Citat_41

C I TAT

NO 41

CITAT N°41 • 01

TOBIAS B. REINWALD

STINE RASMUSSEN

ASTA HANDBERG

EMILIE JENSEN

TEKST

TEKST

FOTO

ANSVARSHAVENDE

DITTE LINDBLAD

EMILIE FOG

MADS FROST FOTO

TEKST

TEKST

CLARA BRUUN TEKST

CHRISTIAN NORDHOLT FOTO

JENS H. SCHMIDT FOTO

KASPER H. ANDERSEN FOTO

SKRIBENTER Rasmus Hellmann Henningsen, Ronja Alberte, Trine Marie Vestergaard, Anna Winsløv og Freja Marquardt FOTOGRAFER Celina Dahl, Fabian Weiss, Kiên Hoàng Lê og Maria Mortensen ILLUSTRATIONER Sara Cecilie Miran og Emilie Jensen FORSIDE Kiên Hoàng Lê OPLAG 2000

WEB www.magasinetcitat.dk

FINANSIERING Magasinet CITAT er finansieret af annoncer og støtte fra DSR TRYK Hørdum & Engelbrecht DISTRIBUTION Freecard

PRODUCERET af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk

SKAL DIN ANNONCE I CITAT? Skriv til annonce@magasinetcitat.dk

02 • CITAT N°41

C I TAT

NO 41

Kære læser Der ligger en sprunget pære på mit spisebord hjemme i min stue. Min far byggede bordet for nogle år siden. Det er et plankebord. Træet er fra Københavns Frihavn, hvor han selv hentede det.

Da min far kom hjem med brædderne, lå der et tykt lag af tjære og olie ovenpå og gjorde træet til skamme. Han skrabede og sleb alt skidtet af, og da det hele var væk, kom det smukke, gamle træ til syne.

Pæren har ligget på bordet i et par måneder, selvom jeg egentlig skal bruge en ny. Jeg har flere gange sagt til mig selv, at jeg skal huske at tage den med, når jeg skal handle. Jeg ved ikke meget

om pærer. Den skal med i ­supermarkedet, ellers kan jeg ikke se, hvilken størrelse fatning den nye pære skal have.

Det er svært at bygge et bord af gammelt tømmer. Det kræver hænder, som kan sætte det ordentligt sammen og give det den behandling, det fortjener. Det kræver tid og umage.

Det er let at købe en ny pære. Men sommetider er de letteste ting de sværeste at få gjort.

God læselyst Redaktionen, marts 2018

foto: Maria Kristin Antonsdottir

DOKUMENTARFOTOGRAFI - KUNSTFOTOGRAFI - 19 UGER - START 06/08/18 TREKRONERGADE 126F 2500 VALBY +45 3325 0595 INFO@KBHFILMOGFOTOSKOLE.DK WWW.KBHFILMOGFOTOSKOLE.DK

04 • CITAT N°41

DE HOMOSEKSUELLE UNDERDOGS Homofobi er ikke kun noget, der sitrer mellem heteroseksuelle mænd og kvinder.

Diskrimination eksisterer også mellem mænd, der elsker mænd. I homoseksuelle miljøer er feminine mænd nederst i hierarkiet, ifølge Kenneth Cockwhore. Han befinder sig et sted mellem mand og kvinde, og kæmper for retten til at være sig selv.

Tekst af Rasmus Helmann Henningsen Foto af Celina Dahl

BYTUREN FORLADER SÅ småt Kenneths krop med en tør hoste.

Det sorte stempel fra Kødbyens dørmand gemmer sig på højre hånd. Afskallet sort neglelak kommer til syne, da han tager en tår vand. Han mangler en fortand.

I et virvar af børnefamilier og dyre barnevogne på Frederiksberg bor 32-årige Kenneth Ruus Blankensteiner Nielsen og Mads Martinussen. De er gift og udgør tilsammen Cockwhore and Macho – en DJ-gruppe, der spiller discomusik i danske queermiljøer, der rummer alle køn, racer og præferencer.

Lejligheden på første sal har Mads arvet fra sin bedstemor.

Den har fulgt deres familie i generationer. I entréen hænger tre

brune pelse, en pink og en rød.

