På ofrenes side læseprøve

PÃ… OFRENES SIDE

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 1

1/25/2018 9:22:18 PM

ANNE BIRGITTE STÜRUP

PÅ OFRENES SIDE EN ANKLAGER FORTÆLLER

MORTEN BRUUN OG THOMAS BJERG

Lindhardt og Ringhof

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 3

1/25/2018 9:22:18 PM

På ofrenes side © Anne Birgitte Stürup, Morten Bruun, Thomas Bjerg og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S København 2018 Omslag: Peter Stoltze Bogen er sat med Adobe Garamond Trykt hos Bookwell Digital Printed in Suomi 2018 ISBN 978-87-11-69453-4 1. udgave, 1. oplag Store dele af bogen har tidligere været trykt i Anklageren – En sag for Stürup, Bogkompagniet 2010.

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 4

1/25/2018 9:22:18 PM

Indhold Forord 7 Prolog 11 Nævningesag nummer hundrede 15 Jeg vil være anklager 51 Den første nævningesag 63 Karrierens største udfordring 77 Serievoldtægtsforbryderen 119 Hvis kvinden ikke vil, er det voldtægt 137 Seksuelle overgreb mod børn 155 Den ultimative forbrydelse 175 Vanvidsbilisterne 199 De psykopatiske gerningsmænd 217 Når sindssygen tager over 237 De særligt farlige gerningsmænd 257 Forsvarerens bemærkning 273 Kunsten at være anklager 281 Om at søge kærlighed hos dem, der vil én ondt 295 På ofrenes side 307

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 5

1/25/2018 9:22:18 PM

Forord Da Anne Birgitte Stürup i foråret 2017 blev pensioneret fra jobbet som senioranklager ved Statsadvokaten for København, var det en usædvanlig karriere, der sluttede. Ikke nok med at hun var den første anklager herhjemme, der nåede at føre flere end hundrede nævningesager. Hun vil også blive husket som anklageren, der igennem 45 år viede det meste af sit professionelle liv til arbejdet med de groveste forbrydelser. Den personfarlige kriminalitet, hvor man kan sætte ansigt på offeret eller ofrene – drab, misbrug af børn, voldtægter og vold – har altid været Stürups foretrukne felt. Ud over at hun selvfølgelig skulle forelægge sine sager fair og objektivt, så hun det som sin opgave at være de uskyldige ofres talerør i retten.

Som journalister har vi fulgt Stürup i flere år, og i 2010 havde vi fornøjelsen af at udgive bogen Anklageren – En sag for Stürup. Her tog vi afsæt i hendes nævningesag nummer hundrede, foldede hendes baggrund ud og beskrev en række af de bemærkelsesværdige sager, hun har været involveret i.

Herunder flere sager, der har fyldt samfundsdebatten og resulteret i retshistoriske afgørelser. Dengang var hun den første anklager herhjemme, der medvirkede i en bog af den karakter.

Efter at Stürup var trådt tilbage, bad Lindhardt og Ringhof os om at ajourføre bogen og supplere med nogle af de sager, hun har beskæftiget sig med efter 2010. Herunder en af danmarkshistoriens mest omtalte straffesager: sagen mod Amagermanden.

Vi har udeladt enkelte kapitler fra den tidligere bog. Nogle er redigeret, men i øvrigt gengivet i oprindelig form. Ende-

7

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 7

1/25/2018 9:22:18 PM

lig er nogle kapitler opdateret i det omfang, nye sager eller ny lovgivning har gjort det relevant. Det sidste gør sig ikke mindst gældende, når det handler om voldtægter. Det område har Stürup fulgt i særdeleshed – lige fra dengang hun som jurastuderende forfærdedes over landsrettens behandling af et voldtægtsoffer, til hun kort før sin pensionering oplevede justitsministeren præsentere ’Respektpakke for voldtægtsofre’.

Derfor har vi givet dette aspekt ekstra plads i denne bog. Og så er det – selvfølgelig – i respekt for Stürups tilgang til jobbet, vi har valgt titlen På ofrenes side.

