Skrøbelige skønhed - læseprøve

INTERNATIONAL BESTSELLER

– Goodreads ”Fern tog brillerne af og begyndte

Fern har været forelsket i Ambrose, så længe hun

at pudse dem med kanten af sin

kan huske. Han er smuk og uopnåelig, den ubesejrede

T-shirt for at slippe for at se på de fornøjede ansigter omkring sig.

AMY HARMON

” E N U FO R G L E M M E L I G FO R TÆ L L I N G , D E R S Æ T T E R S I G I HJERTET OG IKKE GIVER SLIP FØ R L Æ N G E E F T E R , S I D ST E S I D E E R V E N DT. ”

AMY HARMON

stjerne på skolens brydehold. Hun er klassens stille pige, en dagdrømmer og en bogorm.

AMY HARMON

Lad dem grine. For sandheden var,

Men da Ambrose efter high school drager i krig i Irak

er en amerikansk forfatter, hvis

at hun følte sig både euforisk og

og vender hjem med ar på krop og sjæl, er rollerne

bøger har ligget på bestseller-

pludselig byttet om: Fern er ikke længere den grimme

listerne i New York Times, Wall

ælling, hun engang var, og Ambrose har mistet sin

Street Journal og USA Today.

skønhed i krigen.

Hun har skrevet historier, lige

svimmel på samme tid, ligesom hun ofte følte det efter en særligt tilfredsstillende kærlighedsscene i en af sine yndlingsromaner. Fern Taylor elskede Ambrose Young og

siden hun var helt lille, og i dag Kan Fern nu hjælpe Ambrose tilbage til livet, og kan

udkommer hendes bøger på 13

hun omsider vinde hans hjerte?

sprog over hele verden. Skrøbelige skønhed er hendes debut på dansk.

havde elsket ham, siden hun var ti år gammel. Dengang havde hans

MØD AMY PÅ:

Skrøbelige skønhed er en romantisk

authoramyharmon.com

unge stemme sunget en anden

young adult-roman om kærlighed

sang, men i dette øjeblik nåede

og venskab, heltemod og nye begyndelser.

facebook.com/authoramyharmon Twitter: @aharmon_author

han et helt nyt niveau af skønhed.”

Instagram: @amy.harmon2

9 788711 557105

LOVEBOOKS.DK

LOVEBOOKS

#skrøbeligeskønhed

AMY HARMON

Skrøbelige skønhed

På

dansk ved Laura Konradi Brodersen

Skroebelige skoenhed.indd 3

23/12/16 10:15 am

Skrøbelige skønhed er oversat fra amerikansk efter Making Faces Copyright © 2013 by Amy Harmon All rights reserved Dansk copyright © Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Bogen er sat med Palatino og trykt hos Scandbook UAB 2017 Omslag: Carina Krusaa, Farmhouse Design Omslagsfoto: Andrei Aleshyn / Shutterstock.com ISBN: 978-87-11-55710-5 1. udgave, 1. oplag Printed in Lithuania Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

I bogen citeres fra følgende værker: George Gordon Byron: Hebrew Melodies, 1815.

William Shakespeare: De To Herrer fra Verona, Haase og Søns forlag 2013.

William Shakespeare: Hamlet, Berlingske forlag 1971.

William Shakespeare: Lige for Lige, Haase og Søns forlag 2014.

William Shakespeare: Othello, Haase og Søns forlag 2012.

William Shakespeares sonetter, ATTIKA 2006.

www.lovebooks.dk www.lindhardtogringhof.dk LOVEBOOKS – et imprint under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Skroebelige skoenhed.indd 4

23/12/16 10:15 am

Til familien Roos David, Angie, Aaron, Garrett og Cameron I am only one, But still I am one.

I cannot do everything, But still I can do something; And because I cannot do everything, I will not refuse to do the something that I can do. – Edward Everett Hale

Skroebelige skoenhed.indd 5

23/12/16 10:15 am

Skroebelige skoenhed.indd 6

23/12/16 10:15 am

Prolog ”I oldtidens Grækenland troede man, at alle sjæle, både gode og onde, ville stige ned i Underverdenen efter døden, dybt under jorden, og hvile der i al evighed,” læste Bailey, mens han lod blikket glide ned over siden. ”Underverdenen, Hades’ rige, var bevogtet af Kerberus, en enorm, bidsk trehovedet hund med dragehale og en manke af slanger.” Bailey gøs ved tanken, og han forestillede sig, hvad Herkules måtte have følt, da han så bæstet første gang, vel vidende at han skulle besejre dyret med sine bare næver. ”Det var Herkules’ sidste opgave, det sidste af hans tolv arbejder, og det ville blive den sværeste af dem alle. Herkules vidste, at han måske aldrig ville vende tilbage til de levendes land, når først han havde mødt Underverdenens monstre og ånder og kæmpet mod alverdens dæmoner og mytologiske væsner på sin vej. ”Men døden skræmte ham ikke. Herkules havde stået ansigt til ansigt med døden mange gange og længtes efter den dag, han også ville blive befriet fra sit endeløse slaveri. Så Herkules tog af sted med et skjult håb om, at han i Hades’ rige ville se sjælene af dem, han havde mistet og nu havde gjort bod for.”

7

Skroebelige skoenhed.indd 7

23/12/16 10:15 am

Skroebelige skoenhed.indd 8

23/12/16 10:15 am

1

Vær en superstjerne eller superhelt Første skoledag – september 2001 Larmen i skolens gymnastiksal var så høj, at Fern var nødt til at læne sig ned til Baileys øre og råbe for at blive hørt.

Bailey kunne sagtens manøvrere sin kørestol gennem mylderet af elever, men Fern skubbede ham, så de nemmere kunne holde sig sammen. ”Kan du se Rita?” råbte hun og kiggede søgende rundt i salen. Rita vidste, at de var nødt til at sidde på den nederste tribune, for at Bailey kunne sidde sammen med dem. Bailey pegede, og Fern fik øje på Rita, der sad og vinkede ivrigt til dem, så hendes bryster hoppede op og ned, og hendes glatte, blonde hår flagrede vildt omkring hendes skuldre. De fik maset sig hen til hende, og Fern lod Bailey tage styringen over sin stol, mens hun skyndte sig op til anden række for at sætte sig lige bag Rita, så Bailey kunne placere sin stol for enden af rækken.

9

Skroebelige skoenhed.indd 9

23/12/16 10:15 am

Fern hadede disse heppeseancer før en kamp. Hun var så lille, og hun blev altid skubbet og mast, uanset hvor hun sad, og hun interesserede sig ikke meget for at huje og stampe i gulvet. Hun sukkede og forberedte sig på en halv time fyldt med råben, høj musik og fodboldspillere, der gejlede hinanden op. ”Vær venlig at rejse jer op til nationalsangen,” rungede en stemme, og mikrofonen skreg i protest, så det fik folk til at krympe sig og holde sig for ørerne. Endelig dæmpede salen sig. ”Vi har en særlig overraskelse i dag, piger og drenge.”

Connor O’Toole, også kendt under navnet Beans, holdt mikrofonen med et skælmsk smil i ansigtet. Beans var altid ude på et eller andet, og han fik øjeblikkeligt alles opmærksomhed. Han var halvt irer, halvt latinamerikaner, og hans opstoppernæse, glimtende nøddebrune øjne og djævelske smil stod i kontrast til hans brune hudfarve. Og han kunne snakke. Det var tydeligt, at han nød at stå bag mikrofonen. ”Vores ven Ambrose Young har tabt et væddemål. Han lovede, at han ville synge nationalsangen for os i dag, hvis vi vandt vores første kamp.” Der lød gisp rundt omkring i salen, og lydniveauet på tilskuerrækkerne steg øjeblikkeligt. ”Men vi vandt ikke kun vores første kamp, vi vandt også vores anden!” Tilskuerne brølede og trampede med fødderne. ”Så, fordi han er en mand, der holder sit ord, kommer her Ambrose Young, som vil synge nationalsangen,” sagde Beans og vinkede med mikrofonen mod sin ven.

Beans var lille. Selvom han var fjerdeårselev, var han en af de mindre spillere på holdet og egnede sig bedre til brydning end til amerikansk fodbold. Ambrose var også fjerde10

Skroebelige skoenhed.indd 10

23/12/16 10:15 am

årselev. Men han var ikke lille. Han tårnede sig op over Beans – hans ene overarm var nærmest på størrelse med Beans’ hoved – og han lignede en af de der fyre, der altid er på forsiden af kærlighedsromaner. Selv hans navn lød som en figur fra en kærlighedsroman. Og den slags vidste Fern alt om. Hun havde læst tusindvis af dem. Alfahanner, stramme mavemuskler, ulmende blikke og lykkelige slutninger. Men ingen havde nogensinde kunnet sammenlignes med Ambrose Young. Hverken i fiktionen eller i den virkelige verden.

I Ferns øjne var Ambrose Young vidunderligt smuk, en græsk gud blandt dødelige og som taget ud af et eventyr eller en film. I modsætning til de andre drenges var hans mørke hår skulderlangt og bølget. Af og til strøg han det tilbage, så han ikke fik det ind i de brune øjne med de lange øjenvipper. Hans markerede kæbeparti afholdt ham fra at se alt for pæn ud. Dét, og så det, at han var en meter og halvfems høj uden sko og vejede syvoghalvfems kilo i en alder af atten og i øvrigt havde en krop, der svulmede af muskler fra skuldrene til de velformede lægge.

