CITAT_05

CITAT_05

MARTS 2009 1

3

STUDENTERHUS ÅRHUS mARTS

jazzselskabet præsenterer:

19

KLüVERS biG bAND

tORs

FREDAGSbAR & miLjøDEbAT

20

mED CONNiE HEDEGAARD

Dj miSSiL

fRE

20 fRE

(FRA)

LEDER

GATAS pARLAmENT(NOR)

musikvidenskab præsenterer:

21 løR

mELODi GRAND pRix 2009 TELESTjERNEN “RELEASE”

søN

internatiOnal niGHt:

24

En spist kat, en portrætteret luksusluder, en piercet pikkemand. Citat har skabt forargelse med de sidste par udgivelser. Denne gang forsøger vi at ligne mainstream-magasinerne, så vi har sat et par gode kasser på forsiden.

Omslaget kan eventuelt tages af bladet, så billedet kan hænges op på væggen...

22

THE VERy biG bAND

tIRs

stand up sHOw: på vej mOd de Høje tindinGer

CARSTEN KNUDSEN imV AWARDS + AFTERpARTy KLUb STöj Dj´S

F.U.K.T Dj SCHACK & bANG bANG CLUb SpiLAFTEN “king of chocago”

25

ONs

26

tORs

27 fRE

28 løR

I dette nummer af Citat tager vi dig med til et afsides kloster i Bulgarien, det vinterlukkede Djurs Sommerland og en mørk skov i Sverige.

28 løR

ApRiL SARAH mACDOUGALL

tORs

HiGH 5 klubben:

03

02

Dj LEbON (DEN SORTE SKOLE)

CAmiLLE jONES

Vi fascineres af 1. klassens samling om samlinger og tager dig med ind i hovedet på en sand excentriker. Vi prøver at forstå, og vi tager tunge emner op:

fRE

04 løR

+Dj STATiC

SECOND HAND bAzAR

04

jOHNNy DELUxE HAm DEN LANGE “ALbUm RELEASE”

THE RiVER pHOENix ibiS NiGHT WASAbi FEAT. Dj NOizE

”Jeg har aldrig haft nogen følelser for min mor”, siger Knud Foldschack på side 28.

Trine Munk vil gøre op med samfundets fastlåste kønsroller, og Konstabel Stenger deler den byrde, det er at bære skylden for et andet mennskes død, med os.

løR

08

ONs

10 fRE

11 løR

15

ONs

16 tOR

NO AND THE mAybES

17

RAGGApAKHUS

18

t

fRE

Besøg de fjerne egne og udforsk sindenes kroge. Nyd indblikket og LÆS!

GREEN LiVES+KLUb STöj

løR

KiTTy DEViLLE DANCE CLUb

24

CLUb STRANGE EARS

25

- Redaktionen

fRE

løR

DARLiNG DON’T DANCE • TiLDE WiNTHER SiLVER GLEAmiNG SOUND mACHiNE KAREN KOUS

bACONFLEx HARD CANDy HUSK SøNDAGSSALSA

30

tORs

HVER SøNDAG!

VI BOR PÅ HAVNEN BAG DOMKIRKEN! BIllEttER KAN KøBEs I DøREN EllER PÅ www.GAffABIllEt.DK

STUDENTERHUS ÅRHUS • NORDHAVNSGADE 1 8000 ÅRHUS C • TLF. 86 18 30 21

WWW.STUDENTERHUSAARHUS.DK

Hovedsponsorer:

2

KlIstREs OP PÅ DIt KølEsKAB

Øvrige sponsorer: INCUBA SCIENCE PARK

Pelle Dam Nielsen (ansv)

Mathias Bencke Fremmen

Ditte Lilholm

Christian Bartels

Astrid Dalum (foto)

Tobias Nørgaard Pedersen (foto)

Lærke Posselt (foto)

INDHOLD

PORTRÆT

14

Konstabel Stenger Jeg tog et liv

28

Knud Foldschack Jeg er en heldig mand

REPORTAGE

4

Ordensregler i vinterhi Djurs Sommerland i marts

18

Samlinger samler børn Hvad samler 1. klasse på?

KONTAKT Magasinet Citat Journalisthøjskolen Olof Palmes Allé 11 8200 Århus N citatred@mail.djh.dk

OMSLAG Gregers Tycho

FOTO

24

Jagtblod Jægerliv i Sverige

10

Med Gud under neglene Et kloster i Bulgarien

SKRIBENTER Jannie Øberg Jette Lin Nielsen Mads Kjeldgaard Marie Sæhl Sofie Skamris Sofie Tholl

FOTOGRAFER Asbjørn Sand Astrid Dalum Gregers Tycho Kristian Sæderup Lærke Posselt Nikolai Linares Larsen Sofie Amalie Klougart Tobias Nørgaard Pedersen

TRYK Mediefabrikken

OPLAG 1500

FINANSIERING Citat er finansieret af annoncer og støtte fra KaJ

KANT

22

Queer Det er hvem jeg er

8

Goodiepal En excentrikers genkomst

Citat er produceret af studerende fra Journalisthøjskolen i Århus

3

Ordensreglerivinterhi Vanvittige køer, softice-klistrede træbænke og børnehvin, der drukner i vandplask. Men virkeligheden er en anden, når Djurs Sommerland lukker ned for vinteren Tekst: Jette Lin Nielsen Foto: Tobias Nørgaard Pedersen ”Hvis du er voksen, midt i mellem eller lille – så’ det Djurs Sommerland.” Ventetonen på linjen igennem til den vinterlukkede forlystelsespark byder med sin genkendelighed velkommen.

På kontoret tager Marianne telefonen. ”Nej, vi åbner altså først den 8. maj, I må finde på noget andet.” I røret er en kommende konfirmand. På jagt efter blå mandag for ’dem midt i mellem’.

Hun forsøger stædigt at skyde åbningen af de 60 forlystelser frem til den 2. maj. Hun bliver ved. Samtalen udvikler sig med hovedrysten og smil i mundvigen hos Marianne. For det kan man ikke. I Djurs Sommerland er der nok af vinterprojekter helt frem til åbningsdagen. ”Vi er her jo hele året. Det er ikke sådan, at man bare dukker op og tørrer støv af ugen før,” fortæller administrerende direktør Henrik B. Nielsen om sine tolv medarbejdere, der gør deres for at rydde ud i muldvarpeskud, iturevne fliser og afskallet maling.

For de fysiske rammer skal være på plads. Det klarer gartnere og håndværkere i de syv lukkede måneder. I sommermånederne er det derimod parkens 16 ordensregler, der for alvor skal på arbejde.

kedeligste labyrint. Ensrettet, overskuelig og uden en eneste forvildende afstikker, der ender blindt. Her bliver det hurtigt kedeligt at snyde sig frem i køen. ”Ventetid herfra 20 minutter.”

En massiv træplade hænger i lidt for stor størrelse ved indgangen foran købåsen, der på en god dag som i dag kan overstås på mindre end et minut – uden snyd. Men så bremses man: En række af runde træskraldespande optager de helt forreste pladser. Fjernet fra parkens øvrige areal, står de samlet under halvtaget ved kontroltårnet. De flytter sig ikke de næste tyve minutter.

Træstammernes flydende studenterbrødsvogne, der normalt sejler rundt og skaber vandsprøjt og børnehvin er gemt af vejen i Slaraffenland og efterlader banen som en nedlagt fabrik. Regnvåde blade ligger i noget, der ligner et overskåret ventilationsrør.

Et sort transportbånd forsvinder op gennem et falskt bjerg. Det kunne lige så godt være kasse to i Netto, der transporterede Arla, Kohberg og Carlsberg. Om to måneder skal det igen transportere en træstamme af plastik og farmand med ungerne, mens mor vinker inde fra land. Nu gør det ingenting.

”Man må ikke snyde sig frem i køen eller holde plads til andre.”

”Øl og vin til maden må kun nydes ved de opsatte borde og bænke. Spiritus må ikke medbringes i parken.”

