Piger kan leve længe måske for evigt - læseprøve

GLOSSY KASCHE

100 mm

135 mm

17 mm

135 mm

100 mm

Blommetræet i bunden af haven står ludende og lysende som en heks. Gros fingerspidser efterlader aftryk i støvet på det gullilla skind, når hun rører ved dem. Der sidder små bobler af størknet saft på dem, der er sikkert orme indeni, bidderne, hun tager, er små og utrygge, kun med tænderne. Hun tænker, at man skylder træet at lette det lidt, så hun plukker nogle håndfulde og smider dem over hækken til naboen.

Gro er dygtig til det meste. Alligevel har hun slet ikke lyst til at starte på gymnasiet. Da hun møder den gådefulde pige 210 mm

Faxe, kan hun ikke lade være med at se hende som en red-

Fo t o : L æ r k e P o s s e lt

ning fra sin egen usikkerhed og de forkrampede skoledage.

er en fintregistrerende roman om de uimodståelige og fatale kræfter i det første dybe venskab imellem to unge kvinder.

Iben Konradi Brodersen, født 1988, har læst litteraturvidenskab ved Københavns universitet og på Oxford. Hun afslutter Forfatterskolen i 2016 og debuterer med Piger kan leve længe måske for evigt.

omslag: alette bertelsen / aletteb.dk m e d f oto a f j u l i a f u ll e r to n - b at t e n

Lindhardt og Ringhof

Iben Konradi Brodersen

Piger kan leve længe måske for evigt Roman

Lindhardt og Ringhof

Piger kan leve længe måske.indd 3

29/03/16 14.33

Piger kan leve længe måske for evigt Copyright © Iben Konradi Brodersen & Lindhardt og Ringhof Forlag A/S 2016 Omslag: Alette Bertelsen, aletteb.dk, med foto af Julia Fullerton-Batten Bogen er sat med Garamond Premier Pro hos Lymi DTP-Service og trykt hos Livonia Print Printed in Latvia 2016 ISBN 978-87-11-50670-7 1. udgave, 1. oplag Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S er et selskab i Egmont

Til Laura

Tak for støtte og kritik, Kirsten, Caroline, Christina, Lene, Johannes, Niels Henning, Rebecca, Nanna, Liv, Ninna og Sune.

Piger kan leve længe måske.indd 4

29/03/16 14.33

FØRSTE DEL

Piger kan leve længe måske.indd 5

29/03/16 14.33

Piger kan leve lĂŚnge mĂĽske.indd 6

29/03/16 14.33

Ekstraordinære veninde 1

Studenterne råber til hende, Gro kniber sit ansigt sammen og kigger på dem. Det er ikke en af de vogne, hvor der er malet blomster på, den her er stor og grim og ligner en lastbil med blottet lad eller et militærkøretøj. De har pyntet den med bøgegrene og hvide lagner med graffitiskrift på, oppustede bogstaver i gul og grøn og sølv, som er svære at læse. Motoren lyder træt, men studenterne er glade, de råber, bliver usikre, råber igen, de tager hatten af, så tager de den på igen. Det er i de dage, hvor de indtager byen, og lyset er gennemsigtigt og lysegrønt.

Vognen forsvinder ned ad alléen med de regelmæssige kastanjer, det er, som om den tager noget af det hele med sig, det blafrer bagefter den som et håndklæde på stranden eller et flag. Den efterlader Gro på hjørnet med en mærkelig bevidsthed om sin krop i solen. Hun lyner sin taske op og putter sin hånd ned i den. Hendes 9.-klasseseksamensbevis 7

Piger kan leve længe måske.indd 7

29/03/16 14.33

ligger ved siden af hendes dansesko. Hun ved, at nogle fra hendes klasse får karakterpenge. Det har hun aldrig gjort, hendes mor tror ikke på den slags – og det gør ikke noget.

Alligevel kan hun godt lide at regne sammen, hvor meget hun ville få, hvis hun gjorde.

Hun tæller træerne hen til busstoppestedet og planlægger sine skridt: 10 mellem hvert træ, 50 skridt. De andre fra hendes klasse står der allerede. Hun låner en lighter og tænder en cigaret, holder røgen i munden som en varm kartoffel.

