CITAT_06

CITAT_06 JUNI 2009

1

Leder Vi har lavet et mandeblad!

fotografen glemte at uploade til konkurrencen.

Langfingrede mænd på hver sin side af loven, bare mænd og mænd, der kan lide mænd.

Oplev hiv-sex når Martin tager til Berlin i historien om barebacking, hvor alt er på eget anvar.

I Nieledew i Polen er en stor del af befolkningen unge, kriminelle mænd. På den rigtige side af loven er Kenny Quinn til gengæld, når han stjæler fra publikum iført cirkuskostume.

Poptidspræsten Henrik Hansen forvandles, når han trækker præstekjolen over hovedet, og Rune Skyum-Nielsen er guide, når der vises rundt i København.

Men det er påtaget. Mathilde Bech viser os, hvad der i virkeligheden gemmer sig under overfladen: Hun vandt en 2. plads til Årets Pressefoto 2009 for sine bare drenge Anton, Lukas, Mikkel og David. Mikkel finder du som idolplakat, og vi har medtaget Simon, som

Heldigvis har vi puttet en pige på forsiden. Hun er fra Polen og kan også findes på side 24.

Mathias Bencke Fremmen (Ansv.)

2

Ditte Lilholm

Christian Bartels

Nola Grace Gaardmand

God læselyst.

- Redaktionen.

Rune Wriedt Larsen

Astrid Dalum (foto)

Lærke Posselt (foto)

Tobias Nørgaard Pedersen (foto)

Sofie Amalie Klougart (foto)

Indhold PORTRÆT

KONTAKT Magasinet Citat Journalisthøjskolen Olof Palmes Allé 11 8200 Århus N citatred@mail.djh.dk

Rune Skyum-Nielsen Skriver stadig en del lorteartikler Kenny Quinn Lommetyvenes gentleman

OMSLAG Mathias Christensen

REPORTAGE Backstage i Guds hus Præst i en popstjernetid

SKRIBENTER Brian Berg Kristian Fredslund Andersen Mads Olrik Berthelsen Mathias Christensen Mette Albæk Nola Grace Gaardmand

FOTOGRAFER Astrid Dalum Brian Berg Jeppe Bøje Nielsen Mathias Christensen Mathilde Bech Nikolai Linares Larsen Søren Staal

FOTO Bare drenge - med idolplakat Nieledew, Polen Langt fra Warszawa

TRYK Mediefabrikken

Sigøjnerrigets fald Romaernes kamp i Istanbul

OPLAG 1500

JAZZ Barebacking Manden, der rider uden sadel

FINANSIERING Citat er finansieret af annoncer og støtte fra KaJ

Citat er produceret af studerende fra Journalisthøjskolen i Århus

3

Sigøjnerrigets fald Roma-sigøjnerne har boet i bydelen Sulukule de sidste 1000 år. Nu tvangsflytter Istanbuls kommune dem for at ombygge området, men de søger tilbage og lever på ruinerne af deres tidligere hjem.

Tekst og foto: Brian Berg

De små bål mellem ruinerne lyser op som stjerner og kaster lange skygger op på de halvt nedbrudte vægge fra Theodosius Bymur. Trommeslag fra alle retninger fylder stilheden som hundredvis af hjerteslag i Istanbul Centrum. Men snart taler kun stilheden.

Romaerne, som har beboet området i et årtusinde, er eller bliver tvangsflyttet, som en del af en byfornyelse.

Midt i området står skelettet af en bygning, som har huset 12 familier. Opgangen er mørk, fyldt med støv og mur-brokker. På tredje sal står en vred hund med en foruroligende lang lænke,

4

men stadig kort nok til at man kan kravle op på gelænderet til fjerde sal og ud på taget. I løbet af dagen har en håndfuld mænd brudt tagkonstruktionen ned og smidt den på gaden.

1000 år i ruiner

Romaerne har overlevet i bydelen Sulukule gennem århundreder med svære perioder med deres musik og dans. Nu er et stykke verdenskultur gået tabt; bulldozet ned af Istanbuls kommune, som ønsker en fornyelse i området.

ind i Europa, har bydelen været kulturelt centrum for sigøjnerne, men kommunen ønskede ikke at udnytte det kulturelle arvestykke som turistattraktion. I stedet har man siden 1993 ladet området forfalde og lukket natklubberne, som indbragte en stor del af romaernes indkomst. Til sidst kunne kommunen præsentere en nedrivningsplan for den forvildede sigøjnerbydel. Maskinerne har kørt ud og ind af området for at bryde de gamle huse ned siden august 2008.

Siden Det Byzantinske Riges tid, hvor romaerne vandrede fra Indien, og siden

En hane og høne mister hovedet, plukkes og koges. Der er for længe 8

2009: Et stykke verdenskultur er gået tabt 2010: Istanbul er europæisk kulturhovedstad

5

siden blevet lukket for vandet i Sulukule, og det må derfor findes udenfor området. Hver morgen kører en varebil rundt med en ko, som malkes efter behov.

Romaerne finder brænde og stålforstærkninger i ruinerne, som de sælger til skrothandlere, så de kan købe brød.

Familierne sidder oven på ruinerne af deres gamle liv, men de lever som deres slægt altid har gjort: Gennem historien har de altid hjulpet hinanden. De deler, hvad de har og sørger for hinanden.

Fra frygt til virkelighed

Romaerne blev genhuset i Tasoluk, et område 40 kilometer udenfor Istanbul, men efter bare et halvt år er der kun 27 familier tilbage af i alt 300. For det er for dyrt at bo i de nye huse, og transportmulighederne fra Tasoluk til centrum, hvor romaerne med job arbejder, er dårlige.

6

Romaerne har heller ikke råd til at flytte tættere på Istanbul, så kritikere frygter, at mange vil havne på gaden: Den frygt er nu ved at være virkelighed.

Lugten af aftensmaden breder sig mellem murbrokkerne og kalder de, der er tilbage, ned i gården.

Et gammelt bånd

Byfornyelsen skal udmunde i et hotel og villahuse, som romaerne vil blive tilbudt at flytte ind i. Hensigten er god nok, men prisen på de nye huse vil være så høj, at en befolkningsgruppe som romaerne, en af Europas fattigste, ikke har råd til at betale huslejen. Derimod har tyrkisk presse for måneder tilbage rapporteret, at medlemmer og folk omkring det ledende parti bag byfornyelsen, AKP, allerede har sat sig på en stor del

af de nye bygninger, som skal opføres i området.

