltid.

Ugen forinden vandt han halvanden månedsløn, godt og vel 3.200 danske kroner, og i aften skal gevinsten helst fordobles. Man bliver hurtigt spillegal, når man kan drikke ­bajere og gætte sig til tusindvis af pesos

på få timer i stedet for at luge ud, omplante og slå græs, fortæller han.

Coco er i midten af fyrrende.

Hvor gammel han præcist er, det er han selv i tvivl om, og han er faktisk lidt ligeglad. Han bor med sin mor, lillebror, niece og 15 farverige papegøjer. Han er en kæmpe mand.

Knap to meter høj med et køleskabsstort ­korpus, og når han smiler, ligner han til forveksling F ­ ilurkatten

fra ’Alice i ­Even­tyrland’. Hvis den lige havde haft et busket overskæg. Hver fredag mødes han med nogle hundrede andre fuldvoksne mænd ved en hvidkalket hanekampsarena på en rasteplads mellem staterne Coahuila og Nuevo León for at drikke øl med lime, vove sine sparepenge og skrige en halvdød hane til helvede. Og

denne fredag er ingen undtagelse.

Han er netop ankommet til ­arenaen. Hans fætter står og pisser op ad facaden, da Coco lader sig selv forbi billetsælgerne og politiet uden at betale. Han kender ­arrangøren af ­kampene, og kender man folk højt oppe, så ­b etaler man ikke adgang. Den får man. ­Hanerne er allerede i gang med at hakke hinanden i stykker, da han

træder ind, og det irriterer Coco en smule. Han ville gerne have været der fra start. Flere kampe betyder potentielt flere pesos i lommen, så han indgår med det samme et væddemål på 50 kroner med sidemakkeren. Han satser på grøn.

Hver hane har et lille grønt eller rødt bånd om foden, så man kan skelne dem fra hinanden. Sådan undgår man uoverensstemmelser mellem det væddende og hidsigt drikkende publikum, som i værste fald kan udvikle sig til slåskampe, hvor politiet er nødt til at vifte med deres semiautomatiske ­rifler for at få tilskuerne til at falde ned. Det er sket før. På den anden fod har ­hanerne et aflangt barberblad bundet fast, så de hurtigere kan nedlægge hinanden. De lokale fans mener, at det >

CITAT N°44 • 23

Den røde hane bliver e­fterfølgende tilset af en dyrlæge i det tilstødende lokale. Dyrlægen sidder der hele aftenen og lapper de kvæstede ­fugle med nål og tråd. Nogle gange kan taberen også reddes, men ­oftest er det kun vinderen, der ender i hans skød, fordi han kun bliver betalt, hvis hanen overlever.

Det var et mindre tilbageslag for

Coco, men han kan stadig smile ud gennem det børstede overskæg.

Mænd kommer ind på banen for at feje gruset for løse fjer og optegne kridtstregerne igen. Negro affærdiger hvert væddemål, han havde memoreret og samler de nye væddemål sammen. Coco smider 100 kroner på grøn og kalder så efter Betty, en tudsegammel dame,

gør kampene mere humane, mens modstanderne kalder det grotesk dyremishandling.

Når publikum ikke brøler den farve, de har satset penge på, galer de ventende kamphaner fra ­deres raslende metalburer, som var ­solen lige stået op, og de stopper ikke før, det er deres tur i ringen.

Coco ­ænser det ikke. Hans hjerne frasorterer det instinktivt, som en landmand, der ikke længere bemærker lugten af stald. Han følger en ganske ­simpel opskrift, når han spiller. Har de flotte fjer og stærke ben, er det et godt tegn, og er de ­aggressive, allerede inden de bliver sluppet løs, er det endnu bedre. Men langt hen ad vejen er det også tilfældigt.

Haner har en medfødt aggression overfor andre haner. En nedarvet vrede, der passes og plejes af ejerne, som kæmper om aftenens hovedpræmie på 300.000 pesos, små 100.000 kroner. Det er netop det, der gør hanen perfekt til dyrekamp.

