Zinkdrengene - læseprøve

„En rystende bog ... skræmmende aktuel.“ AFTENPOSTEN

„Aleksijevitj er verdenslitteratur.“ Berlingske Tidende

★★★★★ „Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er Nobelprisen værdig.“ Jyllands-Posten

Sovjetunionens krig i Afghanistan 1979-89 er blevet kaldt den sovjetiske Vietnamkrig. I lang tid vidste offentligheden intet om krigens grusomhed og om de forseglede zinkkister med lemlæstede lig, der blev sendt hjem.

Det var først med Svetlana Aleksijevitjs dokumentariske bog Zinkdrengene, at tragediens sande omfang blev af-

♥♥♥♥♥♥

sløret i 1989. Over en million unge russere gjorde tjene-

„At lytte, virkelig lytte, til et andet menneskes stemme, er en kærlighedens kunst. Aleksijevitj har også gjort det til stor litterær kunst.“ Politiken

ste i krigen, der har formet det russiske samfund frem til vor tid. I denne bog kommer de til orde – soldaterne, sygeplejerskerne, hustruerne, kæresterne og mødrene.

Zinkdrengene er en dokumentar om krigens meningsløshed, om en fortabt generation unge soldater og om

„Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er nærmest ubærlig læsning.“ Kristeligt Dagblad

Sovjetunionens begyndende opløsning.

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

SVETLANA ZINKDRENGENE A L E K S I J E V I TJ

★★★★★★

SVETL ANA ALE KS IJ E VITJ ZINKDRENGENE BERETNINGER FRA KRIGEN I AFGHANISTAN LINDHARDT OG RINGHOF

NOBEL PRISEN

Svetlana Aleksijevitj er forfatter, født i 1948 og opvokset i Sovjetunionen (Hviderusland). Efter at have boet i Göteborg og Berlin bor hun nu i hjembyen Minsk. I 2012 (da.) udkom Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, som fortæller den ukendte historie om de cirka en million kvinder, der kæmpede i den røde hær under anden verdenskrig. Bogen er den første bog i Svetlana Aleksijevitjs hovedværk, en cyklus, som hun kalder Utopiens stemmer.

Svetlana Aleksijevitj har modtaget en lang række priser, bl.a. den svenske PEN-pris, Leipzigbogmessens litteraturpris og De tyske boghandleres fredspris samt senest Nobelprisen i litteratur 2015.

I LITTERATUR

2015

FOTO: MARGARITA KABAKOVA OMSLAG: IMPERIET.DK

Svetlana Aleksijevitj

Zinkdrengene PĂĽ dansk ved Jan Hansen

Lindhardt & Ringhof

Zinkdrengene.indd 3

27/09/2016 11.30

Zinkdrengene er oversat fra russisk efter «Цинковые мальчики» revideret af forfatteren i 2012 Copyright © 2013 by Svetlana Aleksijevitj All rights reserved Published by agreement with Literary Agency Galina Dursthoff Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2016 Omslag: Imperiet / Simon Lilholt Omslagsillustration: © V. Kiselev/RIA Novosti/NTB Scanpix Bogen er sat med Sabon hos Demuth Grafisk og trykt hos Livonia Print ISBN 978-87-11-55849-2 1.udgave, 1. oplag 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Zinkdrengene.indd 4

27/09/2016 11.30

Den 20. januar 1801 blev Don-atamanen Vasilij Orlovs kosakker beordret til at invadere Indien. Der var afsat en måned til at komme til Orenburg og tre måneder til den videre færd derfra ”via Bukhara og Khiva til floden Indus”. Kort efter krydsede 30.000 kosakker Volga og forsvandt ud over de kasakhiske stepper … ”Kampen om magten”, i: Stranitsy polititjeskoj istorii Rossii XVII veka (Sider af Ruslands politiske historie i det 17. århundrede), Forlaget Mysl, Moskva 1988, s.475 I december 1979 besluttede den sovjetiske parti- og statsledelse at indsætte troppestyrker i Afghanistan. Krigen varede fra 1979 til 1989, i sammenlagt 10 år, 1 måned og 19 dage. Mere end en halv million tjenestegørende i den sovjetiske hær kæmpede i Afghanistan. De sovjetiske væbnede styrkers samlede tab var 15.051 mand. 417 værnepligtige blev taget til fange eller meldt savnet. I år 2000 var der fortsat 287 personer, som ikke var blevet fundet eller løsladt fra fangenskab.

Polit.ru, 19. november 2003

Zinkdrengene.indd 5

27/09/2016 11.30

Zinkdrengene.indd 6

27/09/2016 11.30

INDHOLD

PROLOG . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 UDDRAG AF MIN DAGBOG FRA KRIGEN . . . . . . . . . . . 17 DEN FØRSTE DAG . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 35 DEN ANDEN DAG . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 129 DEN TREDJE DAG . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 221 RETSSAGEN MOD Z ­ INKDRENGENE . . . . . . . . . . . . . 303

Zinkdrengene.indd 7

27/09/2016 11.30

Zinkdrengene.indd 8

27/09/2016 11.30

PROLOG

Jeg er alene … Jeg har ikke andet at se frem til end at være alene i lang tid.

Min søn myrdede en mand. Med køkkenøksen, som jeg brugte til at partere kød med. Han var vendt tilbage fra krigen og myrdede ham her. Han havde øksen med, da han kom hjem, og lagde den tilbage i skabet, hvor jeg har mine køkkenting. Jeg tror, det må have været den dag, jeg havde lavet svinekoteletter … Kort efter blev der sagt i fjernsynet, og det stod også i aviserne, at nogle fiskere havde fundet et lig i en af søerne i byen.

Hugget i stykker.

Min veninde ringede: ”Har du hørt det? De siger, at det ser ud som et professionelt mord. Med tydeligt Afghanistanpræg.”

Min søn var hjemme. Han lå på sofaen og læste en bog. Jeg vidste ingenting og havde endnu ikke anet uråd om noget, men da hun sagde det, fik det mig af en eller anden grund til at se på ham. Et moderhjerte ...

Kan du høre hunde, der gør? Ikke? Det kan jeg. Hver gang jeg begynder at tale om det, hører jeg hunde, der gør. Hunde, der løber … I fængslet, hvor han sidder, har de store, sorte schæferhunde. Og folk i sorte uniformer, altid kun sorte. Når jeg kommer tilbage til Minsk og går hen ad gaden her, forbi bagerforretningen og børnehaven, med en liter mælk og et franskbrød, 9

Zinkdrengene.indd 9

27/09/2016 11.30

hører jeg hundene gø igen. En øredøvende gøen. Kan du høre det? Ikke?

Nu ved jeg ikke længere, hvem min søn er. Hvordan han vil være, når jeg får ham tilbage om femten år. Han blev idømt femten års fængsel under særlig hårdt regime ... Hvordan jeg opdrog ham? Han kunne godt lide selskabsdans. Vi var en tur i Leningrad sammen og gik på Eremitagemuseet. Vi læste bøger og talte om dem. (Hun græder). Afghanistankrigen tog min søn fra mig.

Der kom et telegram, afsendt fra Tasjkent: Tag imod ham, fly nummer det-og-det … Jeg styrtede ud på altanen og ville råbe, så højt jeg kunne: ”Han er levende! Min søn er kommet levende tilbage fra Afghanistan! Den skrækkelige krig er forbi for mig!”

