Mosefolk_indhold_trykklar.indd 6
18/01/18 6:22 pm
1 Han var kommet vandrende op ad den gade, hun boede i, med et birketræ i favnen. Folk havde flettet sig rundt om ham, som om de kunne læse ud af ham, at det ikke var af uhøflighed, han ikke fulgte menneskestrømmens rytme. Her gik bare en mand, som netop var vandret ud af de store skove. Kristian Nørregård, der kom travende med sit birketræ. Den hvide stamme lyste og føjede renhed til den travle gades mylder. Under de grønne, hjerteformede blade flammede hans røde hår. Han havde det pæne tøj på til et besøg i byen, skjorten var lidt for smal rundt om skuldrenes bredde, fødderne var klædt i store læderstøvler, som om han i sidste øjeblik havde glemt, at terrænet var et helt andet her under gadelygterne end hjemme i det Vi, han havde forladt samme morgen. Senere skulle hun tænke tilbage på dette øjeblik og vide, at var han ikke kommet gående der med sit birketræ, så var sagen om Vera Nørregård ikke kommet så skævt fra start. Hun ville have grebet efterforskningen an med sin sædvanlige kølige omhu i stedet for at jage af sted som en forvirret landbetjent med skødet i brand. I hendes hænder varmede en ret fra inderen på hjørnet. Duft af kokosmælk og karry. Der er for lidt til to, tænkte hun, når den anden er Kristian Nørregård, og så var han henne ved hende. Satte et stykke af Vi på fortovet mellem dem. Grene og blade kildede hende i håret. Træet var noget højere end 7
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 7
18/01/18 6:22 pm
hende, selvom det var et ungt træ, kunne hun se. Barken var glat, saftspændt. Hun kunne mærke skovene igen, vinden, der kom susende, høj og hvirvlende med et strejf af blødhed. En varm søndenvind, tænkte hun, helt fra Visølunde over mosen, bakkerne og søen, og nu er den her, sammen med Kristian, og så lagde han armene om hende og vuggede hende frem og tilbage. Holdt hårdere og hårdere, mens han lo, plantede endda et smækkys på hendes kind, skønt Kristian altid havde været mere til håndtryk end ligefrem kyssen. – Gamle jas, hviskede han og uglede hende i håret, eller han tog vel hendes strikkede hue af først, lagde sine varme hænder om hendes ansigt, så satte han huen på igen, strøg de filtrede krøller op under dens kant, så på maden. – Er der nok til to? Hun rystede på hovedet. Bag ham trådte en mørkhåret mand frem. – Nå ja. Kristian så et øjeblik distræt ud. – Gokke og jeg fulgtes herover. Han ville lige sige hej og låne det lille hus efter den lange tur. Han så på den duftende mad. – Så hvis jeg nu henter mere, kan I to følges. Og så tog han nænsomt birketræet i favnen og gik. Hun hilste med et nik til Kristians kammerat, pludselig ude af stand til rigtigt at sige noget. Pandehåret fejede ned i hans øjne. Hans blik var sky med en svagt dirrende uro. Kristian har altid samlet de mærkeligste folk op, tænkte hun, selv Gokke, der ødelagde vores hule, dengang for mange år siden. De gik op ad trappen og ind i lejligheden. – Jeg hælder vandet fra kartoflerne, sagde han og gik hurtigt i den retning, hun pegede. Hun følte sig rendt over ende af det uventede besøg. Det her var hendes hjem, og alligevel var alt pludselig så fremmed, at hun, efterforskeren, blev til en gæst i sin egen by, fordi en bondeknold kom travende ind i en ternet skjorte og store støvler. Kristian. Hendes ældste ven. Det her er, hvad tid gør 8
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 8
18/01/18 6:22 pm
ved venskaber, tænkte hun. Du ved, hvem jeg er, du kender min far og kendte min mor. Du ved, at sammen med dig kan jeg svømme tværs over Vi Sø og tilbage igen, tømme forvalter Bergs fiskeruser og rense en ørred. Faktisk har jeg altid været hurtig med en kniv, men det er der ingen, der kender til her. Du ved, at jeg kan springe fra tue til tue i mosen, uden at jeg lader hende gribe mig, mosen, og suge mig ned, hvad hun ellers gerne gør, når hun føler for det. Vi er mosefolk, du og jeg. Gokke kom ind, lynede op og tørrede sine fingre i bukserne. Han gik hen til stuens eneste maleri, der hang på væggen med sit farvestrålende motiv af årets fest hjemme i Vi, valborgsaften. Denne sælsomme aften, hvor vinterens mørke væsener kryber tilbage i deres huler under jorden, kyst væk af sommerens komme. – Valborgsaften? Hun nikkede. Ville gerne have sagt, at det var malet af hendes gode veninde Elin Eliasen, men ordene nåede ikke ud i verden, før de hørte Kristians tunge trin på trappen. Den hvislende lyd fra birketræets blade mod opgangens loft. Og så var han inde i hendes lejlighed. – Her har du det hyggeligt, lo han og trampede gennem den lille stue ud i køkkenet. – Så spartansk. Maria R. Brænder, du har aldrig rigtigt fået grebet om at have ting til pynt. Hun så på sit hjem med hans blik. Over sengen hang den hængekøje, hun oftest sov i. Et par stole, et bord, og i værelset ved siden af flød hendes mange tegninger på et stort bord. – Det er da malet for mange år siden? – Ja. Elin Eliasen havde malet det store bål, som de plejede at have valborgsaften. Titlen var ’Ingen ejer valborgsnat’. Mørket lå mellem træerne, ud langs skrænten sås små blus som blafrende orange skær. Ved det store bål var de samlet alle sammen. Beboerne i Vi, de overnattende gæster fra Englehusene, 9
