Overtalelse - læseprøve

15

155

15

24

15

155

15

5

231

15

5

5

Overtalelse er en morsom og gribende klassiker om kærlighed og kvindesind.

Det er den sidste roman, Jane Austen selv færdiggjorde, og den blev udgivet posthumt i 1818.

Ja ne Austen

Overtalelse

Lindh a rdt og Ringhof

5

15

lindhardtogringhof.dk

Jane Austen

Overtalelse

Den nittenårige Anne Elliot forelsker sig i den fattige, men ambitiøse søofficer Frederick Wentworth, men hendes familie overtaler hende til at bryde forlovelsen.

Da Anne atter møder Frederick Wentworth, er hun syvogtyve år, ugift og er aldrig kommet sig over sin forelskelse. Wentworth er nu velhavende og stadig på udkig efter en hustru, men han har ikke tilgivet Anne, at hun afviste ham dengang.

OKHL_OMSL_Overtalelse_155x231_PRODUKTION.indd 1

06/07/17 15.10

JANE AUSTEN

Overtalelse

PÃ… DANSK VED VIBEKE HOUSTRUP

LINDHARDT OG RINGHOF

Overtalelse.indd 3

06/07/2017 15.11

Overtalelse er oversat fra engelsk efter Persuasion Copyright © 2017 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Sabon hos Demuth Grafisk Og trykt hos Livonia Omslag: Lene Perez 1. udgave, 1. oplag Printed in Lativia 2017 ISBN: 978-87-11-55375-6 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

Udgivet med støtte fra

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont

Overtalelse.indd 4

06/07/2017 15.11

FØRSTE BIND

Overtalelse.indd 5

06/07/2017 15.11

Overtalelse.indd 6

06/07/2017 15.11

KAPITEL 1

Sir Walter Elliot på Kellynch Hall i Somersetshire var en mand, som aldrig gav sig i kast med nogen andre bøger for sin fornøjelses skyld end Adelskalenderen for baronetter. Dér fandt han beskæftigelse i en ledig stund og trøst i en urolig; dér blev hans åndsevner vakt til beundring og respekt, når han betragtede den begrænsede rest af de tidligste adelsbreve; dér forvandledes ganske naturligt alle uvelkomne fornemmelser, udsprunget af private forhold, til medynk og foragt, når han gennemgik de sidste hundrede års næsten endeløse udnævnelser, og dér kunne han, når nu hvert andet opslag var uden betydning, læse sin egen historie med en aldrig svigtende interesse. Dette var siden, yndlingsbindet altid af sig selv slog op på:

„Elliot af Kellynch Hall.

Walter Elliot, født den 1. marts 1760, gift den 15. juli 1784 med Elizabeth, datter af James Stevenson, Esq. af South Park i grevskabet Gloucestershire, med hvilken frue (der døde i 1801) han har børnene Elizabeth, født den 1. juni 1785, Anne, født den 9. august 1787, en dødfødt søn, den 5. november 1789, Mary, født den 20. november 1791.“ Nøjagtigt sådan var afsnittet oprindeligt affattet fra bogtrykkerens hånd, men sir Walter havde forbedret det til orientering for

7

Overtalelse.indd 7

06/07/2017 15.11

sig selv og sin familie ved at tilføje disse ord efter datoen for Marys fødselsdag: „gift den 16. december 1810 med Charles, søn og arvtager efter Charles Musgrove, Esq. af Uppercross i grevskabet Somerset“, og ved helt nøjagtigt at indføje den dag og måned, hvor han havde mistet sin hustru.

Så fulgte historien om den ældgamle og agtværdige families vej til storhed, holdt i de sædvanlige vendinger: at den oprindeligt havde bosat sig i Cheshire, at den var nævnt i Dugdale, hvor familieoverhovedet havde varetaget embedet som højeste civile øvrighedsperson, havde repræsenteret en købstad i tre på hinanden følgende parlamenter og ved udvisning af loyalitet opnået rang af baronet i Charles II’s første regeringsår, tillige med alle de Mary’er og Elizabeth’er, disse overhoveder havde giftet sig med. Dette udgjorde alt i alt to smukke sider i duodezformat og afsluttedes med familiens våben og valgsprog: „Hovedsæde: Kellynch Hall i grevskabet Somerset“, og igen sir Walters håndskrevne finale: „Præsumptiv arving: William Walter Elliot, Esq. oldebarn af den anden sir Walter“.

Det mest fremtrædende karaktertræk hos sir Walter Elliot var forfængelighed, med hensyn til udseende såvel som position. Han havde været bemærkelsesværdigt smuk, da han var ung, og som fireoghalvtredsårig var han stadig en prægtig mand. Få kvinder kunne tænke mere på deres personlige udseende, end han gjorde; ej heller kunne kammertjeneren hos nogen nyudnævnt lord være mere henrykt for den plads, han indtog i samfundet. Kun lykken ved en baronetværdighed rangerede efter hans opfattelse højere end lykken ved skønhed, og sir Walter Elliot, som forenede disse gaver, var til stadighed genstand for hans varmeste respekt og hengivenhed. Én rimelig grund havde sir Walter til at fæstne sig ved sit nydelige udseende og sin rang, for de var grunden til, at han fik en hustru med en særdeles overlegen karakter sammenlignet med hans egen.

Lady Elliot havde været en ypperlig kvinde, fornuftig og elskværdig, med en dømmekraft og adfærd – hvis man kunne bære over med den ungdommelige forblindelse, der gjorde hende til lady Elliot – som aldrig havde krævet overbærenhed bagefter. Hun havde føjet ham, mildnet og skjult hans svagheder og fremmet hans ægte 8

Overtalelse.indd 8

06/07/2017 15.11

agtværdighed i sytten år, og skønt hun ikke selv var den allerlykkeligste skabning i verden, havde hun haft nok i sine pligter, sine venner og sine børn til at knytte sig til livet, og det var årsag til bekymring for hende, at hun måtte forlade dem, da hendes tid kom.

Tre piger, de to ældste seksten og fjorten år, var en frygtindgydende arv for en mor at efterlade sig, noget af et frygtindgydende hverv at betro en indbildsk og tåbelig fars myndighed og vejledning. Hun havde imidlertid én meget fortrolig veninde, en fornuftig, fortjenstfuld kvinde, hun var tæt knyttet til, og som af samme grund var blevet overtalt til at bosætte sig lige i nærheden, i landsbyen Kellynch; og det var hovedsageligt hendes venlighed og råd, lady Elliot satte sin lid til, da det gjaldt den bedste hjælp og videreførelsen af de gode principper og den vejledning, det havde været hende så magtpåliggende at give sine døtre.

Denne veninde og sir Walter giftede sig ikke, uanset hvad man måske kunne have forventet af deres bekendtskab i den henseende.

