


TIPS TIL AT SPARE PÅ VANDET:
Der er sikkert mange, der har brug for at få pulsen lidt ned igen efter en heftig sommer med omskifteligt vejr, sommerfester, rejser og udflugter. Hvis man fejrede sommeren i Struer Kommune, så kedede man sig nok heller ikke. Der var i hvert fald masser af muligheder for at hygge sig på strandene og Limfjorden, ved Kilen eller Toftum Bjerge, på cyklen rundt på Venø eller til et af de mange arrangementer i en stopfyldt sommerkalender.
Fra musikarrangementer som Venø Festival, Kilen Rock, Operafestival på Thyholm og Jegindø Festival til Summerdays ved Struer Havn, Run to the Beat, Le Tour Revanchen, bagagerumsmarkeder og Sansefestivalen var der noget for enhver smag. Helt så vilde bliver de næste måneder nok ikke, men der er stadig masser af oplevelser rundt om i kommunen for dem, der i løbet af efteråret og vinteren har lyst til at bevæge sig udenfor døren.
Der er blandt andet premiere på Børnekulturnatten 14. oktober, hvor en stribe kulturinstitutioner i Struer udvider åbningstiderne og byder indenfor til unikke oplevelser. Læs mere om det nye tiltag i denne udgave af Frekvens, hvor du også kan finde en eventkalender med datoer for begivenheder som Open By Night (i år med både en Høstfest og Halloween-udgave), Musikskolens Spil Dansk Uge med koncerter fordelt i hele kommunen, Struer Shantykors 10-års jubilæum, Thyholm Julemarked, juletræstænding på Rådhuspladsen i Struer og meget mere.
En lang række af disse arrangementer er afhængige af en stor arbejdsindsats fra foreninger og frivillige, og de er alle sammen afhængige af, at der er lokal opbakning til og interesse i, at Struer Kommune er et levende og dynamisk sted at besøge, leve og bo. Så afslutningsvis skal lyde en stor tak til alle, der året igennem har bidraget enten med arbejde eller som deltager til, at der har været fart på hele sommeren, og at der er masser at glæde sig til i de næste måneder.
Tak for indsatsen!
John Fogde Chef for Lydens By
“Der skal lyde en stor tak til alle, der året igennem har bidraget enten med arbejde eller som deltager til, at der har været fart på hele sommeren, og at der er masser at glæde sig til i de næste måneder. ”
Vi bøjer nakken helt tilbage og kigger op. Det lille propelfly er oppe i 4 kms højde og pludselig kan vi ane fem små bitte sorte prikker på den blå himmel. De falder og falder. Efter hvad der føles som lang tid, folder faldskærmene sig ud – og de svæver lydløst ned mod jorden. Lige da de er over os, hører vi suset fra faldskærmen og på et splitsekund bremser de op – og lander én efter én på jorden. De smiler bredt.
Vi er på Lindtorp Flyveplads til Faldskærmsklubben
HLF-Skydives klubaften. Da vi ankommer skal 60-årige Helle Skræddergård fra Holstebro op for allerførste gang. Det er et tandemspring, hun har fået i fødselsdagsgave af familien, og hun glæder sig og er meget spændt. Hendes mand er bekymret. Vi følger hende hele vejen ned, og da hun lander, siger hun: ”Så fedt. Hold da kæft! Tak for gaven”. Hendes mand giver hende et stort kram, tydeligt glad for, at hun er godt nede igen. ”Det er det bedste jeg har gjort længe”, siger hun, og forsvinder ind i klubhuset til resten af familien, der venter med mad.
Faldskærmsklubben HLF-Skydive har omkring 300 medlemmer, og de mødes og springer sammen hver onsdag fra kl. 17 til solen går ned og hver anden weekend. Den lille propelflyver flyver i pendulfart med faldskærmsspringerne. Der kan være fem ad gangen i flyet. Det højeste den flyver op er fire km – og deroppe er cirka fire grader.
Struerboen Daniel Jensen har været i faldskærmsklubben et års tid og nyder at springe.
Han fortæller, at han er blevet overrasket over, at springene også gør noget godt for ham i hverdagen.
- Jeg har fundet ud af, at jeg ligesom tør mere, at mine grænser er rykket, efter at jeg er begyndt at springe faldskærm. Det er som om, det har øget min barre for stress. Måske tænker kroppen, at når jeg kan klare at springe, så er der meget andet, jeg også kan klare. Det er ikke længere så farligt for mig at komme ud af min komfortzone, fortæller han.
I live
Martin Jeppesen på 31 år er fra Struer og har på et års tid taget 37 af de 40 spring, det kræver, før man får sit certifikat, og han satser på, det er i hus inden for en måneds tid. Martin har altid gerne villet springe faldskærm og startede i klubben med en kammerat.
Han fortæller:
- Det var selvfølgelig lidt grænseoverskridende første gang, men det er en følelse af at være i live. Det giver sådan en god energi. Hen ad vejen udvikler det sig, så man får mere og mere kontrol over det, og det er fedt.
Derfor kan han godt lide at tage flere spring samme dag, fordi han så kan udvikle på teknikken. Også det sociale i faldskærmsklubben betyder noget.
- Der er et fedt fællesskab her, og klubben er god til at tage nye ind, og folk er meget hjælpsomme, forklarer han. Når vi spørger dem, om de ikke føler, de sætter livet på spil, svarer de alle sammen, at de jo har en reserveskærm, og derfor føler sig sikre.
Vi møder også formanden for klubben, HLF Skydive, Steffen Larsen og han kan sin salgstale: ”Vi er Danmarks billigste, hyggeligste og sikreste klub” siger han og i løbet af aftenen får han det gentaget et par gange. Klubben har i sine 39 leveår aldrig haft en dødsulykke.
- Vi går aldrig på kompromis med sikkerheden, slår han fast og forklarer, at sporten har stor betydning for mange af medlemmerne.
- Jeg oplever, at dem, der springer herude, får mere selvtillid og selvværd og en slags ro. Det, at de kan finde ud af det her, gør, at de kan meget mere. Og så giver klubben også netværk og fællesskab. Når jeg ser folk bagfra, der lige har sprunget, kan jeg se smilet fra ryggen, så bredt er det, siger Steffen Larsen.
28.10. – Everysbody talking
Rocklegenden, Popdrengen og Kongen af Ribe behøver efterhånden ingen nærmere introduktion. Når Billy Cross, Jimmy Bacoll og Lars Maasbøl optræder sammen, er der garanti for en usædvanlig musikalsk oplevelse.
