Issuu

Mens stormen Ophelia raser over New York City, bliver seks mennesker, deres familie, venner og millioner af newyorkere omkring dem fanget i de frygtelige oversvømmelser, der følger. Den succesfulde indretningsdesigner Ellen Wharton flyver ind fra London for at besøge sin mor, Grace. Men da katastrofen rammer, bliver de to kvinder tvunget ud på en farefuld færd for at redde sig i sikkerhed. Den britiske investeringsrådgiver Charles Williams er på forretningsrejse og vil besøge sine døtre, som bor hos hans ekskone i byen. Da uvejret sætter ind, må han gennemsøge byens tilflugtssteder for at finde dem, koste hvad det vil. Samtidig kæmper Juliette Dubois, en dedikeret læge på et af byens traumecentre, for at redde liv, mens nødgeneratorerne svigter, og strømmen sætter ud.

STORM OVER MANHATTAN

Storm over Manhattan er en smuk og rørende skæbnefortælling om tab, håb og nye begyndelser.

NÅR KATASTROFEN RAMMER, KAN LIVET ÆNDRE SIG PÅ ET ØJEBLIK

STORM OVER MANHATTAN

ISBN 978-87-11-69872-3

lindhardtogringhof.dk

9 788711

698723

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF

Danielle Steel

Storm over Manhattan

På dansk ved Paul Schiøtt

LINDHARDT OG RINGHOF

Storm over Manhattan.indd 3

29/08/17 1:14 pm

Storm over Manhattan er oversat fra amerikansk efter Rushing Waters Copyright © 2016 by Danielle Steel All rights reserved Dansk copyright © 2017 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Omslag: Jesper Blink Rasmussen efter originaldesign af Becky Glibbery/TW Forfatterfoto: Brigitte Lacombe Omslagsfoto: New York Skyline © Joshua Haviv/Shutterstock. Water © Konstanttin/Shutterstock Bogen er sat med Minion og trykt hos Scandbook UAB, 2017 ISBN 978-87-11-56571-1 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont

Storm over Manhattan.indd 4

29/08/17 1:14 pm

Til min elskede Toto, fordi du er så modig, fordi du holdt ud, fordi du levede i noget, andre kun kan forestille sig, må mindet om det sløres, og må du være velsignet til evig tid. Jeg elsker dig, din mor. Og til mine højtelskede børn, Beatie, Trevor, Todd, Nick, Sam, Vanessa, Maxx og Zara: Jeg er dybt taknemmelig for, at I er, som I er, og jeg vil altid elske jer af hele mit hjerte. Mor/ds

Storm over Manhattan.indd 5

29/08/17 1:14 pm

Sorgen rummer også en belønning. Den efterlader os aldrig, hvor den fandt os. – MARY BAKER EDDY

Storm over Manhattan.indd 6

29/08/17 1:14 pm

KAPITEL 1

Ellen Wharton betragtede eftertænksomt det tøj, hun havde hængt på et tøjstativ, og det sammenfoldede tøj, hun havde lagt frem på sengen, og som hun ville tage med på sin tur til New York. Hun var en velorganiseret, metodisk kvinde, der planlagde alt og overlod intet til tilfældighederne, hverken sin forretning, sin garderobe eller sit sociale liv. Hun var omhyggelig og præcis i alt, hvad hun foretog sig. Det gav hende en problemfri, velsmurt tilværelse med kun enkelte overraskelser, men til gengæld også med kun få muligheder for, at noget kunne gå skævt. Hun havde planlagt denne tur til New York siden juni, ligesom hun havde gjort det de foregående år, når hun skulle besøge sin mor. Hun tog også over til hende til thanksgiving hvert andet år, og ofte besøgte hun hende også en gang om foråret. Hun havde tænkt sig at shoppe lidt for to af sine kunder, desuden havde hun et særligt formål med turen denne gang. Ellen var en succesfuld indretningsarkitekt og havde et firma med en farvespecialist, tre ansatte og kunder i adskillige byer i Europa, og de var alle vilde med hendes arbejde. Hun skabte smukke indemiljøer, som de ikke selv havde kunnet lave, og det var altid med stoffer af bedste kvalitet, de smukkeste møbler, der passede til kundens livsstil og behov. Dertil en udsædvanlig, men indbydende farveskala. Hun var ikke tilbageholdende med sine honorarkrav, men det behøvede hun heller ikke at 7

Storm over Manhattan.indd 7

29/08/17 1:14 pm

være – hun var velkendt i branchen og havde vundet adskillige priser for sit arbejde, og de vigtigste bolig- og interiørmagasiner havde ofte publiceret artikler om hende og hendes arbejde. Hun var oplært af en mester, som hun plejede at sige – sin mor – som var en højt respekteret arkitekt i New York. Hun havde studeret på Yale og havde indledt sin karriere hos I.M. Pei, men var begyndt for sig selv for mange år siden. Hun tegnede huse i New York, Connecticut, Palm Beach, Houston, Dallas, og hvor hendes kunder ellers ville have bygget en pragtvilla. Ellen var otteogtredive, men hun elskede stadig at være sammen med sin mor og gav hende æren for det meste af det, hun vidste om indretningsdesign. Hun lærte noget nyt af sin mor, hver gang hun var sammen med hende, og det skete nu og da, at hendes mor henviste en kunde til hende – i Europa eller som nu den, hvis hjem Ellen arbejdede på i øjeblikket i Palm Beach. Året før havde hun indrettet kundens yacht. Hun afleverede altid sit arbejde i nøje overensstemmelse med budgettet og tidsfristen, hvilket var ret usædvanligt i hendes branche, men det havde været medvirkende til hendes succes. Hun havde en solid forretning. Hun havde gjort det godt. Ellen og hendes mor var meget forskellige, men de respekterede hinanden, og Ellen kunne godt lide at arbejde sammen med hende. Hun elskede sin mors åbne, lette, rene linjer og stil. Det var en fornøjelse at indrette de huse, hendes mor havde tegnet, og hun søgte også ofte hendes råd med hensyn til andre kunder. De havde i fællesskab løst mange problemer, der var gået i hårdknude, og hendes mor var som fireoghalvfjerdsårig stadig fyldt med store, nyskabende ideer. Grace Madison sagde tit, at det rigtige svar oftest var det mest enkle. Hun brød sig ikke om at komplicere tingene eller overfylde de huse, hun tegnede, med smarte opmærksomhedsskabende detaljer, et koncept, Ellen også gik ind for. 8

