Reagan - læseprøve

reagan [SIDE 2: FOTO INDSÆTTES, HELSIDE]

H .W. BR A N D S

REAGAN P책 dansk ved Ole Steen Hansen

LINDH AR DT OG R INGHOF

H.W. Brands REAGAN Oversat fra engelsk af Ole Steen Hansen Copyright © 2015 H.W. Brands Originaltitel: REAGAN – The Life This translation is published by arrangement with Doubleday, an imprint of the Knopf Doubleday Publishing Group, a division of Penguin Random House LLC Dansk udgave © 2015 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Redaktion og oversættelse af noter: Lisbeth Andersen Skov Omslag: Simon Lilholt/Imperiet Bogen er sat med Caslon hos Christensen Grafisk og trykt hos ScandBook Forsidefoto: George Rose/Getty Images Foto af Reagan-familien fra ABC: © Bettman/CORBIS Bogens øvrige fotos: Ronald Reagan Library ISBN 978-87-11-44983-7 1. udgave, 1. oplag 2015 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof, et selskab i Egmont

I N DHOL D Forord til den danske udgave v. Uffe Ellemann-Jensen 7

prolog 15 første del

Prærieidyl: 1911-1934 23

anden del

Det gyldne Vesten: 1935-1962 51

tredje del

Tid at vælge: 1962-1980 159

fjerde del

Heroiske drømme: 1980-1983 281

femte del En værdig modstander: 1984-1986 493 sjette del Kold luft på Island: 1986-1988 639 syvende del En ranch i himlen: 1989-2004 797 Tak 836 Kilder 837 Noter 843 Register 888

PROLOG

prolog

7

F OROR D

F

å amerikanske præsidenter har delt vandene som Ronald Reagan: Nogle dyrker ham som en halvgud, andre affærdiger ham som en af den slags dårlige politiske vittigheder, der desværre en gang imellem bliver valgt. De færreste er indifferente.

I dag, mere end ti år efter hans død, er det min påstand, at tilhængersiden vinder frem. Stadig flere anerkender, at han fortjener en plads i historien som en af USA’s helt store præsidenter. Det gælder i USA, hvor han nu også hyldes af demokraterne for sin indsats i forbindelse med afslutningen af Den Kolde Krig – og det gælder i det Europa, som i sin tid var hårdest i kritikken af denne »skydegale cowboy« og »afdankede B-skuespiller«, som ledende danske politikere kaldte ham tilbage i begyndelsen af 80’erne, da han var rykket ind i Det Hvide Hus. Men i dag får mange stadig tårer i øjnene og en rislen ned ad ryggen, når de ser filmklippet med hans tale ved Berlinmuren: »Mr. Gorbatjov. Tear down this wall!« Jeg må straks gå til bekendelse. Jeg er en af Reagans beundrere! Det har jeg været i mange år, efter at have været forbeholden over for ham i starten af hans præsidentperiode. Men det afløstes af begejstring, efter at jeg oplevede ham tæt på, og efter selv at have været medspiller – i en absolut birolle, ofte nærmest statistrolle – i Den Kolde Krig. For mig er der i dag ingen tvivl: Reagan og hans politik var en af de helt afgørende faktorer i den fredelige afslutning på den konflikt, der så let kunne være blevet altødelæggende.

Denne bog er skrevet for sådan nogle som mig. De, der har besluttet sig for at afsky Reagan, kan lige så godt lægge bogen fra sig med det samme. For godt nok beskriver bogen åbent de mange problematiske sider af Reagans forvaltning af præsidentembedet,

8

reagan

men forfatteren efterlader ingen tvivl om, at han anser Reagan for at være af samme kaliber som Franklin D. Roosevelt – et af Reagans store forbilleder. Bogen bringer næppe noget nyt for den, der kender Reagans­historie. Der er allerede skrevet mange bøger om Reagan og hans tid, også af ham selv, men denne bog er alligevel noget særligt: Forfatteren H.W. Brands, som er historieprofessor ved University of Texas, har skrevet bogen i samme knappe og kontante stil som de bedste af de westerns, Reagan medvirkede i. Og han bruger det enorme materiale til at lade aktørerne fortælle selv. Det giver bogen et helt særligt liv.

Vi følger Reagan fra barndommen i et irsk-amerikansk miljø i Midtvesten. Bogen fortæller levende om hans opvækst i et vanskeligt miljø, med en svag og drikfældig far, der havde vanskeligt ved at holde sammen på hjemmet, og en mor, han forgudede. Forældrene var katolikker, og den unge Dutch – som var Ronald Reagans kælenavn i barndommen – led under usikkerheden og drillerier fra de store drenge, som ikke brød sig om katolikker. Men her opdagede han, at han havde en særlig evne til at få folk til at smile og le – og at det tog brodden af mange vanskelige situationer.

