Shopaholic i Las Vegas - læseprøve

Sammen med sin skøre familie og et par venner (og en fjende!) kører Becky Bloomwood i en minibus mod Las Vegas for at finde sin far.

Beckys far Graham og hendes bedste venindes mand Tarquin er forsvundet. Efter sigende var der noget meget vigtigt, de skulle ordne i Las Vegas, men Tarquins kone Suze og Beckys mor er overbeviste om, at mændene skjuler noget og er i fare. Becky føler sig ansvarlig, fordi hun har ignoreret sin fars forsøg på at bede om SOPHIE KINSELLA er en international bestsellerforfatter, som især har fået succes

hjælp, og desuden frygter hun at miste sit venskab til Suze. Det er intet mindre end livsnødvendigt, at de finder dem!

med sin Shopaholic-serie, hvoraf Shopaholic

i Las Vegas er ottende bog. I alt er der ud-

Med Beckys mand Luke bag rattet kører hele flokken, inklusiv

kommet fjorten bøger af Kinsella på dansk.

datteren Minnie, fra Los Angeles til Las Vegas i jagten på de to for-

Hun bor i London med sin mand og deres

svundne mænd. En rejse, der bliver alt andet end kedelig …

fem børn.

Shopaholic Sophie Kinsella i Las Vegas

Becky på roadtrip!

Sophie Kinsella Shopaholic i Las Vegas

Om Shopaholic stiler mod stjernerne „Læs den og bliv glad!“ – ALT FOR DAMERNE

„Sjov shopping i Hollywood.“ – FAMILIE JOURNAL

Om Bryllupsnatten: „Der er romantik, komik og masser af generations-ironi i denne bog.“ – FEMINA

Om Mini Shopaholic: „Serien er absolut noget af det bedste indenfor genren og kan anbefales til alle, der ynder at læse chicklit.“ – LITTERATURSIDEN „Hvis du kunne lide de andre Shopaholicbøger, kan du ikke komme udenom denne.

Med Mini Shopaholic er der tale om førsteklasses chicklit.“ – BOGBLOGGER.DK

Om Jeg har dit nummer:

Læs mere på www.sophiekinsella.co.uk

„En chicklit af de helt gode.“ – FEMINA „Forrygende roman.“ – SØNDAG

lindhardtogringhof.dk FORFATTERPORTRÆT: © BLAKE LITTLE OMSLAG: MARLENE DIEMAR – IMPERIET

roman lindhardt og ringhof

Sophie Kinsella

SHOPAHOLIC I LAS VEGAS

P책 dansk ved Dorte Andersson

LINDHARDT OG RINGHOF

Shopaholic i Las Vegas.indd 3

21/04/16 14.08

Shopaholic i Las Vegas er oversat fra engelsk efter Shopaholic to the Rescue Copyright © 2015 by Sophie Kinsella All rights reserved Dansk copyright © 2016 Lindhardt og Ringhof A/S Omslag: Imperiet / Marlene Sherar Bogen er sat med Legacy Serif Book hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print, 2016 ISBN 978-87-11-53969-9 1. udgave, 1. oplag 2016

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Shopaholic i Las Vegas.indd 4

21/04/16 14.08

Til Linda Evans med kĂŚrlighed og tak for alt

Shopaholic i Las Vegas.indd 5

21/04/16 14.08

Shopaholic i Las Vegas.indd 6

21/04/16 14.08

Fra: dsmeath@locostinternet.com Til: Brandon, Rebecca Emne: En ‘forespørgsel’

Kære mrs. Brandon Det er længe siden, jeg har set Dem. Jeg håber, at De og Deres ­familie trives.

For mit eget vedkommende nyder jeg pensionisttilværelsen, men ofte vandrer mine tanker hengivent tilbage til hændelser i mit ­arbejdsliv i Endwich Bank. Jeg har derfor besluttet at kaste mig ud i at skrive en selvbiografi eller mine ‘memoirer’, som foreløbig har ­titlen: Gode og dårlige skyldnere: Livet på godt og ondt for en ­tålmodig (og ikke så tålmodig) filialbestyrer i Fulham Bank.

Jeg har allerede skrevet to kapitler, som er blevet godt modtaget af medlemmer af min lokale haveklub; indtil flere af de tilstedeværende gav udtryk for, at “det burde komme i tv!” Det ved jeg nu ikke lige, om jeg er enig i!

Jeg må sige, mrs. Brandon, at De altid har været en af mine mere ‘farverige’ kunder og havde en helt ‘unik’ tilgang til Deres økonomi.

(Jeg håber inderligt, at De har rettet Dem med alderen). Vi krydsede klinger indtil flere gange, men jeg håber og mener, at vi nåede frem til en form for ‘entente cordiale’, inden jeg gik på pension?

Jeg vil derfor spørge, om jeg må interviewe Dem til min bog, når det måtte være belejligt for Dem? Jeg ser med glæde frem til Deres svar.

Med venlig hilsen Derek Smeath Filialbestyrer (pens)

Shopaholic i Las Vegas.indd 7

21/04/16 14.08

Fra: dsmeath@locostinternet.com Till: Brandon, Rebecca Emne: Re: Re: En ‘forespørgsel’

Kære mrs. Brandon Skuffelse får mig til at skrive igen. Jeg henvendte mig til Dem med de bedste hensigter, som ét skrivende menneske til et andet eller – drister jeg mig til at skrive – ven. Det var mit håb at blive behandlet som en sådan.