Lyden af jubelhorn: nogle gange melankolsk og fjern, andre gange cartoonagtigt tudende. * Det bliver sådan, hun tænker på gymnasiet hele sommeren.

Når hun ser studenterne for sig, føler hun sig utilstrækkelig, hun ved ikke hvorfor. Gymnasiet er ikke andet end en fortsættelse af skolen, og hun har altid været god til at gå i skole: Hun gør sig umage med sine lektier og sit tøj, hun har aldrig ligefrem været ensom.

Første skoledag kommer hun til at stå af bussen det forkerte sted. Hun ved det egentlig godt, men bliver nervøs, da hun ser en flok unge mennesker rejse sig op to stop før gymnasiet, så hun følger efter dem, og når hele vejen ind på handelsskolen, før hun vender om. Så bliver hun nødt til at løbe, hun sveder, mens rektoren taler: I skal ikke bygge læ for stormen, I skal bygge vindmøller, siger han.

8

Piger kan leve længe måske.indd 8

29/03/16 14.33

Senere sidder hun på gulvet og hjælper en pige fra sin nye klasse med at snøre sine sandaler. Pigen hedder Lise, og sandalerne er nye: en kæmpeklods af kilehæl i et materiale, der skal ligne og også vejer omtrent det samme som træ, kun fastgjort med en smal rem over tæerne og to tynde læder­ snore, der altså skal slynges op ad benet i en serie af romerske kryds. Naturstridigt. Snøren falder ned i løse løkker om hendes ankler, mens de går op og ned ad gymnasiets gange under rundvisningen.

Det første, Gro ser af Faxe, er derfor hendes ben. De dukker op i kanten af hendes synsfelt, mens hun nørkler med knuden på nummer to sandal. De er solbrændte med den dunkelt røde, lidt betændte farve som en naturligt brun hud stadig godt kan få, når den har været udsat for virkelig meget sol. Hun har udtrådte klipklappere på fødderne og lidt beskidte tæer, men friske, pink negle. Det eneste, Gro kan tænke, er, at ejeren af de ben må være kommet for at redde hende.

– Er du ikke også i vores klasse? hører hun Lise sige oven over sig. Som om det er så nemt.

– Du må undskylde, jeg er simpelthen sådan en kage til navne. Det er ikke, fordi jeg ikke kan huske mennesket, det er bare navnet ...

– Jeg hedder Michala, siger Faxe, men jeg er vant til at blive kaldt Faxe.

Hun sætter tommelfingrene fast i kanten på sine korte frottéshorts og vipper overkroppen lidt til siden, som om hun søger et punkt, der kan bringe hende ud af balance. Det 9

Piger kan leve længe måske.indd 9

29/03/16 14.33

er først dér, det går op for Gro, at hun stadig sidder på jorden. Hun skynder sig at komme på benene og børster sine hænder af, som om hun har haft dem i jord.

– Faxe? siger Lise, altså som i byen? Hvorfor det?

– Det ved jeg egentlig ikke, siger Faxe. Gro er sikker på, hun lyver. Hun kan godt genkende hende fra introduktions­ runden før, men som hun står der alene nu, så mørkhåret, undrer det hende, at hun ikke har bidt mere mærke i hende.

– Vil I med ud at ryge? spørger hun.

– Så tror jeg aldrig, jeg finder tilbage til de andre igen, siger Lise.

Faxe trækker på skuldrene og fortsætter hen mod hovedindgangen. Hun har kun snakket til Lise, faktisk har hun knap nok vist, at hun har opdaget, at Gro også står der, men mens hun skubber døren op med sin skulder, sender hun Gro et blik, der er så alvorligt, at det slår hende helt ud. Hun træder automatisk et par skridt i Faxes retning, så kigger hun tilbage på Lise, den ene sko sidder stadigvæk løst.

– Er det okay?

– Det er helt okay!

Lise ser ikke fornærmet ud, mere lidt bekymret ved udsigten til at skulle stå der alene.

– Vi ses om lidt, siger Gro og skynder sig efter Faxe.

Hun står for enden af terrassen og hviler sin ene hånd på den lave mur, der omgiver den. Hun ser ud til at kigge over mod kirken, der ligger som en lille hvid klat på den anden 10

Piger kan leve længe måske.indd 10

29/03/16 14.33

side af de polerede græsplæner. Gro sætter sig op på muren og spørger, om hun må bomme en cigaret af hende.