24 • CITAT N°44

En tyr skal sultes, provokeres og stikkes med spyd, mens en hane ofte bare skal øjne sin modstander, før den går til angreb.

Cocos første væddemål skal til at begynde. Men inden dyrene slippes fri, bliver hver duellant præsenteret for en tredje hane, som skal ophidse dyrene. Da det ikke lykkes at provokere den ene hane, fylder ejeren munden med cola og spytter en hård stråle i hovedet på sin hane. Så glatter de kærligt fjerene og slipper dem fri. Der bliver råbt og skreget og heppet, mens den armløse gladiatorkamp finder sted. I begyndelsen hakker de ud efter hinanden, som for at se sin modstander an, inden de tager barberbladene i brug. Så tager de lidt afstand til hinanden, inden de, med brystet fremme og flaksende vinger, springer mod hinanden med benene forrest for at udnytte den fastspændte kniv.

Få minutter senere ligger den

der udtryksløst traver rundt hele natten med en trolley fyldt med øl og lime. Vinder han den næste kamp, har han ikke bare indhentet det tabte, han har også fået de tre første bajere betalt. Det er sådan, han regner, men i aften går den bare ikke. Hver gang han vinder et væddemål, taber han to. Han køber endda et par lodder til en tombola betjent af unge kvinder, men selv der taber han.

Kampene fortsætter sådan hele natten. I midten af arenaen hakkes en fugl ihjel, mens den anden beholder livet. På lægterne skifter pengene hænder, og lommer fyldes og tømmes, mens Cocos utilfredshed vokser. De enkelte børn, der er med, begynder at rode i den

voksende bunke af døde fugle, men stopper hurtigt igen, da de får blod på tøjet. Klokken fire om morgenen, efter 75 kampe, har ­ Coco tabt 1.000 kr. De døde haner kyles i skraldespanden af stedets ansatte, fordi de ikke er værd at æde. Coco kan ikke gå lige i sine udtrådte lædersko, men det er der i det hele taget ikke mange, der kan, da de forlader stedet. Coco kalder på den lille dame med ­trolleyen. Hun skal have et lift ind til byen. Så pisser han op ad den hvidkalkede facade og sætter sig ind bag rattet i sin Volkswagen Pointer og fortæller, at det var en rigtig lorteaften. Han bliver nødt til at vinde beløbet tilbage næste weekend. Og så skal han være rig. •

grønne ned. Den røde står og ­pikker sin liggende modstander lidt i ­hovedet, som om den er kommet på bedre tanker. Den anden kan ikke komme op at stå. Et minut går, så afslutter dommeren kampen, og Coco afleverer vredt de 50 kroner til ­naboen, mens den næsten døde hane smides i en bunke udenfor arenaen.

Den eneste, der er garanteret en gevinst denne aften, er arrangøren.

Han tager 10 procent af præmiesummen og samtlige væddemål, der bliver indgået med den officielle væddemålsinstans. Den instans er en lavstammet mand med øresnegl, alle kalder Negro. Inden hver kamp skråler han i en mikrofon, mens han noterer alle væddemål i hovedet. Når Coco og alle de andre i salen indgår et uofficielt væddemål med sidemanden, er det ikke bare ulovligt, det er også mere risikabelt, fordi sidemanden kan nægte at betale. Til gengæld ryger der ikke 10 procent af fortjenesten.

CITAT N°44 • 25

EN VERDEN AF BLING, DANS OG SMART PHONES Regler for DANSK GRAMMATIK KURSUS TIL STUDERENDE

Tekst og foto af Asta Handberg

og brug af tegnsætning Kan du IKKE reglerne for...

Grammatik: • Korte og lange tillægsformer (–et/-ede og -ene/-ende) • R-problemer i navneord, udsagnsord og tillægsord • Forvekslingsord (af/ad) Grammatisk komma: • Bestemmelse af hoved- og bisætning • Indskudte sætninger • Opremsninger

...så få styr på dem.

