Motiv X læseprøve

MOTIV X

Motiv X_indhold_trykklar.indd 1

14/08/18 8:51 pm

Motiv X_indhold_trykklar.indd 2

14/08/18 8:51 pm

STEFAN AHNHEM

MOTIV X PÃ… DANSK VED MI AHNHEM THOMSEN

LINDHARDT OG RINGHOF

Motiv X_indhold_trykklar.indd 3

14/08/18 8:51 pm

Motiv X er oversat fra svensk efter Motiv X Copyright © Stefan Ahnhem 2018 All rights reserved Published by agreement with Partners in Stories, Stockholm AB Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag, København Bogen er sat med Minion og trykt hos Livonia Print Omslag: Nils Olsson, OINK ISBN 978-87-11-90083-3 1. udgave, 1. oplag 2018 Printed in Latvia

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk Lindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont

Motiv X_indhold_trykklar.indd 4

14/08/18 8:51 pm

PROLOG 24. august 2007 Inga Dahlberg prøvede at styre tankerne ind på noget andet. Om det så bare var i et par minutter. På den skyfrie augusthimmel eller musikken i høretelefonerne. På det faktum, at hun ikke følte den mindste træthed, selvom hun var i gang med sin tredje runde langs den blå rute. Eller på Ramlösa Brunnspark, der var så grøn og frodig, at man ikke kunne se mere end et par meter i hver retning. Men med samme vedholdenhed som myrer, der havde fundet vej ind i køkkenet, blev hendes tanker ved med at gennemgå den plan, som hun havde tilegnet størstedelen af sine vågne timer i de seneste uger. Planen, som om mindre end tre timer skulle sættes i værk og forandre hendes liv. Denne gang måtte ingenting gå galt. Blot antydningen af et flakkende blik eller den mindste usikkerhed i stemmen, og hun ville være fortabt. Efter alle disse år kendte hun kun Reidar alt for godt. Han ville med det samme udnytte sprækken i hendes facade til at genvinde kontrollen og gøre hende lille, indtil hun igen adlød ham som en veldresseret hund. Uanset hvad der skete, og hvordan han reagerede, så vidste hun, hvordan hun skulle agere for at få ham til at fatte kuglepennen og

5

Motiv X_indhold_trykklar.indd 5

14/08/18 8:51 pm

skrive under. Og så snart det var overstået, ville hun tage den allerede pakkede kuffert og gå hen mod yderdøren. Hun turde næsten ikke tro på, at der kun var et par timer til, de skulle afsted. Endda til Paris af alle steder, den mest romantiske by af dem alle. Endelig var det slut med at snige sig rundt, med alt hemmelighedskræmmeriet. Alle de kodede sms’er og bekymringen for når som helst at blive taget på fersk gerning. For ikke at nævne leden ved at være tvunget til at dele seng med den forkerte mand hver aften. Allerede i aften kunne de gå frit omkring. Fik de lyst, kunne de sætte sig på en bænk og bare holde om hinanden. Hun kunne lægge hovedet i hans skød og se både ham og stjernerne på samme tid. Hun og hendes elsker. Hun smagte på ordet. Elsker. Hun syntes om det. Det lød både kærligt og syndigt. Og som de havde syndet. Både hjemme hos ham og hos hende, i bruseren og i bilen. For ikke at nævne den afsides lille strandplet ved kanten af Råå-åen, hvor de havde gjort ting, hun end ikke havde troet var muligt. Og nu var det kapitel slut. Snart skulle han forvandles fra hendes elsker til hendes elskede. De ville lade Kastrup bag sig, skåle i champagne og nyde, at drømmen endelig var blevet virkelighed. Men ingen skulle komme og sige, at det var gået af sig selv. Til at begynde med havde han været modstræbende og nægtet at høre ­efter, og hun havde næsten følt sig som et plagende barn. Først da hun havde sat det hele på spidsen og truet med at afsløre deres ­affære for alle berørte parter, var han kommet til fornuft. Egentlig var det slet ikke hendes stil at true og blive hysterisk, men hun kunne ikke fortsætte med at leve på en løgn i al evighed. Og set i bakspejlet var det tydeligt, at han havde det på præcis samme måde. Pludselig var det ham, der havde overtaget styringen og lagde alle planerne for, hvordan de skulle gribe det an. Hun havde fået lov til at bestemme, at de skulle til Paris, men han havde stået for billetterne og havde ovenikøbet haft spenderbukser­ ne på og købt businessclass, og når hun nu tænkte på, at de om nogle få timer skulle sidde der med hinanden i hånden og god plads

6

Motiv X_indhold_trykklar.indd 6

14/08/18 8:51 pm

til benene, var hun nødt til at knibe sig selv i armen for at forsikre sig om, at hun faktisk var vågen. Men endnu var hun ikke helt færdig med forberedelserne. Så snart hun kom hjem, ville hun tage et brusebad og ordne de sidste ting. Vinduerne var allerede pudsede, og blomsterne havde fået ekstra meget vand. Sengetøjet var vasket og skulle bare rulles, før hun kunne rede sengen. Boeuf Bourguignonen, Reidars livret, simrede i gryden og skulle bare smages til med de sidste krydderier. Da det var fredag, skulle han drikke en øl efter arbejdet, og lidt i syv ville han komme hjem med sit stinkende arbejdstøj, som hun for sidste gang ville sortere og lægge til vask, mens han tog et brusebad. Derefter ville hun sætte middagen frem og vente på, at han satte sig til bords. Og omtrent på det tidspunkt ville han, hvis det forløb som planlagt, reagere på, at alt ikke var, som det plejede, og undre sig over, hvorfor hun ikke satte sig over for ham og spiste med. Eventuelt ville han sige noget hånligt om alle hendes mislykkede slankekure, og at de bare gjorde hende endnu større, selvom sandheden var, at hun havde tabt 12 kilo, siden hun var begyndt at løbetræne. Men denne gang havde hun ikke tænkt sig at lade hans drilleri gå upåagtet hen. Med sin allermest rolige og beherskede stemme ville hun fortælle, at hun havde i sinde at forlade ham. Selvfølgelig ville det have været nemmere bare at efterlade en håndskrevet seddel på bordet, inden han kom hjem. Men skulle hun have en chance for at få ham til at skrive under, var der ingen anden udvej end at gøre det rigtigt. Se ham i øjnene og få ham til at forstå, at hun virkelig havde bestemt sig, og at de aldrig nogensinde skulle spise en middag sammen igen. Afhængigt af hvordan hans arbejdsdag havde været, var der en risiko for, at han ville fare op af stolen og blive fysisk. Han ville ikke skade hende. Ikke lige der. Til gengæld kunne han godt finde på at smide med tallerkenen og måske endda vælte bordet. Det mest sandsynlige var dog, at han ville lade vreden pumpe ud i ansigtets yderstliggende blodårer, mens han lige så roligt som en trykkoger ville spørge, hvor i helvede hun havde tænkt sig at tage hen. Hvor-

