5 minute read

Marie flyder over af kærlighed

TEKST: JEANETTE LUND HOUE · FOTO: ANDERS TRÆRUP

- Jeg elsker bare at stå her i Harboøre og tale om følelser. Hun og salen griner af paradokset. Scenen er 18B i Harboøre, og 27-årige Marie Vilsbøll med kunstnernavnet VILMA giver en af sine første, egne koncerter. Hun virker spændt og er lettere overstadig, men så snart hun synger, er stemmen rolig og stærk. Den fylder hele rummet. Intenst.

Advertisement

Til hvert nummer giver hun publikum en længere intro, for VILMA har meget på hjerte.

- Jeg snakker lige så meget, som jeg synger, det må I tage med, siger hun undervejs.

Publikum tager det hele med. Historierne om hendes bedstefars død, moderens stress, forventningspresset fra faderen og søsterens ufrivillige barnløshed… Vestjyderne vil tilsyneladende gerne røres, og VILMA når helt ind med sine kærlighedserklæringer denne forårsaften i Harboøre.

Ikke store ord

Jeg møder hende nogle dage efter koncerten hjemme i Resen hos hendes forældre. Her er stille og solen skinner på dammen i haven. Det er det her sted, hun elsker – og savner frygteligt, når hun er hjemme i sin lejlighed i Aalborg.

FAKTA

MARIE VILSBØL

27 år

Resen Friskole

Nr. Nissum Efterskole

Struer Gymnasium

Engelsholm Højskole

Bachelor i ’Populær musik og lydproduktion’ på

Aalborg Universitet

Bor i Aalborg

Forlovet med Morten Frost

Debutalbum ”Kærlighedserklæringer” udgivet digitalt 21. april og kan købes på vinyl og CD. Find VILMA på Instagram eller Facebook under Vilmamusicdk.

“Mange kommer hen og er berørte og snakker med mig, efter jeg har sunget. Jeg tror, man skal tænke på, at vi jo går til fitness og træner kroppen, derfor er det også helt okay at gå til psykolog og træne tankerne, mener hun”

Marie Vilsbøll har altid elsket at synge og har spillet mange instrumenter, men det var hendes bedstefars død, der satte gang i den første kærlighedserklæring. Hun er, som mange andre jyder, opvokset i et hjem med stor varme og kærlighed – men man siger ikke ”jeg elsker dig” til hinanden.

- Jeg kommer fra den nordvestjyske mentalitet, hvor man ikke taler om følelser og siger store ord til hinanden. Det er bare en kultur, og sådan man er. Har man det dårligt, siger folk, at man bare skal løbe en tur og ”at det går nok”. Men jeg vil gerne være fortaler for, at man går et lag dybere, siger Marie Vilsbøll.

- Da min bedstefar dør på den første dag i 2020, åbner det op for en snak i min familie om dem, vi elsker. Jeg var så ked af det og savnede ham så meget, så jeg havde brug for at give ham en kærlighedserklæring, og sådan blev den første kærlighedserklæring til, fortæller hun.

Hul på svære ting

Marie Vilsbøll oplevede, at det var befriende at åbne op og tale om de svære følelser. At det var dejligt at turde være i følelserne.

- Det behøver ikke at være farligt at tale om sine følelser, og jeg håber, at jeg med mine sange kan inspirere andre til at åbne mere op, siger hun.

VILMA laver dansksproget, nærværende popmusik med afsæt i kærligheden til sin opvækst og hjemstavn i det vestjyske.

Hun er blevet en stemme for dem, der har svært ved at sætte ord på de mest banale, men betydningsfulde følelser.

Siden fik hun taget hul på flere af de svære ting, som havde tynget hende i de unge år, hvor hun havde svært ved at finde ud af, hvad næste skridt skulle være. Hun talte ikke rigtigt med nogen om det, og så voksede det hele inde i hovedet.

Hun fortæller:

- Min far har altid troet på mig og synes, jeg skulle gøre mere ved mit talent som sanger. Men jeg har ikke haft modet, og til sidst endte det med, at jeg ikke følte mig tilstrækkelig og blev ked af det. Det var svært, men da jeg først fik sat ord på det overfor min far åbent og ærligt, så lyttede han og var der hundrede procent for mig – og det lettede så meget. Derfor synes jeg, at man skal tage sig selv seriøst og få talt om tingene.

