Citat_45

C I TAT

NO 45

03 • CITAT N°45

ANNA KONGGAARD

EMILIE FOG

SIGNE FOSGRAU

CHARLOTTE KOWAL

TEKST

TEKST

TEKST

ANSVARSHAVENDE

DITTE LINDBLAD

SØREN VENDELBO FOTO

TEKST

EMILIE LÆRKE HENRIKSEN FOTO

KATRINE ROVED HØJ TEKST

FREDERIKKE ALBRECHTSEN TEKST

MARIUS R. CHRISTENSEN FOTO

SKRIBENTER Marie Nørgaard Skadhauge, Oscar Scott Carl, Anna Birch Schmidt, Ronja Alberte Solberg Hansen FOTOGRAFER Jesper Houborg, Oscar Scott Carl, Tobias Stidsen ILLUSTRATIONER Siri Nanthana Westergaard, Emilie Blaabjerg, Hannah Keegan FORSIDE Jesper Houborg OPLAG 2000 WEB www.magasinetcitat.dk FINANSIERING Magasinet CITAT er kun finansieret af annoncer TRYK Hørdum & Engelbrecht DISTRIBUTION Freecard PRODUCERET af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk SKAL DIN ANNONCE I CITAT? Skriv til redaktiom@magasinetcitat.dk

02 • CITAT N°45

C I TAT

NO 45

Kære læser I dette magasin mødes fortiden, nutiden og fremtiden.

Vi kigger tilbage på begivenheder, oplevelser og følelser fra fortiden, som lige nu skaber nutiden.

I Nuuk var en gruppe drengebørn en del af en sørgelig statistik, i dag løber de for at få et øjebliks fred. I Zimbabwe faldt en diktator, i dag prøver et folk rejse sig. I København var et industriområdes tid forbi, i dag sniger nutiden sig langsomt ind på området.

Fælles for alle fortællingernes fortid og nutid er, at de er skrevet og fotograferet af fremtiden. Seks foto – og journaliststuderende med deres faste gang på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i det nordlige Aarhus.

De og alle andre, vi møder på gangene, vil sætte verden til skue. Både for at bevare og ændre den. Sammen og hver for sig.

God læselyst Redaktionen, forår 2019

AnneMette Elmelund Zainab Conteh Taini Stieper

DOKUMENTARFOTOGRAFI - KUNSTFOTOGRAFI - 19 UGER - START 05/08/19 TREKRONERGADE 126F 2500 VALBY +45 3325 0595 INFO@KBHFILMOGFOTOSKOLE.DK WWW.KBHFILMOGFOTOSKOLE.DK

CITAT N°45 • 03

Et drengehjem i Nuuk Seks omsorgssvigtede grønlandske drenge har fundet et trygt hjem på en døgninstitution i Nuuk. Det rød- og hvidmalede hus fyldes dagligt med både frustrationer og vrede, men emmer mest af alt af omsorg og håb for fremtiden.

Af Oscar Scott Carl

06 • CITAT N°45

SIIVA FÅR ET langt kram efter et skænderi med en af de andre drenge. Sådan er det her i huset. Der krammes, når der er brug for det. Om det er fordi en af drengene lige har været vrede eller blot er kommet hjem efter en almindelig skoledag, så krammes der.

Tallene er voldsomme for omsorgssvigt af grønlandske børn og unge. Op mod en fjerdedel af grønlandske børn har oplevet vold i hjemmet, og næsten en tredjedel har været udsat for overgreb.

Men bag de dystre tal findes der mennesker, der hver eneste dag kæmper for bedre vilkår for de hårdt ramte unge grønlændere.

Drengene på døgninstitutionen Kaassassuk er en del af statistikken, men de er også unge drenge, som har fundet et hjem, hvor de lærer at leve med den

smerte, de har med fra fortiden. Her får de redskaberne til forhåbentlig at kunne klare sig selv, når de engang fylder 18 år.

Historien om Kaassassuk er historien om kampen imod dystre tal og statistikker og om et sted, hvor seks unge drenge mærker omsorg og kærlighed.