Storm over Manhattan.indd 8

29/08/17 1:14 pm

Ellen forsøgte altid at forudse potentielle problemer og fulgte nøje sin fastlagte plan. Hendes mor var mere spontan og åben over for nye ideer, men indfaldene kunne nogle gange blive lidt for excentriske, men det elskede Ellen også ved hende. Grace var en talentfuld, stærk kvinde, der ti år tidligere havde overlevet brystkræft og arbejdet stort set hver dag under stråle- og kemobehandlingen. Hun var nu erklæret rask, men Ellen var alligevel bekymret for hende. Hendes mor hverken så ud eller agerede i overensstemmelse med sin alder, men hun var ikke desto mindre ved at være oppe i årene, trods sin tilsyneladende energi og sit ungdommelige udseende. Ellen var ked af, at de ikke boede i samme by, men hun havde boet i London i snart elleve år, hvoraf de ti var i ægteskabet med advokaten George Wharton, som på alle måder var britisk helt ind til marven. Han havde studeret i Oxford, og inden da Eton. Hans familie var optaget i adelskalenderen Burke’s Peerage, og hele deres historie var indbegrebet af britiske skikke, ritualer og traditioner. Hun havde virkelig anstrengt sig for at falde til i hans familie og lære sig alle de engelske vaner, selv om hun var amerikaner og havde sine egne ideer om måden at gøre tingene på. Men hun respekterede hans, selv om det havde været lidt svært i begyndelsen. Ellen styrede deres hjem på lige præcis den måde, George kunne lide, men også forventede. Hun havde nydt at lære om engelske skikke af ham og havde selv overtaget mange af dem. Men hun savnede det spontane, uformelle liv i New York og den velkendte livsform, hun var vokset op med. Denne verden havde hun opgivet for hans, men hun havde været ung nok til at ønske at behage ham, da de giftede sig. Og i de ti år, der var gået, følte hun sig efterhånden godt tilpas ved at efterleve hans livsstil. 9

Storm over Manhattan.indd 9

29/08/17 1:14 pm

Hendes forældre syntes at leve i et harmonisk ægteskab, så det kom noget bag på hende, at de blev skilt, da hun var rejst hjemmefra for at studere. Hendes mor sagde, at det var noget, de i al stilhed havde planlagt for flere år siden. De hadede ikke hinanden, de havde bare ikke noget tilfælles længere. Som hendes mor sagde, så var de ”løbet tør for gas”. Hendes far havde arbejdet for et investeringsfirma på Wall Street. Han var ti år ældre end hendes mor, og han døde, kort efter Ellen giftede sig med George. Ingen af hendes forældre havde nogen sinde giftet sig igen, og de bevarede et tæt venskab. De var begge tilfredse med skilsmissen og fortrød intet. De virkede endda mere lykkelige, da de var alene. Det var Ellen taknemmelig for, trods deres forskelligheder havde de holdt sammen under hendes opvækst. De var ordentlige mennesker, taktfulde, talte aldrig grimt om andre og holdt deres uoverensstemmelser for sig selv, og det var netop det, der gjorde, at deres skilsmisse kom som en overraskelse. Konsekvenserne havde været minimale for Ellen, og forældrene havde været lykkelige på hendes vegne, da hun giftede sig med George. Hendes mor havde dog udtrykkeligt spurgt Ellen inden brylluppet, om hun ikke syntes, George var en smule stiv og sat i det. Han var så udpræget engelsk, men det fandt Ellen kun charmerende, og det mindede hende på visse måder om hendes far. George var velafbalanceret, kompetent og ansvarsfuld, præcis de dyder, hun følte ville gøre ham til en god, om end ikke spændende ægtemand. George var en mand, man kunne regne med. Han var solid, hvilket Ellen fandt betryggende. Hun ville gerne have en velordnet tilværelse uden overraskelser. Den eneste skuffelse i deres ægteskab, som Ellen ikke havde forudset eller været i stand til at styre, var, at hun ikke kunne få børn. Trods parrets ihærdige anstrengelser skete der intet. George havde gennemgået diverse undersøgelser for at fastslå problemet, men det stod hurtigt klart, at det ikke lå hos ham. 10

Storm over Manhattan.indd 10

29/08/17 1:14 pm

Ellen havde også været igennem en række undersøgelser, og de havde forsøgt kunstig befrugtning ti gange i løbet af fire år, men desværre kun med nedslående resultat. Hver gang de hørte om en ny og bedre speciallæge, havde de skiftet – det havde de gjort fire gange. Hun havde været gravid seks gange, men uanset hvor forsigtig hun var i ugerne efter befrugtningen og de første tre måneder, endte det hver gang med en abort. Deres nuværende læge mente, at hendes æg var blevet gamle før tid. De havde indledt fertilitetsbehandlingen, da hun var fireogtredive. Hun havde haft travlt med at bygge sin virksomhed op inden da, og de troede, de havde masser af tid, men det havde de åbenbart ikke. Ingen af dem ønskede at adoptere. På det punkt var George stejl, men de var enige om det. Ellen ønskede ikke at få indsat andre æg end sine egne, og de ville slet ikke høre tale om rugemødre, for de følte ikke, de havde kontrol over, hvor ansvarlig rugemoderen ville være i den tid, hun bar deres barn, eller hvilke usunde vaner hun ville kaste sig over og skjule for dem. De var fast besluttet på, at enten fik de deres eget barn, eller ingen. Og efterhånden som månederne gik, så det sidste ud til at blive resultatet. Ellen kunne ikke forestille sig, hvordan deres fremtid ville blive uden børn til at omgive dem i deres alderdom, så de var fast besluttet på at forsøge igen. Så mellem fertilitetsforsøgene og de hormonindsprøjtninger, George gav hende, havde Ellen sat dem på et hårdt program med ”naturlige forsøg”. Så når Ellen regnede ud, at hun havde ægløsning, smed George alt, hvad han havde i hænderne, og styrtede hjem fra kontoret, og Ellen gjorde det samme. Hun var blevet gravid på den måde et par gange, men havde mistet barnet lige så hurtigt, som hun havde gjort, når hun blev kunstigt befrugtet. Så havde de holdt en pause på et par måneder – for et var, at det var alt for stressende, det var også blevet lidt af en besættelse for hende. Romantikken 11

