Vent på mig - læseprøve

Da 19-årige Avery starter på college i West Virginia, tusindvis af kilometer hjemmefra, er det for at slippe væk fra en fortid fuld af smertefulde minder. Det eneste, hun ønsker, er at starte på en frisk, passe sine studier, få et par gode venner og ellers undgå alt for meget opmærksomhed. Og ikke tænke for meget på det, der skete til Halloweenfesten fem år tidligere.

Cameron. Han er høj og flot, og han passer på ingen måde

Jennifer L. Armentrout Jennifer L. Armentrout (f. 1980) bor i Martinsburg, West Virginia. Hun har tidligere skrevet under navnet J. Lynn.

Armentrout blev i 2012 nomineret til Goodreads Best Author og den prisvindende WAIT FOR YOU-serie er hendes første udgivelse på dansk.

ind i Averys planer om at leve et stille og roligt studieliv.

Avery afviser ham gang på gang, men Cameron giver ikke så let op …

V E N T PÅ M I G E R F Ø R S T E B O G I JENNIFER L. ARMENTROUTS HOT TE OG R O M A N T I S K E N E W A D U LT- S E R I E WA I T F O R Y O U.

VENT PÅ MIG

Første dag på college støder Avery ind i den charmerende

Jennifer L. Armentrout

© F R AN GGY YA N E Z PHOTO G R A PHY

# 1 NE W YORK TIMES BES TSELLER

Om WAIT FOR YOU -serien: Jennifer L. Armentrout

V ENT PÅ

1 OMSL AG: CARINA KRUSA A FOTOS: SHUT TERSTOCK

9 788711 692462

LO V E B O O K S . D K

LOVEBOOKS

MIG WAIT FOR YOU 1

“Det er en af de historier, som bliver hos dig længe, efter du er blevet færdig med at læse.”

– YA Book Central

“Fantastiske karakterer, der vil få dig til at grine og græde.

Cam stjal mit hjerte.”

– Cora Carmack, New York Times og USA Today bestseller-forfatter til SOM STJERNERNE STÅR

Vent på mig er oversat fra engelsk efter Wait for you Copyright © Jennifer L. Armentrout 2013 Published by arrangement with Mo Literary Services, in association with Taryn Fagerness Agency All rights reserved Dansk copyright © 2018 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Bogen er sat med Palatino og trykt hos ScandBook UAB, 2018 Omslag: Carina Krusaa ISBN 978-87-11-69246-2 1. udgave, 1. oplag Printed in Lithuania Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lovebooks.dk www.lindhardtogringhof.dk LOVEBOOKS – et imprint under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Vent pa mig.indd 4

22/11/17 1:01 pm

Jennifer L. Armentrout

VENT PÅ MIG Wait for you 1

På dansk ved Anna Bridgewater

Vent pa mig.indd 3

22/11/17 1:01 pm

Denne bog er tilegnet de lĂŚsere, som lige nu er i gang med at lĂŚse bogen.

Uden jer ville jeg slet ikke kunne skrive.

I gør mig glad helt ned til sokkerne.

Vent pa mig.indd 5

22/11/17 1:01 pm

Vent pa mig.indd 6

22/11/17 1:01 pm

Kapitel 1

Der var to ting i livet, der gjorde mig møghamrende bange.

Den ene var tanken om at vågne midt om natten og opdage et spøgelse med gennemsigtigt ansigt tæt på mit eget. Ikke særlig sandsynligt, men alligevel ret flippet at forestille sig. Den anden var at ankomme for sent til et fyldt undervisningslokale.

Jeg kunne virkelig ikke fordrage at være forsinket.

Jeg hadede, når folk vendte sig om og gloede, som de altid gør, når man kommer ind i et undervisningslokale, et minut efter at timen er gået i gang.

Det var derfor, jeg i løbet af weekenden nidkært havde indtastet ruten mellem min lejlighed i University Heights og den parkeringsplads, der var reserveret til studerende, der pendlede. Og jeg kørte faktisk turen to gange om søndagen for at være sikker på, at Google ikke vildledte mig.

Der var præcis 1,9 kilometer.

Fem minutter i bil.

Jeg tog ovenikøbet af sted et kvarter for tidligt, så jeg kunne ankomme ti minutter inden min time, som skulle starte kl. ti minutter over ni.

7

Vent pa mig.indd 7

22/11/17 1:01 pm

Men jeg havde ikke regnet med den kilometerlange bilkø, jeg endte med at holde i, for Gud forbyde, at der rent faktisk skulle være et trafiklys i sådan en historisk by, og jeg havde ikke regnet med, at der overhovedet ikke var flere ledige parkeringspladser på campus. Jeg måtte parkere ved stationen ved siden af campus og spildte kostbare sekunder på at finde mønter til en p-billet. ”Hvis du insisterer på at flytte til den anden ende af landet, så kunne du i det mindste bo på et kollegie. Der findes vel kollegier der, gør der ikke?” Jeg kunne høre min mors stemme for mig, da jeg nåede frem til Robert Byrd-bygningen, som husede det naturvidenskabelige institut, forpustet efter at have løbet op ad verdenshistoriens mest stejle og ubelejlige bakke.

