15
155
15
23
15
155
15
5
15
5
5
231
”NORTHANGER ABBEY er stadig en fornøjelse at læse ... tonen er i særklasse munter, og løbende paro dierer Austen datidens svar på krimien: den gotiske roman.” – Leonora Christina Skov, Weekendavisen
NORTHANGER ABBEY menes at være skrevet i 1799, da Jane Austen var blot 24 år gammel, men den blev først udgivet efter hendes død i 1817.
Ja ne Austen
Northanger Abbey
Lindh a rdt og Ringhof
5
15
lindhardtogringhof.dk
Jane Austen
Northanger Abbey
Catherine Morland er en naiv, men godhjertet 17-årig pige, der gør sin debut i middelklassens selskabsliv i 1790’ernes Bath. Hun finder hurtigt en veninde i den kokette Isabella Thorpe, som også er knyttet til Catherines bror, James. Catherine fatter ligeledes hurtigt interesse for den intelligente og vittige unge mand, Henry Tilney, og udvikler senere et venskab med hans søster, Eleanor. Venskabet med de to søskende resulterer i en invitation til familiens hjem: herresædet Northanger Abbey.
OKHL_OMS_NorthangerAbbey_155x231_RYG_23mmPRODUKTION.indd 1
20/08/2018 14.32
NORTHANGER ABBEY
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 1
17/07/18 7:00 pm
Af samme forfatter: Emma Fornuft og følelse Lady Susan Mansfield Park Overtalelse Stolthed og fordom
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 2
17/07/18 7:00 pm
JANE AUSTEN
Northanger Abbey PÃ… DANSK VED VIBEKE HOUSTRUP
LINDHARDT OG RINGHOF
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 3
17/07/18 7:00 pm
Northanger Abbey er oversat fra engelsk efter Northanger Abbey Copyright © 2018 Lindhardt og Ringhof Forlag A/S All rights reserved Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, København Bogen er sat med Sabon Og trykt hos Livonia Omslag: Lene Perez 1. udgave, 1. oplag Printed in Latvia 2018 ISBN: 978-87-11-53771-8 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 4
17/07/18 7:00 pm
AVERTISSEMENT AF FORFATTERINDEN TIL NORTHANGER ABBEY
Dette lille værk blev færdigt i året 1803 med henblik på umiddelbar publicering. Det blev afhændet til en boghandler, det blev ovenikøbet annonceret, og hvorfor der ikke skete mere i sagen, har forfatteren aldrig været i stand til at få oplyst. At nogen boghandler skulle mene, det var umagen værd at erhverve sig noget, han ikke mente, det var umagen værd at publicere, virker besynderligt. Men hverken forfatteren eller publikum har nogen anden bekymring over dette, end at det er nødvendigt med en vis opmærksomhed på de dele af værket, som tretten år har gjort forholdsvis forældede. Læserne bedes erindre, at der er gået tretten år, siden det blev færdigt, mange flere, siden det blev påbegyndt, og at tid, steder, sæder og skikke, bøger og meninger har undergået betydelige forandringer.
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 5
17/07/18 7:00 pm
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 6
17/07/18 7:00 pm
FØRSTE BIND
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 7
17/07/18 7:00 pm
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 8
17/07/18 7:00 pm
KAPITEL 1
Ingen, der havde set Catherine Morland som lille, ville have troet, at hun var født til at blive en heltinde. Hendes stilling i livet, hendes fars og mors karakter, hendes egen person og temperament; alt sammen var det imod hende. Hendes far var præst, uden at være hverken overset eller fattig, og en højst respektabel mand, selvom han hed Richard, og han aldrig havde været smuk. Han havde et betydeligt udkomme ud over to gode præstekald, og han var ikke på mindste måde forfalden til at spærre sine døtre inde. Hendes mor var en ligefrem kvinde med en nyttig sund sans, et godt humør og, hvad der var mere bemærkelsesværdigt, med en god konstitution. Hun havde fået tre sønner, inden Catherine blev født, og i stedet for at dø, da hun bragte sidstnævnte til verden, som alle og enhver kunne forvente, levede hun stadig videre – levede længe nok til at få seks børn mere, og til at se dem vokse op omkring sig, mens hun selv nød godt af et glimrende helbred. En familie med ti børn vil altid blive kaldt en prægtig familie, hvor der er hoveder, arme og ben nok til at svare til antallet, men familien Morland havde ikke megen anden ret til ordet, for de var i al almindelighed meget lidt kønne, og i mange år af sit liv var Catherine lige så lidt køn som nogen af dem. Hun havde en tynd, kejtet skikkelse, en gusten, farveløs hud, mørkt, glat hår og markerede ansigtstræk – så vidt hendes person – og var tilsyneladende ikke mindre uheldig af sind, hvad heltemod angik. Hun holdt af alle drengelege og
9
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 9
17/07/18 7:00 pm
