CITAT_11

1

Kolofon Redak tion Omsl ag

Foto af Emil Ryge Christoffersen Tryk

Seedorff Publishing Maja Kaalund Bygvrå (ansv.)

Katrine Andersen

Mie Brinkmann (foto)

Dennis Lehmann (foto)

Opl ag

1500 Web

www.magasinetcitat.dk Finansiering

Andreas Thorsen Larsen

Camilla Rønde (foto)

Frederikke Halling Hastrup

Citat er finansieret af annoncer og støtte fra KaJ

Malte Kristiansen (foto)

Fotografer

Skribenter

Emil Ryge Christoffersen Anita Graversen Lars Just Sofie Amalie Klougart Malte Kristiansen Asger Ladefoged Lasse Bak Mejlvang Pedramy Camilla Rønde

H.C. Andersen Anne Dahl Bertelsen Marie Torp Christensen Emil Ryge Christoffersen Josephine Hald Fie West Madsen Rikke Gjøl Mansø Sara Mejlvang Møller Michael Korsgaard Nielsen

Kontak t

Anne Niluka Søren Pagter Ida Hasgaard Røntorp Tatiana Tilly

Magasinet Citat Journalisthøjskolen Olof Palmes Allé 11 8200 Århus N citatred@mail.djh.dk

Citat er produceret af studerende fra Journalisthøjskolen i Århus

Leder Er afstand turen fra Bording til Tistedal i en lastbil? Eller er det cykelturen fra Dronning Louises bro til Lorteøen, Amager?

Citat er nået et godt stykke siden første udgivelse. Vi går tættere på og forsøger at nedbryde afstanden mellem jer og de mennesker, vi møder i magasinet.

Afstand er relativ.

Vi har denne gang løbet distancen på den halve tid, men det har ikke været noget problem. Opbakningen til dette nummer har været fantastisk.

Afstand kan være fra A til B. Det kan være 160 kilometer løb på Mors.

Men afstand kan også være afstandstagen fra den måde, vi normalt indretter os på. Det kan være afstand til minder, vi har valgt ikke at huske, eller afstand til den seksualitet, de fleste har.

God læsning.

Kærligst Redaktionen

Indhold 04

Trucker Trippin’

10

LORTEØEN

19

FRIHED PÅ FIRE HJUL

24

BYEN SOVER

30

DA JEG VAR 11 ÅR

35

ARRANGERET LYKKE

På roadtrip med en lastbilschauffør

Amager - Københavns fulde onkel

Sigurd bor i en varevogn

Morgenstemning i hovedstaden

Maximillian hypnotiserer Fie

Et lykkeligt tvangsægteskab

40

40

24

NØDDEKAGE, NIELSEN’S OG NYRESVIGT 160 kilometersløb på Mors

46

LYSTEN DER ALDRIG KOM Et liv som aseksuel

WEB ONE IN 150.000 A story of one of those minds who left Iran

10

04

I sommeren 2010 sendte Magasinet Citat to journalister af sted i et forrykt og fortryllende førerhus for at roadtrippe med det særegne folkefærd: langtidschaufførerne

Trucker Trippin’ Af Sara Mejlvang Møller (tekst) og Lasse Bak Mejlvang (foto)

“Branchen er blevet overtaget af abekatte og talebankrigere.”

Det er en meget fin måde at starte et eventyr på. Udtalelsen falder lidt bittert fra den første vognmand, vi får i røret, som ikke spår os store chancer for at finde en chauffør, der kunne finde på at tage os med på tur.

Asfaltens mand I førerhuset er der læder i toppen, der er læder i bunden, nervøs velour som køjeforhæng.

Lidt af en luderbil, men på den der lækre måde, der får en til at tænke på Julia Roberts i Pretty Woman. Der er alt: køleskab, kaffemaskine, TV. Vi er begejstrede over rygepolitikken, som er omtrent lige så liberal som i et østeuropæisk horehus. Men skoene skal af.

“Bryder I jer om, hvis folk vader ind i jeres dagligstue med sko på?”

Det gør vi ikke. Skoene ryger.

‘Væggemose’ står der på et skilt i forruden.

Det er Heines efternavn. Han er langtidschauffør og har indvilget i, at fotografen Lasse og jeg kan komme med ham på tur op gennem Sverige og Norge. Heine er ung, omkring 23 år. Han ser sund ud, ligner en, der er blevet fodret med en god barndom. Han ryger røde Cecil, mens han taler med sin udprægede Bordingdialekt: ”’A køre’ alti’ bil.” Man får lyst til at kalde ham en asfaltens mand, for han virker til at kende sine veje. Hånden hviler trofast på gearstangen, og ind imellem tørrer den instrumentbrættet af med japansk grundighed.

Vi er på vej mod Frederikshavn, færgen skal fragte os over mod det svenske. Vi læsser 196 kilo fiskenet af i Strandby.

Chaufførerne får en kahyt. Men man skal passe på, når man har konen med på tur. Vi får forklaret, at færgepersonalet vækker chaufførerne, inden der lægges til havn, og de vader bare ind. ”I forstår nok,” siger Johnny.

Vi står på dækket og ryger. Der tages ikke meget hensyn til, at der er en dame i selskabet.

Johnny føler sig nødsaget til at forklare, hvad man præcist kan blive fanget i, hvis nu en eller anden stakkel kommer til at valse ind midt i alle herlighederne. Nuvel, man har ikke råd til at være sart i en forsamling som denne.

Truckers Lounge På Stena Line-færgen går vi op i Truckers Lounge. Her kan chaufførerne se TV og spise kartofler, brun sovs, bøf. De røde Coca-Cola papkrus foran tallerkenerne er et gennemgående tema, et refræn. Der går et kvarter, og så er rummet fyldt med chauffører, der sidder alene ved bordene. Jeg svanser rundt i cowboyshorts og damestænger.

Johnny kommer hen og spørger, om han må sætte sig.

“Hvor lang tid har du været langtidschauffør?” spørger jeg.

“Alt for længe,” siger Johnny.

Han har kørt, siden han var atten. En tyvefemogtyve år siger han. Det må gøre ham til omkring fyrre, men han ser betydelig ældre ud. Han er tynd, har brunlige tænder og vil gerne tale, men mumler afsindigt med næsten uhørlige ord.

Et rakkerliv Vi ankommer til Göteborg og kører ad E6.

Den går hele vejen fra Malmø til Finland. Jamen så tænker man jo lidt over, hvad den der infrastruktur egentlig betyder. I Sverige er den allermest forunderlig. Her sprænger de fjelde i stykker for vores skyld.