Der gik rygter om, at Ambroses mor, Lily Grafton, havde haft en affære med en italiensk undertøjsmodel, mens hun jagtede berømmelse i New York. Det sluttede dog hurtigt, da han fandt ud af, at hun var gravid med hans barn. Svigtet og gravid haltede hun hjem og blev taget imod med åbne arme af sin gamle ven Elliot Young, der gladeligt giftede sig med hende og bød hendes søn velkommen seks måneder senere. Byen lagde særligt mærke til den pæne dreng, efterhånden som han voksede op, især fordi det var bemærkelsesværdigt, hvordan den lille, blonde Elliot Young kunne have fået en så høj søn med mørkt hår og mørke øjne og 11

Skroebelige skoenhed.indd 11

23/12/16 10:15 am

en kropsbygning, der var, ja, en undertøjsmodel værdig.

Fjorten år senere, da Lily forlod Elliot Young og flyttede tilbage til New York, overraskede det ingen, at Lily var taget tilbage for at finde Ambroses rigtige far. Overraskelsen kom først, da fjortenårige Ambrose valgte at blive i Hannah Lake sammen med Elliot.

På det tidspunkt var Ambrose allerede fast inventar i den lille by, og folk overvejede, om det var derfor, han blev. Han kunne kaste spyd ligesom en mytologisk kriger og tonse gennem modstanderne på fodboldbanen, som var de lavet af papir. Han kunne kaste sit baseballhold hele vejen til distriktsmesterskabet og lave hopskud med basketbolden, fra han var femten. Alle disse ting var bemærkelsesværdige, men i Hannah Lake, Pennsylvania, hvor byen lukkede alle butikker under lokale kampe og fulgte statens ranglister, som var de lottonumre, hvor folk var besatte af brydning i samme grad, som folk gik op i amerikansk fodbold i Texas, var det Ambrose Youngs evner på måtten, der gjorde ham til en berømthed.

Da Ambrose tog mikrofonen, blev forsamlingen øjeblikkeligt stille og afventede, hvad der helt sikkert måtte blive en underholdende massakre af nationalsangen. Ambrose var kendt for sin styrke, sit smukke udseende og sine atletiske evner, men ingen havde nogensinde hørt ham synge. Stilheden var mættet af fnisende forventning. Ambrose strøg sit hår tilbage og stak så hånden i lommen, som om han var utilpas. Så fæstnede han sit blik på det amerikanske flag og begyndte at synge. ”Oh, say can you see by the dawn’s early light … ” Igen lød der et højlydt gisp fra tilskuerne. Ikke fordi det lød dårligt, men fordi det var vidunderligt. Ambrose Young havde 12

Skroebelige skoenhed.indd 12

23/12/16 10:15 am

en stemme, der passede til indpakningen. Den var blød og dyb og utroligt kraftfuld. Hvis mørk chokolade kunne synge, ville det lyde som Ambrose Young. Fern fik kuldegysninger, mens hans stemme svøbte sig omkring hende og satte sig fast dybt i hendes mave og trak hende ned som et anker.

Hun tog sig selv i at lukke øjnene bag sine tykke brilleglas, og hun lod lyden skylle ind over sig. Det var fantastisk. ”O’er the land of the free … ” Ambroses stemme havde nået sit højdepunkt, og for Fern føltes det, som om hun havde besteget Mount Everest, åndeløs, sprudlende og triumferende. ”And the home of the brave!” Tilskuerne skrålede omkring hende, men Fern klyngede sig stadig til den sidste tone. ”Fern!” lød Ritas stemme. Hun skubbede til Ferns ben.

Fern ignorerede hende. Fern var fortabt i et øjeblik. Et øjeblik sammen med, hvad der efter hendes mening var den smukkeste stemme i hele verden. ”Fern har sin første orgasme.” En af Ritas veninder fniste. Ferns øjne fløj op og fik øje på Rita, Bailey og Cindy Miller, der så på hende med store smil. Heldigvis forhindrede bifaldene og tilråbene folk omkring hende i at høre Cindys ydmygende kommentar.

Fern var lille og bleg med knaldrødt hår og jævne karaktertræk. Hun var klar over, at hun var en af den slags piger, der var lette at overse, lette at ignorere, og som ingen drømte om om natten. Hun var flydt gennem sin barndom uden drama og med meget lidt ståhej, tilfreds i bevidstheden om sin egen middelmådighed.

Ligesom Zakarias og Elisabeth, forældre til den bibelske Johannes Døberen, var Ferns forældre langt over den fødedygtige alder, da de pludselig fandt ud af, at de skulle 13

Skroebelige skoenhed.indd 13

23/12/16 10:15 am

være forældre. Halvtredsårige Joshua Taylor, den populære præst i den lille by Hannah Lake, var målløs, da hans kone, som han havde været gift med de sidste femten år, tårevædet fortalte ham, at de skulle have en baby. Han tabte kæben på gulvet, hans hænder rystede, og hvis ikke det havde været for den fredfyldte glæde, der var klistret til hans femogfyrreårige kone, Rachels, ansigt, ville han nok have troet, at hun spøgte med ham for første gang i sit liv. Fern blev født syv måneder senere, et uventet mirakel, og hele byen fejrede det med det vellidte par. Fern syntes, det var ironisk, at hun engang blev anset for et mirakel, når hendes liv siden havde været alt andet end mirakuløst.

Fern tog brillerne af og begyndte at pudse dem med kanten af sin T-shirt for at slippe for at se på de fornøjede ansigter omkring sig. Lad dem grine. For sandheden bag det hele var, at hun følte sig både euforisk og svimmel på samme tid, ligesom hun ofte følte det efter en særligt tilfredsstillende kærlighedsscene i en af sine yndlingsromaner. Fern Taylor elskede Ambrose Young og havde elsket ham, siden hun var ti år gammel. Dengang havde hun hørt hans unge stemme i en meget anderledes form for sang, men i dette øjeblik nåede han et helt nyt niveau af skønhed, og Fern var målløs og ør over, hvordan denne ene dreng kunne rumme så mange talenter. * August 1994 Fern gik over til Bailey. Hun kedede sig, fordi hun allerede havde læst alle de bøger, hun havde lånt på biblioteket ugen før. Hun 14

Skroebelige skoenhed.indd 14

23/12/16 10:15 am

fandt Bailey siddende musestille på cementtrappen, der førte op til hans hoveddør, med blikket fokuseret på et eller andet på fortovet foran sig. Han blev først revet ud af sine drømmerier, da Ferns fod kun lige missede det, der fascinerede ham så meget. Han udstødte et lille hyl, og Fern skreg, da hun fik øje på den enorme, brune edderkop kun få centimeter fra hendes fod.

Edderkoppen fortsatte sin vej og kravlede langsomt langs det store stykke beton. Bailey sagde, at han havde holdt øje med den i en halv time uden at komme for tæt på, for det var trods alt en edderkop, og den var ulækker. Det var den største edderkop, Fern nogensinde havde set. Dens krop var på størrelse med en halvtredsøre, men med dens lange ben kunne den nemt være på størrelse med en femkrone, og Bailey lod til at være fyldt med ærefrygt over for den. Han var trods alt en dreng, og den var ulækker.

Fern satte sig ved siden af ham og så på, hvordan edderkoppen tog sig god tid til at krydse fortovet foran Baileys hus. Edderkoppen vandrede af sted ligesom en gammel mand på spadseretur, i ro og mag, godt tilpas og uden noget bestemt mål, en garvet herre med lange, spinkle ben, der langsomt foldede sig ud en for en, hver gang han tog et skridt. De betragtede ham, hypnotiseret af hans skræmmende skønhed. Tanken kom bag på Fern. Han var smuk, selvom han skræmte hende. ”Han er sej,” sagde hun forundret. ”Selvfølgelig! Han er fantastisk,” sagde Bailey uden at kigge væk. ”Jeg ville ønske, jeg havde otte ben. Jeg undrer mig over, hvorfor Spiderman ikke fik otte ben, da han blev bidt af den radioaktive edderkop. Den gav ham fantastisk syn, styrke og evnen til at lave edderkoppespind. Hvorfor ikke ekstra ben? Hey! Måske heler edderkoppegift muskelsvind, og hvis jeg lader den her fyr bide mig, bliver jeg stor og stærk,” sagde Bailey tænksomt og kløede hagen, som om han rent faktisk overvejede det.

15

Skroebelige skoenhed.indd 15

23/12/16 10:15 am

”Hmm. Jeg ville ikke tage chancen.” Fern gøs. De faldt ind i en trance endnu en gang, og ingen af dem lagde mærke til drengen, der kom cyklende ned ad fortovet på sin cykel.

