Papa Hemingway – læseprøve

A.E. HOTCHNER

ERNEST HEMINGWAY (1899-1961) er en af det

A.E. HOTCHNER (f. 1920), amerikansk journalist, forfatter og dramatiker. Arbejdede et par år som jurist, inden han meldte sig til tjeneste i U.S. Air Force under Anden Verdenskrig, hvor han med rank af major arbejdede som journalist. Efter krigen fik han arbejde som redaktør på Cosmopolitan og fra 1950 var han freelance redaktør og skribent. Han skrev mere end 300 artikler for bl.a. Esquire, Saturday Evening Post og Collier’s. Han har skrevet flere dramaer for både Broadway og tv, og blandt hans største succeser er tv-dramatiseringen af Hvem ringer klokkerne for fra 1959 og bestsellerbiografien Papa Hemingway fra 1965, som siden udkom i 34 lande og på 28 forskellige sprog.

PAPA HEMINGWAY er Hotchners meget personlige biografi om vennen Ernest Hemingway. Bogen beskriver de fjorten år, deres venskab varede frem til Hemingways død i 1961. Fortid og samtid væves sammen af de mange flashbacks til barndommen, til Paris i 1920’erne og til personer og begivenheder, som inspirerede til Hemingways romaner og noveller. Bogen tegner et helt unikt billede af en af verdens mest berømte og mytiske forfattere og hans relation til andre forfattere, venner og ikke mindst de fire hustruer. »Jeg var hans nære ven gennem 14 år, lige til den dag han døde. Jeg vidste alt om hans liv: de eventyr, de samtaler, de drømme, de skuffelser, de triumfer og nederlag, der kendetegnede denne komplicerede, enestående, humoristiske, vitale, morskabssøgende mand, som var Ernest Hemingway.«

FRA BOGENS FORORD lindhardtogringhof.dk

PAPA HEMINGWAY

20. århundredes mest betydningsfulde amerikanske forfattere. Gennem sit arbejde som journalist lærte han sig en enkel stil, der blev karakteristisk for hans forfatterskab. I 1954 blev Hemingway tildelt Nobelprisen i litteratur »for sin mestring af fortællekunsten, senest demonstreret i Den gamle mand og havet, og for den indflydelse, han har bedrevet på den samtidslitterære stil.«

»Man kan vanskeligt forestille sig nogen bedre biografi«

LIFE

FÅ MÆND KOM SÅ TÆT PÅ Ernest Hemingway som A.E. Hocthner. Som ung journalist mødte han Hemingway første gang på Cuba i 1948. De blev venner og tilbragte lange perioder sammen – i Hemingways hjem på Cuba, i Key West og i Ketchum, Idaho. De rejste til Paris, Venedig, den franske riviera og ikke mindst til tyrefægtning i Spanien. Hotchner tog helt fra begyndelsen daglige notater om deres oplevelser. Det er disse notater, der danner baggrund for denne meget personlige biografi om en af verdenslitteraturens største personligheder.

A.E. HOTCHNER

PAPA HEMINGWAY PERSONLIGE MEMOIRER • LINDHARDT OG RINGHOF

Som læser hvirvles man gennem et utal af vilde fester, dramatiske tyreløb og stille, eftertænksomme stunder. Man smiler, mens man er med på fantastiske bilture gennem 50’ernes Europa, på bar i Havana og på jagt med Gary Cooper i Idaho. Og man græder over den meget bevægende beskrivelse af de kræfter, der til slut drev Hemingway i døden.

Papa Hemingway.indd 2

25/09/2017 13.15

A.E.HOTCHNER

PAPA HEMINGWAY Personlige memorier

På dansk ved Knud og Birthe Søgaard

Lindhardt og Ringhof

Papa Hemingway.indd 3

25/09/2017 13.15

Tilegnet Sally Hotchner

Papa Hemingway.indd 4

25/09/2017 13.15

Der er visse ting, som ikke kan læres hurtigt; og vi må betale dyrt med tiden, som er det eneste vi har, for at tilegne os dem.

Det er de allersimpleste ting; og eftersom det tager en mands hele liv at lære dem at kende, er den smule nyt, hver enkelt mand får ud af livet, dyrt betalt og den eneste arv, han har at efterlade sig. døden kommer om eftermidagen

Papa Hemingway.indd 5

25/09/2017 13.15

Papa Hemingway.indd 8

25/09/2017 13.15

Forord Den 2. juli 1961 satte en forfatter, som mange kritikere betegner som dette århundredes største, en mand, som havde et mod på livet og en eventyrlyst, der var lige så stor som hans geni, nobelpristager og vinder af Pulitzerprisen, lykkeridder med et hus i Idahos Sawtooth Mountains, hvor han gik på jagt om vinteren, en lejlighed i New York, en specialrigget yacht til lystfiskeri i Golfstrømmen, en suite på Ritz i Paris og en anden på Gritti i Venedig til sin disposition, med et harmonisk ægteskab, ingen alvorlige fysiske lidelser, gode venner overalt – nævnte julidag satte denne mand, genstand for andre mænds misundelse, et jagtgevær for panden og skød sig.

Hvordan kunne dette gå til?

Hvorfor?

Jeg var hans nære ven gennem 14 år lige til den dag, da han døde.

Jeg vidste alt om hans liv: de eventyr, de samtaler, de drømme og skuffelser, de triumfer og nederlag, som kendetegnede denne komplicerede, enestående, humoristiske, vitale, morskabssøgende mand, som var Ernest Hemingway; men jeg kan ikke sige, hvorfor han gjorde det.

Det kan ingen.