Storm over Manhattan.indd 11

29/08/17 1:14 pm

sivede ud af deres ægteskab i takt med deres forsøg på at blive gravid. Ellen var dog sikker på, at deres anstrengelser til sidst ville bære frugt og være de fire års stress værd. Hun havde en aftale med en fertilitetsspecialist i New York, som hun havde hørt om. Hun ønskede en anden læges udtalelser om nogle nye metoder, de måske ville prøve. Hun var endnu ikke klar til at give op, selv om hendes hormonniveau ikke havde været godt det sidste års tid, og det underbyggede hendes læges teori om, at det ikke ville komme til at fungere. Det kunne Ellen ikke acceptere, og George havde været villig til at fortsætte deres stædige anstrengelser og forsøge en gang til, uanset hvor deprimerende resultatet måtte blive. Det var ikke sjovt, men hvis de fik et barn, så syntes Ellen, det var det hele værd, og det var George enig med hende i. Han ønskede ikke at gøre hende ulykkelig ved at give op, selv om han ikke anså deres chancer for særlig store længere, hvilket han forsøgte at acceptere og håbede, at hun til sin tid også ville gøre. Deres målrettede anstrengelser og gentagne fiaskoer tog hårdt på hende, og det var heller ikke nemt for ham, men han beklagede sig aldrig. Til trods for at Ellen havde boet over ti år i England, så hun stadig amerikansk ud – høj, slank, lyst skulderlangt hår – i det hele taget udstrålede hun noget typisk amerikansk. I hverdagene gik hun i kashmirsweatre, stramme nederdele og stiletter, men i weekenderne var hun mere afslappet klædt i jeans, når de besøgte venner på deres landsteder eller tog på jagtweekender, hvilket var en vigtig del af Georges traditioner. De havde endnu ikke købt deres eget landsted, men de havde lovet hinanden, at de ville gøre det, når de fik børn, og det var ikke sket endnu. George var fireogfyrre år gammel og lige så høj, slank og lys som hun, men han så alligevel mere europæisk ud. Han var en flot mand. Folk sagde altid, at de ville få smukke børn, men de 12

Storm over Manhattan.indd 12

29/08/17 1:14 pm

anede ikke, hvad de havde gennemgået for at få dem de sidste fire år. Det havde Ellen kun betroet sin mor og sin bedste veninde i London, Mireille, som var fransk. Hun var også gift med en englænder, og de havde fire børn. Hun led med Ellen, hver gang hendes graviditet endte i en abort. Mireille var en talentfuld kunstner, men med fire børn havde hun ikke længere tid til at male. Hendes mand var advokat ligesom George, og familien Wharton besøgte dem ofte på deres landsted i weekenderne. Georges mangeårige venner inviterede dem næsten hver weekend. Ellen kiggede nøje på tøjet på stativet, valgte det, hun ville have med, og pakkede det ned i kufferten sammen med lidt sommertøj. Det var midt i september, så der var sikkert stadig varmt i New York. Hun havde netop lukket lynlåsen på kufferten og stillet den på gulvet, da George trådte ind. ”Har du hørt om orkanen?” spurgte han bekymret, men så smilede han og kyssede hende på håret. Han var ikke lidenskabelig, men kærlig, og selv om han ikke viste det, så vidste hun, at han altid ville være der for hende. Man kunne regne med ham. ”Ja, men der er altid orkaner på Østkysten på denne tid af året,” svarede hun ubekymret og stillede sin dokumentmappe ned ved siden af kufferten. Her havde hun notater og plantegninger, farve- og stofprøver til sine kunder. ”Tager du det ikke lige lovlig overlegent med tanke på orkanen Sandy?” spurgte han alvorligt og tænkte på den orkan, der havde ramt New York fem år tidligere. ”Det var et enkeltstående tilfælde.” Hun smilede afslappet. Hun glad for at se ham. ”Året før orkanen Sandy var der en, der hed Irene,” mindede hun ham om. ”Alle meteorologerne sagde, den ville ramme New York, men den løjede af til et mindre stormvejr, da den ramte land. Man skal ikke gå i panik, hver 13

Storm over Manhattan.indd 13

29/08/17 1:14 pm

gang der bliver varslet en orkan på denne tid af året. Det skal man ikke tage så tungt,” forsikrede hun ham om. ”Når det alligevel blev så alvorligt med Sandy, var det et sammenfald af usædvanlige begivenheder. Det sker sikkert ikke igen,” sagde hun fortrøstningsfuldt. Orkaner var ikke noget, hun bekymrede sig om. Hun havde rigeligt andre og mere nærværende ting at tænke på, blandt andet hvornår de ville foretage den næste fertilitetsbehandling, og hvordan resultatet af hendes mors næste mammografi undersøgelse ville være, selv om den, hun havde fået foretaget to uger før, havde været fin. Orkaner var ikke på Ellens radarskærm. ”Det håber jeg sandelig ikke, og slet ikke mens du er der,” sagde han og så kærligt på hende, mens han lagde armene om hende og knugede hende ind til sig. ”Jeg kommer til at savne dig,” sagde han og fik så øje på hendes kuffert. ”Jeg må også hellere se at få pakket. Jeg tager til Turnbridge i weekenden. De holder et større selskab, og så er der jagt.” Det var den slags meget engelske weekender, han holdt af, en britisk tradition, der ikke havde ændret sig i århundreder, og hun var ked af at gå glip af den. De weekendselskaber, de deltog i, var en vigtig del af deres sociale liv, med gamle og nye venner og mennesker, George var vokset op sammen med og havde gået i skole med. Selv efter ti år blev Ellen betragtet som en nytilkommer i gruppen, men de var søde ved hende. ”Du kommer ikke til at savne mig,” sagde hun drillende. ”Du får det alt for sjovt.” Han smilede fåret – de vidste begge, at der var en vis sandhed i det. Han tilbragte sin tid med at tale forretning med de andre mænd, mens kvinderne talte om deres børn, der alle sammen gik på kostskole. ”Bliv nu ikke for længe væk,” sagde han, inden han gik for at pakke sin taske til weekenden. Men han vidste, hvor meget hun nød at være sammen med sin mor, og han satte også pris 14

