Salt - læseprøve

emeli bergman

SALT

s a lt

Salt består af ni noveller som kredser om klasseskel, seksualitet, familie og sorg. De skildrer flere former for tab: af den elskede, af uskyld, af drømme og af selvbilleder.

emeli bergman

Det er Sverige, nord for Stockholm, og derfor er der ret tit sne udenfor, hans mor og far, jeg ved siden af Carl, den scene, som vender tilbage hver vinter, har en hædersplads hos mig, sammen med ordene: Hvis vi havde haft en datter, ville hun nok have set ud som dig. Og jeg bliver nødt til at fange et glimt af os i et af de mørke vinduer.

Forfatterportræt © Jonas Fogh

Emeli Bergman er født i Sverige i 1988. Hun gik på Forfatterskolen i 2012-2014. Salt er hendes debut.

noveller Lindhardt og Ringhof isbn 978-87-11-54395-5

emeli bergman

SALT

noveller Lindhardt og Ringhof

Til Samuel

Smager det verdensrum, hvori vi opløses, af os?

Rilke

indhold

Artefakt Anna-Sarah Franziska En arv

9 21 37

Elisa pĂĽ stranden Salt Trappen op

59 73 97

Flyve Tennis Ude af Rom

109 123 131

A R T E FA K T Jag går på sol, jag står på sol, jag vet av ingenting annat än sol.

Edith Södergran, Septemberlyran, 1918

Vi er de første, og udgravningspladsen ligger i en lav dis. Det er køligt, men allerede tydeligt, at en tung varme vokser i luften, morgenerne er kortere her, først er det nat og så pludselig dag.

Sicilien, Siracusa, måske det sted, jeg har været, som jeg har elsket højest, bygningerne er for store til deres pladser, havet er der, så snart man farer vild, og det tordner og lyner hver aften. Følelsen i brystet så skiftende og fleksibel. Jeg har en krøllet sommerkjole med margueritter på, og Jon sidder ved bordet under parasollen og udfylder nogle papirer, han har samme trøje på som i går, da vi var ude at gå nede ved portene og besluttede ikke at ses mere. Ikke os to alene, og aldrig mere at have sex, han sagde at han havde tænkt på at afslutte det længe.

Du skulle ikke have fortsat det, siger jeg til ham, da han sidder og skriver, mens jeg samler noget værktøj sammen, jeg er følsom. Han trækker vejret ind, strækker sig og ser op fra sine papirer, det er alle, siger han. Alle er følsomme, 9

okay? Jeg tager to skovle, en lille og en lidt større, og en pensel med blåt skaft. Jeg kommer forbi og henter bogen senere, siger han. Jeg svarer, at jeg skal på universitetet i eftermiddag, men at aftenen er ok, hvornår? Klokken syv, måske halv otte. At jeg tager en pensel med, er lidt en fiks ide, man kan ikke rigtigt bruge den, før man har fundet noget.

Han har ret i, at alle er følsomme, tænker jeg, men jeg havde håbet, at han havde glemt bogen, jeg havde tænkt mig at rive nogle af siderne ud, forsigtigt, måske skære dem af så langt inde som muligt og ramme dem ind.

Jeg fylder min vandflaske under en vandhane ved udgangen, inden jeg går ud til min plads. Det er oktober, men med temperaturer, jeg beskriver som skandinavisk sommer, når jeg taler med dem derhjemme. De andre begynder at komme, og snart er solen over vores rygge, mens vi ligger bøjede over jorden eller går bøjede over noget, vi har i hænderne. Der er en kraftig rod lige under jorden, selvom jeg har valgt en plads et stykke væk fra hovedbygningerne, hvor nogle høje pinjetræer vokser, for at undgå det. De nærmeste lidt større planter er nerierne ved vejen, men det er svært at forestille sig, at de skulle have så tykke rødder, der når helt herhen.

10

Tre amerikanske arkæologistuderende kommer og sætter sig på en bænk lige uden for udgravningsområdet, alle er piger, alle har kastanjefarvet hår og lys hud. For nogle dage siden præsenterede de sig: I’m Italian, actually, I’m half Italian. Me too. De begynder at tale som en collegefilm i baggrunden. Jorden er sandet, græsrødderne sammenfiltrede og stærkt duftende.