26.11. –
Hvor har vi tit sagt: Skulle vi nu engang lave sådan en rigtig julekoncert, så ku’ vi da kun drømme om, at det blev med Danmarks gospel- og souldivaMarie Carmen Koppel. Og nu er drømmen gået i opfyldelse.
28.01. – Anders Blichfeldt SOLO
Oplev den grammy vindende danske sanger og rockvirtuos Anders Blichfeldt. Han er en af Danmarks mest alsidige sangere, og blev for alvor landskendt for sin markante vokal som forsanger i poprock gruppen Big Fat Snake.
18.03. – 2 Mikrofoner og en stak vinyler Kan du huske dét øjeblik musikken ramte dig? Sangen, der fik dig igennem en ulykkelig forelskelse. Pladen som sendte dig i en ny musikalsk retning? Carsten Holm og Flemming Møldrup fortæller om deres mange møder med musikken.
22.04. – FÆTTERS
Vestjysk lune tilsat musikalitet og stærke familiære bånd. Man kan næsten smage saltet fra Vesterhavet og mærke vestenvinden blæse omkring ørerne når bandet FÆTTERS inviterer til festlig folkpop på Høloftet krydret med lune historier.
12.11. – Dissing, Dissing og Las Når Dissing, Dissing & Las går på scenen, er det med en selvfølgelighed, der får alle til at sænke skuldrene og åbne hjertet. Det ved vi, for de tre herrer er gået hen og blevet Høloftets rigtig gode venner, og har tit været forbi.
26.01.
Han er én af de største. Det mærkede vi sidst. Steffen Brandt har som dansk tekstforfatter præget det danske sprog med sine hverdagssproglige, ironiske, sarkastiske, kærligt-kritiske, men også undrende, nogle gange nærmest opgivende tekster.
26.02. – Søndags Café med Poul Halberg og Bo Stief
To danske musiklegender, guitarist Poul Halberg og bassist Bo Stief, spiller igen sammen. Duoens repertoire er stemningsfuldt, lyrisk, melodisk nogle gange rocket, kaotisk, aggressivt, blueset og legende humoristisk.
25.03. – Kajsa Vala
Oplev Kajsa Vala i sit rette element, med sit tæt sammenspillede orkester, når hun præsenterer sit nyeste album - “When Are We Out of The Woods?” live. Kajsa Vala har slået sig fast, som en af de få der mestrer Americana-genren.
13.05. – Møller
Vi er helt vilde med, at vi igen får besøg af disse 2 kapaciteter og fantastiske musikere. Hans Theessink og Knud Møller har 3 år fyldt Høloftet, og har hver gang leveret en musikalsk og intens oplevelse ud over det sædvanlige.
Området omkring Toftum Bjerge betyder meget for Jan Kjeldsen. Det var her han voksede op som barn og fik de første stærke venskaber. - Jeg er super taknemmelig for mit store netværk og mange nære venskaber, som gør det muligt for mig, at lave Kilen Rock, siger han.
Jan Kjeldsen kalder sig selv for et værtshusbarn. I den gode betydning altså. Hans mor havde ’Limfjordskroen’, og da Jan var barn, tilbragte han ofte dagen i selskab med gæsterne. Han kendte dem og lærte at snakke med alle typer.
- Jeg tror, det har været grobunden til, at jeg godt kan lide at være vært og invitere til fest, siger han.
Hans mor har stadig stor betydning for ham og har haft det gennem hele livet – og det vidner en række af de anekdoter, han fortæller, også om. Det var tilbage i 2008, at han sammen med vennerne, Jesper Christensen og Karsten Hedegaard, der var henholdsvis formand og kasserer i RHIF – Resen-Humlum Idrætsforening, fandt på at invitere til stor havefest ved Kilen i Struer.
- Det var oprindeligt min mor, der havde fået tilbudt ’Danser med drenge’, men så bookede vi dem i stedet. Vi fik en underskudsgaranti på 50.000 kr. fra kommunen. Men hvad få vidste var, at min mor derudover havde tilbudt at holde hånden under det første års arrangement. Hun ville gerne hjælpe os, forklarer Jan Kjeldsen.
T-shirt til Jans mor Til en af de første Kilen Rock kom hun dog i karambolage med en af dørmændene:
- Min mor bryder sig ikke om øl, så hun havde selvfølgelig fået lov til at tage nogle små flasker snaps med. Det var der en af vagterne, der så, og han tog dem og hældte dem resolut ud – og eskorterede hende ud af pladsen. Det opdagede en anden dørmand, der fik stoppet kollegaen, og forklarede, at det her altså var Lissie, Jans mor. Hvorefter Lissie siger med et smil: ’Ja, hvem tror du betaler gildet her, hvis det går galt?’ Næste år fik hun en t-shirt, med påskriften ”Jans mor”, som hun dog nægtede at tage på, fortæller Jan Kjeldsen med et stort grin.
Underskuddet blev heldigvis ikke så stort det første år og efter 3 år begyndte Kilen Rock at give overskud. Et overskud som er kommet RHIF og efterfølgende en masse andre foreninger til gode.
Jan Kjeldsen tøver ikke med at kalde sig selv og arrangørgruppen for ’lallende amatører’, der ikke rigtig vidste, hvad de havde gang i de første år.
- Ja, vi har heldigvis lært meget hen ad vejen. Noget af det jeg bøvlede med i starten, var de her tillægskontrakter, som kunstnerne havde. Vi havde for eksempel engang et band med seks medlemmer, der bestilte fem forskellige menuer. Og da Maggie Reilly var her, bestilte hun en særlig fløde, vi skaffede fra London – og hun rørte den ikke. Så fik jeg et tip fra en i branchen om, at han altid bare stregede de ting ud i kontrakten, som ikke var mulige at opfylde. Jeg fandt så derimod på, altid at skrive: ”Min mor laver
buffet” på cateringdelen. Jeg har ingen klager fået siden, siger han grinende.
Med Jans stærke planlægningsgen, høje energi og evne til at snakke med alle, har Kilen Rocks ’lallende amatører’ efterhånden ændret sig til en professionel gruppe, der kan skabe overskud i en ellers svær branche. Jan Kjeldsen styrer hvert år omkring 200 frivillige, det er ofte de samme, der kommer igen og igen – og han har aldrig fået nej fra en sponsor, fortæller han og er dybt taknemmelig for et lokalsamfund, der altid bakker op.
