Miss Blackpool - læseprøve

100 mm

LANGT NEDE ”Langt nede er en af den slags bøger, som læser sig selv, og hvor man jubler, græder og griner både ad og med karaktererne.”

153 mm

23 mm

153 mm

100 mm

”Nick Hornbys morsomme og overbevisende roman om en 60’er sitcom er en fornøjelse at læse.”

DAILY TELEGRAPH

BERLINGSKE TIDENDE

POLITIKEN

”Nick Hornby er altid godt skrivende. Og trods sin kærlighed til realisme … er han aldrig banal, ikke mere end livet i øvrigt er.”

JYLLANDS-POSTEN

Miss Blackpool er historien om et tv–program og folkene bag det: manuskriptforfatterne Tony og Bill, gamle venner og besat af comedy; produceren Dennis, der elsker sit hold og Sophie i særdeleshed; og Sophies flotte modspiller Clive, der mener, at han har fortjent bedre i denne verden.

www.lindhardtogringhof.dk

N IC K H O R NB Y

I takt med at 1960’erne skrider frem, og det britiske publikum forelsker sig i Sophies sitcom, begynder holdånden og sammenholdet at aftage: Intet varer evigt, og virkeligheden trænger sig til sidst på.

FOTO: © ANDREA DEPENBUSCH

SLAM

arbara Parker bliver kåret som Miss Blackpool 1964, men hun vil ikke være skønhedsdronning. Hun vil få folk til at grine, lige som sin heltinde Lucille Ball. Så Barbara tager til London, hvor hun hurtigt bliver spottet af en tv–agent, der ændrer hendes navn og sender hende til audition på en BBC–komedieserie. Tv–stjernen Sophie Straw er født.

226 mm

”… i nogle passager temmelig smuk, i andre er den ærlig talt skræmmende. Men i stort set hvert eneste kapitel … er der et ubetaleligt britisk vid …

Midt i al den sprælske humor er Hornby knalddyb … Langt nede er, ja, to die for.”

Nick Hornby er født i 1957 i Maidenhead i England.

Han har skrevet High Fidelity, Fodboldfeber, Omkring en dreng, Langt nede og Juliet, Nøgen og ungdomsromanen Slam. Nick Hornby bor i Highbury i det nordlige London.

NICK HORNBY LI N D HAR D T O G R I N G H O F

OMSLAG: MARK AIRS

Miss-Blackpool.indd 1

2/17/15 17:22

Audition

Miss Blackpool.indd 7

02/02/15 12.02

1

Hun havde ikke bedt om at blive skønhedsdronning, men skæbnen ville at hun var på vej til at blive det.

Der var et par minutters spildtid mellem paraden og kåringen, så venner og familie samlede sig om pigerne for at sige held og lykke og love at krydse fingre. De små grupper der opstod, mindede Barbara om lakridskonfekt: en pige i sukkerpink eller slikblå badedragt midt i en kreds af mørkebrune eller sorte regnfrakker. Det var en kold, våd julidag ved South Shore Baths, og konkurrencens deltagere havde gåsehud på deres rødspættede arme og ben. De ligner kalkuner i en slagterbutiks udstillingsvindue. Kun i Blackpool, tænkte Barbara, kunne man se sådan ud og vinde en skønhedskonkurrence.

Barbara havde ikke inviteret nogen venner, og hendes far nægtede 9

Miss Blackpool.indd 9

02/02/15 12.02

at komme hen til hende, så hun stod for sig selv. Han sad bare der og lod som om han læste i Daily Express. De to alene ville have været en sølle, halvspist lakridskonfekt, men hun kunne godt have brugt selskabet. Til sidst gik hun hen til ham. Da hun gik væk fra de andre piger, kom hun til at føle sig halvnøgen og kejtet i stedet for glamourøs og rolig, og hun var nødt til at gå forbi et helt kobbel tilskuere der piftede som gadedrenge. Da hun nåede hen til sin fars plads ud for bassinets lave ende, var hun helt sikkert mere arrig end hun havde lyst til at være.

“Hvad laver du, far?” hvislede hun.

De der sad i nærheden af ham, de fleste ældre sommergæster, stivnede pludselig af ophidselse. En af pigerne! Lige foran dem! I gang med at skælde sin far ud! “Åh, hej, skat.”

“Hvorfor ville du ikke komme hen og se mig?”

Han stirrede på hende som om hun havde spurgt ham om navnet på borgmesteren i Timbuktu.

“Så du ikke hvad alle de andre gjorde?”

“Jo. Men det virkede ikke rigtigt. Ikke for mig.”

“Hvorfor er du så anderledes?”

“En enlig mand der ... går bersærk mellem en masse kønne piger uden ret meget tøj på. Jeg ville blive spærret inde.”

George Parker var syvogfyrre og fed og gammel før han havde ret til at være nogen af delene. Han havde været enlig i ti år, lige siden Barbaras mor forlod ham til fordel for lederen af det lokale skattekontor, og hun kunne godt se at hvis han gik bare i nærheden af de andre piger, ville alle disse karakteristika blive meget påtrængende for ham.

“Altså, behøver du gå bersærk?” spurgte Barbara. “Kunne du ikke bare stå og snakke med din datter?”

“Det bli’r dig der vinder, ikke?” sagde han.

Hun prøvede at lade være med at rødme, men havde ikke held med det. De af sommergæsterne der var inden for hørevidde, opgav fuldstændig at lade som om de strikkede og læste avis. De gloede på hende med åben mund.

10

Miss Blackpool.indd 10

02/02/15 12.02

“Årh, det ved jeg ikke. Jeg tror det ikke,” sagde hun.

Sandheden var at hun godt vidste det. Borgmesteren var kommet hen til hende og havde hvisket “Godt klaret” i hendes øre hvorpå han klappede hende diskret bagi.

“Hold nu op. Du er flere kilometer kønnere end alle de andre.

Flere tons.”

Af en eller anden grund, og endda selv om hun lige nu deltog i en skønhedskonkurrence, var det som om hendes overlegent kønne udseende irriterede ham. Han brød sig ikke om at hun viste sig, ikke engang når hun fik sine venner og sin familie til at le ved at lave et eller andet nummer hvor hun portrætterede sig selv som dum eller forvirret eller klodset. Det var alligevel at vise sig. Men i dag hvor hele pointen var at man skulle vise sig, eller i hvert fald vise sig frem, ville hun have troet at han måske ville tilgive hende, men nej. Hvis man endelig skulle deltage i en skønhedskonkurrence, mente han åbenbart at man i det mindste kunne være så høflig at være grimmere end alle de andre.

For ikke at forvirre sit publikum prøvede hun at se ud som om hun hørte forældrestolthed i hans ord.

“Det er en vidunderlig ting at have, en blind far,” sagde hun og smilede til sit publikum. “Alle piger burde ha’ sådan en.”

Det var ikke verdens bedste replik, men hun leverede den med perfekt pokeransigt, og hun fik mere latter fra dem end hun havde fortjent. Somme tider var overraskelse et effektivt virkemiddel, og somme tider lo folk fordi det forventedes af dem. Hun forstod begge slags, mente hun, men det var sikkert forvirrende for mennesker som ikke tog latter alvorligt.

“Jeg er ikke blind,” sagde George udtryksløst. “Se.” Han vendte sig om og lavede store øjne ad enhver der viste den mindste smule interesse.

“Far, du må holde op med at gøre det dér,” sagde Barbara. “Det skræmmer folk ... en blind mand der glor sådan på dem.”