Selv for en tyk farmand er det ikke et problem at krænge ryggen under den flagstangstykke træbjælke og rykke flere rækker frem i køen ved Træstammerne. Hvis der altså er en kø. På en martsdag er ethvert køsystem overflødigt og virker som verdens

4

De opsatte borde er samlet under en armygrøn presenning. En blafrende lyd, når vinden får fat i den tynde plastik. Andre er

gemt af vejen bag et blåt skilt med belgiske vafler, der spejler sig i ruden ved Pandekagehuset. Det unavngivne ’Pizzaria’ ligner en byggeplads. Borde dækket af gipsstøv.

Et skilt, der reklamerer for buffeten læner sig skævt op af en bænk uden anden funktion.

Bænke stablet oven på bænke stablet oven på bænke. Det er en umulighed at nyde øl eller vin nogen steder. Til gengæld burde det ikke være et problem at medbringe spiritus.

Det er der ikke nogen, der tjekker ved den lille personaleindgang i hegnet.

”Det accepteres ikke, at der ryges vandpibe i parken.”

Cigaretter er åbenbart noget andet. En mand i koboltblå kanvasbukser og tykke arbejdshandsker render rundt med en hængende smøg i kæften. Den dingler i den ene mundvig, som om han selv har glemt, at den er der. ”Den er godt nok frossen, den jord!”

Han råber gennem larm fra en boremaskine og en gaffeltruck i tomgang til to kollegaer i mudrede trafikveste. Frossen jord – en udmærket undskyldning for at stille sig med den ene arm lænet på stablen af kvadratiske, rustrøde fliser. Den anden arm i siden, en smøg mere og et inspicerende blik, de alle tillægger sig. Der er vist mere idé i at sludre om Johns søn end at forsøge at få noget fornuftigt ud af den ujævne jord, der skal blive endnu et trampolinområde. En fifty-fifty balance mellem aktiviteter og forlystelser er en af parkens målsætninger, og her er trampoliner åbenbart svaret på alt. Børn er, ifølge Djurs Sommerland, vilde med at hoppe. En bolchestribet hoppepude i blå og grøn er omdannet til en punkteret sø, trampoliner så langt øjet rækker. Enkelte er afmonterede og blotter et cementstøbt hul, mens fjedrene ligger ved siden af og venter på, at dugen kommer tilbage.

”Det er ikke tilladt at medbringe egen grill.” ”Grillen er reserveret til:” En sort kridttavle hænger foran ’Grill-selv’-huset med udsigt lige ud til Rio Grande Rafting-banen. Tavlen 8

5

er delt i tre kolonner med en fed, hvid streg, der skal forestille kridt. Navn, tidspunkt, bord – når man ikke må medbringe sin egen grill, må man reservere en af de fire, rustne grillplader i midten af en kogeø i mursten à la samtalekøkken. Det er ikke nødvendigt at reservere i dag. Der er frit valg på alle tider.

”Benyt de mange skraldespande og smid aldrig cigaretskodder.”

Hvis Sonys Bravia-reklame fór vild et sted på Djursland, kunne det være her. Plastikbolde, som dem, der hopper ned af San Franciscos gader i et farveorgie, har forvildet sig ind i den lukkede park. Uden at benytte sig af de mange skraldespande. Falmede farver titter de frem i skraldebunker. Mellem en halvrådden sut, fladtrådte vandflasker og en færdig

pakke Prince. I en dynge af vådt sand, foran et par kampesten.

Vinteren har langsomt trukket farven ud og efterladt dem i bleg citrusgul, grumset grøn og gråblå.

Parken ser ud som gæsterne forlod den i september. De smidte cigaretskodder, der, ordensregel eller ej, ligger rundt omkring i parken, er ikke blevet samlet op. Heller ikke den efterladte paraply, halvdelen af en lyserød mobiltelefon eller slikposerester. Oprydningen venter endnu for de ansatte. Ved minigolfbanen har ingen gidet at samle de mange golfbolde ind, der flyder rundt på banen. Golfkøller er smidt næsten demonstrativt skødesløst. En enkelt afstikker dukker pludselig op 100 meter fra banen.

”Læn dig ikke ud, stå ikke op og hold arme og ben indenfor, når du prøver forlystelser.”

Ekstreme uheld og klodsethed er en nødvendighed for at komme til skade med ben eller arme, hvis man prøver forlystelserne i dag. På tilmossede fliser i Afrikaland står en række krokodillemønstrede bananbåde solidt plantet. I parkens udkant har Rio Grandes runde raftingbåde deres plads. De opspilede gummidæk giver efter for hop og mudrede sko, men ikke mere end det. De står urokkeligt på mulden, uanset hvor meget man læner sig ud, står op eller vifter med arme og ben. Vandcyklerne, der normalt sejler rundt i den lavvandede sø, har været ofre for dominoeffekten og står på siden med synkron hældning mod en væg. Måske man kunne komme til skade, hvis man uopmærksomt, med viftende arme og ben, gik ind i det skarpskinnende ror fra bådens bund. l

6

7

En excentrik Parl Kristian Bjørn Vester, bedre kendt som Goodiepal, er vendt tilbage til Århus for at afslutte en bitter krig. Sidste kapitel i den selviscenesatte krig foregår på hans tidligere arbejdsplads under overskriften ’Operation Invasion - And the War on the Royal Academy of Music’ Tekst: Mads Kjeldgaard Foto / illustration: Lærke Posselt I lokale 207 på det Jyske Musikkonservatorium er en mand ved at pakke sine ting ud af nogle uldne papkasser, der står stablet på en lille, slidt rullevogn, spændt fast med cykelelastikker.

Hans overskæg er på en Ikeablyants længde og stritter ud i lokalet som knurhår på en mus, og når han med jævne mellemrum fnyser, letter skægget sig en smule, og hans øjne misser bag de cirkulære glasrammer, der udgør hans briller.

Kastanjer og havslidte glasskår bliver arrangeret i et usynligt mønster på kateteret ved siden af en stak vinylplader i slidte papcovers – strategisk placeret som våben i den krig, de er en del af.

Operation invasion

Goodiepal blev afskediget efter fire års ansættelse som timelærer på DIEM,

8

afdelingen for elektronisk terkolde lokale. musik på konservatoriet i ”Jeg har brugt et år og 320.000 kroner på at komme i dialog Århus.

Men nu er han vendt tilbage med rektor,” siger han. for at bevise sit værd. Han Siden han blev fyret, har Googiver en sidste forelæsning, diepal været hærfører i en bitter envejskamp der skal overmod Det Jyske bevise folk – og Hvis i Musikkonservai særdeleshed holder af ledelsen – på MICKEY MOUSE, toriums ledelse. stedet om, at er i sindssyge! Han har gjort alt. Han har det, han underbrugt alle sine viser i, er mere end excentrisk selviscenesæt- penge på annoncer mod skotelse. At det er ting, som elev- len i blade som The Wire og erne på et eller andet tidspunkt Vice Magazine. Han har endda inddraget det danske band Unskal tage stilling til.

Men ledelsen er ikke mødt op. der Byen. ”Jeg havde regnet med, at jeg I 2008 bad de ham om at remixe skulle til eksamen i dag. Jeg deres musik. Det sagde han ja skulle bevise, at jeg kunne til, på den betingelse at de ikke lidt, så det er selvfølgelig måtte høre det, før han havde spændende, at ingen tropper trykt det på vinyl og sendt det op,” siger han til den sparsom- til dem. Det gik de med til.

Remixet endte med at blive me skare.

Det er kun en håndfuld elever, en komposition, der bestod af en udvekslingsstuderende og tåge og dis, en smule Miamiet par pressefolk, der sidder house og egentlig mest bare Goodiepal, der holder en lang klar til at modtage hans tale om sin krig og sig undervisning selv. i det vin-

”Jeg vil nu kreere et komisk, hjælpeløst og dybt – for undertegnede – pinagtigt våben af Under Byen,” siger han i starten af pladen. ”Intet af dette er gjort i had, men af teatralsk nødvendighed.”