Under ringvejsbroen, på den anden side af muren, sidder en familie, der har bygget en hytte af pap og plastik.

Afkøselsrampen er blevet en legeplads, hvor børnene løber op og ned, og klatrer rundt.

Moderen er inde i centrum for at skaffe penge, mens faderen holder øje med hjemmet. De er en af familierne, som har været i Tasoluk, men er vendt tilbage og har accepteret, at området ikke længere tilhører dem. Nu er de blot tilskuere til, at Sulukule i løbet ad året bliver forvandlet fra levende kultur til villaer og hoteller.

Byfornyelsen har ikke kun revet husene ned, men også en kultur og et 1000 år gammelt bånd mellem mennesker.l

Snart taler kun stilheden.

Romaerne, som har beboet omr책det i et 책rtusinde, er eller bliver tvangsflyttet

7

Regnvejrstur med en højtra Han bliver ved længere end de fleste. Det kan altid gøres bedre. Det skal gøres bedre. Når Rune SkyumNielsen sætter ord på papir, bliver han aldrig helt tilfreds. Og den dag, han bliver det, bør den journalistiske karriere være forbi, siger han.

Tekst: Mette Albæk Foto: Astrid Dalum Perfektionismen rammer åbenbart ikke alt.

For i tøjskabet hænger der masser af krøllede skjorter, forsikrer han. Det er en slags selektiv pertentlighed, når han hver dag vil være bedre end i går. Og han gør det højtravende, for det er altafgørende at udfordre sig selv, siger Rune SkyumNielsen.

Rune kan skrive historier om alt, så længe det interesserer ham. Musik, livet eller trafik i Indien. Her kan du læse historien om ham.

Han står foran Vor Frue Kirke i København. Det var her, bag hvide, tykke mure, at Rune brugte en stor del af sin barndom på at synge.

Rummet åbner sig ikke, da vi tager i døren ind til Thorvaldsens berømte statuer. Der er låst en tirsdag sommeraften.

Vi går derfor mod Langelinie, og Øster Voldgade føles ikke særlig lang, selvom Runes sko tager korte skridt. Rytmen, i måden han taler på, følger de let vuggende knæ. På hjørnet af Georg Brandes Plads ligger De Danske Statsbaner urokkeligt og reserveret med høje mure som forsvar.

Rune kigger gennem gittervinduer ind på sin arbejdsplads Ud&Se, der holder til i DSB’s hovedkvarter.

Manerer og følsomhed Vi sætter os på trækajen på Langelinie med benene dinglende ud over vandet og åbner hver vores ananassodavand.

Lidt efter lidt smider vi grønt jordbærskrald fra Italien på toppen af blide bølger.

8

”Det her jordbær er ret smattet. Det er svært at finde et, der er fejlfrit,” siger Rune og roder i plasticbakken.

Blikket glider fra vandet mod mig på en måde så insisterende, at jeg ikke tør kigge væk.

Hvordan var dit barndomshjem?

Han tænker. Længe. ”Det var lunt om vinteren,” siger han pludselig.

Hvordan lunt? ”Det var trygt og indkapslet. Bare sådan, du ved – et rart sted at være.”

Hvad har du taget med dig fra barndommen? ”Af gode ting har jeg taget ordentlige manerer og følsomhed, tror jeg. Begge mine forældre er ret følsomme mennesker. Jeg har nok arvet det at være sensitiv.”

Hvad betyder det? ”Det betyder at have et humør, der kan variere. Som regel har jeg det virkelig godt, og en sjælden gang imellem kan jeg være ægte kørt død i tingene.

Det er bare ikke jævnstrøm, det kører på.”

Sammen med en fem år ældre søster voksede Rune op i et lille hus i Københavns nordvestkvarter. Et smørhul, kalder han det.

Hans mor var børnepsykiater, og faderen sprogforsker.

De lærte ham at læse avis, nærmest inden han begyndte i skole.

I 3. klasse begyndte Rune på Københavns Kommunes Sangskole, Sankt Annæ. Sammen med resten af Københavns Drengekor brugte han timevis af barndommen i Vor Frue Kirke.

Benene skælvede, når han sang solo.

Nervøsitet. Generthed.

Det var det, han havde sværest ved som barn. Det var også derfor, han var tre uger

om at aflevere sit første kærestebrev.

Hvordan var du som dreng?

Han svarer ikke. I stedet giver vi os til at grine over mænd på kanalrundfart, der ligeglade sejler forbi Danmarks Lille Havfrue. ”Jeg tror, jeg var som alle andre. Jeg har drukket mig fuld til morgenfødselsdage,

avende perfektionist inden vi tog i skole. Og jeg har da også prøvet at stjæle.”

Hvad stjal I? ”Det var nogle tuscher, som vi malede på skolebordene med. Det var vist ret uskyldigt. Vi skulle bare lige prøve endnu en grænse af.”

Jeg spørger, om der er noget, han ville have gjort anderledes. ”Jeg skulle ikke have brugt 10 år på at spille badminton seks gange om ugen.”

Hvad ville du hellere have brugt tiden på? ”Jeg skulle have spillet mere guitar og skrevet flere digte.

Noget, jeg kunne bruge i dag. Det var sjovt at spille badminton, men hvad fanden kan jeg bruge et stiksmash til i dag?”

Over Langelinie tumler sol og skyer. De er ikke enige om, hvem der ejer himlen. Vand i litermål hænger over København, og vi vædder om, hvor mange minutter der går, før regnen begynder. ”Tre minutter,” siger Rune uden at tøve.

langt nåede Rune ikke, for midt under hans sabbatår blev journalistuddannelsen i Odense oprettet. Han søgte ind og blev optaget.

Hvilken journalist drømte du om at blive? ”Jeg drømte nærmere om at blive forfatter, hvor det lige så meget var formen som indholdet, der betød noget. Det lød sgu da af noget, syntes jeg.”