Efter en halv time bliver vi nødt til at stoppe.

Der er regler og restriktioner, der skal følges, og smart teknologi gør det svært at snyde. Lasse bliver smidt om bag i lastrummet. Der ligger han i sin sovepose og ligner en illegal flygtning på vej mod lykkeligere lande. Jeg har fået den øverste køje i førerhuset. Vi stirrer med våde, mistroiske øjne, da Heine fortæller, at fem timers søvn er ren luksus. Det bliver morgen. ”Vi skal sgu ha’ kaffe,” siger Heine.

Der er vist noget vejarbejde et sted, og vi kører gennem Uddevalla, som er typisk svensk.

Træhuse. Pissehyggeligt. Wasa og blondhed.

05

06

Vi sidder højt til vejrs med et royalt overblik og låner os, i forbifarten, til glimt af svenske piger.

Vi kører videre med firs kilometer i timen.

Heine er på vejen cirka 265 dage om året.

Han kører omkring 12.000 kilometer om måneden, mellem 110-130.000 kilometer om året. Jeg undrer mig over, hvorfor nogle vælger et job som langtidschauffør. Fascinationen er velkendt. Jack Kerouacs ‘On the road’. Hos Heine er der desværre langt mindre beat, drugs, blows ‘n’ bebop, men der er stadig den følelse af bevægelsen og hastigheden som et mål i sig selv. Vejene, der ligger lange og tilfredse foran dig. ”Det er et rakkerliv. Du har jo ikke noget herude,” siger Heine.

Men han vil vist ikke have det på nogen anden måde. Han har altid villet være langtids-

chauffør. Da han var otte år, tog han sin far ved hånden. Sammen gik de hen til naboen, som netop var chauffør, og Heine kom med ud at køre. Og dér blev han svanger med drømmen om vejen. Som 17-årig begyndte han på uddannelsen, og siden har han haft one-handon-the-wheel.

Tusinde timer i baren Vi kører på en bro over en kløft, og så er vi i Norge. Parkeringspladsen ved toldtjekket vidner om fredelig sameksistens blandt nationer.

Nummerplader fra Letland og Slovakiet og Holland. Folk går frem og tilbage med papirer i hånden. Jeg ser en enkelt kvinde, og de findes i faget, bliver jeg fortalt. Men der er ikke mange.

Heine har en kvinde derhjemme. Anne.

Han leder lidt efter ordene, da han bliver

bedt om at fortælle. ”Lige fra første gang jeg så hende...”

Han holder en lille pause. ”Hun var smuk.”

Anne er fra Stavanger i Norge og arbejdede på den færge, som Heine sejlede med på sine ture. Hun arbejdede i baren, var smuk og havde en kæreste. Ubehageligt klassisk. Men Heine brugte hver en overfart, gerne hele overfarten, på at sidde i baren, syv-otte-ni timer. Et forsigtigt overslag på, hvor mange timer han sad ved disken med drinks, lyder på et sted mellem tusind og totusinde timer. En dag får Heine at vide, at Anne og kæresten har slået op. Han får hendes nummer, skriver til hende, og ved tolvtiden, da Heine ligger og halvsover, kommer hun ind til ham.

“Så gik det sådan lidt slag i slag.”

Færgeromancen fortsatte i et par måneder.

Anne boede stadig hos sin ekskæreste, når hun ikke arbejdede.

“På et tidspunkt flyttede vi hendes ting ind hos mig, og så kom de aldrig rigtig ud igen.”

Historien afbrydes, da Heine føler sig nødsaget til, ganske kraftfuldt, at irettesætte en kvindelig bilist. Hvad man råber i sit førerhus, er der heldigvis ingen, der kan høre. Heines yndlingsskældsord er ‘forpulede møgko.’ Lasse og jeg nikker. Jo. Det har pondus. Det kan vi godt se.

Vi kører fra Halden til Tistedal, som er en meget lille by med huse på et bakket landskab.

Jeg forestiller mig, at man kender sin nabo her.

Og så kommer vi med lastbil og larmer og føler os som en hærger. En automobil Godzilla. Lille søde Norgeby.

Men tingene skal frem. Lasten skal læsses af.

Lidt efter fortsætter Heine: “Der er ikke noget mere frækt, end når sådan

07

08 en norsk pige hvisker én i øret.”

Lasse samtykker, og de udveksler indforståede smil. Jeg ved det ikke, men får lyst til at prøve. Anne er 1.60 høj og har kæmpestore bryster. Det lyder jo altsammen meget godt.

Heine forklarer, hvordan kærligheden trives på grund af hans levevej.

“Jeg er nyforelsket, når jeg kommer hjem.”

Men Heine er også ret sikker på, at kvinderne gerne vil have deres chauffører ud og køre igen, når de har været hjemme i et par uger.

Heine havde en lang ferie i løbet af vinteren, og han forklarer, at det giver børn. Anne er gravid. Heine kender en del fædre på vejen, og han er opmærksom på, at det kan være et problem at være så meget væk hjemmefra, når man har en lille.

Heine skal have en pige. Hun skal hedde Andrea, og om en 13-14 år bliver der ikke så meget tid til lastbilerne.

“Der skal jeg sidde derhjemme med jagtgeværet fremme,” forklarer han.

Vejen er ensom Vi kører ind på ‘Kingsrød Transport’, hvor vi skal læsse tagsten af. Det går meget hurtigt. Så snart bilen er parkeret, er Heine ude af døren og spænder remme op, åbner låger, tager fat, paller, kasser. Jeg står og glor. Han snakker

med folk på dansk, svensk og norsk. Han er hurtig - en cargocowboy.

En anden dansk chauffør, rundmavet og tyndskægget, kommer hen og snakker med Lasse og jeg, fordi han synes, vi skal med til Frankrig på søndag. Heine kender ham, og han kalder ham ensom.

“Vejen er ensom,” siger Heine.

Det er den nok.

Selv holder han blikket fæstnet til uendeligheden af asfalt foran os, da han svarer på spørgsmålet, om han også bliver ensom. ”Man skal kunne være alene,” siger han.

Heldigvis har teknologi gjort afstande min-

dre, og hvis Heine føler sig for alene, griber han telefonen. Heine har en telefonregning på 3.500 kroner om måneden. 3.500 kroners ensomhed. Men også selvstændighed, påpeger Heine.

Der er stille, mens vi kører mod Göteborg for at tage færgen tilbage til Danmark. Der lyder et ”uh” fra Heine ved hvert bump og hul i vejen, som er han vokset sammen med lastbilen, og hans nerver først ender i hjulene.