- Jeg er jo nok lidt en bramfri krejler, der ikke lader mig imponere eller overbevise af bookingbureauerne. Det gælder jo også om at spotte de nye, men nogle gange kan man jo godt skyde forkert. Et godt eksempel er, da jeg engang fik tilbudt Tommy Seebachs søn billigt. Vi diskuterede det i styregruppen, og blev enige om at vi ikke ville have en dengang totalt ukendt ’Rasmus’ til at stå og synge ”Uhhh uhhh” til vores rockfestival. Fire måneder efter vandt han alt hvad der kunne vindes til ”Danish Music Awards”, hvorefter hans honorar blev i nærheden af tidoblet.
Golf giver ro Jan Kjeldsen er til daglig ansat som pædagog på et opholdssted ved Silkeborg, hvor han er støtteperson for anbragte unge. Derudover har han en række udlejningsejendomme. Det giver ham en hverdag, hvor han arbejder to døgn og har fri en uge.
- På den måde har jeg frihed til de mange opgaver med Kilen Rock og nu også Run to the Beat, hvor vi står for festen. Så har jeg også tid til at spille golf, og det er vigtigt for mig. Det giver mig nemlig ro i hovedet, og det har jeg rigtig meget brug for, fortæller han. Han er bevidst om, at hans liv kunne have taget en anden drejning.
- Jeg var nok lidt en rod som ung, og jeg er glad for, at jeg kom på Søndbjerg Efterskole, der var en kristen efterskole. Det var med til at rette mig lidt op, tror jeg.
Det blev til en HG på handelsskolen og mange år som blandt andet dørmand.
Her tæt på midtvejs i livet gør han lidt status og siger: - Jeg har overvejet at trække mig lidt tilbage de kommende år. Vi har brug for et generationsskifte bag Kilen Rock. Men problemet er lidt, at alt er i mit hoved. Så det kan godt blive svært at tage over, erkender han.
Han skal selvfølgelig også lige være afklaret med at skulle træde ud på sidelinjen;
- Det fedeste øjeblik er, når man åbner pladsen og lukker glade folk ind og ser, at alt spiller. Jeg er altid den første der kommer, og blandt de sidste der går fra pladsen, siger han.
“Jeg er jo nok lidt en bramfri krejler, der ikke lader mig imponere eller overbevise af bookingbureauerne. Det gælder jo også om at spotte de nye, men nogle gange kan man jo godt skyde forkert”.
Museumsdirektør Helle Sigh sætter ny retning på det lokale museum: Bæredygtigt, åbent og i samspil med alt lokalt.
Når man møder den nye direktør for Struer Museum, 47-årige Helle Sigh, er man ikke i tvivl om, at man står overfor en særlig dedikeret person. Hun taler hurtigt, begejstret og insisterende om hendes nye rolle og opgave. Hun har brugt den første tid siden 1. maj, hvor hun blev ansat, på at stikke fingeren i jorden og har allerede en masse aha oplevelser og erkendelser.
- Jeg er vildt imponeret over de ildsjæle, jeg har mødt. Det gælder for eksempel i Nordvestjysk Fjordkultur, ved Regelbau 411 i Oddesund og Jegindø Fonden, men også mange andre steder. Det var en øjenåbner for mig at se hvor meget de brænder og hvor dygtige, de er, det er helt vildt, siger hun.
Hun ser her en masse muligheder for at fortælle lokalhistorien, lige hvor den foregår. Hendes drøm er nemlig, at åbne museet langt mere op og udvikle et museum ”uden vægge”. Det vil sige, at meget mere skal foregå ude i byen og i lokalområderne. Der hvor historierne er.
Det gælder også det kommende formidlingsprojekt ”Gademuseet”, der skal fortælle historier om livet i gaderne. Det hele skal naturligvis gøres bæredygtigt.
- Jeg vil gerne flytte museet i en grøn og bæredygtig retning. Det gælder både socialt, økonomisk og klimamæssigt, slår hun fast og peger på, at det handler både om ansvarlig drift og at sikre sig at få miljømærket ”green attraction”.
Helle Sigh kommer fra en stilling som direktør på Nr. Vosborg og har en ph.D. i historie og antropologi. Hun har også erfaring fra Strandingsmuseet i Thorsminde og Fregatten Jylland i Ebeltoft.
- Jeg arbejder altid tværfagligt, og så elsker jeg at udvikle og motivere, fortæller hun.
Hendes hold på museet kalder hun ”et usædvanligt stærkt hold”. Udover deres formelle titler er det nemlig også medarbejdere som har hver deres passion som for eksempel billedkunst, pottemageri, musik, illustrationer og filosofi.
- Det er helt vildt, hvad de kan, så vi kommer til at rykke med det hold, forventer hun.
Flere besøgende Hendes ambition med museet er at få flere besøgende udover de 10.000 gæster, der i dag finder vej til Søndergade.
- Vi skal have fat i flere familier og flere skoler. Jeg vil gerne have fat i andre brugergrupper end dem, der kommer i dag. Så vi skal møde alle, både digitalt og ude i lokalområderne. Museet lever først, når der er mennesker, og vi skal berige, begejstre og forundre dem, siger hun.
Helle Sigh mener, at museet leverer dannelse: - Vi skal gøre mennesker klogere på os selv, hinanden og verden. Vi skal spejle det at være menneske i en udfordrende tid og udvide horisonter, skubbe til verdensbilleder og skabe indsigt i det nære og fjerne.
Hun er i fuld gang med at lære erhvervslivet at kende også. - Jeg vil gerne samarbejde med alle, så kulturen bliver et lokalt kraftcenter. På den måde kan vi være med til at sikre udvikling og bosætning og et godt liv, her hvor vi bor, siger hun.
B&O og lyd er DNA Konkret er der mange projekter på vej. Lige nu forbereder museet formidlingsprojektet ”Gademuseet”, Buchholz’ hus skal renoveres, og så er der midler til at genbesøge og nyudvikle B&O-museet, som er en del af museets DNA. Helle Sigh drømmer også om at udvikle det lokalhistoriske arkiv, som er en guldgrube af viden, men som i dag ikke formidles. Og endelig så skal der fokus på lyd.
- Vi skal udvikle metoder til at indsamle lyd, det gælder samtidslyd, men vi skal også undersøge, hvordan vi kan involvere brugerne i det.
Helle Sighs engagement er ikke til at tage fejl af. Og at hun så samtidig endelig har fået familieliv og arbejdsliv til at gå op i en højere enhed, giver hende en dejlig ro. Hun bor i Struer på 14. år og nyder nu, at hun kan arbejde lokalt, og at der så også bliver lidt mere tid til manden og døtrene på 13 og 15 år.
