Supersaurus 1 – Raptorer i paradis – læseprøve

VISUAL ONLY *** DO NOT PRINT *** 18 mm

145 mm

8

35 mm

8

145 mm

18 mm

18 mm

18 mm

JAY JAY BURRIDGE

supersaurUS 206 mm

Da Bunty, Beas fantastiske bedstemor, pludselig planlægger en eksotisk rejse til de fjerne Aru-øer for at se de sjældne Raptorer i Paradis, begynder Bea at stille spørgsmål. Store spørgsmål, som ikke engang hendes vidunderlige gudfar, Theodore, vil besvare.

Og jo flere spørgsmål Bea stiller, jo flere problemer bliver de mødt af. Var rejsen til øerne en livsfarlig fejltagelse, eller er det begyndelsen til et eventyr for livet?

den h e gså

GR

1

206 mm

Bea Kingsleys forældre forsvandt sporløst for 11 år siden ...

Prøv o

Den nye verden tilhører

ye lt n

SUPERSAURUS

FORESTIL DIG EN VERDEN, HVOR DINOSAURERNE OVERLEVEDE.

AT I S A P P

RAPTORER I PARADIS er det første af seks bind i serien.

supersaurus.dk EVENTYRET FORTSÆTTER i APPEN:

Part of the Bonnier Publishing Group

9

788711 564431

18 mm

18 mm

18 mm

145 mm

8

35 mm

8

145 mm

18 mm

SUPERSAURUS Slip supersaurerne løs!

Luk op for det digitale eventyr – download den gratis, interaktive SUPERSAURS-app (bemærk engelsk stavemåde!).

Velkommen til supersaurernes verden. Download Supersaurs Augmented Reality app’en og kast dig ud i et fantastisk eventyr på øen Aru, hvor dinosaurerne lever blandt menneskene!

SE

De interaktive illustrationer hoppe op imod dig på siderne – inklusive dino’er, som du aldrig har set dem før.

SPIL

Udforsk verdenen med vores helte, hjælp dem med at snyde jægerne og afsløre de gemte hemmeligheder i spillet.

For at få adgang til det enestående indhold, skal du downloade den gratis app fra iTunes App Store eller Google Play Store.

Aktiver app’en og lad din smartphone eller iPad’s kamera pege ned mod illustrationerne – og nyd så oplevelsen!

Det er nødvendigt med en internetforbindelse for at kunne downloade SUPERSAURS app’en den første gang. Den kan bruges på både Apple og Android. Supersaur app’ en er udviklet af Supersaurs Ltd. Hvis du har brug for hjælp med app’en kan du kontakte help@supersaurs.com – husk at skrive på engelsk.

SUPERSAURUS RAPTORER I PARADIS JAY JAY BURRIDGE

SUPERSAURUS – RAPTORER I PARADIS Er oversat fra engelsk efter Supersaurs: Raptors of Paradise af Dorte Andersson Dansk udgave: © Forlaget Carlsen 2017 Text and illustrations copyright: © Jay Burridge 2017 Originally published in the English language as Supersaurs: Raptors of Paradise by Bonnier Zaffre, London All rights reserved. No part of this book may be reproduced or transmitted in any form or by any means, electronic or mechanical, including photocopying, recording or by any information storage and retrieval system, without permission in writing from the Publisher.

The moral rights of the author have been asserted.

Sat med Adobe Jenson Pro Trykt hos Livonia, 2017 ISBN: 9788711564431 1. udgave. 1. oplag Supersaurs app copyright © Supersaurs Limited, 2017 Supersaurs Ltd. is the sole owner, originator, distributor and publisher of the Supersaurs app and is solely responsible for the functioning (including in-app purchases), support and content (including in-app marketing messages and push notifications) of the app throughout the world.

All queries or requests concerning the Supersaurs app should be directed to Supersaurs Ltd. at www.supersaurs.com. Carlsen bears no responsibility for the suitability of the app content; nor for any malfunctions or limitations of the Supersaurs app or failure of the Supersaurs app to work on any given platform; nor for any losses incurred due to the functioning, misfunctioning or non-availability of the Supersaurs app; nor for any data loss; nor for any other losses or inconveniences suffered due to usage of the Supersaurs app; nor for the breach of any applicable law, regulation or third party rights in any jurisdiction. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof A/S et selskab i Egmont

Til Mus, Bjørn og RÌv og alle de andre skabninger i mit liv.