På færgen falder vi i søvn på læderbeklædte sofaer, mens Discovery kører i TV’et i baggrunden. Det handler om dyr.

Klokken tre om natten lægger færgen til, og vi parkerer lidt uden for havnen for at få vores fire-fem timer. Der holder mange andre lastbiler. Køjeforhængene hænger ned som øjenlåg bag forruden. Det ligner, at de sover. Heine fløjter.

Næste morgen ligger Lasse og jeg som døde dyr på forsædet. Vi skal sættes af i Viborg, og derefter kører Heine hjem, hvor han bliver en dag eller to.

Vi tager afsked med et venligt håndtryk. Heine stikker os et smil og siger: ”Ja, jeg ved fandeme ikke, hvad I kan skrive om alt det her.”

Så åbner han baglågen, tager nogle paller ud og lukker baglågen igen.

09

10

Af Emil Ryge Christoffersen (foto og tekst)

(...) hurtigt foer jeg derfor afsted, som før er sagt, og endelig laae da Phantasiens store, herlige Tumleplads, det flade Amager, foran mig... I Sandhed, her var da Plads for Tanken til ret at svÌrme om.

Snart forekom det mig, at jeg promenerede paa den finske Bugt eller var paa det arcadiske Novaia Sembla; snart, at jeg vandrede gjennem Ă˜rkenen Kobi, for at finde Nigerflodens Kilder. - Nu fulgte jeg den hellige Caravane til Mekka, og nu stod jeg imellem Eskimoerne

11

ved Hudson Bugten.

H.C. Andersen

Af Søren Pagter (indledning) I 1806 besluttede man at lade Amagers sumpede jord danne rammen om stedet, hvor man fik kappet hovedet af, hvis man var raget uklar med loven. Det er grunden til, at børn siger: ”Ama’r halshug,” når de lover hinanden noget. I dag kaldes øen for Lorteøen eller for Københavns fulde onkel. Originalen. Den højtråbende. Ham, der ikke gider sidde ved bordet, men hellere vil stå i køkkenet og ryge.

Fotojournalist Emil Ryge Christoffersen er selv flyttet til Amager og tilstår: ”Jeg har altid syntes, at det var sjovest at sidde ved siden af min onkel.”

Citat bringer her et udsnit af fotojournalist Emil Ryge Christoffersens hovedopgave.

Se flere billeder på magasinetcitat.dk

12

13

14

15

16

17

19

Frihed p책 fire hjul Af Anne Niluka (tekst) og Lars Just (foto)

20

På en gade et sted på Amager holder en hvid varevogn. Som den står der i regnen med sine gule nummerplader, ligner den alle andre af sin slags. Lige så uophidsende og farveløs som kogte kartofler på glas.

Men som alle ved, afhænger det sete af øjnene, som ser, og man skal ikke skue hunden på hårene. Især ikke når det faktisk drejer sig om en ulv i fåreklæder.

For det er det, varevognen er. En fræk ulv, der gemmer på en hemmelighed. I de sidste tre måneder har den nemlig gjort det ud for et hjem. Her bor Sigurd på 21. Fordi han har lyst.

Sigurd beskriver sig selv som et barn af hippieforældre, der elsker friheden og har en ubændig rejsetrang i kroppen. ”Når jeg har fri fra arbejde, kan jeg bare køre ud og fiske, eller tage i skoven og samle kanta-

reller. Og så kan jeg køre et helt andet sted hen og falde i søvn og vågne næste dag til den flotteste udsigt. Det skal bare opleves,” siger han.

En dag ad gangen Sigurd havde sparet op til et planlagt ophold på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft. Men pludselig var tidsfristen overskredet, uden at der var kommet et ansøgningsskema af sted

fra Sigurds hånd. Derfor stod han nu med et år uden nogen planer og en masse penge. ”Jeg ville prøve at se, hvordan det var at glemme fremtidsplanerne og leve en dag ad gangen. Det gør man i denne her bil,” siger Sigurd med et gavtyvesmil.

At leve sit liv fra en bil havde længe været en lettere abstrakt fantasi i Sigurds hoved.

Han var blevet træt af at bo i lejlighed, træt af ligegyldighed og normalitet. Han kunne med ét se de næste 10 år af sit liv udspille sig helt banalt og begivenhedsløst. Han og kæresten var netop gået fra hinanden, og nu var muligheden der for at udleve drømmen, og gøre som han ville. Tanken var at opnå en form for frihed og uforudsigelighed.

Desværre for Sigurd var der ikke megen støtte at hente fra vennerne, da han luftede

21

”Jeg har ikke rigtig nogen planer, andet end at jeg vil gøre lige, hvad jeg vil, indtil pengene slipper op”

idéen om det firehjulede hjem. ”Det startede i en brandert i Thailand, hvor vi sad nogle stykker og snakkede om det. Alle sagde, at det var en rigtig dårlig idé. Men så tænkte jeg: ’Hvorfor er det egentlig sådan en dårlig idé?’ Og så blev jeg stædig.”

God karma Så Sigurd gik i gang. Vidunderet, der skulle danne rammen om hans nye liv, blev fundet på Den Blå Avis. Og med stædighed som drivkraft, en hjælpsom far med rod i tømrerfaget og en god portion tålmodighed startede projektet.

Gulvet blev lagt af fint, lyst træ. Væggene blev isoleret og betrukket med lyst nappalæder.

Sigurds far byggede to kasser af træ med en madras på hver. Sofaer. De blev placeret i hver

side af vognrummet, og om natten lægges en stor madras ovenpå, og så fungerer det som seng. Indretningen er stadig forholdsvis spartansk. I den forreste del af rummet står en IKEA-reol og en køleboks, som normalt gør det ud for køleskab.

Lyset kommer fra halogenspots i loftet, og der er mulighed for at oplade mobiltelefonen og den bærbare computer. Al elektronik kører på et bilbatteri.

Sigurd har planer om at blive mere selvforsynende i fremtiden, og derfor skal der snart installeres en form for kogeplade, så han kan lave varm mad. Lige nu står den mest på shawarma.

Mens førerhuset bærer præg af, at der bor en afslappet ryger, er der pinligt rent i selve varerumsdelen. For Sigurd er det vigtigt at holde sit

22

hjem helt rent, da det i forvejen er småt med pladsen. Vasketøjet klarer han ved at støtte sig til sine forældre og venner til gengæld for, som han siger, at sprede god karma. Det være sig en gang madlavning, en oprydning af venner-nes lejlighed eller en opvask, der skal tages. Toiletbesøg og bad klarer han enten i samme omgang eller efter en løbetur i det træningscenter, han er medlem af.

