CITAT_49

C I TAT

O N 49

REDAKTØRERNE PÅ CITAT_49

Anna Konggaard ANSVARSHAVENDE

Katrine Roved Høj TEKST

Amalie Høgsbro Jørgensen TEKST

Jakob Haaland Thomsen TEKST

Katrine Noer FOTO

Marie Møller Munksgaard TEKST

Frederikke Albrechtsen TEKST

Tilde Døssing Tornbjerg FOTO

Axel Brown TEKST

Magnus Hove FOTO

Anders Jensen TEKST

SKRIBENTER Emilie Urenfeldt Fog, Victoria Hertz, Julie Gindrup og Nanna Niemann FOTOGRAFER Jacob Moscovitch, Mathias Eis Schultz, Valdemar Stroe Ren og Sabry Khaled ILLUSTRATIONER Redaktionen FORSIDE & BAGSIDE Jacob Moscovitch OPLAG 1500 WEB www.issuu.com/magasinetcitat FINANSIERING Magasinet CITAT er finansieret af annoncer TRYK Hørdum & Engelbrecht PRODUCERET af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole KONTAKT redaktion@magasinetcitat.dk SKAL DIN ANNONCE I CITAT? Skriv til redaktion@magasinetcitat.dk

03 • CITAT N°47

C I TAT

NO 49

Kære læser Der er blevet trykket på verdens pauseknap, og vi har fået ordre på at vente. Ingen fortæller os hvor længe, eller hvad planen helt præcist er. Bare at vi skal vente. Vi befinder os i et historsk limbo mellem før og efter corona. En tid, der vil blive skrevet lange kapitler om i historiebøgerne.

Men det føles ikke som en historisk begivenhed. Det føles bare som det, det er. Ventetid.

Husk at livet ikke et gået i stå, selvom verden er. Verden er stadig lige så fyldt med glæder, sorger, håb, konflikter og kampe, der skal kæmpes.Vi håber, at historierne i denne udgave af CITAT vil minde Jer om, at verden er mere end pressemøder og smittekæder.

Det her er et magasin til dig og din ventetid. Om du bruger det som distraktion eller fordybelse betyder ikke noget. Der er ingen, der holder øje. Tag CITAT_49 med ud på græsset. Det gror stadig.

God pause, god sommer og god læselyst Redaktionen, maj 2020

Foto: Frida Lisa Carstensen Jersø

DOKUMENTARFOTOGRAFI - KUNSTFOTOGRAFI - 20 UGER - START 03/08/20

TREKRONERGADE 126F 2500 VALBY +45 3325 0595 INFO@KBHFILMOGFOTOSKOLE.DK WWW.KBHFILMOGFOTOSKOLE.DK

Show me home The tall corn rustled in the wind and a distant dog wept an endless cry. The light was fading but it lasted the whole drive. I left California, where I was born and raised, at 18. My identity dives deeper in my new home — Missouri. The nights are longer and the people are different. The air is thicker and the sunsets are less predictable. Missouri leaned into me, now I must lean back. Even when I am away, I can still feel the heavy air misted on every inch of skin. The roads stretch forever in Missouri: the “show-me” state. So, drive.

by Jacob Moscovitch

06 • CITAT N°47

07 • CITAT N°47

08 • CITAT N°47

09 • CITAT N°47

10 • CITAT N°47

11 • CITAT N°47

12 • CITAT N°47

13 • CITAT N°47

14 • CITAT N°47

15 • CITAT N°47

BASSEN BRAGER I

BERLIN Technoens højborg findes i den tyske hovedstad. Den endeløse fest med de tunge beats og den særlige status tiltrækker hvert år mange tusinde mennesker fra hele verden. Musikken er omdrejningspunktet, og hvilken dj, der spiller, er vigtigere end hvor mange øl, der skal drikkes.

Af Emilie Urenfeldt Fog og Victoria Hertz

“Untzi - untzi - untzi” En dyb, tung bas brager ud i det gamle kraftværk.

“Untzi - untzi - untzi” Vægten på højre ben, så på venstre. Frem og tilbage.