Dette er også en bog om arbejdet i retten – set fra anklagerens perspektiv. Uden at gøre det til en paragraftung lærebog forsøger vi at fortælle om tilrettelæggelsen af en sag, om spillet mellem forsvarer og anklager, om udfordringen ved at fange nævningenes opmærksomhed og få disse lægdommere til at forstå den ofte komplicerede jura. Her har Stürup aldrig generet sig for at være direkte. Eller som en af hendes tidligere chefer, daværende vicestatsadvokat Kim Christiansen, formulerede det: „Stürup går ikke af vejen for et godt slagsmål med forsvarerne, men hun risikerer samtidig at tabe troværdighed, hvis hun stiller for mange spørgsmål, der appellerer til følelser.

I virkeligheden handler det om, hvor meget pedal den skal have i retten. Stürup knalder speederen i bund fra starten.

Hun vrider godt til i gashåndtaget.“ Vi vil gerne understrege, at Stürup aldrig har handlet på egen hånd. Som anklager var hun, som hun selv pointerer, blot et ‘lille tandhjul i det store system’. For selv om anklagemyndigheden giver den enkelte anklager vide muligheder for at vælge og tilrettelægge sine sager, så agerede Stürup – som alle sine kolleger – på vegne af anklagemyndigheden. Alle de anklageskrifter, hun udfærdigede, skulle underskrives af hendes chef, statsadvokaten.

8

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 8

1/25/2018 9:22:18 PM

Et mindst lige så vigtigt led var samarbejdet med efterforskerne. Det var dem, der brugte dage og uger med at opklare sagerne, og det var deres hjertebørn, hun skulle formidle i retten. Efterforskerne trak det store læs, og Stürup vidste, at hun skulle samarbejde godt med dem for at få mest muligt ud af deres materiale.

Vi har valgt ikke at beskrive de i øvrigt ganske, ganske få nævningesager, som Stürup har ’tabt’. Af hensyn til den lille håndfuld af frikendte, det drejer sig om, ser vi ingen grund til at rippe op i de sager.

Vi vil gerne takke Stürup, fordi du stiller op igen – og også som pensionist ’vrider godt til i gashåndtaget’. Vi vil også gerne sende en hilsen til Don, Stürups mand, som vi lærte at kende og holde af i 2010. Dengang var det ikke muligt at få forsvarsadvokater til at medvirke i bogen, fordi Stürup stadig var aktiv, men denne gang har Henrik Stagetorn, der indtil 2015 var formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater, indvilget i at deltage – tak for det. Vi vil også gerne sige tak til Brynja Svane, Stürups barndomsveninde. Og sidst, men ikke mindst, skal der lyde en stor tak til ’Louise’.

København, februar 2018 Morten Bruun og Thomas Bjerg

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 9

1/25/2018 9:22:18 PM

Prolog Når Anne Birgitte Stürup tænker tilbage på sine 45 år som anklager, skiller dagene op til julen 2011 sig ud som nogle af de mest følelsesladede og omvæltende.

19. december oplevede hun den dybeste faglige tilfredshed som anklager, da Københavns Byret kendte den såkaldte Amagermand skyldig i seks ud af syv forhold om blandt andet drab, voldtægt, røveri af særlig grov beskaffenhed og forsøg på ildspåsættelse.

I Københavns Byrets største sal med udsigt over Rådhuspladsen tænkte Stürup, at hun netop havde overvundet sit anklagerlivs største udfordring, da retsformand Jacob Scherfig læste kendelsen ’skyldig’ op for forhold nr. 1 og 2. De øvrige forhold var lettere at bevise med dna-metoden, selv om Amagermanden havde gjort sig meget umage med at slette spor.

Kun i ét forhold om voldtægt blev han frifundet.

Uden for retslokalet talte Stürup med et par af kvinderne, som Amagermanden havde voldtaget, da de var 14 år. Hun forstod på dem, at de med afgørelsen havde opnået en slags fred. At de indså, at de havde gjort det rigtige ved ikke at gøre modstand dengang. For Amagermanden slog andre ofre ihjel.

Stürup var derfor lettet og i godt humør, da hun om aftenen fejrede sønnen Christophers 30 års fødselsdag i hans lejlighed på Østerbro sammen med resten af familien. Hendes mand, den amerikanske kernefysiker Don Bennett, rejste sig ved bordet, holdt en bevægende tale og fortalte sønnen, hvor stolt han var af ham, og hvor højt han elskede ham.

