Naturglæde læseprøve

SØren Ryge Petersen

278 + 15 + 15 mm ombuk = 308 mm

NATURGLÆDE M ed billeder af J o h annes L arsen

Lindhardt og ringhof

113612_Naturglæder-Cover.indd 2

229 + 15 mm ombuk = 244 mm

09/09/13 13.08

SØren Ryge Petersen

NATURGLÆDE Med billeder af Johannes Larsen

Lindhardt og ringhof

113612_Naturglæder-Body.indd 3

04/09/13 13.21

113612_NaturglĂŚder-Body.indd 7

04/09/13 13.21

Sådan begyndte det Da jeg var 18 år, tog jeg engang på en dybt romantisk cykeltur helt alene med en sovepose og en notesblok. Jeg cyklede rundt i min hjemstavn, Sønderjylland, i en uge og overnattede i høstakke. Da jeg kom hjem, skrev jeg en lang artikel til vores lokale avis, Flensborg Avis, om turen med overskriften ’Når de vilde roser blomstrer’, og de bragte den, hvert eneste ord. Den fyldte en hel side, og jeg læste den mindst 10 gange. Min mor gjorde også.

Historien var én lang lovprisning af blomster og fugle, landskaber og småveje, landsbyer og bønder på markerne, for allerede dengang var naturen det bedste af alt for mig. Den var sentimental, grænsende til det kvalmende, for sådan går det nemt, når man vil skrive om den gode natur.

I de forløbne 40 år har jeg stadig skrevet om den gode natur, igen og igen, for jeg er jo ikke blevet træt af den, og da vi for 30 år siden købte det sted, hvor jeg stadig bor, var der ingen tvivl: Det skulle være et lille sted midt i den store natur, og her har jeg hver eneste dag gjort det, der for mig er lige så selvfølgeligt og nødvendigt som at trække vejret: Været ude, set, lugtet, lyttet, mærket. Sanset. Registreret. Hvis der har været særligt gode oplevelser (og det er der ofte), har jeg lavet tv om det eller skrevet om det, for det kan jeg heller ikke lade være med. Det er blevet til en næsten uendelig række historier, især til Dagbladet Politiken, og mange af dem har siden fundet vej til de bøger, der var en naturlig fortsættelse.

Men jeg har aldrig før skrevet en bog om naturen – har ikke engang tænkt på det. For emnet er alt for stort og uoverskueligt, og der

8

113612_Naturglæder-Body.indd 8

04/09/13 13.21

findes alt for mange bøger om det i forvejen med alt for mange alt for flotte fotos.

Indtil efteråret 2012, da jeg fik en mail fra Dorte Einarsson på forlaget Lindhardt og Ringhof. Hun skrev, at de gerne ville udgive en smuk bog med tegninger af Johannes Larsen. Og om jeg ville skrive.

Hun havde nemlig læst essayet ’Livet er en fugl’, som jeg havde skrevet til et udstillings­katalog for Johannes Larsen Museet. Jeg skulle skrive lidt om tegningerne, men især ’dine personlige refleksioner over dyreliv, fuglenes liv, årets gang, mennesket og naturen, livet på landet’. Arbejdstitel: ’Naturglæde’.

Jeg tænkte over det i mindre end 10 sekunder og svarede derpå et stort JA! For det var lige i prik, som det hedder. Nu kunne jeg skrive løs om mit yndlingsemne helt uden begrænsninger og uden at tænke på fotos. Jeg satte mig ned samme aften og skrev om gåseglæden, og vinteren 2012-13 blev til en af de gladeste skriveperioder i mit liv. Stor tak til forlaget for det!

9

113612_Naturglæder-Body.indd 9

04/09/13 13.21

Et klassisk Johannes Larsen-billede. Han fandt et landskab, han ville male, og her er han langt hjemmefra, i Vestjylland. Så sad han en hel dag, eller måske flere dage, med sit lærred og malede. Han sad næsten altid på jorden og brugte ikke staffeli, for så forstyrrede man fuglene mindst.

Han har også set urfugle, det ved vi, for han har skrevet til sin kone, at ’Jeg var ude i morges kl. 4 og lå en god times tid og så på en urhane, der skogrede ganske nær ved mig.’ Så har han lavet skitser af den, og han har sikkert også haft en død urfugl, som han kunne tegne, for dengang skød man dem. Urfuglen er malet til sidst. Lige dér, hvor den passede bedst i billedet.

