Spiloppo 3 - Blødt brød og bankrøvere

22 mm

KRISTIAN MØRK & OLIVER ZAHLE

”Jeg er en af de seje drenge i klassen nu. Jeg har en kæreste og alt muligt. Eller i hvert fald næsten.

Og jeg skal bare slet ikke klovne rundt i et eller andet åndssvagt nissekostume midt i byen.” ”Jamen Arthur, det er da også cool at være klovn,” prøvede far. ”Hvad kan være mere sejt end at gøre andre mennesker glade?” ”Du fatter bare slet ingenting, gør du vel?” råbte Arthur og fortsatte, selvom han kunne se, at far blev ked af det. ”Jeg er ikke nogen klovn mere.

Nu jeg er ligesom alle de andre. Heldigvis!”

K RI ST I A N M Ø RK & OLI V ER Z A HLE

Tredje bind i den hæsblæsende børnekrimiserie om Arthur og hans multiallergiske søster Fie, der undersøger årsagen til hærværk på torvets butikker og kommer lidt for tæt på en gammel fjende … ’På den måde opleves Arthur/Spiloppo som både langt ude og meget ægte på samme tid.’

Weekendavisen

BLØDT BRØD OG BANKRØVERE

Er det endelig lykkedes Arthur at blive kæreste med Josephine? Vil han virkelig stoppe som superklovn?

Også når den kostbare Europæiske Julestjerne er i byen, der foregår mystiske ting på torvet, og hans egen lillesøster forsvinder?

BLØDT BRØD OG BANKRØVERE SUPER BØRNEKRIMI

carlsen

carlsen.dk

Spiloppo 3 omslag_tryk.indd 1

20/07/2018 17.42

Til Ellen, Rebekka og Viktoria

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 4

13/07/2018 17.40

Kristian Mørk & Oliver Zahle

CARLSEN

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 5

13/07/2018 17.40

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 6

13/07/2018 17.40

KAPITEL 1

“Hold kæft, hvor er den klovn latterlig,” vrængede Ar­thur.

“Han ser jo ud som en hjemløs i en rød sparkedragt.”

Hvor var det godt, at ingen vidste, at manden på scenen i virkeligheden var Ar­thurs far, og at han selv også plejede at være en del af forestillingen. Men selvom far havde brugt hele ugen på at overtale ham, havde Ar­thur stædigt nægtet at optræde i skolens juleshow. Han var færdig med at være klovn. Helt færdig.

“Ha! En hjemløs i rød sparkedragt. Sjovt, Ar­thur,” grinede Sebastian ved hans side. “Det er præcis det, han ligner. Sådan en nar.”

Sammen med Julius stod de lænet op ad ribberne bagerst i gymnastiksalen. Foran dem sad resten af skolen på bænke og kiggede op på scenen, hvor far optrådte som klovnen BumBum. I anledning af julen havde far skiftet sit sædvanlige klovnekostume ud med en stram, mørkerød heldragt pyntet med blå plyskanter ved ærmerne og halsen. Et lilla fuldskæg og en neon-gul nissehue fuldendte billedet af den mest syrede julemand, Ar­thur nogensinde havde set.

7

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 7

13/07/2018 17.40

“Tadaaa!” råbte far og holdt en lyserød ballon-enhjørning frem til en pige med rottehaler, der hvinede af fryd, inden hun skyndte sig tilbage til sin plads mellem klassekammeraterne.

“En enhjørning? Nej, hvor sødt. Hvad bliver det næste?

En nuttet, lille hundelort?” Ar­thur gjorde igen sin stemme hård.

“Hø hø,” gnæggede Sebastians torskedumme, men desværre også bomstærke, bodyguard Julius. “Eller en brækklat, måske.”

“Totalt latterligt,” konkluderede Sebastian. “Kom, vi skrider.”

De to rødder begyndte at slentre mod udgangen uden

8

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 8

13/07/2018 17.40

at gøre det mindste for at være stille. Da de var nået et par meter, stoppede Sebastian op og vendte sig om.

“Kommer du, eller hvad?”

Der gik et par sekunder, inden det gik op for Ar­thur, at det var ham, Sebastian havde talt til.

“Klart,” sagde han og fulgte efter, mens han trak på skuldrene for at virke mindst lige så ligeglad som de to andre.

Inderst inde var Ar­thur dog alt andet end ligeglad.

Tænk, at Sebastian havde spurgt, om han ikke ville med.

Det var næsten ikke til at tro. Ar­thur gjorde sit bedste for ikke at smile. Den slags gik ikke, når man var en af de seje drenge.

Ude i skolegården havde pedellens fejemaskine efterladt store bunker af sne langs murene ved siden af cykelskuret.