Men for at berette om hans liv må jeg nødvendigvis berette om hans død og de begivenheder, der gik forud for den. Jeg har grublet længe over dette – om man overhovedet burde komme ind på det, eller om dele af sandheden burde forties eller generaliseres og tilsløres. Men til sidst lod jeg mig lede af, hvad Ernest selv havde sagt til mig, da jeg nærede tvivl om, hvorvidt han burde være så oprigtig og åbenhjertig, som han var, med hensyn til Scott Fitzgerald. forord · 9

Papa Hemingway.indd 9

25/09/2017 13.15

„Enhver mands liv ender på samme måde,“ havde Ernest sagt, „og det er kun detaljerne med hensyn til, hvordan han levede, og hvordan han døde, der adskiller den ene mand fra den anden.“ Han sagde, at for ham var der kun én måde at fortælle tingene på – at fortælle hele sandheden om dem uden at holde noget tilbage; at fortælle læseren, hvordan det virkelig skete, om begejstringen og sorgen, om samvittighedsnaget, og hvordan vejret var; og med en smule held ville læseren så selv finde ind til sagens kerne.

Og det er netop dét, jeg har forsøgt at gøre – ikke at holde noget tilbage – og nærmere kan jeg ikke komme det store Hvorfor.

Rom 1965 a. e. hotchner

Papa Hemingway.indd 10

25/09/2017 13.15

første del Jeg er glad for, at vi ikke også skal prøve at dræbe stjernerne. Tænk, hvis en mand hver dag skulle prøve at dræbe månen.

Månen løber sin vej. Men tænk, hvis en mand hver dag skulle prøve at dræbe solen?

Vi har været heldige fra fødslen. den gamle mand og havet

Papa Hemingway.indd 11

25/09/2017 13.15

Papa Hemingway.indd 12

25/09/2017 13.15

I. Havana – 1948 I foråret 1948 blev jeg sendt til Cuba for at gøre mig selv til grin ved at anmode Ernest Hemingway om at skrive en artikel om „Litteraturens Fremtid“. Jeg var ansat ved tidsskriftet Cosmopolitan, og redaktøren havde planlagt en artikelserie om Alt og Alles Fremtid: Frank Lloyd Wright om Arkitektur, Henry Ford II om Automobiler, Picasso om Kunst og, som jeg sagde, Hemingway om Litteratur.

Naturligvis kender ingen forfatter andet til litteraturens fremtid end dét, han har i sinde at skrive den følgende dag, og mange kan ikke engang se så langt frem i tiden; men her var jeg i færd med at indskrive mig på Hotel Nacional med det udtrykkelige formål at trænge Hemingway op i en krog, præsentere mig og bede ham om at stirre i en litterær krystalkugle for gode gamle Cosmo.

Det er for svagt at sige, at jeg gjorde mig selv til grin. Fra den dag, da jeg læste min første Hemingway-bog, Solen går sin gang, mens jeg var elev på Soldan High School i St. Louis, lå jeg under for en lidelse, som er fælles for hele min generation: Hemingway-ærefrygt. I mine skoledrengefantasier havde jeg identificeret mig selv med Nick Adams (han var på omtrent min egen alder og hovedpersonen i mange af Hemingways noveller), mens han kæmpede sig gennem en skummel verden med groggy boksere, mordere, selvmorderiske indianere, narkomaner og ludere samt krigens strabadser på den italienske front.

Som flyveofficer i Frankrig under den anden verdenskrig havde jeg følt yderligere ærefrygt for krigskorrespondent Hemingways militære bedrifter. Han havde meldt sig til krigen og på en yderst ujoumalistisk måde sluttet sig til oberst Buck Lanhams 22. infanteriregiment og fulgt i. havana – 1948 · 13

Papa Hemingway.indd 13

25/09/2017 13.15

det gennem Normandiet, den barske kamp i Luxembourg og Hürtgen-­ skovens rædsler, hvor 22. regiment havde en tabsliste på 2060 ud af 3200 mand.

Jeg havde forsøgt at slippe for denne Cosmopolitan-opgave, men var uden videre blevet beordret til at prøve på at skaffe denne tåbelige artikel, ellers ... Der var en vis snert over dette ellers, eftersom jeg var midt i tyverne og kun havde haft jobbet i et halvt år, og det var det første, jeg havde kunnet få, efter at jeg havde formøblet mine ventepenge fra flyvevåbnet under et års ophold i Paris. Jeg havde Hemingways adresse i den lille by San Francisco de Paula ca. 20 minutters kørsel fra Havana, men jo mere jeg overvejede at tage derud og banke på og forstyrre ham ansigt til ansigt, hvilket var, hvad min redaktør havde beordret mig til, des mere stivnede mit blod af rædsel. Efter at have siddet ved Nacionals svømmebassin i to dage, nærmest halvt bevidstløs som følge af ren og skær fejhed, besluttede jeg mig til sidst til at give pokker i det hele, der fandtes andre journaliststillinger, jeg havde i hvert fald ikke i sinde at buldre på hans dør; og selv om jeg havde haft hans hemmelige telefonnummer, hvilket jeg ikke havde, kunne jeg ikke have fået mig selv til at ringe til ham.

Så jeg valgte krysterens udvej og sendte ham et brev, hvori jeg meddelte, at jeg var blevet sendt ud på denne latterlige opgave, men at jeg ikke ønskede at forstyrre ham, så hvis han simpelt hen blot ville sende mig et par ord med sit afslag, ville det være yderst nyttigt for Hotchners fremtid.

Tidligt næste dags morgen ringede telefonen. „Er det Hotchner?“ „Ja.“ „Dr. Hemingway her. Fik Deres brev. Kan ikke lade Dem vende hjem med uforrettet sag, så De taber ansigt over for Hearst-organisationen, hvilket nærmest svarer til at blive smidt ud af en spedalskhedskoloni.

