To Historier

To Historier

MADATHIL NARAYANAN RAJKUMAR

Indhold

1- mærkeligt værelse af Alexandre Barito

2 -Paris Nætter

1

Mærkeligt værelse af Alexandre Barito

1

Intet er stærkere i min drengeskapsindkaldelse end tanken om Alexandre Brito. Vi begge gik til samme Junior Basic skole og senere sammen til Central Library for at læse bøger.Barito læser klassikere og bøger med dybt indhold. Mit valg i stedet var eventyr og science fiction. Jeg har ofte spekuleret over, hvordan Barito erhvervede denne uhyggelige evne til at holde sig til det sublime og ophøjede i hele sit liv.

Det burde være ellers under hensyntagen til, at hans far var en sparsommelig forretningsmand og også en berygtig pengeyder i vores bydel. Men Barito havde ikke sin fars toner. Dette fik ham en samling af loyale tilhængere blandt hvem jeg var en. I sin ungdom var Barito karismatisk, og han plejede ofte at besøge vores hus. Mit hus var i landet og en flod var nås, og Barito og jeg ville sidde på banken. Vi ville se listeløst på lejrene glide sammen og ahorn lunde nær fortovet, hvis dele blandes med morgenen glød. De var strålende August dage. Nogle drenge pedal cykler og 2

senere tage en pause på græsset. Lejlighedsvis vil seværdigheder komme og forlade, spørg rute i ændret accent. De fleste af vores chats spundet rundt om bøger eller kolleger. Jeg må indrømme med taknemmelighed, at Barito formede mine tanker stort set. Det var forbløffende, at han aldrig udtalt en løgn, heller ikke gjorde han det sjovt af folks skrøbelighed, i modsætning til pranksters som os. Barito boede i et forbløffende to-etagers hus bag det centrale bibliotek, hvorfra markederne forkedrede. Biblioteket var en gammel gotisk bygning med store marmor søjler og et lag af konkrete trin og en sammensætning af kastanjetræer. I disse aldre var det bevidst af akademikere og mavericks. I to år var Barito min klassekammerat på universitetet, før han gik til en større by for videre studier. I løbet af disse collegeår mødte jeg ham på hans bopæl, hver gang jeg gik til biblioteket. Her ville Barito stille sig i den mest overdådige pragt i en væbnet stol, som engang blev brugt af sin bedstefar. Hans værelse indeholdt alle sorter af papirer, enheder og skakbræt. Jomfruen forlod altid Værelset delvist renset, da hun var nødt til at fremskynde til en dagpleje et sted tæt på. Selv om der ikke var mangel på hjælpere i vores by, blev denne dame hovedsagelig bevaret, fordi hun var hans mors fortrolige og muligvis rådgiver i nogle spørgsmål af interesse. Barito brugte en barneseng bygget af den fleksible madras, bevogtet af strenge, og når han faldt 3

i det, hævede barnesengen ham op til en rimelig højde og igen bagud som om at lære ham Newtons bevægelseslove. Den største besvær, Barito fortalte mig engang, var hans bror. Selvom hans bror var yngre til Barito i flere år, respekterede han ham ikke.

Deres hyppige tvister centreret om emner som hvem skulle engagere det modige brusebad eller undertiden over de apparels de delte og til hvem den oprindelige ejer er. Selv om disse punkter synes trivielle, da de blev udgivet, udstrålede en mindre vulkan, tilstrækkelig til at ødelægge en dags rus.

Desværre var det sidste punkt, at de splittede brødrene til yderligere ender. I nogle familier har jeg besøgt senere, brødrene kæmpede ikke, før de blev modnet. Senere blev emnerne af ejendom slået ind, og alle ville have børn, hvis gebyrer de måtte møde, eller deres ægtefæller ville bede dem om, selvom de havde rigelige rødder, at rejse en familie af sig selv.