Den første dråbe regn rammer hovedbunden. Tre minutter er for længst gået, og Rune har tabt væddemålet. Det eneste

Far skrev stile Selvom Rune skrev digte allerede i 10-års alderen, fik han først smag for ord langt senere. I midten af 2.g flyttede Rune hjemmefra. ”Min far havde altid hjulpet mig med at skrive mine stile.

Bortset fra mine eksaminer var jeg 17 år, da jeg skrev min første danske stil helt alene. Og så fandt jeg ud af, at det var helt sjovt.”

Hvorfor var du god til at skrive stile? ”Min far havde lært mig, hvordan en sætning fungerer optimalt. Så det kunne jeg uden at tænke over det. Den her entusiasme og fortælleglæde fik jeg, da jeg fandt ud at, at jeg rent faktisk kunne selv.”

Det fik Rune til at drømme om Journalisthøjskolen, men studievejlederen fortalte ham, at det var praktisk talt umuligt at komme ind. Det troede Rune på.

I stedet gik han benhårdt efter et snit, der gav adgang til at læse statskundskab. Så

som kulturreporter på Dagen, Jyllandsposten og Information, inden han i 2006 blev musik- og kulturredaktør på Nyhedsavisen. ”Jeg syntes jo nok, kulturjournalistik var lidt finere. Det er noget med formen. Jeg bildte mig selv ind, at så kunne jeg gøre, hvad jeg var god til.”

Hvad kan du? ”Jeg kan mere med sproget end de fleste.

Jeg har tit fået at vide, at jeg har et usædvanligt sprogligt overskud,” siger han og giver mig en fornemmelse af, at der er flere ord på vej.

Er det altid positivt? ”Det er det først begyndt at blive de seneste par år. Før i tiden var indholdet ofte for sekundært for mig. Jeg brugte alle mine kræfter på at dreje ord og finde ud af, hvordan jeg kunne få en indledning til at fungere. Det er først for nylig, jeg er begyndt at lue ud i mit sprog og finde en balance. En lækker sætning betyder noget, ellers er den ikke lækker. Så er den luftig.”

Hvad har ændret sig? ”Dengang råbte jeg ubevidst på anerkendelse og opmærksomhed. Jeg var ikke klar over, at jeg havde brug for den. Der var et eller andet ”se mig, se mig” over mit 8

tørvejr på Langelinie er parkeringskælderen under Restaurant Pavillonen. Det er ikke hyggeligt nok, mener han, og vi går videre.

”Se mig, se mig” I Odense fandt Rune hurtigt ud af, hvad han var god til, og hvad han ville.

Da han blev færdig på SDU, arbejdede han

9

“

Det påvirker mit humør, hvis jeg sk river dårligt. Jeg nægter at blive en k liché. Hvis jeg gør det om en håndfuld år, så håber jeg, at nogle siger, jeg sk al stoppe med at sk rive

sprogblær. Nu tror jeg mere på mig selv, og derfor behøver jeg ikke larme så meget.”

Synes du selv, du er god?

Det føles som minutter, før han svarer. ”Jeg har i hvert fald et talent. Men jeg kan blive bedre. Meget.”

Hvordan bliver man bedre? ”Selvom du laver noget godt, skal du blive ved og ved med at arbejde med det. Det er dér, du rykker dig. I virkeligheden er en stor del hårdt arbejde.”

Det kræver nosser Det er fortællingens form, Rune lægger vægt på i sine historier. Alligevel er autenticiteten altafgørende, og derfor er han journalist. ”Jeg synes ikke, at det abstrakte i sig selv er særligt interessant. Det skal være noget, man kan tolke en mening ud af. Altså noget håndgribeligt, og dér er menneskelige relationer det mest interessante.”

Alligevel bruger han kræfter i det skjulte på at eksperimentere med tekstens form, og sommetider går det ubemærket hen.

Det ved han. ”Man sidder der og har lige lavet den mest subtile ordreference og tænker: Hold kæft, hvor er det fedt. Det der, det er sgu overskud, siger man til sig selv. I virkeligheden

er der ingen andre, der tænker over det lille ord.

Så er det én selv og ikke læseren, man gør det for.”

Kan ord være kunst? ”Ja, sagtens. For mig er ord kunst, hvis jeg læser noget, jeg ikke havde tænkt på kunne skrives sådan.

Eller hvis jeg bliver overrasket over, at en tekst vækker følelser. Noget, der giver mig et nyt perspektiv. Det kan være alt fra kærlighedsdigte til anmeldelser. Men jeg føler ikke, at jeg selv laver kunst.

Hvis andre har det sådan med mine tekster en sjælden gang imellem, er det stærk tobak, og så siger jeg mange tak.”

Hvis man vil give læseren et nyt perspektiv, handler det om at udfordre sig selv, mener Rune. ”Den vigtigste forudsætning for at udvikle sig som skribent er, at man tør.”

Hvordan lykkes du?

Der er eftertænksomhed i både øjne og svar. ”Ved ikke at satse sikkert. Jeg synes stadig, jeg skriver en del lorteartikler. Men det er ikke, fordi jeg ikke prøver at gøre dem gode. Jeg forsøger altid at være bedre end i går, selvom der altid vil være gode og dårlige dage for en ægte humørsvinger.”

Bedre end sidst Vi drejer om hjørnet ved Frihedsmuseet og Churchill Plads.

Asfaltens grå toner blegner mod halvsort himmel.

Der er ikke meget domkirke over fem betontrin op mod tilfældige lejligheder i Amaliegade 36.

På øverste trin findes 20 centimeter læ for den

10

”

sommerregn, der holder os her den næste halve time.

Regnvand skummer ned af gaden, mens lyn og spørgsmål konkurrerer om Runes opmærksomhed.

Jeg vil gerne vide, hvordan han bliver ved med at være god.

Han svarer, at man gerne må stræbe efter at gøre journalistik til et kunsthåndværk.

Hvordan laver man kunst, hvis man skal skrive en notits til side 2? ”Det kan man måske heller ikke, men derfor kan man godt gøre sig umage eller gøre notitsen til en lille leg. En note behøver ikke at være kedelig. Det er skribentens eget valg.”

Mens han fortæller om vigtigheden af at hænge i, rammer regnen langsomt det halvkrøllede, halvblonde hår.

