CITAT_16

!"

KOLOFON OMSL AG

REDAK TION

Foto af Ditte Lysgaard Holm TRYK

Seedorff Publishing OPL AG

3000 Babak Arvanaghi (ansv.)

Lars Just (foto)

Helene Navne

Eva Obelitz Rode

Frederik Korfix (foto)

WEB

www.magasinetcitat.dk FINANSIERING

Citat er finansieret af annoncer KONTAK T

Mie Louise Raatz

Kasper Palsnov (foto)

SKRIBENTER

Eva Jakobsen

Nanna Heiring Juelsbo

Daniel Hjorth (foto)

FOTOGRAFER

Sophie Bang Jacobsen Vibeke Vikkelsø Østergaard Camilla Louise Kristensen Ditte Lysgaard Holm Morten Sahl Madsen Helene Navne

Marcus Trappaud Bjørn Ditte Lysgaard Holm Daniel Hjorth Jesper Mortensen Lars Just Kasper Palsnov

Magasinet Citat Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Olof Palmes Allé 11 8200 Århus N citatred@mail.dmjx.dk DISTRIBUTION

Citat er produceret af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

ÅRHUS STIFTSTIDENDE

MORGENAVISEN JYLLANDS-POSTEN

ÅRETS É: VE I D JULEGA EKORT KØB GAV ENDE TIL LEV SER OPLEVEL

ROSENKRANTZGADE 21 8000 AARHUS C BILLETTLF.: 86 13 88 66 BILLETNET: 70 15 65 65 WWW.SVALEGANGEN.DK

ENDE STUDER

95 KR. 30. NOVEMBER – 13. DECEMBER

BESÆTTELSE TEATRET SVALEGANGEN GENTAGER SUCCESEN OG PRÆSENTERER REPREMIERE PÅ

ET MODERNE KARAKTERDRAMA OM IDEOLOGIERNES OG EROTIKKENS MAGT OG VORES FORHOLD TIL “DET ONDE”

LEDER Citat vokser. Vi fordobles i oplag og kommer nye steder hen.

Vi ser veje der krydses og ændrer sig. Langsomt. Hurtigt. Radikalt. Pludselig er du et sted, hvor du ikke troede, du ville være. Du finder det, du kom efter – eller dét du ikke kom efter.

Din hverdag er din base. Det er her, du lever dit liv. Men hvad gør du, hvis din hverdag ikke er, som du tænkte, den skulle være? På samlebånd ruller du af sted. Tager det, der er til rådighed og former det til dit. Lag på lag. Til noget du tror på.

!"

I denne udgave har vi skåret lagene væk og mødt mennesker på deres vej. Måske krydser vi din?

Redaktionen

INDHOLD 04

SAUCEN, JENSEN

12

EN BY UDEN LAG

16 22

Fra rullebånd til tallerken

04

Indtryk fra den danske provins

ODIN, THOR OG SØREN

Om en 22-årig asatroende

‘DET VAR IKKE DET LIV JEG HAVDE REGNET MED’

En familie med førtidspension og autisme

30

KÆRLIGHEDENS KIRKE

35

FOTOSERIE: DEN FLYDENDE BY

47

NÅR VEJEN KRYDSES

Når dating.dk ikke er godt nok

22

“Skammen og angeren er et kors jeg nok vil bære resten af mit liv”

35

004

SAUCEN , JENSEN Vi går gennem lange rungende gange med flisegulv og nøgne vægge. Spritter hænder, afdækker hår og vasker skosåler. Først derefter får vi lov til at se, hvilke hemmeligheder der gemmer sig bag de tunge metaldøre. Det er her, på Jensen’s Foods fabrikken, at Jensen blander sin sauce og skærer frokostbøfferne til.

005

Af Sophie Bang Jacobsen (tekst) og Marcus Trappaud Bjørn (foto)

06

Det hele startede i en lille restaurant i Aarhus i 1990’erne. Her besluttede Palle Skov Jensen sig for at servere gode bøffer til en billig penge.

Sytten år efter serverer han, og de 17000 ansatte, bøffer til mere end hver anden dansker.

Nøglen til Jensen’s Bøfhus’ succes gemmer sig på en fabrik i Struer.

Langt derfra sætter en familiefar tænderne i en frokostbøf med tilhørende favoritsauce.

Han smiler til konen, som sender de overstadige børn i softice-baren for tredje gang.

Restauranten er indrettet i varme, afdæmpede farver. Ved juletid prydes indgangen af et overpyntet juletræ. En imødekommende tjener nynner med på “Last Christmas”, som strømmer ud af restaurantens højtalere. Den hjemlige Jensen’s-ånd får årligt 5 millioner danskere til at besøge de 40 restauranter landet over.

BØFFER PÅ SAMLEBÅND Bag en tung metaldør skærer lyden af en klingende kniv skarpt gennem luften. Der er stænk af dyreblod på lokalets hvide vægge. Den skinnende stålmaskine er rummets omdrejningspunkt. Her parteres bøffer i tusindvis. Frokostbøffen, New York Strip’en og Mørbraden.

Alle med Jensen’s til fornavn. Medarbejderne sørger for at fodre maskinen i den ene ende og

den opvarmede tallerken. Her møder kødet en fast følgesvend, som for en Jensen’s steak er svær at komme udenom. Saucen.

SAUCE SKAL DER TIL Dybere inde i Jensen’s fabrik dufter der krydret og velkendt. Endnu en tung dør åbnes og afslører tre store siloer. En hul lyd runger mod de tomme mure, da en blå medarbejder åbner lugen til den ene silo. Det er her, dybt inde i

sortere de ens bøffer i plasticemballage i den anden. Derefter sendes de videre på samle-

fabrikken, de hemmelige krydderier blandes og tilsættes i henholdsvis Favorit-, Whiskey-,

båndet og ud til Jensen’s restauranter.