Sneakers falmer ved siden af høje laksko. Spisestuen, hvor Kenneth plejer sine tømmermænd, er en krejlers paradis. Sivstolen i hjørnet er optaget af mannequindukken, han fandt på et lager i Sydhavnen.

Hun er nøgen og holder øje med Frederiksbergs forbigående fruer ud af vinduet. En lille pik i ler titter frem mellem de krydsede ben: ”Jeg har aldrig forstået, hvad det vil sige at være mand eller kvinde.

Jeg har aldrig passet ind i de bokse. I dag betegner jeg mig selv som ikke-binær trans. Et sted midt imellem mand og kvinde,” siger Kenneth Cockwhore.

De seneste års opmærksomhed på debatten om køn og seksualitet

har været med til at åbne øjnene for Kenneth. Han har altid følt sig anderledes. For ham er køn ikke en fast form, men en rejse, hvor de fordømmende blikke også har vist sig internt i homoseksuelle kredse: ”Der er homoseksuelle, som kigger på min mand og jeg, og tænker; fuck, I ødelægger det for alle os, der prøver at passe ind i den her lille boks,” siger Kenneth.

Den lille, homoseksuelle dreng fra Høje Taastrup Kenneth er femten år, da han begynder at udforske det homoseksuelle natteliv i begyndelsen af årtusindeskiftet. En computer i konfirmationsgave leder ham til den kendte klub PAN. >

CITAT N°41 • 05

Kenneth vokser op i Høje Taastrup i et socialt boligbyggeri, hvor der er udgang på eget ansvar efter klokken otte. Politiet kommer nemlig ikke. Det hårde miljø gør også, at han tidligt bliver bevidst om at være anderledes. ”Folk råber efter dem, de tror, er svage. Det er sådan, de arbejder, sådan nogle,” siger Kenneth.

Skuffelsen kommer snigende, da han træder ind på klubben PAN. Kenneth føler sig fremmedgjort på klubben for homoseksuelle, hvor han havde håbet på at finde et fællesskab – sin tribe. ”På PAN følte jeg mig mere fremmed end på en heteroklub.

Her skulle en mand også være på en bestemt måde, som i resten af samfundet. Hypermaskuliniteten bliver dyrket helt vildt i homomiljøet,” siger Kenneth.

Historisk set har gay-liberation og queer-bevægelsen kæmpet for retten til at være anderledes. Kenneth mener, at man i dag bare

06 • CITAT N°41

kæmper for retten til at passe ind: ”Kampen for accept af homoseksuelle og minoriteter startede for alvor i halvtredserne, hvor transkønnede og dragqueens var frontløberne, hvor de i dag bliver set ned på, fordi nogle homoseksuelle synes, at de gør livet sværere for dem, der prøver at passe ind,” siger Kenneth.

Rigtige mænd har tribaltatoveringer Mannequindukken vender kinden til lejlighedens anden stue, hvor en blå veloursofa får selskab af en gipsbuste formet som en røv med en rød flamingoblomst ovenpå.

Over sofaen hænger Dolly, en afrikansk antilope, som Kenneth har købt på Lauritz.com i frustration over, at han havde tabt en anden online auktion. Den kæmper om pladsen med den mastodont af en fladskærm parret har hængende.

Kenneth beskriver Mads, som en traditionel, maskulin mand, der er

høj, har skæg og er lidt tyk. Det har andre maskuline mænd set skævt til: ”Der har været maskuline bøsser, der slet ikke forstår, at Mads vil være sammen med mig. De er ligefrem gået op og spurgt ham: ‘Why?’,” siger Kenneth og holder en pause. Han ruller med øjnene og griner: ”Jeg plejer bare at sige, because he is smart.”

I homoseksuel kultur eksisterer hashtags som #masc4masc – maskuline mænd, der kun søger andre maskuline mænd. Det er diskrimination forklædt som præferencer i en kultur, der historisk set har kæmpet for retten til at bøje definitionen af, hvad det vil at sige at være maskulin: ”Det må være fordi, det at være homoseksuel bliver set som noget dårligt. Det er feminint, fordi det er to mænd, der er sammen. En flig af deres maskulinitet er blevet slået af, og derfor må de opveje det,” siger Kenneth. >

CITAT N°41 • 07

Stereotype træk fra den traditionelle opfattelse af manden; skæg, muskler, tribaltatoveringer og en masse læder, borer sig ind i skrøbelige selvbilleder i homoseksuelle miljøer, påstår Kenneth. I det homoseksuelle hierarki er det bedre at være den aktive, maskuline mand, der penetrerer frem for den feminine mand, der tager imod. ”Det stammer jo fra misogyny – altså, kvindehad, hvor det feminine er det laveste i hierarkiet, og det bliver kopieret i homomiljøet,” siger Kenneth.