Så besvimede jeg. Vi blev forsinket på vej til lufthavnen, flyet var allerede ankommet, og jeg fandt min søn på pladsen ude foran.

Han lå på maven på jorden på en græsplæne og måbede over, hvor grønt græsset var. Han kunne ikke tro på, at han var kommet tilbage ... Men der var ingen glæde i hans ansigt.

Den aften kom naboerne ind til os. De havde en lille pige, og hun havde en blå sløjfe i håret. Han tog hende op på skødet, trykkede hende ind til sig og græd. Tårerne blev ved og ved med at løbe. Fordi de havde slået ihjel dernede. Også han … Det blev jeg dog først klar over senere.

Da han kom ud, var han blevet frataget sine underbukser i tolden. De var importerede, fra Amerika, og det var ikke tilladt … Så han kom hjem uden undertøj på. Han havde haft en silkekåbe med til mig, for jeg var fyldt 40 det år, den konfiskerede de også. Han havde et tørklæde med til sin bedstemor; det konfiskerede de. Det eneste, han fik med ud, var en buket blomster.

Gladiolusser. Men der var ingen glæde i hans ansigt.

Om morgenen var han helt normal, når han stod op: ”Mor! Mor!” Men inden aften var hans ansigt blevet mørkt, øjnene tunge ... Jeg kan ikke beskrive det for dig. I begyndelsen drak 10

Zinkdrengene.indd 10

27/09/2016 11.30

han slet ikke. Han sad her bare og stirrede ind i væggen. Så rejste han sig brat fra sofaen, tog sin vindjakke.

Jeg kaldte på ham fra døren: ”Hvor skal du hen, Valja?”

Han så på mig med et tomt blik og gik.

Jeg kom sent hjem fra arbejde, fabrikken ligger langt væk, og jeg var på det sene daghold. Jeg ringede på, men han lukkede ikke op. Han kunne ikke genkende min stemme. Det var meget mærkeligt … Det sker selvfølgelig, at venner ikke genkender ens stemme, men mit eget barn! Min egen Valjusjka, som jeg altid har kaldt ham ... Det var, som om han hele tiden ventede på nogen og var bange. En dag havde jeg købt en skjorte til ham og ville se, om den passede, og jeg opdagede, at han havde store ar på armene. ”Hvad er det dog for noget?” ”Bare en bagatel, mor.”

Jeg fandt først ud af, hvad det var, bagefter. Efter retssagen. Han havde skåret pulsåren over på kasernen, inden de blev sendt af sted. Under træningen var han radiotelegrafist og nåede ikke at få antennen sat fast oppe i et træ hurtigt nok på den tid, der var afsat til det, og sergenten tvang ham til at øse 50 spande op af latrinen og bære dem forbi de andre soldater, der var opstillet i geled. Han slæbte den ene spand efter den anden af sted, til han besvimede. På feltlazarettet blev han diagnosticeret med nervesammenbrud. Det var den nat, han prøvede at skære pulsåren over. Han gjorde det igen senere, i Afghanistan. Fordi han havde kontrolleret radiosenderen inden et raid og opdagede, at den ikke virkede. Nogle af deres egne havde stjålet dele, som var svære at erstatte. Men hvem?

Den kommandohavende officer beskyldte ham for fejhed og for selv at have taget delene ud for at slippe for at tage med.

Men de stjal fra hinanden konstant, pillede bilerne i stykker og solgte dem som reservedele i de afghanske butikker. De brugte 11

Zinkdrengene.indd 11

27/09/2016 11.30

pengene til at købe narko for. Narko og cigaretter. Og de var sultne hele tiden.

Der var et program i fjernsynet om Edith Piaf, som vi så sammen. ”Mor,” spurgte han så, ”ved du, hvad narkotika er?” ”Nej,” svarede jeg, selv om det ikke passede, og jeg var begyndt at holde øje med ham, fordi jeg ikke var sikker på, om han røg hash.

Jeg fandt aldrig nogen beviser. Men de røg det alle sammen dernede, det ved jeg. ”Hvordan var det i Afghanistan?” spurgte jeg ham en dag. ”Hold din mund, mor!”

Når han var ude, genlæste jeg de breve, han havde sendt mig fra Afghanistan, og forsøgte at komme til bunds i det og finde ud af, hvad der var galt med ham. Jeg fandt ikke noget i dem. Han skrev, at han savnede det grønne græs og bad mig om at tage et billede af hans bedstemor i sneen og sende det til ham. Men jeg kunne se og mærke, at der foregik et eller andet med ham. Det var en fremmed, jeg havde fået tilbage. Det var ikke min søn.

Og det var mig selv, der overtalte ham til at blive soldat, han havde egentlig fået udsættelse. Men jeg ville gerne have, at han blev mere modig. Havde held til at overbevise både mig selv og ham om, at hæren ville gøre ham stærkere og bedre. Jeg holdt en afskedsfest for ham, inden jeg sendte ham til Afghanistan med guitaren. Hans venner var inviteret med, og der var piger. Jeg kan huske, at jeg havde købt ti lagkager.

Han sagde kun noget om Afghanistan én gang. Hen under aften … Han kom ud i køkkenet, mens jeg var i gang med at lave kanin til aftensmad. Der var blod i skålen. Han stak fingrene ned i blodet og så på dem. Rørte ved blodet. Og sagde, ligesom ved sig selv: ”En kammerat blev bragt tilbage med maven sprættet op. Han bad mig om at skyde ham … Og jeg skød ham.” Med blod på fingrene. Friskt blod, for kaninen var nyslagtet. Så tog 12

Zinkdrengene.indd 12

27/09/2016 11.30

han en cigaret uden at vaske blodet af og stillede sig ud på altanen for at ryge. Han sagde ikke et ord resten af aftenen.

Jeg fik forskellige læger til at se på ham. Giv mig min søn tilbage! Red ham! Jeg fortalte dem alt. De undersøgte ham, men bortset fra iskias fandt ingen af dem noget, der var galt med ham.

En dag jeg kom hjem, sad der fire unge fyre, jeg ikke kendte, i stuen. ”Mor, de har været i Afghanistan. Jeg mødte dem på stationen. De har ingen steder at overnatte.” ”Nu bager jeg lige hurtigt en kage til jer.” Det gjorde mig af en eller anden grund glad, at de var der.

De boede hos os i en uge. Jeg talte ikke flaskerne, men jeg tror, de må have drukket mindst tre kasser vodka.1 Hver aften når jeg kom hjem, blev jeg mødt af fem fremmede mennesker.

Den femte var min søn … Jeg brød mig ikke om at lytte til, hvad de talte om, for det skræmte mig. Men vi var jo i den samme lejlighed, så jeg kunne ikke undgå at høre et og andet. De sagde, at når de deltog i belejringer af op til fjorten dages varighed, fik de udleveret stimulerende midler for at blive modigere. Men det var tophemmeligt. De talte om, hvilke våben der var mest effektive at slå ihjel med. Og på hvilken afstand … Jeg kom i tanke om det igen bagefter, altså efter mordet. Jeg tænkte meget og forsøgte febrilsk at huske, hvad jeg havde hørt. Men i begyndelsen oplevede jeg ikke andet end angst. ”Gode gud,” tænkte jeg, ”de er jo vanvittige. De er ikke normale.”

