CITAT_03

CITAT_03 CITAT_03 JOURNALISTHØJSKOLEN OKTOBER 08

PORTRÆT / REPORTAGE / NEKROLOG / JOURNALISTHØJSKOLEN / OKTOBER 08

PORTRÆT / REPORTAGE / ANMELDELSE

1

2

REDAKTION Merian Garde Gräs (ansv.) mggras@mail.djh.dk

Mathias Bencke Fremmen mbfremmen@mail.djh.dk

Pelle Dam pdnielsen@mail.djh.dk

Mikkel Møller Jørgensen (foto) mmjorgensen@mail.djh.dk

Astrid Dalum (foto) akdalum@mail.djh.dk

tak til Sarah Roued Thomsen Christian Bartels Lærke Posselt Susanne Sommer Asbjørn Sand omslagsfoto Tobias Nørgaard Pedersen tryk Mediefabrikken oplag 1500 eksemplarer kontakt Magasinet Citat Journalisthøjskolen Olof Palmes Allé 11 8200 Århus N citatred@mail.djh.dk Citat er produceret af frivillige journaliststuderende fra Journalisthøjskolen i Århus.

index LEDER Garanti for udløsning ...... 4

REPORTAGE Når alle er nøgne er alle ens .......................... 5 Dejlige Dolls ................... 8 Fra plus til minus .......... 28

PORTRÆT Att hitta sin egen röst ... 12 Der er stadig nogle mænd derude der fortjener en røvfuld ....... 20

FOTO Ø .................................. 16 Hudløst herlig .............. 26 Noir .............................. 32

NEKROLOG Telefonboksen - og andre uskyldigt døde ............................ 14

Udgivet 21. oktober 2008.

3

Leder

Garanti for udløsning Anatomisk eksplosion! I giner og maskiner, mannequiner, mænd og kvinder. Vi følger opfordringen fra side 6 og are as we are born.

Både på den sexede måde i en kælderlejlighed på Vesterbro og på den helt naturlige i det sydsvenske. Husk cool cash og numseklud.

Beskidte læser, ned på knæ! Som det analoge samfund, der bliver spanket af drabelig digitalisme. Som Freyas kunder, når de bløder på side 20. Hun er nådesløs – der er ingen garanti for udløsning. Men den garanti giver vi gerne på et kropumuligt Citat_03.

Redaktionen

4

Når alle er nøgne er alle ens Reportage

“Hvis du fryser, tager du selvfølgelig noget tøj på, men ellers er der jo ingen grund til det,” mener ægteparret Steffen og Eva. De har åbnet Nordens første nudist-bed’n’breakfast Tekst og foto: Jakob Sheikh og Malene K. Lauritsen

5

Inden Steffen Brummer Pind sætter sig til bords, sørger han for, at alt er, som det skal være. På bordet i stuen står en flaske rødvin og to stearinlys, og forretten er netop båret ud til fordel for en hovedret bestående af laks i sennepssauce. Det eneste, der adskiller denne middag fra de fleste andre, er, at alle er nøgne.

Steffen har sammen med sin kone, Eva, åbnet Nordens første bed’n’breakfast for nudister, Hylteberga Gård.

Stedet slog dørene op for de første nøgne mennesker i maj, og siden da er interessen for den alternative nudisme steget stødt. Her er den vante nøgenbadning på stranden skiftet ud med hyggemiddage og nøgenludo i stuen – en tendens der, ifølge Steffen Brummer Pind, er kommet for at blive. ”Der er afgjort behov for sådant et sted. Bare kig på folk, der kommer her. De nyder det virkelig,” fortæller han, mens han brygger sig en frisk kop kaffe i køkkenet. To blanke piercinger i hver sin testikel lyser op mod en usædvanlig solbrændt hud.

har med sex at gøre. Men kroppen har ikke mistet sin seksuelle værdi af al den følen-sig-fri. ”Man kan være nøgen på flere måder. Det handler jo om situationen og om, hvilke tanker der ligger bag,” siger Eva. På trods af de hjemlige omgivelser – eller måske netop på grund af disse – kan man som førstegangsnudist næsten tisse ’i bukserne’ af skræk ved tanken om undersøgende blikke og den skrøbelighed, de medfører. Frygten overskygges kun af det, der er endnu værre: At blive taget i at kigge på andres kønsdele. Men med tøjets fald stiger moralen, og blikket standser naturligt ved hagen. Det før så interessante er ikke længere interessant. Paradoksalt nok kan tøj, ifølge Eva, faktisk øge blufærdigheden: ”Somme tider føles det mere nøgent at have tøj på. Har man for eksempel en top eller en bikini på, bliver man ofte klædt af med folks blikke. Sådan er det ikke på nudiststrandene. Når alle er nøgne, er alle ens.”

”Somme tider føles det mere nøgent at have tøj på”

At glo på kønsdele

Inden man smider kludene og spadserer ud på fællesarealerne, melder spørgsmålene sig naturligt. Kan al den bare hud adskilles fra tanken om sex? Eller omvendt: Kvæler nudisme seksualiteten?

Eva og Steffen understreger, at et naturligt fravær af tøj intet

6

Numseklud

Det ældre ægtepar er stort set altid nøgne. De tager ikke nattøj på, når de går i seng, og når Steffen står tidligt op om morgenen for at lufte parrets to hunde, ifører han sig kun sin røde keyhanger, der bart hænges om halsen. Livet som nudist fører visse afkald med sig – en klar ulempe er den evige mangel på lommer.

Den bare frihed har også grænser. Steffen og Eva lægger af

og til et tørklæde over skuldrene, hvis det er koldt – for nøgenheden en vel nok en livsstil, men ikke en tvangstanke. Som andre nudister har parret altid en ’numseklud’ med sig, når de låner en stol. Den foldes omhyggeligt ud, når man sætter sig, og tages med, når man går igen. Den bare krops tro følgesvend.