“Jeg vil gerne samarbejde med alle, så kulturen bliver et lokalt kraftcenter. På den måde kan vi være med til at sikre udvikling og bosætning og et godt liv, her hvor vi bor”.
Som noget nyt er kulturinstitutionerne i Struer gået sammen om at arrangere en spændende børne-kulturnat i byen. Det er fredagen op til efterårsferien - den 14. oktober fra kl. 17-21.
'Madpandekager over bål og knob' Søspejderne
'Fri fantasi fra bøgernes verden' Struer Bibliotek
'Musik fra kælder til kvist' Struer Musikskole
'En FanJAZZtisk Trommerejse' Folkets Hus
'Lyt til det lydløse' Struer Museum og SOUND ART LAB
'Blandt søulke og pirater' Nordvestjysk Fjordkultur
Der er meget at opleve, og når du at besøge alle kulturinstitutionerne, kan du deltage i en lodtrækning om biografbilletter til hele familien!
Det bliver festligt, mørkt og helt unikt. Det lover Rasmus Thøgersen, der er leder af biblioteket i Struer. Han har samlet alle aktørerne og har fået sammensat et festligt program for Struers første børnekulturnat.
- Vi slår dørene op efter mørkets frembrud og går sammen om at afholde en børnekulturnat fuld af unikke oplevelser i Lydens By. Vi vil gerne give børn mellem 0 og 12 år og alle deres voksne en spændende aften, hvor man kan opleve vante steder på nye måder og måske komme indenfor på spændende steder i Struer, du aldrig har været før, siger Rasmus Thøgersen.
Deltagerne i børnekulturnatten er Struer Musikskole, Struer Museum, Sound Art Lab, Struer Bibliotek, Nordvestjysk Fjordkultur, Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum, Folkets Hus, Struer Kirke og Struer Søspejder.
- Så der bliver noget for enhver smag og mange muligheder for en anderledes oplevelse. Alle er velkomne, også selv om man ikke er barn, siger Rasmus Thøgersen.
Musik fra kælder til kvist
På Struer Musikskole kan du både opleve musik som tilskuer, selv spille musik og være med til en lille gætteleg omkring musik. Nede i Musikkælderen vil et af vores lokale orkester underholde. I stue-etagen kan du få en smagsprøve på skolens musikundervisning og selv blive del af et percussionorke-ster. Oppe på 1. sal kan du deltage i en gætteleg omkring musik, hvor du skal øve dig i at matche sangtekster med melodier, der bliver spillet for dig.
LYT til det lydløse på Struer Museum
På Struer Museum kan du bygge din egen højttaler, som kan afspille al den gode musik. Du kan prøve en af vores helt særlige mikrofoner, som kan opfange lyden af din mobil, en computer eller en ledning. Eller du kan sætte dig godt til rette og tegne et postkort, hvor du bliver inspireret af de lyde, som bliver fanget af mikrofonerne. Der er åbent i Lyduniverset, hvor du kan konkurrere med din familie om, hvem der er bedst til at gætte hvor (lyden af) løven kommer fra eller hvilke rum, som skaber præcis den rigtige rumklang. Workshoppen er arrangeret i samarbejde med Sound Art Lab.
Fri fantasi i bøgernes verden
Struer Biblioteks venner fra Fenris Rollespilsforening sørger for rendyrket eventyr blandt bibliotekets reoler. Du kan møde en fortryllet historiefortæller, der fortæller røverhistorier i flammernes skær. Bagefter kan du tage chan cen og kæmpe mod en skeletridder i kamparena. Hvis det går galt, og du har brug for at blive healet, så besøg vores kvaksalver af en alkymist. Her kan du blande, navngive og drikke din helt egen magiske drik med hjælp fra en fortryllet terning. Og i kælderen, dybt under biblioteket, slipper vi en minotaur løs i labyrinten… men den del er helt på eget ansvar.
Nordvestjysk Fjordkultur: blandt søulke og pirater Oplev Limfjordens absolut hyggeligste værksted efter
mørkets frembrud. Børnene bliver sendt ud på skattejagt blandt smakkejoller, sjægter, piratjoller, åledrivkvaser, spidsgattere og meget mere. I mellemtiden kan de voksne beundre det klinkbyggede håndværk - der for nylig blev udnævnt til at være verdensarv af UNESCO - og lever i bedste velgående på havnen i Struer. (Selfie)stationer på Jernbanemuseet Jernbanen er en af de vigtigste dele af Struers historie, og på Midt- og Vestjyllands Jernbanemuseum kan I tage en smuttur tilbage i tiden - og få et par selfies med tilbage til nutiden. I kan vælge autentiske uniformer og kasketter fra den hæderkronede danske jernbanehistorie til udklædning - og tage fami-liebilleder foran lokomotiver og signaler fra dengang togene aldrig var forsinkede.
Hvor kommer trommerne egentlig fra? Hvordan blev de til et trommesæt? Må man slå på trommer i en biograf? Eller i en kirke? – Og hvad har det egentlig med jazz at gøre? Folkets Hus inviterer til koncertforestilling, der fortæller trommernes og jazzmusikkens historie fra Afrikas savanne til New Yorks asfaltjungle. Koncerten byder på et overflødighedshorn af musik lige fra junglebogen og bedrøvet blues til hæsblæsende swingmusik. Casper Mikkelsens Dejlige Jazzband leverer det hele med et glimt i øjet, imponerende håndværk og medrivende entusiasme til to koncerter i løbet af aftenen.
Madpandekager over bål og knob Hos Søspejderne kan du få lov til at lave din egen madpandekage over bål. Der vil være mulighed for forskellig fyld til pandekagerne. Spejderne vil desuden gerne lære dig at lave knob med en lille historie til. Vi er på vores grund på Struer Lystbådehavn, hvor du kan se vores hus og bådhal med både. Der vil være mulighed for en snak om vores aktiviteter både på vand og på land. Vi ses i mørket.
Udover det du er visiteret til fra kommunen, kan du tilkøbe forskellige ydelser.
Vi elsker det vi gør og vi fokuserer på kærlig omsorg med stor faglighed.
Vi ønsker glade og tilfredse borgere med stor valgfrihed. Det dig der bestemmer, hvem der kommer ind i dit hjem.
Efter ni år i Danmark er 32-årige Viktoria Pasichenko selvstændig med et jobformidlingsbureau og kastede sig i foråret ind i at hjælpe de 200 ukrainere, der kom til Struer
Den 24. februar i år gik Viktoria Pasichenko i chok. Hun havde ikke troet, at Putin ville gå ind i Ukraine. Hendes elskede hjemland.