Har De lyst til en drink ved femtiden? Der er en bar ved navn La Florida. Bare giv taxachaufføren besked.“

1 4 · papa hemingway

Papa Hemingway.indd 14

25/09/2017 13.15

På den tid var Florida (det var dens rigtige navn, men alle og enhver kaldte den Floridita) en veloplyst, gammeldags barrestaurant med ventilatorer i loftet, formløse tjenere og tre musikere, som vandrede omkring eller sad ved et bord i nærheden af bardisken. Bardisken var af massivt, blankpoleret mahogni; bartaburetterne var høje og magelige, og bartenderne muntre, dygtige veteraner, som fremtryllede et udvalg af iskolde daiquiris af sjælden kvalitet. På væggen hang der adskillige indrammede fotografier af Hemingway-parret i færd med at drikke La Floridas mest opreklamerede produkt – Hemingway-­ daiquiri’en eller Papa Doble. Denne Papa Doble var efterspurgt af de fleste turister og var en romcocktail bestående af 2½ mål Bacardi White Label Rom, saften af to lime-frugter og en halv grapefrugt samt seks stænk maraschino, alt sammen hældt i en elektrisk mixer sammen med knust is, hvirvlet kraftigt rundt og serveret skummende i store vinglas. Jeg sad på en taburet i den ende af baren, der vendte ud mod Obispo Street, i krogen under de indrammede fotografier, og bestilte en Papa Doble.

Før jeg begav mig af sted til Havana, havde jeg forgæves ledt efter en Hemingway-biografi. Det eneste, jeg vidste om hans liv, var, at han var født i Oak Park, Illinois, uden for Chicago den 21. juli 1899 som den næstældste af 6 børn; han nærede stor hengivenhed for sin fader, en læge fra hvem den unge Ernest havde arvet sin store interesse for og dygtighed i jagt og fiskeri. Ernest havde imidlertid svært ved at komme ud af det med sin moder, hvilket gjorde hans hjemmeliv en smule kaotisk, og kort tid efter sin afgangseksamen fra Oak Park High School flyttede han hjemmefra.

I en alder af knap atten skaffede han sig en stilling som journalist ved Kansas City Star, og efter at han det følgende år var blevet kasseret af den amerikanske hær på grund af dårligt syn, lykkedes det ham at blive godkendt af Røde Kors som ambulancechauffør på den italienske front. I juli 1918 blev han ved Fossalta di Piave ramt af en østrigsk skyttegravsmortér og alvorligt såret. i. havana – 1948 · 15

Papa Hemingway.indd 15

25/09/2017 13.15

Efter krigen, da hans lemlæstede ben var blevet lappet sammen, vendte han tilbage til Staterne og fik ansættelse ved Toronto Star. I 1921 giftede han sig med en ung pige fra St. Louis ved navn Hadley Richardson, som han fik en søn med. Dette ægteskab blev opløst i 1927, hvorefter han giftede sig med Pauline Pfeiffer, Paris-korrespondent for Vogue, som blev moder til hans to andre sønner. I 1940 blev Pauline skilt fra ham. Forfatterinden Martha Gellhorn blev hans tredje kone, og hun blev i 1946 erstattet af Mary Welsh, som også var forfatterinde.

Da han i begyndelsen af tyverne var gift med Hadley, boede han i Paris, hvor han skrev Solen går sin gang, en roman om hans egen generation, som sikrede ham hurtig og varig berømmelse. Derefter befæstede han sin litterære position med Farvel til våbnene, som han afsluttede efter at være vendt tilbage til De Forenede Stater, hvor han slog sig ned i Key West. At have og ikke have var en afspejling af hans år i Key West.

Ind imellem bøgerne rejste han vidt omkring, fiskede sværdfisk og tun, drog på safari efter storvildt og fulgte tyre i Spanien. Da den spanske borgerkrig brød ud, kæmpede han på loyalisternes side og beskrev senere krigen i Hvem ringer klokkerne for, den mest læste af alle hans bøger. Det var noget nær alle de oplysninger, jeg havde om ham.

Hemingway kom lidt for sent. Han var iført kakibenklæder, holdt oppe ved hjælp af et bredt gammelt læderbælte med et enormt spænde, der bar inskriptionen gott mit uns, en hvid, løsthængende sportsskjorte og et par brune lædermokkasiner, men ingen sokker. Hans hår var mørkt og gråsprængt med hvide stænk ved tindingerne, og han havde et kraftigt overskæg, der fortsatte ud over mundvigene, men intet fuldskæg. Han virkede massiv. Ikke så meget i højden, for han var kun godt 185 cm høj, heller ikke i vægt, men ved hele sin fremtoning. Størstedelen af hans godt 90 kg var koncentreret over taljen: Han havde et par kraftige, firkantede skuldre, lange, enormt muskuløse arme (den venstre med et langt savtakket ar og en smule misdannet ved albuen), en kraftig brystkasse, en fremstående mave, men hverken hofter eller 16 · papa hemingway

Papa Hemingway.indd 16

25/09/2017 13.15

lår. Han besad en vis udstråling – han var intens, elektrisk, men selvbehersket, en tøjlet fuldblodshest. Han standsede op for at sige noget til en af musikerne på flydende spansk, og jeg blev slået af noget ved ham – livsglæde. Du godeste, tænkte jeg, hvor han dog morer sig! Jeg havde aldrig set nogen udstråle livsglæde og velvære i en sådan grad.

Det lyste ud af ham, og alle tilstedeværende reagerede på det. Hans ansigt var langt mere levende, end jeg havde forestillet mig efter at have set fotografier af ham.

