Issuu

788711 513903

14 noveller og andet godt

• Johanne Algren • Annie Bahnson • Tina Sakura Bestle • • Jens Blendstrup • Trine Bundsgaard • • Lars Bøgeholt Pedersen • Anne-Marie Donslund • • Sarah Engell • Bo hr. Hansen • • Kirsten Sonne Harild • Line Kyed Knudsen • • John Kenn Mortensen • Glenn Ringtved • • StineStregen • Thorstein Thomsen •

MIT FØRSTE KYS

KIKSET ... PINLIGT ... MAGISK ...

MIT FØRSTE F KYS 14 noveller og andet godt

MIT FØRSTE KYS 14 noveller og andet godt

• Johanne Algren • Annie Bahnson • Tina Sakura Bestle • • Jens Blendstrup • Trine Bundsgaard • • Lars Bøgeholt Pedersen • Anne Marie Donslund • • Sarah Engell • Bo hr. Hansen • • Kirsten Sonne Harild • Line Kyed Knudsen • • John Kenn Mortensen • Glenn Ringtved • • StineStregen • Thorstein Thomsen •

Sarah Engell

Fuck m책neskin

Fuck måneskin Scenelyset brænder mod hovedbunden, og jeg tør ikke at se ham i øjnene. Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af det? Hvis det bliver totalt kikset, og halvdelen af skolen glor på imens? Slap af, siger jeg til mig selv. Vi har øvet det 100 gange før. Det hjælper ikke, for det er første gang, vi skal kysse rigtigt. Under prøverne lavede vi kun luftkys, som Pernille kaldte det, hvor vi spidsede mund og sagde sådan dér uden overhovedet at have læberne i nærheden af hinanden. Helt ufarligt og alligevel pirrende, fordi mine tanker hver gang fortsatte længere end læberne. Men i dag er det generalprøve, og vi skal være Romeo og Julie, så publikum tror på det. Sådan sagde Pernille, da vi mødtes i morges for at gøre klar til forestillingen. Lev jer ind i rollen, glem publikum, og KYS. Hun blinkede med det ene øje til mig og Lukas, og jeg havde lyst til at give hende en highfive. I min begejstring glemte jeg helt at se, om Lukas også blev glad. Jeg forsvandt direkte ind i min egen romantiske drømmeverden. Typisk mig! Det er først nu, midt på scenen, at jeg tænker: Hvad nu hvis han slet ikke har lyst? Hvad nu hvis det hele er noget, jeg har fantaseret mig til? Hans smil, hans blik11

ke. Måske er det kun foregået inde i mit hoved? Lyset blænder, og jo tættere vi kommer på kyssescenen, jo sværere er det at se Lukas i øjnene. Lukas, som jeg har haft et hemmeligt crush på siden 5. klasse. Lukas, hvis T-shirt jeg engang huggede med hjem bare for at snuse til den. Og nu skal vi så kysse. Midt på scenen. Uden overhovedet at have talt om det først. Jeg fatter ikke, at jeg syntes, det var en genial idé. Alle de ældste klasser sidder på klapstole i gymnastiksalen og har aldrig før været så stille. Det er, som om de venter på noget at grine af. Som om de næsten ikke tør blinke af frygt for at misse det pinlige. Scenen er pyntet med plasticblomster og falsk vin i høje glas. Det skal forestille, at vi er til et stort maskebal i Capuletfamiliens palæ, med dæmpet musik og baggrundsstemmer i højttalerne, og alligevel kan jeg tydeligt høre mit eget åndedræt og scenegulvet, der knirker under mine guldsko. Vi har lige haft den store dansescene, og nu er Lukas og jeg alene på scenen. Vi har taget maskerne af. Jeg koncentrerer mig om mine replikker. Om at tale tydeligt og ikke lyde nervøs. Guldkjolen er glat og lang. Jeg har endelig fået lov at bruge den på scenen i stedet for mit eget tøj. Du kan godt, siger jeg til mig selv. I den kjole kan du alt. Det varme spotlys prikker mod huden, og min vejrtrækning er hurtig, da jeg går tæt forbi Lukas og vender ryggen til ham. Jeg skal spille tilbageholdende. Jeg skal stå med ryggen til ham og ikke afsløre, hvordan jeg ryster indeni. Koreografien sidder i kroppen, jeg ved nøjagtigt, hvor på scenen jeg skal være ved hver eneste replik. Der er mindre end to minutter til kysset, og kjolen er så let om kroppen. Det knitrende guldstof 12