En nat … Det var, inden han … Inden han begik mordet …

Den nat drømte jeg, at jeg ventede på min søn, men han blev ved og ved med ikke at komme. Men så kom de med ham, de fire

1 En kasse vodka = 20 flasker a 0,5 liter (o.a.).

13

Zinkdrengene.indd 13

27/09/2016 11.30

”afghanere”2 Og smed ham fra sig på det snavsede cementgulv.

For, forstår du, jeg har cementgulv i lejligheden. I køkkenet. Ligesom i et fængsel.

På det tidspunkt var han blevet optaget på Radioteknologisk Institut og gik til propædeutisk undervisning. Han afleverede en opgave, der var rigtig god. Og jeg glædede mig over, at det gik ham så godt. Jeg var begyndt at tro, at han var faldet til ro. Ville fortsætte med at studere. Gifte sig … Men jeg var bange for aftenerne. Han sad altid bare og stirrede ind i væggen. Faldt i søvn i lænestolen. Jeg følte trang til at lægge mig hen over ham, beskytte ham med min krop og ikke lade nogen komme hen til ham. En nat drømte jeg, at han var lille igen og bad om noget at spise. Han var altid sulten hele tiden. Med hånden rakt bedende frem. Når jeg drømmer om ham, er han altid lille og bedende.

Og i virkeligheden? To besøg om måneden. Sammenlagt fire timer, hvor vi må tale sammen gennem en glasrude.

To gange om året må jeg have mad med til ham, når jeg besøger ham i fængslet. Og hundene, der gør og gør hele tiden. Jeg drømmer om hundene, der gør. De følger mig overalt.

Der var en mand, der var begyndt at gøre kur til mig. Han købte blomster til mig. Men da han kom med blomsterne, skreg jeg: ”Hold dig væk fra mig, jeg er mor til en morder.” I den første tid var jeg bange for at møde nogen, der kendte mig, jeg låste mig inde på badeværelset og ventede på, at murene skulle styrte sammen over mig. Det forekom mig, at alle på gaden vidste, hvem jeg var, udpegede mig for hinanden og hviskede: ”Kan du huske det uhyggelige mord? Hendes søn var morderen. Han parterede liget. Tydeligt Afghanistanpræg.” Jeg gik kun ud om natten og så på nattefuglene. Lærte at genkende deres stemmer.

Politiundersøgelserne varede … De varede i flere måneder.

2 ”Afghaner”, russisk hverdagsslang fra 1980’erne = veteran fra den sovjetiske krig i Afghanistan 1979-1989 (o.a.).

14

Zinkdrengene.indd 14

27/09/2016 11.30

Han nægtede at sige noget. Jeg tog til Moskva, til Burdenko-militærhospitalet, og fandt nogle unge fyre der, som havde været i spetsnaz, specialstyrkerne, ligesom han var. Jeg fortalte dem alt. ”Hvad tror I fik ham til at slå et menneske ihjel?” ”Han må vel have haft en grund til det.”

Jeg var nødt til at overbevise mig selv om, at min søn var i stand til at … Til at myrde. Jeg udspurgte dem i lang tid og forstod det til sidst: Det var han i stand til! … Jeg spurgte dem om døden. Eller egentlig ikke om døden, men om at dræbe. Det var ikke samtaler, der fik dem til at føle noget, i hvert fald ikke følelser af den slags, normale mennesker oplever, når de ser blod. De talte om krigen som om et stykke arbejde, der bestod i at slå ihjel. Senere talte jeg med en ung mand, der også havde været soldat i Afghanistan, og da der var jordskælv i Armenien, blev han sendt derned som en del af redningsstyrkerne. Jeg var optaget af – havde set mig helt blind på spørgsmålet om, hvorvidt han havde opfattet det som uhyggeligt. Hvilke følelser havde al den død vakt hos ham? Men nej, han havde ikke opfattet det som specielt uhyggeligt, selv medfølelse mister de. Lemlæstede lig … knuste lig … kranier, knogler.

Hele skoler, der var blevet begravet. Klasseværelser, hvor børnene havde siddet til time, da bygningen forsvandt ned i jorden. Men det var noget helt andet, soldaterne havde været optaget af: Hvilke vinlagre de gravede fri, hvilke fine flasker cognac, hvor meget de drak. De sagde endda for sjov til hinanden, at de håbede, der snart var jordskælv et andet sted. Bare det også var et varmt sted, hvor der var vindruer og blev lavet god vin. Lyder det som raske mennesker? Som psykisk normalt? ”Jeg hader ham for, at han er død”. Det skrev han til mig for ikke længe siden. Fem år efter mordet … Men hvordan det gik til?

Det tier han om. Jeg ved kun, at fyren, der blev dræbt, han hed Jurij, havde pralet med, hvor mange penge han havde tjent i Afghanistan.

Men det viste sig, at han havde været i Etiopien. Og som løjtnant, ikke som menig. At han havde været i Afghanistan, var løgn.

15

Zinkdrengene.indd 15

27/09/2016 11.30

Under retssagen var forsvarsadvokaten den eneste, der sagde, at det var en syg mand, de dømte. At det ikke var en forbryder, men en syg mand, der sad på anklagebænken. Han burde i behandling. Men det var for syv år siden, og dengang var sandheden om Afghanistankrigen endnu ikke kommet ud. De blev aldrig omtalt som andet end helte. Internationalistiske krigere.3 Det var kun min søn, der var en morder … Selv om han ikke havde gjort andet end det, de alle gjorde dernede. Det, de blev tildelt ordener og medaljer for. Hvorfor var han den eneste, der blev dømt? Hvorfor dømte ingen dem, der sendte ham derned?

Dem, der lærte ham at slå ihjel! Det var ikke noget, han havde lært af mig … (Hun skjuler ansigtet i hænderne og skriger højt).

Han slog et menneske ihjel med min køkkenøkse. Næste morgen havde han den med hjem og lagde den tilbage i skabet. Som om det bare var en ske eller en gaffel, han lagde tilbage.

Jeg misunder en mor, hvis søn er kommet tilbage uden begge ben. Hvor meget han end hader hende, og hvor meget han end drikker. Hader hele verden … Overfalder hende som et vildt dyr.

Hun betaler for prostituerede til ham, for at han ikke skal gå helt fra forstanden. Gik endda selv i seng med ham engang, fordi han var kravlet ud på altanen og truede med at kaste sig ud fra tiende etage. Jeg ville også have fundet mig i alt … Jeg misunder alle mødre, også dem, hvis sønner kom døde tilbage. Jeg ville have sat mig ud ved siden af hans grav og have været lykkelig.

Have pyntet den med blomster.

Kan du stadig ikke høre hundene? Det er mig, de løber efter.

Jeg kan høre dem …

En mor

3 ”Internationalistiske”: Ifølge samtidens sovjetiske propaganda var det som et udtryk for ”international solidaritet”, at Sovjetunionens væbnede styrker rykkede ind i Afghanistan i 1979 (o.a).

Zinkdrengene.indd 16

27/09/2016 11.30

UDDRAG AF MIN DAGBOG FRA KRIGEN

J uni 1986 Jeg vil ikke skrive mere om krig. Igen skulle leve i overensstemmelse med en forsvindelsens filosofi, ikke livets. Ophobe endeløse erfaringer om ikke-eksistens. Da jeg blev færdig med min bog Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, kunne jeg i lang tid efter ikke holde ud at se et barn, der fik næseblod, eller folk ved en sø, som fiskede, når jeg var på ferie, og trak fiskene op af vandet og muntert smed dem fra sig i sandet på bredden.

