Page 1

Ud af ensomheden

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 1

05/01/18 3:43 pm


UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 2

05/01/18 3:43 pm


Benedict Wells

Ud af ensomheden

PÃ¥ dansk ved Jacob Jonia

LINDHARDT OG RINGHOF

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 3

05/01/18 3:44 pm


Ud af ensomheden er oversat fra tysk efter Vom Ende der Einsamkeit Copyright © Diogenes Verlag AG Zürich 2016 All rights reserved Dansk copyright © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Jack Kerouac er citeret efter Arne Herløv Petersens oversættelse Omslag: Charlotte Flemmer Omslagsillustration: Millenium Images Bogen er sat med Adobe Garamond Pro og trykt hos Bookwell Digital Oy 2018 ISBN: 978-87-11-56824-8 1. udgave, 1. oplag Oversættelsen har fået støtte fra Goethe-instituttet, som er etableret af det tyske udenrigsministerium

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 4

05/01/18 3:44 pm


Ryk din stol helt ud til afgrundens rand, så skal jeg fortælle dig en historie. F. Scott Fitzgerald

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 5

05/01/18 3:44 pm


Til min søster

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 6

05/01/18 3:44 pm


FØRSTE DEL

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 1

05/01/18 3:44 pm


UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 2

05/01/18 3:44 pm


Jeg har kendt til døden længe, men nu kender døden også til mig. Forsigtigt slår jeg øjnene op og blinker et par gange. Mørket letter efterhånden. Et nøgent rum, der kun bliver oplyst af grønne og røde lamper i de små apparater og af lampen, der skinner ind gennem sprækken i døren. Sygehusets natlige stilhed. Det forekommer mig, at jeg er vågnet af en drøm, der har varet flere dage. Med en ulden, varm smerte i mit højre ben, i maven og i brystet. En let dunken i hovedet, som bliver stærkere. Kort efter har jeg en anelse om, hvad der må være sket. Jeg har overlevet. Billeder dukker op: Mig, der kører ud af byen på motorcykel, gasser op, svinget, der nærmer sig. Hjulene, der slipper grebet i vejen, træet, jeg ser komme imod mig, forsøger forgæves at undvige, lukker øjnene … Hvad mon reddede mig? Jeg skæver ned ad mig selv. En halskrave, det højre ben er fikseret, sandsynligvis med gips, en bandage om kravebenet. Før ulykken var jeg i god form, faktisk i ekstremt god form, min alder taget i betragtning. Måske har det hjulpet mig. Før ulykken … Var der ikke også noget helt andet? Jeg har ikke lyst til at huske det, men tænker hellere på den dag, jeg lærte børnene at slå smut ved vandet. På min brors hænder, der flagrede i luften, når han diskuterede med mig. Italiensturen med min kone, hvor vi en tidlig morgen gik tur ved en bugt langs Amalfikysten, mens det blev lyst. Og havet skummede blidt mod klipperne … Jeg falder hen. I drømmen står vi på altanen. Hun ser mig dybt i øjnene, som om hun har gennemskuet mig. Hun peger med hagen ned i baggården, hvor vores børn løber og leger med naboens drenge. Vores datter kravler tappert op på en mur, men vores søn holder sig tilbage og nøjes med at iagttage de andre. 3

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 3

05/01/18 3:44 pm


”Det har han efter dig,” siger hun. Jeg hører hende le og tager hendes hånd … Det bipper flere gange. En sygehjælper skifter infusionspose. Det er stadig midt om natten. September 2014 står der på en vægkalender. Jeg forsøger at sætte mig op. ”Hvilken dag er det i dag?” Min stemme lyder fremmed. ”Onsdag,” svarer sygehjælperen. ”Du har ligget i koma i to dage.” Det virker, som om det er møntet på en anden. ”Hvordan har du det?” Jeg læner mig tilbage igen. ”Jeg er lidt svimmel.” ”Det er helt normalt.” ”Hvornår må jeg se mine børn?” ”Jeg skal give din familie besked straks i morgen tidlig.” Sygehjælperen går hen mod døren og standser op. ”Hvis der bliver noget, så bare kald. Overlægen kigger ind til dig om lidt.” Da jeg ikke svarer, forlader han stuen. Hvad bestemmer, at et liv bliver, som det bliver? I stilheden kan jeg høre hver eneste tanke, og med ét er jeg lysvågen. Jeg genser forskellige etaper af mit liv. Ansigter, jeg troede, jeg havde glemt, kommer mig i møde, jeg ser mig selv som ung på boldbanen ved kostskolen og det røde lys i mit mørkekammer i Hamburg. Først er minderne uskarpe, men i løbet af de næste timer bliver de mere tydelige. Mine tanker forvilder sig længere tilbage i tiden, før de lander ved den katastrofe, der overskyggede min barndom.

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 4

05/01/18 3:44 pm


STRØMNINGER (1980)

Da jeg var syv år, skulle jeg med min familie på ferie i Sydfrankrig. Min far, Stéphane Moreau, stammede fra Berdillac, en landsby i nærheden af Montpellier. Atten hundrede indbyggere og boulangerie, brasserie, to vingodser, et snedkerværksted og et fodboldhold. Vi skulle besøge farmor, som ikke havde forladt byen de sidste mange år. Som altid når vi var på længere bilture, havde far en gammel, lysebrun læderjakke på og en pibe i mundvigen. Vores mor, der havde blundet det meste af turen, lagde en kassette med Beatles-numre i afspilleren. Så vendte hun sig om mod mig. ”Den er til dig, Jules.” Paperback Writer, min yndlingssang på det tidspunkt. Jeg sad bag hende og nynnede med. Musikken blev overdøvet af mine to søskende. Min søster havde hevet min bror i øret. Martin, som vi kaldte ”Marty”, skreg op og brokkede sig til vores forældre. ”Sladderhank.” Liz hev ham i øret igen. Deres skænderi blev voldsommere, og til sidst vendte mor sig om og så på dem. Hendes blik havde stor effekt. Det udtrykte både forståelse for Marty over hans tarvelige søster og for Liz over hendes irriterende bror, men frem for alt viste mors blik, at det var helt unødvendigt at skændes, og at små, søde børn måske 5