I november sidste år begyndte det engelske, LGBTQ-magasin Attitude Magazine en undersøgelse om maskulinitet blandt 5.000 homoseksuelle mænd. Her svarede 75 procent, at de afviste en mulig partner på grund af tegn på feminine kvaliteter. Et andet spørgsmål lød, om feminine homoseksuelle gav miljøet et dårligt ry. 41 procent svarede ja.

Kenneth mener, at denne nedsættende kultur omkring feminine homoseksuelle ikke kun er et britisk fænomen, men et universelt. Strukturerne er de samme overalt, forklarer han:

08 • CITAT N°41

”Der er ikke noget galt med at være maskulin, men man skal ikke dømme andre. Jeg dømmer jo heller ikke dem, hvis de vil have deres hus med hvidt stakit, adoptere nogle børn, og gå i Imerco.”

Bobler, der sprøjter ud af røven Grace Jones stirrer frygtindgy-

dende fra sin plads over en minimalistisk sovesofa i grøn velour.

Hun er Kenneths store idol; en hybrid mellem det maskuline og feminine. Hun undskylder ikke for noget, og så er hun en partygirl. Hendes sammenknebne øjne går på opdagelse i billederne på væggen overfor, hvor en hidsig hund gør lydløst ved siden af plakaten fra Copenhagen Gay Center på Istedgade.

I samme bydel ligger Den Brune Kødby, der viser sig at være stedet, hvor Kenneth finder sin tribe.

Han opdager kunstnergruppen DUNST kort tid efter første besøg på PAN, der holder fester forskellige steder i København. Nattens dronning Maria Gerhardt, bedre kendt som Djuna Barnes, kommer blandt andet fra gruppen. Hurtigt

etablerer kunstnergruppen sig i det tomme varehus, Warehouse9: ”De første par år var der ikke noget varme eller vand. Det var et stort, råt lokale. Der var ingenting.

Dåseøllene kostede en tier og blev hevet op af en flamingokasse. Det var vores sted, og det var fedt,” siger Kenneth.

Dette bliver et værested, hvor alt sker. Det er ikke et teater, en natklub eller en sexklub. Anarkistiske fester er omdrejningspunktet, hvor blandt andet champagneflasker er blevet tømt i røven og sprøjtet ud fra scenen. Warehouse9 rummer det hele. Det hele var wow og et safespace, fortæller Kenneth.

Rød læbestift kan vise vejen for andre Langsomt bliver øjnene mere blanke. Vejrtrækningen bliver tungere.

Der er snart ikke mere vand i kanden i lejligheden på Frederiksberg.

Kuren mod Kødbyen. Telefonen på bordet vibrerer. Endnu en gang bliver Kenneth mindet om aftenen i går. Små grin følger med hosten, da vennen Andrée sms’er. Hvordan kunne de blive så fulde?

Men Kenneths liv er mere end høje hæle, der næsten knækker til technobal. Han skal ofte forholde sig til omverdenens manglende forståelse for, hvem han er. Høje hæle, pelsfrakke og rød læbestift er en del af hans person. Det er ikke for at provokere eller bevidst skille sig ud: ”Lige så snart du går ud, kan det

være, at der er en, som ser dig og tænker, Gud, sådan kan jeg også se ud. Hele din eksistens og det at være synlig er aktivisme,” siger Kenneth og piller ved et par perlebesatte briller på bordet.