Den der fucking mus

Goodiepals forelæsninger er aparte og kontroversielle, ulig nogen anden undervisning på de højere læreanstalter. Han er blevet kaldt alt fra pro-Israel til europæisk fascist efter forelæsninger og har engang reddet sig en flaske i baghovedet fra en uenig tilskuer.

Hans musikteorier omhandler alt fra kunstig intelligens i vandnetværker, til at musik skal være ulæseligt for computere. Men dagens lektie handler også om andet end musik. Blandt andet om ikoner i medierne. Ikoner, der er så slidte og brugte, at vi ikke længere kan stole på dem. For eksempel Mickey Mouse, som det ene øjeblik er et retskaffent dydsmønster i en uskyldig Disney-film, og det næste optræder som nazist i form af politisk graffiti i en tunnel i Risskov. Et faktum som i Goodiepals spegede tankesæt gør den lille mus til en utilregnelig psykopat. ”Jeg har set den

ers genkomst der fucking mus i alle tænkelige positurer. Og det vil sige, at vi ikke længere kan sige ’min ven Mickey ville ikke gøre sådan og sådan’.

Jeg kan gå ned ad gaden og PLUDSELIG slår han mig bare i hovedet. BAF!” siger Goodiepal og vælter tilbage, inden han fortsætter. ”Så tager han bukserne af. Så går vi lidt videre. Så, pludselig, ruller han sig i tjære og fjer.

Så skærer han lige sit ben af.

Han kan gøre alting. Han er fuldstændig utilregnelig. Jeg kunne ikke være ven med Andreas Haug Jensen, hvis han var sådan,” siger han og efterlader et stort spørgsmålstegn i hovedet på os ude på skolebænken. For hvem fanden er Andreas Haug Jensen?

Han tager en slurk af en kop te, han har købt i skolens automat. ”I kan ikke stole på Mickey Mouse. For Mickey Mouse er en af de mest belyste kulturelle ikoner. Det har noget at gøre med, at der er blevet skrevet så mange Mickey Mouse-historier, som er dokumenterede.

Dokumentationen har gjort, at Mickey Mouse er set i alle positurer.”

Han hæver stemmen, og

rynkerne blomstrer op i hans pande. ”Der er ikke nogen mulighed for, at man kan holde af Mickey Mouse. Hvis I holder af Mickey Mouse, så er I sindssyge!,” siger han tydeligt frustreret, mens hans øjne kniber sig sammen. ”Så er I værre end Jokeren fra Batman. Så er I helt fuldstændigt tilhængere af kaos, af intetheden. Så er I… så er I… imod alt menneskeligt!”

Uhyggeligst i verden

Som en general vandrer han frem og tilbage foran tavlen.

Hans skohæl giver genklang i lokalet, mens hans lange, slanke pegefingre fagter fra pointe til pointe. ”Min ven, Mickey, han har været på månen, han har taget Minnie i en ssh… en shh.. Hedder hun ikke Minnie? Whatever – i en seksuel positur. Han har været i en undervandsbåd.

Han har været i Afrika. Han har været hulla-hop-danser. Han har gjort alting i hele verden.

Han er den mest uhyggelige person i verdenshistorien,” siger han og skuer ud over de tyndtbefolkede skolerækker.

Efter tre timer i Goodiepals vanvittige parallelunivers lakker det mod enden.

Hans tekop er tom. Hans krig er næsten slut.

Men også kun næsten.

Savner rektor

Efter forelæsningen når Goodiepal nervøst til enighed med sit følge om at gå op til rektor.

Om at konfrontere ham, den store fjende, krigens mål og højdepunkt.

Goodiepal går ud af lokale 207 og trasker med lange skridt ned ad gangen. De opsmøgede kassebukser vugger over hans fødder. Han fører an. En videojournalist, en fotograf og et par elever følger ham forventningsfuldt som et mumlende optog.

De få mennesker, der er tilbage i det ferieforladte konservatorium, ser forundrede til.

Goodiepal og hans følge bestiger trapperne op forbi den signerede Beatles-plakat og lander

til sidst foran rektors kontor.

Han banker på døren. Venter.

Mumler. Prøver igen.

Ingenting.

Han vender sig om mod vicerektors kontor og banker igen.

Ingenting.

Han slentrer hen til sekretariatet, åbner døren på klem og spørger efter rektoren. ”Vi savnede ham til forelæsningen. Vi ville gerne have haft, han var der,” siger han til en sekretær, der er hurtig til at opdage flokken bag ham og lyden af et spejlrefleks-kamera.

Klik. Klik. Klik. Klik.

Hun reagerer med et vilddyrs intuition og klasker døren i.

Goodiepal vender sig om mod flokken og siger: ”Godt, det var det.” l

GOODIEPAL...

- Har lavet jinglen til ‘Den 11.

Time’ og været gæst i programmet.

- Blev smidt ud af en Rudolf Steiner-skole i 8. klasse og har ikke gået i skole siden.

- Er på julekortsbasis med den danske musikpionér inden for elektronisk musik, Else-Marie Pade.

- Har en baggrund som hacker og IT-kriminel.

- Er ordblind og kan ikke stave til sit eget navn.

- Boede på sofaen hos sin mormor i de fire år, han underviste på konservatoriet.

- Sagde engang: ”Jeg vil hellere hoppe ud af vinduet end høre på det pis” under en diskussion og gjorde det. Selvom han i dag har metal i benene efter det knogleknækkende fald, er han glad for, at han gjorde det, fordi han fik sin pointe slået fast.

9

MED GUD UNDER NEGL TEKST OG FOTO: KRISTIAN SÆDERUP

10

For halvandet år siden efterlod Virgili alt, hvad han ejede og flyttede i kloster i sit hjemland, Bulgarien. Efter 20 år i København, opgav han livet som musiker og altmuligmand, for at tjene Gud sammen med munkene i Saint John the Baptist, et lille isoleret munkekloster hundrede kilometer fra Sofia.

Dyrene står som små skyer på siden af bjerget. Til alle sider falder landskabet nedad, udad og væk. Solen varmer, selvom det er blevet december, og Virgili står lidt væk fra flokken. Han holder en hyrdestav i hånden. Det blæser. Timerne forsvinder på bjerget. På toppen lægger tiden sig ned, minutter bliver til timer, mens man følger flokken med øjnene.

LENE 11

12

Livet i klostret er et liv i cirkler. Dagene ligner hinanden med små variationer som følger af vejret, højtider og årstidernes skiften.

En elektrisk lysekrone og stearinlys lyser rummet op. Sød lugt af røgelse. Loftet er sodet i striber, og slidte tæpper ligger spredt ud over gulvet.

Det er Fader Hermans stemme, der fylder rummet. Hurtigt, med syngende, monoton sikkerhed, læser han bønnerne op. Bønnen bliver til sang, og Virgili, der står ved siden af, falder ind med en lys overstemme. De andre munke stemmer i. I flere minutter holder de det lille kloster svævende.

Jeg fulgte efter Virgili. I to uger boede og arbejde jeg sammen med ham og de fire munke. Det blev et kig ind i en verden vendt på hovedet, hvor frihed ikke betyder at kunne vælge frit, og hvor fravalget af alle unødvendige valg ses som vejen til at leve fuldstændigt.

13

JEG

14

TOG ET LIV Tekst: Sofie Skamris Foto: Nikolai Linares Larsen Det er ved at blive mørkt. Konstabel Stenger har stået i regnen i syv timer. Han er gennemblødt og udmattet. Om en time skal de hjem. ”Hold ud,” tænker han.

Endnu en bil kommer forbi, og Delingsfører Hessler kalder ham over. Det er Stengers opgave at searche passagererne. Serberen i bilen beklager sig og vil ikke stige ud. Hessler får ham ud, men pludselig drejer han om og løber væk fra vejen, ned ad skråningen. Stenger sætter efter ham. ”Hvad fanden laver han,” tænker han og råber: ”Stani, stani ili putsam (stands, stands eller jeg skyder).”