Men de samme søskende i en endnu lykkedes stat opfattes at omfavne en nyligt genereret amity og tilstå hinanden, omend ikke at modtage ungdommens dage. 2 I Baritos kammer var der et familiebillede af en glad Houdini med sin mor og kone. Det var efter hans læreregler færdigheder fra en bekendtskab. Han havde også afsluttet adskillige portrætter med bemærkelsesværdige fortjenester, der efterlignede sine forfædre, som som linjen hævdede tilhørte Utrecht Guild. Disse tidlige skitser blev betragtet som 4

en arvestykke og var på udstilling i foyer. De var hovedsageligt repræsentationer om hyggeligt liv og matchmaking og skildringer af landet. Hans moderlige grandsire havde desisted at give dem afsted, på trods af flere appeller fra private samlere.

Hans mamma tjente i Energikvartalet, en beskeden kvindelig, der bevarede en del af hendes lønning uden hendes mands viden, fordi hun havde sting af panik i alderdommen og en forsvundet eksistens. En aften, da Barito og jeg vandrede på vejen til vores tidligere akademi, fortalte han mig, at han ikke havde nogen model personlighed i familien. Jeg foreslog, at han kan være hans egen helt. Barito smilede og aftalte med venlig hilsen, at han er den, han venter på. Det var i virkeligheden et ekko af en stamme, vi begge forstod. 3 Min far havde forretning i Salamanca, hvor han tilbragte halvdelen af året. Mens han i München, hvor han studerede, var han i cremefirmaet, der omfattede sandsynlige nobelpristagere. Min far kunne ikke fortsætte sine studier, primært på grund af visse dispositioner, der kanaliserede sin energi til andre retninger, hvilket gjorde ham urolig over for formel læring. Senere skulle han rejse omfattende og udslette nogle familiens rigdom, men i løbet af tiden kunne han oprette sin forretning i Salamanca. Mens han var med os, ville han tage solo-ture til indretningen, hvor han havde arvet en gård med udsigt over myrer. Til sidst købte han et grannende 5

land, der var vært for skaldet cypress og marsh helleborine. Det havde mange vandpletter, ænder, sild og ugler. Endvidere udvidede mor det med sin andel af kalkuner og svaner. Da jeg var i spidsen for ungdommen, troede min far mig ubesværet og manglede ild i aktiviteter. Han hævdede, at han havde det nok i sin ungdom, selvom han ikke kunne anvende det særligt i akademikere. Så sendte han mig til en ærbødig ven af ham i en anden by for at søge råd. Da jeg mødte min mentor kom han ud fra et værelse efter zazen med sine private studerende. Han bad mig om min situation og efter at have lyttet, fortalte jeg mig at skrive ned et område i livet, hvor jeg havde brug for forbedring, hvis jeg fik en udsættelse eller en anden chance. Efter at have overvejet mulighederne for at være den rigeste eller den klogeste, skrev jeg, at jeg ville være den venligste [vel vidende, at jeg ikke kan formørke de hellige]. Han sagde, at hvad jeg gjorde, ville ligegyldigt, så langt er det ikke sabotere for mig selv eller for menneskeheden, men jeg fortsætter med ardor. Han sagde, at veje vil føre til bredere veje, og jeg vil muligvis få vejledning. Næste morgen mødte jeg en dårlig pige på gaden, der spurgte mig nogle penge. Da jeg kun havde togprisen for at komme hjem, gav jeg uret. Pigen, selvom forvirret et øjeblik, accepterede. Efterhånden fandt jeg mig selv besat af en fraktion af mennesker, der plausibelt mistog mig for en prins incognito. Under 6

alle omstændigheder lykkedes det at løbe og skyndte mig til den nærmeste terminal for at få skinnen.