Reagans evne til at vinde sympati hos de mennesker, han havde med at gøre, var et stærkt kendetegn, som også kom ham til gode i den politiske karriere. Jeg oplevede ham selv på nært hold ved adskillige lejligheder, hvor hans indtagende charme og venlighed slog benene væk under mange, som ellers stillede fulde af fordomme.

Men først var det Hollywood, der kaldte. Rollerne voksede, og han blev gift med en rigtig stjerne – Jane Wyman – som han fik tre børn med. Ægteskabet holdt ikke, men blev opløst uden det store drama.

Senere kom ægteskabet med Nancy, hans livs store kærlighed. Smukt beskrevet i denne bog, også af hende selv.

Hans skuespillerkarriere nåede aldrig de helt store højder, selvom det er forkert at affærdige ham som en »B-skuespiller«. Jeg har en stak gamle Reagan-westerns, som jeg har købt i USA. Og han var flot i kavaleriuniform, når han med dragen sabel red frem mod indianerne ...

Men det var ikke som skuespiller, han for alvor slog igennem i Hollywood. Det var som en håndfast og succesrig formand for skuespillernes fagforbund.

forord

9

Reagan var demokrat, før han bevægede sig mod højre i det politiske spektrum. Med hans irske baggrund var det et nærmest uundgåeligt udgangspunkt, lidt ligesom danske husmænd og deres børn i gamle dage startede med at være radikale.

Hans politiske engagement og udviklingen af liberale og borgerlige synspunkter begyndte, da han opgav skuespillerkarrieren og blev ansat af General Electric til at være vært for en række tv-shows og holde taler rundt i landet for GE. Han læste bøger om økonomi og politik og lod sig påvirke af de fortællinger om regeringens urimeligheder, han samlede op under sine rejser rundt i USA. Han flettede disse historier ind i sine tv-udsendelser og foredrag – og han har selv fortalt, at det her efterhånden gik op for ham, at han i virkeligheden var republikaner.

Han blev valgt i 1966 og siden genvalgt i 1970 som guvernør i Cali­ fornien – hvor han var så heldig at stille op imod demokraten Pat Brown, der ikke havde været nogen succes.

Han forsøgte i flere omgange uden held at blive republikanernes præsidentkandidat, men endelig lykkedes det til præsidentvalget i 1980, og her var han igen så heldig at have en meget svag demokratisk modkandidat: Jimmy Carter, der på hjemmefronten plagedes af en ødelagt økonomi med stagnation og inflation og på udefronten var blevet ydmyget af iranerne i det gidseldrama, som kom til at spille en stor rolle ved valget.

Reagan vandt og fik vendt den økonomiske udvikling hjemme i sådan en grad, at han nærmest blev båret ind i Det Hvide Hus ved genvalget i 1984. Fra valgkampen huskes den fantastiske valgvideo: »Det er morgen i Amerika ...« – som tegnede det optimistiske billede, der stadig kan få økonomer til at skændes vildt om sammenhængen i hans økonomiske politik.

Han havde en vanskelig Kongres, hvor Demokraterne sad på flertallet i Repræsentanternes Hus og siden erobrede flertallet i Senatet – og især den demokratiske leder af »Huset«, den farverige demokrat Tip O’Neill, havde han vanskeligt ved at charmere. To irske primadonnaer i samme bar er jo også en sikker opskrift på ballade ... Men det lykkedes ham også at opnå forlig, fordi han var særdeles pragmatisk. Og når nutidens republikanske Tea Party-aktivister fremhæver ham som det helt store forbillede og eksempel på ren og uplettet konservatisme,

10

reagan

kan de umuligt have sat sig ind i, hvad han rent faktisk lod glide igennem af mere eller mindre skjulte skattestigninger – og sågar lovgivning om våbenkontrol.

I Europa vil vi især huske Reagan for hans håndfaste udenrigspolitik. Men hans faste politik over for Moskva var ikke – som mange, også i Danmark, forsøgte at fremstille det – et udtryk for en primitiv antikommunisme. Han havde en helt klar opfattelse af, hvordan man skulle håndtere den reelle trussel, som kom fra Sovjet.

En af kilderne til denne bog er et værk, som blev udgivet ved Reagans­ 90-årsdag af et hold forskere fra Stanford University i Californien, hvor hans udenrigsminister George Shultz var tilknyttet Hoover Institute.

Reagan, In His Own Hand var en samling af de håndskrevne taler, Reagan havde holdt som guvernør i Californien.