– Jeg har ikke nogen, siger Faxe, vi må ikke for træneren.

– ... fodbold, tilføjer hun, før Gro kan nå at spørge.

– Vil du have en af mine, hvis jeg henter dem? Gro peger vagt ind mod skolen.

Faxe kigger ned og kradser lidt i stoffet på sine shorts, indtil pletten på dem begynder at smuldre.

– Skal vi ikke hellere skride? siger hun.

Piger kan leve længe måske.indd 11

29/03/16 14.33

2 Gro tænker på skoletasken, der ligger tilbage i klasselokalet, hendes cowboyjakke fra Diesel, som hun har haft siden Blå Mandag, forladt over stolens ryglæn, og hun føler sig beruset og let, bar og langarmet i den hvide top, hun valgte den morgen, fordi den ser skødesløs ud. Hun følger efter Faxe ned i tunnelen og op ad de smalle trapper til stoppestedet på den modsatte side af vejen.

– Hvad er det, du skal inde i byen? spørger hun, da de har sat sig i bussen. Faxe virker så målrettet.

– Der er en nederdel, jeg vil have, siger hun.

– Hvordan ser den ud?

Hun peger på Gros.

– Altså præcis den her? Gro puffer op i plisseringerne, så det korte, pistaciefarvede skørt kommer til at strutte.

– Hvor har du købt den?

– I London, svarer Gro, min far bor der.

– ... men man kan nok også godt finde den her, skynder 12

Piger kan leve længe måske.indd 12

29/03/16 14.33

hun sig at sige, da hun ser Faxes øjne; de er i gang med at tilføje noget til deres blik på hende. Gro begynder at opremse de butikker i latinerkvarteret, hvor hun ved, at man kan købe Kenzo.

– Hvor meget har du givet for den? afbryder Faxe hende.

Gro kender udmærket svaret på det spørgsmål, hun har brugt alle sommerens lommepenge. Alligevel siger hun, at hun ikke kan huske det, en 400-500 kroner, måske.

– Det bliver nok lidt for dyrt, siger Faxe og kigger ud ad vinduet.

Gro skal til at gå ind gennem skydedørene til H&M på ­Store Torv, da Faxe tager fat i hendes arm og beder hende stoppe op et øjeblik. Hun lægger en pegefinger under sit ene øje og hiver ned i huden. Hun har haft noget i øjet hele dagen, siger hun. Nu kan hun ikke holde det ud mere.

– Kan du se det? spørger hun og lægger sit hoved i en mere bydende vinkel, da Gro stadig holder sig på afstand.

Gro læner sig ind over Faxes ansigt og kigger ned i kløften mellem det hvide og lyserøde. Noget sort driver rundt på øjenæblet, glider langsomt nedad.

– Er det en vippe? spørger Faxe.

– Nej, siger Gro, det er en sort klat.

– Vil du ikke godt fjerne den?

– Er du sikker? Mine fingre er nok lidt beskidte.

– Det er lige meget.

Gro dupper forsigtigt med sin pegefinger på den glatte, 13

Piger kan leve længe måske.indd 13

29/03/16 14.33

eftergivende kugle, som Faxes pupil rykker nervøst i, først til den ene, så den anden side, som et dyr trængt op i en krog. Dørene til H&M går op og i, til sidst hænger det sorte ved. Faxe blinker overdrevent et par gange.

– Tak, siger hun, og Gro vender sig om for at gå videre ind i butikken. Faxe stopper hende igen.

– Skal vi ikke hellere tage hen til skaterbanerne?

Hun stiller sig ind midt på den største rampe, på bunden af dens U. Hun forbereder sig, tager tilløb. Hænderne og fødderne hviner mod den stejle væg. Gro prøver også, men hun kan heller ikke nå op til kanten. Det må være sådan, det føles at være fanget i en kop, tænker hun; et insekt med vinger stækket af kaffegrums. Hun lader sin krop glide langsomt ned i rundingen igen med vægten først og huden bagefter, det føles som om rampen vil hive hendes arme af.