Armene hænger frit og føres skiftevis i vejret og til siden. Øverst kører hovedet i takt til beatet.

Alle de dansende står side om side med ansigterne vendt mod de bragende højttalere og djpulten. De bevæger sig flydende,

20 • CITAT N°47

men afventende. Imens bliver bassen stadig dybere og tungere.

“Wuuuhuu,” råbes der opstemt fra publikum.

De ved, hvad der skal til at ske. Pulserende toner bygger langsomt op til et klimaks.

Et øjebliks stilhed. Derefter dropper beatet, og en intenst lydeksplosion fylder hele rummet. Det føles nærmest som

en hypnotisk trance, der er umulig at modstå. Bassen kan mærkes helt inde i knoglerne.

Alt føles elektrisk.

Muren falder, technoen blomstrer De mange tomme og forladte bygninger, der stod tilbage efter Berlin-murens fald, dannede i starten af 1990’erne rammerne for fester, der startede det hele. Gamle bunkere,

kraftværker og togstationer blev omdannet til midlertidige klubber, og dj’s blev for det meste af en generation byens ukronede konger. Her mødtes unge fra det tidligere splittede Øst- og Vestberlin for at feste til elektroniske rytmer og blive forenet gennem musikken og dansegulvet.

Billige boliger og nyoprettede lavpris-flyruter gjorde Berlin til en populær destination op gennem 00’erne. I et årti, domineret af penge, status og

skinnende genstande, var byen et åndehul for subkulturer, forskellighed og den elektroniske musikgenre. Netop retten til at være anderledes var med til at tiltrække kunstnere og publikum fra hele verden.

I dag, 30 år efter murens fald, er manges øjne stadig rettet mod Berlin. Det, der startede som illegale undergrundsfester i forladte bygninger, er nu en af byens største og mest succesfulde industrier.

Frihed til at være, hvem man er En af dem, der blev tiltrukket af det nærmest mytiske technomiljø, er danske Lucas Kelly. Han er én af Berlins 40.000

årlige tilflyttere. For to år siden slog han sig ned i den tyske hovedstad for at være en del af et miljø, der ifølge ham ikke handler om at tage den højeste uddannelse eller tjene flest penge. Her er diversitet værdsat, og man må gerne skille sig ud fra mængden.

Udover at der generelt er højt til loftet, er selve måden at feste og gå i byen på også meget anderledes, end hvad man møder i de fleste andre storbyer. Her handler det ikke så meget om at score og drikke sig fuld, men om musikken, og hvilken dj, der spiller i aften. Nattelivet har også stor betydning for udviklingen af kulturlivet i resten af byen. Mange håbefulde

21 • CITAT N°47

kunstnere bruger det som et sted at søge inspiration.

“Det er ikke på samme måde opdelt som i Danmark, hvor man drikker sig fuld og fester i weekenden og så går på arbejde mandag til fredag. Her smelter det mere sammen, og der er en anden respekt omkring nattelivet og musikkulturen i Berlin,” siger Lucas Kelly.

22 • CITAT N°47

I Berlin er der altid en fest igang et sted i byen. Klubberne byder året rundt på imponerende lineups med nogle af verdens bedste dj’s.

Hver måned er der flere end 2700 musikevents i byen. Det er flere end mange storbyer har på et helt år.

Med travlhed følger også jobs. Natklubberne i Berlin beskæftiger fast omkring

10.000 mennesker og dertil mange flere løsarbejdere. Det er for mange mennesker en livsstil at være en del af festmiljøet, og for de, som har en ni til sytten-hverdag, kræver det rygrad at blive hjemme.

Det rygtes derfor, at den eneste grund til, at byens metrosystem, U-Bahn, stopper med at køre klokken et om natten i hverdagene, er for at få folk i seng.

“Man skal ikke lide af FOMO (red. fear of missing out), for der er altid en fest igang et sted i byen,” siger Lucas Kelly.

Alles øjne på pulten I det gamle kraftværk fra 1903 brager bassen fortsat løs. Bygningen ligger ved Spreefloden i den berlinske bydel Friedrichshain. Her ligger den ene technoklub efter den anden i tårnhøje, gamle anonyme fab-

riksbygninger uden vinduer.