Men der findes også dage, hvor kulden skal bankes ud af kroppen, og han på ingen måde kan overskue, at dagens første toiletbesøg skal foregå, mens duggen svøber sig om ham som et klamt tæppe.

Friheden I Danmark skal man betale afgift, hvis man benytter sin bil med gule nummerplader til andet end transport af varer. Derfor er Sigurds projekt ikke bare specielt, men også hamrende ulovligt, og kan koste en klækkelig bøde, hvis det skulle blive opdaget.

Men selvom han er stødt på ordensmagten et par gange, har hans charme formået at redde ham hver gang. Han husker specielt en nat, hvor han og varevognen havde begivet sig ud på uvant territorium: ”Det virker rimeligt suspekt at køre rundt i en bil på gule plader og med tonede ruder midt om natten i Hellerup. Så de troede nok, jeg var en tyv. Men jeg smilede bare uskyldigt og sagde, at jeg havde hjulpet nogen med at flytte.

Så lod de mig køre igen uden at kigge bagi.”

Jagten på den ultimative frihed er kun lige begyndt. Sigurd har givet sig selv et års tid til at leve drømmen ud. Han har netop sagt sit job som pædagogmedhjælper op. At skulle møde hver dag på et bestemt sted og tidspunkt lægger en ærgerlig dæmper på spontaniteten.

Hvad der startede som en drengedrøm, og siden hen materialiserede sig på baggrund af teenageagtig stædighed, er blevet et slags overgangsritual til voksenlivet. ”Jeg har ikke rigtig nogen planer, andet end at jeg vil gøre lige, hvad jeg vil, indtil pengene slipper op. Jeg vil køre ud i Europa, finde solskinnet og opleve den totale frihed. Bagefter er jeg måske lidt mere stille og rolig og parat til at tænke på lejlighed og uddannelse.”

Sigurds efternavn og varevognens nummerplade er redaktionen bekendt.

23

byen sover Af Tatiana Tilly og Josephine Hald (tekst) og Sofie Amalie Klougart (foto)

Vi har begge oplevet det. At cykle gennem København en tidlig morgen, hvor byen ikke sover helt, men heller ikke er vågnet.

Morgenstemning findes i alle byer, men morgenstemning i den mest livlige del af København er noget særligt. Måske fordi kontrasten er så stor. Der er noget særligt ved at føle sig alene i byen, der er befolket af mere end en million mennesker. Noget særligt ved den totale ro, som indtræffer i gråzonen mellem nat og dag i en bydel, hvor der ellers altid er liv. På netop dette tidspunkt, i de allertidligste morgentimer, er det din by.

24

Gadelygterne slukkes.

En overfyldt bus fragter fulderikker hjem fra byen.

Derinde fortsætter festen lidt endnu.

Ude er der stille.

Den eneste lyd er motorens brølen,

men bag ruderne kan lyden ses; åbne munde, store armbevægelser, uro.

Via Dronning Louises Bro bliver det hele transporteret ud

hjem, væk.

Udenfor ligger søerne på hver sin side.

Peblingen er sort,

som natten, der snart er forbi. Sortedam er netop blevet lyseblå.

Som søvn i byens øjne, har disen lagt sig over søerne.

De første solstråler rammer byens overflader og forvandler de grå nuancer til et farvehav.

Lilla, blå, gul og orange. Et virvar af graffitistreger smyger sig op ad en mur.

Fire unge slænger sig under et træ. De omfavner hinanden, morgenlyset omfavner dem.

Neonskiltet har sovet over sig. Selvom en ny dag er begyndt, har det endnu ikke skiftet dato.

Lyskurven skifter til rød. En tom gestus, for lige nu er der ingen at stoppe.

Kun Café Louises klientel klamrer sig stadig til natten. Bar hud, latter og en lugt, der er er lige dele skarp og sødlig.

Irmahønen lægger sine neonæg

igen og igen.

Under den bliver dagens første måltid indtaget. Et ældre ægtepar spiser i stilhed på en altan,

mens to skader stikker i en durum, der er blevet smurt ud over en trappe, da det endnu var nat.

Solen står op over Nørrebro.

25

26

27

28

29

30

Da jeg er elleve år, bliver jeg ringet op af en mand, der vil tale med min mor. Hun fortæller mig, at han er min biologiske far, og at han godt vil se mig. Hun gik fra ham, da jeg var to år – bl andt andet fordi han drak og forsøgte at kaste hende ud gennem vinduet. Han skriver til mig, at han er meget syg, og jeg føler mig skyldig over at afvise ham. Jeg føler mig også skyldig over for min mors nye mand. Han har været som en far for mig, siden jeg var tre år 31

Af Fie West Madsen, Anne Dahl Bertelsen, Rikke Gjøl Mansø (tekst) og Camilla Rønde (foto)

Fie sætter sig til rette i en af de to læderlænestole hos Maximillian og får et blåt uldtæppe over benene.

Han beder hende trække vejret ind gennem højre næsebor og puste ud gennem venstre.

Ved hver vejrtrækning bliver hendes krop tungere, og samtlige muskler i hendes ansigt slappes. ”Tillad dig at synke dybere og dybere ned i hypnosen.”

Den blide underlægningsmusik og hans rare stemme luller hende ind i hypnosen. Han løfter hendes arm og slipper den, så den rammer armlænet med et dumpt klask. ”Jeg stiller dig nogle opgaver, og det kan godt

være, at du ikke forstår dem, men din underbevidsthed skal nok forstå, hvad jeg siger.“ Døren til underbevidstheden I grænselandet mellem bevidsthed og underbevidsthed arbejder hypnotisøren Maximillian med at bearbejde folks traumer ved at tage dem tilbage, til dengang de opstod.

Han lægger hovedet på skrå og kigger Fie direkte i hendes lukkede øjne, mens han instruerer hendes underbevidsthed. ”Nu skal vi prøve at gå tilbage i tiden for at finde ud af, hvorfor du har skyldfølelse. Forestil dig, at du står på en lang, lang, lang gang med en masse døre. De symboliserer dine

minder, oplevelser og følelser. Gå tilbage til den dør, der fører ind til første gang, du havde den skyldfølelse.“ Med en prikken på Fies pande sender Maximillian hende tilbage til første gang, hun oplevede skyldfølelsen – dengang hun var elleve år. ”Hvad for nogle sko har du på?” ”Altså, jeg er jo indenfor, så jeg har sutsko på.” ”Ja. Hvad er det for nogle sutsko? Er det sådan nogle sjove nogen?” ”Det er sådan nogen, jeg har fået i julegave.