11

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 11

1/25/2018 9:22:18 PM

Næste dag – 20. december – faldt Don om på Niels Bohr Instituttet ved siden af sin kollega Holger Bech Nielsen. Fra gulvet fik Don den noget befippede kollega til at skaffe en ambulance, der kørte ham et par hundrede meter hen ad Blegdamsvej til Rigshospitalet. Her opererede lægerne ham for en hjerneblødning og lagde ham i kunstig koma.

21. december vågede Stürup ved Dons hospitalsseng. Hendes mand var bedøvet, og sammen med de to sønner og datteren kunne Stürup ikke gøre noget ud over at vente. Heldigvis forsikrede lægerne, at Don var stabiliseret.

Det gentog de 22. december om morgenen. Det var netop den dag, Amagermanden skulle have sin straf, og Stürup havde for længst skrevet sin procedure, hvor hun ville bede retten idømme ham fængsel på livstid. Hun ville blive ved Dons seng, men lægerne forklarede, at hun hverken kunne gøre fra eller til, for Don skulle ligge noget tid i kunstig koma. Hun ville ikke komme i kontakt med ham, selvom hun blev siddende.

Derfor besluttede Stürup, at det var forsvarligt at forlade intensivafdelingens sengestue og cykle ind til Københavns Byrets lokale på Rådhuspladsen. Det gjorde hun i vished om, at ægtefællen ville bifalde og forstå hendes beslutning, hvis han kunne. „Dons situation var ikke livstruende, og jeg fik at vide, at jeg ikke kunne foretage mig noget ud over at se ham sove. Og jeg havde kraftigt på fornemmelsen, at retsmødet kun ville tage kort tid, så jeg valgte at gøre sagen færdig.“ Stürup procederede i et tætpakket retslokale. Interessen var så stor, at retten på forhånd havde måttet fjerne alle stolene.

Derfor stod alle journalisterne, nogle af ofrene, pårørende og tilhørere op under hele retsmødet, der endte med, at retten idømte Marcel Lychau Hansen fængsel på livstid.

Uden for retssalen gav Stürup interviews til aviser, radio og tv, før hun kørte tilbage til Rigshospitalet, parkerede cyklen

12

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 12

1/25/2018 9:22:18 PM

og begav sig hen til elevatoren, der skulle føre hende op til intensivafdelingen. Hun var fordybet i tunge tanker om sin mands tilstand. Men inde i elevatoren skete noget uventet.

Noget, som bekræftede hende i, at hun havde gjort det rigtige, da hun traf den svære beslutning at forlade hospitalet i et par timer og gøre sagen mod Amagermanden færdig. „Der stod cirka 15 mennesker i elevatoren, og der blev stille, da den satte i gang. Men pludselig lagde en mand hånden på min arm og sagde ’hvor er det godt, at vi har sådan nogen som dig’. Så vågnede hele elevatoren, og alle begyndte at klappe. De snakkede i munden på hinanden om, hvor godt det var, at sagen var endt sådan. Det var som en styrtsø af glæde og varme, der fyldte mig inde i den elevator, midt i mit livs vanskeligste stund. Jeg blev overvældet, men også glad for, at de syntes, at det var gået rigtigt til.“ Stürup forklarer, at alle kørte med op til intensivafdelingen, og en stor flok steg med hende ud på etagen. Flere bød hende på kaffe og spurgte, om hun ikke ville fortælle mere om sagen nede i hospitalets cafeteria. „De ville høre det fra hestens egen mund, men jeg ville ind og se til Don.“ Så Stürup takkede for interessen og begav sig ind på intensivafdelingen. Her havde sygeplejerskerne, der vågede over intensivpatienterne, også set nyheder. „De gratulerede også. ’Vi har lige set det – det blev, som det skulle’, sagde de. Det var et opløftende punktum midt i alt det triste med Don. Jeg følte mig helt tom indeni. Min mand lå i koma, og jeg havde brugt måneder på sagen om Amagermanden.“ Så satte hun sig hen ved Dons seng. Nu handlede det kun om ham. Men hverdagen blev aldrig den samme.