FOF Aarhus tilbyder GRATIS undervisning med løbende optag på aften- og weekendhold.

Henvendelse til Lone H. Kristensen lone@fof-aarhus.dk eller 86 12 29 55.

GRAT IS

sprog kursu s i da Få st nsk. yr på komm luget a ud i s prog erne og fejlen Week e. endh old.

FOF Aarhus • www.fof-aarhus.dk • mail@fof-aarhus.dk • 86 12 29 55 • Fredensgade 36, 8000 Aarhus C

Tyve sekunders fred På gaden er livet en kamp, hvor n ­ ederlag er hverdag. ­M artin er 30 år og er en af dem, der ­lever livet i kulden. Kanyler og nåle er en del af livet på gaden, men det er drømmene og ­k ærligheden, som bærer ham igennem ­natten og dagen. ­Martin er ­hjemløs, narkoman og ­forelsket.

Af Jens Hartmann Schmidt

NATTENS SNE LIGGER som en tynd, hvid membran på asfalten, udelukkende brudt af et enligt hjulsæt. Midt i sneen under et sparsomt halvtag med udsigt til industrihavnen føres en nål forsigtigt ind i en arm. Det er næsten umuligt at ramme blodåren i kulden, men det er en erfaren hånd, som fører nålen. ”Det er så skide svært, når man fryser,” siger Lina. ”Du skal bare slappe af, skat,” siger Martin beroligende og lægger sin hånd på hendes ben. ”Se! Nu kommer det. Det er smukt, ikke?” udbryder han, da

30 • CITAT N°44

blodet pibler ud i den klare væske i kanylen, inden det et øjeblik efter forsvinder ind i armen igen. ”Så er der fred,” udånder Martin. ”Ja, lidt endnu,” mumler Lina.

Deres hænder mødes og flettes sammen, mens et par røde dråber rammer den rå beton. Tyve sekunders stilhed hænger tungt ­ over dem og deres øjne lukkes.

En kold vind bidder i kinderne, da Martin bryder med stilheden og starter en monolog om filmen ’Trainspotting’ Monologen bliver lidt efter til en samtale, og samtalen bliver til latter.

Tyve minutter går. Der bliver

udvekslet kys, kærtegn og holdt i hånd. Samtalen har skiftet emne utallige gange, men ordene bliver mere ensomme og sætningerne abrupte. Kokainens rus har lagt sig, og en ny jagt melder sin ankomst.

Jagten på penge, jagten på det næste skud, jagten på den næste fred.

Uden telefon og ur Martin og hans kæreste Lina har været narkomaner i tre år. Før fyldte alkohollen dagens vågne timer og skubbede angst og problemer ned under rusens tåge. De mødte ­hinanden en nat i Mølleparken i Aarhus for fem år siden. De faldt i snak, de blev >

CITAT N°44 • 31

forelsket og har været s­ammen lige siden. ”Jeg bliver bange, når hun ikke er der. Bare det, at jeg kan mærke hende ved siden af mig, ­dæmper min angst. Hvis jeg ikke kan finde hende om aftenen, bliver jeg b ­ ekymret for, om der er sket hende noget,” siger han.

Alt bliver delt lige mellem dem.

Penge, øl, stoffer og drømme. Da Martin i foråret blev sat på gaden, var det også deres fælles gæld, der gjorde, at han ikke kunne betale sin husleje. De sover næsten altid sammen, uanset hvor eller hvordan.

De har hverken telefoner eller ur,

32 • CITAT N°44

derfor kan det være svært at finde hinanden. Martin har en rute han går i byen, når han ikke kan finde Lina. Det kan nogle gange tage flere timer, og nogle gange døgn. ”Vi falder begge to uden for de kasser, samfundet har stillet op. Vi passer ikke ind i systemerne, men vi passer på hinanden,” fortæller Martin.