Rune langer forsigtigt ud efter de journalister, som ikke prøver hårdt nok. ”Folk vænner sig til, at morgendagens artikler er glemt i overmorgen. På den måde stiller de sig tilfredse med, at de altid kan gøre det bedre næste gang.”

Bliver man aldrig god nok? ”For mig handler det om at sige: det skal være bedre end sidst. Den dag, du bliver selvtilfreds, er du færdig. Dér har du alle-

“

Jeg skulle have spillet mere guitar og skrevet flere digte.

Noget, jeg kunne bruge i dag. Det var sjovt at spille badminton, men hvad fanden kan jeg bruge et stiksmash til i dag?

rede toppet. Efter min mening er der et par tidligere superskribenter derude, som er så selvfede, at deres artikler efterhånden parodierer dem selv.”

At rave højt På Amalienborg Slotsplads traver enlige soldater med dråber på blanke sko.

I Store Kongensgade stopper regnen.

Solen vinder og efterlader Københavns himmel som en udsplattet appelsin.

Jeg kommer til at tænke på min fordom om københavnere.

Er du jordnær?

Rune retter blikket fra asfalten mod mig.

Fordommen holder. ”Nej, det er jeg nok ikke. Jeg kan godt lide at komme ud, hvor jeg ikke kan bunde.

Måske er det derfor, jeg opsøger eksperimenter, når jeg skriver. Jeg er rimelig højtravende på godt og ondt.”

Hvad betyder det? ”Som skribent betyder det, at jeg ikke er bange for at stikke ud, når jeg skriver. Jeg udfordrer mig selv til ikke at være bange for at træde ud af de faste former. Men det skal som sagt give mening i konteksten for ikke at fjerne fokus fra artiklen til skribenten. Det er hele humlen. Det tog mig nogle år at fatte.”

Vi får øje på en jukebox gennem vinduet til Café Blasen i Nørregade.

I virkeligheden er det vist mere et ”øl for en tier-sted”, end det er café. Rune bestiller kaffe.

En gylden 10-krone ruller hen over bordet, og han går direkte mod den lysende

”

retrokasse for enden af baren og får Radiohead til at spille.

Hvad er dine ambitioner? ”De er, at jeg bliver ved med at være engageret. Jeg skal kunne mærke, at jeg bliver bedre. Ellers går jeg i stå.”

Hvad sker der, hvis du går i stå? ”Så kan jeg ikke holde mig selv ud. Det påvirker mit humør, hvis jeg skriver dårligt.

Jeg nægter at blive en kliché. Hvis jeg gør det om en håndfuld år, så håber jeg, at nogle siger, jeg skal stoppe med at skrive,” siger Rune og smiler, da han hører introen til næste nummer.

Han elsker den, Enjoy the Silence, for den er lækker og længselsfuld, siger han, mens Depeche Mode synger, at ord er overflødige. l

11

Lommetyvenes gentleman

____________________________________________________________________________________________________ Tekst: Kristian Fredslund Andersen Foto: Søren Staal ”Mine damer og herrer. Tag godt imod - Kenny Quinn!”

Ud af højttalerne toner sprechstallmeisterens stemme tydeligt ud med den særprægede cirkusdialekt. I næste øjeblik træder Kenny Quinn, iført lilla pailletbesat jakkesæt, hat, kappe og stok, selvsikkert i manegen med sin smukke kone og assistent, Joan, bag sig. Han begiver sig ud blandt tilskuerne og udvælger de ofre, som skal med op i manegen. Tre forbløffede mænd bliver taget i hånden og placeret på hver sin stol.

I manegen er Kenny Quinn gået i gang med forestillingen. En ad gangen bliver mændene i manegen rippet for flere af deres personlige ejendele som ure og punge.

Det første offer koncentrerer sig så meget om sin pung, at han slet ikke lægger mærke til, at han er ved at miste sit bælte. Publikum klapper vilde af begejstring, da Kenny Quinn viser det løse bælte bag den intetanende mands ryg, ruller det sammen og putter det i lommen.

43-årige Kenny Quinn, alias Kim Jensen, turnerer rundt i Europa med sit show. Det gør han sammen med Joan og sønnen Jack på to år. De næste mange måneder skal tilbringes på landevejene i Danmark sammen med Cirkus Dannebrog. Det er liv, der ud over arealet af cirkusmanegen, begrænser sig til familiens 18 kvadratmeters campingvogn. ”Når det er dejligt vejr, er det skønt. Men hvis du har en periode på 3-4 uger, hvor det bare pisker ned med regn hver dag, og der er mudder op til knæene, så er det ikke så sjovt længere. Mange udefrakommende ser kun glamouren,” fortæller Kenny wQuinn.

Unikt håndværk

Ærlig lommetyv

Der findes kun to ærlige lommetyve i Europa. Modsat sine mere berygtede og uærlige kollegaer leverer Kenny Quinn altid tyvekosterne tilbage. For det meste er det ure og tegnebøger, der ryger indenbords, men til tider er det mere penible ting, der ikke tåler offentlighedens lys. Han vil ikke udstille sine ofre og score nemme point på deres bekostning. ”Jeg har da haft en ung fyr oppe, hvor jeg hev noget op, som jeg troede var et lommetørklæde. Så var det et par trusser. Så tænker man; pigetrusser i hans lomme? Er det fordi, han har et ekstra par med til sin kæreste, hvis hun er lidt utæt? Eller har han været ude i byen og scoret dem med hjem som en souvenir? Så det er en balancegang.

Hvem sidder han med? Det skal man også tænke på.”

12

Fascinationen af cirkus og trylleri har stået på helt fra barnsben, men det tog først for alvor fart først, da Kenny Quinn i 1984 kom under den professionelle showlommetyv Gentleman Jacks vinger.

Her lærte han de basale tricks og teknikker indenfor lommetyveriet.

Teknikker, som han siden har videreudviklet og trænet på i mange år. ”Jeg har øvet mig meget på træklodser, mannequiner og så selvfølgelig levende mennesker. Men det tager tid. Jeg har for eksempel kun taget bælter de sidste to år. Det er jo en videnskab i sig selv. Der skal man ind i alverdens tøjbutikker og tjekke spændeforskelle og materialeforskelle.”

