CITAT_14

!"

KOLOFON OMSL AG

REDAK TION

Foto af Andreas Bang Kirkegaard TRYK

Seedorff Publishing OPL AG Katrine Jo Andersen (ansv.)

Andreas Thorsen Larsen

Camilla Rønde (foto)

Malte Kristiansen (foto)

Babak Arvanaghi

Anne Gry Skriver

1500 WEB

www.magasinetcitat.dk FINANSIERING

Citat er finansieret af annoncer og med støtte fra De Studerendes Råd Lars Just (foto)

Mie-Louise Raatz

Eva Obelitz Rode

Helene Navne

SKRIBENTER

FOTOGRAFER

Heidi Rømer Ida-Sofie Sellerup Rasmus Hasager Sophie Bang Jakobsen Tatiana Tilly Eva Obelitz Rode Karoline Rahbek Juncker

Andreas Bang Kirkegaard Simon Bruun Fals Lars Just Magnus Holm Lasse Dearman Jeppe Bjørn Vejlø Tine Sletting

Frederik Korfix (foto)

Angry Baby

KONTAK T

Magasinet Citat Journalisthøjskolen Olof Palmes Allé 11 8200 Aarhus N citatred@mail.djh.dk

Citat er produceret af studerende fra Danmarks Journalisthøjskole

LEDER Mennesket – det er svært at skildre. Det er frygteligt svært at ramme det på få linjer, og man kommer sjældent helt ind til det ved hjælp af et enkelt billede. Men man kan prøve at komme det nær. Nær menneskets holdninger, dets fortid, dets drømme og dets laster. Det har vi gjort i denne udgave af Magasinet Citat.

!"

til, at vi har forskellige opfattelser af nærhed.

Der er intet facit, men historierne i dette magasin bidrager alle til et muligt bud. Et bud, som måske ikke rammer lige netop din forståelse af ordet. Og hvis vi ikke rammer, håber vi i hvert fald, at vi har givet dig noget at tænke over.

Lad magasinet bringe dig nærmere på de mennesker, der fylder siderne. Tag det tæt ind til dig. Og god fornøjelse.

Redaktionen

Vi har forsøgt at nærme os nærhed. At finde ud af, hvad begrebet betyder og hvad, der ligger bag. Sådan helt præcist. Og vi er kommet frem

INDHOLD 04

SMUTKONGEN

31 smut med sten i lommeformat

11

GENERATION SE MIG

18

DØDEN RØRER HAM IKKE

25

FOTOSERIE: AFTRYK

34 40 46

03

Jagten på rampelyset

En hjemvendt soldats tanker om døden Spor af liv

04

DRAGER OG PRÆSIDENTER

En efterskole, der rummer flere hundrede universer

DET LUKKEDE SOGN

Indsatte på kirkebænken

MÅ JEG GODT KRAMME DIG?

34

Et intimt møde til cuddle party

46

WEB

DON’T SMOKE, DON’T DRINK, DON’T FUCK En historie om fuld kontrol

04

05

Af Rasmus Hasager (tekst) og Lars Just (foto)

06 Iklædt jordfarvet parkajakke og et vinterlunt forårsskæg i forskellige farvenuancer er den 35-årige eksiljyde troppet op ved Islands Brygge.

“Det, som jeg synes, er fascinerende ved det, er det øjeblik, hvor stenen svæver oven på vandoverfladen og den her stemning, jeg kommer i. Jeg får et indtrængende ønske om, at stenen bliver ved med at smutte,” fortæller Mads Ludvigsen. ”Jeg kan huske et billede, jeg har i mit hoved, fra da jeg var helt lille. Jeg ser en silhuet af en mand, der kaster en sten. Et visuelt billede, som jeg har genereret i mit hoved. Jeg søgte mesteren. Hvor var han?”

Mesteren i dag er amerikaneren Ross ”Rock Bottom” Byars, der har den nuværende verdensrekord på 51 smut. Mads Ludvigsens personlige rekord er 33, hvilket kunne være danmarksrekord, men fordi han lavede dem

sted ligger i de gamle Carlsberg tapperier. Det ligner et tidligere personalelokale. ”Jeg deler det med nogle andre, men de er her aldrig,” siger han og fortæller om naboen i det næste lokale, der er en sindssyg modefotograf. Lyden af den buldrende dance-musik igennem væggen hjælper hans påstand. I rodehjørnet står et lille bord, tynget af vægten fra masser af ens smutsten, en gummihammer og gipsforme i massevis. Mads Ludvigsen producerer nemlig sine egne sten.

Specialdesignede.

Idéen til at producere sine egne smutsten kom efter sommerferien i 2007, hvor Mads Ludvigsen transporterede 70 forskellige sten fra stranden på Als til Amsterdam, hvor han dengang studerede grafisk design. Mens han flyttede rundt i byen, flyttede stenene med. Senere skulle han lave eksamensprojekt på skolen, og der fandt han et formål med stenene. Efter et halvt års forberedelse, der indebar vejning af de for-

i Estland, kan det ikke godkendes sådan. Men alt det med prestige og priser er heller ikke

skellige sten, optagelser af en smutfilm og produktion af en håndbog med stregtegn-

vigtigt for Mads Ludvigsen, som fortæller, at smut minder folk om, at det er vigtigt at lege.

inger af de 70 sten fra Als, mundede eksamensprojektet ud i et show ved kanalen i Amsterdam.

Foran et publikum, der var udstyret med en lille håndbog om hans arbejde, kastede Mads

FRA ALS TIL AMSTERDAM Igennem de mørke, forladte haller fortsætter han op i elevatoren. Mads Ludvigsens værk-

07

Ludvigsen smutstenene.

I den lille håndbog stod der, foruden information om stenene, en forudsigelse om hvor langt stenene ville smutte baseret ud fra hans skøn. ”Ud af de 70 sten jeg kastede, var der 24 sten, der var korrekte. Så jeg har en evne til med cirka 30% sikkerhed at forudsige, hvordan stenen vil smutte.”

Det var også i Amsterdam, at Mads Ludvigsen for første gang eksperimenterede med at

08

lave sine egne smutsten. Disse sten fik publikum så æren af at prøve efter showet. Med stor succes. ”Til at starte med, gjorde jeg det hele i hånden. I og med at jeg har smuttet hele mit liv, har mine hænder en god hukommelse om, hvad en god sten skal være, og hvordan den skal ligge i hånden.”