7

Motiv X_indhold_trykklar.indd 7

14/08/18 8:51 pm

dan hun kunne være så forbandet naiv at tro, at hun ville kunne klare sig uden ham i så meget som et splitsekund. Derefter ville han male sig endnu længere op i et hjørne ved at minde hende om særejet og spørge, om hendes forvirrede lille kyllingehjerne havde glemt den kendsgerning, at både huset, bilen og det meste af møblementet de facto tilhørte ham. Reidar elskede at sige de facto. Det var, som om det gjorde ham en halv meter højere og hans påstande sande og uigenkaldelige. Det var nu, når han var allermest kæk, og adrenalinen flød over, at skilsmisseansøgningen skulle frem på bordet. Til at begynde med forstod hun ikke, hvorfor høretelefonerne, som var forbundet til den lille iPod, pludselig blev rykket ud af hendes ører. Endnu mindre forstod hun, hvad det var, der trykkede til og næsten skar ind i begge bryster og sekundet efter i kravebenet og halsen. Først, da hun faldt hovedkulds bagover, så hun den udspændte fiskesnøre blinke i lyset oven for hende. Himlen var smuk, nøjagtig lige så klar blå og skyfri, som den ­havde været hele sommeren. Ud over sin egen puls kunne hun høre kvidren fra alle de tusindvis af fugle, som gemte sig et sted uden for hendes synsfelt. Men vent, havde hun ikke lige lyttet til musik? Og hvorfor lå hun på ryggen midt i løbesporet? Hun tog sig til halsen, som var øm, og satte sig op. Det værkede og dunkede i baghovedet. Formodentlig havde hun ikke mistet mere end et par minutter, så det burde stadig ikke være noget problem at nå det hele, inden Reidar kom hjem. Hun samlede kræfter til at rejse sig, da nogle kviste knækkede bag hende. Hun vendte sig om og så, at bladene i det tætte løvværk langs kanten af løbesporet bevægede sig. ”Hallo? Er der nogen?” råbte hun, selvom der ikke herskede den mindste tvivl. ”Er det jer, som har spændt den her snøre op? Hallo?” Hun var vred nu og havde minsandten ikke i sinde at lade dette passere, selvom hun egentlig ikke havde tid. Men i samme øjeblik manden dukkede frem af løvvæggen, forsvandt vreden, og hun forstod, at hun i stedet burde skynde sig at

8

Motiv X_indhold_trykklar.indd 8

14/08/18 8:51 pm

komme på benene og væk derfra. Men det gik ikke. Det var, som om tyngdekraften var særlig kraftig lige der, hvor hun lå. Det samme gjaldt hendes blik, som blev draget mod ham, da han kom ud på stien med en spade i den ene hånd. Trods den skyfrie sommerhimmel var han iført en mørkegrå regnjakke og støvler, der var så høje, at de gik op over knæet og voksede sammen med bukserne, og under regnjakkens opslåede hætte havde han en elefanthue, som dækkede hele ansigtet bortset fra de stirrende øjne. Hun fyldte lungerne med luft for at råbe om hjælp, men kom aldrig så langt, da hun fik øje på armbåndsuret rundt om hans håndled, idet han hævede spaden over den ene skulder. Det var et Omega Speedmaster, nøjagtig den samme model, som næsten havde kostet hende en hel månedsløn. Hun kunne ikke se andet end mørke, og tapen over hendes mund sad så stramt, at hun frygtede, at læberne ville blive flået i stykker, hvis hun forsøgte at skrige. På den anden side føltes hele hendes ansigt allerede sønderslået og hævet. Åh gud, han måtte have slået hende med spaden. Hun kunne stadig ikke tro, at det var ham, som havde spændt snøren op, slået hende bevidstløs og nu klædt hende af. Havde det bare ikke været for Omega-uret. Eller havde hun set forkert? Måske havde sælgeren bare løjet for at få prisen op, da han havde forsikret hende om, hvor usædvanlig netop denne Apollo-udgave var? Det var naturligvis sådan, det hang sammen. Sådan måtte det være. Som om det spillede nogen rolle? Hvem det end var, så lå hun nu her nøgen og sammenkrøbet med tape for øjne og mund uden en anelse om, hvad der ventede hende. Eller var det allerede overstået? Havde han gjort, hvad han ville og så bare efterladt hende her? Hun befandt sig stadig udenfor, så meget kunne hun konstatere. Dog var hun ikke ved løbesporet i Brunnsparken, men i nærheden af et vandløb, for hun kunne høre lyden af rislende vand på trods af tapen over ørerne.

9

Motiv X_indhold_trykklar.indd 9

14/08/18 8:51 pm

Egentlig lå hun ikke ned, men sad snarere sammenkrøbet og foroverbøjet, som i en yogaposition med fødderne bag sig og med begge arme parallelt udstrakt foran sig. Det var en underlig stilling, særligt i betragtning af det hårde og ru underlag. Hun prøvede at forstå, hvad alt dette skulle betyde. Hvorfor havde han efterladt hende nøgen i netop denne stilling? Hun havde næsten ingen smerter. Hverken i ansigtet eller i resten af kroppen. Det var, som om hun var helt følelsesløs. Som om hendes krop ikke længere tilhørte hende. Han må have bedøvet hende, det var den eneste mulige forklaring. Betød det, at hun havde været bevidstløs i længere tid? Måske i flere timer. Uanset hvad, var hun nu nødt til at komme væk derfra og hurtigst muligt nå hjem og tage et brusebad, så hun kunne nå at blive færdig med alting, inden Reidar kom hjem. Forhåbentlig var hun ikke så langt hjemmefra, og med lidt held var skaderne i ansigtet ikke så slemme. Han ville selvfølgelig spørge, hvad der var sket. Men det var lige meget. Hun havde under ingen omstændigheder tænkt sig at lade det påvirke den oprindelige plan. Nu drejede det sig bare om at få løsnet tapen uden at forværre skaderne. Men da hun forsøgte at løfte den ene arm, kom smerten som ud af det blå. En smerte så kraftig, at hun skreg lige ind i tapen. Den skød ud fra håndryggen og spredte sig lynhurtigt ud i resten af hånden og videre op i armen. Desuden sad hånden tilsyneladende fast. Hvad havde han gjort? Hun forsøgte at bevæge den anden hånd, men det var det samme. Det gjorde så ondt, at maven vendte sig. Hun forsøgte at bevæge benene, men smerten, som strålede ud af læggene, var om muligt endnu værre. Hun sad fast. Hvordan havde han … Hun kunne overhovedet ikke fatte det. Hvad var det for et monster, hun var blevet udsat for? ”Ser man det. Hun er vågnet,” lød pludselig en stemme. ”Det var da også på tide.” Han var tilbage. Eller havde han været der hele tiden? Og lød det ikke nøjagtigt som ham? ”Kom så. Op med dig. Op på alle fire.”