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 5

05/01/18 3:44 pm


ville få en is ved den næste tankstation. Mine søskende gav omgående slip på hinanden. ”Hvorfor skal vi egentlig over til farmor hvert eneste år?” spurgte Marty. ”Hvorfor tager vi aldrig til Italien?” ”Fordi vi skylder hende det. Og fordi jeres mamie bliver glad for at se jer,” sagde far på fransk uden at tage blikket fra vejen. ”Det passer ikke. Hun kan overhovedet ikke lide os.” ”Desuden lugter hun underligt,” sagde Liz. ”Af gamle møbler.” ”Nej, hun lugter som en muggen kælder,” sagde min bror. ”Det må I ikke sige om jeres mamie!” Far manøvrerede bilen gennem en rundkørsel. Jeg så ud ad vinduet. Timianbuske, garrigue og forkrøblede ege bredte sig i det fjerne. Luften var mere krydret i Sydfrankrig og farverne mere intense end derhjemme. Jeg stak hånden i lommen og legede med de sølvfranc, der var blevet tilovers fra sidste år. Ved aftenstid nåede vi Berdillac. Som jeg husker byen, mindede den mig altid om en gnaven, men i bund og grund elskværdig gammel mand, der sidder og småsover hele dagen. I lighed med mange andre områder i Languedoc var husene bygget af sandsten med simple skodder for vinduerne og rødlige, forvitrede tegltage, som den lavtstående sol badede i et blødt skær. Gruset knasede under dækkene, da vores stationcar standsede ved huset for enden af Rue Le Goff. Bygningen udstrålede en vis uhygge, facaden var overgroet med efeu, og taget pilråddent. Det lugtede langt væk af fortid. Far steg ud først og skyndte sig hen til døren med vuggende skridt. Det må have været i hans ”bedste” år, som man siger. Midt i trediverne havde han endnu sit tætte, sorte hår og optrådte venligt imødekommende over for alle. Jeg så tit naboer og kolleger stå rundt om ham og lytte tryllebundet til det, han sagde. Hemmeligheden lå i hans stemme, der var blid, ikke for dyb, ikke for høj, kun med en ganske let accent, og den lagde sig om tilhørerne som en usynlig lasso og trak dem tættere ind til sig. Som revisor var han afholdt, og for ham var familien det vigtigste. Hver søn6

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 6

05/01/18 3:44 pm


dag lavede han mad til os, han gav sig god tid til os børn, og med sit drengede smil virkede han altid optimistisk. Når jeg senere så billeder af ham, kunne jeg imidlertid se, at der allerede dengang var noget galt. Hans øjne. De havde et strejf af smerte eller måske angst. Farmor kom til syne i døren. Hendes mund var skæv, og hun værdigede næsten ikke sin søn et blik, som om hun skammede sig over et eller andet. Det hed sig, at farmor havde været en dygtig svømmer i sine unge dage og afholdt af hele landsbyen. Det måtte være hundrede år siden. Hendes arme virkede skrøbelige, hun havde et rynket skildpaddehoved, og hun kunne næsten ikke holde børnebørnenes larm ud. Vi var bange for hende og for det spartansk indrettede hus med de gammeldags tapeter og jernsenge. Det var os en gåde, hvorfor far ville besøge dem hver sommer. ”Man skulle tro, at han år efter år blev drevet tilbage til det sted, hvor han havde oplevet sine største ydmygelser,” skulle Marty senere bemærke. Men der var også noget andet: duften af kaffe om morgenen. Solstråler på gulvfliserne i salonen. En svag raslen fra køkkenet, når mine søskende hentede bestik til morgenbordet. Min far sad fordybet i sin avis, min mor lagde planer for dagen. Efter morgenmaden stod den på hulevandringer, cykelture eller et spil petanque i parken. Sidst i august blev den årlige vinfest afholdt i Berdillac. Om aftenen spillede et orkester, husene var udsmykket med papirlamper og guirlander, og duften af grillet kød bredte sig i gaderne. Mine søskende og jeg sad på den store trappe foran rådhuset og så de voksne danse på torvet. Jeg holdt godt fast i kameraet, som min far havde lånt mig. Et tungt og dyrt Mamiya-fotografiapparat. Han havde bedt mig tage billeder af festen. Det opfattede jeg som en ære, eftersom far ellers aldrig lod nogen andre bruge sine kameraer. Stolt tog jeg et par billeder, mens han elegant førte min mor hen over dansegulvet. ”Papa er en god danser,” sagde Liz voksent. 7

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 7

05/01/18 3:44 pm


Min søster var elleve, en stor pige med lyse lokker. Allerede dengang led hun af det, min bror og jeg kaldte ”teatersyge”. Liz opførte sig konstant, som om hun stod på en scene. Hun strålede, så man skulle tro, at et hav af projektører var rettet mod hende, og hun talte højt og tydeligt, så selv dem på bagerste række uden videre kunne høre hende. Over for fremmede ville hun gerne foregive at være ældre end sin alder, men i virkeligheden var hun kun i slutningen af sin prinsessefase. Min søster tegnede og sang, legede udenfor med naboens børn, tit gik der flere dage imellem, hun tog bad, nogle gange ville hun være opfinder, andre gange drømte hun om at blive elverpige, for det virkede, som om der skete tusind ting på samme tid i hendes hoved. Dengang begyndte de fleste piger at gøre nar ad Liz. Jeg så tit min mor sidde på hendes værelse og trøste hende, når pigerne fra klassen havde drillet hende eller gemt hendes skoletaske. Bagefter fik jeg lov til at gå ind på Liz’ værelse. Så krammede hun mig, jeg følte hendes varme ånde mod min hud, mens hun fortalte mig alt det, hun lige havde fortalt mor, og sandsynligvis mere til. Jeg elskede min søster over alt på jorden, og det ændrede sig ikke, da hun svigtede mig mange år senere. * Efter midnat lå den fugtige hede stadig over landsbyen. Mændene og kvinderne, som blev ved at danse – også vores forældre – skiftede partner efter hvert nummer. Jeg tog endnu et par billeder, selvom jeg næsten ikke kunne løfte Mamiya’et længere. ”Hit med det kamera,” sagde min bror. ”Nej, far gav mig lov til at låne det. Jeg skal passe godt på det.” ”Bare et øjeblik, jeg vil tage et billede. Det kan du alligevel ikke finde ud af.” Marty rev kameraet fra mig. ”Lad nu være med at være så led ved ham,” sagde Liz. ”Han er så glad for, at han må låne det.” 8