Senere er der kommet en keramiker til hjælp, og Mads Ludvigsen har netop sendt det første kuld keramisk designede sten til Wales. Han

håber, at de kan bruges ved de alternative olympiske lege i London 2012.

LØFTER BEDST I FLOK Selvom Mads Ludvigsen måske er den eneste i landet, der aktivt arbejder på at udbrede smut, er han åben over for alle input. Han har blandt andet indsendt et forslag til forårsudstillingen på Charlottenborg om at opføre en smut-arena.

Idéen er at flytte smut ud fra de naturlige omgivelser. Han har allieret sig med både hånd-

værkere, en arkitekt og en sejlmager. ”En komponist foreslog, at man kunne lave et lasergrid, som er en form for lasertæppe i vandoverfladen i smut-arenaen. Når vandoverfladen brydes, laver det forskellige toner, så man rent faktisk kan komponere musik ved hjælp af smutsten. Det er jo lige det, jeg lever for. Det er en legeplads for voksne.”

09

Make your choice...

Til pressebilleder i still og video

Goecker A/S Hejrevej 37 Jyllandsafd.: 2400 København NV Sindalsvej 37 tlf.: 35 82 11 00 8240 Risskov www.goecker.dk

Lær sprog hos FOF! FOF Aarhus’ sprogskole udbyder årligt mere end 300 kurser inden for 18 forskellige sprog og er dermed den største sprogskole i Aarhus.

Som journalist er det en stor fordel at kunne mere end bare dansk og engelsk - det giver bedre muligheder for at få de mere spændende opgaver, når du er i praktik, og samtidig er det jo kun en fordel at kunne begå sig på mange sprog i vores verden.

Husk at der er studierabat på alle FOF´s kurser i Aarhus!

Læs mere om sprogkurserne på www.fof.dk

!""#$%&'(#&$#&$#)()"*$+,+(*

Nyhed

GENERATION

SE

MIG De ved, hvad de kan, og de er ikke bange for at vise det.

Generation Y er er født mellem 1975 og 1995.

De er dygtige til at sælge én specifik vare; sig selv.

11

Af Sophie Bang Jakobsen (tekst) og Simon Bruun Fals (foto)

12

En lyshåret bartender sidder og fumler med et stykke tyggegummi, der har viklet sig ind i hendes hår. Hun kigger irriteret op på et par af de fnisende piger, som tumler rundt på den anden side af baren. Normalt ville pigerne ikke blive lukket ind. De er for unge. Men det her er ikke en almindelig aften på John Bull. I aften er baren på Storegade i Randers indtaget af fritidsmodeller og amatørfotografer.

SCENEN ER MIN Nina Steffensen på 19 år lever sit liv efter en helt simpel regel. Hun gør, hvad hun har lyst til, og hvad der er sjovt. Hun er et billede på en generation, som er drevet af lyst frem for nød og pligt. Generation Y. En lille årgang født med en guldske i munden og opdraget af ultraop-

13

mærksomme hønseforældre. Y’ernes værste kritikere kalder årgangen en flok røvforkælede møgunger med seriøse narcissistiske tendenser og alt for spidse albuer. En ting kan man dog ikke komme udenom. Den lille årgang har smidt janteloven på porten. Selvpromoveringen blomstrer i fuld flor.

Fotograferne farer forvirrede rundt mellem hinanden. En af dem taber sit objektiv på gul-

Nina Steffensen nyder at være i fokus, og det er vigtigt for hende, at billederne af hende udtrykker det samme. Hun bruger billederne til Facebook og jobansøgninger. De rigtig gode bliver også brugt som gaver til familien.

Hun placerer benene over kors og smiler.

Fotografen nikker og klikker løs.

vet, mens en anden er ved at vælte en lampe.

På toilettet kæmper pigerne om pladsen foran

En pige i ultrakort pang-rød kjole har lagt sig i stilling på et af barens borde. Hun smyger

det lille spejl.

Nina Steffensen er den første, der tager plads i rampelyset.

“Kunne det ikke være fedt, hvis jeg gjorde sådan her,” siger hun til fotografen med selvsikker mine.

sig omkring et par flasker Cuba Caramel og sender dådyrøjne til fotografen. Kjolen bliver ved at kravle op og viser måske lidt mere, end hvad meningen er. Det forstyrrer ikke den unge pige, som følger fotografens instrukser uden at fortrække en mine.

GEM BLUFÆRDIGHEDEN LANGT VÆK

14

15

!

Det er begrænset, hvor meget du har tilbage at skjule, når du først har stået på den scene

Nina Steffensen mener, at en god fritidsmodel skal kunne gemme sin blufærdighed langt væk. Hendes egen blev sat på prøve, da hun i 2009 deltog i M’s forsidejagt. Under konkurrencen skulle hun stille sig på en scene i undertøj og bedømmes af hujende mænd.

“Det er begrænset, hvor meget du har tilbage at skjule, når du først har stået på den scene.”

16

MIG-MIG-MIG Generation Y er blevet voksne i en globaliseret

verden. Der er plads til individet i Y’ernes verdensbillede, hvis altså individet kan stå på egne ben. Nina Steffensen er ikke i tvivl om, at hun en dag kommer til at lægge selvcentreringen bag sig.

“Når jeg er færdig med mit ungdomsliv, vil jeg gerne uddanne mig til socialrådgiver,” siger hun.

Mon resten af generationen følger trop, gemmer mig-mig-mig mentaliteten væk og tænker mere på os-os-os?

K"-',26:"520'3$#-$&J

17

!"#$%&'()*'+,-./$&'0$1'2341'56'7"1$+

!"#$%&'()*+,-.(+(/01234 !"#$%&'()*'+,-./$&'0$1'$#'2+3$&-&244$#'5+06"#.-"+#'.4' 789-$5#+:+/";5':<153.:"-$-='6%&6.&7$1='5&$.-"3'>$5;"6":"-$-?' /&($56(13("#6(78(9&"6(13 @A5BCDEF6"-'()*'4+&0.-'+/'GHIH('3"1$++,-./$:;$J' 3:;(<#5($7=:"5("#6+(78(>:657';&6:74 'A6B

*5

& "#$% 7 ( @ % ( ($5?5

18

DØD

DØD DEN 19

RØRER HAM IKKE

Han er ung, og han har et forhold til døden. I den forstand at han har været tæt på den, oplevet andre blive ramt af den - og alligevel anser han den hverken som uretfærdig eller forkert. Døden i Afghanistan rørte eller forargede ham ikke synderligt. Det gør livet i Danmark derimod.

Af Tatiana Tilly (tekst) og Lasse Dearman (foto)

20

T

årer fælder han sjældent, i hvert fald ikke når nogen dør. Og det gjorde de i Afghanistan.

Det er mere end et år siden, at 23-årige Kim Damsgaard Nielsen kom hjem fra krigen. I dag sidder han i en lys stue, hvor sofapuderne passer pænt til hans nydelige skjorte, hvor parketgulvet er rent, og hvor der er vand på karafel. Men det er ikke så længe siden, han befandt sig i et afghansk jordhul med et afskedsbrev i brystlommen.

Tankerne om døden havde han allerede i hovedet, før han forlod Danmark. Den første dag i krigszonen besluttede han, at tankerne skulle blive til ord, som skulle læses højt til hans begravelse. Hvis han altså skulle være så uheldig at miste sit liv. Og uheldig er det rigtige ord - for Kim Damsgaard Nielsen betragter snarere døden som et uheld end en tragedie, og selvom han ikke havde lyst til at dø, var det ikke noget, han var bange for. ”Jeg frygtede ikke rigtig at dø, men hvis det skulle ske, var jeg glad for, at det ville blive under de omstændigheder. Fordi jeg havde levet, som jeg gerne ville.”

Han sidder stille ved bordet, taler lavmælt og

holder så pause i sin talestrøm. Da han begynder at tale igen, er der kraft på stemmen, tryk på ordene og bevægelse i armene. ”Det ville være den optimale alder at dø i.

Jeg havde ingen børn eller noget, og jeg var jo ikke begyndt at smage på en uddannelse eller et liv efter krigen. Derfor havde jeg ikke noget at miste.”

Netop dét er Kim Damsgaard Nielsens vigtigste pointe, og grunden til at han ikke græd, når hans jævnaldrende pludselig mistede livet; man skal ikke sørge over en ung soldats død.

SOCIOPATISK ELLER RATIONEL ”Man kan argumentere for, at det er trist, når et ungt menneske dør, men det er da mere tragisk, når et menneske med børn dør. En ung person har givet en masse glæde og inspiration. Det skal man da bare sætte pris på i stedet for at hænge sig i, hvad der kunne være sket i fremtiden.”

Kroppen bevæger sig rastløst, og ordene kommer flyvende efter hinanden. Det er ikke første gang, han har debatteret det, og han er vant til at skulle forsvare sit synspunkt. ”Jeg tror, min indstilling er lidt unik. Der var

21

!

Man bliver ligeglad. Tingene bliver bagatelliseret. Man vænner sig til det

en krigspsykolog, der kaldte mig sociopat,” fortæller han og fnyser. ”Hun syntes, jeg fralagde mig al menneskelig følelse over for folk. At jeg virkede ret følelseskold.” Han holder en pause og fortsætter så i et tørt og faktuelt tonefald; ”Det er vist definitionen på en sociopat. Folk, der godt kan omgås andre, men har en kynisk tilgang til tingene.”

Lavmælt og forsigtigt lister næste sætning sig efter den forrige. ”Men – jeg vil ikke kalde det kynisk, jeg vil bare kalde det... Er det ikke bare en logisk tankegang? Rationelt?”

22

FØDSELSDAGSFLAG OG AMPUTEREDE BEN Han har ikke meget tilovers for den diagnose, han er blevet påduttet. Krig er noget specielt.

Man reagerer anderledes, mener Kim Damsgaard Nielsen. Psykologen så kun på enkelte episoder, som han havde oplevet i Afghanistan. Når han selv husker tilbage, ændrede han sin væremåde, mens han var der. ”Jeg tror, jeg lavede en shutdown. En følelsesmæssig mur, hvor alt bare prellede af,” konstaterer han.

Derfor kan han ikke huske én eneste episode, der virkelig rørte ham.

Men efter lang tids stilhed udbryder han pludselig; ”JO!” Han kommer i tanke om sin bedste ven Nielsens 20-års fødselsdag. Netop den dag skulle Nielsen, der var sygehjælper, være med til at amputere benene på en anden soldat, der var kommet i klemme. ”Det gjorde rigtig ondt på mig, da jeg så ham komme tilbage. Han stod med tårer i øjnene fem minutter efter og blafrede med et fødselsdagsflag med et lille forsigtigt smil. Der havde jeg faktisk lyst til at bryde lidt sammen. Men jeg gjorde det ikke, for man skal jo holde sit game face.”

Hvorfor netop dét var mere tragisk end soldaterkammerater, der døde, har han let ved at sætte ord på. At hans uskyldige ven skulle opleve noget så hårdt, på en dag, der burde være glædelig, var dybt uretfærdigt.

”Jeg kunne fornemme på ham, at han var et godt menneske. Det mest moralske menneske, den yngste i gruppen. Han var for god til at være der.”

Det, der rørte Kim Damsgaard Nielsen, var den uretfærdighed, livet bød hans ven, og det mener han, var mere uretfærdigt, end døden nogensinde kunne være, fordi døden som soldat ville være værdig.

FRA ROADTRIP TIL VEJSIDEBOMBER Muligheden for, at han selv kunne dø eller vende skadet tilbage, var Kim Damsgaard Nielsen ikke blind for. Derfor traf han en måned inden sin udsendelse en beslutning.

Hvis han skulle miste sit liv, skulle han i det mindste have levet det med manér. Opsparingen blev hævet, en Mercedes blev købt, og iført solbriller og hat kørte han sammen med to gode venner gennem Europa - kun med stop, når det passede dem. Berlin, Wien, Prag og Alanya nævner han i flæng.

Men selvom han principielt mente, at han nu havde oplevet det, han skulle, var risikoen alligevel konstant i hans tanker, da det endelig blev tid til at opfylde pligten i Afghanistan. Hver gang de kørte ud, tænkte han på muligheden for, at han om få sekunder kunne blive ramt af en vejsidebombe og blive såret eller dø. Måneder gik, hvor Kim Damsgaard Nielsen konstant havde døden i baghovedet, men da ingenting skete, gled det lige så stille ud af hans bevidsthed.