gør mig til en anden. En, der er både smukkere og modigere end den Anna, jeg er til daglig. Jeg tænker på, hvordan Lukas altid vinkede til mig, når jeg trådte ind i gymnastiksalen for at mødes med dramaholdet. At vi hele tiden fik øjenkontakt, når vi holdt pauser mellem prøverne. Måske er der slet ikke noget at være nervøs for? Måske var det bare sceneskræk, der fik mig til at panikke før? Jeg tror godt, jeg tør. Som Julie tør jeg godt. Lukas tager mig i armen og vender mig rundt, så vi står lige over for hinanden. Han ser mig i øjnene, og denne gang bliver jeg stående og lader hans blik trænge ind i mig. Vores håndflader mødes, og der er kulsyre i mit blod. Tusindvis af småbitte bobler, der stiger opad mod hovedet. Han er så pissepæn, og jeg kan godt. Selvfølgelig kan jeg det. Og lige dér, i det varme lys fra sølvpapirmånen i loftet, med Lukas’ håndflade mod min, mærker jeg igen den forventning, der har suset i kroppen, siden jeg fik at vide, at jeg havde fået rollen som Julie. Tænk at få sit allerførste kys i verdens mest berømte kærlighedsscene. Det er så romantisk, og månelyset er så livagtigt, og jeg må tvinge mig selv til at følge manuskriptet og rive mig løs for anden gang. Min stemme siger de rigtige replikker, og jeg er imponeret over, at jeg kan huske dem, for det eneste jeg tænker på er Lukas’ læber. Mod mine, lige om lidt. Så skal de nok få sig en overraskelse dernede på klapstolene. Alle de smarte hoveder, der troede, det var løgn, at Lækre-Lukas fra 8. skulle kysse en eller anden ukendt pige fra 7. De ved ikke, at det var ham selv, der foreslog, at jeg skulle søge rollen. Mine hænder ryster. Når først han har kysset mig, kan han 13

ikke tage det tilbage. Så vil det være Anna og Lukas, og alle vil vide det, for der er 30 stolerækker med vidner. De tror, de ser et teaterstykke, men det er virkelighed. Det er starten på noget helt nyt, som jeg endnu ikke ved, hvad er, men som får min krop til at føles som en colaflaske, der er blevet rystet. Lukas kommer tættere på. Øjeblikket kommer tættere på, og jeg må koncentrere mig for ikke at mime med, da han siger den replik, der kommer lige før vores kys: ”Du skønne, rør dig ikke, mens jeg plukker mine bønners frugt.” Jeg har selv været med til at omskrive lige præcis dén replik, og den er noget af det smukkeste i stykket. Lukas ser på mine læber, og jeg kan næsten ikke være inde i mig selv. Nu sker det. Nu! Han tager om mit ansigt med begge hænder, og jeg lukker øjnene for at abstrahere fra publikum. For at opleve det fuldt ud. Mit allerførste kys. Adrenalinen dunker i kroppen, og jeg føler mig lysende under sølvmånen. Lukas’ hænder er varme mod mine kinder, og jeg mærker hans ånde mod læberne. Jeg mærker hans ånde, men ikke hans læber. Der er noget galt. Jeg åbner øjnene igen, og hans blik flakker. Han slipper mit ansigt. ”Nu har mine læber fået den synd, som dine læber havde,” siger han og går baglæns, væk fra mig, selvom vi overhovedet ikke har kysset. Selvom ammen overhovedet ikke er kommet 14