Hvis ikke De ønsker at blive interviewet til mine ‘memoirer’, står det Dem naturligvis helt frit for. Men det bedrøver mig, at De har følt Dem nødsaget til at skrue en så voldsom løgn sammen. Hele denne latterlige, indviklede historie om at ‘at styrte efter Deres far til Las Vegas’ for at ‘afsløre et mysterium’ og sørge for, at ‘den stakkels Tarkie ikke bliver hjernevasket’ er tydeligvis det pure opspind.

Hvor mange gange har jeg ikke, mrs. Brandon, siddet med skrivelser fra Dem, hvori De påstod at have ‘brækket benet’, ‘lidt af mononukleose’ eller fortalt mig, at Deres (fantasi-) hund var død? Det var mit håb, at De som en moden, gift mor til et barn måske var blevet lidt mere voksen. Men jeg er desværre blevet skuffet.

Med venlig hilsen Derek Smeath

Shopaholic i Las Vegas.indd 8

21/04/16 14.08

Fra: dsmeath@locostinternet.com Til: Brandon, Rebecca Emne: Re: Re: Re: Re: En ‘forespørgsel’

Kære mrs. Brandon At sige, at jeg blev forbløffet over Deres seneste e-mail, er noget af en underdrivelse. Mange tak for de fremsendte fotografier.

Jeg ser tydeligt, at De står i udkanten af en ørken. Jeg ser den ­autocamper, De peger på, og nærbilledet af Californien. Jeg ­bemærker også Deres veninde, lady Cleath-Stuart, på et af ­billederne, om end jeg ikke kan afgøre, hvorvidt ‘hendes forpinte ansigtsudtryk med al ønskelig tydelighed viser, at hendes mand er forsvundet.’

Måtte jeg bede Dem præcisere: Deres far er forsvundet, og det ­samme er Deres venindes mand? Begge to samtidig?

Med venlig hilsen Derek Smeath

Shopaholic i Las Vegas.indd 9

21/04/16 14.08

Fra: dsmeath@locostinternet.com Til: Brandon, Rebecca Emne: Re: Re: Re: Re: Re: Re: En ‘forespørgsel’

Kære mrs. Brandon Du godeste, sikke en historie! Deres e-mail var lidt uoverskuelig, hvis jeg må sige det sådan – er nedenstående de korrekte fakta?

• Deres far kom på besøg hos Dem i Los Angeles, fordi han havde fået nye oplysninger om en gammel kammerat, Brent, som han ikke havde set i mange år.

• Han forsvandt derefter på en mission og efterlod blot en besked om, at han skulle “have noget bragt i orden”.

• Han har sikret sig hjælp fra lord Cleath-Stuart (’Tarkie’), som har haft det svært den seneste tid og er i en ‘sårbar tilstand’.

• Han har også tvangsudskrevet en fyr ved navn ‘Bryce’. (Sære navne de har i Californien).

• Nu er De i færd med at følge efter de tre til Las Vegas af frygt for, at Bryce er en forbryderisk type, som er ude på at hive penge ud af lord Cleath-Stuart.

Som svar på Deres spørgsmål må jeg beklageligvis meddele, at jeg ikke har nogen ‘blændende indsigt’, som kan hjælpe Dem – og i min tid i banken var jeg ikke på noget tidspunkt ude for noget lignende.

På et tidspunkt havde vi dog en temmelig ‘anløben’ kunde, som ­forsøgte at indsætte en affaldspose fuld af 20-pundsedler, hvorefter jeg ringede til myndighederne. Denne ‘historie’ vil blive gengivet i min bog, tro mig!

Jeg ønsker Dem held og lykke med at finde de tre savnede, og hvis jeg på nogen måde kan være til hjælp, må De endelig kontakte mig.

Med venlig hilsen Derek Smeath

Shopaholic i Las Vegas.indd 10

21/04/16 14.08

1

“Okay,” siger Luke roligt. “Ingen panik.”

Ingen panik? Siger Luke “Ingen panik”? Nej. Neeeej. Det her er helt forkert. Min mand siger aldrig “Ingen panik”. Hvis han siger “Ingen panik,” så mener han i virkeligheden: “Der er al mulig grund til at gå i panik.”

Mand, nu går jeg i panik.

Der er lys, der blinker, og politibilens sirene er stadig tændt. I mit hoved hvirvler kun vilde, tilfældige tanker rundt, fx: “Gør håndjern ondt?” og “Hvem skal jeg ringe til fra min fængselscelle?” og “Er fangedragterne alle sammen orange?”

En betjent er på vej hen mod vores lejede 9 meter lange Klasse C autocamper (blå zefyrgardiner, blomstret betræk, ‘seks senge’, selv om ordet ‘seng’ er en overdrivelse, det skulle snarere være ‘seks pivtynde madrasser smidt på nogle træbrædder’). Han er en af de der sejtudseende, amerikanske betjente, der går med spejlglassolbriller og er solbrændte, og han ser meget skræmmende ud. Mit hjerte begynder at hamre, og jeg begynder automatisk at kigge rundt for at finde et gemmested.

Okay, det er måske at overreagere en smule. Men jeg bliver altid nervøs, når der er betjente i nærheden, faktisk lige siden jeg smuglede seks par dukkesko ud af Hamleys, da jeg var fem, og en betjent kom hen til mig og sagde med dyb stemme: “Hvad har du der, unge 11

Shopaholic i Las Vegas.indd 11

21/04/16 14.08

dame?”, og jeg nær var gået ud af mit gode skind. Og så viste det sig, at han faktisk bare beundrede min heliumballon.