Det var klart, at jeg ikke havde valgt at bo på et kollegie, fordi jeg vidste, at mine forældre ville dukke op uindbudt på et eller andet tidspunkt, og de ville være fordømmende og begynde at snakke, og jeg ville hellere slå mig selv oven i hovedet end at udsætte en uskyldig person for den behandling. I stedet for ofrede jeg nogle af mine velfortjente blodpenge og lejede en toværelseslejlighed i nærheden af campus.

Det brød mr. og mrs. Morgansten sig virkelig ikke om.

Og det gjorde mig utrolig lykkelig.

Men nu var jeg lige ved at fortryde mit lille oprør, for astronomilokalet lå på anden sal, og klokken var allerede elleve minutter over ni, da jeg skyndte mig ud af augustmorgenens lumre varme og inden for i den kølige luft i murstensbygningen. Og hvorfor fanden havde jeg overhovedet valgt astronomi?

8

Vent pa mig.indd 8

22/11/17 1:01 pm

Måske fordi tanken om at overvære flere biologitimer gav mig lyst til at brække mig? Nemlig. Derfor.

Jeg spurtede op ad de brede trapper, kastede mig gennem dobbeltdøren og ramte en murstensvæg.

Jeg begyndte at falde baglæns, og mine arme baskede i luften som en trafikbetjent på narko. Min overfyldte skuldertaske gled ned, så jeg fik overbalance. Jeg var faretruende tæt på at vælte, og mit hår faldt ned foran mit ansigt i en kaskade af rødbrunt, der skjulte alt. Åh gud, jeg vidste bare, at jeg ville falde. Der var ikke noget at gøre. Jeg så for mig, at jeg brækkede nakken. Sikke noget p…

Noget stærkt og fast greb fat i min talje og bremsede mit fald. Min taske ramte gulvet, og mine dyrekøbte bøger og kuglepenne væltede ud på gulvet. Mine kuglepenne! Mine skønne kuglepenne rullede alle vegne. Kort efter var jeg presset op ad væggen.

Væggen var underlig varm.

Væggen klukkede af latter. ”Hey,” sagde en dyb stemme. ”Er du okay, smukke?”

Væggen var slet ikke nogen væg. Det var en fyr. Mit hjerte gik i stå, og i et langt, skræmmende øjeblik mærkede jeg en trykken for brystet, og jeg kunne hverken bevæge mig eller tænke. Tiden blev spolet fem år tilbage. Jeg sad fast. Kunne ikke bevæge mig. Luften susede ud af lungerne i et smertefuldt stød, og det prikkede i nakken på mig. Alle muskler stivnede. ”Hey,” lød det blidt og en smule bekymret. ”Er du okay?”

Jeg tvang mig selv til at trække vejret dybt – bare at trække vejret. Jeg var nødt til at trække vejret. Luft ind. Luft ud. Jeg 9

Vent pa mig.indd 9

22/11/17 1:01 pm

havde øvet det her om og om igen i fem år. Jeg var ikke fjorten år længere. Jeg var ikke der. Jeg var her, i den anden ende af landet.

To fingre under min hage vippede mit hoved tilbage. Overraskende dybblå øjne omkranset af tykke, sorte vipper kiggede mig lige i øjnene. Den blå farve var så klar og elektrisk og så stærk en kontrast til de sorte pupiller, at jeg spekulerede på, om de var ægte.

Og så slog det mig.

Der var en fyr, der holdt mig. Jeg var aldrig blevet holdt af en fyr. Den ene gang, det var sket, gjaldt det fandeme ikke, og nu var jeg presset op ad ham, lår mod lår, min brystkasse mod hans. Som om vi dansede. Mine sanser kogte, da jeg indåndede den diskrete duft af hans parfume. Wow. Den duftede lækkert og dyrt, ligesom hans …

Vreden susede pludselig gennem mig, en sød og velkendt fornemmelse, som skubbede den gamle panik og forvirring til side. Jeg hægede mig fast til vreden og fandt min stemme. ”Slip. Mig. Så.”

Blå Øjne lod straks armen falde. Jeg var ikke forberedt på at skulle stå på egne ben, og jeg stod et øjeblik og vaklede og svajede og var lige ved at falde over min taske. Jeg var stakåndet, som om jeg havde været ude at løbe, og måtte skubbe det lange hår væk fra øjnene, så jeg kunne se ordentligt på Blå Øjne.

Jøsses, Blå Øjne var …

Han var lækker på alle de måder, som får unge kvinder til at gøre fjollede ting. Han var høj, i hvert fald et hoved eller to højere end mig, og bred over skuldrene, men med en smal 10

Vent pa mig.indd 10

22/11/17 1:01 pm

talje. En atletkrop – som en svømmer. Lokker af sort hår faldt ned over panden og nåede ned til de lige så sorte øjenbryn.

