213 mm = backcover - total
back cover illustration cutting line
55 mm - visible geltex back 19 mm
front cover illustration cutting line
213 mm = frontcover - total
Sissel Bøe & Peter Madsen
JULEKALENDERBOGEN TROLDELIV – Julekalenderbogen
Menneskene tror ikke på Nisse Nik længere, og den lille gårdnisse har sat sig ud i sneen for at dø. Men i troldehøjen tror de på nissen, og Pajko mener, at han og Paja sagtens kan hjælpe Nik med at lære menneskene god, gammeldags nisseskik. Men er mennesker ikke farlige for små trolde? Julekalenderbogen indeholder 26 afsnit med daglige rimbreve fra Nisse Nik, en rar, rasende og rå gårdnisse.
9
Sissel Bøe & Peter Madsen
788711 562611
back 19 mm 55 mm - visible geltex 71 mm - geltex total
PAJA
PAJKO
NISSE NIK
Sissel Bøe & Peter Madsen
JULEKALENDERBOGEN
Carlsen
Sissel Bøe og Peter Madsen Troldeliv – Julekalenderbogen Copyright © 2016 Sissel Bøe, Peter Madsen og Forlaget Carlsen Tekst: Sissel Bøe Tekstbearbejdning, illustrationer og grafisk formgivning: Peter Madsen Uddrag fra Adventslysene på side 29, 35, 73 og 120 © Inger Hagerup Uddrag fra Santa Lucia på side 83 og 89 © Alex Garff (oversættelse) Bogen er sat med Simoncini Garamond 1. udgave, 1. oplag, 2016 Trykt 2016 hos Livonia Print, Sia ISBN 9788711562611 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk www.troldeliv.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
INDHOLD 30. november . . . . . . . . . . . . . 6 1. december . . . . . . . . . . . . . . 14 2. december . . . . . . . . . . . . . 20 3. december . . . . . . . . . . . . . 27 4. december . . . . . . . . . . . . . 32 5. december . . . . . . . . . . . . . 37 6. december . . . . . . . . . . . . . 43 7. december . . . . . . . . . . . . . 48 8. december . . . . . . . . . . . . . 54 9. december . . . . . . . . . . . . . 59 10. december . . . . . . . . . . . . 66 11. december . . . . . . . . . . . . . 71 12. december . . . . . . . . . . . . 76 13. december . . . . . . . . . . . . 82 14. december . . . . . . . . . . . . 90 15. december . . . . . . . . . . . . 96 16. december . . . . . . . . . . . 102 17. december . . . . . . . . . . . . 107 18. december . . . . . . . . . . . . 114 19. december . . . . . . . . . . . . 121 20. december . . . . . . . . . . . . 127 21. december . . . . . . . . . . . . 133 22. december . . . . . . . . . . . . 138 23. december . . . . . . . . . . . . 144 24. december . . . . . . . . . . . . 155 25. december . . . . . . . . . . . . 165
30. november Brrrrrrrrr! Kan du mærke, hvor koldt det er? Og se, det er tusmørke og lyst alligevel. Hvordan kan det være? SNE, selvfølgelig! Store driver af sne. Overalt i troldeskoven. Knirk, knirk, knirk, knirk, KNIRK, KNARK! Hvad er det for en lyd? Den kommer nærmere og nærmere ... Nu ved jeg det! Kan du se den røde hue? Det er jo Paja! Og der kommer Pajko også. De to troldetvillinger er ude at gå i sneen. Skoven er så kold i dag, at alt, hvad der bevæger sig, knirker. Træerne står frosne og stille, pyntede med hvid rim og snekrystaller. De bukker for de små buske, som er klædt i bløde, hvide elverkjoler med sne i flere lag. Mejserne er også stille. De synes, det er alt for koldt at synge i dag. Kun Pajkos stemme gjalder i den tyste skov: “Paja, skal vi ikke lave en snehule? Eller en snelygte ... nej, en snetrold! Ja, det var en god idé, ikke, Paja?” “Jeg synes, vi skal lege stilleleg.” “Ej, hvorfor det? Det er da kedeligt!” “Hvis vi er helt stille, kan vi måske få nogle af dyrene at se. Mange af dem er ude at gå her i skumringen.” “Stilleleg? HA! I to fjumrehoveder kommer jo skramlende som en hel flok malkekøer! Har I ikke lært at gå lydløst, I som er trolde?” 6
Paja og Pajko stopper brat op, da de opdager nissen, som sidder halvt skjult bag et gitter af istapper. “Hej, nisse. Du har istapper på næsen!” ler Pajko. “Ja, selvfølgelig. Jeg sidder jo her og prøver at fryse ihjel.” “Er det sjovt?” undrer Pajko. “Sjovt? Hvorfor spørger du om det, dit lille fæ?” “Men hvorfor vil du fryse ihjel?” spørger Paja. “Uhhh! Nisse Nik er led af det, ked af det, VRED af det. VREEED AF DEEET!” Den lille nisse råber, så han bliver helt rød i det blåfrosne ansigt. “Hvorfor er du så vred?” undrer Paja.