En pause fra paraderne Sven-Erik er 15 år og den anden ældste på Kaassassuk. Han var også den første dreng, der flyttede ind i det rød-hvide hus på Fjeldvej, som danner rammerne om hjemmet. Han går som regel rundt med et skævt smil på læben, og så er han en fremragende løber. Faktisk er han så hurtig, at han i sommers blev nummer 2 blandt de voksne i et 35 kilometer langt ekstremløb i fjeldene omkring Nuuk.

At han klarede sig godt er ikke tilfældigt.

Hos Kaassassuk bruger de meget tid på løb og ture ud i fjeldene omkring Nuuk.

Fysisk aktivitet er en vigtig del af hverdagen i Kaassassuk. Hver eneste dag er der fokus på det fysiske, og brugen af sport og natur er en velovervejet del af arbejdet med drengene. ”Drengenes forsvarsmekanismer forsvinder, når de bliver presset fysisk,” fortæller ledende projektmedarbejder Thorlak Skifte. ”Generelt går de rundt med et skjold, antennerne ude, hvor de scanner deres omgivelser. Når de bliver presset fysisk, får de en kort pause, hvor de er nede og kan slappe helt af. Det kan være 10 minutter, eller det kan være en time. De mærker sig selv.”

Arkalu har sammen med kollega Anninguaq denne eftermiddag taget

CITAT N°45 • 07

drengene med ud at sejle. Han sætter sig på hug i den lille jolle og fortæller ihærdigt drengene om grønlændernes forhold til naturen. ”Vi har brugt og levet i samspil med naturen i mange, mange år. Vi skal huske, at det altid er naturen som bestemmer, og vi skal have respekt for den, men vi skal også værne om den og huske at nyde den.”

Alle drengene i den lille jolle nikker.

De er omringet af spidse fjelde og lyden af mågeskrig halvanden times sejltur fra Nuuk. Den lille flok er på vej ud for at tjekke, om de har fanget nogle laks i det garn, som Anninguaq lagde ud tidligere på dagen. En ro og et nærvær har lagt sig som et tæppe over jollen. Nogle af drengene sover. Andre sidder lydløse og iagttager vågent bølgernes skvulpen.

08 • CITAT N°45

Naturen har en mediterende effekt på alle bådens passagerer. Her føler drengene sig godt tilpas.

En fastlagt hverdag En gammel cd-afspiller sættes i stikkontakten. Jens-Peter eller bare ”JP”, som er én af to voksne på arbejde, vælger denne morgen at vække drengene med musik. Han skruer helt op. Dua Lipa med ”One Kiss” brager ud af højtalerne. Drengene skal jo vækkes.

Klokken er 05.15. Usædvanligt tidligt for de fleste i Nuuk, men ikke for drengene på Fjeldvej. Hver eneste morgen bliver de vækket mellem klokken 05.00 og 05.30 til den første del af dagens faste rutiner. Morgenløbeturen.

Det er en stille morgen i huset, og drengene har tid til lidt leg før morgen-

maden. Laurits på 14 og Siiva på 12 år pjatter i den grå sofa. Paul kigger på det store kort over Nuuk, som hænger i det lille fællesrum på nederste etage. Malik er gået i bad. Grønlandsk rap strømmer ud fra Sven-Eriks værelse.

Drengene møder i skole klokken 08.00 To af de seks drenge går i en normal klasse. De fire andre i specialklasse. En klar forbedring siden drengene begyndte at flytte ind hos Kaassaassuk for lidt mere end to år siden. Dengang lå det ikke just i kortene, at drengene ville fungere i en almindelig folkeskole og i særdeleshed ikke i en normal klasse.

Fra klokken 13.30 begynder drengene at komme hjem til det røde hus på Fjeldvej igen. Skoledagen er ovre. I dag skal de på en lidt længere løbetur ude ved golfbanen.

Vinden blæser med kulingstyrke, og

CITAT N°45 • 09

10 • CITAT N°45

CITAT N°45 • 11

temperaturen ligger et par grader under frysepunktet, men hverdagene er fastlagt hos Kaassassuk. Det er ikke en mulighed at springe over.

Det fastlagte skema hos Kaassassuk er med til at dagene bliver forudsigelige.

Det skal være med til at give drengene en følelse af noget vedvarende og trygt.

