Tågens fyrste - læseprøve

Tågens fyrste er oversat fra spansk efter El príncipe de la niebla Copyright © Carlos Ruiz Zafón 1993 All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København 2016 Bogen er sat med Adobe Garamond hos Demuth Grafisk og trykt hos ScandBook, 2016 Omslag: Harvey Macaulay / Imperiet ISBN 978-87-11-56179-9 1.udgave, 1. oplag Printed in Sweden 2016 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Tågens fyrste.indd 4

01/07/2016 13.01

CARLOS RUIZ ZAFÓN

TÅGENS FYRSTE På dansk ved Iben Hasselbalch

Tågens fyrste.indd 3

01/07/2016 13.01

NOTITS FRA FORFATTEREN

Kære læser Tågens fyrste var den første roman, jeg udgav, og den markerede begyndelsen på min karriere som forfatter i 1992. Læsere, der kender mine senere bøger, for eksempel Vindens skygge eller Englens spil, ved måske ikke, at mine første fire romaner oprindelig blev udgivet som ”ungdomsbøger”. Men selvom de hovedsageligt blev skrevet for unge læsere, var det mit håb, at de kunne appellere til læsere i alle aldre. Da jeg skabte de bøger, prøvede jeg at skrive den slags romaner, jeg selv gerne ville have læst som barn, men som også ville kunne interessere mig, når jeg blev treogtyve eller fyrre eller treogfirs.

I årevis var rettighederne til disse bøger fanget i en retslig strid, men de kan nu nydes af læsere i hele verden. Disse tidligere værker er heldigvis blevet godt modtaget af både unge og knap så unge. Jeg vil gerne tro, at historiefortælling går på tværs af aldersgrænser, og jeg håber, at læserne af mine voksenromaner vil fristes til at udforske disse historier fulde af magi, mystik og eventyr. Og endelig håber jeg, at alle I nye læsere også vil nyde disse bøger, når I begynder jeres egen eventyrrejse ind i bøgernes verden.

God rejse Carlos Ruiz Zafón December 2009

Tågens fyrste.indd 5

01/07/2016 13.01

TÃ¥gens fyrste.indd 6

01/07/2016 13.01

KAPITEL 1

M

ax skulle sent glemme den sommer, hvor han nærmest ved en tilfældighed opdagede magien.

Det var i 1943, og verden blev uhjælpeligt drevet ned ad strømmen af krigens vinde. Midt i juni, den dag da Max fyldte tretten år, samlede hans far, der var urmager og i fritiden opfinder, familien i stuen og bekendtgjorde, at det var sidste dag, de befandt sig i det, der havde været deres hjem i de forgangne ti år. Familien skulle flytte ud til kysten, langt fra byen og krigen, til et hus ved stranden i en lille by ud til Atlanterhavet.

Beslutningen var endegyldig. De skulle af sted tidligt næste morgen. Men først skulle de pakke alle deres ejendele sammen og forberede sig på den lange rejse til det nye hjem.

Familien modtog nyheden uden overraskelse. De havde næsten alle en anelse om, at tanken om at forlade byen og finde et bedre sted at bo havde rumsteret i Maximilian Carvers hoved i lang tid; alle undtagen Max. For ham havde nyheden den samme effekt som et løbsk lokomotiv, der braser igennem en glasbutik. Han blev totalt lamslået og sad med åben mund og tomt blik. I dette korte øjeblik blev han •

Tågens fyrste.indd 7

7•

01/07/2016 13.01

gennemstrømmet af en forfærdende vished om, at hele hans verden, deriblandt hans skolekammerater, kliken på gaden og tegneseriebutikken på hjørnet, ville forsvinde for altid. På et øjeblik.

Mens de andre familiemedlemmer med resigneret mine koncentreret gik i gang med at pakke, blev Max siddende ubevægelig og stirrede på sin far. Den brave urmager knælede foran sin søn og lagde hænderne på hans skuldre. Max’ blik sagde mere end en hel bog.