En dag havde hans hold været i kamp, som heldigvis ikke havde haft dødelige konsekvenser. På vej tilbage hører de pludselig et sus i luften. Han ved ikke hvem, men nogen råber ‘Neeeeeed!’ ”Vi kiggede til siden, min kammerat og jeg, og så ser vi bare sådan en granat komme flyvende, og den kommer seriøst direkte mod os.”

Mellem ordene griner han, før han fortæller videre. ”Vi smider os bare ned på jorden – så lander den fire meter bag ved os, men går ikke af! Snitter jorden, begynder at tumle, og så springer den tyve meter længere henne,” fortæller han muntert. ”Der kiggede vi på hinanden og faldt sam-

men af grin. Og så skyndte vi os bare at køre.

Det er den reaktion, man efterhånden får. Man bliver ligeglad. Tingene bliver bagatelliseret.

Man vænner sig til det.”

UDE AF HÆNDER, UDE AF SIND Kim Damsgaard Nielsen forstår godt, at nogen var ude efter hans liv. De var jo alle soldater og kæmpede under den samme præmis. Os eller dem.

Livet i Danmark kan derimod forarge ham.

Det forarger ham, hvis han en nat i byen ser en gruppe fyre genere en tilfældig forbipasserende. Og i dag tøver han ikke med at vise sin harme. ”Før i tiden ville jeg ikke havde reageret, men i dag konfronterer jeg dem. Jeg synes, det er så urimeligt at gøre andre mennesker fortræd på den måde. Jeg er ikke længere bange for konsekvenserne, hvis jeg bryder ind. Det ville jeg have været før.”

Fordi han kan reagere så stærkt, føler han sig sikker på, at han ikke er sociopat. Han har bare en anden indstilling til døden end mange mennesker. ”Døden er jo ude af dine hænder, det kan du jo ikke ændre. Men det her er noget, du kan ændre. Det gælder om at reagere på det, du kan ændre, og så må du bare komme videre over de ting, du ikke kan ændre, for der er ingen grund til at spilde tid på det.”

23

!"#$%#&'(&%)*%#"++,--%.$%&%)*%#/#&0122& 3/&+,-4,#!$&4%+5%6&'(&7'"#-,.5$*897$!'.%& -:;&<=;=>?@&AB&@=CDE&FDC&+=EF=G<H&H;IGH;D&JCKJC&=L&<JGHDG&?@&DL;DGJCC=EED>HD& MECDE&L?G&<?FFJEM<=;M?EN&O?JGE=>MH;M<N&@G=PH<&CDHM@EN&KG=ECME@N&QDK&?@&>DCD>HDR& SDH;M>&D;&D<HDFA>=G&AB&JAC=;DRC<&

!"#$"%& ' DANMARKSXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX MEDIE-XXXXXXXXXXXXXXXXXXX OGXXXXXXXXXXXXXXXXXXX JOURNALISTHØJSKOLEXXXXXXXXX XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX UPDATEXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX DANMARKSXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX MEDIE-XXXXXXXXXXXXXXXXXXX OGXXXXXXXXXXXXXXXXXXX JOURNALISTHØJSKOLEXXXXXXXXX XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX UPDATEXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX

DANMARKSXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX MEDIE-XXXXXXXXXXXXXXXXXXX OGXXXXXXXXXXXXXXXXXXX JOURNALISTHØJSKOLEXXXXXXXXX XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX UPDATEXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX

AFTRYK Af Andreas Bang Kirkegaard

Her sad de. Stod de. Drak, råbte, græd, var her måske egentlig bare. Mennesker sætter spor overalt. Det er det, vi kalder liv.

Tiden er en harmonika.

Det nære bliver fjernt, og det, som var fjernt rykker nær og bliver en del af det øjeblik, bevidstheden gennemlever, idet den bevæger sig ind i fremtiden.

Alligevel er tidens gang uafvendelig, den producerer uafladelig fortid, det ved vi.

26

Poul Vad fra Hammershøi, værk og liv, 1988

27

30

31

!"#$%&$'()*+,-",+."/&0,(%&/, !"#$%#&'()'*+,"&(-.%/%/,$#"#&$#'/(0#"'%1("2/'()%/(&$')"('$#')+"3 %40'25'%&6$7'$#"'2"80#$#'9/+"#':(/;<'=(0'$>'?>':(@'ABCC>'9&6$#3 ".#/'D#/6$#"7'(/'.11#'(--#'2"(1/.1%40#&$#'<("'-.0#'E,-.0<#$#"7'+0' $#/'%1(D#"'%(E/.$.0',%.11#"<#$')+"'$#'%/,$#"#&$#>'' , 1%,()*+-,2.,34,5&"$-",&$$-,(6#"%7,6-),&$$-,+-(%8,6&)+"-,2"90-+-, +-%,2#)&$"-28"%#0-),2.,:8;")#/&(%-)<+$<7,=58",>?,@*=-+-",A/-5,#B' (/C"-%,(86,()*+-"7,+#,+-,(-)+%-,-),(6(,%&/,-),(%;+-"-)+-,BC",%&+<, >-%,5#",+80,&$$-,$;),>?,@*=-+-"7,+-",A"C+,+-,"-0/-"7,+-",(&$"-",/&0-, 6;/&0=-+-",B8",#//-,!,+-,(%;+-"-)+-,(.5-/,(86,B8",6-+&-")-<,DC"' (-),=#5+-,#//-"-+-,&)+-),(-/5-,+#0-),#))8)E-"-%,()*+-"&-%,85-", B8",B/-"-,(%;+-"-)+-7,80,/#)0,%&+,BC",=8")-%,/C+,$/8$$-),F<GH7,"&)0-' +-,+-,%&/,(%;+-"-)+-<, , I)*+-"&-%,-",&$$-,$;),+."/&0,(%&/,85-",B8",+-,(%;+-"-)+-7,6-),+-%, ;)+-"0"#5-",80(.,#)+"-,6-+&-"(,6;/&0=-+-",B8",#%,B.,+-,2"#$%&$#)' %-"7,+-,C)($-"<,J8(,K"-+(-),#B,:8;")#/&(%(%;+-"-)+-,%#0-",5&,+-"B8", ($#"2%,#B(%#)+,B"#,(.+#))-,B8"(C0,2.,()*+-"&<,>-%,-",&$$-,6.+-),#%, /C(-,-5-)%;-//-,I%8"-'6#%E='+#0(2"8A/-6-",2.<, ' I#0-")-,86,()*+,5&/,);,A/&5-,%#0-%,82,&,!"#$%&$;+5#/0-%7,=58",5&,5&/, #"A-L+-,B8",,#%,B.,#//-,%&/,85-"=8/+-,"-0/-")-<,I%8"-,M#%E=,>#0,AC", $;))-,B8"/CA-,B#&"7,80,;+-),6-+&-")-,A"*+-","-0/-")-,&,$#62-),86, +-,A-+(%-,2"#$%&$#)%-"<, , K"-+(-),#B,:8;")#/&(%(%;+-"-)+-,NK#:O,