Shultz sendte mig bogen med et brev, hvori han skrev: »Jeg tror, at disse taler vil være med til at udrydde myten om, at Reagan blot var en stor kommunikator. Disse håndskrevne dokumenter åbenbarer en mand med brede interesser, en klar forståelse for hjemlige og internationale politiske sammenhænge og evnen til at fremstille sine tanker på en uimodståelig måde. Jeg har en mistanke om, at den læsende offentlighed vil blive overrasket, men for alle os, der arbejdede tæt sammen med Reagan, vil overraskelsen bestå i, at han var så frodig og produktiv så mange år, før han blev præsident. Grundlaget for mange af de temaer, der prægede Reagans præsidentskab, kan findes i disse taler. Og jeg håber, at du vil læse dem som en fascinerende påmindelse om en helt usædvanlig æra.« Det gjorde jeg. Og jeg måtte give Shultz ret: For den, der nok havde oplevet Reagan tæt på, men aldrig havde arbejdet nært sammen med ham, var det en overraskelse at se, hvor klart han formulerede sine holdninger, længe før han havde en hærskare af rådgivere og taleskrivere til at finde de helt rigtige formuleringer.

Et par smagsprøver, der siger noget væsentligt om, hvad der var ledende for Reagan i de år, hvor han var den frie verdens leder i en meget farlig og vanskelig periode: »Når vi stræber efter et ideal, vi alle kan enes om – ‘menneskerettigheder’ – så ved vi, at det rummer risikoen for, at vi falder i baghold. Men ja, vi støtter idealerne. Og i vores opfattelse af menneskerettigheder

forord

11

indgår også respekten for den private ejendomsret, som er grundlaget for vores frihed og for menneskets stræben efter lykke.« Eller dette helt centrale budskab: »Der findes intet stærkere bevis på marxismens fallit end Sovjetunionens manglende evne til at producere de våben, der er nødvendige for, at det kan opfylde sine militære ambitioner, samtidig med at der bliver noget til befolkningens daglige liv – måske er svaret her: Lad os simpelthen gøre, hvad der er moralsk rigtigt. Lad dem sejle deres egen sø. Lad deres system bryde sammen.« Sådan kom det til at gå. Reagan ville ikke give ved dørene i konfrontationen med Sovjetunionen i Den Kolde Krigs sidste år. Da Sovjetunionen opstillede en helt ny våbentype – de atombevæbnede SS20-missiler – i et forsøg på at splitte USA og Europa, svarede han igen med den såkaldte dobbeltbeslutning: Enten fjerner Sovjetunionen disse våben, eller også opstilles der amerikanske missiler i Europa til at afparere den nye trussel. Det var en politik, som var ønsket af de europæiske ledere med den daværende tyske forbundskansler Helmut Schmidt i spidsen. Han frygtede, at Europa ville blive isoleret ved hjælp af en ny våbentype, der kun kunne ramme mål i Europa. Og det var en politik, som blev konsekvent gennemført – trods en massiv sovjetisk propagandaoffensiv, som fik i hvert fald et enkelt land (beklageligvis Danmark) til at løbe fra aftalerne om fælles solidaritet.

Reagans linje sejrede. Den førte til meget omfattende nedrustningsaftaler for atomvåben. Og da Reagan satte trumf på og startede sit missilforsvarsprojekt (»Star Wars«, som pressen døbte det), blev det åbenlyst for den nye sovjetiske ledelse under Gorbatjov, at man ikke kunne følge med længere. Gorbatjov vidste nemlig godt, at den sovjetiske økonomi var så anstrengt, at den ikke kunne følge med kravene i et nyt højteknologisk rustningskapløb uden at bryde helt sammen. Og det blev afgørende for, at den onde spiral blev brudt. Ganske som forudset i Reagans lille håndskrevne notat fra midten af 70’erne.

Derfor vil Ronald Reagan gå over i historien som en af USA’s største præsidenter – og som en af den frie verdens mest succesfulde ledere.

I Danmark var Ronald Reagan fra starten en kontroversiel skikkelse i den politiske debat. Venstrefløjen afskyede ham og kappedes om at klistre hånende øgenavne på ham. Han skræmte da også mange med sin bramfri beskrivelse af det daværende Sovjetunionen som »ond-

12

reagan

skabens imperium«. En ganske præcis beskrivelse, når man tager i betragtning, hvad der efter systemets sammenbrud er kommet frem om de rædsler, kommunismen påførte både sine egne og sine modstandere. Men der er ingen tvivl om, at Reagan forskrækkede mange både i Danmark og i resten af Europa med sine klare ideologiske og moralske udmeldinger.

Reagan gjorde, hvad han anså for at være det moralsk rigtige. Han var åben over for aftaler med Sovjetunionen om nedrustning, men ønskede en så stærk forhandlingsposition, at man ikke kunne løbe om hjørner med ham. Han ønskede ikke eftergivenhed – appeasement – så hellere konfrontation og om nødvendigt strid. Han konfronterede Sovjets forsøg på at vinde fodfæste i den tredje verden. Og han nægtede at acceptere den skæbne, der var blevet de øst- og centraleuropæiske befolkningers efter Jalta-aftalerne og Anden Verdenskrig.