Prolog Første trin i fødekæden – et sted dybt inde i regnskoven

Download Supersaurs-app’en, og begiv dig ud på det digitale eventyr:

SUPERSAURS.COM

Kapitel 1

Ankomst med bĂĽd ~ efter at have lavet en masse ingenting ~ New Town, Wokan, Aruøerne, provinsen Molukkerne i Ă˜stindonesien, 1932

Beatrice Kingsley vågnede med et sæt og var fuldstændig filtret ind i tov og gammel sejldug. Lyden fra Orcas maskine havde ændret sig. Det betød, at det lille, men tungt lastede dampskib var ved at sænke farten. Og det betød … land!

Hun kom straks op at sidde, gned sig i ansigtet og blinkede søvnen ud af øjnene, mens hun spejdede ud i den måneløse nat. Mørket opslugte alt undtagen stjernerne over dem og lysene om bord på Orca, men den umiskendelige, krydrede, våde lugt af skov, som kom fra den ø, de nærmede sig, fyldte hendes næsebor. Den var berusende. ”Bea, er du vågen?” lød en buldrende stemme fra styrehuset. ”Ja, kaptajn!” Hun tog de få trin derop på bare fødder og fik øje på kaptajn Woods, der lige netop kunne skimtes i det svage lys fra sit skrivebord. ”Tænkte det nok. Gør dig nyttig, vil du?” Han pegede på en lang rulle kraftigt tov. ”Jeg sejler os ind, men jeg får brug for, at du hopper i land – uden at falde i – og binder den anden ende af tovet fast til noget solidt.”

Orca nærmede sig langsomt den vakkelvorne, gamle anløbsbro. En lanterne gyngede dovent fra bådens ræling, men den kulsorte nat var gradvist ved at vige for det grå lys, som fejer hen over alting før daggry. Bea gik så langt frem på båden, hun kunne, og stod med den ene fod på rælingen, klar til at springe. ”Jeg kan ikke se ret meget herfra, Bea. Så du må guide mig ind.”

14

”Bare fortsæt lige så stille, kaptajn, vi er der næsten,” råbte Bea tilbage. ”Jeg springer om tre … to …” Hun landede lydløst på broens planker med fortøjningen i hånden og viklede den om en pæl for langsomt at bremse båden med den, mens skibet roligt lagde til. De var omsider nået frem. ”Godt klaret, Bea. Bind et pælestik, og så smider jeg agterfortøjningen over til dig, når du er klar.”

To minutter senere, da Orca lå sikkert fortøjet, tørrede Bea hænderne af i sin zefyrnederdel og vendte sig om for at kigge ind ad anløbsbroen. Det var en lettelse at være i land igen. To døgn stuvet sammen om bord på Orca på turen fra Papua havde kun lige akkurat været til at holde ud, og nu var Bea ivrig efter at gå på opdagelse. Hun ville have mest muligt ud af sin tid i land. De var kun nået halvvejs på deres rejse: De måtte det hele igennem en gang til for at komme hjem til England. ”Ikke dårligt af en landkrabbe. Du er pokkers meget bedre end min flok dovenhoveder.” Kaptajn Woods rakte hånden frem for at hjælpe hende om bord igen. ”Skal vi vække de andre og fortælle dem, at vi er her?” spurgte Bea. ”Lad dem bare få deres skønhedssøvn. Der sker ikke noget det næste stykke tid. Faktisk har jeg selv noget snorken, jeg skal have indhentet – og jeg foreslår, at du gør det samme.”

Kaptajnen svingede sig – i én glidende bevægelse – op i sin hængekøje og tippede kasketten, så den dækkede hans 15

ansigt. Og som sagt så gjort: Han sov i løbet af et øjeblik.