De voksne på stedet fungerer som en slags reserveforældre og er med til at lære drengene, at den smerte de har indeni sig, ikke er en de skal være bange for. Det er en del af det at være menneske.

Tilbage i huset på fjeldvej sidder Malik med sit blik stift rettet mod mobilen. Det blå skær lyser hans ansigt op og matcher skumringens farver udenfor. Minecraft kører på skærmen. Paul, Siiva og Lauritz ligger på det store gulvtæppe i stuen og følger med på hinandens telefoner. Paul har ødelagt sin egen mobil og må nøjes

12 • CITAT N°45

med at spille på en af de andres, når de ikke bruger den.

Der er tid til afslapning, inden aftensmaden kalder. Efter aftensmad venter den sidste del af dagens faste gøremål. Drengene skiftevis støvsuger, folder vasketøj, vasker gulv eller tørrer overflader af alt afhængigt af ugedagen. Klokken 20:30 går drengene i seng. I morgen meget tidligt ringer vækkeuret igen til en ny dag.

Stiv kuling fra nord Kaassassuk er et lille lyspunkt i, hvad der ellers ofte omgives af mørke tal.

Seks unge drenge, som alle har oplevet smerte tæt ind på livet, har i Kaassassuk fundet sig et hjem. Politisk bliver der gjort mere og mere for de grønlandske børn og unge, og så sent som i august 2018 lancerede selvstyret en ambitiøs plan om nul overgreb for den årgang, der

kommer til verden i 2022. Realistisk eller ej, er det et tydeligt signal om, at man er opmærksom på de udfordringer, landet står overfor.

Et par dage efter sejler drengehjemmet mod nord. Over de næste fem dage skal de løbe et halvmaraton. De bliver kastet rundt på skibet. En stiv kuling blæser fra nord og bølgerne når en højde på 6 meter.

Paul spørger Siiva, om han vil med op på dækket. På trods af de ni graders frost er der ingen tid til at tage jakke på.

De flyver op ad den stejle trappe. To trappetrin pr. skridt. De to drenge på henholdsvis 11 og 12 år hopper i takt med skibets bølgegang, så det føles som om, at de flyver. Nordlyset danser på himlen. Drengene griner.

De er på vej op ad den grønlandske vestkyst med retning mod Sisimiut, hvor de i morgen skal løbe. •

CITAT N°45 • 13

Venskab

på kontrakt

Veninderne Petrea og Johanne Hvidberg Conradsen deler efternavn.

Det har de gjort siden sidste år, hvor de blev gift for at fejre deres venskab. Og alene for det. Det blev en fest med brudevals og stopdans, champagne og billig vodka. Men for veninderne handler det om mere end drinks og dansegulv. De vil sidestille den venskabelige kærlighed med den romantiske.

Af Marie Nørgaard Skadhauge Privatfotos

I dag er dagen, hvor veninderne Petrea og Johanne skal giftes. De skal love hinanden evigt venskab og fejre det med en kæmpe fest. Veninderne synes nemlig, at deres kærlighed er lige så stærk og vigtig som kærestepars. Det er det, festen i dag handler om: At sidestille venskab med kærlighed.

Lige nu cirkulerer kvinderne rundt og hilser på alle deres venner. Petrea er iført en ferskenfarvet satinbuksedragt og knaldrøde stilletter, der matcher læbestiften. Johanne har blomster i håret og en kort, lilla kjole på. Lige nu er de veninder, men om en time er de ægtefolk.

Det store spørgsmål Reaktionerne på aftenenes arrangement har været blandede. Nogle blev glade og meldte straks deres ankomst til

brylluppet. Andre har været kritiske, og enkelte er endda blevet væk fra festen, fordi de ikke kunne støtte op om projektet. Glade eller skeptiske har alle indbudte haft en ting til fælles. De har undret sig over, hvorfor de to veninder skulle giftes. ”Vi gifter os, fordi vi har lyst. Så simpelt er det. Vi er godt klar over, at ægteskabets formål ikke er at fejre venskabet. Men der er mange andre af ægteskabets formål, som mange heller ikke overholder. Så hvorfor er det mere forkert, at vi gifter os, end at kærestepar gør det,” spørger Johanne.