Udover at optræde på scener og i maneger, tager han også ud til politistationer for både at underholde og oplyse om, hvordan lommetyve arbejder. Desuden har han medvirket i forskellige artikler, om hvordan man bedst sikrer sig imod lommetyve. Han ser det som sin pligt at fortælle om de tricks, som hans uærlige kollegaer benytter sig af.

De dybeste hemmeligheder holder han dog for sig selv – indtil videre. Kenny Quinn har ingen planer om at lære sine tips og tricks fra sig lige med det samme. For det er jo ikke et helt almindeligt håndværk. ”Jeg har selv brugt ti år på at komme op på et rimeligt niveau.

Ved at lære én op, så skaber man jo sin egen konkurrent, da han hurtigt ville komme ind på markedet og tage nogle jobs fra mig. Jeg har fået flere henvendelser fra folk rundt om i verden, men jeg venter i hvert fald ti år endnu.”

Kenny Quinn er professionel lommetyv, men af den sjældne, ærlige slags: Tyvekosterne bliver altid leveret tilbage.

______________________________________________________________

Når cirkussæsonen med Dannebrog er ovre, står den på to ugers ferie. Derefter skal familien Quinn videre til Tyskland for at optræde på diverse varieteer. Yderligere jobs efter tre måneder i Tyskland er også i hus, og det letter i en økonomisk usikker branche. ”Vi er booket så meget op, at vi ved, hvad vi skal lave to år frem i tiden. Det er en god tryghed at have, som tiderne er nu. At vi ved, vi er sikret.”

Tom snak på otte sprog

Tom snak forvirrer offer nummer to, og Kenny Quinn får hurtigt fat i hans ur: Det bliver leveret tilbage, og Kenny Quinn beder manden om at passe bedre på det.

Manden er nu ekstra opmærksom på uret og opdager slet ikke, at Joan ripper ham for alt, hvad han har i lommerne. Da det bliver afsløret, sænker Kenny Quinn atter paraderne, og han kan for anden gang - uden problemer - stjæle mandens ur.

Kenny Quinn snakker meget. Rigtig meget. Det er en stor del af nummeret at forvirre ved hjælp af tom snak, og da han turnerer meget rundt i Europa, har det været nødvendigt at tage intensive sprogkurser for at kunne præstere på forskellige sprog.

__________________________________________________________

“Jeg har kun taget bælter de sidste to år. Det er jo en videnskab i sig selv.” __________________________________________________________

”Jeg klarer mig på otte sprog, deriblandt også kropssprog, som er en vigtig faktor i nummeret. Tysk har jeg for eksempel klaret mig på i 25 år,” fortæller Kenny Quinn.

Professionel til fingerspidserne

Nogle cirkusartister nøjes ikke med artisteriet i manegen. Der er nemlig ekstra penge i at hjælpe til med opgaver som at sælge popcorn, candyfloss og programmer. Det har Kenny Quinn valgt fra. ”Jeg har sagt nej til det. Folk ser dig først stå flot og elegant i manegen, og bagefter står du i træningstøj og ligner et skod. Det passer ikke til mit nummer, så derfor har jeg sorteret de ting fra. Der kan jo være et agentur eller bookingbureau for at se forestillingen.”

Højdepunktet i manegen kommer, da Kenny Quinn ubemærket tager brillerne af en ældre mand, der er blevet så forvirret af al snakken, at han er ved at forlade manegen uden brillerne. Kenny kalder derfor manden tilbage. ”Er der ikke noget, du mangler hr.?” spørger han. Manden kigger forundret på Kenny, der har taget brillerne på. Der går et kort sekund, inden han opdager det.

Publikum svarer med højlydt applaus. Showet har været en succes. Kenny Quinn kan gå tilbage til campingvognen og slappe af indtil næste dags forestilling. l

13

Lukas, 15 책r

Bare drenge Af Mathilde Bech

14

David, 15 år De danske teenagedrenge følger i pigernes fodspor med mærkevarer, moderigtigt tøj og gelé i håret.

Men under overfladen er de stadig bare drenge.

15

Mikkel, 15 책r

16

17

Simon, 15 책r

18

Anton, 14 책r

19

Manden, der rider uden sad

Martin er homoseksuel, hiv-smittet og dyrker ubeskyttet sex, men bliver ikke sagt højt. For Martin er barebacker. Han ‘rider uden sade du lægger krop til, er det på eget ansvar.

Tekst: Nola Grace Gaardmand Foto: Jeppe Bøje Nielsen

Martin står i badekarret. Der hvor brusehovedet sad, har han skruet noget på vandslangen, der ligner en sølvtampon med fem huller foroven.

Han tænder for vandet og skubber den op mellem ballerne. Efter fem sekunder hiver han den ud igen, og afføringen blandet med vandet falder ned mellem hans fødder og skyller ud i afløbet. Han er ved at gøre sig klar til aftenens fest. En fest han er taget til Berlin for at deltage i.

37-årige Martin går til barebackfester. En speciel type sexfest hvor langt størstedelen er hiv-smittede, alle har ubeskyttet sex, men hvor ordene ‘hiv’ og ‘kondom’ er bandlyste. Det er lige præcis sådan, Martin kan lide det. Det er et valg, han traf, længe før han selv blev smittet. ”Egentlig er det min pligt at sige til ham, der stikker sin pik op i mig, ‘Hey, du skal vide, jeg er hiv-smittet’. Det ved jeg udmærket godt, at jeg burde. Men nej. Det gør jeg ikke.

Det er ikke kun mit ansvar. Vi ved alle sammen, hvad det går ud på.”

Martin dyrker bareback - han er barebacker.

‘Second coming out’

Ordet barebacking kommer oprindeligt af at ride på hest uden sadel.

Men i homoverdenen betyder det, at man dyrker sex uden kondom.

Projektleder i STOP AIDS og antropolog med speciale i barebacking Ole Møller Markussen forklarer, at barebacking i langt de fleste tilfælde er noget, der dyrkes af og blandt hiv-smittede. ”Men først og fremmest handler det om at tilkendegive sin hiv-status uden at skulle bruge ordet ‘hiv’,” siger han. ”Barebacking fungerer som en slags ‘second coming out’, hvor man

20

springer ud som hiv-smittet, men hvor man sprogligt undgår slagsiden af død og eksistentiel krise.”