Der var gået tretten år siden lady Elliots død, og de var stadig nære naboer og fortrolige venner, og den ene forblev enkemand og den anden enke.

At lady Russell med sin modne alder og personlighed, og yderst velforsørget, ikke skulle have et ægteskab nummer to i tankerne, behøver ingen forklaring over for omverdenen, som urimeligt nok er mere tilbøjelig til at være utilfreds, når en kvinde gifter sig igen, end når hun ikke gør det, men sir Walters fortsatte ugifte stand kræver en forklaring. Lad det da være kendt, at sir Walter (der havde lidt et par private skuffelser efter nogle upassende henvendelser) som en god far roste sig af at forblive ugift for sine kære døtres skyld. For én datter, den ældste, ville han faktisk have opgivet hvad som helst, hvilket han ikke havde været særlig fristet til at gøre. Elizabeth havde som sekstenårig overtaget alt, hvad der var muligt, af sin mors rettigheder og betydning, og da hun var meget smuk og meget lig ham selv, havde hendes indflydelse altid været stor, og de var yderst tilfredse med at bo sammen. Hans to andre børn rangerede en hel del lavere. Mary havde fået en lidt kunstig betydning ved at blive til mrs. Charles Musgrove, men Anne, der var i besiddelse af en sindets elegance og en sødmefuld karakter, 9

Overtalelse.indd 9

06/07/2017 15.11

som nødvendigvis måtte have givet hende en fremtrædende plads hos en hvilken som helst ægte forstandig person, betød ingenting for hverken faderen eller søsteren. Hendes ord havde ingen vægt, hendes bekvemmelighed bestod i altid at give efter. Hun var bare Anne.

For lady Russell var hun i sandhed en såre kær og i høj grad værdsat guddatter, yndling og veninde. Lady Russell elskede dem alle, men det var kun i Anne, hun kunne se moderen genoplivet.

Nogle få år tidligere havde Anne Elliot været en rigtig køn pige, men hendes ungdoms friskhed var forsvundet tidligt, og selv da den var på sit højeste, havde hendes far ikke fundet meget at beundre hos hende (så fuldstændigt forskellige var hendes fine træk og milde mørke øjne fra hans egne); nu hvor hun var falmet og tynd, kunne der ikke være noget ved hende, som kunne vække hans agtelse. Han havde aldrig næret noget særligt håb – og nu havde han slet intet – om nogensinde at se hendes navn på nogen anden side i sit yndlingsværk. Enhver jævnbyrdighed, hvad en ægteskabelig forbindelse angik, måtte påhvile Elizabeth, for Mary havde blot giftet sig ind i en agtværdig, gammel godsejerfamilie med en stor formue og havde derfor skænket hele æren væk uden at få nogen til gengæld. Elizabeth, derimod, ville en dag indgå et passende ægteskab.

Undertiden hænder det, at en kvinde er smukkere som niogtyveårig, end hun var ti år tidligere, og hvis hun hverken har lidt af dårligt helbred eller ængstelse, er det almindeligvis et tidspunkt i livet, hvor hun næppe har mistet nogen af sine ynder. Således forholdt det sig med Elizabeth, der stadig var den samme smukke miss Elliot, som hun havde udviklet sig til for tretten år siden, og sir Walter kunne måske derfor undskyldes, at han havde glemt, hvor gammel hun var, eller i det mindste kun halvvejs regnes for et fjols, fordi han anså sig selv og Elizabeth for at være så ungdommelige som nogensinde midt blandt de sørgelige rester af alle andres kønne udseende, for han kunne tydeligt se, hvor gamle alle de øvrige i hans familie og bekendtskabskreds var ved at blive. Anne var forgræmmet, Mary grov, samtlige ansigter i nabolaget på vej til at blive værre og smilerynkerne om lady Russells øjne, som der hastigt blev flere og flere af, havde længe pint ham.

10

Overtalelse.indd 10

06/07/2017 15.11

Elizabeth var ikke helt på højde med sin far, når det gjaldt personlig tilfredshed. I tretten år havde hun været frue på Kellynch Hall, havde haft forsædet og styret huset med en selvsikker fremtræden og en beslutsomhed, som aldrig kunne have givet én den tanke, at hun var yngre, end hun var. I tretten år havde hun optrådt som værtinde, opstillet hjemmets regler, ført an ud til vognen med firspandet og var fulgt lige efter lady Russell ud af samtlige af egnens dagligstuer og spisestuer. Tretten vintres tilbagevendende frostperioder havde set hende åbne hvert et fornemt bal, som et jævnt og tyndt befolket nabolag kunne tillade sig, og tretten forår havde stået i blomst, hvor hun var rejst til London med sin far til et par ugers årlige fornøjelser i den store verden. Hun havde båret på erindringen om det alt sammen, og hun var bevidst om sine niogtyve år, der kunne give anledning til en vis beklagelse og en vis ængstelse. Hun var fuldt ud tilfreds med stadig at være så smuk som nogensinde, men hun fornemmede, at hun nærmede sig de farlige år og ville have frydet sig, hvis hun kunne have været sikker på, at en mand af baronetblod på passende vis ville anholde om hendes hånd inden for det næste års tid eller to. Så kunne hun måske igen tage bøgernes bog frem med lige så stor fornøjelse som i sin tidlige ungdom, men det brød hun sig ikke om nu. Bestandigt at blive præsenteret for sin fødselsdato og se, at den ikke fulgtes af andet end en lillesøsters ægteskab, forvandlede bogen til et onde, og mere end én gang, hvor faderen havde ladet den ligge opslået på bordet ved siden af hende, havde hun lukket den med bortvendte øjne og skubbet den væk.

Hun havde yderligere oplevet en skuffelse, som den bog og i særdeleshed historien om hendes egen familie stadig måtte vække erindring om. Den præsumptive arving, selve den William Walter Elliot, Esq. hvis rettigheder så storsindet var blevet støttet af hendes far, havde skuffet hende.

Så snart hun som purung pige var blevet klar over, at han ville blive den fremtidige baronet, såfremt hun ikke fik en bror, havde hun agtet at gifte sig med ham, og det havde ligeledes altid været hendes fars agt. De havde ikke kendt ham som dreng, men sir Walter havde hurtigt efter lady Elliots død søgt hans bekendtskab, og 11

Overtalelse.indd 11

06/07/2017 15.11

selvom hans tilnærmelser ikke var blevet mødt med nogen varme, var han ihærdigt blevet ved, idet han bar over med ungdommens blufærdige tilbageholdenhed, og på en af deres forårsudflugter til London, da Elizabeth befandt sig i ungdommens vår, havde mr.

Elliot set sig nødsaget til en præsentation.