ind og har afbrudt os. Selvom ingenting er, som det skulle være. Overhovedet. Der lyder fnis fra salen. Lyset brænder igen mod hovedbunden, og stilheden på scenen er akavet. Jeg skal kysse ham tilbage. Det står i manuskriptet, men det er helt forkert nu. Han står mindst to meter væk og kigger ikke engang på mig. Det var på ingen måde et ægte kys. Ikke engang næsten. Det var et dumt og klodset luftkys med dobbelt så meget luft som de andre gange, vi har øvet. Han holdt mig om ansigtet, så på mig og kunne ikke få sig selv til det. Skuffelsen og forvirringen kradser i halsen, og jeg er glad for, at jeg ikke har flere replikker i den her scene. Tea, der spiller ammen, kommer ind, lidt befippet, og jeg er lettet, da hun trækker mig væk fra Lukas og de stirrende blikke nede fra salen. Resten af stykket er et helvede at komme igennem. Min mave er helt krøllet sammen, og jeg kan ikke få ordentlig lyd i stemmen. Selv i dødsscenerne lyder den mekanisk og flad. De scener har ellers påvirket mig, hver gang vi øvede. Som om det var en lille smule virkeligt. Som om vi mistede hinanden en lille smule hver gang. De scener plejer at være pissegode. I dag gør det ondt på en helt forkert måde. Lukas kigger overhovedet ikke på mig. Selv når vores ansigter er tæt på hinanden, undgår han øjenkontakt. Han kigger på et punkt ved siden af mig, og hans stemme lyder også forkert. Det er en lettelse, da publikum endelig klapper efter sidste scene. Så snart vi er færdige med at bukke, skynder jeg mig om i mørket bag kulisserne. Jeg læner mig op ad en væg og 15

presser øjnene i. Ude i gymnastiksalen kan jeg høre klapstolene skramle, snak og knirken fra en masse sko mod det gamle trægulv. Derefter stilhed. De andre fra dramaholdet bliver på scenen. Jeg kan høre deres stemmer og latter, lyden af coladåser, der bliver åbnet. Pernille, der ønsker tillykke. Jeg kunne seriøst godt drikke en cola, men jeg kan ikke få mig selv til at gå ind til Lukas igen. I stedet finder jeg min taske og trøje og lister ud af gymnastiksalen. Lysstofrørene tænder knitrende over mig, da jeg går ned gennem den øde gang og hen mod pigetoiletterne. Det er sidst på eftermiddagen, og der er kun dramaholdet tilbage på skolen. Jeg tager den sidste toiletbås og låser bag mig. Der er ikke ret meget plads, men jeg orker ikke omklædningsrummet, hvor de andre snart myldrer ind med deres latter og snak. Kjolen er svær at få af. Som en drøm, man ikke har lyst til at vågne fra. Jeg smider den oven på tasken og trækker Anna på igen. Kedelige jeans. Kedelig T-shirt. Dumt tudefjæs. Jeg dumper ned på toiletlåget og lægger hovedet tilbage mod den kolde væg. Fliserne er hårde mod baghovedet, og jeg presser mig tilbage mod dem for at holde gråden inde. Du er ikke på dramaholdet i år? Sådan havde Lukas spurgt mig den eftermiddag i starten af skoleåret, da han kom ind i cykelskuret, mens jeg var ved at låse min cykel op. Han sagde det, mens han kiggede på alt andet end mig. Han sagde, at det var første gang, han havde meldt sig til. Han sagde, at det var en fed cykel, jeg havde. Han sagde alt muligt, der ikke rigtig hang sammen. Og jeg mumlede nogle svar, mens mit hjerte gik amok i brystkassen, og jeg tænkte Hvad vil han? Hvorfor 16

taler han pludselig til mig? Hvad vil han? Hvad? Så kom det. Lidt henslængt og så alligevel ikke. Vi mangler en Julie. Han kiggede på min cykel, mens han sagde det. Han blev ved med at kigge på den, som om han forventede, den ville svare. Først efter flere sekunders tavshed løftede han blikket og så på mig med de der øjne. Dem, der har kostet mig så mange rastløse frikvarterer i nærheden af hans klasselokale og timelange hundelufteture på den gade, hvor han bor. Vi mangler en Julie. Det siger man sgu da ikke, hvis det ikke betyder noget. Men måske var det for sjov. For at teste mig. Måske havde han håbet på et billigt grin, ikke på at jeg fik rollen. Det må være min åndssvage, naive glimmerhjerne, der endnu en gang havde misforstået situationen. Og nu har vi tre forestillinger forude. Med forældre og søskende og det hele. Fedt. Det giver et sæt i mig, da det banker på døren. ”Anna? Det er Pernille. Er du okay?” Jeg gnider mig hårdt i ansigtet. Så rejser jeg mig fra toilettet og låser døren op. Pernille ser på mig. Så på den sammenkrøllede guldkjole. ”Hej?” siger hun. ”Alt okay?” Jeg nikker og klemmer mig forbi hende for at komme hen til vasken. Vandet er iskoldt, da jeg tænder for hanen. Mens jeg vasker hænder, bliver hun stående og ser på mig. ”Du virkede bare lidt, hvad skal jeg sige … Ikke så nærværende på scenen.” ”Det må du undskylde.” Jeg slukker vandhanen og tørrer hænder i noget papir. ”Jeg var lidt nervøs, tror jeg.” 17