10

Motiv X_indhold_trykklar.indd 10

14/08/18 8:51 pm

Hun trodsede smerten og gjorde, som hun havde fået ordre om. ”Det var fint. Du kan jo godt, når du vil.” Det lød som ham, det gjorde det. Men det måtte ikke være ham. Måske var det bare tapen over ørerne, som gjorde det svært at udskille detaljerne. Hun kunne mærke hans handskebeklædte hånd klappe hende på hoften, som om hun var en hest, der skulle besigtiges. Derefter begyndte den at ae hende langs lænden og søge ned mellem hendes ben. ”Nu skal du bare sørge for ikke at falde sammen igen. For så er det for alvor ude med dig.” Det var ham. Nu herskede der ikke længere nogen tvivl. Det var Ingvar. Ingvar Molander. Manden, hun elskede over alt andet, og som endelig var gået med til at tage med hende til Paris om et par timer. Smerten skød op fra hendes hænder og lægge, da underlaget, hun var fastgjort til, gav et ryk og begyndte at bevæge sig. Hun skreg så højt, hun kunne, men det blev ikke til andet end en ubegribelig mumlen bag tapen. Umiddelbart derefter begyndte underlaget at vippe i forskellige retninger, og hun måtte pludselig anstrenge hver eneste muskel i kroppen for at holde sig oppe på alle fire. Så mærkede hun det kolde vand skylle ind over hænderne, og erkendelsen af, hvad han havde gjort, begyndte så småt at gå op for hende.

Motiv X_indhold_trykklar.indd 11

14/08/18 8:51 pm

Motiv X_indhold_trykklar.indd 12

14/08/18 8:51 pm

DEL I 13. – 16. juni 2012 Det spiller ingen rolle, hvor du graver. Kommer du tilstrÌkkelig langt ned, kommer det før eller siden til at stinke.

Motiv X_indhold_trykklar.indd 13

14/08/18 8:51 pm

Motiv X_indhold_trykklar.indd 14

14/08/18 8:51 pm

1 Til at begynde med anede Molly Wessman kun den svage melodistump. Men i takt med at lyden blev højere, trængte den spillende harpe sig stadig længere ind i hendes bevidsthed og signalerede, at hun havde fem minutter til at vågne og få hjernen i gang, inden det var tid til at stå op. Fem minutter, hvor hun kunne holde øjnene lukkede og strække sig. Hun følte sig udhvilet og var ikke vågnet en eneste gang i løbet af natten, hvilket egentlig var helt utroligt, når man tænkte på præsentationen, som hun skulle holde for bestyrelsen i eftermiddag. Normalt ville hun have ligget søvnløs hele natten og være ankommet til jobbet som et vrag. Nu var hun i stedet overbevist om, at bestyrelsen ville godkende hendes forslag og lade hende gennemføre de sidste og strengt nødvendige besparelser, der skulle til for at vende resultatet. Og alt det kunne hun takke søvnappen i mobilen for. Førhen havde hun aldrig sovet mere end fire timer pr. nat. Hun havde konstant været træt og sygemeldt så ofte, at til og med kollegerne med små børn var begyndt at undre sig over, hvad der foregik. Til sidst havde hendes daværende chef kaldt hende ind på sit kontor og fortalt, hvad hun ikke selv havde forstået. At hun var ved at gå ned med stress. Derefter havde han givet hende nummeret til en terapeut og et tip om en mobilapp, der ved hjælp af melodistumper og forskellige brusende lyde hjalp hjernen med at slappe af og på den måde forbedrede søvnen.

15

Motiv X_indhold_trykklar.indd 15

14/08/18 8:51 pm

Den havde gjort hele forskellen og desuden kun kostet en brøkdel af, hvad terapeuten skulle have for nogle meningsløse samtaler. Den havde ovenikøbet givet hende energi til at begynde at træne igen. Hun tog en dyb vejrtrækning og fyldte lungerne, som hun havde lært til yoga, og strakte den ene arm ud efter mobilen på natbordet. Men da hun slog alarmen fra, lagde hun mærke til noget underligt, sekundet inden skærmen slukkede igen. Egentlig måtte hun ikke kigge på mobiltelefonen, når hun befandt sig i sengen. At slå alarmen til og fra var undtagelsen, som bekræftede reglen. I hendes nye liv var sengen en skærmfri zone på linje med badeværelset og spisebordet. Alligevel kunne hun ikke lade være med at indtaste adgangskoden og låse mobilen op. Hun kiggede igen på skærmen og forstod ingenting. For en udenforstående, som ikke vidste, hvordan den plejede at se ud, var det formodentlig hverken mærkeligt eller ubehageligt. Men det vidste hun, og jo mere hun kiggede, desto mere voksende panikken. Snart var trykket for brystet så hårdt, at hun havde svært ved at få luft. Hendes første tanke var, at det ikke var hendes mobil. Men skaden i øverste venstre hjørne, fra da hun havde tabt den, var der, og hjemknappen gabte på samme måde, som den havde gjort de seneste uger. Det hele passede. Det hele, undtagen baggrundsbilledet. Der burde have været et billede af Smilla, hendes hvidbrune Boston terrier, som døde af hypertrofisk kardiomyopati for tre år siden. Men der var ingen billeder af Smilla. I stedet var det et billede af hende selv. Et billede, hvor hun lå og sov hjemme i sin egen seng i nøjagtig den samme T-shirt, som hun havde på nu. Selv tandpastapletten fra i går aftes var der, hvilket betød, at billedet var taget i løbet af den forgangne nat. Nogen var altså brudt ind i hendes lejlighed. Måske var det bare en teknisk fejl. Eller en ny kamerafunktion, som hun var kommet til at aktivere, da hun gik i seng. Men nej, billedet var taget ovenfra. Nogen må have været der.