Men Bea var lysvågen og tænkte, at hun nok hellere måtte gøre sig nyttig. Hendes bagage havde, sammen med hendes mormors og Theodores, været det sidste, der blev lastet. Derfor ville den også være det første, der skulle fra borde igen, så hun gik straks i gang. Hun rejste enkelt og let: én lille kuffert med lidt fornuftigt skiftetøj plus hendes ridetøj og -støvler for det tilfælde, at hun for en gangs skyld fik chancen for at gøre, som hun havde lyst til, og fandt nogen med en allosaur, hun kunne ride på. Bea var meget tilfreds med, at hun tidligere på turen havde haft held med at miste en anden stor kuffert, som havde været fyldt med kjoler til både hverdag og fest. Hendes mormor, Bunty, havde tvunget hende til at tage dem med, men de var alt for tåbelige at have på, når man skulle løbe eller ride.

I skolen fik Bea topkarakterer i biologi, fysik og billedkunst og havde af sin mormor fået til opgave at være den officielle illustrator og logbogsfører på turen. Det kunne ikke overraske nogen, hvad Bea brændte for, eftersom hun var vokset op med og i sin fars bibliotek, der var fuldt af bøger med alle mulige oplysninger, diagrammer og illustrationer. Veninderne drillede hende tit med hendes manglende interesse for tidens populære romaner og sladderen i skolen; Bea nøjedes altid med at videregive faktuelle oplysninger. I hendes skoletaske lå det, hun skulle bruge: en notesbog, en større skitseblok, som allerede var fuld af farverige tegninger, og det godt brugte pennalhus med et hul, 16

der trængte alvorligt til at blive syet. Der var også en rulle snor med afmærkninger, der kunne bruges til opmåling, og noget lim for det tilfælde, at noget skulle holdes på plads.

Endelig var der en metalæske med pensler og akvarelfarver, som kunne give hendes tegninger liv.

Beas mormor gik helt anderledes til dét med at pakke.

Hendes tre rejsekister var hver især store nok til, at man kunne kravle ind i dem, og de var fulde af en forvirrende samling korsetter, skørter og hatte. Det var åbenbart det, hun kaldte at ’rejse let’, men som Bea ofte blev mindet om: ’Man kan aldrig vide, hvad der venter’. Hvis man skulle dømme efter vægten, ventede Bunty hvad som helst … til og med jordens undergang. Hun ville være sikker på at have den rigtige hat med til lejligheden!

Sammen med sin mand, den nu afdøde Sidney Brownlee, havde Bunty opbygget en meget succesrig farm med sauravl i USA. Da Sidney døde, flyttede Bunty til England for at tage sig af hans gamle ejendom i Oxfordshire, hvorefter hun lavede den farm, de havde i Kenya, om til en lodge, hvor safariturister kunne komme og se nogle af de sidste vildtlevende kæmpetyranner. Hun var vant til det varme klima og tog sin del af det hårde arbejde sammen med mændene, men det var efter hendes mening ikke nogen undskyldning for at slække på kravene til en kvindes udseende.

Det sidste stykke bagage var Theodore Logans: en gammel, medtaget militærtaske, som rummede hele hans liv.

17

Hvis Theodore rent faktisk havde et sæt skiftetøj i den, ville det være fuldstændig magen til det, han altid gik i. Han lod i hvert fald ikke til at have udvidet sin garderobe i den tid, Bea havde kendt ham. Det kunne godt tænkes, at han sov med sin cowboyhat på.

De vigtigste ting for Theodore var hans kniv, hat og revolver – i den rækkefølge – fulgt af alt muligt overlevelses- og førstehjælpsudstyr. Han havde været med i Første Verdenskrig og havde fået nogle meget barske lærestreger undervejs, så han efterlevede Buntys valgsprog ’man kan aldrig vide, hvad der venter’ med en nærmest ekstrem grad af parathed. Theodore havde arbejdet for Bunty og Sidney, lige siden de fandt ham som en radmager, blind passager, der gerne ville væk fra det hårde, triste liv i Londons havn og til mulighedernes land – Amerika.

Nu var han snarere en cockneycowboy end en gadedreng og en trofast, pålidelig støtte for de to kvinder i hans liv.