Yderligere begivenheder viste, at min guide var mere eller mindre korrekt. Det var det år, jeg mødte min fremtidige kone, en mørk og sagacious dame. I vores hus var der et rum i den øvre historie og man kunne nå det kun gennem en spiralkorridor. Dette gav værelset en fordel for privatlivets fred, hvor min bedstefar, en pensioneret soldat ville sidde og drikke øl. Nogle gange ville han slappe af på balkonen skrive noget i en dagbog med varierede udtryk. Vi havde en onkel, der var en advokat og en fan af Conan Doyle og medlem af en klub, der beklagede god service. Da hans øvelse var på en eb, skrev han mystiske spil, der sjældent blev iscenesat. 4 Min ældre søster studerede også i samme kollegium med mig. På grund af hende talte mange seniorstuderende til mig. Hun var et aktivt medlem af Kulturklubben, der afholdt ugentlige møder af filosofisk karakter. Møderne blev stort set deltog af de ældre studerende på et universitet i nærheden. Hun tjente også som en lærling til en kvindebefrielsesleder, indtil hun blev utilfreds med sidstnævntes private liv, som min søster ikke burde have blandet sig med den offentlige. Der er også sket en meget ulykkelig ting i klubben. Hun blev enamored af en mand med tvivlsomme fortjenester, selv om hun ikke kunne spekulere det i starten. Senere fandt hun ud af, at denne mand ikke havde kærlighed, men kun 7

nogle private mål. Det var alle dage med intens bekymring for vores gruppe. Min onkel fandt ud af, at hans far var en synder i et kasino slagsmål og havde et hemmeligt møde med dansepiger. Den unge mand deltog i vores ugentlige møder og hævdede, at han havde læst hele Spinoza, men hans rivaler udfordrede, at alt han kunne underholde var sassy tanker. Jeg må anerkende den hjælp, jeg modtog fra Barito for at lindre min søster af den forestående depression. Senere skulle hun blive forlovet med en bjergbestiger og endnu længere med tiden, begge mødte en katastrofe på deres klatring til Kilimanjaro lige over Barafu lejr, hvilket gjorde hende ugyldig for resten af livet. 5 Før han gik til byen, forblev Barito med os på gården i et par dage. Vi havde en god tid i nærheden af vandpletter og natuglens levesteder. Så mistede jeg kontakten med ham. Vi tog forskellige stier og havde forskellige livsstil. I mellemtiden faldt min fars virksomhed og han kom til hjemby for at bosætte sig permanent. Stadig et tab, for så vidt angår rigdom, bevarede han roen, kun ved at være ret forsinket, at visse ting ikke er ved at blive repareret, og vi bør ikke pådrage yderligere tabtænkning over dem. Jeg blev gift og tog hyppige ture til hjemby for at se mine forældre. Engang kom jeg fra fælles venner, at Barito var der sammen med sin amerikanske kone.

Sammen med vores hustruer mødte vi i tuliphaven bag en række vindmøller. Barito var lidt gået flabby på 8

midtdelen, og den aften fortalte han mig om sin fars død. Selvom det var langt fra en ideel figur, havde den gamle mand stor indflydelse på sin unge søn, så han kunne leve et usædvanligt luksuriøst liv. Den aften mødtes vi i Baritos bopæl. Efter kaffe inviterede Barito mig til sit kammer. Jeg blev bedøvet af transformationen. Familiens fotografi af Harry Houdini havde givet plads til plakaten af en cerulean-eyed italienske actionhelt. Barito markerede skiftet af mit øje og fortalte, at hans kone er en fan af italienske skuespillere. Efter den 'sidste tango' havde jeg ikke set nogen italiensk film og så tilbragte jeg halvdelen af tiden i sideshallen og hængte sammen med venner. Nu faldt mine øjne på den mest elegante barneseng, der havde erstattet Baritos gamle fleksible, der lærte ham engang Newtons bevægelseslove. Samme aften mødtes vi i en nybygget restaurant på byens torv. Barito havde fisk tacos og iced tea. Jeg tog sød yoghurt, havde haft mavesmerter. Herefter gik et årti nok. Eller måske mere. Mens jeg rejste i nord, en gang i et togrum, mødte jeg en ven af college dage og blandt mange andre ting overførte han mig de ændringer, der var kommet til Alexandre Barito. Min ven vidste ikke i detaljer, men foreslog, at Barito var i et nyt liv med religiøs overvejelse. "Hvad med hans medicinske praksis?" Spurgte jeg. "Selvom han går på hospitalet, forvalter hans kone alt", sagde venen. Heldigvis det år, 9