16

Motiv X_indhold_trykklar.indd 16

14/08/18 8:51 pm

Var der nogen, som lavede sjov med hende? En af de mange sengekammerater, hun havde haft på besøg i løbet af de seneste år, som havde kopieret hendes nøgler. Hvordan det end skulle kunne lade sig gøre, uden at hun havde opdaget det. Eller var det en advarsel fra nogen på jobbet, om at hun var faret for hårdt frem? Spørgsmålene fór rundt som lottobolde. Der var sikkert nok en hel del bitre personer blandt personalet, men hvor meget hun end forsøgte, kunne hun ikke komme i tanke om nogen, der var sindssyg nok til at gøre noget sådant. Så slog det hende. Tænk, hvis han stadig var i lejligheden. Hvis han stod lige uden for soveværelsesdøren og ventede på hende. Eller hvis han stadig befandt sig inde i … Hun forsøgte at genvinde roen og overbevise sig selv om, at hun bare overreagerede. Men det var umuligt. Hvis hun skulle vove at forlade sengen, havde hun brug for noget at forsvare sig med. Noget mere end puderne og dynen. Måske sengelampen. Den var langtfra optimal, men det eneste, hun kunne komme i tanke om, som var inden for sengens rækkevidde. Som om hun ville have en chance for at forsvare sig mod en vildt fremmed mand. Hvem prøvede hun egentlig at narre? Hun stivnede jo som en istap blot ved synet af en edderkop. At tvære nogen ud med saglige argumenter til et møde var én ting. Fysisk vold var noget helt andet. Men hvad havde hun af valg? Havde hun noget valg? Hun vendte sig så forsigtigt og lydløst som muligt om, greb fat om lampehovedet med begge hænder og hev til. De to skruer forlod deres huller, og med dem fulgte hvidt gipsstøv, som dryssede ned på det sorte hovedpudebetræk. Derefter rykkede hun stikket ud af kontakten, viklede ledningen et par gange rundt om den venstre hånd og greb fast om lampens vægholder med den højre, inden hun dristede sig ned på gulvet. Hun kunne høre sin egen puls, da hun satte sig på hug og kiggede ind under sengen. Men udover badevægten og sengeskuffen på hjul, der indeholdt sexlegetøjet, var der intet at se, hvilket hun heller ikke

17

Motiv X_indhold_trykklar.indd 17

14/08/18 8:51 pm

havde forventet. På den anden side havde hun stadig svært ved at tro, at nogen virkelig havde fotograferet hende i nat med hendes egen mobil. Hun rejste sig op, gik over til kosteskabet længst til venstre og hev døren op. Men heller ikke der var der nogen, som gemte sig, og efter at have udskiftet lampen med støvsugerrøret i metal, gennemsøgte hun de resterende garderobeskabe. Hvem det end var, så befandt han sig ikke i hendes soveværelse, hvilket mærkværdigt nok føltes som en lettelse. Som om alt ville blive godt igen, så længe hun bare blev der. Hun havde ganske vist mobilen og kunne ringe til nogen. Hvem end det nu skulle være. Gittan, som engang havde været hendes bedste veninde, havde hun ikke talt med siden forrige jul, hvor hun havde fået nok af hendes evindelige snak om, at hun burde tage sig sammen og finde nogen at flytte sammen med. På arbejdet havde hun heller ikke nogen at betro sig til. Der ville det blive opfattet som et svaghedstegn, og lige nu var svaghed det sidste, hun havde råd til at vise. Hun kunne også ringe til politiet. Men de ville sikkert begynde med at spørge, om gerningsmanden stadig befandt sig i lejligheden. Hun gav derfor soveværelsesdøren et skub med den ene fod, og den gled lydløst op. Der var i det hele taget meget stille. Usædvanlig stille, nu hvor hun tænkte efter. Som om trafikken på Järnvägsgatan nogle kvarter derfra var stoppet op, og underboen havde slukket for fjernsynet for første gang bare for at understrege situationens alvor og gøre hende endnu mere urolig. Hun tog et skridt ind i stuen og kiggede sig omkring. Hjørnesofaen ved vinduet stod præcis, hvor den plejede. Det samme gjaldt lænestolen, bogreolen og spisebordet i det andet hjørne. Man kunne heller ikke rigtigt gemme sig der, så hun dristede sig ud i entréen og videre ud i køkkenet. Også der så det ud, som hun havde efterladt det aftenen forinden. Opvasken efter aftensmaden stod stadig i opvaskestativet, og posen med afskyllet plastemballage stod bundet med en knude på gulvet

18

Motiv X_indhold_trykklar.indd 18

14/08/18 8:51 pm

og ventede på, at hun skulle tage den med hen til skralderummet på vej til bilen. Spisekammeret åbnede hun mest bare for at have gjort det. Derefter tændte hun lyset i badeværelset og konstaterede, at trusserne fra i går lå smidt midt på gulvet, og at bruseforhænget ved badekarret var trukket for. Havde hun efterladt det sådan, eller stod der nogen og gemte sig bag det? Hun gjorde sig klar med støvsugerrøret, tog et skridt frem og rev forhænget til side. Der var ikke nogen. Måske var hun alligevel bare kommet til at tage en selfie i søvne. På en måde ville det være så typisk hende. Efter hun havde fået sin nye mobil, der også havde et kamera på forsiden, havde hun taget så mange selfies, at hun var begyndt at få advarsler om, at telefonens hukommelse snart var fuld. Der var sikkert en naturlig forklaring, og sandsynligvis var det bare nerver inden præsentationen til bestyrelsesmødet, som var skyld i, at alting var kommet helt ud af proportioner. Pulsen begyndte endelig at falde til ro, og hun kunne til sidst puste ud og stille og roligt lægge metalrøret fra sig, tage T-shirten af og kravle op i badekarret. Derefter trak hun forhænget for igen, skruede op for vandet og ventede, til det var gået fra iskoldt til en smule for varmt, inden hun satte brusehovedet til. Hun elskede den brændende fornemmelse mod huden og skru­ ede yderligere op for den varme hane. Hun kunne stå under strålen, så længe det skulle være, og lige denne morgen behøvede hun det mere end nogensinde før. Det føltes på en måde, som om hver eneste dråbe skyllede en del af uroen væk. Hun slukkede for vandet og tørrede sig nødtørftigt, inden hun trådte ud af badekarret. Spejlet var som sædvanligt dugget til, og selvom hun vidste, at man ikke burde, tørrede hun duggen væk med håndklædet. Der lød et skrig, pludseligt og ud af ingenting, og så højt, at det gjorde ondt i ørene. Først efter et øjeblik forstod hun, at skriget var hendes eget. Det var helt instinktivt og hørte tilsyneladende aldrig

19

Motiv X_indhold_trykklar.indd 19

14/08/18 8:51 pm

op igen. Imens var duggen på vej tilbage og gjorde hendes spejlbillede stadig mere uskarpt. Men på trods af det kunne man tydeligt se, at en stor lok af hendes pandehår var klippet af.

2 Det er din skyld … Lyden af kuglen, som havde mindet om en pil, der fór gennem luften. En susende lyd, der ikke var blevet varslet af et smæld, men kun af et vakuum, som ebbede ud. Et uskyldigt, knapt mærkbart sug, som når man åbnede et rør med nye tennisbolde. Alt det her … Matilda, hans egen datter, som havde holdt sig for maven og stirret på den mørkerøde plet, der havde bredt sig ud over hendes bluse. Hendes uforstående blik og stadigt mere blodindsmurte hænder, da hun var sunket sammen på det hvide gulvtæppe. Din og kun din … Alting var gået så frygtelig hurtigt, men alligevel kunne Fabian Risk stadig fremkalde hele hændelsesforløbet billede for billede. Hans hænder, som endelig havde formået at holde grebet om pistolen, sigte og trykke på aftrækkeren. Blodet, der var pumpet ud af hullet i gerningsmandens pande sammen med erkendelsen af, at alt var for sent. Og til sidst ordene fra hans egen søn, som ville forfølge ham for evigt. At det hele var hans skyld. Hans og kun hans. Intet kunne være mere sandt. Skuddet, der havde taget Matildas liv, var kommet som en fuldstændig overraskelse på trods af alle advarslerne. Det var lykkedes ham at overse dem alle og fare videre med efterforskningen uden at tænke på konsekvenserne.