Skogrende urhane

10

113612_Naturglæder-Body.indd 10

04/09/13 13.21

11

113612_NaturglĂŚder-Body.indd 11

04/09/13 13.21

113612_NaturglĂŚder-Body.indd 12

04/09/13 13.21

Livet er en fugl Jeg har været i tvivl længe. Skal jeg være en musvåge eller en svale i mit næste liv? Ikke fordi jeg tror på et liv efter døden eller reinkarnation og den slags, men fordi jeg har en uforklarlig glæde ved at tænke på det. At være en fugl. At kunne flyve.

Og musvågen og svalen hører til mine yndlinge. Begge er en uundværlig del af min dagligdag på det sted, hvor jeg bor.­Musvågen yngler i Ejnars skov cirka 300 meter fra mit sted. Et andet par i Pouls skov 500 meter til den anden side. Der er musvåger omkring os hver dag hele året. De sidder på pælene ude i engen. Eller i de gamle ahorntræer ved åen. Eller på husets tagryg. De skriger til hinanden eller til mig eller til hele verden. Men først og fremmest flyver de.

De flyver til og fra, ikke mere end nødvendigt, men på de gode dage svæver de, og derfor vil jeg være en musvåge. Synet af to-tre-fire musvåger, der bare svæver rundt og rundt højt oppe, er lige betagende hver gang. Det får mig til at drømme, til at ønske. Gør mig glad. Jeg behøver ikke engang at kigge opad for at få øje på dem, for når hønsene eller duerne vender hovedet på skrå og kigger opad uden at blive bange, så kigger jeg også, og så er det musvåger i svæv. Tænk at kunne det og gøre det. Svæve på usynlige vinde, højt over sine marker og sin skov. Ikke fordi man skal noget, ikke på rejse, ikke på jagt, bare svæve, fordi man kan, og vejret er til det. Musvågens svæv er ikke en handling, men en tilstand, udviklet til fuldkommenhed gennem millioner af år. Den tilstand vil jeg gerne være i, i en uforklarlig fremtid, hvor vejret altid er til svæv, for det må være næsten lykkeligt.

13

113612_Naturglæder-Body.indd 13

04/09/13 13.21

Svalen er lige så god, men noget helt andet. Vejer ikke mere end et postkort, men formår alligevel det ubegribelige. En smuttur til Sydafrika om efteråret og tilbage igen om foråret. At den kan finde Sydafrika, kan til nød forstås, for det er et stort land; bare stik syd 10.000 kilometer, så rammer man. Men at den kan finde tilbage og ramme lige mit lille sted på Djursland, hvor den ynglede i fjor, det vil jeg aldrig begribe; samme rede i samme lille stald, usvigelig sikkert. Derfor er den første uge i maj altid noget helt særligt, for da lytter jeg efter det første svale-kvittevit, og når jeg hører det, styrter jeg ud og ser det igen: Dens triumferende, vildt blærede flyvetur rundt på gårdspladsen, lavt og højt, op over taget, ned over græsset, kvittevit, så hurtigt, at ingen fotograf kan følge den, ingen hoppen og dansen, ingen baskende vingeslag, bare den lille sort-hvide pil, der flintrer lykkeligt af sted og slutter med 50 kilometer i timen ind igennem den åbne stalddør, og et sekund efter sidder den på sin rede, ikke engang forpustet, bare kvittevit. Nabofuglen, en lille klumpedumpe-skovspurv, sidder betuttet og kigger på, det forstås.

Men jeg fatter det ikke og kommer aldrig til det. Efter 60 år med svaler, en matematisk-fysisk studentereksamen og en ornitologsøn kommer jeg aldrig til at begribe, at de kan starte deres flugt inde i stalden og komme til syne i halvdøren i sort-hvide glimt et halvt sekund senere, allerede oppe på 50 kilometer i timen. At denne ubegribelige acceleration finder sted t­ ilsyneladende uden nævneværdig brug af vingerne. At det bare er en lille fjerklædt pil, 38 grader varm og med

14

113612_Naturglæder-Body.indd 14

04/09/13 13.21

rustrød strube, der skydes ud igennem min stalddør med fluer og myg som eneste brændstof og et højt kvittevit af lyd.

Jeg har en halv snes svalepar på mit sted, og det gør mig taknemmelig. Det daglige selskab med svalerne er en gave af glæde og tryghed, for de er der hele tiden. De kvidrer uafbrudt fra fire morgen til ti aften. Når jeg i juli sidder ude med morgenkaffen, og solen skinner, er der måske seks voksne og 15 unge svaler, der leger og kvidrer i luften tæt omkring mig i en begejstret jagt på sommerfluer og en evindelig kappestrid om, hvem der tør flyve hurtigst ind i stalden og ud igen. Ingen kan fotografere eller filme eller tegne eller male sceneriet, men jeg sidder midt i det og er lykkelig. En af årets bedste fuglestunder.