Storm over Manhattan.indd 14

29/08/17 1:14 pm

på Grace. Hun var livlig, intelligent, fuld af kreative ideer og havde sine bestemte meninger, som morede ham. Han kunne godt lide at tale om politik og arkitektur med hende. Hun var den ideelle svigermor – hun havde travlt og var selvstændig, havde sit eget liv, som kørte for fuld kraft, og hun blandede sig aldrig. Og hun var stadig smuk selv som fireoghalvfjerdsårig. Det var han sikker på, Ellen også ville være i den alder, selv om hun ikke var så viljestærk som sin mor, og hun var heller ikke var så skarp, når hun fremsatte sine ideer. Men Ellens blidere væsen passede ham, og det gjorde hendes villighed til at tilpasse sig ham også. Hendes mor var aldrig bange for at give udtryk for sine meninger, uanset om alle var enige med hende eller ej. Hun var usædvanlig velbegavet, sjov at være sammen med og tale med. Hendes datter var mere stille og diskret og – gik han ud fra – sikkert nemmere at leve sammen med. De fulgtes nedenunder for at få lidt at spise, og Ellen tog en stor skål salat ud af køleskabet, som deres husholderske havde tilberedt. Ellen mindede George om, at der ville blive lavet mad til ham hver dag, og at han skulle sige til husholdersken, hvis han spiste ude. Han gik en del ud, når hun var væk, for han brød sig ikke om at være alene hjemme. Undertiden tog han hen i sin klub efter arbejde for at spise middag. ”Bare rolig, jeg tror nok, jeg kan klare mig i ti dage,” sagde han, da de satte sig ved det runde bord, hvor der var dækket op til dem. Det stod ved vinduet ud mod haven i det store, hyggelige køkken, som Ellen havde nyindrettet året før. Huset var alt for stort til dem. Der var fire soveværelser, og det ene brugte hun som hjemmekontor, et andet var hans kontor, og så havde de to gæsteværelser. I kælderen var der fitnessrum og en biograf. De havde bredt sig i det store hus, som de havde købt fem år tidligere, da de besluttede sig for at få børn, men det var, 15

Storm over Manhattan.indd 15

29/08/17 1:14 pm

inden de vidste, hvor svært det ville blive, og hvor flygtig deres drøm ville være. Under måltidet sludrede de om de to store sager, George arbejdede på, og om de kunder, hun skulle købe ind for i New York, og hvad hun håbede at finde til dem. Hun havde lige fået en ny kunde, der ville have hende til at indrette sit hus i Sydfrankrig, og det glædede hun sig til. Det ville give dem en undskyldning for at tilbringe flere weekender der. Da de havde spist, gik Ellen op for at lægge flere dokumenter og farveprøver i sin mappe. George tændte for fjernsynet for at se CNN, inden de gik i seng. Han ville lige tjekke orkanen igen. Den var stadig på vej over Caribien i retning mod Østkysten, og det bekymrede ham. Men der var ikke blevet udsendt varslinger for New York. ”Jeg ville ønske, der ikke fandtes de der forbandede tingester, eller at du ville besøge din mor på et andet tidspunkt af året.” Han så en smule irriteret ud, men Ellen ignorerede ham. Ingen i New York havde bekymret sig om orkaner før Sandy, det frygtelige monster, der ramte byen for fem år siden, men selv nu var der ingen, der for alvor troede, det ville ske igen. Men George kunne nu alligevel ikke lide det, og han var ikke nær så ubekymret som sin kone. Han syntes, det var tåbeligt at tage til New York i august og september. ”Den vil ikke ramme New York,” sagde hun, da de var kommet i seng, og han kyssede hende. De elskede ikke denne aften, og det havde de ikke gjort i et stykke tid. Hun havde ikke ægløsning, så de behøvede det ikke, og det var rart for en gangs skyld ikke at skulle tænke på det og rart bare at ligge ved siden af hinanden uden andet i tankerne. Det var blevet en lige så stor nydelse, som sex havde været, inden de begyndte på fertilitetsbehandlingen. George var lettet over ikke at skulle præstere, og han virkede afslappet, da han slukkede lyset, og hun puttede sig ind til ham. 16

Storm over Manhattan.indd 16

29/08/17 1:14 pm

”Du må godt savne mig en lille smule, mens jeg er væk,” hvis kede hun i mørket, og han smilede af det, hun sagde. ”Det skal jeg huske,” svarede han og trak hende tættere ind til sig. Et øjeblik efter sov de begge og vågnede først, da vækkeuret ringede klokken seks om morgenen, så hun kunne nå sit fly. Ellen tænkte på at elske med George, da hun vågnede, men han var stået op, inden hun var vågen nok til at gøre noget ved det. Han var på vej ud i sit badeværelse og sit påklædningsværelse, så hun slog dynen til side og gik ud på sit badeværelse. Solen skinnede, og hun glædede sig til den lune, måske endda varme indian summer i New York. Hun savnede stadig New York en gang imellem. Men hendes tilværelse var så anderledes nu, end dengang hun boede der. Hun tog sit rejsetøj på og havde morgenmaden klar til ham, da han kom ned. Der var kun en halv time, til hun skulle af sted, og en af hendes assistenter havde bestilt en bil med chauffør, der kunne køre hende i lufthavnen, så hun kunne nå flyet klokken ti. Hun skulle med en stor Airbus A380. Det var hun glad for, for den var rummelig og behagelig at flyve med, og så levede hun med kaosset, når passagererne kæmpede for at få fat i deres bagage efter landingen. Flyet skulle lande i New York klokken tretten lokal tid, og når hun havde været igennem tolden og turen gennem byen, regnede hun med at være hos sin mor ved tre-halvfire-tiden, inden hun kom hjem fra arbejde. Det ville give Ellen tid til at pakke ud og finde sig til rette. Så ville de have masser af tid til at sludre over middagen i morens komfortable lejlighed. Ellen ville hellere bo der end på hotel, og hun vidste, at hendes mor også var glad for det. Hendes mor havde affundet sig med, at hendes eneste barn boede så langt væk som i England, og i øvrigt havde hun travlt med sit arbejde. Hver 17

Storm over Manhattan.indd 17

29/08/17 1:14 pm

gang Ellen var sammen med sin mor, fortrød hun, at hun ikke besøgte hende oftere. Da bilen kom, tog George hendes dokumentmappe og fulgte hende ned ad trappen og ud til bilen, hvor han gav hende mappen med ordene: ”Hold dig væk fra den orkan.” Så kyssede han hende farvel, og da deres øjne mødtes, så hun tristheden i hans. ”Mor dig nu i weekenden,” sagde Ellen og kyssede ham. ”Det bliver ikke nemt uden dig,” svarede han smilende og satte sig ind i sin bil. Hendes chauffør lagde kufferten i bagagerummet og ventede, til hun satte sig ind. Hun vinkede til George, da han kørte væk, og så kørte de ud i morgentrafikken og satte kursen mod Heathrow. Hun tjekkede ind på automaten uden for terminalen og lagde boardingpasset i håndtasken, inden hun gik ind. Hun så høj, ung og køn ud i sine beige slacks, blå skjorte og en blazer, hvis hun skulle blive kold i flyet. Hun havde tænkt sig at se en film og få lavet lidt arbejde. Hun kunne godt lide at se de nyeste film, når hun rejste. Hun gik hen til businessloungen for at få en kop te og læse avisen, inden hun skulle gå om bord. Hendes mobiltelefon ringede, i næsten samme øjeblik hun satte sig og stillede tekoppen på bordet foran sig. ”Jeg savner dig allerede,” lød Georges stemme. Hun smilede. ”Det var godt.” Hun så lykkelig ud. De var kommet igennem de sidste fire vanskelige år med kun små skår i ægteskabet og det til trods for de stressende fertilitetsbehandlinger og hormonindsprøjtninger, undersøgelser og ultralydsscanninger, skuffelser og reagensglasbefrugtninger. Det havde været meget hårdere, end de havde forventet, men deres ægteskab havde holdt til det. ”Jeg elsker dig,” sagde hun, og så lagde de på. Hun lænede sig smilende tilbage i sædet og nippede til sin te. Hun ville 18

