Victoria Roses to liv - læseprøve

KAPITEL 1

Gåden

Aldrig havde Victoria set så mange rynker på én gang. Der var gamle mennesker overalt i den store have; små, gamle mennesker med gråt hår og briller. Det var altså her, han nu skulle bo: Olav Rose – hendes farfar. Han var firs år og havde for nylig fået en blodprop, så han var blevet lam i hele den ene side. Han kunne stadig bruge sin højre arm og sit højre ben, men han måtte sidde i kørestol og have hjælp til mange ting. Derfor var han flyttet på plejehjem.

Victoria mærkede en uro i kroppen, og på den korte tur ned til lejlighed nummer elleve, nåede hun at tænke over, hvor mærkeligt det var, at man kunne være nervøs over at besøge sin egen farfar. Gode, gamle Olav, som hun havde kendt hele sit liv, og som hun havde snakket med om alting.

7

Victoria bankede på døren med nummer elleve og stak hovedet indenfor i den lille lejlighed. Hendes farfar sad med lukkede øjne i sin gamle, elskede lænestol. Det var egentlig nemmere for ham at blive i kørestolen, men han havde sagt, at han havde brug for indimellem at sidde i en rigtig stol som et helt normalt menneske, og derfor var den kommet med ud i den nye lejlighed.

Nu åbnede han øjnene og smilede. ”Der kommer hun jo,” sagde han. ”Mit livs solskin, som kan få sneen til at smelte og bladene til at springe ud.”

Victoria smilede. Sådan havde han altid sagt, når de mødtes. Hun gik hen og gav ham et knus. ”Velkommen til min nye bolig,” sagde han og klappede hende på kinden. ”Det er jo ikke ’Roselyst’, men slet ikke så dårligt endda. Sæt dig ned, min skat, og hold din gamle farfar med selskab. Jeg har bestilt kaffe til os. Det er sådan noget, man kan her. Et meget fint, lille pensionat.”

Olav og Victoria havde drukket kaffe sammen, siden hun var fem år. Det var en hemmelighed, de havde sammen, for hendes mor og far mente ikke, at børn skulle drikke kaffe. De mente heller ikke, at Olav skulle fylde hende med uhyggelige kriminalhistorier og lade hende være oppe, til hun blev så træt, at hun faldt i søvn i sofaen. Men farfar og Victoria var ligeglade. ”De bestemmer jo ikke her,” havde han altid sagt. ”Her gør vi, hvad der passer os.” Og Victoria var enig. Hun havde ofte boet hos ham flere dage i træk. Om vinteren i hans lejlighed på Vesterbro og især om sommeren i hans lillebitte kolonihavehus ude på Amager. ’Roselyst’ 8

9

hed deres hus. Hendes farfar havde levet af at skrive kriminalromaner, og når de kedede sig, fandt han på kriminalgåder, som Victoria skulle løse. Det elskede hun.

Nu bankede det på døren igen, og en ret tyk dame med meget rød læbestift kom ind med en bakke, hvor der stod kaffe og kage. ”Citronmåne,” sagde hun og pegede på kagen. ”Men hjemmelavet selvfølgelig.” ”Det her er mit barnebarn,” sagde Olav til damen. ”Har du nogensinde set noget smukkere med de dejlige, brune øjne og det lange, blanke, mørke hår?”

Damen rystede smilende på hovedet, og Victoria kunne mærke, at hun rødmede. ”Og det her,” fortsatte Olav og nikkede mod damen, ”er min nye bedste ven. Hun hedder Karen, og hun er næsten lige så sød, som din farmor var.” ”Du er en værre en,” grinede Karen og forsvandt ud ad døren. ”Hvordan går det i skolen?” spurgte farfar, da han havde hældt kaffe op til dem begge. ”Altså ikke alt det der kedelige med lektier og sådan. Men det sjove – og vennerne? Har Storm det godt?” ”Han har det fint nok, ” sagde Victoria. ”Han blev elleve i går. Han fik en PlayStation 4.”

De snakkede lidt om løst og fast. Om Storm, som Victoria havde været bedste ven med siden børnehaven, om hendes små søskende, Molly, Mingus og Julian, om ”sol og vind”, som farfar altid kaldte det, når man sludrede om alt og ingenting.

