Øen og havet

Første del

Bimini

Oeen og havet.indd 7

21/12/17 3:22 pm

1

Huset lå på den højeste del af den smalle landtange mellem havnen og det åbne hav. Det havde overlevet tre orkaner, og var bygget så solidt som et skib. Det lå i skyggen af høje kokospalmer, der var bøjet af Passaten, og på den side, der vendte ud mod havet, kunne man gå ud ad døren og ned ad den bratte skråning, over det hvide sand og lige ud i Golfstrømmen. Dennes vand var som regel mørkeblåt, når man så ud over det og der ingen vind var. Men når man gik ud i det, lyste det grønligt over det hvide, melagtige sand, og man kunne se skyggen af hver eneste stor fisk, længe før den kom ind i nærheden af stranden.

Det var et sted, hvor man om dagen kunne bade uden fare, og hvor der var dejligt at svømme i de lyse timer, men det var ikke noget sted, man skulle benytte til en dukkert om natten. Når det blev mørkt, kom hajerne tæt ind til stranden og jagede i Golfstrømmens udkant, og når det var stille om natten, kunne man oppe fra terrassen høre høje plask af de fisk, de forfulgte; gik man ned på stranden, kunne man se det fosforescerende kølvand, de dannede i vandet. I mørket var hajerne uden frygt, og alle 9

Oeen og havet.indd 9

21/12/17 3:22 pm

andre frygtede dem, men om dagen holdt de sig længere ude, borte fra det klare, hvide sand, og kom de endelig ind, kunne man se deres skygger på lang afstand.

I dette hus boede der en mand ved navn Thomas Hudson; han var en dygtig maler og arbejdede her og rundtom på øen størstedelen af året. Når man har levet tilstrækkeligt længe på disse breddegrader, bliver årstidernes skiften lige så vigtig her som alle andre steder, og Thomas Hudson, der elskede øen, ville ikke gå glip af hverken forår, sommer, efterår eller vinter.

Undertiden var somrene for varme, når vinden lagde sig i august eller Passaten af og til holdt op i juni og juli.

Der kunne også komme orkaner i september og oktober og endda i begyndelsen af november, og fra juni kunne lunefulde tropiske uvejr bryde løs når som helst. Men de rigtige orkanmåneder har smukt vejr, når der ikke er uvejr.

Thomas Hudson havde studeret tropiske uvejr i mange år, og han kunne se på himlen, når en tropisk forstyrrelse var under optræk, længe før hans barometer røbede dens tilstedeværelse. Han vidste, hvordan man skulle pejle uvejr, og hvilke forholdsregler der skulle træffes imod dem. Han vidste også, hvad det ville sige at stå en orkan igennem sammen med de andre folk på øen, og om det fællesskab, som orkanen skabte mellem de mennesker, der havde været igennem den. Og han var fuldt vidende om, at orkaner kunne være så onde, at intet kunne overleve dem. Alligevel tænkte han gerne, at hvis der en skønne dag skulle komme én, der var så ond, ville han gerne være der og tage imod den og gå til grunde sammen med huset, hvis det gik under.

10

Oeen og havet.indd 10

21/12/17 3:22 pm

Huset føltes næsten lige så meget som et skib, som det fornemmedes som et hus. Det var lagt sådan, at det kunne ride uvejr af, og det var bygget ind i øen, som om det var en del af denne, men man kunne se havet fra alle vinduerne, og der var god gennemtræk, så man sov køligt selv i de varmeste nætter. Huset var hvidmalet for at være behageligt om sommeren, og det kunne ses på lang afstand ude fra Golfstrømmen. Det lå højest på øen, lige med undtagelse af den lange række høje casuarinatræer, der var det første, man så, når man fik den i sigte ude fra havet. Kort efter at man havde fået øje på casuarinatræernes mørke, uklare kontur over synsranden, dukkede det hvide massive hus op. Når man så kom nærmere, tonede øen frem i hele sin længde med kokospalmerne, de spånklædte huse, strandens hvide linje og South Islands grønne, der strakte sig bagved. Thomas Hudson genså aldrig huset på denne ø, uden at synet af det gjorde ham glad. Han tænkte ejendommeligt nok altid på huset, som om det var hunkøn, sådan som man på engelsk næsten altid omtaler et skib som „hun“. Om vinteren, når nordenvinden blæste og det var koldt, var huset varmt og hyggeligt, for det havde øens eneste kamin. Det var en stor, åben, pejslignende kamin, og Thomas Hudson brændte drivtømmer i den.

Han havde en stor bunke sådant drivtømmer stablet ved husets sydmur. Det var bleget af solen og sandskuret af vinden, og han kom gerne til at holde af forskellige stykker, så han ikke kunne fordrage at brænde dem. Men der var altid nyt drivtømmer på stranden efter de store uvejr, og han konstaterede, at det var morsomt at brænde selv de stykker, han holdt af. Han vidste, at havet ville 11

Oeen og havet.indd 11

21/12/17 3:22 pm

give og forme nyt tømmer, og en kold nat sad han måske i lænestolen ved kaminen, læste ved lampen på det tunge plankebord og så op for at høre nordvestenvinden blæse udenfor og brændingens brus og se på, at de store, blegede stykker drivtømmer brændte.

Undertiden slukkede han lampen, lagde sig på gulvtæppet og så de farvekonturer, som havsaltet og sandet i træet dannede i flammen under forbrændingen. På gulvet var hans øjne i niveau med flammen, når den forlod brændet, og det gjorde ham både glad og sørgmodig. Alt træ, der brændte, påvirkede ham på denne måde. Men brændende drivtømmer havde en særlig indflydelse, som han ikke kunne definere. Han tænkte, at det sandsynligvis var forkert af ham at brænde det, når han nu var så glad for det, men det gav ham ikke dårlig samvittighed.