Numsekluden er rigeligt med tekstil for Steffen Brummer Pind. Han elsker naturen, men undgår helst de normale strande – tekstilstrandene, som han og Eva kalder dem. ”Tøj kan signalere så mange ting. Tilhørsforhold til en klasse for eksempel. Når ingen har tøj på, ser man jo ikke, om hende dér er dum, om ham dér er politibetjent, eller om en tredje er sagfører. Inden for nudisme er hele spektret faktisk repræsenteret, alle typer og aldre. Ja, vi kender sågar flere præster, som bader nøgne. Uden tøj findes der ingen social rang.”

nøgenheden binder folk sammen. Den er flokkens eneste fællesnævner, når de ydre facader fjernes. ”Det er som en religion,” som Steffen udtrykker det. På Hylteberga Gårds hjemmeside lyder devisen: Be as you are born.

Tilbage ved middagsbordet fylder Steffen rødvinsglassene op påny og retter på sin numseklud. Han har været nudist, så længe han kan huske, og livsførelsen er nærmest et arvestykke. ”Mine forældre var nudister, så det var meget naturligt for mig også at blive det,” fortæller han.

Som ny i nudist-bed’n’breakfast-sammenhæng kan de daglige rutiner føles abnorme.

Når man står ud af den varme bruser og slendrer direkte videre til morgenmadsbordet. Og når numsen efter toiletbesøg skriger efter et par underbukser. For Eva handler det imidlertid om indstilling. ”Prøv at tænke, at det er befriende. Og meget mindre besværligt. Hvis du fryser, tager du selvfølgelig noget tøj på, men ellers er der jo ingen grund til det,” siger hun og smiler til Steffen. Det var ham, der i tidernes morgen fik hende til at smide kludene. ”Da jeg mødte Steffen, inviterede han mig med på stranden.

Lad bare klæderne blive hjemme, sagde han. Og siden har jeg aldrig haft tøj på.”

“Når ingen har tøj på, ser man jo ikke, om hende dér er dum, om ham dér er politibetjent, eller om en tredje er sagfører”

Be as you are born

På den sydsvenske ødegård er sammenholdet et mantra. Her trives man i flok. I fælleskøkkenet kan gæsterne spise morgenmad sammen, og om aftenen inviterer værtsparret interesserede gæster på middag i deres eget hus – som i øvrigt hverken har døre mellem rummene eller gardiner for vinduerne.

Selv i Steffen og Evas brusekabine er der klart glas. Og netop

7

Tekst: Christian Bartels Foto: Tobias Nørgaard Pedersen

8

Dejlige Dolls

Gulpladebiler. Tænkte jeg det ikke nok. Som to trofæer holder de parkeret på hver sin side af hovedtrappen til Peiter Marths falmede bygning i gasbeton, da Tobias og jeg trækker cyklerne op. Gruset under deres firehjulstræk kæmper med græstotterne om retten til at bestride pladsen. På sær vis er der lidt grandeur over de store grusarealer, og i virkelighedens modlys prøver jeg at forestille mig et rend af handelsrejsende, skræddere og andet klientel, som har lagt vejen forbi Vestergade i Vissenbjerg på Midtfyn. Jeg ved ikke, om den forestilling lykkes.

Prins Valiant, sideskilning, arrangeret morgenhår og casual langhåret – parykkerne fra Kina dækker hver især godt op på et mandehoved og minder mig om, at jeg snart bør få påsat fyldige extensions. Det bliver hård konkurrence med de her sixpacks stående alle vegne, bodypaintede til perfektion, i Adonis’ idealmål.

En anelse nervøse træder vi ind af døren mellem to kæmpe plastvaser med kunstige blomster. Hvorfor ikke – alt det andet er vel også af plastik. Torben Hjortsø, medstifter og ejer af Peiter Marth, tager venligt, om end tilbageholdende, imod med kaffe på kanden. Han er ikke helt overbevist om, hvorfor det er interessant for to ’fremmede’ at se på hans forretning, men vi har alligevel fået en aftale i stand.

9

Han giver os tid til at præsentere os selv og formålet med besøget; ’vi vil bare gerne lave en fotoreportage til vores skoleblad’. Det lyder indlysende komisk.

Hun lægger an på mig, hende der – jo hun gør fandeme! Hun indånder mig, hun nedstirrer mig koket, skuer lige igennem mig og ud i evigheden. Jeg drages mod hende, sætter mig for at undersøge hendes hud helt tæt på. Den dufter af gummi...

Jeg spørger lidt til Torben – hvordan kommer man i gang med at lave mannequiner?

“Man bliver træt af at arbejde i kommunen,” reflekterer Torben roligt.

Som jurist i Københavns Kommune tog Torben et års orlov for at hjælpe sin ven, Bent Klinggaard, med at styre en lille produktion af giner. Dengang i ’76, da Bent arbejdede på en konkurrerende fabrik i Sønderjylland. De startede deres egen produktion, og Torben vendte aldrig tilbage til Københavns Kommune.

Vi drister os til at spørge til værkstedet, med en forventning om vilde billeder med arme og ben i skruetvinger, torsoer i kæder og tonede kropsdele liggende frit omkring.

Nope. Det er hemmeligt. Man kerer om sin konkurrenceevne i denne branche. Jeg begiver mig, uanende om modstanderens viljestyrke, ud i en vidunderlig beretning om reportagens stærke billedside, og

10

om hvordan vi gerne vil skabe et univers med Tobias’ billeder.

Vi vil gerne se værkstedet. Det kan Torben godt forstå, men hvor meget vi end drikker af kaffen og forsøger diverse oratoriske omveje, er der forment adgang til værkstedet.