Ole Møller Markussen forklarer, at der i nogen grad er en stigmatisering af de hiv-smittede i homomiljøet, hvor de ‘raske’ tager afstand fra de hiv-smittede. Desuden oplever han ofte, at nogle hiv-smittede mænd fuldstændig mister deres seksualitet og evnen til at opsøge kærlighed efter diagnosen, fordi de føler sig smitsomme og sygeliggjorte. Det at kalde sig barebacker bliver en måde at vende sin hiv-status til noget positivt på. Man gør sin situation til noget frækt og råt i stedet for at være underlagt sygdommen.

”Når jeg går ud og lægger røv til x antal pikke på en aften, render jeg jo heller ikke rundt og spørger, ‘Hey, er du hivsmittet?’

Sådan fungerer det ikke.

Det er jo ikke nogen strikkeklub.”

Men det er ikke alle i homomiljøet, der forstår, hvad ordet barebacking dækker over. ”For nogle er barebacking noget, man dyrker med sin faste partner, hvis status man kender. Andre tror, at det kun er hiv-negative, der dyrker det. På den måde er det et begreb, der dækker det hele,” forklarer Ole

Møller Markussen.

Barebacking er altså et flertydigt ord.

Men det er hele pointen: ”Med et flertydigt begreb, har du mulighed for at overbevise dig selv om, at du har givet din status til kende.

Man tænker, nu har jeg fortalt min status. Nu ved vi begge, hvor vi står.”

I straffeloven er der en paragraf, der kaldes ‘hiv-loven’. Den gør, at det er strafbart for en hiv-smittet at dyrke ubeskyttet sex uden tydeligt at fortælle sin status. Martin kender godt loven, men det er ikke noget, han tænker over. Han mener, at det er begge parters eget ansvar at passe på sig selv, og at alle er med på, hvad der foregår.

I sex-klubberne - både herhjemme og i Berlin - er Martin som regel sammen med omkring ti mænd på en aften. Han oplever, at mange mænd er villige til at dyrke sex uden beskyttelse, selvom de ikke kalder sig barebackere. I de tilfælde, hvor han bliver spurgt direkte til sin status, lægger han ikke skjul på, at han er hiv-smittet. Men som regel fortæller han ikke sin status. ”Når jeg går ud og lægger røv til x antal pikke på en aften, render jeg jo heller ikke rundt og spørger, ‘Hey, er du hivsmittet?’ Sådan fungerer det ikke. Det er jo ikke nogen strikkeklub.”

En lille flaske i sokken

En time i badet og seks metrostop senere står Martin på Nassauische Strasse 36 og har afleveret sit tøj i indgangen. Den høje house-musik fortoner sig en smule, da han går ud på toilettet, hvor han hiver en lille sort flaske op af støvlen - det eneste tøj han nu har på kroppen ud over et skridtbind og et læderarmbånd. 8

del

ordet ‘hiv’ el’, og hvis

21

tw

Armbåndet sidder på højre arm for at vise, at han er passiv - de aktive bærer det på venstre. Fra flasken hælder han en lille klat glidecreme ud på fingrene, som han smører ind mellem ballerne, før han igen kommer flasken ned i støvlen. Der skal også være noget til senere, tænker han, og det skal helst holde hele natten. Musikken tager til igen, da han går ud fra toilettet, og en sød duft af mand og sved blander sig med en svag kemisk lugt af poppers. Martin er spændt. Han begiver sig mod kælderen ned ad en lang, mørk trappe.

”Jeg var ikke ligeglad med hiv, men...”

Mange i homomiljøet har en forestilling om, at barebackere er nogle, der ønsker at give deres hiv-smitte videre eller selv ønsker at blive smittet. Derfor tager man generelt stor afstand fra barebacking i det danske homomiljø. Sexklubberne nægter at lægge hus til officielle bareback-fester, og Danmarks største hjemmeside for homoseksuelle, Boyfriend. dk, tager også officielt afstand fra barebacking.

Men ifølge Ole Møller Markussen fra STOP AIDS er der ingen, der har lyst til at smitte andre, ligesom der heller ikke er nogen, der ønsker at blive smittet.

Hiv og aids har dog længe været så stor en del af homokulturen, at hiv for nogle kan føles som en uundgåelig ting. At det er et naturligt følge af det at være homoseksuel, at man en dag får hiv. Derfor har beskyttelse ikke altid første prioritet, hvis man tænker, at det alligevel sker før eller siden. ”Men der er ingen, der vil hiv-smittes,” forklarer Ole Møller Markussen. ”Du vågner ikke op en lørdag morgen og siger, ‘i aften går det løs’. Du går heller ikke ind i et mørkt rum med det formål at få hiv. Du går derind for at få noget sex. Noget skæg og ballade. Noget sved og spyt og alt, hvad der ellers hører til,”

Der gik ikke længe, fra Martin første gang havde ubeskyttet sex, til at barebacking var det eneste, han dyrkede. ”Vi ved jo alle sammen godt, at den bedste form for sex er uden gummi,” siger Martin.

Han havde et klart billede af, at medicinen i dag er så god, at mange lever et langt og forholdsvis sundt liv med hiv. ”Der er ikke nogen redningspille,” siger han. ”Men medicinen gør, at man kan få et bedre liv.” Martin har endnu ikke selv haft nogen bivirkninger på hiv-medicinen.

Men det er vigtigt for ham at slå fast, at han ikke ønskede at få hiv. ”Det må ikke lyde som om, at jeg var pisse ligeglad med mit liv, for det var jeg selvfølgelig ikke. Men min indstilling har hele tiden været, at hvis det kommer, så kommer det.”

En gang imellem spurgte han sine partnere ligeud, om de havde hiv.

tidligt på aftenen, så det er mest den høje house-musik, der fylder rummet ud. Der står nogle få mænd i hjørnerne og et par stykker i baren.

Nogle giver blowjobs, andre ligger ned på alle fire, men Martin fortsætter forbi dem. Han leder efter aftenens første kontakt og står nu i starten af en lang, kulsort gang. Der er ingen højttalere og intet lys. Han må føle og lytte sig frem, idet han begiver sig ind i mørket.

Selvom Martin ikke kan se en hånd for sig, kan han høre, at han ikke er alene derinde. Der bliver ikke talt.