Når han lå på gulvet, følte han sig under vindens herredømme, uagtet denne piskede om husets laveste hjørner og gennem det laveste græs på øen og ned i søgræssets og marehalmens rødder og ind i selve sandet. På gulvet kunne han føle brændingens hamren på samme måde, som han mindedes at have hørt de tunge kanoner skyde, da han lå på jorden i nærheden af et eller andet batteri for længe siden, da han var dreng.

Kaminen var et herligt sted om vinteren, og i alle de andre måneder så han kærligt på den og tænkte på, hvordan det ville være, når det blev vinter igen. Vinteren var den bedste af alle årstider på øen, og han glædede sig til den hele resten af året.

Oeen og havet.indd 12

21/12/17 3:22 pm

2

Vinteren var forbi, og foråret næsten gået, da Thomas Hudsons drenge kom til øen det år. Det var aftalt, at de tre brødre skulle mødes i New York, følges ad ned til Florida med toget og flyve over til øen fra fastlandet. Der havde været de sædvanlige vanskeligheder med moderen til to af drengene. Hun havde planlagt en Europarejse, naturligvis uden at sige noget til drengenes far, da hun bestemte sig, og hun ville gerne have drengene hele sommeren. Så kunne han få dem i juleferien, naturligvis efter jul. Selve julen skulle de tilbringe sammen med hende.

Nu var Thomas Hudson fortrolig med mønsteret, og til sidst fandt man frem til det sædvanlige kompromis: De to yngste drenge skulle komme til øen og besøge deres far i fem uger og derefter rejse til New York og sejle med en fransk damper over til deres mor i Paris, hvor hun så havde købt nogle nødvendige klæder. De ville være under tilsyn af deres ældre broder, Tom, på rejsen. Tom skulle så rejse videre til sin mor, der var med i optagelserne af en film i Sydfrankrig.

13

Oeen og havet.indd 13

21/12/17 3:22 pm

Toms mor havde ikke bedt om at få ham derover, og hun havde helst set, at han blev på øen hos sin far, men hun ville alligevel gerne se ham, og det var et rimeligt kompromis med de andre drenges mors kategoriske bestemmelse.

Hun var en yderst tiltalende, henrivende kvinde, der aldrig i sit liv havde ændret en plan, hun havde lagt. Hun lagde altid sine planer i hemmelighed, ligesom en god general, og de blev gennemført til punkt og prikke. Der var mulighed for at gå på kompromis, men aldrig om nogen fundamental ændring i en plan, hvad enten denne var undfanget en søvnløs nat eller en sur morgen eller en aften, hvor diverse martinis havde stimuleret hendes tænkning.

En plan var en plan, og en beslutning var visselig en beslutning, og da Thomas Hudson vidste alt dette og var velkendt med skilsmissesyndromets skikke, var han særdeles glad for, at man havde fundet frem til et kompromis, og at børnene skulle være hos ham i fem uger. Når vi får fem uger, må vi endda være glade, tænkte han. Fem uger er en god lang tid at være sammen med mennesker, man holder af og gerne vil være sammen med altid. Men hvorfor forlod jeg overhovedet Toms mor? Det skal du hellere lade være med at tænke på, sagde han til sig selv. Det var en af de ting, han helst ikke skulle tænke på. Og det var glimrende børn, han havde fået med den anden. Meget mærkelige og meget komplicerede, og han var klar over, at mange af deres gode egenskaber kom fra hende. Hun er en storartet kvinde, og du burde heller aldrig have forladt hende. Jo, jeg var nødt til det, sagde han så til sig selv.

Men han spekulerede nu ikke dybere over det. Han var for længst hørt op med at spekulere, og han havde jaget den dårlige samvittighed på flugt med arbejde, så vidt 14

Oeen og havet.indd 14

21/12/17 3:22 pm

det var ham muligt; det eneste, der nu interesserede ham, var, at drengene ville komme, og at de skulle have en god sommer. Derefter ville han atter tage fat på arbejdet.

Han havde været i stand til at erstatte næsten alting undtagen børnene med arbejde og den stabile, normale arbejdstilværelse, han havde opbygget på øen. Han var af den opfattelse, at han her havde gjort noget, der ville vare, og som ville holde ham fast. Når han nu følte sig ensom og længtes efter Paris, mindedes han Paris i stedet for at rejse derover. Han gjorde det samme med hele Europa og meget af Asien og Afrika.

Han mindedes også, hvad Renoir havde sagt, da han fik at vide, at Gauguin var rejst til Tahiti for at male. „Hvorfor skal han absolut bruge så mange penge på at rejse så langt væk for at male, når man maler så udmærket her i Les Batignolles?“ Det lød bedre på fransk, quand on peint si bien aux Batignolles, og Thomas Hudson tænkte på øen som sit quartier, hvor han var faldet godt til og kendte sine naboer og arbejdede lige så energisk, som han nogen sinde havde gjort i Paris, da Tom var en ganske lille dreng.

Undertiden tog han fra øen for at fiske ud for Cuba eller tage til bjergene om efteråret, men han havde lejet den ranch ud, han ejede i Montana, fordi den bedste tid deroppe var sommeren og efteråret, og nu skulle drengene altid begynde i skolen om efteråret.