Nogle børn fra første klasse havde lavet en glidebane, som de prøvede nogle gange. Men det blev hurtigt kedeligt, syntes Sebastian og Julius, så de begyndte i stedet at kaste snebolde mod gymnastiksalen.

“Sikke et nederen show,” sagde Sebastian og pressede sneen sammen til en stenhård kugle.

“Totalt,” nikkede Ar­thur. “Der er ingen, der gider se på julemænd mere. Og da slet ikke klovne. Klovne er for tabere og pattebørn.”

9

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 9

13/07/2018 17.40

I det samme ringede klokken til frikvarter, og skolens børn begyndte at strømme ud i skolegården.

“Kom, jeg har en ide,” sagde Sebastian og trak Julius og Ar­thur med sig over mod cykelskuret.

“Hvad skal vi?” spurgte Ar­thur.

“Det får du at se.”

Da de nåede hen til skuret, lagde Sebastian sig på knæ bag en stor snedrive og begyndte at forme snebolde, som han lagde i en bunke foran sig.

“Hvad skal vi med dem?” spurgte Ar­thur, der ikke kunne se noget oplagt mål at kaste efter.

“Kom nu bare i gang, drenge. Vi skal bruge en hel masse,” grinede Sebastian tilbage.

Julius begyndte straks at hjælpe til, og kort efter fulgte Ar­thur trop. Da det ringede ind nogle minutter senere, havde bunken med kasteskyts vokset sig imponerende stor.

Ar­thur stablede sig langsomt på benene og begyndte at gå over mod fysiklokalerne. Det varede lidt, inden han opdagede, at de to andre ikke var fulgt med.

“Skal vi ikke til time?” spurgte Ar­thur og gik tilbage til drengene bag snedriven.

“Nu skal du ikke være sådan en kylling,” svarede Sebastian. “Det bliver skidesjovt. Bare vent og se.”

I det samme gik døren til gymnastiksalen op, og far

10

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 10

13/07/2018 17.40

kom til syne. Han havde stadig det underlige jule-kostume på og slæbte på sin enorme kuffert med alle rekvisitterne.

“Nu!” skrålede Sebastian og rejste sig med en snebold i hver hånd.

Julius og Sebastian begyndte at tyre hårde kugler af sted. De første par stykker fløj tæt forbi, men så blev far ramt i brystet og bagefter lige midt i ansigtet. Ar­thur så, hvordan far tog sig til hovedet, mens han vaklede et par skridt tilbage ud på glidebanen. Sekundet efter forsvandt fødderne under ham, og han landede tungt på isen.

“Av!” skreg far og skar ansigt, mens han tog sig til skulderen.

De to bøller fortsatte med at sende den ene byge snebolde efter den anden mod far, der forsøgte at komme op at stå på den spejlglatte is.

“Hvad laver du? Skyd nu den åndssvage klovn!” råbte Sebastian til Ar­thur, der endnu ikke havde kastet en eneste snebold.

Ar­thur stod lidt og kiggede rådvild på far, der stadig kæmpede for at komme på benene. Så tog han en dyb vejrtrækning og bed tænderne sammen, mens han udvalgte sig en snebold fra bunken. Et par sekunder pressede han kuglen ekstra hård, så lod han, som om han tog grundigt sigte, inden han kastede, lige så hårdt han kunne, langt over far.

11

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 11

13/07/2018 17.40

Snebolden sejlede gennem luften og ramte vinduet til lærerværelset på første sal, så den splintrede med glasskårene flyvende til alle sider. Et øjeblik stod de tre drenge og kiggede på den smadrede rude.

“Sejt!” grinede Sebastian og slog Ar­thur på skulderen.

Så løb de.

“Nu hvor vi alle sammen er her, kan vi måske komme i gang,” sagde Bjarne oppe fra katederet i fysiklokalet og kiggede strengt ned på Ar­thur, Sebastian og Julius, der netop havde sat sig.

“Jeres sædvanlige fysik- og kemilærer, hr. Severin, ligger desværre i sengen med en slem omgang vintersnue,” fortsatte den tykke klasselærer, der var iklædt en grøn sweater med et billede af noget, Ar­thur gættede på skulle ligne rensdyret Rudolf. “Men i stedet for at være en kedelig vikar, der bare sætter en film på, har jeg besluttet at tage hr.

Severins timer med jer i stedet.”

Flere af børnene sukkede højlydt.

“Som I ved, har vores lille by opnået den store ære at blive udnævnt til Årets Europæiske Juleby. Så jeg regner med at se jer alle sammen til den store julefest på torvet den 23. december,” blev Bjarne ved. “I tilfælde af at al den dejlige sne udenfor skulle smelte inden da, har jeg besluttet, at vi i dag skal lære at lave kunstig sne.”

12

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 12

13/07/2018 17.40

Bjarne forklarede om de forskellige måder, man kunne lave sin egen sne på. Det var vistnok noget med barberskum og bagepulver, men Ar­thur holdt hurtigt op med at høre efter og kiggede i stedet ud gennem vinduet til skolegården, hvor store snefnug dalede langsomt mod asfalten.

Hvad mon far lavede nu? Kørte han hjem med en hånd, fordi han havde ondt i skulderen? Hvordan skiftede han så gear? Bare han ikke havde slået sig slemt.

Måske skulle Ar­thur havde stoppet Sebastian. Men hvordan? Det hele var gået så stærkt. Og i øvrigt var det aldrig sket, hvis bare far havde holdt alle sine tåbelige klovnerier derhjemme. Eller i det mindste væk fra skolen.

Hvor var det godt, at han ikke havde ladet sig overtale af far til at optræde sammen med ham. Det var slemt nok at stå på scenen foran mennesker, man ikke kendte, men foran hele skolen!? Faktisk kunne han ikke forestille sig noget værre. Tænk, hvis han blev genkendt på trods af klovne-­makeuppen? Ar­thur rystede en kuldegysning af sig.

I det hele taget skulle det være slut med at være kikset.

Slut med at optræde som fars hjælper og slut med at lege detektiv sammen med Fie. Og frem for alt skulle det være slut med at drøne rundt forklædt som superklovn.

Hvad var overhovedet meningen med at være en helt, hvis ikke folk viste, at det var ham, Ar­thur, der var inde

13

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 13

13/07/2018 17.40

bag masken? Hvis han ikke fik anerkendelse for alt sit hårde og ikke mindst farlige arbejde, kunne det hele jo være lige meget.

“Vi to er sammen!”

Ar­thur blev revet ud af sine tanker, da nogen prikkede ham på skulderen. Han snurrede rundt og stirrede lige ind i verdens smukkeste blå øjne. “Øh, er vi det?”

“Ja, til forsøgene. Det har Bjarne lige sagt,” svarede Josephine med favnen fuld af dåser med barberskum og bagepulver. “Tager du en skål?”

Ar­thur nikkede og åbnede skabet. Da han vendte sig om, var Josephine færdig med at læse sedlen, der beskrev forsøget. Han stillede skålen på bordet og greb ud efter bage­pulveret, netop som Josephine gjorde det samme. Ar­ thurs hånd endte oven på Josephines, der føltes kølig og blød på samme tid. Underligt nok trak hun ikke hånden til sig med det samme, men kiggede bare lidt overrasket på ham. Ar­thur greb chancen.

“Du, jeg tænkte på …” begyndte han.

“Se! Ar­thur er vild med Josephine,” skrålede Bo pludselig, der for nylig have knækket hjørnet af en af sine enorme fortænder på noget hårdt i en træstamme fra byens bager. “Årh, hold din kæft, din handikappede bæver!” snerrede Ar­thur tilbage.

14

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 14

13/07/2018 17.40

Bo skyndte sig at lukke munden for at skjule sine store tænder. Men det var for sent.

“Ha ha. En handikappet bæver! Fedt sagt, Ar­thur,” sagde Sebastian fra sin plads ved siden af. “Hvad så, Bæver-­ Bo? Kan du styre dit handikap?”

“Hø hø. Bæver-Bo,” gentog Julius lige bag ham.

Alle grinede, og for en gangs skyld var det ikke ad ­A r­thur. Det føltes rigtig godt. Lige indtil Bo begyndte at græde.

Da det ringede ud efter fysik/kemi-timen, gav Ar­thur sig god tid til at pakke sine ting sammen, inden han begyndte at sjoske hjemad gennem snevejret.

Ude foran skolen fik han øje på Josephine nede ad vejen.

“Sig mig, plejer du ikke at blive kørt hjem fra skole?” spurgte Ar­thur, da han indhentede hende.

“Ikke i dag. Min mor har sat alle i gang med at forberede festen.”

“Holder I fest?”

“Min far kommer hjem i morgen, så det skal fejres. Jeg glæder mig helt vildt.”

Ar­thur tænkte tilbage på dengang, hvor Josephines far, Alexander von Heim­d al, havde stjålet sin egen kones smykker, så han kunne få en masse penge fra

15

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 15

13/07/2018 17.40

forsikringsselskabet. Von Heim­dal havde skudt skylden på Ar­thurs far, men heldigvis havde han og Fie i al hemmelighed opklaret sagens rette sammenhæng, og von Heim­dal var røget i fængsel. Nu skulle han åbenbart løslades igen.

“Nå, men skal vi så følges?” spurgte Ar­thur, selvom han vidste, at familien von Heim­dals villa lå i den stik modsatte retning af, hvor han selv boede.

“Det kan vi da godt.”

