Citat_43

C I TAT

NO 43

EMILIE JENSEN

CHRISTIAN NORDHOLT FOTO

ANSVARSHAVENDE

DITTE LINDBLAD

SIGNE FOSGRAU

TEKST

TEKST

EMILIE LÆRKE HENRIKSEN FOTO

SØREN VENDELBO FOTO

EMILIE FOG

CHARLOTTE KOWAL

TEKST

TEKST

MADS FROST FOTO

MARIUS R. CHRISTENSEN FOTO

KASPER H. ANDERSEN FOTO

SKRIBENTER Asta Handberg, Sarah Mølsted, Sofia Busk, Jonas Fogh, Maria Kjærsgaard, Johan Hattens Gudmandsen, Sarah Hartvigsen Juncker FOTOGRAFER Asta Handberg, Oscar Scott Carl, Sofia Busk, Jonas Fogh, Julie Kristensen, Sarah Hartvigsen Juncker ILLUSTRATIONER Henrika Hermann Hansen FORSIDE Sarah Hartvigsen Juncker OPLAG 2000 WEB www.magasinetcitat.dk FINANSIERING Magasinet CITAT er kun finansieret af annoncer TRYK Hørdum & Engelbrecht DISTRIBUTION Freecard PRODUCERET af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk SKAL DIN ANNONCE I CITAT? Skriv til annonce@magasinetcitat.dk

02 • CITAT N°43

C I TAT

NO 43

Kære læser Det kan være svært at rive op i noget fast. Svært at bryde en rytme. Svært, fordi man ikke ved, hvor mange slag, der går, før rytmen er i takt igen.

I Sydkorea har de styr på takter, trin og publikum. De ligner kendte k-popstjerner og optræder til koncentrerede blikke. Oplyst af neonskilte og betragtet gennem små, sorte skærme.

Uden telefon er du offline. Uden telefon kan der være lang vej fra Spanien til Danmark. Uden telefon bliver man tvunget ud i kreative løsninger, især når morgentoget nordpå skal nås. Ændrede omstændigheder afføder nye idéer eller reaktioner.

Nogle råber højt, andre handler. Måske deres stemme er blevet fortiet, tysset på. Man kan handle forskelligt, og man kan handle uhensigtsmæssigt. Som en modreaktion på nye strømninger brændte flere asylcentre til grunden i Sverige i 2015.

For nogen handler det om at blive hørt, hvis tonerne ændres, og man sidder med de gamle noder.

I andre tilfælde melder helt nye stemmer sig. Måske er dem, det handler om, slet ikke en del af debatten. Snakket om, hen over hovedet. Et pop-up bordel, et teaterstykke, giver sexarbejdernes stemme en del af taletiden.

Opbrud, indspark og stemmer.

Vi har revet op i det faste. Gjort noget nyt, noget andet. Brudt rytmen.

God læselyst Redaktionen, oktober 2018 Foto: Emil Baun Bartram

DOKUMENTARFOTOGRAFI - KUNSTFOTOGRAFI - 21 UGER - START 14/01/19 TREKRONERGADE 126F 2500 VALBY +45 3325 0595 INFO@KBHFILMOGFOTOSKOLE.DK WWW.KBHFILMOGFOTOSKOLE.DK

Historier En verden af bling, dans og smartphones Tekst og foto af Asta Handberg

Mormor & Olivia Tekst af Sarah Mølsted Foto af Oscar Scott Carl

side 14-19

De åbne hjerters land Tekst og foto af Sofia Busk og Jonas Fogh

De hellige vers Tekst af Maria Kjærsgaard Foto af Julie Kristensen

Offline gennem Europa Tekst af Johan Hattens Gudmandsen Illustration af Henrika Hermann Hansen

En rigtig god luderhistorie Tekst og foto af Sarah Hartvigsen Juncker

04 • CITAT N°43

side 6-13

side 20-35

side 36-38

side 40-43

side 44-50

Denne billet giver

50% På alt mad (Gælder kun søndag-torsdag i 2018)

ÅBNINGSTIDER Man-tors kl. 12-22 - Fre kl. 12-23 - Lør kl. 10-23 - Søn kl. 10-22 Restaurant Italia - Åboulevarden 9 - 8000 Aarhus C

Der

Kuhstall GRATIS ENTRÉ ALDERGRÆNSE MIN. 20 ÅR WWW.DERKUHSTALL.DK ÅBOULEVARDEN 22 8000 ÅRHUS C

Denne billet giver

2 Gratis Jägerbombs (Benyttes inden 01:00)

Max en billet pr. person pr. dag.

Der

Kuhstall

Denne billet giver

Ægte værtshusstemning og studievenlige priser.

Find os ved Åen under Clemens Bro.

Kontakt: simon@bodegaen.net

Aldersgrænse: min. 20 år.

5 GRATIS SHOTS (Benyttes inden 01:00)

Max en billet pr. person pr. dag.

CITAT N°43 • 05

EN VERDEN AF BLING, DANS OG SMART PHONES Tekst og foto af Asta Handberg

08 • CITAT N°43

Når mørket falder på over Hongdae-området i Seoul, myldrer det frem med unge mennesker. De ligner Kpopstjernerne, hvis portrætter lyser op på de store neonskilte overalt i byen. Drengene er klædt i baggy tøj, har huller i ørene og masser af makeup. Pigerne har korte nederdele, store sweatshirts og hår i vilde farver. Deres vigtigste accessory er deres smartphone. Den er pyntet med glimmer, tegneseriefigurer og masser af ‘bling’.