DRAGER OG PRÆSIDENTER Af Heidi Rømer og Ida-Sofie Sellerup (tekst) og Jeppe Bjørn Vejlø (foto)

Tæt ved Mariager Fjord ligger Østerskov Efterskole. En efterskole, der rummer flere hundrede universer. Al undervisning foregår nemlig som rollespil.

34

Skoven er mørk og bomstille. Et sønderrivende brøl har frosset tiden fast. Et brændende lys danser igennem et buskads. Træernes blade blæses omkuld og omsluttes af ilden, der vælter ud af de store næsebor. Et par grønne skæl falder af den to meter brede hale, og dyret brøler af manden, der spærrer dets vej. Hans rustning er tung. Kampen har sat sine spor på det skinnende metal og mennesket inden under. Gennemsigtig væske rinder ud af de utællelige blærer, der har bosat sig på hænderne.

Hurtigt på benene kommer han udenom kratrene i skovbunden. Kløerne trævler jorden op bag ham. Endnu et brøl fylder skoven, og en regn af flammende dråber vælter ned over ridderen. Smerten er ulidelig. Han ser op på dyret, der tårner op gennem bøgekronerne.

Det er nu eller aldrig. Et enkelt kast sender det sidste håb afsted. Sværdet synger gennem

luften. De gule øjne når kun at se det sammenhamrede stykke metal i et splitsekund, før det dykker igennem huden og finder vej til det sorte reptilhjerte. Pupillerne bliver bittesmå.

Dragen vrider sig ukontrolleret, før det sidste skrig slipper gennem de massive kæber.

Ridderen falder sammen. Dråber af sved blander sig med adrenalinen, der har pumpet i hans krop de sidste timer. Morten Tellefsen smiler. Han har dræbt sin første drage.

SKOLEN BAG SKOVEN Lærer Morten Tellefsen har gennem sine 15 års erfaring med rollespil oplevet mange tænkelige scenarier, der kunne udspille sig i et computerspil. Men rollespillet er ifølge Morten Tellefsen meget mere. ”Dét er forskellen på rollespil og computerspil. Når du nu har vundet prinsessen, er det

da ærgerligt ikke at kunne kysse hende,” siger han, imens han går op på det døde dyr, der er ved at gå i forrådnelse. ”Du kan ikke bare gemme spillet og fortsætte næste dag. Du må tage konsekvenserne af de valg, du træffer,” siger han og vender blikket mod de forbrændte hænder.

Bag skoven ligger Østerskov Efterskole, hvor Morten Tellefsen underviser. Det er en efterskole, hvor al undervisning udspiller sig som rollespil. Skolen er den eneste i verden af sin slags og begyndte som et pionerprojekt for fem år siden. Siden da har flere hundrede elever gennem leg lært sig til viden.

BLIV ÉT MED OPLEVELSEN Skyerne trækker sig sammen over bøgeskoven, der nu ændrer karakter. Tårnhøje nåletræer skyder op af jorden som raketter fra under-

35

Figuren er en sammensmeltning af to mytologiske vĂŚsner. Den er skolens vartegn og symboliserer blandingen af den nye og den traditionelle lĂŚringstil.

jordiske tunneler. De små bakker synes nu at vokse til sneklædte bjerge, og skovbunden forvandles til tusinder af løse klippestykker.

I en hule ikke så langt derfra sidder en russisk soldat. Han er på flugt. De tyske tropper har jagtet ham rundt i Uralbjergene de seneste dage. Udmattet og træt falder soldaten sammen foran det lille bål. De gnistrende flammer oplyser ansigtet, og skyggerne maler dybe rynker i soldatens pande. Den sorte uniform bærer præg af den barske natur, og soldatens ellers så blanke pelshue er smudset til med snavs. Hammeren og seglet i midten skinner dog stadig. Hvad skal han stille op? Er der stadig håb?

Den 34-årige Ivajlo Holm-Jensen lægger huen fra sig. Efter 24 års rollespil, udfordrer det ham stadig psykisk.

I en verden langt herfra arbejder han som lærer på Østerskov Efterskole. ”Min undervisning af eleverne skal både udvikle dem fagligt og socialt,” siger Ivajlo HolmJensen, imens han stirrer ind i bålets flammer. ”Målet er at blive ét med oplevelsen.”

36

Dråber af nervøsitet er løbet ned ad væggene de sidste 48 timer. En våd kalenderside falder til gulvet. Den 27. oktober 1962. Manden med den perfekte slipseknude og matchende manchetknapper forbliver tavs. Siden de sovjetiske missiler begyndte at pege hans vej, har hele landet kogt som en heksegryde. Folket vil have et svar. Præsidenten lader tankerne flyve. Billeder af paddehatteskyer har brændt sig fast i hans sind, og de blæses omkuld ved tanken om den massive trykbølge, der kan ligge i kølvandet på konsekvenserne af hans kommende beslutning.

Bo Watson tager habitjakken af. Presset på hans skuldre får sveden til at dryppe af ham.