-spil og foretrak langt cricket, ikke blot frem for dukker, men også frem for barndommens mere heroiske fornøjelser som at passe en hasselmus, fodre en kanariefugl eller vande en rosenbusk. Faktisk forstod hun ikke at værdsætte en have, og hvis hun overhovedet plukkede blomster, var det hovedsageligt for fornøjelsen af at lave gale streger – det gættede man i det mindste på, eftersom hun altid foretrak dem, det var forbudt at tage. Sådan var hendes tilbøjeligheder, og hendes evner var lige så besynderlige. Hun kunne aldrig lære eller forstå noget, før man havde terpet det med hende, og undertiden end ikke da, for hun var ofte uopmærksom og lejlighedsvis dum. Hendes mor var tre måneder om at lære hende bare at fremsige „Tiggerens Bøn“, og da det kom til stykket, kunne hendes lillesøster Sally fremsige digtet bedre, end hun selv kunne. Ikke sådan, at Catherine altid var dum, på ingen måde. Hun lærte fablen om „The Hare and many Friends“ udenad lige så hurtigt som enhver anden pige i England. Det var hendes mors ønske, at hun skulle lære at spille, og Catherine var sikker på, at hun nok skulle synes om det, for hun var meget glad for at klimpre på tangenterne på det ynkelige, gamle spinet, så hun begyndte som otteårig. Hun fik undervisning i et år og kunne ikke holde det ud, og mrs. Morland, som ikke insisterede på, at hendes døtre skulle dygtiggøre sig på trods af manglende evner eller modvilje, gav hende lov til at holde op. Den dag, musiklæreren blev sendt væk, var en af de lykkeligste i Catherines liv. Hendes sans for tegning var ikke bedre, om end hun faktisk gjorde, hvad hun kunne i den retning, når det lykkedes hende at få fat i kuverten til et brev fra moderen eller et hvilket som helst andet tilfældigt stykke papir, og så tegnede hun huse og træer, høns og kyllinger, der alle sammen lignede hinanden. Skrivning og regning blev hun undervist i af sin far, i fransk af sin mor. Hun udmærkede sig ikke i nogen af delene, og hun skulkede fra timerne, så snart hun kunne se sit snit til det. Hvilken besynderlig, uransagelig karakter! For trods alle disse symptomer på ryggesløshed i tiårsalderen havde hun hverken et slet hjerte eller et slet sindelag, var kun sjældent stædig, næsten aldrig trættekær og rigtig sød mod de små, bortset fra ganske få
10
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 10
17/07/18 7:00 pm
tilfælde af herskesyge. Hun var desuden støjende og vild, hadede indespærring og renlighed og elskede intet så højt i verden som at trille ned ad den grønne bakke bag ved huset. Sådan var Catherine Morland, da hun var ti år. I femtenårsalderen rettede hendes ydre sig. Hun begyndte at krølle håret og længes efter baller, hendes teint blev bedre, hendes træk blev blødere, mere buttede og fik farve, øjnene blev livligere, og skikkelsen mere fremtrædende. Hendes forkærlighed for snavs veg for en hang til stads, og hun blev renlig, i takt med at hun blev elegant. Nu havde hun undertiden fornøjelsen af at høre sin far og mor komme med bemærkninger om hendes personlige fremskridt. „Catherine er ved at blive en helt pæn pige. Hun er næsten køn i dag,“ var ord, hendes ører nu og da fangede, og hvor velkomne var de udsagn ikke. At se næsten køn ud er en gevinst af større fryd for en pige, der har set grim ud de første femten år af sit liv, end en skønhed fra vuggen nogensinde kan opleve. Mrs. Morland var en særdeles god kvinde, som ønskede alt det for sine børn, som burde tilkomme dem, men hendes tid var så optaget af barsler og af at undervise de små, at det uundgåeligt var overladt til de ældste døtre at klare sig selv, og det var ikke videre herligt, at Catherine, der ikke havde noget medfødt heroisk over sig i fjortenårsalderen skulle foretrække at spille cricket og baseball og ride og fare rundt på egnen frem for at læse bøger – eller i det mindste oplysende bøger – for hun havde aldrig haft nogen indvendinger mod bøger, forudsat at man kunne få andet end nyttig viden ud af dem, forudsat at det kun var historier og ikke noget, hun behøvede at tænke over. Men fra hun var femten år, til hun var sytten, var hun under oplæring som heltinde. Hun læste alle de bøger, heltinder nødvendigvis måtte læse for at forsyne deres hukommelse med de citater, der er så anvendelige og så beroligende i deres begivenhedsrige livs omskiftelser. Af Pope lærte hun at kritisere dem, som „bærer rundt på sorgens parodi.“
11
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 11
17/07/18 7:00 pm
Af Gray, at „Mangen en blomst fødes til uset rødmen, bortøder sin duft i den golde luft.“ Af Thomson, at „Det er et frydefuldt hverv at udvikle den unge idé.“ Og af Shakespeare fik hun et storslået forråd af oplysninger, blandt andet, at: „Fnuglette småting er for de skinsyge så stærke beviser som bibelord.“ at „Den stakkels bille, som vi træder på, har samme smertefølelse som kæmpen, der styrter om og dør.“ og at en ung, forelsket kvinde altid ligner „Tålmod på en rigt forsiret grav som smilede ad sorgen.“ Så vidt var hendes udvikling tilstrækkelig, og på mange andre punkter gjorde hun overordentlig store fremskridt, for selvom hun ikke kunne skrive sonetter, kunne hun godt få sig selv til at læse dem, og selvom der tilsyneladende ikke var nogen chance for, at hun skulle hensætte et helt selskab i en begejstringsrus med et præludium af egen komposition på fortepianoet, kunne hun lytte til andre menneskers fremførelser uden nogen synderlig træthed. Hendes største ufuldkommenhed gjaldt blyanten. Hun havde intet
12
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 12
17/07/18 7:00 pm