Hun opdagede, at snakkene gjorde, at hun fik bearbejdet en masse og fik det meget bedre. Og derfor fortsatte hun med at skrive kærlighedserklæringer til dem, hun elsker. Der var ikke en større plan med det – det var mere et behov for at udtrykke sig, men nu har hun netop udgivet et album og en lilla vinyl med dem alle.

Kærlighedserklæringerne betyder, at hun har fået fortalt familien, hvor meget hun elsker dem.

- Jeg kunne slet ikke få det ud – og de kunne ind tage det ind. Men med sangene kan jeg, og jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er, at der er ro i ens relationer, siger hun.

Hjemve til hjemstavnen

For første gang er hun på turné og i april spillede hun for fyldte sale i både Folkets Hus og på 18B i Harboøre. Hun oplever, at mange kan relatere sig til det, hun synger om.

- Mange kommer hen og er berørte og snakker med mig, efter jeg har sunget. Jeg tror, man skal tænke på, at vi jo går til fitness og træner kroppen, derfor er det også helt okay at gå til psykolog og træne tankerne, mener hun.

En af sangene handler også om hendes hjemstavn; Resen. Struer. Nordvestjylland. Hun er familiemenneske og har ikke en stor omgangskreds, og det tog hende lang tid at flytte hjemmefra, for hun havde svært ved at komme herfra. Da hun endelig flyttede til Aalborg som 21-årig for at læse, mærkede hun hjemveen stærkt i maven. Derfor har hun også skrevet hjemstavnssangen ”Vuggende, bølgende eng” og erklæret sin kærlighed til Struer og omegn. Hun kører stadig hjem fra Aalborg flere gange om ugen, både for at se familien og for at besøge sin bedstemor.

- Jeg er ikke så ked af at bo i Aalborg længere, men min familie betyder bare alt. Nu har jeg så mødt min kæreste Morten på studiet, og han er meget social – og han har været en stor del af min udvikling i forhold til at udgive mit debutalbum, fortæller hun.

Manglede ungdoms-musikmiljø

Det var i hendes farmor og farfars udestue i Resen, der blev kaldt ’spillestuen’, at hun gik til musik og spillede violin og prøvede mange instrumenter af som lille. På friskolen i Resen fik hun ofte hovedrollerne i musicals og på efterskolen fik hun prøvet at indspille musik.

- Jeg har altid været usikker, men musiklærerne på både friskolen og efterskolen fik mig til at synge foran folk, og jeg fik prøvet det af, ser hun tilbage.

På gymnasiet i Struer savnede hun et musikmiljø, hvor hun kunne mødes med andre og udleve drømmen om at skabe musik.

- Det er lidt mærkeligt, at der ikke er et stærkere ungdomsmusikmiljø her i Lydens By, jeg var i hvert fald ærgerlig over, at jeg måtte flytte herfra for at finde det, siger hun.

I Aalborg har hun til gengæld både fundet kæreste og musikalske venner, som nu er en del af hendes tourband. Johan Stene på cello har været med til at skabe den særlige lyd på hendes album og Morten Frost, hendes kæreste, har været drivkraften i at få albummet indspillet.

- Jeg var tilbageholdende, men det var ham der sagde: ”Du kan godt, nu gør vi det”, siger hun med et genert smil.

Modig og åben familie Inden hun udgav kærlighedserklæringerne, talte Marie Vilsbøll grundigt med alle i familien. Men alle var helt med på, at hun gik videre med sangene.

- Jeg synes, de er modige, at de vil dele både store og svære følelser. Vi håber, det kan gøre en forskel for andre. For hende selv er albummet et synligt bevis på, at hun er fyldt af kærlighed – og flyder over med den – og tør fortælle familien om den.

- Vi har altid været tætte i min familie, men nu er vi endnu tættere og snakker mere åbent. Jeg har været lidt nervøs for min beslutning om at dele så meget af mig selv. Jeg var lidt bange for, hvordan det vil påvirke mig. Men indtil videre er det kun positivt, slutter hun.

“Det er lidt mærkeligt, at der ikke er et stærkere ungdoms-musikmiljø her i Lydens By, jeg var i hvert fald ærgerlig over, at jeg måtte flytte herfra for at finde det”

This article is from: