Issuu

133 mm

10,5

133 mm

LINE FRIIS Thor Heyerdahl Thor Heyerdahl er en af de mest utrolige eventyrere, verden nogensinde har set. Historien om ham er en historie om øde jungler, stormende have, kannibaler og kampe med menneskeædende hajer. En historie om vildskab, drama, fare, stolthed og ære. Om en mand, der nægtede at gøre tingene på den vante måde og udfordrede verden og sig selv igen og igen. I 1947 byggede Thor Heyerdahl sin egen tømmerflåde,

210 mm

satte ud fra Perus kyst og lod sig drive med af havstrøm-

CARLSEN

mene og vinden. Han ville bevise, at han på den simple flåde kunne nå fjerne Stillehavsøer 8.000 kilometer væk. Stort set alle var sikre på, at han ville dø. Selv var Thor

Den utrolige historie om Thor Heyerdahl

ikke et sekund i tvivl. Kon-Tiki ville klare færden på verdens største og dybeste hav.

V i L D V Gi DUNEGNE

V i L D V Gi DU NGE NE

T IL B Ø RN O

TI L BØ RN O

I SAMARBEJDE MED CARLSEN.DK

På tværs af Stillehavet_Vild Viden_omslag_TRYK.indd 1

04/07/18 16:13

På tværs af Stillehavet

LINE FRIIS

På tværs af Stillehavet

Den utrolige historie om Thor Heyerdahl

Indhold

Indledning – Kampen for at overleve 7 Kapitel 1 – Hajerne 9 Kapitel 2 – En farlig verden 14 Kapitel 3 – Tilbage til naturen 23 Kapitel 4 – Paradis og helvede 32 Kapitel 5 – Thors vilde idé 45 Kapitel 6 – Kampen for at komme af sted 52 Kapitel 7 – Hen over dybet på Kon-Tiki 69 Kapitel 8 – Hverdag på Stillehavet 79 Kapitel 9 – Drabelig landgang 89 Kapitel 10 – På evig opdagelse 102 Kapitel 11 – De sidste år 112 Kildemateriale 115

Indledning

Kampen for at overleve

Forestil dig, at du gik ombord på en tømmerflåde, du selv havde bygget. En tømmerflåde som du havde hørt om fra nogen, der selv havde hørt om den, men som ingen havde prøvet at bygge eller sejle på i hundredvis af år. Forestil dig, at du så lod dig trække ud fra en havn i Peru og derfra blev overladt til vinden og havstrømmene på verdens største og dybeste hav uden at vide, hvornår du ville se land igen – hvis du altså kom til at se land igen. Forestil dig også, at erfarne søfolk fra hele verden havde fortalt dig, at du ikke ville overleve turen. De havde prøvet at overbevise dig om, at flåden ville synke, at rebene ville blive slidt over, at storme ville flå flåden i stykker, og at menneskeædende hajer ville æde dig. Forestil dig, at du gjorde det, selvom du var bange for dybt vand, fordi du havde været ved at drukne som barn. Ja, selvom du faktisk ikke kunne svømme.

Hvis du kan forestille dig det, har du en idé om, hvordan Thor Heyerdahl havde det i 1947, da han stævnede ud på et af verdens største eventyr ombord på tømmerflåden Kon-Tiki. Med Kon-Tiki ville Thor bevise, at mennesker havde bevæget sig over havet til fjerne Stillehavsøer fra Sydamerika og ikke fra Asien, som man ellers mente. Thor havde skrevet en lang afhandling på universitetet med alle sine teorier og beviser, men ingen troede på ham. De gad nærmest ikke læse hans afhandling, fordi de syntes, hans forslag var så langt ude. De kloge hoveder på universitetet var overbeviste om, at en hjemmebygget flåde på ingen måde kunne klare de mange tusinde kilometer fra Sydamerika til øerne. Så Thor besluttede sig for selv at sejle turen og dermed vise, at det kunne lade sig gøre. 101 dage efter Kon-Tiki var drevet af sted fra Peru, drønede den ind over brændingen ved en lille koralø. Alle seks mand ombord var forslåede og omtumlede, men stadig i live – og nu kunne de gå i land på Raroia. Thor havde bevist, at mennesker kunne krydse 8.000 kilometer på historiske flåder. Men hans kamp var endnu ikke slut … Forhåbentligt kan Thors historie vise dig, at verden er et forunderligt sted. Og at man med sin viljestyrke nogle gange kan meget mere, end andre har travlt med at fortælle én.