“Uhhh! Menneskene tror ikke på mig mere! Nisse Nik er led af det, ked af det, vred af det ...” Nissen rokker frem og tilbage, mens han messer sin besværgelse igen og igen. “Jeg vil dø, bare fryse ihjel,” klager han. “Det tror jeg bliver ret koldt, Nisse Nik. Vil du ikke hellere med hjem til ildstedet i troldehøjen og tø op sammen med os?” Pajko tager nissens iskolde hånd. “Ja, kom.” Paja tager hans anden hånd. “Mor Æna har råd for alt. Og Far Wrisil ved, hvad man gør ved dumme mennesker.” “Ind i en troldehøj? Fuld af hylende troldunger? Ikke tale om! Jeg hader larm og støj,” klynker nissen. “Men du hader vel ikke varm suppe?” “Hva’ba’? Suppe ... hm. Ja, ja, da. Et sidste måltid kan vel ikke skade.”
Det er ikke hver dag, de får besøg i troldehøjen, så troldungerne gør store øjne, da Paja og Pajko kommer ind med nissefar. Snef glemmer alt om sine bidepinde, og Vittar snubler over lille Puu af bare forbløffelse. Truzlon slipper taget i Tajkas fletning, Rolla får hånden op af honningkrukken, og Skara går i stå i sin bog. Ja, selv brushovederne Rub og Stub tager en pause i deres slagsmål, mens de studerer den fremmede. “Mor Æna, har vi noget varm suppe?” råber Pajko. “Her er vores ven, Nisse Nik, som vi fandt ude i sneen. Han har bestemt sig for at tø op sammen med os, er det ikke alle tiders?” Selvfølgelig har troldemor suppe. Det har hun jo altid. Nissen får hæderspladsen for bordenden og en stor skål dampende suppe. Istapperne smelter, mens han skovler i sig.
“Mor, Nisse Nik har brug for et trolderåd, fordi menneskene ikke tror på ham mere,” forklarer Paja. “Det skal du ikke tage dig af,” ler Mor Æna. “De tror heller ikke på os.” “Men I har jo hinanden her i troldehøjen. Menneskene på Kildegården er de eneste, Nisse Nik har. Eneste, Nik har. Eneste ...” Nissen rokker frem og tilbage, mens han gentager sig selv. “Har du ikke en nissefamilie, der tror på dig?” spørger Paja. “Familie? Næh, nej. Nisse Nik har våget over Kildegården i århundreder. Altid har han gjort sin pligt, og folkene på gården har behandlet ham godt. Grød med smørøje har han fået, og menneskene har lyttet til hans råd. Især Ole, gamle Ole, ja, Ole ...” “Jamen det lyder da godt,” smiler troldemor. “NEJ! For nu er Ole borte, og ungfolket har overtaget gården!” Nisse Nik slår i bordet med skeen, så skålen hopper. “Anton, dumme, unge Antonfanton, han lader bare, som om Nik ikke eksisterer. Og fru Rikke fra byen, Rikke-nikke-none, Antons dumme kone, hun ved ikke engang, hvad en nisse er! Nej, mennesker nu til dags er blinde og døve, sølle og sløve!” Nu vågner Far Wrisil til live. Han elsker drilagtige rim. Især hvis de handler om mennesker. “Ja, hæhæhæ. Blinde og døve, sølle og sløve,” gnægger han. Og troldungerne stemmer i. De kaster sig ud i en ringdans, mens de brøler nissefars vers om menneskene, så det synger i troldehøjens rødder: “BLINDE OG DØVE, SØLLE OG SLØVE! BLINDE OG DØVE, SØLLE OG SLØVE!” Nisse Nik bliver næsten i godt humør, selv om han ikke bryder sig om larm og støj. Han rejser sig fra bordet og tager et par dansetrin med ungerne i ringen. “Men, du, Nik,” Pajko napper