Deres festlige formål afsløres kun af dørmændene, der vogter dørene, og lyden, der svagt trænger ud.

I aften spiller danske DJ Noir, med fødenavnet René Kristensen, i det gamle kraftværk, som i dag går under navnet club OST. Et af de nyeste skud på stammen af klubber i byen.

“Det er noget helt særligt at spille i Berlin. Det er jo technocity,” fortæller dj’en.

Forrest ved dj-pulten står en skaldet mand med grøn tanktop. Han hopper intenst fra side til side. Armene er løftet i vejret og øjnene er lukket. Bag ham danser to piger i BH og leggings. Hele rummet sitrer.

Man skal kigge langt efter lysende mobiltelefoner. Der er ingen snik-snak i krogene.

Musikken er centrum, og alles øjne er rettet mod pulten og DJ Noir.

Det er tydeligt, at han ved det. Lige så vel som selve musikken er en optræden, er hans tilstedeværelse det også.

Bag pulten bevæger Noir, iført høretelefoner, sig i takt til musikken. Han styres af sine impulser og forbereder sig aldrig, inden han skal spille. Men han ved, at i Berlin skal han være ekstra vågen.

“Der er et eller andet i byen, der får folk til hele tiden at være på forkant. De vil gerne høre noget, som ikke er på hitlisterne - noget, så de kan tænke ‘what the fuck is that’,” siger dj’en.

23 • CITAT N°47

Åbent og lukket på samme tid Selvom der inviteres til åbenhed og frihed, fungerer det ikke helt sådan i praksis. Dørpolitikken på klubberne er streng, og dørmændene er kendt i hele verden for nådesløst af afvise håbefulde besøgende, der ikke ”passer ind”.

På nettet kan man finde lange lister med tips og tricks til, hvordan man slipper igennem nåleøjet til de legendariske technotempler. En af Berlins mest berømte klubber, Berghain, har flere tusinde hits på google med “how to get in”.

24 • CITAT N°47

Du skal hverken være for fuld eller smile for meget. Derudover er det også en god start at kende navnet på den dj, der spiller den givne aften. Men dette er ingen garanti. Sådan en findes nemlig ikke.

Klubberne forsøger at bevare den særlige stemning, der er med til at opretholde Berlins

mytiske status som technohovedstad. Det er med til at sørge for, at de heldige besøgende, der bliver lukket ind, føler sig som del af et fællesskab. Kort sagt går strategien ud på at udelukke bænkevarmere og dem, der bare vil se giraffen.

Ifølge Lucas Kelly er eksklusiviteten en måde at beskytte

25 • CITAT N°47

miljøet på. Noget, han sagtens kan se det modstridende i: “Jeg vil rigtig gerne bryde med det lukkede, så alle kan være med. Især fordi der generelt inden for miljøet er stor åbenhed. Du kan være lige, hvem du er”.

Berlin er helt sin egen Det er midt på natten. Musikken spiller derudad. DJ Noirs ene arm er løftet i vejret med knyttet næve. Hofterne kører frem og tilbage mod pulten i dunkende bevægelser.

Den anden arm arbejder ved dj-pulten og fingrene skruer koncentreret på knapperne.

De tunge technobeats overlapper hinanden. Publikum er tændt. En boblende stemning fylder hele rummet. Skarpe lys i røde og grønne nuancer lyser rummet op i hurtige glimt - enhver epileptikers værste mareridt.

26 • CITAT N°47

“I Berlin kan man gøre lige, hvad man vil. Der er kæmpe artistisk frihed til at vise, hvem man er som kunstner, i stedet for at tilpasse sig klubben eller crowdet,” forklarer DJ Noir.

Foran kraftværket trækker en håndfuld gæster luft. Det eneste, der bryder den ellers stille baggård, er den vibrerende baslyd inde fra bygningen.

En fyr tager et hvæs fra sin cigaret. Gløden lyser op i mørket.

“It’s my first time in Berlin. I’m super excited,” siger han til en kvinde.

Hun smiler og kigger på ham.