På Bøfhusets restauranter er køkkenet en futuristisk rullebåndsmekanisme, der producerer bøffer stegt til perfektion på minuttet.

Rare, medium, well done. Et bånd til hver indstilling. Fra rullebåndet ryger bøffen direkte på

Peber- og Bearnaisesaucen. Der smages på saucen dagligt for at sikre, at alt har den karakteristiske, velkendte Jensen’s smag.

Den varme restaurant er fyldt godt op, hovedsageligt med børnefamilier. I det ene hjørne sidder en mand og stirrer på sin tallerken. Han

!

På Bøfhusets restauranter er køkkenet en futuristisk rullebåndsmekanisme,

der producerer bøffer stegt til perfektion på minuttet

007

008

009

kalder den smilende tjener til sig. Med en halv bøf og rigelige mængder kartofler tilbage på tallerknen er han løbet tør for favoritsauce.

Tjeneren vender om på hælen og er efter få minutter tilbage med en ny gratis portion. På Jensen’s Bøfhus skal ingen mangle sauce. Da tjeneren har forladt bordet, retter manden igen blikket mod tallerknen. Han fortsætter sit måltid med et saligt udtryk i ansigtet.

For sauce skal der til. Ikke bare på Jensen’s restauranter, men også ude i de danske hjem.

Derfor producerer fabrikken i Struer 23.000 flasker sovs til supermarkedernes kølediske dagligt. Det svarer til omkring 6000 liter om dagen. Og sovsen er ikke engang fabrikkens største eksportvare.

10

OG ET ENKELT GNAVEBEN Bag fabrikkens sidste lufttætte dør findes fabrikkens hjerte. Jensen’s Foods hellige gral og fabrikkens største eksportvare; Spareribsproduktionen.

Seks blåklædte medarbejdere er travlt beskæftiget ved samlebåndet. Der sker så

meget, at det er svært at følge med. Spareribs føres på et rullebånd gennem maskiner, der skærer, glaserer, steger, fryser, vejer, sorterer og pakker. Medarbejderne skal holde styr på de tusind kødben, som flyver forbi. Sker der en fejl, lyser den store røde lampe i midten af lokalet. Og så startes der forfra med hele portionen.

EN BØF-FULD FREMTID I restauranten er børnefamiliens tallerkner fuldstændig tomme. Manden betaler og efterlader rigeligt med drikkepenge, mens konen ser børnene tage den sidste rutschetur i Bøfhusets legeland. På den svingende dør står der “Tak for besøget og på gensyn.”

På Jensen’s Foods i Struer har klokken rundet midnat. De sidste medarbejdere går igennem de sterile gange mod omklædningsrummet. Her smides den nu blodstænkede blå arbejdsuniform for en stund. Fabrikken holder en pause på tre en halv time for at gøre plads i programmet til en grundig rengøring. Kl. 03.30 starter produktionen op igen.

INNOVATIVE PRODUKTER SE

EL TAG

OP

LYD L -TI

pod-cast

forelæsning interview

konference r

tage

kop musi

diktat

1 S LS-1

OLYMPU

ILLEDER B E V I T A -TIL KRE

hurtig AF e

iltr

ktf effe

kompakt

m

fil D H

d ful ærm D sk C L ippe

v

s.dk

olympu å p e r se me

OLYMP

US PE N LIT E

LA G

EN BY UDEN

12

Af Camilla Louise Kristensen (tekst) og Ditte Lysgaard Holm (foto)

”Det er en grim by. Ucharmerende. Men der sker meget bag facaden.”

Sådan siger heksen om Tirstrup. En by med knivstikkeri, sladder, pølser og rygter om sort magi.

“Thyge sagde til hende, at han var træt af, at hun var sådan et svin.” Jytte smider pølsen op på bakken og giver cremepumperne et tryk hver. Ketchup og remoulade.

“Og så ringede hun til Thomas og sagde, at han skulle komme med det samme.” Den tynde fyr med tophue tager en bid af den tykke røde.

“Thomas er stadig på sygehuset, og Thyge sidder til afhøring hos politiet. Han stak ham op gennem hagen med en kniv, men det var bare et uheld.”

“Det er sgu ikke nemt at følge med,” siger Jytte og vender pølserne. De sveder i varmen.

BAR I STYRHUSET Det var Mugge, der satte et ophugget styrhus ved siden af Jyttes pølsehytte i Tirstrup. Han kørte galt for et år siden i det voldsomme snevejr, men styrhuset står der endnu. Der har både været børnefødselsdage og påskefrokoster, hvor folk sejlede derfra. Han indrettede en bar deroppe.

“Jeg vil gerne af med det. Det er træls at se på,” siger Jytte og kigger ud på det hvide skib i gruset.

Rusttårerne løber ned langs skibets sider. Rebstigen hænger livløst og dingler. Skibets styrhus er indrettet med bordeauxfarvede vægge og lilla, stramt læder om de kvadratiske puder. Tomme øldåser og mugne skod i den lille vask. Sugerør i pastelfarver ligger spredt på disken. Det siges, at man stadig kan holde fest heroppe, men man skal lige spørge Mugges enkekone. ”Ellers bliver hun nok sur,” siger de nede hos Jytte.

TIDEN RINDER UD Husene ligger som en dobbeltstreg på hver side af vejen. Bagved ligger golde marker og sorte silhouetter af træer. En by uden lag. På den ene side af vejen står en poleret murstensvilla med hvidt stakit.

På den anden side ligger et afskallet gult hus. TIL SALG. Det er Viggo Møller, der bor her. Han har haft huset til salg, siden hans kone døde for to år siden. Der er hul i taget, krokodilletern på gulvtæppet og otte askebægre fordelt på 200 kvadratmeter.