20

Motiv X_indhold_trykklar.indd 20

14/08/18 8:51 pm

Nu sad han her på forreste række med Theodor på den ene side og Sonja på den anden, iklædt det mørke jakkesæt, som han ikke havde brugt, siden den danske pige Mette Louise Risgaard var blevet begravet i Lellinge kirke for to år siden. Denne gang var det hans egen datter, som lå indespærret under alle blomsterne i den alt for korte kiste. Men den, som bar skylden, var stadig den samme. Det gjorde han. Ved siden af ham græd Sonja, og på den anden side kunne han høre Theodor kæmpe mod tårerne. Selv følte han ingenting. Det var, som om han havde opbrugt alle sine følelser i den rutsjebane af håb og fortvivlelse, han havde befundet sig i de seneste fire uger, hvor han og Sonja havde våget ved Matildas side. Hans datter var blevet myrdet for øjnene af ham, men det eneste, han følte, var en stress over ikke at føle noget. Han hørte ikke engang, hvad præsten sagde. Ordene blev ved med at hoppe rundt og flyde sammen på trods af mikrofon og højttalere. ”Du er vel klar over, at det her er din skyld?” Stemmen var så lavmælt, at det var umuligt at høre, hvor den kom fra. Han vendte sig mod Theodor. ”Undskyld, hvad sagde du?” ”Hører du dårligt? Jeg sagde, at det er din skyld!” Theodor talte så højt, at præsten holdt inde. ”Theodor, ikke nu,” fik han til sidst sagt. ”Vi må snakke om det senere.” ”Hvad mener du med senere?” Det var Sonja, og nu lyttede hele forsamlingen. ”Det er jo allerede for sent. Har du slet ikke forstået noget som helst? Vores datter lever ikke længere.” Hun brast i gråd. ”Sonja, vær nu sød …” Fabian omfavnede hende, men hun skubbede hans arme væk. ”Det er lige præcis, som Theo siger. Alt det her er din skyld!” ”Nemlig. Så prøv ikke at give os skylden,” lød yderligere en stemme bag ham. Han vendte sig om og så, at det var hans chef, Astrid Tuvesson, som sad sammen med kollegerne Ingvar Molander, Klippan og Irene Lilja. Han skulle lige til at spørge hende, hvorfor hun blandede

21

Motiv X_indhold_trykklar.indd 21

14/08/18 8:51 pm

sig, men blev afbrudt af tonerne fra orgelet, som gik i gang med næste salme, hvorpå resten af forsamlingen rejste sig og begyndte at synge. Selv orkede han ikke andet end at blive siddende og lade blikket vandre rundt på alle dem, der stod omkring ham og sang. Alle, undtagen Molander, som ganske vist både stod op og bevægede munden. Sang gjorde han til gengæld ikke. I stedet så det ud, som om han talte. Var det ham, han sagde noget til? Fabian pegede på sig selv. Molander nikkede, lænede sig frem og hviskede i hans øre. ”Giv op.” ”Hvad mener du, giv op?” Fabian forstod ingenting. ”Du kommer alligevel aldrig til at kunne bevise noget.” Molander stak tungen ud og foregav at hænge sig, hvorpå han brød ud i en latter, som blev overdøvet af det gennemtrængende rundhyl fra præstens mikrofon. Alarmen trængte stadig dybere ned i Fabians underbevidsthed. En pibende tinnituslyd, der til sidst fik ham til at åbne øjnene og forstå, at han slet ikke befandt sig i en kirke, men på sygehuset i det rum, som han og Sonja havde skiftedes til at våge i den seneste måneds tid. Det eneste, han ikke kunne genkende, var det råhvide forhæng, som afskærmede sengen, hvor Matilda lå. Bag det lød der stemmer, og han rejste sig fra lænestolen, trak forhænget til side og så den ene af de tre sygeplejersker trykke og dreje på knapperne på det hylende måleinstrument. De to andre stod på hver sin side af hospitalssengen og tjekkede Matildas puls og øjenhinder. ”Hvad er der sket?” sagde han uden at få noget svar. ”Undskyld, men er der nogen, som kan forklare mig, hvad det er, der foregår?” Den gennemtrængende pibelyd ophørte og efterlod en trykkende tavshed. De tre sygeplejersker udvekslede blikke, og Fabian forsøgte at aflæse, om de havde situationen under kontrol. Så hostede Matilda og slog øjnene op. Endelig kiggede hans elskede lille datter, som havde været væk i en hel evighed, sig omkring i

22

Motiv X_indhold_trykklar.indd 22

14/08/18 8:51 pm

rummet med et spørgende blik. Og nu kom tårerne. Det var, som om de havde ventet indtil nu og bare havde længtes efter at få lov til at strømme frit. ”Hej Matilda. Hvordan har du det?” sagde den ene af sygeplejerskerne med et venligt smil. Matilda kiggede på dem uden at sige noget. ”Matilda, du er vågnet.” Fabian trængte sig frem til sengekanten og tog hendes hånd. ”Du er tilbage. Forstår du det? Du overlevede.” Han vendte sig mod en af sygeplejerskerne. ”Ikke sandt? Hun kommer da til at klare den?” ”Det gør hun helt sikkert,” sagde hun og fik nikkende medhold af de andre. ”Alle værdierne ser fine ud.” ”Hørte du det, Matilda? Alle værdierne ser fine ud.” Han aede hende på kinden, men hun vendte ansigtet bort. ”Matilda, hvad er der? Hørte du mig ikke? Du klarer den.” Matilda rystede på hovedet og så ud til at kunne briste i gråd, hvornår det skulle være.

3 Kriminalinspektør Irene Lilja kunne stadig mærke, hvordan det værkede forneden, da hun tog hjelmen på og satte sig overskrævs på den nysynede Ducati og drønede afsted hen over villavejens fartbump. Havde det ikke været for deres forsoningssex, ville hun have forladt Hampus for længe siden. Han var aldrig mere passioneret og fyrig, men samtidig så øm og betænksom, som netop da. Men de skændtes alt for ofte. Uanset hvad de talte om, ventede der et skænderi rundt om hjørnet. At de i bund og grund var enige, spillede ingen rolle. De endte alligevel altid som hinandens modpoler, selvom netop dette skænderi havde handlet om noget, hun havde gået og spekuleret over i en længere periode.