10

De drak kaffe og spiste citronmåne, og Victoria vænnede sig langsomt til at se sin farfar i det nye værelse, som hendes mor og far havde hjulpet ham med at flytte ind i i weekenden. Hun kunne genkende alle tingene. Det lille sofabord fra lejligheden, som de nu sad og drak kaffe ved. Den blå reol, også fra lejligheden, og den grønne vase ude fra kolonihaven, tæpperne og fotografierne.

Det eneste nye var sengen. Det var sådan en beregnet til gamle mennesker. Den lignede en hospitalsseng, hvor man kunne køre både fod- og hovedgærde op med en lille fjernbetjening. ”Nå …” sagde Olav og kiggede på hende. ”Jeg har jo ikke kun bedt dig om at komme for at drikke kaffe og snakke om sol og vind.” Han rakte hende en stor konvolut. ”Jeg har lavet en gåde til dig, og hvis du kan løse den, er der en overraskelse til dig. En stor en. Men det kræver, at du løser gåden, og du kan kun gøre det d. 22. eller 23. april.”

Victoria så spørgende på ham og begyndte at åbne konvolutten. ”Nej, stop,” sagde Olav. ”Du må først åbne den, når du kommer hjem.” ”Hvorfor?” spurgte Victoria. ”Fordi,” sagde Olav, ”den her gåde skal du løse på egen hånd.” ”Hvad så hvis jeg ikke kan?” ”Det kan du. Du er klar, for jeg har jo oplært dig.” Han smilede. ”Og du må ikke få hjælp af nogen voksne. Ingen 11

forældre, ingen lærere, ingen bibliotekarer – ingen. Du bliver nødt til at stå på egne ben nu. Du skal skrive mange Rose-krimier i fremtiden, ikke? Det har vi jo aftalt.”

Victoria smilede usikkert. Olav havde skrevet kriminalromaner i de sidste femogtredive år. De var meget populære. Folk kaldte dem bare for Rose-krimier, og Olav havde for lang tid siden bestemt, at Victoria skulle fortsætte, når han slap. ”Men først skal du løse den her gåde. Der er ti dage til d. 22. april. Så du må hellere komme i gang med at tænke.

Husk – der er en stor overraskelse til dig, hvis du klarer den. Sværger du på, at du ikke vil få hjælp af de voksne?” ”Jeg sværger,” sagde Victoria med en meget lille stemme. ”På farmors grav?” ”På farmors grav,” sagde Victoria og vidste, at hun nu aldrig ville kunne bryde det. Farmors grav var hellig for hele farfars familie og blev brugt til at sværge på, når man ville være fuldstændig sikker på, at den anden overholdt, hvad han eller hun lovede. ”Må Storm godt hjælpe?” spurgte hun. ”Ja, Storm må godt,” sagde Olav.

KAPITEL 2

Victorias familie

Victoria sad i linje 5A med konvolutten i hænderne. Hun havde den største lyst til at åbne den, men havde lovet Olav, at hun ikke ville gøre det, før hun kom hjem. ”Sådan noget skal læses i stilhed,” havde han sagt. ”Ikke i en overfyldt HT-bus.”

Hun var på vej hjem. Eller rettere: Hun var på vej til ét af sine hjem. Det på Nørrebro hos hendes mor og Søren i ulige uger. Det andet lå i Gentofte hos hendes far og Anne i de lige uger. Hver eneste fredag skiftede hun familie. Hun sagde farvel til én familie om morgenen, gik i skole og tog hjem til en helt anden familie, når sidste time var slut.

Sådan var Victorias liv, og sådan havde det været i mere end fem år, for hendes far og mor blev skilt, da hun var seks. I starten havde det kun været de tre, hvor hendes far, Lars, flyttede over i en lejlighed tæt på deres gamle 13

på Nørrebro. Men i løbet af to-tre år var flokken vokset.

Lars blev gift med Anne, som havde Holger på fjorten, og kort tid efter fik de tvillingerne Mingus og Julian. Noget tid senere forelskede hendes mor sig i Søren, og for halvandet år siden havde de fået Molly. Engang i fjerde klasse skulle de tegne deres familie, og Victorias var en af de største i hele klassen. Det så sådan her ud:

Victorias familie Farfar Olav

Søren

Lea

Anne

Lars

Mingus og Julian

Molly

Victoria

Holger

”Hold da op. Sikke en flok!” havde hendes klasselærer Karl sagt, da han så det, og Victoria havde bare nikket.