13

014

Cigarethylstre af mærket PRIVAT ligger stablet i soveværelset. I køkkenet står HOMEROLL “Bright red” i cylinder ved siden af den tomme kaffemaskine. På hylden over komfuret står et timeglas ved siden af frugtfarverne i spindelvævet.

ANTI-JULEFROKOST OG SELVUDGRAVET HAVUDSIGT Tusmelda kan ikke lide elektrisk lys. Hun foretrækker stearinlys og bål i stuen. Fuldmåneceremoni, anti-julefrokost og vandpyttehop. Hun ser ærlighed gennem aura og serverer te af friske urter. Salvie, timian og citronmelisse styrker de kvindelige egenskaber.

Hun fandt sin mand på soulmate.dk, og nu bor de her med selvgravet vandudsigt. Tusmelda kalder sig selv for hex. Henrivende Eksemplar med X-kromosom.

THYGE, KNIVEN OG “BALLEFORNIEN” Der er fodbold på storskærmen. De fleste sidder i baren og drikker øl, men ingen kigger på det firkantede farvespil. De snakker om Thyge, kniven og Ballefornien; nabobyen, hvor al hashen kommer fra. Allan står bag baren og mixer jordbærshots. Det er hans mor, der vender pølser nede ved skibet. Han er stolt af sit værtshus og har lige installeret dansegulv og diskolys. Thormod sidder her også. Han har overtaget Mugges gamle autoværksted, og de kalder ham allesammen for byens nye iværksætter - 20 år gammel.

Tusmeldas mand kommer ind og sætter sig ved et bord, hvor den tynde mand med tophuen og den tykke røde sidder. Danmark scorer, men ingen kommenterer det. Her foregår så meget andet.

015

ODIN , THOR & SØREN

016

Det kan hverken ses på Søren Holmgaard Pedersen eller hans lejlighed, at han, siden han gik på efterskole, har været

asatroende

. Bogreolen er fyldt med

lærebøger som hos enhver anden studerende, og telefonen giver et bip fra sig, hver gang AGF scorer i dagens fodboldkamp. Men udover at læse til pædagogisk assistent, læser Søren tegn og runer i naturen og tror på de nordiske guder.

17

Af Vibeke Vikkelsø Østergaard (tekst) og Daniel Hjorth (foto) Forbi plakaten med Legolas, actionfigurerne af Gandalf og Aragorn og det meterlange sværd i hjørnet, står der seks flasker mjød og et drikkehorn i en vinreol. De fortæller om en ung mand med en særlig interesse.

Da Søren Holmgaard Pedersen gik på efterskole, fik han en ny gruppe venner, som fortalte en masse fantastiske fortællinger. Det var fortællinger, han havde hørt før; om Odin og Thor, Midgård og Asgård, jætter og alfer. Men historierne fik en helt anden klang, når særligt en af vennerne fortalte. ”Det var, som om han kunne sætte ord på det, på en måde der virkelig overbeviste mig.

Han løftede den nordiske mytologi op til at

være mere end bare en god fortælling,” siger Søren, der i dag er 22 år. Overgangen fra bare at lade sig underholde af historierne til rent faktisk at tro på Freja og Thor skete dog ikke fra den ene dag til den anden. Det krævede et par forklaringer. Og dem havde Sørens ven klar. ”Jeg havde selvfølgelig en masse spørgsmål.

Jeg sagde til ham, at noget af det, han fortalte, lød fuldstændig latterligt. Men han kunne sætte ord på det hele og forklare, hvordan det kunnne lade sig gøre, hvis man tolkede lidt på historierne,” fortæller Søren.

Det var et varsel, der gik i opfyldelset, der for alvor overbeviste ham. ”I asatroen er det et dårligt tegn, hvis det reg-

ner og sner på én gang. En dag hvor det skete, sagde min ven til mig: ’Det her varsler rigtig dårligt,’. Han var overbevist om, at der snart ville ske noget skidt, men han kunne ikke sige hvad,” siger Søren. ”To dage senere havde jeg 40 i feber.”

Han har været asatroende lige siden.

PARALLELDIMENSIONERNE JOTUNHEIM, MIDGÅRD OG ASGÅRD Som asatroende tror Søren på de nordiske guder, aserne, som Odin, Frigg og Balder. Han tror på, at der findes jætter, dæmoner, alfer og dværge. Og han tror på, at der eksisterer parallelle dimensioner, hvor Midgård, men-

018

neskenes verden, omkranses af Jotunheim, jætternes hjem, og Asgård, gudernes verden.

Søren har læst både den Yngre og Ældre Edda, som er digte om den nordiske mytologi. De er de vigtigste skriftlige kilder til asatroen, men ligesom flere kristne tvivler på, at Jesus rent faktisk gik på vandet, så tager Søren flere af asatroens fortællinger med et gran salt: ”Selvfølgelig tror jeg ikke på det med, at regnbuen Bifrost er en bro, der forbinder jorden med gudernes verden. Jeg ved godt, hvad

en regnbue er, og jeg er godt klar over, at jeg ikke kan fange den,” siger han med et skævt smil.

Samme distance har han til den nordiske mytologis historier om naturvæsener som gnomer, alfer og feer. Men han mener nu stadigvæk, at der er mere liv i skoven, end de fleste går og tror. ”Du kan gå en tur i skoven, hvor der ikke er andre mennesker, men du fornemmer alligevel, at der er liv. Og hvad er det? Det kan være, det er alfer, feer eller gnomer. Jeg kan ikke

sætte en finger på det, men jeg tror, det har en forbindelse til guderne og jætterne,” siger han.