Præsidentens tankespind kører parallelt med den 17-årige efterskoleelevs, og trykket nærmer sig bristepunktet – men det er fedt. ”Jeg har brug for at få ting mellem hænderne, før jeg lærer det,” siger han. Den demokratiske proces i at agere præsident udvikler ham, og han kan mærke det. Men at lære ved hjælp af rollespil er også besværligt. Som et eksempel er Undervisningsministeriets krav til

MAGTKAMP Et lysglimt dybere inde fra hulens mørke fanger Ivajlos Holm-Jensens blik. En sagte lyd af hvisken giver ekko i stenhulen. Lydene kommer fra en solid dør, der er hugget ind i hulens væg. Låsens tandhjul trækkes i spænd, og guldhåndtaget går. Marmorfliserne i rummet bag døren støves til af snavs fra hulens gulv. De gulvlange, grønne gardiner er trukket fra, og solen skinner igennem vinduerne. Flere par pudsede lædersko går frem og tilbage. Trippende af frustration. Kun ét sæt sko står stille ved mahogniskrivebordet. ”Hvad har De tænkt dem at gøre, Hr. Præsident?” spørger et par sko i Det Ovale Værelse.

!

Lydene kommer fra en solid dør, der er hugget ind i hulens væg.

Låsens tandhjul trækkes i spænd og guldhåndtaget går.

tyskundervisningen 40 læste sider. På skolen har eleverne rundet de 80, fordi undervisningen for eksempel kan være bygget op som et manuskript til en saga, eleverne skal spille.

Skolens måde at undervise på har trukket mange elever over hele landet til, og den er især populær hos de unge, der har indlæringsvanskeligheder eller har en diagnose.

UDEFINERBAR VIRKELIGHED Døren går op, og med ét synes al ilt at forsvinde fra kontoret.

Et par russiske vagter følger deres leder ind, og nu står de to stormagter over for hinanden. Alles øjne hviler på de to mænd, der nu kan skrive verdenshistorie. Begge mænd i jakkesæt sætter alle kræfter ind for at læse hinandens udtryksløse ansigter. Ordene baner sig vej gennem svælget. Verden stopper sin rotation. Nerverne bag præsidentens hud trækker sig sammen. Et smil når op til de alvorlige øjne. Den 17-årige efterskoleelev Nikolaj Borups hånd møder den amerikanske præsidents i et langt håndtryk. Krisen er løst.

Han fortrækker en nervøs mine. Spillet er slut. Han er bange for at vende tilbage til en anden verden ”Folk tror jo, vi er sindssyge,” siger han.

Tilbage i Uralbjergene har den russiske soldat fundet en vej udenom de tyske tropper. Ivajlo Holm-Jensen går fra skoven ud på parkeringspladsen. Ungerne venter derhjemme til spisetid.

Ridderen går i skovbrynet. Prinsessens kys sidder stadig på hans mund, og adrenalinen har nu lagt sig. Morten Tellefsen smiler og begynder at tænke på det møde, hvor de næste undervisningsmoduler skal planlægges.

Rollespillerne flygter ikke fra virkeligheden. ”Det er bare en ferie i en anden persons liv.”

37

38

39

40

DET LUKKEDE SOGN Af Eva Obelitz Rode (tekst) og Tine Sletting (foto)

41

Der er gudstjeneste i Østerby kirke hver søndag.

Som i enhver anden kirke.

Den eneste forskel fra andre kirker er blot, at fletstolene her ikke er fyldt op af plejehjemmets trofaste kirkegængere, men af indsatte i Sønder Omme statsfængsel.

42

Orgelets toner fylder rummet, og kirkekoret synger for. Den sidste salme, før dagens gudstjeneste slutter, er af Johannes Møllehave. Der er godt fyldt op på stolene, der står side om side rettet mod alteret. De deltagende er alle mænd. De er iklædt afslappet joggingtøj, nogle med en kæde om halsen.

Sønder Omme statsfængsel er et åbent fængsel, og der er derfor ikke noget hegn. Der er til gengæld en bom, som de indsatte ikke må bevæge sig udenfor. Bag den bom, der fungerer som indgang til fængslet, findes der en menighed ulig andre. For mens bænkerækkerne i de danske kirker bliver mere og mere tomme, så har kirken her i fængslet stor betydning for de indsatte. Her er der brug for den.

For Dorte Ørtved, der har været præst i Sønder Omme i 24 år, er det vigtigt, at gudstjenesten foregår som i ethvert andet sogn.

Der skal være ro under gudstjenesten, der synges salmer og holdes prædiken – præcis som uden for fængslet. ”Det skal være sådan, at de oplever, at her kan de gå til gudstjeneste, her kan de få den ro.

Her er der tre kvarter, hvor der ikke forventes noget af dem,” siger Dorte Ørtved.

BANKO, RUNDSTYKKER OG ALKOHOLFRI ØL Straks efter gudstjenesten er endt, rokerer de indsatte rundt på borde og stole. Hver søndag er der gratis kaffe efter gudstjenesten, hvor de fremmødte samtidig kan få sig et rundstykke og tage en sludder med præsten.

Det er vigtigt, at de indsatte kan mødes i sociale sammenhænge, for med så stor en udskiftning kan det være svært at få holdbare venskaber. Kirken ender derfor også for mange indsatte med at være et fællesskab, som de til tider savner efter løsladelsen. ”Her er vi så tæt på hinanden, vi kender hinanden. Det bliver til sådan en lille familie,” siger Dorte Ørtved.

I det aflange kirkerum går snakken blandt de indsatte. Der står et langt bord fyldt med

!

Altså, jeg sang nok kun på Roskilde Festival i en brandert en gang imellem

rundstykker og pålæg, hvor der er rullepølse, ost og rå løg til at supplere den sorte kaffe. En turkis A4 side med store bogstaver er hængt op i kirken. BANKO. Dorte Ørtved arrangerer ikke kun gudstjenester i kirken, men holder også bankoaftener og koncerter. Til daglig er der en lille café i kirken. Her kan de indsatte komme og slappe af og købe sig en romkugle eller en alkoholfri øl.

DE INDSATTE SYNGER Ved et af bordene sidder Anders og Jimmy, der begge synger i kirkekoret. De har været en del

af koret i henholdsvis 17 og 14 måneder, men ingen af dem har sunget, før de kom til Sønder Omme fængsel. ”Jeg har aldrig rigtig haft noget med kirker at gøre – og slet ikke med kor. Altså, jeg sang nok kun på Roskilde Festival i en brandert en gang imellem,” siger Anders.

Anders griber ud efter det halve rundstykke, han har på sin tallerken. De grove hænder skyldes en uddannelse som snedker, og han arbejder han til hverdag i fængslets værksted.