begreb om at tegne, end ikke nok til at forsøge sig med en skitse af den udkårnes profil, som hun måske kunne gribes i under udførelsen. Dér kom hun ynkeligt til kort i selve det heroiske. For øjeblikket var hun ikke klar over sin fattigdom, for der var ingen udkåren, hun kunne portrættere. Hun havde nået syttenårsalderen uden at have set én tiltalende ung mand, som kunne vække hendes følelser, uden at have vakt en eneste ægte lidenskab og uden at have fremkaldt nogen beundring overhovedet andet end en meget behersket og meget flygtig. Dette var i sandhed besynderligt! Men der kan almindeligvis gøres rede for besynderlige ting, hvis man på rimelig vis søger årsagen til dem. Der var ikke en eneste lord på egnen, nej, ikke engang en baronet. Der var ikke én familie i deres bekendtskabskreds, som havde opfostret og forsørget en dreng, de tilfældigvis havde fundet ved deres dør, ikke en eneste ung mand, hvis herkomst var ukendt. Hendes far havde ingen myndling og sognets godsejer ingen børn. Men når en ung dame skal være heltinde, kan urimelighederne hos fyrre omgivende familier ikke forhindre hende i det. Noget må og skal ske, som vil føre hende sammen med en helt. Mr. Allen, der ejede det meste af jorden omkring Fullerton, den landsby i Wiltshire, hvor familien Morland boede, blev beordret til Bath til gavn for sin gigtplagede konstitution, og hans frue, en venlig og rar kvinde, der holdt af miss Morland og sandsynligvis var klar over, at en ung dame, som ikke kom ud for nogen eventyr i sin egen landsby, måtte opsøge dem andetsteds, inviterede hende til at tage med dem. Mr. og mrs. Morland var lutter føjelighed, og Catherine lutter lykke.
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 13
17/07/18 7:00 pm
KAPITEL 2
I tilgift til, hvad der allerede er blevet sagt om Catherine Morlands personlige ynder og åndsevner, da hun står over for at blive kastet ud i alle de vanskeligheder og farer, et seks ugers ophold i Bath vil medføre, kan man – af frygt for, at de følgende sider ellers skal give læseren en fejlagtig opfattelse af, hvordan hendes karakter er tænkt – som en mere sikker oplysning fastslå, at hendes hjerte var kærligt, hendes sind frejdigt og åbent og uden indbildskhed eller skaberi af nogen art, og hendes væsen netop fri af den unge piges kejtede generthed. Hendes skikkelse var tiltalende og, når hun tog sig godt ud, køn, og hendes forstand omtrent så uvidende og uoplyst, som den kvindelige forstand i syttenårsalderen sædvanligvis er. Da afrejsens time nærmede sig, måtte mrs. Morlands moderlige ængstelse naturligvis formodes at være såre voldsom. Tusinde bange anelser om det onde, der kunne tilstøde hendes højtelskede Catherine ved denne frygtindgydende adskillelse, måtte nødvendigvis gøre hendes hjerte dybt bedrøvet og drukne hende i tårer de sidste par dage, de var sammen, og det gav sig selv, at råd af den mest betydningsfulde og anvendelige art måtte flyde fra hendes kloge læber i deres samtale i hendes kammer inden afskeden. Advar sler mod stormkuren fra de adelsmænd og baronetter, der ynder at tvinge unge damer med ud til et fjerntliggende bondehus, måtte nødvendigvis i et sådant øjeblik lindre hendes fulde hjerte. Hvem ville ikke synes det? Men mrs. Morland kendte så lidt til lorder og
14
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 14
17/07/18 7:00 pm
baronetter, at hun ikke gjorde sig nogen tanker om deres generelle ondsindethed og var fuldstændig uden mistanker til den fare, deres rænkespil kunne udsætte hendes datter for. Hendes advarsler var begrænset til følgende punkter: „Jeg beder dig så mindeligt om, Catherine, at du altid sørger for at tage noget rigtig varmt om halsen, når du kommer ud fra selskabslokalerne om aftenen, og jeg ville ønske, du ville prøve at holde nogenlunde regnskab med de penge, du bruger. Dertil vil jeg give dig denne lille bog.“ Sally, eller snarere Sarah (for hvilken ung dame af almindelig dannelse vil nå sekstenårsalderen uden at ændre sit navn, for så vidt som hun kan?) måtte ud fra øjeblikssituationen være sin søs ters nære og fortrolige veninde. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at hun hverken insisterede på, at Catherine skulle sende brev med hver post og ej heller afæskede hende løftet om at videregive oplysninger om hver ny bekendts karakter eller detaljer om hver en interessant samtale, som Bath kunne have at byde på. Alt vedrørende denne vigtige rejse blev faktisk gjort med en grad af mådehold og fatning fra Morland-familiens side, der forekom mere forenelig med den helt almindelige indstilling i et helt almindeligt liv end med den forfinede følsomhed, den ømme, stærke sindsbevægelse, som en heltindes første adskillelse fra familien altid burde vække. I stedet for at forsyne hende med en ubegrænset pengeanvisning til sin bankforbindelse, eller bare stikke en bankveksel på et hundrede pund i hånden på hende, gav hendes far hende blot ti guinea og lovede hende flere, når hun ville have det. I dette lidet lovende regi fandt afskeden sted, og rejsen tog sin begyndelse. Den forløb passende fredeligt og roligt i en begivenhedsløs tryghed. Hverken røvere eller uvejr viste dem nogen velvilje, ej heller traf det sig så heldigt, at vognen væltede en eneste gang, så helten kunne introduceres. Der opstod intet mere urovækkende end en frygt fra mrs. Allens side for, at hun én gang havde glemt sine trætøfler i en kro, og den viste sig heldigvis at være grundløs. De ankom til Bath. Catherine var lutter forventningsfuld fryd. Hendes øjne var her, dér og alle vegne, efterhånden som de nærmede sig den smukke og enestående egn omkring byen og bagefter