I fælles modgang Han trasker med hastige skridt gennem gaderne. Frustrationen ­vokser sig større og større. En let regn er begyndt at falde, og gadelygternes lys spejler sig i asfalten. De udtrådte kondisko er for længst blevet våde,

men Martin stopper ikke. Lina er blevet væk, og hun er ikke på ­nogen af deres sædvanlige steder.

Han spejder uroligt med blanke øjne over gadens fortov. De havde et skænderi tidligere, og han gik alene ud for at tigge penge. Selvom det er mørkt, er fortvivlelsen i de dybe øjenhuler tydelig.

”Det er ikke godt, det her. Jeg håber ikke, der er nogle, som har taget hende. Det er sket før, dengang vi skyldte rigtig mange penge … Så tog de hende,” siger Martin. ”Der var engang, hvor de fandt hende først. For helvede, hvor jeg hader, at de fandt hende først. Det

skulle have været mig. Men de tog hende, og gjorde ting ved hende ... Jeg kan huske, at jeg græd, men ikke nok. Jeg græd ikke nok. Det er kokainens skyld. Man bliver kold indeni,” fortæller han og peger en finger mod brystet.

Han står stille et øjeblik og retter på rygsækkens stropper, før han sætter i gang igen. Han leder på deres faste steder. Fire timer senere står hun der, og gensynsglæden glimter i Martins grønne øjne.

Martin og Lina er ikke de eneste, der lever på gaden i Aarhus. Flere

og flere mørke skikkelser med hætter, der dækker det meste af ansigtet, dukker op i gadebilledet.

I Aarhus er der flere unge hjemløse end i hele København og omegn.

Martin og Lina hilser altid på de andre udsatte. Og deler tit det de har på sig med dem, de kender.

Om det er cigaretter, øl eller hash spiller ikke nogen rolle, de er alle i fælles modgang. ”Vi hjælper hinanden, og det er ikke bare med de små ting. Man kan sgu regne med de folk her. Vi

beskytter hinanden, og de gange jeg har været for langt ude, har de passet på mig og givet mig ­omsorg.

Så jeg passer også på dem, når de har brug for det,” siger Martin.

Drømme under jorden ”Jeg hader at spørge om penge. Det er det mest ydmygende, jeg har prøvet. Jeg ville ønske, at det var anderledes. Jeg hader ­stofferne, og jeg hader mit liv lige nu. Jeg føler >

CITAT N°44 • 33

mig jaget af kokainen,” fortæller Martin med et nedslået blik.

Men når en lille plastikpose med selvluk og et halvt gram koster 400 kroner, er der ikke tid til at give op.

Nogle dage køber Martin og Lina fire poser. Pengene bliver tigget og en sjælden gang lånt af en ven eller en pusher.

Lina og Martin taler ofte om Linas bedstefar og hans gård lidt udenfor Kolding. Når han dør, er deres drøm at skabe et bofællesskab på

34 • CITAT N°44

gården. Et fristed for alle dem der lever uden for systemets kasser, hvor de kan leve i fred. Men det er svært at have råd til at drømme, når man er narkoman. ”Min største drøm er jo bare at være sammen med Lina for altid.

Jeg ville ønske, vi kunne komme ud af vores misbrug og væk fra gaden.

Vi har håndjern på lige nu. Stofferne, de flydende håndjern, de holder os på gaden,” fortæller Martin, da de har fundet sig et sted for natten.

Mellem parkeringskælderens væg og kølergrillen på en sort Jeep tager de et sidste skud, før søvnen melder sin ankomst. Med ­ kroppene tæt på hinanden sidder de gemt ­under jorden og drømmer sig væk fra lugten af udstødning, nåletrangen og livet på gaden. •

CITAT N°44 • 35

Sandheden, når ingen lytter med Victoria Chan elsker sit Hong Kong. Duften.