Sådan er dét. Showroomet i sort giver egentlig også et udmærket indtryk af, hvad det vil sige at markedsføre over 900 forskellige modeller af giner. 900 modeller, som alle er blevet født som lerfigurer, gnedet til livagtighed af billedkunstneres modellerende hænder.

Idealer ændrer sig, og Torben forklarer, hvordan mandeginerne igennem de sidste par år er blevet mere feminine.

(Thank you, Mr. Beckham!)

På kvindesiden er kroppene omvendt blevet højere, kraftigere, har fået større bryster, og så har større modeller vundet betragteligt indpas i modelkataloget.

“Størrelse 44-46 og 48-50 sælger vi flere og flere af,” fortæller Torben.

De to der – de sender lange blikke efter mig. De er ens, hudfarven fraregnet. De er egentlig meget kønne, og de falske blomster bagved gør virkelig deres for at accentuere deres teint. Ikke helt uinteressant...

Jeg forlader Torben og tager de tre trin ned i showroomet.

Sorte vægge i et køligt erhvervslokale. Tobias fotograferer et par hænder, jeg kigger lidt på et forladt skræv med to ben.

Det er lidt surrealistisk med så meget virkelighedstro plast samlet på et sted. De har jo ikke noget tøj på! Det, at ginerne pludselig er i fokus, for deres egen skyld, og uden tekstil på kroppen, skaber et hult kropsligt univers, perfekt og imiteret.

Det bliver ikke til spøgelseshuset, men de mange øjne, attituder og positurer, der udstilles her, undgår ikke at intimidere mig. Så kan jeg nok nemmere forholde mig til den forladte grusplads udenfor. Jeg tror, jeg søger derud nu – den her plast-zoo har fået krammet på mig.

Good bye, de damer, vores kærlighed er for svær til at kunne lykkes. I’m not cut out for it. Jeg ved, hvor jeg kan finde jer, og det er måske det bedste. Hav et godt og langt liv, mens I stadig er smukke – I vildbasser!

Gine-mafiaen består af omkring 15 firmaer på verdensplan, der, med indarbejdet erfaring og tæft, kan genkende hinandens arbejder igennem montrer, butiksruder og klædedragter til salg overalt i verden. Peiter Marth A/S er The Rolls Royce inden for mannequinfabrikation.

Når firmaet skal have formet en ny model hos en billedhugger, koster det mellem 30.000 og 40.000 kroner. Derefter laves der forme om disse, som så bruges til at støbe selve ginerne i. Der findes forskellige modeller, nogle massive, andre hule, nogle gennemsigtige, andre med pianolak. Lidt over halvdelen bliver sendt til udlandet, især Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien, mens resten blandt andet går til de lidt over 2.000 dametøjsforretninger herhjemme.

11

PORTRÆT

Att hitta sin egen röst Tekst: Kristian Krog Kæmsgaard Foto: Nikolaj Svennevig

At bli lurat

Nils Mårten Sebastian Edh vasker aldrig hår. Han bliver aldrig klippet. Han barberer sig ikke.

Hans hår hænger i laser ned langs kroppen og når ned til under hofterne. Det er vokset sammen til tykke klumper, der breder sig over hans ryg som en blød kappe af pels. Skægget hænger i spidse tjavser ned fra hagen og dækker det meste af brystet.

For længe siden bestemte Mårten sig for aldrig mere at forsøge at passe ind. Han meldte sig ud af fællesskabet. Han ville ikke være som alle andre, for han var skeptisk over for sammenholdet. ”Det är lätt att bli lurat,” siger Mårten. ”Et menneske kan nemt blive bedraget og komme til at tro, at det vil noget, som det måske ikke vil.”

Da han gik ud af skolen, gav han sig selv et løfte om aldrig at blive klippet eller barbere sig. I dag er det 13 år siden.

At vara med i jänget

Mårten sidder og gumler på aftensmaden fra i går. Pasta. Kogte, skiveskårne gulerødder. Løg og lidt tofu. Han tager sin appelsinjuice fra stuebordet og drikker lidt. ”Som person går jeg meget op i de ting, jeg gør. Jeg kan blive lidt besat.”

Han tager et par store slurke mere, tømmer glasset og fylder det igen. Han spiser ikke kød. Han drikker ikke alkohol. Det er en del af det løfte, han gav sig selv, da han var yngre. ”Jeg er kritisk over for hele kødindustrien,” siger Mårten. Han tømmer sit glas med juice og fylder det igen. ”Jeg tror, at dyr kan føle mere end en appelsin.”

Da han var yngre, ville han gerne være en anden. Han begyndte at lytte til hiphop som 9-årig, men da hiphop for alvor kom til byen, ville han hellere lytte til reggae.

Og da de andre begyndte at lytte til reggae, ville han skabe sin egen musik. ”Gymnasiet var en svær tid for mig, for jeg ville faktisk gerne tilpasse mig. Både i stil og udtryk,” siger han. ”Jeg følte mig udenfor, men jeg ville ikke være det. Jag ville liksom försöka att vara med i jänget.”

At hitta sin röst

Mårten sidder i sin posede, sorte hættetrøje og sine slidte jeans. Indimellem griber han fat omkring håret og svinger det om foran, så det falder helt ned til benene om kap med det lange skæg. Øverst oppe sidder næsen, kinderne og de blå øjne. ”Jeg ville sagtens kunne klippe alt det her af,” siger Mårten. For han har det ikke på samme måde, som da han gik ud af skolen for 13 år siden. Mårten holder dog sit løfte. ”Jeg forsøger stadig at finde frem til mit eget. Man behøver jo ikke udtrykke det, der er typisk, eller det, andre forventer,” siger han. Mårten tømmer sit glas med juice og fylder det igen. Snart er juiceflasken tom. Han spiser videre og retter lidt på skægtotterne. ”Det är viktigt att hitta sin egen röst.”