Brede kindben og fyldige, udtryksfulde læber afsluttede en pakke, som var skabt til at få kvinder til at savle. Og sammen med de safirblå øjne, herregud …

Hvem havde troet, at en by ved navn Shepherdstown kunne huse nogen, der så ud på den måde? Og så løb jeg ind i ham. Bogstavelig talt. Flot. ”Undskyld. Jeg skulle skynde mig til en time. Jeg er sent på den og …”

Hans mundvige trak sig opad, og han lagde sig på knæ.

Han gik i gang med at samle mine ting sammen, og i et kort øjeblik havde jeg lyst til at græde. Jeg kunne mærke, at gråden samlede sig i halsen. Jeg var virkelig meget forsinket nu.

Det var helt udelukket, at jeg kunne gå ind i det undervisningslokale nu, og så på den allerførste dag. Fiasko.

Jeg bukkede mig og lod håret skjule mit ansigt, da jeg begyndte at samle mine kuglepenne sammen. ”Du behøver ikke hjælpe mig.” ”Det gør ikke noget.” Han samlede et stykke papir op og skævede til mig. ”Astronomi for begyndere? Det er også der, jeg skal hen.”

Alle tiders. I et helt semester ville jeg blive nødt til at se på den fyr, som jeg var lige ved at slå ihjel. ”Du kommer for sent,” sagde jeg tamt.

Da alle mine bøger og kuglepenne lå nede i tasken igen, rejste han sig og rakte mig den. ”Det gør ikke noget.” Det skæve smil bredte sig på hans ansigt og afslørede et smilehul i venstre kind, men ingenting på den højre side. ”Jeg er vant til, at pigerne kaster sig over mig.”

11

Vent pa mig.indd 11

22/11/17 1:01 pm

Jeg blinkede, fordi jeg tænkte, at jeg umuligt kunne have hørt rigtigt, for han kunne da ikke have sagt noget så lamt.

Men det havde han, og han var ikke færdig. ”Det er første gang, at nogen har prøvet at springe op på ryggen af mig. Det kunne jeg ret godt lide.”

Med blussende kinder tog jeg mig sammen. ”Jeg prøvede ikke at springe op på ryggen af dig eller kaste mig over dig.” ”Gjorde du ikke?” Det skæve smil blev siddende. ”Nå, det er en skam. Det ville have været verdens bedste første dag på semesteret.”

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, og jeg holdt den tunge taske ind til min brystkasse. Fyrene havde ikke flirtet med mig derhjemme. De fleste af dem havde ikke turdet kigge i min retning, da vi gik i high school, og de få, der kiggede, tja, de havde ikke flirtet.

Blå Øjnes blik rettede sig mod den papirlap, som han holdt i sin hånd. ”Avery Morgansten?”

Mit hjerte sprang et slag over. ”Hvorfra kender du mit navn?”

Han lagde hovedet på skrå, og smilet blev endnu bredere. ”Det står på dit skema.” ”Nå.” Jeg skubbede de bølgende hårlokker væk fra mit hede ansigt. Han gav mig skemaet, og jeg tog det og lagde det i tasken. En massivt pinlig stemning faldt over os, og jeg fumlede med remmen. ”Jeg hedder Cameron Hamilton,” sagde Blå Øjne. ”Men alle kalder mig Cam.” Cam. Jeg smagte på navnet og kunne lide det. ”Nå, men tak for hjælpen, Cam.” 12

Vent pa mig.indd 12

22/11/17 1:01 pm

Han bukkede sig og tog en sort rygsæk, som jeg ikke havde lagt mærke til før. Flere af de mørke hårlokker faldt ned over hans pande, og han skubbede dem væk, da han rettede sig op. ”Så må vi hellere gøre vores entre.”

Mine fødder var klistret til stedet, mens han vendte sig om og slentrede de få meter hen til den lukkede dør ind til lokale 205. Han lagde hånden på dørhåndtaget og kiggede sig over skulderen, afventende. Jeg kunne ikke. Det havde ikke noget at gøre med, at jeg var braset ind i den fyr, der sikkert var den mest sexede mand på hele campus. Jeg kunne ikke gå ind i et lokale, hvor alle ville vende sig mod mig og glo.

I løbet af de seneste fem år havde jeg fået nok af at være i centrum. Sveden piblede frem og perlede på min pande. Min mave vendte sig, og jeg tog et skridt bagud, væk fra lokalet og Cam. Han vendte sig om og trak øjenbrynene sammen, og et forundret udtryk dukkede op på det stærke ansigt. ”Du går i den forkerte retning, smukke.”

Jeg havde vist brugt halvdelen af mit liv på at vælge den forkerte retning. ”Jeg kan ikke.” ”Kan ikke hvad?” Han gik et skridt hen imod mig. Og jeg stak af. Jeg drejede faktisk om på hælen og løb, som om jeg var i et kapløb om den sidste kop kaffe i hele verden. Da jeg nåede hen til dobbeltdøren, hørte jeg, at han råbte mit navn, men jeg blev ved med at løbe.

Mit ansigt brændte, da jeg skyndte mig ned ad trappen.