Uventet stopper serberen op, vender sig mod Stenger og peger på ham med en 9 millimeter. ”Klik, klik”.

Han trykker to gange på aftrækkeren.

To skud

I august 2000 blev Konstabel Karl Martin Stenger sendt ud for første gang.

Han var 19 år. Siden han var 12, havde han vidst, at han ville være soldat, og da han som værnepligtig blev spurgt, om han ville til Kosovo, sagde han straks ja. ”Det var det eneste, jeg så frem til. Jeg havde billeder fra Kosovo hængende i skabet.”

Forberedelserne tog et år. De trænede worst-case scenario, men ingen forestillede sig, at de skulle i kamp.

han en mand.

Inden udsendelsen, overvejede Stenger, hvor langt han kunne gå. Han var klar til at dø for sine militære brødre, men han havde alligevel ikke rigtig forholdt sig til døden. ”Når vi så billeder fra Kosovo, tænkte vi aldrig på døden. Det var så fjernt,” fortæller han.

Hjemme på værelset finder Stenger geværet frem. Sætter magasinet i og lader. Han putter det i munden og skubber det godt op i ganen – han skulle helst dø med det samme.

Tårerne triller, men han er klar: ”Et liv for et liv”, tænker han.

Døren går op. Det er værelseskammeraten Bach. ”Stenger, tag det gevær ud af munden,” siger Bach, da han ser Stenger sidde på sengen. ”Fuck Bach, din idiot. Skrid nu!” ”Negativ! Hvis du skal gøre det der, så vil jeg være her,” siger Bach beslutsomt.

Stenger sidder lidt, tager så geværet ud og bryder sammen i armene på den store mand.

Ren dope

Det var et stort tomrum, der mødte Stenger, da han kom hjem til Danmark. Han isolerede sig på kasernen, og havde intet behov for at Serberen har glemt at lade. Kammeret er tomt. Stenger kaster sig til siden deltage i den civile verden. og flår geværet frem. Pulsen banker i tindingerne og adrenalinen pumper. ”Jeg kunne ikke klare at møde folk, som Han lader geværet og affyrer to skud. De rammer ikke. Serberen løber ikke vidste, at jeg havde videre med pistolen peg“Hold folk væk fra mig! Jeg er så gjort det ultimative – jeg ende bagud. havde slået en mand ihjel,” En amerikansk soldat har aggressiv lige nu, at ingen må røre fortæller Stenger. set, hvad der sker og kommig. Vedkommende kommer til at dø!

Han boede nogle år på mer løbende ned ad skråJeg mener det, vedkommende dør!” kasernen, inden han holdt ningen. Lyskeglen fra hans en pause fra militæret lommelygte flyver rundt og flyttede til Århus. Han ligesom kuglerne fra hans havde det egentlig godt, men efterhånden gevær. Han affyrer hele sit magasin, men rammer ikke. Stenger rejser sig, begyndte han at forandre sig. løber fire skridt og knæler for at sigte. ”Bang bang”.

Han blev paranoid og kunne ikke sove. Om Det rykker i serberen, da han bliver ramt, men han er stadig på benene. Han natten løb han rundt i skoven med Iron Maidhopper ned i den lille bæk i bunden af slugten. Vandet bruser. en bankende i ørerne og forestillede sig, at Pludselig glider amerikaneren og falder. Serberen vender sig mod ham, nogen var efter ham. Om morgenen stod han tager ladegreb og sigter. op klokken seks for at pumpe jern. Trænin”Gordon, get the fuck down,” skriger Stenger. Gordon dukker sig, og Stenger gen bedøvede ham med endorfiner og blev har frit udsyn. Han affyrer to skud. en effektiv form for selvmedicinering.

Serberen bliver fjern i blikket. Han svajer lidt fra side til side, før han falder Imens tænkte han kun på at blive sendt ud om i vandet. igen. ”Jeg skulle have det adrenalinkick igen.

Et liv for et liv Det var det fede pis – ren dope,” fortæller ”Jeg troede, vi skulle lave nødhjælpsarbejde: Dele bamser ud og hjælpe Stenger. familier, der intet havde,” fortæller Stenger.

Men der var ingen udsigt til en snarlig ud 8 Men så idyllisk blev opholdet i Kosovo ikke. Den 6. maj 2001 skød og dræbte

15

sendelse, og han besluttede sig derfor for at søge ind til politiet i håbet om at finde en rus lig den i Kosovo.

Han bestod de to første prøver med glans, men knapt så godt gik det med samarbejdsøvelsen. ”De sagde, jeg var for frembrusende og aggressiv,” fortæller Stenger.

”Hold folk væk fra mig! Jeg er så aggressiv lige nu, at ingen må røre mig.

Vedkommende kommer til at dø! Jeg mener det, vedkommende dør!” siger han til sin rystede kæreste.

Der går ti minutter, inden han falder til ro.

Intet at fortryde

Oplevelsen i Netto er kulminationen på hadet og aggressionen, som Stenger langsomt har opbygget siden Kososvo. Han indser situationens alvor, søger hjælp og kommer omgående i psykologisk behandling.

De sætter sig ind i bilen. Stenger ved rattet og I dag er Stenger tilbage i militæret, og han fortryder intet. Han er glad for, at kæresten ved siden af ham. det var ham, der løb efter Det har været en god dag, Uventet stopper serberen op,vender serberen og glad for, at men Stenger føler en indhan skød ham. sig mod Stenger og peger på ham med vendig uro. Det tager fem ”Jeg ville have haft det minutter at køre til Netto, en 9 millimeter. værre, hvis en anden men på den korte tur vok- ”Klik, klik”. havde løbet efter ham, og ser en brændende vrede i Han trykker to gange på aftrækkeren. vedkommende var komham. Pulsen stiger og blomet til skade. Eller hvis det pumper. der var sket Gordon no”Hvad er der galt?” spørger hun. get. Jeg gjorde det rigtige,” siger Stenger. ”Luk røven, og lad os få det overstået,” snapHan ser 6. maj 2001 som en skelsættende dag – den dag han med ét slag per Stenger. blev voksen. Trods den efterfølgende svære periode, ville han ikke have De parkerer og går ind. To teenagedrenge været det foruden. med hængerøvsbukser går forbi. Synet ”Jeg ser mig selv som mere fornuftig, mere rationel og mere tænkende i provokerer Stenger, og pludselig vælder en dag. Sådan tror jeg ikke, jeg havde været, hvis jeg ikke havde oplevet det,” enorm aggression op i ham. Han vil se blod! siger Stenger.

Han vil se nogen dø!

Hændelsen i Kosovo har lært ham at leve i nuet: Hvad der sker i ham er ude af hans kontrol. ”Det blev gjort klart for mig, at jeg ikke lever for evigt. Derfor skal mit liv være Angst for sin vrede klamrer han sig til en pæl sådan, at den dag jeg bliver ramt af en bus eller tager en kugle på en misi butikken. Han ryster og tårerne triller. sion, så er der ikke være noget at fortryde.” l

“Jeg havde gjort det ultimative – jeg havde slået en mand ihjel.”

16

17

SAMLINGER SAMLER BØRN Digitalisering eller ej – børnene i 1. klasse på Elise Smiths Skole vil stadig hellere bytte servietter end spille PlayStation.

Tekst: Jannie Øberg Foto: Sofie Amalie Klougart

Tingfinder, kaldte Astrid Lindgren sin Pippi Langstrømpe.

En af virkelighedens tingfindere er en 7-årig dreng fra Elise Smiths skole i Århus.

Hans ildrøde hår og skæve smil fanger min opmærksomhed, da han med en ivrig fart går gennem klasseværelset. Værktøjskassen i hans barnehånd tynger mod det grå linoleumsgulv.