15
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 15
17/07/18 7:00 pm
kørte gennem de gader, som førte dem til hotellet. Hun var kommet for at være lykkelig, og hun følte sig lykkelig allerede. Snart havde de indrettet sig i nogle bekvemme værelser i Pulteney Street. Det er nu hensigtsmæssigt at give en vis beskrivelse af mrs. Allen, så læseren måske vil kunne bedømme, på hvilken måde hendes handlinger herefter vil have en tendens til at fremme værkets generelle kvaler, og hvordan hun sandsynligvis vil bidrage til at hensætte den arme Catherine i al den fortvivlede elendighed, et sidste bind er i stand til at rumme, hvad enten det skyldes hendes ubetænksomhed, vulgære optræden eller skinsyge, eller at hun opsnapper hendes breve, ødelægger hendes karakter eller jager hende på porten. Mrs. Allen var en af den omfattende klasse af kvinder, hvis selskab ikke kunne vække andre følelser end overraskelse over, at der fandtes nogen mænd i verden, som kunne synes godt nok om dem til at gifte sig med dem. Hun besad hverken skønhed, særlige talenter, færdigheder eller stil. En dannet dames distingverede væsen, et udpræget roligt, passivt godt gemyt og en overfladisk tankegang var alt, hvad der kunne forklare, at en fornuftig og begavet mand som mr. Allen havde udvalgt sig hende. I én henseende var hun beundringsværdigt velegnet til at indføre en ung dame i de selskabelige kredse, idet hun selv holdt lige så meget af at komme rundt alle vegne og se det hele, som nogen ung dame kunne gøre. Påklædning var hendes lidenskab. Hun fandt en højst harmløs fryd ved at klæde sig fint på, og vores heltindes entré i selskabslivet kunne ikke finde sted, før der var gået tre-fire dage med at finde ud af, hvad der var mest brugt, og hendes anstandsdame var blevet forsynet med en kjole af sidste mode. Catherine foretog også nogle indkøb selv, og da alle disse gøremål var overstået, kom den betydningsfulde aften, som skulle vise hende indenfor i The Upper Rooms, de berømte selskabslokaler. Hendes hår var klippet og sat af de ypperste hænder, hun havde klædt sig med omhu, og både mrs. Allen og hendes kammerpige erklærede, at hun tog sig fuldstændigt ud, som hun skulle. Med en sådan opmuntring håbede Catherine, at hun i det mindste kunne bevæge sig ubemærket gennem menneske-
16
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 16
17/07/18 7:00 pm
mængden. Hvad angik beundring, var den altid meget velkommen, når den kom, men den var ikke noget, hun tog for givet. Mrs. Allen var så længe om at klæde sig på, at det var sent, inden de kom ind i balsalen. Sæsonen var på sit højeste, der var stuvende fuldt, og de to damer klemte sig ind så godt, de kunne. Hvad mr. Allen angik, søgte han direkte til kortværelset og overlod det til dem selv at nyde en sådan menneskemængde. Med større tanke for sin nye kjoles sikkerhed end for sin protegés velbefindende banede mrs. Allen sig gennem mylderet af mænd ved døren så hurtigt, som den nødvendige forsigtighed tillod det. Catherine holdt sig imidlertid tæt ved venindens side og havde hende under armen i så fast et greb, at de undgik at blive flået fra hinanden af de fælles anstrengelser, den kæmpende forsamling gjorde sig. Men hun opdagede til sin store forbløffelse, at det på ingen måde hjalp at gå længere ind i salen for derved at slippe fri af trængslen. Det virkede snarere, som om den blev større, da de gik videre, mens hun havde forestillet sig, at var de først inde, ville de nemt finde en siddeplads, hvorfra de ganske bekvemt kunne følge med i dansene. Men dette var langtfra tilfældet, og selvom de med utrættelig ihærdighed nåede helt ned i den anden ende af salen, var situationen den selvsamme. De kunne ikke se andet af de dansende end nogle af damernes høje fjer. Alligevel gik de videre. Der var hele tiden noget bedre inden for synsvidde, og ved en fortsat kraftanstrengelse og behændighed befandt de sig til sidst i gangen bag den højeste bænk. Her var trængslen noget mindre end nedenfor, og herfra havde miss Morland en glimrende udsigt til hele selskabet nedenunder og til alle de farer, hun netop havde været udsat for på sin vej gennem salen. Det var et prægtigt syn, og for første gang den aften begyndte hun at mærke, at hun var til et bal. Hun brændte efter at danse, men hun kendte ikke en eneste i salen. Mrs. Allen gjorde alt, hvad hun kunne i et sådant tilfælde, ved nu og da at sige meget fredsommeligt: „Jeg ville ønske, du kunne danse, min ven – jeg ville ønske, du kunne få en balherre.“ En vis tid var hendes unge veninde hende forbunden for disse ønsker, men de blev gentaget så tit og viste sig at være så fuldstændig frugtesløse, at Catherine til sidst blev træt og ikke orkede at takke hende mere.