Alligevel vil jeg hellere være en musvåge i mit næste liv. Svalen er for lille, har for travlt, og dens evige liv er for kort. Desuden svæver den ikke. Falder aldrig i staver.

Maj og juni er de store måneder, i hvert fald når det gælder antallet af fuglearter herhjemme. Min ornitologsøn har talt for mig engang, at inden for se- og høreafstand fra min røde bænk er der 40-50 forskellige, der yngler i min grønne verden. Jeg ser kun de 10 eller 15, men en af sommerens store glæder er at sidde helt stille og lukke øjnene og lytte.

For der er fuglelyd uafbrudt. De synger og kalder og pipper. Tilsammen er det et regulært fuglekor, som bestemt ikke synger rent, men med lidt øvelse og tålmodighed kan man skelne de enkelte stemmer i koret, og så bliver det rigtig godt. Grundstemmerne er konstan-

15

113612_Naturglæder-Body.indd 15

04/09/13 13.21

te, som bølgelyd ved en strand: musvit, blåmejse, skovspurv, grønirisk, bogfinke, svale, stær, gøg, solsort, vipstjert, gransanger, munk, gærdesmutte. Ude fra pilehegnet og engen er der lærker, alliker, rødhals og jernspurv. Fra mosen er der nattergal, løvsanger og sangdrossel. Mod øst med rugmarken og grusvejen er der gulspurv, kærsanger, tornsanger, havesanger, og hvert halve minut er der en af de større fra janitshargruppen, der blander sig med skrig og skrål og skræp fra krage, skovskade, tårnfalk, musvåge, skade, skovdue, flagspætte. Fælles for de fleste er, at man hører dem uafbrudt, men kun ser dem i tilfældige glimt. Hvilket er uden betydning, for det afgørende er at vide, at de er der, i min verden, i mit liv.

Bedst er det, når jeg sidder på bænken sammen med Jens. Så hører vi alle de velkendte stemmer i dyb, gensidig fortrolighed, og så dukker der altid nogle spæde sopraner op, fordi Jens har øre for selv de mindste og mest uhørlige. Så er der også stillids og halemejse, dompap og grønsisken, som jeg ikke har set siden i vinter, men nu ved jeg, at de yngler hos mig, og så bliver alting lidt bedre, selv om det var godt i forvejen.

Sommernattens fuglelyde er et kapitel for sig. Hunden og jeg er altid ude på tissetur, inden vi går i seng, og vi kender de få, der er.

Nattergalen og kærsangeren. Måske en natugle. Resten er tilfældige skræp fra ræveforskrækkede fasaner.

Bortset fra nogle nætter midt i maj. Da var der en fugl, der sang et stykke væk mod øst, en spinkel, men tydelig kvidren, lidt lærke­ agtig. Det var meget smukt, men jeg anede ikke, hvad det var, og måtte­

16

113612_Naturglæder-Body.indd 16

04/09/13 13.21

ringe til Jens næste morgen. Han vidste det heller ikke, flovt. Spurgte derpå nabo Ole, der bor i den retning, hvor fuglen sang, og han vidste­ det, for han er også fugletosset, og så ved man det selvfølgelig, når hede­lærken yngler lige ved siden af, hvor man bor, for den er både fin og sjælden, og Carl Ploug digtede om den i 1866: ’Hedelærken, den liden­fugl/ bygged bag lyng på tue/ svang sig dog fra sit lave skjul/ højt mod himlens bue.’ Digtet blev endda så elsket, at Carl Nielsen satte melodi til. ’Livet er en fugl’, skriver Erik Fosnes Hansen nok så frejdigt i sin roman ’Beretninger om beskyttelse’, og jeg giver ham ret. Han og mange andre forfattere har igennem århundreder brugt fuglene. Skrevetdigtet om dem i poesi og prosa. Enten direkte eller som et sikkert middel til at skabe stemninger. Fuglesang er bedre end rævehyl. Fugleflugt er bedre end hareflugt.

