På sporet af den zoologiske have - læseprøve

„De bedste sider hos denne bemærkelsesværdige fortæller“ – Morgunblaðið, Island På sporet af den zoologiske have er en samling af otte noveller, tindrende grumme og ustyrlig morsomme skæbneberetninger, som fortællingen om dengang Jesus kom til Færøerne i skikkelse af en søn af en fransk vinbonde fra Bordeaux. Fortællingerne er skrevet af Einar Már Guðmundsson i 1988 og udkommer for første gang på dansk i forbindelse med udgivelsen af de samlede værker.

NOVELLER

LINDHARDT OG RINGHOF

PĂĽ sporet af den zoologiske have

PĂĽ sporet af Zoologisk have.indd 1

19/08/16 12:09 am

Einar Már Guðmundssons samlede værker 1981-2016: Frankensteins kup. Digte, 1981 Ridderne af den runde trappe. Roman, 1984 Vingeslag i tagrenden. Roman, 1986 Regndråbernes epilog. Roman, 1988 Røde dage. Roman, 1991 Universets engle. Roman, 1995 Orkanens øje. Digte, 1996 Fodspor på himlen. Roman, 1999 Drømme på jorden. Roman, 2001 Måske er posten sulten. Noveller, 2002 Navnløse veje. Roman, 2003 Beatlemanifestet. Roman, 2005 Jeg skyder genvej forbi døden. Digte, 2007 Sindets tremmer. Roman, 2008 Hvidbogen. Essays, 2009 Bankstræde nr. 0. Essays, 2011 Betragtninger over fortællekunsten. Poetik, 2012 Islandske konger. Roman, 2013 Hundedage. Roman, 2015 På sporet af den zoologiske have. Noveller, 2016

EINAR MÁR GUÐMUNDSSON er en af Islands største nulevende forfattere, modtager af bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris, Karen Blixen-medaljen og Det Svenske Akademis nordiske pris, også kaldet ”Den lille nobelpris”.

Med i alt tyve værker, herunder romaner, noveller, digte og essays, står forfatterskabet som en milepæl i den nordiske fortælletradition.

På sporet af Zoologisk have.indd 2

19/08/16 12:09 am

Einar Már Guðmundsson

På sporet af den zoologiske have Noveller

Oversat fra islandsk af Erik Skyum-Nielsen

Lindhardt og Ringhof

På sporet af Zoologisk have.indd 3

19/08/16 12:09 am

Denne udgivelse har fået støtte fra Nordisk Ministerråd, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Lademanns Fond og Eimskip.

Forlaget ønsker at takke Mathilde Friese, Mikkel Henssel, Caroline Kamp Jørgensen, Astrid Ellehammer Kristensen, Ninna Lange, Liv Charlotte Lindhardt, Sandra Stauersbøll Nielsen, Louise Ardenfelt Ravnild, Rikke Kühn Riegels og Sonya de Souza Schmidt-Madsen. En særlig tak skal også gives til Forlagið og Islands Ambassade, ambassadør Benedikt Jónsson og kulturkonsulent Stefanía Kristín Bjarnadóttir.

På sporet af den zoologiske have Oversat fra islandsk efter: Leitin að dýragarðinum Oversat af Erik Skyum-Nielsen Copyright © 1988 Einar Már Guðmundsson og Mál og menning Dansk udgave © 2016 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S Rækkefølgen af novellerne følger den islandske udgave med undtagelse af novellen ”Mørkets regnbuer”, som i den danske udgave afslutter samlingen Rettigheder forhandlet gennem: Copenhagen Literary Agency Omslag: Simon Færch Trykt hos: Livonia Print 1. udgave, 1. oplag 2016 Denne bog har ISBN 978-87-11-54039-8 Sælges kun i forbindelse med Einar Már Guðmundssons samlede værker 1981-2016 ISBN 978-87-11-48582-8 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof A/S, et selskab i Egmont.