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 9
18/01/18 6:22 pm
de hvidmalede træhuse, hvor børn fra Visøborg sov i koloni hvert år. I centrum for opmærksomheden fra både mænd og kvinder havde Elin såmænd malet sig selv. I baggrunden stod Maria sammen med sin mor. – Det er dig, Gokke. Kristian pegede på en dreng, der stod tilbagetrukket fra flokken. Hænderne dybt i lommerne. – Nej. Gokke lød kategorisk. – Det kan jeg slet ikke huske. Han gik tættere på, stod lidt. – Jo, jeg tror sgu, du har ret. Det var en hård tid at være i koloni. Godt, man blev ældre. Og så smilede han, så et øjeblik på dem med sit sky blik, pegede på sit ur. – Jeg må løbe. Han gav Kristian et klap på skulderen, før han forsvandt. Der blev et øjeblik stille i stuen. Kristian satte birketræet fra sig ved vinduet. – Birketræer er lyselskende, det ved du. Et øjeblik lød han næsten undskyldende. – En pionér ligesom dig. Vis mig et goldt stykke jord, og så slår de sig ned der. Hårdføre som bare fanden. Og så lod han den ene tunge fod ligesom tromme mod gulvet som for at understrege sine ord. – Du må smide støvlerne, sagde hun. – Du har vist aldrig haft en underbo. Og så satte han dem ud på trappen med en lille rødmen på de høje kindben, som om han med støvlerne satte noget til side af sig selv, men måske var det bare hullet i strømperne. Storetåen, der stred sig ud i verden sammen med birketræet. Hun overvejede kort, om den lidt særprægede værtindebuket skulle have vand med det samme, men glemte det så igen. Satte i stedet tallerkener på bordet, skårede i den blå kant, men dog tallerkener, alt andet kunne vel lige mangle, og glas til de flasker med æblevin, som han havde bragt med. Æblevin fra plantagerne i Visølunde. Rækker af æbletræer. Hvide blomster. Røde æbler. Blå himmel. Kold morgenluft. Høstbid. Og så spiste de og drak. Kristian var ikke vant til krydret 10
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 10
18/01/18 6:22 pm
mad, men han spiste alt, hvad der var. Hævede spørgende sit ene øjenbryn, før han tømte den næste portion. Gik til maden som til det meste andet i sit liv, glubende, målrettet, men dog velovervejet, venligt spørgende. På gaden sænkede mørket sig, lysene blev tændt i lejlighederne, i gadens lygter. Nogle steder tog stilheden til, andre steder plantede mørket sig som en musisk mumlen, en uro i aftensindet. Han spurgte til hendes liv, og hun fortalte beredvilligt om årene efter Politiskolen. Vikariaterne før det faste job som efterforsker. Det meste vidste han jo i forvejen, men så fortalte hun lidt om sagerne også, og han gøs, før han skålede. – Tænk, at du skulle komme til at arbejde i politiet. Han rystede på hovedet. Hun nikkede samstemmende, nu et andet sted i tankerne. Kristians far, Gunnar Nørregård, var død i sommer. Det var Marias farmor, Geert Borg, som stadig boede hjemme i Vi, der havde ringet og fortalt det. Han var drattet i ajlebeholderen, mens Kristian havde været optaget af at få liv i den traktor, som Gunnar vel havde skrottet for længst, hvis ikke pengene altid havde været så små. Vera havde ikke været hjemme. Hun var faldet ned ad trappen, efter at Gunnar havde fundet det brev fra banken, hvor han med egne øjne kunne læse, at hun havde vundet penge, mange penge endda, uden at fortælle ham det. Efter faldet var Vera nu på rekreation hos sin søster ude vestpå, og Gunnar havde fejret den store gevinst med en ordentlig brandert. En ny traktor var endnu ikke kommet på tale, men han havde i sin rus besluttet, at det var på tide at skaffe sig af med alt, hvad der lugtede af fattigdom, og lortet skulle i lortet, så at sige. Så dér stod han på kanten af ajlebeholderen, kylede Veras symaskine ud i det ildelugtende dynd. Den symaskine, der havde lagt nål og tråd til et utal af lappede 11
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 11
18/01/18 6:22 pm
bukser og revne jakker. Måske han fik overbalance. Det er vel ikke sådan lige at kaste med en symaskine, når ens promille er høj. Råbte han om hjælp, hørte Kristian det ikke bag støjen fra den motor, han nu havde fået til at trække igen. Forbipasserende havde hørt ham skælde sin far ud tidligere den eftermiddag, og måske valgte han simpelthen at overhøre Gunnars råben op, hvilket farmor kun havde forståelse for. – Vi må ikke tale ilde om de døde, men sikke en kæft, den mand havde. Og så tav hun et øjeblik, sikkert overrumplet af sin egen frimodighed. – Nu må vi blot håbe, at han ikke tager Vera også, havde hun tilføjet efter en lang pause. – Mener du Kristian? Marias stemme havde lydt som et råb. – Nej, Vorherre naturligvis, svarede farmor med