12

13

nekrolog

Telefonboksen

og andre uskyldigt døde Det startede egentlig med den første bredbåndsforbindelse, der larmende gennembrød den usynlige hinde mellem mennesket og det frådende, vilde onlinevælde. På et splitsekund mistede vi uskylden.

Christian Møller Nielsen rapporterer fra en slagmark af usungne faldne Tekst: Christian Møller Nielsen Foto: Louise Leth

Efteråret er kommet til Kolind. Solen står skråt ind gennem atmosfæren og kaster gyldent lys over sovebyen på Djursland.

Det har regnet kraftigt tidligere på dagen, men nu er det klaret op og solstrålerne reflekterer på de våde veje.

På hovedgaden midt i dette idylliske skue står Harry Jensen, iklædt et 52-årigt smil og gråblå arbejdsbukser. Som teletekniker afmonterer han telefonbokse, der giver underskud, eller rettere: Endnu et fænomen er druknet i fremskridtets nådesløse flodbølge og skyllet ud i offlinesamfundets mudderbrune biflod – og Harry Jensen er med til at skrive nekrologen. ”Jeg vil nok sige, at det er lidt trist, for det er jo noget, der er kendt i gadebilledet. Alle kender de røde telefonbokse. Men i dag har næsten alle adgang til en mobiltelefon, så der er ikke brug for dem mere,” konstaterer teknikeren. ”I øjeblikket er der mange, der bliver taget ned. Så jeg har nok at lave.”

Telefonboksen på skafottet

Han går i gang med at eksekvere den ordre, han har modtaget på den bærbare, han altid har i bilen. Stemmerne er afgivet hos det tavse flertal af online-afhængige med ansigter evigt badet i kunstigt lys fra tændte mobiler, og i et fjernt og mægtigt kontordomicil er kulturdemokratiets blæk havnet på et stykke ordrepapir. Demonteringen af ikke bare en kasse af glas og stål, men et fænomen med en langstrakt stamtavle, tager sin begyndelse. Med et rutineret håndelag fjerner Harry ledninger og telefon, og ti minutter senere er det eneste, der står tilbage, selve karosseriet. Det pyramideformede tag er også forsvundet.

En håndfuld gule og røde ledninger stritter op fra det hul, hvor telefonen sad, som kødtrevler fra et afrevet hoved. ”Det tager i hvert fald kortere tid at tage den ned end at sætte den op,” fastslår Harry, og beskriver telefonboksens videre

14

skæbne: ”Nu bestiller jeg en graver, som skal sørge for, at kablet kommer ned i jorden igen. Bagefter ringer jeg til entreprenøren, som tager resten af boksen ned og restaurerer området omkring den, så det ser pænt ud igen. Så tager de møntboksen med, og det kommer ind i vores retursystem for så at ende på vores skrotlager. Så er den væk. Der er kun fliser tilbage.”

Bedøvende ligeglade

Nekrologen er skrevet, og den kollektive henrettelse er tilendebragt humant og uden modstand af den mest utænkelige bøddel; en rar tekniker ved navn Harry Jensen med instrumenterne camoufleret i en harmløs værktøjskasse. ”Når det regner, har jeg set folk, der er løbet ind under telefonboksen for at komme i tørvejr,” mindes han. ”Især ældre mennesker siger, at ’det er da trist, at den skal væk’. For den står jo der i billedet. De unge, de er bedøvende ligeglade, de har alle sammen mobiltelefoner. De ser ikke engang telefonboksene; de går og sms’er, mens de går forbi.”

Om få dage kommer anden peloton med flere harmløst udseende værktøjer og afslutter med ny brostensbelægning.

Udryddelsen er effektiv og udført med koldblodig præcision. For fremtiden kan teenagere og onlinesamfundets øvrighed igen holde blikket på mobilens display og sms’e ivrigt uden overhængende fare for uforvarende at støde ind i telefonbokse. End ikke de huller, hvor telefonboksens ben stod, kan de falde i, så grundig er tilintetgørelsen.

På hvor som helst og når som helst

Telefonboksen er død, og begravelsen foregår i stilhed. Vi var 112 år om at aflive den. Fra 1896, hvor den første blev indviet på Kongens Nytorv, over Frøken Klokken og Bombemanden fra Gladsaxe, op til Harry Jensen fra Hinnerup, der i en handelsgade på Djursland eliminerede en af de sidste telefonbokse

– og menneskelige muligheder for, ja, at undslippe. 112 år før menneskets higen efter det trådløse oversteg troen på fastnettet. Selvom disse offline-mausoleer kan ses i landskabet, er signalet fra online-verdenen klart: ”Mange kunder efterspørger at være på, hvor som helst og når som helst. I øjeblikket tester vi, om telefonbokse kan bruges som trådløse hotspots, hvor man kan tjekke sin email,” sagde TDCs markedsdirektør Jesper Bjerre i 2006 og fuldbyrdede dermed onlinevældets diktat. For evigt vil telefonboksen tjene dem, der åd den indefra. Som vittigheden med århusianerne, der bliver begravet med røven over jorden for at blive brugt som cykelstativ: Selv fra sin plads i det hinsides må telefonboksen servicere dens banemænd.

Onlinevældets uendelige sejr

Stationære telefoner er langtfra de eneste ofre for onlinevældet.

Som små Pinocchio-figurer har vi udviklet os fra ledningsforbundne, immobile væsener til nutidens trådløse, omnipotente mennesker med en stime af kasserede opfindelser i slipstrømmen. Opfindelser, der ved deres fødsel var elementer i selv samme higen efter det trådløse, det frie, det allestedsnærværende, og derfor måtte lade livet, hver gang drømmen om altid at være på, hvor som helst, når som helst, kom bare et lille skridt nærmere opfyldelse. Skråskriften måtte lade livet for skrivemaskinens ankomst, der betød, at flere informationer kunne nedfældes på kortere tid. Skrivemaskinen blev offer for computeren, der med alverdens floppydiske og nåleprintere ikke behøvede menneskelig indsats for at mangfoldiggøre de data, den blev fodret med. Fjernsynet, som vi kender det, er på vej på lossepladsen, løbet over ende af andre computere, der kan vise fjernsyn, hvor og hvornår vi kræver det, få informationerne til at formere sig. De døde fænomener er blevet fejet til side af den kollektive bevidstheds stræben mod den ultimative sam-

mensmeltning af onlineredskaber – apparatet, der skulle overflødiggøre alle andre apparater og pulverisere offlinetilstanden.