På sporet af Zoologisk have.indd 4

19/08/16 12:09 am

PĂĽ sporet af Zoologisk have.indd 6

19/08/16 12:09 am

Mørkets regnbuer

Som en regnbue i mørke.

Et hvidt æg, der danser.

Sorte dønningers vuggen og bølgen. …

Hvor mange aftener havde Viktor ikke siddet med benene dinglende ned fra spidsen af kajen og set månen spejle sig i det olieplettede vand?

Uden tvivl lige så mange som stjernerne, der hvælvede sig højt over hovedet på ham og glitrede i et sådant virvar, at det aldrig var lykkedes ham at tælle dem alle.

Men på sådanne aftener var verden, til trods for de endeløse vidder, der åbnede sig, næppe større end en ganske lille båd, og Gud måske kun en lillebitte fugleunge i et forladt styrehus.

Nogle gange forestillede Viktor sig, at hvis det var muligt at bryde æggets skal, så kunne han vandre lige 229

På sporet af Zoologisk have.indd 229

19/08/16 12:09 am

ind i den strålende måne, og hvis han sprang op på regnbuen, var det aldrig til at vide, om ønskerne gik i opfyldelse under bølgerne. „Du er helt væk i drømme,“ sagde hans mor, når Viktor kom med spørgsmål eller sad åndsfraværende og pillede ved elektriske stik og kontakter.

Han strøg også op på køkkenbordet og hentede den store kagedåse oven på skabet med tallerkener. Når han åbnede den, kunne han se sit ansigt spejle sig i bunden. Nogle gange blev det trukket ud af form, så alt flød rundt for hans øjne i en besynderlig tåge; den samme tåge, som længe efter så tit skulle sænke sig over ham.

Alligevel vidste Viktor ikke, hvad hans mor mente.

Han havde ofte hørt folk tale om drømme, men selv drømte han aldrig noget som helst. Han sov i en sort virkelighed, men drømte tit på vej til skolen, lysvågen med åbne øjne, eller når han lå halvvågen, tæt på at falde i søvn.

Nej, man kunne ikke beskrive Viktor som en socialt indstillet dreng. Han undgik endda sin søster og foretrak at sidde for sig selv i timerne frem for at sidde ved siden af nogen. Og dog havde han ikke noget udestående med nogen, og ingen kunne kalde ham en kujon.

Sagen var ganske enkel.

Sådan ville Viktor helst have det.

Det ville måske have været helt i orden at have en bekendt i den nærmeste flække, en dobbeltgænger ved 230

På sporet af Zoologisk have.indd 230

19/08/16 12:09 am

en anden kaj, men ikke venner, der kommer og vil træffe en, når man ikke har spor lyst til at træffe dem.

Men sådan gik det til, at selv om Viktor kun omgikkes få andre end sig selv og helst ville være alene, så var han dog ikke ensom. Så righoldige var hans aftenstunder ved kajen, at han længtes efter dem mindst lige så inderligt, som andre længes efter venner og legekammerater.

Ja, hvem ved, om ikke stjernerne, der hvælvede sig over hans hoved, var lige så gode som mange tusinde venner?

Som regnbuen, han byggede i tankerne.

Det hvide æg, der dansede.

Eller stemmen, der af og til kom …

I hvert fald var stunderne ved kajen så indfældet i hans bevidsthed, at Viktor ofte, længe efter at han havde forladt den lille fiskerflække og været mange år i byen, mærkede bølgerne glide under fodsålerne.

En mørk vinteraften er han kommet gående ned ad en øde gade ved Reykjaviks havn og er drejet om et gade­ hjørne, på vej ind i byen, samtidig med at han har siddet ved kajen og kigget ud over fjorden; på mangefarvet lys langt borte.

Eller det er mandag aften, og Viktor er på vej med elevatoren ned fra baren på ottende sal i hotellet, da øjnene lige pludselig åbnes under bølgerne og luftboblerne stiger op fra munden.