irritation i stemmen. – Kristian har rigeligt at gøre med at forsvare sig mod politiets beskyldninger. Jeg håber da ikke, at du nu også begynder at mistænke den stakkels mand. Maria tænkte på Vera med de glinsende øjne, der sad som kaffebønner i det magre ansigt. Tænkte på politiets undersøgelser af Kristian. Jeg vil gerne spørge, hvordan han har det med det, tænkte hun. Om politiet har sluppet deres mistanke. Hun så over på ham. Han sad et øjeblik med lukkede øjne. Men ikke nu, tænkte hun, hver ting til sin tid. Maria satte musik på, der langsomt flød gennem stuen, drev ned ad væggene sammen med alt det, han bragte med sig. Den jernagtige duft af sø lagde sig i rummet sammen med duften af hans sved, mosens grønne urter, skovbundens våde muld, når det første strøg af grøde er i luften. Alligevel åbnede hun ikke vinduet, i aften måtte byen blive derude. I stedet hørte hun ham fortælle om gamle naboers gøren og laden siden sidst. Og det, han ikke fortalte, vidste hun fra farmor. At Pia havde forladt ham med børnene. Efterladt ham alene med sig selv og sit savværk, et savværk, der vist 12
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 12
18/01/18 6:22 pm
var ved at gå konkurs, hvis ellers man kunne tro på, hvad folk fortalte. – Du ved nok, at der er meget, vi kan tale om, det har været en hård tid. Jeg trængte til at opleve noget andet end Vi. Jeg savnede også dig. Med dig bliver tingene lidt enklere, og på en eller anden måde har jeg bragt mit liv et sted hen, hvor tingene ikke har været helt ligetil i et stykke tid. Og så lo han stille. Strømperne havde han taget af, de stærke fødder greb om plankerne i gulvet. Hårene på tæerne var gyldne. Hans amorbue lidt skæv. Pudsigt, tænkte hun, har den mon altid set sådan ud? Hun rakte ud og strøg den med fingeren, den slags er så let at gøre ved folk, man holder af, når først man har drukket et glas eller tre. En let bue på overlæben, munden skæv, når han talte. Hun fik lyst til at tegne den. Hentede sin blok og kulblyanten. En af dem, hvor spidsen var mellembred, ikke så tynd, at stregerne blev spinkle, og ikke så tyk, at hans ansigt blev groft. Mon jeg kan finde udtrykket? tænkte hun, lige dér mellem alderens linjer og hans livsglæde. Lidt ru, lidt brugt. Men han blev stille, mens hun tegnede ham, hvad hun ikke havde ønsket skulle ske. Hun skænkede op til ham. – Det varer kun et øjeblik, hviskede hun. – Bare denne ene tegning, fortæl noget mere. Men han tog ikke imod glasset, i stedet bøjede han sig frem med al sin varme, hans krop fyldte hele rummet. Skulle jeg tegne dette kys, ville jeg slet ikke vide, hvilken kulblyant jeg skulle bruge, nåede hun at tænke, hvor finder jeg et kul så sort, dybt og kraftfuldt? Alligevel listede hun af sted næste morgen uden at vække ham. Så ham ligge der i morgenens unge stråler. Munden let åben i ansigtets ro. Kroppen nøgen under det tæppe, hun lagde om ham. Ikke engang et brev eller en tegning lagde 13
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 13
18/01/18 6:22 pm
hun, og så var der jo ikke andet at forvente, end at han var væk, da hun kom hjem fra arbejde igen. Parkerede sin gule bil, hvor hun plejede. Listede sig med museskridt op ad trappen, rømmede sig, før hun gik ind. Døren stod åben og ulåst. Den slags havde han aldrig haft meget fornemmelse for. Kun birketræet stod tilbage, men ikke alene. Han måtte have tømt parken for grene. De stod overalt i krukker og spande. Ikke kvistede små ingenting, men grene, der i sig selv var spinkle stammer. Eg og bøg naturligvis, men også akacie, ahorn, birk, ægte kastanje. Stuen var badet i grønt lys. Hun åbnede vinduet og mærkede byen sno sig om hende sammen med vinden. Ikke den varme søndenvind fra dagen før. En tungere vind fra øst sneg sig ind gennem vinduerne og bragte savnet med sig. Luften blev trang, hun trak vejret dybt ind. Mylderbyen, plejede hun at kalde den for sig selv. Men i aften flød dens bevægelser ind gennem vinduet som mekanisk støj og ikke som det liv og de lidenskaber, dette kaos af lyd plejede at fortælle hende om. På bordet stod den sidste flaske med æblevin. På himlen hang månen. Hun hældte skvulpende op i et glas. Drak den halve flaske og fandt så sin blok frem. Nøgenstudier var ellers ikke noget, hun gav sig af med. Men fulgt af den lokkende måne og flasken med æblevin smed hun alle sine hæmninger den nat og tegnede ham efter hukommelsen. Et ansigt, hun havde kendt, så længe hun kunne huske, men så kom søndenvinden drivende forbi, ændrede drengen til mand, og nu tegnede hun ham, som hun aldrig havde tegnet ham før. Med ugerne falmede det grønne lys i lejligheden. Kun birketræet forsøgte hun at holde liv i, satte det ud på altanen og fodrede det med vand og det duelort, hun kunne skrabe op hist og her. Men bladene hang. Stammen mistede sin evne til at lyse. Et lille 14
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 14
18/01/18 6:22 pm