Han var på det tidspunkt en meget ung mand, der lige var begyndt på jurastudiet. Elizabeth fandt ham yderst behagelig, og hver en plan til gunst for ham bekræftedes. De inviterede ham til Kellynch Hall, de talte om ham og ventede ham hele resten af året, men han kom aldrig. Det følgende forår så de ham igen i London, fandt ham lige så behagelig som tidligere og opfordrede, inviterede og ventede ham igen, og igen kom han ikke, og de næste forlydender var, at han var blevet gift. I stedet for at fremme sin lykke ad den vej, der var udstukket for arvingen til huset Elliot, havde han erhvervet sig uafhængighed ved at forenes med en rig kvinde af ringe fødsel.

Det havde sir Walter taget fortrydeligt op. Som slægtens overhoved følte han, at den unge mand burde have rådført sig med ham, i særdeleshed efter at han havde taget sig af ham i fuld offentlighed. „For de måtte nødvendigvis være blevet set sammen,“ bemærkede han, „én gang på Tattersall Hestemarked og to gange i Underhusets vandrehal.“ Han gav udtryk for sin misbilligelse, men det tog man sig tilsyneladende ikke særlig meget af. Mr. Elliot havde ikke forsøgt sig med nogen undskyldninger og havde vist sig at være lige så ubekymret over, at man ikke talte om ham i familien, som sir Walter anså ham for at være uværdig til det. Alt bekendtskab mellem dem var ophørt.

Denne særdeles pinlige historie om mr. Elliot var stadig efter flere års forløb en kilde til vrede hos Elizabeth, der havde syntes godt om manden, som han var, og endnu bedre, fordi han var hendes fars arving, og med sin stærke familiestolthed kunne hun kun i ham se et passende parti for sir Walter Elliots ældste datter. Der fandtes ikke den baronet fra A til Z, som hendes følelser med så stor glæde kunne have anerkendt som en ligemand. Alligevel havde han opført sig så usselt, at hun ikke kunne indrømme, at han var værd at tænke på igen, selvom hun på dette tidspunkt (i sommeren 1814) 12

Overtalelse.indd 12

06/07/2017 15.11

bar sørgebånd for hans hustru. Den skændsel, hans første ægteskab havde været, kunne man måske nok være kommet over, eftersom der ikke var nogen grund til at antage, at den var sikret for al fremtid af efterkommere, hvis han ikke havde gjort noget endnu værre, som de ved den sædvanlige formidling fra venlige venner var blevet oplyst om, nemlig talt højst respektløst om dem alle sammen, højst nedsættende og foragteligt om selve den slægt, han tilhørte, og den hæder, der senere ville blive hans. Dette kunne ikke tilgives.

Sådan var Elizabeth Elliots synspunkter og fornemmelser, sådan var de bekymringer, der skulle dæmpes, de sindsbevægelser, der skulle ændres, ensformigheden og elegancen, velstanden og betydningsløsheden i hendes liv og hverdag. Sådan var de følelser, der skulle vække interesse for et langt, begivenhedsløst ophold i én omgangskreds på landet, som skulle udfylde tomrummene, hvor man ikke havde for vane at gøre sig nyttig ude, og der ikke var talenter eller færdigheder til at holde sig beskæftiget hjemme.

Men nu føjedes endnu en beskæftigelse og sjælelig bekymring til disse. Hendes far kom mere og mere i pengenød. Hun vidste, at når han nu satte sig med Adelskalenderen for baronetter, var det for at fortrænge de handlendes store regninger og sagføreren mr. ­Shepherds uvelkomne hentydninger fra sine tanker. Kellynch-ejendommen var god, men ikke på højde med sir Walters opfattelse af den stand, der krævedes af dens ejer. Så længe lady Elliot levede, havde der været system, mådehold og en sparsommelighed, som lige netop havde holdt sig inden for hans indkomstgrænse, men en sådan rettidig omhu var afgået ved døden sammen med hende, og fra det tidspunkt havde han til stadighed overskredet den. Det havde ikke været muligt for ham at bruge mindre. Han havde ikke gjort andet, end hvad en sir Walter fandt det bydende nødvendigt at gøre. Men hvor udadlelig, han end var, voksede hans gældsposter ikke desto mindre på det grufuldeste, og han hørte om det så tit, at det blev forgæves at prøve at skjule det længere, om så bare delvist, for datteren. Han var kommet med nogle hentydninger til hende sidste forår i London; han var oven i købet gået så vidt som til at sige: „Kan vi skære ned på udgifterne? Kan du komme i tanke om en eneste ting, vi kan spare på?“ Og skal man yde Elizabeth 13

Overtalelse.indd 13

06/07/2017 15.11

retfærdighed, havde hun i den kvindelige forskrækkelses første iver givet sig til at tænke alvorligt over, hvad der kunne gøres, og havde til sidst foreslået, at man kunne spare på disse to områder: at undlade nogen unødvendig velgørenhed og afholde sig fra at købe nye møbler til dagligstuen, til hvilke udveje hun bagefter føjede den lykkelige tanke, at de ikke skulle tage nogen gave med hjem til Anne, som de ellers havde haft for vane at gøre hvert år. Hvor gode disse foranstaltninger syntes at være i sig selv, var de dog utilstrækkelige i forhold til ondets virkelige omfang, som sir Walter snart efter mente sig nødsaget til at tilstå over for hende i dets fulde udstrækning. Elizabeth havde intet mere virkningsfuldt at foreslå. Hun følte sig lige så ilde behandlet og uheldig, som hendes far gjorde, og ingen af dem var i stand til at udtænke nogen måder, hvormed de kunne mindske deres udgifter uden at bringe deres værdighed i fare eller give afkald på deres bekvemmeligheder på en ganske uudholdelig måde.

Det var kun en lille del af godset, sir Walter kunne disponere over, men havde hver eneste tønde land været afhændelig, ville det ikke have gjort nogen forskel. Han havde nedladt sig til at belåne ejendommen så vidt, han nu havde bemyndigelse til det, men han ville aldrig nedlade sig til at sælge. Nej, så dybt ville han aldrig vanære sit navn. Kellynch-godset skulle gå i arv helt og holdent, således som han selv havde fået det.

De anmodede deres to fortrolige venner, mr. Shepherd, der boede i den nærliggende købstad, og lady Russell, om at råde dem, og det var, som om både far og datter forventede, at enten den ene eller den anden hurtigt ville finde på et eller andet, der kunne fjerne deres vanskeligheder og reducere deres udgifter, uden at det medførte afkald på nogen fornøjelse ved smag og stolthed.