23

Motiv X_indhold_trykklar.indd 23

14/08/18 8:51 pm

Det var ikke, at Hampus var alkoholiker, men sjusserne i weekenden var blevet flere og flere, og den forbandede letøl ville snart udgøre en naturlig forlængelse af hans højre hånd, i samme øjeblik han kom hjem fra arbejde. Han var naturligvis blevet rasende, og der var ikke gået længe, før hun også selv havde været helt oppe i det røde felt. Men det var først, da hun var begyndt at tømme den ene øldåse efter den anden i køkkenvasken, at hans temperament havde vist sit sande jeg. Han havde aldrig slået hende, men i går aftes var hun for første gang blevet rigtig bange. Raseriet i hans blik, da hun trodsigt havde tømt endnu en øldåse, havde fået hende til alvorligt at overveje, hvordan hun skulle komme væk derfra og forlade ham én gang for alle. Mobilopkaldet var kommet, netop da hun passerede Kvidinge på vej til politihuset i Helsingborg. Hun havde ellers glædet sig til 30 uforstyrrede minutter med fartvinden og Ducatien som sit eneste selskab. Men når en 11-årig syrisk dreng fra Bjuv var sporløst forsvundet på vej i skole, havde hun intet valg. Havde det blot i stedet været en svensk dreng, tænkte hun, mens hun overhalede en Prius, som stædigt holdt sig lige under hastighedsbegrænsningen. Så havde hun bare kunnet overlade det til uniformerne at tage sig af det i fuld overbevisning om, at drengen bare pjækkede og stod bag en busk og røg i smug med en kammerat. Men lige siden det brutale mord i nabokommunen Klippan for snart 20 år siden var racismen og fremmedhadet vokset dag for dag. Dengang var det nynazisten Pierre Ljunggren, der, med hagekorsarmbind og butterflykniv i hånden, ved et tilfælde havde udset sig den mørkhudede Gerard Gbeyo, som han havde jagtet og helt uprovokeret stukket ned på åben gade. Der var selvfølgelig nynazister og højreekstremister rundt om i hele landet, men lige præcis Skåne var nok værst ramt. Kommunalpolitikerne kunne blive ved med at forsøge at udviske raciststemplet og omtale Skåne med vendinger som ’Sveriges grønneste landskab’. Den generelle opfattelse var alligevel, at det snarere var det bruneste.

Motiv X_indhold_trykklar.indd 24

14/08/18 8:51 pm

Selv gik hun med nøjagtig den samme fornemmelse, og da Hampus på hendes fødselsdag havde overrasket med en underskrevet købsaftale på huset, var hun flippet helt ud. Huset lå ganske vist i Perstorp, men for hende gjorde det ingen større forskel. Alene tanken om at flytte til en villavej, hvor alle gik rundt i hvide sportssokker, hejste det skånske flag og betragtede den øgede indvandring som den største enkeltstående trussel mod nationen, gjorde hende i dårligt humør. Desuden havde hun aldrig villet købe noget hus, og det faktum, at Hampus prøvede at få udbetalingen til at se ud som en gave til hende, havde kun gjort hende endnu mere forbandet. Han var gået bag hendes ryg og havde presset sin egen drøm om hus og have ned i halsen på hende. Her et år senere var hun ikke helt så negativt indstillet, selvom den røde etplansvilla stadigvæk var et af de grimmeste huse, hun havde set. Og det var ikke blevet meget bedre, efter Hampus var gået amok med hækkesaksen og havde forvandlet hver eneste enebærbusk til enten en bold, en pind eller i et par rigtig mislykkede tilfælde et mandligt kønsorgan. Men naboerne på gaden var faktisk ret flinke i det begrænsede omfang, hun havde mødt dem, og hun var hverken stødt på hvide sportssokker eller en masse fremmedfjendsk vrøvl. Perstorp var åbenbart en af de få kommuner, hvor den højreekstreme aktivitet var mindsket i løbet af de seneste år. Hvordan det forholdt sig i Bjuv, vidste hun ikke, selvom det sikkert ikke var så meget værre der end i Sjöbo, Trelleborg eller Landskrona. Alligevel var det med en tydelig uro i maven, at hun svingede ind på Gunnarstorpsvägen og parkerede motorcyklen ved indkørslen til Vintergatan over for den hvide treetagersejendom. Alt åndede fred og idyl. Bortset fra en mand i træningsbukser og sort hættetrøje, som stod ved en lygtepæl og talte arabisk i sin mobiltelefon, mens han ventede på, at hunden i snoren skulle blive færdig med at besørge. Lidt længere væk krydsede en ranglet mand med lidt for højtsiddende bukser fodgængerovergangen og hastede forbi en ung mor med barnevogn, sandsynligvis på vej til Bjuvs

25

Motiv X_indhold_trykklar.indd 25

14/08/18 8:51 pm

indkøbscenter, der uden større anstrengelse ville kunne vinde titlen som det mest deprimerende sted i Sverige. Opgangen var malet hvid med prikker i forskellige farver, som om maleren var gået rundt og havde stænket lidt med penslen. Sikkert for at det allerede som nymalet skulle se lidt smånusset ud. På trappetavlen var der omtrent lige så mange svenskklingende som udenlandske efternavne. Moonif Ganem, som drengen hed, boede øverst oppe på tredje sal sammen med Aimar, Adena, Bassel, Jodee, Ranim, Rosarita og Nizar. Det var i hvert fald det, som fremgik af de kulørte perleplader på døren. Efter et par mislykkede forsøg med dørklokken åbnede hun døren og trådte ind i en entré, der bestod af et mindre kaos af tøj og sko. Fra et af rummene længere inde i lejligheden lød oprørte stemmer blandet med gråd og snøftelyde. Forældrene sad ved spisebordet i det overfyldte køkken. Moderen, som var iklædt en lang mørk kjole og et lilla hovedtørklæde, der dækkede alt med undtagelse af ansigtet, græd på trods af mandens forsøg på at trøste. På bordet, midt mellem pålæg, juice og andet fra morgenmaden, var nogle tarotkort lagt ud, og på et tæppe på gulvet legede en baby med en samling decilitermål. ”Hej. Du må være fra politiet.” Lilja vende sig om og så en kvinde i 65-årsalderen med kort gråt hår og et energisk blik komme ind i køkkenet. ”Ingrid Samuelsson.” Kvinden rakte hånden frem. ”Det var mig, som ringede og foretog anmeldelsen. Jeg bor i lejligheden overfor.” ”Så kan du måske fortælle, hvad der er sket?” Kvinden udvekslede et blik med moderen, som nikkede til svar. ”Klokken halv ni kom Adena ind til mig og var ude af sig selv af bekymring. Da havde Moonifs lærer lige ringet og spurgt, hvorfor han ikke var i skole.” ”Og hvorfor er I så overbeviste om, at der er sket noget alvorligt? Hvad er det, der peger på, at han ikke bare pjækker.?” ”Pjækker? Jeg forstår ikke,” sagde moderen og prøvede at samle sig.