stykke Vi, der begyndte at dø. I tankerne skældte hun ud på Kristian, der af alle mennesker vidste, at hende kunne man ikke sætte til at passe noget levende. Kommer her med et birketræ, tænkte hun. Lo lidt ad storetåen på vej ud af strømpen, men undlod at tænke for meget over resten. Var birketræet ved at miste lidt af sin pragt, ringede en aften en mere livskraftig stemme hjemme fra Vi. Det var farmor. Maria så hende for sig. De høje kindben, øjnene, der var midt mellem hvasse og blide, det blanke hår i den grå knold. Farmor gik lige til sagen. – Nu må du komme hjem, Maria, begyndte hun sådan uden videre. Og skønt hun vel aldrig havde været en kvinde, der pakkede tingene ind, plejede hendes omsorg for Maria nok at kunne bløde stemmen op. – Jeg kan ikke passe din far alene mere, vi må være to, i hvert fald for en tid. Farmor havde tænkt det hele igennem. – Jobbet som landbetjent i Vi bliver ledigt nu. Andre steder nedlægger de stillingerne som landbetjente, men det skal vi ikke have noget af her. I Vi og Visøborg værdsætter vi et politi, der kender de lokale. Ordene kom trillende, og den egentlige ordlyd var svær at huske bagefter, men meningen stod lysende klar. Den nat sad hun og røg på sin sædvanlige plads i vindues karmen, mens hun kiggede ud på den tunge trafik uden at se den alligevel. Passe far, tænkte hun med undren, ude af stand til at håndtere følelsen af pligt, der sneg sig ind. Tanken om at forlade sit job var ikke let. Følelserne svirrede rundt i kroppen som så meget andet. Hun havde det godt, hvor hun var, tak, tilknyttet sin efterforskningsafdeling som en af de yngste. Skulle hun smide års hårdt arbejde væk til fordel for jagt på krybskytter og registrering af bortløbne køer? Arbejdet fyldte lange aftener ud, tidlige morgener og myreflid fyldte det sted i tankerne, der ellers kunne have rumsteret med uro. 15
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 15
18/01/18 6:22 pm
Men da en kølig nordenvind ud på morgenstunden drev ind over byen, tog hun sin beslutning. Bare et år, tænkte hun. Mere end et år kan ingen bede om, et år er bestemt længere end ’en tid’, som farmor talte om. I mappen på bordet lå de tegninger, hun var for blufærdig til at have liggende fremme, selvom hun sjældent havde gæster. Hun så over på det visnende birketræ. Det ville have godt af at komme hjem igen. Og dette ene lille øjebliks klarhed var nok til, at beslutningen blev truffet.
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 16
18/01/18 6:22 pm
2 Bagefter skulle hun undre sig over, hvor let det var gået. Efterår blev til vinter og dernæst forår. Hun fik et års orlov, sagde sin lejlighed op og pakkede ikke mere, end hvad der kunne være i en gul Saab 900, hvor et maleri af valborgsaften og et hensygnende birketræ optog en del af pladsen. Nu stod hun så på rastepladsen uden for Vi en sen nat, eller måske tidlig morgen, efter flere timers kørsel og kiggede ud over Vi Mose. På skrænten lå de sodede rester fra sidste års bål til valborgsaften. Langt nede lå Nørregård, Kristians fødegård og Vera Nørregårds hjem, og sov i sin tågefyldte lavning. De hvidkalkede mure var udviskede og matte i den tidlige morgendis. Fugtmættet luft dækkede nådigt hullerne i murværket og de slidte pletter efter den mangelfulde kalkning. Ajlebeholderen stod tavs og grå. Den, der havde opslugt Gunnar Nørregård, til han druknede af det. Tågen trykkede tavsheden ud over landskabet. Den åd de røde træhuse, der knap synlige fulgtes med landevejens mange bugtninger. Egenes grenede skeletter brød tågen. Bøgens lyse grå stammer var ikke at se, alligevel stod de der, vidste hun. Og hvor de gamle kæmper nådigt lod lyset slippe gennem, udspandt sig vildnissets kamp mellem pil, hyld og tjørn. En fugl skræppede op. Under fødderne begyndte motorhjelmen 17
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 17
18/01/18 6:22 pm
at blive kold. Hun kravlede ned fra bilen og ind på førersædet, hvor hun skuttede sig. Officielt begyndte hun først som landbetjent om nogle dage. Hvor hun skulle bo, vidste hun ikke. Men i landbetjentens bolig vel, som Vi Hovedgård stillede til rådighed. Det var først nu, hun skænkede et sted at bo en tanke. Alt havde været så travlt på det sidste. Som efterforsker havde hun haft noget efterslæb: sene aftener, der blev til lyse morgener, før rapporter var renskrevne og arkiverede, og beviser i nye sager overdraget til allerede overbebyrdede kolleger, der opfattede hendes orlov som en flugt fra en stresset hverdag. Landbetjent i Vi. Hun pustede røg ud gennem næsen. Udborede knallerter og ulovlig udledning af olie, mere behøvede hun vist ikke at sige. Nu tager jeg en slapper. Intet natarbejde, ingen drab, tænkte hun og lænede sig tilbage i sædet, fik et sidste glimt af den grå ajlebeholder og lukkede sine øjne. Vera burde få den fjernet. Som den lå dér, tavs i landskabet, mindede den kun om død. Da hun vågnede på forsædet i den lille, gule bil, lå