- Jeg græd de to første uger, jeg kunne slet ikke arbejde. Men jeg er en handlingens kvinde, så da jeg kom mig, besluttede jeg, at jeg ville være med til at hjælpe, fortæller hun.
Hun er ikke i tvivl om, hvad hun havde gjort, hvis hun boede i Ukraine.
- Jeg ville gå ind som soldat. Jeg er supergod til at skyde, altså virkelig god, siger hun med et fast blik.
- Jeg har lært det i skolen. Det er forfærdeligt, men sådan er det, siger hun.
Hun taler meget – og hurtigt – på stort set fejlfrit dansk med accent, og man er ikke i tvivl om, at hun er handlingens kvinde, som hun selv siger. Hendes kropssprog og udstråling viser, at her er en kvinde, der tager ansvar og aktion.
Hun talte derfor med sin kæreste Søren, der ringede til borgmesteren og fortalte, at Viktoria stillede sig til rådighed. Kommunen stod netop og manglede én, der kunne tale både dansk og ukrainsk, så de fik hurtigt et møde tilbage i foråret.
Siden har hun hjulpet med at tage imod de flygtninge, som er kommet til den gamle børnehave på Struerdalvej.
- Kommunen har indrettet med senge, dyner, puder og den slags på værelserne. Og jeg har hjulpet dem med at skaffe de ting, de mangler. Mange er kommet uden noget som helst. Så de manglede tøj, vaskepulver, køkkenting og alt muligt. Danskerne er kommet forbi med ting og mad – det har været SÅ rørende, fortæller hun.
Klar dig selv Viktoria Pasichenko ved, at de sætter stor pris på hjælpen og forklarer, at i Ukraine får man intet af staten.
- Vi er opdraget til kun at regne med os selv. Der kommer aldrig noget fra staten, så ukrainere spørger heller ikke om noget. Derfor vil de også gerne arbejde, det er vi vant til, forklarer hun.
Af de 200 ukrainere der kom til Struer i foråret, anslår hun, at en tredjedel er i arbejde nu. Udover at hun brugte rigtig meget tid på det frivillige hjælpearbejde, kom hendes venindes ti-årige søn til Danmark fra Ukraine, som endte med at bo hos Viktoria i fem måneder.
- De bor tæt på Hvide Rusland og var bange for, hvad der skulle ske, så de ville gerne have ham i sikkerhed. Han kom hurtigt i skole på Limfjordsskolen, det var så godt til ham. Men hold op, hvor har jeg været presset, jeg er jo ikke vant til at være mor, forklarer hun.
Landbrugsmedhjælper
Selv kommer hun fra byen Vinnitsya 200 km syd for Kiev. Hun kom til Danmark for ni år siden for at være i praktik på en svinefarm ved Herning. Som mange andre unge ville hun være landbrugsmedhjælper.
- Vi har så mange landbrug i Ukraine, og det vil vi gerne udvikle, så Ukraine har en aftale med Danmark om, at unge kan komme i praktik i 1,5 år Danmark, forklarer hun.
Men Viktoria vendte aldrig hjem igen. For mens hun var i praktik, udbrød der i 2014 krig på Krim og hun og hendes familie følte, at det var usikkert at vende hjem.
- Så jeg tog på sprogskole i stedet og havde et par år, hvor jeg gjorde rent fra kl. 03 om morgenen til 08 og så mødte på sprogskolen fra 8.30 til 15, fortæller hun.
Selvstændig og kæreste
Hun fik job i et formidlingsfirma i Holstebro, og efter nogle år kom lysten til at gå selvstændigt. Så i januar i år stiftede hun Newworkers, hvor hun formidler udenlandsk arbejdskraft og hjælper med opholdstilladelser og har nærmest daglig kontakt med Udlændingestyrelsen.
Nu har hun bosat sig i landsbyen Vejrum, som hun elsker på grund af fællesskabet. Her har hun totalrenoveret sit hus – og kærligheden dukkede uventet op, da hun skulle have lavet have.
- Jeg bestilte en anlægsgartner, og Søren kom og ordnede haven, men det tog lang tid, synes jeg… En dag faldt vi i snak – og aftalte at cykle en tur sammen. Da han så kom, havde han blomster med, og jeg var meget forvirret. Men nu er vi kærester, siger hun med et stort smil.
En frisk vind står ind fra Limfjorden og østenvinden skaber små hvide bølgetoppe i dag. Vi står på 1. salen af det nye LimfjordsHuset-Struer på Bremdal strand med vind i håret og udsigt til Venøfærgen, Struer by og Salling. De første kajakker er på vandet trods den friske vind.
Struer Roklub og Struer Kajakklub har netop indviet deres nye, fælles klubhus. Vi har derfor sat Poul Nielsen og Lisbeth Schönemann-Paul stævne for at høre om deres fælles hus. Lisbeth har været formand for Struer Kajakklub og er nuværende bestyrelsesmedlem, mens Poul har været formand for Struer Roklub og nu er med i bestyrelsen der. De har begge været formænd gennem de 7 år, det har taget at nå i mål med det nye fælles foreningshus.
I starten ville de to foreninger egentlig bare renovere lidt og sætte ny beklædning på deres gamle, udtjente hus, der var i grøn gasbeton. Men da de fik kontakt til kommunen, gav kommunens folk dem en opgave:
”Hvis I gerne vil, at der skal ske noget nyt, så lad os gøre det ordentligt. Kan I ikke gå hjem og snakke sammen i roklubben og kajakklubben om, hvordan vi gør det?”
- Ja, så det var egentlig kommunen, der i 2015 satte os i gang med at tale sammen om opgaven. Det havde vi ikke selv tænkt på. Jeg tror da godt, at jeg kan sige, vi fik en slags klarsyn der. Vi har jo mere tilfælles, end vi selv kunne se, fortæller Poul Nielsen fra Struer Roklub.
Danmarks bedste vand
De to tidligere formænd har siden brugt hundredvis af timer sammen og i deres klubber, for at få projektet til at lykkes.
- Det har været spændende, men en lang proces, og det er da gået lidt ud over klubbens andre aktiviteter og min egen roning. Så jeg glæder mig til at komme mere på vandet igen, og vi i højere grad kan gøre noget for medlemmerne, siger Lisbeth og Poul nikker samstemmende.