DET ER FREDAG aften i Hongdae, et universitetsområde i Seoul, Korea. Turister blander sig med unge koreanere. Der brager musik ud fra de farverige butiksvinduer, hele gaden summer af liv og ungdom. Om aftenen forvandler Hongdae sig til et stort talentshow, overalt er der unge koreanere, som synger og danser foran de mange nysgerrige mennesker. Selv i menneskemylderet er turisterne nemme at spotte. De er høje, deres tøj er kedeligt, deres hår er fladt.

De stråler af den vestlige ensartethed.

Folkene på gaden danner cirkler om de dansende eller syngende teenagere. De fleste af de optrædende er drenge. De er unge, flotte og tiltrækkende. Deres ansigter er tegnet op med makeup. Puder, eyeliner og læbestift. De sveder så meget, at små perler løber ned over deres tindinger. Små elektroniske vifter formet som

kaniner hjælper med at holde deres ansigter tørre, så makeuppen bliver siddende. Deres hår er klippet i den samme grydefrisure. De fleste har farvet det – blåt, pink eller gråt. Deres tøj er stort. Skjorter og jeans er deres foretrukne outfit. De har flere smykker end den gennemsnitlige danske kvinde. I lyset fra neonskiltene skinner de næsten.

K-pop og Kakaotalk Publikum står tæt sammen i en cirkel og har skabt en lille scene i midten. Her er det drengene, der styrer showet. De performer, danser og flirter. De kigger lidenskabeligt ind i pigernes smartphonekameraer, som optager hver eneste af deres bevægelser. Pigerne er ellevilde. Mange af dansene bliver livestreamet. Alting skal dokumenteres på Instagram eller den koreanske chat-app, Kakaotalk.

Rundt omkring i menneske-

mængden sidder vestlige venindepar.

Mange af dem har farvet deres hår pink eller en anden vild farve. De er ikke som de andre turister, der nøjes med at være tilskuere til hele sceneriet. I stedet sidder de side om side med de koreanske piger. Alle, både de koreanske og de vestlige piger har deres smartphones lige ved hånden. De tjekker Instagram, når der er pause og tager billeder, når drengene danser. De har julelys i øjnene. De har ventet så længe på det her. De kender drengene, har fulgt dem på Instagram, og er taget til Seoul for at opleve dem og deres kultur i virkelighedens verden. De er her, fordi de er kæmpe fans af K-pop kulturen.

Køb en selfie Når drengene ikke danser, har de også deres telefoner i hånden.

De tager billeder af deres fans.

Livestreamer på de sociale medier.

CITAT N°43 • 09

10 • CITAT N°43

CITAT N°43 • 11

På scenen har de papskilte, hvor navnene på deres Instagramprofiler står. De håber, at pigerne i publikum vil følge dem. Jo flere følgere, jo mere berømmelse.

Efter showet løber pigerne ned på scenen for at tage et billede eller få en snak med deres favoritdanser. De betaler for, at drengene skal tage en selfie med dem. Billederne er med filtre. Kaninører, glat hud og små røde kinder. På billederne forvandler pigerne og deres idoler sig til figurer. De bliver en blanding mellem virkelighed og fantasi.

Drengene tjener penge på selfierne. De samler koreanske Won ind i kurve, præcis ligesom gadedansere i europæiske storbyer. Et sted i menneskemængden falder en af danserne på knæ foran en pige. Han frier til hende. I stedet for en ring holder han pengekurven op foran hende.

Pigen fniser og begraver sine rødmende kinder i hænderne, mens hendes veninder tager billeder – det her øjeblik skal foreviges. Danseren får overtalt pigen til at give ham et

12 • CITAT N°43

par tusind Won, lige nok til en iskaffe fra 7-eleven, og skynder sig videre til den næste fan.

Kun for børn Lidt længere nede af gaden, på den del, der bliver kaldt Children’s street, står endnu en stor gruppe af mennesker. De strækker hals for at få lov at se, hvad der sker på scenen foran dem. Seks meget unge piger står foran menneskemylderet. De er højest fem år gamle.

Deres dansetrin er velkoordinerede og indøvede ned til mindste detalje.

De danser ikke bare, de performer ligesom de ældre drenge længere nede ad gaden. De smiler og blinker til publikum. De mimer med på sangene.

De har øvet sig meget. I baggrunden står deres træner, han klapper og danser med i ny og næ. Der er stolthed i hans blik, men han er også streng. Det kræver sin kvinde (eller pige) at blive dygtig. Det ved han, og det ved pigerne også. Mange af deres forældre og ældre søs-

kende står sammen med publikum.

De tager billeder, giver pigerne juice og bubble-tea i pauserne og følger dem hjem, når hele showet slutter. De er deres første og største fans.

Som aftenen skrider frem, bliver der færre og færre dansere i gaden.

Kort før midnat er de alle sammen forsvundet. De skal nå den sidste metro hjem. I morgen begynder en ny dag med dans og sang. Tilbage er resterne af det menneskemylder, som tidligere fyldte gaden og gjorde det svært at komme frem. En ældre kvinde samler skrald, og en enkelt ung fyr står stadig med sin guitar og underholder et par turister med sin egen version af Oasis’ Wonderwall. For enden af gaden kan man skimte Karaokebarenes neonlys og shoppinggaden, som stadig er åben mange timer endnu. •

CITAT N°43 • 13

Mormor & Olivia De kommer fra to forskellige generationer. Pia og Olivia deler både sorg og forelskelse. Olivia står med begge ben i ungdommen. Mormor Pia gad godt prøve den af igen. Men kun for en måned.