RUNER SKREVET I BLOD Asatroen er ikke noget, der kommer særligt meget til udtryk i Sørens hverdag. En af årsagerne er, at asatroen i højere grad end andre religioner opfordrer til, at man skal klare sig selv. ”Jeg mener ikke, man skal bede til guderne, før man virkelig har et problem, hvor man står med livet på spil. Så tror jeg til gengæld også, de hjælper. Men jeg kan godt finde på at ofre lidt mjød til dem en gang imellem,” siger han.

De seks flasker mjød i vinreolen og drikkehornet af ben er da også det eneste i lejligheden, der giver et hint om Sørens religion.

Alligevel har troen indflydelse på hans dagligdag. Den gør ham tryg.

Samtidig ser han tit efter naturruner. Når han ser et træ, der ligner en rune, overvejer han, hvad det kan betyde.

Søren tager budskabet om, at man ikke skal kontakte guderne uden grund, meget alvorligt.

Faktisk har han kun bedt guderne om hjælp én gang. Det var, da hans bedstefar lå på hospitalet i dagevis, fordi han var dødssyg af kræft,

men tilsyneladende ikke kunne dø. Da besluttede Søren sig for at hjælpe sin bedstefar ved hjælp af runemagi.

Han malede runerne for ’mod’ og ’god søvn’ med sit eget blod på et stykke papir, som han listede ind under bedstefarens pude, uden hans forældre så det. En halv time senere, døde hans bedstefar. ”Jeg ved ikke, om han var bange for døden, men jeg tror, at jeg – uden at mene, at jeg har slået ham ihjel – var med til at hjælpe ham ved at sige, at han godt måtte give slip. At han skulle have en rolig søvn og have mod til at sige, at det var det,” siger Søren. ”HEY, ER DU ASATROENDE?” Der var en grund til, at runerne skulle sniges ubemærket ind under bedstefarens hovedpude. Søren har nemlig ikke fortalt sine forældre, at han tror på aser og jætter frem for Gud og Jesus. Han holder helst sin tro for sig selv. Både fordi han ikke orker at tage diskussionen med sine forældre, men også fordi den er meget personlig. Han mener ikke, der er andre, der skal blande sig i det, han ser som et privat forhold mellem sig selv og guderne.

Det er ikke kun forældrene, der ikke bliver delagtiggjort i Sørens tro. Der er heller ingen i hans omgangskreds, der ved, at han læser runer og ofrer mjød i skovbunden. Og Søren savner ikke at dele den del af sit liv med vennerne. ”Min tro er en lille del af mig, og det er ikke noget, folk skal dømme mig på. Nogle gange, hvor emnet er kommet op, har jeg fortalt, at jeg er asatroende. Og så er det nærmest, som om der står ’freak’ i panden på en,” fortæller Søren, som dog ikke holder sin tro hemmelig. ”Hvis folk spørger, får de et ærligt svar. Men det er jo de færreste, der kommer hen og siger: ’Hey, er du asatroende?’,” siger han og fortsætter; ”Du går vel heller ikke rundt og præsenterer dig selv som kristen.”

019

020

021

‘DET VAR IKKE

DET LIV

JEG HAVDE REGNET MED’

I Bispehaven ved Aarhus bor Palle Bay og Mari-Ann Petersen med

22

deres to drenge. I en familie med depression og manglende overskud kan det være svært at få hverdagen til at hænge sammen.

Af Ditte Lysgaard Holm (tekst og foto) Bag de tunge gardiner ligger lejligheden mørk og stille hen. Det eneste lys findes i køkkenet, hvor lysstofrøret sender sine ubarmhjertige stråler ned over en næsten spist lasagne, som det har gjort de sidste dage. Roen afbrydes pludselig af et vækkeurs insisterende kimen.

Det ringer et halvt minut, men ingen reagerer på det. Til sidst stopper det, for få minutter senere at blive afløst af en telefonalarm og derefter endnu et vækkeur. Der bliver igen stille i lejligheden.

Samtidig med at resten af Bispehavens 880 lejligheder så småt vågner, begynder en svag mumlen fra et af lejlighedens to soveværelser.

Her bor Palle Bay, 43, og Mari-Ann Petersen, 35. Lidt efter slæber Mari-Ann sin morgenkåbeklædte krop fra det ene værelse til det næste for at vække sønnerne Benjamin og Thor. Det er en helt almindelig hverdagsmorgen som så mange andre. Men her i lej-

ligheden kan det alligevel være en kamp at komme gennem den.

FRA INGENIØRHØJSKOLEN TIL FØRTIDSPENSION Det startede ellers godt. De mødte hinanden i cykelklubben og flyttede sammen ganske kort tid efter, da Mari-Ann læste på Ingeniørhøjskolen, og Palle var udlært som klejnsmed.

Men efter en række dødsfald blandt familie og venner fik Mari-Ann det svært og kunne ikke længere fungere blandt sine medstuderende.

Til sidst droppede hun ud. Hun blev sygemeldt og gik hjemme. Havde hun kunnet tage sig sammen, så var det gjort for længst. Men det kunne hun bare ikke. Det var hun ikke længere i stand til, sagde psykiateren, og sendte hende på førtidspension. ”Jeg var nok først og fremmest skuffet over mig selv. Det var jo ikke lige det liv, jeg havde

23

024

regnet med. Men jeg kunne godt se, at det ikke fungerede. Der var intet tilbage i mig,” fortæller hun.

Imens arbejdede Palle rundt om i landet, men det var indimellem svært at tjene penge, når han hastede hjem fra job for at tage sig af Mari-Ann og børnene. For lidt søvn, for meget arbejde og to helt små sønner endte til sidst i mavesår. ”Jeg har arbejdet, siden jeg var femten, og jeg har altid syntes, det var spændende. Men det har været hårdt – jeg har kravlet og løftet. Om vinteren kæmpede man for at holde varmen, om sommeren for ikke at gå til af den.”

Så efter godt 27 års arbejdsliv sagde kroppen

25

stop, og Palle blev sendt hjem med ødelagt ryg og ledsmerter.