Drengen fik øje på Bailey og Fern, der sad så stille og var så tavse, og hans nysgerrighed blev med det samme vakt. Han steg af sin cykel, lagde den ned i græsset og fulgte deres blikke til en stor, brun edderkrop, der kravlede hen ad fortovet foran huset. Drengens mor var skrækslagen for edderkopper. Hun fik ham altid til at dræbe dem øjeblikkeligt. Han havde dræbt så mange, at han ikke engang var bange for dem længere. Måske var Bailey og Fern bange. Måske var de skræmt fra vid og sans, så bange, at de ikke engang kunne bevæge sig. Han kunne hjælpe dem. Han løb op langs fortovet og kvaste edderkoppen under sin store, hvide kondisko. Så.

To par forfærdede øjne skød op på hans. ”Ambrose!” råbte Bailey forfærdet. ”Du dræbte ham!” hviskede Fern chokeret. ”Du dræbte ham!” brølede Bailey og skubbede sig op at stå og snublede hen ad fortovet. Han kiggede på den brune klat, der havde holdt ham beskæftiget den sidste halve time af hans liv. ”Jeg havde brug for hans gift!” Bailey var stadig optaget af sine egne fantasier om edderkoppekure og superhelte. Så overraskede Bailey dem alle ved at bryde ud i gråd.

Ambrose kiggede måbende på Bailey og så så, hvordan Bailey, på ustabile ben, gik op ad trapperne, ind i huset og smækkede døren efter sig. Ambrose lukkede munden og stak hænderne i lommen på sine shorts. ”Undskyld,” sagde han til Fern. ”Jeg troede … jeg troede, I var bange. I sad begge to bare der og stirrede på den. Jeg er ikke bange for edderkopper. Jeg prøvede bare at hjælpe.” ”Skal vi begrave ham?” spurgte Fern med et sørgmodigt blik i sine øjne bag de store briller.

16

Skroebelige skoenhed.indd 16

23/12/16 10:15 am

”Begrave ham?” spurgte Ambrose forbløffet. ”Var han et kæledyr?” ”Nej. Vi har kun lige mødt ham,” sagde Fern alvorligt. ”Men måske vil det få Bailey til at få det bedre.” ”Hvorfor er han så ked af det?” ”Fordi edderkoppen er død.” ”Og?” Det var ikke Ambroses mening at opføre sig som en idiot. Han forstod det bare ikke. Og den lille, rødhårede pige med det vilde, krøllede hår skræmte ham en smule. Han havde set hende før i skolen og vidste, hvad hun hed. Men han kendte hende ikke.

Han overvejede, om hun var speciel. Hans far sagde, at han var nødt til at opføre sig pænt over for de specielle børn, fordi de ikke kunne gøre for, hvordan de var. ”Bailey har en sygdom. Den gør hans muskler svage. Han dør muligvis af det. Han kan ikke lide, når ting dør. Det er hårdt for ham,” sagde Fern simpelt og ærligt. Hun lød faktisk ret klog.

Pludselig gav begivenhederne til sidste sommers brydelejr mening for Ambrose. Bailey måtte ikke brydes, fordi han havde en sygdom. Ambrose fik dårlig samvittighed endnu en gang.

Ambrose satte sig ned ved siden af Fern. ”Jeg skal nok hjælpe dig med at begrave ham.”

Fern var oppe og løb hen over græsset til sit eget hus, før ordene havde forladt hans mund. ”Jeg har en perfekt lille æske! Se, om du kan skrabe ham af fortovet,” råbte hun hen over skulderen.

Ambrose brugte et stykke bark fra Baileys families blomsterbed til at skrabe resterne af edderkoppen op. Fern var tilbage efter tredive sekunder. Hun holdt en hvid ringæske åben, mens Ambrose lagde resterne af edderkoppen på det fine bomuld. Fern lagde låget på og gjorde en højtidelig bevægelse. Han fulgte efter hende om til hendes baghave, og sammen gravede de et par håndfulde jord op fra et hjørne i haven.

17

Skroebelige skoenhed.indd 17

23/12/16 10:15 am

”Det burde være stort nok,” sagde Ambrose og tog æsken ud af Ferns hånd og lagde den i hullet. De stirrede på den hvide æske. ”Skal vi synge?” spurgte Fern. ”Jeg kender kun én edderkoppesang.” ”Lille Peter Edderkop?” ”Ja.” ”Den kender jeg også.” Sammen sang Fern og Ambrose sangen om edderkoppen, der bliver skyllet ned af regnen, men får en ny chance for at klatre op, da solen kommer frem igen.

Da sangen var slut, lagde Fern sin hånd i Ambroses. ”Vi burde bede en lille bøn. Min far er præst. Jeg ved hvordan, så jeg skal nok gøre det.”

Ambrose syntes, det føltes mærkeligt at holde Fern i hånden.

Den var fugtig og beskidt fra at have gravet graven, og den var meget lille. Men før han kunne protestere, talte hun med øjnene hårdt knebet sammen og ansigtet fortrukket i en koncentreret grimasse. ”Fadervor, du som er i himlene, vi er taknemmelige for alt, du har skabt. Vi elskede at kigge på denne edderkop. Han var sej og gjorde os glade i et stykke tid, før Ambrose kvaste ham. Tak for selv at gøre grimme ting smukke. Amen.”

Ambrose havde ikke lukket øjnene. Han stirrede på Fern. Hun åbnede øjnene, smilede sødt til ham og gav slip på hans hånd.

Hun begyndte at skubbe jord hen over den hvide æske, dækkede den helt til og klappede graven flad. Ambrose fandt nogle sten og arrangerede dem i en E-form for edderkop. Fern tilføjede nogle sten i en S-form foran Ambroses E. ”Hvad står S’et for?” undrede Ambrose sig højlydt. Han tænkte, at edderkoppen måske havde et navn, han ikke kendte. ”Smukke Edderkop,” svarede hun. ”Det er sådan, jeg altid vil huske ham.”

Skroebelige skoenhed.indd 18

23/12/16 10:15 am

2

Vær modig September 2001 Fern elskede sommer, de dovne dage og de lange timer sammen med Bailey og sine bøger, men efteråret i Pennsylvania tog fuldstændig vejret fra en. Det var stadig tidligt i sæsonen, knap midt-september, men bladene var allerede begyndt at skifte farve, og Hannah Lake var et væld af efterårsfarver blandet med den dybgrønne farve fra sommeren, der var ved at fortone sig. Skolen var i fuld gang igen. De var fjerdeårselever nu, toppen af poppen, kun et år tilbage, før det virkelige liv begyndte.

Men for Bailey foregik det virkelige liv lige nu i dette sekund, for hver dag var en langsom tur ned ad bakke. Han blev ikke stærkere, han blev svagere, han kom ikke tættere på at blive voksen, han kom tættere på enden, så han så ikke på livet på samme måde som alle andre. Han var blevet ganske god til at leve livet i nuet uden at kigge for langt frem og bekymre sig over, hvad der muligvis kunne ske.

Baileys sygdom havde frarøvet ham evnen til at løfte sine arme højere end til brystet, hvilket gjorde det umuligt for ham at gøre alle de små ting, folk gør hver dag uden at 19

Skroebelige skoenhed.indd 19

23/12/16 10:15 am

tænke over det. Hans mor havde været bekymret over at lade ham blive ved med at gå i skole. De fleste børn med muskelsvind bliver ikke ældre end enogtyve, og Baileys dage var talte. Det var bekymrende, at Bailey blev udsat for bakterier dagligt, men hans manglende evne til at kunne røre ved sit ansigt beskyttede ham faktisk fra de bakterier, det lykkedes de andre børn at tvære ud over dem selv, og han gik sjældent glip af en skoledag. Hvis han havde en skriveplade i sit skød, kunne han klare det, men det var akavet at holde skrivepladen, og hvis han tabte den, kunne han ikke læne sig ned for at samle den op. Det var meget nemmere for ham at arbejde på en computer eller rulle sin kørestol tæt ind til et bord, hvor han kunne hvile armene ovenpå. Hannah Lake High School var lille og ikke særlig velfinansieret, men med en smule hjælp og nogle tilpasninger til den normale rutine ville Bailey kunne færdiggøre high school, og han ville sandsynligvis ende med det højeste karaktergennemsnit på årgangen.

Anden lektions matematik var fyldt med fjerdeårselever. Bailey og Fern satte sig bagest i lokalet ved et bord, der var højt nok til, at Bailey kunne bruge det. Fern var blevet udpeget som hans hjælper, selvom han hjalp hende mere i timerne, end hun hjalp ham. Ambrose Young og Grant Nielson sad også bagest i lokalet, og det kildede i Ferns mave ved tanken om at sidde så tæt på Ambrose, selvom han ikke anede, at hun eksisterede, bare én meter fra, hvor han sad klemt inde bag et bord, der var alt for lille til en på hans størrelse.

Mr. Hildy var sent på den. Han kom som regel for sent til anden lektion, og ingen havde egentlig noget imod det.

Han havde ikke nogen første lektion, og man plejede at 20

Skroebelige skoenhed.indd 20

23/12/16 10:15 am

kunne finde ham med en kop kaffe foran tv’et på lærerværelset om morgenen. Men den tirsdag kom han ind i klasselokalet og tændte for tv’et, der hang i hjørnet af lokalet lige ved siden af tavlen. Fjernsynene var nye, tavlerne gamle og lærerne ældgamle, så ingen lagde rigtig mærke til ham, mens han stod og stirrede op på skærmen og så nyhedsværten tale om et flystyrt. Klokken var ni om morgenen. ”Ti stille!” råbte mr. Hildy, og klasselokalet adlød modstræbende. Billedet på skærmen var af to høje bygninger.