Sneen faldt fortsat tæt og dæmpede byens lyde, mens Ar­thur og Josephine gik ned ad hovedgaden. Over vejen hang guirlander af gran med store, lysende julehjerter, og langs fortovet bugnede forretningernes vinduer af nisselandskaber, glaskugler og pyntegran i enorme mængder.

“Det er da gået helt amok med julepynten i år,” sagde Ar­thur, mest bare for at sige noget. “Man kan jo næsten ikke se, hvad de sælger.”

I det samme rullede en bus forbi. På siden havde den en reklame med byens borgmester. ‘Årets Europæiske Juleby.

Sådan!’ stod der.

“Mhm,” mumlede Josephine, der var stoppet op foran en af de overfyldte butiksruder.

“Hvad kigger du på?” spurgte Ar­thur og stillede sig ved siden af verdens smukkeste pige.

“Nå, det er bare den der.” Josephine pegede på en kjole, der var udstillet i vinduet. “Den er altså virkelig flot.”

16

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 16

13/07/2018 17.40

Kjolen var syet i en slags glat, skinnende stof og havde samme farve som Bedstes solbærsaft på en solskinsdag.

Ar­thur kneb øjnene sammen for bedre at kunne se, hvad der stod på det lille prisskilt. ‘1599,-’. Hvad? Et tusinde fem hundrede og nioghalvfems kroner! Hvordan kunne så lille et stykke stof være så dyrt?

Ar­thur skævede til Josephine. Hun havde en lyseblå vinterjakke på med pelskant langs hætten, der var slået tilbage. Hendes ørevarmere var snehvide, og ned over hætte og skuldre bølgede det lyse hår, der altid fik ham til at tænke på flydende guld. Kjolen ville passe hende perfekt.

“Nå, kom, lad os gå videre,” smilede Josephine.

Sammen fortsatte de ned for enden af hovedgaden og ind på byens torv, hvor små boder var stillet op, så de dannede en cirkel om et gigantisk juletræ, der tårnede sig op over byen. Træet måtte være mindst dobbelt så højt som det fra sidste år og var overdænget med guirlander og røde glaskugler. På toppen sad en blankpoleret metalstjerne og skinnede i skæret fra lyskæderne.

Foran juletræet stod en bredskuldret mand i træsko, cowboybukser og en tilsodet skovmandsskjorte. På trods af snevejret så han ikke ud til at fryse. Det var byens smed, og han var ikke glad.

“Så nu er min julestjerne pludselig ikke fin nok længere?

17

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 17

13/07/2018 17.40

Sidste år var den ellers god nok. Og året før det også!” råbte smeden og pegede op mod trætoppen med en massiv arm. “Den er lavet af det fineste stål fra Tyskland. Jeg har slebet hver af stjernens takker så spidse, at de kunne prikke øjet ud på en flue. Bedre håndværk skal du kigge længe efter.”

“Jamen Markus, det er kun nogle få timer lillejuleaftensdag, at din stjerne ikke skal sidde der,” svarede borgmesteren, der i modsætning til smeden var pakket grundigt ind i både vinterfrakke, halstørklæde og pelshue. “Og du må da kunne se, hvor fantastisk det er, at vores by er udnævnt til Europæisk Juleby?”

“Derfor behøver de da ikke at komme rendende her med deres grimme julestjerne til vores juletræ!”

“Men den er jo præcis symbolet på, at vi er Årets Europæiske Juleby. Selve den europæiske julekommissær skal sætte stjernen på træet.”

“Så nu skal sådan en fisefornem turist bare have lov til at erstatte min stjerne med et eller andet udenlandsk tingeltangel?”

“Den Europæiske Julestjerne er faktisk meget kostbar.

Den er lavet af massivt guld med både røde rubiner og grønne smaragder.”

“Ja, ja og bla-bla-bla,” vrængede smeden og vendte sig for at gå.

18

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 18

13/07/2018 17.40

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 19

13/07/2018 17.40

“Hold nu op, det er bare en enkelt dag,” kaldte borgmesteren efter ham. “Den slags sætter virkelig vores by på det europæiske landkort, kan jeg godt sige dig.”

“Landkort? Jeg skal sgu ikke på noget landkort,” knurrede smeden, mens han trampede væk gennem sneen.

“Smaragder og rubiner min bare …”

Borgmesteren kiggede efter smeden og rystede kort på hovedet, inden han skyndte sig hen over torvet og op ad trinene til rådhuset.

“Hold da helt op, hvor blev han sur,” grinede Josephine.

“Og så over en julestjerne.”

Ar­thur åbnede munden for at svare, netop som nogen råbte hans navn.

“Ar­thur!”

For enden af torvet stod en ung mand med flyveører i en uformelig brun sweater og vinkede med den ene hånd, så han var lige ved at tabe den kasse tomater, han holdt i den anden.