Brudeparret ved godt, at det for mange ikke er en tilfredsstillende forklaring. De har mange gange måtte forsvare, hvorfor de gifter sig. Med andre ord, er de klar over, at deres beslutning kan være provo-

kerende. Men det er de ikke bange for. ”Jeg er ligeglad med, om folk ikke synes, at det her ægteskab er korrekt, eller er på den måde, et ægteskab burde være. For jeg elsker Johanne. Selvom den kærlighed, vi har, ikke er af romantisk karakter, så er den langt renere, større og stærkere - og helt vores egen. Meget mere end nogen andre nogensinde vil kunne forstå,” siger Petrea.

Kærlighed og RuPauls DragRace Festlokalet emmer stadig af smalltalk blandt gæsterne. Men lokalet forstummer, da Johanne slår på glasset.

Bassen fra en anden fest på kollegiet spiller videre i baggrunden. Nu er det tid.

Et medlem fra Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har iført sig en sort kappe og fundet sig til rette i

hjørnet af lokalet. Hun har en vielsesattest i hånden og alles øjne plantet på sig.

Johanne og Petrea småløber op foran deres gæster. De har hver et papir i hånden. Inden vielsen finder sted, skal de nemlig give hinanden deres løfter.

Nogle af løfterne er ikke sjældne til bryllupper. De handler om at elske og altid at være der for hinanden. Andre løfter er af lidt anden karakter. ”Jeg lover, at vi altid tager bussen, hvis det tager mere end tyve minutter at cykle,” siger Johanne til Petrea og ved tydeligvis lige, hvad hendes brud gerne vil høre. Petrea griner med hånden på hjertet. ”Jeg lover aldrig at afsløre noget, selvom jeg godt ved, hvem der ryger ud

af reality-programmet RuPauls DragRace,” fortsætter Johanne.

Fru Hvidberg Conradsen Der er noget, veninderne også lover, men som ikke nævnes i talerne. For det her er et ægte bryllup. Derfor får Petrea og Johanne også juridisk status som ægtepar. Med andre ord medfølger formuefællesskab, forsørgerpligt og arveret. Det er ligesom en del af pakken, lyder det fra de nygifte kvinder. ”Min mor spurgte, hvad vi gjorde, hvis en af os døde. For så arver den anden jo. Men vi regner altså ikke lige med at dø foreløbig. Hvis det skulle ske, finder man ud af det derfra. Ægteskab bygger på tillid, og hvis der skulle gå

noget frygteligt galt, så har vi fuld tillid til, at den anden gør det rigtige i den situation og klarer alting sammen med ’svigerfamilien’,” fortæller Johanne.

En anden del af ægteskabspakken er spørgsmålet om fælles efternavn. Skal man tage det eller ej?

Det skal Johanne og Petrea. For dem er det ganske enkelt det mest naturlige.

Efternavnet giver dem en fællesskabsfølelse, som, de synes, hører med til ægteskabet. ”Vi vil gøre det her helhjertet. Det er ikke længere så almindeligt at tage hinandens efternavne, når man gifter sig, men hele den her anordning er jo ikke just almindelig. Vi har rigtig meget lyst til have hinandens efternavne.

16 • CITAT N°45

Det føles godt, at vi begge hedder Fru Hvidberg Conradsen,” siger Petrea.

Man må ikke tyre med bulgur ”Av, ikke så hårdt!” Petrea griner, mens Johanne forsøger at skærme sin ny­bagte brud fra en storm af bulgur. Ingen har købt ris til lejligheden, så i mangel af bedre er et par af kollegiets ­­­­be­­­­­­­­­­boere løbet op i deres køkken og tømt skufferne for et alternativ. Det ender derfor med bulgur, der sammen med sæbebobler og konfetti rammer det nygifte par.

Heldigvis lytter gæsterne, da pigerne beder om, at man kun kaster med underhånd.

Og mens nogle gæster lykønsker – og kaster på – det glade par, er andre gået i sammenskudsbaren. Her kan man genopfylde sit hvide plastikkrus med

alt fra bryllupsbobler og Baileys til polske vodkaer.