Moderapparatet.

Udviklingen kender ingen grænser

Mobiltelefonen fyldte 25 sidste år. Post & Telemuseet fremskrev dens udvikling og føjede ekstra stjernestøv til den drøm, mennesket har drømt siden de første blikdåser med fiskeline mellem. ”Spørgsmålet er, hvor grænserne for mobiltelefonens anvendelsesmuligheder findes. Der er allerede en udvikling i gang, hvor vi i øget grad får mulighed for at kommunikere med maskiner og installationer. Vores mobilitet bliver på den måde forøget, og mobiltelefonen bliver en global fjernbetjening, der kan kommunikere med alverdens teknologier. Informationerne vil i stigende grad være tilpasset i den sammenhæng, vi har brug for dem. I stedet for at være online er vi ’onsite’, og vi indstiller ydermere vores mobiltelefoner, så de tilpasser sig efter, hvor vi geografisk opholder os, tidspunktet på døgnet, og hvilke andre mobilbrugere, vi er i selskab med. Vi vil i stigende grad opleve verden gennem mobiltelefonen, som måske for nogen vil blive et slørende filter foran virkeligheden. For andre vil den være et hjælpemiddel med vidtrækkende kontrolmuligheder, der sikrer os mod at gå glip af noget væsentligt – socialt eller kommercielt.”

Den kollektive henrettelse, som det kommende onsitevælde vil eksekvere over for onlinesamfundet, ligger allerede i et fjernt og mægtigt kontordomicil, klar til igen at blive skrevet under med kulturdemokratiets blæk. Og vi, de onlinehungrende, med vores slørede filtre foran virkeligheden, står klar til at invadere det tomme rum. Hvem vil da skrive nekrologen?

15

Ø

216

Foto: Mikkel Møller Jørgensen Tekst: Marie Højlund

173

Her på øen er det kun de gamle brødre, der overlever længden i livet.

Det er ingen garanti, at du kan forstå deres landskab, og du må nok længere ud end ret op og ned af ensomheden. Lad længslen flyve ad mågerne til - her er det kun de gamle brødre, der består.

418

195

Der er stadig nog le m der fortjener en Freya er altid standby. Klar til at rykke ud, når mændene ringer og bestiller ’den lille gudinde’ fra hjemmesiden. Hun kan bedst lide, når de vil have smæk, for så får hun lov til at hævne sig. På de mænd, der bankede hende og stak af med hendes børn. Men historien om Freya er også historien om luderen, der blev lykkelig Tekst: Merian Garde Gräs Foto: Kristoffer Juel Poulsen

20

mænd derude

RØVFULD

21

PORTRÆT ”Skal du være en engel nu, mor?” Femårige Nikolaj ser op på kvinden i hospitalssengen. Hun svarer ikke, er groggy og lige vågnet. Inde i hende er en lunge punkteret, en nyre smadret og adskillige ribben brækket. Nikolaj så, da det skete, og han var med i ambulancen, da de genoplivede hende.

Dagen, hvor Freya vågnede op på hospitalet, var sidste gang, hun så sin yngste søn.

Den ældste på ti år var et par dage forinden taget på weekend hos sin far, Freyas eksmand. Men det var Freyas tidligere kæreste, der bankede hende, fordi hun havde forladt ham.

Tæskene var dog ikke straf nok. ”Da jeg lå på hospitalet, planlagde min eksmand og min ekskæreste, at min eksmand skulle stikke af med børnene ved næste samvær,” fortæller Freya uden at fortrække en mine.

Siden da har hun ikke vidst, hvor hendes børn befinder sig, og hun har selv levet skjult, fordi ekskæresten svor at ville slå hende ihjel næste gang.

Det er to år siden. ”Der er nogle, der ser mig som en engel.

Ikke særligt mange, men der er et par stykker,” siger Freya. Hun er ellers ligeglad med, hvad folk mener om hende. Et liv med vold, svigt og coke i lange baner har gjort hende iskold over for de fordomme, hun som escortpige får smidt i hovedet. Freya er hærdet.

Luk dog æsken

Ingen garanti for udløsning

Simpelt var det ikke første gang, da 29-årige Freya blev ringet ud til en kunde i en snusket kælderlejlighed på Vesterbro. ”Jeg havde ikke noget kendskab til stoffer på det tidspunkt, og så kommer jeg ind til en stor neger, der havde siddet og været på kokain i mange timer. Han havde åbenbart ringet til mig og en anden pige, og så sagde han, at den af os, der ville tage den første streg kokain, måtte blive. Jeg sagde: ’Det kan du godt glemme,’ og lige pludselig stod jeg op ad væggen med sådan en stor neger op ad mig.

Jeg fik fat i min telefon og ringede til chaufføren, der kom buldrende ind og hentede mig. Jeg tænkte bare: Jeg gør det aldrig mere!”

Da telefondamen kontaktede Freya tre timer senere, blev hun alligevel overtalt til at forsøge en kunde mere, fordi ‘ham her gør ikke noget’, forsikrede hun. ”Så kom jeg ud til en mand, der var lam fra halsen og ned. Der gik fem minutter, og så var jeg ude igen med 800 kroner.

Jeg tænkte: Hold kæft, hvor er det let.”