“You should be” •

27 • CITAT N°47

“You’re

different from us

By Sabry Khaled

”

I’ve left my families house 12 years ago. I became a different person, they stayed the same. Or let’s put it this way, they grew to become the same as I never wanted to be. One thing didn’t change, love.

“

I was educated as a dentist and as the oldest among my siblings I was to inherit my father’s clinic and name. What I was told was, that there’s nothing you can do better than this, I am not sure now if I really hated it and wanted to spend my time doing something else or I wanted to break away from the system I was born into.

I grew up in an Egyptian middle-class family.

The earliest memory of my mother’s existence was her face covered in the niqab or when we were alone with her in our house in Saudi and my sister was born, it’s a blurry memory, but I still have some sound to it.

Lobna, my mother used to drive me and my brother to the karate training almost everyday for many years, I didn’t like karate, I wasn’t good at it or I just didn’t want to. I didn’t know anything else other than what I was told, it felt that there’s more the world can offer but what it is I didn’t know.

We went to school, training and family gatherings and that was the end of the world for us, I didn’t know anything beyond but after graduating as a dentist I had internet access for the first time in my life.

It didn’t take long, I couldn’t believe that there’s a world beyond the boundaries my family drew for me and my siblings. My mom hated the internet because it changed me. She also hated the revolution in 2011 because it took me away from them and created a slow healing wound in our relationship. I’ve left my family’s house 12 years ago, I became a different person, they stayed the same or let’s put it this way, they grew to become the same as I never wanted to be.

I decided to leave myself and let go of any control and just live life and bit by bit I lost the common ground I had with my family, it vanished.

Two beautiful nephews were born and my parents became grandfather and grandmother and this is when life threw me in my family’s world once again, it made me realize that they didn’t hate where I was going, they were scared, the unknown scared them, and we decided to get along but there was always this crack between us that neither of us could ever jump over. So we remained on this edge. I love them but I couldn’t lose myself once again.

“You’re different from us” my father said when I argued him not to limit his grandsons world.

”

William af Nanna Niemann

En gang imellem kører jeg forbi det hus, hvor jeg mistede min mødom. Jeg er flyttet hjem til mine forældre igen, til mit barndomskvarter.

Jeg kører i tusmørket, lige når gadelygterne bliver tændt.

Drengen jeg mistede den til, William, bor der ikke længere.

Hans forældre gør stadig. Jeg kan huske, at han havde en madras i stedet for en seng.

Tapetet på hans vægge var falmet grøn og skallede af i hjørnerne.

36 • CITAT N°47

Bagefter lå vi stille i mørket, imens hans mor tømte opvaskeren nedenunder, og en ræv luskede rundt i mørket udenfor.

En samling af små parallelle fortællinger, der med tiden falmer og svinder væk. Sådan er det med minder. Det, man ville ønske, var sket, og det, der virkelig skete, opløser sig og bliver med tiden til ét.

Jeg kører rundt i nabolaget om natten. Jeg kører forbi min gamle skole, fodboldbanerne, centeret og kiosken, hvor vi plejede at købe små pakker med tyggegummi.

Hver gang jeg træder ind i en kiosk, tænker jeg på det.

Det blå og gule papir, den syntetiske lugt, lysstofrørenes knitren. Det er uforudsigeligt, hvad man husker, og hvad man glemmer. Nogle gange forlader jeg kvarteret og tager motorvejen ud af byen.

O b s e r ve re r, h vo rd a n d e n s t i p l e d e l i n j e s m e l t e r s a m m e n t i l é n l a n g s t re g a f h v i d . D e n b e ro l i g e n d e l yd a f m o t o re n , d e r b r u m m e r. Tusmørket, der sætter ind. Roadkills i rabatten, klumper af pels og blodspor, der trækker henover asfalten.

Sommetider stopper jeg på en motorvejsdiner. Sidder der imellem de andre gæster: lastbilschauffører, familier,

37 • CITAT N°47

businessmænd. Lader som om, at jeg også er en rejsende.

Som om det er skamfuldt at køre uden formål, som om det er noget, der skal skjules.