Med skovlen laver jeg et zigzagmønster på den tykke rod i midten. Da jeg graver rundt om den, støder jeg på runde sten, de må være blevet slebet til af vand engang, og jeg lægger dem i en krans i græsset rundt om jordåbningen. Det spænder mærkeligt i den nederste del af maven. Jeg henter en tykkere pensel og en kop med vand og pensler roden og stenene, gnider dem lidt, så de bliver helt rene. Jeg har ikke fundet noget endnu, ikke engang et lille skår.

Jeg venter, til klokken er fire minutter over tolv, før jeg rejser mig for at gå til frokost, skriver 0:0 på min linje, det vil sige 0 fund og 0 eventuelle fund/ indikationer af fund. Ved siden af formularen, vi skal udfylde, ligger en lille høj af røde, jordede skår, gammel glasur skinner på nogle af dem.

Jeg overvejer, om jeg skal tildække det hul, jeg har gravet, med et stykke stof, eller om jeg burde 11

fylde det igen, men bestemmer mig for at fortsætte i morgen, en sidste dag. Det ville trods alt føles mere særligt at finde noget lidt væk. Jon står foran de amerikanske piger, der er tilbage på bænken efter også at have gravet. De spiser med pinde af firkantede bokse med take-away og har deres venstreben krydset over højrebenene. Da jeg går forbi, spørger jeg, om han vil med ind til byen og spise, jeg kender et lille sted, siger jeg. Han smiler og siger, nej, desværre, jeg har taget mad med. Det tager et unaturligt sekund at få benene i bevægelse og gå derfra, men han har vendt hovedet mod dem igen, og jeg tror ikke, han ser det. Cikadernes høje lyde ved udgravningerne gør, at resten af Siracusa virker dødstille. Fortovene er minimale, jeg går hjemad balancerende på dem.

Moderskabet i Renæssancens malerkunst ligger åben i sofaen. Jeg hader samtalen, jeg havde med Jon om den bog. Jeg hader, at der fandtes timer af hans stemme – min stemme – hans stemme – min stemme – hans, og at jeg blandede mit blik med hans i de motiver. Fantastiske motiver, ukendte tegninger af unge mødre, ikke madonnaer, forordet gør klart, at man ikke interesserer sig for madonnaer. Men at man ikke kan garantere, at de skitser, som er med, ikke senere blev brugt 12

til malerier af det: madonnaer. Ja. Man har ikke sparet på noget, til trods for at det er en temmelig tynd bog, få af billederne er egentlig i farver, men man har alligevel benyttet store farvetryk til de gulnede skitser. Fire rigtige farvebilleder er inkluderet, fire mødre, som er klippet ud af større værker med religiøse motiver. Fire mørkhårede mødre, to ammende, to legende.

Jeg vil tage en test til i dag, selvom jeg allerede har taget en i morges. Jeg sætter vand over og hælder teblade ned i et papirfilter, som jeg putter i en kop, går ud på badeværelset og finder en lille aflang papæske frem fra kurven ved siden af håndvasken. Skal holde den lille plasticstav i hånden igen, stå og se efter den anden blå streg. Jeg tager indlægssedlen ud af æsken og læser, lukker øjnene lidt og lader teksten fortsætte i hovedet.

Vender også æsken i hænderne nogle gange, på bagsiden er der billeder af, hvad testen kan vise – kun en streg betyder negativ, ingen betyder, at testen ikke virker, og to betyder positiv, selv en meget svag streg nummer to betyder positiv. Så er der brug for flere tests.

Jeg holder i kanten af håndvasken, da den første streg viser sig, læner mig mod spejlet, helt tæt på mit ansigt, følelsen i benene, ganske svag.

13

Vente. Hvis det er nu, så må jeg huske, hvordan porcelænskanten føltes kold mod hænderne og hoften, hvordan spejlet var koldt mod panden, så bliver det en del af historien, som hører med til det nye liv. Ingen streg. Det kan tage flere minutter, jeg lader den ligge på kanten af håndvasken, mens jeg går ud i køkkenet. Strækker arme og ben for at sprede alvoren.

Da vandet næsten koger, hælder jeg det over tebladene. Jeg åbner døren til balkonen og går ud og sætter mig, lægger mine ben over gelænderet og masserer dem lidt, mens jeg venter på, at teen skal køle af, masserer rundt om knæene, selvom det føles, som om der mest er knogler og brusk og næsten ingen muskler der. Himlen er lidt falmet og gultonet, det lyner bag de sidste huse og pinjetræer, jeg kan se. Og en svale … eller forresten to, over himlen.