231

På sporet af Zoologisk have.indd 231

19/08/16 12:09 am

For en enkelt aften står klarere end andre i Viktors erindring, den aften, som ifølge alle jordelivets lovmæssigheder ville have gjort en ende på alle andre aftener i hans liv, hvis ikke snarrådige mænd pludselig var dukket op.

Viktor fik aldrig siden lov at gå alene ned til kajen, hans svagelige udseende blev endnu mere svageligt, og han reddede sig en sådan lungebetændelse, at han siden hen dårligt tålte at ryge tobak.

Nogle gange, når den aften skyller ind over ham, springer der iskold sved frem under hårrødderne, og trækninger danser over hans ansigt, som om nogen slår smut i hans porer.

De knastørre læber dirrer, panden skinner som et spejl, og smagen af salt, som Viktor får i munden, er så ren og uforfalsket, at hverken rødvin eller postevand formår at skylle den væk.

Men alt føder sin modsætning, og undertiden bor modsætninger sammen, ligesom et ægtepar, der til trods for stadige stridigheder ikke kan undvære hinanden; for ved andre lejligheder bader den samme aften sig i poetisk lykkerus.

Så mærker Viktor, hvordan grønne strømme fra en fjern havbund leger omkring hans krop, og til trods for kulden, det drivvåde, stadigt tungere tøj og de klaprende tænder havde han det lunt og godt, og dette korte øjeblik, mens sjælen gjorde sig fri af sine lænker, svævede han og så i det samme, at dér kom der en eller anden med en udstrakt hånd.

232

På sporet af Zoologisk have.indd 232

19/08/16 12:09 am

Kajen var kold og våd.

Viktor sad med fødderne dinglende ned fra spidsen af kajen.

Langt ude i mørket lyste et fyr, som med jævne mellemrum kastede et ildgult skær fra sig. Viktor støttede hænderne mod kanten af kajen og så, hvordan stjernerne blinkede med øjnene. Skønt flere af dem havde en omkreds større end jordens, var ingen af dem større end de to knapper i trøjens halsudskæring.

Over for flækken, på den anden side af fjorden, skinnede lysene fra byen, de glitrede gult med skær i alle farver omkring sig, som perler, Vorherre har tabt oppe fra skyerne.

Nogle gange fik Viktor lyst til at traske rundt om fjorden og ind i byen.

Måske så gadelygterne ville forvandle sig til utallige hvidklædte engle og følge med ham op på den sorte klippe­afsats. Én gang havde han begivet sig på vej, og fra den tid har byens lys altid fulgt ham.

For eksempel når det er mandag aften og han går ind ad hotellets svingdør og tager elevatoren op på ottende sal, hvor bartenderen går omkring, i vest med butterfly, og det store vindue åbner sin udsigt; de flimrende lys i byen som en fjord i det fjerne, en erindring langt borte.

Kajen var kold, og fjerne øjne stirrede.

Under fødderne dansede månen, og søerne bølgede ligesom et tæppe. Måske forsøgte to elskende et andet 233

På sporet af Zoologisk have.indd 233

19/08/16 12:09 am

sted på kloden at strække det ud imellem sig. Da Viktor kiggede ned, så han, hvordan oliepletterne drejede rundt, og tænkte ved sig selv, at hvis regnbuen var en tømmerflåde, ville drenge fra små byer kunne færdes mellem verdenshjørnerne.

To dage efter, da Viktor lå på amtssygehuset, kunne han ikke forklare i detaljer, hvad der var sket. Dog sagde han, at han lige med ét havde mærket nogens åndedrag ved sit ene øre, og han sagde, at en våd hånd havde rørt ham, i samme øjeblik han hørte en stemme. „Og hvad sagde stemmen?“ Det er hans mor, der spørger, mens distriktslægen, en ældre mand i hvid kittel og med stetoskop om halsen, rynker panden og lægger hænderne mod hinanden, idet han læner sig frem for at lytte. „Det ved jeg ikke.“ „Jo, Viktor, hvis du har hørt stemmen, ved du også, hvad den sagde.“ „Nej, jeg tænkte på noget andet.“ „Det gør du jo altid, og alligevel hører du glimrende.