Han var nødt til undertiden at rejse til New York for at tale med den kunsthandler, der solgte hans billeder, men nu skete det oftere, at kunsthandleren kom ned og besøgte ham og tog de nye billeder med sig hjem.

Thomas Hudson havde en solid position som maler og var anset både i Europa og i sit eget land. Han havde en 15

Oeen og havet.indd 15

21/12/17 3:22 pm

fast indtægt af olielicenser fra jord, hans bedstefar havde ejet. Den havde været græsgange, og da den blev solgt, var det med klausul om andel i eventuelle olieindtægter. Cirka halvdelen af denne indkomst gik til underholdsbidrag, og resten gav ham økonomisk tryghed, så han kunne male præcis, som han ville, uden nogen form for kommercielt pres. Den gjorde det også muligt for ham at bo, hvor han ville, og at rejse, når det passede ham.

Han havde haft succes på næsten alle måder undtagen i ægteskabelig henseende, uagtet succes aldrig havde været noget, der virkelig interesserede ham. Det, der interesserede ham, var hans kunst og hans børn, og han elskede stadig den første kvinde, han havde elsket. Han havde elsket mange kvinder siden, og det skete, at en eller anden af dem kom og boede på øen. Han havde behov for at se kvinder, og de var velkomne, når de blot ikke blev der længere, end han brød sig om. Han kunne godt lide at have dem boende, undertiden endda temmelig længe, men til syvende og sidst var han altid glad, når de var rejst, selv når han holdt meget af dem. Han havde opdraget sig selv til ikke længere at skændes med kvinder, og han havde lært, hvordan man undgår at blive gift. Disse to ting havde været næsten lige så vanskelige at lære som at slå sig til ro på ét sted og male på en stabil og velordnet måde. Men lært dem havde han, og han håbede, at han havde lært dem for resten af livet. Han havde længe vidst, hvordan man skal male, men han mente alligevel, at han lærte mere hvert år. Derimod havde det været vanskeligt for ham at lære at slå sig til ro og at male med disciplin, for der havde været en tid i hans liv, da han ikke var disciplineret. Han havde aldrig været egentligt 16

Oeen og havet.indd 16

21/12/17 3:22 pm

ansvarsløs, men han havde været udisciplineret, egoistisk og hensynsløs. Dette vidste han nu, ikke blot fordi mange kvinder havde sagt det til ham, men fordi han omsider selv havde opdaget det. Han havde da besluttet, at han kun ville være egoistisk i sin kunst, kun hensynsløs i sit arbejde, og at han ville disciplinere sig og acceptere denne selvtugt.

Han ville nyde livet inden for rammen af den selvdisciplin, han praktiserede, og arbejde hårdt. Og i dag var han særligt glad, for hans børn skulle komme i morgen. „Er der noget, De ønsker, mr. Tom?“ spurgte hans houseboy, Joseph. „De er færdig for i dag, ikke?“ Joseph var meget høj og havde et meget langt, meget sort ansigt og store hænder og fødder. Han var iført hvid jakke og hvide bukser og var barfodet. „Nej tak, Joseph. Jeg tror ikke, at jeg har brug for noget.“ „Lidt gin og tonic?“ „Nej, jeg tror, jeg går ned og får en drink hos mr. Bobby.“ „Tag den hellere her. Det er billigere. Mr. Bobby var i dårligt lune, da jeg gik forbi. For mange blandede drinks, siger han. En kvinde fra en lystyacht bad om noget, der hedder en White Lady, og han serverede en flaske af det amerikanske mineralvand, hvor man på etiketten ser en dame i en slags hvid moskitonetkjole sidde ved en kilde.“ „Jeg må alligevel hellere gå derned.“ „Lad mig lave én til Dem først. Der var nogle breve med lodsbåden. Dem kan De læse, drikke Deres drink og så gå ned til mr. Bobby.“ „Ja, ja, så siger vi det.“ 17

Oeen og havet.indd 17

21/12/17 3:22 pm

„Det var godt,“ sagde Joseph. „Jeg har nemlig allerede lavet drinken. I øvrigt ser brevene ikke ud til at være særligt vigtige.“ „Hvor er de?“ „Nede i køkkenet. Jeg skal komme op med dem. Der er et par med kvindeskrift på konvolutten. Det ene er fra New York, det andet fra Palm Beach. Smuk skrift. Et fra den herre, der sælger Deres billeder i New York. Et par andre, jeg ikke kan se hvem er fra.“ „Vil du gerne besvare dem for mig?“ „Gerne, hvis De ønsker det, sir. Jeg er dygtig til at læse og skrive.“ „Du må alligevel hellere komme op med dem.“ „Så gerne, mr. Tom. Der er også en avis.“ „Gem den til morgenmaden, Joseph.“ Thomas Hudson sad og læste sin post og drak den kolde drink. Et af brevene læste han en ekstra gang og lagde dem derefter alle sammen ned i sin skrivebordsskuffe. „Joseph,“ råbte han ned til køkkenet, „har du alting parat til drengene?“ „Ja, mr. Tom. Og to ekstra kasser Coca-Cola. Tom må være blevet højere end mig, ikke?“ „Nej, ikke endnu.“ „Tror De, han kan tæve mig?“ „Nej.“ „Jeg har slåsset så mange gange med den dreng,“ sagde Joseph. „Det er mærkeligt at kalde ham ‘mr.’. Mr. Tom, mr. David og mr. Andrew. Tre af de bedste drenge, jeg kender. Men Andy er den skrappeste.“ „Det har han været fra fødslen,“ sagde Thomas Hudson.