Han virker genkendelig. Da han selvsikkert åbner sin skattekiste, sår han ingen tvivl. En sort cykelpumpe. En Nokia telefon. En hvid skabsmagnet. Et metalhængsel. Kapsler. Han er Johan. En samler.

En håndgribelig samling

Øjnene lyser, og de to barnehænder finder på skift ting nede i værktøjskassen. Med overbevisning i stemmen demonstrerer Johan den ene mystiske genstand efter den anden.

For ham handler det ikke om funktion, form og farve, men om mængde. ”Jeg synes bare, det er sjovt at have mange ting. Og så får man dem jo gratis, fordi man selv finder dem,” siger han.

Johan er den eneste samler af sin slags i skolens 1. klasse.

Men han er ikke den eneste samler. For selvom PlayStation-

18

spil og game points kan samles i store mængder, er det stadig mere håndgribelige ting, som børnene på skolen dyrker.

Skal vi bytte

Vintersolens stråler rammer en vindueskarm, hvor tre piger sidder med hver deres personlige mappe fyldt med alle årstidernes servietter. ”Hvad for en vil du have?”

Pigen, som får spørgsmålet, vender langsomt de spraglede plastiklommer. Hun peger på en grøn bomuldsserviet med en brun hare trykt på midten. ”Den der,” siger hun og løfter blikket.

Serviettens ejer sidder stumt og kigger på haren. Hun løfter sin pegefinger op til underlæben, som har begravet overlæben. ”Ej, den vil jeg ikke bytte med. Den er for flot. Du kan få den her i stedet for,” siger hun, og tager en enkelt mønstret serviet ud af det beskyttende plastik. ”Årrhhh, den vil jeg gerne have,” siger pigen.

Hun napper hurtigt det nye medlem, inden det er hendes mappe, som pigerne skal shoppe i. 8

”Jeg samler på Pokemon-kort og har gjort det i noget med et års tid. Jeg har lige talt dem for nylig, og jeg har noget med 4-200 kort. Det gør ikke noget, hvis man får nogle kort, man allerede har. Faktisk er det rart at have flere af det samme kort, specielt når det er nogen, man elsker,” siger Nicolai.

”Jeg samler på servietter. Jeg tror, jeg har noget med 200. Det synes jeg er mange. Jeg vil gerne have alle servietter i hele verden. I hvert fald alle servietter i mors hus. Dem vil jeg stjæle,” siger Sofia.

”Jeg har en værktøjskasse med småting, som jeg samler på. Jeg har også en masse småting derhjemme, som for eksempel en ketcher og et vindue. Dem kalder jeg store ting. Jeg tror, jeg vil samle for altid, også når jeg er voksen,” siger Johan.

”Jeg samler på viskelædere, fordi de er pæne, og så har man jo lidt flere, hvis man mangler.

Jeg vil gerne have 40 viskelædere, for så har jeg lige så mange som Sara og Freja. De har så mange, der er flotte. Det er sjovt at samle, fordi så får man flere ting, og det kan jeg godt lide,” siger Barbara.

19

Samvær er pulsen

For pigerne er det sjoveste ved at samle at bytte. Stolte fremviser de hver deres udvalg, hvorefter de byder og forhandler.

Og det er ikke kun servietter, der er på auktion. Viskelæder, krystaller, frimærker, kapsler og alverdens kort er også værdige på podiet. I 1. klassen er det dog servietter, der fascinerer de entusiastiske samlere mest.

Johan har ikke nogen ligesindede at bytte sine småting med, og derfor er servietter en af hans reservesamlinger.

Samleobjekterne er nemlig ikke kønsstemplede. I stedet finder drenge og piger sammen på kryds. Og selvom det er samlerobjekterne, der er i fokus, er det samværet, der holder samlingerne i live.

Også for Johan: ”Jeg samler, fordi så laver jeg noget med vennerne. Så bytter vi og har det hyggeligt. Og så kan man jo også spise imens,” siger Elise Smiths Skoles drengede udgave af Pippi. l

20

21

Queer

- det er hvem jeg er Trine Munk gik med påmalet skæg hver dag i to år. Hun var klippet skaldet og prøvede grænser med sit køn. Det gør hun stadig. Og hun er vred. Vred på de skarpe kønsroller, samfundet skaber.

Tekst: Sofie Tholl Foto: Asbjørn Sand Planter i værelset. 18 styk. Aloe vera i vindueskarmen og utallige grønne blade på brune grene. Trine Munk planter om og planter i – som hun omplanter sig selv. Fra mand til kvinde, fra kvindelig bøsse til lesbisk mand.

Kønnet er til forhandling. Det siger Trine mange gange.

Hun snakker om rum. Rum, hvor der er plads til at være, præcis som man har lyst til.

Queer uden skæg ”Jeg er i en indre kamp, hvor jeg skal finde ud af, hvordan jeg kan bevare det at have et anderledes perspektiv på livet, uden at gå med skæg og derved understrege, at jeg tænker anderledes. Nu går jeg rundt og ser almindelig ud.

Så nu handler min kamp om at være bedre til at udtrykke mig verbalt og igennem mine handlinger – ikke kun fysisk,” siger hun.

Solen står ind ad det store vindue. Man kan næsten høre frosten knitre ude fra den stille villavej på Amager. Herinde i kollektivet er der rungende højt til loftet.

Nu er der tavshed, hun tænker længe over sine svar.

Benene op, så over kors, ned, hænderne under hagen, hvilene på kinderne, hun retter på hætten.

Der findes ikke et utopia for Trine, det handler om at arbejde med det man har. ”Jeg lever ikke i en drømmeverden. Det handler mere om hverdagen. Om at udfordre intolerancen og skabe plads til ting, der ikke er plads til. Det er ikke sådan, at jeg tænker, det nogensinde bliver perfekt. Der vil hele tiden være nye kampe at tage.”

Vi lever i et land, et retssamfund med ytringsfrihed, religionsfrihed, privat ejendomsret, ligestilling, seksuel frihed.

Hvor er kønsfriheden henne? Retten til at bestemme over sit eget køn og ens egen krop?

Leger med kønnene Strukturer og mønstre. Indgroede og samfundsskabte vaner hos kvinder og mænd. Det er de ting, Trine Munk ikke vil finde sig i. Som ham manden, der taler først og højest, fordi han altid har lært, at han skal tage styringen.

Og hende kvinden, der smiler venligt for at bløde op – som den artige pige hun er opdraget til at være. Uden de

22

fasttømrede strukturer mener Trine, at verdenen vil blive mere rummelig og tolerant. ”Noget, der gør mig vred for tiden, er, at jeg som pige forventes at være smilende og sød. Jeg synes, at mænd tiere har lov til at være mere arrogante.

Der er en meget pleasende kvinderolle,” siger hun.

Trine gør op med de roller. Derfor malede hun skæg på, hver morgen i to år. To bløde strøg med eyelineren, malet over kvindemunden. En lille demonstration, en måde at få folk til at undre sig på. ”Når jeg går med skæg, leger jeg med min kønsrolle. Jeg stiller krav til at blive set og taget stilling til”, siger Trine og fortsætter, ”Det er jo bare sminke, det er totalt legitimt at gå med mascara hver eneste dag. Og der er ikke nogen, der spørger, ’hvorfor har du mascara på i dag’? Men der er virkelig mange, der spørger, ’hvorfor går du med skæg’? Det er jo ikke så meget anderledes, der er bare ikke så mange, der gør det. Men det er stadig bare sminke.”

nødvendigvis i den klassiske kernefamilie. ”Jeg vil ikke lægge mig fast og udelukke nogle muligheder. Jeg vil ikke følge de mønstre, der er i vores samfund.”

Blandt planter i vindueskarmen ligger bøger i stabler. ’Feministiske tænkere’, ’Queer’, og lidt Bjarne Reuter. Med biblioteksstregkoder og bogmærker i. Hun læser meget, Trine.

”For tiden forelsker jeg mig mest i mænd, og går mest i seng med mænd.