Når søndagen så kommer, skal der synges.

Kirkekoret består udelukkende af indsatte,

43

men antallet svinger meget, da der i fængslet er en naturlig udskiftning året rundt. Så Dorte Ørtved oplever tit, at hendes menighed pludselig forlader hende. ”Det svarer til at være præst på Fredericia Banegård,” siger hun.

BIDT AF KIRKEN Jimmy griber fat i den sorte termokande og hælder kaffe op. Kanden går på tur. Hans muskler ses tydeligt under den stramme sorte T-shirt. I fængslet er træningscentret ofte det sted, de indsatte fordriver tiden. Især

om lørdagen er der ikke andet at lave end at se tv, træne eller gå en tur, hvis vejret er til det. Søndag er en god dag, fordi de kan være i kirken.

Jimmy har også gjort brug af en fængselspræst, før han kom til Sønder Omme. Det var medvirkende til, at han tog omkring femten kilo på. Den præst, han talte med, da han sad i arresten, kom nemlig altid med kage.

Jimmy har svært ved at få ordene over læberne. Han stammer og er selv irriteret over det.

Anders har før været ude og holde foredrag på skoler, men det gør Jimmy ikke. Han ser

ikke nogen grund til unødvendigt at udfordre sig selv på den måde. Til gengæld kan han i fritiden så bruge tiden på at se et tv-program, hvor de synger salmer, som de også selv øver i kirkekoret. Nogle gange synger han med. ”Det er fordi, jeg er blevet kirkegal,” siger Jimmy. ”Det sker jo, for man bliver lidt bidt af det,” siger han og smiler.

ET BETROET ERHVERV De indsatte skal nogle gange overbevises lidt, før de melder sig til kirkekoret. Jimmy smågriner, da han fortæller, at han aldrig har oplevet, at der kom en og sagde ’jeg har faktisk sunget før!’ ”Der er jo ikke nogen af os, der har en ren tone, tror jeg,” siger Jimmy.

Anders nikker samtykkende og trækker på smilebåndet. Rundt omkring i kirkerummet er de indsatte så småt ved at tygge af munden. Der kommer andre til, de henvender sig i caféen og køber en forfriskning. Caféen er kirketjenerens ansvar, og det er ham, der har til opgave at styre den. Det er det mest betroede erhverv i fængslet, da der er en pengekasse at passe på.

Som medlem af kirkekoret tjener de indsatte også mere end de øvrige dagligdags erhverv, der findes i fængslet. Jimmy og Anders er dog enige om, at timelønnen ikke er afgørende

44

for deres medvirken. Det er det at komme i kirken og i høj grad også samværet med Dorte Ørtved, der gør forskellen for dem. ”Hvis man ligesom tør åbne sig for det, nåh ja, så finder man ud af, hvor godt det i virkeligheden er, og hvor varm man bliver af det,” siger Jimmy.

MENIGHEDSTUR PÅ JENSEN’S BØFHUS Efterhånden som de indsatte så småt går tilbage til deres afdeling, husker Dorte Ørtved nogle af dem på, at de skal mødes ved kirken igen senere. De har menighedstur, hvor de skal til kirkekoncert og ud at spise på Jensen’s Bøfhus inden. Og det er Dorte Ørtved selv, der har ansvaret for de indsatte. ”Så der er da også tit nogle, der kigger underligt: ’hvad er det for et kvindemenneske, der kommer der med otte mænd’ ,” fortæller Dorte Ørtved smilende.

For de indsatte er det vigtigt at holde sig aktive. Det kan være med til at løfte stemningen, når det er hverdag i fængslet. Som når kirkekoret øver hver tirsdag, eller Dorte Ørtved tager dem med på ‘tur i det grønne’. Selvom det ikke er den rene idyl, så oplever Dorte Ørtved humor og tillid fra de indsatte. Og netop dét at komme tæt på nogen – om end kun for en periode – har de sidste 24 år været med til, at Dorte Ørtved holder fast i Østerby sogn.

Efternavnene på de indsatte, der nævnes i artiklen, er redaktionen bekendt.

BILLETTELEFON 8613 8866 BILLETNET 7015 6565 WWW.SVALEGANGEN.DK WWW.FACEBOOK.COM/SVALEGANGEN

ENDE

STUDER

IS

HALV PR

TEATRET SVALEGANGEN PRÆSENTERER SÆSON 11/12 Oplev bl.a. fodboldbøller i ideologisk infight, erotisk besættelse under 2. Verdenskrig og Kaizers Orchestra omsat til fantastisk musikdramatik

Den nye

MacBook Pro Stor ydeevne når helt nye

70215353 / humac.dk / shop.humac.dk København: Vesterbrogade 12 / Gl. Mønt 12 / Magasin (Kgs. Nytorv) Frederiksberg: Åboulevard 15 Aarhus: Fredens Torv 2 Odense: Vestergade 94 Lyngby: Lyngby Hovedgade 19A Aalborg: Lille Nygade 8 Vejle: Søndertorv 2

højder.

46

47

Kys, kram, nusseri og fingerflet er energi til hjernen og vores kreative sanser.

Det mener arrangøren af ’Cuddle Parties’, en workshop hvor krammeglade folk mødes for at give hinanden intime oplevelser i et aseksuelt rum.

Af Karoline Rahbek Juncker (tekst) og Tine Sletting (foto)

48

“Må jeg godt røre din mave og nusse den lidt?” hvisker en mand. Han ligger med maven og brystet presset op af en kvindes ryg, deres kroppe er næsten krøllet sammen, og hans hånd ligger blidt på hendes hofte. Hun svarer ja. Han lader hånden glide fra hoften ned over den bølgede talje og op mod hendes navle. Hans fingre kravler rundt i små, sirlige bevægelser uden på hendes bluse.

For få timer siden kendte de ikke hinanden.

Vi er til Cuddle Party i København. Workshoppen har været i gang et par timer, og 15

mennesker, der før var fremmede for hinanden, ligger nu flettet sammen på kryds og tværs i lokalet. En stille fest uden alkohol og seksuelle toner, men med blid bas og mulighed for at kramme, snakke og nusse med mennesker, man ikke kender.