Muren faldt. Og alt det, vi derefter kunne glæde os over – frihed og demokrati i øst, NATO- og EU-udvidelser – kan vi først og fremmest takke Ronald Reagan for. Det er arven fra hans præsidentskab, som giver forklaringen på, at der i de nye EU-lande er så stærk modstand mod at lade Europa udvikle sig til en »modvægt« til USA. Ronald Reagan er blevet kendt som »den store kommunikator« – og det var han! Både på radio og tv, over for store forsamlinger og i en tete-a-tete. Eller med jelly beans ...

Første gang jeg som udenrigsminister og nybagt formand for EF’s ministerråd skulle møde præsident Reagan i Det Hvide Hus, gav udenrigsminister George Shultz mig et lynkursus i den særlige etikette, der krævedes i forbindelse med et sådant personligt møde. Han tog et glas med små søde slikkugler frem – jelly beans – og demonstrerede med gravalvorligt ansigt, hvordan man skulle håndtere dem hos præsidenten. »Der vil stå sådan et glas foran dig, og så skal du tage nogle få kugler, ikke noget med bare at gramse til sig, og lægge dem på et lille stykke hvidt papir fra din notesblok. Så kigger du på dem, ordner dem efter farve, tager måske et par stykker til for at få et harmonisk billede ud af det, og så smager du på en ... Men frem for alt: Du skal kommunikere med dine jelly beans!« Da jeg senere sad ved det runde bord i Det Ovale Værelse, opdagede jeg ganske rigtigt et par glas med jelly beans på bordet. Jeg gjorde, som

forord

13

Shultz havde sagt – og mens jeg »kommunikerede« med mine jelly beans­, modtog jeg et anerkendende smil fra præsidenten. Eller også var han ved at sprække af grin ... Vi fik ham til det! Jeg ved det ikke, men manden var simpelthen så »likeable«, at jeg følte mig tryg.

Reagan havde altid små huskesedler med til møder og betjente sig af dem på en måde, så det var umuligt at få indtryk af, i hvor høj grad han lod sig lede af dem. Mit eget indtryk var, at han var så afklaret i sine holdninger, at det var sig selv, han fremstillede. Han virkede så ægte, at det ikke kun kunne være skuespil.

Engang gik han uden for sine sedler. Det var ved et hasteindkaldt møde i New York med NATO’s udenrigsministre. Vi drøftede nogle problemer i forbindelse med Sovjetunionens stejle holdning i nedrustningsforhandlingerne. Og så ville han pludselig fortælle en joke. Mens hans embedsmænd stod synligt nervøse bag ham, fortalte han: »Ivan og Boris gik vagt på Kremls mure. Det var ved at være aften, og pludselig hævede Ivan sit gevær og skød en mand nede på Den Røde Plads. Hvorfor gjorde du det? spurgte Boris. Og Ivan svarede: Det var min nabo. Der er kun en halv time til udgangsforbuddet, og jeg ved, at han har mindst tre kvarter hjem.« Nogle lo. Men min nabo hvislede rasende i øret på mig: »Tror han virkelig, der er udgangsforbud i Moskva!« Det troede han næppe. Men han vidste, at der var udrejseforbud for dem, der ikke havde systemets bevågenhed. Og med sin historie havde han fat i grundtonen i et totalitært system. Her var Reagan krystalklar i sine holdninger. Som han skrev i udkastet til en radiotale: »Den ideologiske kamp, som deler verden, er mellem kommunismen og vores egen tro på så megen frihed, som det er muligt at kombinere med et velordnet samfund.« Reagan havde også sine svage punkter, som er grundigt beskrevet i denne bog. Hans lette, nogle vil sige letfærdige, håndtering af detaljerne i embedsførelsen førte til den største skandale i hans embedsperiode – Iran-kontra-sagen – hvor penge fra en helt utilstedelig våbenhandel med Iran blev kanaliseret til en modstandsbevægelse i Nicaragua, og hvor han hævdede ikke at være vidende om, hvad der foregik.

Hans økonomiske politik er også sårbar over for kritik. Ufinansierede skattelettelser er nu engang noget skidt.

14

reagan

Men det, der står tilbage, er hans håndtering af de muligheder, der åbnede sig, da Gorbatjov blev leder af Sovjetunionen efter Brezjnevs død i 1982 og de hårrejsende og heldigvis kortvarige oplevelser med efterfølgerne Andropov og Tjernenko. Det var dage, hvor vi svedte tran i de europæiske udenrigsministerier – det kan jeg bevidne – men hvor det skulle vise sig, at Reagan havde tolket situationen korrekt. Og ud af det kom aftalen om afskaffelse af de atomvåben, som havde skabt så store spændinger i Europa – og alt, hvad der fulgte derefter: Jerntæppets nedbrydning, frihed i Polen og Ungarn og Tjekkoslovakiet, Murens fald, balternes frihed, Sovjetunionens sammenbrud ...