“De dér ...” Hendes far pegede uopdragent på en kvinde i grøn regnfrakke. “De har en grøn regnfrakke på.”

Den gamle dame i den næste dækstol begyndte at klappe usikkert 11

Miss Blackpool.indd 11

02/02/15 12.02

som om George lige var blevet kureret for en livslang lidelse eller havde lavet en særlig fantastisk tryllekunst.

“Og hvordan skulle jeg kunne vide det hvis jeg var blind?”

Barbara kunne se at han begyndte at more sig. En sjælden gang kunne han overtales til at give partiet som makker i en double act, og han ville måske være fortsat i en evighed med at beskrive hvad han kunne se, hvis ikke borgmesteren i det samme var trådt op til mikrofonen og havde rømmet sig for at tage ordet.

Det var hendes faster Marie der havde foreslået at hun skulle stille op som Miss Blackpool. Marie kom til te en lørdag eftermiddag fordi hun tilfældigvis var i byen, nævnte henkastet konkurrencen, og spurgte – som efter en pludselig indskydelse – hvorfor Barbara aldrig havde prøvet at stille op, mens hendes far sad og nikkede og lod som om han var lamslået over ideens genialitet. Det første minut eller to var Barbara forvirret, men så blev hun klar over at de to havde lagt en plan i fællesskab. Efter hvad hun kunne regne ud, var planen som følger: Barbara skulle deltage i paraden, vinde den og derefter glemme alt om at flytte til London, fordi det ikke længere ville være nødvendigt. Hun ville være berømt i sin egen hjemby, og hvem kunne ønske mere? Og så kunne hun stille op til Miss UK, og hvis det ikke gik, kunne hun måske simpelt hen overveje at blive gift, for det var også en slags kroning. (Og det var en del af planen, var Barbara sikker på. Marie gav ikke meget for Aidan og var sikker på at hun kunne finde noget meget bedre, eller i hvert fald meget rigere, og skønhedsdronninger kunne vælge og vrage. Dotty Harrison havde giftet sig med en mand der ejede syv tæppeforretninger, og hun var kun blevet nummer tre.)

Barbara vidste at hun ikke ville være dronning for en dag eller ikke engang for et år. Hun ville slet ikke være dronning. Hun ville i fjernsynet og få folk til at le. Dronninger var aldrig sjove, i hvert fald ikke dem i Blackpool, og heller ikke dem i Buckingham Palace. Men hun var gået ind på faster Maries plan, for Dorothy Lamour havde været Miss New Orleans, og Sophia Loren var blevet nummer to til Miss Italy-konkurrencen. (Barbara havde altid gerne villet se et fotografi 12

Miss Blackpool.indd 12

02/02/15 12.02

af den pige der havde slået Sophia Loren.) Og hun var gået med til det fordi hun var ved at eksplodere for at komme videre med sit liv, og hun trængte virkelig til at der skete noget, lige meget hvad. Hun vidste at hun ville knuse sin fars hjerte, men først ville hun vise ham at hun i det mindste havde prøvet at blive lykkelig dér hvor hun havde boet hele sit liv. Hun havde gjort hvad hun kunne. Hun var gået til audition når der blev spillet teater på skolen, og havde fået små roller og havde set til fra kulissen når talentløse piger som lærerne elskede, glemte deres replikker og forvanskede dem de kunne huske, til det rene nonsens. Hun havde været med i koret i The Winter Gardens, og hun havde opsøgt en mand ved det lokale amatørteaterselskab som havde fortalt hende at den næste forestilling var Kirsebærhaven, som “sikkert ikke lige var hendes kop te”. Han spurgte hende om hun kunne tænke sig at begynde med at sælge billetter og lave plakater.

Det var ikke det hun ville. Hun ville have at nogen gav hende et sjovt manuskript som hun kunne gøre endnu sjovere.

Hun ville ønske at hun var lykkelig, selvfølgelig ville hun det; hun ville ønske at hun ikke var anderledes. Hendes skolekammerater og hendes kolleger i kosmetikafdelingen i R.H.O. Hills lod ikke til at drømme om at grave og skrabe og vride og sparke sig ud af byen, sådan som hun gjorde, og somme tider ville hun bare så gerne være ligesom dem. Og var der ikke noget lidt barnligt over så gerne at ville i fjernsynet? Stod hun ikke bare og råbte “Se mig! Se mig!” som en anden toårig? Jo, det var rigtigt at nogle mennesker, mænd i alle aldre, så på hende, men ikke på den måde hun gerne ville have det.

De så på hendes lyse hår og hendes bryster og hendes ben, men de så aldrig noget andet end det. Så hun ville deltage i den konkurrence, og hun ville vinde den, og hun gruede for det udtryk hun ville se i sin fars øjne når han så at det ikke ville ændre noget som helst.

Borgmesteren kom ikke til sagen lige med det samme, for han var ikke den slags mand. Han takkede alle fordi de var kommet, og han leverede en pointeløs vits om Prestons nederlag i pokalfinalen og en ond vits om sin kone som ikke kunne stille op det år på grund af sine ligtorne. Han sagde at den sværm af skønheder der stod foran 13

Miss Blackpool.indd 13

02/02/15 12.02

ham – og han var netop sådan en mand der ville bruge et udtryk som “sværm af skønheder” – gjorde ham endnu mere stolt af byen end han allerede var. Alle vidste at de fleste af pigerne var sommergæster fra Leeds og Manchester og Oldham, men han høstede alligevel begejstret bifald over sin pointe. Han talte i så lang tid at hun gav sig til at prøve at gætte hvor mange mennesker der var, ved at tælle hovederne i en enkelt række dækstole og gange resultatet med antallet af rækker, men hun blev aldrig færdig for hun gik i stå ved en gammel tandløs kvinde med regnhat som kværnede den samme mundfuld sandwich om og om igen. Her var endnu en ambition som Barbara gerne ville føje til den allerede faretruende høje stabel: Hun ville gerne beholde sine tænder, noget som var mislykkedes for stort set alle hendes slægtninge over halvtreds. Hun vågnede af sine dagdrømmerier netop tidsnok til at høre sit navn og se de andre pigers forsøg på at smile til hende.

Hun følte ikke noget. Eller rettere, hun bemærkede fraværet af følelser og følte sig så en lille smule syg. Det ville have været rart at tro på at hun havde taget fejl, at hun ikke behøvede rejse fra sin far og fra sin by, at det her var en drøm der var gået i opfyldelse, og at hun kunne leve i den resten af sit liv. Hun turde ikke dvæle ved sine manglende følelser for det tilfælde at hun skulle nå til den konklusion at hun var en hård og hadefuld tøs. Hun strålede da borgmesterens kone kom hen og gav hende skærfet på, og det lykkedes hende endda at præstere et smil da borgmesteren kyssede hende på munden, men da hendes far kom hen og gav hende et knus, brast hun i gråd, og det var hendes måde at fortælle ham på at hun var så godt som væk, at en førsteplads i Miss Blackpool-konkurrencen overhovedet ikke kom i nærheden af at dulme den kløe der plagede hende som skoldkopper.

Hun havde aldrig før grædt i badedragt, i hvert fald ikke som voksen. Badedragter var ikke beregnet til at græde i; de var til sol og sand og skingre hvin og drenge med øjne på stilke. Fornemmelsen af vindafkølede tårer der løb ned ad hendes hals og ned i hendes kavalergang var underlig. Borgmesterens kone lagde armene om hende.