Overtalelse.indd 14

06/07/2017 15.11

KAPITEL 2

Mr. Shepherd, en høflig, forsigtig sagfører, der, uanset sin magt over eller mening om sir Walter hellere så, at enhver anden påtog sig at tilskynde til noget ubehageligt, bad sig fritaget for at komme med den mindste hentydning til det og tillod sig blot at anbefale en ubetinget ærbødighed over for lady Russells ypperlige dømmekraft, idet han fuldt ud forventede, at hun med sin velkendte sunde fornuft ville tilråde netop så faste foranstaltninger, som han agtede at se bragt til udførelse til sidst.

Hvad dette emne angik, var lady Russell i allerhøjeste grad ivrig og gjorde det til genstand for mange alvorlige overvejelser. Hun var en kvinde med sunde snarere end skarpe åndsevner, som i dette tilfælde havde store vanskeligheder med at nå frem til en afgørelse på grund af modsætningsforholdet mellem to hovedprincipper.

Selv var hun i besiddelse af en streng retskaffenhed og en fin sans for humor, men hun var lige så opsat på at skåne sir Walters følelser, lige så bekymret for familiens gode navn og rygte og lige så aristokratisk i sine forestillinger om, hvad der tilkom dem, som noget fornuftigt og retskaffent menneske kunne være. Hun var en menneskekærlig, velgørende, god kvinde, i stand til at vise stærk hengivenhed og såre korrekt i sin optræden, streng i sin opfattelse af velanstændighed og med manérer, der blev regnet for normen for god opdragelse. Hun havde en kultiveret tankegang og var i det store og hele rationel og konsekvent, men hun havde fordomme,

15

Overtalelse.indd 15

06/07/2017 15.11

når det gjaldt slægten. Hun tillagde stand og betydning stor værdi, hvilket gjorde hende en smule blind for fejlene hos dem, der havde begge dele. Hun selv, som var enke efter en mand af lavere rang, gav værdigheden som baronet alt, hvad der tilkom den, og selv hvis man så bort fra sir Walters fordringer som gammel bekendt, opmærksom nabo, imødekommende godsejer, ægtemand til hendes meget kære veninde, far til Anne og hendes søstre, var han i sin egenskab af sir Walter efter hendes opfattelse berettiget til en hel del medfølelse og omtanke i sine nuværende vanskeligheder.

De skulle skære ned på udgifterne; det kunne der ikke herske nogen tvivl om. Men hun var meget opsat på at få det gjort med mindst muligt ubehag for ham og Elizabeth. Hun opstillede planer for besparelser, hun foretog nøjagtige udregninger, og hun gjorde noget, ingen andre havde tænkt på at gøre, hun rådførte sig med Anne, som de andre tilsyneladende aldrig havde tænkt på havde nogen interesse i sagen. Hun rådførte sig med hende og blev i nogen grad påvirket af hende i udarbejdelsen af spareplanerne, som til sidst blev forelagt sir Walter. Enhver rettelse fra Annes side havde været til fordel for ærlighed kontra betydning. Hun ønskede flere energiske foranstaltninger, en mere helstøbt forbedring, en hurtigere udfrielse af gælden, en langt stærkere ligegyldighed over for alt andet end ret og rimelighed. „Hvis vi kan overtale din far til alt dette,“ sagde lady Russell og så sit papir igennem, „kan der gøres meget. Hvis han vil godkende disse reguleringer, vil han være gældfri om syv år, og jeg håber, at vi måske kan overbevise ham og Elizabeth om, at Kellynch Hall har en agtværdighed i sig selv, som ikke kan påvirkes af disse nedskæringer, og at sir Walter Elliots sande værdighed langtfra vil mindskes i fornuftige menneskers øjne, ved at han handler som en principfast mand. Hvad vil han faktisk gøre, andet end hvad rigtig mange af vores ypperste familier har gjort – eller burde gøre? Der vil ikke være noget særegent i hans tilfælde, og det er særegenheden, som ofte udgør den værste del af vores onde, som den altid gør det ved vores adfærd. Jeg nærer store forhåbninger til, at vi kan overtale ham. Vi må være alvorlige og beslutsomme, for det er trods alt det menneske, der har stiftet gælden, som skal betale 16

Overtalelse.indd 16

06/07/2017 15.11

den; og selvom man skylder din fars følelser som dannet herre og familieoverhoved en hel del, skylder man en ærlig mands karakter endnu mere.“ Dette var det princip, Anne ønskede, at hendes far skulle gå til værks efter og hans venner tilskynde ham til. Hun betragtede det som en ufravigelig pligthandling at indfri kreditorernes fordringer så hurtigt, som de mest omfattende besparelser kunne sikre det, og så intet værdigt ved mindre end det. Det ønskede hun at få fastsat og opfattet som en pligt. Hun regnede lady Russells indflydelse for stor, og ud fra den strenge grad af selvfornægtelse, som hendes egen samvittighed tilskyndede til, mente hun, at der måske kun skulle en lille smule mere besvær til for at overtale dem til en hel forbedring end til en halv. Hendes kendskab til faderen og Elizabeth gjorde hende tilbøjelig til at tro, at ofringen af ét par køreheste næppe ville være mindre smertelig end af begge par og så videre, gennem hele listen over lady Russells alt for nænsomme indskrænkninger.

Hvordan Annes strengere betingelser måske kunne være blevet opfattet, var af ringe betydning. Lady Russells faldt slet ikke heldigt ud – dem kunne man ikke affinde sig med – kunne man ikke bære. „Hvad? Opgive alle livets bekvemmeligheder! Rejser, London, tjenestefolk, heste, bordets glæder – indskrænkninger og restriktioner overalt. Ikke længere leve, som man anstændigvis havde krav på, selv som en almindelig dannet herre! Nej, han ville hellere straks forlade Kellynch Hall end blive der på så vanærende betingelser.“ „Forlade Kellynch Hall.“ Den antydning blev omgående grebet af mr. Shepherd, hvis interesse var optaget af, hvor reelle sir Walters besparelser egentlig var, og som var fuldstændig overbevist om, at der intet var at stille op uden en bopælsændring. „Eftersom tanken var kommet fra selve den kant, der burde bestemme, havde han ingen betænkeligheder,“ sagde han, „ved at tilstå, at hans skøn hældede helt til samme side. Han mente ikke, at sir Walter kunne ændre sin livsstil væsentligt i et hus, der havde så stort ry for gæstfrihed og en historisk værdighed at leve op til. Et hvilket som helst andet sted kunne sir Walter selv bestemme og så blive beundret for at indrette sig på den måde, han nu måtte vælge for sin husstand.“ 17

Overtalelse.indd 17

06/07/2017 15.11

Sir Walter ville forlade Kellynch, og efter ganske få dages yderligere tvivl og vankelmodighed blev det store spørgsmål afgjort, hvor han skulle flytte hen, og det første udkast til denne vigtige forandring udarbejdet.