Men da var Reagan borte fra scenen. Helt borte. For hans seneste år var formørket af Alzheimer. Og i 2004 døde han – og fik en bisættelse, hvor alverden klæbede til tv-skærmene. Jeg husker især en af talerne ved hans båre, hvor der blev henvist til den amerikanske drøm – The Shining City on the Hill.

Dét var Reagan!

Uffe Ellemann-Jensen, Danmarks udenrigsminister 1982-93

prolog

15

PROL O G I AFTEN Gå ikke glip af »Tid til at vælge« med Ronald Reagan 21.30 til 22.00 WNBC-TV Channel 4 Sponsoreret for tv af Goldwater-komitéen

S

ituationen var kritisk, og man måtte tage chancer. Barry Goldwaters kampagne var ved at løbe tør for penge, og kandidaten kunne ikke slå igennem. Hans modstander, Lyndon Johnson, den mest drevne politiker i landet, havde svøbt sig i John Kennedys martyrium og startet en revolution af borgerrettigheder og fremstillet sig selv som den besindige øverstbefalende i kampen mod de kommunistiske oprørere i Sydøstasien. Samtidig havde Johnson fået Goldwater til at ligne en skabsracist og skydegal krigsmager. Goldwater havde ikke gjort det lettere for sig selv ved at kalde sig ekstremist, selvom det var i forsvaret af frihed, og ved at foreslå, at der kunne bruges atomvåben i Vietnam.

Jo mere han talte, jo dybere blev hullet, og jo fjernere hans muligheder for at vinde valget. I desperation besluttede han en uge før valget at bruge en stedfortræder på talerstolen, en i politisk sammenhæng helt ukendt Ronald Reagan fra Californien.

Reagan stod i en anden form for kritisk situation, mindre offentligt kendt, men resultatet af et længere forløb. Han var færdig som skuespiller og var sidst set i færd med at faldbyde den amerikanske industris floskler og produkter. Reagan stod ved et vendepunkt i sin tilværelse. Som dreng havde han mærket charmen ved at have et pub-

16

reagan

likum, ­applausens beroligende effekt på ens bekymringer. Han gik fra kirkeforestillinger og skolekomedier til radioen, hvor hans publikum voksede til hundredtusinder, og herfra videre til film, som bragte hans ansigt og stemme ud til millioner. Men i Hollywood ramte han grænserne for sit talent. Hans navn kom aldrig rigtig til at stå med store bogstaver over indgangen til biograferne, han kom aldrig på skuespillernes A-hold. Da han var i midten af 30’erne, kunne han ikke længere få gode roller. Han tog ekstraarbejde inden for den faglige side af filmindustrien og repræsenterede skuespillere i forhandlinger med studierne.

Men den tjans fik også ende, og han havde stærkt brug for arbejde. Han fik et job hos General Electric, der bragte ham tilbage til de levende billeder, men kun på tv og kun som vært på en serie. Kontrakten krævede, at han rejste rundt i landet for GE og fortalte selskabets ansatte og driftige lokale forretningsmænd om storindustriens velsignelser og dens afgørende rolle i den amerikanske drøm. Samtidig falmede hans egne drømme, og da det var slut med jobbet for GE, var de nærmest forsvundet. Invitationen til at tale på vegne af Barry Goldwater var en gave fra himlen, men fyldt med risici. Den gav ham chancen for igen at tale til et publikum og til at blive hørt, men han var klar over, at hvis han kludrede i det, ville han måske aldrig få en chance mere.

Goldwaters kampagnefolk forventede sig ikke meget af ham. De købte en enkeltspaltet annonce på side 79 i New York Times den 27. oktober; tilsvarende annoncer med samme beskedne placering kunne ses i aviser over hele landet. I 1964 var de politiske kampagnefolk endnu i gang med at regne ud, hvordan de skulle bruge tv. De veg tilbage fra at købe reklamespots, fordi de frygtede, at man ville betragte det, som om de solgte deres kandidater på samme måde som cornflakes eller cigaretter. I dette tilfælde organiserede Goldwaters folk en pseudopolitisk begivenhed. De lejede en sal i Los Angeles og sendte bud efter et par hundrede støtter, som blev udstyret med plakater og skilte, der hyldede Goldwater. De placerede Reagan på en talerstol svøbt i bånd, som seerne ville opfatte som røde, hvide og blå, selvom udsendelsen var i sort-hvid. Han talte, som var det et politisk møde af den slags, som havde karakteriseret amerikansk politik i mere end 100 år.