– Lige nu synes du, det er verdens undergang, Max. Men jeg lover dig, at du vil kunne lide det sted, vi flytter hen. Du vil få nye venner, bare vent og se.

– Er det på grund af krigen? spurgte Max. – Er det derfor, vi skal flytte?

Maximilian Carver omfavnede sin søn og stak derpå hånden i jakkelommen uden at holde op med at smile og fremdrog en skinnende genstand i en kæde og lagde den i Max’ hænder. Et lommeur.

– Det har jeg lavet til dig. Til lykke med fødselsdagen, Max. Max åbnede uret, der var lavet i forarbejdet sølv. På urskiven var hver time markeret med en tegning af en måne, der af- eller tiltog i takt med viserne, som forestillede strålerne fra en smilende sol i midten af uret. På låget stod en sætning prentet med skønskrift: ”Max’ tidsmaskine”.

Dér sad Max så med det ur, han havde fået af sin far, og kiggede på sin familie, der slæbte kufferter op og ned og frem og tilbage. Hans barndom var slut, men det vidste han ikke. ***

•

Tågens fyrste.indd 8

8•

01/07/2016 13.01

Max lukkede ikke et øje den nat. Mens de andre lå og sov, ventede han bare på den skæbnesvangre morgen, hvor han skulle tage afsked med den lille verden, han havde opbygget i årenes løb. Han lå tavs i sin seng med blikket rettet mod de blå skygger, der dansede hen over loftet på hans værelse, som om han forventede at se et orakel, der kunne aftegne hans skæbne fra den dag og fremover. Han holdt det ur, som hans far havde lavet til ham, i hånden. De smilende måner på urskiven lyste i nattens halvmørke. Måske havde de svar på alle de spørgsmål, som var begyndt at hobe sig op i Max den aften.

Endelig begyndte morgengryets første lys at tone frem over den blå horisont. Max sprang ud af sengen og gik ned i stuen. Maximilian Carver sad i en lænestol i lyset fra en petroleumslampe, påklædt og med en bog i hånden. Max kunne se, at han ikke var den eneste, der havde været søvnløs den nat. Urmageren smilede til ham og lukkede bogen.

– Hvad læser du? spurgte Max og pegede på det tykke bind.

– Det er en bog om Kopernikus. Ved du, hvem Kopernikus var? svarede urmageren.

– Jeg går da i skole, svarede Max. Hans far havde for vane at stille ham spørgsmål, som om han lige var faldet ned fra månen.

– Og hvad ved du om ham? vedblev han.

– Han opdagede, at Jorden drejer om solen og ikke omvendt.

– Mere eller mindre. Og ved du, hvad det kom til at betyde?

– Problemer, svarede Max. Urmageren smilede bredt og rakte ham den tykke bog.

– Værsgo. Den skal du have. Læs den.

•

Tågens fyrste.indd 9

9•

01/07/2016 13.01

Max inspicerede den hemmelighedsfulde, læderindbundne bog. Den så ud, som om den havde tusind år på bagen og var hjemsted for en urgammel ånd, der var lænket til dens sider af en fortidig trolddom.

– Nå, men, afbrød hans far, – hvem vækker dine søstre?

Uden at tage øjnene fra bogen tilkendegav Max med en hovedbevægelse, at han overlod faren den ære at trække Alicia og Irina, hans to søstre på henholdsvis femten og otte år, ud af deres dybe søvn.