Men det er til forhandling”

Du siger, jeg er super feminin, at min krop er feminin, min måde at bevæge sig på, min stemme, mine øjne, at jeg hører feminin musik, spiser feminint, synger feminint, og det jeg går op i, er feminint. Og ja, jeg har små, slanke fødder, mine hofter kurver sig, som kvinders gør. Og når jeg synger følsomme sjælere, er det med en lys, kvindelig stemme. Men den gør mig ikke til kvinde. Det er kun en del af mig, kun en del af mit ydre og min fremtoning. Jeg er ikke kvinde. Ikke i min hjerne, ikke i mine tanker. Ikke i mine drømme. Ikke i dag. Måske i morgen.

Nogle kampe tager man...

For Trine handler Queer mest om kønsidentitet, men også om seksualitet. Trine vil af princip ikke tage stilling til sin seksualitet. ”For tiden forelsker jeg mig mest i mænd, og går mest i seng med mænd. Men det er til forhandling”, siger Trine. Hun er vokset op i en klassisk kernefamilie, som hun kalder den. Hendes forældre er stadig sammen. Måske vil Trine gerne have børn med en af sine venner, måske med en mandlig kæreste, måske med en kvindelig. Måske med tre partnere, men ikke

”Det er svært at være så bevidstgjort, hvis man altid skal leve op til det. Altid bryde med normerne. Altid gå med skæg, altid være skaldet. Det kan godt være hårdt. Men med tiden lærer man også, at nogle kampe tager man, og nogle kampe lader man ligge”.

Definitioner er til for, at andre kan tro, at de ved, hvem du er.

Queer dækker kort fortalt over en idé. Det er ikke en organisation eller forening, men en tanke. En måde at se livet på.

Tanken går ud på, at der ikke findes nogen særlig homo- eller hete-roseksualitet, mandlige eller kvindelige roller, men at alle dele er sociale konstruktioner skabt af det omgivende samfund.

Mange af de mennesker, der lever efter et queerperspektiv, leger med deres køn og seksualitet og er imod heterosexisme og idéen om den klassiske kernefamilie.

Det er svært at vurdere, hvor stor ’bevægelsen’ er, men Trine Munk skyder på, at der er omkring 400 gæster til den årlige Queer-festival.

Trine Munk på 26 år er medstifter af gruppen Queer Jihad. Sammen udgiver den lille aktivistiske gruppe små blade, der handler om køn og seksualitet.

De holder fester med budskaber og er med til at afholde den årlige Queerfestival, hvor queers samler sig og snakker teorier og virkelighed.

Queer Jihad handler om at skabe større forståelse for det at være anderledes. I Queer Jihads blade og til deres fester flytter de på normerne. Væk fra heteroseksualitet og den traditionelle tanke om to køn med hver deres egenskaber.

Læs mere om Queer og Queer Jihad på www.QueerJihad.dk

Med tak for udlån af tekster fra Trine Munks ’Krop Umulig’. l

23

JAGTBLOD For nogen sidder jagten i blodet. Skoven, hundene og det perfekte skud, der får vildsvinet til at falde, bliver en afhængighed. I Ydre Kommune i Sverige bor nogle af nutidens jægere. De lever for naturen og jagten på de dyr, som lever i den.

Tekst og foto: Gregers Tycho

24

25

Lige siden isen smeltede for cirka 15.000 책r siden, har mennesket jaget i dette omr책de.

26

S

koven er tæt og mørk. En halv time efter Helsingborg på den nordlige E4-motorvej begynder træerne at samle sig om bilerne.

Tætte og loyale står de høje træstammer på begge sider af vejen. Vintermørket sænker sig over sneklædte grantræer og huse i de små landsbyer, som vejen snor sig forbi.

E4 er afløst af landevej 134. Syd herfor ligger Skåne og Kronobergs len. Her, lige efter grænsen, ligger Östergötland. I den første gård efter grænsen bor den sidste svensker. Det siger man i hvert fald her på egnen, for her lå grænsen til Danmark engang. Helt op til det der i dag hedder Ydre Kommune.

Her ligger træerne tæt på både veje og landsbyer. Der er store mørke søer, og mellem den

tætte skov er landskabet bakket og stenet. Lige siden isen smeltede for cirka 15.000 år siden, har mennesket jaget i dette område.

I dagens Sverige er der over 300.000 aktive jægere.

Leon Schiesewitz fra Österbymo i Ydre kommune er en af dem. Sammen med sine kammerater jager han stadig de dyr, som hans forfædre gjorde det for mere end 10.000 år siden.

Leon og kammeraterne jager ikke længere for at overleve. For Leon handler jagt om at være en del af naturen, arbejde med sine hunde og opleve adrenalinkicket, når vildtet nærmer sig, og fingeren trykker på aftrækkeren. Det handler også om godt kød til middagsbordet og ikke mindst det sociale samvær med jagtkammeraterne. l

27

En heldig mand

“Jeg skulle altså holde jul fire steder, og det kunne jeg simpelthen ikke overskue.”

Knuds far var en velhavende skibsreder, som ejede spritbådene, der sejlede mellem Sverige og Danmark.

En af Københavns big shots, som tit optrådte i spalterne i Se & Hør. Knud havde ikke noget med ham at gøre, udover at han hvert år til jul modtog en blå kuvert med penge og en kashmirsweater, der altid var et par numre for stor.

Alligevel tror Knud, at Se & Hør-effekten smittede positivt af på ham. “Det har altid været godt, at have den der far, der var noget ved hornmusikken.”

Eller for det meste i hvert fald. For en gang var det også skyld i endnu en flytning, da Knud en overgang boede hos sin søster i Landskrona i Sverige. Knud var fem-seks år og søsteren 12 år ældre.

Søsteren var meget langt fra de andre plejemødre, Knud havde stiftet bekendtskab med. Hun mindede mest af alt om en sorgløs Pippi Langstrømpe.

Sorgløs Pippi Langstrømpe

Da Knud Foldschacks mor blev bisat for femten år siden, stillede han sig op ved hendes kiste. Her stod han et øjeblik og kiggede ind i sig selv. Søgte efter en eller anden form for følelse i forhold til den døde mor foran ham. Men der dukkede ingenting op.

“Jeg har aldrig haft nogen følelser for min mor,” siger han og tilføjer hurtigt endnu et “aldrig.”

Ordene lyder som en nøgen konstatering mere end et bittert følelsesudbrud. Og som han sidder der og fortæller sin historie, åbent men velovervejet, ligner han da også en, der har placeret de spøgelser, han skulle. Moderen får ikke lov til at rage rundt og forstyrre i hans hoved. Knud Foldschack har bestemt, hvor han har hende.

28

Knud Foldschack var ikke noget ønskebarn. Med en mor på 44 år og en far på 50, som oven i købet var gift med en anden kvinde, var det faktisk på ingen måde meningen, at han skulle have være født.

Moderens engagement i forhold til den lille ny var da også til at overse.

“Overlever han?” skulle hun i forhåbning om det modsatte have spurgt fødselslægen, da Knud kom til verden to måneder for tidligt og kun 1700 gram tung.

Alligevel valgte hun at beholde ham. I hvert fald juridisk set, for Knud kom aldrig til at bo hos hende. I stedet blev han rykket rundt mellem forskellige børnehjem, plejefamilier og kostskoler.

“Hun kunne ikke finde ud af at indrømme, at hun ikke ville tage sig af mig. Måske var hun for forfængelig til at indrømme det…. jeg ved det ikke,” siger han.

Selv om moderen ikke var tilstede i hverdagen, styrede hun Knuds liv på afstand. Som en enevældig dukkefører, hvis veje var uransagelige for både Knud og folk omkring ham, når hun flyttede ham fra et hjem til et andet.