17
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 17
17/07/18 7:00 pm
De var imidlertid ikke i stand til at nyde hvilen på den forhøjning, de så møjsommeligt var nået frem til. Kort efter var alle i bevægelse hen for at drikke te og få noget at spise, og de måtte klemme sig ud sammen med de øvrige. Catherine blev ramt af noget, der mindede om skuffelse. Hun var træt af hele tiden at blive maset af mennesker, hvis ganske almindelige ansigter ikke vakte den mindste interesse, og som var hende så fuldstændig ubekendte, at hun ikke kunne dulme ærgrelsen over at være indespærret ved at veksle så meget som ét ord med nogen af medfangerne, og da de omsider kom ind i tesalonen, følte hun sig endnu mere kejtet, fordi hun ikke havde noget selskab, hun kunne slutte sig til, ikke kunne påberåbe sig noget bekendtskab, ikke havde nogen dannet herre til at hjælpe dem. De så intet til mr. Allen, og da de forgæves havde set sig om efter nogle mere passende pladser, var de nødsaget til at sætte sig for enden af et bord, hvor et stort selskab allerede havde anbragt sig, uden at have noget at gøre dér eller nogen at tale med, bortset fra hinanden. Så snart de var bænket, priste mrs. Allen sig lykkelig for, at der ikke var sket noget med hendes kjole. „Det ville have været ganske rædselsfuldt, hvis den var blevet revet i stykker,“ sagde hun, „ikke sandt? Det er en meget sart musselin. Jeg kan forsikre dig, at jeg for mit eget vedkommende ikke har set noget, jeg synes så godt om, i hele salen.“ „Hvor er det ubehageligt,“ hviskede Catherine, „ikke at have et eneste bekendtskab her!“ „Ja, min ven,“ svarede mrs. Allen fuldstændig uanfægtet, „det er i sandhed meget kedeligt.“ „Hvad skal vi gøre? Herrerne og damerne ved bordet her ser ud, som om de spekulerer på, hvorfor vi mon har sat os her. Det er, som om vi trænger os på.“ „Jamen, det gør vi jo også. Det er særdeles ubehageligt. Jeg ville ønske, vi havde en stor omgangskreds her.“ „Jeg ville ønske, vi bare havde nogen. Så havde vi en, vi kunne henvende os til.“ „Sandt nok, min ven, og hvis vi kendte nogen, ville vi straks gå hen til dem. Familien Skinner var her sidste år. Jeg ville ønske, de var her nu.“
18
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 18
17/07/18 7:00 pm
„Skal vi ikke hellere gå, sådan som forholdene er? Her er ingen teting til os, kan De se.“ „Det er der så sandelig heller ikke. Hvor særdeles oprørende! Men jeg tror hellere, vi må blive siddende, for man bliver skubbet og maset i sådan en trængsel! Hvordan ser mit hår ud, min ven? Nogen gav mig et puf, der gik ud over det, er jeg bange for.“ „Nej, det ser faktisk rigtig fint ud. Men kære mrs. Allen, er De sikker på, der ikke er nogen, De kender i hele denne menneskemængde? Jeg tror da, De må kende nogen.“ „Det gør jeg ikke – på ære. Det ville jeg ønske, jeg gjorde. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at jeg havde en stor omgangskreds her, så skulle jeg nok skaffe dig en balherre. Det ville glæde mig sådan at se dig danse. Dér går en kvinde, som ser mærkelig ud! Sikken en underlig kjole hun har på! Så gammeldags, den er! Se ryggen på den.“ Efter et stykke tid blev de budt på te af en af deres sidemænd, som de taknemmeligt tog imod, og dette førte til en let samtale med den herre, der var kommet med tilbuddet, og det var den eneste gang, nogen talte til dem hele aftenen, lige til mr. Allen fandt hen til dem, da ballet var slut. „Nå, miss Morland,“ sagde han straks, „jeg håber, De har haft et fornøjeligt bal.“ „Bestemt meget fornøjeligt,“ svarede hun og forsøgte forgæves at skjule en inderlig gaben. „Jeg ville ønske, hun havde kunnet danse,“ sagde hans hustru. „Jeg ville ønske, vi kunne have skaffet hende en balherre. Jeg har sagt, hvor glad jeg ville være, hvis Skinners havde været her denne vinter i stedet for sidste, eller hvis Parrys var kommet, som de engang talte om, så kunne hun måske have danset med George Parry. Jeg er meget ked af, at hun ikke havde en balherre!“ „Det skal nok gå bedre en anden aften, håber jeg,“ lød mr. Allens trøst. Selskabet begyndte at spredes, da ballet var ovre, nok til, at der blev plads, så de øvrige kunne gå lidt mere bekvemt omkring. Og nu var tiden inde til, at en heltinde, som endnu ikke havde spillet nogen særlig fremtrædende rolle i aftenens begivenheder, skulle be-
19
