Saras stil - læseprøve

37747_om_saras stil_r1

9/10/03

20:37

Side 1

anne-marie donslund

SARAS STIL carlsen

Anne-Marie Donslund Saras stil Tekst © 2003 Anne-Marie Donslund og Forlaget Carlsen Omslag: Lonnie Hamborg, Imperiet Grafisk tilrettelægning: Charlotte Flemmer Bogen er sat med Granjon ISBN 978-87-1148-646-7 2. udgave, 1. oplag 2015 Printed in Latvia 2015, Livonia Print Sia Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.carlsen.dk www.lindhardtogringhof.dk Forlaget Carlsen – et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Hej 6. c. – snart 7. c. Jeg hedder Heidi og er jeres nye klasselærer fra næste skoleår. For at vi kan lære hinanden at kende, skal I begynde med at skrive stil om jeres familie. Hvis I har lyst, må I gerne tænke over det alle­ rede i sommerferien. Jeg

glæder

august. Hej fra Heidi

mig

til

vi

ses

i

Pornolurer og silikonebryster

Min familie Det hele startede med min mormor og morfar. De boede i det hus, vi bor i nu. Men de døde med få sekunders mel­ lemrum, dengang min mor var i kibbutz i Israel. Hun skrev hjem, at hun var gravid. Det var med min storebror William.

Hoveddøren smækkede. Sara kunne høre William buldre op ad trappen og ind på sit værelse. Bonk! Skoletasken røg over i et hjørne. Nu tændte han sin computer. Sara sad helt stille og glemte at trække vejret. – Hvad? skreg han. – Har du været herinde? Så fik min morfar et hjerteslag. Min mormor løb efter hjælp, men hun faldt på trappen og brækkede halsen. Så var det ude med dem. Min mor tog min far med til Danmark, og så fik de også mig. Men min far syntes, at det hus overfor var så grimt, at det …

7

Saras fingre hamrede på tasterne og holdt luften i skak. En skarp og dirrende lugt var kommet ind i værelset. William havde lige haft fysik. Han stod bag hende. Om lidt ville han hælde ætsende syre i hendes ansigt. Hun ville blive vansiret og … – Har du været inde hos mig? sagde han. – Var det naboen, mormor løb ind til, dengang hun brækkede halsen? – Har du været inde hos mig? gentog han. – Næh, hvad skulle jeg på dit grimme værelse? – Snage. – Er der måske noget at snage efter? – Du har været i min computer. Den var ikke lukket rigtigt. – Jeg har ikke tid til at høre om dine problemer, jeg er ved at skrive stil. William slukkede computeren. – Ej, idiot. Jeg havde ikke gemt det, skreg Sara. – Der har vi beviset. – På hvad? – På at det var dig. Du har ikke tjek på en skid. Du kan ikke engang finde ud af at gemme et dokument. Ind­røm du har været inde. – Dit password er bare for nemt. – Møgsæk. – Selvmordspornolurer. William gik. Luften faldt til ro. Sara tændte. Nu måtte hun begynde forfra.

8

Min familie af Sara Nielsen, 13 år (næsten), 6. c. Ballerup, Sjælland, Danmark, Skandinavien, Europa, Verden, Mælkevejen, Solsy­ stemet, Universet.

Min storebror hedder William. Han er et år og 2 måneder ældre end mig og er nu i den selvmordstruede alder: 14 år. Det hørte vi i radioen på hans fødselsdag, mens han pakkede gaver ud. Så vidste vi ligesom, hvor det pegede henad. Han fik en stjernekikkert og et nyt headset. Siden har han siddet på sit værelse og luret i kikkerten og det der er værre. Han låser dø­ ren, når han gør det, men i dag så jeg, at der var porno i hans computer. Han er virkelig syg. Han har også storhedsvanvid. Han er begyndt at skrive sin selvbiografi, fordi han tror, han får nobelprisen i astrologi. Det er noget med stjerner. Men det her må jeg hellere slette igen, så han ikke ser det.