Hun nikker, men bliver ved med at kigge, som om hun ikke tror på det. ”Vi kan godt droppe det kys, hvis du synes?” ”Hvorfor siger du det?” ”Jeg tænkte bare … Det var måske lidt meget at bede om.” ”Det står ligesom i manuskriptet.” ”Men alligevel.” Jeg krøller papiret sammen og smider det i en skraldespand. ”Ja, det er ikke for at forvirre og lave om på tingene,” siger hun. ”Men der er jo premiere i morgen, og vi har ikke rigtig tid til at øve mere, så måske var det bedre bare at gøre som i starten?” ”Luftkys?” Jeg vrænger ordet. Hun trækker på skuldrene. ”Lige nu fungerer det i hvert fald ikke.” Jeg ser ind i toiletbåsen, hvor min taske stadig står, mens jeg tænker på de mange timer, vi har øvet. De mange gange, jeg har set det hele for mig. Den perfekte scenografi. Den perfekte stemning. Det romantiske måneskin, skabt af spotlys mod sølvpapir, og bifaldene, når vores læber mødtes. Jeg har totalt misforstået det. Misforstået ham. Pernille lægger en hånd på min skulder. ”Du ser lidt sløj ud. Er du sikker på, at du er okay?” Jeg nikker, men kan ikke sige noget. ”Hvis du er ved at blive syg, siger du til, ikke? Suppleanten skulle gerne have besked i god tid, hvis det er.” Ved ordet suppleant knuger min mave sig endnu mere sammen. Laura ville elske at overtage min plads på scenen. 8.-klasse-Laura med shampooreklamehår og blanke lipgloss-læber. Hende, alle troede ville få rollen. 18

Måske troede Lukas det også. Som i håbede. Nu jeg tænker over det, bad han mig ikke direkte om at søge rollen. Han nævnte den bare, sådan lidt tilfældigt. Måske fordi han lige havde spurgt Laura og var spændt på, om hun fik den. Måske havde han bare brug for at sige det højt, og så stod jeg tilfældigvis i cykelskuret og var så ukendt og ubetydelig, at det var omtrent som at tale ud i luften eller til en væg. Et øjeblik er jeg fristet til at sige til Pernille, at jeg faktisk føler mig lidt syg. Simpelthen aflevere guldkjolen, cykle hjem og glemme alt om det kys og om stykket. Men det ville være for pinligt at give op nu. De andre på dramaholdet ville hviske om det resten af min skoletid. Og mor og far ville blive skuffede. Jeg er nødt til at tage mig sammen. Pernille klapper på væggen. ”Jeg må ind til de andre igen. Tænk over det til i morgen, ikke? Med det kys. Det skal nok blive en god forestilling uanset hvad. Og ring til mig, hvis jeg skal give suppleanten besked.” Hun giver min skulder et klem og går ud på gangen igen. Inde i toiletbåsen synker jeg ned på toiletlåget, sætter albuerne på knæene og hviler hovedet i hænderne. Tanken om Laura har forvandlet de sidste kulsyrebobler til en flad bundsjat, og jeg orker ikke at cykle hjem og høre på, hvor meget mor og far glæder sig til premieren. De bliver ved med at tale om den åndssvage kyssescene og lave trutmunde, der var sjove i morges, men ikke nu. Overhovedet ikke nu. Jeg tager manuskriptet frem fra min taske og bladrer langsomt igennem det. Jeg har markeret mine egne replikker med en grøn overstregningstusch. Lukas’ har jeg markeret med en blå. Det ser dumt ud. 19