Historien. Folket. Men noget truer den kærlighed. Kina kigger folk over skulderen, og systemkritikere forsvinder på mystisk vis. Selv om hun elsker sin by, får usikkerheden hende til at overveje at forlade Hong Kong.

Tekst af Ditte Skrumsager Illustrationer af Siri Nanthana Westergaard HUN TALER LAVT, for selv om hun gerne vil fortælle sin ­historie, er hun ­bekymret for, om det kan få k ­onsekvenser. Hun tager en tår af sin grønne te med ­jasmin, og hendes blik scanner de andre c­afégæster. Efter hun har ­ ­konkluderet, at ingen af naboerne har store ører, hvisker hun: “Man ved aldrig, hvem der lytter med. Jeg kan ryge i ­fængsel for at ­ k ritisere regeringen, og jeg vil helst ikke ødelægge mine ­fremtidsmuligheder lige nu.”

Det lyder som en kliché fra en ­thrillerfilm, men for 22-årige ­Victoria Chan fra Hong Kong er det en hård ­sandhed. I dag føler hun sig dog oprørsk nok til at snakke om det på den lille lokale Wcafé, der er så lokal, at ingen ­andre end os taler engelsk.

Udenfor i Mong ­Kok-bydelen kører røde taxier og ­a ggressive minibusser forbi i høj fart. De ­dytter højlydt af de mange fodgængere, som krydser vejen, når det passer

dem. På siden af b ­ ygningen hænger neonskilte og reklamerer for fodmassage, og fra n ­ abobutikken med kinesisk m ­ edicin spreder sig en skarp duft af anis, gran, udstødning og grillet kød.

“Jeg elsker byen. Vi har så meget ­lækker mad, multikulturel historie og god offentlig transport. Jeg har min kirke og kristne menighed her,” siger hun.

Til næste sommer er V ­ictoria ­færdig med sin uddannelse i e­ ngelsk ­litteratur på Hong Kong Baptist University. Så skal hun beslutte, om hun vil finde et ­arbejde i Hong Kong, eller om hun vil flytte til udlandet og prøve lykken dér i stedet.

“Grunden til at jeg overvejer at ­flytte til udlandet, er ikke fordi, jeg hader livet i Hong Kong, men fordi det er svært at overleve her. Der er et enormt pres for at præstere, for at arbejde hele tiden og for at tjene penge nok til at opretholde en ordentlig levestandard,” siger V ­ ictoria.

Vi deler en skål skilpaddegelé >

CITAT N°44 • 37

med sirup, mens hun fortæller om præstationskulturen. Den kvæler hende langsomt, siger hun. Den beskrivelse føles passende til ­fornemmelsen af den kolde, bitre, urtede masse, vi indtager samtidig.

Dit arbejde er dit liv Victoria har et d ­ eltidsarbejde

på ­Winstons kaffebar, hvor hun tjener 67 kroner i timen. Hun er selv glad for startlønnen, som er høj efter Hong Kongs ­standard.

Højst sandsynligt kommer hun til at beholde jobbet efter sin

38 • CITAT N°44

­afgangseksamen, da ­jobmarkedet for universitets­uddannede er meget ­konkurrencepræget.

“Det er ikke nødvendigvis svært at finde et arbejde i Hong Kong.

Men det er svært at finde noget, der er m ­ eningsfuldt. Hvis du kan gå på dine ben, kan du blive sat til at arbejde, men relevante områder for mig, som ­redaktionelt eller litterært arbejde, er der hård konkurrence om,” siger hun.

Desuden er ­arbejdskulturen i byen intens. Det er ­ganske ­almindeligt med 60 timers a­ rbejdsuger, og ­derudover

er de fleste ­arbejdspladser i Hong Kong kendt for at kræve ­overarbejde af deres medarbejdere, uden at give dem ­betaling for det.