Han tømmer glasset med vand. Tømmermændene gisper efter luft. En tiltrængt lur er nødvendig for at overleve resten af dagen. Svigerfamilien venter i Rørvig. Døren til soveværelset står på klem og afslører diskokuglen i loftet. ”Hvis jeg lever 100 procent som mig selv, så får de folk, som vil undertrykke mig aldrig deres agenda ført igennem. Det er først, hvis du begynder at give efter, det går galt.” •

CITAT N°41 • 09

Digt af Ronja Alberte Illustrationer af Sara Cecilie Miran

10 • CITAT N°41

Hjem Jeg gik i et med lampen, bordet, sofaen Jeg var et møbel I din lejlighed

Jeg kan savne duften af sofatæpperne

Dem, der holdt mig varm i kolde nætter Når jeg ikke kunne holde dig ud Jeg ville gå frem og tilbage Fra stue til køkken I din lejlighed

Følge striberne mellem kolde trægulve

Med bare tæer og vande mine blomster Se dem visne over tid

Jeg ville ryge cigaretter i natten På altanen

I din lejlighed

I skæret fra min lyskæde

Jeg ville holde mit vejr, i frygt for at vække dig

Høre altandøren knirke bag mig på min vej ud Jeg ville spise avokadoer I sengen

I din lejlighed

Dyrke yoga med solen

Men flygte gennem grønne glasskår med månens stråler

På jagt efter et tegn fra Gud Jeg ville græde Meget

I din lejlighed

CITAT N°41 • 11

Lala Life Lesbian women in China

By Fabian Weiss

Most homosexual life in China is hidden, but slowly it starts to blossom in night clubs and online. It’s tough for lesbian women to live up to their parents’ expectations, because traditional hetero-marriage is important in ­Chinese culture. If they don’t marry a man, they will have to live with the pressure from their families.

12 • CITAT N°41

CITAT N°41 • 13

14 • CITAT N°41

CITAT N°41 • 15

16 • CITAT N°41

CITAT N°41 • 17

18 • CITAT N°41

CITAT N°41 • 19

20 • CITAT N°41

1 års fri entré Ta’ en ven (u. 31) med gratis Rabat i shop og Wine & Food Særarrangementer Kunstforedrag Kun kr. 220

www.aros.dk/aarskort CITAT N°41 • 21

“I øjeblikket har vi det herligt her på Costa del Sol” Over 12.000 danskere er bosat i Spanien. Mange kommer i danske klubber, spiser dansk mad og bruger tid med andre danskere. Trygheden ved det velkendte får danskere til at stimle sammen i smørrebrødsfællesskaber.

Tekst af Trine Marie Vestergaard og Anna Winsløv Illustrationer af Emilie Jensen

22 • CITAT N°41

BESTIK KLISTRER MOD tallerkener, der bugner af røget ål og frikadeller med sky. ­­­Morgenens skydække er forsvundet, og solstrålerne får de fleste til at hænge cardiganerne over plastikhavemøblernes blomstrede hynder.

Solbriller holder grå lokker tilbage, mens folk sætter sig om bordene med ølglas og smørrebrød. De mange keramikaskebægre fyldes med skodder af lange Prince. I baren kan man købe dagens ret for fem euro. I dag er det forloren hare.

Det er torsdag, og der er klubdag i Den Danske Klub i Torre del Mar, der ligger på den østlige side af Malaga. Klubben har 275 fastboende medlemmer og er en af

de fire klubber på Solkysten, hvor danskere kan mødes for at være sammen med andre danskere.

Klubbens medlemmer er primært danske pensionister blandet med enkelte svenskere og nordmænd.

Der er kun adgang for skandinavere.

“Bent, din blege skid, kom og få en øl,” siger Kurt Kirkedal Jensen til en tyndhåret mand, der netop er ankommet til den udendørs terrasse, hvor Den Danske Klub holder til. Havemøblerne strækker sig ud på fortovet, og her mødes folk til en snak, øl og smørrebrød på rød- og hvidternede duge.

Kurt Kirkedal Jensen er formand for danskerklubben og ­åbner ­arrangementet med en tale, hvor >

CITAT N°41 • 23

han forklarer ugens arrangementer: “Mandag spiller mændene billard, og om onsdagen er det kvinderne.

På fredag holder vi foredrag om medicinsk cannabis. Inden da serverer køkkenet koteletter i fad.”

Han bliver mødt af klapsalver fra klubben.

Sol over betonparadiset “Når solen, den forsvinder fra de hjemlige himmelstrøg, ja så ­forsvinder jeg også,” synger C.V. J­ ørgensen.