Tekst af Sarah Mølsted Foto af Oscar Scott Carl

16 • CITAT N°43

TORSDAG ER OLIVIAS yndlingsdag på ugen. Det er også mormors.

De er sammen hver torsdag, men denne er lidt speciel. De har sat sig overfor hinanden for at tale om glade dage og svære tider.

Olivia er en 14-årig pige og sammen med sin mormor, taler hun om fyre og forelskelse. Hendes mormor er den, der kender allerflest af Olivias hemmeligheder.

Yin og yang ”Vi siger, at vi er yin og yang. De er godt nok modsætninger, men det siger vi altså,” siger Olivia.

Hun viser sin ring med to diamanter, der symboliserer de to. Det er som om, at en boble omslutter dem.

Hvis man ikke er Olivia eller mormor Pia, kan man ikke være med. De sidder i mormors stue, hvor porcelænsfigurerne står på ræd og række, som mormor husker, at de stod hos sin egen mor. ”Det bedste er, når du kommer,” siger mormor. ”Og når du går igen,” tilføjer hun, og de bryder begge ud i latter. Olivia forstår.

Hun er ikke ligefrem den tavse

type, og hun fortæller sin mormor alt fra teenagelivets små udfordringer til dybe hemmeligheder. ”Og jeg sladrer ikke. Her den anden dag ringede din mor og spurgte ind til noget.”

De udveksler et blik, der afslører, at de begge godt ved, hvad dette ’noget’ er. ”Men så sagde jeg bare, at det kendte jeg ikke noget til,” siger mormor.

Olivia er teenager, og det kræver nogle gange gode råd fra mormor.

Pia er glad for, at det ikke er hende, der er ung lige nu. Der er så mange krav, og det er ikke til at finde ud af alt det der edb. Kun én ting kan få hende til at drømme om at være ung igen. ”Hvis jeg kunne ønske mig tilbage, ville jeg være ung i en måned og gå i byen og score og nyde, at alle mændene synes, jeg var flot. Det var fantastisk. Åh ja.”

Det der med fyre ”Er du forelsket, Olivia?”

Olivias kinder blusser op. Opskriften på en forelskelse er simpel:

“Fyre skal være godt opdraget.

De skal være ærlige og have gode værdier,” siger Olivia. ”Og være pæne! Det er jo ikke altid det indre, det kommer an på,” afbryder mormor.

Olivia synes ikke, at det ydre altid er det vigtigste, men mormor kigger gerne efter de flotte fyre. ”Ham, jeg er forelsket i, er 30 år og ser pisse godt ud. Men dem, der er forelsket i mig, de er altid sådan nogle store mænd med tykke maver, og dem gider jeg ikke.”

Pia bliver drømmende i blikket, imens hun fortæller om ungdomsforelskelser og fyre, hun har kysset i byen.

“Nu skal jeg lige vise en, jeg var forelsket i,” siger hun og springer op for at hente et fotoalbum.

På billedet sidder en ung fyr, der er som taget ud af en 70’er-film.

Selvom mormor synes, at han er for lækker, fanger han ikke Olivias interesse. Hun kigger på billedet nedenunder, hvor mormor smiler charmerende til kameraet fra et dansegulv. Hun er i kjole og har makeup på, der fremhæver

CITAT N°43 • 17

hendes øjne. ”Du ser da meget badass ud, mormor,” siger hun.

Fundamentet der brast Da samtalen sporer sig ind på sorg, søger mormors øjne gulvet. Det er som om, hun bliver lidt nervøs, fordi hun ved, hvad hende og Olivia nu skal snakke om. Morfar.

“Sorg er, når man mister en, man elsker,” siger Olivia.

Morfar var en, de begge elskede meget højt. Han var den bedste morfar, Olivia kunne drømme om, og den mand, som mormor efter 40 års ægteskab, skulle opleve alderdommen sammen med.

“Han var gået på efterløn. Vi skulle bare hæve alle vores penge og ud at rejse.”

Han døde, fem måneder før mormor gik på efterløn. Med morfars død forsvandt hele fundamentet under mormor.

“Det var hårdt at se dig være så ked af det,” siger Olivia. Hun aer mormors hånd.

Et par tårer er undsluppet mormors øjenkrog, og stemmen er skrøbelig. Der hviler dog stadig en

18 • CITAT N°43

hvis trodsighed over hende.

“Da det ikke kunne blive anderledes, valgte jeg at kæmpe. Når den negative tanke kommer, tænker jeg på noget positivt, så sorgen ikke tager mig,” siger hun.

Det første, hun gjorde, var at melde sig til et kursus for at lære at bruge NemID og det såkaldte edb. I dag er hun også travlt beskæftiget med et stort hus og have, at være frivillig og tilbringe tid med Olivia. Hun er en sej dame, selvom de seneste seks år har budt på seks dødsfald. Hun mistede en god veninde, sin mor, svigermor, sin mand og sin bror.

“Og Bølle, min hund!” udbryder hun, og hverken mormor eller Olivia kan holde latteren tilbage.

Olivia krammer mormor.

“Hvis man aldrig følte sorg, ville man ikke kunne mærke glæden,” siger Olivia.