Der stod sort røg og flammer ud af siden på den ene. ”Er det New York, mr. Hildy?” spurgte en eller anden fra forreste række. ”Hey, er Knudsen ikke i New York City?” ”Det er World Trade Center,” sagde mr. Hildy. ”Det kan ikke have været et passagerfly, det kan de ikke bilde mig ind.” ”Se! Der er endnu et!” ”Endnu et fly?”

Der lød et fælles gisp. ”Hold da …!” Baileys stemme forsvandt, og Fern slog en hånd for munden, mens de alle så endnu et fly bore sig ind i siden på det andet tårn, det tårn, der ikke allerede var ild i.

Nyhedsværterne reagerede meget lig eleverne i klasselokalet – de var chokerede, forvirrede og ledte efter et eller andet intelligent at sige, da det i snigende rædsel begyndte at gå op for dem, at det tydeligvis ikke var en ulykke.

Der var ingen matematikopgaver den dag. I stedet så mr. Hildys klasse til, mens historien udspillede sig for øjnene af dem. Måske mente mr. Hildy, at fjerdeårseleverne var gamle nok til at se billederne på skærmen og høre hans spekulationer.

21

Skroebelige skoenhed.indd 21

23/12/16 10:15 am

Mr. Hildy var en gammel veteran fra Vietnamkrigen, han lagde ingen fingre imellem og kunne ikke udstå politik.

Han så sammen med sine elever, hvordan USA blev angrebet, og han fortrak ikke en mine. Men han skælvede indvendigt. Han vidste, måske bedre end nogen anden, hvad prisen for dette ville blive. Unge liv. Der var krig på vej.

Ingen vej udenom efter noget som dette. Ingen vej udenom. ”Var Knudsen ikke i New York?” spurgte en eller anden. ”Han sagde, han og hans familie skulle se Frihedsgudinden og en masse andre ting.” Landon Knudsen var elevrådsformand, medlem af fodboldholdet og vellidt og velkendt på hele skolen. ”Brosey, bor din mor ikke i New York?” spurgte Grant pludseligt med vidt opspilede øjne, da det med ét slog ham.

Ambrose fokuserede på tv’et med et anspændt ansigtsudtryk. Han nikkede en enkelt gang. Han havde ondt i maven af skræk. Ikke nok med at hans mor boede i New York, hun arbejdede også som sekretær for et reklamebureau, der lå i World Trade Centers nordlige tårn. Han blev ved med at sige til sig selv, at hun var okay. Hendes kontor lå på en af de lavere etager. ”Måske skulle du prøve at ringe til hende.” Grant så bekymret ud. ”Jeg har forsøgt.” Ambrose holdt sin telefon op, den han ikke måtte have fremme i timerne, men mr. Hildy protesterede ikke. De holdt alle sammen øje med Ambrose, mens han forsøgte at ringe igen. ”Optaget. Alle prøver sikkert at ringe lige nu.” Han klappede telefonen sammen. Ingen sagde noget. Klokken ringede, men alle blev siddende på deres pladser. Et par elever trissede ind til tredje lektion, men rygtet var ved at sprede 22

Skroebelige skoenhed.indd 22

23/12/16 10:15 am

sig på hele skolen, og det normale skoleskema kunne ikke hamle op med dramaet, der udspillede sig. De nye elever satte sig oven på bordene, stillede sig op ad væggene og kiggede på skærmen ligesom alle de andre.

Og så kollapsede det sydlige tårn. Det var der, og så var det der ikke. Det opløste sig i en massiv sky, grumset hvid, tyk og kraftig, fyldt med murbrokker, tæt af ødelæggelse.

En eller anden skreg, og alle talte og pegede. Fern rakte over og tog Bailey i hånden. Et par piger begyndte at græde.

Mr. Hildys ansigt var hvidt ligesom det kridt, han plejede at skrive med på tavlen. Han kiggede ud over sine elever, der stod sammenstuvet i klasselokalet, og ville ønske, at han aldrig havde tændt for fjernsynet. De havde ikke brug for at se det her. Unge, uprøvede og uskyldige. Han åbnede munden for at berolige dem, men hans intolerance over for ævl fratog ham hans stemme. Der var intet, han kunne sige, der ikke var en direkte løgn eller ikke ville skræmme dem endnu mere. Det kunne ikke være rigtigt. Det kunne det bare ikke. Det var en illusion, bare et tryllenummer. Men tårnet var væk. Det var det andet tårn, der blev ramt, og det første, der styrtede sammen. Det tog kun 56 minutter, fra det blev ramt, til det kollapsede.

Fern klamrede sig til Baileys hånd. Den svulmende sky af røg og støv lignede vattet fra Ferns gamle teddybjørn.

Det var en tivoligevinst, fyldt med billigt, blødt, syntetisk bomuld. Hun havde gokket Bailey i hovedet med den, så dens højre arm havde revet sig løs, og de bløde, hvide fnug hvirvlede omkring den. Men det her var ikke tivoli. Det var en spøgelsesby med labyrintagtige gader fyldt med mennesker dækket af aske. Ligesom zombier. Men disse zombier græd og råbte om hjælp.

23

Skroebelige skoenhed.indd 23

23/12/16 10:15 am

Da de hørte i nyhederne, at endnu et fly var styrtet ned uden for Shanksville – kun 100 kilometer fra Hannah Lake – begyndte eleverne at forlade klasselokalet, ude af stand til at bære mere. De styrtede ud af skolen i flokke. De havde brug for deres familier og brug for en forsikring om, at verden ikke var gået til grunde i Hannah Lake. Ambrose Young blev i klasselokalet og så det nordlige tårn styrte sammen en time efter, det sydlige tårn var kollapset. Hans mor tog stadig ikke telefonen. Hvordan kunne hun også det, når det eneste, han kunne høre, når han prøvede at ringe, var en underlig summen i hans øre? Han gik over i brydehallen. Der, i hjørnet, hvor han følte sig mest tryg, satte han sig på en løst sammenrullet måtte og bad en akavet bøn. Han var utilpas ved at bede Gud om noget, når han tydeligvis havde hænderne fulde. Med et halvkvalt ”amen” forsøgte han at få fat på sin mor endnu en gang. * Juli 1994 Højt oppe på den vakkelvorne, brune tribune sad Fern og Bailey og spiste lilla sodavandsis, som de havde snuppet fra fryseren på lærerværelset, mens de med stor fascination kiggede ned på kroppene, der vred sig og brødes. Baileys far, skolens brydetræner, afholdt sin årlige ungdomsbrydelejr, og ingen af dem deltog; piger blev ikke opfordret til at brydes, og Baileys sygdom var begyndt at svække hans lemmer betydeligt.

Kort sagt var Bailey født med al den muskelmasse, han nogensinde ville få, så hans forældre var nødt til nøje at overveje, hvor mange aktiviteter han måtte deltage i. Hvis han overanstrengte 24

Skroebelige skoenhed.indd 24

23/12/16 10:15 am

sig, kunne han risikere at få en fibersprængning. Hos et raskt menneske vil overrevne muskler reparere sig selv og genopbygges stærkere end før, hvilket giver større muskler. Baileys muskler kunne ikke genopbygge sig selv. Men hvis ikke han var aktiv nok, ville de muskler, han havde, svækkes endnu hurtigere. Siden han var fire år gammel og fik diagnosticeret muskelsvind, havde Baileys mor overvåget hans aktivitetsniveau som en militærsergent.

Hun havde tvunget ham til at svømme med redningsvest, selvom Bailey kunne navigere i vandet som en fisk, og hun havde planlagt middagslure, hvileperioder og adstadige gåture i sin travle, lille søns liv, så han kunne undgå at sidde i kørestol så længe som muligt. Og trods alle odds var det lykkedes indtil videre. Som tiårig var de fleste børn med muskelsvind allerede bundet til en kørestol, men Bailey kunne stadig gå. ”Jeg er muligvis ikke lige så stærk som Ambrose, men jeg tror stadig, jeg ville kunne besejre ham,” sagde Bailey og kiggede ned på kampen under dem med sammenknebne øjne. Ambrose Young stak ud blandt de andre. Han gik i samme klasse som Bailey og Fern, men han var allerede elleve, en af de ældste i klassen, og han var flere centimeter højere end alle andre børn på sin alder. Han var midt i en kamp med nogle af drengene fra high school-brydeholdet, der hjalp til på lejren, og han holdt stand.

Træner Sheen holdt øje med ham fra sidelinjen, råbte sine instruktioner og afbrød kampen af og til for at demonstrere et tag eller en bevægelse.

Fern fnyste og slikkede sin lilla sodavandsis og ønskede, at hun havde en bog at læse i. Hvis ikke det havde været for isen, ville hun være taget hjem for længst. Svedige drenge interesserede hende ikke særlig meget. ”Du kunne ikke besejre Ambrose, Bailey. Men det skal du ikke have det dårligt over. Jeg ville heller ikke kunne slå ham.”