Da lægerne nogle uger senere vækkede Don af den kunstige koma, viste det sig, at hans hjerne havde fået alvorlige ska-

13

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 13

1/25/2018 9:22:18 PM

der. Forskeren, der i en årrække havde været en af Danmarks største kapaciteter inden for højenergifysik, havde mistet sine kognitive evner.

I dag bor han på et plejehjem i Ordrup. Han kan kende sin familie, gå med rollator, men er helt passiv, ude af stand til at klare noget, tænke en tanke og omsætte den til handling.

Viljen til at gøre noget er forsvundet. „Jeg havde sådan glædet mig til at gå på pension som 67årig, så Don og jeg kunne nyde vores otium sammen. Men sådan skulle det ikke være. I den efterfølgende tid blev arbejdet min livline, og jeg fortsatte som anklager tre år mere.“

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 14

1/25/2018 9:22:18 PM

Nævningesag nummer hundrede Sagen om kølledrabet på et 16-årigt avisbud på Amager var en typisk Stürup-sag med et uskyldigt offer for en forbrydelse, som medierne dækkede intensivt. Den viser, hvordan Stürup som anklager arbejdede metodisk med at kortlægge gerningsmændenes motiv: De tre unge gerningsmænd overfaldt uskyldige ofre på gaden for spændingens skyld.

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 15

1/25/2018 9:22:18 PM

„Den sad godt, den der“ Ordene faldt, da 18-årige Ronni roste sin kammerat Kenni, mens han gassede den bulede, sorte Mazda 323 op og satte i gear. På fortovet til højre for bilen lå avisbuddet Deniz med blod og slim boblende ud af næseborene, og ved hans side sad Deniz’ skrækslagne kammerat Mohammed. Ronni talte om slaget, som 15-årige Kenni netop havde givet avisbuddet i baghovedet med en fastelavnskølle.

Det hele foregik på få sekunder om eftermiddagen 19. marts 2008 i Polensgade på Amager. Med i Mazdaen var også Kennis 17-årige halvbror Brian. Et øjeblik før stod han på fortovet med en kødhammer i hånden, parat til at hjælpe sin bror. Hammeren blev der ikke brug for. For Deniz bevægede sig ikke.

15 måneder senere gentager Anne Birgitte Stürup sætningen fra anklageskranken i Østre Landsret. „Den sad godt, den der,“ siger hun tirsdag 23. juni 2009 i et tonefald, der antyder, at Ronni frydede sig over slaget.

Retssagen markerer en rekord inden for dansk jura. Med ankesagen rundede den dengang 63-årige Anne Birgitte Stürup sin nævningesag nummer 100. Det gør hende til den anklager, som har haft flest nævningesager – med speciale i drab, seksuelt misbrug af børn, voldtægt og sindssyge gerningsmænd.

Desuden kan landsretten i denne sag skærpe retspraksis omkring ungdomsrabat. Det sker, hvis retten følger anklagemyndighedens indstilling og hæver den straf på fire og et halvt års fængsel, som byretten i januar 2009 idømte Kenni for vold med døden til følge.

17

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 17

1/25/2018 9:22:18 PM

Opsigtsvækkende er det ikke, at Stürup står som anklager i en sag, som landets nyhedsmedier dækker intensivt. For hun er vant til at tage sager, hvor der optræder et uskyldigt offer for en krænkelse, som de fleste danskere instinktivt ønsker gengældt med en lang fængselsstraf. Et offer, som Stürup bestræber sig på at give mæle over for nævningene.

Stürup elsker at stå foran nævninge og tale til dem som almindelige borgere. Alle skal kunne forstå jura, og det meste af den strafferetlige teori er i virkeligheden sund fornuft, blot pakket ind i fagtermer som i enhver anden branche. I sagen om avisbuddet skal hun gøre en indviklet juridisk problemstilling – medvirken – konkret for nævningene.

For de skal tage stilling til, om de ud over Kenni, der svang køllen, også skal straffe hans halvbror Brian med kødhammeren og deres fælles kammerat, Ronni, der kørte Mazdaen og opildnede brødrene. Hvad der præcist skete inde i bilen før og efter overfaldet ved kun de tiltalte, og de har ret til ikke at tale sandt.