De bildende kunstnere har også brugt fuglene. Men jeg vil se værkerne med en parentes omkring min fugleglæde, fordi jeg ved, at ingen kunstner i hele verden kan gengive det, der er fuglenes fornemste egenskab: flugten. Når kunstneren tegner eller maler eller fotograferer, så fastholdes fuglen. Fuglens flugt er det modsatte, bevægelse – nok den mest raffinerede, varierede og fuldendte bevægelse, der findes i naturen. Derfor har Vagn Steen ret, når han skriver, at ’den, som fanger fuglen, fanger ikke fuglens flugt.’ Og derfor forsøger de fleste kunstnere at finde andre vinkler og måder end flugten, når de skildrer fuglene. Og dem er der nok af: Poesien, friheden, skønheden, årstider-

17

113612_Naturglæder-Body.indd 17

04/09/13 13.21

ne, fjerdragten, mystikken, trofæet, liv og død, evighed – fuglene kan bruges i næsten enhver tænkelig sammenhæng.

Den 21. juni i år, årets længste dag, var jeg lige ved at skulle tage den endelige beslutning. Om jeg skal være musvåge eller svale i mit næste liv. For klokken ti om aftenen sad der fem storke på mit tag, og da jeg så det, var jeg så tæt på hjertestop, som man kan komme. Af ren og skær fugleglæde, forstås.

Så nu er bestillingen afgivet. Cirka 100 kilometer mod nordvest i landsbyen Flade på Mors er min grandfætter Erik Heide gået i gang med at hugge min gravsten. Med et relief af en svævende musvåge. Så kan jeg få den hjem i haven og sidde og kigge på den, mens den svæver over mig. Med kaffe og pibe. I resten af mine dage og i al evighed, Amen.

(Dette blev skrevet for et par år siden, da jeg blev bedt om at holde åbningstalen ved en udstilling med titlen ’I’m like a bird’. Udstillingen viste en lang række kunstneres gengivelser af fuglen som motiv, de blev udstillet på Johannes Larsen Museet i Kerteminde og desuden på Skovgaard Museet i Viborg. Hvert eneste ord gælder stadig.)

18

113612_Naturglæder-Body.indd 18

04/09/13 13.21

Man forstår, at Johannes Larsen har valgt at male svalerne, mens de sidder. De er næsten umulige at fange, når de flyver. Deres bevægelser er så hurtige og uforudsigelige, at selv de dygtigste fotografer har svært ved at fange dem i flugten. Heldigvis hviler de ofte, gerne i flok, og altid frit fremme på tråde eller tagrygge. Så er der god tid for en Johannes Larsen til at tegne og male den lille, elegante fugl, der er så højt elsket af alle, fordi den som den eneste Svaler på telefontråde

af alle fugle bygger sin rede i og ved vores huse.

19

113612_Naturglæder-Body.indd 19

04/09/13 13.21

20

113612_NaturglĂŚder-Body.indd 20

04/09/13 13.21

Der er malet tusindvis af billeder af dette ærkedanske landskab. Men det er formodentlig kun Johannes Larsen, der også malede lærken. Han hørte den jo, og han så den, for man kan ikke være på en dansk mark om sommeren, uden at der er lærker. For ham har den været en lige så vigtig del af oplevelsen som lyset og farverne, og derfor skulle den med.

Lærken

21

113612_Naturglæder-Body.indd 21

04/09/13 13.21

Man har ikke tal på, hvor mange gange Johannes Larsen lavede en skitse af en flyvende, syngende lærke, men det er sket hundreder eller tusinder af gange, og det er derfor, at han har kunnet placere den så præcist på sommerhimlen på billedet på foregående side.

Flyvende sanglærke

22

113612_Naturglæder-Body.indd 22

04/09/13 13.21

Nattergalen har været lige så svær, som lærken har været nem. For nattergalen lader sig sjældent se. Når man hører en syngende lærke, kan man næsten altid få øje på den. En syngende nattergal sidder skjult i pil og krat, men Johannes Larsen listede sig frem efter lyden, fandt fuglen og Nattergal på gren

fangede dens duknakkede positur.

23

113612_Naturglæder-Body.indd 23

04/09/13 13.22

Billederne på disse sider er akvareller, og man kan se med det samme, at de er hurtigt lavet. Det har en forklaring, som vi kender: I 1909 fik Johannes Larsen en strålende idé. Han ville have sin kunst ud til folket, til de mange, og derfor ville han lave en bog om årstiderne. Johs. V. Jensen, som var hans gode ven, skulle skrive små tekster til hvert billede. I løbet af to måneder lavede han de første 128 billeder! Det var formentlig hans plan at fortsætte på samme måde, men ak og ve, da de skulle have den trykt og udgivet, var der ingen forlag, der ville. Det var simpelthen for dyrt. Akvarellerne blev naturligvis bevaret og er nu vendt tilbage til Johannes Larsen Museet i Kerteminde. Man har endda lavet et fint, lille værk ud af det, sådan som det var tænkt for mere end 100 år siden. Det udkom i foråret 2013, og herfra stammer kragerne og viberne og hjejlerne på disse sider. Længere omme i bogen er der andre eksempler på de lidt naive, men søde og præcise billeder af vinterens fugleliv.