‘Det er så godt, vi er her sammen’ Spørger man mormor, handler glæde om at omgive sig med gode mennesker. Hvis nogle personer i ens liv bliver ved med at behandle én dårligt, skal man sætte dem op på den hylde, hvor de hører til og

glemme dem. Det råd har Olivia fået af mormor.

Heldigvis er mormor ikke sat på hylden, og det er derfor, at Olivia kommer på besøg torsdag efter torsdag. Så hopper de enten på cyklen og tager ud i byen eller bliver hjemme blandt mormors sirligt opstillede porcelæn.

Deres bedste oplevelse var en aften i Aalborg, hvor Olivia havde sin mormor helt for sig selv.

“Klokken slog tolv, og vi stod og kiggede på det smukkeste fyrværkeri, der fløj ud over fjorden.

Så kiggede vi på hinanden, og jeg sagde ‘det er så godt, at vi er her sammen’. Vi gjorde bare, lige det vi havde lyst til,” siger Olivia.

Det ligner, at de begge kan se fyrværkeriet igen inde midt i mormors stue.

Der findes ingen drejebog til et forhold som mormor Pia og Olivias. Men mormor vil gerne løfte sløret for, hvad det hele bunder i.

“Man kan kun elske sit barnebarn så meget, hvis man får lov til at elske det.” •

CITAT N°43 • 19

De ĂĽbne hjerters land Foto og tekst af Jonas Fogh og Sofia Busk

FLYGTNINGE STRØMMEDE OP gennem Europa og ind i Sverige. I EU lukkede medlemslandene sine ­grænser og havde travlt med at diskutere ­flygtningekvoter, alt imens svenskerne tog imod med åbne arme.

Men så begyndte det at brænde.

Overalt i Sverige begyndte asyl­ centrene at brænde, og dele af den svenske befolkning begyndte at vise tegn på ikke at være så åbne og ­tolerante som først antaget.

Sverige i flammer En nat vågner familien ­Linderos ved lyden af deres hunds gøen. Det brænder ­voldsomt i den nedlagte landsbyskole, som ­familien er nabo til. To dage ­forinden havde der været møde i det ­lokale forsamlingshus i

22 • CITAT N°43

den lille Sydsvenske by Kånna. På ­mødet blev beboerne informeret om, at skolen skulle bruges til at huse ­flygtninge, hvilket ikke faldt i god jord h ­ os alle.

Brandvæsnet blev kaldt ud tilden tidligere landsbyskole ­omkring kl. 01.30, men branden var så voldsom, at skolen ikke stod til at redde. Planen om et nyt ­flygtningecenter i Kånna blev dermed forpurret.

I 2015 var der 26 lignende angreb på svenske asylcentre landet over.

Den første brand fandt sted i en bygning, som husede ­mindreårige ­f lygtningebørn i Kolbäck, en lille ­landsby vest for Stockholm.

I de ­følg­­­ende måneder opstod flere brande på asylcentre, og i

­ ktober ­v æltede flammerne ind o over det svenske ­l andskab med hele 12 brande. Alle sagerne blev ­efterforsket som påsatte brande, flere af dem som grove m ­ ordbrande.

Udadtil forsøgte politikerne at ­o pretholde facaden. Sverigedemokraterna fik mundkurv på, og landets statsminister Stefan Löfven, fordømte den første brand, og kaldte det en sort dag for Sverige.

Samtidig stod ­regeringen fast på deres liberale ­flygtningepolitik.

Men overalt i Sverige ulmede ­frustrationerne og det stod klart, at der herskede en stærk skepsis mod ­masseindvandringen.

Et asylcenter uden for Munkedal blev i efteråret 2015 totalskadet af en brand, der stadig ­efterforskes af politiet som påsat.

CITAT N°43 • 23

Venteværelse til flygtningene inden de bliver sat på busser og kørt til registrering.

24 • CITAT N°43

“De fylder meget i gaderne og flytter sig ikke, når jeg prøver at komme forbi.

Nogen er kommet ind i min salon, men jeg forstår ikke arabisk.”

- Kerstin Roth, 61 år, ejer af Frisørsalonen “Kerstin” i Lyngbyhed.

CITAT N°43 • 25

“Vi er blevet mere utrygge. De sidste 2-3 år har der været 15 indbrud her i byen. Alle huse i vores lille by Ynglingarum har været angrebet. Det er alle de migranter, der kommer til landet. Politiet har fortalt, at der i juni, juli og august var en kæmpe stigning på indbrud her i området. Nu har vi valgt at sætte overvågningskameraer op på vores hus.”

- Christel Fyrberg Arbetslös, 49 år og Michael Frank, 51 år. Ejere af Mickes Elservice.

26 • CITAT N°43

CITAT N°43 • 27

28 • CITAT N°43

“Om 10 år findes Sverige ikke - ikke hvis flygtningene bliver ved at strømme ind.

Så vil Sverige ikke længere være svensk. Børnene må ikke længere klæde sig ud som peberkager til Luciaoptoget, fordi de er brune, og det synes nogle er racistisk.

Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg synes, at det er ærgerligt. Der er mange ting, man ikke kan gøre i dag uden at være racistisk. Nogle steder bliver man kaldt racist, hvis man viser det svenske flag. Flygtningene kommer til Sverige, og vi tager imod dem med åbne arme. Vi giver dem penge, et tag over hovedet, mad og tøj.