Synet af fiskenes udstående øjne gav mig kvalme. Vi har alle hver sin grænse for, hvor meget styrke vi har til at beskytte os mod smerte – hvad enten den er fysisk eller psykisk – og mine kræfter var udtømt. Jeg var ved at blive sindssyg, hvis jeg hørte en kat skrige, når den blev kørt over af en bil, eller fik øje på en regnorm, der var mast flad. Det indtørrede lig af en frø ved en sti … Jeg tænkte flere gange på, at også dyr, fugle og fisk har krav på, at der bliver sat ord på deres lidelsers historie. At den vil blive skrevet en dag.

Og så pludselig! Hvis man da kan kalde det ”pludselig”. For krigen fortsætter nu på syvende år. Men vi hører stadig ikke andet om den end tv’s nyhedsindslag om heltebedrifter. Fra tid 17

Zinkdrengene.indd 17

27/09/2016 11.30

til anden giver det et gib i os, når vi på afstand får øje på zinkkisterne, der har de forkerte dimensioner til at komme ind i folks små lejligheder i ”Khrusjtjov-ejendommene”.4 Eller hører drønet fra en æressalut, fulgt af fornyet stilhed. Sovjetmenneskets mytologiske mentalitet var uforanderlig: Vi var retfærdige, og vi var en stormagt. Vi havde altid retten på vores side. Vi så de sidste gløder blusse fra idéen om en verdensrevolution. Ingen syntes at ænse, at de gløder allerede havde udviklet sig til åben brand herhjemme. Det var vores eget hus, der var gået ild i.

Gorbatjovs perestrojka var begyndt. Vi stræbte efter at skabe et nyt liv. Hvad mon der ventede os forude? Hvad ville vi vise os at være i stand til efter så mange års kunstig, letargisk søvn? Og imens faldt vores unge mænd i et fjernt og fremmed land, uvist for hvilken sag …

Hvad bliver der talt om rundt om mig? Hvad bliver der skrevet om? Om vores internationalistiske pligt og om geopolitik, om Sovjetunionens sydgrænse og stormagtsinteresser. Og det tror folk på. De tror på det! Sørgende mødre, der har banket panden til blods mod den forseglede zinkkiste, deres sønner blev sendt hjem i, holder taler på skoler og krigsmuseer og opfordrer andre drenge til at ”gøre deres pligt for fædrelandet”. Censuren holder omhyggeligt øje med, at der ikke står noget i krigsreportagerne om, at vore egne soldater også bliver dræbt, men at de bliver ved med at forsikre os om, at ”et begrænset kontingent” af sovjetiske styrker hjælper et broderfolk med at bygge broer, veje og skoler, gøde markerne og uddele mel i landsbyerne, og at sovjetiske læger bistår fødende afghanske kvinder. De hjem4 ”Khrusjtjov-ejendomme” (khrusjtjovki). Fællesbetegnelse for femetagers boligejendomme af betonelementer, opført i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, med navn efter den sovjetiske parti- og statsleder til 1964 Nikita Khrusjtjov. Da der var regler for, hvor mange kvadratmeter en familie højst havde ret til at leje, afhængigt af familiestørrelse, havde alle værelser i lejlighederne i disse ejendomme præcis samme størrelse overalt i det daværende USSR (o.a.).

18

Zinkdrengene.indd 18

27/09/2016 11.30

vendte soldater har en guitar med, når de bliver inviteret rundt på landets skoler, og synger om noget, det ville give meget mere mening at skrige højt over.

Jeg talte med en af dem for nylig. Jeg ville høre, hvad han mente om det svære valg mellem at skyde eller ikke at skyde.

Men det var ikke noget dilemma for ham. Hvad er godt? Hvad er dårligt? Er det godt at dræbe ”i socialismens navn”? For disse drenge i uniform er det de militære ordrer, der definerer grænserne for, hvad der er moralsk eller ej. Selv om det for retfærdighedens skyld skal med, at de er mere forsigtige, når de udtaler sig om døden, end de fleste af os andre. Det er det første felt, hvor afstanden mellem dem og os andre kommer til udtryk.

Hvordan kan man gennemleve en historisk begivenhed og samtidig skrive om den? Man kan ikke bare gribe fat i hver eneste lille klump liv, alt muligt eksistentielt ”snavs” og mase det ind i en bog. Ind i historien. Man må ”give et tværsnit af tiden” og prøve at ”fange tidsånden”. ”Sorger kommer ej som spioner, en og en ad gangen, men i eskadroner” (William Shakespeare, Richard II).

I den halvtomme ventesal på busstationen sad en officer med en rejsekuffert. Ved siden af ham sad der en tynd teenager med værnepligtige soldaters korte, plysklippede hår og gravede med en gaffel i en urtepotte med et tørt figentræ. Nogle koner ude fra landet havde sat sig hen til dem og ville vide, hvem de var, hvor de kom fra, og hvor de skulle hen. Officeren havde fået til opgave at følge en menig soldat, der var blevet sindssyg, hjem. ”Han har gravet og gravet hele vejen fra Kabul med hvad som helst, han kunne få fat på, en ske, en gaffel, en pind, en kuglepen.” Drengen ved siden af ham kiggede op: ”Vi må skjule os … Jeg graver et hul … Det kan jeg gøre meget hurtigt. Vi kaldte dem ’brodergrave’. Jeg graver ét stort hul med plads til os alle …”

19

Zinkdrengene.indd 19

27/09/2016 11.30

Det var første gang, jeg så pupiller, der var lige så store som de øjne, de sad i.

Jeg står på en kirkegård i en storby. Der er hundredvis af mennesker rundt om mig. I midten står ni kister med rødt klæde lagt over. Flere militærfolk holder taler. En general tager ordet … En kvinde i sort græder stille. Folk er tavse. Kun en lille pige med fletninger hulker over en kiste: ”Far, far, hvor er du? Du lovede at tage en dukke med hjem til mig. En smuk dukke! Jeg har tegnet et helt album fuldt med blomster og huse til dig …

Jeg venter på dig.” En ung officer løfter pigen op og bærer hende hen til en sort Volga. Men i lang tid efter kan vi stadig høre hende hulke: ”Far, far … Søde far …”

Generalen taler. Kvinderne i sort græder. Vi andre er tavse.

Men hvorfor tier vi? Jeg vil ikke tie længere. Og jeg orker næsten ikke at skrive mere om krig.

S eptember 1988 Den 5. september Der er varmt og lummert i lufthavnen i Tasjkent, og der dufter af meloner, som var det ikke en lufthavn, men en melonmark. Klokken er to om natten. Tykke, halvvilde katte smutter frygtløst ind og ud mellem taxierne. De lokale siger, at det er afghanske katte.

Mellem de solbrændte turister og ind og ud mellem kasserne og kurvene med frisk frugt hopper nogle unge soldater (de rene drenge) rundt på krykker. Ingen tager nogen notits af dem, alle her har vænnet sig til synet. De spiser og sover på gulvet her, på gamle aviser eller ugeblade, og må vente i ugevis, før der er ledige pladser på flyene til Saratov, Kazan, Novosibirsk eller Kiev … Hvor har de mistet førligheden henne? Hvem har de forsvaret? Det synes ingen at interessere sig for. Kun en lille dreng følger dem opmærksomt med store øjne, og en stærkt beruset tiggerkvinde går hen til en lille soldat: ”Gå med mig … Jeg har medlidenhed med dig …”

20

Zinkdrengene.indd 20

27/09/2016 11.30

Han vinker hende væk med krykken. Hun bliver ikke fornærmet, men tilføjer et par medfølende og kvindelige ord.