Jeg var forpustet, da jeg drønede ud af bygningen. Mine ben fortsatte, indtil jeg satte mig på en bænk uden for biblioteket ved siden af. Den tidlige formiddagssol var alt for stærk, og 13

Vent pa mig.indd 13

22/11/17 1:01 pm

jeg løftede ansigtet og lukkede øjnene. Jøsses. Sikke en måde at gøre et godt indtryk i en ny by, på et nyt college … i et nyt liv. Jeg havde rejst mere end 1.500 kilometer for at begynde forfra, og jeg havde ødelagt det hele i løbet af et par minutter.

Vent pa mig.indd 14

22/11/17 1:01 pm

Kapitel 2

Jeg havde nu to valgmuligheder: at lægge mit katastrofale forsøg på at møde op til første undervisningstime i min collegekarriere bag mig, eller at tage hjem, gå i seng og gemme mig under dynen. Jeg ville virkelig gerne give efter og vælge mulighed nummer to, men det var ikke min stil.

Hvis det havde været min stil at stikke af og gemme mig, så ville jeg aldrig have overlevet high school.

Jeg førte hånden ned til det brede sølvarmbånd, som jeg bar på venstre håndled, for at forsikre mig selv om, at det stadig sad, hvor det skulle. Jeg var lige ved ikke at overleve high school.

Mor og far havde fået et anfald, da jeg fortalte dem, at jeg havde tænkt mig at gå på college i den anden ende af landet.

Hvis det havde været Harvard, Yale eller Sweet Briar, ville de have støttet mig. Men et college uden prestige? Føj. De kunne bare ikke forstå det. Det kunne de aldrig. Det var bare helt udelukket, at jeg ville gå på samme college, som de havde gjort, eller søge om at blive optaget der, hvor alle deres golfvenner sendte deres børn hen.

15

Vent pa mig.indd 15

22/11/17 1:01 pm

Jeg ville gerne være et sted, hvor jeg ikke behøvede at se den velkendte rynken på næsen eller høre den hvisken, der stadig flød fra andres læber som syre. Et sted, hvor folk ikke havde hørt historien eller en eller anden udgave af sandheden, som var blevet gentaget om og om igen; til sidst var jeg selv usikker på, hvad der virkelig var sket den halloween for fem år siden.

Men her var de ligegyldige. Ingen kendte mig. Ingen havde en mistanke om noget. Og ingen vidste, hvad sølvarmbåndet skjulte på de sommerdage, hvor det var udelukket at gå med en langærmet bluse.

Det havde været min beslutning at komme hertil, og det havde været den rigtige beslutning.

Mine forældre havde truet med at afskære mig adgangen til min fond, hvilket jeg fandt morsomt. Jeg havde mine egne penge – penge, de ikke kunne røre, efter at jeg var fyldt atten.

Penge, jeg havde fortjent. I deres øjne havde jeg svigtet dem igen, men hvis jeg blev i Texas eller i nærheden af de mennesker, ville jeg dø.

Jeg kiggede på min telefon for at se, hvad klokken var, rejste mig og smed tasken over skulderen. Jeg ville i det mindste ikke komme for sent til historie. Undervisningen i historie foregik på det samfundsvidenskabelige institut for foden af den bakke, jeg lige havde løbet op ad. Jeg var omgivet af små grupper af studerende, som virkede til at kende hinanden.

Men i stedet for at føle mig udenfor fik jeg en dyrebar følelse af frihed, fordi jeg kunne finde lokalet uden at blive genkendt.

Jeg lagde morgenens formidable fiasko bag mig, gik ind i Whitehall-bygningen og tog den første trappeopgang til 16

Vent pa mig.indd 16

22/11/17 1:01 pm

højre. Ovenpå var gangen fyldt med studerende, som ventede på, at folk kom ud af lokalerne. Jeg fandt vej gennem den smilende menneskemængde og styrede uden om et par stykker, som så ud, som om de stadig sov. Jeg fandt en tom plet over for lokalet, satte mig op ad væggen og lagde benene over kors. Jeg glædede mig til at komme i gang med historie, og jeg gned håndfladerne mod mine jeans. De fleste mennesker ville kede sig bravt til grundforløbet i historie, men det var min første undervisningstime i det fag, jeg havde valgt som hovedfag.

Og hvis jeg var heldig, ville jeg om fem år finde et arbejde på et stille og køligt museum eller bibliotek, hvor jeg førte katalog over historiske skrifter eller genstande. Ikke verdens mest glamourøse fag, men det ville passe perfekt til mig.

Langt bedre end mit gamle ønskejob, som var professional danser i New York. Det var endnu en ting, som skuffede min mor. Alle de penge, hun havde ofret på balletundervisning, siden jeg lærte at gå, var spildt, da jeg blev fjorten.

Men jeg savnede den beroligende virkning, det altid havde haft på mig at danse. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at begynde igen. ”Hva’ så, tøs? Hvorfor sidder du på gulvet?” Jeg løftede hovedet med et sæt, og et smil bredte sig på mit ansigt, da jeg så det store, lysende smil, som lyste op på den karamelfarvede hud på Jacob Masseys flotte, drengede ansigt.

