STINE HAYNES ”Jeg har prøvet mange gange at komme i tanker om, hvad min søster sagde, den morgen hun gik og ikke kom hjem igen. Det er muligt, at hun slet ikke sagde noget.”
Da Trishas storesøster dør i en trafikulykke, går verden i stå. Trishas redning bliver en seddel, hun finder på søsterens værelse, en top 10 over ting, søsteren hadede. Trisha beslutter at undersøge listen og på den måde lære sin søster bedre at kende. Men kan man lære nogen at kende efter deres død? Og vil det hjælpe Trisha med selv at vende tilbage til livet og en ny hverdag?
STINE HAYNES
Tæl til ti
Tæl til ti _TRYK.indd 1
04/05/2017 14.52
Tæl til ti _TRYK.indd 2
04/05/2017 14.52
Stine Haynes
Tæl til ti
Tæl til ti _TRYK.indd 3
04/05/2017 14.52
Tæl til ti af Stine Haynes © Forlaget Carlsen og Stine Haynes, 2017 Omslagsdesign: RIVER / SUNE EHLERS Sat med Apollo hos BogGrafisk og trykt hos Livonia, Letland 2017 Isbn 9788711556214 1. udgave, 1. oplag www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont
Tæl til ti _TRYK.indd 4
04/05/2017 14.52
Til min søster For selvom det ikke er dig Og det ikke er mig Er det alligevel os
TĂŚl til ti _TRYK.indd 5
04/05/2017 14.52
Tæl til ti _TRYK.indd 6
04/05/2017 14.52
Listen Når man slår sig, skal man tælle til ti. Eller det er selvfølgelig ikke noget, man skal, men man kan, for at prøve at komme igennem smerten. Og hvis man bare fokuserer på at tælle, glemmer man måske, hvorfor man tæller, og når man så er nået til ti, er smerten væk. Eller måske ikke helt væk, men i hvert fald forandret og blevet til noget andet, og så kan man godt rejse sig igen og børste skidtet af knæet. Men selvom jeg har talt til ti mange gange siden i tirsdags, giver smerten ikke slip på mig, og måske er det, fordi det ikke var mig, der faldt, og derfor er smerten ikke min, men alligevel min, for det er mig, der skal rejse mig igen, og ikke min søster. Selvom det egentlig var hende, der faldt. 7
Tæl til ti _TRYK.indd 7
04/05/2017 14.52
Min søster døde på en helt almindelig tirsdag, og på den måde holdt tirsdag straks op med at være almindelig. Det kunne ikke have været anderledes, plejer mor at sige om ting, der ikke på nogen måde kan vendes til noget positivt. Alligevel kunne det med min søsters død godt have været anderledes. For det var en ulykke, og det betyder, at ingen kunne have regnet med, at det ville ske. Så det kunne sagtens have været anderledes og bare en helt almindelig tirsdag. Min dag havde for eksempel ikke været noget særligt overhovedet, hverken god eller dårlig. Og jeg husker ikke andet fra cykelturen hjem, end at jeg skulle tisse og derfor trådte godt til i pedalerne. Hurtigt stak jeg nøglen i døren, men det var der ingen grund til, for den var ikke låst. Det var det første, der var en lille smule mærkeligt, for det er næsten altid mig, der kommer først hjem af os fire. Det næste, der var mærkeligt, var, at jeg ikke skyndte mig ud på toilettet. Faktisk gik jeg i stå i gangen. Senere har jeg regnet mig frem til – eller tilbage til – at det var, fordi mors jakke lå og flød på gulvet midt mellem de skopar, der åbenbart ikke havde kunnet finde hinanden i farten. Det med skoene var nogenlunde normalt, det med jakken var ikke. De kommer på bøjler med det samme, og sådan har det altid været. Desuden har 8
Tæl til ti _TRYK.indd 8
04/05/2017 14.52