“Det var fuldstændig tilfældigt. Dengang jeg kom til Sverige, har hun givetvis set den her rengøringskone og spurgt: ’Kan De ikke passe Knud?,’ og så har damen sikkert sagt ’jamenjamenjo,’ og så har min mor sagt: ’Godt, så får De 3000 kroner for det,’ eller hvad hun nu har sagt,” På den måde kom Knud til at bo på et religiøst børnehjem, hos en rengøringskone og hendes mand i Landskrona, hos sin 18-årige storesøster, en murermesterfamilie i Gentofte og en brutal drengeskole på Lolland. Og listen er længere end det.

Moderens indgriben i Knuds liv viste sig helt konkret i form af en taxa, der nu og da trillede op ad indkørslen, til der hvor Knud boede. Som en sort ravn ud af det blå. Og så vidste drengen, at den var gal.

Hvis han var heldig, kom taxaen bare for at overbringe plejeforældrene en eller anden fjollet formaning i forhold til Knuds sundhed og opdragelse.

“Jeg tror, hun fik dårlig samvittighed engang imellem. Hvis hun havde læst i et ugeblad, at det var sundt at drikke appelsinjuice, så sendte hun en taxa ud med 20 liter appelsinjuice. Eller tolv bakker æg, eller piskefløde, hvis hun mente, at jeg var for tynd.”

Knud blev altid pinlig berørt over de besynderlige madleverancer. Men det var, hvad det var. Værre var det, hvis moderen var med i taxaen. For så betød det, at Knud skulle flytte.

“Når der kom en taxa, så vidste jeg helt sikkert, at enten kom der et eller andet tåbeligt fødevareindslag, eller også skulle jeg flytte,” siger han. Og velvidende om, at det lyder som noget fra en film, tilføjer han bestemt: “Det vidste jeg.”

Drengen fik som regel ti minutter til at pakke, inden hun kørte af sted med ham mod et nyt hjem.

Den sorte ravn

Tekst: Marie Sæhl Foto: Astrid Dalum

Det har hun ellers været god til gennem hele hans barndom. At forstyrre og skabe uorden. For selv om Knud meget tidligt tænkte om sin mor, at hun ikke var helt normal og derfor aldrig inviterede hende helt indenfor, så kunne han ikke ændre på, at hun hele tiden greb ind i hans ydre liv.

Vægelsind

Advokaten Knud Foldschack blev som barn flyttet rundt mellem forskellige børnehjem, plejefamilier og kostskoler. Så meget at han aldrig rigtig nåede at slå rødder. Det er han kommet efter i sit voksenliv, hvor han siden 1969 har boet i kollektiv med de samme mennesker og efter eget udsagn har et nærmest Godfather-agtigt forhold til familie.

Barndommens gedemarked af fremmede familier og benhårde autoriteter har derudover givet ham en stor evne til at forhandle - og en ligeså stor afsky over for jakkesæt og intolerance

“Min søster var 18 år, og hun syntes, at livet skulle tilbringes om sommeren på stranden og om vinteren med shopping, Vi havde det enormt sjovt,” siger han.

“Det var fuldstændig syret. Det var fest og farvelade, konditori og ingen systemer. Vi sov meget længe om morgenen og var meget længe oppe om aftenen.”

Hos søsteren behøvede Knud heller ikke trække i det sømandstøj på, som moderen ellers insisterede på.

“Jeg gik altid i sømandstøj. Laksko og sømandstøj. Min mor lagde nogle meget restriktive rammer for mig,” siger han.

“Selvom hun ikke var der.” Og så funderer han lidt videre over om det måske er grunden til, at han siden har haft så stor afsky for jakkesæt.

En anden ting, Knud aldrig fik lov til af sin mor, var at cykle. Men det havde hans søster også en anden mening om. Så hun forærede Knud en cykel. Og uden at spørge om lov cyklede han iført shorts ned til havnen for at se spritbådene lægge til.

“Og så var ulykken den, at min far – som var en meget kendt mand på det tidspunkt – var med præcis den båd.

Sammen med Gunnar Nu Hansen og en borgmester fra Hjørring.”

Knud løb over og råbte ’hej far!’

Det var lidt af en skandale.

“Dels fordi jeg afslørede min far over for de her mennesker. Og dels fordi jeg ikke så særlig godt ud. Jeg havde jo ikke det der satans sømandstøj på, og så havde jeg spildt et eller andet,” siger han og kigger som illustration ned af sin trøje Hvordan det herefter udviklede sig kan Knud ikke huske. Kun at han fire timer efter ikke længere skulle bo hos søsteren.

Æbletræet

Knud var en meget indelukket dreng, som næsten aldrig sagde noget og aldrig rigtig var til stede i denne verden.

“Jeg var en virkelig tavs dreng. Jeg drev mine omgivelser til vanvid, fordi jeg altid gik ind i lygtepæle og glemte alting,” siger han og prøver i samme sætning at ræsonnere sig frem til hvorfor.

“Jeg tror simpelthen, at jeg har tænkt ’det der, det gider jeg ikke beskæftige mig med’. Jeg ved det ikke. Men jeg var meget langt væk,” slutter han, og kommer vist ikke nærmere, hvad der dengang foregik inde i hans hoved.

Ikke engang taxaerne fik ham til at reagere. I hvert fald ikke udadtil. Men han kan huske, at det gjorde ondt indeni, når han pludselig skulle sige farvel.

Én gang husker han især. Det var da han kaldte onkel, havde foræret den 9-årige skulle tage afsked med murermesterfamil- dreng et æbletræ, og sammen var de gået ien i Gentofte. Murermesteren, som Knud ned i haven for at se til træet. Fordums stolthed vender tilbage i stemmen, da han fortæller: “Der var syv cox orange-æbler på, og det var jeg jo enormt glad for.”

“Så stod vi og snakkede om de her æbler.

Vi skulle have dem plukket og ned i en kasse, så de kunne holde sig om vinteren.”

Han kigger ned, mens han fortæller. Hans ene hånd leger distræt med en køkkenrulle på bordet, indtil han med en pludselig bevægelse løfter hovedet. Han spidder en med blikket og knalder køkkenrullen ned i pladen. “...og så kom taxaen.” 8

“Det var fuldstændig syret.

Det var fest og farvelade, konditori og ingen systemer.“

29

en barndom som min er, at man bliver fantastisk omsorgsopmærksom. Så jeg er nærmest lidt småbekymret over, om min 17-årige søn savner mig allerede efter to timer,” siger han lidt i spøg.

Men der er alligevel alvor bag ordene.

“Jeg har et nærmest Godfather-agtigt forhold til familie,” siger han og samler hænderne med et klask.

“Jeg passer på min familie, og du kan fandeme tro, jeg passer på den.” Det lyder nærmest som en advarsel.

Et hunløvebrøl ud i rummet.

“Når man har været igennem de ting, jeg har været igennem, så bliver man meget….” han går i stå et kort sekund, indtil han har fundet ordene.

“De skal ikke mangle noget. Der skal være nok mad, der skal være nok penge. De skal have alt, hvad de gerne vil have. Og de skal i hvert fald være sikre på, at jeg er der.”

“Dagen på skolen var en lang række manøvreringer i systemet for at undgå at blive opdaget.

“Jeg har tilbragt sommerferier i Hamborg hos kaptajnsfamilier, jeg aldrig havde mødt før.

30

Det blev også søsteren, som hev drengen op, da han som 11-årig fik et nervesammenbrud. Knud skulle hjem på juleferie fra Pederstrup Kostskole på Lolland og var blevet inviteret til jul af både den svenske familie, sin søster, murermesterfamilien og gudmoderen.

Skytsenglen

En heldig mand

Trods den tumultariske opvækst er Knud Foldschack nemlig en heldig mand. Det siger han selv, og han understreger det igen og igen.

“Jeg har en rød tråd i mit liv, der hedder, at jeg er en meget heldig mand,” slår han fast som det første i interviewet. Han siger det kategorisk.

Som om, det er noget han på et tidspunkt har bestemt sig for, og så er det blevet sådan.