alt klart til en ny dag. Tågen var lettet. Solens stråler varmede de slidte tagplader på Nørregård. Gården var stille. Morgenmennesket Vera var ingen steder at se, Maria ville ellers gerne have inviteret sig selv ind på morgenmad. Landskabet hævede sig til skrænter højt over de flade, fugtige vidder. Hektar af mose på den ene side og sømil af gråblåt søvand på den anden. Vi Mose og Vi Sø. Skrænterne slog knuder på sig selv, og det samme gjorde landevejen, som snoede sig gennem landsbyen. Rundt om blev landskabet svøbt i april. Dansende hvide skyer i svimlende fart under en blå himmel. Grønmalede bistader stod forvitrede i blæsten. Bilen lod hun stå, mens fødderne hjemmevant fandt den lysegrå asfalt på Vi Landevej. Birketræet havde hun i favnen. Hun gik rundt i svinget, forbi et par af de røde træhuse, og 18
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 18
18/01/18 6:22 pm
der holdt forvalter Berg højt tronende på sin traktor, hans blik uudgrundeligt under kasketten. Han vidste allerede, at jeg var ankommet, hvordan han så ellers bar sig ad med det, tænkte hun og tvang sig til at gå hen mod ham. – Længe siden, Berg, men du ligner jo dig selv, sagde hun, mens hendes egne år ligesom skrælledes af under blikket i hans blå øjne og efterlod hende med en teenagers ranglede krop. Hun rettede på sin strikhue for dog at gøre noget. Berg var forvalter på Vi Hovedgård, hvor alle de røde træhuse i Vi hørte under i lejemål af tredive år. Man skulle tro, at den virkelige magtfaktor her på egnen var godsejer Lorentzen selv, men sådan var det ikke. Magt, tænkte hun. Under kasketten og det beskedne arbejdstøj er forvalter Berg indbegrebet af magten i Vi. Erfaringsmæssigt vurderede hun, at grimassen i hendes ansigt nok kunne forveksles med et smil. Han mønstrede hende fortsat fra top til tå, som ville han sige: Jeg ved ikke, hvad du laver her, du passede aldrig ind, og guderne skal vide, at det gør du stadig ikke. Ikke at han havde sagt et ord endnu, ikke engang et lille goddag. I stedet trådte han langsomt ned fra det høje sæde i sin traktor. Berg var typen, der sjældent smilede. Mon den mand nogensinde har snuset til en blomst? tænkte hun irriteret. Den ustadige aprilhimmel valgte i samme øjeblik at lade sit uberegnelige lune skinne igennem. Ikke som sol, men som regn af tunge, kolde dråber i en silende strøm, der for et minut siden ikke havde været at spore nogen steder. Berg lod hende med et hovedkast forstå, at hun skulle følge med. Maria traskede efter ham, indtil de begge stoppede på verandaen foran et lavt rødt træhus. – Det er jo længe siden nu, sagde han uden yderligere indledning og rakte hende en tung nøgle. – Jeg tænkte, at huset her passede fint til landbetjenten. 19
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 19
18/01/18 6:22 pm
– Tjoh. Regnen silede koldt ned ad ryggen under den gule kjole. Dråbe for dråbe lagde vandet sig som perler i huens strik, sjaskede ned ad nakken, gjorde kinderne kolde og våde og fik sikkert også mascaraen til at løbe i sorte strimer. Det sved i hvert fald i øjnene. Hun så ufrivilligt på huset, sugede det hele til sig. Tiden havde gjort sit. De røde trævægge skallede under de mosbegroede tagplader. Verandaens planker var bløde og frønnede. Rundt om dem stod regnen ned i tykke tove, efterlod dem sammen i et bur af vand. – Vi 39, lød den rolige stemme, de blå øjne køligt vurderende. – Dejligt hus, løj hun. – Det har jeg altid sat stor pris på. Hun overvejede, hvorfor hun brugte krudt på at lyve, Berg så lige igennem hende alligevel. – Det tænkte jeg nok. Stemmen lød tilfreds. – Der er intet som at vende hjem. Måske lidt at rydde op. For Berg var det meste en magtkamp, og han havde kapret arenaen, før hun overhovedet opdagede, at varslingsskuddet var afgivet. Et-nul til dig, tænkte hun. – Lidt at rydde op, gentog hun. – Ja, Ella Brænder tog som bekendt ikke så meget med sig, sagde han med et mærkeligt glimt i øjnene, tog sig til kasketten, vendte rundt og gik uden at sige farvel. Nej, det gjorde hun jo ikke. Maria lod det visnede birketræ glide ned for sine fødder. Hun glemte for eksempel mig. På dørkarmen hang stadig det solblegede navneskilt, der med sin sirlige skrift havde givet navn til en alt for kort tid: Ella og Maria R. Brænder. Dælen også, tænkte hun, fanden tage dig og dine, Berg, hele bundtet. Ude fra mosens vidder kom vinden blæsende med sine tunge, våde dufte af græsser og urter. Udsigten var næsten 20
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 20
18/01/18 6:22 pm