Men denne iscenesatte begivenhed havde ikke et rigtigt vælgermødes spontanitet, og talen begyndte akavet. Publikum ventede på stik-

prolog

17

ordet, navnet Goldwater, men Reagan talte i mange minutter, inden han nævnte kandidaten, og publikum sad tavst. Reagan var nervøs og talte for hurtigt. Hans standardtale i GE-sammenhænge havde været længere, end der var plads til i denne aftens tv-udsendelse, men i stedet for at skære den ned, forsøgte han at få det hele med. Tavsheden fra salen fik ham til at lire sine morsomheder af, hvilket gjorde det hele mere akavet. I løbet af årene hos GE havde Reagan forladt sin ungdoms sympati for staten og dens liberalisme til fordel for at støtte forretningsverdenens konservatisme, og han samlede bunker af notater med statistikker, der dokumenterede statens ødselhed og overforbrug.

Ved denne lejlighed rystede han tal ud i lammende mængder. Uden varsel svingede han så fra indenrigspolitik til udenrigspolitik, mens tilhørerne forvirret spekulerede på, hvad den amerikanske statsgæld havde at gøre med Castros revolution på Cuba. Reagans kropssprog passede ikke til hans ord, og den bevægelse, han gentog oftest, en vippen med pegefingeren, virkede decideret skolemesteragtig.

A lligevel skete der noget halvvejs inde i talen. Da han endelig fik nævnt Goldwaters navn, reagerede publikum, og deres positive reaktion fik Reagan til at slappe af. Han lod sine vittigheder få den tid, der skulle til, for at folk kunne nå at lade dem falde på plads. »Hver gang De og jeg sætter spørgsmålstegn ved de tossegodes projekter, bliver vi fordømt som værende modstandere af deres humanistiske mål,« sagde han. »De siger, at vi altid er ‘imod’ ting – vi er aldrig ‘for’ noget. Problemet med vores liberale venner er ikke, at de er uvidende; det er bare, at de ved så meget, som ikke er sådan i virkeligheden.« Publikum var ved at vågne. Amerikanske konservative var en kamplysten stamme, der ikke talte om liberale som »venner«, men her gjorde Reagan det. Hans tone var alvorlig, men den var ikke vred, som Goldwaters ofte var det. Reagan kritiserede demokratiske ledere, men han kritiserede ikke Demokraterne. Han kritiserede den amerikanske regerings kurs, men han erklærede sin tillid til det amerikanske folk.

Som indledning havde han sagt, at Goldwaters kampagnefolk ikke havde udstyret ham med et manuskript; at de ord, han sagde, var hans egne. Han sagde ikke, at det var ord, han havde prøvet af på hundreder af publikummer. Men rutinen virkede. »Tanken om, at staten står i gæld til folket, at den ikke har anden kilde til magten end det, som

18

reagan

folket giver den, er stadig den nyeste og mest enestående tanke i den lange historie om menneskers forhold til hinanden,« sagde han. »Det er, hvad dette valg drejer sig om: om vi tror på vores evne til at styre os selv, eller om vi skal forlade den amerikanske revolution og tilstå, at en lille intellektuel elite i en fjern hovedstad kan planlægge vores liv bedre, end vi kan planlægge det selv.« Han understregede sine pointer med billeder og eksempler. »Der er så mange mennesker, der ikke kan se en tyk mand stå ved siden af en tynd uden at komme til den konklusion, at den tykke er blevet tyk ved at udnytte den tynde,« sagde Reagan i et udfald mod regeringens omfordelingspolitik. Regeringens velfærdspolitik var svindel. »En dommer ringede til mig her i Los Angeles. Han fortalte om en ung kvinde, der var kommet til ham, fordi hun ville skilles. Hun havde seks børn og var gravid med nummer syv. Da han udspurgte hende, afslørede hun, at hendes mand var arbejder og tjente 250 dollars om måneden.

Hun ville skilles, så hun kunne få 80 dollars mere. Hun har ret til 330 dollars om måneden ifølge Aid to Dependent Children-programmet.

Hun fik idéen fra to kvinder i kvarteret, som havde gjort det samme.« Et jobtræningsprogram var lige så tvivlsomt. »Bare til kost og husleje skal vi bruge 4.700 dollars om året på hver ung, vi hjælper. Vi kunne sende dem til Harvard for 2.700 dollars!« Han smilede. »Nu må De selvfølgelig ikke misforstå mig. Jeg mener ikke, at Harvard er svaret på ungdomskriminalitet.« Publikum lo og klappede. Nogle huskede at vinke med deres Goldwater-skilte, men de fleste var mest optaget af manden, de så på. »Ingen stat har nogensinde frivilligt skåret ned på sig selv,« sagde Reagan. »Så når først et statsdrevet program er sat i gang, vil det aldrig forsvinde.

Faktisk er et statsligt kontor det tætteste, vi kommer på evigt liv her på denne jord.« Publikum lo igen og klappede endnu mere højlydt.