Vi havde fundet sammen i løbet af introugen, og vi skulle have næste time sammen, plus kunsthistorie hver tirsdag og torsdag. Jeg var med det samme blevet tiltrukket af hans udadvendte facon.

17

Vent pa mig.indd 17

22/11/17 1:01 pm

Jeg kastede et blik på de dyre jeans, han havde på, og genkendte det skræddersyede snit. ”Det er behageligt hernede.

Slå dig ned sammen med mig.” ”Fandeme nej. Min smækre bagdel skal ikke besudles af det gulv.” Han lænede en hofte mod væggen ved siden af mig og smilede stort. ”Hov. Hvorfor er du her allerede? Jeg troede, du havde time klokken ni.” ”Hvordan kan du huske det?” Ugen før havde vi brugt cirka et halvt sekund på at udveksle skemaer.

Han blinkede til mig. ”Jeg har en utrolig evne til at huske ting, som er stort set ubrugelige for mig.”

Jeg lo. ”Godt at vide.” ”Nå, pjækker du allerede? Slemme, slemme pige.”

Jeg krympede mig og rystede på hovedet. ”Ja, men jeg var sent på den, og jeg hader at gå ind i et lokale, når undervisningen er startet, så min første gang bliver nok onsdag, hvis jeg ikke dropper det fag inden.” ”Dropper det? Vær nu ikke dum, tøs. Astronomi er pærelet. Jeg ville have valgt det, hvis ikke holdet var blevet fyldt af andetårsstuderende i løbet af to sekunder.” ”Nå, men du var så heller ikke lige ved at tage livet af en fyr, fordi du spurtede for at komme til tiden – en fyr, som tilfældigvis også tager det pærelette fag.” ”Hvad?” Interessen var tydelig i hans mørke øjne, og han begyndte at sætte sig på knæ. Hans opmærksomhed blev fanget af en person. ”Øjeblik, Avery.” Så begyndte han at hoppe op og ned. ”Hey! Brittany. Få så røven herhen.”

En lille, lyshåret pige stoppede op midt på gangen og vendte sig mod os med blussende kinder, men hun smilede, 18

Vent pa mig.indd 18

22/11/17 1:01 pm

da hun så Jacob, der hoppede op og ned. Hun fandt vej gennem menneskemylderet og standsede foran os. ”Brittany, det er Avery.” Jacob smilede stort. ”Avery, det er Brittany. Sig goddag til hinanden.” ”Hej,” sagde Brittany med et lille vink. ”Hej.” ”Avery skulle lige til at fortælle, hvordan hun var tæt på at slå en fyr ihjel på en af gangene. Jeg tænkte, at du sikkert også gerne ville høre historien.”

Jeg krympede mig, men den lysende interesse, som jeg kunne læse i Brittanys øjne, da hun kiggede på mig, var på en måde morsom. ”Kom så med historien,” sagde hun med et smil. ”Nå, jeg var ikke ved at slå nogen ihjel i virkeligheden,” sagde jeg med et suk. ”Men det var tæt på, og det var megapinligt.” ”Pinlige historier er de bedste,” indskød Jacob og satte sig på knæ.

Brittany lo. ”Det er sandt.” ”Spyt ud, søster.”

Jeg skubbede håret væk fra ansigtet og dæmpede stemmen, så alle i gangen ikke skulle nyde min forlegenhed. ”Jeg var ved at komme for sent til astronomi, og jeg nærmest løb gennem dobbeltdøren på anden sal. Jeg så mig ikke for, og jeg bragede lige ind i en stakkels fyr på gangen.” ”Ups.” Brittanys udtryk var fuld af sympati. ”Ja, og helt ærligt, jeg var lige ved at vælte ham. Jeg tabte alle mine ting. Der var bøger og kuglepenne overalt. Det var ret vildt.”

19

Vent pa mig.indd 19

22/11/17 1:01 pm

Jacobs øjne lyste op i morskab. ”Var han lækker?” ”Hvad?” ”Var han lækker?” gentog han, mens han kørte en hånd gennem det kortklippede hår. ”Hvis han var lækker, skulle du have udnyttet situationen. I kunne blive vildt forelskede, og du kunne fortælle folk, at du lagde ham ned, inden han nedlagde dig.” ”Åh gud.” Jeg mærkede en velkendt varme i kinderne. ”Jep, han var virkelig lækker.” ”Åh nej,” sagde Brittany, som virkede, som om hun var den eneste, der forstod, at en lækker fyr bare gør dens slags situationer endnu mere pinlige. Man skulle vist have en vagina for at forstå den slags, for Jacob så ud, som om det blot gjorde historien endnu bedre, at fyren var lækker. ”Sig mig så, hvordan så det lækre stykke mandfolk ud? Jeg vil høre alle detaljerne.”