Der havde været tre alternativer: London, Bath eller et andet hus på landet. Alle Annes ønsker var gået i retning af det sidstnævnte.

Et lille hus i deres eget nabolag, hvor de måske stadig kunne nyde godt af lady Russells selskab, stadig være i nærheden af Mary og stadig en gang imellem have fornøjelsen af at se plænerne og træerne på Kellynch Hall, var hendes mål. Men Anne blev forfulgt af sin sædvanlige skæbne, idet man bestemte sig for noget stik modsat hendes lyst. Hun brød sig ikke om Bath og mente ikke, at byen harmonerede med hende – og Bath skulle være hendes hjem.

Sir Walter havde først tænkt mere på London, men mr. Shepherd mente ikke, at man kunne have tillid til ham i London, og havde været behændig nok til at tale ham fra det og gøre Bath til den foretrukne by. Det var et langt sikrere sted for en herre i hans vanskelige stilling. Dér kunne han være betydningsfuld med forholdsvis få omkostninger. To væsentlige fordele ved Bath frem for London havde selvfølgelig vejet tungt: den mere bekvemme afstand fra Kellynch, kun halvtreds miles, og at lady Russell hvert år tilbragte en del af vinteren dér. Og til særdeles stor tilfredshed for lady Russell, hvis første tanker om den planlagte forandring havde været til fordel for Bath, var sir Walter og Elizabeth nået frem til den konklusion, at de hverken ville gå glip af deres betydning eller deres fornøjelser ved at slå sig ned dér.

Lady Russell følte sig nødsaget til at modsætte sig sin kære Annes velkendte ønsker. Det ville være for meget at forvente, at sir Walter skulle nedlade sig til et lille hus i hans eget nabolag. Anne selv ville have fundet ydmygelserne ved det værre, end hun havde forudset, og de måtte nødvendigvis have været frygtelige for sir Walters følelser. Og hvad Annes modvilje mod Bath angik, betragtede hun den som en fordom og fejltagelse, der for det første stammede fra den omstændighed, at hun havde gået i skole dér i tre år efter sin mors død, og for det andet fra, at hun ikke havde været i

18

Overtalelse.indd 18

06/07/2017 15.11

særlig godt humør den eneste vinter, hun senere havde tilbragt der sammen med hende selv.

Lady Russell holdt kort sagt af Bath og syntes tilbøjelig til at mene, at byen måtte passe dem alle, og hvad hendes unge venindes helbred angik, ville alle farer kunne undgås ved, at hun tilbragte de varme måneder hos hende i Kellynch Lodge; og det var faktisk en forandring, som måtte gøre både helbred og humør godt. Anne havde været alt for lidt hjemmefra, havde omgåedes alt for få mennesker. Hun var ikke i godt humør. En større omgangskreds ville forbedre det. Lady Russell ville have hende mere ud blandt folk.

Det lidet ønskværdige ved at få et andet hus i samme nabolag forstærkedes for sir Walters vedkommende i høj grad af ét punkt i planen, og det et særdeles væsentligt et, som heldigvis var blevet tilføjet i begyndelsen. Han skulle ikke bare forlade sit hjem, men se det i andres hænder, en prøvelse i sjælsstyrke, som stærkere overhoveder end sir Walter havde fundet for meget. Kellynch Hall skulle lejes ud. Dette var imidlertid en dyb hemmelighed, som der ikke skulle mæles et ord om ud over deres egen omgangskreds.

Sir Walter kunne ikke have tålt den nedværdigelse, det var, at blive kendt for at have planer om at leje sit hus ud. Mr. Shepherd havde én gang nævnt ordet „avertere“, men havde aldrig vovet at nærme sig det igen. Sir Walter afviste hånligt tanken om, at det på nogen måde skulle udbydes, forbød, at man lod den mindste antydning falde om, at han havde en sådan hensigt, og det var kun ud fra antagelsen om, at han uopfordret ville få en anmodning fra en i høj grad upåklagelig ansøger og på sine egne betingelser og som en stor tjeneste, at han overhovedet ville gå med til at leje det ud.

Så hurtigt grundene dukker op til at billige det, vi kan lide! Lady Russell havde endnu en glimrende en ved hånden til at være overordentligt glad for, at sir Walter og hans familie skulle flytte fra egnen. Elizabeth havde nylig fået et nært forhold, som hun ønskede at se afbrudt. Det var til en datter af mr. Shepherd, som efter et uheldigt ægteskab var vendt hjem til sin fars hus tillige med byrden af to børn. Hun var en begavet ung kvinde, der forstod sig på kunsten at behage – i det mindste kunsten at behage på Kellynch Hall 19

Overtalelse.indd 19

06/07/2017 15.11

– og som havde gjort sig så vellidt af miss Elliot, at hun allerede havde opholdt sig dér mere end én gang på trods af alle lady Russells hentydninger til, at man burde være forsigtig og forbeholden, idet hun mente, det var et venskab, der slet ikke passede sig.

Lady Russell havde ganske vist næsten ingen indflydelse på Elizabeth og syntes mere at holde af hende, fordi hun ønskede det, end fordi Elizabeth fortjente det. Hun havde aldrig fået mere end en overfladisk opmærksomhed fra hende, intet ud over den imødekommenhed, der passede sig, og havde aldrig haft held til at sætte sin vilje igennem mod overilet tilbøjelighed. Hun havde gentagne gange særdeles indtrængende forsøgt at få Anne inkluderet i besøgene i London, idet hun var fuldstændigt klar over uretfærdigheden og skændslen ved de egoistiske arrangementer, som lukkede hende ude, og ved mange mindre anledninger havde hun bestræbt sig på at bibringe Elizabeth fordelen af sin egen bedre dømmekraft og erfaring, men altid forgæves. Elizabeth ville kun følge sit eget hoved, og aldrig havde hun fulgt det mere end i sin beslutsomme modstand mod lady Russell i denne udvælgelse af mrs. Clay, hvor hun afviste en fortjenstfuld søsters selskab for i stedet at skænke sin hengivenhed og tillid til en, der ikke burde have betydet andet for hende end som genstand for en afmålt høflighed.

Ud fra den situation, mrs. Clay befandt sig i, var hun efter lady Russells vurdering ikke tilnærmelsesvis hendes lige, og af karakter mente hun, at mrs. Clay var en særdeles foruroligende selskabsdame, og en flytning, hvor mrs. Clay blev ladt tilbage, ville medføre et udvalg af mere passende, nære veninder inden for miss Elliots rækkevidde og var derfor et mål af allerstørste vigtighed.