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 19
17/07/18 7:00 pm
mærkes og beundres. For hver fem minutter, der gik, og noget af trængslen forsvandt, øgedes mulighederne for hendes ynder. Nu blev hun set af mange unge mænd, som ikke havde været i nærheden af hende før. Men ikke én standsede brat op i henført undren ved synet af hende, ingen ivrig, forespørgende hvisken gik som en løbeild rundt i salen, ej heller blev hun en eneste gang kaldt guddommelig af nogen. Alligevel så Catherine rigtig godt ud, og havde selskabet set hende blot tre år tidligere, ville de nu have fundet hende overordentlig nydelig. Man så imidlertid på hende, og med en vis beundring, for hun hørte selv to herrer udtale, at hun var en køn pige. Sådanne ord havde deres behørige virkning. Hun syntes omgående, at aftenen havde været mere fornøjelig, end hun før havde syntes. Hendes ydmyge forfængelighed var stillet tilfreds. Hun var de to unge mænd mere forbunden for denne enkle ros, end en virkelig heltinde ville have været for femten sonetter, der hyldede hendes ynder, og hun gik hen til sin bærestol, velvilligt indstillet mod alle og fuldstændig tilfreds med sin andel af den almene opmærksomhed.
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 20
17/07/18 7:00 pm
KAPITEL 3
Nu fik hver formiddag sine faste pligter: Forretninger skulle besøges, et nyt kvarter i byen skulle beses, og der skulle aflægges besøg i The Pump Room, hvor de spadserede frem og tilbage i en time, tog alle i øjesyn og talte ikke med nogen. Ønsket om en talrig bekendtskabskreds i Bath stod stadig øverst på mrs. Allens liste, og det gentog hun hver morgen, som hver bragte nye beviser på, at hun overhovedet ikke kendte nogen. De mødte op i de knap så fashionable Lower Rooms, og her stod lykken vores heltinde mere bi. Ceremonimesteren præsenterede en meget kultiveret ung mand for hende som balherre. Hans navn var Tilney. Han så ud til at være omkring fire-femogtyve år, var temmelig høj, havde et tiltalende ansigt, et særdeles intelligent og livligt blik og var om ikke direkte smuk, så meget tæt på at være det. Hans optræden var høflig, og Catherine følte sig overordentlig heldig. Der var ikke megen tid til at tale sammen, mens de dansede, men da de havde sat sig til bords med te og forfriskninger, opdagede hun, at han var lige så behagelig, som hun allerede havde tiltroet ham at være. Han var veltalende og åndfuld, og der var noget drilagtigt og spøgefuldt i hans væsen, som var interessant, selvom hun næppe forstod det. Efter at have sludret et stykke tid om de emner, omgivelserne i sagens natur gav anledning til, sagde han pludselig: „Jeg har hidtil været meget efterladende, madam, med hensyn til en balherres behørige opmærksomhed. Jeg har endnu ikke spurgt
21
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 21
17/07/18 7:00 pm
Dem, hvor længe De har været i Bath, om De nogensinde har været her før, om De har været i The Upper Rooms, i teatret og til koncert, og hvad De alt i alt synes om stedet. Jeg har været meget forsømmelig, men er det nu belejligt for Dem at tilfredsstille mig med hensyn til disse nærmere enkeltheder? Hvis det er det, vil jeg straks begynde.“ „Den ulejlighed behøver De ikke at gøre Dem, sir.“ „Slet ingen ulejlighed, kan jeg forsikre Dem om, madam.“ Så lagde han ansigtet i smilende folder og tilføjede sødladent, idet han skab agtigt dæmpede stemmen: „Har De været i Bath længe, madam?“ „Omkring en uge,“ svarede Catherine og prøvede at lade være med at le. „Virkelig!“ sagt med påtaget forbløffelse. „Hvorfor skulle De være overrasket over det, sir?“ „Ja, det må De nok spørge om!“ sagde han i sit naturlige tonefald. „Men en vis følelse skal Deres svar jo vække, og overraskelse er nem at foregive og lige så rimelig som nogen anden. Nå, lad os så fortsætte. Har De aldrig været her før, madam?“ „Aldrig, sir.“ „Det må jeg nok sige! Har De beæret The Upper Rooms med Deres tilstedeværelse?“ „Ja, sir, jeg var der i mandags.“ „Har De været i teatret?“ „Ja, sir, jeg var i teatret i tirsdags.“ „Til koncert?“ „Ja, sir, i onsdags.“ „Og er De alt i alt tilfreds med Bath?“ „Ja, jeg synes rigtig godt om byen.“ „Nu må jeg sende Dem ét fjoget smil, og så kan vi være fornuftige igen.“ Catherine så væk uden at vide, om hun turde le. „Jeg kan se, hvad De tænker om mig,“ sagde han højtideligt. „Jeg vil gøre en ynkelig figur i Deres dagbog i morgen.“ „Min dagbog!“ „Ja. Jeg ved nøjagtigt, hvad De vil skrive: Fredag, var i The Lower Rooms, havde min småblomstrede musselinkjole med de