Leopard. Sådan bløde i det.” ”Men du har en dårlig følelse indeni?” ”Mmh...” ”Hvad handler den om, Fie?”

32

”Det er fordi, at jeg skal snakke med mine forældre om det der med, at han har ringet. Og så kan jeg se, at min far ser lidt ked ud af det,” siger hun med en lillepigestemme. ”Tror du, han er ked af det?” ”Ja.” Fies stemme er svær at høre, og den knækker halvvejs gennem svaret. Hagen krøller sig sammen, og underlæben dirrer. ”Føler du, at det er dig, der gør ham ked af det, Fie?” Hun tøver med at svare. Hendes øjensprækker bliver fugtige, og en tåre presser sig ud imellem dem. ”Det er helt i orden, du gør det rigtig fint.

Tror du også, at din far føler, at du gør ham ked af det?” ”M-mh,” lyder det bekræftende, men trist fra Fie. ”Se, hvis jeg nu spørger den voksne del af dig, synes du så, at det er rimeligt, at en elleve-årig pige skal have den skyldfølelse over for voksne mennesker?” ”Nej.” Maximilian stiller skiftevis spørgsmål til Fies

underbevidsthed og bevidsthed, og hendes stemme lyder tilsvarende som en elleveårigs og en tyveårigs.

Hold om hende ”Forestil dig, at du kan hjælpe og trøste den elleveårige pige, så hun bliver glad igen. Du skal lære hende, at hun ikke er skyld i det.”

Fie rynker panden og kniber øjnene tættere sammen. Der går lang tid, før hun svarer. ”Nu er hun sådan... ikke glad, men heller ikke ked af det.” ”Tror du, hun har behov for, at du holder om hende?” ”Ja.” ”Så prøv at give hende en ordentlig krammer.

Fortæl hende, at du elsker hende og holder meget af hende.“

Jeg sidder på min seng på mit kollegieværelse, og ved siden af mig sidder jeg selv som elleveårig i lyserøde silkenatbukser og en Westlife nattrøje. Jeg ved godt, at pigen er mig selv, men jeg føler alligevel, at hun er en anden. Hun sidder sammenkrøbet i skrædderstilling og kigger ned. Jeg fortæller hende, at hun er god nok, og at hun ikke skal have skyldfølelse, for hun er kun elleve år, og de voksne bebrejder hende ikke noget. Nu smiler hun, og jeg holder om hende. ”Er det ikke dejligt at se hende glad?” ”Jo.” ”Ja, så prøv at forestil dig, at hun bliver mindre og mindre og mindre. Til sidst er hun så lille, at hun kan stå i din håndflade. Så står hun og kigger på dig. Nærmest som en lille skovtrold.

Hende gemmer du ind et eller andet sted i din krop, hvor du altid vil bevare hende.”

Familiealbummet Fie bliver igen sendt tilbage til dengang, hun

33

første gang talte med sin far om sin biologiske far.

Jeg sidder ved siden af min far i sofaen. Han fortæller, at han kun er ked af det, fordi han ikke kan lide at se mig ked af det. Jeg spørger, om han slet ikke bliver ked af, at jeg har en anden far. Han svarer nej og forklarer, at han altid vil være der for mig. Han har stadig tårer i øjnene, men han smiler, og jeg kan se, at han er glad. Min far giver mig et stort kram, og jeg har det rart. ”Kan du gemme det billede inde i hovedet som sådan et digitalfoto?” ”Mmh.” ”Forestil dig så, at du rent faktisk er gået ud til din biologiske far. Prøv at fortælle ham om dine følelser.”

Jeg er ikke elleve år, men måske sytten-atten år.

Over for mig sidder min biologiske far og ligner den mand, jeg har set på billeder. Han læner sig ind over bordet, som om han ved, at jeg har

noget at fortælle. Jeg forklarer, at jeg har svært ved at vænne mig til tanken om en anden far, og at jeg har været bange for ham. Han lytter og nikker. Jeg fortæller ham, at jeg har skyldfølelse, fordi jeg har ignoreret ham, selvom han er syg.

Jeg elsker min far meget, og jeg vil ikke have, at han skal føle, at jeg har brug for en anden far.

Det ved jeg egentlig heller ikke, om jeg har. Da jeg er færdig med at tale, er der helt stille. Han tænker sig om og siger, at det er helt okay, og at han godt forstår mig. Han siger, at jeg helt selv må vælge, om jeg vil se ham eller ej. ”Så prøv at gemme den situation indeni dig.

Som endnu et digitalfoto.”

Velkommen tilbage Efter Fie har gemt de to digitalfotos i sit sind, sender Maximillian hende et halvt år ind i

fremtiden med endnu en let prikken på hendes pande. ”Hvis du nu forestiller dig, at du står foran et spejl, ser du så glad ud? Kig den pige dybt i øjnene og se, om hun har skyldfølelse.” ”Nej, jeg har det godt.” ”Det er dit fremtidsbillede, som din underbevidsthed opfatter dig. Er det ikke rart?” spørger han opløftet. Fie smiler afslappet. ”Se, så er det på tide at komme tilbage til normal, vågen tilstand. Der er tre trappetrin derop.”

Ved det sidste trappetrin klapper Maximillian, og fotografen knipser, idet Fie desorienteret slår øjnene op. ”Velkommen tilbage. Hvordan har du det?” ”Mh... sådan mærkeligt i kroppen,” svarer Fie med et fjoget smil på læben og udtværet mascara i øjenkrogen. Hun gaber og falder udmattet tilbage i stolen. ”Jeg ser bare de to billeder, du fik mig til at tage.”

34

35

ARRANGERET LYKKE Af Marie Torp Christensen (tekst) og Anita Graversen (foto)

Kokospalmerne langs den mudrede vej mellem husene er pyntet op med farverige guirlander. Der er monsun, og regnen står ned.

Brudens mor beder til, at den vil holde op.

Manoharan Ramachandran sidder inde i huset og sveder, mens alle tohundrede gæster har rettet deres øjne mod ham. Han venter på, at hun skal nå op til ham. Han vil helst have det overstået hurtigt og bryder sig ikke om, at alle kigger på ham.

‘Jeg stoler på, at min mor og brødre har valgt mig en god kone. De ville ikke snyde mig,’ siger han til sig selv.

Skridtene imod hendes kommende ægtefælle bliver båret af tilliden til den ukendte mand.

‘Jeg giver ham hele min krop og mit hjerte.

Han er min mand, og han skal passe på mig hele livet,’ tænker syttenårige Kamalavany Manoharan. Få dage forinden havde hun grædt med sin bedste veninde, som ikke måtte komme med til brylluppet, fordi hendes familie var uvenner med gommens. Ægteskabet er arrangeret af brudeparrets familier.