I fire måneder kørte Freya escort i døgndrift, hun flyttede ind i en lækker lejlighed og nød sit arbejde. ”Da jeg efter de første ture fandt ud af, at jeg faktisk godt kunne slå, så tror jeg, at jeg i en periode brugte S/M til at slå tilbage. Til at hævne mig over de to mænd, der havde været så onde ved mig. En gang var jeg så hård ved en mand, at jeg kom ud med blod op ad lårene. Og jeg morede mig over det – syntes, det var fantastisk! Jeg frydede mig over at køre kunderne lige til sidste øjeblik. Når de var lige ved at komme, så skred jeg. De fik den time, de skulle have. Der står jo ingen steder, at der er garanti for udløsning.” Et sjældent smil bryder Freyas alvorlige ansigt, og de dybrøde pandelokker skutter sig.

“En gang var jeg så hård ved en mand, at jeg kom ud med blod op ad lårene. Og jeg morede mig over det – syntes, det var fantastisk!”

Hun er spinkel lige som sin stemme.

Svinger let benene ind under sig og synker ned i en barnlig skrædderstilling i den bløde sofa. Bortset fra smøgen, der smyger sig til de kunstige, stribede negle, ligner Freya en lille pige. Men hendes øjne er voksne. Snart 32 år. ”Vil du have noget kaffe eller te eller noget?”

En stor skål chokolade står på sofabordet, der er dækket af et stykke sort velour. Fire akvarier med eksotiske fisk fylder halvdelen af rummet – sofaen og sengen den anden. Freya og hendes mand er netop flyttet ind.

Midt i flytterodet dundrer musikken fra The Voice TV, og halvnøgne neger-mamas ryster røv, mens Freya fortæller om sin tid på krisecentret i København. ”Det var lidt en kvindeklub, hvor man skulle sidde og hyle. Når de andre sad til møderne og hylede over, at de havde fået en flad, så havde jeg det sådan: Årh, luk dog æsken! Du skulle prøve at ligge med dræn og rør ind alle vegne og ikke selv kunne gå på toilettet, så kan du kraftedeme snakke om at blive slået.” Hun er bare ikke skabt til det der med kollektivt hyl, konstaterer hun tørt.

Det var dér, Freya så annoncen i Ekstra Bladet. Hun manglede penge og ville have råd til at finde sit eget sted at bo. ”Jeg gik og spekulerede indtil næste morgen, og så ringede jeg

22

til escortbureauet. Det var ganske simpelt: Enhver kvinde kan knalde en mand.”

Til næsen blødte

Til en fest blev Freya tilbudt en bane coke. Hun tog den og blev hooked. ”Det var bare så fantastisk indeni. Jeg tænkte ikke på mine børn og mine problemer. Og så gav jeg den gas i nogle måneder – hold da op, jeg tog så meget kokain, at det er til at blive flov over. Jeg arbejdede og tog kokain, det var det eneste, jeg lavede,” fortæller hun.

Hos sin pusher mødte Freya en pige, hun betegner som lige så ”fucked up i bøtten” som hende selv. Hun kunne tage lige så mange streger som Freya uden at gå i brædderne, og hun var lige så kold i røven.

De to blev kokain-veninder og festede hardcore igennem hver

dag i flere måneder, mens Freya kørte escort. De sorte penge væltede ind. ”Det var bare ind, kneppe dem og ud igen. Det var fede penge, det var frihed. Jeg skulle ikke spørge nogen om lov. Jeg fik da også mine nedture, hvor jeg gik grædende i seng og syntes, at hele verden var dum – og øv, alt det kokain-pjat... Det var lige, indtil næsen ikke blødte mere, så var det fuld fart igen.”

Festen døde hen, da Freyas mor fandt ud af, hvad datteren egentlig bedrev inde i København.

Freyas bofælle afslørede, at Freya altså ikke var bartender, men luder, der tjente til sin daglige kokain.

På moderens stamværtshus

hendes situation kunne gøre. Hun viste mig, at hun var stolt af mig. Det kan godt være, at det var på hendes lille lorteværtshus, men det gav mig en selvtillid.”

Da Freya mødte Jakob

Coke-eventyret i København stoppede brat, da Freya mødte Jakob. Efter at de have skrevet sammen på nettet i lang tid, tog hun til Nordjylland for at møde ham i virkeligheden.

Jakob har lagt sig på maven i sengen og ser beundrende på Freya, mens hun gengiver deres første møde. ”Jeg var selvfølgelig blæst. Jeg havde taget den sidste streg i Århus og havde været på arbejde hele natten.

Og så kom han og hans lille snothund bare blafrende ind gennem ankomsthallen.”

Fem minutter efter kyssede de, to dage senere flyttede Freya ind i Jakobs lejlighed, og 14 dage efter var de gift. Freya droppede kokainen fra den ene dag til den anden, og hun fortalte hurtigt Jakob om sit job som escortpige. ”Frækt”, sagde han bare. Efter et par måneders pause, opfordrede Jakob hende til at begynde at køre escort igen. Han havde før eksperimenteret med partnerbytte, så det var ikke fremmed for ham at dele sin kone med andre mænd.

Sådan blev Jakob chauffør for sin kone, og i april i år startede de sammen et escortbureau. Ti kvinder og én mand dækker Jylland og Fyn, og Freya får flere henvendelser om ugen fra piger, der gerne vil tilknyttes bureauet.

”Hvis du vidste, hvor mange syge tanker mænd har, så ville du blive forskrækket”

Freya og hendes mor har i perioder haft et meget tæt forhold på trods af, at moderen er alkoholiker. Specielt da Freya måtte flygte fra sin ekskæreste og tage på krisecenter, tilbragte hun meget tid på moderens stamværtshus lidt uden for Roskilde. ”Hun drak, og jeg tullede rundt og hyggede mig. Jeg blev skidegod til at spille billard,” siger Freya. Hun taler om sin mors alkoholisme som det mest naturlige i verden. Sådan har hun altid kendt sin mor.