Kapitel 1

Hajerne

Hvor vi end bevægede os på dækket, lå der store hajer i vejen og slog med halen mod dækket i krampetrækning eller dundrede løs på bambushytten, mens de snappede efter os. Trætte og udasede efter uvejrsnætterne begyndte vi at løbe fuldstændig sur i, hvilke hajer der var helt døde, og hvilke af dem der endnu snappede i krampetrækninger, hvis vi kom hen til dem, og hvilke af dem der var spillevende og lå og lurede på os med grønne katteøjne. Prøv at se det for dig. En lillebitte tømmerflåde ude midt i det store Stillehav. Ombord er seks mænd, der lige har overlevet deres første storm. Omkring flåden er havet farvet rødt af blod. Blodet stammer fra drabelige kampe mellem lodsfisk, tunfisk og hajer. De seks mænd kaster den ene hajkrog i vandet efter den anden og kæmper i timevis for at hive de store, glubske rovdyr ombord samtidig med, at de skal undgå at blive bidt af de hajer, der allerede ligger på dækket.

Men uanset hvor indædt besætningen arbejder, bliver nye hajfinner ved med at dukke op bare få meter fra tømmerflåden. Sådan var det på Kon-Tiki, efter den havde klaret sig igennem sin første storm. Og til sidst måtte Thor Heyerdahl og resten af besætningen give op – det var umuligt at fange alle de nærgående hajer: Da vi havde ni store hajer liggende på kryds og tværs omkring os, var vi så udkørte af at hale i tunge liner og slås med balstyrige hajer, at vi efter fem timers mas gav op. Thor og hans besætning var vant til at få besøg af hajer under deres færd, og de havde gjort det til en vane at fange dem, som blev for nærgående, så der var mindre risiko for at blive ædt, hvis de faldt i vandet. Men efter stormen var der så mange hajer omkring Kon-Tiki, at det var en umulig opgave. Dagen efter stormen, hvor de havde fået hvilet musklerne, forsøgte mændene igen at ’rense’ vandet for de glubske rovdyr, men de indså hurtigt, at missionen var håbløs. Ja, de gjorde det ligefrem værre med deres ihærdige forsøg: Vi begyndte at hale dem ind, men gav snart op, da vi blev klar over, at det friske hajblod, der sivede ud fra flåden, blot tiltrak endnu flere hajer. Vi kylede alle hajkrogene over bord og vaskede og spulede hele dækket rent for blod. Kon-Tiki var bygget af store stammer af balsatræ, der vejer meget lidt. De var bundet sammen med reb, og ovenpå havde Thor og hans mandskab bygget en lille hytte af bambus og andre naturmaterialer. Der var

kun 30-40 centimeter fra flåden og ned til havoverfladen, og der var smalle revner mellem alle stammerne. Det var de revner, hajblodet sivede ned igennem. Efter stormen fangede de hajerne på store hajkroge. Men ellers havde de efterhånden lært sig et trick, hvor de fangede hajer med de bare næver. Det foregik sådan her: Når en hajfinne dukkede op og begyndte at cirkle rundt om Kon-Tiki, tog én af mændene en af de fisk, de havde fanget, og holdt den i halen ud over flådens kant. Efter lidt lokken dukkede hajens hoved op og snuppede fisken – og når hajen så vendte sig for at dykke ned igen og smækkede halefinnen op i vandoverfladen, greb mændene den i halen. Når de nu sørgede for at holde godt fast i halen hen over den yderste balsastamme, kunne hajen ikke svømme væk. Og eftersom hajers hud er ru som sandpapir, var det, i modsætning til de fleste andre fisk, nemt at holde fast i den. Hurtigt blev hajen slap og hang næsten livløs, fordi mavesækken sank ned imod hovedet på den. Mændene halede så mere og mere af hajen ombord, og til sidst endte det næsten altid med, at hajen – i en krampetrækning – selv slyngede sig helt op på dækket, og da gjaldt det om at rykke til af alle kræfter og springe langt væk, og det i en vis fart, hvis man ville redde sine ben. For nu snappede hajen omkring sig med sit store gab og rækkevis af knivskarpe tænder, indtil den omsider ikke havde flere kræfter. Men som Thor også skriver i sin beretning om Kon-Tiki-ekspeditionen, så ændrede deres syn på hajer