“Luke,” mumler jeg indtrængende. “Hurtigt! Skal vi mon bestikke dem? Hvor mange kontanter har vi?”

“Becky,” siger Luke tålmodigt. “Jeg sagde: ‘Ingen panik!’ Der er garanteret en helt igennem god grund til, at de har standset os.”

“Skal vi stige ud alle sammen?” spørger Suze.

“Jeg synes, vi skal blive herinde,” siger Janice, sådan lidt skarpt.

“Jeg synes, vi skal opføre os fuldstændig normalt, som om vi ikke har noget at skjule.”

“Vi har heller ikke noget at skjule,” siger Alicia lettere irriteret. “Vi skal bare slappe helt af alle sammen.”

“De har pistoler!” siger mor oprevet og stirrer ud ad vinduet. “Pistoler, Janice!”

“Jane, tag det nu bare roligt,” siger Luke. “Jeg går ud og snakker med dem.”

Han stiger ud af bilen, og vi andre kigger bekymret rundt på hinanden. Jeg er sammen med min bedste veninde, Suze, min i den grad ikke-bedste veninde, Alicia, min datter Minnie, min mor og hendes bedste veninde, Janice. Vi er på vej til Las Vegas fra Los Angeles, og vi har allerede skændtes om, hvor meget aircondition der skulle være på, hvem der skulle sidde hvor, og om hvorvidt Janice skulle have lov til at spille keltisk sækkepibemusik, som hun siger virker beroligende på hendes nerver. (Svaret: nej. Fem stemmer mod en).

Denne her køretur er en smule belastende, og vi har kun kørt i to timer. Og nu det her.

Jeg ser på, mens betjenten går hen mod Luke og begynder at tale.

“Hunnie!” siger Minnie og peger ud ad vinduet. “Stor, stor, stor hunnie.”

Endnu en betjent er kommet hen til Luke med en barskudseende politihund. Det er en schæferhund, og den snuser rundt ved Lukes fødder. Pludselig ser den op på autocamperen og gør. “Åh gud!” Janice udstøder et forpint skrig. “Jeg vidste det! Det er narkopatruljen! De snuser sig frem til mig!”

“Hvad?” Jeg vender mig om og ser på hende. Janice er en midaldrende kvinde, der godt kan lide at lave blomsterdekorationer og 12

Shopaholic i Las Vegas.indd 12

21/04/16 14.08

lægge folks makeup i skrigende ferskennuancer. Hvad mener hun med “snuse sig frem til hende”?

“Jeg er ked af at måtte sige det til jer, alle sammen …” Hun synker dramatisk. “Men jeg har illegale stoffer på mig.”

Et øjeblik sidder alle bomstille. Min hjerne nægter at bearbejde de to faktorer samtidig. Illegale stoffer? Janice?

“Stoffer?” udbryder mor. “Janice, hvad taler du om?”

“Mod jetlag,” stønner Janice. “Min læge ville ikke hjælpe mig, så jeg måtte gå på nettet. Annabel fra bridgeklubben gav mig navnet på en hjemmeside, men den havde en advarsel: ‘Kan være forbudt i visse lande.’ Og nu snuser hunden sig garanteret frem til dem, og så bliver vi slæbt ind til afhøring …”

Hun tier brat, da der lyder en rasende gøen. Og jeg må indrømme, at politihunden ser ud til at være meget opsat på at komme hen til vores bil. Den trækker i snoren og gør, og politimanden kigger hele tiden irriteret ned på den.

“Har du købt forbudte stoffer?” Suze eksploderer. “Hvorfor i alverden har du gjort det?”

“Janice, du sætter jo hele denne her tur på spil!” Mor lyder rasende. “Hvordan kan du dog finde på at tage euforiserende stoffer med ind i USA?” “Jeg er ikke sikker på, at de er euforiserende,” siger jeg, men mor og Janice er for hysteriske til at høre efter.

“Så se dog at komme af med dem!” siger mor skingert. “Nu!” “Her.” Janice tager to hvide pakker op af sin taske. Hendes hånd ryster, da hun rækker dem frem. “Jeg ville ikke have købt dem, hvis jeg havde vidst …”

“Og hvad skal vi stille op med dem?” spørger mor.

“Alle spiser en blisterpakning hver,” siger Janice og flår dem nervøst ud af æskerne. “Det er det eneste, der er at gøre.”

“Er du vanvittig?” svarer Suze rasende. “Du får ikke mig til at spise kopipiller, der er købt på nettet!”

“Janice, du bliver nødt til at smide dem væk,” siger mor. “Stig ud af bilen og smid dem rundtomkring langs vejen. Jeg skal nok aflede betjentenes opmærksomhed. Nej, vi afleder alle sammen betjentenes opmærksomhed. Alle ud af bilen. Nu!” “Betjentene opdager garanteret, at jeg gør det!” jamrer Janice.

13

Shopaholic i Las Vegas.indd 13

21/04/16 14.08

“Nej, de opdager det ikke,” siger mor bestemt. “Hører du, hvad jeg siger, Janice? Politiet opdager det ikke. Ikke, hvis du er hurtig.”