Måske er de i baren for at blive mentalt klar til den fælles stopdans, der har erstattet den traditionelle brudevals på aftenens program. Måske er det for at fejre det, de netop har været vidner til: Venskabet. Fejres skal Petrea og Johanne i hvert fald uden tvivl. Det er det, det hele handler om.

Tilbage venter dem et af deres livs største fester, hvor der skal danses og drikkes, snakkes og grines.

Men først er der en ting, der skal ordnes. For sidste gang slår brudeparret på glasset. ”Kom med, nu kaster vi brudebuketten!” ”Så holder vi en skilsmissefest” Efter brudebuketten er kastet, og festen

er forbi, venter der Petrea og Johanne et liv som kone og kone. Det skal de være, lige til skilsmissen dem skiller. For pigerne er kun gift fordi, de har lyst.

Når de ikke har det mere, er skilsmissen løsningen. ”Jeg kan godt forestille mig at være gift længe, men måske holder det kun et år.

Det er ikke noget problem. Så holder vi bare en skilsmissefest,” siger Petrea og bliver suppleret af sin kone Johanne. ”Nu er vi lige i opstartsperioden, hvor vi skal finde ud af, om det fungerer juridisk. Men når vi først har været gift noget tid, så hvorfor ikke bare fortsætte?

Det betyder ikke så meget. Lige meget om vi er skilt eller har en kanin og en lejlighed i Nordvest om 10 år, så vil jeg altid elske Petrea,” siger Johanne.•

WE ARE STILL HERE

“If you are a maid or a gardener you are still dependent on a master. That kind of mentality ruined us. For the last

WE ARE STILL HERE is a visual investigation into the collective spirit - zeitgeist - of a young nation highly un-

many years we have been colonized by our own. It’s our generation's challenge to change that” says Stanley, a young entrepreneur, and farmer from Harare.

A country, known for Victoria Falls, Safari Parks, decades of economic hardship and political oppression under Robert Mugabe’s 37 years of dictatorship, and one of the last countries in Africa to gain independence in 1980.

derreported due to a tightly closed media space. Recently in July 2018, after Mugabe’s fall, a new government took over giving hope for change. However, the latest economic development has challenged the belief for change.

This project is driven by the curiosity to understand the post-colonial legacy and identity by diving into the world of everyday life in urban parts of Zimbabwe.

Af Jesper Houborg

20 • CITAT N°45

CITAT N°45 • 21

22 • CITAT N°45

CITAT N°45 • 23

24 • CITAT N°45

CITAT N°45 • 25

26 • CITAT N°45

CITAT N°45 • 27

28 • CITAT N°45

CITAT N°45 • 29

30 • CITAT N°45

CITAT N°45 • 31

32 • CITAT N°45

CITAT N°45 • 33

34 • CITAT N°45

CITAT N°45 • 35

Husker du Tekst af Ronja Alberte Solberg Hansen Illustration af Hannah Keegan

Kaffekoppen rammer bordet, med en skinger lyd En flig falder, som i slowmotion Rystende hænder, rynket smil Bløde gummer og gule glødelamper Latteren spreder sig hen over bordet, som en storm af lykke Dine øjne er vilde Jeg betragter dem Du lyser Det er længe siden Vi mindes de gamle dage hvor vi sad på stranden med sand imellem tæerne og i badebukserne Så blødt og beroligende Nu skærer det Sandet Du kigger på mig, og jeg kender det smil ”Husker du…” starter du og fortsætter med den samme historie som altid Du glemmer, at du har fortalt den før For 10 minutter siden Jeg smiler og griner med Jeg må tage, hvad jeg kan få Du tager min hånd og kysser mit håndled En tåre falder over din kind Jeg smiler og fletter mine fingre ind i dine ”Husker du…” starter jeg og fortsætter med den samme historie som altid Jeg glemmer, at jeg har fortalt den før

Når døden bliver en gave

I 1978 mødte Gitte og Torben hinanden.

Gitte fik arbejde som nattevagt på et bosted for motorisk handicappede, og her boede Torben, fordi han var født med spastiske lammelser Torben havde svært ved at sove om natten, så i stedet for at ligge vågen på sit værelse, brugte han nattetimerne på at snakke med Gitte. Det var starten på et årelangtvenskab,som endte med, at Gitte hjalp Torben med at tage sit eget liv.