nissen i armen, efter at de har sat sig igen. “Hvorfor går du ikke bare hen til menneskene og siger: HER ER JEG! HUSK PÅ MIG!?” “Er du splitterravende tosset, troldunge? En nisse kan ikke vise sig for mennesker! Så risikerer jeg jo at miste min nissekraft, miste min, miste ... Nej, menneskene har altid fulgt mine råd, UDEN at se mig, uden at se, uden ... Men når Anton og Rikke kommer ud i stalden, tænker de kun på, at de skulle have været et andet sted. De lytter ikke, de mærker ikke, og de forstår ingenting. Jeg har forsøgt at straffe dem. Kastet ulykker på dem. Men de fatter ikke engang, at ulykkerne kommer fra mig! Nej, Kildegården kan sejle sin egen sø, mens Nisse Nik ligger død og frossen i sneen, død og frossen!” 10
“Åh nej, det må ikke ske!” Paja tager nissen i hånden. “Mor Æna, kan vi ikke finde på noget?” “Hmmm, er det ikke snart jul? Der plejer menneskene at være glade for nissevenner. Du skal selvfølgelig skynde dig hjem til dem, mens de er i nissehumør,” smiler troldemor. “Pøh, jeg har da altid gjort det ekstra fint til jul. Givet dyrene godt med foder og skrevet hilsner til menneskebørnene.” “Øj, kan du skrive, Nisse Nik? Det kan jeg også!” Skara sætter sig op til bordet. “Jo, men hvad nytter det, når de glemmer mig, så snart julen er ovre?” klager Nisse Nik. “Før i tiden lyttede gårdfolket til mig HELE året. Nu vil de bare have sjove hilsner i december, og efter nytår tænker de ikke en eneste nissetanke. Uh, Nik er led af det, ked af det, VRED AF DET!” “Men menneskebørnene! Tror de heller ikke på dig?” spørger Pajko. “Jo, de ...” Nisse Niks øjne fyldes af tårer. “Sofie,” hvisker han. “Lille, søde Sofie.” “Hvem er Sofie?” vil Paja vide. “Hun er jo ... Sofie! Antons og Rikkes pige. Nisse Niks øjesten. Hans lille stjerne.” “Jamen så tror Sofie vel på dig, hvis hun er så sød?” spørger Pajko. “Jo, hun ...” mumler Nisse Nik. “Så må du da tilbage til hende med det samme, inden hun også glemmer dig!” “NEJ! Nisse Nik har svoret, at han ALDRIG skal tilbage til Kildegården! Ikke tilbage, ikke tilbage, ikke ...” “Kom nu, Nik! Du har vel ikke tænkt dig at gå tilbage til snedriven og aldrig se Sofie igen?” spørger Pajko. Nisse Nik må indrømme, at snedriven ikke frister. Og Sofie ... “Lille stjerne, lille stjerne,” mumler han igen og igen, mens han river sig i skægget og rokker frem og tilbage. “Du skal ikke være ked af det,” trøster Pajko. “Paja og jeg skal nok hjælpe dig. Vi kan helt sikkert få menneskene på nissetanker!” “Det kan vi da ikke, Pajko. Det er livsfarligt for os!” “Men tænk på Sofie, Paja. Nisse Niks stjerne. Du hørte jo selv, at hun er sød! Måske kan vi blive venner med hende. Og hvis de voksne ikke tror på os, så kan de heller ikke gøre os noget!” “Paja har nu ret i, at menneskene kan være farlige,” indskyder troldefar. “Ikke sandt, Nisse Nik?” 11