Da han nærmede sig bardisken og hilste på bartenderne, lagde jeg mærke til, at han i panden et stykke over venstre øje havde en stor aflang strime, der så ud, som om man på må og få havde anbragt et stykke kødfarvet ler der. „Hotchner,“ sagde han og rakte mig hånden, „velkommen til Slyngelstuen.“ Hans hænder var tykke og firkantede, fingrene temmelig korte, og neglene klippet lige over. Bartenderen satte to iskolde daiquiris foran os; de blev serveret i kegleformede glas og var dobbelt så store som min tidligere drink. „Her har vi det ypperste inden for daiquiri-­ fremstillingens kunst,“ sagde Hemingway. „Klarede 16 af dem her en aften.“ „Samme størrelse?“ „Husets rekord,“ sagde bartenderen, som havde stået og lyttet.

Hemingway smagte prøvende på sin drink ved at tage en større slurk, holde den i munden en rum tid og derefter synke den i flere omgange. Han nikkede bifaldende. „Hotchner ... det er et meget mistænkeligt navn. Hvor stammer De fra?“ „St. Louis.“ „Hvilken del, Chouteau Avenue? Boksede Deres bedstefader mod Nut Sigel?“ „Kender De St. Louis?“ „Første tre koner stammede fra St. Louis.“ Han rystede bedrøvet på hovedet. „Jeg kender St. Louis. Det eneste gode menneske, jeg kender, som ikke rejste derfra, var Martha Gellhorns moder.“ Bartenderen i. havana – 1948 · 17

Papa Hemingway.indd 17

25/09/2017 13.15

satte et fad med upillede rejer på bardisken foran os. „For et par år siden,“ sagde Hemingway og tog en af rejerne, „grundlagde jeg Reje­ spisernes Kongelige Orden. Vil De være med?“ „Selvfølgelig. Hvad skal jeg gøre?“ „Ordenens medlemmer spiser både hovederne og halerne.“ Han bed et rejehoved af og knasede det velbehageligt.

Jeg bed også et hoved af og knasede det, men ikke velbehageligt. „Man kommer til at synes bedre og bedre om det,“ sagde han og tog én til. To nye vaser med daiquiri dukkede op. Bartenderen rakte Hemingway et brev; han så på afsenderadressen, foldede det sammen og stak det i lommen. „En af mine baskervenner er en yderst produktiv brevskriver, og hvert eneste brev ender på samme måde: Send penge.“ Trioen, som bestod af en stor, munter guitarist, en alvorlig, usmilende guitarist og en tynd, mørklødet vokalist, som også spillede maraca, begyndte at spille og synge et livligt nummer. „Mine kammerater,“ sagde Hemingway. „De synger en sang, jeg skrev til dem. Gid Mary var her. Hun synger den bedst. En aften vi sad her, baren overbefolket, alle morede sig vældigt, tropper der tre ivrige unge herrer op for at få en drink ved baren, og der står skrevet FBI på dem alle tre. Så jeg giver besked til gutterne her, og på slaget tolv bryder de ud i ‘Happy Birthday’ på engelsk, alle stemmer i, og da vi kommer til ‘Happy birthday, dear FBI’, var de tre J. Edgar-sønner lige ved at opgive ævred.

De forsvandt i en vis fart.“ Vi kædedrak daiquiris og diskuterede, hvordan det var at bo og arbejde i Havana. „Type som mig,“ sagde Hemingway, „som kan vælge mellem hele verden; man vil naturligvis spørge, hvorfor netop her.

Forsøger normalt ikke at forklare. Alt for indviklet. De klare, kølige morgener, når man rigtig kan arbejde, med bare Black Dog vågen, og kamphanerne, som udsender deres første bulletiner. Hvilke andre steder kan man ellers opdrætte haner og lade dem kæmpe og sætte sine penge på dem, man tror på, og stadig holde sig inden for lovens ram-

18 · papa hemingway

Papa Hemingway.indd 18

25/09/2017 13.15

mer? Visse mennesker fordømmer hanekampe som barbariske? Men hvad fanden har en kamphane ellers lyst til?

Og så er der fuglebestanden – virkelig vidunderlige fugle – stand- og trækfugle, vagtler, der drikker af svømmebassinet, før solen står op. Og firben, som går på jagt fra lysthusene ved bassinet og husets slyngplanter. Er meget glad for øgler.

Og hvis man vil til byen, stikker man bare i et par mokkasiner; altid en god by, når man ønsker at slippe væk fra sig selv; disse cubanske piger; man ser ind i deres sorte øjne, der er hedt solskin i dem. Og hvis man ikke ønsker at slippe væk fra sig selv, kan man lukke alt andet ude ved ikke at tage til byen og hive stikket til telefonen ud.

Og en halv times vej fra finca’en har man sin båd liggende klar, så man er ude på Golfstrømmens mørkeblå vand med fire liner ude et kvarter efter, at man er gået om bord. Eller måske har man mere lyst til at skyde levende duer i skydeklubben lige nede ad vejen fra finca’en.