da jeg kom hjem til ferie, var Barito i byen. Jeg benyttede lejligheden til at se alt på første hånd og høre fra hestens mund. Gartneren åbnede porten og førte mig til sit værelse, der forblev uændret udefra.

Da døren blev åbnet, så jeg Barito på en madras tæt på jordoverfladen. Hans ansigt var blevet ændret. Han havde barberet hovedet og øjnene faldt vidunderligt stadig. På væggen stod billedet af St. Bruno meditere på en kraniet. Han sagde, at han havde en drøm om en reaper, der gik ind i høsttiden, og det ændrede sit liv. Han havde herskede over nogle uheldige afhængigheder af den seneste tid. Jeg spurgte ham om han fulgte Carthusian Order, men hans svar var negativt. Han forsøgte kun at leve i verden som om han var i en ørken for at få det bedste fra begge verdener. Han valgte sin velsignelse, vespers og salmer efter eget eget opfattelse. Han sagde, at han kom frem til klarhed, hvilket var ret tydeligt fra hans bevægelser. Han sagde også, at han oversatte en religiøs tekst til en hollandsk dialekt af hans forfædre.

Det var, sagde han, ikke til offentliggørelse, men for fokus. Da han spurgte mig om mine bekymringer, fortalte jeg ham, at jeg forsøgte at tale og være i barnesamfundet så meget som muligt for at få et tilsyneladende tabt uskyld tilbage. Jeg inviterede ham til en sidste tid til flodbredden ved mit hus, og Barito indrømmede. Vi gik en hel eftermiddag på kiggerne og på fortovene, der solgte sølvtøj, idet vi undgik 10

pellets fra den lange ørede ugle. Efter det blev et par år gennemsøgt af, og jeg havde ingen data om Barito.

Men i sidste ende hørte han fra andre referencer, at han brugte halvåret i Vancouver og den anden halvdel i hjembyen, efterligner en indisk konge. Mens han var hjemme, tilladt gartneren kun udvalgte besøgende.

Hans kontakt og afspejling af verden blev sløret. Hans læge, der også var hans klassekammerater, besøgte ham til tider og foreskrev medicin og potions. Han lider af en ukendt lidelse. En dag mødte jeg en fælles ven i lufthavnen, og han fortalte, at Barito led en indre blødning under kørsel, men havde undslippet dødelighed. Og nu er han konvalescerende og kan fortsætte med sin rutine. Jeg skrev til ham. Han skrev tilbage, hvis jeg kunne gøre sit hjem, min næste mellemlanding. Det var et yderst smukt brev, bedre end alle de gode bøger jeg havde stødt på. I dette brev havde han mindet nogle gamle fortællinger. Der var hverken morbiditet eller filosofi. Og han nævnte også et par gamle vittigheder. Jeg skrev tilbage, at vi vil skrive en fælles selvbiografi, og måske vil nogle unge finde det spændende. Jeg venter på hans svar. .................................................. ..........................

11

Paris Nætter

1

Disse episoder foregik over de seneste dage i min stop i Paris - Og senere fortsatte jeg til Rue de Flore og gik ud mod Seinen og derefter til Purpur af Wisteria tæt på Notre Dame. Min kone blev konfronteret med calcaneal hæl og kunne ikke gå meget. Hun var en atlet i sin ungdom, nu i stillesiddende erhverv og dårligt designet rejse. Hun, denne gang fortalte mig, at hun havde rigelig deltagelse med mig og ønsket hvile. Alighieri, min ven, tog mig med til en gammel og fremtrædende cafe i 6. arrondissement åbnet af en siciliansk gentleman, velsignet og vivant. Vi spiste middag på Cafe, hvor Voltaire og Danton og Balzac - nej, Napoleon, Hugo, Gambetta og Anatole France også spiste, og tog en alternativ måde på enormitet, uden at gøre noget af de fantastiske handlinger, som drenge har gjort.