Storm over Manhattan.indd 18

29/08/17 1:14 pm

også savne ham, selv om hun kun skulle være væk lidt over en uge. Charles Williams ankom til Heathrow en halv time senere, end han havde regnet med. Da han tjekkede ind, var han bange for, at han havde mistet sin plads i flyet, men det havde han til sin store lettelse ikke. Han havde kun håndbagage med – en lille weekendtaske på hjul. Han fik sit boardingpas fra en automat og skyndte sig hen til loungen for at få lidt at spise. Han havde sovet over sig og så lidt uglet og forjaget ud, og da han satte sig ved et bord i nærheden af Ellen, var han lige ved at komme til at spilde sin kaffe. Hun lagde straks mærke til ham. Han så godt ud. Han var iført jeans, åbentstående skjorte og en tweedjakke, som hun vidste ville blive for varm til New York på denne tid af året. Han så meget engelsk ud og var nok sidst i trediverne eller måske lige i begyndelsen af fyrrerne. Der var noget nervøst og stresset over ham. Han emmede af ængstelse, mens han jonglerede med avisen og kaffen. Han lagde ikke mærke til E llen og så ud til at falde hen i tanker, da han havde læst avisen. Da de forlod loungen for at gå til gaten, hørte hun ham spørge en ground-hostess henne ved skranken, om der var kommet yderligere oplysninger om orkanen, og om den kunne skabe problemer for flyveturen. Ellen blev straks klar over, at han var nervøs for at flyve, og det samme må kvinden bag skranken have tænkt. Hun smilede beroligende til ham, mens han med et bekymret udtryk strøg en løsreven lok mørkt hår væk fra øjnene. ”Nej, overhovedet ikke, sir. Flyet ville ikke lette, hvis orkanen kunne forårsage problemer. Vi ville få flyveforbud. Så alt ser fint ud. Nyd turen.” Han nikkede, men så ikke særlig overbevist ud, da han trak af sted med sin slidte weekendtaske efter sig. Ellen bemærkede, at han havde mørkebrune ruskindssko på, hvilket 19

Storm over Manhattan.indd 19

29/08/17 1:14 pm

fik ham til at se endnu mere engelsk ud. Hun fulgte efter ham op i flyet og blev overrasket over, at hun skulle sidde ved siden af ham. Hun havde vinduespladsen, og han sad ud mod midtergangen. Han nikkede, da hun trådte forbi ham ind til sin plads, men han sagde ingenting, sad bare og tog taknemmeligt imod det glas champagne, stewardessen rakte ham. Ellen bad om at få en lille flaske vand. Hun brød sig ikke om at drikke alkohol på flyveture så tidligt på dagen, og hun havde heller ikke behov for det. Det havde han tilsyneladende, og hans nervøsitet blev værre og værre, da de blev bedt om at slukke deres mobiltelefoner, dørene blev lukket, og de taxiede ud ad startbanen. Mange fly var forsinkede, men de lettede overraskende nok til tiden. Så kastede han et blik på Ellen og nikkede. ”Jeg kan ikke lide at flyve, især ikke i de her kæmpestore fly, men alle andre flyafgange var bookede,” forklarede han. Hun smilede venligt til ham, inden hun svarede. Hun havde ondt af ham. ”Jeg synes, det er mere behageligt at flyve med de store maskiner. Man siger, at man ikke kan mærke turbulens i dem,” sagde hun for at lægge en dæmper på hans nervøsitet. Men han så ikke overbevist ud. Han stirrede forbi hende ud ad vinduet, da de lettede, alt imens han tappert forsøgte at skjule sin panik. Da de var i luften, tog han imod endnu et glas champagne, da stewardessen igen kom forbi. Så åbnede han sin computer og koncentrerede sig om den. Ellen trak tv-skærmen op foran sig og tjekkede, hvilke film de viste. Så tog hun hovedtelefoner på og valgte en, hun ikke havde set; I de næste par timer var hun dybt optaget af filmen, og da den var slut, bestilte hun frokost. Hun lagde mærke til, at hendes nabo var blevet lidt mere rolig, og de sludrede sammen, mens de spiste. ”Bor du i New York?” spurgte han. Hun rystede smilende på hovedet.

Storm over Manhattan.indd 20

29/08/17 1:14 pm

”Nej, jeg bor i London.” Han så overrasket ud, for han syntes, hun virkede så amerikansk både i udseendet og accenten. ”Jeg skal derover i forretningsøjemed,” sagde han, ”og jeg har to døtre, der bor der.” Hun nikkede og tænkte, at han måtte være fraskilt, men hun sagde ikke noget. De talte sammen endnu et par minutter, og da stewardesserne havde fjernet madbakkerne, besluttede Ellen sig for at tage en lur. Hun sov i to timer, indtil hun blev vækket af en besked i højttaleren. I det samme mærkede hun, at de fløj gennem et område med turbulens. Hendes sidemand var lysvågen og så bange ud. ”Vi flyver igennem et uroligt område,” forklarede kaptajnen over højttaleren. ”Det beklager jeg. Vindene fra Østkysten skaber lidt turbulens, men vi burde være ude af det om en halv times tid.” Ellen bemærkede, at hendes sidemand nu så meget nervøs ud. Hun besluttede sig til at sove lidt mere. Hun blev dysset i søvn af flyets rokkende bevægelser, men vågnede med et sæt en halv time senere, da det blev endnu værre. Nu så hendes sidemand næsten vild ud i øjnene, og hun så medfølende på ham. ”Er du okay?” spurgte hun ham, da hun satte sig op i sædet. Hun havde sovet længe nok, og der var kun en times flyvning, til de landede i New York. Hun gættede på, de måtte være over Boston nu. Han tøvede et øjeblik, inden han svarede. Så nikkede han. ”Ja, jeg kan ikke lide at flyve, især ikke når der er turbulens. Det må skyldes orkanen. Jeg forstår ikke, at de sagde, at den ikke ville påvirke os.” ”Turbulens er normalt ikke farligt, det er bare ubehageligt.” Flyet rystede og hoppede. Det stormede og regnede udenfor. Et øjeblik efter kom kaptajnen med en ny melding i højttaleren.