Ar­thur genkendte Hassan og kunne straks mærke, hvordan han begyndte at svede på trods af kulden. Ingen i klassen vidste, at han og far hver sommer rejste rundt på markedspladser med Torbens Tivoli og optrådte som Spiloppo og BumBum. Og sådan skulle det meget gerne blive ved med at være.

En af de andre faste artister i tivoliet var Hassan, der

20

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 20

13/07/2018 17.40

var tryllekunstner og gik under scenenavnet Den Utrolige Zurbal. Uden for sæsonen arbejdede han i sine forældres grønthandel, der lå for enden af torvet sammen med banken og bageren.

“Hej, Ar­thur!” kaldte Hassan igen endnu højere.

Josephine stod med ryggen til tryllekunstneren, og af en eller anden grund havde hun endnu ikke hørt ham.

Sikkert på grund af ørevarmerne. Men det var kun et spørgsmål om tid.

“Ar…” “Påååå loftet sidder nissen med sin julegrød,” begyndte Ar­thur at synge højt, netop som Hassen igen råbte hans navn. “Sin julegrød, så god og sød …”

“Hvad laver du?” spurgte Josephine.

“Nå, al den julestemning giver mig bare lyst til at synge,” svarede Ar­thur hurtigt. “Kender du ikke det?”

“Hvad? Næ, eller måske, men …”

“Hallo, Ar­thur. Herovre!”

Bag Josephine kunne Ar­thur se, hvordan Hassan stillede kassen med tomater og nu vinkede med begge hænder.

“Han nikker, og han smiler, og han er så glad …” sang Ar­thur videre og overdøvede Hassans kalden. “… for julegrød, det er hans bedste mad.”

Ar­thur tog fat rundt om livet på Josephine og begyndte at

21

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 21

13/07/2018 17.40

danse rundt om det gigantiske juletræ væk fra grønthandleren. Imens fortsatte han med at synge.

“Men rundtomkring står alle de små rotter, og de skotter …”

Til at begynde med var Josephine helt stiv. Men efter nogle sekunder begyndte hun til Ar­thurs lettelse at synge med, og sammen hvirvlede de hen over torvets brosten, mens de skiftevis sang og grinede højt.

Et øjeblik mærkede Ar­thur en bølge af glæde skylle gennem sig, så han havde svært ved at få vejret. Sådan var det altså at være cool og selvsikker og ikke bange for at snakke og danse med verdens dejligste pige.

“Og en, to, tre, så er de væk,” sluttede han af, da de stakåndede stoppede op foran det lille antikvariat i torvets modsatte ende.

“Tak for svingommen,” smilede Josephine og rettede på ørevarmerne. “Jeg vidste slet ikke, du var så god til at danse.”

“Nå, det var da ikke noget,” svarede Ar­thur og kiggede sig tilbage over skulderen.

Helt som planlagt var juletræet nu mellem dem og Hassan, der umuligt kunne se dem. Så langt, så godt. Nu gjaldt det bare om at komme væk fra torvet i en fart, inden trylle­kunstneren fik den ide at følge efter dem.

“Jeg skal for resten lige købe noget herinde,” sagde Josephine og gik hen mod antikvariatet.

22

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 22

13/07/2018 17.40

“Æh … det er ved at blive sent. Tror du ikke hellere, vi skulle se at komme hjem?” prøvede Ar­thur, men Josephine var allerede halvvejs inde ad døren.

“Kom nu,” kaldte hun. “Det tager kun to minutter.”

“Hvor uheldig har man lov til at være?” mumlede Ar­ thur for sig selv og fulgte efter.

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 23

13/07/2018 17.40

KAPITEL 2

Der duftede af gran og gammelt papir i byens antikvariat.

Overalt stod tætpakkede bogreoler, og kasser fyldt med tegneserier og gamle blade optog det meste af den gulvplads, der var tilbage.

Josephine gik straks op mod skranken, mens Ar­thur forsøgte at gøre sig usynlig bag en lav reol med kriminalromaner. Alligevel blev han opdaget med det samme.

“Hej, BALLON-Ar­thur,” hilste den unge kvinde bag kasseapparatet og lagde en bog fra sig på disken. “Godt at se dig.”

Hendes tykke dreadlocks hang ned over en løs skjorte, der var så pink, at Ar­thur fik lyst til at tage solbriller på. Ud af en skjult højtaler strømmede dæmpet musik, der lød, som om den var optaget på en palmestrand. Reggae, kaldte man vist den slags.

“Kender I hinanden?” spurgte Josephine.

“Mjaaa …” svarede Ar­thur og kiggede ned på sine støvler.

“Ja, det gør vi i hvert fald,” grinede boghandleren. “Faktisk så er Ar­thur en af mine stamkunder.”