Faderen så hun ikke meget til. Freya og hans forhold var overfladisk, og i dag har de slet ikke kontakt.

Da Freya var ti år, blev hun frivilligt anbragt på en friskole.

Hun husker det som en god tid, hvor hun udviklede stor selvstændighed. ”Jeg er min mor dybt taknemmelig. Hun gjorde, hvad en mor i

23

”De er to åbne sår, der ikke kan hele”

”Men når man kalder sig luksus, er man også nødt til at sortere,” konstaterer hun professionelt. Parret reklamerer med Danmarks lækreste piger døgnet rundt.

Det er også vigtigt for Freya, at hendes og Jakobs escortbureau er et godt sted, hvor kvinderne bliver taget seriøst og passet på. ”Jeg er jo nærmest hønemor for dem. De første ture holder jeg mig vågen og hører bagefter, om det har været okay, og om de overhovedet kan med det her.”

Så begynder festen

Klokken nærmer sig ni om aftenen, og telefonen ringer første gang. Freya tager den sorte mobil og svarer med lys, blid stemme: ”Det’ hos Freya.”

En mandestemme lyder i den anden ende, og Freya nikker. ”Senere kan vi godt klare det, ja. Det kan Laura... Ja, det er hun.

Jo, så skal jeg lige have din mail, så kan jeg sende dig et par stykker, hvis det er.. Ja, ja.. Så vil der gå halvanden time. Fint.

Farvel.”

Hun er gået hen til computerbordet for at notere adressen.

Freya i sort korset og trusser pryder computerens baggrundsskærm. Hun vender sig om. ”Så begynder festen. Det var to gutter, der ville have besøg af en pige.” Hun dumper ned i sofaen igen og tager et sip af kaffen, der er blevet kold. ”Hvis du vidste, hvor mange syge tanker mænd har, så ville du blive forskrækket. Der var en, han ville skides i munden.”

Gjorde du det? ”Ja, for hvor mange kvinder kan fortælle, at de bogstaveligt talt har skidt på en mand og fået penge for det?”

Den lykkelige luder

Freya og Jakob vil gerne have børn, og når det sker, holder Freya op med at køre escort. Så vil hun bare tage telefonen derhjemme, mens Jakob er chauffør. At få et barn med Jakob er ikke en erstatning for hendes to sønner, understreger hun. ”De er to åbne sår, der ikke kan hele.” ”Men jeg tror på, at jeg nok skal se mine drenge igen. Der er ikke nogen børn, der vil undvære deres mor.”

Tårerne sidder fast i hendes øjenkrog. De triller ingen steder. ”Jeg ved, at de kommer.”

En engel hiver en djævel op på Freyas lænd. Hvem, der er hvem, må man selv forestille sig, siger hun og trækker striktrøjen ned over tatoveringen. ”Jeg synes ikke, jeg er færdig med at hævne mig endnu. Der er stadig nogle mænd derude, der fortjener en røvfuld, og det skal jeg nok klare.”

Med den 80 kilo tunge grand danois på bagsædet og en 100.000 volts strømpistol under forsædet – just in case – kører ægteparret rundt i deres bil og er et godt escort-team. De er glade for, at de på den måde kan være sammen døgnet rundt, og for første gang lever Freya sammen med en mand, der ikke gør hende ondt. ”Jeg er ikke en stakkel, men et menneske, der har rejst sig og skabt sin lykke. Det kan godt være, at det ikke har været gratis for mig, men jeg er faktisk afklaret og glad. Jeg blev spurgt, om den lykkelige luder findes - og ja, det gør hun. Lykken er at have skabt det, jeg har og er i dag.”

Alle navne i artiklen er opdigtede.

De rigtige navne er redaktionen bekendt.

24

hudløst herlig af asbjørn sand

25

Både mænd og kvinder brugte det

i

oldtidens

Stammesamfund

Grækenland. betragter

det som et statussymbol. Det var moderne i rennæssancen og blev det igen i 1900-tallet.

Make-up pryder unge kvinders ansigter,

men

mange

ældre

bruger det også. De har altid brugt det og føler sig bedst tilpas, når de gør noget ud af sig selv.

26

27

Fra plus til minus På Pension Skejby bor kriminelle og ikke-kriminelle side om side.

De kriminelle skal hjælpes tilbage til et stabilt liv Tekst: Pernille L. Thomsen Foto: Lærke Posselt Det ligner et hvilket som helst dansk kollegium. Men en førstegangsbesøgende vil nok gribe sig i at tænke ’er det mon en af dem?’ ved første øjenkontakt med en af

28

beboerne på Pension Skejby. For stedet er ikke et typisk bofællesskab eller kollegium: Her bor kriminelle og ikkekriminelle dør om dør, men værelserne ligner langt fra fængselsceller. Ingen betjente patruljerer på gangene, og intet antyder, at pensionen hører under Kriminalforsorgen. På Pension Skejby lidt uden for Århus bliver man mødt med en åbenhed og en venlighed, der afvæbner.

Her skeles ikke til, hvor man kommer fra, men hvor man er på vej hen.

En plussers vej tilbage

Stemmen er følsom og blikket mildt, mens han fortæller om dagens store begivenhed: Første arbejdsdag hos en lokal malermester. ”Mester sagde, at han godt vil have mig i lære,” fortæller Johan Karl Thorsen, 33, og et smil kruser over hans læber. Udsigten til en voksenlærlingeplads bringer ham nærmere ønsket om at vende tilbage til det stabile liv, som han for ni år siden blev rystet ud af. ”Det var en aften, jeg havde fået lidt for meget at drikke.