Overtalelse.indd 20

06/07/2017 15.11

KAPITEL 3

„Det må være mig tilladt at bemærke, sir Walter,“ sagde mr. Shep­ herd en formiddag på Kellynch Hall, idet han lagde avisen fra sig, „at den nuværende situation i høj grad er til vores fordel. Freden her vil sende alle vores rige søofficerer i land. De vil alle sammen have brug for et hjem. Det kunne ikke være et bedre tidspunkt, sir Walter, til at vælge lejere, meget ansvarsbevidste lejere. Der er blevet skabt mangen en prægtig formue under krigen. Hvis vi skulle støde på en rig admiral, sir Walter –“ „Ville han være en meget heldig mand, Shepherd,“ svarede sir Walter, „andet har jeg ikke at sige. Kellynch Hall ville i sandhed være en prise for ham, faktisk den største prise af alle, om han har fået nok så mange før – hvad, Shepherd?“ Mr. Shepherd lo, som han vidste, han nødvendigvis måtte, ad dette vittige indfald, og tilføjede så: „Jeg tillader mig at bemærke, sir Walter, at flådens herrer på forretningsmæssig basis er gode at handle med. Jeg har fået lidt kendskab til deres måder at gøre forretninger på, og jeg må villigt indrømme, at de er særdeles fordomsfrie i deres opfattelse og sandsynligvis vil være lige så ønskværdige lejere som en hvilken som helst anden gruppe mennesker, man ville støde på. Hvad jeg derfor vil tillade mig at foreslå, sir Walter, er, at hvis Deres hensigt som følge af visse rygter skulle blive kendt – hvilket absolut må anses for muligt, da vi ved, hvor svært det er at holde den ene halvdel

21

Overtalelse.indd 21

06/07/2017 15.11

af en befolkningsgruppes gøren og laden væk fra den anden halvdels opmærksomhed og nysgerrighed – betydningsfuldhed har sine omkostninger – jeg, John Shepherd, kunne måske holde de familieanliggender hemmelige, som jeg valgte, fordi ingen ville mene, det var umagen værd at holde øje med mig, men sir Walter Elliot har blikke hvilende på sig, som det kan være meget svært at undgå – og derfor vil jeg vove at gå så vidt som til at sige, at det ikke vil komme som nogen større overraskelse for mig, hvis sandheden, selv med al vores forsigtighed, skulle rygtes ude omkring – i hvilket tilfælde, som jeg skulle til at bemærke, eftersom ansøgninger ubestrideligt vil følge efter, ville jeg mene, at en hvilken som helst af vores velhavende flådekommandører ville være særligt værd at koncentrere sig om – det være mig derfor tilladt at tilføje, at jeg når som helst kan hentes hertil på to timer for at spare Dem for besværet med at svare.“ Sir Walter nikkede blot. Men snart efter rejste han sig, gik frem og tilbage i stuen og bemærkede sarkastisk: „Der er kun få blandt flådens herrer, forestiller jeg mig, som ikke ville være overraskede over at befinde sig i et hus af denne art.“ „De vil uden tvivl se sig om og prise sig lykkelige over deres held,“ sagde mrs. Clay, for mrs. Clay var til stede. Hendes far havde kørt hende derover, idet der ikke var noget så gavnligt for mrs.

Clays helbred som en køretur til Kellynch, „men jeg er helt enig med min far i den tanke, at en sømand kunne være en højst ønskværdig lejer. Jeg har kendt en hel del til professionen, og ud over deres fordomsfrihed er de på alle måder særdeles ordentlige og påpasselige! Disse værdifulde billeder, De har, sir Walter, hvis De valgte at lade dem blive, ville de være fuldkommen sikre. Alt inde i og uden for huset ville der blive passet ganske fortræffeligt på!

Parken og busketterne ville blive holdt lige så godt, som de bliver nu. De behøver ikke at være bange, miss Elliot, for at Deres egen kære blomsterhave skal blive forsømt.“ „Hvad alt det angår,“ svarede sir Walter køligt, „forudsat at man skulle formå mig til at leje mit hus ud, har jeg på ingen måde besluttet mig med hensyn til de privilegier, der vil være knyttet til det.

Jeg er ikke særlig indstillet på at begunstige en lejer. Parken vil selv22

Overtalelse.indd 22

06/07/2017 15.11

følgelig være åben for ham, og kun få søofficerer, eller mænd af nogen anden slags, kan have haft så stort et område til deres rådighed.

Men hvilke restriktioner, jeg måtte pålægge brugen af lystanlægget, er en anden sag. Den tanke huer mig ikke, at man bestandig skulle have adgang til mine busketter, og jeg burde anbefale miss Elliot at være på vagt med hensyn til hendes blomsterhave. Jeg er meget lidt indstillet på at tilstå en lejer af Kellynch Hall nogen særlige gunstbevisninger, forsikrer jeg Dem, det være sig en sømand eller soldat.“ Efter en kort pause dristede mr. Shepherd sig til at sige: „I alle disse tilfælde er der en fast skik og brug, som gør det hele nemt og ligetil mellem vært og lejer. Deres interesse, sir Walter, er i temmelig sikre hænder. De kan roligt stole på, at jeg skal sørge for, at ingen lejer får mere, end han er berettiget til. Jeg vil vove at antyde, at sir Walter Elliot ikke kan være halvt så nidkær med sit eget, som John Shepherd vil være med hans.“ Her indskød Anne: „Flåden, synes jeg, som har udrettet så meget for os, har i det mindste et lige så stort krav som enhver anden gruppe mennesker på alle de bekvemmeligheder og alle de privilegier, som ethvert hjem kan byde på. Sømænd arbejder særdeles hårdt for deres bekvemmeligheder, må vi alle sammen indrømme.“ „Ganske rigtigt, ganske rigtigt. Det, miss Anne siger, er ganske rigtigt,“ lød mr. Shepherds svar, og „Åh! Jamen bestemt,“ sagde hans datter, men sir Walters bemærkning, som fulgte snart efter, lød: „Professionen har sin nytte, men jeg ville være ked af at se nogen af mine venner i den.“ „Virkelig!“ lød svaret og med et overrasket blik. „Ja, jeg finder den frastødende på to punkter. Jeg har to stærke grunde til at nære modvilje mod den. For det første, fordi den bidrager til at tildele personer af ukendt fødsel uretmæssige hædersbevisninger og forfremmer mænd til ærefulde titler, som deres fædre og bedstefædre aldrig havde drømt om, og for det andet, fordi den beskærer en mands ungdom og livskraft på den mest afskyelige måde. En sømand ældes hurtigere end nogen anden mand, det har 23