Det var ikke, fordi der var noget galt med nogen af hendes familier eller nogen af hendes voksne. De var sådan set søde nok – selvom de selvfølgelig var irriterende, som voksne nu er. Men Victoria ville nu hellere have nøjedes med to irriterende voksne, der boede sammen, så hun kunne blive boende det samme sted hele tiden. Hun var dødtræt af at flytte hver uge, og ud over det var hendes familier meget forskellige.

Lea og Søren var begge to politifolk og ansat ved kriminalpolitiet. De opklarede både røverier, mord og kidnapninger, og når der skete sådan noget i København, arbejdede de hele tiden, også nogle gange om aftenen og om natten. Men ud over det holdt hendes mor meget hårdt på tiderne i familien – og på alle mulige andre regler i øvrigt. Uanset om hun og Søren var hjemme, eller om det var en af deres to faste barnepiger, der passede dem, var der aftensmad klokken seks, sovetid klokken halv otte for Molly og halv ni for Victoria. Der blev gjort rent hver fredag, købt stort ind hver lørdag, skiftet sengetøj hver anden søndag, og ingenting måtte ligge og flyde; alt havde sin faste plads. ”Det er godt med faste rammer,” sagde Lea altid.

Hjemme hos Lars og Anne var det helt anderledes. Her stod man op, spiste og gik i seng, lidt som vinden blæste.

Lars kunne rigtig godt lide at arbejde og kom tit sent hjem, fordi han glemte tiden. Og når han trådte ind i huset, 15

så han nogle gange på Victoria og tvillingerne, som om han havde glemt, at de fandtes. Han lavede regnskaber for store firmaer, og her elskede han til gengæld orden og regnestykker, der gik op. Den del forstod Victoria godt.

Hun elskede også, når tingene gik op – og derfor var hun heller ikke tilfreds med sit liv, for var der én ting, man kunne sige om Victoria Roses liv, så var det, at det IKKE gik op. Når hun sagde til de voksne, at hun syntes, det var røvirriterende og forvirrende at leve på den måde, og at hun følte sig som en pakke, de bare kunne flytte rundt på, så sagde de altid det samme: ”Skat, du må se på de lyse sider – du har i stedet fået en dejlig stor familie og en masse søskende.” ”Prøv nu at få det bedste ud af det, i stedet for at fokusere på det dårlige.” ”Du bliver nødt til at indrette dig efter, hvordan dit liv er.” ”I stedet for fokusere på, at du altid savner en af os, kan du så ikke i stedet glæde dig til at se os igen?” ”Du har så mange mennesker, der elsker dig,” og så trumfen: ”Det er meget bedre at have en far og mor, der begge er glade, i stedet for to, der bor sammen og skændes hele tiden.”

Det kunne Victoria jo ikke sige så meget til. Det nyttede i hvert fald ikke, for det var de voksne, der bestemte, hvordan hendes liv skulle se ud. Sådan var det at være elleve år og skilsmissebarn. Victoria hadede det ord.

16

* ”Hej, Vic,” sagde hendes mor, da Victoria havde hængt sin jakke i entreen og kom ud i køkkenet. ”Der er mad om to minutter.”

Hendes papfar, Søren, og lillesøster, Molly, sad allerede ved bordet; Molly med en ske i hånden. ”Sovs,” sagde hun og svingede med skeen. Molly kunne kun to ord. ”Sovs” og ”abe”. ”Sovs” betød al slags mad, og ”abe” betød alle former for sovedyr og bamser. ”Jeg skal altså lige på lokum,” sagde Victoria. ”Det hedder toilet,” sagde hendes mor. ”Og skynd dig!”

Victoria løb ned ad gangen og ud på badeværelset. Hun kunne umuligt vente til efter aftensmaden. Hun satte sig på wc’et og flåede konvolutten op. Indeni var et hvidt stykke papir med fire korte linjer skrevet med store bogstaver: NÅR SOLEN STÅR OP OVER ERIKSENS TAG, SÅ SÆT DIG I BLÅT OG VENT PÅ ET SLAG.

FØLG LYSET MOD VEST, TIL DET STOPPER SÅ BRAT, SÅ VED DU, DU VANDRER PÅ VEJ MOD EN SKAT.

Victoria læste dem to gange og forstod ingenting. ”Kommer du, Vic?” råbte hendes mor ude fra køkkenet.

Hun proppede hurtigt papiret ned i konvolutten igen. ”Jeg kommer!” råbte hun.