VASKETØJ OG BAGGRUNDSSTØJ Hverdagen består nu af det vasketøj, der mageligt breder sig i sofagruppen, som om det truer med langsomt at overtage hele lejligheden, og papegøjerne, der kæmper for at overdøve fjernsynets baggrundsstøj med deres nasale stemmer. ”Nej - jo” ”Flyt dig” ”Er du færdig?” ”Makrel, makrel,” skriger de på skift, inden de slår over i et imiteret hosteanfald, der får

det til at klø i halsen og leder tankerne hen mod tuberkulose. ”Hold nu mund,” kommer det fra Palle, mens han sidder lænet ind over sofabordet og ruller sine 112-for-105-kroners cigaretter.

Han kigger op og betragter uinteresseret det dyreprogram, der har kørt over skærmen den sidste halve times tid, og vender derefter igen opmærksomheden mod sine hjemmerullede.

Bag ham skinner solen ned over Aarhus. Indenfor ligger lejligheden mørkt hen, som venter den på at blive vakt til live.

IKKE MEGEN HJÆLP AT HENTE Om et par timer kommer der igen liv i stuerne,

26

027

028

når Benjamin og Thor vender hjem. Men med depressioner og to drenge, der begge lider af ADHD og Aspergers syndrom, en let form for autisme, er der meget at holde styr på. Så meget, at det hele indimellem kollapser, og bare det at stå op bliver en uoverskuelig start på dagen. ”Det er da pinligt og ikke særlig sjovt, at vi ikke selv kan klare at stå op og få drengene af sted i skole. Men nogle dage magter vi det ikke.”

Det var egentlig meningen, at familien skulle have hjælp til at klare morgenerne, men selvom der siden forrige september har været talt om, at der skulle komme en støtteperson fra kommunen, er der stadig ikke sket noget.

29

Så nogle morgener må Benjamins skoletaxa køre tom tilbage til Langagerskolen. Han kan godt blive lidt urolig, når han tænker på, at skolens hvede og kartofler skal passe sig selv, for han vil gerne være landmand – helst økologisk – når han bliver ældre. Men der er mange skoleår endnu.

Bang, bang, bang. Munden er let åben, mens Thor ihærdigt forsøger at styre sig ud af død og ødelæggelse. Han vil gerne være spiltester når han engang bliver stor, men lige nu glæder han sig bare til at komme i samme skole som sin storebror. Han slår energisk på computerens piletaster, mens hele den lille krop giver et spjæt, hver gang endnu en soldat falder for kuglerne.

”Skru nu ned for den larm,” lyder det ude fra køkkenet.

Fuglene skræpper op ovre i hjørnet. Thor kigger over skulderen og rykker uroligt på stolen. ”Jeg vil ikke høre mere larm! Stop eller i seng.”

Bare fødder tramper over gulvet, mens døre smækker. Benjamin er allerede et godt stykke nede ad trapperne, af sted for at samle flasker, og Thor ligger sammenkrøllet i sengen og betragter TV’et gennem sengehestens tremmer, som gjaldt det hans liv. Imens står Mari-Ann alene, midt på stuegulvet. ”Vi prøver bare at få det til at køre. Men der er både de gode dage og de dårlige. Vi ser ikke så langt fremad.”

kI RkE KÆRLIGHEDENS

Der bliver sunget, spillet og bedt. Det er søndag, og kirken på Søren Frichsvej er fyldt med unge mennesker. De kommer her ikke kun på grund af kirkens fællesskab. Mange af dem håber på at finde kærligheden – til gud og til hinanden.

Af Morten Sahl Madsen (tekst) og Jesper Mortensen (foto)

30

031

32

Den sidste sang bliver spillet. Gudstjenesten er færdig. I halvanden time har de unge været en del af en helhed. De har sunget, bedt og lyttet sammen. De har nydt hvert et øjeblik, men nu ændres formålet. En dreng rejser sig hurtigt op, kigger rundt. Den søde pige, som han havde fået øjenkontakt med, før Gudstjenesten startede, står ovre i hjørnet med sine veninder. Smilende. Ventende. Han retter på sit partisanertørklæde, tager fat i sin wingman og går beslutsomt over mod pigegruppen.

Kirkerummet virker pludselig mindre. Folk har forladt deres pladser og danner små grupper, hvor de snakker om Gud og hvermand.

Stemningen er kærlig, og der er en summende latter, forståelse og venlighed i luften. De røde mursten understreger rummets varme atmosfære. ”Kirken er et godt datingsite, en god huntingground,” griner Andreas, som står og pakker de sidste af sine ting ned. Han er guitarist i det band, som har holdt stemningen høj under gudstjenesten. Han har selv fundet sin eneste ene i kirkens sale.

Præstens emne under gudstjenesten var Markus-evangeliet. Et evangelium, som bygger på kærlighed til Gud og til hinanden, og præstens ord fik det bedste frem i kirkegængerne. Et par sidder tæt op ad hinanden.

Deres hænder mødes skjult mellem to stole, et hoved lægges på en skulder, et stille forsigtigt kys på panden.

Under salmerne står alle op og synger med på teksten, der projekteres på storskærmen.

Mange holder armene om hinanden, nogle har hænderne rakt mod himlen. Andre står med lukkede øjne. De kan teksten udenad og svajer i takt til melodien.

KLYNGER OG KÆRLIGHED Andreas får lagt de sidste ledninger i tasken.

Linea står ved siden af og venter. De er kærester og har fundet hinanden gennem kirkens fællesskab. De er begge kristne og kunne ikke forestille sig et liv uden Guds kærlighed. ”Under en fællesbøn i vores klynge havde jeg ikke overskud til at styre bønnen, og så rejste Linea sig op og stod for det. Det var første gang, jeg rigtigt lagde mærke til hende,” siger Andreas og smiler til Linea, som forsigtigt skjuler et smil bag rødmen.