Bruseren blev tændt i badeværelset. Beatles gik i gang med: Love love me do, you know I love you … Mor var i bad. Sara slukkede computeren og gik derud. Hun blev omsluttet af dampen og satte sig på toilettet og tissede. Lugten af Hannes nye appelsinbodyshampo trængte gennem det lyserøde plastikforhæng og ind i næsen. ­Badeværelset var dækket af spejle, så man kunne se, hvordan man så ud forfra og bagfra og fra alle andre vinkler, selv når man sad på toilettet.

9

Heldigvis var spejlene fyldt med dug. Sara tegnede et hjerte i duggen, mens hun lyttede til Hanne, der sang med på Dadadadada dumdumdaj. Inde i hjertet skrev hun M. Hun skyndte sig at viske det ud igen. – Mor, jeg står op, sagde hun og skyllede ud i toilettet. – HVA’? – JEG ER RASK! Hannes arm kom ud ved siden af forhænget og drejede rundt i luften. Sara skruede ned og tog tandpasta på sin tandbørste. – Du tager ikke på rideskolen, sagde Hanne. – Ej hold da op, jeg er slet ikke syg mere. – Når man ikke har været i skole … – Helt ærligt. Det har været sidste skoledag i dag. Sara børstede tænder. Imens lukkede Hanne for vandet og tørrede sig med et rødt håndklæde. Hendes bryster var store og fyldt med silikone. Hun var meget ­solariebrun med en hvid plet bagpå. Foran havde hun barberet sig, så der kun var en lille stribe hår. Sara gad ikke glo på hendes krop. Hun spyttede ud og begyndte at tage tøjet af. – Jeg har ikke været dernede i to dage. Buddha savner mig. Hanne kiggede op og ned ad Sara, mens hun tørrede sig. – Du er virkelig ved at blive stor, skat. Du har jo fået bryster! Og hår forneden … Du har vel ikke fået menstruation også?

10

Sara snuppede et håndklæde og slyngede det om sig. – Der er tamponer og bind hernede, fortsatte Hanne og klappede på kommoden. – Men i virkeligheden skal du nok have det med dig i en taske. Det kommer altid fuldstændig ubelejligt. Du får det sikkert på ridelejren, når I ligger ude i de telte der og er møgbeskidte. – Jeg tror altså ikke, jeg gider med … – Har jeg fortalt om første gang jeg fik det? – Jeg tager ikke med. – Det var midt i en gymnastiktime. Pludselig fossede det ud af mig og ned ad benene. Og drengene, de stod bare der og stirrede på blodbadet. Det gjorde jeg også selv. – Du har fortalt det! – Ja? Og så kom frk. Jacobsen, og det var jo meget svært for hende, for hun var sådan en gammeljomfru, der var blevet helt gråhåret på kus… – Kan du ikke flytte dig, så jeg kan komme i bad! – Så hev hun mig til side og sagde, at jeg havde fået mine sager. – Og så sagde du: „Hvad for nogle sager?“ Sara møvrede sig forbi og gik ind i brusenichen. Hanne fortsatte sit foredrag: – Ja! Har jeg fortalt det? Jamen jeg anede ikke, hvad hun snakkede om, for min mor havde aldrig fortalt et ord. – Gid det var min mor. – Det skulle du ikke ønske dig. Tænk, at skulle finde ud af alting selv.

11

– Tænk, at få lov til at finde ud af noget selv. Sara slukkede for bruseren. Hanne havde taget hendes håndklæde om håret. Sara måtte tage et andet på gulvet. – Ad, det her håndklæde lugter af gamle osteskorper. Hanne rakte hende et rent. – Jeg er overhovedet ikke syg mere, når jeg kan lugte det. – Jeg sagde nej. Du skal også lave aftensmad, sagde Hanne og åbnede munden, mens hun tog mascara på. – Hvad skal vi have? – Burgere. Det står dernede. Hanne tændte hårtørreren og blæste varm luft på sit afblegede hår. Det var begyndt at blive lidt mørkere nede i bunden. – Jeg smutter, råbte William ude fra gangen. – HEJ, WIL! råbte Hanne. – I spiser bare, når William kommer hjem fra fodbold, sagde hun og gik ud i gangen. Hun tog en rød kjole på, der hang på et spejl. Sara tog håndklædet om sig og gik hen ad gangen til sit værelse. Hun tog fat i Williams dør på vejen. Låst. – Og du går ikke ind på hans værelse, når han er væk? – Hvad skulle jeg det for? Hanne gik efter hende og stillede sig i døren. Sara begyndte hurtigt at tage tøj på med ryggen til. Irriteret over, at Hanne igen stod og gloede.