KAPITEL 3

Storms familie

De sad begge to på Victorias seng. Storm kiggede længe på sedlen, og hvis ikke det var, fordi hun selv havde stirret på den så længe, ville hun være blevet irriteret over, at det tog ham så lang tid at læse de fire korte linjer. Så lagde han den fra sig og sukkede. ”Det er sgu da helt volapyk,” sagde han så. ”Hvem er Eriksen?” ”Ingen anelse,” sagde Victoria. ”Tror du overhovedet, det skal betyde noget? Måske er han bare blevet tosset?” ”Han er overhovedet ikke tosset,” sagde Victoria surt. ”Han er lam i den ene side af kroppen. Ikke i hjernen.” ”Okay.” Storm tog sedlen op igen og stirrede på den.

18

Som om han ville tvinge en mening ud af ordene – akkurat som Victoria havde gjort det i flere halve timer. Hun havde sms’et til ham lige efter aftensmaden, og han var kommet med det samme.

De var bedste venner. De gik i klasse sammen og havde kendt hinanden lige siden børnehaven, hvor de blev venner fra den allerførste dag. Det var syv et halvt år siden, og de havde kun været uvenner én gang, da de var mindre. Ingen af dem kunne huske, hvad det handlede om, men de kunne begge to mindes, at det havde været forfærdeligt.

Storms familie var lige så stor som Victorias. Hans forældre blev skilt, allerede da han var to år. Hans mor havde fået en ny kæreste, og de havde fået to børn sammen: Liv, der nu var fem, og Milo på tre. Storms far havde ikke fået nye børn, for han havde fundet ud af, at han bedre kunne lide mænd, og efter et par år havde han forelsket sig i Erik, som han nu boede sammen med. Erik havde også været gift med en kvinde før og havde fået både en søn og en datter: Tallulah, der nu var tretten, og Tristan på femten. De boede hos de to mænd og Storm hver anden weekend. Den eneste forskel på Storms og Victorias familier var, at der var rimelig kaotisk i begge Storms to hjem. Hans mor, Sally, og hendes kæreste, Alexander, var begge to skuespillere, spillede børneteater og gik overhovedet ikke op i orden. Storms far, Morten, var keramiker, og Erik skrev musik, men de solgte ikke så mange lerting eller sange, så derfor var de tit ”på røven”, 19

som Storm sagde. Til gengæld var de altid hjemme, når Storm var vågen, men det betød nu ikke, at der var mindre kaotisk, for når Morten var optaget af sine lerting, og Erik var i gang med en sang, så glemte de tiden, og nogle gange når Victoria sov hos Storm, fik de aftensmad klokken elleve, fordi de begge to havde glemt, at der var børn i huset, der skulle have noget at spise.

Storms familie så sådan her ud:

Storms familie

Alexander

Milo

Morten

Sally

Liv

Storm

Tallulah

Erik

Tristan

”Så sæt dig i blåt og vent på et slag?” Det så nærmest ud, som om Storm talte til lampen, der stod på Victorias natbord. ”What the fuck betyder det? Vent på et slag.

Kommer der nogen og slår en i hovedet, hvis man sidder i det der blå? Det giver jo ingen mening.” ”Selvfølgelig gør der ikke det,” sagde Victoria. ”Farfar siger altid, at man skal tænke bag om ordene, når man skal løse gåder. ” ”Bag om og bag om,” sagde Storm. ”Det kan han sagtens sige.”

Victoria lod sig opgivende falde bagover på sengen. ”Vi må starte med at finde ud af, hvem Eriksen er.

Så kan det være, det andet giver mere mening. Eriksen?

Der er i hvert fald ikke nogen her i opgangen, der hedder Eriksen.” ”Og hvis der gjorde, ville han ikke have sit eget tag,” sagde Storm. ”Måske er det ude på min fars og Annes vej. Der har man jo sine egne tage.”

Storms telefon bippede. Han læste beskeden og sagde: ”Jeg bliver nødt til at gå nu. Der er aftensmad.” Klokken var næsten halv ni, men Victoria undrede sig ikke. Hun kendte jo Morten og Erik. ”Okay,” sagde Victoria. ”Vi har også lidt tid endnu. Ti dage. Farfar sagde, at gåden kun kunne løses d. 22. eller d. 23. april.”

Storm rejste sig fra sengen. ”Hvorfor lige der?”

21

”Det aner jeg heller ikke,” sukkede Victoria. ”Men han sagde, der ventede en stor overraskelse, hvis jeg kunne løse gåden.”