Hvis jeg skulle bo her længere tid, ville jeg tage de hvidgrå gardiner ned, det ser ud, som om nogen har hængt almindelige lagener for vinduerne. For at gøre det hjemligt har jeg vasket askebægrene, som stod på bordet og balkonen, og sat dem ind i skabet under vasken, jeg har fundet et lyseblåt tæppe og en lyseblå dug på markedet, begge med mørkere blå blomster. Og den hvide azalea … Det 14

er perfekt for den her. Jeg har aldrig haft en azalea, som trivedes så godt. Det må være temperaturen eller noget med luftfugtigheden måske. Og den tager så fint imod vand. Azaleaerne hjemme i lejligheden i København lod til at tro, at vand var gift, de nægtede at suge det til sig, jorden forblev fugtig, og de ville hellere lade deres blade visne og falde af end at absorbere det. Jeg går ud på badeværelset og ser på testen, den er negativ, og jeg kaster den i skraldespanden under køkkenvasken.

Det var et held, at jeg kom til at bo her alene, ligesom jeg havde ønsket, lejligheden er fin, og jeg kom med på den udgravning, jeg havde ønsket.

En boplads, som er blevet forladt pludseligt, hvorfor ved vi endnu ikke, men fundene er mange. I morgen flytter jeg nok alligevel mit område ind mod pladsen igen. Når vi er færdige med udgravningen, skal der bygges en rundkørsel på stedet. Varme eftermiddage som denne her er perfekte at registrere på, der plejer ikke at være særligt mange på universitetet, jeg lukker meget forsigtigt yderdøren bag mig, den er tung som et voksent menneske, og for hurtige bevægelser kan forårsage vældige smæld.

Gaderne er lyse, næsten tomme, og jeg ringer til min farmor. Jeg fortæller om vejret, varmt som 15

den svenske sommer! Hils farfar, siger jeg. Han sidder her ved siden af, skal du ikke veksle et par ord med ham, spørger hun. Det ölandske lyder nyt udefra. Han er ganske stille, mens jeg fortæller om vejret, varmt stadigvæk, trods efteråret. Han spørger, hvordan jeg har det, så er han stille igen.

Men så siger han: Det sneede i går, du ved, det var koldt som bare faen, og jeg skulle køre hen til Ottenby. Pludselig så jeg en ko på en mark, jeg blev nødt til at standse bilen. Hun stod og slikkede en kalv! Så faens små de er, den dampede der i sneen, du ved. Jaja… det er vel sådan, de gør. Hun havde bare lagt den der, de andre kreaturer så jeg også, de stod lidt længere væk og gloede bare … men sådan er det vel. Det så ud, som om det var meningen sådan, du ved, ikke mærkværdigt. Han lyder forundret. Faens mærkværdigt alligevel, i sneen, men det er vel sådan, de gør. Jo … er du der stadig? Jaa … men sne? Har det sneet derhjemme? spørger jeg, det er jo kun oktober. Ja, ikke længere, men i går kom der store fnug om formiddagen, og tror du ikke, det varede helt til om aftenen?!

Han siger, at det smeltede i nat, at der kun er nogle driver tilbage i vejkanten, vi siger farvel, og jeg siger, at jeg kommer hjem snart, om en måned.

Et lokale på universitetet er reserveret til vores 16

projekt, på denne her tid er der skygge, køligt og stille. Jeg tager en bunke tomme skemaer fra vindueskarmen og sætter mig ved bordet midt i rummet og skriver dato på et af dem. Øverst på papiret er der trykt et EU-logo sammen med symboler for de nordiske, italienske og amerikanske universiteter, som er med på udgravningsseminaret – det står på alle sprogene øverst under logoerne. Et skinnende, skovgrønt print, jeg tager en cardigan på, som nogen har glemt, og begynder på at udfylde felterne om de første skår.