Kun kropslyde og tunge vejrtrækninger.

Martin mærker pludselig noget varmt op af sin arm, og han står nu skulder til skulder med en anden mand, og de begynder at røre ved hinanden i mørket. Martin kan ikke se mandens ansigt. Han vender sig om, bøjer sig frem og bruger armene til at støtte sig op ad væggen. Manden tager fat om Martins hofter, og Martin forsvinder ind i sig selv. Det er lige præcis dette, han er kommet efter.

Fem minutter senere er de gået hver til sit, og Martin er klar til aftenens næste. Der går mange timer, før han igen kommer op af kælderen. l

”Vi ved jo alle sammen godt, at den bedste form for sex er uden gummi”

22

Men uanset hvad svaret blev, dyrkede han sex med dem. ”Men er vi to ikke også enige om, at du nogle gange går over for rødt? Eller sætter dig ind i en taxa uden at tage sikkerhedssele på?” spørger Martin. ”Vi gør jo alle sammen ting, vi ikke burde. Man tager chancer her i livet, og sådan er det bare.”

Ingen snak – kun lyde

For enden af den lange trappe træder Martin ind i et stort rum. Det er endnu

‘Martin’ er et opdigtet navn. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt. Billederne er taget i en københavnsk sex-klub.

§

‘Hiv-loven’ er skadelig

I straffeloven er der en paragraf, man kalder ‘hiv-loven’. Den betyder, at en hiv-smittet, der dyrker ubeskyttet sex, uden at oplyse om sin hiv-status og dermed “på

hensynsløs måde forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende og uhelbredelig sygdom” kan straffes med op til 8 års fængsel.

Men i en ny artikel i Ugeskrift for Læger fra april i år diskuterer flere læger og jurister hiv-loven og kommer frem til, at den er forældet. Blandt andet fordi hiv ikke længere kan betragtes som en livstruende sygdom. De mener i øvrigt, at den er skadelig i forhold til udbredelsen af hiv.

Medicinen i dag gør, at en velbehandlet hiv-smittet reelt ikke kan smitte andre. Alligevel bliver gruppen af hiv-smittede stadig større. Både fordi langt færre dør af sygdommen og altså forbliver i den statistik, men samtidig fordi man hvert år konstaterer et sted mellem 250 og 300 nysmittede. Et tal, der ikke har ændret sig i mange år, men som burde falde, da de velbehandlede ikke længere smitter.

Det er altså gruppen af hiv-smittede, der ikke er i behandling, der bliver ved med at smitte andre, og nogle af dem er ikke i behandling, fordi de ikke lader sig teste. Artiklen slår fast, at særloven mod hiv unødigt kriminaliserer de hiv-smittede og er medskyldig i, at nogle ikke vil testes - fordi de juridisk set står bedre, hvis de ikke kender deres status.

23

Nieledew, Polen.

Tekst og foto af Mathias Christensen

24

I et af Polens fattigste områder nær den ukrainske grænse ligger landsbyen Nieledew med sine 1700 indbyggere. Ifølge Internationalt Røde Kors, der har flere støtteprojekter i byen og området, nærmer arbejdsløsheden i denne del af Polen sig 50%.

25

26

Det meste af landsbyens ungdom er rejst mod større byer for at studere eller finde arbejde. Tilbage, sammen med bønderne, de ældre og de arbejdsløse, er en håndfuld unge, der aldrig helt kom fra start.

Jakob Wajszczuk på 22 år er vendt tilbage til forældrene i Nieledew efter en tid i fængsel for spritkørsel - en tid, der rev ham ud af psykologistudierne i Warszawa. Jakob skiller sig ikke ud. I resten af gruppen, der spænder fra teenagere til fuldvoksne mænd, har flere været i fængsel. Én venter på at afsone, en anden skal på ungdomshjem på grund af konstant druk gennem de sidste to år.

I skygge for solen samles de. Plastikkruset med den lokale 1-euro-æblevin kører på omgang, og pigerne fra nabobyen har pjækket fra skole for at hænge ud med drengene på tribunerne foran den tomme fodboldbane. Vejen gennem byen ligger øde hen, som var alle rejst. Alt er stille.

Som de fleste fra gruppen er Jakob uden arbejde. Til spørgsmålet om, hvor pengene til smøger, alkohol og hash kommer fra, svarer han;

”You know I must have some money, I do things. We don’t like the police here, fuck the police.”

Sporadiske samtaler starter og dør. Tomheden truer. Smøger i kæde og på runde. Hash fra et plastikrør. Ecstasy på en onsdag. Frustrationer eksploderer, men tilgives hurtigt, for kun sammen holdes kedsomheden på afstand. l

27

Der er tre minutter til, at gudstjenesten går i gang, og Henrik lader præsteværelset blive stille. Kordegnen Pernille sidder roligt på stolen ved væggen, mens Henrik står ved døren og nikker tavst. Skæver ned til venstre og blinker usandsynligt langsomt. Læberne bevæger sig lydløst, han virrer lidt med hovedet og lader panden rynke. Han tæller et eller andet på fingrene og lader dem flette på maven. Tager en dyb indånding og puster ud med næsen. Han stirrer intenst på gulvet foran sig. ”Du har brune strømper på i dag – det ser da lidt sexet ud,” siger han roligt til Pernille, inden han vender blikket opad mod loftet. Kører øjnene rundt i langsomme ryk og lukker dem til sidst.

Han river øjnene op og kigger på sit ur. Blinker et par gange, ryster lidt med hovedet. Orglet inde i kirken begynder at spille. Henriks øjenbryn får et chok og hopper en gang. ”Så er det nu!” siger han, stadig med øjenbrynene siddende midt på panden. Han tager fat i messinghåndtaget. Kordegnen holder døren åben for ham. Han bøjer nakken, trækker op i kjolen og går op af de tre trin. Degnen lukker døren bag ham.

Han bliver nødt til at…

Henrik Hansen, sognepræst ved Skt. Lukas kirke i Århus, har været præst i 26 år, men han bliver stadig nervøs, når han skal ind til en gudstjeneste. ”Lidt ligesom skuespillere,” siger han. ”Og det er ligegyldigt, om der er 500 eller fem mennesker tilstede. Det er derfor, jeg har så travlt lige inden gudstjenesten – jeg skal simpelthen nå at ryge,” siger han, mens fingrene rutineret løber gennem en bibel. Han nynner let gennem læberne, hvor cigaretten sidder i klemme og dingler. På denne regnvåde Store Bededag, hvor den grålige kirke ligner noget, der er vokset ud af asfalten, er der nærmere fem end 500 kirkegængere.