Storm over Manhattan.indd 21

29/08/17 1:14 pm

”Det ser ud til, at det stormer kraftigt i New York. De melder om kraftige vindstød i lufthavnen. Vi har lige fået tilladelse til at lande i Boston.” ”Shit,” udbrød Ellens sidemand, mens sveden perlede frem på hans pande. Det passede heller ikke Ellen særlig godt. Hun havde ikke meget lyst til at overnatte i Boston i stedet for at lande i New York. Kaptajnen fortsatte med at sige, at alt var fint, der var ingen fare på færde, han ville bare ikke give dem en hård indflyvning til John F. Kennedy-lufthavnen. ”Hver gang jeg går om bord i et fly, tror jeg, jeg skal dø,” sagde Ellens sidemand. ”Og det er blevet værre, efter at jeg blev skilt sidste år,” indrømmede han. ”Har du lyst til at se nogle billeder af mine døtre?” Ellen nikkede og håbede, det ville aflede ham. Det var lidt foruroligende at sidde ved siden af en, der var så bange. Så tørrede han panden med sin serviet, og tog sin mobiltelefon frem. Han viste hende masser af fotografier af to yndige små piger, hvoraf den ene havde samme mørke hår og brune øjne som han, den anden var lys med store blå øjne og måtte altså ligne hans ekskone. ”Jeg hedder for resten Charles Williams. Du må undskylde, men jeg er altså et totalt nervøst vrag i et fly. Jeg er faktisk helt normal, når jeg har fast grund under fødderne,” sagde han med et tørt smil, og hun lo. ”Jeg hedder Ellen Wharton,” sagde hun, og så gav de hinanden hånden. I det samme sænkede flyet farten og bumpede nedad mod Boston, men fem minutter efter skiftede flyet retning, og kaptajnen meddelte sig igen over højttaleren. ”Beklager, men vi skifter planer igen. De sender os alligevel til JFK-lufthavnen, så I vil ankomme til jeres planlagte destination i eftermiddag. Det bliver en urolig tur, men alt er fint.” ”Det må være orkanen,” sagde Charles Williams til Ellen. ”Jeg håber ikke, den er lige så voldsom som den for fem år siden.” Han så panisk ud.

Storm over Manhattan.indd 22

29/08/17 1:14 pm

”Det er faktisk ret normalt på denne tid af året, og bortset fra Sandy er det sædvanligvis ikke noget at tale om. Det er sikkert bare en forsinket sommerstorm.” ”Måske, men jeg kan ikke lide det,” sagde han med fast stemme. ”Vi lander om fyrre minutter,” sagde Ellen trøstende, og Charles Williams fortsatte ihærdigt med at holde gang i samtalen for at holde tankerne fra angsten for at forulykke under landingen, om ikke før. ”Min kone forlod mig for en anden,” sagde han lige pludselig et øjeblik efter. ”Hun forsøgte at blive skuespiller og lavede også lidt modelarbejde. Han er fotograf. Nu bor de i New York sammen med mine døtre. Jeg går ud fra, de en dag vil gifte sig.” Det var han tydeligvis også bekymret for. ”Det må være hårdt for dig at bo så langt væk fra dine børn.” Han nikkede, og så spurgte han Ellen: ”Har du børn?” ”Nej, det har jeg ikke,” svarede hun stille og forsøgte at fortrænge den følelse af fiasko, der altid skyllede ind over hende, når folk spurgte hende om det. Så lagde hun mærke til, at turbulensen blev markant værre, og det gjorde han også. ”Hvad laver du?” Han var desperat for at tale om noget – lige meget hvad. ”Jeg er indretningsarkitekt. Min mand er advokat.” ”Jeg er investeringsrådgiver,” sagde han, og i det samme hørte de landingshjulene blive sænket, og et øjeblik efter bad kabinepersonalet dem om at spænde sikkerhedsbælterne under den efterhånden voldsomme turbulens. ”Jeg har forretninger i New York, men jeg håber at se mine børn i weekenden, hvis de ikke har for travlt.” Han så trist ud, men det afholdt ham i det mindste fra frygten, for at de skulle falde ned. ”Er du bange?” hviskede han til hende.

Storm over Manhattan.indd 23

29/08/17 1:14 pm

”Nej, det er jeg ikke. Jeg bryder mig da heller ikke om at blive bumpet rundt på den her måde, men vi lander om et øjeblik.” ”Ja, hvis vi ikke styrter ned inden,” sagde han ulykkeligt. ”Vi burde ikke være fløjet, så længe orkanen hærger. Men jeg vil i det mindste være her med mine børn. Har du også forretninger her i New York?” Hun nikkede. ”Ja, og så skal jeg besøge min mor. Hun bor i New York.” ”Tak, fordi du snakker med mig,” sagde han taknemmeligt, men så bedrøvet ud. ”Hvis du ikke gjorde det, så ville jeg med garanti løbe skrigende op og ned ad midtergangen.” Han havde noget afvæbnende over sig og skjulte ikke sin flyskræk, hvilket fik ham til at virke helt menneskelig. Hun lo ad det, han sagde, og de oplevede adskillige hårde bump på vejen ned, da flyet gik ned i skarpe ryk. Uden at lægge mærke til det knugede Charles Ellens arm, og hun håbede, de ville lande, inden han brækkede den, eller han besvimede, men hun sagde ikke noget til ham. Med ét, mens de fløj ind over vandet, ramte hjulene landingsbanen hårdt, og de fortsatte i høj fart, mens piloten kæmpede for at holde flyet i ro under den kraftige storm. Det havde været en enestående flot landing, men det troede Ellen ikke, Charles ville synes, og da hun kiggede ud ad vinduet, fik hun øje på en række redningskøretøjer, der holdt langs landingsbanen med de blå blink tændt. Det var et foruroligende syn, og det var første gang, hun oplevede det, men piloterne kæmpede for at tage farten af det kæmpestore fly, og de standsede et øjeblik, inden de kørte hen til gaten. Charles var gråden nær og sendte hende et panisk blik. ”Jeg beklager den hårde landing,” sagde kaptajnen undskyldende. ”Vi var oppe imod en kraftig vind i aften. Det ser ud til, at orkanen Ophelia snart vil ramme New York. Velkommen til John F. Kennedy-lufthavnen og tak, fordi De fløj med os.” 24