Lidt over tre timer i fugleflugt. Så lang tid tager det cirka at komme fra Danmark til den spanske sydkyst. I folkemunde

24 • CITAT N°41

betegnes strækningen fra Malaga til ­Portugal for Solkysten af én simpel ­årsag: 320 dage om året stråler solen over Middelhavet og kystens tilhørende betonparadis.

Over 12.000 danskere har taget turen og etableret et liv i ­Sydspanien.

Det er hovedsageligt kystbyerne Fuengirola, Torremolinos og Marbella, der siden 1960’erne er blevet mødt af smørrebrød og danske gloser. Her kan man blandt andet købe Odense Marcipan, ristede løg og få stillet sin trang til flæskesteg i det store udvalg af danske supermarkeder og restauranter. Flere danske kunstnere gæster også Solkysten, og til efteråret ­giver Thomas Helmig koncert for de dansktalende på Costa del Sol.

En hotter in the best danish way Luften er tilrøget og sætter sig i vinterjakkerne, der pryder rummet.

Godt nok hedder det Solkysten, men i januar er ­aftentemperaturerne ­kolde, og varmelamperne er tændt på ­Boulevard Café i Fuengiola, der i aften viser håndboldkamp mellem Spanien og Danmark.

“Bimmers Danish Hot-dogs,” står skrevet over den lille skranke.

Bagved simrer de røde pølser.

Ketchup, sennep og remoulade fra Graasten bliver flittigt benyttet af de fremmødte gæster. Her kan du for 3,5 euro få en hotdog in the best danish way.

Den danske bestyrer hedder Brian Johnk. På en stol ved siden af pølseboden sidder han klar i Tican-forklæde med en smøg i mundvigen, hvis aftenens gæster bliver sultne under håndboldkampen. Ved siden af ham sidder hans mor, Leila. Hun har boet i ­Fuengirola i cirka 30 år.

“Jeg er ikke super integreret, det må jeg indrømme. Jeg har aldrig lært sproget. Jeg er nok en af dem, Inger Støjberg vil sige smut til,” griner Leila.

Håndboldkampen brager ud af

storskærmen i hjørnet. Stillingen er 17-14 til Danmark. Tre finske piger forsøger at tyde de danske kommentatorer, hvis stemmer ofte bliver afbrudt af de mange tilråb fra salen. Da halvlegen starter, skodder finnerne deres cigaretter og forlader teltet. En kvinde med favnen fuld af Dannebrog deler ivrigt ud til de cirka 40 danskere, der er mødt op i Brians café.

Når Danmark scorer et mål, ­flyver en stok mod skærmen. Den tilhører musiker Johnny Madsens

mor, Oda, der fyldte 86 i fredags.

Hun nyder at bruge vintrene på Costa del Sol. “Jeg har min nye ven med herned til at passe på mig, og i går da jeg havde fødselsdag, var vi på ­smørrebrødsrestauranten ­Holger Danske. Jeg er vild med deres røget ål,” siger Oda Madsen.

Spor fra 60’ernes grisefester På Costa del Sol har ­ skandinavere længe søgt tilflugt. Siden ­grisefesterne blev en del af den danske rejsekultur i 1960’erne, er danskere draget sydpå mod en varmere og mere fornøjelig ­tilværelse.

Det startede især som charterrejser, hvor Tjæreborg Rejser og Spies Rejser indlogerede danskere

i nyopførte hoteller i kystbyerne.

Her blev turister kørt i busser til restauranter med billig sangria og helstegt pattegris, inden de efter en uge atter vendte nordpå.

Charterturismen fik de første folkepensionister til at flytte til kysten, og i dag bor over 12.000 registrerede danskere på Costa del Sol. Mange bor der dog også i længere perioder over vinteren i 3 eller 6 måneder.

Mango-Finn og Onkel Erik “Nå, der kommer gode gamle fru Olsen. Hun er helt vild med >

CITAT N°41 • 25

r­ oo-oock,” synger Kurts kone, Katrine, til en ældre dame med ­rollator.

“Ja, jeg må hellere rulle indenfor, ­inden alle sildene er væk,” svarer hun.

Kurt og Katrine hilser pænt på de mange solbrændte rynker, der løbende ankommer til klubben. De fleste af dem kender hinanden.

“Der er Mango-Finn, som har en mangofarm og ikke har været hjemme i 30 år, og der er Onkel Erik, der har en café opkaldt efter sig. Vi har også en anden Finn, der bliver kaldt Danse-Finn. Han er god til at svinge hofterne,” siger Kurt Kirkedal Jensen, formand for Den Danske Klub.