En klynge er et af de sociale arrangementer, som kirken har sat op. Det er en gruppe, hvor folk mødes uden for kirkesalen til fællesspisning, -bøn og socialt arbejde. Efterfølgende mødtes Andreas og Linea flere gange i klyngen, og til sidst, efter en gudstjeneste, invi-

terede Andreas Linea ud. Linea sagde ja, og i to år har de nu været kærester.

Der fnises uskyldigt i et hjørne. To unge mennesker smiler til hinanden, mens de snakker.

Deres hænder strejfer hinanden, før de går mod udgangen sammen.

FOLK ER ENS OG DOG SÅ FORSKELLIGE Stille, afslappet baggrundsmusik summer ud fra de store højtalere i loftet. Langsomme, melankolske toner svæver mellem de unge, som stadig står og nyder hinandens selskab.

Mange kommer her for at møde andre unge, og måske en kommende kæreste, netop fordi man her deler en livsfilosofi, som kan være svær at finde andre steder.

Her har folk en fælles kærlighed til Gud, og alle forstår den følelse. En forståelse som gør det nemmere at leve sammen i hverdagen. For Linea var det vigtigt at finde en kæreste, som forstod de kristne værdier i hendes hverdag. ”Det er rart at kunne spørge sin kæreste, om han vil bede for mig op til en eksamen, som jeg er rigtig bange for, og så vide at han rent faktisk gør det med hele sin tro. Jeg kunne godt have en ikke-kristen kæreste, men her ved jeg, at han ville bede for mig.”

Den unge dreng med partisanertørklædet er gået. Det samme er pigen, han havde kigget langt efter. Tilbage står hans kammerat, som taler med en af pigens veninder. Begge står med deres mobiletelefoner fremme og udveksler telefonnumre.

Det begynder at tynde ud i kirken. Kun kirketjeneren går rundt og lukker det sidste af i den store kirkesal. Dens majestætiske betonstøtter, som holder taget oppe, står fast omkring det fællesskab der er opbygget. Kærligheden til Gud, kærligheden til hinanden. Luften er fuld af den.

!

Jeg kunne godt have en ikke-kristen kæreste,

men her ved jeg, at han rent faktisk ville bede for mig

033

Folk der læser

avis

har mere at

tale om!

Overlev din studietid med Politiken Et abonnement på Politiken giver dig orientering i mere end overskrifter og en dybere nyheds- og kulturdækning. Og IBYEN-sektionen sikrer, at du ved hvad og hvor det sker.

Med abonnementet får du også et Plus-kort, der giver adgang til rabatter på bl.a. teaterforestillinger, restauranter, museer, cafeer, film, bøger og en lang række varer. Se mere på politiken.dk/plus.

Studiepris: Alle ugens dage i 3 mdr. 624 kr. Fredag til søndag i 3 mdr. 424 kr.

Køb abonnement til studiepris på politiken.dk/studietilbud

035

Af Lars Just

036

037

Med ungdomshuset revet ned og Christiania lukningstruet fik en gruppe mennesker idéen om et mobilt fristed, som kunne flytte sig, hvis det blev nødvendigt.

Det blev til en lille by i Sydhavn.

Flydende på vandet. For vand er

38

mere frit end land.

Om dagen har beboerne travlt med at bygge flåder i en hal udlånt af Nordea. Når natten falder på, trækker de enkeltvis og i par ned mod deres gyngende sovepladser i Den Flydende By.

39

040

041

042

043

044

!

!"#$"%"&'!()*+,),-+)./*+01/0!

)

"#$%&'!()*+$#,-%.%.*/'+'$/'!-$0-.'+'+!!.-,!1'/-','2+!/'$!3345364!7'8+*#+!

69364! ! :!7)+8-$/',%'!1'/!"#$%&!()*+$#,-%.7)+8*$/%!;9!<+%!2*8-,=*1>!?#+!0-!7<'.! .-,/',.!'$!@)+.-)$!@'$A'!#7!2*8-,=*1%@*,2'$>!/'+!?#+!A2)+.!/'.!1*,-A.!#.! %#1,'!/'!%.*/'+'$/'!@<!.0=+%!#7!*//#$$',%'+$'4!B)+!7C+%.'!A#$A4! ! "#$%&'!()*+$#,-%.%.*/'+'$/'!1'$'+!$'1,-A>!#.!/'.!'+!0-A.-A.>!#.!0-!,=+'+! ?-$#$/'$!#.!&'$/'!)A!7<+!-$/8,-&!-!?-$#$/'$%!7#A,-A?'/!7)+!#.!%.D+&'! $'.0=+&'.!8,#$/.!/'!%.*/'+'$/'4! !

E'/-','2+'$!&)11'+!.-,!#.!-$/'?),/'!7)+'/+#A>!)@,=A!)A!/'8#..'+>!/'+!'+! +','0#$.'!7)+!#,,'!%.*/'+'$/'4!F</'!GH5!)A!1'/-'.-,+'..',=AA'+'>!

2)*+$#,-%.'+>!7).)2)*+$#,-%.'+!)A!&)11*$-&#.C+'+4! !

IA!%',07C,A',-A!'+!/'+!7'%.!,C+/#A!#7.'$4! !

J'!0)+'%!7#K'8))&A+*@@'!7)+!1'+'!-$7)+1#.-)$L!! "#$%&'!()*+$#,-%.%.*/'+'$/'! !

IA!1',/!/-A!.-,!-$/'$!/'$!34!7'8+*#+!@<L!1'/-','2+MA1#-,4K)1!

I@,D%!$#0$>!*//#$$',%'!)A!*//#$$',%'%-$%.-.*.-)$4! !

H-!A,=/'+!)%!.-,!#.!%'!/-AN! !