den samme langs hele skrænten, alligevel kostede det noget i åndedrættet at se den herfra, hvor hun ikke havde sat sine ben i så mange år. Ella og Maria R. Brænder. Her havde de haft deres første tid alene sammen, da Ella havde forladt Marias far Simon med hans syge sind og tiltagende dæmoner. Desværre havde Ella, uden at sige et ord, forladt Maria ikke så længe efter med et tomrum, som ikke engang årene kunne fylde ud. Nu er jeg her fandeme igen, tæukte hun. – Vent på mig, jeg skal bare lige ordne noget, havde Ella Brænder sagt den sommerdag for så mange år siden. Så havde hun kysset Maria på panden og var gået. Maria havde sat sig på sin seng. De skulle ud at købe møbler til hendes nye værelse. Hendes mor havde lovet hende et helt nyt skrivebord og gardiner med gule blomster på. Hun glædede sig. Ventede og glædede sig. Først havde hun talt sine myggestik, så gulvbrædderne, så var hun begyndt at synge. De skulle øve ’Hvor skoven dog er frisk og stor’ til om mandagen, hvor hele klassen skulle optræde på Hvilehjemmet. Hun havde skrålet kuk-kuk faldera, så det lød ud over hele Vi og mosen med, sunget højt, sunget blidt og alle variationer indimellem, mens hun skiftevis vraltede, piruetterede og trippede op og ned ad gulvene i de små rum. Til sidst havde hun sat på sin seng. En fed spyflue var kommet summende dovent ind fra haven, og hun havde klasket den, så det sprøjtede gult og varmt ud over natbordet med et betagende knæk fra fluens ydre skelet. Småbitte larver vred sig på bordet. Kuk-kuk, kuk-kuk faldera, tænkte hun. Så begyndte hun at tælle. Og for hvert minut håbe, at nu kom mor hjem. Talte og talte, indtil hun var nået ud til lande vejen, netop som rutebilen kom hostende forbi med sine varme lugte. I sin tællen var hun nået til 72, da hun så sin mor 21
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 21
18/01/18 6:22 pm
sidde med ryggen til på næstbageste række til højre, hvor hun plejede at tage plads. Mor i sin røde, figursyede jakke med den lille baret på hovedet var kørt, kørt uden hende. 72. Noget var bristet inde i Maria, forræderiet havde været så stort, at tunge tårer var løbet ned over hendes kinder, og et savn havde sat sig, som hun aldrig havde overvundet. Hun havde hadet Hans Christian fucking Andersen siden den dag. Siden havde hun ofte talt, når hun var under pres, tvunget af sine tanker til at tælle til 72. For enden af hvert 72 stod en angst, der tvang hende til at begynde forfra. Tælle. Mærke håbet i de første spæde tal, det spinkle lys, da hun stadig troede, at mor kun var ude at hente noget. Håbet, der sprængtes, da bussen kørte forbi. Mens hun stod på bare fødder, uelsket, med det stride, tjavsede hår. I sjælen skreg tallene deres evige litani. Efter mørket i 72 var hun nødt til at vende tilbage til håbet i tallet 1. Hvor Ella Brænder var rejst hen, var der ingen, der vidste. De første par år kom der postkort fra Grækenland, Frankrig og Tyskland. Spredte hilsener, der fortalte om rejser, udstillinger og et spændende liv i udlandet langt væk fra den provins, der efter sigende havde været ved at tage livet af hende. Men også de stoppede med tiden. Politiet havde henlagt sagen, fordi så meget i Ella Brænders sidste tid havde tydet på, at hun var ved at bryde op i sit liv. Og skønt de fleste stod uforstående over for en mor, der forlader sit barn, var der også enkelte, der ved sig selv tænkte, at livet med Simon Borg, Marias far, heller ikke havde været en dans på roser. Rundt om hende slog regnens silen jordede lugte op, plaskede huller, hvor tagrenden tømte sig, tvang husets træ til at svulme op, slå sig i en velkendt frønnet em. Hvorfor er hjemme et af de mest fremmede steder, man kan ankomme til? 22
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 22
18/01/18 6:22 pm
Den gammeldags nøgle skramlede på sin vej rundt i låsen. Køkkenet lignede sig selv. Brune skabslåger og lave køkkenborde. En svag lugt af indelukkethed. Gulvbrædderne knirkede under støvlerne, en fod foran den anden lige frem ind i stuen. Til højre lå pigekammeret, til venstre lå soveværelset. I soveværelset stod briksen med det røde strikkede tæppe endnu. Huset havde stået urørt i mange år, kun med de lokale fruers lejlighedsvise pligtrengøringer, der holdt det fra helt at forfalde. Hvorfor nogen dog ikke havde forbarmet sig og ryddet huset, forstod hun ikke, men det var vel Bergs værk, han kunne vente i årtier, Berg, som en gammel karpe på bunden af en mørk sø. I jakkelommen lå en sidste knækket smøg. Hun gik ud på skrænten og lod blikket følge mosen, så langt den strakte sig ud i horisonten. Da hun var lille, havde hun på sommer aftener kunnet høre mosen synge i sine nynnende dybe toner. Så lå hun der og lyttede ud i mørket, indtil de lette kluk fra huller og tørvesøer samlede sig med den gyngende tørv og sendte sine strofer ud i natten. Siden var mosen holdt op med at synge, i hvert fald for hende. Hun kunne mærke husets længselsfulde øjne stirre sig i nakken. Her ville hun under ingen omstændigheder bo. På den anden side ville hun ikke kunne holde Bergs tilfredse smil ud, hvis hun bad om et andet hus. Cigaretten var røget til ende, stumpen brændte mellem hendes fingerspidser. Jeg søgte en stilling som landbetjent, sagde hun til sig selv, og får jeg kolde fødder, må jeg bare tage nogle varmere strømper på.