“Rikke og Anton? Pøh, de opdager mig ikke, selv om jeg står lige foran dem. De to er jo simpelthen så ... blinde og døve, sølle og, og ... SLØVE!” “Jamen så er det jo trygt,” ler Pajko. “Vi kan sagtens tage med Nisse Nik til menneskenes gård. Kom nu, mor og far, sig, at vi godt må!” “Hæhæ, sølle og sløve,” gnægger Far Wrisil. Men Mor Æna føler sig ikke helt tryg ved at sende sine to troldunger af sted med den mærkelige Nisse Nik, som de knap nok kender. Der er langt til menneskenes gård, og man kan aldrig vide, hvad de kan finde på. Men før hun når at samle tankerne, slår Nisse Nik yderdøren op på vid gab. “Hubro Bubo, Huuuooo!” råber han ud i vintermørket. “Huuuooo!” lyder det ude fra den frosne skov. Så høres vingeslag, og en kæmpemæssig hornugle lander ved indgangen til troldehøjen. Dens gule øjne lyser i natten. Pajko stirrer på den flotte fugl. Han har altid drømt om at lære en ugle at kende, og her sidder der en lige foran ham! “Hej, ugle, kom bare ind,” lokker han. “Paja er min bedsteven, men du må gerne være bedstevenner sammen med os.” Hornuglen værdiger ikke Pajko et blik. Og den vil ikke ind i troldehulen. Nisse Nik hvisker noget i den store fugls øre, mens han peger på Paja og Pajko. Uglen plirrer med de gule øjne, lægger hovedet på sned og slår med vingerne. Så vender Nik sig mod troldefamilien: “Det er på tide at sige farvel, unger. Hubro Bubo er klar. Hun flyver os til Kildegården nu.” “Flyver hun dem også hjem igen?” spørger Mor Æna. “Ja, da, det kan du tro,” ler nissen. Pajko er fyr og flamme. “Jeg sidder forrest, Paja!” Paja stryger uglens tætte, bløde fjerdragt, mens hun kigger hen på troldemor. Tør hun overhovedet det her? Mor Æna kan godt mærke, at uglen er en klog fugl. En, hun tør stole på. Troldungerne får en ekstra trøje på og hvert sit halstørklæde. “Tag hellere din månesten med,” hvisker hun til Paja. “For en sikkerheds skyld.” Paja mindes den nat, hun fik den smukke sten. Følelsen da elverpigen Sky hængte den om hendes hals. Månestenens dybe, blå lys ulmer i vintermørket, og en stille ro breder sig i hende. “Så, små venner! Lad os komme af sted, mens det stadig er mørkt!” Nisse Nik klatrer op på den store hornugle og tager et solidt greb i de to troldunger. Og Hubro Bubo letter under Pajkos vilde glædeshyl.
12
1. december Mørket ligger stadig over Kildegården, da Sofie slår øjnene op. Hun har næsten ikke sovet i nat, for i dag får hun rimbrev fra husnissen! Det er flere dage siden, hun fandt den lille, slidte julekommode frem. Den, som bedstefar Ole lavede af tændstikæsker for længe siden. Hun har repareret den og givet den ny maling hist og her, og nu står den på natbordet, lilla og rød, klar til nye hilsner fra Nisse Nik hver dag frem til jul. Men ... skuffen med 1-tallet er jo tom! Har husnissen glemt hende? Sofie griber kommoden og løber på bare fødder ind i køkkenet til mor og far. Ind til duften af kaffe og ristet brød. “Der er ikke brev fra nissen i år!” Sofie er så skuffet, at tårerne løber. “Jo, det må der da være. Tror du ikke bare, han har lagt det i en forkert skuffe?” Rikke løfter Sofie op på skødet. “Nej, ingen af skufferne er vendt fra lilla til rød. Han har ikke været her,” snøfter Sofie. Sammen åbner de alle 24 skuffer i den lille kommode. Men nej, kommoden er tom. Rikke kaster et spørgende blik over mod Anton, mens hun smører ristet brød til Sofie. Anton vrider sig i stolen.