“Jeg har det fint,” sagde Barbara. “Det har jeg virkelig. Jeg er bare dum.”

14

Miss Blackpool.indd 14

02/02/15 12.02

“Tro det eller lad være, men jeg ved hvordan du har det,” sagde borgmesterens kone. “Det var sådan vi mødtes. Før krigen. Han var kun menigt byrådsmedlem dengang.”

“Var De Miss Blackpool?” sagde Barbara.

Hun prøvede at sige det på en måde der ikke lød alt for forbløffet, men hun var ikke sikker på det lykkedes. Borgmesteren og hans kone var begge to store mennesker, men hans størrelse virkede på en eller anden måde tilsigtet, hvorimod hendes mere lignede en frygtelig fejltagelse. Måske skyldtes det simpelt hen at han var ligeglad, og det var hun ikke.

“Tro det eller lad være.”

De to kvinder så på hinanden. Den slags skete. Der var ikke behov for at sige mere, men borgmesteren kom over til dem og sagde noget alligevel.

“Man skulle ikke tro det når man ser hende,” sagde borgmesteren som ikke var den der lod det usagte forblive usagt.

Hans kone himlede med øjnene.

“Jeg har allerede sagt ‘tro det eller lad være’ to gange. Jeg har allerede indrømmet at jeg ikke længere er Miss Blackpool. Men du skal selvfølgelig alligevel komme og trampe i det.”

“Jeg hørte ikke at du sagde ‘tro det eller lad være’.”

“Nå, men det gjorde jeg. To gange. Er det ikke rigtigt, min pige?”

Barbara nikkede. Hun havde ikke lyst til at blive indblandet, men hun syntes at hun i det mindste kunne støtte den stakkels kvinde en lille smule.

“Børn og flødeboller, børn og flødeboller,” sagde borgmesteren.

“Du er jo ikke selv noget skønmaleri,” sagde hans kone.

“Nej, men du giftede dig ikke med mig fordi jeg var et skønmaleri.”

Hans kone tænkte over hans ord og tav og samtykkede.

“Hvorimod det var hele ideen med dig,” sagde borgmesteren. “Du var et skønmaleri. Nå men,” sagde han og vendte sig mod Barbara, “du ved godt at det her er det største friluftsbad i verden, ikke? Og det her er en af de største dage her på stedet, så du har al mulig ret til at føle dig overvældet.”

Barbara nikkede og snøftede og smilede. Hun ville ikke have anet 15

Miss Blackpool.indd 15

02/02/15 12.02

hvordan hun skulle bære sig ad med at fortælle ham at problemet var præcis det modsatte af det han lige havde beskrevet: Det var en endnu mindre dag end hun havde frygtet at det ville blive.

“Den forbandede Lucy-dame,” sagde hendes far. “Hun har en hel del på samvittigheden.”

Borgmesteren og hans kone så forvirrede ud, men Barbara vidste hvem han talte om. Hun følte sig forstået, og det gjorde det hele værre.

Barbara havde elsket Lucille Ball lige siden hun så Lucy Show for første gang: Alt hvad hun følte og gjorde kom derfra. Det var som om verden stod stille en halv time hver søndag, og hendes far vidste bedre end at prøve at tale til hende eller tillade sig at rasle med papir mens serien kørte, så vigtigt var det for Barbara ikke at gå glip af noget. Der var masser af andre sjove mennesker som hun elskede: Tony Hancock, Sergeant Bilko, Morecambe og Wise. Men hun kunne ikke være dem, selv om hun havde ønsket det. De var alle sammen mænd.

Tony, Ernie, Eric, Ernie ... Der var ingen i den flok der hed Lucy eller Barbara. Der var ingen sjove piger.

“Det er bare et tv-program,” sagde hendes far tit før eller efter, men aldrig imens. “Et amerikansk program. Det er ikke det jeg kalder engelsk humor.”

“Og engelsk humor ... det er dit særlige udtryk for humor fra England, ikke?”

“BBC og så videre.”

“Jeg er med.”

Hun holdt altid kun op med at drille ham fordi hun kom til at kede sig, aldrig fordi han blev klar over drilleriet og tog brodden af det. Hvis hun skulle ende med at blive i Blackpool, var en af hendes planer at holde en samtale som denne kørende resten af hans liv.

“For det første er hun ikke morsom,” sagde han.

“Hun er den sjoveste kvinde der nogensinde har været i fjernsynet,” sagde Barbara.

“Men du ler ikke ad hende,” sagde hendes far.

Det var sandt at hun ikke lo, men det skyldtes at hun som regel havde set afsnittene før. Nu havde hun for travlt med at prøve at få det til at gå så langsomt at hun kunne huske det hele. Hvis der havde 16

Miss Blackpool.indd 16

02/02/15 12.02

været en måde at komme til at se Lucy på hver eneste dag, så ville hun have gjort det, men det var der ikke, så hun måtte simpelt hen koncentrere sig mere end hun nogensinde havde koncentreret sig om noget, og så håbe at noget af det blev hængende.

“Men du beder altid mig om at klappe i når de læser fodboldresultater i radioen,” sagde hun.

“Ja, på grund af tipspuljerne,” sagde han. “Et enkelt af de fodboldresultater kan forandre ens liv.”

Det hun havde svært ved at forklare, var at Lucy Show var præcis det samme som tips. En dag ville en af Lucys vendinger eller replikker måske forandre hendes liv, og måske endda også hans. Lucy havde allerede forandret hendes liv, om end det ikke var på nogen god måde: Serien var kommet imellem hende og alle andre – venner, familie, de andre piger på jobbet. Det var, syntes hun somme tider, lidt som at være religiøs. Hun tog så alvorligt på dette at se komedier i fjernsynet at folk fandt hende en lille smule mærkelig, så hun holdt op med at tale om det.

Fotografen fra Evening Gazette præsenterede sig og gennede Barbara over mod udspringsvipperne.

“De er virkelig Len Phillips?” sagde hendes far. “De laver ikke fis med mig?”

Han genkendte Len Phillips’ navn fra avisen, så han var opfyldt af ærefrygt. Åh gud, tænkte Barbara. Og han undrer sig over at jeg gerne vil væk herfra.

“Hvad siger du så, Barbara? Mr. Phillips er personligt kommet herned til friluftsbadet.”

“Kald mig bare Len.” “Må jeg? Jamen, tusind tak.” George så lidt forlegen ud, som om han var blevet vist en ære han endnu ikke havde fortjent.

“Nå ja, han har jo nok heller ikke en stab på flere tusind,” sagde Barbara.

“Der er kun mig, og så en ung fyr somme tider,” sagde Len. “Og i dag er en stor dag i Blackpool. Jeg ville være åndssvag hvis jeg lod knægten tage den opgave.”

17

Miss Blackpool.indd 17

02/02/15 12.02

Han gjorde tegn til Barbara om at tage et par skridt baglæns.

“Sig appelsiiin,” sagde hendes far. “Eller er det kun amatører der bruger det?”

“Nej, det gør vi også. Men somme tider råber jeg ‘Fiiis!’ bare for afvekslingens skyld.

George lo og rystede forundret på hovedet. Det var længe siden han havde haft det så sjovt, kunne Barbara se.

“Ingen kæreste?” spurgte Len. “Han kunne ikke få fri i dag, Len,” sagde George. Han tav et øjeblik, tydeligvis i tvivl om han for hurtigt var blevet for familiær. “De er åbenbart for få på grund af ferien. Hendes faster Marie kunne heller ikke komme fordi hun er rejst til Isle of Man i to uger. Hendes første ferie i syv år. Bare en campingvogn, men, du ved. Afslapning er at se noget nyt.”