De to klubber har altid været meget selvstændige og har tidligere haft lidt uoverensstemmelser, men det fælles projekt har fokuseret mere på det, de har til fælles:
- VI elsker jo det samme vand, som Poul Nielsen formulerer det og uddyber:
- Vi har noget af Danmarks bedste vand at sejle i. Vi ligger i læ for vestenvinden og i otte ud af ti dage er vandet blankt. Samtidig kan vi sejle mange steder hen: til byen, Handbjerg, begge veje rundt om Venø, til Gyldendal og Oddesund. Det er få steder i landet, der er så mange muligheder.
Vi sidder og taler i det store fælles rum, hvor der er plads til cirka 60 personer. Her er der også køkken og i den anden del af huset viser Poul rundt. Her finder vi omklædningsrum og brusefaciliteter med flotte farvede fliser.
Et motionsrum med romaskiner og en sauna har panoramaudsigt over Limfjorden. I husets underetage er der nu gode stativer til kajakker og både – og et stort værksted, hvor der kan repareres kajakker og både. Bygningens sorte træ og form er inspireret af omgivelserne; sejlerhusene og funkisbygningerne omkring. Målet har hele tiden været at få et højisoleret hus, der kan være samlingspunkt for vandsportsaktiviteter hele året. Det har været vigtigt, at husets område er offentligt tilgængeligt, og derfor er der offentlige toiletter i den ene ende, og der er adgang for alle på terrassen og foran huset.
LimfjordsHuset-Struer har kostet i alt 15 millioner kroner, som er fundraiset med hjælp fra kommunen, en ekstern fundraiser og klubberne selv.
- I første omgang skulle der laves en behovsanalyse, og så blev arkitektfirmaet Transform fra Århus koblet på, fortæller Lisbeth Schönemann-Paul.
De erkender begge to at de var ret grønne i, hvordan man lige får sådan et hus på skinner, men via en nedsat styregruppe med den tekniske direktør, borgmesteren, arkitekten og en fra A.P. Møllerfonden, der donerede 5 mio. kr., fik de sammen med deres eget byggeudvalg styr på det.
- Vi har stor ros til kommunen for at bakke op og hjælpe os med realiseringen, siger de samstemmende. De er begge stolte af resultatet og glæder sig til mere tid med familien, til arbejdet - og til at komme ud at ro…
· Plads til 120 kajakker, fordelt på hav-, tur-, kapog surfkajakker
· Plads til inriggere, outriggere, gig og scollere
· Værksted, sauna, motionsrum
· Køkken og fællesrum op til 60 personer
· Offentlige toiletter
Arkitekt: Transform fra Århus De to klubber har tilsammen godt 200 medlemmer inklusiv vinterbadere.
Kom på besøg hos alle kulturinstitutionerne i Struer Midtby efter mørkets frembrud. Vi slår dørene op uden for normal åbningstid (17-21) og går sammen om at afholde en børnekulturnat fuld af unikke oplevelser. Målgruppen er børn fra 0-12 år og alle deres voksne.
I uge 44 kommer det til at emme af dansk musik på skoler, plejehjem, kirker og mange andre steder i hele Struer kommune. Det er nemlig Spil Dansk Uge i Lydens By.
VIND gavekort til en værdi af kr. 4.000 fra Huset Arthur, i Struer VIND dagligvarer til en værdi af kr. 4.000 fra SPAR, i Hvidbjerg SØNDAG
Kom til fejring af Struer Shantykors 10 års jubilæum, hvor det 40+ mand store kor med musikere vil optræde sammen med besøgende kor, der også har tilknytning til havet og søens folk. Sted: Folkets Hus.
12-13. NOVEMBER
Velkommen til
Thyholm Handelsstandsforening er arrangør af julemessen i Midtpunktet. Kom tidligt i gang med julehandlen og oplev bl.a. Motor Mille til det årlige julearrangement.
3. - 23. DECEMBER
Struers butikker holder ekstra længe åbent i december. Se mere på facebook.com/struershopping.
Julie byder indenfor til en julekoncert, hvor vi skal nyde julestemningen og varmen omkring julen fra Danmark, Grønland og resten af verden. En intim og smuk vokalbaseret koncert, akkompagneret af hendes dejlige orkester og dygtige korsanger.
I jagten på de lokale specialiteter i Struer går vi bagom Struer Håndbryg og undersøger, hvad der sker på det lokale mikrobryggeri midt i Struer. Og faktisk er mikrobryggeriet blevet til ved lidt en tilfældighed. Det hele startede med, at dele af Baggårdsbryggeriet i Holstebro blev sat til salg. Lehmann Højriis havde været med i et ølbryggerlaug i Holstebro i flere år og var en erfaren brygger. Så han slog til!
- Jeg havde egentlig lidt hobby autoværksted her i lokalerne, men så fik jeg indrettet noget af det til bryggeri, og nu har det grebet lidt om sig, forklarer den tidligere mekaniker på nu 63 år.
Han brygger omkring 20.000 liter øl om året, så der er tale om eksklusive øl fra det lokale mikrobryggeri. Flaskerne er ¾ liter eller ½ liters og dem, der er mest efterspørgsel på, er ”Skonnert”, som er en stout, ”Saga”, som er en lys Ale med myntesmag og så ”Jubilæum”, der er bryggeriets classic øl.
- Ja, jeg brygger altså kun det øl, jeg selv kan lide, siger ølnørden Lehmann Højriis med et grin. Opskrifterne har han selv udviklet og nørdet sig frem til, så de naturligvis har den allerbedste smag. Hans søn savnede dog en IPA i sortimentet, men da han ikke selv kan lide den, har sønnen hjulpet ham med at brygge en god IPA også.
Øl, mad og mennesker Ølnørdiet går videre endnu, for Lehman Højris synes også, det er sjovt at bruge øl i maden.
- Jeg får lavet to frankfurtere med øl i hos den lokale slagter, og jeg bager gerne madbrød med øl og malt og ølkage – og jeg eksperimenterer med øl i maden. For eksempel at koge ris og kartofler i øl, fortæller han. På menukortet har han også langtidsstegte køller i øl og urter og øl braiseret svinekam samt venøbøf i lage af Venøbryg.
Det gamle autoværksted er løbende under renovering, og han har nu indrettet en ølstue, bar og køkken, så han kan invitere gæster.
- Det er selvfølgelig sjovt at brygge øl, men det rigtig sjove er at have kontakt med andre mennesker. Så nu tilbyder jeg bryggerkurser. I sidste weekend havde jeg for eksempel besøg af en gruppe mænd fra Randers, der fik teori og hygge fredag aften, og så bryggede vi øl hele lørdag. Det var superhyggeligt. De kommer så om 3-4 uger og henter deres øl, fortæller Lehmann Højriis.