Han fandt en rytme, som fik dem med. Statens reguleringer var snigende socialisme. »Det kræver hverken ekspropriation eller konfiskation af privat ejendom eller forretning at påtvinge et folk socialismen.

Hvilken forskel gør det, at man ejer sin forretning eller ejendom, hvis staten har magten til at afgøre, om den forretning eller ejendom skal leve eller dø? Det fungerer allerede på denne måde. Staten kan finde et eller andet at anklage en hvilken som helst koncern for, hvis den

prolog

19

beslutter sig for det. Enhver forretningsmand kan fortælle sin historie om chikane. Et eller andet sted er tingene blevet perverteret. Vores naturlige umistelige rettigheder betragtes nu som værende en dispensation fra regeringen, og friheden har aldrig været så skrøbelig, så tæt på at slippe os af hænde, som den er i dette øjeblik.« Friheden var truet af et tveægget sværd, fra kommunismen i udlandet, fra socialismen hjemme. Begge trusler kom fra den samme liberale kilde. »De, som vil bytte vores frihed med velfærdsstatens suppekøkken, hævder, at de har en utopisk løsning på at skaffe fred uden sejr. De kalder denne politik ‘imødekommelse’. De siger, at hvis vi blot undgår direkte konfrontationer med fjenden, vil han glemme sine onde gerninger, og vi vil lære ham at elske. Alle, der er imod dem, kaldes for krigsmagere. De siger, at vi tilbyder enkle svar på komplicerede problemer. Ja, måske findes der et enkelt svar – ikke et let svar – men enkelt: at De og jeg har modet til at sige til vores valgte repræsentanter, at vi vil have vores nationale politik bygget på det, som vi i vores hjerter ved er det moralsk rigtige.« Reagan havde publikum i sin hule hånd. Han lod dem juble, han gav dem mere af det samme. »Vi kan ikke købe vores sikkerhed, vores sikkerhed mod truslen fra bomben, ved at begå noget så umoralsk som at sige til de milliarder, som er spærret inde bag jerntæppet: ‘Opgiv jeres drømme om frihed, for vi er villige til at lave en aftale med jeres slaveejere for at redde vores eget skind.’ Alexander Hamilton sagde: ‘En nation, som foretrækker vanære fremfor risiko, er klar til en hersker, og den fortjener en.’ Lad os få det her helt på plads. Valget mellem fred og krig kan ikke diskuteres, men der er kun en eneste måde, hvormed man med garanti kan få fred, og det kan man få fra det ene øjeblik til det næste: kapitulation.« Han lånte ord fra Patrick Henry: »Som De og jeg ved og ikke tror på er, at livet ikke er så kært og freden ikke er så sød, at de skal købes for lænker og slaveri.« Han dykkede længere ned i historien: »Hvis intet i livet er værd at dø for, hvornår blev det da således – stillet over for denne fjende? Eller skulle Moses have fået Israels børn til at leve i slaveri under faraoerne? Skulle Kristus have afvist korset? Skulle patrioterne ved Concord Bridge have smidt deres våben og nægtet at affyre det skud, der rungede i hele verden? Historiens martyrer var ikke tåber, og vores

20

reagan

ærefulde faldne, der gav deres liv for at stoppe nazismens fremmarch, døde ikke forgæves.« Han nærmede sig slutningen. »Hvor findes da vejen til fred? Ja, der er trods alt et enkelt svar. De og jeg skal have modet til at sige til vores fjender: Der er en pris, vi ikke vil betale. Der er et hertil og ikke længere.« Han citerede Winston Churchill: »Menneskehedens skæbne kan ikke opgøres i materielle beregninger. Når stærke kræfter er på march i verden, lærer vi, at vi er åndsvæsner, ikke dyr.« Churchill igen: »Der sker noget i tid og rum, og ud over tid og rum, som, uanset om vi bryder os om det eller ej, fordrer pligten.« Han vendte sig nu, overraskende for en republikaner, mod Franklin Roosevelt. »De og jeg har et stævnemøde med skæbnen,« sagde Reagan. Han sluttede af med et nik mod Lincoln: »Vi vil bevare dette for vores børn, det sidste store håb for mennesket på jorden, eller vi vil dømme dem til at tage det sidste skridt ind i tusind års mørke.« Talen kom for sent til at redde Goldwater, og Johnson vandt en jordskredssejr. Men den skaffede Reagan en fremtid. Hans tilhørere sprang op og stampede i sympati, da han sluttede, reaktionen fra seerne på nationalt tv var næsten lige så positiv. Avisernes ledere og breve lovpriste den energi og overbevisning, denne nytilkomne bragte til forsvaret af amerikansk frihed hjemme og i udlandet. Mange republikanere kom til den konklusion, at deres parti havde nomineret den forkerte. Reagan havde aldrig stillet op til et politisk valg, men hans navn havde været nævnt i forbindelse med guvernørposten i Californien. Konservative i andre stater dannede Reagan-som-præsident-komitéer.