Men det ændrer ikke forberedelserne for Henrik.

Han bliver stadig nødt til at følge sine faste rutiner. ”Jeg drikker uanede mængder vand,” siger han, mens han fylder en lille kande op. Pernille trisser ud af rummet med vandglas til prædikestolen og alteret. Hendes høje hæle klakker mod marmorgulvet i den endnu tomme kirke.

e g a t s k c Ba i Guds hus i Menigheden er hans moshpit, prædikestolen er hans scene og præsteværelset er hans backstage. Henrik Hansen er præst i en popstjernetid.

i Tekst: Mads Olrik Berthelsen Foto: Nikolai Linares

i “Jeg er meget levende på en prædikestol”

Sceneskift

Gudstjenesten er i gang. Imens kirkens lille forsamling synger sidste vers af salme 448, glider Henrik og Pernille ud ved siden af alteret, ned af de tre trin og ind i præsteværelset. Yderst er han klædt i en tung, vævet messehalve - den lynes ned med en rutineret be-vægelse og hives over hovedet på ham. Den mælkehvide messeskjorte, der dækker ham fra skuldre til tæer, bliver knappet lynhurtigt op og hængt til

28

”Vi skal ikke gøre bod!”

i Salme 448

side. Henrik åbner en låge i væggen, hvor der på indersiden sidder et lille spejl. Han smiler til sig selv, imens pandehåret bliver kæmmet, så det igen buer pænt til højre.

Han går igen ud ad døren til salmens sidste statiske toner. Kun ilædt den sorte præstekjole med krave går han i en lige linje hen til prædikestolen. ”Vi skal ikke gøre bod!” Hans stemme trænger gennem højtalerne. Den får tyngde og dybde og fylder det rektangulære kirkerum med lyd.

Runger tilbage, rammer tilhørerne fra alle sider, dør hen.

Næste sætning. ”Kristendommens – evangeliets – inderste væsen er, at vi er elsket. Og det på trods af alle vore fejl og overtrædelser.” Igen flyver pandehåret dramatisk fremad, indtil han stopper hovedet midt i en sætning, og det klasker mod panden på ham. Det finder tilbage til sin oprindelige position på toppen af hovedet og buer let til højre. Han sænker tonelejet, læner igen sin venstre hofte mod prædikestolen og folder hænderne over maven.

Påklædningsdukken

Der er ti minutter til gudstjenesten starter, og Henrik begynder stille og roligt at gøre sig klar. ”Det er jo ikke et show,” siger han, mens han ryster lidt på hovedet. ”Men altså, vi kan lære rigtig meget af skuespillerne.

Rigtig mange præster læser bare op. Vi skal gøre det levende! Jeg er meget levende på en prædikestol.”

Han åbner lågen i væggen og hiver sin præstekjole ud.

Tager den på som en overfrakke og retter kraven på sin hvide, tilknappede skjorte. Kjolen falder på plads, efter han har roteret lidt med skuldrene, og den lille sender til hans mikrofon bliver med besvær placeret på kjolens inderside. Han lægger det kobberfarvede headset om nakken og rykker mikrofonen på plads. ”Den her lille mikrofon giver mig friheden til at agere på prædikestolen. Den er et vigtigt redskab - selvom jeg var imod at bruge den i starten”. Udenpå kommer den hvide messeskjorte, albaen. Pernille lægger sig på knæ og knapper den helt ned til fødderne. Retter lidt til og hiver den på plads.

Den tunge, vævede messehale bliver skubbet over hovedet på ham og lynet ved venstre skulder. Han kig- 8

i ”Fik I hvidløg igen i går? Din mands potens må da være enorm efterhånden”

i

29

ger ned af sig selv og børster lidt med begge hænder.

Der bliver gjort tid til en sidste cigaret. Henrik læner sig frem og tænder Pernilles. Han støtter hænderne mod armlænet og glider ned i stolen. Man kan lige skimte, at han lægger benene over kors under kjolen. Messehalen tynger skjorten ned, som stritter ud ved hans albuer. Han tænder sin egen cigaret. Kordegnen sætter sig over for ham også med benene over kors. Hviler den ene albue på sit knæ, holder cigaretten i udstrakte fingre, læner hovedet tilbage og ryster lidt med det, mens hun spidser munden og puster røgen ud. ”Fik I hvidløg igen i går? Din mands potens må da være enorm efterhånden,” siger Henrik, millimeter fra ramme alvor. Hun griner og trækker lidt på skuldrene. Den venstre arm, der hviler i hendes skød, fremhæver den ikke særlig kristne kavalergang. Henrik tømmer sit vandglas i ét drag.

Han rejser sig og kigger i spejlet. ”Jeg hader vand udvendig,” siger han, mens han sjasker håret ned af siden på hovedet med den våde kam. Henrik vandkæmmer sit hår som den sidste forberedelse. Man skal jo se ordentlig ud. Fire minutter til gudstjenesten starter.

Cigaretrøg og altervin Henrik hviler hænderne på prædikestolens gelænder.

Hvis hans prædiken havde haft en berettermodel, var den helt klart nået over klimakset og er nu kommet til udtoningen. Midt i den sidste sætning tager han sig tid til at smile til barnet, der blev døbt i dag. ”Så lad os da gå ud i vor dagligdag og gøre bod, ene og alene for at betale hvad vi skylder vort medmenneske af kærlighed og godhed - og den gæld er stor. Og mens vi gør dét, så lad os prise os lykkelige over, at vi har en himmelsk far, der gang på gang bærer over med netop os. Amen”. Man kan ikke lugte det helt nede fra kirkebænkene, men der må strømme en sødlig duft af cigaretrøg og altervin ud sammen med de bløde ord. Han presser læberne sammen til en tynd streg, nikker let med hele overkroppen og går ned fra prædikestolen. l

30

i ”Jeg hader vand udvendigt”

i

i “Amen”

31

32