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 23
18/01/18 6:22 pm
3 Vi lå højt på en skrænt. Mod øst var landsbyen afskåret af den mose, hvis grønne, hvælvede flader strakte sig ud i det, der heromkring kom tættest på uendeligheden. Mod vest lå skovene, engene, markerne og Vi Sø, og hist og her tittede den kalkrige undergrund frem som gullige pletter. På det smalle stykke skrænt efterladt af mosen, søen og skoven snoede Vi Landevej sig som en varm strøm gennem landsbyen. Den slog bugt, hvor naturen krævede det, og lagde vej til de røde træhuse, der knirkende klinede sig til dens løb. Navnet ’Vi’ betød hellig. Dem, der vidste noget om det, sagde, at det var et urgammelt navn. Helt fra forhistorisk tid havde de her ofret til ånderne i søen og i mosen. Og da tiden skiftede fra hedenskab til kristendom, havde man, pragmatisk som man nu var på egnen, i stedet bygget en kirke. De fleste i Vi havde nok i deres eget, men skulle de mangle noget, var det jo altid godt at vide, at kørte de mod nord, lå Visøborg der i al sin indbildte pragt. Politistation, rådhus, lægehus, gågade, og hvad har vi ikke. I gamle dage var Vi mest forbundet med Visøborg ad vandvejen, eftersom de lå på hver sin side af den store Vi Sø. Gudskelov skjulte Vi sig i en bred vig bag et næs, og derfor kunne beboerne ikke kigge direkte over på Visøborg, hvor blinkende lys viste, at her lå en by, hvor der var liv selv om natten. 24
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 24
18/01/18 6:22 pm
Allerede den første eftermiddag hun var ankommet til Vi, havde de første gæster indfundet sig til en kaffepassiar hos den nye landbetjent. Der gik ikke mange timer, før hendes liv hang til skue som musegråt undertøj på landsbyens tøjsnor. Nu er du jo ikke gift endnu, men en bette kæreste har du vel da? Nå, ikke, men så en hund? En hobby? Jamen hvad fordriver du så tiden med? Er det rigtigt, at du kom ind på den dersens politiskole med en slags dispunsasjon? Tungerne kløjedes i det uvante ord. – Nå, du tog da noget tid om at blive færdig, men det giver jo også sig selv. Efterfulgt af små, beroligende klap og lange tænkepauser, mens gamle naboer med hektiske øjne forsøgte at dække over manglerne i den nye landbetjents liv. De fleste havde kendt hende fra barnsben og tog det derfor for givet, at noget dumt måtte hun jo have gjort, siden hun havde sagt sit glimrende job som efterforsker op til fordel for et liv som landbetjent. At folk ønskede at flytte til Vi, forstod de naturligvis udmærket, hvor var der en bedre plet på Guds grønne jord? Men at Maria kom hjem, havde de alligevel ikke ventet. Den aften havde Maria netop gravet et dybt hul til sit birketræ i havens fugtige jord, da hendes veninde Elin Eliasen kom forbi. Ladcyklen stillede hun ude foran huset. Med et misbilligende udtryk iagttog hun Marias bestræbelser på at indrette sig i haven. – Bål har aldrig rigtigt været mig, Maria, det ved du. Om vi er i marts eller april, kan jeg ikke lige huske, men koldt er det. Desuden har du jo et glimrende hus heroppe. Og så var hun gået op i det rødmalede hus, som hun kendte så godt fra dengang, hvor hun og Ella Brænder var veninder. Maria skovlede den sidste jord ned om det pistne birketræ og tørrede så sine hænder i bukserne. På en eller anden måde var det blevet så vigtigt, at træet overlevede. At det stak rød25
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 25
18/01/18 6:22 pm
derne dybt i jorden og groede videre. Så hun sendte en lille bøn til vejrs for træets overlevelse, før hun så rundt i haven. Hængekøjen havde hun hængt op mellem havens to største træer. Hun havde kæmpet med den presenning, der skulle give ly for regnen. Gasblusset var det eneste, hun havde købt. Efter en morgenkaffe drukket med ulmende røg og fugtigt brænde i det nygravede ildsted havde hun i formiddag pludselig befundet sig i en butik med udstyr til friluftsliv. I havens skur havde hun ryddet det indbyggede plantebord og væggens hylder for gamle lerpotter og i stedet indrettet sig med de få gryder, tallerkener og glas, som hun trods alt ejede. Hun lod blikket glide hen over de møbler, hun havde sat ud i haven, efter at de havde stået gemt i skuret i to årtier. Træet var så frønnet under de blågrønne havemøblers sprukne maling, at de næppe ville holde et år mere. Men det gjorde heller ikke noget, da var hun rejst igen. Farmor var ikke hjemme, men Maria havde heller ikke meldt sin ankomst. Far havde hun ikke besøgt. Jeg kigger ind til ham i morgen, tænkte hun med trængt åndedræt. I morgen. Helt sikkert i morgen. Hun traskede efter sin gamle veninde op i huset. Fandt føjeligt glas frem til den vin, hun havde med. Og så tændte hun op i den høje, smalle ovn i køkkenet, mens Elin hjemmevant åbnede en skuffe for at finde proptrækkeren, der stadig lå, hvor Ella Brænder havde lagt den for så mange år siden. Elin trak et pilleglas op, så på etiketten. – Angstdæmpende. Den slags har du da ikke brug for, sagde hun under rynkede bryn. Maria trak på skuldrene. Ville ikke sige, at hun havde besluttet at smide dem ud, men i stedet havde lagt dem i en skuffe, hvor hun ikke regnede med at få dem at se igen. Elin skænkede de gyldne dråber, mens hun begyndte at fortælle om alt, hvad der var hændt siden sidst. Hun var 26
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 26
18/01/18 6:22 pm