Reagan tilkendegav, at han var overrasket over, at heldet pludselig var med ham. Måske var han overrasket. Men han var ikke uforberedt.

Han havde trænet sine evner som taler, siden han arbejdede med radio, og alle talerne for GE havde fungeret som ét langt tilløb væk fra Broad­ way før en premiere på en af de store scener. Syv år som formand for filmskuespillernes forbund havde udsat ham for en form for politik, der var så lusket, som politik kunne være. Det årti, hvor han havde troet, at han aldrig mere skulle nå et stort publikum, havde skærpet hans appetit på den tilfredsstillelse, kun applaus kan bringe.

De, som senere læste en udskrift af talen, indså, at den ikke kunne

prolog

21

være komponeret bedre, hvis opmærksomheden skulle rettes mod Reagan­og ikke Goldwater. De sætninger, der egnede sig bedst til citat, havde intet med Goldwater at gøre, bortset fra den kendsgerning, at Goldwater delte Reagans konservative værdier. Reagan positionerede sig om en konservativ talsmand, der tilfældigvis førte valgkamp for Goldwater. Fremfor at skade Reagan gjorde Goldwaters nederlag ham tværtimod mere oplagt som en, de konservative kunne samles om.

Reagan kunne ikke vide, at hans tale havde sat gang i en af de mest bemærkelsesværdige karrierer i amerikansk politik. Han kunne ikke vide, at han to gange ville blive valgt til guvernør i landets folkerigeste stat og to gange til præsident for USA. Han kunne ikke vide, at han ville efterlade dybere aftryk på landet og verden end andre, bortset fra nogle ganske få præsidenter. Det eneste, han kunne vide i efteråret 1964, var, at han på et tidspunkt i livet, hvor karrierens døre begyndte at lukke sig, på et tidspunkt i sit eget liv, hvor de mest oplagte døre allerede var lukket, havde sparket en ny dør op på vid gab.

Han gjorde sig klar til at træde ind gennem den. »Jeg har aldrig aspireret til en politisk post, ej heller betragtet en politisk karriere med nogen særlig begejstring,« sagde han nøgternt til journalister. Han sagde, at han stadig så med skepsis på statsmagten. Men en patriotisk amerikaner måtte lytte til sine medborgere. »Jeg er beæret og smigret over, at så mange mennesker tænker på mig i forbindelse med en politisk post.« Deres synspunkter krævede omhyggelige overvejelser. »Jeg vil tænke det hele igennem igen, og uanset hvilken beslutning jeg tager, vil den bygge på, hvad jeg mener vil gøre mest gavn.«

KUN TIL ORIENTERING!!! IKKE TIL TRYK!!!

Foto: Marsha Miller

»Tankevækkende.

Mr. Brands beretter upartisk om både Reagans triumfer og skandaler.«

KUN TIL ORIENTERING!!! IKKE TIL TRYK!!!

H .W. B RAN D S

THE ECONOMIST

H.W. BRANDS (f. 1953) er professor i historie ved universitetet i Austin, Texas. Han har skrevet mere end 25 biografier og andre bøger om amerikansk historie. To gange har han været nomineret til den amerikanske Pulitzer-pris.

WWW.HWBRANDS.COM

er fortællingen om en af de største amerikanske præsidenter i det 20. århundrede. I bogen følger vi en ung, ambitiøs Ronald Reagan, som forlader en lille by i staten Illinois for at blive først sportskommentator i radioen og derpå billedet på det moderne USA: Hollywood-filmstjerne.

Da filmrollerne bliver færre, indleder han sin usandsynlige politiske karriere med først i 1960’erne at blive valgt til guvernør i Californien og siden, i 1980, at blive valgt til USA 40. præsident.

Historiker og bestsellerforfatter H.W. Brands har gravet i arkiver, som ikke tidligere har været tilgængelige, og foretaget stribevis af interviews med medlemmer af Reagans administration.

Han har skabt en detaljerig og fascinerende beretning med fokus på præsidentårene fra 1981 til 1989 – som også i høj grad bliver en fortælling om moderne amerikansk historie.

»Der er allerede skrevet mange bøger om Reagan og hans tid, også af ham selv, men denne bog er alligevel noget særligt: H.W. Brands har skrevet bogen i samme knappe og kontante stil som de bedste af de westerns, Reagan medvirkede i. Og han bruger det enorme materiale til at lade aktørerne fortælle selv. Det giver bogen et helt særligt liv.«

H .W. BRA NDS

Med forord af Uffe Ellemann-Jensen, Danmarks udenrigsminister 1982-93.

lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof

UFFE ELLEMANN-JENSEN F R A B O G E N S F O RO R D