Hun åbner bildøren, og vi myldrer alle sammen ud i solskinnet, der allerede er bagende hedt. Vi holder ude i siden af motorvejen, og på begge sider af os strækker en kratagtig, stikkende ørken sig så langt, øjet rækker.

“Gå nu!” hvisler mor til Janice.

Idet Janice begynder at gå hen over den tørre jordoverflade, skynder mor sig hen til betjentene med Suze og Alicia på slæb.

“Jane!” siger Luke, overrasket over pludselig at se hende ved siden af sig. “I havde slet ikke behøvet at stige ud af bilen!” Han sender mig et blik, der siger: Hvad fanden har I gang i? og jeg trækker hjælpeløst på skuldrene som svar.

“God formiddag, hr. betjent,” siger mor, henvendt til den første betjent. “Jeg er sikker på, at min svigersøn har forklaret situationen.

Min mand er forsvundet på en hemmelig mission, der gælder liv eller død.”

“Det er ikke nødvendigvis liv eller død,” føler jeg trang til at afklare.

Hver gang mor bruger udtrykket ‘liv eller død’, er jeg over­bevist om, at hendes blodtryk stiger. Jeg prøver hele tiden at berolige hende, men jeg er ikke sikker på, om hun overhovedet vil beroliges.

“Han er i selskab med lord Cleath-Stuart,” fortsætter mor, “og det her er lady Cleath-Stuart. De bor i Letherby Hall, et af de fornemste herresæder i England,” tilføjer hun stolt.

“Det er irrelevant!” siger Suze.

En af betjentene tager sine solbriller af og kigger på Suze.

“Ligesom Downton Abbey? Min kone er vild med den serie.” “Åh, Letherby er meget bedre end Downton,” siger mor. “De skulle tage at komme og se det.”

Ud ad øjenkrogen ser jeg Janice, som står i ørkenen i sin turkise dragt med blomsterprint og desperat drysser piller ud bag ved en kæmpestor kaktus. Det kunne næsten ikke gøres mindre diskret.

Men heldigvis er betjentene optaget af at høre på mor, der nu er ved at fortælle dem om sedlen fra far.

“Han havde bare lagt den på sin hovedpude,” siger hun indigne14

Shopaholic i Las Vegas.indd 14

21/04/16 14.08

ret. “En ‘lille tur’, kalder han det. En gift mand farer vel ikke bare af sted på en ‘lille tur’?”

“D’herrer.” Luke har forsøgt at få et ord indført. “Tak, fordi De gjorde mig opmærksom på baglygten. Og måske vi så må fortsætte rejsen nu?”

Der er en kort pause, mens betjentene ser spekulativt på hinanden.

“Ingen panik,” siger Minnie og kigger op fra sin yndlingsdukke Snakki, som hun har stået og leget med. Hun sender den ene betjent et stort smil. “Ingen panik.”

“Bestemt ikke.” Han smiler til hende. “Sød unge. Hvad hedder du, lille ven?”

“Politiet opdager det ikke,” svarer Minnie konverserende, og straks opstår der en akavet tavshed. Min mave knuger sig helt sammen, og jeg tør slet ikke kigge hen på Suze.

Imens er betjentens smil stivnet. “Undskyld, hvad sagde du?” spørger han Minnie. “Opdage hvad, min ven?”

“Ikke noget!” siger jeg skingert. “Vi har set fjernsyn, De ved, hvordan børn er …”

“Sådan!” siger Janice, der forpustet er nået hen til os. “Så er det klaret. Goddag, d’herrerbetjente, hvad kan vi hjælpe Dem med?”

De to betjente ser helt rystede ud over, at endnu en slutter sig til vores gruppe.

“Frue, hvor De været?” spørger den ene.

“Jeg var ovre bag ved kaktussen. På naturens vegne,” tilføjer Janice, tydeligvis stolt over at have forberedt et svar.

“Har De ikke faciliteter til det i bilen?” spørger den lyshårede betjent. “Åh,” siger Janice og ser nedslået ud. “Du milde, jo, det har vi vel.”

Hendes selvsikre mine forsvinder, og hendes blik begynder at flakke vildt. “Du milde. Øh … altså … faktisk … havde jeg lyst til at gå en tur.”

Den mørkhårede betjent lægger armene over kors. “Gå en tur? Gå en tur bag ved en kaktus?”

“Politiet opdager det ikke,” siger Minnie til Janice i et fortroligt tonefald, og det giver et helt sæt i Janice.

“Minnie! Du milde, lille skat. Opdager hvad? Ha ha ha!”

“Kan du ikke få det barn til at holde mund?” hvisker Alicia rasende.

15

Shopaholic i Las Vegas.indd 15

21/04/16 14.08

“Det var en naturvandring,” tilføjer Janice mat. “Jeg beundrede kaktusserne. Smukke … øh … torne.”

“Smukke torne?” Kan hun virkelig ikke finde på noget bedre?

Okay, jeg tager aldrig mere på biltur med Janice. Hun ser totalt utjekket og skyldig ud. Der er ikke noget at sige til, at betjentene virker mistroiske. (Indrømmet, Minnie har ikke ligefrem gjort det bedre).

Betjentene sender hinanden et sigende blik. Om et øjeblik siger de, at de tager os med på stationen eller sender bud efter FBI. Jeg må gøre noget, hurtigt. Men hvad? Tænk, tænk …

Og så har jeg det.