“Du burde skrive alt det her ned, Len,” sagde Barbara. “Campingvogn. Isle of Man. Afslapning er at se noget nyt. Er det kun hende og onkel Jack, far? Eller tog de drengene med?”

“Alt det har han ikke lyst til at vide,” sagde hendes far.

“Hvor arbejder hun?” spurgte Len og nikkede i retning af Barbara.

“Det ved jeg ikke. Måske skulle vi spørge hende,” sagde Barbara.

“Hun står i kosmetikafdelingen i R.H.O. Hills,” sagde hendes far.

“Og Aidan er i Herrebeklædning. Det var der de mødte hinanden.”

“Men der kommer hun nok ikke til at være så meget fremover, vel?” sagde fotografen.

“Ikke det?” sagde George.

“Det er altid mig der fotograferer Miss Blackpool. Hospitaler, shows, velgørenhedsfester ... Hun har en masse pligter. Det bliver et travlt år. Og vi kommer til at se meget til hinanden, Barbara, så du må hellere vænne dig til mit grimme fjæs.”

“Milde himmel,” sagde hendes far. “Hørte du det, Barbara?”

Hospitaler? Velgørenhedsfester? Et helt år? Hvad i alverden havde hun tænkt på? Faster Marie havde fortalt hende om butiksindvielserne og julelysene, men hun havde ikke tænkt på at hun ville svigte folk hvis hun bare forsvandt, og hun havde ikke tænkt på at hun stadig ville være Miss Blackpool om tre hundrede og fireogtres dage.

18

Miss Blackpool.indd 18

02/02/15 12.02

Og i samme øjeblik vidste hun at hun ville være færdig som Miss Blackpool inden for den næste time.

“Hvor skal hun hen?” sagde Len. “Hvor skal du hen?” sagde hendes far.

Et kvarter senere havde Sheila Jenkinson, en høj, enfoldig, rødhåret pige fra Skelmersdale diademet på, og Barbara og hendes far sad i en taxa og var på vej hjem. Hun rejste til London den følgende uge.

Miss Blackpool.indd 19

02/02/15 12.02

2

Det var svært at tage afsked med hendes far. Han var bange for at blive ladt alene tilbage, der vidste hun, men det standsede hende ikke.

Da hun sad i toget på vej sydpå, kunne hun ikke afgøre om hun var mest rystet af hans sorg og frygt eller af sin egen hensynsløshed: Ikke en eneste gang var hun i nærheden af at skifte mening. At sige farvel til Aidan var imidlertid nemt nok. Han virkede lettet og sagde til hende at han vidste at hun ville give ham problemer hvis hun blev i Blackpool. (Han giftede sig med en anden det følgende forår og gav hende problemer de næste femten år.)

Og London var også nem nok, så længe man ikke forventede for meget. Hun fandt en bed-and-breakfast i nærheden af Euston Station, betalte tre dages logi med penge fra sin opsparing, opsøgte et jobbureau og fik ansættelse som ekspeditrice i kosmetikafdelingen i Derry & Toms på Kensington High Street. Det så ud til at det eneste man skulle gøre, var at bede om en inferiør udgave af det liv man 20

Miss Blackpool.indd 20

02/02/15 12.02

havde haft før, så ville London straks udlevere den til én. London interesserede sig heller ikke for hvor man kom fra, så længe man ikke havde noget imod at tobakshandleren og buskonduktøren lo højt og gentog ens ord hver gang man åbnede munden. Somme tider blev andre passagerer opfordret til at tage del i spøgefuldhederne.

En pige der hed Marjorie og arbejdede i Damesko, tilbød hende et dobbeltværelse i Earl’s Court, meget tættere på stormagasinet, og hun sagde ja inden det gik op for hende at Marjorie også boede i dobbeltværelset.

Hun følte sig endnu mere religiøs nu: Lucille Ball havde gjort hende til en slags martyr for sin ambition. Fra køkkenvinduet var der udsigt over jernbanen, og når et tog kørte forbi, dryssede der sod fra vinduesrammen og ned på gulvet. I London gik næsten hele hendes løn til mad, husleje og buskørsel. Marjorie var præcis lige så ensom som Barbara, og hun gik aldrig ud, så de to tilbragte alt for meget tid sammen. De levede af dåsesuppe og ristet brød, og de havde aldrig mønter nok til gasovnen. Hun kunne ikke se Lucy, for de havde ikke noget fjernsyn, så søndag eftermiddag var hendes hjemve særlig ubehagelig. Det hjalp ikke at minde sig selv om at hvis hun havde været i Blackpool, ville hun have brugt eftermiddagen på at længes efter at være i London. Det fik hende bare til at føle at hun aldrig ville blive lykkelig nogen steder. Somme tider standsede hun på fortovet og kiggede på jobbureauernes vinduer, men der så ikke ud til at være nogen der søgte en komikerske til tv. Nogle aftener lå hun i sengen og græd lydløst over sin egen dumhed. Hvad havde hun troet der ville ske?

Marjorie sagde til hende at hun skulle købe The Stage for at se annoncerne. Der var en masse piger, sagde hun, der arbejdede for Derry & Toms og læste The Stage i deres tepauser, hvorefter de forsvandt.

“Er der nogen af dem jeg måske har hørt om?” spurgte Barbara.

“Sikkert kun Margie Nash,” sagde Marjorie. “Du må have hørt os tale om hende.”

Barbara rystede på hovedet, ivrig efter at høre om nogen der måske havde fundet en form for hemmelig tunnel fra Derry & Toms til showbusiness.

21

Miss Blackpool.indd 21

02/02/15 12.02

“Det var hende der blev taget i at rode rundt med en kunde på herretoilettet på anden sal, og så indrømmede hun at hun havde stjålet en nederdel. Hun købte The Stage hver uge.”

Og det gjorde Barbara, som ikke lod sig afskrække af den advarende historie om Margie Nash, så også. Hver torsdag i kiosken ved undergrundstationen i Kensington High Street. Men hun forstod ikke ret meget af det. Bladet var fuldt af notitser der tilsyneladende var affattet i kode:

INDKALDELSER FOR NÆSTE UGE Shaftesbury – Our Man Crichton. Kenneth More, Millicent Martin, George Benson, David Kernan, Dilys Watling, Anna Barry, Eunice Black, Glyn Worsnip, Patricia Lambert (Delfont/Lewis/Arnold).

Hvem var det helt præcis der blev indkaldt til næste uge? Helt bestemt da ikke Kenneth More og Millicent Martin og alle de andre? De måtte alle sammen vide at de skulle spille med i opsætningen i West End. Var det Barbara selv der blev indkaldt, eller piger som hende?

Og hvis der var en måde hvorpå disse mystiske indkaldelser kunne omfatte hende, hvordan skulle hun så reagere på dem? Der var ingen dato og intet tidspunkt og ingen jobbeskrivelse. Masser af forestillinger havde åbenbart brug for soubretter, men hun vidste ikke hvad en soubrette var, og hun havde ingen ordbog, og hun vidste ikke hvor det nærmeste bibliotek lå. Men hvis der ikke var et engelsk ord for det, var den slags arbejde sikkert også bedst at undgå indtil hun var virkelig desperat.