Væddemål om store beløb, hvis det er dét, man vil. Sådan havde vi det, da Tommy Shevlin, Pichon Aguilera, Winston Guest og Thorwald Sanchez slog sig sammen her, og man kan ikke finde bedre skytter, end når Lurendrejerne træner og vi har konkurrencer med Hugh Casey, Billy Herman, Augie Galan, Curt Davis og nogle af de andre, som alle er skarpskytter. De samme mennesker, som drager i felten mod kamphaner, retter også voldsomme angreb mod én for dueskydningerne. Og skønt det er forbudt mange steder, er det lovligt her, og det er den mest spændende totalisatorsport, jeg kender – for skytterne. Det er dødtrist bare at være tilskuer.“ „Jamen bliver det ikke ensformigt med et helt år uden skiftende årstider?“ spurgte jeg. „Savner De ikke foråret og efteråret, som vi kender det i New England?“ „Vi har også skiftende årstider her,“ sagde han. „Overgangene er bare hårfine, ikke bratte og pludselige som i New England, som vore forældre brød op fra, fordi landet var afgræsset og jorden udpint. Men giv mig Red Lodge, Montana, eller tilmed Cody i Wyoming, eller West i. havana – 1948 · 19

Papa Hemingway.indd 19

25/09/2017 13.15

Yellowstone, hvor Big Jim Savage giver kort fra bunden af spillet så behændigt, at kun eksperterne kan se det, eller Billings en lørdag aften, eller, for pokker, Casper, som er en olieby, hvor miss Mary engang var indlagt på hospitalet.“ Daiquiri’erne blev ved med at troppe op, mens vi diskuterede Robert Flahertys dokumentarfilm, som Hemingway var en stor beundrer af, Ted Williams, Månedens Bog-klubben, Lena Horne, Proust, fjernsyn, sværdfiskopskrifter, elskovsmidler og indianere, indtil klokken var otte, og uden at have truet Hemingways daiquiri-rekord, men efter at have sat en alle tiders Hotchner-rekord på syv. Hemingway måtte lige have en drink til det andet ben og satte sig så ind på forsædet i sin stationcar ved siden af sin chauffør, Juan; og det lykkedes mig på en eller anden måde at få ind i mit rom-omtågede hoved, at han ville hente mig den følgende morgen og tage mig med ud til sin båd. Det lykkedes mig også – spørg ikke hvordan – at gøre nogle notater om vor samtale med henblik på Cosmopolitans redaktør. Dette var indledningen til en praksis, jeg fulgte i alle de år, jeg kendte ham. Senere supplerede jeg disse optegnelser med båndoptagelser på en lille transistorbåndoptager, som vi medførte under vore rejser.

Der fandtes to Pilar’er i Hemingways liv: den ene var den frodige partisankvinde i Hvem ringer klokkerne for; den anden var en 40-fods sort og grøn motorbåd med kahyt – begge opkaldt efter den spanske skytshelgeninde. Den sejlende Pilar lå forankret i Havanas havn, klar til at stikke til søs, når vi kom. Den havde en interimistisk bro med manøvregrej, store udriggere, der kunne hamle op med den 10 pund tunge springende madding, og havde grej til fire fiskestænger. Ernest præsenterede mig med gammel hengivenhed for båden.

Men først præsenterede han mig dog for en mager, indianeragtig mand ved navn Gregorio Fuentes, som havde været styrmand på Pilar siden 1938. „Stak til søs, da han var fire,“ sagde Ernest, „fra Lanzarote på Kanarieøerne. Traf ham i Dry Tortugas, da vi havde søgt ly for stor20 · papa hemingway

Papa Hemingway.indd 20

25/09/2017 13.15

men dér. Før Gregorio havde jeg en anden pragtfuld styrmand, Carlos Gutierrez, men en eller anden lokkede ham bort med flere penge, mens jeg var væk under den spanske borgerkrig. Men Gregorio er fantastisk: reddede Pilar gennem tre orkaner på grund af sit fremragende sømandskab, er en uforlignelig fisker, og laver den bedste pompano, De nogen sinde har smagt.“ De store motorer startede; Ernest klatrede op på broen og styrede båden ud af havnen, forbi Morro Castle og en halv snes kilometer op langs kysten i retning af fiskerlandsbyen Cojimar, som skulle blive til landsbyen i Den gamle mand og havet. Gregorio satte fire liner ud, to med fluer, to med kød-madding. Jeg var oppe på broen sammen med Ernest.

Han fandt noget tequila frem, og vi tog begge en slurk for at se, om den var kold nok. „Den er ved at være god,“ sagde han. „Ville ønske, du havde været med på den sidste tur. Knægtene var nede på en 10-dages ferie, og jeg tog dem med til Cay Sal og til Double-Headed Shot Keys på Bahama-øerne. Vi fangede omkring 900 kg fisk, tog tre store skildpadder, fik masser af krebs og havde fint badevejr. Farvandet er næsten jomfrueligt fiskevand, og knægtene havde det pragtfuldt.“ Han begyndte derefter at tale om Pilar med usædvanlig stolthed. „Den har soveplads til syv, men under krigen var vi ni.“ „Var den med i krigen?“ „Fra 1942 til 1944 omdannede vi den til Q-båd1 og afpatruljerede farvandene ud for Cubas nordkyst. Ubådsjager. Arbejdede for flådens efterretningstjeneste. Vi udgav os for civil fiskerbåd, men ændrede Pilars forklædning adskillige gange, så det ikke skulle se ud, som om den samme båd fiskede alt for meget. Havde radioudstyr til en værdi af 3500 dollars i boven; men det vigtigste var, hvad man kunne klare ved siden af. Vi havde maskingeværer, bazookaer og sprængstof, alt camoufleret som noget helt andet, og planen gik ud på, at vi skulle 1 Krigsskib camoufleret som handelsfartøj el.lign.