Med et klask lukker jeg manuskriptet igen. Der er stille ude på gangen. De andre står sikkert stadig inde i gymnastiksalen og drikker sodavand og griner af dér i dansescenen, hvor vi var lige ved at ryge ud over scenekanten. Eller dér, hvor sølvmånen blev tændt midt i soveværelsesscenen, eller noget andet sjovt, jeg også ville have grint af. Jeg trækker luft ind og tager mig sammen. Så rejser jeg mig fra toilettet, lægger guldkjolen pænt sammen og putter den ned i min taske. Ude i skolegården er det støvregn og slet ikke vejr til at gå rundt i sneakers og en tynd trøje. Men jeg har hverken lyst til at cykle hjem eller gå ind til de andre. Jeg går over skolegårdens revnede asfalt og dumper ned på kanten af sandkassen. Jeg har taget manuskriptet med herud, kan ikke få mig selv til at slippe det. Mens støvregnen lægger sig i et blankt lag på min trøje, genspiller jeg kyssescenen i hovedet. Måneskinnet. Guldkjolen. Vinglassene og hans håndflade mod min. Måden, det susede i kroppen. Måden, han lagde hænderne om mit ansigt. Læberne så tæt på mine. Hver gang jeg når til selve kysset, går jeg i stå. Det eneste, jeg ser for mig, er, hvordan han trak sig væk. Støvregnen rammer siderne og gør papiret vådt. Og hvad så? De kan tage deres teaterstykke og stikke det skråt op. Så snart jeg har tænkt tanken, fortryder jeg. Jeg lukker manuskriptet sammen og stikker det op under trøjen, så det ikke bliver mere vådt. Gennem vinduet kan jeg se ind i gymnastiksalen. Der er tomt nu. De andre må være gået ud i omklædningsrummet. 20

Der er stadig lys på scenen. Det skinner på den blanke måne af sølvpapir og balkonen, hvor jeg stod og lovede ham mit hjerte. Hvor jeg skal stå igen i morgen og love ham mit hjerte. Og han vil love det tilbage, men ikke mene det en skid. For ham er det bare et teaterstykke. Kanten af sandkassen gør mig våd bagi. Jeg burde rejse mig, jeg burde tage mig sammen. Den rigtige Julie gav aldrig op. Hun kæmpede. Men hun havde også noget at kæmpe for. Lyden af skridt får mig til at åbne øjnene igen, og det giver et ryk i brystkassen. Lukas er på vej hen mod mig. Shit. Hvad nu? Han har stadig sit kostume på. Romeohatten har en lang, blød fjer, der vipper, når han går. Jeg ved, at den er blød, for jeg har rørt ved den i smug ude i omklædningsrummet. ”Hey,” siger han, da han er nået hen til mig. Jeg svarer ikke. Gennem trøjen kan jeg mærke manuskriptets kanter. Han sukker. Så sætter han sig på kanten af sandkassen ved siden af mig. Han tager hatten af og lægger den på knæene. ”Det kunne jeg vist have gjort bedre,” siger han. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Der er ingen replikker i mit hoved. Kun en masse tanker, der filtrer sig ind i hinanden. Har han talt med Pernille? Vil de bede mig bakke ud, så suppleanten kan overtage? Så publikum kan få et ordentligt kys at kigge på? Med langfingeren knipser han til fjeren på hatten. Han gør det igen og igen. ”Jeg syntes bare, det var lidt mærkeligt,” siger han imens, 21

stadig uden at se på mig. ”Første gang, du ved. Under noget sølvpapir. Og mens alle sad og gloede. Jeg fik totalt pres.” ”Pres?” Min stemme er helt mast. ”Og det skide lys der. Som om vi er i solarium.” Han taler hurtigt som for at tage tilløb til noget. Jeg trækker på skuldrene, mens uro fylder min krop. Hvad er det, han vil? Hvad er det i virkeligheden, han vil? ”Og jeg kom til at tage en tår af vinen, og jeg ved seriøst ikke, hvad de har puttet i de glas. Jeg troede, jeg skulle dø. Lige midt på scenen. Og jeg kunne ikke engang spytte det tilbage i glasset, for det står ligesom ikke i manus, så jeg måtte bare synke, selvom jeg var ved at knække mig.” ”Det er vist bare Ribena,” siger jeg. ”I de der glas.” ”Og så den der fake balkon i brunt pap. Og måden, folk gloede. Ja, det gør de jo, når de ser teater, men alligevel. Jeg fik mega pres over det. Seriøst. Jeg kan ikke kysse nogen på den måde. Slet ikke for første gang. I 100 graders varme og med en kæmpe sølvmåne lige i nakken.” Men det er jo det, der gør det perfekt, tænker jeg. Måneskinnet og balkonen og det. Det siger jeg ikke. ”Måske …” siger han, ”ville det være nemmere, hvis det ikke var første gang. Hvis det var nogen, der havde gjort det før, mener jeg.” ”Klart.” Jeg kan næsten ikke få ordet ud. Det ville være nemmere, hvis Julie var en, der havde prøvet at kysse før. En som for eksempel Laura fra 8., som med garanti har prøvet at kysse før. Han møder mit blik. ”Giver det mening?” 22