mere end dobbelt så gammel som Maria, men det var ikke noget, hun lod sig mærke med. Der havde både været kunstneriske eskapader og såmænd også, hvad Marias farmor nok ville kalde et udsvævende liv. Det var en fornøjelse at høre hende udlægge teksten, og når ordene ikke slog til, kunne en skitse jo også gøre det. Så Elin tegnede for Maria og fortalte. Egentlig fortalte hun mest om den nye kavaler, hun havde fået. – En mand med en vis dannelse, lo hun, og så skålede de i æblevin. Maria så væk ved et par af tegningerne. – Ja, du rødmer. Elin tørrede sine tårer under øjnene væk. Hun bekæmpede den boblende latter. Et øjeblik gled et sky blik forbi i hendes øjne. Fingrene fnulrede nervøst et hjørne af det papir, hvor en mørkhåret mand stod nøgen med ryggen til. Maria havde frabedt sig tegninger set forfra. – Du får ham at se til valborgsaften, for da skal han være min kavaler. Han er en mørkets skabning, men jeg tror ikke, at han sådan bliver skræmt væk af festen for lyset. Hun stak tegningerne til Maria. – Gem du dem, min pige, de er mit papirhjerte, og de skal ligge her hos dig. Så trak hun vejret dybt ind. Lod sine hænder følge sin krops figur for ligesom at samle sig, efter at tankerne et øjeblik havde været et andet sted. Maria spurgte til Vera. – Vera. Elin lænede sig tilbage i stolen, smaskede på tænderne, som hun havde for vane, når hun havde fået lidt under vesten. – Hvis du spørger mig, har hun fået sig en elsker, den gode Vera. Hun holdt en kort kunstpause, sagde så med affekteret stemme: – Vera’s got a boyfriend. Jeg kan kende en tilfreds kvinde på miles afstand. Hun sendte et irriteret sideblik til Maria. – Og jeg skal hilse og sige, at du ikke ligner en af dem. Vi må 27
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 27
18/01/18 6:22 pm
håbe, at han behandler hende ordentligt, for hun havde da ikke meget held med Gunnar, den gamle tøs. Hun rejste sig, tog et par dansetrin hen mod det billede af festen på valborgsaften, som stod på gulvet i køkkenet. – ’Ingen ejer valborgsnat’. Hun tog en ordentlig slurk af sin æblevin. Greb så en kulstift på bordet, kradsede et ord over, skrev et nyt. – Elin ejer valborgsnat, lo hun. – Min festnat. Et øjeblik lod hun fingrene stryge hen over den mand, der med ryggen til beskueren stod og så på hende. – Alle ville have ham dengang. De kvindelige lærere, der fulgte børnene på koloni, naboerne, ja, selv Vera rødmede, når han så på hende. Alle ville have en bid, men han var min. Så vendte hun rundt, slog døren op, kiggede ud i det stjerneklare mørke. – Jeg glæder mig til valborgsaften, Maria. Vi trænger til en ordentlig fest. Vin og mad, musik og dans. Men det er en farlig årstid. Hun tog sit glas, tømte det i ét drag, så på Maria med sit direkte blik. – Engang ofrede de kvinderne på valborgsnat. Først kårede de dem til dronninger af foråret og lyset, bagefter ofrede de dem som de udvalgte. Om det var til mørkets eller lysets kræfter, ved jeg ikke. Den slags ved vi ikke så meget om mere, ondskabens væsen. Hun løsnede det fløjlsbånd, hun altid bar om halsen, trådte udenfor igen, hævede det op mod stjernerne og tog et dansetrin. – Hvor ved du alt det fra? Maria stillede sig med et lille smil i den åbne dør. – Jeg ved det her. Elin lagde alvorligt hånden på sit hjerte, før hun flagrede videre ud i den natmørke have, der kun var svagt oplyst af skæret fra huset. – Vi må binde deres kræfter. Så de ikke begynder at ofre os igen. Stemmen råbte. Så tog hun det lilla bånd, hun netop havde løsnet, og bandt det rundt om en af de spinkle grene 28
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 28
18/01/18 6:22 pm
på Marias birketræ. Hun stod et øjeblik med armene hævet ud over mosen, som sendte hun en bøn til alt det levende derude. Og Maria tænkte ved sig selv, at hvis Elin ønskede at binde kræfterne i verden, var et ungt birketræ, der kæmpede for sin overlevelse, måske ikke det mest kraftfulde væsen at alliere sig med.
Mosefolk_indhold_trykklar.indd 29
18/01/18 6:22 pm
Foto: Rikke Olsen
Mette Wessel Fyhn er født i 1972 i Herning og bor i dag i Nordjylland. Hun er uddannet arkæolog og har i mange år arbejdet som formidler og projektleder. Mosefolk er hendes debut som romanforfatter.
Da mistanken samler sig om Marias barndomsven, kommer hun i et personligt dilemma. I et umage makkerskab med sin gamle mentor og kollega, Tage Erlander, indleder hun jagten på sandheden og den koldblodige gerningsmand. En krimi om mørket mellem mennesker, der udspiller sig i et sælsomt miljø mellem mosen, skoven og søen. En underfundig fortælling om at vende hjem. Og ikke mindst om måske at elske den forkerte.
9
788711
699157
lindhardtogringhof.dk
Omslag.indd 1
FYHN MOSEFOLK
Kort efter bliver en ældre kvinde fundet vold taget og myrdet — og angsten breder sig i loka lsamfundet, for når alle kender alle, hvem kan så være morderen?
METTE WESSEL
Politiefterforsker Maria Brænder bliver land betjent i sin barndomsby Vi, og vender tilbage til de mosefolk, som hun på godt og ondt er vokset op sammen med.
METTE WESSEL
FYHN
MOSEFOLK Alle kender alle, hvem er morderen?
“Tage kastede et blik over hendes skulder. Den slid te, brudte beton. De grå, mørnede flader trådte frem på papiret. Veras knuste knogler og spinkle krop lignede det tørre hylster fra en ældgammel, forslået alf, der til sidst tabte kampen. Blodet på lårene, knog lernes skæve vinkler, de forslåede lemmer. Nu lider hun ikke mere, mumlede han og prøvede at tømme hovedet, skævede til Maria. Tænkte, at de begge vidste for meget. At deres viden bankede hårdt mod kraniernes hvide vægge. Nogle gange har jeg set for meget smerte, tænkte han, jeg kan ikke stå her og bilde mig ind, at hun ikke led.” Uddrag fra bogen
Krimi • Lindhardt og Ringhof
18-01-2018 11:47:37