Ved siden af mig sidder nogle officerer. De taler om, hvor dårlig kvaliteten af arm- og benproteser er her i Sovjetunionen. Og om mavetyfus, kolera, malaria og leverbetændelse. Om at der de første par år af krigen ikke var brønde og heller ikke feltkøkkener eller bademuligheder, ingen steder at vaske sig. Og de taler om, hvad de hver for sig har haft med hjem, hvilke videofilm og hvilken kassettebåndoptager, en Sharp eller en Sony. Jeg lægger mærke til udtrykket i deres øjne, da de betragter de smukke ferierende kvinder i sommerkjoler og bar hud.

Vi må vente i lang tid på et militærfly til Kabul. Der bliver sagt, at der først skal læsses teknisk udstyr, før passagererne får lov til at gå om bord. Vi er omkring hundrede mennesker, der venter. Alle militærfolk. Overraskende mange af dem er kvinder.

Brudstykker af samtaler: ”Jeg er ved at miste hørelsen. Først kunne jeg ikke høre de høje toner, når fuglene sang. På grund af en hjernerystelse ... Og græs kan jeg for eksempel slet ikke høre mere. Jeg har prøvet at indspille græssets raslen på en båndoptager og skrue op for fuld lydstyrke …” ”Man skyder først og venter til bagefter med at finde ud af, hvem det var – en kvinde eller et barn. Vi har alle vore mareridt …” ”Et æsel lægger sig ned, når det hører skyderi, og rejser sig, så snart de holder op med at skyde.” ”Hvad er vi for mennesker i Sovjetunionen? De prostituerede? Dem ved man i det mindste, hvor man har. De arbejder sågar som en slags kooperativ. Men mændene? Hvad laver mændene?

Ikke andet end at drikke.” ”Generalen talte for os om vores internationalistiske pligt og nødvendigheden af at forsvare landets sydgrænse. Han blev helt rørt til sidst: ’Tag nogle bolsjer med til dem. Altså til børnene.

Slik er den bedste gave, man kan give dem.’”

21

Zinkdrengene.indd 21

27/09/2016 11.30

”Officeren var en ung fyr. Da han fik at vide, at de havde amputeret hans ben, græd han. Et ansigt som en piges, hvid teint, røde kinder. De døde skræmte mig i begyndelsen, især dem uden arme eller ben. Men med tiden vænnede jeg mig til det …” ”De tager vores folk til fange. Skærer deres arme og ben af og lægger en årepresse for at undgå, at de skal dø af blodtab.

Og det er på den måde, de bliver leveret tilbage, ikke andet end torsoer. De ønsker ikke andet end at dø, men bliver holdt i live med tvang. Og når de bliver udskrevet fra hospitalet, vil de ikke sendes hjem.” ”Jeg blev standset i tolden, og da de så min tomme rejsetaske, sagde de: ’Hvad har De med af bagage?’ ’Ingenting.’ ’Ingenting?’

Det troede de ikke på. De tvang mig til at klæde mig af, så jeg stod i de bare trusser. Alle andre har to-tre kufferter med.”

I flyet fik jeg plads ved siden af en pansret mandskabsvogn, der var fastgjort med kæder. Til alt held viste den major, jeg sad ved siden af, sig at være ædru. Alle andre rundt om os var berusede. Lidt fra os sad der en og sov med hovedet hvilende på en buste af Karl Marx (buster eller portrætter af de socialistiske ledere blev altid transporteret uindpakkede); det var ikke kun våben og militærudstyr, de medbragte, men også de nødvendige parafernalier til gennemførelse af de sovjetiske ritualer. Bunker af røde flag og røde sløjfer.

En sirene tudede. ”Du må hellere rejse dig. Ellers risikerer du, at du ikke når at stå af i himmerige.” Flyet befandt sig allerede over Kabul og lagde an til landing. … En rungen af våbenlarm. Patruljesoldater med automatvåben og skudsikre veste kræver at se id-papirer.

Jeg ville ikke skrive mere om krig. Men nu befinder jeg mig et sted, hvor en aktuel krig bliver udkæmpet. Der er krigsmennesker og krigsgenstande overalt. Det er krigstid.

22

Zinkdrengene.indd 22

27/09/2016 11.30

Den 12. september Det føles umoralsk at se på, når andre udviser mod eller løber en risiko. I går hilste vi på den soldat, der stod på vagt, da vi gik til morgenmad. En halv time senere blev han dræbt af et fragment, der ved et tilfælde landede inde i garnisonen efter en mineeksplosion. Jeg har prøvet at huske den unge mands ansigt hele dagen.

Hernede omtaler de os journalister som ”eventyrfortællere”.

Og det samme med forfattere. Alle forfatterne i vores gruppe er mænd. De bestræber sig alle på at komme ud til de yderste udposter og deltage i et rigtigt slag.

Jeg spørger en af dem: ”Hvorfor?” ”Fordi det er spændende. Og fordi jeg så kan sige, at jeg var med ved Salang. Jeg var med til at skyde.”

Jeg kan ikke slippe af med en følelse af, at krige er et udslag af mænds natur, som i mange henseender er noget, jeg ikke kan sætte mig ind i. Men krigens hverdag er grandios. Som Apollinaire skrev: ”Ah Dieu! Que la guerre est jolie” (”Åh gud, hvor er krig skøn!”).

I krig er alting anderledes: Både én selv og naturen og ens tanker. Det var her, det slog mig, at et menneskes tanker kan være forfærdelig brutale.

Jeg stiller spørgsmål alle steder og lytter alle steder, på kasernen, i cafeteriaet, på fodboldbanen, på danseaftenerne – den attribut fra et liv i fredstid, som jeg opfatter som mest uventet her: ”Jeg ramte ham lige i panden, da jeg skød, og kunne se, hvordan et menneskeligt kranium opløstes. Jeg tænkte: ’Det var så den første.’ Efter slaget var alle sårede eller døde. Alle var tavse … Jeg drømte om en sporvognstur. At jeg sad i en sporvogn og var på vej hjem … Og mor havde bagt pirogger, en af mine yndlingserindringer. Hele huset duftede af varme, søde pirogger.” ”Man bliver venner med en god fyr. Og det næste man ved af, 23

Zinkdrengene.indd 23

27/09/2016 11.30

ser man hans indvolde spredt ud over klipperne. Og begynder at hævne det.” ”Vi ventede på en karavane. Havde ligget i baghold to-tre dage. Ligget på maven i det varme sand og gået fra forstanden.