26

Motiv X_indhold_trykklar.indd 26

14/08/18 8:51 pm

”Hun mener, at Moonif bare laver noget andet end at være i skolen.” Moderen så helt uforstående ud. ”Min Moonif ville aldrig … Han er meget dygtig i skolen. Synes, det er rigtig sjov.” Kvinden nikkede og vendte sig igen mod Lilja. ”Adena har ret. Jeg ved det, for jeg har selv været lærer og hjælper ham indimellem med lektierne.” ”Jeg forstår. Men nu er han jo kun 11 år. Måske er han bare sammen med en kammerat og har glemt tiden?” ”Kortene siger noget andet,” sagde moderen. ”Hvilke kort?” ”Kortene på bordet.” Moderen pegede på kortet, som viste et skelet i en laset sort munkekutte. ”De siger, der er sket noget meget dårligt.” Hun tog hænderne op foran munden og forsøgte at stoppe gråden. ”Bare så jeg forstår det korrekt. I har altså ringet til politiet, fordi de der kort …” ”Undskyld, men må jeg sige noget?” afbrød den ældre kvinde og stillede sig mellem Lilja og moderen. ”Mellem os sagt, så tror jeg heller ikke, at der er sket noget alvorligt. Som du er inde på, plejer han at følges i skole med Samira fra nabohuset. Ikke et ondt ord om hende, men hun er fuld af idéer, som har med alt andet end skolen at gøre, for nu at sige det på den måde.” ”Alligevel ringer du til politiet. Som om vi ikke har andet at lave.” ”Hvad skulle jeg gøre? Hun er jo ude af sig selv af bekymring. Det kan du jo selv se.” Kvinden vendte sig mod moderen, som stadig græd stilfærdigt. ”Vi giver dem tag over hovedet og sociale ydelser, så de klarer sig. Men hvordan skal vi nogensinde få dem til at føle sig hjemme, hvis vi aldrig stiller op og viser dem en smule medmenneskelighed? For det var bare det, jeg havde håbet på. At en af jer ville komme og vise, at vi faktisk ikke er ligeglade.” Lilja skammede sig. Ikke over for kvinden, men over for sig selv. Over, at hun gik rundt og troede, at hun var så meget bedre end alle andre, bare fordi hun stemte på venstrefløjen og donerede penge til nødhjælpsorganisationer, så snart der var noget ekstraforfærdeligt

27

Motiv X_indhold_trykklar.indd 27

14/08/18 8:51 pm

i nyhederne. I virkeligheden var hun nøjagtig som de fleste andre, der ikke orkede at bekymre sig. ”Du har ret,” sagde hun og nikkede. ”Undskyld.” Så tog hun sin notesblok frem, gik hen til forældrene og satte sig på hug. ”Jeg hedder Irene Lilja, og jeg kommer fra Helsingborgs politi og vil gøre alt, hvad jeg kan, for at Moonif kommer hjem igen.” ”Mange tak,” sagde moderen og tørrede sine tårer. ”Aimar er ikke så god til svensk, men han er også meget glad for, at du er her.” Lilja udvekslede et blik med faderen og gav ham et smil. ”Først og fremmest skal jeg bruge et foto af jeres søn.” ”Det ordner jeg,” sagde naboen og gik ud af køkkenet. ”Kan I beskrive det tøj, han havde på, da han forlod lejligheden?” ”Han havde sine røde bukser på og blå jakke med Spiderman-knapper.” ”Var der noget anderledes ved ham i morges, inden han skulle gå?” ”Nej, alt var som normalt. Han var så rigtig sød.” Moderen rystede på hovedet. Faderen sagde noget på arabisk. ”Moonif ville ikke tage tomme glas og flasker med ned. Men alle skal hjælpe til, sagde jeg. Alle svenskere sorterer affald, så vi sorterer også. Så han tog dem, selvom han ikke ville.” ”Og hende Samira, hvor bor hun?” ”Huset overfor, en sal op.” Moderen pegede. ”Sagde læreren, om hun var kommet?” ”Jeg ved ikke. Jeg bliver så meget urolig og spørger ikke.” Lilja nikkede og lagde en trøstende hånd på moderens arm, idet naboen kom tilbage med et skolefoto, der viste den velfriserede dreng klædt i en fin hvid skjorte, vest og butterfly. ”Han fortalte mig, han selv havde valgt tøjet og gjort sig fin, for at Samira skulle kunne lide ham,” fortalte kvinden med dæmpet stemme, mens moderen tændte røgelse og begyndte at blande tarotkortene. ”Jeg tror, de er lidt småforelskede.” Lilja skyndte sig ned ad trappen. Hun havde brug for at komme ud og få noget frisk luft. Der var noget ved røgelse, som gav hende kval-

28

Motiv X_indhold_trykklar.indd 28

14/08/18 8:51 pm

me, og da moderen desuden havde bedt kortene om råd til, hvordan hun burde fortsætte efterforskningen, havde hun været nødt til at afslutte besøget. Statistikken sagde, at drengen ville dukke op af sig selv inden alt for længe, og at det hele havde en naturlig forklaring. Men hun havde lovet at kontakte både skolen, Samira og hendes forældre, og hvis det ikke gav pote, havde hun tænkt sig at involvere lokalpolitiet i Bjuv og bede dem udsende en efterlysning. Det var skiltet på metaldøren ved siden af kældertrappen, som fik hende på andre tanker. Den stod på klem, og i stedet for at gå ud og fylde lungerne med frisk luft gik hun hen og åbnede den. Affaldssortering. Ifølge moderen havde Moonif været der med de tomme flasker, og måske kunne hun derinde finde et spor på, hvor han var blevet af. Et lysstofrør i loftet tændtes automatisk, da hun trådte ind i rummet og kiggede sig omkring. Ud over nogle affaldscontainere på hjul, der stod opstillet langs de nussede betonvægge, var rummet lige så tomt, som det var stille. Der var ingen. Alligevel besluttede hun sig for at åbne dem én efter én og rode rundt mellem pap, aviser og fedtet plastikemballage. Hun fandt dog ingen spor efter en forsvunden dreng dér. Det skete først, da hun tændte lampen i mobilen og lyste ind under den ene container. I samme sekund forstod hun, at hun havde begået en frygtelig fejltagelse, og at moderen og hendes tarotkort havde haft ret hele tiden. Den lille knap med den blå og røde superhelt lå cirka ti centimeter inde under containeren, der var til ufarvet glas. Havde den siddet løst, eller havde nogen hevet fat i drengen med vold? Nogen, som tilfældigvis var kommet ind, mens han var der med de tomme flasker, og havde øjnet sin chance. Nogen, som også boede i huset. Hun gik tilbage ud i opgangen og hen til den blå filttavle med navnene på beboerne, mens hun tog mobilen frem og fandt nummeret til Sverker ”Klippan” Holm. ”Hallo, hallo. Hvordan går det for dig? Jeg hører, du er taget et smut ud til min lille hyggelige hjemby.”