Caféen blev renoveret i det attende århundrede, med pompeiske røde dividere og krystalkroner og tjener, der tjener i kvasi-revolutionære tøj. Dette var min 12

tredje tur til Paris. Først som en bachelor i Sorbonne, med en Heidegger-lærer, men efterhånden droppe ud på grund af brystkræft, der bar mig langt til en havby i Indien. Dernæst med en kvinde - og jeg forestillede mig sol, mens hun var Zambezi i blæretid.

Hun som den primordiale rock. Og jeg kan lide en endemisk orm. Jeg var Panthera pardus. Hun var Pelecanus onocrotalus. Og rollerne skiftede ofte. Min tredje rejse fandt ikke sted, da jeg ønskede at få min mor til Paris til en sundere behandling, da hun blev diagnosticeret med livmoderforstyrrelsen, men da nogle problemer blev kvældet, kunne jeg ikke gøre det og skulle få strålebehandling udført på en nærliggende hospice. Hun blev kørt af terminal sygdom, men senere bukkede han over for astma, en sygdom, der har jaget hende i mere end et årti.

Alighieri havde kendt en person i Paris, hvis mor var en ven af Katherine Mansfield, da hun blev her for nogle andre verdenskrig. Alighieri's ven var i esoterisk mystik, og efter mange telefoniske forespørgsler afslørede Alighieri mig, at hun havde flyttet med familien nogle gange siden. Det syntes hun var i parfumeindustrien i en anden by i Europa. Dette er den tredje rejse i Paris. På trods af alle de spændende shows og rues og promenader og søde ting var jeg ikke trøstet, for min kone viste sig senere at hun havde nok af mig og boede med en larmløs mand, der ikke brød sig om sine dybe refleksioner, som jeg har 13

omdannet til en hindring end en kompis i sit liv. Vil hendes liv, fra dette tidspunkt fremad, være afsat til nogle større forfølgelser, der er bundet af forløsning?

Jeg var imponeret, men fik ikke helt en krog på hendes kæde af overvejelser, der overgik min forståelse, og i forlængelse var to mygder vigende med hinanden, at slå mine hænder fra begge sider og også i det væsentlige på intet tidspunkt i livet kunne jeg foragt min krop godt nok til at hejse sindet til højere musings. Hun sagde, at hun forlod til et kloster i Grækenland, hvor hun snart kunne møde en anden ledsager, der delte hendes sympati. Der vil de leve en klosteret eksistens væk fra de forbigående verdens lunger. Men hun sagde, at jeg kunne møde hende, til tider - ikke ofte selvfølgelig - ikke som mand, men som ven.

2

Kone gik i går. Motel jeg opholdt sig havde nogle problemer med vandforsyning og det ville tage flere timer at frigøre mig fra bruser quandary. Min ven havde glæden at stå op, om fem og efter brusere deltog i en times reverie, som kun kunne afbrydes, hvis der er en katastrofe. Denne praksis gjorde ham temmelig en humoristisk mester, i modsætning til mig, der har været et bundt af kapitler og 14