Fra fiktion til virkelighed Kamalavany rører ved den tunge guldhalskæde, der hænger om hendes hals. Det er

hendes vielseskæde. Hun har ikke haft den af siden brylluppet for femogtyve år siden. ”Den er symbolet på Mano, og fordi jeg altid har den på, føles det, som om han er med mig hele tiden,” siger hun.

De første to måneder efter deres bryllup på Sri Lanka skulle de lære hinanden at kende.

De cyklede mellem husene i landsbyen, snakkede, stillede hinanden spørgsmål og fandt ud af, hvem den anden var. De skulle kun tage sig af hinanden. ”Vi havde ikke noget ansvar, det var en leg,” griner Manoharan.

Desværre blev virkeligheden en anden.

Familien skulle flygte fra de mudrede gader i landsbyen, hvor de kendte alle. Borgerkrigen

36

37

mellem tamilere og singalesere rykkede nærmere, og de havde ingen anden udvej.

Manoharan rejste to måneder efter brylluppet til det sydlige Indien. Han rejste alene, fordi det var mere sikkert. ”Det var ikke sjovt. Jeg ville gerne have haft Kamalavany med,” forklarer han.

Samme tanker havde hans nu gravide kone. ”Uden Mano var jeg jo den samme pige, men alligevel ikke. Jeg var allerede en måned henne,” siger Kamalavany. Først en måned efter Manoharan var rejst, kunne hun følge efter til Indien, og sammen rejste de videre til Danmark.

Danske traditioner I Danmark væltede realiteterne ind over dem.

De kunne ikke dansk og næsten intet engelsk, da de ankom til Sandholmlejren. ”I starten kunne jeg ikke lide maden, og det var svært at lave mad, for jeg kunne ikke få nogen krydderier,” siger Kamalavany, som i dag elsker frikadeller.

I nogle år håbede parret på at rejse tilbage

til Sri Lanka, men til sidst ville de ikke vente mere. De besluttede at købe et hus og lade deres børn vokse op i Danmark, selvom sproget og kulturen var en stor udfordring.

Manoharan havde i starten svært ved at acceptere, at han ikke kunne forsørge familien alene, som han skulle have gjort efter srilankansk tradition. ”Jeg syntes, hun skulle være hjemme, men det er svært i Danmark. Uden penge, kan man ikke leve her,” siger han.

Kamalavany arbejder i dag på et plejehjem, og Manoharan er buschauffør.

Deres yngste søn bor stadig hjemme, mens de to ældste børn er flyttet hjemmefra for at studere på universitetet. I stuen er deres røde studenterhuer placeret i et glasskab. ”Det er et tegn på, at ens børn har klaret sig godt. Det betyder alt for os,” siger Manoharan og kigger på sin kone.

Som plus og minus Ved køkkenbordet sidder Kamalavany og vifter med armene, mens hun taler i lange sætninger

om tanker og følelser. Manoharan er helt rolig.

En gang imellem slår han hænderne i bordet.

Han vil egentlig helst tale om praktiske ting, men når snakken falder på hans børn, hjemland eller kone, bløder han op. De mørke øjne bliver dybe.

Kamalavany beskriver sin mand som kærlig og sjov, men i starten kæmpede hun for at vinde hans tillid. ”Mano har aldrig haft let ved at stole på nogen, og der gik også lang tid, før han stolede på mig. Det var rigtig svært, for i min familie har vi altid haft en stor tiltro til hinanden,” siger hun.

Manoharan udspurgte Kamalavany, hvor hun

38

havde været og hvornår. ”Det gad jeg ikke fortælle ham hele tiden, for jeg kunne jo være alle steder. Men nu spørger han ikke mere,” siger hun.

Manoharans behov for at beskytte sin kone og børn har altid været stor. Da Kamalavany var gravid med deres første barn, havde hun specielt svært ved den nye, danske mad. Hendes mand tog derfor en ske med yoghurt og fik hende til at spise. Hendes øjne lyser. ”Han ville gøre alt for at passe på mig,” siger hun. Manoharan tilføjer: ”Jeg skulle jo passe på hende og ham inde i maven.”

For Manoharan er det sværere at sætte ord

på, hvad han føler for sin kone. ”Hun er god nok,” siger han. Kamalavany slår ham blidt på armen, og så tilføjer han alligevel smilende: ”Alt ved hende er godt, det er ikke til at vælge noget ud.” ”Vi er plus og minus,” siger han. ”Vi er gode til forskellige ting.”

De griner lidt til hinanden og bliver enige om, at Manoharan er god til det økonomiske og knap så god til følelser, hvorimod Kamalavany er god til følelserne og alt for god til at bruge deres penge.

39

40

41

Nøddekage, Nielsen’s og nyresvigt Af Michael Korsgaard Nielsen (tekst) og Asger Ladefoged (foto)

Tag med på en rejse i absurditeter og galgenhumor. Tag med til vabler, udmattelse og det komplet umenneskelige. Tag med til 160 kilometers ultraløb i Nordvestjylland

42 ”Det er 300 gram havregryn, og så er der 250 gram sukker, og så 250 gram margarine, og så ét æg, og så er der 100 gram nødder, og så bliver det hele bare blandet i én pærevælling.”

Nelly Andersen fra Mors er tydeligt stolt af sin kage. Dragstrupkagen kalder hun den, og den er sikkert kendt helt til Skallerup – måske endda Mollerup. Kagen er bestilt af brødrene Bernt og Benny Bull. Det i sig selv er ret normalt, hvis ikke det var fordi, de to brødre var i gang med at løbe 160,9 kilometer. Kagen venter på dem efter halvfems kilometer.

Jeg frygter ikke løbet i morgen, men jeg respekterer det. Jeg har en meget stærk tro på mig selv, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg kan få mig selv til at udgå – det er jeg for mentalt stærk til. Samaritterne er nødt til at trække mig ud.

Man er nødt til at have en tro på, at man kan gennemføre ligegyldigt hvad. Får man først tvivlen, så kan man lige så godt udgå. Jeg tænker ikke så meget på risikoen. Folk dør jo af så meget nu om dage.

Vejret er dårligt. Rigtigt dårligt. Det regner allerede, før løbet starter, og det klarer først op efter fire timer og atten minutter, da Benny og Bernt passerer maratondistancen. En løber har valgt at bestille en flaske Dr. Nielsen’s til depotet ved 50-kilometermærket, måske på

grund af det dårlige vejr. Mellem bananer, müslibarer, chokolade, energidrikke, vand og cola virker de 70 centiliter bitter som porno i en kirke. Da brødrene Bull kommer løbende igennem porten, der markerer afslutningen på de første halvtreds kilometer, er de ved godt mod. ”Vejret var barskt indtil for lidt siden, og jeg glider lidt rundt i skoen, og det får man vabler af. Men ellers har jeg det rigtig godt,” siger Benny og afviser en Dr. Nielsen’s.