22
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 22
17/07/18 7:00 pm
blå kanter på, almindelige sorte sko, tog mig virkelig godt ud, men blev på besynderlig vis plaget af en løjerlig tåbe, som absolut ville have, jeg skulle danse med ham, og som pinte mig med sit vrøvl.“ „Næh, hør nu, det vil jeg overhovedet ikke skrive.“ „Skal jeg sige Dem, hvad De så bør skrive?“ „Hvis De vil være så venlig.“ „Jeg dansede med en særdeles behagelig ung mand, som mr. King havde præsenteret mig for, talte en hel del med ham, virker som en højst usædvanlig, genial mand, håber, jeg kan lære ham bedre at kende. Det, madam, er det, jeg ville ønske, De ville skrive.“ „Men måske skriver jeg slet ikke dagbog.“ „Måske sidder De slet ikke her i dette lokale, og jeg sidder ikke ved siden af Dem. Dette er omstændigheder, hvor en vis usikkerhed er lige mulig. Ikke skrive dagbog! Hvordan skal Deres fraværende fætre og kusiner kunne forstå det vigtigste ved Deres liv i Bath uden en dagbog? Hvordan skal hver dags høfligheder og komplimenter kunne gengives, som de bør, medmindre de hver aften noteres ned i en dagbog? Hvordan skal De huske Deres forskellige kjoler og beskrive Deres særlige teint og krøllede hår i al dets mangfoldighed uden konstant at have en dagbog at ty til? Kære madam, jeg er ikke så uvidende om unge damers manérer, som De ønsker at tro. Det er denne herlige vane med at skrive dagbog, der i høj grad bidrager til at forme den lette skrivestil, som damer i almindelighed er så berømte for. Alle indrømmer, at talentet for at skrive behagelige breve er noget ganske særegent for kvinder. Naturen kan have gjort noget, men jeg er sikker på, at den i alt væsentligt må være blevet hjulpet af øvelsen i at skrive dagbog.“ „Jeg har undertiden tænkt på,“ sagde Catherine tvivlrådig, „om damer i virkeligheden skriver så meget bedre breve end herrer! Det vil sige – jeg tror ikke, at overlegenheden altid har været på vores side.“ „Så vidt jeg har haft anledning til at dømme, forekommer det mig, at den sædvanlige brevskrivningsstil blandt kvinder er fejlfri, bortset fra tre enkeltheder.“ „Og det er hvilke?“
23
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 23
17/07/18 7:00 pm
„En almindeligt udbredt mangel på emner, en fuldstændig manglende opmærksomhed på punktummer og en særdeles hyppig uvidenhed om grammatik.“ „Det må jeg sige! Jeg havde ikke behøvet at være bange for ikke at anerkende komplimenten. På den måde har De så sandelig ikke særlig høje tanker om os.“ „Jeg burde lige så lidt slå den almindeligt udbredte regel fast, at kvinder skriver bedre breve end mænd, som at de er bedre til at synge duetter og bedre til at tegne landskaber. I enhver evne, hvoraf smagen udgør grundlaget, er færdigheden delt nogenlunde retfærdigt mellem kønnene.“ De blev afbrudt af mrs. Allen. „Kære Catherine,“ sagde hun, „vær sød at tage denne nål ud af mit ærme. Jeg er bange for, at den allerede har revet hul i det. Jeg vil være rigtig ked af det, hvis den har det, for det her er min yndlingskjole, selvom den kun har kostet ni shilling pr. alen.“ „Det er nøjagtigt, hvad jeg ville have gættet på, madam,“ sagde mr. Tilney og tog musselinen i øjesyn. „Forstår De Dem på musseliner, sir?“ „Særdeles godt. Jeg køber altid selv mine halsbind og regnes for en fortrinlig dommer, og min søster har ofte stolet på mig, når hun skulle vælge en kjole. Jeg købte en til hende forleden dag, og samtlige de damer, der så den, erklærede, at det var et uhyre godt køb. Jeg gav kun fem shilling pr. alen for den, og det var en ægte indisk musselin.“ Mrs. Allen blev ganske slået af hans enestående evne. „Mænd fæstner sig almindeligvis så lidt ved den slags ting,“ sagde hun. „Jeg kan aldrig lære mr. Allen at kende forskel på mine kjoler. De må være en stor hjælp for Deres søster, sir.“ „Det håber, jeg, at jeg er, madam.“ „Og må jeg have lov til at spørge, sir, hvad synes De om miss Morlands kjole?“ „Den er rigtig køn, madam,“ sagde han og tog den indgående og højtideligt i øjesyn. „Men jeg tror ikke, den vil holde til at blive vasket. Jeg er bange for, at den vil flosse.“ „Hvor kan De,“ sagde Catherine og lo, „være så –“ Hun havde nær sagt: underlig.