Viden fra universitetet løber gennem mit hoved, aktiveres, når jeg ser på skåret i min hånd, det får mig til at tænke på en læge, som lader hænderne løbe over patientens krop ved en rutineundersøgelse. Det samme gør jeg med blikket på skårene. Så lægger jeg dem ned i en pose og skriver nummer på. Mindet om skåret eller kroppen hænger fast i øjnene, i hænderne, lidt tid efter at kroppen er forsvundet, skårene lagt væk i posen. Man går videre til næste skår eller krop …

Jeg arbejder omhyggeligt i mange timer, klar til at gøre en opdagelse, kassen er tung, da jeg bærer den ind til de andre i det mindre, mørke rum, hvor alle fundene skal opbevares. Jeg stjæler et skår, det 17

stammer fra en skål, den allermest normale og enkle type skål, den er rød med glasur på den ene side og riller på den anden, riller, der er lavet, så man kunne sætte stofstykker fast for at beskytte det, man opbevarede i skålen. Bag glasuren er der et mønster, som jeg synes ligner fisk, og det er derfor, jeg tager netop det. Jeg står i solen uden for universitetet og lader fingrene glide frem og tilbage over rillerne. På vejen hjem kommer jeg til at tænke på kalven i snedriven, sneen, der smelter væk rundt om den lille dyrekrop. Gaderne og husene her, alle farvetonerne og formerne er afstemte, som var det udtænkt af et geni.

Jeg overvejer at tage en test til, jeg er i så godt humør, at en til eller fra ikke spiller nogen rolle.

Badeværelset er småt og firkantet, det er fuldt af udeluft, der kommer fra et aflangt vindue med plasticramme, jeg står derude et stykke tid med armene hængende ned langs siden, hjertet åbent.

Jeg tager ikke testen, i stedet vasker jeg skåret og lægger det på et stykke sammenrullet toiletpapir på kanten af håndvasken. Hvem har fundet det, tænker jeg. Måske Jon. Måske en af amerikanerne.

(De falske italienere). Det er længe siden, det har været så rent, tænker jeg og tager det op og gransker det fiskelignende mønster igen. Himlen 18

er tryg og uforandret, afbleget og grågul. Lyden af cikader. Jeg spekulerer på, om de har sat sig på balkonen eller i træet overfor.

Jon kommer klokken syv og henter Moderskabet i Renæssancens malerkunst. Jeg kommer formentlig til at savne den, har prøvet at finde den på internettet, men hans eksemplar lader til at være verdens eneste. Vi går ned ad trappen sammen, han stopper op på hver etage og ser lidt ud ad vinduet. Udenfor smiler han stort og venligt og tager mig faderligt i sine arme til afsked. Jeg vrider mig forsigtigt, men bestemt ud af hans omfavnelse og undgår at møde hans blik, da jeg er kommet fri. Det var, da jeg fortalte om testene, han blev fremmed og faderlig, han er for ængstelig til min smag.

Jeg sætter mig på trappestenen uden for døren og ser ham gå, da han er væk, rejser jeg mig og går ned mod Ortigia. Solen er ved at gå ned, næsten uden forvarsel, som altid her, og de hvide og sandfarvede huse skinner rødt, gult og rosa, en ældre mand på en bænk følger mig med blikket, idet jeg går forbi, råber han, stop, bella, where are you from? Sweden? ... Ciao! Jeg går hurtigt.

Over de store torve, gennem smalle gader, forbi de enorme kirker og når frem til en havn. Når jo altid frem til havne her, før eller siden. Et lyn på 19

himlen. Jeg læner mig mod en skulderhøj mur, der vender mod havet, ser ud over bådene og vandet.

Det lyner kraftigt i horisonten igen, et helt tydeligt lysende zigzagmønster i et langt kvart sekund, man skulle ikke tro, det var sandt. Gennemvarm stenmur, jeg hiver trøjen op og trykker maven og brysterne imod den, ru, men alligevel blød.

emeli bergman

SALT

s a lt

Salt består af ni noveller som kredser om klasseskel, seksualitet, familie og sorg. De skildrer flere former for tab: af den elskede, af uskyld, af drømme og af selvbilleder.

emeli bergman

Det er Sverige, nord for Stockholm, og derfor er der ret tit sne udenfor, hans mor og far, jeg ved siden af Carl, den scene, som vender tilbage hver vinter, har en hædersplads hos mig, sammen med ordene: Hvis vi havde haft en datter, ville hun nok have set ud som dig. Og jeg bliver nødt til at fange et glimt af os i et af de mørke vinduer.

Forfatterportræt © Jonas Fogh

Emeli Bergman er født i Sverige i 1988. Hun gik på Forfatterskolen i 2012-2014. Salt er hendes debut.

noveller Lindhardt og Ringhof isbn 978-87-11-54395-5