På en måde havde jeg ikke lyst til at sige noget, fordi tanken om Cam gjorde mig urolig på en masse forskellige måder. ”Æh … han var vel bare høj og veltrænet.” ”Hvordan ved du, at han var veltrænet? Gramsede du også på ham?”

Brittany rystede på hovedet, men jeg grinede. ”Helt ærligt, jeg løb ind i ham, Jacob. Og han greb fat i mig. Jeg gramsede ikke på ham med vilje, men det virkede, som om han havde en ret lækker krop.” Jeg trak på skuldrene. ”Han havde i hvert fald langt hår med krøller. Længere end dit hår, og uglet på en …” ”Seriøst, hvis du siger uglet på en ’jeg-er-bare-for-lækker-ogjeg-er-ligeglad’-måde’, så har jeg lyst til at løbe ind i den fyr.”

20

Vent pa mig.indd 20

22/11/17 1:01 pm

Brittany fnisede. ”Jeg elsker den slags hår.”

Jeg spekulerede på, om mit ansigt var lige så blussende rødt, som det føltes. ”Ja, uglet på den måde. Han var virkelig en steg, og hans øjne var så blå, at det så ud …” ”Øjeblik,” stønnede Brittany og spilede øjnene helt op. ”Var hans øjne nærmest så blå, at de så kunstige ud? Og duftede han på en måde virkelig lækkert? Jeg ved godt, det lyder klamt og underligt, men sig det nu bare.”

Det var på en måde både klamt og underligt og ret morsomt. ”Svaret er ja til begge dele.” ”Milde makrel.” Brittany grinede højt. ”Fandt du ud af, hvad han hedder?”

Jeg var begyndt at blive bekymret, for Jacob så ud, som om noget lige var gået op for ham. ”Ja, hvorfor det?”

Brittany stak en albue i siden på Jacob, og så sænkede hun stemmen. ”Var det Cameron Hamilton?”

Jeg tabte underkæben. ”Det var det!”

Brittany var rystet. ”Løb du ind i Cameron Hamilton?”

Jacob smilede ikke. Han gloede bare på mig med … beundring? ”Jeg er så utrolig misundelig på dig lige nu. Jeg ville give min venstre kugle for at løbe ind i Cameron Hamilton.”

Jeg var ved at blive kvalt i mit grin. ”Wow. Det lyder ret alvorligt.” ”Det er alvorligt med Cameron Hamilton, Avery. Det kan du ikke vide, for du er ikke herfra,” sagde Jacob. ”Du er også førsteårsstuderende. Hvordan kan det være, at du kender ham?” Jeg spurgte, fordi Cam så ud, som om han var for gammel til at være førsteårsstuderende. Han måtte være på mindst andet eller tredje år.

21

Vent pa mig.indd 21

22/11/17 1:01 pm

”Alle på campus kender ham,” svarede han. ”Du har været her i mindre end en uge!”

Jacob storsmilede. ”Jeg har været ret aktiv.”

Jeg grinede og rystede på hovedet. ”Jeg fatter det ikke. Ja, han er … lækker, men er det så vigtigt?” ”Jeg gik i skole med Cam,” forklarede Brittany, mens hun kiggede sig over skulderen. ”Han var to år ældre end mig, men han var den sejeste fyr i high school. Alle ville være i nærheden af ham eller sammen med ham. Sådan er det også her.”

Jeg var nysgerrig, selvom Brittanys ord fik mig til at tænke på en anden. ”Vil det sige, at I to kommer herfra?” ”Nej, vi boede i nærheden af Morgantown – Fort Hill-området. Jeg ved ikke, hvorfor han valgte at gå på college her i stedet for på West Virginia University, men jeg gjorde det, fordi jeg gerne ville væk fra byen i stedet for at blive i nærheden af de samme mennesker.”

Det kunne jeg godt forstå. ”Nå, Cameron er et kendt ansigt heromkring.” Jacob klaskede hænderne sammen. ”Han bor ikke på nogen af kollegierne, og det siges, at han holder verdens bedste fester og …” ”Han havde et rygte i high school,” afbrød Brittany. ”Et velfortjent rygte. Forstå mig ret. Cameron har altid været virkelig sej. Meget sød og sjov, men han var noget af en player dengang. Det virker, som om han er faldet lidt til ro, men en gang tyv, altid tyv, eller noget …” ”Okay.” Jeg pillede ved mit armbånd. ”Godt at vide, men det er ligegyldigt. Helt ærligt, jeg løb ind i ham på gangen.

Det er alt, hvad jeg kender til Cam.” ”Cam?” Brittany blinkede.

22

Vent pa mig.indd 22

22/11/17 1:01 pm

”Ja?” Jeg rejste mig og tog min taske. Nu ville der snart blive åbnet ind til undervisningslokalet.

Brittany trak brynene sammen. ”Folk, han ikke kender, kalder ham Cameron. Kun hans venner siger Cam.” ”Nå.” Jeg rynkede panden. ”Han sagde, han blev kaldt Cam, så jeg regnede med, at det var det, folk kaldte ham.”