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 8

05/01/18 3:44 pm


”Ja, men hans fotografier er skidedårlige, han fatter ikke det med belysningen.” ”Du skal altid spille smart, jeg kan godt forstå, du ingen venner har.” Marty tog et par billeder. Han var den mellemste. Ti år gammel, med briller og mørkt hår, et blegt og ikke videre opsigtsvækkende ansigt. Mens Liz og jeg lignede vores forældre, havde han ingen træk tilfælles med dem, hvad udseendet angik. Marty syntes at komme fra et ingenmandsland som en fremmed, der havde møvet sig ind imellem os. Jeg brød mig ikke om ham. I de film, jeg så, var storebrødre altid heltemodige drenge, som forsvarede deres mindre søskende. Min bror var derimod en enspænder, der sad på sit værelse dagen lang og legede med sin myrekoloni eller undersøgte blodprøver fra dissekerede salamandre eller mus – han havde et tilsyneladende uudtømmeligt lager af døde smådyr. Liz havde for nylig kaldt ham en ”ulækker freak”, og det var meget rammende. Jeg husker kun nogle få brudstykker af sommerferien i Frankrig, ud over den dramatiske ulykke til sidst. Men jeg kan tydeligt huske, hvordan vi tre søskende under festen betragtede de franske børn, der spillede fodbold på torvet, og hvordan det gav os en fornemmelse af at være udenfor. Vi var alle tre født i München og følte os som tyskere. Bortset fra det franske køkken var der ingen spor af vores rødder, og vi talte næsten aldrig fransk sammen. Vores forældre havde mødt hinanden i Montpellier. Min far var flyttet dertil efter skolen, fordi han ville væk fra sin familie. Min mor var flyttet derover, fordi hun elskede Frankrig. (Og fordi hun ville væk fra sin familie). Når vores forældre fortalte om dengang, handlede det altid om aftener i biografen, og om at mor havde spillet guitar, om deres første møde ved en studenterfest hos en fælles ven, og hvordan de var flyttet til München sammen – da vores mor var blevet gravid. De historier gjorde, at mine søskende og jeg altid følte, at vi kendte vores forældre. Men senere, da de var forsvundet, 9

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 9

05/01/18 3:44 pm


måtte vi se i øjnene, at vi intet vidste om dem, overhovedet ingenting. * Vi skulle på tur, men før vi gik, ville vores far ikke sige, hvor vi skulle hen, og undervejs mælede han stort set ikke et ord. Alle fem vandrede vi op ad et højdedrag og nåede til en lille skov. Min far standsede foran et gigantisk egetræ på bakken. ”Kan I se, hvad der er ridset ind i barken?” spurgte han, lettere åndsfraværende. ”L’arbre d’Eric,” læste Liz. ”Erics træ.” Vi betragtede egen. ”Der er knækket en gren af.” Marty pegede på en rund fortykkelse på stammen. ”Sørme ja,” mumlede far. Mine søskende og jeg havde aldrig mødt farbror Eric, som efter sigende var omkommet for flere år tidligere. ”Hvorfor hedder træet det?” spurgte Liz. Fars ansigt lyste op. ”Fordi min bror forførte pigerne ved det her træ. Han tog dem med herop, de satte sig på bænken og kiggede ned i dalen, så læste han digte op for dem, hvorefter han kyssede dem.” ”Digte?” spurgte Marty. ”Virkede det?” ”Hver gang. Og derfor har et eller andet vittigt hoved på et tidspunkt ridset ordene ind i træet.” Far kiggede op i den kolde, blå morgenhimmel, og vores mor lænede sig op ad ham. Jeg så hen mod træet og gentog for mig selv: L’arbre d’Eric. * Ferien nærmede sig sin afslutning, og vi skulle på en sidste udflugt. Det havde igen regnet om natten, store dugdråber hang ned fra bladene, morgenluften lagde sig kold over min hud. Som altid 10

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 10

05/01/18 3:44 pm


når jeg stod tidligt op, havde jeg en vidunderlig følelse af at eje dagen. Kort forinden havde jeg mødt en pige fra landsbyen, Ludivine, og jeg fortalte min mor om hende. Min far var som altid ved afslutningen på Frankrigsturen lettet over endnu en gang at have den bag sig. Han standsede somme tider op og tog billeder, mens han fløjtede for sig selv. Liz gik i forvejen, Marty kom traskende allerbagerst, vi måtte næsten altid vente på ham. I skoven nåede vi til en flod med løse sten på bunden og en væltet træstamme på tværs. Vi skulle over på den anden side, så mine søskende og jeg spurgte, om vi måtte balancere hen over stammen. Far stillede sig op på den og mærkede efter. ”Det kan være farligt,” sagde han. ”Jeg skal ikke nyde noget af det.” Vi sprang op på træstammen. Først nu så vi, hvor langt der var ned, hvor glat barken var, og at floden var stenet og bred. Der var små ti meter over til den anden side, og hvis man gled og faldt, ville man helt sikkert komme til skade. ”Der er jo en bro lige derhenne,” sagde Liz. Selvom hun ellers altid var med på den værste, så kneb hun udenom denne gang og gik videre, og min bror fulgte efter. Kun jeg blev tilbage. Jeg var ikke bange af mig dengang, nogle få måneder forinden var jeg som den eneste i min klasse kørt ned ad en stejl skrænt på cykel. Efter nogle få meter havde jeg mistet herredømmet, var væltet og havde brækket den ene arm. Men lige så snart bruddet var helet, og jeg fik gipsen af, var jeg på udkig efter den næste farlige udfordring. Jeg stirrede på træstammen foran mig, og uden at tænke mig om satte jeg det ene ben foran det andet. ”Du er ikke rigtig klog,” råbte Marty, men jeg hørte ham ikke. En enkelt gang var jeg lige ved at glide, for jeg blev svimmel af at kigge ned på den stenede flod under mig, men da var jeg allerede nået hen over midten. Mit hjerte slog hurtigere, jeg løb de sidste to meter og var glad, da jeg kunne hoppe i land på den modsatte side. Min familie gik langs den venstre flodbred hen til 11

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 11

05/01/18 3:44 pm


broen, jeg gik alene på den højre, af og til så jeg over mod dem og smilede. Jeg havde aldrig før været så stolt af mig selv. * Floden førte ud af skoven. Den blev bredere, og strømmen kraftigere, for de seneste dages regn havde fået vandstanden til at stige. Bredden var mudret og opblødt, et skilt advarede fodgængere mod at komme for tæt på. ”Man drukner, hvis man falder derned.” Marty stirrede på det brusende vand. ”Jeg håber, du falder derned, så vi andre kan slippe for dig,” sagde Liz. Han sparkede ud efter hende, men hun undveg behændigt og tog mor under armen på den mest selvfølgelige og afslappede måde. ”Har du nu været fræk igen?” spurgte mor. ”Jeg tror hellere, vi må lade dig blive her hos farmor.” ”Nej,” sagde Liz rædselsslagen, halvt påtaget, halvt oprigtigt. ”Det må I ikke.” ”Du giver mig desværre ikke noget valg. Farmor skal nok passe godt på dig.” Hun efterabede farmors irettesættende blik, og Liz grinede. Vores mor var uden tvivl familiens stjerne, i hvert fald for os børn. Hun var smuk og elegant, havde venner i hele München og holdt middage for kunstnere, musikere og teaterskuespillere, som ingen vidste, hvor hun havde lært at kende. Faktisk underdriver jeg voldsomt, når jeg kalder hende som ”smuk” og ”elegant”. Det er fattige ord, der ikke tilnærmelsesvis beskriver, hvordan det føltes at have en mor, der forenede det bedste hos Grace Kelly og Ingrid Bergman. Som barn var det mig en gåde, hvorfor hun ikke var blevet skuespiller, men var endt som en ganske almindelig lærer. Selv udførte hun sine pligter som husmor med et muntert og kærligt smil, og først senere er det gået op for mig, at hun må have følt sig bundet på hænder og fødder. 12