De lægger sig på ryggen og kigger op i himlen. De mørkegrønne plader har suget sol til sig hele formiddagen og svider på Gros skulderblade. Efter et stykke tid kommer der nogle drenge og begynder at skate på rampen ved siden af.

Man kan høre, at de er gode til det, sikre: den korte stilhed, når de holder om kanten på boardet i luften. Og så: den bragende lyd af hjulene igen, når de støder ned i rampen med en faldende krops styrke. Til sidst er Gro nødt til at sætte sig op og kigge på dem. Det er meget tilfredsstillende at se på, måden, de holder om boardet og krummer sig ind over det, kigger ud over kanten af dem selv. Det ser så let ud.

14

Piger kan leve længe måske.indd 14

29/03/16 14.33

Faxe, som stadig ligger på ryggen, finder frem til Gros håndled, klemmer til om det. Gro lukker sine øjne og forestiller sig, hvordan det ville være, hvis drengene skatede på hendes og Faxes rampe, mens de stadig lå der; hjulene mellem ørerne på dem, muligheden for at det gik galt.

Piger kan leve længe måske.indd 15

29/03/16 14.33

3

Gro har marmorfarvet og mørk og orange, plysset pude, pensel og små rullende kugler, og alligevel ser alle lipgloss ens ud på hendes læber, når hun tager dem på. Hun kysser en hvid flise på badeværelsesvæggen for at bevise, at der er en forskel, inden hun gnider resterne væk med toiletpapir og smører den næste på. En af dem har noget mentolagtigt nippende i sig, der skal få læberne til at hæve. Blive buttede, sprækkefærdige, plump: en genstand, der først falder til bunds og derefter med lige så stor kraft bliver suget op til overfladen igen, hvor den ligger og bopper i vandspejlet.

Man kan også gnubbe sine læber med en gammel tandbørste, har hun læst i et blad engang. Tre veje til større læber, den billige, den midtimellem og den rigtig dyre: en lyseblå kanyle hviler blidt på en underlæbe. Til sidst ser hendes mund slidt og forurettet ud, og hun går udenfor.

Blommetræet i bunden af haven står ludende og lysende 16

Piger kan leve længe måske.indd 16

29/03/16 14.33

som en heks. Gros fingerspidser efterlader aftryk i støvet på det gullilla skind, når hun rører ved dem. Der sidder små bobler af størknet saft på dem, der er sikkert orme indeni, bidderne, hun tager, er små og utrygge, kun med tænderne.

Hun tænker, at man skylder træet at lette det lidt, så hun plukker nogle håndfulde og smider dem over hækken til ­naboen.

Det er begyndt at blive mørkt, da hendes lillesøster sætter sig på gyngen ved siden af hende. Hun læner sig frem og tilbage, indtil den begynder at svinge, så spørger hun, hvad Gro laver.

– Ingen ting, svarer Gro ærligt. Hun har lyst til en cigaret.

– Jeg skulle spørge fra mor, om du har lavet lektier?

– Mm, siger Gro. Hun er næsten færdig.

Lidt efter kommet moderen ud og spørger selv.

– Ja, mor, det har hun, siger Mary og springer af gyngen.

Moderen kigger på Gro. Hun nikker.

– Men min cykel er punkteret, siger hun. Moderen lægger sit hoved på skrå.

– Du har haft hele aftenen, Grace. Kunne du ikke have sagt det lidt før?

Hendes mor er en af de eneste, der stadig kalder hende Grace. I Danmark er det lettere med Gro. Det er dét, de kalder hende i skolen, det er blevet sådan, hun tænker på sig selv.

– Jo, siger hun, jeg ved det godt.

Piger kan leve længe måske.indd 17

29/03/16 14.33

4

I det store frikvarter siger Faxe Kom, og Gro sætter sig op på bagagebæreren på hendes cykel og stritter med benene, mens de kører hurtigt ned ad Grenåvej. Faxe bor præcis dér, hvor bakken holder op med at være bakke. De laver toast i hendes køkken og går tilbage op ad Grenåvej med de fedtede, små, varme stykker brød i hænderne.