Brittany sagde ikke noget, og jeg fattede ikke, hvorfor det var vigtigt. Cam/Cameron/Hvem Som Helst var bare høf­ lig, efter at jeg havde væltet ham. Og hvis han var en omvendt festabe og player, betød det bare, at jeg skulle holde mig langt, langt væk fra ham.

Dørene blev åbnet, og de studerende væltede ud på gangen. Vores lille gruppe ventede, indtil der var fri bane, og så gik vi ind og valgte tre pladser bagerst med Jacob i midten.

Jeg hev min enorme notesbog, som også kunne bruges som våben, frem, og Jacob trak i mit ærme.

Hans blik lagde op til spilopper. ”Du må ikke droppe astronomi. Hvis jeg skal overleve det her semester, skal du sørge for spænding i mit liv og fortælle mig om Cam mindst tre gange om ugen.”

Jeg lo dæmpet. ”Jeg har ikke tænkt mig at droppe astronomi …” Selvom jeg på en måde havde lyst til det. ”Men jeg tvivler på, at der bliver noget at fortælle. Jeg regner ikke med, at vi taler sammen igen.”

Jacob slap sit tag i mit ærme og lænede sig tilbage i stolen, mens han betragtede mig. ”Skal vi vædde, Avery?” *** 23

Vent pa mig.indd 23

22/11/17 1:01 pm

Resten af den dag var ikke nær så interessant, som formiddagen havde været, og det var jeg glad for. Jeg væltede ikke flere lækre unge mænd og var heller ikke skyld i flere pinlige optrin. Selvom jeg måtte genfortælle det hele for at underholde Jacob, mens vi spiste frokost, var jeg glad for, at han og Brittany havde pause på samme tid som mig. Jeg havde regnet med, at jeg ville tilbringe det meste af dagen som enspænder, og det var faktisk dejligt at tale med andre mennesker … på min egen alder.

At være social var vel ligesom at cykle.

Udover de gode råd, som Jacob uopfordret kom med, og som handlede om, at jeg skulle ramle ind i Cam, næste gang jeg så ham, havde jeg ærlig talt næsten glemt Cam. Inden jeg forlod campus, smuttede jeg forbi administrationen for at hente et ansøgningsskema om et studiejob. Jeg havde ikke brug for pengene, men jeg havde brug for noget, der kunne fylde mine ledige timer, så min hjerne havde noget at beskæftige sig med. Jeg havde et fyldt skema – atten undervisningstimer – men jeg havde alligevel en masse fritid.

Et job på campus virkede som en god løsning, men der var ingen ledige stillinger. Jeg skrev mig op på en temmelig lang venteliste.

Campus var virkelig smuk på en yndig og fredelig måde.

Det mindede slet ikke om de store universiteters vidtstrakte arealer. Det puttede sig mellem Potomacfloden og den lillebitte historiske by Shepherdstown og lignede noget fra et postkort. Store bygninger med tårne med spir stod mellem mere moderne bygninger. Der var masser af træer. Frisk, ren luft, og alt, hvad man havde brug for, var inden for g ­ åafstand. Jeg 24

Vent pa mig.indd 24

22/11/17 1:01 pm

kunne faktisk gå til campus, når vejret var godt, eller i det mindste parkere på den vestlige side af området for at undgå at betale for parkering.

Da jeg havde skrevet mine kontaktoplysninger på ventelisten, gik jeg tilbage til min bil, mens jeg nød den lune brise.

Jeg havde været sent på den om morgenen og havde ikke haft tid til at lægge mærke til husene på vejen ned til togstationen.

Tre af husene, som lå ved siden af hinanden, havde verandaer fyldt med unge mænd i collegealderen. Det var sikkert en slags studenterloger.

En fyr kiggede op med en øl i hånden. Han smilede, men så vendte han sig om, da en fodbold fløj ud ad bagdøren og ramte ham i ryggen. Skældsord fyldte luften.

Helt klart et skænderi i en studenterloge.

Jeg blev anspændt og satte farten op for at skynde mig forbi husene. Jeg nåede til et vejkryds, tog et skridt ud på gaden og var lige ved at blive ramt af en sølvfarvet pickup – en stor model, måske en Toyota Tundra – som kørte i høj fart ud på den smalle vej, som jeg skulle over. Mit hjerte hamrede i brystkassen, og bilen bremsede hårdt op foran mig, så jeg ikke kunne komme forbi.

Forvirret tog jeg et baglæns skridt mod kantstenen. Ville bilens fører råbe ad mig?

Den tonede rude blev rullet ned, og jeg var lige ved at falde om af forbløffelse.

Bag rattet sad Cameron Hamilton og sendte mig et stort smil, kasket på hovedet med skyggen i nakken. Lokker af mørkt hår sneg sig ud under kanten. Og han var i bar overkrop – helt bar. Og ud fra det, jeg kunne se, som begrænsede 25

Vent pa mig.indd 25

22/11/17 1:01 pm

sig til brystkassen, var det noget af en brystkasse. Brystmusklerne – fyren havde brystmuskler. Og en tatovering. På højre side af brystkassen skinnede en sol med stråler, hvis stærke røde og orange farver gik op over skulderen. ”Avery Morgansten, så mødes vi igen.”