De ledige stillinger bagest i bladet var mere ligetil, og hun havde ikke brug for at slå noget op. The Embassy Club i Old Bond Street søgte begavede og godt udseende værtinder. Nell Gwynne i Dean Street manglede showpiger og/eller dansere, men “kun yndige piger” blev opfordret til at søge. Whisky A Go Go i Wardour Street søgte “Pussies”, minimumhøjde 167 centimeter, men hun havde en mistanke om at højden ikke var det eneste krav, og hun havde ikke lyst til at vide hvad de andre mon kunne være.

Hun hadede at tænke over om hun var yndig nok til at være Pussy 22

Miss Blackpool.indd 22

02/02/15 12.02

eller værtinde eller showpige. Hun var bange for at hun ikke var så yndig som hun havde været i Blackpool; eller snarere at hendes skønhed var meget mindre iøjnefaldende her. En dag sad hun i stormagasinets kantine og talte de piger der i hendes øjne var virkelig flotte: syv. Syv tynde, smukke skabninger i hendes frokostpause i Derry & Toms alene. Hvor mange ville der være i den næste frokostpause?

Hvor mange i kosmetikafdelingen i Selfridges og Harrods og i Army & Navy?

Hun var dog ret sikker på at ingen af disse piger nærede noget ønske om at få folk til at le. Det var hendes eneste håb. Hvad de så end gik op i – og Barbara var ikke spor sikker på at de overhovedet gik op i særlig meget – så var det ikke det. At få folk til at le betød at man skulle kunne gøre sig skeløjet og stikke tungen ud og sige ting der lød dumme eller naive, og ingen af de piger med deres røde læbestift og deres dræbende foragt for enhver der var gammel eller almindelig, ville nogensinde kunne gøre det. Men det var ikke fordi det gav hende noget forspring i konkurrencen, ikke her, ikke endnu. Viljen til at gøre sig skeløjet var ikke megen nytte til her i kosmetikafdelingen.

Og det var sikkert heller ikke lige det Whisky A Go Go var ude efter hos sine Pussies.

Barbara begyndte at forestille sig de kønne piger der arbejdede i Derry & Toms som smukke tropefisk i et akvarium hvor de svømmede op og ned, op og ned, i stilfærdig skuffelse over ikke at have nogen steder at svømme hen for at se noget som de ikke havde set en million gange før. De ventede alle sammen på en mand. En mand som skulle fiske dem op af akvariet med et net og tage dem med hjem og putte dem i et endnu mindre akvarium. Det var ikke dem alle sammen der ventede på at finde en mand, for de havde allerede fundet en, men det gjorde ikke en ende på deres venten. Nogle af dem ventede på at en mand skulle beslutte sig, og nogle af dem, de heldige, ventede på at en mand der allerede havde besluttet sig, skulle tjene penge nok.

Barbara ventede ikke på nogen mand, det mente hun da ikke, men hun vidste ikke længere hvad hun så ventede på. I toget på vej til London havde hun sagt til sig selv at hun de næste to år ikke engang ville 23

Miss Blackpool.indd 23

02/02/15 12.02

tænke på at rejse hjem, men efter to måneder kunne hun mærke at den kampgejst og ild hun havde haft, aftog indtil det eneste hun kunne tænke på, var at skaffe sig adgang til et fjernsyn søndag eftermiddag.

Det var hvad arbejdet havde gjort ved hende – arbejdet og dåsesuppen og Marjories polypper. Hun havde glemt alt om at forvandle sig selv til Lucy; hun ville bare gerne se hende på skærmen igen.

“Kender du nogen der har et fjernsyn?” spurgte hun Marjorie en aften.

“Jeg kender faktisk ikke nogen, punktum,” sagde Marjorie.

Det var fredag aften. Hun var ved at hænge strømper til tørre på tøjstativet ved siden af gasovnen. “Men de fleste af pigerne bor ligesom os.”

“Nogle af dem må bo hos deres forældre,” sagde Barbara.

“Ja,” sagde Marjorie. “Du kan gøre dig gode venner med dem og gå i biografen med dem og gå ud og danse med dem, og så en dag inviterer de dig måske hjem til te søndag eftermiddag, og så kan du se på deres fjernsyn.”

“Så må det blive en kæreste.”

“Du kan gå i byen med dem og gå ud og danse med dem og brydes med dem uden for din hoveddør og ...”

“Okay,” sagde Barbara dystert. “Jeg har fattet det.”

“Jeg tror den hurtigste vej til et fjernsyn er et herrebekendtskab.

De er svære at finde, men de eksisterer.”

“Du mener en rig mand som er gift?”

“Du sagde at du var ude efter et fjernsyn, ikke evig kærlighed. De har hemmelige lejligheder. Eller også har de råd til at tage på hotel.

De gode hoteller har fjernsyn på værelserne.”

Så Barbara ventede altså også på en mand, viste det sig. Selvfølgelig gjorde hun det. Hvad i himlens navn havde fået hende til at tro at hun kunne udrette noget som helst uden en mand? Hvorfor troede hun altid at hun var anderledes end alle andre? Det var meningsløst at beklage sig over det. Eller rettere: Hun kunne beklage sig alt det hun ville, så længe hun samtidig arbejdede på at møde en mand, og så længe hun holdt beklagelserne for sig selv. Hvem denne mand end var, havde han sikkert ikke lyst til at bruge hele aftenen på at lytte til 24

Miss Blackpool.indd 24

02/02/15 12.02

hendes brok over hvor uretfærdig verden var. Han lød ikke til at være sådan en fyr. Hun havde brug for at lave om på nogle ting, på hvad som helst. Hun havde brug for at møde et menneske som ikke var buskonduktør eller ekspeditrice. Der var muligheder et sted derude.

Men de var ikke i Kosmetik i D&T, og hun troede heller ikke på de var i Whisky A Go Go. “Hvor ved du alt sådan noget fra?” spurgte hun Marjorie der ikke forekom hende at ligne en pige med en masse erfaring med herrebekendtskaber.

“Jeg havde en veninde i Frakker og Pelse,” sagde Marjorie. “Nogle af pigerne dér har herrebekendtskaber. Det sker selvfølgelig aldrig for nogen i Sko.” “Hvorfor ‘selvfølgelig’?”

“Det må du da have lagt mærke til.”

“Til hvad?”

“Altså, det er jo derfor vi er i Sko, ikke? Fordi vi ikke ligner den slags piger der finder sig et herrebekendtskab.”

Barbara var lige ved at sige at hun skulle lade være med at sige sådan noget sludder, men i stedet bladrede hun gennem et par ansigter for sit indre blik og så sandheden i Marjories iagttagelse. Alle de kønneste piger var i Kosmetik og Damemode. Der var en udvælgelsesproces som ingen nogensinde havde sagt noget om.

“Kan du skaffe dig selv et par dage i Parfume?” sagde Marjorie.

“Hvorfor Parfume?”

“Kosmetik er ikke et så godt et sted. Man ser ikke ret tit mænd købe læbestifter og mascara, vel?”

Også her havde Marjorie ret. Barbara kunne ikke mindes hvornår hun sidst havde betjent en mandlig kunde.

“Men de køber parfume som gaver. Og de flirter også når de køber det. De får pigerne til at sprøjte parfume på deres hænder så de kan snuse.”

Det sidste havde Barbara set hjemme i R.H.O. Hills, men ikke ret tit, og det blev sjældent gjort med ægte motiver bag. Folk var mere forsigtige i en lille by. Hvis en eller andens mand prøvede på noget, fik hans kone det hurtigt at vide.