Mens Faxe laver toast, fortæller hun Gro om drengene, der har udnyttet hende. Som regel er det noget i stil med: Det var sommer, og vi kedede os på campingpladsen; der var så mange mennesker, ingen skygge, og Faxe kedede sig, vandet i poolen kogte. Hun tænkte på Nico, spiste peanut-M&Ms hele tiden, det var en tilstand. Så mødte hun en dreng fra Holland, der kom over og kyssede hende nogle gange, hans tunge fyldte virkelig meget, det var, som om han prøvede at skrabe rester ud; det bløde peanut i hendes kindtænder og sukkersplinterne, der sad fast i hendes tandkød. Hæ. Toilet18

Piger kan leve længe måske.indd 18

29/03/16 14.33

terne var mørke skure med en smal kant af plexiglas under loftet, det var det hele, de hvide kummer lyste. Der lugtede kemisk og svimmelt af bejdset træ, men det var køligt. Faxe lod ham løfte sig op i håndvasken og love, at han ville be­ søge hende i Danmark til efteråret.

Gro sidder på køkkenbordet og banker sine hæle blidt ind mod skabslågen, mens Faxe fortæller. Hun spiser rugbrød med Nutella og betragter sin smukke veninde. Faxe skærer små, tjavsede skiver af havartiosten, aldrig ét stort, rundt stykke. Nogle gange er hun omhyggelig med at udligne overfladen, for hendes far hader at åbne køleskabet efter en lang dag på arbejdet til sådan en ujævn ost. Andre gange tænker hun ikke så meget over det, men lægger bare osten tilbage i den krøllede plasticpose og smider den ind i køleskabet et tilfældigt sted. Hun kan fortabe sig helt i at skille fem stykker sammenklæbet skinke fra hinanden og så pludselig smide klumpen fra sig på skærebrættet, inden hun er færdig – med et klask oven i brødkrummerne – fordi hun er kommet i tanker om en vigtig pointe, eller fordi de spiller et Destiny’s Child-nummer fra sidste år i radioen, og hun bliver nødt til at skrue op.

– Hvem er Nico egentlig? spørger Gro en dag.

– Nico? siger Faxe.

Nico er den vigtigste. Han bor i Lystrup og er som regel den, hun tænker på, når hun lader andre behandle hende, som de har lyst til. Mens hun siger det, presser hun toastmaskinens låg ned, det giver en lille, svitsende lyd, i det 19

Piger kan leve længe måske.indd 19

29/03/16 14.33

øjeblik teflonpladen rammer brødet og osten, der er kommet ved siden af. Så læner hun sin hofte ind mod køkkenbordets kant, kigger over på Gro og griner. Det er hendes sorte chokoladetænder, noget, som det er svært at undgå på grund af bøjlen, men som Gro er begyndt at gøre et endnu større nummer ud af med vilje, fordi hun har opdaget, at Faxe synes, det er sjovt. Hun griner meget mere af det, end det fortjener. Faxe griner tit mere af ting, end de fortjener.

Der er så meget, hun synes er uværdigt, men pludselig kan hun øse hele sin anerkendelse ud over småting i store brøl.

Og Gro skraber endnu en klat Nutella af brødet med sin finger og smører den ud over sine tænder for at glæde hende. Faxe tager Gros hænder og griner ned i dem, så kigger hun op på hende med tårer i øjnene, og Gro bliver et øjeblik helt bange for, at Faxe vil læne sig frem og stille sig på tæer og selv sutte hendes tænder rene. Hun skynder sig at lukke munden og gnubbe og suge rundt om togskinnerne med sin tunge.

Når Gro er alene, tænker hun nogle gange på, om det ikke er præcis det samme, når Faxe kysser med Christian fra u til trafikfesten og ignorerer ham bagefter. Om det ikke bare handler om, at det er de drenge, hun selv allerhelst vil have, der ikke vil have hende. Men når hun er sammen med Faxe, har hun aldrig lyst til at udfordre hendes tragik, den brugog-smid-væk-skæbne, som hun åbenbart mener tilhører hende personligt. I virkeligheden kan Gro slet ikke overføre sine egne logikker på Faxe. Det ved hun også godt. Hendes 20