Han planlægger også singleaftner og tager imod bestillinger til private fester, hvor han gerne leverer maden –og øllet naturligvis. Ellers tager han gerne ud til arrangementer og har denne sommer både været til Kilen Rock og Run to the beat.
- Nu har jeg investeret i en større ølvogn, som jeg skal have gjort klar, så jeg kan komme lidt mere ud med øllene, fortæller han.
Han nyder sin tilværelse som brygger og supplerer løbende sin indtjening som blandt andet handicaphjælper. For i ølnørden gemmer der sig et stort hjerte, som også ønsker at tage socialt ansvar. Det har han gjort gennem livet som plejefar sammen med sin ekskone, og nu gør han det ved at hjælpe andre i fleksjob, som måske ellers ikke havde et job.
- Der kommer mange forbi stedet her, og det er superhyggeligt, når folk kigger forbi til en snak. Men jeg vil gerne understrege, at vi ikke drikker øl her til dagligt. Kun hver torsdag til frokost. Der er også mange frivillige, der bakker mig op, og kommer og hjælper, det er jeg meget taknemmelig for, fortæller han. Når brygmesteren holder fri, kaster han sig på sin motorcykel og kører rundt til havne og ser på skibe.
- Tidligere sejlede jeg meget, men nu har jeg solgt min båd og nyder i stedet at køre ud og se på dem. Så kommer jeg rundt i Danmark og kan smage på alle de mange forskellige øl rundt omkring. Det elsker jeg, storsmiler han.
Et væld af glade farver møder én, når man træder ind i Hjerm Kunstgalleri. Her har ægteparret Karen og Flemming Trelborg skabt en lille kunstoase, hvor man i en afslappet stemning kan gå rundt og nyde galleriets kunstværker.
Kunst skal opleves med hjertet, slår 59-årige Karen Trelborg fast.
Hun er vant til at se, at gæsterne bliver berørt af kunstværkerne. Nogle ler, nogle græder, nogle synes noget er frastødende og andre synes, at det samme er tiltrækkende. Nogle er til farver, og nogle er til det abstrakte.
- Intet her er rigtigt eller forkert. Mennesker er til forskellige ting og oplevelsen af kunst er meget personlig, næsten ligesom både religion og politik er. Det vigtige er, at kunsten rammer én, og at man kan mærke glæden ved det indeni, for kunst skal både opleves og købes med hjertet, uddyber Karen Trelborg.
Både hun og Flemming går op i, at alle skal have lyst til og turde komme i deres kunstgalleri.
- Vi er ret folkelige, og man kan sagtens komme her i træsko, siger Flemming Trelborg, på 63 år, med et smil.
Parret købte kunstgalleriet tilbage i 2015 af den tidligere ejer, Hans Jørgen Møller, som havde drevet det i over 40 år. Dengang lå det i selve Hjerm, men Karen og Flemming boede to km syd for Struer på Rubjerghøj – og flyttede det fysisk – men turde ikke ændre på navnet.
- Navnet var så kendt, at det turde vi simpelthen ikke. Nu siger vi bare altid ”to km syd for Struer”, fortæller Karen Trelborg.
Karen er vokset op i nærheden af galleriet og har tit kigget ind ad ruderne, da hun var barn og ung. Kunstinteressen har de begge haft hele livet.
- Det var lidt en drøm for os at overtage det, så vi sagde på et tidspunkt til Hans Jørgen Møller, at hvis han ville sælge det indenfor de næste ti år, var vi interesserede. Så gik der tre måneder, så kom han og sagde til – og efter et halvt år, havde vi købt det, fortæller de.
Karen sagde dengang sit gode job op på B&O og fik lidt mindre travlt. Hun var rigtig glad for sit daværende arbejde, hvor hun koordinerede alle rejser i B&O, men hun kunne mærke, at tempoet var højt, og hun gerne ville noget andet.
Faste kunstnere
Siden har hun levet af kunstgalleriet og efter nogle år blev der råd til medarbejderen Helle Kalhøj. Parret har bygget 100 m2 til og galleriet er fyldt med malerier af de omkring femten fast repræsenterede kunstnere.
- Vi har en række faste kunstnere, som vi forhandler. Indimellem har vi nogle gæstekunstnere, men vi kan godt lide et længerevarende, givtigt samarbejde, forklarer Flemming Trelborg.
Henrik Busk Andersen er en af de faste kunstnere, og han maler abstrakte kompositioner. De er meget efterspurgte, fordi gæsterne føler, at de får meget for pengene og fordi mange godt kan lide hans farvestrålende, abstrakte kunst. Af andre kunstnere kan nævnes Annette Torrild, Christina Kjelsmark og Jens Christian Vestergaard.
Er man nysgerrig på at se nærmere på malerierne, kan man finde alle kunstværkerne på galleriets webshop, som Karen Trelborg satte i gang under Corona. Der blev der nemlig lige som så mange andre steder lidt krisestemning i galleriet…
Corona skabte webshop Flemming forklarer:
- Jeg havde lige sagt mit gode job op i banken, for at gå med fuld tid i kunstgalleriet. Der var blevet mere og mere travlt, så nu skulle det være. Den 13. marts 2020 havde jeg sidste dag i banken og Danmark blev lukket ned den 11. marts! Det var helt ærligt ret uoverskueligt og panikken bredte sig hos os i en måneds tid…
Men den uvante situation skabte uventede, nye initiativer. For Karen kunne ikke bare stå stille, så hun gik i gang med at udvikle en webshop, hvor alle malerier nu ligger, og som er blevet et ekstra ben i virksomheden.
- Og faktisk endte 2020 med at blive vores bedste år nogensinde, for folk kunne jo ikke rejse, men de kunne hygge op i deres hjem med kunst, siger Flemming Trelborg.
Maleriernes historie
De nyder deres fælles hverdag, som er mere rolig end deres arbejdsliv ellers har været. De elsker at skabe en varm atmosfære og en afslappet stemning, hvor gæsterne får tilbudt en kop kaffe eller æblemost fra den æbleplantage, som Flemming også driver.
Kunderne kommer fra hele landet, og de er som regel i godt humør, for de har jo selv valgt at komme.
- Vi elsker at snakke med gæsterne og fortælle om malerierne. For alle malerierne har en historie, og så er målet, at vores gæster bliver berørt og vælger lige netop det, som rører deres hjerte, slutter Karen Trelborg.