Alf er 80 år og har boet på ­Solkysten i 41 af dem. Han kommer i danskerklubben for at spille

26 • CITAT N°41

billard og for at være en del af et fællesskab med andre danskere.

“Engang kunne jeg tale spansk, men når jeg kommer her hver dag og ser dansk tv, så bliver det dårligere og dårligere. Det er let at føle sig isoleret i et fremmed land, så det giver noget at kunne komme her og snakke med andre danskere,” siger Alf, hvis kæreste også kommer i Den Danske Klub.

Indenfor i klubrummet drikker

de solbrændte rynker kaffe. Enkelte får en Rød ­Aalborg. På ­boghylderne står ­højskolesangbøger, der ­bruges til klubbens vise-aftener. Her holdt Den Danske Klub juleaften, hvor 63 medlemmer var samlet til flæskesteg, brun sovs og dans om et plastikjuletræ.

“Vi holder julefrokoster, påskefrokoster og Mortens Aften,” siger Kurt Kirkedal Jensen. ”Hvis man er i tvivl om noget med det spanske system, kan man altid komme herned og spørge andre danskere til råds.”

“Ja, man bliver faktisk mere dansk af at tage herned,” siger en mørkhåret kvinde, inden hun sluger den sidste bid af sin ål. •

CITAT N°41 • 27

Foreign Home

By Kiên Hoàng Lê

28 • CITAT N°41

Vietnamese?

Who are these Vietnamese people in Berlin, who seemingly just exist within their shops?

Is there a microcosm, which is hidden in front of the German society?

Where does Germany end and where does Vietnam start in Berlin?

CITAT N°41 • 29

30 • CITAT N°41

CITAT N°41 • 31

32 • CITAT N°41

CITAT N°41 • 33

34 • CITAT N°41

CITAT N°41 • 35

36 • CITAT N°41

CITAT N°41 • 37

38 • CITAT N°41

CITAT N°41 • 39

40 • CITAT N°41

CITAT N°41 • 41

42 • CITAT N°41

Denne billet giver

50% På alt mad (Gælder kun søndag-torsdag i 2018)

ÅBNINGSTIDER Man-tors kl. 12-22 - Fre kl. 12-23 - Lør kl. 10-23 - Søn kl. 10-22 Restaurant Italia - Åboulevarden 9 - 8000 Aarhus C

Der

Kuhstall GRATIS ENTRÉ ALDERGRÆNSE MIN. 20 ÅR WWW.DERKUHSTALL.DK ÅBOULEVARDEN 22 8000 ÅRHUS C

Denne billet giver

2 Gratis Jägerbombs (Benyttes inden 01:00)

Max en billet pr. person pr. dag.

Der

Kuhstall

Denne billet giver

Ægte værtshusstemning og studievenlige priser.

Find os ved Åen under Clemens Bro.

Kontakt: simon@bodegaen.net

Aldersgrænse: min. 20 år.

5 GRATIS SHOTS (Benyttes inden 01:00)

Max en billet pr. person pr. dag.

CITAT N°41 • 43

Nøgen under månen Vinterbaderklubben Egå Vikinger mødes hver dag om kolde gys og saunasnak. Her er nøgenheden naturlig.

Den er deres klubdragt.

44 • CITAT N°41

Tekst af Freja Marquardt Foto af Maria Mortensen

CITAT N°41 • 45

JEG SNAPPER EFTER vejret. Et lille gisp slipper over mine læber og ud i det kulsorte mørke, da vandet omslutter og gennemborer min nøgne krop. ”Fuck, det er koldt!”

Jeg føler mig lille. Sårbar.

Alt indeni mig skriger. Jeg trækker den nogle sekunder. Det er en unfair kamp. Op. Nu! Naturen vinder over min blufærdighed. Havet må slippe sit tag i mig.

Små stik breder sig over alt på min hud. Adrenalinen pumper rundt. ”Det er dejligt, ikke?” siger Ole til

46 • CITAT N°41

mig, da vi står på badebroen.

Lidt forsigtigt nikker jeg. ”Tjoh.”