i. havana – 1948 · 2 1

Papa Hemingway.indd 21

25/09/2017 13.15

manøvrere i position, hvis vi blev prajet og beordret til at løbe op på siden af en uddykket undervandsbåd. Vi kunne have overmandet en ubåd, der ikke var på sin post, ved hjælp af vores angrebsplan. Besætningen bestod af spaniere, cubanere og amerikanere, fremragende til deres arbejde, alle tapre, og jeg er sikker på, at vores angrebsplan ville have virket.“ „Men du fik aldrig lejlighed til at prøve den?“ „Nej, men det lykkedes os at sende nyttige oplysninger ind om ubådspositioner, og flådens efterretningstjeneste gav os æren for at have lokaliseret adskillige nazistiske ubåde, som senere blev uskadeliggjort af flådens dybvandsbomber og antagelig sænket. Blev dekoreret for det.“ „Var Gregorio med?“ „Selvfølgelig. Jeg forklarede besætningen, hvor farligt det kunne blive, eftersom Pilar ikke kunne hamle op med en ubåd, der gav sig til at fyre løs på den, men Gregorio var lykkelig over at komme med, fordi vi var blevet forsikret for 10.000 dollars pr. mand, og Gregorio havde aldrig regnet med, at han var så meget værd. Kvartererne var trange, men besætningen kom fint ud af det med hinanden. Ingen slagsmål. På ét af togterne var vi ude i 57 døgn.“ „Fiisk! Fiisk, Papa, Fiisk!“ råbte Gregorio fra agterstævnen. Vi så hurtigt om styrbord; jeg så et brunt glimt, der blev til purpurrødt, brystfinner, der glimtede lavendelblåt, en undervandsbåds symmetri. „Sværdfisk,“ sagde Ernest, „lad os komme i gang.“ Han greb fat i rælingen og svingede sig ned. Gregorio rakte ham fiskestangen med kød-maddingen. „Nogen sinde halet sådan én indenbords?“ spurgte Ernest. „Har aldrig været på dybhavsfiskeri før.“ „Så tjen dine sporer på denne her,“ sagde han og rakte mig stangen. Jeg blev grebet af panik. Her stod en af verdens største lystfiskere, her var en lynhurtig sværdfisk, hvis størrelse jeg næppe turde tro på, en stor, kompliceret fiskestang med hjul – og her var jeg, som aldrig 22 · papa hemingway

Papa Hemingway.indd 22

25/09/2017 13.15

havde fanget noget større end en 10-punds havaborre fra min ven Sam Epsteins robåd ud for Southold, Long Island.

Men jeg havde gjort regning uden en af Ernests egenskaber, som jeg skulle komme til at lære at kende og nyde godt af mange gange i de følgende år: hans enestående dygtighed som lærer og hans uendelige tålmodighed med sin elev. På en stilfærdig og rolig måde ledede Ernest ethvert af mine skridt på vejen, fra hvor jeg skulle hale ind for at få anbragt den store krog i dens mund, til det tidspunkt, da jeg skulle bringe den så tæt ind til båden, at vi kunne tage den. En halv time senere stod vi og så ned på den landede sværdfisks skønhed; „Vi kan lige så godt danne et nyt syndicat des pêcheurs – Hotchner & Hemingway, hofleverandører af sværdfisk,“ sagde Ernest. Jeg blev klar over, at han forsøgsvis havde slået mig til ridder som en mulig med-eventyrer; og gennem tretten år skulle det blive et forfriskende, underholdende, belærende, irriterende, opløftende, udmattende og forbløffende makkerskab.

Da vi vendte tilbage fra båden til Nacional, kom Ernest med sin første og eneste hentydning til det brev, jeg havde sendt ham om Litteraturens Fremtid. Jeg skulle rejse tilbage til New York den følgende morgen, og vi stod og tog afsked på fortovet uden for hotellet. „Sagen er den, at jeg ikke kender en døjt til noget som helsts fremtid,“ sagde han.

Det gav et sæt i mig på grund af denne bratte hentydning. „Nej, selvfølgelig, glem bare alt ...“ „Hvor meget betaler de?“ „15.000 dollars.“ „All right, det er nok i sig selv til at sætte skub i Litteraturens Fremtid. Nu skal jeg sige dig noget – send mig løsark eller manuskripter af, hvad jeres andre genier har skrevet, så jeg kan danne mig et indtryk. Også en kontrakt. Hvis det stadig er juridisk gældende, at artikler skrevet af en udlandsamerikaner i god tro og affattet uden for Staterne er skattefri, så længe vedkommende udlandsamerikaner opholder sig uden for landet tolv på hinanden følgende måneder, så skal jeg nok i. havana – 1948 · 23

Papa Hemingway.indd 23

25/09/2017 13.15

skrive en god og regulær artikel om, hvad jeg tror, og jeg skal nok forsøge at tage mig sammen, så godt jeg kan.“ Med undtagelse af 1956 og 1957, hvor jeg opholdt mig i Rom, besøgte jeg i årenes løb Ernest på Cuba mindst én gang om året, ofte mere; og daiquiris på Floridita, dueskydninger, udflugter med Pilar og opholdene på hans finca hørte til dagens orden. Der var tit og ofte en „forretnings“-grund til disse Havana-ture og andre rejser for at træffe Ernest rundt om i verden, men han var altid fuld af omsvøb, når det drejede sig om forretningsaffærer. Han regnede uvægerligt med mindst to dage til at „køle af “ – jeg fra rejsen, han selv fra arbejdet, eller, hvis han ikke arbejdede, så fra et eller andet mystisk pres, som han aldrig kom nærmere ind på. Vi plejede at køle af ved at hengive os til de stedlige adspredelser – på Cuba ved at fiske, skyde duer eller overvære jai-alai2 kampe og indgå væddemål om udfaldet, afprøve Ernests stald af kamphaner og så videre; hvis vi befandt os i Ketchum, Idaho, bestod afkølingen i at jage og skyde vildænder, gæs, fasaner, elsdyr, rådyr, skovduer, stenhøns, agerhøns og tilberede og fortære samme; den spanske afkøling omfattede alle aspekter af tyrefægtning, Pradoen, udflugter, at spise og drikke og indsnuse ambiancer. Jeg sagde mindst to dage.