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 12

05/01/18 3:44 pm


Vi holdt hvil på en eng ved flodbredden. Far stoppede piben, og vi spiste vores medbragte skinkebaguettes. Bagefter spillede mor nogle viser af Gilbert Bécaud på guitaren. Da hun og far begyndte at synge, himlede Marty med øjnene. ”Gider I lige holde op? Det er bare så pinligt.” ”Men her er jo ingen andre,” sagde mor. ”Jo, dem dér!” Min bror pegede over på den modsatte flodbred, hvor en anden familie netop havde slået sig ned. Børnene var på vores alder, de havde et ungt gadekryds med, som tumlede rundt imellem dem. Det blev middag, og solen stod højt på himlen. På grund af heden tog Marty og jeg vores T-shirts af og lagde os på et tæppe. Liz kradsede noget ned på en blok; små tegninger eller sit eget navn igen og igen. Dengang eksperimenterede hun tit med, hvilken skrift der fik navnet til at se pænest ud, og hun skrev det alle vegne, på papir, på borde, i mapper og på servietter. Liz, Liz, Liz. Vores forældre ville gå en tur og forsvandt med armene om hinanden, mens vi tre søskende blev tilbage på engen. Landskabet var mættet af sol. Marty og Liz spillede kort, jeg klimprede lidt på guitaren, mens jeg holdt øje med familien på den modsatte flodbred. Gang på gang hørte jeg deres latter, som blandede sig med hundeglam. Drengen kastede af og til en pind ud i vandet, som gadekrydset hentede, indtil drengen åbenbart begyndte at kede sig og gemte pinden under et tæppe. Men hunden ville gerne lege videre, så den blev ved med at løbe hen til de enkelte familiemedlemmer og derefter et stykke ned ad flodbredden. En større gren var filtret ind i krattet på bredden. Hunden forsøgte at rykke den væk med munden, men uden held. Strømmen var meget stærk på det sted. Jeg betragtede optrinnet som den eneste og kunne mærke mine nakkehår rejse sig. Den unge hund rev og flåede i grenen, og af ren og skær kådhed kom den tættere og tættere på det brusende vand. Jeg skulle lige til at gøre familien overfor opmærksom på det, da jeg hørte en klyn13

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 13

05/01/18 3:44 pm


ken. Et stykke af brinken var skredet ud, og hunden faldt i vandet. Med forpoterne og tænderne hagede den sig fast til grenen. Den peb og forsøgte at kæmpe sig op på den løse flodbred, men strømmen var for stærk. Dens piben lød stadigt højere. ”Åh gud,” sagde Liz. ”Den klarer det ikke,” sagde Marty. Det lød så definitivt, som om han gjorde sig til dommer over scenen. Familien ovre på den anden side løb hen imod hunden. De var lige nået frem, da grenen løsnede sig fra buskadset og blev skyllet væk sammen med hunden. Den holdt sig oven vande et stykke tid, inden den forsvandt i floden. Mens børnene råbte og græd, vendte jeg mig om og så på mine søskendes ansigter. Jeg vil aldrig glemme deres udtryk. * Om aftenen da jeg lå i min seng, kunne jeg stadig høre hundens klynken. Liz havde været nedtrykt hele dagen, Marty sagde næsten ingenting. Det mest underlige var imidlertid, at vores forældre ikke havde været der, mens det skete. Selvfølgelig havde de forsøgt at trøste os, da de kom tilbage, men det ændrede ikke på, at mine søskende og jeg havde oplevet noget, som kun berørte os. Det meste af natten lå jeg og vendte og drejede mig. Mine tanker blev ved med at kredse om familien på den anden flodbred, hvis idyl var blevet knust på nogle få sekunder. Jeg kom igen til at tænke på min onkel Eric, og at vi engang havde fået at vide, at han var ”omkommet”. Indtil nu havde jeg levet en beskyttet tilværelse, men der fandtes åbenbart usynlige kræfter og understrømme, der med ét slag kunne vende alting på hovedet. Altså fandtes der nogle familier, som skæbnen var nådig overfor, mens andre påkaldte sig ulykker, og den nat overvejede jeg længe, om min familie måske hørte til sidstnævnte kategori.

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 14

05/01/18 3:44 pm


VED SKILLEVEJEN (1983-1984)

Tre et halvt år senere, i december 1983: den sidste jul med mine forældre. Tidligt på aftenen stod jeg foran vinduet på mit værelse, mens de andre var ved at gøre klar inde i dagligstuen. Ligesom alle de andre år ville de først kalde på mig, når det hele var pyntet færdigt. Hvor længe mon det varede endnu? Jeg hørte min bror surmule udenfor og min mors forsonlige latter. Jeg hørte min søster og min far diskutere, hvilken dug de skulle vælge. For at tænke på noget andet kiggede jeg ud i gården på de vinterligt nøgne grene, gyngen og hytten i træet. Meget havde forandret sig i de senere år, men ikke udsigten til min elskede gård. Det bankede på døren. Far kom ind, han havde en marineblå kashmirtrøje på og piben i munden. Han var næsten fyrre år. Hans sorte hår var blevet tyndere foran, og det drengede smil forsvundet. Hvad var der sket med ham? For et par år siden havde han stadig virket glad og fortrøstningsfuld, men nu var det en ludende skikkelse, der stod på mit værelse. Han og mor foretog sig efterhånden kun sjældent noget sammen, for min far var tit ude at fotografere. Han viste os aldrig sine billeder, og når jeg legede med kammerater, kunne jeg mærke, at han stirrede trist på mig. Det virkede, som om han så farer overalt.