Vi giver dem alt det, de ikke har. Vi indretter boliger til dem, og så vil de ikke bo der - jeg forstår dem ikke. De får ALT på et sølvfad. Jeg er enlig mor, og jeg har ikke engang så mange ressourcer som dem. De får et paradis her, men de er ikke taknemmelige.” - Kikki Toivola, 22 år. Enlig mor.

CITAT N°43 • 29

Sverigedemokraterna holder deres årlige landsmøde på Hotel Scandic Star i Lund.

Politiet har afspærret området med hegn og pigtråd.

30 • CITAT N°43

“Forsøget på et multikulturelt samfund er allerede mislykket. Vi har i dag 55 ­indvandrertætte områder med multietnicitet. Her har politiet slet ingen kontrol, og det er kriminelle, der styrer områderne. Det fungerer ikke, og i stedet er der kommet ­forringelser på skolerne og i sundhedssektoren. Kriminaliteten er øget, og folk føler sig mindre trygge.” - Tobias Andersson 19 år. Formand for Sverigedemokratisk Ungdom.

CITAT N°43 • 31

En Novembernat i 2015 bliver en håndgranat kastet mod en bygning i Kalmar, som skal­­bruges til flygtninge. Håndgranaten eksploderer mellem to containere.

32 • CITAT N°43

Flygtninge til frokost ved et midlertidigt opholdssted for flygtninge i ­Ljungbyhed.

Centret kan huse op mod 1250 flygtninge.

CITAT N°43 • 33

“Jeg kan ikke lide, at man tager flygtninge ind i Sverige overhovedet. Jeg synes, vi skal lukke grænserne helt, og så synes jeg, at vi skal begynde at deportere folk hjem. Sverigedemokraterna vil mere eller mindre bare begrænse indvandringen, og det, synes jeg, ikke er nok. Vi bliver nødt til at gøre mere, for problemet er her allerede nu. De vil sænke farten, og jeg vil lukke problemet helt.

Jeg mener, at man skal holde sig til sit eget folk. Der er klart store forskelle på racer.

Udviklingsmæssigt, intelligensmæssigt og fysisk er der store forskelle, og derfor synes jeg, at de skal holdes adskilt. Alle racer skal være her, men jeg synes ikke, at de skal blandes.

Når man er et åbent land og tager imod mange flygtninge, så er det på bekostning af noget andet. Min kæreste arbejder i ældreomsorgen, hvor der spares penge. Der spares penge på skolerne, og der spares penge overalt, for at finansiere det her. Vi låner penge og statsgælden stiger, så masseindvandringen kan finansieres. Det er helt absurd.

Jeg tror, at det er svenskere, som har sat ild til asylcentrene - og jeg forstår dem godt. De har taget sagen i egen hånd, og det kunne jeg også selv finde på at gøre, hvis det ikke havde været for min søn. Jeg vil ikke risikere at skulle i fængsel og være væk fra ham.” - Robert Nilsson, 32 år. Tidligere medlem af Nationalsocialistisk Front, Svenskarnas Parti og Nordiska ­Motståndsrörelsen.

Tatoveringen på armen forestiller den tyske nazist og læge Josef Mengele.

34 • CITAT N°43

CITAT N°43 • 35

De hellige vers Igennem Helenes tid i folkeskolen følte hun sig utilstrækkelig og værdiløs. At hun er her i dag, har krævet en lang og hård kamp. En kamp, Gud har kæmpet med hende.

Tekst af Maria Kjærsgaard Foto af Julie Kristensen

HELENE ER 11 år. Hun går i fjerde klasse og er blevet sat ind i et lille lokale med resten af de 14 piger, der går i hendes klasse. Hendes lærer har ikke tid til at gå med ind og snakke om alle de svære ting. Så nu sidder de der og skal finde årsagen til problemerne i klassen. Det bliver hurtigt Helene, der får skylden, for nu får de andre fri passage for deres frustrationer. ”De fik alle sammen luft, men jeg begyndte bare at græde. Jeg følte, jeg blev kvalt,” fortæller Helene.

Oplevelsen fra hendes fjerde skoleår husker Helene tydeligt, men det var allerede i første klasse, Helene fornemmede, at hun var udenfor. De andre i klassen gad ikke bruge tid med hende, og det fik hun at mærke. En af pigerne fra klassen

kørte med samme bus som Helene til skole. En dag modtog hun en sms fra pigen.

Hun bad Helene om at lade hende være i bussen, for hun gad ikke at snakke med hende. Dette var blot én af de gange, hvor Helene oplevede, at der ikke var nogen, hun kunne snakke med. Eller der ville snakke med hende. Der var heller ingen i klassen, der havde lyst til at arbejde sammen med Helene. Hun siger det med et smil men med rynkede bryn, der afslører, at minderne stadigvæk gør ondt. ”Jeg havde det sådan, at jeg ikke ville lægge mig til at sove i weekenderne. For hvis jeg gjorde det, blev det hurtigere mandag igen, og så skulle jeg i skole.”

Da Helene er omkring 13 år, op-

dager hun en video på YouTube. En video, med næsten 50 forskellige skrifter fra biblen sat sammen som et kærlighedsbrev fra Gud. Billedkvaliteten minder mest af alt om en dårlig musikvideo fra 90’erne. Hun bliver tavs og ser koncentreret ud, da hun starter videoen. Hun stirrer ud ad vinduet men nikker, når en stemme i videoen læser hendes yndlingspassager op fra biblen. ”I am for you, not against you,” mimer Helene synkront med stemmen i videoen. Vandet i hendes øjne stiger og falder. ”Jeg bliver ramt af den hver gang. Den beskriver, hvor stor en kærlighed Gud har til mig.