25

Skroebelige skoenhed.indd 25

23/12/16 10:15 am

Bailey så forarget på hende og drejede så hurtigt omkring, at hans dryppende sodavandsis faldt ud af hånden på ham og ramte hans tynde knæ, før den landede på gulvet. ”Det kan godt være, jeg ikke har store muskler, men jeg er virkelig klog, og jeg kender alle teknikkerne. Min far har vist mig alle tagene, og han siger, at jeg er en virkelig god tænker, når det kommer til brydning!” råbte Bailey vredt og vendte munden nedad i en vred grimasse, mens han glemte alt om sodavandsisen.

Fern klappede hans knæ og blev ved med at slikke. ”Det siger din far bare til dig, fordi han elsker dig. Ligesom min mor siger til mig, at jeg er smuk, fordi hun elsker mig. Jeg er ikke smuk … og du kan ikke besejre Ambrose, kammerat.”

Bailey rejste sig pludseligt op, og han vaklede en smule, hvilket fik Ferns mave til at vende sig i rædsel ved tanken om, at han ville falde ned fra tribunen. ”Du er ikke smuk!” råbte Bailey og fik Fern til at syde indvendigt. ”Men min far ville aldrig lyve over for mig, som din mor gør. Bare vent og se! Når jeg bliver voksen, vil jeg være den stærkeste, bedste bryder i universet!” ”Min mor siger, du kommer til at dø, før du bliver voksen!” råbte Fern igen og gentog de ord, hun havde hørt sine forældre sige, når de troede, hun ikke lyttede.

Baileys ansigt krøllede sig sammen, og han begyndte at stavre ned fra tribunen, mens han vaklende holdt fast i gelænderet. Fern kunne mærke tårerne presse på bag øjenlågene, og hun mærkede, hvordan hendes ansigt krøllede sig sammen, ligesom Baileys havde gjort.

Hun fulgte efter ham, selvom han nægtede at kigge på hende igen.

De græd begge hele vejen hjem, og Bailey trampede i pedalerne så hårdt, han kunne, uden overhovedet at kigge på Fern eller så meget som at anerkende hendes tilstedeværelse. Fern cyklede af sted ved siden af ham og blev ved med at tørre næsen med sine klistrede fingre.

26

Skroebelige skoenhed.indd 26

23/12/16 10:15 am

Hendes ansigt var et søle af snot og lilla sodavandsis, da hun med knækket stemme indrømmede over for sin mor, hvad hun havde sagt. Ferns mor tog hende tavst i hånden, og de gik over til Bailey, som boede lige ved siden af.

Ferns tante Angie, Baileys mor, sad på verandaen med Bailey på skødet og talte sagte til ham, da Fern og hendes mor kom op ad trapperne. Rachel Taylor satte sig i gyngestolen ved siden af og trak også Fern op på sit skød. Angie kiggede på Fern og smilte en anelse, da hun så de tårevædede kinder med de lilla striber. Baileys ansigt var gemt i hendes skulder. Fern og Bailey var begge lidt for gamle til at sidde på deres mødres skød, men det virkede rigtigt i denne situation. ”Fern,” sagde tante Angie blidt. ”Jeg var lige ved at fortælle Bailey, at det er sandt. Han kommer til at dø.”

Fern begyndte øjeblikkeligt at græde igen, og hendes mor trak hende ind til sit bryst. Fern kunne mærke sin mors hjerte hamre under sin kind, men hendes tantes ansigt forblev roligt, og hun græd ikke. Hun lod til at være nået til en erkendelse, det ville tage Fern flere år at nå. Bailey slog sine arme omkring sin mor og hulkede.

Tante Angie gned sin søns ryg og kyssede ham på hovedet. ”Bailey? Vil du lytte til mig et øjeblik, søn?”

Bailey græd stadig, da han løftede ansigtet og kiggede på sin mor. Så kiggede han skulende på Fern, som om hun var skyld i, at alt det her skete. ”Du kommer til at dø, og jeg kommer til at dø, og Fern kommer til at dø. Vidste du godt det, Bailey? Tante Rachel kommer også til at dø.” Angie kiggede på Ferns mor og smilede som for at undskylde, at hun inkluderede hende i sin dystre forudsigelse.

Bailey og Fern kiggede forfærdede på hinanden, så chokerede, at de ikke længere græd. ”Alle levende væsner dør, Bailey. Nogle mennesker lever længere end andre. Vi ved, at din sygdom sandsynligvis vil gøre dit 27

Skroebelige skoenhed.indd 27

23/12/16 10:15 am

liv kortere end andres. Men ingen af os ved, hvor længe vi andre kommer til at leve.”

Bailey kiggede op på hende. Noget af forfærdelsen og fortvivlelsen var forsvundet fra hans ansigt. ”Ligesom bedstefar?”

Angie nikkede og kyssede ham på panden. ”Ja. Bedstefar havde ikke muskelsvind. Men han kom ud for en bilulykke, ikke? Han forlod os tidligere, end vi ønskede os, men sådan er livet. Vi får ikke lov til at vælge, hvornår og hvordan vi forlader livet. Det gør ingen af os.” Angie så hendes søn direkte i øjnene og gentog alvorligt: ”Hører du mig, Bailey? Det gør ingen af os.” ”Så måske dør Fern før mig?” spurgte Bailey håbefuldt.

Fern kunne mærke en rumlen af latter fra sin mors bryst og kiggede forbavset op på hende. Rachel Taylor smilede og bed sig i læben. Fern forstod pludselig, hvad tante Angie havde gang i. ”Ja!” indskød Fern og nikkede entusiastisk, så slangekrøllerne hoppede op og ned. ”Jeg drukner måske i badekarret, når jeg går i bad i aften. Eller måske falder jeg ned ad trappen og brækker halsen, Bailey. Jeg bliver måske endda kørt ned af en bil, når jeg cykler på min cykel i morgen. Se? Du skal ikke være ked af det.

Vi dør alle sammen før eller siden!”

Angie og Rachel fniste, og et kæmpe tandsmil bredte sig over Baileys ansigt, da han med det samme sluttede sig til. ”Eller måske falder du ned fra træet i din baghave, Fern. Eller måske læser du så mange bøger, at dit hoved eksploderer!”

Angie slog armene hårdt omkring sin søn og kluklo. ”Så tror jeg, det er nok, Bailey. Vi vil da ikke have, at Ferns hoved eksploderer, vil vi?”

Bailey kiggede på Fern, og alle kunne se, at han overvejede det nøje. ”Nej. Det vil jeg ikke. Men jeg håber stadig, hun dør før mig.” Så udfordrede han hende til en brydekamp i forhaven, hvor han hurtigt og sikkert holdt hende nede efter cirka 28

Skroebelige skoenhed.indd 28

23/12/16 10:15 am

fem sekunder. Hvem ved? Måske kunne han virkelig have slået Ambrose Young. * 2001 I dagene og ugerne efter terrorangrebet den 11. september vendte hverdagen så småt tilbage, men det føltes forkert, ligesom en yndlingstrøje, der vender på vrangen – det er stadig den samme, velkendte trøje, men sømmene og mærkerne er synlige, farverne er triste og ordene er bagvendt. Men i modsætning til en trøje på vrangen kunne man ikke råde bod på fornemmelsen af, at noget ikke var, som det skulle være. Det var blevet en permanent tilstand, en ny normalitet.

Bailey fulgte med i nyhederne med både fascination og rædsel, mens han tastede løs på sin computer. Han fyldte side efter side med observationer og dokumenterede de endeløse tragedier med sine egne ord. Hvor Fern altid havde fordybet sig i romantiske bøger, fordybede Bailey sig i historie. Selv som barn elskede han at dykke ned i fortællinger om fortiden og lade sig svøbe i den tryghed, som deres tidløshed og eviggyldighed gav ham. At læse om Kong Arthur, der levede og døde for mere end tusind år siden, var en form for udødelighed i sig selv, og for en dreng, der kunne mærke sandet i timeglasset rinde ud, var udødelighed et berusende koncept.

Bailey havde trofast skrevet dagbog, lige siden han lærte at skrive. Hans dagbøger fyldte en hylde i reolen på hans værelse og stod blandt fortællinger om historiens store mænd. Dagbøgerne var fyldt med højdepunkter fra et ungt liv, tanker og drømme fra et livligt sind. Men på trods af sin 29

Skroebelige skoenhed.indd 29

23/12/16 10:15 am

besættelse af at indfange historien var Bailey den eneste, der lod til at tage den nye situation i stiv arm. Han var hverken mere frygtsom eller følelsesladet, end han plejede at være.

Han fortsatte med at nyde de ting, han altid havde nydt, og med at drille Fern, som han altid havde gjort, og når Fern ikke længere kunne klare mere af dramaet, der udspillede sig i fjernsynet, var han den, der fik talt hende til ro igen.

Fern, derimod, følte sig mere følelsesladet, mere ængstelig og mere hengiven, end hun plejede, og hun var ikke alene. En stemning af vrede og sorg gennemsyrede hverdagen i den lille by. Døden blev pludselig virkelig, og blandt eleverne på fjerde årgang på Hannah Lake High School blandede harmen sig med frygt. De gik i afgangsklassen!