Hen mod slutningen af den tredje dag tager Satan ved én. Og man føler det værste had, når man affyrer den første salve …

Bagefter, da det var overstået, viste det sig, at karavanen ikke havde andet med end marmelade og bananer. Vi åd så meget marmelade og så mange bananer, at ingen havde lyst til at spise noget sødt igen nogensinde.” ”Vi tog nogle mujahediner til fange … Afhørte dem: ’Hvor er jeres våbenlagre?’ De tav. Vi løftede to af dem op i luften under en helikopter: ’Hvor er de henne? Vis os dem.’ De tav stadig. Vi skar en af dem løs, så han knustes mod klipperne.” ”At elske med nogen, når man er i krig og efter en krig, er ikke det samme. Når man er i krig, er det ligesom den første gang hver gang.” ”Der bliver skudt fra en minekaster … Minerne flyver om ørerne på én. Og oven over det alt sammen står, ligesom en overskrift: Lev! Lev! Lev! Men du ved ingenting om lidelserne på den anden side og foretrækker ikke at vide noget om dem. Lev – ikke andet. Bare at leve!!”

At skrive (altså fortælle) hele sandheden om sig selv er, ifølge digteren Pusjkin, en fysisk umulighed.

Det, der redder mennesker i krig, er, at bevidstheden kobler fra, og at de kan tænke på andre ting. Men døden rundt om dem er tilfældig og dum. Uden nogen højere mening.

På en kampvogn var der malet med røde bogstaver: ”Vi vil have hævn for Malkin.”

Midt på gaden lå en afghansk kvinde på knæ foran et dræbt barns lig og skreg og skreg. Skreg sådan, som jeg vil tro, at ellers kun et såret dyr skriger.

Vi kørte forbi sønderbombede landsbyer, der så ud som har24

Zinkdrengene.indd 24

27/09/2016 11.30

vede marker. Det døde ler fra noget, der indtil kort forinden havde været menneskeboliger, var endnu mere uhyggeligt end mørket, hvorfra vi kunne blive beskudt når som helst. På feltlazarettet lagde jeg en bamse på en afghansk drengs seng. Han samlede den op med tænderne og smilede, mens han legede med den; han havde mistet begge arme. ”Det var dine, der skød ham.

Det var russerne,” oversatte tolken hans mors ord til mig. ”Har du børn? En dreng eller en pige?” Jeg fandt aldrig ud af, hvad der var mest af i hendes ord, rædsel eller tilgivelse.

Der bliver talt meget om den brutalitet, mujahedinerne udsætter deres russiske krigsfanger for. Det lyder som middelalderlig tortur. I det hele taget er tiden en anden her. Der står det 14. århundrede på kalenderen.

Da Maksimytj i Lermontovs roman Vor tids helt skal vurdere en bjergbo, der myrdede Belas far, siger han: ”Det var han selvfølgelig i sin gode ret til, ifølge deres traditioner,” selv om det, betragtet med russiske øjne, var en dyrisk handling. Lermontov forstod dette særlige russiske træk – evnen til at sætte sig ind i et andet folks holdninger, se tingene med deres øjne.

Men i dag …

Den 17. september Dag efter dag kan jeg iagttage, hvordan mennesket synker dybere og dybere. Og kun sjældent bevæger sig opad.

Hos Dostojevskij bemærkede Ivan Karamazov: ”Et dyr ville aldrig kunne være så brutalt som et menneske eller så kunstnerisk, så artistisk brutalt.”

Nej, jeg vil tro, at det er noget, vi foretrækker ikke at høre om og ikke at vide noget om. Men når der er krig, i hvis navn den end bliver udkæmpet – for Cæsars skyld eller Stalins – slår mennesker hinanden ihjel. Det er mord, men det plejer man ikke at omtale det som her hos os. På sovjetiske børns skoleskema optræder et fag, der ikke engang bare hedder ”Patriotisk opdra25

Zinkdrengene.indd 25

27/09/2016 11.30

gelse”, men ”Militær og patriotisk opdragelse”. Hvorfor undrer det mig overhovedet? Vi lever jo med krigssocialisme, i et krigsførende land, gennemsyret af krigstænkning.

Men man kan ikke pine mennesker på den måde. Mennesker kan ikke holde til sådanne pinsler. På lægesprog hedder det ”akutforsøg”. Eksperimenter på levende forsøgspersoner eller levende forsøgsdyr.

Om aftenen blev der tændt for båndoptagerne på kasernen over for hotellet, hvor soldaterne var indkvarteret. Jeg kunne høre deres ”afghanske” sange. Deres barnlige, endnu ikke færdige stemmer sang med på Vladimir Vysotskijs hæse ”Solen forsvandt ned bag landsbyen som en gigantisk bombe,” ”Jeg behøver ikke hæder.

Bare at overleve er belønning nok,” ”Hvorfor dræber vi? Hvorfor bliver vi dræbt?” ”Jeg er begyndt at glemme deres ansigter,” ”Afghanistan, du er ikke blot en pligt, du er vores verdenssyn,” ”Som store fugle hopper de enbenede rundt på stranden,” ”En død mand tilhører ingen. End ikke had er der tilbage i hans ansigt.”

Den nat drømte jeg, at vores soldater skulle sendes tilbage til Sovjetunionen, og jeg tog af sted sammen med dem.

Jeg gik hen til en lille soldat, der manglede tungen og ikke kunne tale. Han var blevet taget som krigsfange. Jeg kunne se en hospitalsskjorte under hans uniformsjakke. Jeg spurgte ham om noget, men hans eneste svar var at blive ved og ved med at skrive sit navn: ”Vanja … Vanja …”5 Han lignede en anden ung fyr, jeg havde talt med tidligere samme dag, som blev ved med at gentage: ”Min mor venter på mig.”

Vi kørte gennem Kabuls smalle, mørke stræder, forbi pladserne i centrum med de velkendte plakater: ”Kommunismen er vores lysende fremtid”, ”Kabul er fredens by”, ”Parti og folk er ét”. Vores plakater, trykt af vores typografer. Vores Lenin stod der også, med hånden løftet op …

5 Vanja, kælenavn for Ivan (o.a.).

26

Zinkdrengene.indd 26

27/09/2016 11.30

I lufthavnen faldt jeg i snak med et par biografoperatører fra Moskva.

De var i gang med at losse et af Antonov An-12-transportflyene, af de sovjetiske værnepligtige i Afghanistan omtalt som ”sorte tulipaner”. Uden at kigge op fortalte de, at mange af de dræbte soldater blev iført gamle uniformer fra 1940’erne eller bare blev lagt op i flyet uden uniformer. Kisternes brædder blev genbrugt, sømmene var rustne … ”De nye lig, de er kommet med, bliver lagt ind i et kølerum. Af en eller anden grund lugter det som svinekød, der er begyndt at få en tanke.”

Men hvem vil tro på det, hvis jeg skriver det?

Den 20. september Jeg overværede et slag.

Tre af soldaterne mistede livet … Den aften spiste de ligesom ellers, og ingen nævnte slaget eller de dræbte, selv om de lå i lokalet ved siden af.

Det er en menneskeret ikke at slå ihjel. Ikke at lade sig oplære til at slå ihjel. Men det er en ret, der ikke er sikret i et eneste lands grundlov.

Krig er ikke noget, der sker. Ikke en begivenhed. Krigen farver alting her og gør det anderledes: landskabet, menneskene og det, folk siger.

Et projektils lysende vej gennem mørket …

Det, der især sætter sig fast i erindringen, er krigens teatralske elementer: en kampvogn, der vender, kommandoråb …

Et projektils lysende vej gennem mørket.