18

Oeen og havet.indd 18

21/12/17 3:22 pm

„Og jeg skal love for, at han er blevet ved,“ sagde Joseph beundrende. „Du skal give dem et godt eksempel i sommer.“ „Mr. Tom, De skal ikke regne med, at jeg skal give de drenge et godt eksempel i sommer. Det kunne jeg måske for tre-fire år siden, da jeg var uskyldig. Nu vil jeg prøve på at efterligne Tom. Han har gået i en fin skole og har meget fine manerer. Jeg kan ikke komme til at ligne ham helt, men jeg kan opføre mig ligesom ham. Tvangfrit og selvsikkert, men høfligt. Jeg vil også være smart ligesom Dave. Det er det vanskeligste. Og så vil jeg lære hemmeligheden ved, hvordan Andy bærer sig ad med at være så skrap.“ „Du skal ikke forsøge på at være skrap her.“ „Nej, mr. Tom, dér misforstod De mig. Den slags skraphed er ikke til brug i huset, men kun til mit private liv.“ „Det bliver hyggeligt at have dem her, ikke?“ „Mr. Tom, det bliver den største oplevelse siden den store brand. Jeg regner det for en begivenhed på højde med Kristi genkomst. Om det bliver hyggeligt? Jo, sir, sandelig bliver det hyggeligt.“ „Vi må finde på en masse ting, de kan lave, for at de ikke skal kede sig.“ „Nej, mr. Tom,“ sagde Joseph. „Men vi må finde ud af, hvordan vi kan beskytte dem mod deres egne letsindige indfald. Eddy kan hjælpe os. Han kender dem bedre end jeg. Jeg er deres ven, og det gør sagen vanskelig.“ „Hvordan har Eddy det?“ „Han har drukket lidt som forskud på dronningens fødselsdag. Men han er i topfin form.“ 19

Oeen og havet.indd 19

21/12/17 3:22 pm

„Jeg må hellere gå ned til mr. Bobby, mens han endnu er i det dårlige lune.“ „Han spurgte efter Dem, mr. Tom. Bobby er en virkelig gentleman, og undertiden går det pak, der kommer ind med lystyachterne, ham på nerverne. Han var helt ude af den, da jeg gik.“ „Hvad lavede du dernede?“ „Jeg hentede Coca-Cola, og så blev jeg for at tage et parti billard.“ „Hvordan er bordet?“ „Værre end før.“ „Jeg går derned,“ sagde Thomas Hudson. „Men jeg vil først tage et brusebad og så tage noget andet tøj på.“ „Jeg har allerede lagt det frem på sengen, sir,“ sagde Joseph. „Skal jeg lave en gin og tonic til?“ „Nej tak.“ „Mr. Roger var med båden.“ „Godt. Jeg skal nok få fat på ham.“ „Skal han bo her?“ „Måske.“ „Jeg vil rede op til ham for alle tilfældes skyld.“ „Ja, gør det.“

Oeen og havet.indd 20

21/12/17 3:22 pm

3

Thomas Hudson tog brusebad, skrubbede sit ansigt med sæbe og skyllede det af under den prikkende, stærke stråle fra brusen. Han var en kraftig mand og så endnu kraftigere ud nøgen end med tøj på. Han var meget solbrændt, og hans hår var bleget og stribet af solen. Der var intet overflødigt fedt på hans krop, og vægten viste ham, at han vejede 86 kilo.

Jeg burde have taget en svømmetur, før jeg gik under brusen, tænkte han. Men jeg svømmede jo langt i morges, før jeg begyndte at arbejde, og nu er jeg træt. Der bliver rig lejlighed til at svømme, når drengene kommer. Og Roger er her også. Det er godt.

Han tog et par rene shorts og en gammel kakiskjorte og mokkasiner på, gik ud ad døren og ned ad skråningen, ad lågen i stakittet ud på King’s Highways solblegede, kridhvide koral.

Forude kom en gammel neger med meget rank holdning og iført sort alpakajakke og velpressede sorte bukser ud fra en af de umalede hytter ved vejen, der her skyggedes af to høje kokospalmer, og begav sig hen ad vejen 21

Oeen og havet.indd 21

21/12/17 3:22 pm

foran Thomas Hudson; denne så hans smukke sorte ansigt, idet han vendte sig om.

Fra et sted bag ved hytten lød en barnestemme, der sang drillende, på en gammel engelsk melodi: „Onkel Edward kom fra Nassau, han ville sælge slik, P. H. og jeg, vi købte et pund, og ondt i maven vi fik –“ Onkel Edward drejede sit smukke hoved, der så lige så bedrøvet som vredt ud i den stærke eftermiddagssol. „Jeg kender dig,“ sagde han. „Jeg kan ikke se dig, men jeg ved, hvem du er. Jeg melder dig til betjenten.“ Barnestemmen fortsatte og lød klar og munter: „Oh, Edward, oh, Edward, oh, slemme onkel Edward, din slik gi’r ondt i ma-ven.“ „Det skal betjenten få at vide,“ sagde onkel Edward. „Og han ved nok, hvad der skal gøres.“ „Har du slik, man får ondt i maven af, i dag?“ råbte barnestemmen. Drengen, der råbte, sørgede for at holde sig ude af syne. „Mennesket er hårdt plaget,“ sagde onkel Edward, idet han gik videre. „Man flår i og ødelægger menneskets kåbe af værdighed. Oh, kære Vorherre, tilgiv dem, thi de vide ikke, hvad de gør.“ 22