Talte den måske udenlandsk?“ „Nej.“ „Der kan du se, så ved du det godt – når du kunne forstå sproget, må du også have hørt ordene.“ „Jeg hørte det, som om den sagde, jeg skulle springe.“ „Er du nu helt sikker?“ „Ja.“ 234

På sporet af Zoologisk have.indd 234

19/08/16 12:09 am

„Og du sprang?“ Og nu er det distriktslægen, der spørger, og ikke uden undren i udtrykket.

Viktor nikker. „Og genkendte du stemmen?“ Viktor ryster på hovedet.

Selv om han ikke rødmer, ved Viktor godt, at hans udtryk sætter et spørgsmålstegn ved svaret, for han hørte da også, at hans mor sagde til distriktslægen, idet de gik ud: „Du kan nok høre, drengen er helt væk i drømme.“ Så vidt han kunne se, nikkede distriktslægen, men så blev døren til stuen lukket, og Viktor lå alene mellem hvide vægge og huskede det mange år efter, da han igen lå mellem hvide vægge.

Men selvfølgelig havde Viktor da genkendt stemmen.

Han syntes bare ikke, det kom distriktslægen ved, og lige så snart de var gået, fortrød han, at han ikke havde nikket og sagt ja, da hans mor spurgte, om stemmen havde talt udenlandsk.

Så ville de sandsynligvis have ment, at der var tale om en fransk havarist, og måske have sendt præsten, der kunne fransk, for at han kunne mane ham bort.

For Viktor vidste udmærket, at hvis han havde sagt dem det, som det var: at det havde været hans far, der kom og talte med ham, og at de havde villet drage bort sammen, ud til øen, hvor hans far boede helt for sig selv …

Nej, så ville han ikke være sluppet ud fra sygehuset, før end distriktspsykologen havde gennemgransket hans 235

På sporet af Zoologisk have.indd 235

19/08/16 12:09 am

indre med klodsopgaver, afkrydsningsprøver og utallige tåbelige spørgsmål. Senere dukkede der tilstrækkelig mange psykologer op på hans vej.

Men nogle gange, når Viktor var alene i køkkenet, kom hans far ind ad døren, satte sig på køkkentaburetten og kiggede ud ad vinduet, ud over havet, sådan som han altid havde gjort, inden han forsvandt.

Han havde også været inde på værelset for at tale med Viktor, og det skete, når han sad og blev fraværende i timerne, at de snakkede sammen, så tydeligt og klart, at nogle af Viktors klassekammerater godt kunne høre, hvad der blev sagt.

På den måde vidste Viktor, at selv om hans far ikke gik rundt i fiskerbyens gader eller kunne ses med det blotte øje uden for brugsen eller ved skurene nede ved kajen, så var han lige så nærværende som før og kunne, hvis han ville, gøre sig synlig.

Men fordi de andre regnede med, at hans far var død, og ville være blevet hunderædde ved at møde ham, nøjedes han med at sende sin stemme, eller han forvandlede sig til en fugl eller svømmede som en fisk, medmindre han vidste, at Viktor var alene.

Ved andre lejligheder, som når han besøgte Viktor i skolen, efterlod han kroppen på den øde ø, han selv havde opdaget og havde for sig selv. Med en mørkeblå prik, en blækklat, som han lod dryppe fra en pen, afsides, men på samme breddegrad som landets nordlige dele, havde Viktor afmærket den på landkortet i sit atlas.

236

På sporet af Zoologisk have.indd 236

19/08/16 12:09 am

Men til trods for denne beliggenhed var der kun koldt på den ene side af øen, den anden lå under et opvarmet luftsvøb. Derfor var der en snehytte på den ene side af øen og en stråhytte på den anden.

Og hans far, som gik omkring dér, skiftevis med en abe på skuldrene eller en isbjørn ved sin side, var stadig lige stor og stærk, om ikke endnu større og endnu stærkere, end dengang han boede i den lille fiskerby med Viktor, hans mor og søster, og var ejer af den fiskekutter, der sank.