Det var meningen, at det skulle være den bedste tid i deres liv. De havde ikke lyst til at være bange. ”Jeg ville bare ønske, livet var mere ligesom i mine bøger,” klagede Fern og forsøgte at hive både sin og Baileys rygsæk op på sine smalle skuldre, da det ringede ud. ”Hovedpersoner dør aldrig i bøger. Hvis de gjorde, ville historien være ødelagt. Eller slut.” ”Alle er en hovedperson for en eller anden,” sagde Bailey tænksomt og fandt sin vej ned ad den travle gang og ud i novembereftermiddagen. ”Der findes ingen bipersoner.

Tænk på, hvad Ambrose må have følt, da han så nyhederne i mr. Hildys time, vel vidende at hans mor arbejdede i et af tårnene. Han sad der og så det hele på tv og overvejede sikkert, om han så sin mors død. Hun er måske en biperson for os, men for ham er hun hovedpersonen.”

Fern grublede lidt og rystede på hovedet ved tanken. På det tidspunkt havde ingen af dem vidst, hvor personlig 11. september havde været for Ambrose Young. Han havde 30

Skroebelige skoenhed.indd 30

23/12/16 10:15 am

været så fattet, så stille, da han sad der i matematiktimen og gang på gang ringede op til et nummer, der aldrig blev besvaret. Ingen af dem havde kunnet forvente, hvad der var sket. Træner Sheen havde fundet ham i brydehallen, mere end fem timer efter tårnene var styrtet sammen, efter alle de andre for længst var taget hjem. * ”Jeg kan ikke få fat på hende, Træner.” Ambrose hviskede, som om styrken, det krævede ham at hæve stemmen, ville få ham til at miste kontrollen. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hun arbejdede i det nordlige tårn. Det er væk nu. Hvad hvis hun også er væk?” ”Din far bekymrer sig sikkert over, hvor du er. Har du snakket med ham?” ”Nej. Han må også være ved at blive vanvittig. Han lader, som om han ikke elsker hende længere. Men det ved jeg, han gør. Jeg har ikke lyst til at tale med ham, før der er gode nyheder.”

Træner Sheen satte sig ved siden af drengen, der tårnede sig op over ham, og lagde armen om hans skuldre. Hvis Ambrose ikke var klar til at tage hjem, ville han vente sammen med ham. Han snakkede om tilfældige ting – om den næste sæson, om drengene i Ambroses vægtklasse, om styrkerne ved de andre hold i distriktet.

Han lagde strategi for Ambroses holdkammerater og distraherede ham med ligegyldige ting, mens minutterne tikkede af sted. Og Ambrose holdt følelserne i skak, indtil hans telefon hylede og gav et sæt i dem begge, før han rakte ned i sin lomme. ”Søn?” Elliots stemme var høj nok til, at Mike Sheen kunne høre den gennem telefonen, og han holdt vejret af frygt for ordene, der endnu ikke var blevet sagt. ”Hun er okay, Brosey. Hun er okay. Hun er på vej herhjem.”

31

Skroebelige skoenhed.indd 31

23/12/16 10:15 am

Ambrose forsøgte at sige noget, takke sin far for de kærkomne nyheder, men han var ikke i stand til at svare. Han rejste sig op og rakte telefonen til sin træner. Overvældet af følelser gik han så et par skridt og satte sig ned endnu en gang. Mike Sheen fortalte Elliot, at de var på vej hjem, klappede telefonen i og lagde armen omkring skuldrene på sin stjernebryder. Der var ingen tårer, men Ambrose rystede, som om han var blevet ramt af feber eller af chok, og Mike Sheen var et øjeblik bekymret for, at følelserne og dagens stress havde gjort ham oprigtigt dårlig. Efter et stykke tid holdt den maniske rysten op, og de forlod hallen sammen. De slukkede lyset efter sig og lukkede døren i til en sindsoprivende eftermiddag, taknemmelige for, at de på en dag overskygget af en tragedie så stor var blevet velsignet med bare en enkelt lettelse. * ”Min far er bekymret for Ambrose,” sagde Bailey. ”Han siger, at han virker anderledes, og at han er distraheret. Jeg har også lagt mærke til det, selvom han arbejder lige så hårdt til træning, som han plejer.” ”Brydesæsonen startede for kun to uger siden.” Fern forsvarede Ambrose, selvom hun ikke behøvede det. Bailey Sheen var Ambroses største fan. ”Men 11. september skete for to måneder siden, Fern. Og han er stadigvæk ikke kommet sig over det.”

Fern kiggede op på de gråstribede skyer, der hang tungt over deres hoveder. Skyerne var i oprør, og vinden var begyndt at tage til. Der var uvejr på vej. ”Ingen af os er kommet os over det, Bailey. Og det tror jeg aldrig, vi kommer til.”

Skroebelige skoenhed.indd 32

23/12/16 10:15 am

3

Lav en forklædning Kære Ambrose Du er sindssygt lækker, og du er en fantastisk bryder.

Jeg er sååå forelsket i dig.

Jeg tænkte på, om du havde lyst til at ses på et tidspunkt?

Knus Rita

Fern rynkede på næsen af den barnlige besked og kiggede på Ritas håbefulde ansigt. Fern var ikke den eneste, der havde lagt mærke til Ambrose. Måske var grunden til, at han ikke havde haft mange kærester, at han havde så travlt med brydning, rejste og trænede konstant, hvilket gav ham 33

Skroebelige skoenhed.indd 33

23/12/16 10:15 am

meget lidt fritid. Hans utilgængelighed gjorde ham kun til en endnu mere eftertragtet vare, og Rita havde besluttet sig for at gå efter ham. Hun viste Fern beskeden. Den var skrevet på lyserødt papir med hjerter og en kraftig duft af parfume. ”Øhm, det her er fint, Rita. Men vil du ikke hellere være lidt original?”

Rita trak på skuldrene og så forvirret ud. ”Jeg vil bare gerne have ham til at kunne lide mig.” ”Men du skrev ham en besked, fordi du gerne vil fange hans opmærksomhed, ikke?”

Rita nikkede eftertrykkeligt. Fern kiggede på Ritas engleansigt og hendes lange, blonde hår, der faldt blødt omkring de smalle skuldre og perfekte bryster, og hun følte et stik af fortvivlelse. Hun var ret sikker på, at Rita allerede havde Ambroses opmærksomhed. * ”Hun er sådan et smukt barn.”

Fern kunne høre sin mors stemme ude fra køkkenet, hun talte med tante Angie, der sad ved døren og betragtede Bailey og Rita gynge i Ferns baghave. Fern skulle på toilettet, men var kommet ind gennem garagen i stedet for hoveddøren, så hun kunne se til skildpadden, hun og Bailey havde fanget ved bækken om morgenen. Han lå i en kasse fyldt med blade og alt, en skildpadde kunne ønske sig. Han havde ikke bevæget sig, og Fern overvejede, om de måske havde begået en fejl ved at tage ham væk fra sit hjem. ”Hun ser nærmest uvirkelig ud.” Ferns mor rystede på hovedet og drog Ferns opmærksomhed væk fra skildpadden. ”De der klare blå øjne og de perfekte dukketræk.”

34

Skroebelige skoenhed.indd 34

23/12/16 10:15 am

”Og håret! Det er hvidt fra rod til spids. Jeg tror aldrig, jeg har set noget lignende,” sagde Angie. ”Og alligevel er hun så brun, som man kan være. Hun har den der sjældne kombination af hvidt hår og gylden hud.”

Fern stod som forstenet i gangen og lyttede til de to kvinder og vidste, at hendes mor og tante troede, hun stadig befandt sig i haven. Rita var flyttet til Hannah Lake samme sommer med sin mor, og som den præstekone, hun var, havde Rachel Taylor været den første til at byde den unge mor og hendes tiårige datter velkommen. Inden længe havde hun budt på frokost og inviterede Rita over for at lege med Fern. Fern kunne godt lide Rita. Hun var sød og glad og villig til at lade Fern bestemme legen. Hun havde ikke en særlig god fantasi, men Fern havde nok for dem begge. ”Jeg tror, Bailey er forelsket,” lo Angie. ”Han har ikke blinket en eneste gang, siden hun kom. Det er sjovt, hvordan børn drages af skønhed ligesom os andre. Før vi ved af det, begynder han nok at demonstrere sine brydeevner for hende, og jeg bliver nødt til at finde på en måde at distrahere ham på igen, stakkels dreng. Han tiggede Mike om at lade ham deltage i brydelejren igen. Det er det samme hvert år. Han tigger, han græder, og vi er nødt til at forklare ham, hvorfor han ikke må.”

Der var stille i køkkenet, mens Angie sad fordybet i sine tanker, og Rachel lavede sandwicher til børnene, ude af stand til at beskytte Angie fra realiteterne ved Baileys sygdom. ”Fern lader til at kunne lide Rita, synes du ikke?” Angie skiftede emne med et suk, men hendes blik forblev fastlåst på hendes søn, der svingede frem og tilbage og talte uafbrudt til den kønne, lille blondine ved hans side. ”Det er godt for hende at have en veninde. Hun tilbringer al sin tid sammen med Bailey, men hun kommer til at få brug for en veninde, når hun bliver ældre.”