sig undervejs. I starten var det ren frygt, besætningen nærede for hajerne, men i takt med at de lærte hajernes adfærd at kende, fik de et mere afslappet forhold til dem og syntes endda, de var underholdende. Blandt andet begyndte mændene at tage fat i rygfinnerne på hajerne, når de svømmede tæt forbi flåden, og prøvede kræfter med, hvem der var stærkest, når de altså ikke hev dem ombord: Man kan ikke benægte, at hajen kan virke ganske sympatisk, så længe vi ikke ligefrem triller os selv ind i gabet på den. Men en dag var det tæt på at gå galt. Når der ikke var hajer i nærheden, tog mændene sig tit en morgen-dukkert. Det var dog strengt forbudt at svømme væk fra flåden, fordi Kon-Tiki ikke kunne styres, som man styrer en sejlbåd. Så hvis man kom væk fra flåden og ikke kunne indhente den igen, eller strømmen førte én i en anden retning, ville man være dømt til døden ude på det næsten uendeligt store Stillehav. Men denne dag var der ualmindeligt roligt og ingen hajfinner i syne. Så en af mændene, Knut, sprang på hovedet i vandet, og allerede da han kom op til overfladen opdagede han, at han var kommet et stykke væk. Han begyndte med det samme at svømme tilbage mod Kon-Tiki, men som i et mareridt så et par af mændene oppe fra masten en skygge komme glidende bagved Knut lidt dybere nede. De prøvede så roligt som muligt – for ikke at skabe panik – at varsle ham om, at der var en haj bag ham. Knut svømmede for sit liv, men hajen halede ind på ham. Mændene på

flåden kunne intet gøre, men blot se på mens hajen kom tættere og tættere på. Alle holdt vejret, og i det øjeblik Knut nåede Kon-Tiki og hektisk klatrede ombord, gled hajen lige under ham. Knut var i sikkerhed. Ja, der var mange drabelige, dramatiske og eventyrlige oplevelser ombord på Kon-Tiki, men lad os skrue tiden tilbage og se, hvordan det hele begyndte.

Kapitel 2

En farlig verden

Thor Heyerdahl blev født den 6. oktober 1914 i den lille norske by Larvik. Hans mor hed Allison, og faren hed Thor ligesom sin søn. Lille Thor havde flere halvsøskende, men de var meget ældre end ham, så han voksede nærmest op som enebarn. Som barn var Thor en stille og ret forsigtig dreng, der havde en beskyttende mor, som ikke gav ham lov til ret mange ting. Thor fik for eksempel ikke lov til at lege ret meget udenfor sammen med de andre børn, fordi hans mor mente, at verden var et meget farligt sted. Hun havde også en masse regler for, hvornår han skulle spise, hvad han skulle spise, hvornår og hvad han skulle lege og så videre. Hver morgen blev Thor desuden tvunget til at sidde på potten i lang tid, og hvis han ikke kunne lave stort, kunne hans mor finde på at proppe et stykke sæbe op i bagdelen på ham for at hjælpe tingene på vej. Det lyder voldsomt, men der var generelt meget strengere regler for opdragelse for 100 år siden,