15

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 15

05/01/18 3:44 pm


For eksempel når vi kørte i bil, og mor sad bag rattet. (”Du kører alt for stærkt, Lena, vi bliver slået ihjel alle sammen.”). Eller når jeg ville krydse floden ved Berdillac ved at løbe hen over træstammen, som jeg plejede hver sommer. (”Jules, nu kan jeg altså ikke tåle at se på det dér længere, du brækker halsen, hvis du falder ned!”). Eller når Liz ville til koncert med nogle af sine veninder fra skolen. (”Det kan du ikke få lov til, man ved aldrig, hvem der kommer sådan et sted!”). Hvis min far havde skrevet en håndbog, skulle den nok have heddet: Lad hellere være. Kun når han spillede fodbold i parken med sine venner, var han afslappet, og jeg beundrede hans evne til nærmest at svæve hen over banen med bolden og udspille modstanderne. I sine unge dage i Frankrig havde han spillet i en klub, og han var stadig i stand til at læse spillet, han foregreb modstandernes afleveringer og udnyttede enhver åbning. Som om han var den eneste, der virkelig forstod spillet. Min far stillede sig hen til mig ved vinduet. Han lugtede af tobak og af den kraftige, mosagtige aftershave. ”Glæder du dig til jul?” Da jeg nikkede, klappede han mig på skulderen. Før i tiden havde vi tit gået tur i Schwabing-kvarteret, når han kom hjem om aftenen. Dengang var der stadig de gamle hjørneværtshuse og ståcafeer, beskidte gule telefonbokse og butikker, hvor der blev solgt chokolade, uldsokker eller min favorit: jordlodder på månen. Kvarteret var som en forvokset landsby, hvor tiden gik lidt langsommere. Af og til fik vi en is i en af parkerne, og min far fortalte mig, hvordan han som ung havde arbejdet på havnen i Southampton i et halvt år for at tjene til studierne og lære engelsk, eller om sin bror Erics drengestreger, og de historier kunne jeg bedst lide. Særlig tydeligt husker jeg det råd, han gav mig under vores sidste gåtur. Til at begynde med anede jeg ikke, hvad jeg skulle bruge det til, men senere blev det en leveregl for mig.

16

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 16

05/01/18 3:44 pm


Far sagde dengang til mig: ”Det afgørende er, at du finder en rigtig ven, Jules.” Han kunne mærke, at jeg ikke forstod det, så han kiggede indtrængende på mig. ”Din sande ven er én, som altid er der, og som du har ved din side hele livet. Ham skal du finde, for det er vigtigere end alt andet, selv kærligheden. For kærligheden kan forsvinde.” Han tog mig om skulderen. ”Hører du efter?” Jeg gik og legede med en pind, jeg havde samlet op fra jorden, og så smed jeg den fra mig. ”Hvem er din sande ven?” spurgte jeg. Min far nøjedes med at ryste på hovedet. ”Jeg mistede ham.” Far tog piben i munden. ”Er det ikke underligt? Jeg mistede ham bare sådan uden videre.” Jeg vidste ikke, hvad han mente, og måske fornemmede jeg også, at det var hans egen skuffelse, der kom til udtryk i de velmenende ord. Ikke desto mindre tog jeg hans gode råd til mig. Det ville jeg ønske, jeg ikke havde gjort. ”Jeg ved tilfældigvis, du får en stor og flot gave om lidt,” sagde min far på fransk, da han forlod mit værelse igen. ”Gør jeg? Hvad er det?” Han smilede. ”Du må nok lige kunne vente lidt endnu.” Det var vanskeligt for mig. Udefra hørtes klavermusik – Glade jul og A la venue de Noël. Og så hørte jeg endelig Liz og Marty storme hen ad gangen og flå min dør op. ”Kom nu!” Træet, der ragede helt op til loftet i dagligstuen, var pyntet med farvestrålende kugler, træfigurer og lys, nedenunder hobede gaverne sig op, og der duftede af voks og grangrene. På bordet stod en kalkun med kartoffelgratin, lammeragout, roastbeef, tyttebærsyltetøj, cremekage og postejer. Der var altid for meget mad, så vi i dagene efter spiste rester lige fra køleskabet som kolde snacks, hvilket jeg holdt særlig meget af. Efter middagen sang vi julesange, og derpå fulgte det sidste ritual, inden gaverne blev pakket ud: Mor spillede Moon River på guitar. Og hvert år trak hun det ud.

17

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 17

05/01/18 3:44 pm


”Gider I virkelig høre den sang?” spurgte hun. ”Ja!” råbte vi alle sammen. ”Åh, jeg ved snart ikke. Jeg tror bare, I siger det for at være høflige.” ”Nej, vi vil gerne høre den!” råbte vi højere end før. ”Skaf mig et nyt publikum,” sukkede hun modfaldent. ”De dér er trætte af mig og vil ikke høre mere.” Vi råbte endnu højere, indtil hun gav sig og tog guitaren igen. Vores mor var familiens midtpunkt. Når hun var i nærheden, blev mine søskendes skænderier reduceret til mundhuggeri, som man kun kunne grine ad, og kriser i skolen blev forvandlet til modgang, som man sagtens kunne klare. Hun sad model til Liz’ tegninger og ville gerne se Martys videnskabelige observationer i mikroskopet. Hun lærte mig at lave mad og indviede mig endda i den hemmelige opskrift på hendes ”uimodståelige kage”, en klæg chokolademasse, som man straks blev forfalden til. Selvom hun var lidt doven. En klassisk scene kunne være, at mor lå på sofaen og sendte os hen efter noget i køleskabet – og selvom hun røg i smug, så ville vi alle tre være ligesom hende. Omsider begyndte hun at spille, og hendes stemme fyldte rummet. Moon River, wider than a mile, I’m crossing you in style someday. Oh, dream maker, you heartbreaker, wherever you’re going, I’m going your way.

Det var det tidspunkt på året, hvor alt var, som det skulle være. Liz lyttede med åben mund, min bror pillede forfjamsket ved sine briller, og min far lyttede med sørgmodige øjne, men samtidig med et henført udtryk i ansigtet. Ved siden af ham sad Helene, mors storesøster, en munter, buttet kvinde, som boede alene i sin lejlighed i Glockenbach-kvarteret og altid havde kæmpestore gaver med. Bortset fra vores farmor i det fjerne Frankrig var hun den 18