Oeen og havet.indd 22

21/12/17 3:22 pm

Længere henne ad King’s Highway lød der mere sang fra værelserne oppe over Ponce de León. En negerdreng løb hen ad koralvejen og standsede ud for Thomas Hudson. „Der har været slagsmål, mr. Tom,“ sagde han. „Eller noget andet ballade. En herre fra en yacht har smidt ting ud ad vinduet.“ „Hvilke ting, Louis?“ „Alle mulige, mr. Tom. Han smed alting ud ad vinduet, han kunne få fat på. En dame prøvede at få ham til at holde op, men så sagde han, at han også ville smide damen ud ad vinduet.“ „Hvor er den herre fra?“ „En stor mand oppe nordfra. Han siger, at han har råd til at købe og sælge hele øen. Han kan sikkert også få den billigt, hvis han bliver ved med at skabe sig sådan, som han gør.“ „Har betjenten taget affære, Louis?“ „Nej, sir. Ingen har tilkaldt betjenten endnu. Men alle tror, at det ikke varer længe, før han kommer.“ „Var du da sammen med dem, Louis? Jeg skal sige dig, at jeg gerne vil have nogle agn til i morgen.“ „Det skal jeg nok skaffe, sir. De kan være helt rolig. Jeg har været med dem hele tiden. De hyrede mig til at tage dem med ud at fiske makrelgedder i morges, og jeg har været sammen med dem lige siden. De har bare slet ikke været ude at fiske. Overhovedet ikke. Hvis at man da ikke kalder det at fiske, at man smider tallerkener og kopper og krus og stole ud ad vinduet og river regningen i stykker, hver gang mr. Bobby kommer med den, og siger til ham, at han er en beskidt tyveknægt og svindler.“ 23

Oeen og havet.indd 23

21/12/17 3:22 pm

„Det kunne lyde, som om det er en vanskelig herre, Louis.“ „Mr. Tom, han er den værste herre, man nogen sinde kan se for sine øjne. Han fik mig til at synge for dem. De ved nok, at jeg ikke synger så godt som Josey, men jeg synger så godt, jeg kan, og undertiden synger jeg bedre, end jeg kan. De ved jo, hvordan at det er. De har hørt mig synge. Den eneste, han vil høre, er den sang De ved om Mama vil ingen ærter ha’ og heller ingen ris og kokosolie.

Igen og igen. Det er en gammel sang, og jeg bliver træt og siger så til ham: ‘Sir, jeg kan nogle nye sange. Goe sange.

Smukke sange. Og jeg kan også gamle sange, som for eksempel den om John Astors død på Titanic, da den stødte på et isbjerg, og dem vil jeg hellere synge end den om ingen ærter og ris, hvis at De ikke har noget imod det’.

Jeg sagde det noget så høfligt og venligt. Sådan som De jo ved, at jeg ville sige det, sir. Men så siger ham herren: ‘Hør nu her, din uvidende sorte lille lømmel, jeg ejer flere forretninger og fabrikker og aviser, end John Jacob Astor havde kasse til, og jeg skal bukke begge ender sammen på dig, hvis du én gang til siger til mig, hvad jeg vil høre’.

Så sagde hans dame: ‘Skat, behøver du virkelig at være så grov mod drengen? Jeg synes, han sang så pænt, og jeg vil gerne høre nogle af de nye sange’. Så siger han: ‘Hør godt efter: Du får dem ikke at høre, og han kommer ikke til at synge dem’. Mr. Tom, han er en besynderlig herre.

Men hans dame sagde bare: ‘Åh, skat, du er vanskelig’.

Mr. Tom, han er mer’ vanskelig end en dieselmotor for en nyfødt abekat lige ud af maven på sin mor. Undskyld, hvis at jeg taler for meget. Jeg blev bare så forskrækket, og jeg tror også, at hun er ked af det.“ 24

Oeen og havet.indd 24

21/12/17 3:22 pm

„Hvad skal du nu lave for dem, Louis?“ „Jeg har skaffet nogle konkylieperler,“ svarede han.

De var standset i skyggen af en palme, mens drengen havde talt, og nu tog han et temmelig rent stykke tøj op af lommen og foldede det ud; det indeholdt et halvt dusin af de blanke, perlemorsagtige, lyserøde, lidet perleagtigt udseende perler, der undertiden findes af de indfødte i konkylier, når de renser dem, og som ingen kvinde, Thomas Hudson havde kendt, brød sig om at få foræret, lige med undtagelse af dronning Mary af England. Ganske vist kunne Thomas Hudson ikke sige, at han kendte dronning Mary undtagen gennem aviserne og fra fotografier og en artikel om hende i The New Yorker, men den omstændighed, at hun godt kunne lide konkylieperler, fik ham til at synes, at han kendte hende bedre, end han kendte mange andre mennesker, han havde kendt i lang tid. Dronning Mary holdt af konkylieperler, og øen fejrede hendes fødselsdag i aften, tænkte han, men han var bange for, at konkylieperler ikke ville få den pågældende herres dame til at føle sig væsentligt gladere. Og der var jo også den mulighed, at dronning Mary sagde, at hun kunne lide dem, for at glæde sine undersåtter på Bahama-øerne.