og de andres forældre var også ret skrappe. Men til forskel fra andre drenge blev Thor som sagt holdt meget indenfor. Han måtte ikke bruge kniv, skyde med bue og pil eller gøre andre ting, som smådrenge gjorde dengang. Så de første år af sit liv fik han indtryk af, at næsten alt uden for hoveddøren var farligt. Og den ’store farlige verden’ viste da også tænder et par gange i Thors barndom, for hele to gange var han tæt på at drukne. Første gang var, da Thor som femårig havde fået lov at gå ud og var gået ned til en lille dam, som hans far ejede. Det var isnende vinter, og der lå tyk is på dammen. Men i midten af dammen var der åbent vand, hvor tykke isflager flød rundt. Faren ejede et bryggeri, og om vinteren huggede nogle af hans ansatte is i dammen for at bruge det til køling i bryggeriet. Den dag, hvor ulykken skete, stod Thor sammen med nogle lidt ældre drenge og kiggede på arbejdet med isen. Store klumper blev savet ud af dammens isskorpe og smidt op på hestevogne, der så kørte til bryggeriet. Og da mændene på et tidspunkt var kørt af sted med et læs is, begyndte nogle af drengene at hoppe ud på de isklumper, der stadig lå og flød rundt i det åbne vand. Trods morens formaninger om alt det farlige i verden, ville Thor også prøve at hoppe fra flage til flage. Det så sjovt ud, og han ville sikkert også gerne imponere de ældre drenge. Så Thor sprang. Men han nåede ikke at hoppe hurtigt nok videre til næste isklump, før den isklump, han stod på, tippede rundt, og Thor faldt i det isnende

vand. Iskold og forskrækket forsøgte han at komme op igen, men i stedet røg han ind under den tykke is og bankede hovedet op imod den, da han forsøgte at komme op og få luft. Thor besvimede og havde ikke overlevet mange minutter mere i vandet. Men heldigvis var der en af de andre drenge, der fik fat i hans fødder og fik trukket ham op. Så Thor overlevede, men fik nu endnu flere strikse formaninger af sin skrappe mor. Få år senere var Thor ved at drukne igen. Ved den dybe og snævre Kirkebugt ved Larvik legede de andre drenge tit tagfat. Og Thor, der som lille altid kæmpede med at føle sig svagere end de andre, ville denne dag være med for at vise, at han turde det samme som sine jævnaldrende. Men da han sprang over et stykke vand for at lande på en bådebro, gled han og faldt i den dybe, dødelige fjord. Drengene vidste, at Thor ikke kunne svømme, og så ham lamslåede forsvinde ned i dybet. De stod som forstenede og stirrede. For nylig var en anden dreng druknet netop i denne fjord. Nu ville det samme ske for Thor, tænkte de. Heldigvis var en af dem nærværende nok til at handle i stedet for bare at glo. Han spurtede hen og fik fat i en redningskrans med et reb i, som han kastede ud. Hostende og spruttende kom Thor op til overfladen og fik fat i ringen, og så trak drengene ham ind. Thor var reddet fra druknedøden for anden gang, og drengen, der havde hentet redningskransen, fik en fin sølvkniv af Thors far som tak. Men nu var Thor færdig

med vand. Han fik vandskræk, kom frem til, at oceaner og søer var decideret dødsfarlige og lærte rent faktisk aldrig nogensinde at svømme. Hvilket jo virker pænt paradoksalt, når man tænker på de utrolige og farefulde ekspeditioner, han senere begav sig ud på – på nogle af verdens største og farligste oceaner. Men det vidste ingen selvfølgelig noget om dengang. Næ, på dette tidspunkt i Thors liv var han stadig bare en lille dreng, der blev overbeskyttet af sin mor, som desværre kun kunne finde ud af at sætte regler op, men ikke kunne finde ud af at vise ham kærlighed. Det var næsten som om, Thor var et ’projekt’ for moren. En dreng, hun skulle lære en masse ting, så han kunne vokse op og blive klog og dygtig og måske endda blive forsker. Så der var ingen knus og kram fra moren, men til gengæld gav hun Thor en masse viden. Moren var nemlig selv usædvanligt belæst og havde gået i skole i England i flere år. Her havde hun lært om den nyeste videnskab og var holdt op med at tro på Gud. I hjemmet i Larvik havde hun samlet en stor mængde videnskabelige bøger og indrettet et lille bibliotek. Da hun opdagede, at Thors barnepige læste Pinocchio og Tarzan for ham, blev hun vred og gik stædigt i gang med i stedet at proppe viden om den virkelige verden ind i hovedet på ham. I biblioteket blev Thor sat til at bladre i store bøger om Afrika, Amerika og Sydhavet. Bøger om eksotiske dyr med store tænder og snabler og med billeder af mennesker, der var mørke i huden og havde en anden slags tøj på. Og om træer, der var