“Tja, måske synes han simpelthen, at du er blevet for stor, Sofie ...?” “Kan man blive for stor til at få breve fra nissen?” “Ja. Jo. Måske.” Anton dykker dybere ned i morgenavisen. “Jeg må tidligt af sted. Alle katalogerne skal ud til butikkerne i dag.” Rikke står klar i gangen. “Her er din madpakke, Sofie. Husk gymnastiktøj, og sørg nu for at være ude ved bussen i god tid, okay? Og du, Anton, skal du køre med til rådhuset, eller cykler du?” “Nej, det har sneet i nat. Det er alt for glat til at cykle. Bare start bilen, så kommer jeg!” Anton når lige at kysse Sofie i forbifarten. Sofie står slukøret i køkkenvinduet og vinker, mens forældrene haster over gårdspladsen til Rikkes flotte firmabil. “Hvorfor i alverden har du ikke skrevet rimbrev til Sofie? Så du ikke, hvor skuffet hun blev? For stor til julekalender! Hvad er det for noget fis at komme med?!” bjæffer Rikke, da hun og Anton svinger ud på landevejen. “Rikke, det er ikke mig, der laver de kalenderbreve. Og det har det aldrig været.” “Hold nu op, Anton. Jeg ved da godt, at det er dig. Du er super god til at rime, og du kan ikke droppe ud nu! Men i år skal du huske at skrive, at nissen er flyttet ind i stuehuset. Ellers bliver Sofie ked af det, når vi river stalden ned til foråret.” “Jeg tror altså ikke, at Nisse Nik vil bryde sig om at flytte fra stalden,” mumler Anton. “Hvad mener du?” “Nej, altså ...” Anton tager sig i det. Rikke giver ham et kærligt skub. “Du kan helt sikkert lave en god historie ud af det. Kom nu, op med julehumøret!” Det er en stille morgen på rådhuset, og Anton synker ned i kontorstolen med sin kaffe, mens computeren gør sig klar til dagens arbejde. Da han var barn, elskede han nissen på gården. Både hans far og mor snakkede om den lille grå som den naturligste sag i verden, og hver jul glædede han sig til at få hilsner fra ham. Men det år, Anton fyldte 12, kom han til at sige i skolen, at de havde en nisse derhjemme. Alle i klassen lo ad ham, og Finn, drengen på nabogården, drillede ham i månedsvis. Så Anton bestemte sig for aldrig nogensinde at tænke en nissetanke igen.
15
Men da Sofie blev tre år, fandt han alligevel den gamle nissekommode frem aftenen før den første december. Og næste dag lå der et rimbrev til Sofie! Rikke og Sofie blev helt vilde med de små nissebreve. Anton blev både glad og urolig. Hvad var det, han havde sat i gang? Nej, det var nok bedstefar Ole, der skrev de breve. Det MÅTTE det være! Men i foråret kom hans gamle far på plejehjem efter en mislykket hofteoperation. Derfor kom der selvfølgelig ikke noget brev i kalenderen i morges. Det burde han have forudset! “Hej, Sofie, så er jeg endelig hjemme. Og se, hvad jeg har købt til dig!” Rikke stiller indkøbsposerne på køkkenbordet og haler en farvestrålende chokoladekalender frem. “Skynd dig at åbne den første luge. Det er jo første december i dag!” Sofie sender Rikke et iskoldt blik og lader kalenderen ligge uåbnet på bordet. Som om en papkalender med små stykker chokolade kan erstatte husnissens sjove breve og mærkelige påfund! Sofie løber ud i stalden til hesten Hilmar. Gode, gamle Hilmar har altid tid, og han forstår hende, når hun er ked af det.
Paja vågner med et sæt. Hvor er hun? Åh, jo, nu husker hun det. De kom frem til Kildegården sent i nat, og Nisse Nik tog dem med op på høloftet over den gamle stald. Og langt inde i høet krøb de alle tre til køjs i hans seng, en stor høkasse foret med lune lammeskind. Ved siden af hende ligger Nisse Nik stadig og snorker som et tærskeværk. Men hvor er Pajko? “Pssst, Paja, kom her!” Pajko ligger og kigger ned mellem de gamle, skæve gulvplanker. “Se, der står et kæmpedyr neden under os – og prutter!” I det samme går stalddøren op. De to troldunger kryber sammen.