24

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 24

13/07/2018 17.40

“Arh, jeg ved nu ikke, om …” begyndte Ar­thur igen, men blev hurtigt afbrudt.

“Sludder. Du kommer da mindst en gang om ugen. Jeg hedder for resten Mette.”

“Hej. Jeg hedder Josephine,” smilede Josephine tilbage.

“Sikke et flot navn. Og hvad kan jeg så gøre for dig, Josephine?”

“Jo, altså, jeg vil gerne købe en bog om superhelte.”

“Så er du kommet til det helt rette sted. Vi har nemlig byens største udvalg af superhelteblade.”

“Jeg tænkte nu mere på sådan en slags bog om superhelte. Et leksikon eller sådan noget. Du ved, hvor man kan læse om, hvem de er, og hvordan de tænker.”

“Uha, den var værre. Det har vi desværre ikke,” svarede Mette og rystede på hovedet, så de brune hårpølser bølgede fra side til side.

“Nå, okay,” Josephine lød skuffet. “Det var ærgerligt.”

“Kan vi så gå nu?” prøvede Ar­thur.

“Men hvad skal du også med sådan en bog? Du har jo noget meget bedre,” sagde boghandleren.

“Hvad mener du?” spurgte Josephine.

“Jamen du står jo lige ved siden af byens største ekspert i superhelte.”

“Er det rigtigt?” Josephine vendte sig og så overrasket på Ar­thur.

25

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 25

13/07/2018 17.40

Åh nej, det var præcis det, der ikke måtte ske. Det kunne da godt være, at Ar­thur tidligere havde været vild med superhelte og havde en kæmpe samling af blade og film.

Og måske han også selv havde en slags superheltekostume, som han havde brugt flere gange. Men det var alt sammen, før han blev cool.

“Jeg ved ikke … Jeg er nu mere til fodbold,” svarede Ar­thur og prøvede at lyde ligeglad. “Fodbold. Og musik.

Nikki Joe og den slags.”

“Hvad snakker du om?” spurgte Mette. “Jeg kender ikke nogen, der ved mere om superhelte end dig.”

Ar­thur skulle lige til at svare, at tegneserier var for pattebørn, og at Mette måtte tænke på en anden dreng, da Josephine kom ham i forkøbet.

“Tænk engang, at jeg har min helt egen ekspert i superhelte,” sagde hun og smilede til Ar­thur på en måde, der gav ham gåsehud op ad begge arme. “Hvor er du altså bare klog!”

Det var holdt op med at sne, da de trådte ud af Mettes antikvariat. Vintermørket sænkede sig så småt over byen, og det tårnhøje juletræ var blevet tændt, så det glimtede rødt i de mange glaskugler.

Kulørte lamper hang i guirlander over torvet, og der duftede af brændte mandler og honningkager fra

26

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 26

13/07/2018 17.40

julemarkedets boder. En flot malet kane med en dukke i julemandskostume og fire rensdyr i plastik stod mellem boderne oplyst af lyskæder, der blinkede i alverdens farver.

“Er det ikke smukt?” sukkede Josephine, mens hun kiggede ud over torvet.

“Jo,” svarede Ar­thur, der slet ikke så på julepynten, men på pigen ved sin side. “Helt vildt.”

“Nå, skal vi se at komme af sted?” spurgte hun efter nogle lange sekunder og stak armen ind under Ar­thurs, så det sitrede i hans krop som små elektriske stød.

Arm i arm gik de forbi legepladsen og halvvejs ned ad den stejle bakke mod havnen, inden de drejede til højre mod nord og den del af byen, hvor de store huse lå.

Kort tid efter gik de forbi byens museum, der lå mørkt og dystert bag sin høje stenmur. For ikke så længe siden havde Ar­thur kæmpet mod en superskurk oppe på taget af museet. Skurken havde kaldt sig Luskeren og var både stærkere og hurtigere end Ar­thur, så det var egentlig utroligt, at han ikke var kommet slemt til skade.

Ar­thur skuttede sig i kulden. Godt, at det var slut med den slags nu, så han i stedet kunne bruge sin fritid på mere almindelige ting. Som for eksempel at følge den søde pige fra klassen hjem.

Ved hans side besvarede Josephine Ar­thurs smil, og sammen gik de tavse gennem byen, mens folk omkring

27

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 27

13/07/2018 17.40

dem hastede hjem med julegaver under armen og børn i kælke på slæb.

“Så er vi der,” sagde Josephine, efter hvad der for Ar­ thur føltes som to minutter, men som nok nærmere var 20.

De stoppede op foran indkørslen til familien von Heim­ dals store villa i flere etager. I den ene ende lå et imponerende tårn, hvor Ar­thur vidste fra tidligere, at Josephine havde sit værelse.