“Hr. betjent!” udbryder jeg. “Hvor er jeg glad for, at vi har mødt hinanden, for jeg vil bede Dem gøre mig en tjeneste. Jeg har en yngre fætter, som rigtig gerne vil ind i politiet, og han ville blive virkelig taknemlig for en praktikplads. Må han kontakte Dem? De hedder Kapinski …” Jeg tager min telefon frem og begynder at skrive navnet, som står på hans skilt.

“Der er officielle kanaler, frue,” siger betjent Kapinski afværgende. “Sig til ham, at han skal gå ind på vores hjemmeside.” “Åh, men det hele handler jo om personlige forbindelser, ikke?”

Jeg blinker uskyldigt til ham. “Har De tid i morgen? Vi kunne mødes efter arbejdstid. Ja! Vi venter på Dem uden for politistationen.”

Jeg tager et skridt frem, og betjent Kapinski træder baglæns. “Han er vældig dygtig og snakkesalig. De vil elske ham. Så vi ses i morgen, ikke? Skal jeg tage nogen croissanter med?”

Betjent Kapinski ser fuldstændig skrækslagen ud.

“De må gerne køre,” mumler han og drejer om på hælen. I løbet af tredive sekunder er han og hans kollega og hunden inde i politibilen og på vej væk.

“Bravo, Becky!” siger Luke anerkendende.

“Godt klaret, min skat!” lyder det fra mor.

“Det var tæt på.” Janice skælver. “For tæt på. Vi må være mere forsigtige.”

“Hvad handler det her om?” spørger Luke og ser forundret på os.

“Hvorfor steg I ud af bilen?”

“Janice er på flugt fra narkopolitiet,” siger jeg og er tæt på at komme til at grine ved synet af hans ansigtsudtryk. “Jeg skal nok forklare dig det, mens vi kører. Lad os komme af sted.”

Shopaholic i Las Vegas.indd 16

21/04/16 14.08

2

De forsvandt for to dage siden. “Og hvad så?” kunne man måske sige. “De er sikkert bare ude på en drengetur. Hvorfor ikke bare slappe af og vente på, at de kommer hjem igen?” Faktisk var det præcis det, politiet sagde. Men det er mere kompliceret end som så.

Tarquin har haft lidt af en sammenbrudsting for ikke så længe siden. Han er også meget rig og er åbenbart blevet udsat for ‘usunde praksisser’ af Bryce, så nu er Suze bekymret for, at han er ‘kommet med i en kult’.

Jeg mener, det er alt sammen bare en teori. Faktisk er det en masse teorier. Hvis jeg skal være ærlig – og det her ville jeg aldrig sige til Suze – så tror jeg, sådan helt hemmeligt for mig selv, at det viser sig, at far og Tarquin hele tiden har siddet på en døgnåben café i L.A. Suze, derimod, tror, at Bryce allerede har smidt Tarquin ned i en bjergkløft efter at have tømt hans bankkonto. (Hun vil ikke indrømme det, men jeg ved, at det er det, hun tror).

Det, vi har brug for, er noget orden. Vi har brug for en plan. Vi har brug for sådan en opslagstavle, som de har i politiserier, med lister og pile og billeder af far og Tarkie. (Nej, lad os droppe den idé. For det ville virkelig få dem til at ligne mordofre). Men vi har brug for noget. Indtil nu har turen været kaotisk.

Det var ret tumultagtigt i morges – vi skulle have pakket og afleveret Suzes tre børn til deres barnepige, Ellie (hun bor i huset og har 17

Shopaholic i Las Vegas.indd 17

21/04/16 14.08

det fulde ansvar, mens vi er væk). Luke kom med den lejede autocamper, lige som det blev lyst. Så vækkede jeg mor og Janice – de havde kun fået nogle få timers søvn, efter at de var ankommet fra England – og så hoppede vi alle sammen ind og sagde: “Til Vegas!”

Hvis jeg skal være helt ærlig, havde vi nok ikke behøvet at leje en autocamper. Faktisk argumenterede Luke for at køre i to person­ biler. Men mit argument var: Vi skal kunne snakke med hinanden undervejs. Så derfor har vi brug for en autocamper. Plus, hvordan kan man tage på biltur i USA uden at have en autocamper? Lige præcis.

Og lige siden har Suze brugt al sin tid på at google kulter, og det synes jeg, hun skulle lade være med, for hun bliver helt ude af flippen af det. (Især da hun fandt en, hvor de maler sig hvide i ansigtet og bliver gift med dyr). Luke har for det meste talt i telefon med sin næstkommanderende, Gary, som er til en konference i London i stedet for Luke. Luke har et pr-firma, og han har stakkevis af ting, han burde gøre lige nu, men han har lagt alt til side for at køre autocamperen. Det er meget støttende og kærligt af ham, og jeg vil gøre præcis det samme for ham, når han har brug for det.

Janice og mor har udvekslet dystre teorier om, at far har haft et sammenbrud og har besluttet sig for at leve vildt ude i ørkenen i en poncho. (Hvorfor en poncho?) Minnie har sagt: “Kaktus, mor!

Kak-TUS!” cirka tre tusind gange. Og jeg har siddet helt stille og strøget hende over håret og bare ladet tankerne flyve. Og det er, hvis jeg skal være ærlig, ikke særlig sjovt. Mine tanker befinder sig ikke noget skønt sted lige nu.