Her står vi. Helt våde. Kun ­iført klipklapper. Ikke lige stedet at ­småsludre med en mand, jeg ­knap nok kender.

Skyerne viger, og månen træder frem. Bølgernes små krusninger glimter langt ud i horisonten. ­Varmen breder sig i kroppen. Vinden kærtegner vores bare hud. Min vejrtrækning bliver roligere.

Viking alle dage Inde fra havnen er det kun et lille lysende skær, der viser, at vinter-

baderklubben Egå Vikinger har deres sauna for enden af badebroen. Bag afskærmning kan de hoppe eller benytte sig af stigen, når de skal i havet. I dag er det to grader varmt. Eller koldt, om man vil.

I den lille sauna sidder Lars nu ved siden af Ole. De mødes her hver dag. ”Kan du huske den weekend, hvor du ikke var her?” spørger Lars.

Ole nikker. ”Det undrede mig. Men du havde bare glemt at fortælle, at du skulle til København,” griner Lars.

Svedperlerne falder i lange fine

rækker på de behårede brystkasser.

Temperaturen har for længst ­passeret 80 grader. Kullene lyser rødglødende op. De får grålige nuancer, når det ferske vand hældes på.

Ovnen tåler ikke saltvand. Små, stædige bobler syder. Det knitrer.

Når skjoldet lægges To træplader skærmer af ind til ­omklædningsområdet i ­vikingernes klubhus. Der er bænke og knagerækker at lægge tøjet på. Lugten bærer præg af, at det ikke er første gang, våde fødder har betrådt gulvtæppet.

Få minutter inden min tur i vandet, stod jeg lidt tøvende i omklædningen. En knude samlede sig i

mit mellemgulv.

Ole havde allerede fået sit tøj af.

Mit hjerte bankede. Så var det tid.

Tøjet var mit skjold. Men jeg skulle lægge det.

Først røg trøjen, så bukserne.

Til sidst stod jeg kun iført trusser og snart heller ikke dem. Kæberne spændtes. Smilet blev en smule anstrengt. Kinderne ­rødmede let.

Normalt har jeg det godt med at være nøgen. Jeg elsker det. Men det var første gang, jeg var tæt på en mand, hvor vi begge var nøgne uden intimitet imellem os.

Det tredje dyp er det bedste To kvinder kommer leende ud fra saunaen. Først hopper den ene i, snart

den anden. Vandet skvulper. Små ringe breder sig. ”Ihh, det er koldt!”

Høje hvin lyder. ”Jeg hoppede i sidst, du er nødt til at gå op før mig,” siger den ene, mens de svømmer mod stigen.

Ole hopper i. Han svømmer normalt ud til den bøje, som ligger nogle få meter fra badebroen. ”Et hårdt afsæt, og så er du der næsten,” siger han indhyllet i måneskin med fødderne tilbage på badebroen. Dampen, der før omkransede hans krop, hvirvler til vejrs.

Det eneste, som lige om lidt vil fare gennem mit hoved, er en ­desperat tanke om at komme op. I en ­allerhelvedes fart. Og så synes >

CITAT N°41 • 47

der ­uendeligt langt ud til den orange bold.

De fleste bader nøgne, men badetøj er også tilladt. Hos Egå ­ ­Vikingerne skal man gøre det, der føles naturligt for én selv. De første gange Ole var nede i klubben, dækkede han sit skridt til, når han sad i saunaen. Men det var der ingen andre, der gjorde. Så holdt Ole også op.

Præcis samme oplevelse havde Helle, da hun blev viking. Hun er lige trådt ud af saunaen. Hun skal i vandet. Igen. ”Det tredje dyp er det bedste,” siger hun.

Der er altid noget uforklarligt over tallet tre. Helle kommer helt fra Hadsten for at bade her. Det

48 • CITAT N°41

er åbenbart vanedannende. På nuværende tidspunkt er jeg ikke overbevist. Men jeg bliver klogere.

Helle har siden 1985 haft ­stomi.

De første gange beholdt hun trusserne på, og det var en udfordring at smide dem. Stomien forstærkede hendes blufærdighed.

Men hun overvandt den, og det er hun stolt af. Nu bader hun altid nøgen. Det føles mere naturligt. ”Jeg har engang fortalt hende, at det er sejt,” fortæller Ole. ”Hun lader sig ikke begrænse!” ”Jeg vil vise, at det sagtens kan lade sig gøre, uanset hvem man er,” siger Helle beskedent.