Piger kan leve længe måske.indd 20

29/03/16 14.33

skarpsindigheder er duksede og små og gælder slet ikke for hendes veninde. Hun skal passe på med at sammenligne sig selv med Faxe; at se Faxes muligheder som sine egne. Men det er så svært. Hun kan for eksempel slet ikke lade være med at tænke på klassens 2.g-tutor David, når Faxe fortæller om drengene. – Han har gået på musikefterskole og ser altid utrolig vågen ud. Hun har lyst til at røre ved trykket på hans T-shirts, der hvor det er begyndt at krakelere. Hun har lyst til at lytte til den musik, trykket på hans T-shirts handler om, og fortælle ham, at det er hendes yndlingsmusik. David, D ­ avid, David, messer hun, når hun ligger i sin seng om aftenen. Hun forestiller sig bogstaverne i hans navn i samme grafik som de bands, han kan lide. Nogle gange kan hun have svært ved at huske, hvordan hans ansigt ser ud. Så knuger hun sin hånd om en sort hæmatitsten fra sin mors mineralsamling og tænker på ham som noget blankt og sort. De snakker sammen, når de møder hinanden på gangene. Han siger, at Gro skal melde sig til skolens musical, fordi hun går til dans. Selv spiller han i bigbandet. Dét er ikke noget, Faxe ville tildele respekt, men Gro kan godt lide det, at han kan noget.

De eftermiddage, hvor Faxe har fodboldtræning, skriver Gro lange sms’er til ham, som hun ikke sender. Hun sletter dem og ender med at skrive dem ud igen på andre tidspunkter, hvor hun er mindre koncentreret. Det er lettere at trykke send i sekundet, inden man stiger af en bus, eller netop før det er ens tur i køen i kiosken. Hun skriver be21

Piger kan leve længe måske.indd 21

29/03/16 14.33

skederne hastigt, så godt, som hun nu kan huske dem, og de bliver dårlige, ikke altid helt sammenhængende kopier af de gennemarbejdede originaler. Han skriver altid tilbage.

Sødt, men ikke specielt opmuntrende, synes Gro, og hun ved ikke, om han bare gør det, fordi han føler, det er hans pligt som tutor.

Hun fortæller det ikke til Faxe. Hun skammer sig vel over, at David ikke lægger an på hende. I hendes venindes verden er drenges fingre noget, man må flå af sig, igler, der dræner hende i det søde mosevand, hun står i til navlen. Gros kølige længsel kan ikke leve dér, i den fugtige, formerende koloni, som er Faxes væsen. Selvom Gro føler, at hun og Faxe på bare få uger er blevet fortrolige som søstre, der efter mange prøvelser til sidst har fundet hinanden igen – i dalen på den anden side af de hvide bjerge – så kan hun andre gange have en klar fornemmelse af, at det blod, der løber i deres årer ikke er det samme, og at de myg, der sætter sig på Faxes arme for at drikke, ville være blevet frastødt af lugten af hendes blod.

Piger kan leve længe måske.indd 22

29/03/16 14.33

GLOSSY KASCHE

100 mm

135 mm

17 mm

135 mm

100 mm

Blommetræet i bunden af haven står ludende og lysende som en heks. Gros fingerspidser efterlader aftryk i støvet på det gullilla skind, når hun rører ved dem. Der sidder små bobler af størknet saft på dem, der er sikkert orme indeni, bidderne, hun tager, er små og utrygge, kun med tænderne. Hun tænker, at man skylder træet at lette det lidt, så hun plukker nogle håndfulde og smider dem over hækken til naboen.

Gro er dygtig til det meste. Alligevel har hun slet ikke lyst til at starte på gymnasiet. Da hun møder den gådefulde pige 210 mm

Faxe, kan hun ikke lade være med at se hende som en red-

Fo t o : L æ r k e P o s s e lt

ning fra sin egen usikkerhed og de forkrampede skoledage.

er en fintregistrerende roman om de uimodståelige og fatale kræfter i det første dybe venskab imellem to unge kvinder.

Iben Konradi Brodersen, født 1988, har læst litteraturvidenskab ved Københavns universitet og på Oxford. Hun afslutter Forfatterskolen i 2016 og debuterer med Piger kan leve længe måske for evigt.

omslag: alette bertelsen / aletteb.dk m e d f oto a f j u l i a f u ll e r to n - b at t e n

Lindhardt og Ringhof