Fastelavnskøllen og kødhammeren Stürup taler direkte til nævningene. Vender sig mod dem, smiler til dem. Som da hun på ankesagens første dag viser sagens effekter – fastelavnskøllen og kødhammeren – frem i retssalen. Køllen rækker hun frem til en kvindelig nævning, der tager imod den, som om den af sig selv kunne finde på at slå. „Det er rart at føle på den. Vi kender jo alle sådan en fastelavnskølle fra vores dagligdag,“ siger Stürup med et afvæbnende smil.

Fremvisningen af våbnene er en del af Stürups strategi.

Hun vil give nævningene et billede af, at de tre tiltalte har for vane at køre rundt og agere tæskehold over for andre

18

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 18

1/25/2018 9:22:18 PM

unge, som de møder tilfældigt. Bevæbnet med alt fra køller til knive, pistoler og en økse. En viden, hun har fået ved at tale med politiets efterforskere, der udmærket kender de tre unge mænd.

Derfor remser hun i sin indledende fremlæggelse af sagen nøjagtigt de mange ulovlige våben op, som politifolk ved fire lejligheder har beslaglagt i månederne op til overfaldet. Våbnene har politiet fundet ved ransagninger i Ronni og Kennis bil, som ingen af dem i øvrigt har kørekort til, og i Ronnis lejlighed, hvor Kenni også bor. Selv om våbenlovovertrædelserne kun giver forholdsvis korte straffe, så udgør de fem af anklageskriftets syv forhold. „De kan følge med på billederne i fotomappen,“ siger Stürup til nævningene og holder billeder af knive og pistoler frem mod dem.

Billederne viser fire knive, hvoraf den ene er 16 centimeter lang, en pistol ladt med seks skarpe patroner, en signal­ pistol og en peberspray. Stürup gør nævningene opmærksom på, at andre våben indgik i et tidligere overfald, som også figurerer i anklageskriftet. Som led i sin strategi vil hun nemlig forsøge at bevise, at Kenni sammen med tre-fire andre unge aktivt deltog i et overfald på tre drenge ud for 7-Eleven-kiosken på Amagerbrogade – 11 dage før det gik ud over Deniz. Den opgave skal dog volde Stürup alvorlige problemer undervejs.

I gruppeoverfaldet indgik tilsyneladende flere slagvåben af metal som koben, hjulnøgler og baseballbats, og ifølge Stürup kunne det nemt være endt lige så fatalt som overfaldet på Deniz. Hun remser skaderne på de tre ofres hoveder op fra skadestuernes journaler: Syet med 15 sting på kraniet, overført til børneafdelingen på Hvidovre Hospital, slået med jernkøller to gange, fire centimeter lange flænger, en halv centimeter dyb læsion i kraniet. Ofrene er tilsyneladende sluppet uden

19

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 19

1/25/2018 9:22:19 PM

alvorlige mén, selv om de senere udviser bemærkelsesværdigt dårlig hukommelse som vidner.

Før retten kommer til det punkt i anklageskriftet, skal Stürup og de tre forsvarere allerførst gøre rede for, hvorfor de hver især har anket byrettens dom på henholdsvis fire og et halvt år, fire år og tre år. Mens anklagemyndigheden kræver hårdere domme, ønsker forsvarsadvokaterne mildere straffe. „Man erkender almindelig vold, men nægter grov vold,“ siger advokat Kristian Mølgaard og lægger på Kennis vegne diskret distance til gerningen med det upræcise stedord man.

Samstemmende mener forsvarerne, at ingen af de tre unge kunne have regnet ud, at et enkelt slag med fastelavnskøllen ville føre til, at avisbuddet døde. Det mener Stürup til gengæld. „Slaget faldt uden varsel og med stor kraft, og det var beregneligt og forudsigeligt, at det kunne medføre døden,“ siger Stürup med ansigtet mod nævningene, hvorpå hun opfordrer dem til at skærpe straffene for alle tre. Hun opridser rollefordelingen: „Ronni tilskyndede til overfaldet, og han ventede i bilen.