mor fri klokken seks hver dag, og klokken var kun lidt over to. Huset var stille, ikke sådan tomt stille, men helt og aldeles, og i den stilhed fornemmede jeg det, der skulle til at ske, det, der faktisk allerede var sket hele to timer timer tidligere, og helt uden at jeg vidste det. Forsigtigt trådte jeg ind i stuen, som også er køkkenet, fordi det er i ét og vistnok så hedder et alrum. Mor og far sad ved det store spisebord og så underligt små ud omkring det. Altså de lignede selvfølgelig sig selv, sådan som de altid ser ud, men var alligevel på en måde ikke sig selv og næsten fremmede. Det er svært at forklare. Og man kunne se på dem, at de havde en plan for, hvem der skulle sige hvad, og så alligevel ikke var i stand til det, da det kom til stykket. For nogle gange er det bare ikke nok at have en plan. Jeg husker ikke, hvem der fik sagt hvad, og bestemt heller ikke i hvilken rækkefølge, men beskeden var og blev den samme. Min søster var død – på stedet. Midt på vejen, i et sving, lidt tidligere på dagen. Det var et uheld. Hvis man googler uheld, står der: ugunstig begivenhed (som skyldes et tilfælde); hændelse, der medfører (en mindre alvorlig) skade på en ting eller en person
Og så må jeg også lige google ugunstig: som er til skade for nogen eller til hinder for nogens aktivitet
9
Tæl til ti _TRYK.indd 9
04/05/2017 14.52
For at definitionen skal passe mere præcist til det med min søster, må jeg selv tilføje: ganske så alvorlig skade på person med døden som følge. Og selvom det er en utrolig og helt umulig tanke, kom hun ikke hjem. Hverken den tirsdag eller nogensinde igen. På en måde er jeg glad for, at det var på en tirsdag, det skete. For tirsdag er en halv dag og derfor lige til at overskue, som min søster plejede at sige. Fri klokken tolv. Så var det værre med torsdag: dobbelt fysik, dobbelt matematik, kedelig kantinemad – for det var sandwich, ikke pizza. Pizza var om onsdagen og min søsters livret. Eftermiddagstimerne bød så på dobbelt sløjd, eller dobbelt støj, som hun kalder det. Eller kaldte det. Jeg ved ikke, om jeg skal bruge nutid eller datid, men under alle omstændigheder er det ironisk, for det var helt klart hende, der producerede mest støj herhjemme, og som fyldte rigtig meget her i huset, som vi flyttede ind i for et par år siden. Vi fik med det samme hvert vores værelse, lige ved siden af hinanden og på præcis samme størrelse, så vi kunne fylde præcis lige meget. Alligevel var det altid, som om hun fyldte den lille smule mere end mig, både indeni og i det hele taget. Og nu er hendes værelse ubehageligt stille, og der er ikke længere nogen grund til at råbe Skru ned herudefra, 10
Tæl til ti _TRYK.indd 10
04/05/2017 14.52
for der er ikke længere noget eller nogen at skrue ned for. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at hun så på en måde alligevel vandt den kamp. For når vi går forbi nu, eller bare så meget som kommer til at kigge hen mod det tavse rum, råber vi alle sammen Skru op, så højt vi kan, inde i vores egne hoveder. Skru op for fanden, så vi andre ikke skal leve med din tavshed. Og det er nok derfor, jeg går derind, for at prøve at skrue op for et eller andet. Jeg ved ikke, om jeg skulle have gjort det eller ej, for hendes værelse er bestemt ikke et sted, man bare lige kan gå ind. Og det er næsten uhyggeligt, at hun ikke skriger Skrid ud, da jeg tager i døren, for det plejer hun at gøre, også før hun overhovedet ved, hvem af os det er. Jeg er nok på en måde stadigvæk bange for at gøre hende sur, selvom hun aldrig nogensinde kan blive det igen. Måske vil jeg endda gerne have, at hun skal blive det. Bare en sidste gang. Jeg åbner hendes skuffer, hvilket er helt forbudt hos en teenager, for det er dér, de gemmer alle deres hemmeligheder. Det hørte jeg mor sige, engang hun selv fik lyst til eller nærmest brug for at kigge i dem. Det er et stykke tid siden, hun sagde det, lang tid eller kort tid, det ved jeg ikke. For tiden er gået i stå og vil ligesom ikke flytte på sig. Da min søster faldt i tirsdags 11
Tæl til ti _TRYK.indd 11
04/05/2017 14.52