Jeg forsøger at være så positiv og optimistisk, jeg kan, det gør jeg virkelig. Jeg forsøger at holde alle muntre og ikke dvæle ved fortiden. Men hver gang jeg sænker paraderne, kommer det hele tilbage i en frygtelig bølge af skyld. For sandheden er: Hele denne her tur er på grund af mig. Det er alt sammen min skyld.

En halv time senere standser vi ved en diner for at spise morgenmad og lige få styr på tingene. Jeg følger Minnie ud på toilettet, hvor vi har en lang snak om forskellige slags sæbe, og Minnie bestemmer sig for, at hun vil prøve hver eneste sæbebeholder efter tur, så det ender med at tage en evighed. Da vi omsider kommer ud derfra, 18

Shopaholic i Las Vegas.indd 18

21/04/16 14.08

står Suze alene og kigger på en vintageagtig plakat, og jeg går over mod hende.

“Suze …” siger jeg for cirka trillionte gang. “Suze. Jeg vil gerne sige undskyld.”

“Undskyld for hvad?” Hun ser dårligt nok op.

“Du ved. Alting …” Jeg tier stille, lettere fortvivlet. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortsætte. Suze er min ældste, kæreste veninde, og at være sammen med hende har altid været noget af det nemmeste i hele verden. Men nu føles det, som om jeg er med i et teaterstykke, og jeg har glemt mine replikker, og hun har ikke tænkt sig at gøre noget for at hjælpe mig videre.

Det var inden for de sidste få uger, mens vi begge to boede i L.A., at tingene begyndte at gå galt. Ikke bare mellem Suze og mig, men i det hele taget. Jeg tabte hovedet. Jeg kørte af sporet. Jeg ville så gerne være celebritystylist, at kæden for en stund hoppede helt af for mig.

Jeg kan nærmest ikke fatte, at det var så sent som i går aftes, jeg stod på den røde løber til en premiere, og det gik op for mig, præcis hvor gerne jeg ville være fri for at være inde i biografen sammen med alle berømthederne. Jeg har det, som om jeg har været inde i en boble, og nu er den sprunget.

Luke har forstået det. Vi fik en lang snak i går aftes og fik sat en masse ting på plads. Det, der skete med mig i Hollywood, var skræmmende, sagde han. Jeg blev berømt fra den ene dag til den anden, uden at det havde været min mening, og det ramte mig. Mine venner og min familie vil ikke være vrede over det for evigt, sagde han. De skal nok tilgive mig.

Ja, det kan godt være, at han har tilgivet mig. Men Suze har ikke.

Det værste er, at i går aftes troede jeg, at alt var ved at blive godt igen. Suze stod og bønfaldt mig om at tage med på turen, og jeg lovede hende, at jeg ville droppe alt. Hun græd og sagde, at hun havde savnet mig, og jeg var helt vildt lettet. Men nu, hvor jeg er her, er alt helt anderledes. Hun opfører sig, som om hun ikke har lyst til, at jeg er her. Hun vil ikke diskutere det; der står bare en sky af fjendtlighed omkring hende.

Jeg mener, jeg ved godt, at hun er bekymret for Tarkie, jeg ved godt, at jeg er nødt til at give hende noget tid og plads. Det er bare … hårdt.

19

Shopaholic i Las Vegas.indd 19

21/04/16 14.08

“Ja, ja,” siger Suze affejende. Og uden at se på mig går hun tilbage til bordet. Da jeg følger efter hende, kigger Alicia Bitch-Langben op og ender mig et hånligt blik. Jeg kan stadig ikke helt fatte, at hun er med på turen. Alicia Bitch-Langben, det menneske i hele verden, jeg mindst godt kan lide.

Jeg burde sige Alicia Merelle. Det hedder hun nu, efter at hun giftede sig med Wilton Merelle, grundlæggeren af det berømte yogaog rehabiliteringscenter, Golden Peace. Det er et enormt sted med masser af hold og en gavebutik, og jeg var stor fan af stedet. Nå ja, det var vi alle sammen. Lige indtil Tarquin begyndte at være der hele tiden for at være sammen med Bryce og sagde til Suze, at hun var ‘giftig’ og oprigtig talt blev lidt mærkelig. (Eller snarere: lidt mere mærkelig. Han har aldrig været den mest normale kniv i skuffen, gode, gamle Tarkie).

Det var Alicia, der opdagede, at de var på vej til Las Vegas. Det var Alicia, der tog en køletaske fuld af kokosvand med i bilen. Alicia er den store heltinde lige nu. Men jeg er stadig på vagt over for hende.

Alicia har været min yndlingsaversion, lige siden jeg mødte hende første gang, flere år før jeg blev gift med Luke. Hun har forsøgt at ødelægge mit liv, hun har forsøgt at ødelægge Lukes liv, hun har ydmyget mig ved enhver lejlighed og fået mig til at føle mig lille og dum. Nu siger hun, at det alt sammen er fortid, og at vi bare skal glemme det, og at hun er kommet videre. Men jeg er ked af det, jeg stoler ikke på hende, det gør jeg bare ikke.

“Jeg tænkte,” siger jeg og forsøger at lyde forretningsagtig, “at vi har brug for en ordentlig plan.” Jeg tager en kuglepen og en blok op af tasken, skriver PLAN med store bogstaver og lægger den på bordet, så alle kan se den. “Lad os gennemgå fakta.”