E'/!0'$,-A!?-,%'$>! ! "#$%&'!()*+$#,-%.%.*/'+'$/'!

High-end Point & Shoot Nyhed

Fuji Finepix X100

Leica D-lux 5

FinePix X100 kombinerer alle de nyeste tekniske digitale innovationer i en smuk, traditionel chassis, som oser af klasse og prestige. Stor APS-C sensor og lysstærk 35mm optik.

Nikon 1

Dette alsidige kompaktkamera, med det lysstærke Summicron zoom objektiv fra 24-90mm, er det perfekte kamera til point-shoot fotografering.

kr. 6.495,-

Nikon 1: Et hurtigt, intelligent og bærbart kamerasystem. Med et særligt udvalg af kompakte udskiftelige 1 NIKKOR-objektiver og systemtilbehør.

kr. 4.395,-

Fra kr. 3.195,!""#$%&'(#&$#&$#)()"*$+,+(*

Goecker A/S Hejrevej 37 2400 København NV

Jyllandsafd.: Sindalsvej 37 8240 Risskov

Tlf.: 35 82 11 00 - www.goecker.dk

!

!"!"#$%&'( Anja Steensig Holmbäck

På!

Den professionelle tv-vær t

Ajour

"#$%&'()$)*$+,-#'-$#(. (/0#$10/()0$2)-)#$2)0)$ )*+$)(*)*$#'&$3#$42'&)$#'&$ 132)03)#5$67$413&$83()$)*$ 90:;)44':*)&$#'&-3*-$#'&$+)##)$ 8)&#$4/0&'-)$;3-5$<07*+&3-)#$ ;:0$+)#$-'()0$"*=3$2)+$4'*)$ )0;30'*-)0$;03$%&3*+#$3*+)#$ >9:0#)*$9?$6@AB$<:C";#)*$ 63*2301B$@::2.4)0('D)$:-$ E)+$"*=3$:-$F>$9?$3;()=)5$ >322)*$2)+$-:+)$0?+$;03$ ;:&1$4:2$P3D'&')$Q0M1=/0B$ L3*4$R'&-330+$:-$I)4$6:098.

R)#)04)*5$

$(>')?2,,(0/5)@986AB*=) !"C! /'(!0%12'""31('44'!56.6$%5! #%)!**7-.

/8!29%!:7;!%<=<5!09!DDDEF9-8'5,2'>9G-E:=!

1>!3!%'?'0531('(!09!/<(&<%#"!@'A3'.!1>!B18%(<43"5CDE"#14'

#$%!"#$%&'( &'()#'*+,-)./-*+0,() 12)034-50678)96)2/88/:)

;)'2)8'<,)2<)6,:)6,((,0=,-)

#%)!*+,-.

G6)0$4'++)0$)#$;0)22)+$2)**)41)$ '$+)0)4$4#7)$:-$#3&)0$:2B$3#$+)$413&$ 2)+('01)$'$)#$#(.90:-0325$6)$413&$ 4#?$;0)2$;:0$3&()0+)*$:-$)149:*)0)$ +)*$(3*41)&'-4#)$4'#73#':*B$+)$'$ +)0)4$&'($830$4#?)#$'H5$ 6)#$;0)22)+)$2)**)41)$)0$I3*$ F3D8)0$6'0D84)*B$#'&0)##)&/--)0$3;$ 7+4)*+)&4)0$4:2$!"#$%#&'&-)**)2$ J)0)$?05$K($2)+$('01)&'-)$2)**).

41)04$('01)&'-)$&'($4:2$-07*+4#:;5$ L(:0+3*$-M0$23*$+)#N$L(:0+3*$ 1:22)0$23*$7+$3;$+)$0)&3#':*)0$ '-)*N$L(:0+3*$;:0%&'()0$23*$)#$ :0+)*#&'-#$2)**)41)$:-$'11)$%30)$ )*$1&32$13**'%3&N$ GI3*$F3D8)0$6'0D84)*4$0)J)14':*)0$ :()0B$8(:0+3*$23*$4:2$90:;)4.

4':*)&$J,##)0$'*+$8:4$;:&1$'$90'(3#)*$ 7+)*$3#$);#)0&3+)$2M-%)41'+#)$ :-$9)023*)*#)$O*-)03;#0,1$:()0$ +)#$8)&)B$)0$O*)B$*73*D)0)+)$:-$ #3*1)(/11)*+)5H$()*+"%$,-./0%1

NÅR VEJEN KRYDSES Af Helene Navne (tekst) og Kasper Palsnov (foto)

Lotte Vestergaard Pedersen bliver brat revet ud af sin døs. En høj, skarp lyd skærer gennem luften. Bilen er kommet for langt over i højre side af landevejen, så Lotte drejer skarpt til venstre. For skarpt. Der er en modkørende bil, som Lotte ikke når at undvige. Hun kører frontalt ind i den og mister bevidstheden.

47

048

Tre døgn efter vågner Lotte. En stemme hvisker hende i øret: “Du er på hospitalet. Du har været involveret i en ulykke.”

Lotte vågner langsomt mere og mere. Stemmen fortsætter: “Der var en anden bilist. Han omkom desværre.”

CHRISTIAN Lotte er i live. Hun ligger på Aalborg traumecenter, omtumlet og i chok. Alt hun husker fra ulykkesdagen er, at hun havde skændtes med sin eksmand, drukket et par Sommersby og så var kørt.

Manden i den modkørende bil er død. Han hed Christian. Han var 59 år og læge, gift og far til to sønner. ”Det var uvirkeligt - som et mareridt,” husker Lotte. “Jeg har ingen ord for det.”