“Jeg havde lige sagt mit gode job op i banken, for at gå med fuld tid i kunstgalleriet. Der var blevet mere og mere travlt, så nu skulle det være. Den 13. marts 2020 havde jeg sidste dag i banken og Danmark blev lukket ned den 11. marts! Det var helt ærligt ret uoverskueligt og panikken bredte sig hos os i en måneds tid”.
1. oktober – 30. oktober KUNSTFORENINGEN LIMFJORDENS CENSUREREDE EFTERÅRSUDSTILLING 2022
Gimsinghoved Kunst- & Kulturcenter
1. oktober OKTOBERFEST Struer Energipark
1. oktober
ALEX NYBORG MADSEN & A CIRCLE OF FRIENDS Folkets Hus
2. oktober LOPPEMARKED Struer Energipark
6. oktober
Nørklerier, gode historier og lækker kage Tag strikketøj, broderinål eller hækleprojektet med og kom til eftermiddagskaffe på Struer Museum. Oplæg samt kaffe, kage og fri snak. Struer Museum
Læs mere om arrangementerne på lydensby.dk/events eller arrangørernes egen hjemmeside eller facebookside.
7. oktober FÆTTERS UDKANTSTOUR 2022 Folkets Hus
8-9. oktober SHOPPING OG OUTLETMESSE Struer Energipark
12. oktober KOM I GANG MED SLÆGTSFORSKNING
Vil du have hjælp til at komme i gang eller komme videre, kan du møde erfarne slægtsforskere på biblioteket. De rådgiver om, hvordan du holder styr på oplysninger, bibliotekets udvalg af materialer og hjælpemidler og kendskab til internettets muligheder. Struer Bibliotek
13. oktober kl. 20.00
WEAVERS M/MAKIKO HIRABAYASHI Gimsinghoved Kunst- & Kulturcenter
14. oktober BØRNEKULTURNATTEN
Et helt nyt kulturinitiativ for de 0-12 årige (og deres voksne) arrangeret af kulturinstitutionerne i Struer Midtby
14. oktober VANDDISCO Struer Energipark
17. oktober
TEGNEWORKSHOP OG GODE HISTORIER
Biblioteket arrangerer tegneworkshop i Folkets Hus
21. oktober
TEATERKONCERT M. SIGURD BARRETT Biblioteket arrangerer teaterkoncert i Folkets Hus
6. oktober
THE BRITISH INVASION m/Bjørn Fjæstad, Dicte, Poul Halberg & Søren Sko Folkets Hus
22. oktober MØD SALLYS FAR: THOMAS BRUNSTRØM Mød forfatteren bag de populære børnebøger Struer Bibliotek
26. oktober
Kom og hør et spændende foredrag med Karin Esmann Knudsen, lektor emerita Syddansk Universitet, om havernes kulturhistorie og forestillingen om Paradisets Have. Aftenen indledes med en kort fortælling om den udstilling, som er lavet på Struer Museum i forbindelse med Haveselskabet – Struer Kreds’ 100-års jubilæum. Struer Museum
27. oktober MORTEN SCHANTZ TRIO - ”DYNASTI” Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter
27. oktober GEETI AMIRI Midtpunktet Thyholm
28.
Skræmmende lave priser og masser af uhyggelig underholdning rundt om i Struer blandt andet på biblioteket, hvor der bydes på bloddryppende ansigtsmaling, gyselige forfriskninger og gys.
29. oktober
29. oktober
COMEDYSHOW MED NIKOLAJ STOKHOLM Struer Energipark
31. oktober
DA DØDEN BLEV AFLYST V. PALLE LYKKE RAVN Foredrag omkring at leve med AIDS Struer Bibliotek
3. november
NØRKLERIER, GODE HISTORIER OG LÆKKER KAGE Tag strikketøj, broderinål eller hækleprojektet med og kom til eftermiddagskaffe på Struer Museum. Programmet begynder med dagens 15-minutters oplæg, og efterfølgende er der kaffe, kage og fri snak. Denne torsdag fortæller museumsinspektør Thomas Ø. Frandsen om de første år med Giro 413 i radioen. Struer Museum 3. november
november
CHRIS
Henriette Thuesen
november
OG DET MYTISKE JYLLAND
der forbindelser mellem J.R.R. Tolkiens storværk “Ringenes Herre”, danske myter og dansk jernalderhistorie? Det fortæller historikeren Casper Clemmensen om denne aften. Struer Bibliotek
19. november
BYENS JULEFROKOST Struer Energipark 25. november BLACK FRIDAY Butikkerne i Struer står klar med masser af gode tilbud 25-26. november
LAN PARTY Struer Energipark 26. november VM-FODBOLD PÅ STORSKÆRM Struer Energipark
1. december
NØRKLERIER, GODE HISTORIER OG LÆKKER KAGE Tag strikketøj, broderinål eller hækleprojektet med og kom til eftermiddagskaffe på Struer Museum. Struer Museum
1. december
JOEY MOE Julekoncert Folkets Hus
2. december JULEBANKO Struer Energipark
2. december ÅRETS FEDESTE JULEFROKOST m. Hit Orchestra Midtpunktet 9. december SANGLEGE OG SJOV RYTMIK
VED DORTE NØRGAARD
Underholdningsgaranti for de 2-6-årige. Struer Bibliotek
12. december FYRAFTENSKONCERT m/Sara Grabow & den gamle sangskat Folkets Hus 15. december JULIE BERTHELSEN Nordstjerne (Julekoncert) Folkets Hus 16. december kl. 20.00
ACOUSTIC LOUNGE Julekoncert Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter
Læs mere om arrangementerne på lydensby.dk/events eller arrangørernes egen hjemmeside eller facebookside.
solgte
131 ejendomme. Det er 50 % flere end nærmeste konkurrent. Allerede
også
at være med, når
blive et godt salgsår, og du har
(igen) går efter at sætte salgsrekord.
deres hus, er vi i kontakt med rigtig mange købere. For dig betyder flere købere en forhøjet mulighed for, at få solgt din bolig. Mere synlighed på din bolig, betyder potentielt flere kunder. Flere kunder betyder en bedre handel for dig. Hos os fremhæver vi din bolig intensivt på flere måder, bl.a. med avis, Facebook og boligmagasin. Det er inkluderet i vores markedsføringspakke.
flere
Vi sørger for, at din ejendom bliver præsenteret på en bedst mulig måde. En af de ting vi gør er, at lave et eksklusivt boligmagasin i høj kvalitet, som både