Se mig nu - læseprøve

Sommerfugle-serien er udviklet til piger mellem 9 og 14 år. Tema og sprog og følelser er nøje tilpasset læserne i målgruppen, og der er lagt vægt på kvalitet i udvælgelsen af historierne til serien. Da målgruppen til denne serie er forholdsvis bred, er titlerne fordelt i to grupper. Én sommerfugl markerer, at der er tale om en titel, der henvender sig til den yngre del af målgruppen (9-11 markerer, at titlen henår), og to sommerfugle vender sig til den ældre del af målgruppen (12-14 år).

se mig nu indhold.indd 6

27/11/13 11.44

Sandra Schwartz

Se mig nu

se mig nu indhold.indd 7

27/11/13 11.44

Sandra Schwartz SE MIG NU Tekst © 2014 Sandra Schwartz og Forlaget Carlsen Omslag © 2014 Imperiet / Lonnie Hamborg Grafisk tilrettelægning: Kat Art Bogen er sat med Apollo MT 1. udgave, 1. oplag 2014 Printed in Livonia 2014 ISBN 9788711376379 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk www.sandraschwartz.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

se mig nu indhold.indd 8

27/11/13 11.44

Kapitel 1 ”Du ligner lort, ved du godt det?” siger Maja, så snart jeg tager hørebøfferne til min iPod Shuffle ud. Jeg har hørt Duffy hele vejen til skole og er netop kommet hen til min plads i klasseværelset. Det er mandag, men jeg ville ønske, at det var fredag. Fredag, hvor Maja og jeg bare skal hygge og snakke. Snakke … hm … det kunne jeg godt trænge til. ”Mmh,” sukker jeg og skærer ansigt, lader min taske dumpe ned på gulvet og sætter mig på stolen. Hiver mit pink penalhus op af tasken og lægger mig så ind over bordet med hovedet på min ene arm. Ser på Maja. Hun blinker til mig, og hendes mosgrønne øjne gnistrer, og fregnerne danser om kap med hendes smilehuller. Vi er

9

se mig nu indhold.indd 9

27/11/13 11.44

lige gamle. Der er kun få måneder mellem os, alligevel skyder folk altid hende til at være 15 år og mig til at være lige præcis 14. Det er SÅ irriterende, for der er verdener til forskel på at være 14 og 15 år. ”Hvad sker der, Bella? Har du været på date med Edward i nat?” Hun fniser, og min mave trækker sig sammen. Hun er smuk, fuld af liv og energi og ­endeløse dage. ”Næ, jeg har bare ikke sovet så godt,” svarer jeg og forsøger at smile. Sandheden er, at jeg næsten ikke har lukket et øje i nat. Ligesom sidste nat, forrige nat, og natten før den.

Hospitaler er ikke sovevenlige. Der er aldrig rigtig ro. Lys, lyde og lugte trænger sig konstant på. Men det pudsige er, at hvis man er der længe nok, vænner man sig til det, og bippen, blinken og kradsen i næsen bliver en del af natten. Hjemme larmer stilheden. Sender min hjerne på tankemæssigt overarbejde. Mads. Maja.

Mads. Maja. Mads. Maja. Som er den gået i hak og spiller det samme igen og igen. Nonstop.

Maja bemærker heldigvis ikke noget. Hun puffer bare til mig og griner. Vi plejer at være sammen næsten hver dag. Weekend og hverdag. Så seks dage uden at ses er længe. Jeg blotter mine tænder i noget, der forhåbentlig ser ud som et smil, men det føles ikke rigtigt.

10

se mig nu indhold.indd 10

27/11/13 11.44

Jeg suger luft ind, skal lige til at sige noget, men så lander en papirkugle på vores bord lige ud for Maja.

Hun griber den med det samme, skæver til nabobordet, hvor Katrine ser på hende. Smukke Katrine, der har svinerige forældre og altid hænger ud med pigerne fra 9. Eller isprinsessen, som Maja ynder at kalde hende. Vi plejer at være luft for hende.

Maja vender ryggen til mig. Jeg stirrer lige ind i hendes mahognilokker, og jeg ved bare, hun smiler.

Hun vender sig, og der er det. Smilet. Ivrigt og forventningsfuldt. Hun fniser og folder kuglen ud, glatter papiret med hænderne og lægger det mellem os som en skat. Det kribler i mine fingre efter at krølle papiret sammen igen og smide det langt, langt væk. I stedet læner jeg mig frem.

Dans i klubben igen på fredag? K står der med hurtige krusseduller.

Et ord ætser sig fast på min nethinde, vokser, til det er det eneste, jeg ser. Igen. En følelse af panik trænger sig på. Igen? Hvad betyder det?

Ud af øjenkrogen ser jeg Maja nikke til Katrine. Min mave krøller sig sammen, slår en hård knude på sig selv lige bag navlen. Jeg blinker febrilsk og faker et hosteanfald, så jeg kan begrave ansigtet i ærmet.