At tænke på døden er som at tænke på fremtiden. Der sker noget med tiden, når man tænker over døden, og når man oplever den. Foruden angsten for at dø er der også dødens tillokkelse. Man behøver ikke at digte til. Der er rigeligt med citater fra den store litteratur. Fra næsten hver eneste bog. Det mest chokerende, når de fortæller (som regel!), er disse store drenges 27

Zinkdrengene.indd 27

27/09/2016 11.30

aggressive naivitet. De fleste af dem har næsten lige taget studentereksamen eller er gået ud af 10. klasse. Og det, jeg afæsker dem, er en dialog om mennesket og dets menneskelighed.

Men måske alligevel. Hvilket sprog bruger vi, når vi taler med os selv? Og med andre? Jeg holder meget af talesproget, fordi det flyder friere end skriftsprog. Alt får en større frihed – syntaks, intonation, accentuering – og det gør, at følelser kan udtrykkes mere præcist. Det er følelser, jeg afsøger her, ikke begivenheder eller hændelser. Udviklingen i vores følelser, ikke i det, der sker.

Det, jeg gør, er vist ikke ulig en historikers arbejde, men jeg er optaget af den historie, der ikke efterlader sig nogen fysiske spor.

Hvad sker der med store begivenheder? De går over i historien, men de små begivenheder bliver glemt (hvor centrale de end måtte være i det lille menneskes liv). I dag fortalte en dreng mig (en så spinkel og svageligt udseende dreng, at han lignede en soldat endnu mindre end de andre), hvor mærkeligt og samtidig ansporende det er at slå ihjel sammen med andre. Og hvor uhyggeligt det er at skyde nogen. Vil det gå over i historien? Jeg udfører desperat det samme arbejde i bog efter bog efter bog – at gøre historien lille nok til at rumme det enkelte menneske.

Jeg tænker på, hvor umuligt det er at befinde sig i en krigszone og skrive en bog om krig. Hvordan medlidenhed, had, fysisk ubehag, venskaber kommer på tværs … Og brevene hjemmefra, som gør, at man gerne vil overleve. Drengene fortæller, at når de slår ihjel, prøver de at undgå at se nogen eller noget i øjnene, selv en kamel. Der er ingen ateister hér. Og alle er overtroiske.

De foreholder mig (specielt officererne, sjældnere de menige soldater), at jeg aldrig har skudt på nogen eller er blevet beskudt – så hvad kan jeg fortælle om, hvordan det er at være i krig?

Men måske er det en fordel, at jeg ikke selv har skudt nogen.

Hvor findes de mennesker, der opfatter selve idéen om krig som en pinsel? Jeg har ikke mødt nogen. Men i går lå der en død fugl uden for stabshovedkvarteret, af en art jeg ikke kunne 28

Zinkdrengene.indd 28

27/09/2016 11.30

genkende. Og det mærkelige var, at soldaterne gik hen til den for at prøve at finde ud af, hvad det var for en fugl. De havde ondt af den.

Der er et udtryk i de dødes ansigter, som kunne minde om inspiration. Og jeg kan heller ikke vænne mig til det hverdagsagtiges vanvid, når der er krig – drikkevand, cigaretter, brød. Især da vi forlader basen og bevæger os op i bjergene. Deroppe er mennesket ét med naturen og tilfældighederne. Hvis man bliver beskudt, vil kuglen så ramme eller ramme ved siden af? Hvem vil blive dræbt som den første, du eller han? Deroppe begynder man at betragte mennesket som en del af naturen, ikke som noget samfundsbetinget.

Hjemme i Sovjetunionen viser de på tv, hvordan soldaterne hernede planter træer i ”venskabsalléer”. Men jeg har ikke set en eneste allé, efter at jeg kom herned.

I Onde ånder skrev Dostojevskij: ”En overbevisning og et menneske synes at være ting, der i mange henseender er vidt forskellige … Alle er skyldige […], hvis man kan overbevise alle om, at de er det!” Dostojevskij havde en forestilling om, at mennesket ved betydelig mere om sig selv, end det er lykkedes at nedfælde i litteratur eller videnskab. Han sagde, at det ikke var hans egen idé, men filosoffen Vladimir Solovjovs.

Hvis jeg ikke havde læst Dostojevskij, ville jeg have følt mig endnu mere fortvivlet.

Den 21. september Jeg kan høre en minekaster blive affyret et sted i det fjerne. Afstanden gør ikke lyden mindre uhyggelig.

Efter det 20. århundredes verdenskrige og masseudryddelser har man brug for etiske og metafysiske holdninger af en anden slags for at kunne skrive om vore dages mindre krige, som denne sovjetiske krig i Afghanistan. Man må tage udgangspunkt i noget, der er småt, personligt og udskilleligt. I ét menneske. Et 29

Zinkdrengene.indd 29

27/09/2016 11.30

menneske, der for nogen er den eneste ene. Og ikke i, hvordan staten forholder sig til dette menneske, men hvad han betyder for sin mor eller sin kone. For sine børn. Hvornår vil vi få et normalt menneskesyn tilbage?

Jeg interesserer mig også for det fysiske, for den menneskelige krop som forbindelsesled mellem naturen og historien, mellem det dyriske og sproget. Alle de fysiske detaljer er vigtige at få med: Hvordan blod skifter farve i solen, hvordan et menneske opfører sig inden et raid … Livet er usandsynlig kunstnerisk i sig selv, og hvor brutalt det end kan lyde, når man siger det højt, så er menneskelige lidelser særlig kunstneriske. Kunstens mørke side. I går så jeg, hvordan de samlede afrevne legemsdele op, efter at en flok soldater var blevet sprængt i luften af en pansermine. Men jeg kunne ikke få mig selv til at gå derhen for at se det på nærmere hold, og i stedet gik jeg ind for at skrive. Skrive det, jeg skriver nu …

Men måske burde jeg være gået derhen? Jeg kunne høre, at officererne lo ad mig bag mig ryg: Nå, det var nok for hård kost for den fine fru forfatter. Men jeg gik væk derfra, og det var der ikke noget heroisk ved, for jeg besvimede. Hvad enten det skyldtes varmen eller chokket. Jeg må fortælle ærligt.

Den 23. september Jeg sad i en helikopter … Jeg kunne se flere hundrede zinkkister, der var gjort parat til brug. De skinnede i solen, både smukt og skræmmende.

Når man oplever sådan noget, kan man ikke undgå straks at tænke: Der findes altså en grænse for, hvad man kan skrive om.

Faktuelle oplysninger bør ikke udtrykke andet end det, man ser, men hvem vil kunne bruge en lageroptælling til noget, hvor præcis og omhyggelig den end er? Her er der brug for noget andet …

En fastholdelse af dette øjeblik, et uddrag af tilværelsen …

30

Zinkdrengene.indd 30

27/09/2016 11.30

Den 25. september Jeg vender tilbage fra Afghanistan som et frit menneske … Det var jeg ikke, før jeg så, hvad vi gør hernede. Det var uhyggeligt og meget ensomt. Når jeg kommer hjem, vil jeg aldrig igen sætte mine ben på et militærmuseum. *** Jeg omtaler ikke folk under deres rigtige navne i denne bog.

Nogle har udtrykkeligt bedt om at forblive anonyme, andre ville foretrække at glemme det hele. Glemme – som Tolstoj skrev – at ”mennesket er igangværende”. At det rummer alt, både godt og ondt.