12

– Han siger, du har været derinde. – Jeg skulle bare se i stjernekikkerten. – NÅ, den har jeg slet ikke prøvet. Er den god? sagde Hanne og tog højhælede sandaler på. – Man kan se direkte ind i Grædemuren. Katten stod på bordet hos Dorthe og Laura og åd cornflakes. – Ha, ha. Jeg troede ellers altid de ryddede op. Nej, de der shorts, skat … du ligner jo en dreng. – Er du ikke bange for, at William er en lurer. – Nej da. Jeg synes virkelig, du snart skulle begynde at gå i pigetøj. – Jeg tror, han har storhedsvanvid. – Nu digter du vist, skat … Og få langt hår. Du har de skønneste krøller efter din far … Ja, jeg forstår dig ikke. Hun kyssede Sara. – Hov, nu fik du læbestift på kinden. Jeg kommer hjem ved 12-tiden. Gå ikke for sent i seng. Hej, hej.

Et hus der er så grimt at det er til at græde over

Min familie Min mor hedder Hanne, og min far hedder Rafael. Det er alt, jeg ved om ham. Han rejste hjem til Israel, da vi var små. Højhuset overfor gav ham hjemve. Han kaldte det Græde­ muren, fordi det var så grimt, at det var til at græde over. Det mindede ham om Grædemuren i Jerusalem, selvom den er meget ældre. Så fik han hjemve og rejste. Jeg tror, man skal være lille for ikke at få hjemve. Jeg gik i børnehave med en fra Palæstina. Mahmoud. Han havde al­ drig hjemve. Palæstina ligger i Israel – eller også ligger I­srael i Palæstina. Der er mange, der tror, det er det samme. Det er det ikke. Det kommer an, på hvilken side man ser det fra. Man kan se det på et billede af den rigtige Grædemur. På den ene side er israelerne, og på den anden palæstinen­ serne. Israelere er jøder, og palæstinensere er arabere. De hader hinanden så meget, at de hellere vil sprænge sig selv i luften, end at de andre skal leve.

14

Klokken var seks. Sara skyndte sig ned i køkkenet for at lave aftensmad. Hun åbnede køleskabet. En hørm bølgede ind i hovedet på hende. – AD! sagde hun og trak næsen til sig. Nede i bunden af grøntsagsskuffen lå noget gammelt mælk, der var sivet ud af en utæt karton. Hun holdt sig for næsen, tog skuffen ud og hældte de rådne grøntsager i skraldespanden. Så satte hun den ned i håndvasken, tændte for det varme vand og sprøjtede opvaskemiddel i. Hele køkkenet var møgbeskidt. Sara vaskede bordene af, hentede støvsugeren og satte den i gang. I larmen tænkte hun på stilen. Hun skulle først aflevere den efter ferien. Seks uger uden noget at lave. Ridelejren gad hun i hvert fald ikke med på i år. Hun havde ellers sparet nok op til den. Måske skulle hun købe en iPhone i stedet. De fleste i klassen havde en. Sara slukkede støvsugeren og satte to kryds i ren­ gøringsplanen på tavlen. Rengøring af køkkenet 25 kr. Aftensmad 25 kr. Sara satte støvsugeren på plads og gik ind og satte et ekstra kryds ved køkkenet, 25 kr. – Det er helt retfærdigt, så beskidt som det var, mumlede hun. Hun lagde bøfferne på panden og gik op og skrev videre. Min mor arbejder i et pizzeria hos en, der hedder Roberto. Hun var ellers begyndt at tage en uddannelse i psykologi på