Maksimum? Jeg rejste til Spanien i juni 1959 for at diskutere en række særlige dramaer, baseret på Hemingways værker, som jeg skulle skrive og sætte op for Columbia Broadcasting System. Jeg traf Ernest i Alicante den 28. juni, og den 17. august, da vi kørte hjem fra tyrefægterarenaen, sagde han: „Har tænkt over de fjernsynsstykker. Lad os sludre om dem.“ Et halvt år efter mit første besøg vendte jeg tilbage til Havana. Han havde fået udbetalt de 15.000 dollars i forskud, men artiklen om Litteraturens Fremtid var ikke blevet skrevet. Ernest havde i stedet for en anden idé, som han ville have mig til at komme ned for at diskutere.

2 Et spansk boldspil.

2 4 · papa hemingway

Papa Hemingway.indd 24

25/09/2017 13.15

Den lille by San Francisco de Paula, hvor Ernests Finca Vigía (udsigtsfarm) var beliggende, var i sig selv et forarmet slumkvarter. Men Hemingwayejendommen var indhegnet og bestod af 5 hektar pryd- og køkkenhaver, en græsgang med 5-6 køer, frugttræer, en aldrig benyttet tennisbane, et stort svømmebassin og en lav, tidligere hvid kalkstensvilla, som var en smule forfalden, men statelig. Der voksede atten forskellige slags mangotræer langs den lange skråning fra hovedporten op til det hus, som Ernest kaldte sin „charmerende ruin“. Umiddelbart foran huset stod der et kæmpestort kapoktræ, et helligt træ under voodoo-ritualerne; der voksede orkideer ud fra dens gråsprængte stamme, og dens massive rødder løftede terrassens fliser og ødelagde selve husets indre. Men Ernest var så glad for dette træ, at han til trods for ødelæggelsen ikke tillod nogen at røre dets rødder. Et lille stykke fra hovedhuset lå der et hvidmalet gæstehus af træ. Og bag hovedhuset og lidt til siden for det lå der et nyt, skinnende hvidt, firkantet tårn i tre etager med en udvendig vindeltrappe.

Væggene i hovedhusets spisestue og den godt 15 meter lange opholdsstue var befolket af prægtige hornbesatte dyrehoveder, og der lå adskillige veltrådte dyreskind på flisegulvene. Møblerne var gamle, magelige og beskedne. Lige inden for hoveddøren stod der en vældig avisholder, der rummede en stadig syndflod af amerikanske og fremmedsprogede tidsskrifter. Et stort bibliotek ved siden af opholdsstuen var fyldt med bøger, der dækkede væggene fra gulvet op til det høje loft. Ernests soveværelse, hvor han også arbejdede, var tapetseret med bøger; der var mere end 5000 bind i huset. På væggen over hans seng hang et af hans yndlingsmalerier, Juan Gris’ „Guitarspiller“. Og blandt malerierne i opholdsstuen og Marys værelse var der endnu et maleri af Gris, Mirós „Farm“, adskillige malerier af Masson, en Klee, en Braque samt Waldo Peirces portræt af Ernest som ung.

I Ernests værelse var der et stort skrivebord dækket med stabler af breve, aviser og udklip, en mindre sæk med rovdyrtænder, to uoptrukne vægure, skohorn, en tom pen i en onyksholder, en udskåret i. havana – 1948 · 2 5

Papa Hemingway.indd 25

25/09/2017 13.15

zebra af træ, et vortesvin, en flodhest og en løve stod på rad og række; samt et større sortiment souvenirs, erindringer og lykkeamuletter. Han arbejdede aldrig ved dette skrivebord. I stedet for benyttede han en skrivepult, som han havde lavet af den øverste del af en bogreol, i nærheden af sin seng. Hans rejseskrivemaskine var klemt ind her, og der lå papir på bogreolen på begge sider af den. Han benyttede en læseplade, når han skrev noget ned i hånden. Der var også nogle dyrehoveder på soveværelsevæggene, og et slidt, revnet skind af en mindre kudu-­ antilope smykkede flisegulvet.

Hans badeværelse var stort og flød med medicin og lægeremedier, som vældede ud af skabet og bredte sig på alle flader; værelset trængte stærkt til at blive malet, men det var umuligt at male herinde, fordi væggene var dækket af blækskrevne notater i Ernests sirlige håndskrift med angivelse af blodtryk og vægt, receptnumre og andre medicinske og farmaceutiske oplysninger.

Finca’ens personale bestod normalt af tjeneren René, chaufføren Juan, en kineserkok, tre gartnere, en tømrer, to stuepiger og en mand, der passede kamphanerne. Det hvide tårn var blevet bygget af Mary i et forsøg på at få besætningen på 30 katte ud af huset og at skaffe Ernest et sted, der var bedre egnet til at arbejde i end hans improviserede arbejdsværelse i sovekammeret. Det lykkedes for kattenes vedkommende, men ikke for Ernests. Tårnets stueetage var forbeholdt kattene og havde særlige sove-, spise- og fødeafdelinger, og de boede der alle sammen med undtagelse af enkelte yndlingskatte som Crazy Christian, Friendless’ Brother og Ecstasy, som havde adgang til huset.

Tårnets øverste etage, som havde en storslået udsigt over palmetoppene og de grønne småbakker ned mod havet, var blevet møbleret med et imponerende skrivebord, som passede sig for en højtstående forfatter, bogreoler og magelige lænestole, men Ernest skrev sjældent en linje dér – undtagen når han lejlighedsvis læste korrektur på en sats.