Storm over Manhattan.indd 24

29/08/17 1:14 pm

”Holder de der for vores skyld?” hviskede Charles chokeret til Ellen, da han fik øje på de blå blink på redningskøretøjerne ved siden af flyet. Pludselig gik det op for ham, at han knugede hendes arm, og at hun havde ladet ham gøre det. ”Åh gud, det må du undskylde. Jeg anede ikke, jeg gjorde det,” sagde han og gav slip. ”Det er helt i orden.” Hun smilede til ham. ”Jeg synes, du skal tage et flyskrækkursus. Jeg har hørt, at det hjælper.” ”Jeg tror ikke, der er noget, der hjælper, efter at min kone stak af med en idiot ved navn Nigel. Jeg har ikke været mig selv siden.” Han så trist ud, men mindre plaget end for et øjeblik siden. Han var ved at vende tilbage til sin normaltilstand og var en smule forlegen over alt den hektiske snak, han havde plaget hende med, og så havde han knuget hendes arm. ”Tror du, de troede, vi ville styrte ned?” spurgte Charles i et konspiratorisk tonefald. ”Nej, det tror jeg ikke. De tager bare ingen chancer, og vejret er slemt.” Hun så mænd i kraftige, gule oilskinsfrakker guide flyet på plads i stormen. ”Det ser ud til, at det bliver et rædsomt vejr hen over weekenden, indtil stormen er passeret.” Hun lød skuffet. Hun og hendes mor holdt meget af at gå rundt i byen. ”Det er ikke en storm, det er en cyklon.” Han betragtede også mændene i oilskinsfrakkerne, og så rullede flyet endelig ind til terminalen og parkerede ved gaten. ”Nå, men uanset hvad det er, så skal du have tak, fordi du fik mig igennem det,” sagde han ydmygt. ”Jeg er sikker på, vi har været igennem den værste del af den,” sagde hun tillidsfuldt. Og da flyet holdt stille, rejste de sig og samlede deres ting. ”Nyd dit ophold i New York,” sagde han og lød stadig lidt forlegen. Så skyndte han sig ud af flyet med sin weekendtaske efter sig. Ellen fulgte langsomt efter de mange passagerer. Hun tænkte på ham og alt det, han havde fortalt om sin 25

Storm over Manhattan.indd 25

29/08/17 1:14 pm

skilsmisse, mens hun gik gennem terminalen og ud til bagagebåndet. Han virkede begavet og sød, og så så han godt ud, men han var tydeligvis et ængsteligt væsen. Det lød, som om han havde været igennem en hel del i løbet af det sidste år – konen var stukket af med Nigel, havde taget deres døtre med sig og var flyttet til New York. Ellen havde ondt af ham. Mens hun ventede på sin bagage ved båndet, fik hun øje på sin kuffert, snuppede den fra båndet og lagde den på bagagevognen og kørte gennem tolden. Hun havde ikke noget at fortolde, så hun fortsatte hurtigt ud af terminalen. Da hun kom udenfor, så hun, at der stod en lang kø ved taxaholdepladsen, men taxaer var der ingen af. Forrest i køen stod Charles Williams. Han vinkede hende hen til sig. Hun tøvede et øjeblik, men gik så derhen. ”Skal vi dele en taxa ind til byen? Jeg tror ikke, der er vogne nok til alle. Hvor skal du hen?” spurgte han. ”Jeg skal bo hos min mor i Tribeca,” svarede hun, og pludselig føltes det, som om den sidste times skrækkelige flyvetur og den voldsomme landing havde gjort dem til gamle venner. ”Det lyder perfekt. Jeg skal bo på Soho Grand. Jeg kan sætte dig af. Jeg må jo gøre gengæld, for jeg havde jo næsten revet din arm af.” Han smilede igen, og så kørte der en taxa op ved siden af dem, og da de var de første i køen, steg de ind. Hun gav adressen til chaufføren, og så bad Charles ham bagefter køre videre til sit hotel. Hendes kuffert lå trygt i bagagerummet, og de sludrede hyggeligt, mens de kørte ind til byen. ”Jeg er ked af, at jeg fortalte dig om min skilsmisse. Det er en sort plet i mit liv. Og det har været en svær omstilling, især at mine døtre bor så langt væk. Jeg prøver at besøge dem så tit som muligt, og de tilbringer deres skoleferier hos mig i London.” Han henvendte sig igen til chaufføren. ”Er der noget nyt om orkanen? Det ser ud til, at den allerede er kommet hertil.” 26

Storm over Manhattan.indd 26

29/08/17 1:14 pm

”Det her er ingenting,” svarede chaufføren. Han talte med en kraftig udenlandsk accent. ”Så skulle I have set Sandy for fem år siden. Vores firma mistede de fleste af dets vogne. Bygningen lå under tre meter vand. Men jeg tror, styrken vil gå ud af den her orkan, når den rammer land, ligesom det skete med Irene året før Sandy. Det var en storm i et glas vand. Alle blev evakueret, og så skete der ingenting. Men Sandy, den var værre end Katrina i New Orleans. Jeg bor i Far Rockaway, og min bror mistede sit hus.” Selv her fem år senere talte folk med ærefrygt i stemmen om, hvor altødelæggende orkanen havde været. ”Man kalder den Den perfekte Storm, I ved, ligesom en film.” ”Den var forfærdelig,” bekræftede Ellen. ”Den bygning, min mor bor i, blev hårdt ramt. Jeg ville have, hun skulle flytte op nordpå bagefter, men det ville hun ikke. Hun elsker at bo downtown.” ”Jeg synes, det lyder farligt,” sagde Charles og så hvordan stormen fik træernes grene til at piske rundt, mens de kørte ind mod byen. Regnen var hørt op, og de kørte nu ind på Manhattan, hvor stormen ikke var helt så kraftig. Charles var lykkelig for at have fast grund under fødderne igen. De sludrede om løst og fast under resten af turen. Da de kom til Ellens mors bygning, forsøgte hun at betale for halvdelen af turen, men det ville Charles ikke høre tale om. ”Nej, hør nu her, du får brug for pengene, når du skal til fy sioterapeut med din arm,” sagde han, og hun lo. ”Min arm har det fint. Det var sødt af dig at tage mig med i taxaen. Jeg håber, du får nogle dejlige dage med dine døtre,” sagde hun varmt. ”Tak, og du med din mor,” sagde han med et smil. Nu virkede han helt normal og ikke som det nervevrag, han havde været på flyet. ”Og jeg håber, du får ret i, at orkanen ikke kommer, mens vi er her.” Chaufføren steg ud af bilen, tog Ellens kuffert op af 27