24
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 24
17/07/18 7:00 pm
„Jeg er af helt samme mening som Dem, sir,“ svarede mrs. Allen. „Det sagde jeg også til miss Morland, da hun købte den.“ „Men nu ved De så også, madam, at man altid kan drage nytte af musselin på en eller anden måde. Der vil være nok tilbage til, at miss Morland kan få et lommetørklæde eller en hat eller et slag ud af den. Man kan aldrig sige, at musselin går til spilde. Det har jeg hørt min søster sige utallige gange, når hun har været ødsel og købt mere, end hun havde brug for, eller hun sjuskede, når hun skulle klippe det.“ „Bath er et fortryllende sted, sir. Der er så mange gode forretninger her. Vi er sørgeligt bagud på landet. Ikke sådan, at vi ikke har gode butikker i Salisbury, men det er så langt at skulle tage. Næsten to mil er lang vej. Mr. Allen siger, der er to, præcis to. Men det kan der såvist ikke være. Og det er så træls. Jeg er dødtræt, når jeg kommer hjem. Men her kan man bare træde ud ad døren og få fat i noget på fem minutter.“ Mr. Tilney var høflig nok til at virke interesseret i det, hun sagde, og hun holdt ham fast i emnet musseliner, lige til dansen begyndte igen. Catherine lyttede til deres samtale og blev bange for, at han bar lidt for meget over med andres svagheder. „Hvad tænker De så alvorligt på?“ spurgte han, da de gik tilbage til balsalen. „Forhåbentlig ikke på Deres balherre, for efter Deres hovedrysten at dømme er Deres overvejelser ikke tilfredsstillende.“ Catherine blev rød og sagde: „Jeg tænkte ikke på noget.“ „Det er ganske vist udspekuleret og dybsindigt, men jeg vil hellere straks have at vide, at De ikke vil sige det.“ „Godt så, det vil jeg ikke.“ „Tak skal De have, for nu vil vi snart lære hinanden at kende, eftersom dette er noget, jeg føler mig berettiget til at drille Dem med, hver gang vi ses, og intet i verden fremmer fortroligheden så meget.“ De dansede igen, og da balsalen lukkede, skiltes de i det mindste fra damens side med en stærk lyst til at fortsætte bekendtskabet. Hvorvidt hun tænkte så meget på ham, mens hun drak sin varme vin med vand og gjorde sig klar til at gå i seng, som til at drømme om ham, da hun lå der, kan man ikke få at vide, men jeg håber
25
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 25
17/07/18 7:00 pm
ikke, det var mere end i en let slummer eller højst i et morgenblund, for hvis det forholder sig, som en berømt forfatter har hævdet, at ingen ung dame må have ret til at forelske sig, før herren har erklæret hende sin kærlighed1, må det være særdeles uheldigt, at en ung dame skulle drømme om en herre, førend man ved, at herren har drømt om hende. Tanken om, hvor passende mr. Tilney måtte være som genstand for drømme og kærlighed, havde endnu ikke strejfet mr. Allen, men at han ikke kunne have nogen indvendinger mod ham som et almindeligt bekendtskab for sin unge protegé, havde han sikret sig gennem forespørgsler. For han havde tidligt på aftenen gjort sig den ulejlighed at finde ud af, hvem hendes balherre var, og han var blevet forsikret om, at mr. Tilney var præst og ud af en højst respektabel familie i Gloucestershire.
1
Se brev fra mr. Richardson, nr. 97, bind 2. Rambler
NORTHANGER ABBEY_indhold_trykklar.indd 26
17/07/18 7:00 pm
15
155
15
23
15
155
15
5
15
5
5
231
”NORTHANGER ABBEY er stadig en fornøjelse at læse ... tonen er i særklasse munter, og løbende paro dierer Austen datidens svar på krimien: den gotiske roman.” – Leonora Christina Skov, Weekendavisen
NORTHANGER ABBEY menes at være skrevet i 1799, da Jane Austen var blot 24 år gammel, men den blev først udgivet efter hendes død i 1817.
Ja ne Austen
Northanger Abbey
Lindh a rdt og Ringhof
5
15
lindhardtogringhof.dk
Jane Austen
Northanger Abbey
Catherine Morland er en naiv, men godhjertet 17-årig pige, der gør sin debut i middelklassens selskabsliv i 1790’ernes Bath. Hun finder hurtigt en veninde i den kokette Isabella Thorpe, som også er knyttet til Catherines bror, James. Catherine fatter ligeledes hurtigt interesse for den intelligente og vittige unge mand, Henry Tilney, og udvikler senere et venskab med hans søster, Eleanor. Venskabet med de to søskende resulterer i en invitation til familiens hjem: herresædet Northanger Abbey.
OKHL_OMS_NorthangerAbbey_155x231_RYG_23mmPRODUKTION.indd 1
20/08/2018 14.32