Men i mine dagbøger står deres rigtige navne. Og måske vil mine hovedpersoner en dag i fremtiden ønske at blive genkendt: Vladimir Agapov, seniorløjtnant og lønningschef; Sergej Amir­ khanjan, kaptajn; Viktorija Bartasjevitj, mor til den dræbte værnepligtige soldat Jurij Bartasjevitj; Dmitrij Babkin, menig radiotelegrafist; Sajja Babuk, mor til den dræbte sygeplejerske Svetlana Babuk; Marija Baukova, mor til den dræbte værnepligtige soldat Aleksandr Baukov; Tatjana Belozerskikh, kontorfunktionær; Taisija Bogusj, mor til den dræbte værnepligtige soldat Viktor Bogusj; Anatolij Devetjarov, major og agitprop-ansvarlig i et artilleriregiment; Tamara Dovnar, enke efter den dræbte løjtnant Pjotr Dovnar; Tamara Fadejeva, læge og bakteriolog; Tatjana Gajsenko, sygeplejerske; Inna Galovneva, mor til den dræbte løjtnant Jurij Galovnev; Vadim Glusjkov, seniorløjtnant og tolk; Gennadij Gubanov, kaptajn i flyvevåbnet; Anna Khakas, kontorfunktionær; Ljudmila Kharitontjik, enke efter den dræbte seniorløjtnant Jurij Kharitontjik; Valerij Khudjakov, major; Galina Iltjenko, mor til den dræbte værnepligtige soldat Aleksandr Iltjenko; Vadim Ivanov, seniorløjtnant i en sapørenhed; Valen31

Zinkdrengene.indd 31

27/09/2016 11.30

tina Jakovleva, chef for en intern sikkerhedstjeneste; Vladimir Jerokhovets, menig soldat i et panserregiment; Taras Ketsmur, menig soldat; Marina Kiseljova, kontorfunktionær; Jevgenij Kotelnikov, sergent i en rekognosceringsenhed; Aleksandr Kostakov, menig radiotelegrafist; Nadezjda Kozlova, mor til den dræbte værnepligtige soldat Andrej Kozlov; Jevgenij Krasnik, menig motorinfanterist; Vasilij Kubik, fændrik; Pjotr Kurbanov, major i Jægerkorpset; Aleksandr Kuvsjinnikov, seniorløjtnant i et panserregiment; Denis L., menig soldat i et panserregiment; Oleg L., helikopterpilot; Aleksandr Lavrov, menig soldat; Aleksandr Leletko, menig soldat; Oleg Leljusjenko, menig soldat i et panserregiment; Valerij Lisitjonok, sergent i telegraftropperne; Sergej Loskutov, militærkirurg; Vera Lysenko, kontorfunktionær; Konstantin M., militær konsulent; Tomas M., sergent i en infanterideling; Lidija Mankevitj, mor til den dræbte sergent Dmitrij Mankevitj; Maksim Medvedev, menig flyveleder; Artur Metlitskij, menig soldat i en rekognosceringsenhed; Vladimir Mikholap, menig soldat i et panserregiment; Galina Mljavaja, enke efter den dræbte kaptajn Stepan Mljavyj; Jevgenij Mukhortov, major og bataljonschef, og hans søn Andrej Mukhortov, sekondløjtnant; Aleksandr Nikolajenko, kaptajn og helikopterpilot; Natalja Orlova, kontorfunktionær; Vladimir Pankratov, menig soldat i en rekognosceringsenhed; Galina Pavlova, sygeplejerske; Jekaterina Platitsyna, mor til den dræbte major Aleksandr Platitsyn; Sergej Rusak, menig soldat i pansertropperne; Vitalij Ruzjentsev, menig soldat og chauffør; Valentina Sanko, mor til den dræbte menige soldat Valentin Sanko; Nina Sidelnikova, mor; Vladimir Simanin, oberstløjtnant; Mikhail Sirotin, seniorløjtnant i flyvevåbnet; Timofej Smirnov, sergent i artilleriet; Aleksandr Sukhorukov, seniorløjtnant og gruppefører i Jægerkorpset; Leonid Tatartjenko, far til den dræbte menige soldat Igor Tatartjenko; Vadim Trubim, sergent i specialstyrkerne spetsnaz; Vladimir Ulanov, kaptajn; Viktorija Valovitj, mor 32

Zinkdrengene.indd 32

27/09/2016 11.30

til den dræbte løjtnant Valerij Valovitj; Marija Zilfigarova, mor til den dræbte værnepligtige soldat Oleg Zilfigarov; Natalja Zjestovskaja, sygeplejerske; Sofja Zjuravljova, mor til den dræbte værnepligtige soldat Aleksandr Zjuravljov.

Zinkdrengene.indd 33

27/09/2016 11.30

Zinkdrengene.indd 34

27/09/2016 11.30

䠀䄀刀 䐀唀 䰀夀匀吀 吀䤀 䰀 䄀吀 䰀였匀䔀 嘀䤀 䐀䔀刀䔀㼀 䬀�䈀 䈀伀䜀䔀一 䠀䔀刀

„En rystende bog ... skræmmende aktuel.“ AFTENPOSTEN

„Aleksijevitj er verdenslitteratur.“ Berlingske Tidende

★★★★★ „Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er Nobelprisen værdig.“ Jyllands-Posten

Sovjetunionens krig i Afghanistan 1979-89 er blevet kaldt den sovjetiske Vietnamkrig. I lang tid vidste offentligheden intet om krigens grusomhed og om de forseglede zinkkister med lemlæstede lig, der blev sendt hjem.

Det var først med Svetlana Aleksijevitjs dokumentariske bog Zinkdrengene, at tragediens sande omfang blev af-

♥♥♥♥♥♥

sløret i 1989. Over en million unge russere gjorde tjene-

„At lytte, virkelig lytte, til et andet menneskes stemme, er en kærlighedens kunst. Aleksijevitj har også gjort det til stor litterær kunst.“ Politiken

ste i krigen, der har formet det russiske samfund frem til vor tid. I denne bog kommer de til orde – soldaterne, sygeplejerskerne, hustruerne, kæresterne og mødrene.

Zinkdrengene er en dokumentar om krigens meningsløshed, om en fortabt generation unge soldater og om

„Krigen har ikke et kvindeligt ansigt er nærmest ubærlig læsning.“ Kristeligt Dagblad

Sovjetunionens begyndende opløsning.

LINDHARDTOGRINGHOF.DK

SVETLANA ZINKDRENGENE A L E K S I J E V I TJ

★★★★★★

SVETL ANA ALE KS IJ E VITJ ZINKDRENGENE BERETNINGER FRA KRIGEN I AFGHANISTAN LINDHARDT OG RINGHOF

NOBEL PRISEN

Svetlana Aleksijevitj er forfatter, født i 1948 og opvokset i Sovjetunionen (Hviderusland). Efter at have boet i Göteborg og Berlin bor hun nu i hjembyen Minsk. I 2012 (da.) udkom Krigen har ikke et kvindeligt ansigt, som fortæller den ukendte historie om de cirka en million kvinder, der kæmpede i den røde hær under anden verdenskrig. Bogen er den første bog i Svetlana Aleksijevitjs hovedværk, en cyklus, som hun kalder Utopiens stemmer.

Svetlana Aleksijevitj har modtaget en lang række priser, bl.a. den svenske PEN-pris, Leipzigbogmessens litteraturpris og De tyske boghandleres fredspris samt senest Nobelprisen i litteratur 2015.

I LITTERATUR

2015

FOTO: MARGARITA KABAKOVA OMSLAG: IMPERIET.DK