Under dette vort første besøg på finca’en skulle min kone og jeg have været indlogeret i gæstehuset, men Mary Hemingway – en guldlokket, 26 · papa hemingway

Papa Hemingway.indd 26

25/09/2017 13.15

livfuld kvinde – modtog os med undskyldninger, fordi det endnu ikke var helt klart. „Jean-Paul Sartre dukkede uventet op i går sammen med en veninde,“ sagde hun, „og vi har ikke fået skiftet lagner endnu.“ Da vi var på vej op mod hovedhuset, betroede Ernest mig: „Ved du, hvad Sartre fortalte mig under middagen i aftes? At det var en journalist, der opfandt ordet ‘eksistentialisme’, og at han – Sartre – ikke havde spor med det at gøre.“ Vi gik ind i opholdsstuen, og Ernest stod et øjeblik og betragtede loftet. „Hertugen og hertuginden af Windsor var her forrige uge, men de lod ikke til at være betagne af andet end de revnede lofter.“ Jeg lagde mærke til, at Ernest havde tre lange, dybe rifter på underarmen, og spurgte ham, hvordan han havde fået dem. „Løver,“ sagde han. „De havde rejst et cirkustelt i nærheden med to fine fem år gamle katte. Brødre. Det var pragtfuldt at høre dem brøle om morgenen. Blev gode venner med domptøren. Han lod mig arbejde med dem, og jeg trænede dem ved hjælp af en sammenrullet avis, men man skal passe på ikke at vende ryggen til.

Havde regnet et pragtfuldt nummer ud, jeg kunne optræde offentligt med. Domptøren skal annoncere mig som en strålende domador del norte, som nu har trukket sig tilbage, men som på grund af sin afición tilegner det cubanske publikum dette temmelig specielle nummer.

Forestillingens klimaks kommer, når jeg lægger mig ned, og begge løver sætter deres forben på mit bryst. Jeg begyndte at indøve nummeret, men blev revet på armen et par gange, da jeg aede dem.“ Jeg sagde, at løvetæmning efter min mening var en temmelig farlig beskæftigelse for en forfatter, som havde i sinde fortsat at udøve sit erhverv. „Miss Mary er fuldstændig enig med dig,“ sagde Ernest. „Lovede hende, at jeg ikke ville træne løver igen, før den store bog er færdig.

Hun gik, da jeg begyndte at ae dem og blev revet. Jeg er hendes sikkerhed, og det er vel også ondt af mig at sætte den over styr bare for sjov.“

i. havana – 1948 · 27

Papa Hemingway.indd 27

25/09/2017 13.15

A.E. HOTCHNER

ERNEST HEMINGWAY (1899-1961) er en af det

A.E. HOTCHNER (f. 1920), amerikansk journalist, forfatter og dramatiker. Arbejdede et par år som jurist, inden han meldte sig til tjeneste i U.S. Air Force under Anden Verdenskrig, hvor han med rank af major arbejdede som journalist. Efter krigen fik han arbejde som redaktør på Cosmopolitan og fra 1950 var han freelance redaktør og skribent. Han skrev mere end 300 artikler for bl.a. Esquire, Saturday Evening Post og Collier’s. Han har skrevet flere dramaer for både Broadway og tv, og blandt hans største succeser er tv-dramatiseringen af Hvem ringer klokkerne for fra 1959 og bestsellerbiografien Papa Hemingway fra 1965, som siden udkom i 34 lande og på 28 forskellige sprog.

PAPA HEMINGWAY er Hotchners meget personlige biografi om vennen Ernest Hemingway. Bogen beskriver de fjorten år, deres venskab varede frem til Hemingways død i 1961. Fortid og samtid væves sammen af de mange flashbacks til barndommen, til Paris i 1920’erne og til personer og begivenheder, som inspirerede til Hemingways romaner og noveller. Bogen tegner et helt unikt billede af en af verdens mest berømte og mytiske forfattere og hans relation til andre forfattere, venner og ikke mindst de fire hustruer. »Jeg var hans nære ven gennem 14 år, lige til den dag han døde. Jeg vidste alt om hans liv: de eventyr, de samtaler, de drømme, de skuffelser, de triumfer og nederlag, der kendetegnede denne komplicerede, enestående, humoristiske, vitale, morskabssøgende mand, som var Ernest Hemingway.«

FRA BOGENS FORORD lindhardtogringhof.dk

PAPA HEMINGWAY

20. århundredes mest betydningsfulde amerikanske forfattere. Gennem sit arbejde som journalist lærte han sig en enkel stil, der blev karakteristisk for hans forfatterskab. I 1954 blev Hemingway tildelt Nobelprisen i litteratur »for sin mestring af fortællekunsten, senest demonstreret i Den gamle mand og havet, og for den indflydelse, han har bedrevet på den samtidslitterære stil.«

»Man kan vanskeligt forestille sig nogen bedre biografi«

LIFE

FÅ MÆND KOM SÅ TÆT PÅ Ernest Hemingway som A.E. Hocthner. Som ung journalist mødte han Hemingway første gang på Cuba i 1948. De blev venner og tilbragte lange perioder sammen – i Hemingways hjem på Cuba, i Key West og i Ketchum, Idaho. De rejste til Paris, Venedig, den franske riviera og ikke mindst til tyrefægtning i Spanien. Hotchner tog helt fra begyndelsen daglige notater om deres oplevelser. Det er disse notater, der danner baggrund for denne meget personlige biografi om en af verdenslitteraturens største personligheder.

A.E. HOTCHNER

PAPA HEMINGWAY PERSONLIGE MEMOIRER • LINDHARDT OG RINGHOF

Som læser hvirvles man gennem et utal af vilde fester, dramatiske tyreløb og stille, eftertænksomme stunder. Man smiler, mens man er med på fantastiske bilture gennem 50’ernes Europa, på bar i Havana og på jagt med Gary Cooper i Idaho. Og man græder over den meget bevægende beskrivelse af de kræfter, der til slut drev Hemingway i døden.