så mærkelige, at det var svært at forstå. Blandt andet læste Thor om kokosnødder. Nødder som var store som barnehoveder, og som kunne spire til palmer og samtidig også spises. Thor blev så fascineret af kokosnødder, at han ønskede sig en i julegave. Det lyder måske vildt i dag, hvor man kan købe kokosnødder i de fleste supermarkeder. Men dengang var eksotiske frugter noget, de fleste nordmænd kun havde hørt om. Det var ikke noget, de havde set, og slet ikke smagt. Appelsiner, ananasser og mangoer kunne ikke nå at blive sejlet til Norge, før de var rådnet op. Man havde heller ikke fjernsyn, mobiltelefoner eller computere, hvor man kunne se billeder og film fra fjerne egne. Og selvom verdens første succesfulde flyvemaskine (den fløj i 59 sekunder) var lettet i 1903 – 11 år før Thor blev født – så var det først i 1938, at de første rigtige passagerfly så dagens lys. Så store dele af verden var ret ukendt for de fleste, udover det man altså kunne læse sig til i bøgerne. Og det var netop gennem bøgerne, den første gnist af eventyr blev tændt i overbeskyttede Thor. På trods af indtrykket af at alt i verden var farligt, voksede modet og lysten til at rejse ud i verden i ham via morens bibliotek. Mødet med alle jordens farverige og strålende indbyggere fra morens bøger fik Thor til at drømme sig væk. Og som halvstor dreng besluttede han sig for, at han som voksen ville opsøge fjerne, eksotiske egne. Det er dog usandsynligt, at han delte særligt mange af disse tanker med sin mor eller far.

I modsætning til Thors mor troede hans far på Gud, og han kunne godt finde ud af at vise sin kærlighed til sønnen. Thors mor forhindrede dog desværre, at Thor og hans far havde ret meget kontakt. Hun ville ikke have, at faren skulle bede fadervor med Thor og fortælle ham om Gud og den religiøse måde at se verden på. Og værst af alt så havde moren på et tidspunkt opdaget, at faren kyssede med tjenestepigen. Det blev hun så vred over, at hun gjorde, hvad hun kunne for at undgå, at Thor og faren var sammen. Faren måtte snige sig ind på Thors værelse om aftenen, hvor han så kunne sidde lidt på sengekanten og tale med sin dreng. Men når de hørte moren komme gående op ad trappen, skyndte faren sig ud, og Thor krøb under dynen og lod som om, han sov. Det siger lidt om, hvor skrap moren var, og hvor meget magt hun havde i hjemmet. Moren og faren talte heller ikke meget med hinanden, og da Thor var en stor dreng, flyttede de hver for sig uden at blive skilt. Der gik år imellem, at de havde kontakt. Alt i alt lyder det ikke som verdens rareste hjem at vokse op i, men Thor husker selv mange gode situationer med sin far. Fattigdom var heller ikke noget, Thor i modsætning til mange andre norske børn kendte til. Mange norske familier havde hårde år dengang, og mange norske børn vidste alt for godt, hvordan det føltes at gå sultne i seng, de havde slidt tøj og sov på hårde, kradsende halmmadrasser. Hjemme hos Thor var der rent, fint tøj, mad nok, bløde senge og en varm dyne at