Nu var det Rachels tur til at sukke. ”Stakkels Fernie.”

35

Skroebelige skoenhed.indd 35

23/12/16 10:15 am

Fern havde vendt sig om for at gå ned ad gangen mod badeværelset, men stoppede brat op. Stakkels Fernie? Hun overvejede pludselig, om hun også havde en sygdom ligesom Baileys, som hendes mor ikke havde fortalt hende om. ”Stakkels Fernie” lød alvorligt. Hun lyttede opmærksomt. ”Hun er ikke smuk ligesom Rita. Hendes tænder får brug for en masse arbejde, men hun er stadig så lille, og hun har endnu ikke tabt de fleste af sine mælketænder. Måske vil det ikke være så slemt, når hendes blivende tænder vokser ud. At dømme ud fra den hastighed hun vokser med, kommer hun til at have bøjle på, til hun er femogtyve.” Ferns mor grinede. ”Jeg har spekuleret på, om hun vil blive misundelig på Rita. Men indtil videre lader hun til at være lykkeligt uvidende om deres fysiske forskelle.” ”Vores lille, sjove Fernie,” sagde Angie med et smil i stemmen. ”Man finder ikke et bedre barn end Fern. Jeg er taknemmelig for hende hver dag. Hun er sådan en velsignelse for Bailey. Gud vidste, hvad han gjorde, da han gjorde dem til familie, Rachel. Han gav dem hinanden. Sådan en vidunderlig gave.”

Fern stod, som var hun frosset fast på stedet. Hun hørte ikke ordet velsignelse. Hun stoppede ikke for at overveje, hvad det betød at være en af Guds vidunderlige gaver. Hun er ikke smuk.

Ordene rungede i hovedet på hende som potter og pander, der blev slået og hamret mod hinanden. Hun er ikke smuk. Lille, sjove Fernie. Hun er ikke smuk. Stakkels Fernie. * ”Fern!” Rita råbte på hende og vinkede med en hånd foran Ferns ansigt. ”Hallo? Hvor forsvandt du hen? Hvad skal jeg skrive?”

36

Skroebelige skoenhed.indd 36

23/12/16 10:15 am

Fern rystede det gamle minde af sig. Det var sjovt, hvordan nogle ting hang ved. ”Hvad med at skrive noget i stil med: ’Selv når du ikke er her, er du det eneste, jeg ser. Du er det eneste, jeg tænker på. Er dit hjerte lige så smukt som dit ansigt? Er dine tanker lige så fascinerende, som når dine muskler spiller under din hud? Er det muligt, at du måske også tænker på mig?’”

Fern tøvede og kiggede på Rita.

Ritas øjne var runde og store. ”Åh, det er godt. Skrev du det i en af dine romantiske bøger?” Rita var en af de få personer, der vidste, at Fern skrev kærlighedshistorier og drømte om at få dem udgivet. ”Det ved jeg ikke. Sikkert.” Fern smilede fåret. ”Her! Skriv det ned,” sagde Rita med et hvin og trak papir og blyant frem og proppede dem i hænderne på Fern.

Fern forsøgte at huske, hvad hun havde sagt. Det lød endnu bedre anden gang. Rita fniste og hoppede op og ned, mens Fern skrev kærestebrevet færdig med en svungen håndbevægelse. Hun underskrev det dramatisk med Ritas navn. Så rakte hun sedlen til Rita, der trak en parfume op fra sin rygsæk, gav papiret et sprøjt, foldede det sammen og adresserede det til Ambrose.

Ambrose svarede ikke med det samme. Faktisk tog det ham et par dage. Men på dag fire lå der en konvolut i Ritas skoleskab. Hun åbnede den med rystende hænder. Hun læste tavst med rynkede øjenbryn, mens hun holdt fast i Ferns arm, som om hun var ved at læse tallene på en vinderlottokupon. ”Fern! Lyt!” sagde hun stakåndet.

37

Skroebelige skoenhed.indd 37

23/12/16 10:15 am

Hun går i skønhed ligesom natten Af skyfri himmelstrøg og stjernehimmel; Og alt, hvad der er bedst af mørke og lys Mødes i hendes ansigtsudtryk og øjne;

Ferns øjenbryn fløj op og forsvandt bag hendes lidt for lange pandehår. ”Han er næsten lige så god til at skrive, som du er, Fern!” ”Han er bedre,” sagde Fern tørt og pustede en løsthængende hårtot ud af sine øjne. ”Eller manden, der skrev det her, er bedre.” ”Han har bare underskrevet det med et A,” hviskede Rita. ”Han skrev et digt til mig! Jeg kan ikke tro det!” ”Øh, Rita? Det er Lord Byron. Det er meget kendt.”

Ritas ansigtsudtryk falmede, og Fern skyndte sig at opmuntre hende. ”Men det er vildt fedt, at Ambrose citerede … Lord Byron … i et brev … til dig, mener jeg,” forsikrede hun hende halvhjertet. Faktisk var det ret fedt. Fern troede ikke på, at der fandtes mange attenårige fyre, som citerede berømt poesi til smukke piger. Hun var pludselig meget imponeret.

Det var Rita også. ”Vi er nødt til at svare ham! Skal vi også skrive et berømt digt?” ”Måske.” Fern lagde hovedet på skrå og tænkte sig lidt om. ”Jeg kunne finde på mit eget digt.” Rita så tvivlsom ud i et par sekunder. Så lyste hendes ansigt op, og hun åbnede munden for at sige noget. ”Lad være med at begynde med roser er røde, violer er blå!” advarede Fern, fordi hun på forhånd vidste, hvad der ville komme.

38

Skroebelige skoenhed.indd 38

23/12/16 10:15 am

”Øv,” sagde Rita surmulende og lukkede munden igen. ”Jeg havde ikke tænkt mig at sige violer er blå! Jeg ville sige: ’Roser er røde og nogle gange lyserøde. Jeg ville ønske, at vores læber ville mødes.’”

Fern fniste og daskede til sin veninde. ”Det kan du ikke skrive, når han lige har sendt dig Hun går i skønhed.” ”Det ringer snart ind.” Rita smækkede sit skab i. ”Vil du ikke nok skrive et eller andet for mig, Fern? Så er du sød?

Du ved, at jeg ikke ville kunne finde på noget godt!” Rita så Ferns tøven og tiggede, indtil Fern gav efter. Og sådan gik det til, at Fern Taylor begyndte at skrive kærestebreve til Ambrose Young. * 1994 ”Hva’ laver du?” spurgte Fern, da hun dumpede ned på Baileys seng og kiggede sig omkring i hans værelse. Det var et stykke tid siden, hun havde været her. De plejede at lege udenfor eller i stuen. Væggene på hans værelse var dækket af plakater, bannere og alt muligt grej, der havde med brydning at gøre, primært fra Pennsylvania State University. Ind imellem de blå og hvide farver var der plakater af hans yndlingsatleter, billeder af hans familie og bunker af børnebøger om alt fra historie og sport til græsk og romersk mytologi. ”Jeg er ved at skrive en liste,” sagde Bailey kort uden at løfte blikket fra sin opgave. ”Hvilken slags liste?” ”En liste over alle de ting, jeg gerne vil nå.” ”Hvad har du skrevet indtil videre?”

39

Skroebelige skoenhed.indd 39

23/12/16 10:15 am

”Det siger jeg ikke.” ”Hvorfor ikke?” ”Fordi noget af det er privat,” sagde Bailey uden omsvøb. ”Fint. Måske laver jeg også en liste, og jeg siger heller ikke, hvad der står på den.” ”Det gør du bare.” Bailey grinede. ”Men jeg kan sikkert gætte alt, der står på den.”

Fern snuppede et stykke papir fra Baileys skrivebord og fandt en Penn State-kuglepen i en krukke med løse mønter, sten og andre tilfældige ting, der stod på hans natbord. Hun skrev LISTE i toppen og stirrede på den. ”Vil du ikke fortælle mig bare én ting fra din liste?” spurgte hun spagt efter at have stirret på papiret i flere minutter uden at finde på noget spændende.

Bailey sukkede, et stort sus, der lød mere som en bekymret forælder end en tiårig dreng. ”Okay. Men nogle af tingene på min liste vil jeg nok ikke udføre lige nu. Det er ting, jeg vil gøre, når jeg bliver ældre … men jeg vil stadig gøre det. Jeg vil gøre det!” sagde han bestemt. ”Okay. Bare fortæl mig én,” plagede Fern. På trods af at hun var en pige med god fantasi, havde hun virkelig svært ved at finde på noget, hun havde lyst til at gøre, men det var måske, fordi hun tog på nye eventyr hver dag i de bøger, hun læste, og levede gennem figurerne i historierne, hun skrev. ”Jeg vil gerne være en helt.” Bailey så alvorligt på Fern, som om han var ved at afsløre dybt fortrolige informationer. ”Jeg ved ikke hvilken slags endnu. Måske ligesom Herkules eller Bruce Baumgartner.”