Mens jeg kører, tænker jeg over, hvordan jeg altid prøver at finde tilbage, prøver at få adgang til mennesker og steder og minder, der engang var en del af mit liv. De fleste nætter kører jeg en omvej forbi Williams hus. Jeg planlægger det aldrig. Kroppen har sin egen vilje.

Je g h av d e n æ s t e n g l e m t Wi l l i a m , i n d t i l j e g f l y t t e d e h j e m t i l m i n e f o r æ l d re i g e n . E n a f t e n l æ s t e m i n m o r h a n s d ø d s a n n o n c e o p f r a l o k a l av i s e n . Tr æ e r n e h av d e s l u p p e t d e s i d s t e b l a d e o g g re n e n e b l ev s o r t e a f re g n e n o g v i n d e n . H u n v i d s t e i k k e n o g e t o m Wi l l i a m o g m i g.

B a g e f t e r f ø l t e s m i n k ro p m e g e t t u n g. S å b e g y n d t e j e g at k ø re o m n at t e n •

38 • CITAT N°47

39 • CITAT N°47

40 • CITAT N°47

KVINDER

INGEN ADGANG

41 • CITAT N°47

Unge, gamle, langt skæg, kort skæg, bakkenbarter eller ikke bakkenbarter. Alle er velkomne – så længe du er en mand. Velkommen til en formiddag i feminismens værste mareridt.

Tekst af Julie Gindrup Foto af Valdemar Stroe Ren

I en barbersalon midt på Skt. Clemens Stræde kan man gøre det umulige - rejse tilbage i tiden. I det lille kælderlokale befinder man sig midt i 1960’erne, hvor der hverken er noget, der hedder rygeforbud eller ligestilling. Her efterlader man sin politiske korrekthed ved dørmåtten, og første fadøl bliver langet over bardisken klokken 9. Og så er der adgang forbudt for kvinder - med mindre de befinder sig på forsiden af et af de mange pornoblade.

En for middag i 60’er nes mandeunivers Den store bar i mørk mahognitræ er det første, der fanger øjet. Et fadølsanlæg, cigarkasser og sorte læderbarstole er ikke det typiske interiør i en frisør. Men Gentlemens Place er også langt fra en typisk frisør.

Over barens store udvalg af cognac, rom - og whiskyflasker, hænger en indrammet pris med teksten ‘Byens bedste legeplads for drengerøve’.

Ved siden af hænger to tavler med tilmelding til Ølsmagning med Casino Karsten og Smørrebrød fredag kl 17.30. Begge arrangementer er udsolgt, som de plejer at være.

42 • CITAT N°47

I dag er der tre barberer på arbejde. Det bør være nok, for onsdag er ikke deres travleste dag. Iført matchende hvide skjorter tager de sig skiftevis af de kunder, der for det meste er trofaste gengangere.

“Hej smukke. Skal du have en øl?” siger den ene barber, da en kunde kommer ind ad døren. Sådan bliver de fleste budt velkomne. Her hersker fælles enighed om, at der ikke er noget, der hedder ‘for tidligt til at drikke øl.’ Som kunderne sætter sig i stolene, blandes lyden af barbermaskiner, skratten fra musikanlægget og sniksnak om damer.

“Du har altså ikke scoret, mens jeg har kendt dig. Vi må snarwt i byen sammen. Så kan jeg hjælpe dig lidt,” siger barberen til kunden i stolen, der svarer med et ja tak.

Ind ad døren træder endnu en kunde. “Åhhh nej, kommer du nu igen,” griner barberen og fortsætter med, “velkommen tilbage brormand”.

“Tak for det, snuske,” siger manden og giver et kram, efterfulgt af et klap på ryggen.

Den uformelle stemning mellem barber og kunde er netop det,

43 • CITAT N°47

44 • CITAT N°47

de kommer her for. De fleste af de skæggede mænd har årskort, og kommer tilbage hver tredje uge. Her i salonen er de på fornavn med hinanden, og behøver ikke at sige andet end ‘det sædvanlige cut’, før barberen ved, hvad dét betyder. Man skal ikke have siddet her i lang tid, før man får fornemmelsen af, at de trofaste kunder betragter sig mere som venner end som kunder i butikken.