Han var det sidste menneske i hele verden, som jeg havde lyst til at se. Heldet var bare ikke med mig. ”Hej, Cameron Hamilton.”

Han lænede sig over mod mig og lagde en arm over rattet. Rettelse. Han havde også virkelig flotte bicepser. ”Det må være slut med at mødes på denne måde.”

Og det var de mest sande ord, der nogensinde var blevet sagt. Jeg var nødt til at holde op med at glo på hans bicepser … og brystkasse … og tatovering. Jeg anede ikke, at solen kunne være så … sexet. Wow. Det her var akavet. ”Du løber ind i mig, jeg er lige ved at køre dig over?” fortsatte Cam. ”Vi er nærmest en omvandrende katastrofe.”

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var tør i munden, og jeg kunne ikke samle tankerne. ”Hvor er du på vej hen?” ”Hen til min bil,” fik jeg fremstammet. ”Jeg får snart en bøde.” Det var ikke helt sandt, da jeg havde puttet rigeligt i parkometeret for at undgå en bøde. ”Så …” ”Ind med dig, smukke, jeg giver et lift.”

Jeg kunne mærke, at jeg blev bleg i ansigtet, mens det summede i hele resten af min krop på grund af blodet, der strømmede ud til alle nervebaner. ”Nej, det er i orden. Jeg skal bare op ad bakken. Jeg har ikke brug for et lift.”

26

Vent pa mig.indd 26

22/11/17 1:01 pm

Han sendte mig et skævt smil og viste mig det ene smilehul. ”Det er ingen omvej. Det er det mindste, jeg kan gøre, efter at jeg var lige ved at køre dig ned.” ”Tak, men …” ”Hey! Cam!” Fyren med øllen sprang ned fra verandaen og luntede hen ad fortovet, mens han skævede til mig. ”Hvad laver du, mand?”

Jeg blev reddet af en smørbolle.

Cam lod sit blik hvile på mig, men hans smil falmede en smule. ”Ikke noget, Kevin, jeg prøver at føre en samtale.”

Jeg skyndte mig at vinke farvel til Cam og hastede forbi Kevin og bilens kølerhjelm. Jeg så mig ikke tilbage, men jeg kunne mærke, at han kiggede. I løbet af de foregående år havde jeg oparbejdet et særligt talent for at mærke, når nogen kiggede på mig, mens jeg ikke så på dem.

Jeg måtte tvinge mig selv til ikke at løbe hen til stationen, fordi det var for mærkeligt at løbe væk fra den samme fyr to gange på en dag. Selv for mig.

Jeg opdagede først, at jeg holdt vejret, da jeg sad bag rattet med motoren tændt.

Jøsses.

Jeg hvilede panden mod rattet og stønnede. En omvandrende katastrofe? Ja, det lød meget rigtigt.

Vent pa mig.indd 27

22/11/17 1:01 pm

Da 19-årige Avery starter på college i West Virginia, tusindvis af kilometer hjemmefra, er det for at slippe væk fra en fortid fuld af smertefulde minder. Det eneste, hun ønsker, er at starte på en frisk, passe sine studier, få et par gode venner og ellers undgå alt for meget opmærksomhed. Og ikke tænke for meget på det, der skete til Halloweenfesten fem år tidligere.

Cameron. Han er høj og flot, og han passer på ingen måde

Jennifer L. Armentrout Jennifer L. Armentrout (f. 1980) bor i Martinsburg, West Virginia. Hun har tidligere skrevet under navnet J. Lynn.

Armentrout blev i 2012 nomineret til Goodreads Best Author og den prisvindende WAIT FOR YOU-serie er hendes første udgivelse på dansk.

ind i Averys planer om at leve et stille og roligt studieliv.

Avery afviser ham gang på gang, men Cameron giver ikke så let op …

V E N T PÅ M I G E R F Ø R S T E B O G I JENNIFER L. ARMENTROUTS HOT TE OG R O M A N T I S K E N E W A D U LT- S E R I E WA I T F O R Y O U.

VENT PÅ MIG

Første dag på college støder Avery ind i den charmerende

Jennifer L. Armentrout

© F R AN GGY YA N E Z PHOTO G R A PHY

# 1 NE W YORK TIMES BES TSELLER

Om WAIT FOR YOU -serien: Jennifer L. Armentrout

V ENT PÅ

1 OMSL AG: CARINA KRUSA A FOTOS: SHUT TERSTOCK

9 788711 692462

LO V E B O O K S . D K

LOVEBOOKS

MIG WAIT FOR YOU 1

“Det er en af de historier, som bliver hos dig længe, efter du er blevet færdig med at læse.”

– YA Book Central

“Fantastiske karakterer, der vil få dig til at grine og græde.

Cam stjal mit hjerte.”

– Cora Carmack, New York Times og USA Today bestseller-forfatter til SOM STJERNERNE STÅR