Tekst af Anna Birch Schmidt Bjergkæde af Siri Nanthana Westergaard Fugle af Emilie Blaabjerg

100.000 DANSKE KRONER kostede det Torben at dø. Det var den sum penge, de betalte den organisation i Schweiz, som var med til at arrangere hans død.

For omkring 10 år blev Torbens sygdom forværret. Dag og nat skreg han af smerte. Hvis han kørte over et dørtrin, skreg han. Hvis man rørte ved ham, skreg han. Torben og Gitte havde besøgt alle smerteklinikker i Danmark og havde forsøgt sig med cannabisolie, hashkager og opiumsdråber og alverdens andet, men der var ingen udvej rent medicinsk.

Torben og Gitte begyndte at tale åbent om, at Torbens højeste ønske var at dø.

Det gjorde Gitte ondt at se, hvor syg Torben var. Hun fortalte ham, at hun var ked af det, og at hun holdt af ham.

Hun fortalte ham dog også, at hun godt kunne forstå, hvorfor han ikke længere ønskede at leve i det smertehelvede. Systemet kunne ikke længere gøre noget for ham, Gitte havde opbrugt sine muligheder, og han havde givet op på sig selv. ”Jeg sagde til ham: ’Jeg kan sagtens se, at det liv, du lever nu, ikke er værd at leve. Og der er ingen af os, der kan hjælpe dig mere.’”

Torben mislykkedes flere gange med at tage sit eget liv. ”Jeg kunne ellers unde ham, at han havde fået lov til at dø,” siger Gitte.

De sidste otte år af Torbens liv blev han for dårlig til selv at begå selvmord.

Han ønskede derfor, at Gitte skulle hjælpe ham med at finde en selvmordsklinik

i Schweiz eller Holland. Gitte havde lovet at hjælpe til det allersidste, men Torbens familie var endnu ikke indforstået med, at Torben ville dø. Hun frygtede, at familien ville anklage hende for at have ønsket at slå Torben ihjel, når hun kom hjem med en tom kørestol. Hun fortalte ham, at hun ikke ville tage af sted uden familien.

Planlægningen af Torbens død Gitte kunne mærke lettelsen skylle ind over sig, da Torbens familie indvilligede i planen. Torbens moster havde juleaften oplevet Torben skrige af smerte, og det var det helt store vendepunkt.

Inden turen til Schweiz blev realiseret, var det dog vigtigt for Gitte, at Torben ikke blev indviet i planerne. De skulle være helt sikre på, at det kunne lykkedes.

Hun ville ikke give ham falske forhåbninger.

Gitte havde dog et behov for at fortælle sin datter, at hun var ved at planlægge Torbens død. Torben var også blevet en del af datterens liv, og det var vigtigt for Gitte, at datteren vidste, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde.

05 • CITAT N°45

”Jeg har haft det sværere overfor hende end overfor Torben. Har jeg gjort noget forkert? Hvad synes hun? Det var vigtigt for mig, at hun synes, det var rigtigt, det jeg havde gang i.”

Gitte frygtede, hvordan deres forhold ville ændre sig, hvis hendes datter ikke kunne acceptere og forstå Gittes handlinger. Heldigvis syntes Gittes datter, at det var sejt af hende at hjælpe Torben med at få hans højeste ønske opfyldt.

Den endelige dato Efter et par måneder var de så optimistiske og langt med planlægningen, at de besluttede sig for at fortælle Torben den gode nyhed.

Gitte var nervøs for, hvordan han ville reagere, og om han nu stadig ville det. De havde selvfølgelig snakket om det hundredvis af gange, men tvivlen var stadig til stede. ”Hold nu op! Hvornår kan det blive?”

Torben virkede glad og lettet. Og så var han for første gang i mange år vågen og lyttende. Til sidst havde det været næsten umuligt at føre en samtale

med ham, fordi hans smerter fik ham til at glide ind og ud af bevidsthed.

De fortalte ham, at de blot ventede på den endelige dato for, hvornår han skulle dø.