Men han siger det også for at bremse potentielle forsøg på at gøre ham til den stakkels børnehjemsdreng, som alle skal have ondt af. Der skal ikke skrives nogen tåreperser i Familie Journalen om hans liv. Knud Foldschack er ingen grædekone. Og han vil ikke fremstilles som en.

For det kan godt være, at Knud Foldschack ikke fik lov at slå rødder som barn, men det er han senere i livet kommet efter. Han bor i dag på en gård i Nordsjælland. I det samme kollektiv, som han flyttede ind i tilbage i 1969.

Han har tre drenge, hvoraf den yngste stadig bor hjemme. Derfor skal Knud også gå fra interviewet efter præcis to timer. Han skal hjem til sin søn.

“En af konsekvenserne af at have haft

Den første gang Knud var rigtig heldig, var da han som 3-årig blev flyttet ud på Sankt Lukas Stiftelsens børnehjem i Hellerup. Her mødte han forstanderinden Søster Helene, som tog ham under sin beskyttelse.

Hvorfor ved han ikke. Måske fordi han snublede over dørtrinnet, da han kom ind. Eller på grund af hans store brune øjne.

Søster Helene blev det faste holdepunkt i Knuds liv. Hun sørgede for hele tiden at holde kontakten, og besøgte ham alle de steder moderen fandt på at sende ham hen. Hun var en lille kraftig dame med langt lyst hår, som, når hun foldede det ud, stod i dyb kontrast til den mørke nonnedragt.

“Hun var sådan lidt Jeanne D’Arc-agtig for mig. Det der lyse….. hun var meget fantastisk.”

Han sænker paraderne, når han snakker om hende. Stemmen bliver rund og blød, og han sætter gavmildt tillægsordene “forstående, rørende og tolerant” på hende.

Selv da Knud i sine ungdomsår, iført lilla afghanervest og fedtet hår, proklamerede over for den dybt religiøse gudmor, at

han ikke længere ville være medlem af folkekirken, fortrak hun ikke en mine.

“Hun kiggede bare på mig og sagde: ‘Det er fuldstændig ligegyldigt for mig. Når jeg ved, hvem du er, og hvordan du er, så er det lige meget, om du er medlem af folkekirken eller ej. Bare du opfører dig ordentligt’.”

Tager ordet

Kaptajner i Hamborg

Når Knud var hjemme på ferie fra sine senere kostskoleophold, kastede moderen også skødesløst rundt med ham. Mod at betale hele turen overtalte hun gud og hver mand til at tage ham med på ferie.

Alt for ikke selv at skulle passe ham.

“Jeg har tilbragt sommerferier i Hamborg hos kaptajnsfamilier, jeg aldrig havde mødt før. Været i Harzen, på Bornholm, i Skagen. Alle mulige steder med alle mulige mennesker.”

Knud har derfor brugt størstedelen af sine barndomsferier på at aflure nye familiemønstre og tilpasse sig. Og det har sgu ikke været sjovt, som han siger.

Alligevel formår voksenudgaven af ham at se fordelene, for han er sikker på, at det er her, han har sine gode forhandlingsevner fra.

“Jeg var stadig i den der periode, hvor jeg ikke sagde noget som helst. Og jeg sagde aldrig nej, så jeg sagde ja til alle fire invitationer. Jeg skulle altså holde jul fire steder, og det kunne jeg simpelthen ikke overskue,” siger han.

Hjemme hos murermesterfamilien kogte det hele sammen for Knud. Han talte i vildelse og blev så syg, at familien kørte ham på hospitalet i den tro, at han havde blindtarmsbetændelse.

Lægerne kunne ikke finde ud af, hvad Knud fejlede. Men det kunne Søster

Helene. Hun overtalte en læge til at få ham med sig hjem på børnehjemmet. Og så lukkede hun verden af for Knud. I otte måneder så han ikke andre end hende og de andre børn på hjemmet. Selv moderen fik ikke en chance.

“Hun var en meget bestemt dame, og jeg tror, at hun var den eneste, som min mor havde en smule respekt for. Når Søster Helene sagde noget, så blev det sådan.”

Knuds liv blev slået tilbage i rytme med et strikt dagsprogram med havregrød, bordbøn, levertranspille, historielæsning og tidligt i seng. Og det hjalp. Efter otte måneder var Knud stærkt nok til at møde verden og kostskolen igen. Men det var ikke kun nerverne, Søster Helene fiksede.

Hun fik også Knud til at åbne munden.

“Fra den dag tog jeg selv over. Så var jeg ikke tavs mere,” siger han og uddyber pointen: “Så bestemte jeg selv, hvad jeg skulle her i livet.”

Kostskole i tresserne

Pederstrup Kostskole blev styret efter præfektsystem. De ældre elever, klanførerne, holdt opsyn med de yngre. Klientellet var en blanding af børneværnsbørn og rige forældres uønskede unger.

Et barskt sted, hvor det absolut ikke var sjovt at være den lille. Knud kan blandt andet huske, hvordan han den første dag kom til at fornærme en af de store drenge, hvilket medførte en straf på skopudsning i 14 dage.

“Jeg gik over og spurgte en af lærerne, om det kunne være rigtigt,” fortæller han.

“Så vappede han mig en og sagde, at jeg ikke skulle sladre.”

Og det blev ikke den eneste flade, Knud fik i årene på skolen.

“Det var et rigtig væmmeligt sted. Som lille havde man ingen rettigheder. Man levede på de stores nåde og barmhjertighed.”

Dagen på skolen var en lang række

manøvreringer i systemet for at undgå at blive opdaget. Og undgå at få tæsk.

Men så skete der noget. Kort før Knud selv skulle være klanleder, begyndte systemet at smuldre. Ikke på grund af ham, men på grund af tiden. Ungdomsoprøret var kommet til Lolland.

“Klanlederne begyndte pludselig at sige: ‘Hallo! Vi holder med de forkerte her’.”

Og så blev der lavet vaskeægte revolution på skolen. Med store bål, råb og ting, der blev smidt ud af vinduet. Og lærerstaben kunne bare se til.

“Bagefter var vi helt sikre på, at vi ville blive smidt ud. Men der skete intet,” siger han, nærmest stadig lidt forundret. “Og fra den dag ændrede den skole sig fuldstændigt. To år efter lukkede den helt.”

Opholdet på skolen har givet Knud en nærmest hysterisk opfattelse af moral.

Og en utrættelig kampgejst, når han igen og igen rejser sig i tolerancen og forståelsens navn.

“Jeg hader uretfærdighed.” A’et bliver trukket så langt, at man ikke er i tvivl om, at Knud Foldschack mener, hvad han siger. “Og jeg hader de der populistiske mennesker, som siger ‘det er sgu din

“Der er en enorm forskel på, hvor vi starter. Nogle er født med en guldske i røven, mens andre aldrig er nået op til startsnoren.” egen skyld’ eller ‘du skal sgu bare tage dig sammen”.

Det kan godt være, at Knud som barn ikke satte dagsordenen i sit liv, men nu ved han til gengæld godt, hvad han mener.

“Der er en enorm forskel på, hvor vi starter. Nogle er født med en guldske i røven, mens andre aldrig er nået op til startsnoren. De der velbjærgede Venstrefolk, der har siddet og drøftet verdenssituationen med far over middagsbordet, aner ikke, hvad de snakker om,” siger han.

“Den lille forbryder, som for femte gang gør et eller andet galt, ville måske have gjort det syv gange, hvis han ikke var et godt menneske.”

Som følge til udtalelsen kommer et lille eksempel fra kostskolen, hvor Knud som klanfører var med til at indføre, at der blev fejret fødselsdag for alle eleverne.

“En af børnene vidste ikke, hvornår han havde fødselsdag. Han havde aldrig oplevet, at der blev holdt fødselsdag for ham,” siger han - og lader den efterfølgende pause tale for sig selv.

“Og det kan godt være, at sådan en dreng skal have seks chancer, men det er fandeme urimeligt, hvis han ikke får det antal chancer, han har brug for.” l

31

32 2