Der var slåskampe, og det endte grueligt galt.” Blikket flakker nervøst, og med en næsten undskyldende mine fortsætter han:

Johan Karl Thorsen at have siddet i fængsel, begynder man at ryste af sig.

Når folk er åbne, får de også en til at åbne sig mere,” konstaterer han.

Plusserne, der udgør godt halvdelen af de 25 beboere, har forskellige vilkår og restriktioner i forhold til udgang alt efter deres domme. For Johan Karl Thorsen var det en befrielse at flytte fra sin fængselscelle til pensionen, selvom den øgede frihed var svær at Fra fængselscelle til “Den facade, man har bygget tackle i begyndelsen. fælleskøkken ”I starten var jeg lidt af en rebel Alle slags kriminelle på nær pædop efter at have siddet i fængmod systemet herude. Jeg lavede ofilidømte og rockere kan flytte nogle bommerter og overholdt ind på Pension Skejby, og sociale sel, begynder man at ryste af ikke alle mine aftaler. Så fik jeg medarbejdere er tilknyt tet stenogle strammere vilkår. Men så det. Som plusser var Johan Karl sig. Når folk er åbne, får de kom jeg til at tænke på, hvor Thorsen bekymret for, hvordan godt jeg har det her, og at det er de andre beboere ville modtage også en til at åbne sig mere” frihed under ansvar. Jeg prøver at ham på grund af hans fortid. vende tilbage til det almindelige ”I starten tænkte jeg: ’Åh nej, nu liv. Det er svært, men jeg prøver på det.” kigger de alle sammen på mig, fordi jeg har gjort det, jeg har gjort’. Men efter et stykke tid tager folk dig, som du er. Det er en kanon idé at bo blandet. Alle er lige. Alle Minus og plus er lig med nul er hjælpsomme. Den facade, man har bygget op efter På en hverdagsaften er der fuld aktivitet i de fire køkken”Jeg har stadig svært ved at snakke om det.”

Fængselsstraffen lød på 12 år for manddrab. Han tilbragte ni år i forskellige arrester og endte i Anstalten ved Herstedvester. I januar i år blev han tilbudt en plads på pensionen i Skejby og flyttede ind som plus-beboer.

Det betyder, at Johan Karl Thorsen har et plus på straffeattesten.

29

Fællesstuen på Pension Skejby

er, som ligger i forlængelse af hinanden. En duft af hjemlig hygge breder sig. En beboer kommer hjem og svinger forbi køkkenet for at snuse til aftenens menu, der simrer på komfuret. Han udveksler en kommentar om dagens arbejde med en medbeboer, inden han skænker en kop kaffe og smutter op på sit værelse.

Beboerne er fælles om rengøring, indkøb og madlavning. Pædagogikken bag pensionen er, at de kriminelle får adgang til en almindelig hverdag uden kriminalitet, når de bor sammen med ikke-kriminelle. I 1973 flyttede de første straffrie beboere ind. De bliver kaldt minusbeboere, og eneste krav, udover en ren straffeattest, er, at man er under uddannelse eller i arbejde.

skuldertræk, der antyder, at det er uinteressant for ham, hvad naboen har stående på straffeattesten.

Peter Meyer er bevidst om, at selv en gammel knægt som ham kan være med til at vise beboere, der har haft kriminalitet tæt inde på livet, hvordan man lever et normalt liv med arbejde og hverdagsrutiner. Men mødet med de kriminelle beboere har også gjort indtryk. ”Hvad jeg har lært af dem?” Han smager lidt på spørgsmålet. ”At man ikke skal give op. Nogle eksistenser er smadrede, når de kommer her. Men de kæmper sig videre.”

Minus-beboeren viser vej

Tyske Peter Meyer, 47, har lige smidt arbejdstøjet. Hans værelse er anonymt indrettet. Han tager sig tid til at forklare, mens han pulser på en cigaret ud gennem det åbne vindue og drikker en tår af kaffekruset. Han var lige flyttet til Århus, da et boligopslag fra Pension Skejby i en Netto-butik fangede hans opmærksomhed. ”Jeg vidste ikke, hvad det var, men besluttede mig for at være helt neutral og tage ud at se på stedet. Jeg følte mig tryg ved stedet, og det gik uden problemer at flytte ind,” husker han. Det var tilbage i 2006. ”Det gode er fællesskabet, og at her altid er nogen at snakke med. Man tænker altså ikke over, hvem der er kriminel, og hvem der ikke er,” fortæller han med et let

30

Det virker Pensionen er den eneste af sin art under Kriminalforsorgen. En rapport viser, at færre vender tilbage til kriminalitet, når de har været på pensionen i Skejby, sammenlignet med andre af Kriminalforsorgens pensioner.

31

Ord og billeder: Jeppe Kondrup Adelborg, Astrid Dalum og Mejlgade 35

Let’s go together Find something you love and then let it kill you Arne, hvor er mine penge?

Skal have dem NU - I DAG. Jesper

Spread Kickin

V

Who needs a frie when God is on y

Hvis jeg kunne elske mig selv, ville jeg stopp

I sometimes envy the dying for only having to worry about one thing

You’re too fat to get the phone in your pocket 32

Noir

Won’t le Too late I’m only The dead

ding my legs with a look ng with a word

Tag den!

Hvornår?

Hvor lang tid?

Verden er altid smuk, når

end your side?

Hvordan kan en krig blive en kampagne?

pe med at elske dig

et a telephone control my life e y waiting for you to write d way of communicating

Why all the thinking when you can use your feelings?

slut

Hver gang jeg forlader et rum, tænker jeg på, hvad dem derinde siger om mig 33

Vi findes ikke har jeg tit tænkt når jeg så dig For dine øjne har andre farver end mine og selv i New York elsker jeg dig som unge mænd der bløder efter at have danset ballet

34

Jeg mødte dem engang og de talte som dig fint og luftigt som de hvide vægge i din lejlighed

35

36