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 18

05/01/18 3:44 pm


eneste slægtning, vi havde tilbage: en tynd gren på Moureau-familiens stamtræ. Den første gave, jeg fik lov at åbne, var en stor og klodset pakke fra min far. Jeg rev papiret af: et gammelt Mamiya-kamera. Min far så forventningsfuldt på mig. Kameraet virkede bekendt, men siden festen i Berdillac havde jeg ikke taget billeder. Desuden var Mamiya’et brugt og fuldt af ridser, linsen mindede om en kyklops overdimensionerede øje, og knapperne klikkede, når man stillede på dem. Skuffet lagde jeg det fra mig og åbnede de andre pakker. Af min mor fik jeg en rød notesbog i læderbind og tre romaner: Tom Sawyer, Den lille prins og Krabat. Hun læste stadig godnathistorier for mig, men tit lod hun mig læse højt og roste mig, når jeg havde gjort det godt. For nylig havde jeg for første gang selv skrevet en historie om en fortryllet hund. Min mor havde syntes vældig godt om den. Jeg tog den røde notesbog frem, og senere, mens de andre spillede brætspil, nedfældede jeg mine tanker i den. * Kort før nytår så vi for første og sidste gang far græde. Den eftermiddag lå jeg på min seng og var i færd med at skrive en ny novelle. Den handlede om et bibliotek, hvor bøgerne i al hemmelighed talte sammen om natten, pralede af deres forfattere eller brokkede sig over at have fået en dårlig placering på en af de bageste hylder. Uden at banke på kom min søster ind til mig. Hun smilede sammensvorent og lukkede døren bag sig. ”Hvad er der?” Egentlig var det ikke svært at gætte sig til. Liz var efterhånden blevet fjorten, og der var kun tre ting, hun gik op i: tegninger, sukkersøde kærlighedsfilm og drenge. Hun var den kønneste pige i klassen; lyshåret, med dyb stemme og et smil, der kunne sno alle om sin lillefinger. I frikvartererne så man hende som re19

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 19

05/01/18 3:44 pm


gel omgivet af en flok piger, som hun fortalte, hvem hun havde kysset, og hvor kedeligt eller, i bedste fald, hvor middelmådigt det havde været. Det var aldrig godt, og det var altid nogle ældre drenge fra byen, drengene i hendes egen klasse kunne slet ikke være med. Somme tider gjorde de et forsøg, men Liz ænsede dem ikke. Hun satte sig på min seng og puffede til mig. ”Din forræder.” Jeg skrev videre på min historie næsten uden at høre efter. ”Hvorfor det?” ”Du har kysset en pige. ” Mine kinder blussede. ”Hvordan ved du det?” ”En af mine veninder så dig. Hun siger, at det var lige her uden for vores gadedør, og at du stak tungen helt ned i halsen på pigen. I var som to labradorer, påstod hun.” Liz grinede, og i samme øjeblik tog hun notesbogen fra mig og begyndte at tegne figurer og skrive sit navn alle vegne. Liz, Liz, Liz. Det med kysset var rigtigt nok. Jeg forstod at tale med piger, som om de var drenge, og jeg fik tit kærestebreve under bordet. Livet syntes at være fyldt med den slags løfter, og min selvsikkerhed blev stivet af. Selvom jeg var elevrådsrepræsentant, sad jeg tit og snakkede i timen og lagde benene op på bordet, indtil læreren skældte mig ud. Senere syntes jeg, at det var arrogant gjort, men dengang kunne jeg godt lide at være midtpunkt og vise mig for mine kammerater. Jeg begyndte at gå sammen med nogle af de ældre drenge og kom tit op at slås. Hvis én fra den nye gruppe stak lidt til mig, kastede jeg mig straks over ham. Det var aldrig helt alvorligt, men heller ikke kun for sjov. Enkelte af dem var allerede begyndt at drikke alkohol og ryge hash, men jeg tøvede stadig, når de tilbød mig noget, og jeg fortalte dem heller ikke, at jeg godt kunne lide at læse og selv finde på historier. Jeg vidste, at de bare ville grine ad mig, og at jeg var nødt til at skjule den side af mig.

20

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 20

05/01/18 3:44 pm


”Hvordan føltes det så at kysse?” Liz kastede notesbogen ned i skødet på mig. ”Det rager ikke dig.” ”Sig det nu. Vi plejer at fortælle hinanden alt.” ”Ja, men jeg gider altså ikke.” Jeg rejste mig og gik ind på fars arbejdsværelse, der altid lugtede lidt af støv og gammelt papir. Da jeg hørte, at min søster fulgte efter, lod jeg, som om jeg havde travlt med at rode i skrivebordsskufferne. I de fleste fandt jeg kun brilleetuier, fyldepenne og noter på gulnede ark. Men i den nederste skuffe lå der et Leica. Med sort kabinet og sølvfarvet linse. Det var i original­ emballage, og jeg havde aldrig set min far tage billeder med det. I skuffen lå der også et brev på fransk med en for mig ukendt håndskrift. Kære Stéphane. Kameraet er til dig. Det skal minde dig om, hvem du er, og om den del af livet, der aldrig må gå i stykker. Prøv at forstå mig.

Hvem var det brev fra? Jeg lagde det tilbage i skuffen og undersøgte kameraet, åbnede dækslet og stillede på linsen. Støvet dansede i sollyset, der faldt ind gennem vinduet. Liz havde netop fået øje på sig selv i et lille spejl. Hun iagttog sig selv fra alle vinkler og var godt tilfreds med det, hun så. Bagefter vendte hun sig igen om mod mig. ”Hvad nu, hvis jeg aldrig har kysset nogen?” ”Hvad?” Min søster bed sig i overlæben og tav. ”Du kæfter da ellers altid op om, hvem du har været sammen med.” Kameraet dinglede ned fra min hånd. ”Du kan ikke tale om andet.” ”Mit første kys skal være noget helt specielt, jeg …” Gulvet knagede. Vores bror, der havde en sikker fornemmelse for, hvor og hvornår der blev udvekslet hemmeligheder i vores

21

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 21

05/01/18 3:44 pm


barndomshjem, kom til syne i døren. Hans djævelske smil viste, at han havde lyttet. Marty var på det tidspunkt tretten, en enspænderagtig stræber med sygekassebriller og bleg og tynd som et stykke kridt. Et barn, der hadede andre børn, og som knyttede sig til voksne og bevidst tilbragte det meste af tiden alene. Han havde altid stået i skyggen af sin søster, der provokerede ham, så tit hun kunne, ignorerede ham i skolen og drillede ham med, at han ikke havde nogen venner. Og nu var han – som sendt fra himlen – kommet i besiddelse af fortrolige oplysninger, der på få sekunder kunne spolere hans søsters ry på skolen. ”Interessant,” sagde han. ”Du afviser simpelthen drengene, fordi du er skide bange? Fordi du er et lille pattebarn, der hellere vil tegne små, søde tegninger og putte sig hos sin mor?” Liz skulle bruge et øjeblik på at samle sig. ”Hvis du fortæller dét til nogen, så …” ”Hvad så?” Marty grinede og lavede høje kysselyde. Liz overfaldt ham. De rev hinanden i håret og sparkede. Mens jeg prøvede at skille mine to søskende ad, opdagede jeg ikke, hvem af dem der slog kameraet ud af hånden på mig, men kun at det fløj gennem luften og landede med objektivet mod gulvet … pis! Straks blev der stille. Jeg samlede Leica’et op, linsen var knust. Vi stod lidt og talte om, hvad vi skulle gøre. ”Lad os lægge det ned i skuffen igen,” sagde Liz. ”Måske opdager han det ikke.” Og som altid var det vores søster, der fik det sidste ord. Den dag kom far usædvanlig tidligt hjem. Han virkede oprevet og forsvandt straks ind på sit arbejdsværelse. ”Følg med!” kommanderede Liz. Gennem en sprække i døren kunne vi se, hvordan far gik rådvild rundt på værelset og gang på gang strøg sig gennem håret. Så løftede han røret på den grønne drejeskivetelefon og ringede op. ”Det er mig igen,” sagde han med sin bløde accent. ”Stéphane. Jeg vil bare sige til Dem, at De begår en fejl. De kan ikke bare …” 22