Hvor værdifuld jeg er. Det er en måde, jeg finder min styrke på,” siger Helene.

Det var blandt andet den video, der hjalp hende i kampen om at overvinde flere års mobning.

Jeg råbte ad ham ”Salmen giver mig et svar på, hvordan jeg kommer videre. Jeg føler mig elsket. I de øjeblikke, jeg ser videoen eller læser min bibel, ser jeg en ægte kærlighed til mig.”

Salmen står åbent på Helenes computer som en støtte, når hun taler om alt det svære.

Helene forklarer, at salmen er en form for svar fra Gud. Alligevel synes hun ikke rigtig, det giver mening. For salmen giver ikke et svar på, hvorfor hun skulle bruge så mange timer på at græde, på at stille spørgsmålstegn ved sig selv og på at overveje, om hun ville være til.

Faktisk blev hun nogle gange så vred og frustreret, at hun skældte Gud ud. ”Jeg råbte bare ‘hvorfor?’ Det var det eneste ord, jeg råbte. Det var et hvorfor til, hvorfor jeg skulle igennem det her. Hvorfor der ikke var nogen, der kunne lide mig.

Hvorfor jeg ikke bare kunne være ligesom de andre.”

Helene hæver stemmen, men griner

38 • CITAT N°43

samtidig lidt af sig selv. Og så bliver hun rørt, når hun mindes, hvordan hun brugte Gud til at afreagere. ”Jeg ser ham som min far. Jeg bruger ham, som jeg ville bruge min jordiske far. En jeg kan skælde ud, få et knus hos, græde hos og snakke alt igennem med.”

Selvom hun har gået til psykolog af flere omgange og ikke var så bevidst om Guds rolle i hendes liv dengang, forstår hun i dag, at det var Gud, der gav hende energien til at kæmpe. ”Gud gjorde, at jeg ikke skar i mig selv eller tog kniven. Han reddede mig, det er helt sikkert.”

Jeg er værdifuld Korset var en gave fra hendes forældre på Helenes 18-års fødselsdag.

Hun havde selv ønsket sig det. Den er et symbol på Guds kærlighed til Helene, selvom hun godt er klar over, at det bare er et smykke. ”Den er lavet af noget metal. Der er ikke noget religiøst over den.

Men jeg ønskede mig den, fordi jeg gerne ville have Gud med mig alle steder.”

Mens Helene fortæller, bliver hendes hals mere og mere rødspættet. Men ikke omkring hals-

kæden. Kæden med korset bliver indrammet af det røde, mens huden under kæden forbliver bleg. ”Den har fået en anden betydning for mig nu. Det er mere et minde, hvor det dengang var en hjælp. Det er en påmindelse om, hvad jeg har været igennem, og hvad jeg kan overkomme.”

Helene har stadig brug for, at Gud bærer hende gennem de udfordringer, hun møder. Ligesom en hyrde bærer sine får. Sådan beskriver Helene det.

Hun bruger ikke længere Gud til at få afløb for sine frustrationer.

Nu bruger hun sin mor. Men hun råber ikke ad hende, sådan som hun gjorde ad Gud. I dag er Helene nemlig kommet ovenpå. Med Guds hjælp, men også med hendes egen styrke. ”Det, jeg gik igennem, har gjort mig til den, jeg er, lige så meget som Gud har. Derfor tror jeg, Gud tillod det, for jeg er en fantastisk person i dag.” •

KURSUS TIL STUDERENDE

DANSK GRAMMATIK

Regler for og brug af tegnsætning Kan du IKKE reglerne for...

Grammatik: • Korte og lange tillægsformer (–et/-ede og -ene/-ende) • R-problemer i navneord, udsagnsord og tillægsord • Forvekslingsord (af/ad) Grammatisk komma: • Bestemmelse af hoved- og bisætning • Indskudte sætninger • Opremsninger

...så få styr på dem.

FOF Aarhus tilbyder GRATIS undervisning med løbende optag på aften- og weekendhold.

Henvendelse til Lone H. Kristensen lone@fof-aarhus.dk eller 86 12 29 55.

GRAT IS

sprog kursu s i da Få st nsk. yr på komm luget a ud i s prog erne og fejlen Week e. endh old.

FOF Aarhus • www.fof-aarhus.dk • mail@fof-aarhus.dk • 86 12 29 55 • Fredensgade 36, 8000 Aarhus C

OFFLINE

GENNEM

E U R O PA Tekst af Johan Hattens Gudmandsen Illustrationer af Henrika Hermann Hansen.

Stjernehimmel af Ditte Lindblad og Emilie Fog

I sommerferien tog jeg pĂĽ interrail gennem Europa.

Efter en uge mistede jeg min telefon.

19. juli Barcelona. Politistation.

Venteværelset på politistationen i Barcelona er næsten fuldstændig hvidt. På de blege vinduesløse gipsvægge hænger nogle få blege plakater. Langs væggene står der rækker af stole og i hjørnet en afdanket kaffemaskine. Rummet er helt uden sjæl. Jeg har været her i to timer nu. Jeg forbander betjenten i skranken, der tidligere sagde, at der ikke ville være ventetid, hvis jeg kom efter midnat. Det havde allerede taget en evighed at få fat i registreringsnummeret. Min mailkonto syntes, det var mærkeligt, at jeg forsøgte at logge på fra Spanien. Browseren var på catalansk, og min mor svarede ikke på mine Facebook-beskeder.