Kenni slog med trækøllen, og Brian sprang ud af bilen med kødhammeren.“

Aktørerne på banen Retssalen er fyldt godt op. Banen, som retssagen så at sige spilles på, er afskærmet af fire skranker. Ved den ene skranke, i bunden af lokalet, sidder de tre dommere, med retsformanden i midten. Til venstre for dommerne, ved den ene langside og foran retslokalets vinduer, sidder de ni nævninge og de to suppleanter. Syv mænd og fire kvinder, tilsyneladende almin-

20

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 20

1/25/2018 9:22:19 PM

delige mennesker imellem 40 og 60 år. Ingen af dem siger et ord i retslokalet under sagen.

Mellem nævningene og dommerne har Stürup som anklager sin egen skranke. Hun er høj og slank, og sener og muskler træder tydeligt frem på hendes hals. Hendes korte hår er grånende, blandet med lysere lokker. Hun er klædt i en stribet sommerskjorte på denne solrige dag, hvor det meste af Danmark samme aften skal fejre sankthans. I den beige nederdels linning dingler et bundt nøgler.

Stürup står let foroverbøjet, når hun læser op af sine dokumenter på skranken, og hun kan ikke have øjenkontakt med dommerne og nævningene på samme tid. Derfor vender hun sig ofte fra side til side, når hun taler.

Ved den anden langside sidder de tre tiltalte, ved siden af hver sin advokat. Alle tre anklagede er kortklippede, næsten skaldede. Den nu 16-årige Kenni er lav og tæt, muskuløs, klædt i jeans og en blå T-shirt. Han virker sammenbidt, indadvendt og ganske lille ved siden af sin langt højere forsvarer.

Hans halvbror Brian er lidt højere og så bleg, at han fremstår syg eller sløj i sin kulsorte bomuldstrøje. Længst til venstre sidder den mere kraftige og lidt bamsede Ronni i sin hvide T-shirt.

Midtvejs mellem de tiltalte og nævningene står vidneskranken, og retssalens bane afgrænses ned mod tilhørerne af en skranke, hvor tilhørere har mulighed for at tage noter. Denne dag sidder journalister fra Ekstra Bladet, TV2 og Ritzaus Bureau og noterer på deres blokke.

Tilhørernes stolerækker er fyldt godt op, blandt andre af seks uniformerede betjente, der udgør en tavs, men massiv tilstedeværelse af magt i retssalen. Desuden er to unge, lyshårede kvinder til stede. De er socialarbejdere, og den ene fungerer som kommunens kontaktperson for Kenni og skal være til ste-

21

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 21

1/25/2018 9:22:19 PM

de, fordi han er under 18 år. Den anden besøger ham hver uge på den institution, hvor han er anbragt.

Avisbuddets mor, som græd på tv under byretssagen, er ikke mødt op. Men ved pressens skranke sidder en advokat med sin bærbare computer. Og direkte adspurgt af dommeren forklarer han, at han repræsenterer moren og på hendes vegne ønsker, at de tre tiltalte skal betale 160.000 kroner plus renter i erstatning.

Deniz’ sidste sekunder Fra sin plads genfortæller Stürup hovedtrækkene i byretssagens forløb, ligesom hun skitserer, hvilke paragraffer der kan blive tale om at dømme de tiltalte efter. Hun forelægger sagen, som det hedder i retssprog. Det afgørende spørgsmål er, hvilken type af vold de tre udøvede. „Bevistema 1 handler om, hvorvidt volden var omfattet af straffelovens § 245 for vold af særlig rå eller farlig karakter, eller om volden var omfattet af § 246, hvis tiltalte kunne indse, at det ville medføre døden,“ siger Stürup.

Og så går hun videre med de rent faktuelle forhold, som forsvarerne ikke kan betvivle. Sagens omstændigheder. Offeret. Hun taler direkte til nævningene, som hun er Des med, om den afdøde. Ham er hun til gengæld på fornavn med. „Jeg vil kalde ham Deniz. Det kalder hans familie ham,“ siger Stürup.

Hun skaber klare billeder i retssalen, når hun gengiver en ambulanceredders ord. Redderen finder den bevidstløse Deniz liggende på fortovet med lyserød væske boblende ud af næsen.

Han konstaterer, at Deniz ikke trækker vejret og begynder at massere hans hjerte og give kunstigt åndedræt. Ved siden af står hans stærkt chokerede ven, som hjalp med at dele aviser ud.

22

Paa ofrenes side_indhold_trykklar.indd 22

1/25/2018 9:22:19 PM