25

Miss Blackpool.indd 25

02/02/15 12.02

Miss Blackpool.indd 26

02/02/15 12.02

“Hør her,” sagde Marjorie. “Et herrebekendtskab er ikke interesseret i at brydes uden for ens hoveddør. Jeg synes lige jeg ville advare dig.”

Det kom bag på Barbara. “Hvad er han så interesseret i? Hvis han ikke er det i, du ved, det.” “Åh jo, det er han interesseret i. Bare ikke brydekampen først.”

“Jeg er ikke sikker på jeg er med.”

“Han gider ikke brydes. Brydekampe er for små drenge.”

“Men hvis han er en fin herre ...”

“Jeg tror at ordet ‘herre’ i ‘herrebekendtskab’ er lige så misvisende som ordet ‘skildpadde’ i ‘forloren skildpadde’. Du er ikke jomfru, vel?”

“Selvfølgelig er jeg ikke det,” sagde Barbara.

Sandheden var at hun ikke var sikker. Der havde været en episode med Aidan lige inden skønhedskonkurrencen. Hun havde besluttet at hun ville være voksen inden hun rejste til London. Men hans indsats havde været håbløs, og hun var derfor i tvivl om sin officielle status.

“Nå, men nu har jeg advaret dig. De går lige til sagen.”

“Tak.” Marjorie så på hende, tydeligt forbitret.

“Du ved godt hvordan du ser ud, ikke?”

“Nej. Det troede jeg at jeg gjorde da jeg kom herned. Men det er noget andet her. Alle de piger i Kosmetik og Damemode, og også hvis man går ud på Kensington High Street ...”

“Alle de små stankelben?” sagde Marjorie. “Dem behøver du ikke bekymre dig om. Okay, du er måske nok ikke så meget med på moden. Men det er mænd ligeglade med. Det er jo latterligt.”

“Ih,” sagde Barbara. “Tak skal du ha’.”

“Du ligner Sabrina.”

Barbara prøvede at lade være med at himle med øjnene. Hun hadede Sabrina, pigen der bare stod foran kameraet i The Arthur Askey Show og smilede og fremviste sine åndssvage kæmpebryster. Hun var og gjorde præcis det modsatte af hvad Barbara drømte om at være og gøre.

“Du har barmen, taljen, håret, benene, øjnene ... Hvis jeg troede på 27

Miss Blackpool.indd 27

02/02/15 12.02

at jeg kunne få halvdelen af det du har, hvis jeg myrdede dig med en kødøkse, ville jeg skære dig i strimler uden et sekunds overvejelse og se dig bløde ihjel som en stukken gris.”

“Ih, tak,” sagde Barbara.

Hun tænkte at hun ville koncentrere sig om komplimenten i stedet for at dvæle ved det hårrejsende glimt hun lige havde fået af sin venindes inderste sjæl. Hun fandt det især bekymrende at Marjorie var villig til at gøre alt det, stikke og strimle og lade forbløde og myrde, for bare en mindre del af de fortrin hun var misundelig på. Et eller andet i dette kompromis fik det til at virke mere realistisk end Barbara syntes om.

“Du burde ikke være her og se på mig der tørrer mit undertøj. Du burde deltage i skønhedskonkurrencer.”

“Hold nu op,” sagde Barbara. “Hvorfor skulle jeg gøre noget så åndssvagt?”

Næste dag bad Barbara en pige hun kendte i parfumeafdelingen, om at bytte plads med hende en enkelt eftermiddag så hun kunne finde ud af hvor nemt det var at skaffe et herrebekendtskab. Resultatet af eksperimentet var chokerende: Hun behøvede kun tænde den lampe der indicerede at hun var på udkig efter en. Barbara var glad for at hun ikke havde vidst hvor kontakten til den lampe sad da hun var teenager i Blackpool, for det ville have rodet hende ud i alle mulige problemer – problemer som ville være forårsaget af mænd der ejede syv tæppeforretninger eller som sang i shows i The Winter Gardens.

Valentine Laws var ikke nogen imponerende fangst. Hun burde sikkert have smidt ham ud igen, men hun ville videre med sin plan.

Han var mindst femten år ældre end hende, og han lugtede af pibetobak og Coal Tar-sæbe. Den første gang han viste sig i parfumeafdelingen, havde han vielsesring på, men da han kom tilbage nogle minutter senere, åbenbart for at se nærmere på hende, var den væk.

Han sagde ikke noget til hende før han vendte tilbage for tredje gang.

“Nå,” sagde han så som om hans brønd af åndrigheder allerede var løbet tør. “Kommer De selv meget ud?” “Årh, De ved nok,” sagde hun. “Ikke så meget som jeg gerne ville.”

28

Miss Blackpool.indd 28

02/02/15 12.02

“Nåda, charmerende dialekt. Hvor er De fra? Lad mig gætte. Jeg er god til det. Jeg ved det er et sted oppe nordpå, men hvor, det er spørgsmålet. Yorkshire?”

“Lancashire. Blackpool.”

Han stirrede ugenert på hendes bryster.

“Sabrina er fra Blackpool, er hun ikke?”

“Jeg ved ikke hvem Sabrina er,” sagde Barbara.

“Er det sandt? Jeg ville have troet I var meget stolte af hende deroppe.”

“Nå, men det er vi ikke,” sagde Barbara. “For vi har aldrig hørt om hende.”

“Ikke desto mindre ligner hun Dem,” sagde Valentine Laws.

“Herligt for hende.”

Han smilede og mosede videre. Han var tydeligvis ikke interesseret i hendes evner udi konversationens kunst. Han var interesseret i hende fordi hun lignede Sabrina.

“Nå, Miss Blackpool.” Hun så bestyrtet på ham, men det var kun en frase. “Hvad for nogle steder kunne De tænke Dem at se?”

“Det er noget jeg ved og som De skal prøve at finde ud af.”

Hun kunne have sparket sig selv. Det var et tonefald som hun kunne have brugt derhjemme for at slippe af med en anderumpe i The Winter Gardens, men det var ikke til nogen nytte her. Hun havde kastet sig ud i en brydekamp på ord, og Marjorie havde advaret hende imod at brydes med herrebekendtskaber. Heldigvis for hende og måske fordi han ikke var vant til den hårde tone på et danseetablissement i provinsen, ignorerede han hendes hovne lille udbrud.

“Jeg prøver,” sagde han tålmodigt. “Men jeg har et forslag til Dem.” “Det vil jeg vædde med at De har,” sagde hun.

Hun kunne ikke lade være. Hele sit liv, eller den del af det som mænd var interesserede i, havde hun prøvet at holde dem på afstand.

Nu skulle hun pludselig være anderledes og undertrykke den refleks hun havde haft så god gavn af i årevis.

“Og det ville være rigtigt af Dem at vædde. De ville vinde penge.

Jeg ville ikke tale til Dem nu hvis der ikke var et forslag, ville jeg?”

Hun satte pris på den brutale tydeliggørelse og smilede.

29

Miss Blackpool.indd 29

02/02/15 12.02

“Jeg skal mødes med en ven til middag i aften. En kunde. Han tager en veninde med, og han foreslog at jeg skulle gøre det samme.”

I sit tidligere liv ville hun have nævnt hans vielsesring, men hun var allerede blevet klogere.

“Det lyder godt.”

Hun var endnu langt fra en fjernsynsskærm, men det var en begyndelse.