Mens de står og snakker, har én af løbets profiler løbet tyve kilometer længere end dem – i den forkerte retning. Han vælger at trække sig. ”Så er vi sgu tæt på skamlen,” råber Bernt og snupper det skud bitter, som hans bror ikke ville have. Fem kilometer længere nede ad vejen står den lokale bager med hindbærsnitter.

Det ser måske nok bedre ud udefra, end det gør indefra. Min hofte gør ondt sådan helt oppe i ledet. Det, jeg er mest bange for, er, at det kom ret pludseligt, men nu får jeg massage hver tiende kilometer, og det hjælper meget. Nu falder mørket snart på, og så er det, man skal være stærk. Men mon ikke det går. Vi kom forbi en løber med begge ben i vejret. Krampe. Man tænker jo, at det kan være mig om fem kilometer. Men vi er ved godt mod. Femogfirs kilometer, og vi er en time foran planen.

43

44 Mørket omsluter næsten alting nu, og det knækker mange af løberne. Der står en løber i et busskur og ser meget medtaget ud, han hedder Lars Mose. Man kan se, hvordan hans ben dirrer. Hans øjne er tomme. Han overvejer at udgå. ”I Horsens Run, der udgår man ikke. Der dør man bare,” siger Lars.

Han mener det, og ingen kan være et sekund i tvivl om, at der skal meget til for at slå den her løber ud. Ved 130 kilometer ligger Lars på en drømmeseng. Han kan ikke rejse sig op igen, og samaritterne bliver tilkaldt.

Her omkring 100-105 kilometer er der krise. Jeg har ligget i bilen og rystet. Jeg fik noget tørt tøj på, og så var det som at komme i himlen. Jeg er mere bekymret for Bernt. Han sidder med hovedet mellem benene. Han har det skidt. Hvis han går ud, tror jeg ikke, at jeg klarer den. Vi kender hinanden så godt, at jeg godt ved, at jeg bare skal give ham lidt plads nu. Men han klarer den. Ellers bliver jeg meget alene.

De løbere, der passerer 140 kilometer, har næsten alle bøjet nakke, og det virker mere som om, de snubler end går. Bernt og Benny har det noget bedre. Ved 140 kilometer er det begyndt at blive lyst, og de er mentalt ovenpå.

Deres øjne er matte, men det glimter alligevel

inde bagved. Hundrede meter forinden er de gået ned ad en meget stejl bakke, og det har fået alle deres vabler til at springe. Bernt siger, at det er som at gå på tegnestifter. Han vender sig om mod sin bror.

“Fakir bliver jeg nok aldrig.”

Det er svært at holde tårerne tilbage. Følelserne sidder virkelig helt uden på tøjet. Folk kører forbi og ønsker tillykke, og folk kommer ud af deres huse og klapper. Da min chefs kone stod med tårer i øjnene, var det meget emotionelt.

Men jeg må indrømme at efter sådan noget som det her, frygter jeg lidt for helbredet. Men nu har vi gennemført, og det skyldes en rodfast tro på, at vi kunne klare det her. Hvor er den kolde øl? ”Den kage, den hang mig så langt ud af halsen, jeg havde faktisk ikke rigtigt lyst til den,” bekender Benny om Nellys nøddekage. ”Men nu var vi jo ligesom nødt til at tage den, når vi havde bestilt den.”

Bernt vifter med en hånd, der ligner en boksehandske af kød. Man kan knapt se hans knoer. ”Bernts hænder er svulmede, fordi nyrerne ikke længere kan følge med – de er for hårdt belastede,” forklarer sygeplejersken Annette.

Hun siger, at hjertet og specielt leveren også har det slemt nu. Benny og Bernt Bull tømmer det sidste af deres øl.

“Her omkring 100-105 kilometer er der krise. Jeg har ligget i bilen og rystet. Jeg fik noget tørt tøj på, og så var det som at komme i himlen”

045 45

Lysten der aldrig Af Ida Hasgaard Røntorp (tekst) og Malte Kristiansen (foto)

46

kom

47

”Det, jeg har allermindst lyst til, er almindeligt samleje. Oralsex og de indledende lege har jeg det lidt bedre med. Jeg er ikke fanatisk eller fuldstændig imod sex, og jeg føler absolut ikke noget ubehag ved det. Trangen er der bare ikke, og jeg tror, det er der, hele forskellen ligger for mig”

48

Da Claus Conrad var omkring tolv år gammel, opdagede han første gang, at han ikke var helt som de andre drenge. Da hans kammerater begyndte at interessere sig for piger og for, hvordan de begyndende attributter under bluserne så ud, stod Claus uforstående tilbage og kunne ikke tale med. ”Jeg følte mig udenfor og anderledes. I teenageårene sker der rigtig meget, og jeg tænkte ikke så meget på piger, som de andre. Men jeg forsikrede mig selv om, at det nok skulle komme senere. Jeg tænkte, at jeg nok bare var en late bloomer,” siger Claus.

Men interessen dukkede ikke op, som Claus forventede. Det resulterede i, at han forsøgte at blande sig uden om, når snakken faldt på piger, kys og sex. Men med hormonerne flyvende om ørerne på skolekammeraterne var det ikke altid let at slippe uden om. Og når det uundgåelige blev konfronterende, spidsede Claus ører, efterabede kammeraternes ord og håbede på det bedste. ”Jeg tror, de lagde mærke til, at det ikke var helt ærligt. For eksempel blev jeg spurgt om, hvilke piger jeg godt kunne lide, hvilken type jeg foretrak, og hvad jeg tændte på. Ind imellem måtte jeg sige, at det vidste jeg simpelthen ikke. Så fik jeg kommentarer som: ‘Det var da noget mærkeligt noget. Har du tænkt på, om du måske er bøsse?’” fortæller Claus.

Der kom til at gå mere end ti år, før han blev klar over, hvorfor han ikke havde det med piger, som hans kammerater.