Mens faren nu gik for at blæse reveille for hele familien, satte Max sig til rette i lænestolen, åbnede bogen og gav sig til at læse. En halv time efter trådte hele familien for sidste gang ud af deres hoveddør for at indlede et nyt liv. Sommeren var begyndt. *** Max havde engang læst i en af sin fars bøger, at visse billeder fra barndommen prenter sig i hukommelsens album som fotografier, som scener, man altid vender tilbage til og mindes, uanset hvor lang tid der går. Max forstod meningen med disse ord, da han så havet for første gang. De havde kørt i tog i over fem timer, da de kom ud af en mørk tunnel og en endeløs flade af lys med et spøgelsesagtigt skær bredte sig ud for øjnene af dem. Det knaldblå hav, der glitrede i middagssolen, brændte sig fast på hans nethinde som et overnaturligt syn. Mens toget kørte af sted kun få meter fra havet, stak Max hovedet ud ad vinduet og mærkede for første gang den salte vind mod sin hud. Han vendte sig om for at se på sin far, der betragtede ham fra den anden ende af togkupéen med et hemmelighedsfuldt smil og nikkede til et spørgsmål, •

Tågens fyrste.indd 10

10 •

01/07/2016 13.01

som Max endnu ikke havde formuleret. Da vidste han, at det ikke betød noget, hvilket endemål rejsen havde, eller hvilken station toget standsede ved; fra den dag ville han aldrig leve et sted, hvorfra han ikke hver morgen, når han vågnede, kunne se dette blændende, blå lys, der løftede sig mod himlen som en magisk, gennemsigtig tåge. Det lovede han sig selv. *** Mens Max stod og kiggede efter toget, der kørte bort fra perronen på stationen i landsbyen, efterlod Maximilian Carver et øjeblik sin familie sammen med bagagen uden for stationsforstanderens kontor for at forhandle med en af de lokale vognmænd om en rimelig pris for at bringe personer, kufferter og øvrig habengut frem til det endelige bestemmelsessted.

Max’ første indtryk af landsbyen og af stationen og de første huse, hvis tage stak frygtsomt op over de omkringstående træer, var, at stedet lignede en modellandsby, en af de der miniaturebyer bygget af folk, der samlede på elektriske tog, som risikerede at skride ned ad bordet, hvis man trampede lidt for hårdt. Med den tanke i hovedet begyndte Max at overveje en interessant variation af Kopernikus’ teori om verden, men hans mors stemme lige ved siden af reddede ham ud af hans kosmiske drømmerier.

– Nå? Bestået eller dumpet?

– Det er for tidligt at sige, svarede Max. – Det ligner en modelby. Som dem i udstillingsvinduerne i legetøjsforretningerne.

– Måske er det det, smilede hans mor. Når hun gjorde det, kunne Max se en bleg afskygning af sin søster Irina i hendes ansigt.

•

Tågens fyrste.indd 11

11 •

01/07/2016 13.01

– Men det skal du ikke sige til din far, fortsatte hun. – Der kommer han.

Maximilian Carver kom tilbage fulgt af to kraftige vognmænd i tøj plettet af fedt, sod og udefinerbare substanser.

Begge havde busket overskæg og sømandskasket, som om det var deres arbejdsuniform.

– Det er Robin og Philip, sagde urmageren. – Robin tager kufferterne og Philip familien. Okay?

Uden at vente på familiens godkendelse styrede de to kraftkarle mod bjerget af kufferter og hankede metodisk op i den største uden den mindste anstrengelse. Max tog sit ur frem og betragtede skiven med de smilende måner. Klokken var to. Stationens gamle ur viste halv et.

– Stationens ur går forkert, mumlede Max. – Der kan du bare se, svarede faren overstadigt. – Knap nok er vi ankommet, så er der arbejde.

Moren smilede svagt, som hun altid gjorde ad Maximilian Carvers strålende optimisme, men Max kunne se en skygge af sørgmodighed i hendes øjne og dette mærkelige skær, der havde fået ham til fra barnsben at tro på, at hans mor fornemmede noget i fremtiden, som andre ikke anede.

– Alt skal nok gå godt, mor, sagde Max, men følte sig som en idiot så snart han havde sagt det.

Hans mor strøg ham over kinden og smilede.

– Selvfølgelig, Max. Alt skal nok gå godt.