De var nu gået ned til Ponce de León, og Louis sagde: „Hans dame græd, mr. Tom. Hun græd helt fortvivlet. Så foreslog jeg, at jeg skulle gå op til Roy’s og få fat på nogle konkylieperler, hun kunne kigge på.“ „Dem bliver hun sikkert meget glad for,“ sagde Thomas Hudson. „Forudsat at hun kan lide konkylieperler.“ „Det håber jeg også. Nu går jeg op med dem.“ Thomas Hudson gik ind i baren, hvor der var køligt og næsten mørkt efter det stærke hvide skær fra koralvejen; 25

Oeen og havet.indd 25

21/12/17 3:22 pm

han fik en gin og tonic med et stykke limeskal i glasset og et par dråber angostura oveni. Mr. Bobby stod bag bardisken og så skrækindjagende ud. Fire negerdrenge spillede billard og løftede af og til bordet, når det var nødvendigt for at klare en vanskelig karambolage. Sangen ovenpå var standset, og der var meget stille i lokalet, når man så bort fra ballernes sammenstød. To af mandskabet fra yachten, der var fortøjet ved anløbsbroen, sad ved baren, og da Thomas Hudsons øjne havde vænnet sig til belysningen, var der halvmørkt, køligt og behageligt. Louis kom ned ad trappen. „Den herre sover,“ sagde han. „Jeg lod perlerne blive oppe hos hans dame. Hun ser på dem og græder.“ Han så, at de to matroser fra yachten kiggede på hinanden, men de sagde ikke noget. Han stod med den behageligt bitre longdrink i hånden, smagte den første slurk af den, og den mindede ham om Tanga, Mombasa og Lamu og hele denne kyst; han kom pludselig til at længes vemodigt efter Afrika. Her sad han veletableret på øen, uagtet han lige så godt kunne være i Afrika. Åh, hvad fanden, tænkte han, jeg kan altid rejse derover. Man skal få det bedste ud af det, hvor man end er. Og jeg har det jo ovenikøbet udmærket her. „Kan du virkelig lide smagen af det stads?“ spurgte Bobby ham. „Ja. Ellers ville jeg ikke drikke det.“ „Jeg kom engang til at lukke en flaske tonic op ved en fejltagelse, og det smagte som kinin.“ „Der er også kinin i.“ „Folk er sgu skøre,“ sagde Bobby. „Mennesket kan drikke alt, hvad det vil, når det har penge til at betale med.

26

Oeen og havet.indd 26

21/12/17 3:22 pm

Meningen er vel, at man skal have det rart, men gudhjælpemig om folk så ikke går hen og ødelægger god gin ved at hælde det i en eller anden slags hindudrik med kinin i.“ „Jeg synes, at det smager godt. Jeg kan lide kininsmagen sammen med limeskallen. Jeg synes, at det ligesom åbner mavens porer, eller hvad det nu kan være. Den stimulerer mig mere end nogen anden drink med gin i. Jeg føler mig godt tilpas af den.“ „Det ved jeg. Du bliver altid godt tilpas af spiritus, medens jeg får det ad helvede til. Hvor er Roger?“ Roger var en god ven af Thomas Hudson; han havde en fiskerhytte længere nede på øen. „Han skulle snart være her. Vi skal spise sammen med Johnny Goodner.“ „Jeg gad egentlig nok vidst, hvorfor mænd som du og Roger Davis og Johnny Goodner, der har været så meget omkring i verden, slår jer ned her på øen.“ „Det er en god ø. Du bor her jo også, ikke sandt?“ „Jeg bor her for at tjene til livets ophold.“ „Det kunne du også gøre i Nassau.“ „Jeg vil skide på Nassau. Der er sjovere her. Man kan more sig godt her på øen. Og her kan også tjenes mange penge.“ „Jeg holder af at bo her.“ „Vist så,“ sagde Bobby. „Det gør jeg også. Det ved du godt. Hvis jeg bare kan tjene til livets ophold. Sælger du de billeder, du maler hele tiden?“ „De sælges rigtig godt efterhånden.“ „Folk betaler altså penge for malerier af onkel Edward.

Malerier af negre i vandet. Negre på landjorden. Negre i både. Både, der fanger skildpadder, og både, der fisker 27

Oeen og havet.indd 27

21/12/17 3:22 pm

svampe. Uvejr over havet, skypumper, skonnerter, der er slået til vrag, og skonnerter under bygning på værftet? Alt det, som de kan se uden at skulle betale for det. Køber folk dem virkelig?“ „Det kan du regne med, at de gør. Én gang om året bliver der holdt en udstilling i New York, hvor de bliver solgt.“ „Er det ved auktion?“ „Nej, kunsthandleren, der udstiller dem, sætter en pris på dem. Folk køber dem, og en gang imellem er der også et museum, der køber ét,“ „Kan du ikke selv sælge dem?“ „Jo, det kan jeg da rigtignok.“ „Jeg ville godt købe en skypumpe,“ sagde Bobby. „En stor, beskidt skypumpe. Sort som helvede. Måske hellere to skypumper, der kommer brølende hen over det lave vand og laver et spektakel, så man ikke kan få ørenlyd.

Man ser dem suge alt vandet op, og de skræmmer én næsten til døde. Jeg sidder i min lille jolle og fisker svampe, men jeg kan intet stille op. Skypumpen suger glasset lige ud af hånden på mig. Den er lige ved at suge jollen op af vandet. En skypumpe, der kommer lige fra det sorte helvede. Hvor meget vil sådan ét koste? Jeg kunne hænge det op lige her. Eller også hjemme, bare det gør konen pisseangst.“ „Det vil afhænge af, hvor stort billedet er.“ „Lav det så stort, du har lyst,“ sagde Bobby med en flot håndbevægelse. „Et billede af den slags kan overhovedet ikke være for stort. Mal tre skypumper på det. Jeg så engang tre skypumper på ganske nært hold ovre ved Andros Island. De gik helt op til himlen, og den ene af 28