Har Maja været i klubben? Uden mig, men sammen

11

se mig nu indhold.indd 11

27/11/13 11.44

med Katrine. Katrine, som vi altid har været enige om at hade, og som vi har svoret, vi aldrig vil være veninder med. Jeg presser øjnene så hårdt i, at lysglimt danser bag mine øjenlåg.

Maja lægger en hånd på min arm, spørger, om jeg er ved at blive syg, og omslutter mig med sit særlige bekymret-bedste-veninde-blik.

Jeg ryster på hovedet, men jeg har svært ved at se hende i øjnene. ”Ej, det kan du også lige vove på. Vi skal jo i klubben. Har SÅ meget at fortælle …” Hun læner sig ind til mig, hvisker: ”… En fyr fra 10. på Aavangen er begyndt i klubben, og han er vildt god til at danse, så klubben har bedt ham om at lære nogle moves fra sig. Han er bare så hot! Katrine er fuldstændig skudt i ham …” Mere når hun ikke at sige, før døren til klasse­ værelset brager op.

Matematik-Mette hvirvler ind i klassen i vante flagrende gevandter, allerede i gang inden hun når katederet. ”Åbn jeres hæfter. Vi starter med at gennemgå de opgaver, I fik for sidste gang.”

Spredte suk. Det er det samme hver onsdag morgen.

Her er ingen hyggesnak eller bløde indledninger, det er lige på og hårdt. Jeg plejer at elske det, elske at lade mig opsluge af tallenes magi og vide, at der kun er et

12

se mig nu indhold.indd 12

27/11/13 11.44

rigtigt svar. Nu er der kun tal, som hopper og danser for mit blik og nægter at lade sig fange, hver gang jeg sætter mig for at løse en opgave. ”Nogen, der trænger til at skrifte, inden vi begynder?” Mette sender sit falkeblik ud over klassen.

Jeg slår blikket ned, piller ved mit penalhus, lyner op, lyner i og op igen. ”Ingen? Godt, så går vi i gang. Hvem vil til tavlen med første opgave?”

Jeg stirrer stift ned i kladdehæftet. Tomme tern gaber igen. Håber jeg slipper. ”Eva, hvad med dig? Det er da vist længe siden, du har været oppe.” Jeg kan høre smilet i hendes stemme.

Jeg er jo hendes yndlingselev, den, hun altid kan regne med, har lavet sine ting.

Jeg ser op og møder hendes blik. Åbner munden for at sige, jeg ikke har lavet opgaven. Hun nikker og holder et stykke kridt frem mod mig, og ordene sidder fast. ”Her,” hvisker Maja og skubber sit kladdehæfte ind under min venstre arm. Uden et ord griber jeg det, ignorerer matematik-Mettes fremstrakte hånd og går op til katederet. Mine håndflader er fugtige, så papiret klistrer sig fast til min hud. Jeg lader mine øjne løbe over stykket, indprenter mig tallene, mens jeg famler i tavlerenden efter et stykke kridt. Den lille stump føles

13

se mig nu indhold.indd 13

27/11/13 11.44

fedtet og samtidig tør mellem mine fingre, og med det samme den rammer tavlen, fortryder jeg. For selv om jeg ikke har løst opgaven, kan jeg se, der er fejl i den.

Jeg skriver tallene et for et, kridtet kradser sig vej hen over tavlen, og jeg kan mærke Mette granske mig.

Jeg lægger kladdehæftet på katederet, da jeg er færdig. Mette ser på mig med rynkede bryn. Har hun gennemskuet mig? Er hun skuffet over mig? Jeg ånder lettet op, da hun vender sig ud mod klassen. Hun siger noget, men jeg ved ikke hvad. Udenfor daler sneen og indhyller alt. Minder mig om Mads pakket ind i skærende hvidt.

Lidt efter sætter jeg mig igen, og timen fortsætter.

Nu er det Ibens tur til at blive grillet. Mette taler og taler. Med en sort kuglepen giver jeg mig til at farvelægge tern, et til og et til og et til.

Da timen er forbi, kommer Mette hen og lægger noget på bordet. Det er kladdehæftet med regneopgaven, og den røde skrift på forsiden skriger mig i møde.

Maja Borgvang 8.A, står der.

Hun siger ikke noget, står bare et sekund eller to med den ene hånd på hæftet og ser på mig. Så går hun.

Jeg stirrer ned i mit eget kladdehæfte, lader mit lange hår falde som et gardin ned foran mit ansigt og brændende kinder. Siden ligner et skakbræt, og jeg er sat skakmat.

14

se mig nu indhold.indd 14

27/11/13 11.44

Kim trækker mig til side på gangen lige efter frokostpausen. Jeg ved godt, han skal gøre det, han er jo klasse­lærer, og Mette har helt sikkert sagt noget, men jeg ville ønske, han lod være. Vi har først fået ham her i 8. klasse, og han kender mig ikke.