Ingen lummer stemning Tilbage i saunaen spørger jeg

f­ orsigtigt, hvordan vikingerne forholder sig til at være nøgne. Og til at være det sammen. Der bliver helt stille. Det står skrevet i deres ansigter, at det ikke er noget, de ofrer mange tanker på. En dyb stemme svarer efter en rum tid. ”Det fylder slet ikke. Her er på ­ingen måde en lummer stemning.” ”Al seksualitet er taget ud af rummet. Det er det sidste, vi tænker på. Det er jo bare os. Det er bare

kroppe,” fortæller en af kvinderne, mens hun vender timeglasset, der hænger på væggen.

Det har de ret i. Mine trængsler fra før er forsvundet. Gjort til skamme. Der er absolut intet seksuelt over det her.

Jeg bliver opmærksom på mig selv. På forandringen i min krop. De korslagte arme, der før ­afskærmede mine bryster, har sænket sig. Vejrtrækningen er rolig,

omend besværet af varmen. Om det ­skyldes saunaens stille vuggen, de andres selskab eller månens klare lys er ikke til at sige.

Vikingerne synes seksualiseringen af den nøgne krop er problematisk.

Det er synd. Reklamebranchen dikterer, at kun det ypperligste er godt nok. Alt andet udskammes. ”Der er kommet en idé om, at vi alle skal være perfekte. Se ens ud.

Men ens er jo det sidste, vi men-

nesker er,” siger Helle, som igen er kommet ind i varmen.

Men det er ikke, fordi de er aktivister. De kommer her, fordi det er velvære. Det handler om dem selv, ikke om samfundet.

Rekorden er 15 på én gang Vi er elleve i saunaen. Rekorden lyder på 15 på én gang. 15! Det må have været tæt. Meget tæt! Det er umuligt ikke at røre ved hinanden. >

CITAT N°41 • 49

Hvad værre er: Jeg kan ikke komme ud uden at bringe mig selv i en mindre ­flaterende stilling.

Men ud, det skal jeg! Jeg koger.

Pludselig virker en kold dukkert kærkommen.

Ud og ind. I pendulfart mellem koldt vand og varm sauna. Det er vikingernes rutine. De kender den som en gammel ven.

En fremmed numse strejfer min venstre skulder på vej ind. Den er dejlig kølig fra det kolde vand. En enkelt vanddråbe efterlades på min brandvarme hud. Det føles rart.

50 • CITAT N°41

Det er privat at vaske sig Inden Ole og jeg klædte os af, ­bemærkede jeg, at bruseområdet i vikingers klubhus er opdelt i båse.

Det undrede mig.

Men de lader mig forstå, at det ikke er det samme at være nøgne her og der. Der er noget intimt og privat over at vaske sig. Specielt at vaske sit køn. Det giver god ­mening. Jeg har det også selv bedre med min nøgenhed heroppe end tidligere i omklædningsrummet. Men det er stadig pudsigt. Vi har jo lige været nøgne sammen.

Men der sker noget, når badebroen forlades: ”Det er en overgang,” siger Lars.

Der bliver stille et øjeblik. ”Når jeg kommer op i ­omklædningen, dækker jeg mig til.”

Han kan ikke forklare hvorfor, men sådan er det. Der sker noget indeni. Blufærdigheden tager over. Det bliver privat. ”Der er et formål med at være nøgen her. Det er der ikke ­ deroppe,” forklarer en af mændene. ”Men her er nøgenheden vores klubdragt.” •

og/a t

e d e / -et

r e s r e t ø n y h s / / synes høre

g a d i ag/

id

af/ad

-ene/-en

de

GRAMMATIK OG TEGNSÆTNING FÅ NU STYR PÅ DET! Kan du ikke reglerne for dansk grammatik og tegnsætning?

Så tilmeld dig et GRATIS kursus hos FOF Aarhus og få det lært. Vi tilbyder undervisning på aften- og weekendhold.

Henvendelse til Lone Husted Kristensen: Tlf. 86 12 29 55 eller mail: lone@fof-aarhus.dk

www.fof-aarhus.dk

S I T A GR R E S R KU CITAT N°41 • 51

CITAT N°41 • 52