Et par dage senere kom den længe ventede besked: Den 17. maj 2017.

Den besked gjorde, at Torben blev gladere og lettere om hjertet. Og han tvivlede ikke ét sekund fra det øjeblik, og til han forsvandt. Det var den bedste gave, Gitte kunne give ham: ”Nu har jeg det godt. Nu glæder jeg mig,” sagde Torben.

Enkeltbillet til Schweiz For at realisere planen skulle Gitte have fat i en handicapbus. Den blev leveret til Gittes hjemmeadresse og skulle derfor stå i hendes indkørsel. Det havde hun det lidt mærkeligt med. Ikke fordi hun var begyndt at tvivle, men fordi det gav hende knuder i maven at lyve for familie og venner, som spurgte, hvorfor der holdt en handicapbus i indkørslen. Men hun var nødt til at lyve, for hun var usikker på, om alle

ville kunne forstå, at hun var i gang med at hjælpe Torben med at dø.

Den 14. maj parkerede Gitte handicapbussen foran Torbens institution. Rejsen til Schweiz var ved at begynde. Institutionen havde fået at vide, at Gitte og Torbens moster og onkel ville overraske Torben med en uges ferie, fordi han trængte til at få noget luft.

Da de ankom til bostedet klokken otte om morgenen, kom en af de ansatte ud og spurgte, hvor de skulle hen.

Gitte svarede, at det ville hun ikke sige, for det var en overraskelse for Torben.

Hun udvekslede et kort, men sigende blik med Torben, som med et sagte smil i mundvigen svarede: ”Nej, det er spændende.”

De sidste dage Sent om aftenen den. 14. indlogerede de sig på et hotel i Basel i Schweiz.

Gitte og Torben skulle sove sammen i en dobbeltseng på et af værelserne.

Gitte sov ikke meget de efterfølgende nætter. Hun tænkte på, hvad Torben tænkte. Hvordan han havde det. Om

CITAT N°45 • 41

han var ved at få kolde fødder. Og hvad de skulle stille op, hvis nu han fortrød.

Men hun havde stadig ikke fortrudt.

Den sidste nat kunne hun mærke, at Torben heller ikke kunne sove, og hun valgte at tage fat i ham. Hun spurgte ham, om han havde fortrudt. Om han var sikker på, at det var det her, han ville.

Han trak bare på smilebåndet og sagde: ”Ja, det er en gave, som om det var juleaften.”

De to efterfølgende dage blev brugt på at sige farvel. På skift gik de ture med Torben og snakkede om gamle dage og deres fælles minder. Stemningen var stille og rolig. Det var ikke en tårevædet afsked, men derimod hvad der føltes som den helt rigtige måde at sige farvel på.

Engle og uroer Klokken otte om morgenen ankom de til det sted, hvor Torben skulle dø.

Stedet lå i et øde industrikvarter og lignede på ingen måde den klinik,

42 • CITAT N°45

Gitte havde forestillet sig. De kørte om til bagindgangen, hvor der var en rampe til en kørestol. De tog en gammel elevator op og trådte ind i en form for opholdsstue med to sofaer i den ene side og et fjernsyn og et bord med dertilhørende stole i den anden side.

Indretningen var præget af jordfarver, og så hang der engle og uroer ned fra loftet. Og så var der den mest fantastiske ro.

I opholdsstuen blev en plejeseng kørt ind. Sengetøjet var orangefarvet, og der var både puder og tæpper. Torben blev lagt på sengen, imens Gitte, mosteren og onklen stadig sad ved bordet. Lægen og hendes hjælper stod for enden af sengen ved siden af et kamera. Det er nemlig påkrævet, at seancen bliver filmet, og familiemedlemmer må ikke være i billedet.

Men det var ok, for de havde allerede sagt farvel til Torben dagen forinden, så der var ikke mere at sige.

Over sengen på et stativ hang den lille flaske med giften. Ud fra flasken gik en slange ned til den kanyle, der skulle sprøjte giften ind i Torbens krop. Ligesom, hvis det var et almindeligt drop. De havde lavet et system, hvor han skulle slå til en pind, som ville udløse væsken, fordi det var altafgørende, at han ikke fik hjælp til den sidste del.