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 22

05/01/18 3:44 pm


Far dukkede sig, han blev åbenbart fejet af med det samme. Igen og igen indskød han: ”Jamen De …” eller: ”Jo, det er …”. En enkelt gang sagde han endog bønfaldende: ”Vil De ikke nok?”, men han havde svært ved at komme til orde. ”De kunne nu godt have ladet en bemærkning falde,” sagde han til sidst. ”Efter tolv år. Jeg er jo …” Han blev afbrudt igen. Så lagde han uden videre på. Han stillede sig midt på gulvet og blev stående dér i flere sekunder uden at røre sig, som om nogen havde slukket for strømmen. Uhyggeligt. Endelig kom der liv i ham igen. Han gik hen til skrivebordet, og jeg vidste straks, hvilken skuffe han ville åbne. Først læste han brevet, så tog han sit Leica op af æsken. Da han opdagede den knuste linse, gav det et sæt i ham. Han lagde kameraet og brevet ned i skuffen igen og stillede sig hen til vinduet. Og så græd han. Vi kunne ikke vide, om det var på grund af telefonsamtalen eller på grund af Leica’et eller måske på grund af det tungsind, der var kommet over ham i de senere år. Vi vidste bare, at vi ikke havde lyst til at overvære det, så vi gik tavse ind på vores værelser. * Efter nytår skulle vores forældre ud at rejse hen over en weekend. En spontan rejse, der så ud til at hænge sammen med, at far var blevet afskediget, selvom mor påstod, at de bare skulle besøge nogle venner i Montpellier, og at vi ikke kunne tage med. Hendes søster ville komme og passe os. ”Vi har altså ikke brug for nogen babysitter,” sagde Liz. ”Jeg er fyldt fjorten.” Mor kyssede hende på panden. ”Det var også mere af hensyn til dine mandlige kolleger.” ”Tak, dét hørte jeg godt,” sagde Marty uden at se op fra avisen. I vores hus i München boede der ni andre lejere, blandt andet Marleen Jacobi, en ung og usædvanlig smuk enke, der altid gik i 23

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 23

05/01/18 3:44 pm


sort tøj. Man mødte hende aldrig i selskab med nogen, og det var mig en gåde, hvordan man kunne leve så ensomt. Liz derimod beundrede hende dybt og var altid helt begejstret, når hun mødte hende i opgangen eller på gaden, og nev mig i armen eller puffede til mig. ”Hun er bare så smuk,” sagde Liz helt stakåndet. Hendes fascination førte til, at Marty og jeg begyndte at lave sjov med hende. ”Fru Jacobi har lige været her,” sagde vi til vores søster en eftermiddag. ”Du kom et par sekunder for sent. Hun var ellers smukkere end nogensinde.” ”Hvad rager det mig,” sagde Liz med påtaget ligegyldighed. ”Jeg tror ikke på jer.” ”Jo, hun spurgte efter dig,” sagde vi. ”Hun vil giftes med dig.” ”I er nogle barnlige idioter,” svarede Liz og smed sig på sofaen ved siden af mor. ”Mama, prøv at gætte,” sagde hun og grinede til mig, ”hvem der lige har kysset en pige for første gang?” Mor så straks over på mig. ”Er det sandt?” spurgte hun, og jeg tror, hun mente det anerkendende. Jeg kan ikke huske, hvad vi talte om bagefter, men jeg kan huske, at min mor rejste sig fra sofaen og lagde en plade på. Via Con Me med Paolo Conte. Hun rakte hånden ud mod mig. ”Jules, nu skal du høre,” sagde hun, mens vi dansede. ”Hvis du vil have fat i en pige, så dans med hende til dén sang. Så kan du være sikker på at få hende.” Mor lo. Først mange år senere gik det op for mig, at det var den eneste gang, hun talte til mig i øjenhøjde. Kort før vores forældre tog af sted om aftenen, havde jeg et mindre skænderi med min far, og jeg må hellere gengive det sådan, som jeg selv huskede det i lang tid efter: Jeg gik tilfældigvis forbi soveværelset, hvor far netop var ved at pakke. Han virkede stresset. ”Godt, du er her,” sagde han. ”Jeg skal tale med dig.” Jeg blev stående i døren og lænede mig op ad karmen. ”Om hvad?” 24

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 24

05/01/18 3:44 pm


Han kom ikke straks ud med det, men dækkede sig bag sine bekymringer om, at han ikke kunne lide mine nye venner, og at jeg var i ”dårligt selskab”. Men så kom han ind på kameraet, som han havde foræret mig i julegave. ”Det ligger stadig ovre i hjørnet. Du har ikke prøvet at tage billeder med det, vel? Du har ikke engang set rigtigt på det.” Pludselig fik jeg ondt af min far og vendte hovedet væk. ”Det er meget værdifuldt. I din alder ville jeg sandelig have været glad for sådan ét.” ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal fotografere med det kamera. Det er tungt og gammelt.” Så rettede min far sig op og kom hen mod mig. En utrolig høj og ranglet mand. ”Det er et klassisk kamera, forstår du det?” Pludselig var der igen noget drenget over hans ansigt. ”Bedre end de nye kameraer. Det har sjæl. Når vi kommer tilbage, skal jeg vise dig, hvordan man tager billeder og fremkalder dem. Er det en aftale?” Jeg nikkede tøvende. ”Du har øje for det, Jules. Det ville glæde mig, hvis du kom i gang med at fotografere,” sagde min far, og de ord glemte jeg heller aldrig. Hvad husker jeg ellers fra den aften? I hvert fald husker jeg, at min mor kyssede mig på panden. Jeg har mange gange siden tænkt på det sidste kys og den sidste omfavnelse, på hendes duft og hendes beroligende stemme. Jeg har tænkt på det så mange gange, at jeg ikke længere ved, om det er sandt. * Mine søskende og jeg tilbragte weekenden hjemme. Vi spillede Barrikade med moster (og som altid var Liz kun ude på at mure Marty inde bag de små, hvide brikker). Om aftenen lavede jeg omelet med svampe til os efter en opskrift, mor havde lært mig. Lørdag var Liz og jeg i biografen, og derfor var det Marty, der tog telefonen, da far ringede hjem. Vores forældre havde overra25