Lotte ligger på hospitalet i lang tid. Hun har brækket flere ribben i begge sider, hendes bækken er flækket, og en nerve i venstre arm er revet over. ”Overlever jeg?” spørger hun en af sygeplejerskerne. Hun kan ikke bevæge sig og er bange. ”Ja, du skal nok overleve,” svarer sygeplejersken.

“Lig nu stille.”

FÆNGSELSSTRAF Lotte bliver tiltalt for uagtsomt manddrab.

Hendes promille var tre gange så høj som tilladt, og hun kørte alt for stærkt. Hun står til en fængselsstraf. Hun har aldrig før haft noget med kriminalitet at gøre. Hun frygter den hårde jargon, hierarkiet, frihedsberøvelsen og at miste muligheden for at følge med i sine tre børns hverdag. De vil kun kunne ses hver tredje weekend.

Lotte bliver idømt 15 måneders ubetinget fængsel og tilknyttes Statsfængslet Møgelkær.

Hun beslutter sig for at appellere for at vinde tid til at finde ud af, hvordan hendes børn skal leve, mens hun er væk.

En politimand følger Lotte afsted, da hun skal overflyttes fra traumecentret. ”Jeg vil lige snakke lidt med dig, Lotte,” siger han.

Han virker flink og sætter sig ved siden af sengen. Hans blik er alvorligt, men ikke koldt.

Han vil snakke med Lotte om Christians familie. Politimanden fortæller om dem og spørger Lotte, om hun vil møde dem, hvis de har brug for det. Lotte tørrer tårerne væk og siger, at det vil hun gerne. De har ikke henvendt sig endnu, men de har stadig muligheden.

ALKOHOL Lottes far kan ikke overkomme at tage bør– nene. Hendes mor er for nylig død af kræft.

049

Hendes eksmand, børnenes far, vil gerne, men han arbejder på en boreplatform og er skiftevis hjemme og ude 14 dage ad gangen.

Lotte begynder at drikke igen. Ikke hver dag, men engang imellem. Da hendes børn oplever hende fuld, erkender hun, at hun ikke kan styre det, og at hun har brug for hjælp. Hun beslutter sig for at gå i behandling.

En alkohol-døgnbehandling i seks uger koster 70.000 kroner, som Lotte betaler af egen lomme. Hendes far træder til og tager børnene, mens Lotte er i behandling.

I behandlingen får Lotte åbnet op for alle de følelser, hun forsøgte at gemme væk i alkoholens tåger. Hendes mors sygdom og død, skilsmissen efter 12 års ægteskab og bilulykken.

“Jeg havde et enormt stort sorgarbejde, jeg var nødt til at tage fat i,” siger Lotte.

50

FAMILIEN Et år efter ulykken sendte Lotte en buket blomster til enken. ”Jeg var i syv sind, men bestemte mig for at gøre det. Hvis hun havde lyst til at trampe på buketten, så kunne det måske også være en hjælp,” siger Lotte.

Hun vedlagde et lille brev, hvor der stod ”Jeg glemmer ikke.”

I et lille rum sidder to kvinder. Den ene har kittel på og en nål i hånden. Den anden har en gummisnor om armen og skal have taget en blodprøve. Det er Lotte. Kvinden i kitlen, som er sygeplejerske, viser sig at være Christians svigerdatter. Da de finder ud af, hvem hinanden er, græder begge kvinder. Alligevel er stemningen mellem dem fredfyldt, næsten kærlig.

“Jeg er glad for, at du søgte behandling,” siger kvinden til Lotte, inden hun går ud af rummet.

AFSONING Lottes ankesag resulterer i, at dommen bliver tre måneder længere. Under hensyn til sagens karakter, skriver Landsretten.

Hendes far har alligevel tilbudt at tage sig af børnene, mens hun sidder i fængsel. Og heldigvis træder Kriminalforsorgen til og hjælper hende til en alternativ afsoning. Hun skal ikke i et rigtigt fængsel, men skal afsone på Pension Skejby, hvor hendes børn også kan komme så ofte, de vil.

Lotte fører forsigtigt hånden hen til et fint, gammeldags fuglebur og lukker døren. Fuglen flagrer rundt derinde i halvmørket bag gardinerne i Lottes lille lejlighed. Der er malerier, hun selv har malet, og billeder af hendes børn,

G

Skylden, skammen og angeren ser jeg

som et kors, jeg nok vil bære resten af mit liv

der smiler til hende fra væggen. Et halvfuldt askebæger står på sofabordet. Hun tænder en cigaret, mens hun sætter sig i lænestolen for enden af bordet. Stryger pandehåret væk med hånden og lægger sit nøglebundt på bordet.

På Pension Skejby er der ingen, der bliver låst inde. Yderdøren bliver låst for natten, men beboerne har selv nøgler. Det er sjældent, at dørene er lukkede. Det er et af principperne på det alternative afsoningssted. Klienterne er velkomne hos de ansatte.

Lotte har fået stedets eneste lejlighed, så

hendes tre børn kan besøge hende i weekenderne, og når de har ferie. I hverdagene studerer Lotte til psykoterapeut. Hun er egentlig uddannet lærer, men på Pension Skejby er det et krav, at man studerer eller arbejder. Så Lotte har besluttet sig for at bruge sin afsoningstid på at læse til psykoterapeut.

ANGER ”I samfundets øjne afsoner jeg min straf her,” siger Lotte. ”Når jeg er færdig, kan jeg i det mindste sige,

at jeg har udstået min straf. Selvom jeg stadig kæmper med angeren.”

Udover alkoholbehandlingen har Lotte søgt professionel hjælp hos en psykolog for at bearbejde det hele.

“Men skylden, skammen og angeren ser jeg som et kors, jeg nok vil bære resten af mit liv,” siger Lotte. Hun håber, at som tiden går, vil hendes byrde blive mindre tung at bære.

Hun tænker ofte på Christians familie og håber, at enken måske en dag kan tilgive hende.

051