Lægen startede kameraet, og Torben sagde sit navn, sit CPR-nummer, og at han var kommet til Schweiz for at dø. ”Hvor lang tid har jeg til det?” spurgte Torben pludselig. De skulle blive hans sidste ord.

Gitte fik en klump i halsen. Hun frygtede, at han var ved at trække i land, men hun måtte jo ikke sige noget. Torben kiggede på Gitte, og hun gjorde en bevægelse, som om hun trak en lynlås hen over munden. Hun vinkede til ham og sendte ham et luftkys.

”Så var det sagt. Det forstod han godt,” siger hun.

Han skubbede til pinden, og efter 40 sekunder var han død. Torben døde klokken 10:12 til lyden af fuglefløjt fra et åbent vindue ved siden af sengen. Et fredfyldt og tilfreds udtryk havde bredt sig på hans ansigt, og sådan havde Gitte, mosteren og onklen aldrig set

da en kikset måde at gøre det på. Men måske var det også den helt rigtige.

I dag er det næsten to år siden, at Gitte sagde farvel til Torben i Schweiz, og hun er stadig lettet over, at han fik lov til at dø, og at hun fik lov til at arrangere hans død for ham. ”Det var den bedste beslutning, jeg har taget for Torben. Det er der ingen

Torben i de 54 år, han havde levet.

tvivl om. Vi var bare håndlangere, for han havde ikke kunnet planlægge det selv. Det er der ingen mennesker, der kan selv.”

Gitte savner ikke længere Torben, for det var ikke kun en lettelse for Torben at få lov til at dø, men også en lettelse for hende at få en slutning på det hele.

Det havde slidt hende op at tage sig af ham i 30 år. Han havde været en

Levering fra GLS De havde nået at være hjemme i otte dage, da mosteren ringede til Gitte og fortalte, at urnen med Torbens aske var ankommet. ”Nu er Torben kommet. Han er blevet leveret med GLS.” Det grinte de egentlig af, for det var

nær ven, men det havde også været frustrerende ikke at kunne gøre mere for ham. Ikke at kunne lindre hans smerter. Det eneste, der hjalp, var, at han fik fred.

Selvom Gitte ikke længere savner Torben, snakker hun stadig med Torbens moster om ham – og om hvad der skete. ”Vi klapper hinanden på skuldrene og siger: ’Godt gået’”. •

Navnene i artiklen er opdigtede, da de ønsker at være anonyme.

CITAT N°45 • 43

Skatteøen er et portræt af Refshaleøen i København, der tidligere husede B&W værftet. Refshaleøen, hvor der var plads til det vilde og det outrerede, men også hvor Københavns lokalplaner så småt fik øjnene op for de mange penge, der gemte sig i de uudnyttede byggegrunde og industriruiner. Københavns Kommune havde dengang en vision om, hvordan øens fremtid skulle være: ”De midlertidige anvendelser og aktiviteter skal være med til at skabe byliv og aktiviteter ved at realisere det potentiale, der findes i de tommme bygninger og omgivende ubebyggede arealer.”

Starten på lokalplan fra Københavns Kommune

SKATTEØEN Af Tobias Stidsen

Af Tobias Stidsen

46 • CITAT N°45

CITAT N°45 • 47

48 • CITAT N°45

CITAT N°45 • 49

EN VERDEN AF BLING, DANS OG SMART PHONES Tekst og foto af Asta Handberg

KURSUS TIL STUDERENDE

Regler for DANSK GRAMMATIK og brug af tegnsætning Kan du IKKE reglerne for...

Grammatik: • Korte og lange tillægsformer (–et/-ede og -ene/-ende) • R-problemer i navneord, udsagnsord og tillægsord • Forvekslingsord (af/ad) Grammatisk komma: • Bestemmelse af hoved- og bisætning • Indskudte sætninger • Opremsninger

...så få styr på dem.

FOF Aarhus tilbyder GRATIS undervisning med løbende optag på aften- og weekendhold Henvendelse til Lone Husted Kristensen lone@fof-aarhus.dk eller 86 12 29 55

www.fof-aarhus.dk

05 • CITAT N°45