Storm over Manhattan.indd 27

29/08/17 1:14 pm

bagagerummet og rakte den til dørmanden, som smilede, da han genkendte Ellen, og skyndte sig ind med kufferten. ”Endnu en gang tak,” sagde Ellen til Charles, mens hun smilede og vinkede til ham fra fortovet. Chaufføren startede bilen og kørte af sted, mens Charles vinkede til hende. Han var taknemmelig for, at han var kommet til at sidde ved siden af hende i flyet, for han var sikker på, at uden hende var han gået fra forstanden. Men nu tænkte han kun på, at han skulle se Lydia og C hloe. Han tændte for sin mobiltelefon, så snart han kom i tanke om det, og ringede til børnenes mor, men fik kun fat i telefonsvareren. Han lagde en besked om, at han var kommet til New York og var på vej til Soho Grand, og at han håbede, hun ville ringe til ham, så han kunne være sammen med pigerne i weekenden. Og mens han kørte til sit hotel, stak Ellen nøglen i døren og lukkede sig ind i sin mors lejlighed. Grace ringede et øjeblik efter og lovede at komme hjem snart. Ellen gav sig til at pakke ud, og en time senere kom hendes mor hjem. Gensynsglæden var stor, og hun gav sin datter et varmt knus. Grace var ikke så høj som Ellen, men hun var en bemærkelsesværdig kvinde med sit røde hår, grønne øjne og kønne træk, som datteren havde arvet. Hun så distingveret og aristokratisk ud, men på ingen måde snobbet. Hun var iført sorte slacks og sort sweater, og hendes lange hår hang i en fletning ned ad ryggen. Sådan satte hun altid sit hår, når hun arbejdede. En lille malteser var smuttet ind sammen med hende og stod nu og gøede hektisk mellem benene på mor og datter, der omfavnede hinanden. Grace var lykkelig for at se Ellen. ”Tag det nu roligt, Blanche, det er jo bare Ellen.” Den lille hvide uldklump dansede rundt i cirkler for at vise sig for den velkendte gæst. Hunden var morens store kærlighed og trofaste ledsager. Blanche var endda med på kontoret, og Grace sagde 28

Storm over Manhattan.indd 28

29/08/17 1:14 pm

med stolthed i stemmen, at hun nu var blevet en ældre dame med en lille hvid hund. Grace Madison var frem for alt sig selv, og hun undskyldte ikke for det. Ellen kiggede sig omkring i den velkendte lejlighed, inden de satte sig ind i stuen i den kæmpestore, hvide uldbetrukne sofa, som hun havde foræret sin mor. Der lå to store hvide håndvævede tæpper på gulvet, møblerne var hypermoderne dog blandet med et par antikviteter fra midten af 1900-tallet, og på væggene hang der farverigt nutidskunst. Grace havde selv indrettet lejligheden, som var i to etager, og det føltes mere som et hus end en lejlighed. Og trods alt det moderne virkede den hyggelig og indbydende. Så tændte hun op i glaskaminen. Sofabordet var en glasblok, som hun havde fået lavet i Paris. Der var smukt, ligesom der var i resten af lejligheden, som lå med en pragtfuld udsigt over Hudsonfloden og byens lys på den anden side. Bygningen havde lidt skade under orkanen Sandy, men Grace nægtede at flytte, selv om der var risiko for, at det kunne ske igen. Det her var hendes hjem. Og hun havde fået alle skaderne efter Sandy udbedret. Blanche hoppede op på sofaen ved siden af Grace. De to kvinder sad og holdt hinanden i hånden, og Grace spurgte Ellen, hvordan flyveturen var gået. ”Flyet bumpede noget, men ellers gik det fint. Jeg går ud fra, at orkanen er på vej,” sagde Ellen, men hendes mor så ubekymret ud. ”Den løjer af, inden den kommer her. Det gør de altid.” De sad og sludrede i et par timer, og så sagde Grace: ”Er du sulten? Vil du have noget at spise?” De fulgtes ad ud i køkkenet, hvor der var lige så smukt som i resten af lejligheden, og fandt lidt forskelligt i køleskabet til en lille snack, men Ellen var ikke særlig sulten. Det var midt på dagen for hende, og hun havde spist rigeligt på flyet. Men hun holdt Grace med selskab, mens 29

Storm over Manhattan.indd 29

29/08/17 1:14 pm

hun spiste en salat. Ellen glemte alt om Charles Williams, og hvor skrækslagen han havde været på turen, men samtalerne med ham havde fået tiden til at gå hurtigere. Nu var hun hjemme hos sin mor og nød til fulde hendes selskab. De sludrede om alt, hvad der var sket siden sidst, indtil Grace fulgte sin datter op i gæsteværelset. Grace glædede sig utroligt meget til at skulle tilbringe de næste ti dage sammen med hende, hvor de skulle hygge sig over afslappede, nemme middage. Hun kyssede Ellen godnat, og så snart Ellen havde børstet tænder og taget natkjole på, kravlede hun i seng. Så sendte hun en sms til George, hvor hun fortalte ham, at hun var landet i god behold. Ellens hoved nåede knap at ramme hovedpuden, før hun sov. På hotel Soho Grand sendte Charles en sidste sms til sin ekskone, Gina, inden han gik i seng og håbede, at hun ville svare næste dag. Besøget var ikke planlagt, men var blevet besluttet i sidste øjeblik. Han var godt klar over, at hun ikke behøvede at svare ham, hvis hun ikke havde lyst, men han ville bare være lidt sammen med sine døtre. Han følte som altid, at han havde fået et nyt liv, når flyet ikke faldt ned, og nu ønskede han mere end nogen sinde at se pigerne. Det var som at genopstå efter at have været så sikker på at skulle dø. Hans og de andre passagerers liv var blevet sparet. Nu skulle han bare have fat i Gina og så se sine døtre. Han savnede dem forfærdeligt, siden de var flyttet til New York. Charles følte, at Nigel ikke bare havde stjålet hans kone fra ham, men også hans børn og liv. Til trods for tidsforskellen og udmattelsen tog det flere timer, inden han faldt i søvn, fordi han var nervøs for, at Gina måske ikke ville ringe til ham.

Storm over Manhattan.indd 30

29/08/17 1:14 pm

STORM OVER MANHATTAN

Storm over Manhattan er en smuk og rørende skæbnefortælling om tab, håb og nye begyndelser.

NÅR KATASTROFEN RAMMER, KAN LIVET ÆNDRE SIG PÅ ET ØJEBLIK

STORM OVER MANHATTAN

ISBN 978-87-11-69872-3

lindhardtogringhof.dk

9 788711

698723

ROMAN

LINDHARDT OG RINGHOF