Den dag, godt og vel tre år inden Viktor sad med benene dinglende ned fra spidsen af kajen, huskede han så tydeligt, at den tit dukkede op i sin helhed.

Sjældent var han vågnet så tidligt, og selv om det stadig var bælgravende sort og meget mørkt udenfor, stod Viktor ud af sengen og sad i køkkenet og drak mælk, da hans far kom til syne i døren.

Mens han lavede kaffe og tog sig noget morgenmad, sagde Viktor til sin far, at han ikke skulle tage ud i mørket. „Men det bliver jo snart lyst,“ sagde hans far.

Men Viktor blev ved med at plage: Når nu hans far ikke ville blive hjemme, måtte han så komme med? „Nej,“ sagde hans far; men i morgen ville det sandsynligvis blive tæt tåge og slud, og så ville han være hjemme, og de kunne gå sig en tur.

237

På sporet af Zoologisk have.indd 237

19/08/16 12:09 am

Så sagde han farvel, var forsvundet ud i mørket med madpakken i en lille taske.

To timer efter, da det blev lyst, kom den tunge himmel til syne, badet i et gråligt skær, og inde i husene kunne folk høre, hvordan vinden tog sig en dyb indånding og blev stadigt mere hidsig.

Senere på dagen var snestormen så brudt løs. Udenfor rasede stormen som en vanvittig mand mellem dørene, og intet var at se, kun den fygende snetykning.

Den dag var næsten alle kuttere i byen sejlet ud, og i lang tid vidste ingen, hvad der var blevet af de tre, der ikke var kommet i land, da det værste uvejr brød løs.

Det var en endeløs ventetid.

I skurene nede ved kajen stod mændene tavse i en tæt klynge, og inde i husene, hvorfra man ikke kunne se ud, gik bekymrede kvinder frem og tilbage, nogle af dem med spædbørn på armen.

Og så kom en kutter i land.

Senere endnu en.

Og natten gik.

Næste dag havde stormen lagt sig, og tågen, som Viktor havde hørt sin far tale om, den var kommet, men selv var han ikke kommet.

Han og to andre savnedes, og nogen tid efter, da man fandt vragrester fra kutteren, gik man ud fra, at de alle var omkommet.

Senere fandt man de ilanddrevne lig af de to besætningsmedlemmer, men ikke Viktors far.

238

På sporet af Zoologisk have.indd 238

19/08/16 12:09 am

Først kom alle og tilbød deres hjælp, og nemt var det da heller ikke for Viktors mor at skulle klare sig alene med to børn.

Men lidt efter lidt, efter at sorgen er gledet i ét med hverdagen, ser man bare ud til de urokkelige fjelde og skyernes hårde ansigtstræk.

Ja, verden, som beordrer: Fremad, march! Den står bomstille selv.

Dog blev en enkelt mand ved med at komme og tilbyde sin hjælp: en enlig snedker, som i sin fritid syslede med opfindelser og boede et par huse væk.

Han sørgede for, at der ingenting manglede, og sad længe for at trøste Viktors mor eller underholde hans søster.

Men Viktor fik han ikke kontakt med. Skønt han gjorde mange forsøg i den retning. Han prøvede at vise ham sine opfindelser, forskellige elektriske mirakler, og talte til ham som mand til mand. Men Viktor trak sig altid tilbage, var pludselig faret ind på sit værelse og lå dér med ansigtet begravet i puden.

Men til trods for Viktors modvilje mod manden hang hans hættefrakker pludselig på knagerækken ude på gangen, på gulvet var antallet af sko vokset, og en morgen lagde Viktor mærke til, at der i skabet på badeværelset hang en splinterny tandbørste.

Den hang ved siden af den tandbørste, hans mor havde, lige så stor som hendes; blot var den blå, og hendes lyserød.