Inde på havneområdet fandt Bea en ødelagt sækkevogn, hun kunne stable deres bagage på, hvorefter hun satte sig øverst på læsset med 18

benene dinglende ud over kanten og betragtede solopgangen. Først afslørede det dæmrende lys silhuetten af øen, og da solen derefter kom til syne over horisonten, badede den Bea og Orca i et gyldent hav og bevægede sig hen ad anløbsbroen én planke ad gangen for til sidst at stråle ned på en lille by bag hende.

Et par besætningsmedlemmer kom op på dækket, mens de strakte sig og gabte. De listede forbi den snorkende kaptajn og skænkede sig en kop af den kaffe, Bea havde lavet, mens de tavse nikkede et tak for den, for en rolig havn og for en sovende chef. Men intet godt varer ved, og da kaptajn Woods satte sig op så hurtigt, at han med et brøl faldt ud af sin hængekøje, vidste Bea straks, at Bunty var på vej op på dækket. ”God morgen, kaptajn. Hvorfor ligger du dernede under din hængekøje? Åh, Beatrice, min skat, der er du jo.

Hent en drager, så er du sød.” ”Jeg tror ikke, det er sådan en havn, mormor,” sagde Bea og slog ud med hånden mod den tomme kaj, mens en dæksdreng rakte Bunty en kop kaffe og skyndte sig væk igen. ”Selvfølgelig er det det. Alle havne har dragere, du skal bare gøre en indsats. Og ville det have været for meget ulejlighed for dig at hjælpe til?” fortsatte Bunty. ”Du kunne jo have lavet kaffen her i stedet for bare at sidde og vente oven på vores bagage. Besætningen har da i det mindste bestilt noget.”

19

Bea åbnede munden for at protestere over det uretfærdige i det, der blev sagt, men lukkede den igen. Det var nok bedst, tænkte hun, ikke at skabe ballade – i hvert fald ikke lige fra morgenstunden. I stedet for fandt hun gnavent sin notesbog frem og skrev: ’1: Lav ALDRIG mere kaffe til nogen’.

Theodore Logan dukkede varsomt hovedet, da han trådte ud ad kahytsdøren. Orca var helt sikkert bygget til mindre mennesker. Han vinkede med hatten til Bea og fulgte duften hen til kaffekanden. ”Det dufter som et bryg efter min smag. Det ser ud til, at I omsider har forstået, hvordan rigtig kaffe skal laves.”

Han gav kaptajnen hånden. ”Wilbur. Tak for turen, makker – nu slipper du snart for os. Vi regner med at være klar til at rejse igen om nogle få dage som planlagt.”

De fleste syntes instinktivt godt om Theodore Logan, og kaptajn Woods var ingen undtagelse. De seneste nætter havde de fået sig mere end et enkelt glas af Theodores dyrebare single malt whisky, kaptajnen havde fundet nogle berusende flasker rom frem fra sine gemmer – og tilsammen havde det resulteret i en gemytlig konkurrence om, hvem der kunne præstere de værste ar og historier om dem.

Bea og Bunty havde derimod brugt overfarten på at lave en masse ingenting.

Theodore ilede over til Bunty for at hjælpe hende fra skibet og ned i jollen, mens han viftede den spinkle dæksdreng væk.

20

”Jeg tager over herfra. Du har gjort nok allerede – den bagage er tungere, end den ser ud, ikke? Bea, hold øje med Bunty, mens jeg finder en drager til os, vil du?” Og med de ord skyndte Theodore sig målbevidst af sted.

Bea kiggede rundt på den mennesketomme havn og måtte sande, at deres ankomst til øen Aru, det endegyldige mål på denne uforglemmelige, besværlige rejse, var det største antiklimaks, hun nogensinde havde oplevet. Hun skulle have brugt sommerferien på at hygge sig med sine venner i Oxfordshires frodige landskab og ride på sin elskede allosaur, Duster. Ikke på at blive proppet ind i en hel masse forskellige tog, fly, biler og senest om bord på Orca, et ildelugtende, overfyldt fragtskib, for at blive slæbt til Krydderiøerne helt omme på den anden side af jordkloden. Men nu var de her: mormor, der som altid havde brug for at blive hjulpet fra borde, Theodore, der fulgte mormor rundt i verden og sørgede for, at hun kom ordentligt fra borde, og Bea. Hun noterede: ’Gå ALDRIG om bord på et skib igen’, og et øjeblik senere tilføjede hun i parentes: ’(undtagen som den første på det skib, der sejler hjem)’.