“Det bedste er, at I ligger tæt på mit arbejde,” siger en af kunderne.

“Hvordan skal man ellers kunne drikke øl i arbejdstiden”, siger han og udløser et fælles grin. Til en af barberernes ærgrelse må dog kun kunderne drikke øl: “Jeg er ellers bedst, når jeg har drukket lidt. Så ryster jeg ikke på hænderne,” lyder det fra den yngste

af barbererne, og mændene griner igen.

Når de er nyklippede, rejser de sig tilfredse fra stolene, men der er ingen hast med at komme ud.

De bliver gerne hængende til en øl mere, inden de vender tilbage til år 2020 og hverdagen igen. På skift går kunderne vanligt op i baren og skænker øl eller hælder sort kaffe op på husets regning. Her hælder ingen mælk i kaffen.

I Gentlemens Place er der intet, der hedder rygeforbud.

Bøder og korthårede kvinder Kvinder ingen adgang. Sådan lyder reglen. Men ingen regel uden undtagelser.

Gennem tidens løb har to kvinder formået at få en klipning i salonen.

Dog ikke med barberernes gode vilje.

45 • CITAT N°47

“En kvinde kom herind og blev ved med at insistere på at blive klippet.

Jeg forsøgte at sige nej, men i de her tider skal man fandeme passe på. Jeg har hørt om saloner, der blev sagsøgt for 40.000 kr. af den grund, så til sidst måtte jeg jo give mig,” siger en af de hvide skjorter, og forklarer hvordan han efterfølgende var bange for at blive fyret for at bryde reglen. Men heldigvis for ham, havde chefen selv gjort fejlen tidligere.

“Han fik fejlagtigt klippet en kvinde, fordi han troede det var en mand. Men hun var også både kinesisk, lesbisk og korthåret, så det var svært at se,” fortæller de grinende medarbejdere

46 • CITAT N°47

om chefens egen bommert.

Igen bliver det slået fast, at det ikke ligefrem er politisk korrekthed, der hersker i salonen.

Hvad der uden for salonens døre kan opfattes som kontroversielt, hæves der ingen øjenbryn over her. Den uformelle tone, old-fashion mandehørm og hurtige kommentarer er netop det, der gør salonen populær. For som det indrammede skilt over baren fint forklarer, er det her langt mere en blot en frisør – det er ’drengerøves legeplads’.

47 • CITAT N°47

GoodGame

AfMathiasEisSchultz

Inde i et stort konferencecenter i Roskilde, står tomme borde og stole på rækker. Omkring 1.000 børn og unge vil weekenden ud fylde stedet med regnbuelysende computere og sodavand i kassevis. Alle tilslutter sig det samme lokale netværk for at kunne spille mod hinanden indbyrdes. I den store hal er lyset dæmpet døgnet rundt, som var man en del af et computerspil, hvor tid ikke eksisterer. Søvn bliver alligevel ikke prioriteret højt blandt spillerne andet end en lur på sin gamerstol.

Gaming kulturen er blevet en stor del af at være ung i dag. I en undersøgelse fra 2018, anslås det at 96% af alle teenagedrenge spiller computerspil regelmæssigt.

Men kulturen er mere end bare at spille computerspil.

Internetstjerner såsom livestreamers og youtubere opnår kendisstatus blandt børn og unge. Og med millionpræmier til E-sport konkurrencer bliver drømmen om at være brandmand skiftet ud med en professionel CounterStrike karriere. Danmark er det land med flest professionelle Counter-Strike-spillere i verden målt per indbygger.

Når en kamp er færdig bliver der ofte skrevet chatbeskeder med ”GG” til hinanden. Det står for ”Good Game”.

TANKER FRA

58 • CITAT N°47

ISOLATION Vi befinder os i år 2020. Andet kvartal. En pandemi hærger. Her får I en samtidsbid af ungdommens psyke under en isolation.

En tankemontage fra et samfund i karantæne. Følelsernes tidskapsel 2020.

59 • CITAT N°47

60 • CITAT N°47