Marjorie rådede hende til at låne et eller andet i stormagasinet som hun kunne tage på. Det gjorde alle de andre piger åbenbart. I frokostpausen gik hun ovenpå med en pose, vekslede et par ord med en af pigerne og gik derfra med en smart knælang, rød kjole med dyb udskæring. Da hun var klar til at gå ud, kom hun i tanker om hvordan hun kunne se ud når hun anstrengte sig, og hun tog noget læbestift på og stak et ben lidt frem. Det var nogen tid siden.

“Bloody hell,” sagde Marjorie, og Barbara smilede.

Valentine Laws havde reserveret bord på Talk of the Town for at se Matt Monro, faster Maries yndlingssanger. På plakaterne ved indgangen så Barbara at det en anden aften kunne have været The Supremes eller Helen Shapiro eller Cliff and the Shadows, mennesker som pigerne på arbejde ville have elsket at høre om. Matt Monro var fra en anden tid, den tid som hun var rejst fra Blackpool for at komme væk fra. Da hun blev vist hen til bordet, lagde hun mærke til at hun uden sammenligning var den yngste person i lokalet.

Han ventede på hende ved et firemandsbord ved den ene side af scenen. Hans andre gæster var ikke kommet. Han bestilte en Dubonnet og en lemonade til hende uden at spørge hvad hun ville have, og de talte om arbejde og om London, og pludselig så han op og smilede.

“Sidney!”

Men Sidney, en lille skaldet mand med overskæg så ikke ud til at være glad for at se Valentine, og så blev Valentines ansigt alt for kompliceret til at Barbara kunne aflæse det. Der var smilet, og så forsvandt smilet, og så fulgte en pludselig, chokeret udvidelse af øjnene.

Og så vendte smilet tilbage, men nu uden varme eller glæde.

30

Miss Blackpool.indd 30

02/02/15 12.02

Miss Blackpool.indd 31

02/02/15 12.02

“Audrey!” sagde Valentine.

Audrey var en stor kvinde i en ekstremt lilla og upassende lang kjole. Hun var, gættede Barbara på, Sidneys kone. Og mens Barbara sad og så på de andre, begyndte det at gå op for hende at der havde været en eller andet slags misforståelse. Sidney havde troet at det var en aften i byen med en bestemt slags damer (”konerne”, “vores kære fruer”, sådan noget i den retning), men Valentine havde inviteret Barbara ud fra den antagelse at der var tale om en helt anden slags aften i byen, en aften med damer, men ikke med de damer. De havde sandsynligvis tidligere nydt begge slags aftener, hvilket forklarede forvirringen. Gifte, velhavende mænds liv var så kompliceret og så fuldt af bedrag, de koder de meddelte sig til hinanden i, var så tvetydige at Barbara spekulerede på hvorfor den slags ikke skete ustandselig. Måske gjorde det også. Måske var Talk of the Town fuld af borde hvor kvinder i absurd forskellige aldre sad og skulede til hinanden.

“Valentine og jeg går lige op i baren et øjeblik. Vi har lidt forretninger at tale om,” sagde Sidney. “Vi er tilbage om fem minutter.”

Valentine rejste sig, nikkede til kvinderne og fulgte efter Sidney som stampede arrigt af sted. Der var tydeligvis tale om en misforståelse med konsekvenser. Sidneys kære frue ville regne ud hvem Barbara var, og hvad hun repræsenterede; hun ville højst tænkeligt finde ud af at der havde været andre, tilsvarende aftener som hun ikke havde været inviteret med til. Hvis Valentine havde været lidt hurtigere, kunne han have præsenteret Barbara som sin kusine eller sekretær eller fodterapeut, men han havde ladet Sidney slæbe af med sig for at tage imod hans verbale øretæver, så de to kvinder sad tilbage og kunne drage deres egne konklusioner.

Audrey satte sig tungt over for Barbara og så på hende.

“Han er gift. Det er De klar over, ikke?” sagde hun endelig.

Barbara var temmelig sikker på at hun nok ikke ville nå at høre Matt Monro synge, så hun tænkte at hun lige så godt kunne få så meget sjov ud af situationen som muligt. Hun så på Audrey og lo, omgående og hånligt.

“Med hvem?” sagde hun. “Jeg myrder hende.” Og hun lo igen som for at vise hvor upåvirket hun var af Audreys oplysning.

32

Miss Blackpool.indd 32

02/02/15 12.02

“Han er gift,” sagde Audrey insisterende. “Med Joan. Jeg har mødt hende. De har været gift i lang tid. De har børn og alting. Bortset fra at de ikke er børn længere. Drengen er seksten, og hans datter går på sygeplejeskole.”

“Nå,” sagde Barbara, “han kan ikke have været særlig aktiv med at opdrage dem. Han har ikke været hjemmefra en eneste aften de sidste to år.”

“Hjemmefra?” sagde Audrey. “Bor I sammen?” “Åh jo, men det er ikke så slemt som det ser ud til,” sagde Barbara.

“Vi skal giftes til næste år. I juni. Men hvis det De siger, er sandt, så er der selvfølgelig lige lidt som han skal have styr på først.” Og hun lo for tredje gang og rystede på hovedet ad hvor tosset det alt sammen var. Valentine! Gift! Og med børn, hvabehar!

“Har De mødt de hersens ... ‘børn’?” “Øh,” sagde Audrey, “nej.” En lille orm af tvivl havde sneget sig ind, bemærkede Barbara tilfreds. “Men jeg har tit haft en snak med Joan om dem. Sidney og jeg har selv to teenagere.” “Åh,” sagde Barbara. “Snak. Snakke kan vi jo alle sammen. Jeg kunne smutte femten børn lige nu mens jeg sidder og snakker med Dem. Smut, smut, smut, smut, smut ...”

Hun så i øjnene at femten børn var alt for mange smut. Hun ville komme til at virke sindssyg hvis hun fortsatte, så hun holdt op.

“Nå, så fem, i hvert fald,” sagde hun.

“Hvad mener De?” “At snakke er ikke det samme som at se, vel?”

“Siger De at Joan har opdigtet dem?”

“Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg at hende Joan er opdigtet.”

“Hvordan skulle hun kunne være det? Jeg har mødt hende!”

“Jo, men De ved hvordan mænd er. Somme tider vil de bare gerne have en aften i byen uden os, hvis De forstår hvad jeg mener. Det er såmænd ganske uskyldigt. Eller ... det synes jeg da.”

“Siger De at Joan var en eller anden slags ...”

“Nej, nej. Han har nok bare trængt til lidt selskab. Jeg har nok været i biografen eller sådan noget.”

“Hun var ikke nogen ung kvinde,” sagde Audrey.

33

Miss Blackpool.indd 33

02/02/15 12.02

“Nå. Men det er da helt sødt at han måske har haft lyst til at tilbringe en aften sammen med en kvinde på sin egen alder.”

Audrey tænkte lidt over det kunstfærdige bedrageri hun havde været udsat for, og rystede på hovedet.

“Jeg kan næsten ikke tro det,” sagde hun. “Det var dog en underlig ting at gøre.”

Sidney og Valentine kom tilbage til bordet og var venner igen.

“Jeg må hellere præsentere jer to rigtigt,” sagde Valentine. “Audrey, det er Barbara. Hun arbejder på mit kontor, og hun er tosset med Matt Monro. Så da Joan blev syg i eftermiddags ...”

Sidneys kone så på hende, først forvirret og så forarget.

“Dejligt at møde Dem, Audrey,” sagde Barbara, og så gik hun ud efter sin frakke.