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 25

05/01/18 3:44 pm


skende tænkt sig at forlænge turen med et par dage. De havde lejet en bil for at køre et smut til Berdillac. Det havde jeg intet imod, og jeg glædede mig især til de små gaver og osten, som de ville tage med hjem fra Sydfrankrig. Og så blev det den 8. januar, en søndag. I de efterfølgende år prøvede jeg tit at bilde mig selv ind, at jeg havde haft en svag forudanelse, men det er sikkert noget pjat. Ved aftenstid ringede telefonen. Da faster løftede røret, mærkede jeg straks, hvordan stemningen forandrede sig, og jeg satte mig ned. Også Marty stoppede øjeblikkeligt op. Alle andre detaljer er forsvundet. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede om morgenen, hvad jeg foretog mig efter opringningen, eller hvorfor min søster ikke var hjemme den aften. Det eneste, der er tilbage fra den dag, er en allersidste erindring, som jeg dog først langt senere forstod betydningen af. Den eftermiddag kom jeg overstadigt løbende ind i dagligstuen. Liz var netop ved at lave tegninger til en billedbog, min bror sad ved siden af hende og skrev et brev til Gunnar Nordahl med sine utydelige kragetæer. Det var hans penneven i Norge, men Liz og jeg påstod altid, at Gunnar Nordahl ikke fandtes, og at Marty selv havde fundet på ham. Jeg stillede mig over for min bror i bokserstilling. Jeg var midt i min Muhammed Ali-fase og mente selv, at jeg var utrolig god til at imitere ham. Navnlig hans rapkæftede provokationer var jeg helt vild med. ”Hey,” sagde jeg til Marty. ”I dag bliver du smadret, din rotte. Du er bare en skide lille onkel Tom.” ”Jules, du er irriterende. Desuden ved du ikke, hvad onkel Tom betyder.” Jeg daskede ham på skulderen. Og en gang til, da han ikke reagerede. Min bror slog ud efter mig, men jeg sprang baglæns og gav mig til at skyggebokse. ”Jeg svæver som en sommerfugl og stikker som en bi.” Jeg var nok ikke verdens bedste Ali-imitator, men The Ali Shuffle, hans hurtige små dansetrin på stedet, var jeg ret god til. 26

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 26

05/01/18 3:44 pm


Liz så spændt på os begge. Jeg gav Marty endnu et dask. ”I anden runde bliver du smadret,” skreg jeg med opspilede øjne. ”Jeg har været i slåskamp med en alligator, lagt lynene i håndjern og buret tordenen inde. I sidste uge slog jeg en klippe ihjel, sårede en sten og sendte en tagplade på skadestuen. Du er derimod så grim, at jeg ikke gider se på dig under kampen.” ”Lad mig være.” ”Ja, lad ham være,” sagde Liz sarkastisk. ”Han er ved at skrive et nyt brev til sin usynlige, norske ven.” ”Ej, hvor er I langt ude,” sagde Marty. Denne gang daskede jeg ham i baghovedet, så hårdt, at han kom til at skrive forkert. Min bror fór op og løb efter mig. Vi røg i totterne på hinanden, først så det alvorligt ud, men da jeg blev ved med at skrige op om, at jeg var den største, kom Marty mod sin vilje til at grine, og vi slap hinanden. Nogenlunde samtidig satte mine forældre sig ind i den Renault, de havde lejet, for at besøge min farmor i Berdillac. Desuden satte en ung advokatkvinde sig ind i sin Toyota. Hun havde en middagsaftale i Montpellier og ville for alt i verden ikke komme for sent. Hun mistede herredømmet over bilen på den våde vejbane, så den skred over i det andet spor, hvor den stødte sammen med mine forældres Renault. To mennesker døde på stedet. Den unge advokatkvinde overlevede med nød og næppe.

UD AF ENSOMHEDEN_indhold_trykklar.indd 27

05/01/18 3:44 pm


”Jeg har kendt til døden længe, men nu kender døden også til mig.” Jules og hans søskende Marty og Liz har en sorgløs barndom. Indtil deres forældre omkommer i en ulykke, og alt ændrer sig. De gennemlever nogle problematiske og vilde teenageår på en kostskole, og komplicerede relationer sætter deres præg på de tre søskende, der glider ind og ud af hinandens liv. Da Jules som ensom og hårdt plaget teenager møder pigen Alva første gang, har han tilsyneladende fundet sin redning. Men der skal gå mange år, før de to forstår betydningen og omfanget af deres forhold. UD AF ENSOMHEDEN er en bevægende roman om tab og ensomhed og den store kærlighed.

lindhardtogringhof.dk

9

NY Ud af ensom heden.indd 1

788711 568248

Ud af ensomheden

Alva havde kobberrødt hår og gik med hornbriller. Umiddelbart var hun et yndigt, genert barn fra landet, der skrev af fra tavlen med forskellige farveblyanter. Og alligevel udstrålede hun også noget andet. Der var dage, hvor Alva ligesom bevidst undgik de andre børn. Så kiggede hun trist ud ad vinduet, fjern i blikket. Jeg anede ikke, hvorfor hun ville sidde ved siden af mig, vi sagde ikke et ord til hinanden. De andre piger fnisede, når de kiggede ned på os, og to uger efter sad jeg igen alene i hjørnet. Lige så overraskende som Alva var kommet, havde hun nu pludselig sat sig et andet sted.

BENEDICT WELLS

Fra bogen

I N T E R N AT I O N A L B E S T S E L L E R

Forfatterfoto: © Roger Eberhard

Ud af ensomheden

Benedict Wells er født i München i 1984. Han kom på kostskole som seksårig, og efter endt skolegang slog han sig ned i Berlin i 2003. Han opgav studierne og besluttede sig for at blive forfatter. Hans første roman udkom i 2008, og siden er det blevet til fire romaner. Ud af ensomheden er hans første på dansk, og for den fik han EU’s litteraturpris i 2016.

BENEDICT WELLS

”En stor og bevægende historie. En magisk roman.” – Der Spiegel ROMAN · LINDHARDT OG RINGHOF

OMSLAG: CHARLOTTE FLEMMER

06/02/2018 17.07

Ud af ensomheden læseprøve  

Da de tre søskende Jules, Marty og Liz som børn mister deres forældre i en ulykke, ændres deres liv dramatisk. For Jules bliver mødet med de...

Ud af ensomheden læseprøve  

Da de tre søskende Jules, Marty og Liz som børn mister deres forældre i en ulykke, ændres deres liv dramatisk. For Jules bliver mødet med de...