239

På sporet af Zoologisk have.indd 239

19/08/16 12:09 am

Så varede det heller ikke længe, før … ja, pludselig begyndte Viktor at møde manden i nattøj, og en aften – det må have været fredag – var Viktor netop ved at falde i søvn, da der blev taget i dørhåndtaget og døren blev åbnet ind til hans værelse.

Viktor gik ud fra, at det måtte være manden, at han ville forklare ham det med skoene, frakkerne og tandbørsten, og derfor vendte Viktor sig ind mod hjørnet og var i færd med at trække dynen op over hovedet, da en våd hånd med ét blev strøget hen over hans ansigt.

Viktor så op. Ved hovedgærdet stod hans far. Han kiggede frem for sig med sørgmodige øjne og sagde, da han så, hvor forundret Viktor var: „Jeg håber ikke, du er vred på mig. „Vred på dig! Nej, jeg er skam ikke vred…“ „Over, at jeg svigtede dig.“ „Nej, du kunne ikke vide, hvordan vejret blev.“ „Men du advarede mig, og jeg havde lovet at være hjemme den næste dag.“ „Men nu er du hos mig, far.“ Viktor talte højt, og hans stemme blev heftig. „Og jeg ved, at vi skal mødes igen og være sammen.“ „Men hvor, far? Hvor?“ råbte Viktor, og i det samme gik døren op, og hans mor stod i døråbningen med søvn i øjnene. Hun spurgte, hvem han i grunden talte med, men da hun ikke så nogen i værelset, lukkede hun døren og gik igen.

240

På sporet af Zoologisk have.indd 240

19/08/16 12:09 am

Viktor blev længe liggende lysvågen, men nu var han alene og kunne ikke se nogen i værelset. Han kravlede ud af sengen, på alle fire hen over gulvet, og hviskede ud i mørket: sagde til sin far, at han ikke behøvede at gemme sig mere.

Men ingen gav sig til kende, og Viktor kravlede op i sin seng, gravede sig ned under dynen og strøg sig over de våde øjenlåg. Han kunne ikke finde ud af, om den salte væde blot var en tåre eller dråber fra selveste havet.

Viktor vågnede sent næste morgen og lå i lang tid og spekulerede. Så besluttede han at gå ud og fortælle sin mor, at i går aftes havde hans far været der: at de havde talt sammen, og at det havde været deres samtale, hun uklart havde hørt.

Han tog tøj på, gik ud i gangen og hen til den hvide køkkendør. Den stod åben, og han fik øje på sin mor. En eller anden stod bag ved hende og gjorde hendes hår i stand, selv sad hun på en køkkentaburet, i hvid brudekjole, og vendte ryggen til ham.

Har litteratur en positiv indflydelse på små drenge?

Da Viktor fik fat i det spændende kulørte hæfte om Hamlet, prins af Danmark, var han ikke længere i tvivl om sin mors og sin stedfars falskhed.

De var ikke mindre kæltringer end kongen og dronningen ved Helsingør.

241

På sporet af Zoologisk have.indd 241

19/08/16 12:09 am

Måske havde hans stedfar været ude med boret aftenen før og boret hul i kutteren, eller hans mor havde puttet gift i madpakken.

Eller…

Ja, de tanker, der flød rundt om Viktor, var utallige, og ingen af dem gjorde det lettere for hans stedfar at komme nærmere ind på livet af ham, hverken som far eller kammerat.

Dog var det hans stedfar, der fandt på, i håb om velvilje og venskab, men også for at udvikle ham, at bringe ham bøger, bogen om Edison, dr. Livingstones biografi, Oliver Twist og Robinson Crusoe.

Selv læste hans stedfar mest konversationsleksika og opfinderbiografier, og efter at han var flyttet ind og begyndt at bo sammen med Viktors mor, brugte han det lille hus, hvor han før havde boet, som laboratorium.

Nogle af Edisons forsøg havde han udført selv, han havde bygget en generator og morsede af og til over i nabofjordene. Senere lykkedes det stedfaderen at indvie Viktor i denne helligdom, og det var ham, der opfordrede Viktor til at drage til Reykjavik for at få en uddannelse.