En betjent viser sig i døren og kalder en spansk version af mit navn. Jeg rejser mig og følger med. Han kan ikke et ord engelsk. På et kontor viser han mig en skærm med Google Translate. Jeg kan se i hjørnet af skærmen, at klokken nærmer sig tre. Gennem programmet forklarer jeg, hvordan min telefon blev stjålet.

Jeg har drukket mig fuld med to canadiere fra hostellet. Fordrukkent slingrer jeg ned ad Ramblaen, da en letpåklædt dame henvender sig. Hun tilbyder hash og andre fine ting, som jeg venligt afviser. Jeg skubber hende væk, da hun pludseligt begynder at tage på mig. Det er ikke før, hun for længst er væk, at jeg opdager, at min telefon mangler.

Til betjenten nøjes jeg med at skrive, at en lommetyv tog den fra min lomme. Han nikker. Efter en masse papirskriveri, får jeg lov til at gå. Natten er stadig varm. ­Klokken er fem, da jeg lægger mig i min seng på hostellet.

24. juli Pamplona. Vækkeur.

Jeg er tilbage i Pamplona efter fire dage på Caminoen. Jeg skal mod Paris i morgen, og har reserveret en plads til afgangen kl 06:30. At være uden telefon har indtil videre ikke været særlig besværligt - tværtimod, det har næsten været rart. Men nu sidder jeg og tænker over, hvordan jeg skal få mig selv op så tidligt. Det er ironisk, at sådan en bagatel skal være det hidtil største problem. For der er ingen chance for, at jeg vågner af mig selv i tide. Jeg kan ikke spørge en af de andre overnattende, om jeg må låne deres telefon - de vil jo tro, at jeg vil stikke af med den.

Jeg kan heller ikke byde nogen at sætte deres alarm til klokken fem for min skyld. Det blev en sen aften i går, så udsigten til at skulle holde mig vågen hele natten er heller ikke for tiltrækkende.

Jeg kommer i tanke om et afsnit af The Simpsons, jeg engang har set. Det var noget med, at Bart ville vågne tidligt for at hilse på julemanden eller noget. Jeg husker ikke detaljerne, men ideen er at drikke en masse vand, inden jeg går i seng og lade naturen være mit vækkeur. Jeg vågner, før solen er stået op. Med sprængfyldt blære og en panisk angst for at have sovet over mig. Jeg kaster min stadig halvsovende krop ud på gangen, hvor der hænger et ur på væggen. Klokken er lidt i tre. Resten af morgenen går med urolige søvnintervaller rendende frem og tilbage mellem væguret og min seng. Jeg sover hele turen til Paris.

42 • CITAT N°43

27. Juli Stuttgart. Fuldmåne.

Stående ved indgangen til Stuttgart Hovedbanegård kan jeg se hele vejen ned ad gågaden. Byen er levende. Stive drenge og piger drikker øl, synger og griner højlydt.

Et imponerende fremmøde, selv på en sen weekendaften. Jeg har ikke lyst til at være med. Min krop er udmattet, og mit hoved summer efter de mange timer i toget. Og jeg ved ikke, hvor jeg skal sove i nat. Jeppe har sagt, at han ville booke en seng til mig på et af to billigste hostels i byen, men jeg nåede aldrig at høre hvilket et, det blev. Jeg har ikke nogen mulighed for at tjekke det nu.

Manden bag disken i kebabshoppen peger mig i retning af en netcafé. Den har selvfølgelig lukket. Det samme har turistinformation. Gående hvileløst i det sydtyske natteliv mellem fadøl og basrytmer, føler jeg mig malplaceret med min store backpackertaske. Jeg går forbi en lang kø, der har formet sig uden foran en McDonalds. Overfor ligger et fint hotel. Jeg går derind og op til receptionen, hvor der står en dame i jakkesæt. Hun sætter røde ringe på et kort ved de to hostels, jeg tænker, Jeppe kunne have booket. For at komme hen til det ene, skal man gennem en park, hvilket damen fraråder mig så sent på aftenen. Så med krydsede fingre går jeg mod det andet. Det er omkring tre kvarter til fods. Månen er fuld og rød i aften.

CITAT N°43 • 43

En rigtig god luderhistorie Performer og skuespiller Eja Due har ­i nterviewet ludere i hele Europa. Eller sexarbejdere, som hun kalder dem. For det er vigtigt, hvilke ord vi ­b ruger, når vi taler om dem. Og endnu ­­vigtigere e r d e t , h v o r d a n v i t a l e r m e d ­­­d e m .­ D e r ­­f o r h a r E j a D u e s k a b t e t ­­­­­p o p - u p­­­­ bordel og teaterstykke, hvor du ­­kan blive provokeret, konfronteret ­­og ­udfordret med dine fordomme og ­a ntagelser om ­sexarbejdere. Hvis du tør.

Tekst og foto af Sarah Hartvigsen Juncker

DET BLÅ OG røde open-skilt blinker på den grønne port.

Vi bliver lukket ind med 30 sekunders mellemrum. Der er langt op i lejligheden på fjerde sal, og trappetrinene knirker højlydt, når jeg går. I døren står en kvinde i en stram orange kjole. Hendes sorte hår glimter plastikagtigt. Er det en paryk? Hun spørger, om hun skal tage mine ting.