uoverensstemmelser. Alighieri omfattede nogle privat forskning i denne Paris tur. Bare i går kom fra Flauberts statue og talte om overskæget. En tur på Flaubert's Boulevard og Flaubert Gallery på Hotel Dieu er på dagsordenen. Ja, for at se fuglen med grønne øjne. En mere sandsynlig kalender for vinterdage, og jeg kan vælge enhver anden rute, hvis senerne er stærke - Versailles og Vinter og is - en god kombination af friskbrygget vin. Alighieri har afsløret for mig, at Normandiet vinkede ham. Bravo. Men disse parisiske dage tester mig fra et andet perspektiv. Alligevel vil jeg ikke komponere mine indre tanker i forseglede konvolutter og åbne dem efter år. Nej, det er Flaubert's rute, ikke min. Alighieri skulle tilgive mig i denne henseende. Vinteren var i Paris, et vidunderligt øjeblik med ænder af Jardin Yitzhak-Rabin - Sagde han det? Min ven vil snart forlade Normandiet, en del af hans Flaubert-affære.

Men før det skal vi fejre, sagde han - den tredje torsdag, november, Beaujolais Noveau, den seks uges vin, Burgandy-ost med dens cistercianske efterklang - vinranker - Udover disse blev de gigantiske tønder åbnet. Det var hans måde at berolige mig på. Jeg havde vin. Alighieri havde saucisson og hvidløgsbrød og jeg spiste tartiflette. Menneske, hvis han vil fortsætte, skal ændre alt til den nuværende tilstand - fordi forskellige ting vil forlade, men ikke i øjeblikket - Dette var nøglen, jeg lærte af min mentor. Min ven 15

kom tilbage med et nyt par støvler og jeg ledte efter varme handsker. Vi skal fejre vinteren, sagde han og gav mig ideer - Julelys, en vision om Versailles, frost og efterår, glittergitterene. Du kan løbe truant og være til stede. Din kone er ikke her for at nyde dit hjertes indhold - Kastanjer kogte i kul i gaderne og en tur rundt om Champs-Elysees for at se pels træer, der vil strække dig over flere boulevards af fornemme tanker. I morgen eller en anden dag vil min ven gå til skøjteløb, da indsatsen og lejerne er lave. Men jeg vil ikke gå - I stedet sidde i en bistro ved en grand avenue og nippe kaffe timen efter timen og se byen twirle gennem vinduerne, genopstået i mit øje - jeg vil blive her i nogle flere dage og læse vinterens tusind og en fortælling.

3

Fra balustradet mødte mit værelse de feastfulde haller, der var svagt oplyst, en stor del af dagens timer og indgangen havde smagsværker og nogle halvmaneformer, ikoner med velformede arme og - ved kant en hul fra, hvor en skov var synlig, og en lille gruppe sene tilbedere flyttede ud i skumringen - Alighieri kaldte sin fine husky stemme fra et eller andet sted langt og proklamerede, at han ville nå når som helst - ved den åbne passage en mand med 16

bristly hoved og en dame fashionable højst nye tendenser invaderet, og manden tøvede på højden og begge senere sluttede sig - han svingede skuldrene, den venstre ene marginalt snoet end den højre, måske ikke feigned men hans brugerdefinerede eller holdning eller en vis mindre handikap. Jeg kom ind fra hovedadgangen og havde en nærliggende peep af de massive masser indeni, individer af alle sorter, størstedelen af travle unge og i uophørlig chatter - en kvinde med bred omkreds med en mandlig figur af gigantisk torso og lemmer, lidt chokerende fra mine småby benchmarks - manden, naturligvis en film kører i hans hjerneskærm, havde hurtige udbrud af følelser, der dukkede op som lyn på hans ansigt - Bag ham kom en ung dame i Victoria's Secret ind i frisk glæde, alle fuldstændigt overbevist om deres maskulinitet og pigerskab. Alt var fejlfrit og artikuleret i et show, der skulle finde sted i aften - skibet var synligt fra vinduerne - og de strukturer af grå gotiske sten, der matchede sig godt i en genial kunstneres enorme lærred med sin tætte flok Windsor Greens og Forest Look, et par afskrifter væk fra gangen. Et billede skinnede på de grizzlede koboltvægge, et klassemaleri af vildt æsler nogle gamle opdagelsesrejsende kan finde i deres ture, skabninger af fin tibetansk race - en lugt der minder om permeabel eddike i luften, forskellige alkoholer og røg - Her pludselig er der smerter for en ny zephyr 17