Vandrefalk, krager og lærker

24

113612_Naturglæder-Body.indd 24

04/09/13 13.22

Hjejler og viber

25

113612_NaturglĂŚder-Body.indd 25

04/09/13 13.22

26

113612_NaturglĂŚder-Body.indd 26

04/09/13 13.22

Sommer i Danmark, sikkert på Fyn. Hvis man undrer sig over rugmarkens mange farver, handler det ikke kun om kornblomst og klinte, og hvad der ellers voksede i kornmarker på den tid. Det handler om solen, vinden, lyset og glæden, som findes i alle livets sommermarker og ejer alle farver.

Landskab med gård

27

113612_Naturglæder-Body.indd 27

04/09/13 13.22

Naturglæde © Søren Ryge Petersen og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, 2013 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-11- 38877-8 Forfatter: Søren Ryge Petersen Forlagsredaktør: Dorte Einarsson Omslag: Bettina Kjærulff-Schmidt med Johannes Larsens billede ’Edderfuglehan på vandet en diset vinterdag’ Grafisk tilrettelæggelse: Bettina Kjærulff-Schmidt Bogen er sat med Foro Illustrationer: Johannes Larsen © Johannes Larsen Museet © Johannes Larsen/billedkunst.dk 2013 Trykkeri: Livonia Print Printed in Latvia 2013 Lindhardt og Ringhof Vognmagergade 11 1148 København K Telefon 36 15 66 00 www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof – et selskab i Egmont Kopiering fra denne bog må finde sted på institutioner og virksomheder, der har indgået aftale med COPY-DAN, men kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Institutioner og virksomheder, der ikke har indgået aftale med COPY-DAN, skal ved ønske om kopiering henvende sig til Lindhardt og Ringhof.

Enkelte af bogens kapitler har tidligere været bragt i dagbladet Politiken.

Tak til Troels Malthe Borch og Malene Linell Ipsen fra Johannes Larsen Museet.

Forlaget ønsker desuden at takke følgende fonde for støtte til bogen: Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond Lademanns Fond Frimodt-Heineke Fonden 15. Juni Fonden

113612_Naturglæder-Body.indd 4

04/09/13 13.21

113612_NaturglĂŚder-Body.indd 28

04/09/13 13.22

Naturen har livet igennem været et omdrejningspunkt for Søren Ryge Petersen.­I denne bog skriver han for første gang om sin glæde ved ­naturen, lige fra han som knægt i det sønderjyske samlede på fugleæg, fiskede i vandhuller og satte en ære i som skolelærerens søn at være den bedste til botanik. Gennem en r­ ække personlige kapitler skildrer han fænomenet naturglæde på den særlige, sansemættede og livs­ bekræftende måde, som kun han kan gøre det.

NATURGLÆDE er illustreret med et bredt udsnit af den fynske m ­ aler Johannes ­Larsens værker i form af mere end 100 malerier, akvareller, tegninger, træsnit, skitser m.m. Få har som Johannes Larsen igennem kunsten formidlet naturglæde med så ­præcise registre­ringer og sam­ tidig så stemningsfuldt.

278 + 15 + 15 mm ombuk = 308 mm

Med inspiration fra billederne og ud fra sit eget livs erfaringer ­reflekterer ­Søren Ryge over eviggyldige emner med kapitler som ­ arndommens blomster, Suset i fugle­ blandt andet: Den store sne, B hjertet, Storkeglæde, Ingenting på ­bænken, Det store æbletræ, ­Fugletræk om natten.

Søren Ryge Petersen (1945) er kendt for sin evne til at formidle naturglæde i kombination med både konkret viden og personlige historier og anekdoter fra sine tv-udsendelser, bøger og avisskriverier igennem mange år.

Johannes Larsen (1867-1961) var en dansk maler og grafiker og er især kendt for sine illu­ strationer af fugle. Hans kunst er ­baseret på ­indgående natur­studier af blandt andet dyreliv og vejr­fænomener.

Lindhardt og Ringhof

113612_Naturglæder-Cover.indd 1

15 mm ombuk + 229 = 244 mm

ISBN 9788711388778

9 788711 388778

09/09/13 13.08