Jeg nikker, selvom jeg ville ønske, at det ikke gjorde. Måske har de allerede kysset? Måske er det det, han kommer for at sige? Da jeg først har tænkt tanken, er jeg lige ved at græde. Det vil jeg ikke. Ikke foran ham. Den tilbageholdte gråd får det til at prikke i næsen. Heldigvis opdager Lukas ikke noget. Han sætter hatten tilbage på hovedet og rømmer sig. Forsigtigt tager han min ene hånd og lægger sin håndflade mod den. ”Lad læberne gøre som hænderne,” siger han. ”De beder dig, smukke helgen. Sig ikke nej.” Jeg ser forvirret på ham. Så på vores hænder. ”En helgen …” hvisker han og gør tegn til, at jeg skal fortsætte replikken. ”Øh.” Jeg blinker hårdt. ”En helgen er gavmild, når man beder smukt.” Han ser mig ind i øjnene og siger replikken helt langsomt, den replik, jeg kender til hudløshed: ”Du skønne, rør dig ikke, mens jeg plukker mine bønners frugt.” Så lægger han hænderne om mit ansigt og kysser mig. Han kysser mig, midt i støvregnen, og det overrasker mig så meget, at den prikkende fornemmelse i næsen stopper. Jeg glemmer, hvad der kommer bagefter i manuskriptet. Hans læber er kolde og bløde og trykket ind mod mine. Det suser indeni. Og da jeg mærker hans tunge, begynder det at boble overalt i kroppen. Tungen er inde i min mund, den bevæger sig, og nu bevæger min tunge sig også, og selvom jeg aldrig har gjort det før, er det, som om jeg godt ved hvordan. Alt i mig er colabrus. 23

Som om han skubber en hemmelighed over i min krop, der næsten ikke kan være der. Jeg lukker øjnene for regnen og tankerne. I flere salige sekunder er der kun det. Så afbryder han kysset, og regnens trommen er ligesom anderledes end før. Da jeg åbner øjnene, ser han på mig, og det er, som om jeg også har delt en hemmelighed med ham. En hemmelighed, jeg ikke engang selv kender. ”Men …” hvisker jeg. ”Er jeg så stadig Julie?” Han nikker. ”Indtil femte akt. Så dør hun.” Regnen falder i mit hår og på asfalten omkring os. ”Kysser vi så rigtigt?” siger jeg. ”På scenen?” ”Vi er da okay gode til det.” Jeg smiler. Det er vi faktisk. ”Det er bare …” Jeg ser hen mod gymnastiksalen. ”Det var lidt ærgerligt, at vi gik glip af det måneskin.” Det lyder dumt, da jeg siger det. Men det var bare overhovedet ikke sådan, jeg havde forestillet mig mit første kys. Støvregn. Skolegård. Verdens mest romantiske kærlighedsscene stukket op under trøjen, hvor den sikkert bliver krøllet. Lukas ser længe på mig, og jeg er bange for, at jeg har ødelagt stemningen. Så griner han. ”Fuck måneskin!” Jeg kommer også til at grine. ”Okay,” siger jeg. ”Så fuck måneskin.” Det hjælper at sige fuck. Det hjælper så meget, at jeg først nu forstår det, sådan rigtigt: Lækre-Lukas fra 8. har kysset 24

mig! Han har rent faktisk kysset mig, med vilje. Så skide være med de 30 stolerækker. Bare vi to ved det. Lukas smiler tilbage. Vores hemmelighed er i hans øjne, og han er seriøst så pissepæn, altså. ”Nå, men …” Han rører ved mine fingre. ”Hvad så nu? Skal vi gå ind i tørvejr til de andre?” Hans læber ser bløde ud, og selvom jeg ikke har guldkjolen på, føler jeg mig modig. ”Måske skulle vi lige øve lidt mere,” siger jeg. ”Der er trods alt premiere i morgen.” Han smiler og bliver siddende, og da jeg læner mig ind til ham, kan jeg mærke, at manuskriptet glider langsomt nedad under min trøje. Det giver et lille klask, da det rammer jorden.