29

Motiv X_indhold_trykklar.indd 29

14/08/18 8:51 pm

”Ja, nu må vi se, hvor hyggelig den er. Foreløbig har jeg brug for din hjælp til at lave et hurtigt tjek af beboerne her i huset.” ”Intet problem. Hvilken adresse taler vi om?” ”Vintergatan 2 A.” ”Nå da, det er jo virkelig mit gamle nabolag. Vidste du, at jeg tog mine første usikre skridt i haven på Trumpetgatan 8 bare et par minutter derfra? Det har jo nok forandret sig en hel del, men …” ”Klippan, ikke nu,” afbrød Lilja og indså, at hun burde have ringet til Astrid Tuvesson eller Ingvar Molander i stedet. ”Okay, men du siger bare til, hvis du har brug for tips til et godt sted at spise frokost, for spørger du mig, har Schnitzel & Burger altid …” ”Klippan, for helvede!” Hendes stemme gav genlyd hele vejen op i opgangen, og hun måtte anstrenge sig for at sænke den. ”Jeg mistænker, at drengen stadig er her i ejendommen, hos en af naboerne, og jeg ved ikke med dig, men det sidste, jeg vil, er at komme for sent.” ”Der bor i hvert fald ingen dømt pædofil,” sagde Klippan i et tonefald, som ikke lagde skjul på, at han var stødt. ”Lige nu er det nok med en mistænkt,” sagde Lilja i et tonefald, som ikke lagde skjul på, at det var hun skideligeglad med. ”Sådan en er der heller ikke. Men der er faktisk en på anden sal, der arbejder som børnehavepædagog på Solrosen ikke så langt …” ”Har du et navn? Jeg skal bruge et navn.” ”Ja, hvis du lige kan lade mig tale ud, så hedder han Björn Richter, er 32 år gammel og bor, så vidt jeg kan se, alene med alle sine …” ”Men alle sine hvad?” Lilja fik øje på en lille rustbrun plet på væggen ved trappen, som førte ned til kælderen. ”Vent lidt, jeg skal lige se, om det er ham.” Det var ikke, fordi hun ikke havde set den tidligere. Hun var bare gået ud fra, at den hørte til alle de andre hæslige pletter. ”Jo, det stemmer. Her snakker vi altså creepy …” ”Klippan, kan du fortælle, hvad du har gang i?” Men lige nøjagtig denne plet var en smule større end alle de andre og tværet ud i den ene side på en måde, der indikerede, at den var dukket op på et senere tidspunkt.

30

Motiv X_indhold_trykklar.indd 30

14/08/18 8:51 pm

”Ja, jeg skal bare …” Hun kunne selvfølgelig ikke være sikker. Det krævede, at hun tog en prøve og lod Molander foretage en analyse. Men det så i hvert fald ud som blod. Hvis det kom fra drengen, antydede plettens placering, at de ikke var gået ud gennem hoveddøren, men ned mod kælderen, så hun fortsatte ned ad trappen og indså samtidig, at Klippans tavshed skyldtes, at forbindelsen var blevet afbrudt. Ligesom i skralderummet stod kælderdøren på klem, og også her var hendes blotte tilstedeværelse nok til, at lysstofrøret i gangen tændtes med en flimren. Kælderrum stod der på den gråmalede metaldør til venstre og Elcentral på den lige foran hende. De var begge lukkede og aflåste. Til højre var der yderligere to døre, hvoraf den ene stod åben. På vej derhen passerede hun en reservationstavle, hvor beboerne kunne booke vasketid ved at flytte på en personlig vaskelås. Det var naturligvis et fællesvaskeri, og at dømme efter lyden var mindst en af maskinerne i gang. Lysstofrørene i loftet tændte, og hun kunne med det samme konstatere, at vaskeriet var indrettet på samme måde som det, hun og Hampus havde haft i Helsingborg, inden de flyttede til huset i Pers­ torp. Tre vaskemaskiner stod på række langs den ene væg, og langs den anden stod en tørretumbler, et tørreskab og en gammel strygerulle, som ingen brugte. Det var maskinen længst væk, som var i gang. Den var temmelig meget større end de to andre og ville uden problemer kunne rumme et stort gulvtæppe eller tre sæt sengetøj i en enkelt vask. De havde haft en magen til i Helsingborg, og den alene var grund nok til at flytte tilbage. Blodpletter eller andet, der tydede på, at drengen havde været der, kunne hun til gengæld ikke se. Hun gik derfor ud i gangen igen og videre hen mod trappen efter at have bestemt sig for at give døren til kælderrummene endnu et forsøg. Både drengens forældre og naboen burde have nøgler, som passede. Men da hun kunne høre vaskemaskinen gå op i omdrejninger og veksle over til centrifugering, indså hun, hvad det var, der ikke

31

Motiv X_indhold_trykklar.indd 31

14/08/18 8:51 pm

stemte. Hun standsede op og vendte sig mod reservationstavlen. Det var onsdag den 13. juni, men der sad ingen lås i et eneste af hullerne i rækken under tallet 13. Der var med andre ord ingen, som havde booket vasketid lige i dag.

4 Pauserne mellem ringetonerne i headsettet var så lange, at det føltes, som om nogen med overlæg havde omprogrammeret tempoet bare for at stresse ham. I det første forsøg for to minutter siden var de gået over til at bippe optaget. Men ikke denne gang. Nu slæbte de sig af sted, og Fabian var nødt til at gå frem og tilbage i sygehusgangen uden for Matildas stue for at bevare roen. ”Hej.” Det tog et øjeblik, før han indså, at det faktisk var Sonja, som svarede, og ikke bare endnu en ringetone. ”Sonja, gæt hvad der er sket.” ”Øh, hvad?” ”Bare sæt dig ned og hør efter, for der er …” ”Undskyld, Fabian, men jeg er lige midt i noget. Er det vigtigt?” ”Det kan man vist roligt sige, for der er nemlig sket det, at …” ”Er vi færdige nu, eller hvad? Jeg skal faktisk gå,” sukkede Theodor i baggrunden. ”Du bliver bare her.” ”Hvorfor fanden skal jeg det? Hvis dig og far alligevel bare skal …” ”Theo, du går ingen steder!” ”Sonja, hvad er der sket?” Der lød et dybt suk. ”Altså, jeg var inde på hans værelse for at tage vasketøjet og skifte sengetøj … Åh gud, du skulle se, hvordan der ser ud derinde. I hvert fald så fandt jeg to …” Hun tav. ”Du, jeg tror, det er bedre, vi tager det senere … Fortæl i stedet, hvad det er, der er så vigtigt.”

32

Motiv X_indhold_trykklar.indd 32

14/08/18 8:51 pm