Hun havde følt en mærkelig glæde ved sin korte samtale med Audrey, fordi den havde givet hende mulighed for at spille med i en komisk sketch som hun selv havde skrevet mens den udfoldede sig. Det havde også været en ganske god præstation, tænkte hun, i betragtning af hvor tyndt materialet havde været. Men så forlod adrenalinen hendes krop, og da hun stod i kø ved garderoben, følte hun sig mere trist end nogensinde før i sin tid i London. Siden sin samtale med Marjorie havde hun sagt til sig selv at hendes valg var lige så klart som det var trøstesløst: Hun kunne fortsætte med at sælge kosmetik, eller hun kunne gå på date med mænd som Valentine i håb om at de ville føre hende et par centimeter nærmere på det hun gerne ville. Men hun havde været på date med en mand som Valentine, og det havde fået hende til at føle sig billig og dum, og hun ville alligevel være tilbage i Kosmetik næste dag. Hun havde lyst til at græde. Hun ville helt bestemt hellere rejse hjem. Hun havde fået nok. Hun ville rejse hjem og gifte sig med en mand der havde nogle tæppeforretninger, og hun ville føde hans børn, og han ville invitere andre kvinder på natklub, og hun ville blive gammel og dø og håbe på bedre held næste gang.

Og på vej ud fra Talk of the Town mødte hun Brian.

Hun stødte næsten ind i ham da hun gik op ad trappen mod ud34

Miss Blackpool.indd 34

02/02/15 12.02

gangen. Han sagde hej, og hun sagde han skulle skride, og han så rystet ud.

“De kan ikke huske mig, vel?”

“Nej,” sagde hun, og hun var glad for at hun ikke kunne. Han havde tydeligvis ikke efterladt sig noget indtryk der var værd at huske. Han var ganske nydelig, og hans jakkesæt var bestemt ikke billigt, men han var endnu ældre end Valentine Laws. Alt ved ham virkede upålideligt.

“Vi mødtes til premieren på den Arthur Askey-film De var med i.”

“Jeg har aldrig været med i en film.” “Åh,” sagde han. “Undskyld. De er ikke Sabrina, er De vel?”

“Nej, fandeme er jeg ej den skide Sabrina. Den skide Sabrina er fandeme flere år ældre end mig. Og ja, hun kommer fra den samme by, og ja, hun har store babser. Men hvis nogen af jer nogensinde så på en kvinde højere oppe end halsen, så kunne I måske lære at se forskel på os.”

Han lo.

“Det er jeg virkelig ked af,” sagde han. “Og jeg er glad for at De ikke er hende. Det var ikke nogen særlig god film, og hun var håbløs i den.

Men hvor er De på vej hen?”

“Hjem.”

“De kan ikke tage hjem endnu. Matt Monro er ikke engang begyndt, er han?”

“Hvorfor kan jeg så ikke tage hjem?”

“Fordi De burde blive og tage en drink med mig. Jeg vil gerne vide alt om Dem.” “Det vil jeg vædde med De gerne vil.”

Hun kunne tage en brydekamp med den her mand, for hun var ikke ude på at få noget af ham, og hun var i øvrigt også dødtræt af mænd.

“Jeg er ikke sådan som De tror,” sagde han.

“Jeg tror ikke noget om Dem.” “Jeg er meget lykkeligt gift,” sagde han.

Pludselig stod der en smilende og køn kvinde ved hans side. Hun var en smule yngre end ham, men ikke i skandaløs grad.

35

Miss Blackpool.indd 35

02/02/15 12.02

“Her er hun,” sagde manden. “Det er min kone.”

“Hej,” sagde kvinden. Hun så ikke ud til at være vred på Barbara.

Hun ville bare gerne præsenteres.

“Jeg hedder Brian Debenham,” sagde han. “Og min kone hedder Patsy.”

“Hej,” sagde Patsy. “Hvor er De dog køn.”

Barbara prøvede at finde ud af hvad det kunne gå ud på. En mand og en kvinde der prøvede at komme i lag med hende, var et fænomen fra de alleryderste kanter af hendes fantasi. Hun havde ikke engang ord for det.

“Jeg prøver at overtale hende til at tage en drink med os,” sagde Brian.

“Det kan jeg godt forstå,” sagde Patsy og lod blikket glide op og ned ad Barbara. “Hun er lige vores stil. Hun ligner Sabrina.”

“Jeg tror ikke hun bryder sig om at folk siger det.”

“Det gør jeg ikke, nej,” sagde Barbara. “Og jeg bryder mig ikke om når en mand lægger an på mig mens hans kone ser på.”

Det lød som den mest sikre fortolkning af situationen. Hvis hun ikke havde et ord for det andet, ville hun ikke prøve at anklage dem for det. Hun måtte afgjort se at få fundet ud af hvad en soubrette var.

De kunne for den sags skyld være i gang med at prøve at gøre hende til sådan en.

Brian og Patsy lo. “Åh, jamen jeg prøver skam ikke at komme i lag med Dem på den måde,” sagde han. “Det handler ikke om sex. Det er noget endnu mere tarveligt. Jeg vil tjene penge på Dem. Jeg er teateragent.”

Barbara gik tilbage til garderoben med sin frakke, og lige dér begyndte det alt sammen.

Miss Blackpool.indd 36

02/02/15 12.02

100 mm

LANGT NEDE ”Langt nede er en af den slags bøger, som læser sig selv, og hvor man jubler, græder og griner både ad og med karaktererne.”

153 mm

23 mm

153 mm

100 mm

”Nick Hornbys morsomme og overbevisende roman om en 60’er sitcom er en fornøjelse at læse.”

DAILY TELEGRAPH

BERLINGSKE TIDENDE

POLITIKEN

”Nick Hornby er altid godt skrivende. Og trods sin kærlighed til realisme … er han aldrig banal, ikke mere end livet i øvrigt er.”

JYLLANDS-POSTEN

Miss Blackpool er historien om et tv–program og folkene bag det: manuskriptforfatterne Tony og Bill, gamle venner og besat af comedy; produceren Dennis, der elsker sit hold og Sophie i særdeleshed; og Sophies flotte modspiller Clive, der mener, at han har fortjent bedre i denne verden.

www.lindhardtogringhof.dk

N IC K H O R NB Y

I takt med at 1960’erne skrider frem, og det britiske publikum forelsker sig i Sophies sitcom, begynder holdånden og sammenholdet at aftage: Intet varer evigt, og virkeligheden trænger sig til sidst på.

FOTO: © ANDREA DEPENBUSCH

SLAM

arbara Parker bliver kåret som Miss Blackpool 1964, men hun vil ikke være skønhedsdronning. Hun vil få folk til at grine, lige som sin heltinde Lucille Ball. Så Barbara tager til London, hvor hun hurtigt bliver spottet af en tv–agent, der ændrer hendes navn og sender hende til audition på en BBC–komedieserie. Tv–stjernen Sophie Straw er født.

226 mm

”… i nogle passager temmelig smuk, i andre er den ærlig talt skræmmende. Men i stort set hvert eneste kapitel … er der et ubetaleligt britisk vid …

Midt i al den sprælske humor er Hornby knalddyb … Langt nede er, ja, to die for.”

Nick Hornby er født i 1957 i Maidenhead i England.

Han har skrevet High Fidelity, Fodboldfeber, Omkring en dreng, Langt nede og Juliet, Nøgen og ungdomsromanen Slam. Nick Hornby bor i Highbury i det nordlige London.

NICK HORNBY LI N D HAR D T O G R I N G H O F

OMSLAG: MARK AIRS

Miss-Blackpool.indd 1

2/17/15 17:22