“Åh, jeg havde glædet mig sådan til at få brev fra Nisse Nik! Tror du, han har glemt mig, Hilmar?” “Øj, hvor kom hun fra?” hvisker Pajko. “Se, hun har ingen hale. Mon hun er nisse eller menneske?” “Jeg tror, det er Sofie.” Paja knuger månestenen. Et menneske, så tæt på. Det er næsten for uhyggeligt. Men hvad sker der med stenen? Den skifter jo farve! Nu lyser den mere hvidt end blåt? Hilmar presser mulen ind mod Sofies mave. Det giver trøst og ro. Sofie elsker varmen fra hesten og den trygge stemning i den gamle stald. Alle de mærkelige lyde, knagen i tømmeret, puslen i halmen og knitren i krogene. Men hvad er det? Nogen, der hvisker? Sofie står bomstille og stirrer op mod skyggerne mellem de gamle loftsbrædder. Så farer hun ud af stalden og slår døren i med et smæld efter sig. “Hør, hvad er det for en larm?” lyder det gnavent ovre fra høkassen. “Kan en gammel nisse nu ikke få lov til at sove i fred?” “Det var Sofie, Nisse Nik. Hun var herinde!” Pajko er ellevild. “Men hun er ked af det,” siger Paja. “Hun tror, du har glemt hende.” “Åh, min lille stjerne. Tænk, at jeg ikke har givet hende rimbrev i dag, den første december. Fy, Rikke og Anton! Uansvarlige forældre, der ikke passer på deres gårdnisse! Åååh, ensomme Nik er led af det, ked af det, vred ...” “Nej, Nisse Nik, hold nu op med det dér. Vi er her jo!” Paja og Pajko holder om den gamle nisse. Og et troldeknus hjælper på hans energi. Nik roder lidt rundt i bunden af sengen, så trækker han en lille, støvet kiste frem fra halmen. I den gemmer han stort og småt, som han har fundet inde hos menneskene. Og mens han leder efter blyant og papir, tryller han et rim frem, som han kradser ned på en lille lap. “Nå, små troldunger,” ler han. “Skal I med ind til Sofiestjernen i nat?” Inde i stuehuset er der stille, varmt og mørkt. Det perfekte sted for nisser og trolde, der er vant til at liste rundt om natten. Nisse Nik kender huset som sin egen bukselomme, og han viser Paja og Pajko vejen til Sofies værelse. Sammen stiller de sig ved fodenden af sengen og kigger på Sofie, der ligger som en lille bylt helt oppe i den modsatte ende. Sengen er næsten lige så stor som troldesengen hjemme i højen. Men der sover de elleve i samme seng. Sofie ligger alene. Nej, ikke helt alene, for hvad er det for nogle livløse væsener, som ligger sammen med hende? “Hjælp,” gisper Pajko. “Hele sengen er jo fuld af små, forstenede menneskebørn!” 18
“Schhh, dit lille fjols,” skænder Nisse Nik. Og så forklarer han, at de små væsener er dukker, noget, som menneskene giver deres børn at lege med. Pajko griber godt fast i Pajas hånd og sender sine søskende hjemme i troldesengen en varm tanke. Nisse Nik lister over til den lille, lilla kommode på natbordet, trækker skuffe nummer 2 ud og vender den om. Så lægger han det lille rimbrev ned i skuffen og skubber den på plads. Og nu er skuffen knaldrød og juleklar! Nisse Nik mumler tilfreds, mens de smutter ud af Sofies værelse. 19
213 mm = backcover - total
back cover illustration cutting line
55 mm - visible geltex back 19 mm
front cover illustration cutting line
213 mm = frontcover - total
Sissel Bøe & Peter Madsen
JULEKALENDERBOGEN TROLDELIV – Julekalenderbogen
Menneskene tror ikke på Nisse Nik længere, og den lille gårdnisse har sat sig ud i sneen for at dø. Men i troldehøjen tror de på nissen, og Pajko mener, at han og Paja sagtens kan hjælpe Nik med at lære menneskene god, gammeldags nisseskik. Men er mennesker ikke farlige for små trolde? Julekalenderbogen indeholder 26 afsnit med daglige rimbreve fra Nisse Nik, en rar, rasende og rå gårdnisse.
9
Sissel Bøe & Peter Madsen
788711 562611
back 19 mm 55 mm - visible geltex 71 mm - geltex total