fra de åbne planer, under en svømmetur, velkendt sol med min far ved siden af. Under alle omstændigheder er det ikke min gade denne sen aften. Denne aften af baner og uheld i Paris. Jeg stolede på, at han ville overbevise mig i det rigtige rum og jeg vil undervise i ham i ærbødighed, som jeg er klar over, hans store formål er tilstrækkelige nok til at gøre op for nogle af disse lave bevægelser. For mig er hans levende nærhed større end Nobelprisen. Jeg skiftede motel for et par dage siden i lyset af det faktum, at jeg favoriserede et værelse med udsigt til byens liv og desuden at komme væk fra vandproblemerne, som nægtede mig af mine natbyger. Nu flyttet til en bedre, som en senior kinfolk havde lagt et beløb ind i posten, da jeg så min afbrudt tilstand. Der var lyde fra herbergens butik af bøger, da en forudgivelse af en ny forfatter fandt sted. Det var en bog af kærlig substans, og nogle gik ind i hallen, hvor bogen afslørede på dækningen en dame liggende på mands tourniquet.

Jeg plukket bordet i vestenden, og værten klarede mig ikke til at spotte mig. Det var en gammel rendezvous, hvor jeg med tiden skulle komme med hende, og vi begge vidste ikke, hvordan de skulle danse - at selv et barn herovre vidste. Rouletten var i den anden gang.

Jeg fik Alighieri til at ringe til hotellet og inviterede ham til dansegulvet. Han viste ikke stun, i stedet spurgte hvilket gulv det er og kommer der uden uheld. Endelig mødtes vi som to doted gamle venner.

18

En kvinde, der er lidenskabsløst, kommer tæt på bordet, her trækker hun tilbage til den ene akse, efter en mindre kvalm. En fordel ved anciennitet er, at du er retfærdigt berøvet af misundelse og skønner, at der på ethvert område er der nogen, der er overlegen over for dig, og at konkurrencen ikke er en af livets kardinale dyder. Du er begavet med den største gave, der nogensinde er hjemmehørende, og det er livet. Jo mere man forsætligt forsvinner jo dybere - jeg genkender ikke alle de ting - men denne lige fremmede er kernen i ting . I den anden ende blev en ensom dame, der ikke var berørt af den handling, der var monteret i anteroomet, åbnet en bog og læst det alvorligt, men det var også muligt at smake den champagne-lignende drik fra beholderen, serveren i iøjnefaldende kendskab - måske en erfaren besøgende. Musik blev ved at blive tungere og tættere - Alighieri trak tilbage, da tiden viste sig at være for sent, noget punkt tæt på midnat, ind i hans værelse, og jeg befandt mig i hallen med folk og skygger længere ind i hjertet af natten. Den parisiske aften. 5 Pludselig til min forbavselse lukkede kvinden, der sad ved den sidste ende af honky-tonken, da mine øjne arbejdede i mindre nådighed, sin bog og steg op fra katedralen og vendte om, som om hun havde en privat tryst i se, gik hen imod min retning - nu ser jeg hendes visage, som var helt adskilt fra de andre folkeslag, og nærmere ser jeg hende, når hun nærmer 19

sig, rent costumed og elegant i skridt og med et smukt og flammende blik i øjnene, ikke forstyrrer maskuline figurer med store arme og fremadrettet til min lille figur konstant - og pludselig til min største forvirring kyssede jeg på min højre kind og kaldte mig ved mit fornavn. Denne ultimative aften. Min Paris nat. Her bliver jeg renset for synd, end yderligere synd. . ...............................................

Slutningen

Author’s Blogs at-

1- https://benjaminlally212.wixsite.com/primavera/blo g

2-https://azuremorn.wordpress.com

20