“Jeg har venner, som nogle gange har arbejdet hele natten, og når kontoret åbner næste dag, er de der stadig. Så får de lov til at gå hjem og tage et bad og en lille lur, og så skal de tilbage på kontoret. Det får de ingen ekstra løn for. Og det forventer cheferne bare, for ­sådan er arbejdskulturen,” siger hun.

Victoria er ikke den eneste, der ­overvejer at flytte. I 2017 forlod 24.000 mennesker Hong Kong for at bo og arbejde i udlandet. Mange af dem var unge. Som Victoria fortæller, kan der være mange fordele ved at flytte.

“Hvis jeg arbejdede og boede i ­udlandet, ville jeg ikke skulle a­ rbejde overtid i samme grad som her.

Hvis a­ rbejdspresset ikke var så stort som her, ville mit helbred også trives bedre, for jeg reagerer ­k raftigt på stress. Der er meget ­forurening i byen, og jeg føler

mig ofte ­indelukket, fordi der er så mange mennesker,” siger hun.

Samtidig kigger jeg ud af ­vinduet, hvor alle bygninger ­ omkring os er mindst 25 etager høje. Der er ­mennesker og biler overalt. Man kan næsten se u ­ dstødningsdampene i luften, som når luften flimrer over sankthansbålet om sommeren. Jeg tror, Victoria har en pointe.

“Desu den er h u sl ej en og boligpriserne vanvittigt dyre her, ­ og det er næsten umuligt at købe en lille lejlighed. Hvis man vil have 40 ­kvadratmeter i ­Kowloon, som ikke ­engang er ­midtbyen, skal man betale 3,65 ­millioner kroner for den. Hvis man vil leje noget i samme størrelse, koster det omkring 13.000 kroner om måneden. Det er sandsynligt, at jeg kommer til at bo til leje hele mit liv, for selv om r­egeringen bliver ved med at u ­dbygge, er det desværre ikke nok,” siger hun.

En kamp om forældremyndigheden over byen En anden udfordring for folk i >

CITAT N°44 • 39

Hong Kong kommer fra byens indviklede forhold til Kina. Efter 150 år som kolonimagt overdrog Storbritannien Hong Kong til Kina i 1997. Hong Kong skulle derefter være selvstyrende i 50 år, inden de skulle høre under Kinas regering.

En model, der kaldes one c­ ountry, two systems, som også findes i T ­ aiwan.

Men Kina presser på for at ­­­­begrænse ytringsfriheden. I 2014 var der store d ­ emonstrationer mod et lov­forslag fra Hong Kongs ­regering, der ville ændre ­valgprocessen. Det ville give ­ Beijing den endelige bestemmelse over hvem, der skal sidde i regeringen i Hong Kong. Over 100.000 folk gik på gaden for at protestere. Ved at opholde sig på gaderne, fik de stoppet al trafik, en bevægelse der senere blev kendt som The U ­ mbrella Movement.

Her slog politiet hårdt ned på demonstranterne med blandt ­andet tåregas. Folk blev anholdt og slæbt i retten. Og politisystemet led et troværdighedstab, da det viste, at de støttede Kina mere end deres egne indbyggere.

Tidligere har pres fra Kina ført til fyringer af ­universitetsundervisere, der opfordrer til kritisk ­diskussion om det kinesiske styre. D ­ erudover har politikere, der støtter det ­kinesiske styre, foreslået at ændre loven, så man kan blive ­arresteret, hvis man ikke respekterer det k ­ inesiske flag.

Og som det mest ­opsigtsvækkende eksempel forsvandt fem medarbejdere i 2015 fra en boghandel i Causeway Bay, der solgte bøger, ­ som kritiserede flere af Kinas magthavere.

40 • CITAT N°44

Victoria var selv med til ­protesterne i 2014, og når hun fortæller om tiden efter, trækker hendes bryn sig sammen over brillestellet, og hun blinker hurtigt et par gange.