“Vil du med ind og have en kop varm kakao?”

“Okay,” svarede Ar­thur og gjorde sit bedste for at lyde afslappet, selvom hans hjerte øjeblikkeligt begyndte at banke dobbelt så hurtigt.

“Så kom.”

Sammen løb de op til hoveddøren og ind i den enorme entre, som Josephine kaldte for hallen, sikkert fordi den var på størrelse med en badmintonhal. En snoet trappe gav adgang til første sal, mens en dobbeltdør på hver side åbnede op til en række stuer i forlængelse af hinanden.

“Hvor skal jeg stille mine støvler?” spurgte Ar­thur, der nødigt ville svine det fine trægulv til med beskidt, smeltet sne.

“Bare smid dem sammen med jakken,” svarede Josephine. “Så skal Didriksen nok rydde det hele op.”

Didriksen var familiens kødbjerg af en butler, som Ar­thur havde haft flere sammenstød med forklædt som

28

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 28

13/07/2018 17.40

superklovn. Han var bestemt ikke til at spøge med, og at butleren skulle synes om at samle Ar­thurs tøj op, var svært at forestille sig. Alligevel gjorde han, som Josephine sagde.

“Nå, skal vi komme op i tårnet?” spurgte Ar­thur, da jakke, hue, vanter, halstørklæde og støvler langt om længe lå i en bunke på gulvet.

“Hvor ved du fra, at mit værelse ligger deroppe?” spurgte Josephine og hævede øjenbrynene.

Alt for sent gik det op for Ar­thur, at selvom han havde været i huset som Spiloppo, havde han aldrig været der som sig selv. Hvordan skulle han så forklare, at han vidste, hvor Josephines værelse lå, uden at afsløre sin fortid?

“Jamen øh … altså … øh … Alle prinsesser bor da i det øverste værelse i det højeste tårn, gør de ikke?”

Josephine bare kiggede på ham. Havde hun gennemskuet ham? Ar­thur skulle lige til at begynde en ny bortforklaring, da hun brød ud i et stort grin.

“Det var vel nok sødt sagt. Kom, lad os gå op.”

På Josephines tårnværelse var vinduerne dækket af lilla gardiner, og væggene havde en farve, Ar­thur mente hed sart rosa eller noget i den stil. Et lille skrivebord stod op ad den ene væg, og modsat bredte sig en stor seng med lyserødt sengetæppe.

29

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 29

13/07/2018 17.40

“Kan du ikke tænde stearinlysene, så sender jeg lige en besked til stuepigen og får hende til at lave noget kakao til os,” sagde Josephine og pegede på to lysestager på et lille bord. “Tændstikkerne ligger ved siden af.”

“Selvfølgelig.”

Da Ar­thur havde fået ild i lysene, satte han sig på senge­ kanten ved siden af Josephine, der stadig skrev på mobilen. Tænk engang, at han var på hendes værelse. Og at de om lidt skulle drikke kakao sammen. Det var næsten ikke til at tro. Ar­thur rykkede en lille smule tættere på verdens smukkeste pige.

“Så du ved en masse om superhelte?” spurgte Josephine og lagde mobilen fra sig.

“Ja, når det handler om superhelte, er jeg faktisk lidt af en nørd,” kom Ar­thur til at sige og fik lyst til at bide tungen af sig selv. “Men kun når det handler om det, selvfølgelig.”

“Nå, men hvad ved du så om dem?” spurgte hun videre.

“Hvad de hedder. Hvem de er i virkeligheden. Hvordan de fik deres superkræfter. Hvem der er deres ærkefjender.

Sådan noget.”

“Ved du også, hvordan man fanger en superhelt?”

“Selvfølgelig!” svarede Ar­thur med det samme uden helt at vide, hvad Josephine mente.

30

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 30

13/07/2018 17.40

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 31

13/07/2018 17.40

“Så hvordan gør man?”

Egentlig havde Ar­thur aldrig tænkt over, hvordan man fangede en superhelt. Normalt udkæmpede de drabelige slag med superskurke. Hvis helten vandt, blev skurken hentet af politiet. Hvis skurken vandt, flygtede han, og en ny kamp kunne begynde en anden dag.

“Joh, altså, man skal bare lægge en fælde,” fandt han på.

“Okay. Og ved du så, hvordan man gør det?”

“Ja, klart. Det er ikke helt nemt. Faktisk er det ret svært.

Men når man ved så meget om superhelte, som jeg gør, kan det godt lade sig gøre.”

“Perfekt. Så kan du hjælpe mig med at lægge en fælde for superklovnen.”

Superklovnen? Åh nej. Handlede det hele om det? Ar­ thur skulle lige til at svare, da det bankede på døren.