“Din far har slæbt de andre to med ud på en eller anden mission, der har med hans fortid at gøre,” siger Suze. “Men du ved ikke hvad, for du spurgte ham aldrig.” Hun sender mig et velkendt, anklagende blik.

“Jeg ved det,” siger jeg ydmygt. “Og det er jeg ked af.”

Jeg skulle have snakket noget mere med min far. Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg gøre alting anderledes, selvfølgelig ville jeg det, selvfølgelig ville jeg det. Men jeg kan ikke skrue den tilbage.

Det eneste, jeg kan, er at forsøge at gøre det godt igen.

20

Shopaholic i Las Vegas.indd 20

21/04/16 14.08

“Så lad os tage det, vi faktisk ved,” siger jeg i et forsøg på at holde humøret oppe. “Graham Bloomwood kom til USA i 1972. Han kørte rundt sammen med tre amerikanske venner: Brent, Corey og Raymond. Og de fulgte denne rute.” Jeg åbner fars kort og lægger det på bordet med en stor håndbevægelse. “Bevismateriale A.” Vi kigger alle sammen på kortet for millionte gang. Det er et helt almindeligt vejkort, gammelt og gulnet, hvorpå en rute er tegnet ind med rød kuglepen. Kortet er i virkeligheden ikke til nogen hjælp for os, men vi bliver alligevel ved med at stirre på det. Jeg gennemsøgte min fars værelse, da han og Tarkie var forsvundet, og det her var det eneste, jeg fandt, bortset fra et gammelt blad.

“Så måske følger de denne rute.” Suze kigger stadig på kortet.

“Los Angeles … Las Vegas … Se, de var i Grand Canyon …”

“Men måske følger de ikke den rute,” siger jeg hurtigt, før hun beslutter, at far og Tarkie garanteret er nede i bunden af Grand ­Canyon, og at vi straks må have fat i en helikopter og flyve derned.

“Er din far typen, som krydser sine spor?” spørger Alicia. “Det, jeg mener, er, er han redaktiv?”

Redaktiv? Hvad er det? “Øh.” Jeg hoster. “Nogle gange. Måske.”

Alicia stiller mig hele tiden den slags virkelig svære spørgsmål.

Og så blinker hun til mig i tavs triumf som for at sige: Du forstår det ikke, vel?

Plus, at hun snakker på sådan en blid, afklaret måde, at jeg får helt myrekryb. Alicia har fuldstændig ændret stil, siden hun var pr-pige med rundsave på albuerne i London. Hun går med yoga­ bukser, har håret i en lavtsiddende hestehale, og hun slår om sig med new age-agtige udtryk. Men hun er stadig lige så nedladende, som hun altid har været.

“Nogle gange krydser han sine spor, andre gange gør han ikke,” improviserer jeg. “Det kommer an på så meget.”

“Bex, du må da vide noget mere,” siger Suze irritabelt. “Fortæl mig om trailerparken igen. Måske er der noget, du har overset.”

Lydigt begynder jeg at fortælle: “Far bad mig finde hans gamle kammerat Brent. Da jeg fandt adressen, var det en trailerpark, og Brent var lige blevet sat på gaden.”

Mens jeg taler, bliver jeg helt varm, og jeg tager en slurk vand. Det 21

Shopaholic i Las Vegas.indd 21

21/04/16 14.08

er lige her, jeg kvajede mig allermest. Far bad mig igen og igen om at finde Brent, og jeg blev ved med at udsætte det … nå ja, fordi livet var så spændende, og det andet lød bare som et eller andet kedeligt far-ærinde. Men hvis nu jeg bare havde gjort det, hvis jeg var taget derud noget før, så havde far måske kunnet tale med Brent, før han fik besked om, at han ville blive sat på gaden. Måske ville Brent så ikke være forsvundet. Måske ville alting have været anderledes.

“Far kunne ikke få sig selv til at tro det,” fortsætter jeg, “for han troede, at Brent var rig.”

“Hvorfor det?” spørger Suze. “Hvorfor troede han, at Brent var rig? Han havde ikke set ham i hvad, tredive år? Fyrre år?”

“Jeg ved det ikke. Men han regnede med, at Brent boede i et stort, fornemt hus.”

“Så derfor fløj din far til L.A. og tog ud for at besøge Brent?”

“Ja. Det må have været i trailerparken. Og der fik de åbenbart ‘diskuteret’ noget.”

“Og det var Brents datter, der fortalte dig det.” Hun holder en lille pause. “Rebecca.”

Vi tier stille begge to. Det her er den mærkeligste del af historien.

Endnu en gang spiller jeg scenen i mit hoved. Hvordan jeg mødte Brents datter på trappen til traileren. Hvordan jeg mærkede fjendtligheden bølge fra hende som varmen fra en solbeskinnet asfaltvej.

Hvordan jeg stirrede forvirret på hende, mens jeg tænkte: Hvad har jeg nogensinde gjort dig? Og så dræberreplikken: “Vi hedder alle sammen Rebecca.” Jeg ved stadigvæk ikke, hvad hun mente med ‘alle sammen’. Og hun havde helt sikkert ikke tænkt sig at fortælle mig det.

“Hvad sagde hun mere?” spørger Suze utålmodigt.

“Ikke noget. Hun sagde: ‘Hvis du ikke ved det, så får du det heller ikke at vide af mig.’”

“Meget hjælpsomt.” Suze ruller med øjnene.

“Det må du nok sige. Hun virkede ikke særlig begejstret for at se mig. Jeg ved ikke hvorfor.”