kravle under. Og så var der jo altså en masse viden om verden og naturen og en stor beundring for videnskaben. Morens nysgerrighed og interesse plantede sig i Thor, og inden han var 10 år gammel, lavede han sin egen dyreudstilling af små dyr, han selv havde fundet. Sommerfugle, fluer og græshopper blev sat på nåle. Orme, snegle, frøer og firben blev puttet i glas med væsker, og Thor fik efterhånden skabt sig en fin samling af dyr. Men han manglede et helt særligt trofæ i sin lille udstilling. Nemlig det giftigste dyr, der levede på land i Norge: Hugormen. En sommerdag drog Thor derfor på hugormejagt. Han var udstyret med en pind og et glas med låg. Pinden var y-formet i den ene ende, præcist som Thor havde hørt var det bedste, og da han endelig fandt en hugorm, sneg han sig ind på den og pressede hurtigt kløften i grenen ned lige bag slangens hoved. Den var fanget. Men at få den giftige slange ned i glasset gik ikke så nemt. Hugormen kæmpede bravt, og til sidst tog Thor den resolut op i halen, holdt den ud i strakt arm og begyndte at vandre hjemad. Han var mere end én kilometer hjemmefra, og selvom slangen ikke var tung, så bliver det hurtigt meget hårdt at bære noget i strakt arm. Det gjorde det også for Thor. Men allerede her viste hans stædighed sig. Han var på vej hjem med sit bytte, og han holdt ud. Han ville have Norges eneste giftige slange i sin dyresamling. Og heldigvis for Thor var hugormen åbenbart ikke stærk nok til at svinge hovedet hele vejen op og bide ham i hånden.

Undervejs på vandreturen med den farlige slange i strakt arm samlede flere og flere drenge sig beundrende omkring ham. Wow … Thor havde fanget en giftslange, og han turde holde den, selvom den stadig var levende. Thors mor blev vist ikke helt glad, da hun åbnede døren, og Thor stod der med en bugtende giftslange i hånden. Men hendes ønske om at hjælpe Thor til at studere dyr var så stor, at hun hurtigt fandt et glas med bedøvelsesvæske, som det lykkedes dem at få hugormen ned i. Thors trofæ var hjemme. Når man tænker på Thors videbegærlighed, burde skolen have været et fantastisk sted for ham. Men de første skoleår blev en hæslig tid. Og hans mor havde noget af skylden. For det første havde hun holdt ham så meget hjemme, at han ikke havde lært de andre drenge i området særlig godt at kende. For det andet havde han ikke lært at begå sig blandt jævnaldrene og var derfor meget genert. For det tredje tvang Thors mor skolen til at lade Thor springe første klasse over og starte i anden klasse, fordi han allerede vidste så meget. Så Thor, der i forvejen ikke følte sig hjemme blandt andre børn, blev kastet direkte ind i en klasse, hvor børnene var ældre, kendte hinanden godt og syntes, at det var noget mærkeligt noget, at Thor sprang en klasse over. Han skulle i hvert fald ikke tro, at han var noget. Thor blev drillet i skolen, lærerne formåede ikke at forhindre det og heller ikke at støtte Thor i hans nysgerrighed på verden, og det endte med, at hans mor tog ham ud og fandt en

lærerinde, der underviste ham hjemme. Heldigvis forstod lærerinden Thor – og hun lod ham gøre det, han bedst kunne lide; nemlig at samle og tegne dyr. Stille og roligt fik Thor gennem lærerindens støtte noget af den selvtillid tilbage, som skolekammeraterne havde pillet ud af ham. I løbet af drengeårene opdagede Thor dog, at han fik respekt og opmærksomhed fra de andre drenge, når han var på jagt efter dyr. Dér havde han en særlig styrke og et særligt mod. Og hugormefangsten var selvfølgelig det vildeste. Thor var og blev dog en enspænder, der sjældent deltog i de andres leg. Han var lille og spinkel af sin alder, gymnastik var hans hade-fag, og han var elendig til fodbold. Det var ikke nemt at passe ind for Thor, og hans verden var på mange måder vitterligt et farligt sted …

133 mm

10,5

133 mm

210 mm

satte ud fra Perus kyst og lod sig drive med af havstrøm-

CARLSEN

mene og vinden. Han ville bevise, at han på den simple flåde kunne nå fjerne Stillehavsøer 8.000 kilometer væk. Stort set alle var sikre på, at han ville dø. Selv var Thor

Den utrolige historie om Thor Heyerdahl

ikke et sekund i tvivl. Kon-Tiki ville klare færden på verdens største og dybeste hav.

V i L D V Gi DUNEGNE

V i L D V Gi DU NGE NE

T IL B Ø RN O

TI L BØ RN O

I SAMARBEJDE MED CARLSEN.DK

På tværs af Stillehavet_Vild Viden_omslag_TRYK.indd 1

04/07/18 16:13