Overtalelse.indd 23

06/07/2017 15.11

jeg lagt mærke til i hele mit liv. Og en mand i flåden er i større fare for at blive fornærmet over forfremmelsen af en, hvis far hans far måske med foragt har afvist at tale med, og for alt for tidligt selv at blive genstand for afsky end i noget andet fag. En dag sidste forår var jeg i London i selskab med to mænd, et par slående eksempler på det, jeg taler om, lord St Ives, hvis far vi alle sammen ved, har været landsbypræst og knap havde til det daglige brød. Jeg skulle give plads for lord St Ives og en vis admiral Baldwin, den mest jammerligt udseende personage, man kan forestille sig, med et mahognibrunt ansigt, i allerhøjeste grad barskt og markeret, ene furer og rynker, med ni grå hår i den ene side og kun en lille smule pudder i toppen. ’Hvem i himlens navn er den gamle fyr?’ spurgte jeg en af mine venner (sir Basil Morley), som stod i nærheden. ’Gamle fyr!’ udbrød sir Basil, ’det er admiral Baldwin. Hvad anslår De hans alder til?’ ’Tres,’ svarede jeg, ’eller måske toogtres.’ ’Fyrre,’ svarede sir Basil, ’fyrre, ikke et år mere.’ Forestil jer min forbløffelse. Jeg vil ikke så nemt glemme admiral Baldwin. Jeg har aldrig set et så fuldstændig ynkeligt eksempel på, hvad et liv til søs kan gøre, men jeg ved såre vel, at det gælder dem alle sammen; de rakker alle sammen rundt og udsættes for enhver form for klima og alt slags vejr, til det ikke passer sig for dem at vise sig frem. Synd og skam, at man ikke gør det af med dem straks, inden de når admiral Baldwins alder.“ „Nej, sir Walter,“ udbrød mrs. Clay, „dette er i sandhed at være meget streng. Hav lidt barmhjertighed med de arme mænd. Vi er ikke alle sammen født smukke. Havet er så afgjort ikke noget, der forskønner én; sømænd ældes faktisk tidligt, det har jeg tit lagt mærke til. De mister hurtigt ungdommens glød. Men gælder det samme ikke også mange andre erhverv, måske de fleste andre? Soldater i aktiv tjeneste er ikke spor bedre stillet, og selv i de roligere professioner er der et forstandens, om ikke et kroppens slid og slæb, som sjældent overlader en mands udseende til tidens naturlige tand. Sagføreren slæber sig igennem, fuldkommen forgræmmet, lægen er oppe på alle tidspunkter af døgnet og kører ud i al slags vejr, og selv præsten –“ hun holdt inde et øjeblik for at overveje, hvad der måske kunne passe på præsten, „– og præsten, ved De, er oven i købet forpligtet til at gå ind i smittefarlige rum og udsætte 24

Overtalelse.indd 24

06/07/2017 15.11

sit helbred og udseende for alle de skader, en fordærvet luft kan påføre ham. Selvom hver eneste profession i sig selv er nødvendig og hæderlig, er det – det har jeg længe været overbevist om – faktisk kun dem, der ikke er tvunget til at have nogen, dem som kan leve helt almindeligt ude på landet og selv bestemme over deres tid, selv vælge deres sysler og bo i deres eget hus uden at plages af, at de skal prøve at opnå mere, det er kun dem, siger jeg, som kan fastholde velsignelserne ved et godt helbred og et godt udseende til det sidste.

Jeg kender ingen anden gruppe mænd, som ikke ville miste noget af deres præsentable ydre, når de ikke mere er helt unge.“ Det var, som om mr. Shepherd i sin iver efter at opnå sir Walters velvillige indstilling til en søofficer som lejer var blevet begavet med en vis forudseenhed, for den allerførste ansøgning om at leje huset kom fra en admiral Croft, som han kort tid efter faldt i snak med, da han overværede domstolens kvartårlige retsmøde i Taunton, og faktisk havde han fået et vink om admiralen fra en forretningsforbindelse i London. Ifølge den rapport, som han hastede over til Kellynch Hall for at aflægge, var admiral Croft født i ­Somersetshire.

Nu havde han erhvervet sig en særdeles pæn formue og ønskede at bosætte sig på sin fødeegn, og han var kommet til Taunton for at kigge på nogle averterede steder i det umiddelbare nabolag, som imidlertid ikke havde passet ham. Han havde tilfældigvis hørt – (det var nøjagtigt, som han havde forudsagt, bemærkede mr. S­ hepherd, sir Walters anliggender kunne ikke hemmeligholdes) – han havde tilfældigvis hørt om muligheden af, at Kellynch Hall skulle udlejes, og da det gik op for ham, at han (mr. Shepherd) havde forbindelse med ejeren, havde han præsenteret sig for ham, så han kunne stille detaljerede forespørgsler, og havde i løbet af en temmelig lang drøftelse udtrykt så stor en lyst til stedet, som en mand, der kun kendte det efter beskrivelsen, kunne have, og han havde i sin uforbeholdne beretning om sig selv givet mr. Shepherd alle beviser på, at han var en højst ansvarsbevidst og passende lejer. „Og hvem er admiral Croft så?“ lød sir Walters kolde, mistroiske spørgsmål.

Mr. Shepherd stod inde for, at han var ud af en god familie og nævnede et sted, og Anne tilføjede efter den lille pause, der fulgte: 25

Overtalelse.indd 25

06/07/2017 15.11

„Han er kontreadmiral med ret til at føre det hvide orlogsflag.

Han var med i slaget ved Trafalgar og har siden da været i Ostindien. Han har været udstationeret dér, mener jeg, i flere år.“ „Så tager jeg for givet,“ bemærkede sir Walter, „at han er lige så orangegul i ansigtet som tjenernes ærmeopslag og slængkapper.“ Mr. Shepherd skyndte sig at forsikre ham om, at admiral Croft var en særdeles rask og rørig mand med et godt udseende, en smule vejrbidt, ganske vist, men ikke meget, og den fuldendt dannede herre i alle sine opfattelser og hele sin optræden – som efter al sandsynlighed ikke ville gøre de mindste ophævelser over betingelserne – han ville blot gerne have et hyggeligt hjem og flytte ind så snart som muligt – han vidste, han måtte betale for sin komfort, vidste, hvilken lejeindtægt et fuldt møbleret hus af den standard kunne indbringe, ville ikke være blevet overrasket, hvis sir Walter havde forlangt mere, havde forhørt sig om godset, ville så afgjort sætte pris på jagtretten, men lagde ikke den store vægt på det, sagde, at han undertiden tog en bøsse med ud, men aldrig skød noget – den fuldendt dannede herre.