15

aftenskole. Hun var der kun to gange, så fik hun job i det piz­zeria der. Jeg har fået bøgerne. Der er et helt kapitel om unge og selvmord. Jeg har læst, at når man kommer i puberteten, som starter på min brors alder, så får man problemer med at finde ud af, hvem man selv er. Så får man både storheds­ vanvid og selvmordstanker. Det er meget vigtigt, at man taler med de unge, når de har det sådan. Min mor bruger meget tid på at tale med William om det. Det er i hvert fald ikke hendes skyld. Det er nærmere internettet og alt det porno, der er dér.

De sad over for hinanden med hver deres burger i hænderne uden at sige et ord. Bøfferne var blevet lidt for tørre. Men de kunne godt spises alligevel. Der skulle bare dressing nok på. Sara skævede til William. Hans hår var vådt. De mørke krøller var længere end hendes. Da han var yngre og ikke havde fået bumser endnu, var han faktisk ret pæn. Hun havde nogle gange været lidt stolt af ham. Han undgik at se på hende. Hvis han virkelig var på selvmordets rand, så kunne det godt være, hun skulle prøve at snakke lidt med ham. Høre hvordan han havde det og sådan. Hun ville spørge, hvordan det gik til fodbold. Men først skulle hun tygge af munden og have noget saft. Hun fik saftevandet i den gale hals og kom til at hoste. – Gik det … hark … godt til fodbold?

16

William havde munden fuld af mad. Der løb Thou­ s­and Island-dressing ned ad hans hånd. Han stirrede hende i øjnene, mens han tyggede færdig. Hun hostede lidt mere og kom til at grine. Hans øjne var blå på en brunagtig måde. Dressingen fra hans hånd begyndte at dryppe ned på tallerkenen. Så tog han et stykke køkkenrulle, tørrede sig om munden og på hænderne, tog en slurk saft og trak vejret dybt. – Hvorfor spørger du? Sara var allerede tør i munden. Det kunne ikke være det bedste saft. Måske skulle hun få Hanne til at købe en anden slags. – Øh, for … fordi jeg interesserer mig for dig! – For … for … Nå? – Scorede du? – Hvad fanden mener du med det? – Ja, nu er fodbold jo ligesom en sport, hvor det gælder om at score mål, men hvis du ikke kan tåle, jeg spørger til dit liv, så kan du bare … Sara stoppede. Hun var næsten ved at få tårer i øjnene. William tog en stor bid og gloede ud ad vinduet. Sara tog også en bid. En fed blåglinsende spyflue sværmede rundt. Den fløj ind midt i rummet og tog tilløb, og så fløj den ­direkte mod ruden som en selvmordspilot. Williams øjne fulgte den. Saras øjne fulgte Williams. Hun snøftede.

17

– Jeg er målmand. Vidste du ikke det? sagde W ­ illiam overbærende. Sara rystede på hovedet, lettet over at han gad snakke med hende. Hun tog en bid og sagde med mad i munden: – Vil du være astronaut, når du bliver voksen? – Nej, astronom. – Skal du så lægge horoskoper? – HAHA, hold kæft hvor er du dum! Han kiggede på fluen, som om det var den, han spurgte: – Hvorfor fanden har jeg fået en lillesøster, der er så dum? Astronomer lægger sgu da ikke horoskoper. Det er astrologer. – Det vidste jeg da godt. Jeg sagde bare forkert. – Gu gjorde du ej. Du tror vel også på det? Er du klar over, at det kun er idioter, der tror på sådan noget lort? – Bare fordi du tror, du får den der nobelpris – men det gør du aldrig. Du er en taber, der glor på porno. De rejste sig på en gang. Williams stol væltede. Hans hænder var fyldt med ketchup nu. Det lignede blod. Sara gik et par skridt baglæns mod bryggersdøren. Så løb hun. I forbifarten greb hun sin jakke og sprang ud til cyklen. Inde fra huset kunne hun høre, William brøle et eller andet.

37747_om_saras stil_r1

9/10/03

20:37

Side 1