Oeen og havet.indd 28

21/12/17 3:22 pm

dem sugede en svampefiskers båd op, og da den slap den igen, gik motoren lige igennem bunden af fartøjet.“ „Det er bare, hvad lærredet vil koste,“ sagde Thomas Hudson. „Jeg vil kun tage betaling for lærredet.“ „Så skal du sgu købe et stort lærred,“ sagde Bobby. „Vi skal male skypumper, der skal jage folk væk fra baren her og lige ud af den skide ø!“ Han var betaget af projektets storhed, men dets muligheder var først nu ved at gå op for ham. „Gamle Tom, tror du ikke, at du kunne male en rigtig orkan? Male den lige midt i uvejret, hvor den allerede har blæst fra den ene side og er faldet til ro og lige skal til at blæse fra den anden. Kan du ikke det? Du skal male alting med, lige fra negrene, der er surret til kokospalmerne, og til skibene, der bliver slynget ind over toppen af øen. Og tag også det store hotel med. Der skal også være nogle lægter, der sejler gennem luften som spyd, og døde pelikaner, der farer forbi, som om de hører til selve regnbygerne. Barometret skal være nede på 710 millimeter, og vindhastighederne skal sprænge Beauforts skala. Lad brændingen briste mod tifavnebanken og månen stå op midt i stormcentret. Lad en stormflod rejse sig og oversvømme alt levende. Lad kvinder blive blæst ud til havs, efter at vinden har flået alt tøjet af dem. Lad døde negre flyde overalt og flyve gennem luften –“ „Det bliver et fantastisk stort lærred,“ sagde Thomas Hudson. „Til helvede med lærredet!“ sagde Bobby. „Jeg skaffer dig storsejlet fra en skonnert. Vi vil male de største billeder i verden og blive berømt til sene tider. Hidtil har du bare malet små, naive billeder.“ 29

Oeen og havet.indd 29

21/12/17 3:22 pm

„Jeg skal nok tage fat på skypumperne,“ sagde Thomas Hudson. „Godt så,“ sagde Bobby, der var ked af at skulle forlade det store projekt. „Det lyder reelt. Men ved Gud om vi ikke kan lave nogle pragtfulde billeder med den viden, du og jeg har tilsammen, og den øvelse, du allerede har.“ „Jeg begynder på skypumperne i morgen.“ „Godt,“ sagde Bobby. „Det er altid en begyndelse.

Men ved Gud i himlen om jeg ikke også gerne vil have, at vi skal male den orkan! Har du nogen sinde malet Titanics undergang?“ „Ikke i virkeligt stor målestok.“ „Den kunne vi male! Det er et emne, der altid har appelleret til min fantasi. Du kan få isbjergets kulde med, da det fjerner sig efter at have ramt skibet. Mal det hele i en tæt tåge. Få alle enkeltheder med. Få også ham manden, der kom i båden sammen med kvinderne, fordi han troede, han kunne hjælpe, fordi han var lystsejler. Mal ham, da han hopper ned i båden og tramper på nogle kvinder, i naturlig størrelse. Han minder mig om den fyr, vi har ovenpå nu. Kunne du ikke gå op og lave en tegning af ham, mens han sover, og bruge ham i maleriet?“ „Jeg synes, vi skal indskrænke os til at begynde med skypumperne.“ „Tom, jeg vil have, at du skal være en stor maler,“ sagde Bobby. „Lad alt det pillearbejde ligge. Du har faktisk bare spildt tiden. Her har vi på mindre end en halv time skitseret tre malerier, og jeg er endnu slet ikke begyndt at trække på min fantasi. Og hvad har du foretaget dig til dato? Malet en neger, der vender en skildpadde om på stranden. Ikke engang en grøn skildpadde. En almindelig 30

Oeen og havet.indd 30

21/12/17 3:22 pm

karette. Eller malet en jolle med to negre, der bakser med en kasse krabber. Du har spildt dit liv, mand.“ Han standsede og tog en slurk af et glas, han havde stående under bardisken. „Det gælds ikke,“ sagde han. „Du så mig overhovedet ikke tage det glas. Men hør, Tom: Det drejer sig om tre virkeligt store malerier. Vældige lærreder. Egnet til at hænge i Krystalpaladset side om side med alle tiders mesterværker. Når man ser bort fra, at det første jo kun er et lille sujet. Men vi er ikke begyndt endnu. Jeg ser ingen grund til, at vi ikke skulle kunne male et billede, der slår alle andre ud. Hvad mener du om det?“ „Om hvad?“ Han bøjede sig frem over bardisken, så de andre ikke kunne høre, hvad han sagde. „Du skal ikke lade dig skræmme af det, Tom,“ sagde Bobby. „Lad dig ikke chokere af projektets dimensioner.

Du må have visioner. Vi kan male Ragnarok,“ sagde han og gjorde en lille pause. „I naturlig størrelse.“ „Helvede, mener du?“ sagde Thomas Hudson. „Nej, før helvede. Helvede er lige ved at åbne sig. De sidste dages hellige er i ekstase i deres kirke oppe på bakken og taler alle sammen i ukendte tungemål. En djævel er i gang med at spidde dem på sin høtyv og læsse dem over på en kærre. De skriger og jamrer og anråber Jehova.