Men selv om Viktor ikke viste nogen taknemmelighed over de bøger, hans stedfar bragte ham, så læste han dem, og uden at sige noget ondt om de andre var det Daniel Defoes roman om Robinson Crusoe, der fik stærkest tag i ham.

Frem fra dens sider sprang øen, så livagtig, at Viktor kunne placere den på landkortet, og efter nogle ganges 242

På sporet af Zoologisk have.indd 242

19/08/16 12:09 am

læsning var han fuldkommen sikker på, at det var dér, hans far ville møde ham, og derfor sad han på kajen om aftenen og ventede på, at der blev kaldt.

Kajen var kold og våd.

Knap havde Viktor sluppet tanken om regnbuen som en flydende tømmerflåde, da svært genkendelige maskinlyde med ét førtes ud af mørket. Så døde de hen, og ingen båd og intet skib var at se, men fodtrin af en, der kom hen ad kajen fra den anden side, standsede med ét lige bag ved ham.

Viktor sad totalt ubevægelig og turde dårligt nok vende sig om, men behøvede det heller ikke, for han genkendte fodtrinnene, åndedraget, og da han mærkede den våde hånds strøg over kinden, sagde han: „Far, ved du, hvor længe jeg har ventet?“ „Ja, min dreng, men nu er vi også klar.“ „Rejser vi så nu?“ „Ja, nu må det briste eller bære.“ Og det lod Viktor sig ikke sige to gange, men hoppede fremover med kajens kolde fugt i håndfladerne. Måske kunne han mærke sit hjerte banke, idet han faldt, men nu brød han gennem æggets skal, månen, der dansede med sit spejlbillede på havoverfladen, og forsvandt under den olieplettede regnbue, men uden at alle ønsker med ét gik i opfyldelse og han stod med et scepter i eventyrland…

Nej, langtfra. Han snappede efter vejret og skælvede over hele kroppen, så tænderne klaprede i munden, 243

På sporet af Zoologisk have.indd 243

19/08/16 12:09 am

og han så ikke andet end mørke, flydende sort mørke, mens støvlerne fyldtes med vand og det blytunge tøj trak ham nedad og nedad, indtil han med ét gled bort og drev rundt, som en svævende båd i et drømmeagtigt billede; ind i en verden fuld af grønne planter, hvor en udstrakt hånd med menneskefingre kom svømmende på et mystisk dyr, som han aldrig før havde set.

Det var for Viktor, som om han rakte hånden frem og rørte ved fingrene, men i det samme blev der rykket i ham. Da han lå på kajen, stod nogle mænd bøjet over ham og pumpede vand op af ham. Lang tid senere, efter at Viktor var flyttet til byen, tænkte han tit i sit stille sind på hævn. Ligeledes forbandede han dem langt væk, da han vågnede op mellem de hvide vægge og ud ad vinduet så, at han befandt sig på amtssygehuset i byen, hvor lysene flammede på den anden side af fjorden; de samme lys, der flimrede for hans øjne uden for vinduet på ottende sal i hotellet, og som en aften, da han var i baren, skulle drage ham hen til det store, sorte vindue med en stol i den ene hånd, en lille skammel med ben af stål; men det er en helt anden historie.

På sporet af Zoologisk have.indd 244

19/08/16 12:09 am

„De bedste sider hos denne bemærkelsesværdige fortæller“ – Morgunblaðið, Island På sporet af den zoologiske have er en samling af otte noveller, tindrende grumme og ustyrlig morsomme skæbneberetninger, som fortællingen om dengang Jesus kom til Færøerne i skikkelse af en søn af en fransk vinbonde fra Bordeaux. Fortællingerne er skrevet af Einar Már Guðmundsson i 1988 og udkommer for første gang på dansk i forbindelse med udgivelsen af de samlede værker.

NOVELLER

LINDHARDT OG RINGHOF