Mr. Shepherd udtalte sig udførligt og begejstret om emnet, påpegede alle de omstændigheder ved admiralens familie, som gjorde ham særlig attråværdig som lejer. Han var gift og havde ingen børn, selve den situation man kunne ønske sig. Et hjem blev aldrig passet godt, bemærkede mr. Shepherd, uden en frue. Han vidste ikke, om møblementet ikke kunne være i fare for at lide lige så meget under den situation, hvor der ingen frue var, som hvor der var mange børn. En frue uden børn var den allerbedste i verden til at passe på møblerne. Han havde også set mrs. Croft; hun var i Taunton sammen med admiralen og havde været til stede i næsten al den tid, de havde drøftet sagen igennem. „Og hun virkede som en meget kultiveret, fin og skarpsindig dame,“ fortsatte han, „stillede flere spørgsmål om huset og betingelserne og skatterne end admiralen selv og virkede mere velbevandret i forretninger. Og desuden, sir Walter, opdagede jeg, at hun ikke var helt uden forbindelse med egnen her, ligesom sin ægtemand, det vil sige, hun er søster til en herre, som faktisk engang boede iblandt os; det fortalte hun selv, søster til den herre, som for 26

Overtalelse.indd 26

06/07/2017 15.11

nogle år tilbage boede i Monkford. Bevar mig vel! Hvad var det nu, han hed? Lige nu kan jeg ikke komme på, hvad han hed, selvom jeg har hørt det for nylig. Penelope, min ven, kan du hjælpe mig med navnet på den herre, der boede i Monkford – mrs. Crofts bror?“ Men mrs. Clay talte så ivrigt med miss Elliot, at hun ikke hørte anmodningen. „Jeg har ingen anelse om, hvem De kan mene, Shepherd. Jeg mindes ikke nogen herre bosiddende i Monkford siden den gamle guvernør Trent.“ „Bevar mig vel! Hvor højst besynderligt! Jeg glemmer vel snart, hvad jeg selv hedder. Et navn, jeg så udmærket er bekendt med; jeg kendte herren særdeles godt af udseende, har set ham hundrede gange, kom engang for at rådføre sig med mig, husker jeg, om en af sine naboer, der uberettiget færdedes på hans ejendom, en landarbejder, der var brudt ind i hans frugthave – en mur, der var revet ned – stjålne æbler – taget på fersk gerning, og bagefter, i strid med min vurdering, underkastet en mindelig afgørelse. I sandhed højst besynderligt!“ Efter at have ventet endnu et øjeblik indskød Anne: „De mener vel mr. Wentworth.“ Mr. Shepherd var lutter overstrømmende taknemmelighed. „Wentworth var netop navnet! Mr. Wentworth var netop manden. Han havde kapellanembedet i Monkford, De ved, sir Walter, i to-tre år, for et stykke tid siden. Kom dertil omkring år – 5, går jeg ud fra. Jeg er sikker på, De husker ham.“ „Wentworth? Åh! Javist – mr. Wentworth, kapellanen i Monkford. De bragte mig på vildspor med udtrykket herre. Jeg troede, De talte om en formuende mand. Mr. Wentworth var en ubetydelighed, husker jeg, helt uden forbindelser, havde intet med Strafford-familien at gøre. Man undrer sig over, at navnene på mange af vores adelsfamilier bliver så almindelige.“ Da mr. Shepherd fornemmede, at dette slægtskab med ægteparret Croft ikke var til nogen nytte for dem hos sir Walter, nævnede han det ikke mere. I stedet vendte han med hele sin ildhu tilbage til at opholde sig ved de omstændigheder, som mere ubestrideligt talte til gunst for dem: deres alder og antal og formue, de høje tanker, 27

Overtalelse.indd 27

06/07/2017 15.11

de havde gjort sig om Kellynch Hall, og deres store iver efter fordelen ved at leje det, og han fik det til at se ud, som om de regnede det for intet mindre end lykken at være sir Walter Elliots lejere, så afgjort en usædvanlig smag, hvis man kunne have formodet, at de var indviet i sir Walters hemmelige opfattelse af, hvad der passede sig for en lejer.

Det lykkedes imidlertid, og selvom sir Walter nødvendigvis altid måtte se med et ondt blik på enhver, der havde til hensigt at bebo det hus og mente, at de virkelig havde det alt for godt, når de sådan fik lov til at leje det på de mest fordelagtige vilkår, blev han overtalt til at lade mr. Shepherd gå videre med forhandlingerne og bemyndigede ham til at aflægge admiral Croft, som stadig befandt sig i Taunton, et besøg og fastsætte en dag, hvor de kunne se huset.

Sir Walter var ikke særlig klog, men han havde stadig verdenserfaring nok til at fornemme, at der næppe i alt væsentligt kunne findes en mere uangribelig lejer, end admiral Croft tegnede til at blive. Så vidt gik hans dømmekraft, og hans forfængelighed ydede en lille ekstra trøst ved admiralens stilling i samfundet, som lige netop var høj nok og ikke for høj. „Jeg har lejet mit hus ud til admiral Croft,“ ville lyde særdeles godt, langt, langt bedre end blot en hvilken som helst mr. –, en mr. (bortset fra måske et halvt dusin i landet) krævede altid en forklarende tilføjelse. En admiral vidner altid om sin egen betydning og kan samtidig aldrig få en baronet til at virke ringe. I alle deres forretninger og deres omgang måtte sir Walter nødvendigvis altid have forrang.

Intet kunne gøres uden Elizabeths anbefaling, men hendes lyst til at flytte var ved at være så stærk, at hun var lykkelig over at få det afgjort og fremskyndet af en lejer, de havde på hånden, og ikke et ord om at udsætte beslutningen hørtes fra hende.

Mr. Shepherd fik fuld bemyndigelse til at handle, og aldrig så snart var man nået frem til en sådan slutning, før Anne, der havde været en særdeles opmærksom tilhører til det hele, gik ud af stuen for at søge lindring for sine brændende kinder i den kølige luft, og da hun gik langs med en yndlingslund, sagde hun med et stille suk: „Et par måneder mere, så vil han måske spadsere her.“

Overtalelse.indd 28

06/07/2017 15.11

15

155

15

24

15

155

15

5

231

15

5

5

Overtalelse er en morsom og gribende klassiker om kærlighed og kvindesind.

Det er den sidste roman, Jane Austen selv færdiggjorde, og den blev udgivet posthumt i 1818.

Ja ne Austen

Overtalelse

Lindh a rdt og Ringhof

5

15

lindhardtogringhof.dk

Jane Austen

Overtalelse

Den nittenårige Anne Elliot forelsker sig i den fattige, men ambitiøse søofficer Frederick Wentworth, men hendes familie overtaler hende til at bryde forlovelsen.

Da Anne atter møder Frederick Wentworth, er hun syvogtyve år, ugift og er aldrig kommet sig over sin forelskelse. Wentworth er nu velhavende og stadig på udkig efter en hustru, men han har ikke tilgivet Anne, at hun afviste ham dengang.

OKHL_OMSL_Overtalelse_155x231_PRODUKTION.indd 1

06/07/17 15.10