“Så er der varm kakao og boller,” sagde Heidi, der kom med en bakke fuld af fade og kopper. “Nå, hej, Ar­thur. Jeg vidste slet ikke, det var dig, vi havde besøg af.”

“Kender I hinanden?” spurgte Josephine.

“Ja, jeg mødte Ar­thur, da jeg arbejdede på plejecenteret.

Hvordan går det med gamle Werner?”

“Fint nok, han er lige så sur som altid,” mumlede Ar­ thur og tænkte på dengang, Heidi havde stjålet Werners guldring. “Arbejder du her nu?”

“Min storebror har jo været butler for familien von

32

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 32

13/07/2018 17.40

Heim­dal i mange år. Og da jeg var færdig på Solstriben, passede det lige med, at de havde brug for en stuepige.”

“Og det er vi rigtig glade for,” sagde Josephine og smilede varmt til Heidi.

“Tak skal du have. Nå, jeg skal ikke forstyrre mere.”

Heidi blinkede til Ar­thur.

Hun havde ikke mere end lige lukket døren bag sig, førend Josephine vendte sig mod Ar­thur.

“Nå, hvad siger du så til det?”

“Til hvad?”

“Vil du hjælpe mig med at lægge en fælde for superklovnen? Det skadedyr skal fanges og straffes.”

“Hvor er det sjovt, at Heidi arbejder her,” prøvede Ar­ thur.

“Ar­thur! Klovnen!”

“Kan vi ikke bare glemme …”

“Nej, vi kan ikke!” snerrede Josephine. “Den klovn har ødelagt det hele. Det er hans skyld, at min far kom i fængsel. Og han har også stjålet en kostbar skat fra mig. Det skal han ikke slippe godt fra.”

Ar­thur trak tiden ud ved at tage en slurk af den brandvarme kakao, selvom det gjorde ondt på tungen. Hvad skulle han gøre?

“Altså jeg ved ikke rigtig …” begyndte han, men gik så i stå.

33

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 33

13/07/2018 17.40

Skuffelsen i Josephines ansigt var ikke til at tage fejl af, og tårer fyldte de blå øjne, inden hun kiggede væk. Nogle minutter sad de med hver deres kop kakao i hænderne, uden at nogen sagde noget.

“Det bliver en stor fest i morgen,” sagde Josephine til sidst og brød tavsheden. “Alle, der er noget i byen, er inviteret. Både borgmesteren og bankdirektøren kommer. Og politimesteren.”

“Nå, det lyder spændende,” sagde Ar­thur, glad for at skifte emne.

“Mor siger, at jeg godt må tage en med fra klassen,” fortsatte Josephine og kiggede ned i sin halvtomme kop. “Jeg ved bare ikke helt, hvem det skal være.”

“Nå.”

“Men altså jeg har da tænkt på én,” fortsatte Josephine.

“Og hvem er så det?” spurgte Ar­thur og kunne med det samme igen mærke, hvordan hans hjerte begyndte at ræse af sted som under et 100-meter-løb.

“Jeg tror, at jeg vil spørge Sebastian.”

Spiloppo 3_mat_tryk.indd 34

13/07/2018 17.40

Smaragdsliberen_indhold_trykklar.indd 6

03/09/18 4:45 pm

22 mm

KRISTIAN MØRK & OLIVER ZAHLE

”Jeg er en af de seje drenge i klassen nu. Jeg har en kæreste og alt muligt. Eller i hvert fald næsten.

Og jeg skal bare slet ikke klovne rundt i et eller andet åndssvagt nissekostume midt i byen.” ”Jamen Arthur, det er da også cool at være klovn,” prøvede far. ”Hvad kan være mere sejt end at gøre andre mennesker glade?” ”Du fatter bare slet ingenting, gør du vel?” råbte Arthur og fortsatte, selvom han kunne se, at far blev ked af det. ”Jeg er ikke nogen klovn mere.

Nu jeg er ligesom alle de andre. Heldigvis!”

K RI ST I A N M Ø RK & OLI V ER Z A HLE

Tredje bind i den hæsblæsende børnekrimiserie om Arthur og hans multiallergiske søster Fie, der undersøger årsagen til hærværk på torvets butikker og kommer lidt for tæt på en gammel fjende … ’På den måde opleves Arthur/Spiloppo som både langt ude og meget ægte på samme tid.’

Weekendavisen

BLØDT BRØD OG BANKRØVERE

Er det endelig lykkedes Arthur at blive kæreste med Josephine? Vil han virkelig stoppe som superklovn?

Også når den kostbare Europæiske Julestjerne er i byen, der foregår mystiske ting på torvet, og hans egen lillesøster forsvinder?

BLØDT BRØD OG BANKRØVERE SUPER BØRNEKRIMI

carlsen

carlsen.dk

Spiloppo 3 omslag_tryk.indd 1

20/07/2018 17.42