Bea sukkede. Det ville ende med at være en af den slags dage. Bea elskede Bunty og Theodore højt, men de kunne simpelthen være så irriterende, og de spurgte aldrig hende til råds om vigtige beslutninger. Det var kun en måned siden, de havde fortalt hende om rejsen. Bunty havde sagt, at den ville være en god mulighed for at se de mange eksotiske væsener og steder, som hendes fars bøger var så fulde af, 22

men de store problemer med at nå hertil havde gjort, at det var svært at nyde det alt sammen. Bea sukkede igen. Nogle gange var det næsten ubærligt, så meget hun savnede at have rigtige forældre.

Bunty fornemmede, at Bea ikke var i det bedste humør og forsøgte at muntre sit barnebarn op. ”Kan du huske den vidunderlige fjerkyse, din grandtante Geraldine gav dig? Den, som desværre forsvandt sammen med din anden kuffert? Den kom faktisk herfra.” ”Jeg troede, den kom fra en butik i Burlington Arcade i London,” svarede Bea tvært. ”Ja, der er selve hatten købt, men de smukke fjer er helt herovre fra. Fantastisk, ikke? Hvis vi er heldige, kan det være, vi får nogle paradisraptorer at se, mens vi er her. Så kan du samle fjer nok til at lave din egen kyse, når vi kommer hjem.” ”Mand, hvor jeg glæder mig,” sagde Bea med eftertryk.

Der var kun gået et par minutter, da Theodore vendte tilbage til jollen. ”Godt nyt, en drager af en slags er på vej. Jeg aner ikke, hvornår han når frem. Og frem for at vente synes jeg, vi skal lade vores bagage blive her og gå ind og se på byen. Jeg får kaptajnen til at holde øje med vores ting. Og Bunty … postkontoret ligger lidt henne ad gaden.” ”Jeg vil hellere blive her,” sagde Bea hurtigt. Hun trængte til lidt tid for sig selv.

Theodore og Bunty kiggede på hinanden et øjeblik og 23

svarede så i stereo: ”Fint!” ”Er det?” Bea var helt overrasket. De plejede aldrig at sige ja til hendes forslag. ”Selvfølgelig, min skat,” svarede Bunty. ”Bliv du her og vent på drageren. Vi er ikke væk så længe. Jeg kunne godt trænge til at få strakt benene og poste et brev, før her bliver alt for varmt.” Bunty smilede lidt for begejstret til Bea, slog sin parasol op og stak hånden ind under Logans arm, da han tilbød hende den.

Bea rynkede panden let og fulgte dem med blikket. Der var helt sikkert noget i gære.

VISUAL ONLY *** DO NOT PRINT *** 18 mm

145 mm

8

35 mm

8

145 mm

18 mm

18 mm

18 mm

JAY JAY BURRIDGE

supersaurUS 206 mm

Da Bunty, Beas fantastiske bedstemor, pludselig planlægger en eksotisk rejse til de fjerne Aru-øer for at se de sjældne Raptorer i Paradis, begynder Bea at stille spørgsmål. Store spørgsmål, som ikke engang hendes vidunderlige gudfar, Theodore, vil besvare.

Og jo flere spørgsmål Bea stiller, jo flere problemer bliver de mødt af. Var rejsen til øerne en livsfarlig fejltagelse, eller er det begyndelsen til et eventyr for livet?

den h e gså

GR

1

206 mm

Bea Kingsleys forældre forsvandt sporløst for 11 år siden ...

Prøv o

Den nye verden tilhører

ye lt n

SUPERSAURUS

FORESTIL DIG EN VERDEN, HVOR DINOSAURERNE OVERLEVEDE.

AT I S A P P

RAPTORER I PARADIS er det første af seks bind i serien.

supersaurus.dk EVENTYRET FORTSÆTTER i APPEN:

Part of the Bonnier Publishing Group

9

788711 564431

18 mm

18 mm

18 mm

145 mm

8

35 mm

8

145 mm

18 mm