og blev liggende, tog hun onsdag, torsdag, fredag og lørdag med sig i faldet. Og på den måde er vi vokset sammen, tiden og jeg, til énæggede tvillinger. Og det var én af de ting, jeg ønskede allermest, at min søster kunne have været i stedet for: min énæggede tvillinge søster, som er præcis ligesom jeg selv. Vi er helt ens. Man kan slet ikke se forskel, og derfor er vi nødt til at have forskellig-farvet tøj på. Men det er altid mig, der vælger først, for det er i min fantasi, at vi findes. Og i min fantasi er det mig, der kommer ud først. Næsten samtidig, men alligevel først. To af skufferne er tomme, eller tømte, så jeg ved med det samme, at mor og far allerede har været der, og at de har fjernet ting og måske endda hemmeligheder, som jeg nu aldrig nogensinde får at vide. I den sidste skuffe er der selvfølgelig kun kedelige og ligegyldige ting, og det er derfor, de har fået lov at blive liggende. Et ur, for eksempel, som jeg ikke kan huske, at hun nogensinde har gået med. Hun tjekker, tjekkede altid bare mobilen. Men for ligesom at skrue på noget, nu jeg er der, skruer jeg lidt på uret. Bare lige nok til at tiden nu i det mindste altid går lidt forkert. Indtil også dét en dag går i stå. Ved siden af hendes seng ligger en stak bøger, nu pludselig sådan pænt oven på hinanden. Og det får mig 12
Tæl til ti _TRYK.indd 12
04/05/2017 14.52
til at tænke på, at nogle af dem måske er fra biblioteket. For bare fordi der er én, der dør, betyder det jo ikke, at alt andet går i stå. Og det kan meget vel være, at ingen har tænkt på, hvor stor regningen vokser sig, hvis man ikke får sådan noget ordnet med det samme. Det havde jeg for eksempel ikke tænkt på, dengang mor fandt en biblioteksbog under min seng, som der ikke rigtig var luft i økonomien til at returnere. Jeg troede ellers, at en biblioteksbog var noget, man lånte – og ja, gav tilbage igen – men ikke én, man ligefrem kunne ende med at betale for “så man lige så godt kunne have købt den selv,” som mor sagde det. Ganske rigtigt er der en biblioteksbog iblandt. Da jeg tager den op, falder der et stykke papir ud af den, og så glemmer jeg ellers alt om, at den er fra biblioteket. For på papiret er der nogen, der har skrevet noget. Jeg står helt stille, som for ligesom at mærke vigtigheden af det, der sker, eller er ved at ske. Det er en liste. Det kan jeg se med det samme, med numre og det hele. Og mit hjerte giver et lille hop, for jeg tror nok, at jeg først tænker, at jeg har fundet noget så vigtigt og hemmeligt som en liste med drengenavne, altså mulige kærester. Men det er det ikke. Det er en top 10‑liste over Ting Jeg Hader. Det hedder listen, og det er min søster, 13
Tæl til ti _TRYK.indd 13
04/05/2017 14.52
der har kaldt den det, for det er hendes håndskrift på papiret. Der er ord som cupcakes og smiley, og som mit blik glider ned over siden, er der pludselig et ord, jeg kender lidt for godt: Mit eget navn. Helt til sidst på listen, nummer 10 (som er mit lykketal, selvom jeg ikke tænker over det på det tidspunkt). Lige dér står mit navn. Og nej, hun mener ikke én fra parallelklassen. For jeg hedder Trisha, og det er der næsten ingen andre, der gør. I hvert fald ikke nogen, vi kender.
Tæl til ti _TRYK.indd 14
04/05/2017 14.52
Ting Jeg Hader 1. Cupcakes 2. Smiley 3. Farvel 4. Standup 5. Pongo 6. Designer-cykelhjelme 7. Nivea 8. Nej-hat 9. 10. Trisha
Tæl til ti _TRYK.indd 15
04/05/2017 14.52
STINE HAYNES ”Jeg har prøvet mange gange at komme i tanker om, hvad min søster sagde, den morgen hun gik og ikke kom hjem igen. Det er muligt, at hun slet ikke sagde noget.”
Da Trishas storesøster dør i en trafikulykke, går verden i stå. Trishas redning bliver en seddel, hun finder på søsterens værelse, en top 10 over ting, søsteren hadede. Trisha beslutter at undersøge listen og på den måde lære sin søster bedre at kende. Men kan man lære nogen at kende efter deres død? Og vil det hjælpe Trisha med selv at vende tilbage til livet og en ny hverdag?
STINE HAYNES