Jeg giver hende ­min jakke.

“Hvis du bare sætter dig derind til venstre. Så kommer pigen, når hun er klar.”

Jeg går gennem ­perle­­forhænget, der klirrer ­­glasagtigt, og mine skridt ­dæmpes­ af plystæppet på gulvet.

Jeg drejer til venstre igennem­ soveværelset, ind i et stort, varmt rum. Lyset herinde er lilla. Eller ­­lyserødt. Jeg ved det ikke helt.

Publikum sidder i de 30 sorte stole, der står presset op mod alle væggene. Med ansigterne vendt mod hinanden. Væggene er så tomme, at det er umuligt at distrahere sit blik fra de andres.

Vi må holde øjenkontakten. To

46 • CITAT N°43

unge drenge der kommer ind i ­rummet. Den ene trykker ved en fejl på stikkontakten ved døren. ­Lyset tænder, fiktionen forsvinder for en stund, og vi griner alle. Lettede.

Alle er kommet. Kun et par enkelte stole står tomme. Der er stille, bortset fra parret ­overfor mig, der hvisker højlydt til ­hinanden. En mand rømmer sig. Den orangeklædte kvinde sætter sig på en stol i et hjørne. 1 minut. Nu hoster manden.

2 minutter mere.

Perleforhængende klirrer. Sikre skridt. Vi ser ængsteligt mod den dør, vi alle er kommet ind ad. ­Gulvet knirker. Hun træder ind ad døren.

Nøgen.

“Hej,” siger hun, “Velkommen.”

Vi svarer: “Tak.” Vi er glade for lettelsen ved lyden, der kan ovedøve det ­­­­chokerende faktum, at hun står ­­der i alt sin nøgenhed. Mens vi sidder rundt om hende - pinligt påklædte.

“Mit navn er Eja. Og i den næste halvanden time vil jeg være

jeres private luder.”

10 minutter efter ligger jeg på knæ på gulvet med en sort g-strengstrusse i hånden. Jeg fumler med den. Hvordan skal den vende? Eja løfter et ben ad gangen, og jeg lader det sorte stof glide op over hendes lår.

Jeg snor sidestrengene ud, så de lægger sig fint mod hendes lyse hud på hoften.

Nu står hun der. Iklædt lilla paryk, der sidder ­udueligt­­ skævt, sort ­g-strengstrusse,­­fodboldstrømper, dommerkostume, der knapt dækker ballerne, en fløjte om halsen.

En midaldrende kvinde har resolut grebet en løs, ­­­­tigerstribet kimono og iklædt hende den.

Hendes mund bliver smal, da hun opdager, at den også er for kort til at dække Ejas krop.

Og så taler Eja. Om prostituerede.

Sexarbejdere. Ludere. Om ordets magt og virkelighedsskabende kraft. Om reproducering af samfundets stereotype normer. Om at gøre sexarbejdere til ofre og at fratage dem deres agens ved at tale

CITAT N°43 • 47

48 • CITAT N°43

om dem og ikke med dem. Trækker historiske tråde mellem skuespilleren og luderen, ‘hvad er forskellen?’, spørger hun.

Hele tiden ser hun på os. Holder øjenkontakten. Tegner, regner og forklarer.

Det er en blanding af teaterstykke, forskning og foredrag. Det er en skuespiller med et manuskript. Det er Ejas egne ord. Det er begge dele, fordi teaterstykket ikke må blive endnu et stykke fiktion om skam, misbrug og nød. Endnu en luderhistorie, der lukrerer på og genskaber den fortælling om luderen, som mange ikke-ludere fortæller sig selv og hinanden igen og igen. Kun hvis teaterstykket er ægte og faktuelt funderet, kan denne fortælling ændres.

“Jeg tror, at jeg skal mærke mig

selv…” siger Eja. Hun fisker en rulle husholdningsfilm frem og lader en kvinde holde rullen. En tung og dyb guitarlyd og langsom bas og trommer glider ud af højtaleren, og Eja snurrer rundt og rundt og rundt. Så lyder en mandestemme.

“Watching her strolling in the night.”

Filmen lægger sig stramt om hendes torso, mens hun dirigerer. “so white.”

“Længere op.”

“Wondering why.”

“Lidt strammere!”

Eja snurrer stadig. Nu er hendes arme også helt strammet ind.

“It’s only after dark.”

“Ja. Det er godt!”

Ligeså pludseligt som det begyndte, stopper musikken, og Eja

puster lettet ud. Kvinden med husholdningsfilmrullen river rullen over og forsøger at klappe enden fast på Eja. Det lykkes ikke, og hun får en gennemsigtig hale.

Og så taler hun igen. Fortæller om sine samtaler med sexarbejdere i hele Europa. Hun oplyser os, og vi lytter intenst. En gang imellem afbrydes hun af en person fra publikum, der vil byde ind eller stille spørgsmål. Hun svarer og diskuterer.

Det interaktive teater kræver, at Eja balancerer mellem selv og påtaget rolle. Hun må være ærlig overfor publikum. Så vi kan prøve at være ærlige overfor hinanden. Og os selv. •

CITAT N°43 • 49

50 • CITAT N°43

Hvor meget studiecomputer kan man f책 for 220 kr?

Du kunne ogs책 f책 et helt 책rs kunstoplevelser + masser af fordele!