Negre ligger overalt, så lange de er, og muræner og taskekrabber og stankelbenskrabber bevæger sig rundt om og over deres legemer. En slags kæmpestor luge er åben, og djævle bærer negre og almindelige kirkegængere og sidstedages-hellige derned, og de forsvinder ud af syne. Vandet stiger på alle sider af øen, og hammerhajer og makrelhajer 31

Oeen og havet.indd 31

21/12/17 3:22 pm

og tigerhajer og stumpsnudede hajer svømmer rundt og rundt og ernærer sig af dem, der prøver på at svømme væk for ikke at blive ekspederet ned gennem den store åbne luge, som dampen stiger op af. Nogle fordrukne sutter tager deres sidste slurke og slår løs på djævlene med flasker, men djævlene bliver ved med at spidde dem og ekspedere dem ned, eller også opsluges de af det stigende hav, hvor der nu er hvalhajer, store hvide hajer og manddræberhajer og andre kæmpestore fisk, der kredser uden for det område, hvor de store hajer snapper efter disse mennesker i vandet. Øens top er dækket af hunde og katte, og djævlene skovler også dem ned, og hundene kryber sammen og hyler, og kattene stikker af og kradser djævlene, og deres pels stritter og til sidst farer de ud i havet og svømmer så fint, som man kan ønske sig. Af og til ser man, at en haj rammer én af dem, og så forsvinder katten under vandet, men de fleste af dem svømmer lige igennem.

Nu begynder en gloende varme at trænge ud fra lugen, og djævlene må slæbe folk hen imod den, fordi de har brækket deres høtyve under arbejdet med at få nogle af kirkefolkene ekspederet ned. Du og jeg står midt i billedet og ser med stor ro på alt dette. Du gør nogle notater, og jeg læsker mig af en flaske og tilbyder dig af og til en slurk. Undertiden kommer en svedende djævel lige forbi os og haler i en stor præst, der prøver på at grave sig ned i sandet med fingrene for ikke at blive puttet ned gennem lugen og skriger til Jehova, og djævelen siger: ‘De må meget undskylde, mr. Tom og mr. Bobby, men vi har så meget at gøre i dag’.

Jeg byder djævelen en drink, da han passerer, svedende og strimet, på jagt efter en anden præst, og så siger han: ‘Nej tak, mr. Bobby, jeg rører aldrig spiritus, når jeg arbejder’.

32

Oeen og havet.indd 32

21/12/17 3:22 pm

Det kunne blive et fantastisk maleri, Tom, hvis vi kan få al bevægelsen og storheden med i det.“ „Jeg tror, at vi foreløbig har skitseret alt, hvad vi kan klare i dag.“ „Jeg tror sgu, at du har ret,“ sagde Bobby. „Jeg bliver selv tørstig af at skulle skitsere et maleri på den måde.“ „Der var en mand, der hed Bosch; han malede stort set efter de samme principper.“ „Ham med magneterne?“ „Nej, Hieronymus Bosch. Ældgammel fyr. Meget dygtig. Pieter Brueghel lavede noget tilsvarende.“ „Er han også en ældgammel fyr?“ „Ja, meget gammel. Men meget dygtig. Du ville kunne lide hans ting.“ „Åh, hvad fanden,“ sagde Bobby, „ingen af de gamle kan komme op på siden af os. Desuden er verden jo aldrig gået under endnu, så hvordan fanden skulle han vide mere om det end os?“ „Han bliver nu ikke så let at slå.“ „Jeg tror ikke et ord af det,“ sagde Bobby. „Vi har et billede her, der vil gøre ham arbejdsløs.“ „Kan jeg få en lille én til?“ „Ja, sgu. Undskyld. Jeg glemte helt, at det er en bar. Gud bevare dronningen, Tom. Vi glemmer helt, hvad dag det er. Nu giver jeg den næste, og så drikker vi hendes skål.“ Han skænkede et lille glas rom til sig selv og rakte Thomas Hudson flasken med Booth’s Yellow Gin, et par limefrugter på en tallerken, en kniv og en flaske Schweppes’ Indian Tonic Water. „Du kan selv blande din drink. Fanden stå i alle de idiotiske blandinger!“ 33

Oeen og havet.indd 33

21/12/17 3:22 pm

Da Thomas Hudson havde blandet sin drink og rystet nogle dråber bitter i fra flasken med mågefjeren i proppen, løftede han glasset og kiggede hen i baren. „Må jeg byde på en genstand? Hvis det ikke er for indviklet, hvad I drikker.“ „Porter,“ sagde en af matroserne. „Så får I porter,“ sagde Bobby, stak hånden ind i isskabet og fandt de to flasker frem. „Glassene er sluppet op.

Nogle fulde svin har smidt glas væk hele dagen. Har alle fået deres drinks? Mine herrer, dronningens skål. Jeg tror ikke, hun ville bryde sig særligt om øen, og jeg føler mig ikke overbevist om, at hun ville hygge sig særlig godt her.

Men alligevel drikker vi hendes skål. Gud bevare hende!“ De drak alle hendes skål. „Hun må være en betydelig kvinde,“ sagde Bobby. „Lidt for stiv for min smag. Jeg har nu altid været særlig begejstret for dronning Alexandra. Yndigt menneske.

Men vi vil prøve på at fejre dronningens fødselsdag med manér. Vores ø er lille, men den er patriotisk. En mand herfra var med i sidste krig og fik den ene arm skudt af.

Mere patriotisk kan man ikke være.“ „Hvis fødselsdag sagde han, at det var?“ spurgte en af matroserne. „Dronning Mary af England,“ sagde Bobby. „Moder til den nuværende konge af England og kejser af Indien.“ „Det er hende, Queen Mary er opkaldt efter, ikke?“ spurgte den anden matros. „Tom,“ sagde Bobby, „du og jeg vil drikke den næste skål alene.“

Oeen og havet.indd 34

21/12/17 3:22 pm