I det øjeblik følte Max sig sikker på, at nogen betragtede ham. Han vendte hurtigt blikket og så en stor, stribet kat, der stirrede på ham mellem tremmerne i et af stationens vinduer, som om den kunne læse hans tanker. Katten blinkede, og med et spring, der viste en utrolig smidighed hos et dyr af den størrelse, kat eller ej, sprang den ned og løb hen til •

Tågens fyrste.indd 12

12 •

01/07/2016 13.01

lille Irina og gned ryggen mod hendes hvide ankler. Irina knælede ned for at kærtegne dyret, der mjavede sagte. Hun tog den i favnen, og katten fandt sig føjeligt i det, mens den blidt slikkede fingrene på pigen, der smilede fortryllet af det charmerende dyr. Med katten i favnen kom Irina hen til det sted, hvor familien ventede.

– Vi er dårligt nok ankommet, så har du allerede fundet et småkravl. Hvad mon det slæber rundt på, sagde Alicia med tydelig ærgrelse.

– Det er ikke et småkravl. Det er en kat, og den er forladt, svarede Irina igen. – Mor? – Irina, vi er ikke engang nået frem, begyndte moren.

Pigen satte en ynkelig mine op, som katten bidrog til med en blid, forførende mjaven.

– Den kan være i haven. Sig nu ja …

– Det er en fed, beskidt kat, sagde Alicia. – Skal hun nu have sin vilje igen?

Irina sendte sin storesøster et gennemtrængende og skarpt blik, der truede med en krigserklæring, hvis ikke hun lukkede munden. Alicia fastholdt hendes blik et øjeblik, så vendte hun sig om og gik med et rasende suk hen til vognmændene, der var i gang med at læsse deres bagage. Undervejs kom hun forbi sin far, der ikke undgik at bemærke Alicias røde ansigt.

– Er vi allerede oppe at skændes? spurgte Maximilian Carver. – Hvad er der nu?

– Den er ene og forladt. Må vi tage den med? Den kan være i haven, jeg tager mig af den. Det lover jeg, skyndte Irina sig at sige.

Urmageren så forbløffet på katten og så på sin kone.

– Jeg ved ikke, hvad din mor siger til det …

– Og hvad siger du til det, Maximilian Carver? svarede •

Tågens fyrste.indd 13

13 •

01/07/2016 13.01

hans kone med et smil, der udtrykte, at hun morede sig over det dilemma, hendes mand var blevet stillet over for.

– Jeg ved ikke. Vi vil være nødt til at tage til dyrlægen med den, og desuden …

– Sig nu ja … plagede Irina.

Urmageren og hans kone så indforstået på hinanden.

– Hvorfor ikke? sagde Maximilian Carver, ude af stand til at begynde sommeren med en familiekonflikt. – Men du tager dig af den. Er det et løfte?

Irinas ansigt lyste op, og kattens pupiller blev smalle og tegnede sig som sorte nåle mod øjnenes gule, lysende skiver.

– Kom så! Af sted! Bagagen er inde, sagde urmageren.

Irina løb hen mod vognene med katten i favnen. Katten støttede hovedet mod pigens skulder og stirrede på Max. ”Den ventede os,” tænkte han.

– Stå nu ikke der og glo, Max. Af sted, vedblev hans far på vej hen mod vognene med moderen i hånden.

Max fulgte efter dem.

Da var det, at noget fik ham til at vende sig og igen se på stationsuret og dets sortnede skive. Han granskede det nøje og fornemmede, at der var noget ved det, der ikke passede.

Max huskede tydeligt, at uret, da de kom til stationen, havde vist halv et. Nu viste det ti minutter i tolv.

– Max! lød farens stemme, han kaldte på ham fra vognen.

– Vi kører nu!

– Jeg kommer nu, mumlede Max for sig selv uden at tage øjnene fra urskiven. Uret var ikke gået i stå; det fungerede perfekt, blot med en enkelt særhed: Det gik baglæns.

Tågens fyrste.indd 14

01/07/2016 13.01