MAN MÅ GERNE SIGE NEJ En stue i en gammel herskabslejlighed skråt

over for Kongens Have fungerer normalt som kollektiv.

Oplyst af årets første forårssol er rummet i dag mødested for personer, der er kommet for at eksperimentere med berøring, omsorg og intimitet. Seancen kaldes et Cuddle Party. En nusse-kramme-fest.

Lejligheden bliver langsomt fyldt med en broget flok københavnere, alle med forskellig baggrund og bevæggrund for at møde op til dagens Cuddle Party. På et hav af støvblå madrasser kickstartes workshoppen i en velkomstcirkel, og krammecoachen Di Ponti by-

49

der velkommen og præsenterer reglerne. Deltagerne bliver sat til at øve sig i at sige nej. ’Nej. Du må ikke kramme mig’ og ’Nej. Jeg har ikke lyst til at røre ved dig’. Der bliver fnist genert i lokalet, men der er en mening med nej-legen.

Den vigtigste regel til et Cuddle Party er nemlig, at man skal spørge, før man rører. Og det er altid okay at sige nej.

BERØRING UDEN SEKSUELLE UNDERTONER Sex er ikke en del af legen. Tøjet skal beholdes på, og man må ikke røre nogen steder uden at få lov.

“Det er garantien for, at man ikke bliver tvunget til noget, man ikke har lyst til,” forklarer 29-årige portugisiske Di Ponti, som har arrangeret dagens Cuddle Party.

For mange af deltagerne handler det om at lære at sige nej, og finde ud af hvordan man har lyst til at blive rørt.

Di Ponti får derfor deltagerne til at øve sig i at sætte ord på den berøring, de godt kan lide.

“Jeg kan godt lide at få sådan en rigtig fast lang krammer. Et bjørnekram hvor man føler sig helt tryg,” udbryder en energisk, mørkhåret fyr, imens han kaster armene ud til siden, som var han klar til at dele bjørnekram ud. Han er i

gang med at forklare en pige, hvilken berøring han bedst kan lide. Hun ser eftertænksom ud i et øjeblik, smiler, og siger så at hun også godt kan lide et langt bjørnekram.

“Må jeg godt give dig et langt, dejligt kram,” spørger fyren med et smil, der fylder hele ansigtet. Han får et ja. De sidder tæt i skrædderstilling, og nu lægger de armene om hinanden, så fingrene mødes på ryggen, og de to kroppe presses tæt sammen. Den unge fyr hedder Bent. Han er til sit femte Cuddle Party i dag.

“For mig er det en øvelse i at mærke efter. At finde ud af hvad jeg godt kan lide, og hvad jeg ikke kan lide. At tale om berøring og forklare

berøring. Det er noget, man kan tage med ud i hverdagen,” siger Bent.

GRUPPEKRAM, NUSSERI OG SANGLEG

50

Efter en time med nej-øvelser og forsøg på at sætte ord på berøring bryder Di Ponti velkomstcirklen.

“Be playful. Et Cuddle Party skal være sjovt,” siger hun og indbyder til fri leg. Der går ikke lang tid, før rummet fyldes af intimitet og hygge. Der bliver krammet, aet, nusset, masseret, snakket og grint. En mand fletter fingre med en kvinde, mens de kigger intenst på hinanden. De smiler. En rødhåret kvinde ligger i ske med en mørkhåret kvinde, så tæt at de næsten glider ind i hinanden.

“Må jeg godt nusse dig i håret?” spørger hende, der ligger bagerst. Hun får et ’ja’ og fletter sine fingre ind i det viltre, røde hår. I et hjørne ligger en mand tungt i en af de blå madrasser med lukkede øjne. Hans fødder bliver masseret og nulret af en pige, der fortæller historier. Et par af deltagerne er udlændinge. De leger spanske sanglege og griner højt. Efter et par timer med fri nusse-krammeleg er luften i lokalet sitrende varm, som asfalt på en sommerdag. Der lugter af berøring og bevægelse.

KRAMMEHORMONER GØR OS GLADE Mange af deltagerne er kommet, fordi de savner berøring i hverdagen.

“Berøring får kroppen til at udskille hor-

moner, der gør os glade. Her kan deltagerne få opfyldt det behov på en tryg måde med klare regler,” siger Di Ponti.

Efter et par timers fri nusse-krammeleg afbryder Di Ponti deltagerne og starter en fælles Cuddle Party-øvelse. Alle deltagere skal lægge sig på madrasserne på gulvet, og placere hovedet på den nærmeste mave. Nu er alle deltagere forbundet som én stor berøringsalliance. Der bliver stille i lokalet, der ellers var fyldt med historiefortælling og fnisen. Di Ponti instruerer i dybe vejrtrækningsøvelser, der får deltagernes maver til at bevæge sig i langsomme bølger. Med øret placeret tæt på fremmede mavers skvulpe- og boblelyde er

alle pludselig meget intimt forbundet, indtil de små mavelyde får en kvinde til at bryde ud i en høj umiddelbar latter. Latteren spreder sig hurtigt til resten af lokalet.

Flere af deltagerne er kommet, fordi de bare elsker at nusse og kramme. Bent forklarer, at han er vild med den stimulering, det giver at være tæt med andre mennesker. ’Når jeg går hjem fra et Cuddle Party, så har jeg altid helt ondt i kinderne af at grine og smile’, siger han.

INTIME ØJEBLIKKE FREMMER FÆLLESSKABET Eftermiddagen bliver til aften. Fuldmånen kravler op ad himlen bag Rosenborg Slot på den anden side af vinduesglasset, og trætheden indtræder hos deltagerne til dagens Cuddle Party. Bjørnekram, kindknus og gruppenus bliver afbrudt, da dagens workshop slutter i en afskedscirkel på de blå madrasser. Deltagerne holder i hånd, imens de i fællesskab sætter ord på dagens Cuddle Party.

“Før følte jeg mig ensom. Nu føler jeg mig ikke længere ensom.” Ordene er et sjovt udbrud fra en deltager midt i et gruppekram tidligere på dagen. Det er sådan set lige meget, om man følte sig ensom, da man kom. Fire lange timer med nus, kram og latter giver et helt specielt fællesskab. De mennesker, der før var fremmede for hinanden, har delt en særlig intim oplevelse, og nu drysser de i hver deres retning ned af Gothersgade.

51