“Under det britiske styre havde vi jo ytringsfrihed, religionsfrihed, pressefrihed og alt det. Derfor er det virkelig uhyggeligt at vide, at det en dag er helt slut. Og hvad er min rolle i kampen? Prøver jeg at gøre en forskel? Efter Paraplybevægelsen var vi mange, jeg selv inklusiv, der ikke ville tale om oplevelsen. Vi følte, at vi havde prøvet at involvere os demokratisk, men at regeringen vendte os ryggen. De sendte folk i fængsel for at protestere fredeligt, hvilket åbenbart ikke længere er en ret.

Og en eller anden dag i fremtiden bliver det garanteret forbudt at tale om det her. Big Brother ­kigger med, det er sikkert,” siger hun.

­ enighed. Farvel til trygheden m ved at være tæt på sine nærmeste relationer. Men Victoria føler, at der er en del at vinde ved at rejse: “Jeg er ved at lære mig selv spansk, og jeg har hørt, at folk er meget passionerede i Spanien. Det er jeg også, og jeg tror, det kunne være et sted, hvor jeg kunne leve godt og komfortabelt,” siger hun.

Tilbage på cafeen er der k ­ ommet flere gæster. To ældre kvinder i blomstrede tunikaer og med sølv hår råber på kantonesisk til hinanden over nabobordet. De ­ skal have slangesuppe, for det er både godt for blodkredsløbet og til at holde huden ung. Jeg prøver at presse Victoria til at sige, hvad hun

vil vælge, når tiden kommer.

“Selv om jeg føler mig godt tilpas i engelsk, kan jeg tale kantonesisk her, og det er mit modersmål. Så jeg tror, jeg ser, hvor kaffebaren fører mig hen, men jeg er ikke ­sikker,” siger hun.

Victoria Chan har et halvt år til at få styr på listen over fordele og ulemper. Imens tikker uret mod afgangseksamen og voksenlivets hamsterhjul. •

Farvel til familien eller farvel til frihed Som sommeren 2019 nærmer sig, vakler Victoria stadig mellem at blive og at rejse.

Hvis hun bliver, skal hun ud på det hardcore arbejdsmarked. Og hendes erfaring viser hende, at når man først arbejder fuld tid, får man sjældent gjort noget ved sine drømme.

Desuden må hun affinde sig med ikke at kritisere det ­kinesiske styre, hvis hun ikke vil i fængsel. Så valget skal træffes, inden hun sidder fast.

Hvis hun tager afsted, skal hun efterlade hele sit netværk. Hun skal sige farvel til sine forældre, sin bror, sine venner og sin kristne

CITAT N°44 • 41

All in a row Af Tobias Nicolai

Der findes to lejre i den ­danske

­linedancekultur. Der er ­mainstreamerne, som ­danser til top 40 musik og så findes der ­countrydanserne. ­Country-

danserne holder til i små klubber over hele Danmark og mødes troligt hvert år til stævner og træf. Når man er ­countryliner, ­handler det ligeså

meget om at have cowboystøvler og

ternet ­skjorte på, som det gør om at

danse på linje med alle de andre.

44 • CITAT N°44

CITAT N°44 • 45

46 • CITAT N°44

CITAT N°44 • 47

48 • CITAT N°44

CITAT N°44 • 49

50 • CITAT N°44

CITAT N°44 • 51

Der

Kuhstall

Denne billet giver

2 Gratis Jägerbombs (Benyttes inden 01:00)

Max en billet pr. person pr. dag.

GRATIS ENTRÉ ALDERGRÆNSE MIN. 20 ÅR WWW.DERKUHSTALL.DK ÅBOULEVARDEN 22 8000 ÅRHUS C

Der

Kuhstall

Denne billet giver

Ægte værtshusstemning og studievenlige priser.

Find os ved Åen under Clemens Bro.

Kontakt: simon@bodegaen.net

Aldersgrænse: min. 20 år.

5 GRATIS SHOTS (Benyttes inden 01:00)

Max en billet pr. person pr. dag.