Jeg tilføjer ikke, at hun sagde, jeg havde en ‘lille, overforfinet stemme’, og at hendes sidste ord til mig var: “Skrid så, prinsessepige.”

“Nævnte hun slet ikke Corey?” Suze sidder og banker i bordet med sin kuglepen.

22

Shopaholic i Las Vegas.indd 22

21/04/16 14.08

“Nej.” “Men det er Corey, der bor i Las Vegas. Så måske er din far på vej for at besøge ham.”

“Ja. Det tror jeg.”

“Tror du det?” Pludselig langer Suze ud. “Bex, vi må have nogle pålidelige kendsgerninger!”

Og Suze kan selvfølgelig godt forvente af mig, at jeg har alle svarene. Men hverken mor eller jeg aner, hvad Corey og Raymond hedder til efternavn, og vi ved for den sags skyld heller ikke andet om dem. Mor siger, at far kun nævnte dem, når han mindedes turen, og det gjorde han én gang om året, til jul, og hun hørte aldrig ordentlig efter. (Hun sagde endda, at hvis hun havde hørt om den brændende varme i Death Valley én gang til, havde hun hørt om den en million gange, og hvorfor havde de ikke bare boet på et hotel med en dejlig swimmingpool?).

Jeg har googlet ‘corey las vegas’, ‘corey graham bloomwood’, ‘corey brent’ og hvad jeg ellers kunne finde på. Problemet er, at der er masser af Corey’er i Las Vegas.

“Okay.” Alicia er ved at afslutte sin telefonsamtale. “Men tak skal du have.”

Alicia har ringet til alle, hun kender, for at finde ud af, om Bryce har sagt noget om, hvor han bor i Las Vegas. Men indtil nu har der ikke været nogen, der vidste det.

“Ingen glæde?”

“Nej.” Hun sukker dybt. “Suze, jeg føler, at jeg svigter dig.”

“Du svigter mig da ikke!” siger Suze straks og griber Alicias hånd.

“Du er en engel.”

De ignorerer mig fuldstændig begge to. Det kunne også være, vi skulle tage en pause. Jeg fremtvinger et venligt smil og siger: “Jeg går lige ud og strækker benene. Der er åbenbart en gårdsplads ude bagved. Vil I være søde at bestille vafler med sirup til mig? Og nogle pandekager til Minnie og en jordbærmilkshake. Kom, min skat.”

Jeg tager Minnies lille hånd i min og får det straks meget bedre. I det mindste elsker Minnie mig ubetinget.

(Eller det gør hun i det mindste, til hun bliver tretten, og jeg siger til hende, at hun ikke må have en mikro-mininederdel på i skole, og så hader hun mig mere end nogen anden i hele verden).

23

Shopaholic i Las Vegas.indd 23

21/04/16 14.08

(Åh gud, det er der kun elleve år til. Hvorfor kan hun ikke bare blive ved med at være to et halvt?).

Shopaholic i Las Vegas.indd 24

21/04/16 14.08

Sammen med sin skøre familie og et par venner (og en fjende!) kører Becky Bloomwood i en minibus mod Las Vegas for at finde sin far.

Beckys far Graham og hendes bedste venindes mand Tarquin er forsvundet. Efter sigende var der noget meget vigtigt, de skulle ordne i Las Vegas, men Tarquins kone Suze og Beckys mor er overbeviste om, at mændene skjuler noget og er i fare. Becky føler sig ansvarlig, fordi hun har ignoreret sin fars forsøg på at bede om SOPHIE KINSELLA er en international bestsellerforfatter, som især har fået succes

hjælp, og desuden frygter hun at miste sit venskab til Suze. Det er intet mindre end livsnødvendigt, at de finder dem!

med sin Shopaholic-serie, hvoraf Shopaholic

i Las Vegas er ottende bog. I alt er der ud-

Med Beckys mand Luke bag rattet kører hele flokken, inklusiv

kommet fjorten bøger af Kinsella på dansk.

datteren Minnie, fra Los Angeles til Las Vegas i jagten på de to for-

Hun bor i London med sin mand og deres

svundne mænd. En rejse, der bliver alt andet end kedelig …

fem børn.

Shopaholic Sophie Kinsella i Las Vegas

Becky på roadtrip!

Sophie Kinsella Shopaholic i Las Vegas

Om Shopaholic stiler mod stjernerne „Læs den og bliv glad!“ – ALT FOR DAMERNE

„Sjov shopping i Hollywood.“ – FAMILIE JOURNAL

Om Bryllupsnatten: „Der er romantik, komik og masser af generations-ironi i denne bog.“ – FEMINA

Om Mini Shopaholic: „Serien er absolut noget af det bedste indenfor genren og kan anbefales til alle, der ynder at læse chicklit.“ – LITTERATURSIDEN „Hvis du kunne lide de andre Shopaholicbøger, kan du ikke komme udenom denne.

Med Mini Shopaholic er der tale om førsteklasses chicklit.“ – BOGBLOGGER.DK

Om Jeg har dit nummer:

Læs mere på www.sophiekinsella.co.uk

„En chicklit af de helt gode.“ – FEMINA „Forrygende roman.“ – SØNDAG

lindhardtogringhof.dk FORFATTERPORTRÆT: © BLAKE LITTLE OMSLAG: MARLENE DIEMAR – IMPERIET

roman lindhardt og ringhof