Fern vidste godt, hvem Herkules var, og hun vidste også godt, hvem Bruce Baumgartner var, fordi han var en af Baileys yndlingsbrydere og ifølge Bailey en af de bedste sværvægtsløftere no40

Skroebelige skoenhed.indd 40

23/12/16 10:15 am

gensinde. Hun så tvivlsomt på sin fætter, men gav ikke luft for sin mening. Herkules var ikke virkelig, og Bailey ville aldrig blive lige så stor og stærk som Bruce Baumgartner. ”Og hvis jeg kan blive en helt ligesom dem, så kan jeg måske redde nogens liv,” fortsatte Bailey og ænsede ikke Ferns manglende tiltro. ”Så ville mit billede blive bragt i avisen, og alle ville vide, hvem jeg var.” ”Jeg ville ikke have, at alle skulle vide, hvem jeg var,” sagde Fern efter at have overvejet det et stykke tid. ”Jeg vil gerne være en berømt forfatter, men jeg tror, jeg vil bruge et pseudonym. Et pseudonym er et navn, man bruger, når man ikke vil have, at alle skal vide, hvem man virkelig er,” tilføjede hun, ifald Bailey ikke vidste det. ”Så kan du have en hemmelig identitet, ligesom Superman,” hviskede han, som om Ferns forfatterdrømme pludselig var meget sejere, end de nogensinde havde været før. ”Og ingen vil nogensinde vide, det er mig,” sagde Fern sagte. * Det var ikke typiske kærestebreve. Det var kærestebreve, fordi Fern lagde sit hjerte og sjæl i dem, og Ambrose lod til at gøre det samme og svarede med en ærlighed og sårbarhed, hun ikke havde forventet. Fern skrev ikke om alle de ting, hun/Rita elskede ved ham, og rablede ikke løs om hans udseende, hans hår, hans styrke eller hans talent. Det kunne hun have gjort, men hun var mere interesseret i alle de ting, hun ikke vidste. Så hun valgte sine ord med omhu og fandt på spørgsmål, der ville give hende adgang til hans dybeste tanker. Hun vidste, det var et spil. Men hun kunne ikke lade være.

41

Skroebelige skoenhed.indd 41

23/12/16 10:15 am

Det begyndte med simple spørgsmål. Nemme ting som sur eller sød, vinter eller efterår, pizza eller tacos. Men så begyndte de at nå ind til det dybe, det personlige og det afslørende. Frem og tilbage gik det, spørgsmål og svar, og det føltes en lille smule som at klæde sig af – at tage de ubetydelige ting af først, jakken og øreringene, baseballkasketten. Inden længe blev knapper knappet op, lynlåse lynet ned, og tøj faldt på gulvet. Ferns hjerte bankede hurtigere og hurtigere, og hendes åndedrag blev kortere og kortere for hver grænse, der blev krydset, for hvert stykke tøj, der blev fjernet i hendes tanker.

Faret vild eller alene? Ambrose skrev alene, og Fern svarede: ”Jeg ville meget hellere være faret vild sammen med dig end at være alene uden dig, så jeg vælger faret vild med en ven.” Ambrose svarede: ”Ingen venner,” hvortil Fern svarede: ”Så faret vild, fordi alene lyder så endegyldigt, og når man er faret vild, kan man blive fundet igen.”

Gadelygter eller lyskryds? Fern: Gadelygter gør mig tryg.

Ambrose: Lyskryds gør mig rastløs.

At være ingen eller at være ingen steder? Fern: Jeg ville hellere være ingen derhjemme end nogen et andet sted. Ambrose: Jeg ville hellere være ingen steder. At være ingen, når der bliver forventet af en, at man er nogen, er trættende. Fern: Hvordan ved du det? Har du nogensinde været en ingen? Ambrose: Alle, der er nogen, bliver til ingen, det øjeblik de fejler.

Klog eller smuk? Ambrose påstod klog, men fortsatte brevet med at fortælle hende, hvor smuk hun (Rita) var. Fern 42

Skroebelige skoenhed.indd 42

23/12/16 10:15 am

skrev smuk og fortsatte med at fortælle Ambrose, hvor klog han var.

Før eller efter? Fern: Før, forventningen er som regel bedre end den faktiske ting. Ambrose: Efter. Den faktiske ting, når det bliver gjort rigtigt, er altid bedre end en dagdrøm.

Det kunne Fern ikke vide, kunne hun? Den lod hun glide forbi.

Kærlighedssange eller poesi? Ambrose: Kærlighedssange – man får det bedste fra begge verdener, poesi tilsat musik.

Og man kan ikke danse til poesi. Han lavede derefter en liste med sine yndlingsballader. Det var en imponerende liste, og Fern tilbragte en hel aften med at brænde en blandet CD med dem alle sammen. Fern skrev poesi og sendte ham nogle af de digte, hun havde skrevet. Det var risikabelt og tåbeligt, og hun var fuldstændig nøgen på dette punkt i deres spil, men hun fortsatte alligevel.

Klistermærker eller farveblyanter? Stearinlys eller elektriske pærer? Kirke eller skole? Klokker eller fløjter? Gammel eller ny?

Spørgsmålene fortsatte, svarene fløj, og Fern læste hvert brev meget langsomt, siddende på kanten af toiletbrættet ude på pigetoilettet, og tilbragte resten af skoledagen med at finde på et svar.

Hun forlangte, at Rita skulle læse hvert brev, og for hver besked blev Rita mere og mere forvirret, både af de ting, Ambrose skrev, og af svarene, Fern gav. Mere end én gang protesterede hun: ”Jeg aner ikke, hvad I to taler om! Kan du ikke bare skrive noget om hans mavemuskler? Han har fantastiske mavemuskler, Fern.” Inden længe rakte Rita be43

Skroebelige skoenhed.indd 43

23/12/16 10:15 am

skederne til Fern med et skuldertræk og afleverede dem til Ambrose med tilsvarende interesse.

Fern forsøgte at lade være med at tænke på Ambroses mavemuskler eller det, at Rita sandsynligvis var bekendt med netop den del af hans krop. Cirka tre uger efter deres første kærestebrev kom Fern gående omkring hjørnet på vej til time for at hente en opgave i sit skab, da hun så Rita stå presset op ad skabet med armene omkring Ambrose.

Han kyssede hende, som om de først lige havde opdaget, at de havde læber … og tunger. Fern gispede og drejede øjeblikkeligt omkring for at flygte i samme retning, hun var kommet fra. I et øjeblik havde hun troet, hun skulle kaste op, og hun sank kvalmen, der var begyndt at stige op i hendes hals. Men det var ikke en dårlig mave, der gjorde hende skidt tilpas, det var et trist hjerte. Og det var hendes egen skyld. Hun spekulerede på, om brevene mon fik Ambrose til at elske Rita endnu mere og dermed bare var en hån mod alt det, hun afslørede om sig selv.

Skroebelige skoenhed.indd 44

23/12/16 10:15 am

INTERNATIONAL BESTSELLER

– Goodreads ”Fern tog brillerne af og begyndte

Fern har været forelsket i Ambrose, så længe hun

at pudse dem med kanten af sin

kan huske. Han er smuk og uopnåelig, den ubesejrede

T-shirt for at slippe for at se på de fornøjede ansigter omkring sig.

AMY HARMON

” E N U FO R G L E M M E L I G FO R TÆ L L I N G , D E R S Æ T T E R S I G I HJERTET OG IKKE GIVER SLIP FØ R L Æ N G E E F T E R , S I D ST E S I D E E R V E N DT. ”

AMY HARMON

stjerne på skolens brydehold. Hun er klassens stille pige, en dagdrømmer og en bogorm.

AMY HARMON

Lad dem grine. For sandheden var,

Men da Ambrose efter high school drager i krig i Irak

er en amerikansk forfatter, hvis

at hun følte sig både euforisk og

og vender hjem med ar på krop og sjæl, er rollerne

bøger har ligget på bestseller-

pludselig byttet om: Fern er ikke længere den grimme

listerne i New York Times, Wall

ælling, hun engang var, og Ambrose har mistet sin

Street Journal og USA Today.

skønhed i krigen.

Hun har skrevet historier, lige

svimmel på samme tid, ligesom hun ofte følte det efter en særligt tilfredsstillende kærlighedsscene i en af sine yndlingsromaner. Fern Taylor elskede Ambrose Young og

siden hun var helt lille, og i dag Kan Fern nu hjælpe Ambrose tilbage til livet, og kan

udkommer hendes bøger på 13

hun omsider vinde hans hjerte?

sprog over hele verden. Skrøbelige skønhed er hendes debut på dansk.

havde elsket ham, siden hun var ti år gammel. Dengang havde hans

MØD AMY PÅ:

Skrøbelige skønhed er en romantisk

authoramyharmon.com

unge stemme sunget en anden

young adult-roman om kærlighed

sang, men i dette øjeblik nåede

og venskab, heltemod og nye begyndelser.

facebook.com/authoramyharmon Twitter: @aharmon_author

han et helt nyt niveau af skønhed.”

Instagram: @amy.harmon2

9 788711 557105

LOVEBOOKS.DK

LOVEBOOKS

#skrøbeligeskønhed