Et hoved under højtryk Da Claus som 19-årig startede på datamatikeruddannelsen, var interessen for piger stadig ikke vakt. Men nu skulle det ikke længere hedde sig. Hans nye studiekammerater tog piger med hjem hver weekend, og Claus følte, at der lå et pres på hans skuldre om at gøre det

”Jeg gik ind på en bøssechat på nettet, hvor jeg fandt nogle forskellige fyre, og så havde jeg sex med dem. Det fik jeg lige så lidt ud af som at være sammen med kvinder”

prøve igen. Til sidst måtte jeg acceptere, at sådan er jeg bare ikke,” siger han.

samme. Han begyndte at overdrive, når han talte om piger og gjorde alt, hvad han kunne for at indgyde, at han var en seksuel person, der var meget interesseret i piger.

I starten af tyverne tog han for første gang en pige med hjem. Men det levede, til Claus’ store ærgrelse, ikke op til hans forventninger. ”Det føltes ikke som noget særligt. Det var ikke specielt ubehageligt for mig, men det var heller ikke så fedt, som jeg havde forestillet mig,” siger han.

De første par gange havde Claus problemer med at gennemføre samlejet, men det blev løbende nemmere for ham. Det blev bare aldrig sjovere. Mens interessen for sex kunne ligge på et meget lille sted, var de spørgsmål, der hobede sig op ved at sprænge Claus’ hoved. ”Jeg kunne ikke forstå hvorfor. Jeg havde det rigtig dårligt med det og syntes, det var vildt pinligt. Så jeg overvejede alvorligt, om jeg fejlede noget psykisk,” siger han.

Præcis som i årene omkring puberteten blev Claus udfrittet af studiekammeraterne, om hans manglende forhold til piger, og om han var sikker på, at han ikke var bøsse. I en tilstand af fortvivlelse over sin manglende lyst til piger, besluttede han sig for at prøve det. ”Jeg gik ind på en bøssechat på nettet, hvor jeg fandt nogle forskellige fyre, og så havde jeg sex med dem. Det fik jeg lige så lidt ud af som at være sammen med kvinder,” siger han.

I to år var Claus sammen med andre mænd i en vedholdende kamp for at vække sin seksuelle begejstring. Han ville ikke give op. Hver gang han gik skuffet fra sengen, blev selvbebrejdelserne større og større. ”Det var nok bare det forkerte tidspunkt, den forkerte pige eller den forkerte mand, eller den forkerte måde, eller måske skulle jeg være forelsket. Jeg havde alle mulige undskyldninger over for mig selv, hvorfor jeg skulle

Ambivalente nyheder Det var et radioprogram, der fik Claus til at forstå, hvorfor han de første 25 år af sit liv havde følt, at der var noget galt med ham. Programmet handlede om aseksualitet. Et begreb Claus aldrig havde hørt før. ”Det var en aha-oplevelse. Det føltes meget som at komme hjem. Pludselig var der en stemme i radioen, der beskrev mit liv på mange punkter,” siger han.

Men det var ikke med uforbeholden glæde, at Claus lyttede nøje til stemmen i radioen. ”Jeg blev glad for den følelse af, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan. Men samtidig blev jeg også lidt ked af det, for hvis det nu virkelig var sådan, så ville jeg nok aldrig komme til at føle mig som et almindeligt seksuelt menneske,” fortæller han.

Så Claus lod konventioner undertrykke følelser og fortsatte ufortrødent med at forsikre sig selv om, at det bare krævede lidt flere forsøg, og så ville hans seksualitet springe ud i fuldt flor.

En hjælpende hånd Claus har været single i en stor periode af sit liv, og de få forhold, han har haft, har ikke holdt særlig længe. Det var blandt andet i sengen, der var problemer, og det sled hårdt på mandigheden. ”Det var pinligt, og jeg var ked af, at det ikke fungerede. Jeg følte mig ikke som en rigtig mand eller som en god kæreste. Men jeg prøvede alligevel,” siger han.

For omkring et år siden opsøgte Claus et forum på internettet, der hedder AVEN, Asexuality Visibility and Education Network. Her fik han den samme følelse som radioprogrammet tre år tidligere havde givet ham. Han blev hurtigt en fast gæst på AVENs hjemmeside, hvor han chattede med de andre brugere, læste indlæg og med tiden blev mere og mere sikker på, at han også var aseksuel. ”Jeg havde igen den her aha-oplevelse, men

49

kærester og nu bor sammen i Malmø. Og selvom Claus tidligere har været i seng med mænd, er han ikke i tvivl om, at han er til piger. ”Hvorfor forelsker man sig i nogen? Hvorfor forelsker en heteroseksuel sig i en person fra det andet køn? Det er et godt spørgsmål. Jeg falder bare ikke for mænd på den måde, og der er jo andre ting i livet end sex. I hvert fald for mig,” siger han.

At Claus ikke opsøger sex, er ikke ensbetydende med, at han ikke vil være intim. Han forestiller sig, at han har lige så meget behov for at kysse, kramme, kæle og føle sig tæt på sin partner, som alle andre mennesker. Men hvor lysten begynder at bruse i blodet hos seksuelle mennesker og fører til samleje, trækker Claus som oftest grænsen. ”Det, at være aseksuel, handler om, at den seksuelle tiltrækning ikke er der. Jeg ved godt, at seksuel tiltrækning er et underligt begreb at forholde sig til, men jeg prøver at definere det ved forventningens glæde over at skulle have sex eller forventningen ved at få lov til at have sex. Den forventning har jeg ikke.”

50

til forskel fra da jeg hørte radioprogrammet, sagde jeg til mig selv: ’Okay, det her er mig.’ Så for lidt over et halvt år siden begyndte jeg at acceptere det og betegne mig selv som aseksuel,” siger han.

Sårbar seksualitet I dag er Claus utrolig glad for, at han har gjort sig fri af de anfægtelser, der har ligget som et åg på hans skuldre i 28 år, og han er så småt ved at forberede sig på at stå åbent frem med det. Han startede for et halvt år siden en blog, hvor han svarer på spørgsmål, forklarer og reflekterer over begrebet aseksualitet. For han vil gerne hjælpe andre uvidende aseksuelle, ligesom han selv blev hjulpet af AVEN. Men

han optræder hverken med navn eller billede på bloggen, for samtidig med at han gerne vil sprede ordet til hele verden, kan det også komme lidt for tæt på. ”Jeg er helt afklaret med, at jeg er aseksuel, men jeg vil bare gerne finde den rigtige måde at sige det til mine venner på, så det ikke står til diskussion. Jeg har behov for opbakning og ikke mere kritik eller tvivl,” siger Claus.

Kys og kram Claus har dog indviet et par få gode venner i sin seksuelle orientering. En af dem var en veninde, der aldrig havde hørt om aseksualitet før. Hun kunne se så meget af sig selv i det, Claus beskrev, at de forelskede sig, blev

52