Anton og Muhammed kommer dryssende som de sidste, sender mig lange blikke på vej ind i klassen. De har spillet fodbold i gården og har røde frostblomster på kinderne. ”Hvordan går det derhjemme?” afbryder Kim mine tanker og forsøger at fange mit blik. Jeg kradser i min neglelak. Glimmer og guld smuldrer af i flager på først min tommeltot, så min pegefinger. Jeg fik den sidste år af mor. Vi var i byen, bare os to, i butikker og på café.

Der er næsten ikke mere tilbage. ”Det går da fint nok,” svarer jeg og stirrer på en plet på væggen over hans venstre skulder. Jeg svælger. ”Okay.” Kim tøver.

Jeg slider mit blik løs fra væggen og kigger på ham.

Han flytter lidt uroligt på sig og ser på en gang lettet og skeptisk ud, åbner og lukker munden, som om han ikke helt kan beslutte sig for, om han skal sige mere.

Jeg får næsten helt ondt af ham. ”Okay da,” siger han så. ”Men kom endelig, hvis du har brug for at snakke. Det nytter ikke at brænde inde

15

se mig nu indhold.indd 15

27/11/13 11.44

med noget.” Han lægger kort en hånd på min skulder.

Den er varm og tung og brænder ned gennem stoffet.

Jeg skal koncentrere mig for ikke at ryste den af mig.

Jeg nikker bare. ”Hvad ville Kim?” spørger Maja, da jeg sætter mig ved siden af hende, og Kim er nået op til katederet uden for hørevidde. Hun forsøger at lyde henkastet. Det undrer mig ikke, at hun så os på gangen, hun har en sjette sans, når det gælder Kim. Han er lækker, synes hun, jeg kan se det på den måde, hun fugter læberne og retter på sit hår, hver gang han er i nærheden eller spørger hende om noget. Nogle gange gad jeg godt være forelsket, mærke den der kildrende fornemmelse i mellemgulvet. ”Bare høre, hvordan det går og sådan …” jeg trækker på skuldrene, ”… derhjemme.”

Hun glipper et par gange med øjnene. ”Men alt er da okay, er det ikke?” Majas ansigt lægger sig til rette i medfølende folder. ”Nu har I jo fundet ud af, hvad han fejler? Og han bliver da behandlet nu, ik’ …? ” ”Jo … Jo, det gør han …” mumler jeg og ved egentlig ikke, hvorfor jeg holder igen. Jeg vil jo gerne fortælle hende, at alt ikke er okay. Langtfra okay. Min

16

se mig nu indhold.indd 16

27/11/13 11.44

frokost skvulper rundt i min mave og truer med at komme op igen.

Hun ser på mig. Afventende, som om hun aner, at der måske er mere på vej. Jeg fumler efter ord, men de klumper sig sammen i mit svælg og er umulige at få ud. I hvert fald hvis de skal give mening. For hvordan siger man, at selv om far smiler og laver sjov, så græder mor? At selv når vi er sammen alle sammen, så føler jeg mig alene?

Majas ansigt skifter igen udtryk. ”Nårh, hvor sødt, så han ville bare tjekke op på dig,” hvisker hun og kaster lange blikke op mod tavlen, hvor Kim nu står og skribler. ”Mmh,” svarer jeg og trækker igen på skuldrene.

Hun læner sig helt ind til mig. Hendes hår er stadig fugtigt fra idræt. Duften af fersken fra hendes yndlingsshampoo fylder mine næsebor. Hun stirrer på mig men uden at se mig, langt væk i tanker. Hun har adskilte læber, og hendes næsefløje vibrerer let. ”Det så ud, som om han rørte ved dig. Gjorde han?

Han er bare SÅ sød.”

Ordene trækker mig tilbage til virkeligheden. Hun får det til at lyde så intimt, så vigtigt. Ud af det blå slår vreden ned, den lyner gennem mig. ”Helt ærligt,” snerrer jeg. ”Det er totalt taberagtigt

17

se mig nu indhold.indd 17

27/11/13 11.44

at være vild med en lærer. Jeg mener, han er lærer, come on!”

Jeg ville ønske, jeg kunne tage dem tilbage. Ordene.

Men det er for sent. De har allerede fået deres eget liv.

Maja stirrer på mig, storøjet. Hun ser ud, som om hun har fået en lussing uden at være klar over, hvad hun har gjort. Så bliver øjnene til sprækker, og munden snerper sammen til en smal streg. ”Hvor er du tarvelig!” hvæser hun og trækker sig tilbage, som en snegl ind i sin skal, mens hun kigger rundt i klassen for at sikre sig, at ingen har hørt mig.

Jeg er i syv sind. Vil gerne sige noget, som kan gøre det godt igen. Men så får jeg øje på Katrine, der ser nysgerrigt over mod vores bord. Vreden flammer op igen, og jeg orker det bare ikke.

se mig nu indhold.indd 18

27/11/13 11.44